Det norske Folks Historie/3/63

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Paa Orknøerne var der imidlertid, som sædvanligt, forefaldet blodige Scener mellem Jarle-Ættens Medlemmer, og der er faa Spor af, at Kongerne i Norge, Jarlernes Overherrer, have søgt at blande sig i Stridighederne, eller optraadt som mæglende. Det synes meget mere, som om de have været saa ganske optagne af deres egne Foretagender og indbyrdes Forhold, at de aldeles ingen Opmerksomhed kunde ofre paa hine Skatlandes Anliggender. Vi forlode Jarlerne Haakon Paalssøn og Magnus Erlendssøn som Jarler over hver sin Halvdeel af Øerne, den sidste forlenet dermed af Kong Eystein, og saaledes rimeligviis en Tilhænger og beskyttet af ham, medens Haakon, der tidligere havde faaet Jarlsnavn af alle tre Brødre, Sigurd, Eystein og Olaf, og som kun nødtvungen havde givet Slip paa Magnus’s Andeel, sandsynligviis holdt sig mere til Sigurd, hvilken han ogsaa allerede kjendte fra hans Ophold i Syderøerne og paa Orknøerne. Imidlertid tilbragte begge Jarler flere Aar i Fred og Enighed, upaatvivlelig formedelst Magnus’s Fromhed og Eftergivenhed; thi han, hvis hele Hu stod til at erhverve Hellighedens Krone[1], førte et fuldkommen asketisk Liv, og ydede sin Fætter kraftig og virksom Hjelp overalt hvor det kom an paa at forsvare Landet mod udvortes Fiender, hindre Ran og Vold, og straffe Misgjerninger. At Magnus’s exemplariske Liv, smukke Ydre, Veltalenhed, Gavmildhed og Forstandighed har skaffet ham langt flere Venner end den langt mindre elskværdige, herskesyge Haakon, og at dennes Skinsyge raa Magnus derved stedse maatte finde rigelig Næring, laa i Sagens Natur. Heraf benyttede ildesindede Mennesker sig. De flokkede sig om den avindsyge, mistænkelige Haakon, og søgte ved alslags Bagvaskelser at bringe ham til aabenbart Fiendskab mod Magnus. Det kom endelig saa vidt, at den fredelskende Magnus, for at undgaa alle Ubehageligheder, efter nogle Aars Forløb fandt det raadeligst at forlade Øerne for nogen Tid, og begav sig med sine nærmeste og kjæreste Venner til Kong Henrik i England, hvor han fandt en venlig Modtagelse og nød megen Hæder. Henriks luftige Hof var dog ikke et Opholdssted efter den alvorlige Magnus’s Sind. Efter et Aars Forløb rejste han atter tilbage, idet han besøgte alle de hellige Steder, der laa i hans Vej[2]. Han haabede vel, at Haakons Sind nu var formildet, og at han trygt kunde komme hjem. Men Haakon, som imidlertid havde underkastet sig alle e Magnus’s Besiddelser, saa vel paa Øerne som endog paa Katanes, var nu end mindre tilbøjelig til Fred og Enighed, end forhen. Han opholdt sig e just paa Katanes, da han fik høre at Magnus var landet i Orknø, sandsynligviis hos sin Stiffader Sigurd i Papule[3], med fem vel bemandede Skibe. Haakon samlede strax Folk for at overfalde Magnus og jage ham i bort, men fredelig sindede Mænd fik mæglet et Forlig, hvorved Orknøerne, Hjaltland og Katanes blev deelt ligt mellem dem begge, og enhver l af dem forpligtede sig til at lade den andens Besiddelser i Fred. Forliget bekræftedes med Ed og Fredskys, og overholdtes upaaklagelige i nogle i faa Aar. Men da begyndte Skinsygen atter at refse sig hos Haakon, og det lykkedes Urostifterne paa ny at udsaa Tvedragt mellem Frænderne. Især nævnes tvende Mænd, Sigurd, hvis Broder Thorstein var Hirdmand hos Magnus, og Sighvat Sokke, som de, der søgte at vække Splid. Magnus vilde selv ikke lytte til Bagvaskernes Skemme, ja taalte dem ikke engang i sin Hird; men desto villigere Øre fandt de hos Haakon. Om Vaaren 1115, i Langefasten, kom det endelig saa vidt, at man paa begge Sider samlede Tropper, for at lade Sverdet afgjøre Trætten. Begge Jarler stevnede med deres Mænd til Thingpladsen paa Rossø: der fylkede de hver sin Skare, og Kampen var nær ved at begynde, da fælles Venner lagde sig imellem og fik et foreløbigt Forlig bragt i Stand og bekræftet med Ed paa begge Sider, hvorved det blev bestemt, at et endeligt Freds- og Forligs-Møde skulde holdes paa Egilsø strax før Paaske. Her skulde begge Jarler indfinde sig, hver med to Skibe og et bestemt Antal Folk, lige mange paa begge Sider. Stedet var sandsynligviis valgt formedelst den derværende ældgamle Kirkes Ærværdighed, der maaskee gjorde den hele Ø til et helligt Fristed, og udelukkede al Tanke om Forræderi[4]. Magnus og hans Venner stolede saa trygt paa Haakons Oprigtighed, at hans Moder Thora Uspaksdatter endog indbød begge Jarler til Gjestebud hos sig, rimeligviis om Paaskeaften, naar de vare blevne færdige med deres Underhandlinger og Forliget var kommet i Stand. Magnus begav sig først til Øen, hvor han allerede kom