Det norske Folks Historie/3/63

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Paa Orknøerne var der imidlertid, ſom ſædvanligt, forefaldet blodige Scener mellem Jarle-Ættens Medlemmer, og der er faa Spor af, at Kongerne i Norge, Jarlernes Overherrer, have ſøgt at blande ſig i Stridighederne, eller optraadt ſom mæglende. Det ſynes meget mere, ſom om de have været ſaa ganſke optagne af deres egne Foretagender og indbyrdes Forhold, at de aldeles ingen Opmerkſomhed kunde ofre paa hine Skatlandes Anliggender. Vi forlode Jarlerne Haakon Paalsſøn og Magnus Erlendsſøn ſom Jarler over hver ſin Halvdeel af Øerne, den ſidſte forlenet dermed af Kong Eyſtein, og ſaaledes rimeligviis en Tilhænger og beſkyttet af ham, medens Haakon, der tidligere havde faaet Jarlsnavn af alle tre Brødre, Sigurd, Eyſtein og Olaf, og ſom kun nødtvungen havde givet Slip paa Magnus’s Andeel, ſandſynligviis holdt ſig mere til Sigurd, hvilken han ogſaa allerede kjendte fra hans Ophold i Syderøerne og paa Orknøerne. Imidlertid tilbragte begge Jarler flere Aar i Fred og Enighed, upaatvivlelig formedelſt Magnus’s Fromhed og Eftergivenhed; thi han, hvis hele Hu ſtod til at erhverve Hellighedens Krone[1], førte et fuldkommen aſketiſk Liv, og ydede ſin Fætter kraftig og virkſom Hjelp overalt hvor det kom an paa at forſvare Landet mod udvortes Fiender, hindre Ran og Vold, og ſtraffe Misgjerninger. At Magnus’s exemplariſke Liv, ſmukke Ydre, Veltalenhed, Gavmildhed og Forſtandighed har ſkaffet ham langt flere Venner end den langt mindre elſkværdige, herſkeſyge Haakon, og at dennes Skinſyge raa Magnus derved ſtedſe maatte finde rigelig Næring, laa i Sagens Natur. Heraf benyttede ildeſindede Menneſker ſig. De flokkede ſig om den avindſyge, mistænkelige Haakon, og ſøgte ved alſlags Bagvaſkelſer at bringe ham til aabenbart Fiendſkab mod Magnus. Det kom endelig ſaa vidt, at den fredelſkende Magnus, for at undgaa alle Ubehageligheder, efter nogle Aars Forløb fandt det raadeligſt at forlade Øerne for nogen Tid, og begav ſig med ſine nærmeſte og kjæreſte Venner til Kong Henrik i England, hvor han fandt en venlig Modtagelſe og nød megen Hæder. Henriks luftige Hof var dog ikke et Opholdsſted efter den alvorlige Magnus’s Sind. Efter et Aars Forløb rejſte han atter tilbage, idet han beſøgte alle de hellige Steder, der laa i hans Vej[2]. Han haabede vel, at Haakons Sind nu var formildet, og at han trygt kunde komme hjem. Men Haakon, ſom imidlertid havde underkaſtet ſig alle e Magnus’s Beſiddelſer, ſaa vel paa Øerne ſom endog paa Katanes, var nu end mindre tilbøjelig til Fred og Enighed, end forhen. Han opholdt ſig e juſt paa Katanes, da han fik høre at Magnus var landet i Orknø, ſandſynligviis hos ſin Stiffader Sigurd i Papule[3], med fem vel bemandede Skibe. Haakon ſamlede ſtrax Folk for at overfalde Magnus og jage ham i bort, men fredelig ſindede Mænd fik mæglet et Forlig, hvorved Orknøerne, Hjaltland og Katanes blev deelt ligt mellem dem begge, og enhver l af dem forpligtede ſig til at lade den andens Beſiddelſer i Fred. Forliget bekræftedes med Ed og Fredskys, og overholdtes upaaklagelige i nogle i faa Aar. Men da begyndte Skinſygen atter at refſe ſig hos Haakon, og det lykkedes Uroſtifterne paa ny at udſaa Tvedragt mellem Frænderne. Iſær nævnes tvende Mænd, Sigurd, hvis Broder Thorſtein var Hirdmand hos Magnus, og Sighvat Sokke, ſom de, der ſøgte at vække Splid. Magnus vilde ſelv ikke lytte til Bagvaſkernes Skemme, ja taalte dem ikke engang i ſin Hird; men deſto villigere Øre fandt de hos Haakon. Om Vaaren 1115, i Langefaſten, kom det endelig ſaa vidt, at man paa begge Sider ſamlede Tropper, for at lade Sverdet afgjøre Trætten. Begge Jarler ſtevnede med deres Mænd til Thingpladſen paa Roſsø: der fylkede de hver ſin Skare, og Kampen var nær ved at begynde, da fælles Venner lagde ſig imellem og fik et foreløbigt Forlig bragt i Stand og bekræftet med Ed paa begge Sider, hvorved det blev beſtemt, at et endeligt Freds- og Forligs-Møde ſkulde holdes paa Egilsø ſtrax før Paaſke. Her ſkulde begge Jarler indfinde ſig, hver med to Skibe og et beſtemt Antal Folk, lige mange paa begge Sider. Stedet var ſandſynligviis valgt formedelſt den derværende ældgamle Kirkes Ærværdighed, der maaſkee gjorde den hele Ø til et helligt Friſted, og udelukkede al Tanke om Forræderi[4]. Magnus og hans Venner ſtolede ſaa trygt paa Haakons Oprigtighed, at hans Moder Thora Uſpaksdatter endog indbød begge Jarler til Gjeſtebud hos ſig, rimeligviis om Paaſkeaften, naar de vare blevne færdige med deres Underhandlinger og Forliget var kommet i Stand. Magnus begav ſig førſt til Øen, hvor han allerede kom Skjærthorsdag. Uagtet det var ganſke ſtille Vejr, ſkal dog pludſelig en ſtor Bølge have hævet ſig ved Siden af det Skib, paa hvilket Jarlen ſejlede, og ſkyllet over det: dette ſkal han ſelv have udtydet ſom et Varſel om ſin nær foreſtaaende Død. En Stund efter, og, ſom det ſynes, henimod Aftenen, tom Haakon Jarl; men i Stedet for at medbringe ro Skive, ſom Aftalen lød, havde han 8 vel bemandede Krigsſkibe, og havde tillige for Afrejſen uden Forbehold givet ſine Mænd tilkjende, at der paa dette Møde vilde blive afgjort, om han ſelv, eller Magnus, for Eftertiden ſkulde være Eneherre