Skjærthorsdag. Uagtet det var ganske stille Vejr, skal dog pludselig en stor Bølge have hævet sig ved Siden af det Skib, paa hvilket Jarlen sejlede, og skyllet over det: dette skal han selv have udtydet som et Varsel om sin nær forestaaende Død. En Stund efter, og, som det synes, henimod Aftenen, tom Haakon Jarl; men i Stedet for at medbringe ro Skive, som Aftalen lød, havde han 8 vel bemandede Krigsskibe, og havde tillige for Afrejsen uden Forbehold givet sine Mænd tilkjende, at der paa dette Møde vilde blive afgjort, om han selv, eller Magnus, for Eftertiden skulde være Eneherre over Øerne. Da Magnus saa Haakons 8 Skibe komme sejlende, skjønnede han strax, at denne havde Svig i Sinde, og gik med sine Mænd op i Kirken. De tilbyde sig vel at forsvare ham og vove en Kamp med Haakon, men han sagde, at han ej vilde, de skulde vove sit Liv for hans Skyld: kunde han ej bringe Haakon til Forlig, fik det gaa som Gud vilde. Magnus tilbragte Natten med inderlig Bøn til Gud; om Morgenen lod han synge Messe for sig, og nød Sakramentet. Samme Morgen gik Haakon Jarl med sine Krigere op paa Øen for at søge og gribe Magnus. De stormede først op til Kirken, hvor de antoge at han havde taget sin Tilflugt. Efter en Beretning skulle de ogsaa have fundet ham der, just som Messen var til Ende, og Haakon skal have ladet ham gribe ved fire af sine voldsomste og grimmeste Mænd, uden Hensyn til Kirkefreden. Efter en anden Beretning skal derimod Magnus selv tredie have forladt Kirken, og skjult sig paa et afsides Sted, hvor han dog strax gav sig tilkjende, og selv raabte paa Haakons Mænd, da disse, efter forgjeves at have gjennemsøgt Kirken, gik omkring paa Øen for at lede efter ham, og kom i Nærheden af hans Skjulested, hvor han just forrettede sin Bøn[5]. Da de grebe ham, korsede han sig, og bebrejdede Haakon med fast og uforfærdet Stemme hans svigagtige Ferd. Han gjorde ham derpaa tre Forslag, det ene efter det andet; først at tillade ham at drage til Rom eller det hellige Land med tre Skibe, og aflægge Ed paa, aldrig at ville komme tilbage til Orknøerne; dernæst at sende ham til deres fælles Venner i Skotland, og der lade ham holde i livsvarigt Fangenskab med to Mænd til Selskab; endelig at lade ham blinde eller lemlæste og derpaa sætte i Fængsel. Til de to første Forslag sagde Haakon strax nej; det tredie erklærede han sig villig til at antage. Men da rejste hans Høvdinger sig og raabte eenstemmigt: „lemlæste eller pine Magnus Jarl ville vi ej, men en af eder skal nu lade Livet, thi begge skulle I herefter ikke føre Herredømmet“. „Da“, sagde Haakon, „vil jeg heller føre Herredømmet, end dø her paa Stedet“. Dette var Magnus’s Dødsdom. Han kastede sig paa Knæ i inderlig Bøn, skjulte sit Ansigt i sine Hænder, og befalede sig under mange Taarer Grid i Vold. Haakon bød først sin Merkesmand, ved Navn Ufeig, at dræbe Magnus. Men da han med Uvilje vægrede sig, truede han sin Kjøkkenmester Livulf dertil. Livulf brast i heftig Graad, men Magnus bad ham være ved godt Mod. „Det er berømmeligt for dig“, sagde han, „at udføre en saadan Daad, og du skal efter gammel Skik arve mine Klæder: frygt ikke, thi du gjør dette tvungen, og den som tvinger dig dertil, har større Synd end du“. Med disse Ord tog han Kjortlen af sig, og gav Livulf den. Derpaa bad han om Tilladelse til at gjøre sin sidste Bøn, og da den var ham given, kastede han sig ned paa Jorden, bad Gud modtage hans Sjæl, og anraabte om Naade ej alene for sig og sine Venner, men ogsaa for sine Fiender og Banemænd. Nu bad han Livulf stille sig foran ham og dræbe ham ved et Hug i Hovedet. „Det passer sig ikke“, sagde han, „at halshugge Høvdinger ligesom Tyve. Vær kun sterk og græd ej, thi jeg bad til Gud om at han vil hjelpe dig“. Han korsede sig, og bøjede sig for at modtage Dødshugget. Livulf hug et vældigt Øxehug i hans Hoved, uden dog strax at dræbe ham derved; paa Haakons Befaling maatte han hugge endnu et Hug i samme Saar, og da opgav Jarlen Aanden (16 April 1115). Haakon Jarls Forbitrelse mod ham var saa stor, at han endog forbød at begrave ham ved en Kirke, men lod ham nedgrave der paa Stedet, hvor han var bleven aflivet[6]. Uden Hensyn til, hvad der var skeet begav han sig derpaa til Papule til det Gjestebud, som Magnus’s Moder, Thora, havde beredt, og hvor hun væntede at see sin Søn og hans Medbejler komme fuldkommen forligte tilbage fra Modet. Thora modtog ham godt, som om ingen Ting var forefaldt, bevertede ham raa det bedste, og gik selv omkring for at see ham og hans Mænd til Gode. Men da Drikken begyndte at stige ham til Hovedet, traadte hun med eet frem for ham og sagde: „nu er du, Herre, kommen ene hid, hvor jeg væntede eder begge. Hvis du nu vil glæde mig, saa at Gud og Mennesker kunne være Vidne dertil, da vær mig nu i Søns Sted, ligesom jeg skal være dig i Moders Sted. Nu trænger jeg højlig til din Miskund, saa at du nemlig tillader mig at lade min Søns Lig fore til Kirke. Opfyld nu denne min Ben, saa sandt du vil at Gud skal høre din Bøn paa Dommens Dag!