over Øerne. Da Magnus ſaa Haakons 8 Skibe komme ſejlende, ſkjønnede han ſtrax, at denne havde Svig i Sinde, og gik med ſine Mænd op i Kirken. De tilbyde ſig vel at forſvare ham og vove en Kamp med Haakon, men han ſagde, at han ej vilde, de ſkulde vove ſit Liv for hans Skyld: kunde han ej bringe Haakon til Forlig, fik det gaa ſom Gud vilde. Magnus tilbragte Natten med inderlig Bøn til Gud; om Morgenen lod han ſynge Mesſe for ſig, og nød Sakramentet. Samme Morgen gik Haakon Jarl med ſine Krigere op paa Øen for at ſøge og gribe Magnus. De ſtormede førſt op til Kirken, hvor de antoge at han havde taget ſin Tilflugt. Efter en Beretning ſkulle de ogſaa have fundet ham der, juſt ſom Mesſen var til Ende, og Haakon ſkal have ladet ham gribe ved fire af ſine voldſomſte og grimmeſte Mænd, uden Henſyn til Kirkefreden. Efter en anden Beretning ſkal derimod Magnus ſelv tredie have forladt Kirken, og ſkjult ſig paa et afſides Sted, hvor han dog ſtrax gav ſig tilkjende, og ſelv raabte paa Haakons Mænd, da disſe, efter forgjeves at have gjennemſøgt Kirken, gik omkring paa Øen for at lede efter ham, og kom i Nærheden af hans Skjuleſted, hvor han juſt forrettede ſin Bøn[5]. Da de grebe ham, korſede han ſig, og bebrejdede Haakon med faſt og uforfærdet Stemme hans ſvigagtige Ferd. Han gjorde ham derpaa tre Forſlag, det ene efter det andet; førſt at tillade ham at drage til Rom eller det hellige Land med tre Skibe, og aflægge Ed paa, aldrig at ville komme tilbage til Orknøerne; dernæſt at ſende ham til deres fælles Venner i Skotland, og der lade ham holde i livsvarigt Fangenſkab med to Mænd til Selſkab; endelig at lade ham blinde eller lemlæſte og derpaa ſætte i Fængſel. Til de to førſte Forſlag ſagde Haakon ſtrax nej; det tredie erklærede han ſig villig til at antage. Men da rejſte hans Høvdinger ſig og raabte eenſtemmigt: „lemlæſte eller pine Magnus Jarl ville vi ej, men en af eder ſkal nu lade Livet, thi begge ſkulle I herefter ikke føre Herredømmet“. „Da“, ſagde Haakon, „vil jeg heller føre Herredømmet, end dø her paa Stedet“. Dette var Magnus’s Dødsdom. Han kaſtede ſig paa Knæ i inderlig Bøn, ſkjulte ſit Anſigt i ſine Hænder, og befalede ſig under mange Taarer Grid i Vold. Haakon bød førſt ſin Merkesmand, ved Navn Ufeig, at dræbe Magnus. Men da han med Uvilje vægrede ſig, truede han ſin Kjøkkenmeſter Livulf dertil. Livulf braſt i heftig Graad, men Magnus bad ham være ved godt Mod. „Det er berømmeligt for dig“, ſagde han, „at udføre en ſaadan Daad, og du ſkal efter gammel Skik arve mine Klæder: frygt ikke, thi du gjør dette tvungen, og den ſom tvinger dig dertil, har ſtørre Synd end du“. Med disſe Ord tog han Kjortlen af ſig, og gav Livulf den. Derpaa bad han om Tilladelſe til at gjøre ſin ſidſte Bøn, og da den var ham given, kaſtede han ſig ned paa Jorden, bad Gud modtage hans Sjæl, og anraabte om Naade ej alene for ſig og ſine Venner, men ogſaa for ſine Fiender og Banemænd. Nu bad han Livulf ſtille ſig foran ham og dræbe ham ved et Hug i Hovedet. „Det pasſer ſig ikke“, ſagde han, „at halshugge Høvdinger ligeſom Tyve. Vær kun ſterk og græd ej, thi jeg bad til Gud om at han vil hjelpe dig“. Han korſede ſig, og bøjede ſig for at modtage Dødshugget. Livulf hug et vældigt Øxehug i hans Hoved, uden dog ſtrax at dræbe ham derved; paa Haakons Befaling maatte han hugge endnu et Hug i ſamme Saar, og da opgav Jarlen Aanden (16 April 1115). Haakon Jarls Forbitrelſe mod ham var ſaa ſtor, at han endog forbød at begrave ham ved en Kirke, men lod ham nedgrave der paa Stedet, hvor han var bleven aflivet[6]. Uden Henſyn til, hvad der var ſkeet begav han ſig derpaa til Papule til det Gjeſtebud, ſom Magnus’s Moder, Thora, havde beredt, og hvor hun væntede at ſee ſin Søn og hans Medbejler komme fuldkommen forligte tilbage fra Modet. Thora modtog ham godt, ſom om ingen Ting var forefaldt, bevertede ham raa det bedſte, og gik ſelv omkring for at ſee ham og hans Mænd til Gode. Men da Drikken begyndte at ſtige ham til Hovedet, traadte hun med eet frem for ham og ſagde: „nu er du, Herre, kommen ene hid, hvor jeg væntede eder begge. Hvis du nu vil glæde mig, ſaa at Gud og Menneſker kunne være Vidne dertil, da vær mig nu i Søns Sted, ligeſom jeg ſkal være dig i Moders Sted. Nu trænger jeg højlig til din Miſkund, ſaa at du nemlig tillader mig at lade min Søns Lig fore til Kirke. Opfyld nu denne min Ben, ſaa ſandt du vil at Gud ſkal høre din Bøn paa Dommens Dag!“ Jarlen taug, og betænkte ſig en Stund; omſider kunde han dog ikke modſtaa hendes Graad og ydmyge Bøn, men vendte ſig mod hende, og ſagde med Taarer i Øjnene: „begrav din Søn, hvor du ſelv vil!