“ Jarlen taug, og betænkte sig en Stund; omsider kunde han dog ikke modstaa hendes Graad og ydmyge Bøn, men vendte sig mod hende, og sagde med Taarer i Øjnene: „begrav din Søn, hvor du selv vil!“ Hans Lig blev da ved Thoras Foranstaltning optaget og begravet i den af Thorfinn Jarl opførte Christkirke i Birgsaa. Haakon Jarls Ædelmod gik dog ikke videre end til denne Tilladelse. Han underkastede sig alle Magnus’s Besiddelser paa Øerne, lod alle dennes forrige Undersaatter sværge ham Troskabsed, og betyngede hans ivrigste Tilhængere, af hvem han selv tidligere havde mødt størst Modstand, med haarde Paalæg. Imidlertid begyndte der at blive sterk Tale om at den myrdede Jarl var hellig, og at der skede Underverker ved hans Grav. Man vilde hyppigt have seet et himmelsk Lys og sporet en himmelsk Duft over hans Leje i Christkirken. Endog det Sted paa Egilsø, hvor han var bleven aflivet, og som hidtil havde været stenigt og mosbegroet, blev nu, paastod man, smukt og grønt. Snart begyndte man at paakalde ham i Fare, og troede at spore heldig Virkning deraf; der taltes om Helbredelser, som havde fundet Sted ved hans Grav, og nu flokkedes Slige derhen baade fra Orknøerne og Hjaltland, vaagede ved hans Leje, og fik, som det hed, Bod for alle sine Meen. Man tyktes og at finde, at de, der havde været Magnus’s værste Modstandere og især voldt hans Død, fik et slemt Endeligt. Imidlertid vovede man dog ikke at gjøre saa meget Væsen af alt dette, saa længe Haakon Jarl levede. Heller ikke vilde Biskop Villjam endnu vide noget heraf, eller erkjende Magnus’s Helligdom. Sandsynligviis havde Haakon allerede forudseet, at en saadan Tro vilde rejse sig blandt Folket, da han i Førstningen forbød at lade Magnus’s Lig bringe til Kirke. Og rimeligviis var det deels for at lette sin egen Samvittighed i denne Henseende, deels for at aftvætte den Plet, der i hans Undersaatters Øjne maatte klæbe paa ham, og for at erhverve et Fortrin, der nogenlunde kunde opveje Magnus’s Hellighed, at han faa Aar senere foretog en stor Pilegrimsrejse, først til Rom, og derfra til Jerusalem, hvor han besøgte de hellige Steder, og badede sig i Jordan, paa Pilegrimes Viis. Da han kom tilbage til sit Jarldømme, var han, som det lader, en forandret Mand, maaskee fordi han virkelig havde gaaet i sig selv, maaskee og fordi hans Undersaatter nu betragtede ham med andre Øjne. Han tog sig ivrigt af Landets indre Styrelse, overholdt Fred og Ro, og indrettede, som det heder, nye Love, der behagede Bønderne meget bedre end de, de forhen havde haft. Herover blev han meget afholdt, og hans Vennesælhed steg saa højt, at Orknøingerne tilsidst ej vilde vide af nogen anden Høvding end ham og hans Afkom[7]. Da han, som man maa formode, henved Aar 1122 faldt i en Sygdom og døde, ansaaes dette for en stor Skade, formedelst den gode Fred, Øerne nøde i den sidste Tid, og som man frygtede nu vilde faa en Ende, da hans tvende Sønner ej forligedes godt sammen, og Fejder mellem dem vare at forudsee, saa snart de kom til Roret[8].

Haakons Sønner hed Paal og Harald. Hvo Paals Moder var, siges ej; han var taus og alvorlig., saa at han endog fik Tilnavnet den „umaalge“ (umælende); dog blev han meget afholdt. . Harald derimod kaldtes den „slettmaale“ eller veltalende, og har vel saaledes været noget glattunget. Hans Moder, Helga, hørte til en af hine halv skotske, halv norske Familier, der med norsk Haandfasthed og Udholdenhed synes at have forenet gaelisk Lidenskabelighed og Grumhed. Hendes Fader Moddan eller Maddadh var en rig og anseet Mand i Dal paa Katanes. Maddadh havde foruden hende flere Børn, af hvilke en, som det synes, ældre Syster, ved Navn Frakark, havde været gift i Sutherland med en Mand, ved Navn Ljot Niding, og allerede havde baade Botn og Børnebørn. Helga selv havde ej været gift med Haakon Jarl, men kun været hans Frille, dog, som det lader, i lang Tid. Foruden Sønnen Harald havde hun med ham ogsaa to Døtre, Ingebjørg, der blev gift med Syderøernes Konge Olaf Gudrødssøn[9], og Margrete. Uagtet Maddadh ogsaa havde flere Sønner, optraadte dog Frakark som den talrige Families Hoved. Listig, rænkefuld og hensynsløs, var hun i Ordets egentlige Forstand Jarlernes og deres Omgivelsers onde Genius, indtil hun omsider fik sin fortjente Løn[10].

Det varede ikke længe, førend begge de unge Jarler vare i fuldt Uvenskab med hinanden, som man havde forudseet, og Øernes hele Aristokrati splittedes i to Partier, Paals og Haralds. Denne fandt til sidst Opholdet paa Øerne mindre behageligt, og begav sig til Skotland, hvor han i lang Tid opholdt sig deels paa Katanes, hvilket den skotske Konge Alexander, Mælkolms Søn, havde givet ham Men„ deels hos sine mange Frænder og Venner oppe i Skotland, hvis Indflydelse han rimeligviis havde denne Forlening at takke[11]. Hos Harald havde nu saa vel hans Moder som Frakark fast Tilhold, og beherskede ham ganske. Til Harald sluttede sig liden ogsaa en talentfuld Æventyrer, der senere hen i Tiden spillede en kortvarig, men fremragende, Rolle i Norges Historie, den ovenfor omtalte Sigurd, kaldet Slembe eller Slembedjakn. Han ansaaes dengang kun for en Søn af en Prest i det sydlige Norge, ved Navn Adelbrekt, hos hvilken han var opdragen for at sættes til Bogen og blive Gejstlig; men han paastod siden selv, at hans rette Fader var Kong Magnus Barfod, og at hans Herkomst alene af den Aarsag var bleven fordulgt, at hans Moder Thora, Datter af den throndhjemske Stormand Saxe i Vik, var en Syster af Sigrid, med hvem Magnus havde Sønnen Olaf, der blev Konge efter ham, og et saadant Forhold fra Magnus’s Side til tvende Systre var utilladeligt[12]. Sigurd havde faaet en fuldstændig gejstlig Oplærelse, og var endog, sandsynligviis af Biskop Kot i Viken, bleven indviet til Diakonus. Hans Hu stod dog meest til Krigerferd og ridderlige Øvelser, hvori han trods sin prestelige Opdragelse fandt Lejlighed nok til at blive en Mester, saa at han, da han var fuldvoxen, deri overgik alle sine Jevnaldrende, og maaskee enhver anden i Landet. Hans Overmod, Heftighed og Voldsomhed skaffede ham blandt hans Omgivelser det nys førte Tilnavn „Slembedjakn“. Paa denne Tid skal hans Moder have aabenbaret for ham, at hans rette Fader var Kong Magnus. Og saa snart han da blev sin egen Herre, lod han ogsaa alt gejstligt Væsen fare, rejste bort til fremmede Lande, efter som hans urolige Sind drev ham, og førte i flere Aar et højst æventyrligt Liv[13]. Den unge, smukke, belevne og talentfulde Mand fandt overalt en venlig Modtagelse. Han havde allerede opholdt sig en Stund hos Kong David og nydt megen Hæder hos ham[14], da han besøgte Harald Jarl under dennes Ophold i det øvre Skotland, og blev modtagen af ham med aabne Arme. Sigurd blev snart en Yndling, saa vel hos Jarlen, som hos Systrene Frakark og Helga. Der opstod endog en Kjærlighedsforstaaelse mellem ham og deres Systerdatter, den unge Enke Audhild, der levede med ham som hans erklærede Elskerinde. Ikke længe efter Sigurds Ankomst vendte Harald Jarl, ledsaget af Frakark og Helga, saa vel som Sigurd, tilbage til Orknøerne, for, som det synes, at gjøre et Forsøg paa at fælde Paal Jarl eller stode ham fra Jarlesædet. Da Sigurd viser sig som en af de virksomste Medhjelpere i dette Foretagende, maa man næsten formode, at det er skeet efter hans Forslag, og at det har nærmere været aftalt ved Haralds Hof mellem ham og hine formaaende Kvinder, af hvilke Harald ganske lod sig lede. Det lader til at Paal Jarl enten ikke har kunnet eller ikke har vovet at formene dem Adgang til Øerne. Da de kom, samlede de alle sine Venner og Tilhængere om lig; det samme gjorde Paal Jarl paa sin Side, og der opstod saaledes megen Bevægelse og Uro, uden dog endnu at komme til aabenbar Kamp. Den Mand, som Harald og hans Kvinder ansaa for deres farligste Modstander, var Thorkell, kaldet Fostre, en Broder af Thora, Magnus Jarls Moder, og en meget vennesæl og formaaende Mand[15]. Thorkell stod nu i megen Yndest hos Paal Jarl og var en af hans bedste Støtter, men blandt Haralds Omgivelser hed det, at han aldrig kunde glemme den Sorg, Haakon Jarl havde tilføjet ham ved at dræbe hans Systersøn Magnus, og at han til Hevn derfor søgte at oppuste Uvenskabet mellem Haakons Sønner. Under alle Omstændigheder var det Harald og hans Parti meget om at gjøre, at faa ham ryddet af Vejen. Det varede heller ikke længe, førend Harald Jarl og Sigurd enten selv overfaldt og dræbte ham, eller ved dertil beskikkede Mordere lode ham rydde af Vejen: den nærmere Sammenhæng kjendes ej længer, kun er det vist, at det fornemmelig skede efter Sigurds Raad og ved hans Medvirkning. Paal Jarl blev yderst opbragt derover, og rustede sig for at tage Hevn. Da lagde fælles Venner af begge Jarler sig imellem, og søgte at mægle Forlig.mellem dem, men Paal Jarl var saa vred at han ikke vilde høre om noget Forlig uden paa det Vilkaar, at alle de, der havde haft Deel i Thorkells Drab, skulde landsforvises. Herpaa vilde Harald, som det synes, nødig gaa ind; paa Alles indstændige Anmodning gav han dog tilsidst efter, og der sluttedes et Forlig paa de Vilkaar, at Sigurd og alle de øvrige, som Paal Jarl ansaa for meest skyldige i Thorkells Drab, skulde forlade Øerne, og at Bøderne for Drabet skulde udredes af Harald. Men det bestemtes ogsaa udtrykkeligt, at der fra nu af skulde herske større Venskab mellem Jarlerne end for, og at de til Tegn derpaa skulde tilbringe Julen og de største Højtider sammen[16].