“ Hans Lig blev da ved Thoras Foranſtaltning optaget og begravet i den af Thorfinn Jarl opførte Chriſtkirke i Birgsaa. Haakon Jarls Ædelmod gik dog ikke videre end til denne Tilladelſe. Han underkaſtede ſig alle Magnus’s Beſiddelſer paa Øerne, lod alle dennes forrige Underſaatter ſværge ham Troſkabsed, og betyngede hans ivrigſte Tilhængere, af hvem han ſelv tidligere havde mødt ſtørſt Modſtand, med haarde Paalæg. Imidlertid begyndte der at blive ſterk Tale om at den myrdede Jarl var hellig, og at der ſkede Underverker ved hans Grav. Man vilde hyppigt have ſeet et himmelſk Lys og ſporet en himmelſk Duft over hans Leje i Chriſtkirken. Endog det Sted paa Egilsø, hvor han var bleven aflivet, og ſom hidtil havde været ſtenigt og mosbegroet, blev nu, paaſtod man, ſmukt og grønt. Snart begyndte man at paakalde ham i Fare, og troede at ſpore heldig Virkning deraf; der taltes om Helbredelſer, ſom havde fundet Sted ved hans Grav, og nu flokkedes Slige derhen baade fra Orknøerne og Hjaltland, vaagede ved hans Leje, og fik, ſom det hed, Bod for alle ſine Meen. Man tyktes og at finde, at de, der havde været Magnus’s værſte Modſtandere og iſær voldt hans Død, fik et ſlemt Endeligt. Imidlertid vovede man dog ikke at gjøre ſaa meget Væſen af alt dette, ſaa længe Haakon Jarl levede. Heller ikke vilde Biſkop Villjam endnu vide noget heraf, eller erkjende Magnus’s Helligdom. Sandſynligviis havde Haakon allerede forudſeet, at en ſaadan Tro vilde rejſe ſig blandt Folket, da han i Førſtningen forbød at lade Magnus’s Lig bringe til Kirke. Og rimeligviis var det deels for at lette ſin egen Samvittighed i denne Henſeende, deels for at aftvætte den Plet, der i hans Underſaatters Øjne maatte klæbe paa ham, og for at erhverve et Fortrin, der nogenlunde kunde opveje Magnus’s Hellighed, at han faa Aar ſenere foretog en ſtor Pilegrimsrejſe, førſt til Rom, og derfra til Jeruſalem, hvor han beſøgte de hellige Steder, og badede ſig i Jordan, paa Pilegrimes Viis. Da han kom tilbage til ſit Jarldømme, var han, ſom det lader, en forandret Mand, maaſkee fordi han virkelig havde gaaet i ſig ſelv, maaſkee og fordi hans Underſaatter nu betragtede ham med andre Øjne. Han tog ſig ivrigt af Landets indre Styrelſe, overholdt Fred og Ro, og indrettede, ſom det heder, nye Love, der behagede Bønderne meget bedre end de, de forhen havde haft. Herover blev han meget afholdt, og hans Venneſælhed ſteg ſaa højt, at Orknøingerne tilſidſt ej vilde vide af nogen anden Høvding end ham og hans Afkom[7]. Da han, ſom man maa formode, henved Aar 1122 faldt i en Sygdom og døde, anſaaes dette for en ſtor Skade, formedelſt den gode Fred, Øerne nøde i den ſidſte Tid, og ſom man frygtede nu vilde faa en Ende, da hans tvende Sønner ej forligedes godt ſammen, og Fejder mellem dem vare at forudſee, ſaa ſnart de kom til Roret[8].

Haakons Sønner hed Paal og Harald. Hvo Paals Moder var, ſiges ej; han var taus og alvorlig., ſaa at han endog fik Tilnavnet den „umaalge“ (umælende); dog blev han meget afholdt. . Harald derimod kaldtes den „ſlettmaale“ eller veltalende, og har vel ſaaledes været noget glattunget. Hans Moder, Helga, hørte til en af hine halv ſkotſke, halv norſke Familier, der med norſk Haandfaſthed og Udholdenhed ſynes at have forenet gaeliſk Lidenſkabelighed og Grumhed. Hendes Fader Moddan eller Maddadh var en rig og anſeet Mand i Dal paa Katanes. Maddadh havde foruden hende flere Børn, af hvilke en, ſom det ſynes, ældre Syſter, ved Navn Frakark, havde været gift i Sutherland med en Mand, ved Navn Ljot Niding, og allerede havde baade Botn og Børnebørn. Helga ſelv havde ej været gift med Haakon Jarl, men kun været hans Frille, dog, ſom det lader, i lang Tid. Foruden Sønnen Harald havde hun med ham ogſaa to Døtre, Ingebjørg, der blev gift med Syderøernes Konge Olaf Gudrødsſøn[9], og Margrete. Uagtet Maddadh ogſaa havde flere Sønner, optraadte dog Frakark ſom den talrige Families Hoved. Liſtig, rænkefuld og henſynsløs, var hun i Ordets egentlige Forſtand Jarlernes og deres Omgivelſers onde Genius, indtil hun omſider fik ſin fortjente Løn[10].

Det varede ikke længe, førend begge de unge Jarler vare i fuldt Uvenſkab med hinanden, ſom man havde forudſeet, og Øernes hele Ariſtokrati ſplittedes i to Partier, Paals og Haralds. Denne fandt til ſidſt Opholdet paa Øerne mindre behageligt, og begav ſig til Skotland, hvor han i lang Tid opholdt ſig deels paa Katanes, hvilket den ſkotſke Konge Alexander, Mælkolms Søn, havde givet ham Men„ deels hos ſine mange Frænder og Venner oppe i Skotland, hvis Indflydelſe han rimeligviis havde denne Forlening at takke[11]. Hos Harald havde nu ſaa vel hans Moder ſom Frakark faſt Tilhold, og beherſkede ham ganſke. Til Harald ſluttede ſig liden ogſaa en talentfuld Æventyrer, der ſenere hen i Tiden ſpillede en kortvarig, men fremragende, Rolle i Norges Hiſtorie, den ovenfor omtalte Sigurd, kaldet Slembe eller Slembedjakn. Han anſaaes dengang kun for en Søn af en Preſt i det ſydlige Norge, ved Navn Adelbrekt, hos hvilken han var opdragen for at ſættes til Bogen og blive Gejſtlig; men han paaſtod ſiden ſelv, at hans rette Fader var Kong Magnus Barfod, og at hans Herkomſt alene af den Aarſag var bleven fordulgt, at hans Moder Thora, Datter af den throndhjemſke Stormand Saxe i Vik, var en Syſter af Sigrid, med hvem Magnus havde Sønnen Olaf, der blev Konge efter ham, og et ſaadant Forhold fra Magnus’s Side til tvende Syſtre var utilladeligt[12]. Sigurd havde faaet en fuldſtændig gejſtlig Oplærelſe, og var endog, ſandſynligviis af Biſkop Kot i Viken, bleven indviet til Diakonus. Hans Hu ſtod dog meeſt til Krigerferd og ridderlige Øvelſer, hvori han trods ſin preſtelige Opdragelſe fandt Lejlighed nok til at blive en Meſter, ſaa at han, da han var fuldvoxen, deri overgik alle ſine Jevnaldrende, og maaſkee enhver anden i Landet. Hans Overmod, Heftighed og Voldſomhed ſkaffede ham blandt hans Omgivelſer det nys førte Tilnavn „Slembedjakn“. Paa denne Tid ſkal hans Moder have aabenbaret for ham, at hans rette Fader var Kong Magnus. Og ſaa ſnart han da blev ſin egen Herre, lod han ogſaa alt gejſtligt Væſen fare, rejſte bort til fremmede Lande, efter ſom hans urolige Sind drev ham, og førte i flere Aar et højſt æventyrligt Liv[13]. Den unge, ſmukke, belevne og talentfulde Mand fandt overalt en venlig Modtagelſe. Han havde allerede opholdt ſig en Stund hos Kong David og nydt megen Hæder hos ham[14], da han beſøgte Harald Jarl under dennes Ophold i det øvre Skotland, og blev modtagen af ham med aabne Arme. Sigurd blev ſnart en Yndling, ſaa vel hos Jarlen, ſom hos Syſtrene Frakark og Helga. Der opſtod endog en Kjærlighedsforſtaaelſe mellem ham og deres Syſterdatter, den unge Enke Audhild, der levede med ham ſom hans erklærede Elſkerinde. Ikke længe efter Sigurds Ankomſt vendte Harald Jarl, ledſaget af Frakark og Helga, ſaa vel ſom Sigurd, tilbage til Orknøerne, for, ſom det ſynes, at gjøre et Forſøg paa at fælde Paal Jarl eller ſtode ham fra Jarleſædet. Da Sigurd viſer ſig ſom en af de virkſomſte Medhjelpere i dette Foretagende, maa man næſten formode, at det er ſkeet efter hans Forſlag, og at det har nærmere været aftalt ved Haralds Hof mellem ham og hine formaaende Kvinder, af hvilke Harald ganſke lod ſig lede. Det lader til at Paal Jarl enten ikke har kunnet eller ikke har vovet at formene dem Adgang til Øerne. Da de kom, ſamlede de alle ſine Venner og Tilhængere om lig; det ſamme gjorde Paal Jarl paa ſin Side, og der opſtod ſaaledes megen Bevægelſe og Uro, uden dog endnu at komme til aabenbar Kamp. Den Mand, ſom Harald og hans Kvinder anſaa for deres farligſte Modſtander, var Thorkell, kaldet Foſtre, en Broder af Thora, Magnus Jarls Moder, og en meget venneſæl og formaaende Mand[15]. Thorkell ſtod nu i megen Yndeſt hos Paal Jarl og var en af hans bedſte Støtter, men blandt Haralds Omgivelſer hed det, at han aldrig kunde glemme den Sorg, Haakon Jarl havde tilføjet ham ved at dræbe hans Syſterſøn Magnus, og at han til Hevn derfor ſøgte at oppuſte Uvenſkabet mellem Haakons Sønner. Under alle Omſtændigheder var det Harald og hans Parti meget om at gjøre, at faa ham ryddet af Vejen. Det varede heller ikke længe, førend Harald Jarl og Sigurd enten ſelv overfaldt og dræbte ham, eller ved dertil beſkikkede Mordere lode ham rydde af Vejen: den nærmere Sammenhæng kjendes ej længer, kun er det viſt, at det fornemmelig ſkede efter Sigurds Raad og ved hans Medvirkning. Paal Jarl blev yderſt opbragt derover, og ruſtede ſig for at tage Hevn. Da lagde fælles Venner af begge Jarler ſig imellem, og ſøgte at mægle Forlig.mellem dem, men Paal Jarl var ſaa vred at han ikke vilde høre om noget Forlig uden paa det Vilkaar, at alle de, der havde haft Deel i Thorkells Drab, ſkulde landsforviſes. Herpaa vilde Harald, ſom det ſynes, nødig gaa ind; paa Alles indſtændige Anmodning gav han dog tilſidſt efter, og der ſluttedes et Forlig paa de Vilkaar, at Sigurd og alle de øvrige, ſom Paal Jarl anſaa for meeſt ſkyldige i Thorkells Drab, ſkulde forlade Øerne, og at Bøderne for Drabet ſkulde udredes af Harald. Men det beſtemtes ogſaa udtrykkeligt, at der fra nu af ſkulde herſke ſtørre Venſkab mellem Jarlerne end for, og at de til Tegn derpaa ſkulde tilbringe Julen og de ſtørſte Højtider ſammen[16].

Sigurd Slembedjakn maatte ſaaledes bortfjerne ſig fra Orknøerne, og begav ſig tilbage til Kong Davids Hof, hvor han endnu tilbragte en Tid, og udmerkede ſig i alle ridderlige Idrætter[17]. Men det hjalp lidet til den gode Forſtaaelſe mellem Jarlerne, at han var borte, ſaa længe det ej ſtod Mi Paal Jarls Magt at fjerne de rænkefulde Kvinder, Helga og Frakark, fra Harald Jarls Omgivelſer. Et forunderligt, uforudſeeligt Tilfælde kom ham til Hjelp, og ſkilte ham paa en rædſom Maade ved hans Medbejler, men aabenbarede ham ogſaa, hvad han, trods Forliget og den tilſyneladende gode Forſtaaelſe, havde kunnet vænte ſig af hine Kvinders aldrig hvilende Beſtræbelſer for at ſkaffe Harald Enevældet. Den førſte Juul, ſom begge Jarler efter Forligets Beſtemmelſe ſkulde tilbringe ſammen[18], agtede Harald Jarl at højtideligholde ved et prægtigt Gjeſtebud paa ſin Gaard Orfjara[19], ſydligt paa Stolen og havde i den Anledning travlt med de nødvendige Forberedelſer. En Morgen, da han nys var ſtaaet op, kom han ind i en liden Sine, hvor hans Moder og Frakark ſad paa Tverpallen og ſyede. Imellem dem laa ei nys ſømmet Liinklæde, hvidt ſom Snee. Jarlen tog det op, og ſaa at det var rigt udſyet med Guld. „For hvem“, ſpurgte han, „er dette prægtige Stykke beſtemt?“ „For din Broder Paal“, var Svaret. „Hvorfor gjøre I eder ſaa megen Umage med at ſy Klæder for ham“, ſagde Harald forundret: min Klædedragt pleje I jo ikke at tage eder ſaa meget af!