Sigurd Slembedjakn maatte saaledes bortfjerne sig fra Orknøerne, og begav sig tilbage til Kong Davids Hof, hvor han endnu tilbragte en Tid, og udmerkede sig i alle ridderlige Idrætter[17]. Men det hjalp lidet til den gode Forstaaelse mellem Jarlerne, at han var borte, saa længe det ej stod Mi Paal Jarls Magt at fjerne de rænkefulde Kvinder, Helga og Frakark, fra Harald Jarls Omgivelser. Et forunderligt, uforudseeligt Tilfælde kom ham til Hjelp, og skilte ham paa en rædsom Maade ved hans Medbejler, men aabenbarede ham ogsaa, hvad han, trods Forliget og den tilsyneladende gode Forstaaelse, havde kunnet vænte sig af hine Kvinders aldrig hvilende Bestræbelser for at skaffe Harald Enevældet. Den første Juul, som begge Jarler efter Forligets Bestemmelse skulde tilbringe sammen[18], agtede Harald Jarl at højtideligholde ved et prægtigt Gjestebud paa sin Gaard Orfjara[19], sydligt paa Stolen og havde i den Anledning travlt med de nødvendige Forberedelser. En Morgen, da han nys var staaet op, kom han ind i en liden Sine, hvor hans Moder og Frakark sad paa Tverpallen og syede. Imellem dem laa ei nys sømmet Liinklæde, hvidt som Snee. Jarlen tog det op, og saa at det var rigt udsyet med Guld. „For hvem“, spurgte han, „er dette prægtige Stykke bestemt?“ „For din Broder Paal“, var Svaret. „Hvorfor gjøre I eder saa megen Umage med at sy Klæder for ham“, sagde Harald forundret: min Klædedragt pleje I jo ikke at tage eder saa meget af!“ Med disse Ord tog han Kappen af og foldede Klædet ud, for at tage det paa: da han tidlig var opstaaet, var han kun iført en let Morgendragt, Skjorte og Lærreds Buxer; derover havde han kastet Kappen, i hvis Sted han nu vilde forsøge det prægtige Liinklæde. Hans Moder rev det fra ham, og sagde at han ikke skulde misunde sin Broder et smukt Klædningsstykke. Harald rykkede det spøgende til sig, og vilde atter tage det paa. Frakark besvor ham paa det indstændigste at lade det være, da det ellers vilde koste ham hans Liv; hun sled Huen[20] af sit Hoved og rev sine Haar af, hans Moder græd og forenede sine Bønner med hendes, men alt sammen forgjeves; han hængte Klædet over Skuldrene og lod det falde ned om Legemet til alle Sider. Men i samme Øjeblik følte han sig gjennemiisnet af en Gysen; derpaa fulgte en heftig Verk, saa at han maatte gaa til Sængs, og efter et fort Sygeleje opgav han Aanden, til hans Venners store Sorg (December 1127 eller 1128). Thi Paal Jarl tog nu med Bøndernes eenstemmige Samtykke alle hans Besiddelser under sig, og da han ej kunde tvivle paa, at det forgiftede Klæde egentlig havde været ham tiltænkt, lod han Frakart og Helga betyde, at han ej vilde vide af deres Ophold i hans Rige, men at de ufortøvet skulde forføje sig bort. De forlode derfor Øerne med hele deres vidtløftige Familie, og begave sig først til Katanes, og siden længer op i Skotland til de Besiddelser, som Frakark der havde, og hvor de nu opholdt sig flere Aar. Blandt de yngre Medlemmer af Familien, som de beholdt hos sig, og tildeels opfødde, nævnes Frakarks Dattersønner Ølve Rosta og Thorbjørn Klerk, hendes Systerdatters, den forhen nævnte Audhilds, Søn Erik Slagbrelle, og Harald Jarls efterladte Børn, Erlend, der endnu var et Barn[21], og Margrete, der allerede var voxen, eller nær derved[22]. Alle disse toge siden en indgribende Deel i Begivenhederne paa Øerne. Sandsynligviis havde de en stor Støtte i Frakarks Broder Ottar, der nu var Jarl i Thorsaa paa Katanes, og en saare mægtig Mand. Imidlertid nød man Fred og gode Dage paa Orknøerne. Paal Jarl var en stille, rolig Mand, som helst sad hjemme og ikke syntes om at drage i Leding; han talte ikke ofte eller meget paa Thingene, hvorfor han og fik hiint Tilnavn, „den umælende“; han lod andre raade med sig, var sindig og eftergivende mod Bønderne, og gavmild mod sine Venner. Derfor var han ogsaa meget afholdt af alle, og der var liden Udsigt til, at nogen ny Prætendent til Jarldømmet vilde finde venlig Modtagelse eller opnaa noget Parti for sig. Paal Jarl, der strax efter sin Tiltrædelse af Jarldømmet havde søgt at vinde den engelske Konges Gunst ved at sende ham flere værdifulde Foræringer[23], lod det vistnok fremdeles være sig magtpaaliggende at sikre sig hans Venskab, medens det derimod ingensteds udtrykkeligt omtales, at han søgte Beskyttelse hos Kong Sigurd, eller endog stod i nærmere Forbindelse med ham: en Omstændighed, der maaskee har bidraget til, at denne ej længe efter Haralds Død gav ham en ny Medbejler.