“ Med disſe Ord tog han Kappen af og foldede Klædet ud, for at tage det paa: da han tidlig var opſtaaet, var han kun iført en let Morgendragt, Skjorte og Lærreds Buxer; derover havde han kaſtet Kappen, i hvis Sted han nu vilde forſøge det prægtige Liinklæde. Hans Moder rev det fra ham, og ſagde at han ikke ſkulde misunde ſin Broder et ſmukt Klædningsſtykke. Harald rykkede det ſpøgende til ſig, og vilde atter tage det paa. Frakark beſvor ham paa det indſtændigſte at lade det være, da det ellers vilde koſte ham hans Liv; hun ſled Huen[20] af ſit Hoved og rev ſine Haar af, hans Moder græd og forenede ſine Bønner med hendes, men alt ſammen forgjeves; han hængte Klædet over Skuldrene og lod det falde ned om Legemet til alle Sider. Men i ſamme Øjeblik følte han ſig gjennemiisnet af en Gyſen; derpaa fulgte en heftig Verk, ſaa at han maatte gaa til Sængs, og efter et fort Sygeleje opgav han Aanden, til hans Venners ſtore Sorg (December 1127 eller 1128). Thi Paal Jarl tog nu med Bøndernes eenſtemmige Samtykke alle hans Beſiddelſer under ſig, og da han ej kunde tvivle paa, at det forgiftede Klæde egentlig havde været ham tiltænkt, lod han Frakart og Helga betyde, at han ej vilde vide af deres Ophold i hans Rige, men at de ufortøvet ſkulde forføje ſig bort. De forlode derfor Øerne med hele deres vidtløftige Familie, og begave ſig førſt til Katanes, og ſiden længer op i Skotland til de Beſiddelſer, ſom Frakark der havde, og hvor de nu opholdt ſig flere Aar. Blandt de yngre Medlemmer af Familien, ſom de beholdt hos ſig, og tildeels opfødde, nævnes Frakarks Datterſønner Ølve Roſta og Thorbjørn Klerk, hendes Syſterdatters, den forhen nævnte Audhilds, Søn Erik Slagbrelle, og Harald Jarls efterladte Børn, Erlend, der endnu var et Barn[21], og Margrete, der allerede var voxen, eller nær derved[22]. Alle disſe toge ſiden en indgribende Deel i Begivenhederne paa Øerne. Sandſynligviis havde de en ſtor Støtte i Frakarks Broder Ottar, der nu var Jarl i Thorsaa paa Katanes, og en ſaare mægtig Mand. Imidlertid nød man Fred og gode Dage paa Orknøerne. Paal Jarl var en ſtille, rolig Mand, ſom helſt ſad hjemme og ikke ſyntes om at drage i Leding; han talte ikke ofte eller meget paa Thingene, hvorfor han og fik hiint Tilnavn, „den umælende“; han lod andre raade med ſig, var ſindig og eftergivende mod Bønderne, og gavmild mod ſine Venner. Derfor var han ogſaa meget afholdt af alle, og der var liden Udſigt til, at nogen ny Prætendent til Jarldømmet vilde finde venlig Modtagelſe eller opnaa noget Parti for ſig. Paal Jarl, der ſtrax efter ſin Tiltrædelſe af Jarldømmet havde ſøgt at vinde den engelſke Konges Gunſt ved at ſende ham flere værdifulde Foræringer[23], lod det viſtnok fremdeles være ſig magtpaaliggende at ſikre ſig hans Venſkab, medens det derimod ingenſteds udtrykkeligt omtales, at han ſøgte Beſkyttelſe hos Kong Sigurd, eller endog ſtod i nærmere Forbindelſe med ham: en Omſtændighed, der maaſkee har bidraget til, at denne ej længe efter Haralds Død gav ham en ny Medbejler.

    Omſtændighed, at det var Eyſtein, der efter Kong Sigurds Bortrejſe gav Magnus Jarlsnavn, maa man formode, at den urigtige Angivelſe af 1104 for Magnus’s Død grunder ſig i en falſk Tidsregning for de norſke Kongers og Jarlers Hiſtorie i det hele taget, og at Aaret 1104 hos ham egentlig repræſenterer et andet Aar. Spørgsmaalet bliver nu, hvilket dette er. Man ſkulde formode„ at Udſagnet om, at Magnus blev dræbt paa en Paaſkemandag, ſkulde kunne lede til en nøjagtig Beſtemmelſe af Aarstallet, da man af Sagaerne ſaa vel ſom Kalendarierne med Vished veed, at hans Dødsdag faldt paa 16de April. Men ogſaa hiin Angivelſe er urigtig. .Hans Drab ſkede ikke engang paa en Mandag, end ſige paa en Paaſkemandag. Lige fra Aar 1100, hvor Paaſkedag faldt paa 1ſte April og ſaaledes tredie Mandag efter Paaſke paa 16de April, falder ingen Mandag paa ſidſtnævnte Dag, førend i Aaret 1123, da Dagen virkelig er 2den Paaſkedag. Men ſaa ſilde kan man ikke ſætte hans Død, da man derved vilde forrykke hele den øvrige Tidsregning; man vilde derved ogſaa komme ud over Pave Paſchalis’s Levetid († 1118) og man vilde ej kunne ſaa de ſenere (S. 536) i Magnus’s G Saga udtrykkeligt angivne 20 Aar mellem hans Død og hans Helgen-Erkjendelſe, der maa have fundet Sted inden 1137, i hvilket Aar, ſom vi ſenere ville ſee, Ragnvald Jarl paakaldte hans Biſtand, og lovede at bygge en Kirke til hans Ære. Man maa altſaa ganſke ſee bort fra hiin Angivelſe af Mandagen eller Paaſkemandagen ſom hans Dødsdag — den er maaſkee fremkommen ved en Forklaring af „die secundo post festum Tiburtii“ ſom „feria secunda &c.“; — og kun henføre hans Død til en Dag i og omkring Paaſken, ſaaledes ſom det falder rimeligſt. Thormod Torvesſøn har ſaaledes i ſine Orcades (S. 84—87) henført den til Løverdag efter Paaſke i Aaret 1110, og til Beſtyrkelſe derfor opſtillet flere Grunde. Disſe ere dog alle temmelig ſøgte og uholdbare. Saaledes forlader han, hvad han ſelv tidligere har berettet, og hvad ſaa vel Orknøingaſaga ſom Magnus’s Saga tydeligt og omſtændeligt fortæller, at Magnus førſt modtog Jarlsnavn af Kong Eyſtein efter Sigurds Bortrejſe; og regner de 7 Aar, begge Jarler ſkulle have herſket ſammen, lige fra 1103, ſtøttende ſig til et Sted i Morkinſkinna, hvor Haakons og Magnus’s Tiltrædelſe ſom Jarler omtales i al Korthed, uden nogen nærmere Tidsangivelſe, men ſtrax efter Beretningen om Magnus Barfods Død. Han erklærer det, uden ſkjellig Grund, for uſandſynligt, at Magnus ſkulde have væntet ſaa længe ſom til 1107 eller 1108 inden han fordrede ſin Arvepart. Den eneſte poſitive Sandſynlighedsgrund, han anfører, er den, at man ved at antage 1110 faar Dødsdagen til at falde i Paaſkeugen, nemlig Løverdag efter Paaſke, og han mener at dette pasſer godt med at Thora, Magnus’s Moder, havde indbudt-Jarlerne til et Gilde ſtrax efter Mødet, thi dette Gilde var da, tror han, ſandſynligviis berammet til den følgende Søndag (den 17de). Men da vi umuligt kunne ſætte os ud over Sagaernes rene Ord, at Magnus tiltraadte Jarldømmet efter Sigurds Udrejſe, altſaa efter Høſten 1107, hvilket ogſaa paa det fuldſtændigſte bekræftes ved det ovenfor (S. 562, 563) omtalte Brev fra Erkebiſkop Anshelm af Canterbury til Haakon Jarl, ſom maa være ſkrevet mellem 1104 eller 1105,