    Omstændighed, at det var Eystein, der efter Kong Sigurds Bortrejse gav Magnus Jarlsnavn, maa man formode, at den urigtige Angivelse af 1104 for Magnus’s Død grunder sig i en falsk Tidsregning for de norske Kongers og Jarlers Historie i det hele taget, og at Aaret 1104 hos ham egentlig repræsenterer et andet Aar. Spørgsmaalet bliver nu, hvilket dette er. Man skulde formode„ at Udsagnet om, at Magnus blev dræbt paa en Paaskemandag, skulde kunne lede til en nøjagtig Bestemmelse af Aarstallet, da man af Sagaerne saa vel som Kalendarierne med Vished veed, at hans Dødsdag faldt paa 16de April. Men ogsaa hiin Angivelse er urigtig. .Hans Drab skede ikke engang paa en Mandag, end sige paa en Paaskemandag. Lige fra Aar 1100, hvor Paaskedag faldt paa 1ste April og saaledes tredie Mandag efter Paaske paa 16de April, falder ingen Mandag paa sidstnævnte Dag, førend i Aaret 1123, da Dagen virkelig er 2den Paaskedag. Men saa silde kan man ikke sætte hans Død, da man derved vilde forrykke hele den øvrige Tidsregning; man vilde derved ogsaa komme ud over Pave Paschalis’s Levetid († 1118) og man vilde ej kunne saa de senere (S. 536) i Magnus’s G Saga udtrykkeligt angivne 20 Aar mellem hans Død og hans Helgen-Erkjendelse, der maa have fundet Sted inden 1137, i hvilket Aar, som vi senere ville see, Ragnvald Jarl paakaldte hans Bistand, og lovede at bygge en Kirke til hans Ære. Man maa altsaa ganske see bort fra hiin Angivelse af Mandagen eller Paaskemandagen som hans Dødsdag — den er maaskee fremkommen ved en Forklaring af „die secundo post festum Tiburtii“ som „feria secunda &c.“; — og kun henføre hans Død til en Dag i og omkring Paasken, saaledes som det falder rimeligst. Thormod Torvessøn har saaledes i sine Orcades (S. 84—87) henført den til Løverdag efter Paaske i Aaret 1110, og til Bestyrkelse derfor opstillet flere Grunde. Disse ere dog alle temmelig søgte og uholdbare. Saaledes forlader han, hvad han selv tidligere har berettet, og hvad saa vel Orknøingasaga som Magnus’s Saga tydeligt og omstændeligt fortæller, at Magnus først modtog Jarlsnavn af Kong Eystein efter Sigurds Bortrejse; og regner de 7 Aar, begge Jarler skulle have hersket sammen, lige fra 1103, støttende sig til et Sted i Morkinskinna, hvor Haakons og Magnus’s Tiltrædelse som Jarler omtales i al Korthed, uden nogen nærmere Tidsangivelse, men strax efter Beretningen om Magnus Barfods Død. Han erklærer det, uden skjellig Grund, for usandsynligt, at Magnus skulde have væntet saa længe som til 1107 eller 1108 inden han fordrede sin Arvepart. Den eneste positive Sandsynlighedsgrund, han anfører, er den, at man ved at antage 1110 faar Dødsdagen til at falde i Paaskeugen, nemlig Løverdag efter Paaske, og han mener at dette passer godt med at Thora, Magnus’s Moder, havde indbudt-Jarlerne til et Gilde strax efter Mødet, thi dette Gilde var da, tror han, sandsynligviis berammet til den følgende Søndag (den 17de). Men da vi umuligt kunne sætte os ud over Sagaernes rene Ord, at Magnus tiltraadte Jarldømmet efter Sigurds Udrejse, altsaa efter Høsten 1107, hvilket ogsaa paa det fuldstændigste bekræftes ved det ovenfor (S. 562, 563) omtalte Brev fra Erkebiskop Anshelm af Canterbury til Haakon Jarl, som maa være skrevet mellem 1104 eller 1105,

    da Haakon blev Jarl, og 1109, da Anshelm døde, og hvor Magnus ej omtales, er det tydeligt nok, at Magnus’s Dødsaar ej kan sættes saa tidligt som 1110. Det rimeligste bliver da at holde sig til en bestemt, positiv Angivelse i et for Resten meget paalideligt Kildeskrift, nemlig de islandske Annaler, hvilke blive sikrere, jo længere det lakker ud i det 12te Aarhundrede, og som her nævne 1115 eller 1116. Holde vi fast ved Orknøyingasagas Angivelse, at Haakon og Magnus herskede 7 Aar tilsammen Hullet 12 i Magnus’s Saga er aabenbart kun Skriv- eller Læsefejl, xij. for vij.), og regne vi, efter det Foregaaende, Magnus’s Tiltrædelse til 1108 eller 1109, bliver det 7de Aar derfra netop 1115 eller 1116. Da der, ifølge St. Magnus’s Saga, hengik 20 Aar efter hans Død, inden han offentligt erkjendtes som Helgen, maa dette, under Forudsætning af at hans Drab skede 1115 eller 1116, have fundet Sted i 1135 eller 1136, og hermed passer det da overmaade godt, at Ragnvald Jarl i Aaret 1137 aflagde Løftet om at bygge St. Magnus en Kirke, thi man maa antage, at Interessen for den nye Helgen var saa meget større, jo mere hans Helligdom, netop ved sin Nyhed, var i alles Munde, ej at tale om den Deelagtighed, Ragnvalds Fader Stol maaskee selv havde i Magnus’s Anerkjendelse fem Helgen, hvorom mere nedenfor. Her kommer det tillige i Betragtning, om det just ikke er noget afgjørende Moment, at St. Magnus siges at have været gift i 10 Aar; thi skjønt han strengt taget nok allerede kan have indgaaet Egteskab i 1098, da han var flygtet fra Kong Magnus Barfod, er det dog ikke sandsynligt at det skede, førend efter at han var bleven Jarl i Katanes og her var kommen i Ro, saa meget mere som Sagaerne først omtale hans Giftermaal efter at have berettet hans Tiltrædelse til Herredømmet over Orknøerne. Blev han saaledes ikke gift førend omkring 1102, vare heller ikke de 10 Aar omme førend i 1112. Vi maa saaledes blive staaende ved Aarene 1115 og 1116 som de eneste, til hvilke Magnus’s Drab med nogen Rimelighed kan henføres. Og at igjen 1115 af disse tvende er det rette, skjønnes deels deraf, at Kong Olaf, der døde i December dette Aar, endnu siges at være i Live, da han blev dræbt, deels af den Omstændighed, at Paasken i 1116 falder paa 2den April, hvorved selve Dødsdagen kommer til at falde paa 2den Søndag efter Paaske, medens derimod Paasken i 1115 falder paa 18de April, og Jarlens Drab den 16de saaledes paa Langfredag: et Moment mere til at skærpe Troen paa hans Hellighed, hvorhos det da bliver højst rimeligt, at det Gjestebud, hvortil Thora, Magnus’s Moder, havde indbudt begge Jarler strax efter Forliget, skulde begynde Paaskeaften den 17de, eller Dagen efter Drabet. Og fra Egilsø til Papule eller yderst paa Rossø, mod Sydkanten, var der ikke saa kort Vej, især naar man gik til Søs, at man ikke skulde kunne beregne i det mindste ½ Dag at være medgaaet dertil. At Drabet foregik strax før eller efter Paasken, synes at være utvivlsomt, deels fordi Beretningen saa udtrykkeligt antyder det, deels fordi der tidligere er Tale om Langefasten. Men „Paaskeugen“ (efter Paaske) kunde let forvexles med „Dimmelugen“ (umiddelbart før Paaske). Magnus’s Dødsdag bliver saaledes Fredagen den 16de April 1115.

  1. Saa vel i Orknøinga Saga Cap. 120, som i St. Magnus Saga Cap. 13, 14, staar en næsten eenslydende, fuldkommen i Legendestiil affattet Fremstilling af Magnus’s Dyder og Fortjenester. Meget heraf er vil Overdrivelse eller Gjentagelse af en Panegyrik af det Slags, der sædvanligviis ofredes fyrstelige Helgener; dog faar man det Indtryk, at Magnus ikke for sine asketiske Sysler tilsidesatte Regjerings-Anliggender, og heller ikke var saa blødhjertet, som man ellers skulde være tilbøjelig til at forestille sig ham. Han omtales som „haard Fæ og uskaansom mod Raadmænd og Vikinger, ivrig til at straffe Mordere, 17 Tyve og Voldsmænd, og upartisk i sine Domme; dertil gavmild mod Høvdinger og mægtige Mænd, men især velgjørende mod Fattige“. Som et Beviis paa hans Afholdenhed og Reenhed i Sæder fortælles der, at uagtet han E i ti Aar var gift med en Pige af fornem Byrd i Skotland, afholdt han sig dog fra al legemlig Omgang med hende, og modstod haardnakket alle Fristelser i saa Henseende. Se nærmere Magnus Jarls Saga Cap. 14, jvfr. Orknøyingasaga S. 120.
  2. Magnus Jarls Saga Cap. 18.
  3. Her landede han nemlig, da han første Gang (se ovf. S. 562) kom fra Katanes til Orknøerne, for at faa Haakon til at afstaa sig hans Andeel af Øerne.
  4. Om Egilsø og dens Kirke, se ovf. S. 622. At Mødet skulde finde Sted før Paaske siges ikke i Magnus’s Saga, som derimod lader ham dræbes Paaske-Mandag; men denne Sagas Angivelser ere, saa vel hvad Aaret, som hvad Ugedagen angaar, aldeles fejlagtige, og maa berigtiges efter andre Data. I Magnus Jarls Saga, eller rettere Oversættelsen af den legendariske Biograsi, som Robert af Elgin skrev paa Latin, staar der at hans Dødsdag var to Dage efter Tiburtii og Valeriani-Messe (14de April), paa en Mandag, tre Uger efter Mariæ Bebudelsesdag, da han havde været 12 Vintre Jarl tilsammen med Haakon, da Kongerne Sigurd, Eystein og Olaf herskede over Norge, da der var forløbet fra St. Olafs Fald 74 Aar; da Paschalis II var Pave, og Jon den hellige Biskop i Hole paa Island. De samme Data, med Undtagelse af Angivelsen om Paschalis og Jon, anføres i Orknøyingasaga (S. 134), hvilken her, hvor der er Tale om Magnus’s sidste Dage, kun er et Udtog af den legendariske Biograsi. Dog angives her ikke 12, men kun 7 Aar som den Tid, Magnus og Haakon havde hersket tilsammen, hvorimod der tilføjes, at Drabet skede 1091 Aar efter Christi Fødsel. I en i den legendariske Biograsi indført Tale (Cap. 26) heder det fremdeles, at Magnus dræbtes Mandagen den 16de April 1104. Da dette samme Aar, 1104, udkommer, naar man efter hiin først anførte Angivelse, lægger 74 Aar til 1030, St. Olafs Dødsaar, maa man formode, at denne Beregning er Magister Roberts egen; Aarstallet 109l, som i Orknøyingasaga strax efter opstilles, og som, endog uden Hensyn til denne Modsigelse, ved første Øjekast viser sig aldeles urigtigt, kan alene være fremkommet ved Skriv- eller Læsefejl, og behøver ikke engang at komme i Betragtning. Men at ogsaa Aarstallet 1104, uagtet Mag. Robert anfører det to Gange, er urigtigt, skjønnes allerede deraf, at Magnus modtog Jarlsnavn af Kong Eystein, efter at Kong Sigurd havde tiltraadt sit Tog, altsaa efter Høsten 1107 tie ovf. S. 562 jvfr. 571), ikke at tale om, at Paaskemandag 1104 ikke faldt paa 16de, men paa 19de April. Da Mag. Robert for øvrigt selv udtrykkeligt omtaler hiin