    da Haakon blev Jarl, og 1109, da Anshelm døde, og hvor Magnus ej omtales, er det tydeligt nok, at Magnus’s Dødsaar ej kan ſættes ſaa tidligt ſom 1110. Det rimeligſte bliver da at holde ſig til en beſtemt, poſitiv Angivelſe i et for Reſten meget paalideligt Kildeſkrift, nemlig de islandſke Annaler, hvilke blive ſikrere, jo længere det lakker ud i det 12te Aarhundrede, og ſom her nævne 1115 eller 1116. Holde vi faſt ved Orknøyingaſagas Angivelſe, at Haakon og Magnus herſkede 7 Aar tilſammen Hullet 12 i Magnus’s Saga er aabenbart kun Skriv- eller Læſefejl, xij. for vij.), og regne vi, efter det Foregaaende, Magnus’s Tiltrædelſe til 1108 eller 1109, bliver det 7de Aar derfra netop 1115 eller 1116. Da der, ifølge St. Magnus’s Saga, hengik 20 Aar efter hans Død, inden han offentligt erkjendtes ſom Helgen, maa dette, under Forudſætning af at hans Drab ſkede 1115 eller 1116, have fundet Sted i 1135 eller 1136, og hermed pasſer det da overmaade godt, at Ragnvald Jarl i Aaret 1137 aflagde Løftet om at bygge St. Magnus en Kirke, thi man maa antage, at Interesſen for den nye Helgen var ſaa meget ſtørre, jo mere hans Helligdom, netop ved ſin Nyhed, var i alles Munde, ej at tale om den Deelagtighed, Ragnvalds Fader Stol maaſkee ſelv havde i Magnus’s Anerkjendelſe fem Helgen, hvorom mere nedenfor. Her kommer det tillige i Betragtning, om det juſt ikke er noget afgjørende Moment, at St. Magnus ſiges at have været gift i 10 Aar; thi ſkjønt han ſtrengt taget nok allerede kan have indgaaet Egteſkab i 1098, da han var flygtet fra Kong Magnus Barfod, er det dog ikke ſandſynligt at det ſkede, førend efter at han var bleven Jarl i Katanes og her var kommen i Ro, ſaa meget mere ſom Sagaerne førſt omtale hans Giftermaal efter at have berettet hans Tiltrædelſe til Herredømmet over Orknøerne. Blev han ſaaledes ikke gift førend omkring 1102, vare heller ikke de 10 Aar omme førend i 1112. Vi maa ſaaledes blive ſtaaende ved Aarene 1115 og 1116 ſom de eneſte, til hvilke Magnus’s Drab med nogen Rimelighed kan henføres. Og at igjen 1115 af disſe tvende er det rette, ſkjønnes deels deraf, at Kong Olaf, der døde i December dette Aar, endnu ſiges at være i Live, da han blev dræbt, deels af den Omſtændighed, at Paaſken i 1116 falder paa 2den April, hvorved ſelve Dødsdagen kommer til at falde paa 2den Søndag efter Paaſke, medens derimod Paaſken i 1115 falder paa 18de April, og Jarlens Drab den 16de ſaaledes paa Langfredag: et Moment mere til at ſkærpe Troen paa hans Hellighed, hvorhos det da bliver højſt rimeligt, at det Gjeſtebud, hvortil Thora, Magnus’s Moder, havde indbudt begge Jarler ſtrax efter Forliget, ſkulde begynde Paaſkeaften den 17de, eller Dagen efter Drabet. Og fra Egilsø til Papule eller yderſt paa Roſsø, mod Sydkanten, var der ikke ſaa kort Vej, iſær naar man gik til Søs, at man ikke ſkulde kunne beregne i det mindſte ½ Dag at være medgaaet dertil. At Drabet foregik ſtrax før eller efter Paaſken, ſynes at være utvivlſomt, deels fordi Beretningen ſaa udtrykkeligt antyder det, deels fordi der tidligere er Tale om Langefaſten. Men „Paaſkeugen“ (efter Paaſke) kunde let forvexles med „Dimmelugen“ (umiddelbart før Paaſke). Magnus’s Dødsdag bliver ſaaledes Fredagen den 16de April 1115.

  1. Saa vel i Orknøinga Saga Cap. 120, ſom i St. Magnus Saga Cap. 13, 14, ſtaar en næſten eenslydende, fuldkommen i Legendeſtiil affattet Fremſtilling af Magnus’s Dyder og Fortjeneſter. Meget heraf er vil Overdrivelſe eller Gjentagelſe af en Panegyrik af det Slags, der ſædvanligviis ofredes fyrſtelige Helgener; dog faar man det Indtryk, at Magnus ikke for ſine aſketiſke Syſler tilſideſatte Regjerings-Anliggender, og heller ikke var ſaa blødhjertet, ſom man ellers ſkulde være tilbøjelig til at foreſtille ſig ham. Han omtales ſom „haard Fæ og uſkaanſom mod Raadmænd og Vikinger, ivrig til at ſtraffe Mordere, 17 Tyve og Voldsmænd, og upartiſk i ſine Domme; dertil gavmild mod Høvdinger og mægtige Mænd, men iſær velgjørende mod Fattige“. Som et Beviis paa hans Afholdenhed og Reenhed i Sæder fortælles der, at uagtet han E i ti Aar var gift med en Pige af fornem Byrd i Skotland, afholdt han ſig dog fra al legemlig Omgang med hende, og modſtod haardnakket alle Friſtelſer i ſaa Henſeende. Se nærmere Magnus Jarls Saga Cap. 14, jvfr. Orknøyingaſaga S. 120.
  2. Magnus Jarls Saga Cap. 18.
  3. Her landede han nemlig, da han førſte Gang (ſe ovf. S. 562) kom fra Katanes til Orknøerne, for at faa Haakon til at afſtaa ſig hans Andeel af Øerne.
  4. Om Egilsø og dens Kirke, ſe ovf. S. 622. At Mødet ſkulde finde Sted før Paaſke ſiges ikke i Magnus’s Saga, ſom derimod lader ham dræbes Paaſke-Mandag; men denne Sagas Angivelſer ere, ſaa vel hvad Aaret, ſom hvad Ugedagen angaar, aldeles fejlagtige, og maa berigtiges efter andre Data. I Magnus Jarls Saga, eller rettere Overſættelſen af den legendariſke Biograſi, ſom Robert af Elgin ſkrev paa Latin, ſtaar der at hans Dødsdag var to Dage efter Tiburtii og Valeriani-Mesſe (14de April), paa en Mandag, tre Uger efter Mariæ Bebudelſesdag, da han havde været 12 Vintre Jarl tilſammen med Haakon, da Kongerne Sigurd, Eyſtein og Olaf herſkede over Norge, da der var forløbet fra St. Olafs Fald 74 Aar; da Paſchalis II var Pave, og Jon den hellige Biſkop i Hole paa Island. De ſamme Data, med Undtagelſe af Angivelſen om Paſchalis og Jon, anføres i Orknøyingaſaga (S. 134), hvilken her, hvor der er Tale om Magnus’s ſidſte Dage, kun er et Udtog af den legendariſke Biograſi. Dog angives her ikke 12, men kun 7 Aar ſom den Tid, Magnus og Haakon havde herſket tilſammen, hvorimod der tilføjes, at Drabet ſkede 1091 Aar efter Chriſti Fødſel. I en i den legendariſke Biograſi indført Tale (Cap. 26) heder det fremdeles, at Magnus dræbtes Mandagen den 16de April 1104. Da dette ſamme Aar, 1104, udkommer, naar man efter hiin førſt anførte Angivelſe, lægger 74 Aar til 1030, St. Olafs Dødsaar, maa man formode, at denne Beregning er Magiſter Roberts egen; Aarstallet 109l, ſom i Orknøyingaſaga ſtrax efter opſtilles, og ſom, endog uden Henſyn til denne Modſigelſe, ved førſte Øjekaſt viſer ſig aldeles urigtigt, kan alene være fremkommet ved Skriv- eller Læſefejl, og behøver ikke engang at komme i Betragtning. Men at ogſaa Aarstallet 1104, uagtet Mag. Robert anfører det to Gange, er urigtigt, ſkjønnes allerede deraf, at Magnus modtog Jarlsnavn af Kong Eyſtein, efter at Kong Sigurd havde tiltraadt ſit Tog, altſaa efter Høſten 1107 tie ovf. S. 562 jvfr. 571), ikke at tale om, at Paaſkemandag 1104 ikke faldt paa 16de, men paa 19de April. Da Mag. Robert for øvrigt ſelv udtrykkeligt omtaler hiin
  5. Den førſt meddeelte Beretning findes i St. Magnus’s Saga Cap. 123, den anden i Orkneyingaſaga S. 128.
  6. Maaſkee dog dette, ſom det ſtrax nedenfor antydes, kun kom af Haakons Frygt for at Magnus ſkulde blive anſeet for en Helgen, og ſaaledes efter ſin Død volde ham Skade. Men det kan vel og hænde, at Magnus og hans Mænd i deres Ferd mod Haakon havde viiſt ſig mere nærgaaende og fornærmelige, end den partiſke Saga vil tilſtaa.
  7. Orkneyingaſaga S. 132—136, Magnus den helliges Saga Cap. 27, 28.
  8. Orkneyingaſaga S. 140. Tiden for Haakon Jarls Død angives ikke i Sagaen, og kan derfor kun gjetningsviis og omtrentligt beſtemmes. Han var, ſom ovenfor (S. 451) antydet, ſandſynligviis fød ved 1078 eller 1079, og var altſaa, da han lod St. Magnus dræbe, over 36 Aar gammel. Vi ville nedenfor ſee, at hans Datter Margrete var gift og havde født en Søn til Verden mellem 1130 og 1133; hun maa ſaaledes være fød i det ſeneſte henved 1115. Hans Sønner maa have været ældre; da der ſlet ikke nævnes noget om at de vare mindreaarige ved hans Død, maa man antage at de da mindſt vare femtenaarige. Den ene, Harald, Margretes Heelbroder, maa have været død før 1129, da det udtrykkeligt heder (S. 169), at Kong Sigurd i dette Aar gav Ragnvald Jarl de halve Orknøer mod Paal Haakonsſøn, der altſaa i det Øjeblik var Eneherre over dem. Haralds Regjeringstid beſkrives, ſom om den ej var ſaa ganſke kortvarig, og i det mindſte omfattede en fem Aars Tid; hvis han ſaaledes, hvad der er rimeligſt, døde i 1127 eller 1128 (ſe nedf. S. 686) kan han neppe være bleven Jarl ſenere end 1123. Ligeledes maa man, efter den nedenfor (Side 686 Note 3) anførte Ytring af Viljam af Malmsbury at dømme, antage at Paal allerede havde tiltraadt Regjeringen, og at Haakon ſaaledes var død i 1123 i det ſeneſte. Da der dog, kort efter at Haralds Tiltrædelſe er omtalt, fortælles at han drog op i Skotland og her, ſom det ſynes, ikke længe efter modtog Sigurd Slembedjakn, hvilken da allerede „havde opholdt ſig“ hos Kong David i Skotland, der ikke blev Konge førend 1124, kan man heller ikke ſætte Haralds Tiltrædelſe meget tidligere end dette Aar, iſær da der ogſaa for Haakon efter Magnus’s Drab maatte hengaa flere Kar, neppe færre end 7 eller 8, med at vinde Underſaatternes Gunſt, rejſe til Jeruſalem, give nye Love, og frede Landet m. m. Haakons Død maa ſaaledes henføres til 1122 eller 1123.
  9. Om Olaf, kaldet Bitling, ſe ovf. S. 558. Han blev Konge paa Man ſtrax efter Magnus Barfods Fald 1103.
  10. Frakarks Navn er egte gaeliſk, medens derimod hendes Syſter Helgas Navn er nordiſk. Hendes Brødre, Ottar og Magnus, havde norſke Navne, ligeſaa hendes anden Syſter Thorleiv; de fleſte af hendes Børn og Børnebørn havde ligeledes, ſom det vil ſees, norſke Navne. Denne Blanding af Norſk og Gaeliſk i Navnene vidner nokſom om Ættens blandede Herkomſt. Frakarks Charakteer og hele Optræden ſvarer forreſten til hendes gaeliſke Navn. Der hviler et viſt vildt, uhyggeligt Præg over alt, hvad hiin tog Deel i, og ſaaledes ſover de fleſte Begivenheder i Orknøernes Hiſtorie gjennem hele den lange Tid, hvor hiin udøvede ſin Indflydelſe. Den dele vidtløftige Slægtrække findes i Orknøingaſaga S. 138, 140, 146, jvfr. Slægttavlen til nærværende Bind.
  11. David var, ſom nys nævnt, bleven Konge efter ſin Broder Alexander den 1ſte i Aaret 1124, i April Maaned. At Haralds Fader, Haakon Jarl, efter Magnus’s Død kom i Beſiddelſe af Katanes, ſiges ikke udtrykkeligt, men maa anſees ſom utvivlſomt, da han allerede tidligere havde underkaſtet ſig det, og ved det ſidſte Forlig med Magnus fik Halvparten deraf.
  12. Om Saxe i Vik, ſe ovfr. S. 457, 458; om hans Datter Sigrid, ſe S. 559.
  13. Harald Gilles Saga Cap. 17, Snorre Cap. 13.
  14. Orkneyingaſaga Side 140. Haralds Flytning til Skotland maa falde en ikke ubetydelig Tid efter Davids Tronbeſtigelſe i April 1121; ſaaledes rimeligviis i 1125 eller 1126.
  15. Der ſtaar ikke udtrykkeligt, at Thorkell var Thoras Broder; men da hans Fader huld Sumarlide, ligeſom Thoras (Orkneyingaſaga S. 92, jvfr. ovfr. S. 450), og da han derhos kaldes en nær Frænde af Magnus, hvis Drab forvoldte ham en altid nagende Harm, maa man nødvendigviis antage ham for at have været Jarlens Morbroder. Maaſkee han ogſaa har varet hans Foſterfader, ſiden“han, ligeſom hiin ældre Thorkell (I. 2. S. 650) havde Tilnavnet „Foſtre“.
  16. Orknøyingaſaga S. 142.
  17. Saaledes Orkneyingaſaga, ſaa vel ſom Morkinſkinna fol. 32. a., hvor det end ydermere anføres Vers af Ivar Ingemundsſøns Sigurdsbaalk, i hvilke Thorkell Foſtres Drab og Sigurds Ophold hos David omtales, og hvor det udtrykkeligt ſiges at hans Rejſe til Rom og Jeruſalem førſt fandt Sted efter at han havde tilbragt fem Halvaar hos David. I Harald Gilles Saga Cap. 17, Snorre Cap. 13, omtales derimod hans Jerulalemsrejſe ſom om den fandt Sted for Thorkell Foſtres Drab og Ophold hos David. Men dette kan umulig være rigtigt. Mere herom nedenfor.
  18. I Orknøyingaſaga S. 144 ſtaar der egentlig ikke at det var den førſte Juul efter Forliget, men alene „en Juul“. Oct ligger imidlertid i Sagens Natur, at det var den førſte Juul, thi det ei: ikke ſandſynligt, at nogen ſaadan Juul kunde gaa hen, uden at levere Sagaen Stof, og det vilde have været høiſt urimeligt, ja maaſkee endog farligt, om Kvinderne havde væntet med Udførelſen af deres Plan til den næſte Juul, om de endog handle haft Rolighed nok til at bie ſaa lange. Der bliver neppe engang Tid tilovers til en følgende Juul, thi da Haralds Død indtraf i 1127 eller 1128, og hans Tilbagekomſt til Øerne neppe før 1125, men ſnarere i 1126, bliver der for den hele Mellemtid ikke ſtort mere end et Aar.
  19. Orfjara eller Orfyri, nu Orfir, kaldes et Strøg af Roſs- eller Mainland paa Nordveſtſiden af den ſaakaldte Scalpa-Flow fra Midlands-Havnen yderſt ved Spidſen mod Hoy til omtrent ned Wankmill. Stedet, hvor Jarlegaarden laa, paaviſes endnu ned Gaarden Swamduſter.
  20. Egentlig „Falden“ eller Hovedtøjet, ſe ovf. I. 1. S. 108.
  21. I Udgaven af Orknøyingaſaga kaldes Erlend „sunr hennar“ ſom om han var Frakarks Søn, men det er aabenbart at „hennar“ er fejlagtigt læſt for „Haralds“. Saaledes har ogſaa Thormod Torvesſøn forſtaaet det, ſe Orcades S. 93.
  22. Hun blev nemlig gift maaſkee allerede i 1130, ſe nedenfor. At Harald Jarls Død maa henføres til Julen 1127 eller 1128, ſkjønnes deraf, at Kong Sigurd, ſom det nedenfor vil ſees, om Sommeren eller Høſten 1129 forlenede Ragnvald Kale med Halvdelen af Orknøerne mod Paal Jarl, hvilket deels viſer, at Harald da allerede var død, deels tyder hen paa, at Efterretningen om hans ſørgelige Død, der maa have vakt megen Opſigt, ikke kan være kommen til Norge tidligere end i det højeſte et klar forud, eller om Vaaren 1128. Der er nemlig liden eller ingen Sandſynlighed for, at Kong Sigurd ſkulde have nøler med at beſætte Haralds Mads, eller Ragnvald med at paaſtaa ſin Ret til Magnus’s Arv, iſær da Paal Jarl neppe kan have ſtaaet ſaa ſærdeles godt anſkreven hos Kongen. Men ſaa tidligt, ſom Decbr. 1126, kan man vel neppe heller ſatte Haralds Død, thi da bliver Tiden for Sigurd Slembedjakns Ophold ved hans Hof for kort.
  23. Villjam af Malmsbury V. 409. Da Villjam tidligere i ſit Skrift (III. 260) omtaler Kong Eyſtein ſom endnu levende, hvilket Sted ſaaledes ikke kan vare ſkrevet ſenere end i det aller ſildigſte ved Slutningen af 1122 eller Begyndelſen ak 1123, indtil hvilken Tid Efterretningen om Eyſteins Død dog vel maa have naaet Villjam, ſkulde det ſynes, ſom om Paal allerede var Jarl paa Orknøerne i klaret 1122 eller 1123. Aldeles nødvendigt er det dog ej at antage dette, da det deels ikke er uſandſynligt, at Villjam kan have ſkrevet ſin 5te Bog ſenere end ſin ahne, deels nok kan være muligt, at Notitſen om Paal er ſenere indſat af ham. Imidlertid kan den heller ikke vel være yngre end 1125, med hvilket klar hans Historia nordlig begynder. Man kan ſaaledes lige fuldt henføre Haakon Jarls Død og hans Sønners Sukcesſion til omkring 1123. Færre end 7 eller 8 Aar i det mindſte kan man neppe antage for Haakon Jarl, efter Magnus’s Drab 1115, til førſt at tilbringe nogle Aar hjemme, derpaa at rejſe til Rom og Jeruſalem, og ſiden at forbedre Lovgivningen og vinde Popularitet.