  5. Den først meddeelte Beretning findes i St. Magnus’s Saga Cap. 123, den anden i Orkneyingasaga S. 128.
  6. Maaskee dog dette, som det strax nedenfor antydes, kun kom af Haakons Frygt for at Magnus skulde blive anseet for en Helgen, og saaledes efter sin Død volde ham Skade. Men det kan vel og hænde, at Magnus og hans Mænd i deres Ferd mod Haakon havde viist sig mere nærgaaende og fornærmelige, end den partiske Saga vil tilstaa.
  7. Orkneyingasaga S. 132—136, Magnus den helliges Saga Cap. 27, 28.
  8. Orkneyingasaga S. 140. Tiden for Haakon Jarls Død angives ikke i Sagaen, og kan derfor kun gjetningsviis og omtrentligt bestemmes. Han var, som ovenfor (S. 451) antydet, sandsynligviis fød ved 1078 eller 1079, og var altsaa, da han lod St. Magnus dræbe, over 36 Aar gammel. Vi ville nedenfor see, at hans Datter Margrete var gift og havde født en Søn til Verden mellem 1130 og 1133; hun maa saaledes være fød i det seneste henved 1115. Hans Sønner maa have været ældre; da der slet ikke nævnes noget om at de vare mindreaarige ved hans Død, maa man antage at de da mindst vare femtenaarige. Den ene, Harald, Margretes Heelbroder, maa have været død før 1129, da det udtrykkeligt heder (S. 169), at Kong Sigurd i dette Aar gav Ragnvald Jarl de halve Orknøer mod Paal Haakonssøn, der altsaa i det Øjeblik var Eneherre over dem. Haralds Regjeringstid beskrives, som om den ej var saa ganske kortvarig, og i det mindste omfattede en fem Aars Tid; hvis han saaledes, hvad der er rimeligst, døde i 1127 eller 1128 (se nedf. S. 686) kan han neppe være bleven Jarl senere end 1123. Ligeledes maa man, efter den nedenfor (Side 686 Note 3) anførte Ytring af Viljam af Malmsbury at dømme, antage at Paal allerede havde tiltraadt Regjeringen, og at Haakon saaledes var død i 1123 i det seneste. Da der dog, kort efter at Haralds Tiltrædelse er omtalt, fortælles at han drog op i Skotland og her, som det synes, ikke længe efter modtog Sigurd Slembedjakn, hvilken da allerede „havde opholdt sig“ hos Kong David i Skotland, der ikke blev Konge førend 1124, kan man heller ikke sætte Haralds Tiltrædelse meget tidligere end dette Aar, især da der ogsaa for Haakon efter Magnus’s Drab maatte hengaa flere Kar, neppe færre end 7 eller 8, med at vinde Undersaatternes Gunst, rejse til Jerusalem, give nye Love, og frede Landet m. m. Haakons Død maa saaledes henføres til 1122 eller 1123.
  9. Om Olaf, kaldet Bitling, se ovf. S. 558. Han blev Konge paa Man strax efter Magnus Barfods Fald 1103.
  10. Frakarks Navn er egte gaelisk, medens derimod hendes Syster Helgas Navn er nordisk. Hendes Brødre, Ottar og Magnus, havde norske Navne, ligesaa hendes anden Syster Thorleiv; de fleste af hendes Børn og Børnebørn havde ligeledes, som det vil sees, norske Navne. Denne Blanding af Norsk og Gaelisk i Navnene vidner noksom om Ættens blandede Herkomst. Frakarks Charakteer og hele Optræden svarer forresten til hendes gaeliske Navn. Der hviler et vist vildt, uhyggeligt Præg over alt, hvad hiin tog Deel i, og saaledes sover de fleste Begivenheder i Orknøernes Historie gjennem hele den lange Tid, hvor hiin udøvede sin Indflydelse. Den dele vidtløftige Slægtrække findes i Orknøingasaga S. 138, 140, 146, jvfr. Slægttavlen til nærværende Bind.
  11. David var, som nys nævnt, bleven Konge efter sin Broder Alexander den 1ste i Aaret 1124, i April Maaned. At Haralds Fader, Haakon Jarl, efter Magnus’s Død kom i Besiddelse af Katanes, siges ikke udtrykkeligt, men maa ansees som utvivlsomt, da han allerede tidligere havde underkastet sig det, og ved det sidste Forlig med Magnus fik Halvparten deraf.
  12. Om Saxe i Vik, se ovfr. S. 457, 458; om hans Datter Sigrid, se S. 559.
  13. Harald Gilles Saga Cap. 17, Snorre Cap. 13.
  14. Orkneyingasaga Side 140. Haralds Flytning til Skotland maa falde en ikke ubetydelig Tid efter Davids Tronbestigelse i April 1121; saaledes rimeligviis i 1125 eller 1126.
  15. Der staar ikke udtrykkeligt, at Thorkell var Thoras Broder; men da hans Fader huld Sumarlide, ligesom Thoras (Orkneyingasaga S. 92, jvfr. ovfr. S. 450), og da han derhos kaldes en nær Frænde af Magnus, hvis Drab forvoldte ham en altid nagende Harm, maa man nødvendigviis antage ham for at have været Jarlens Morbroder. Maaskee han ogsaa har varet hans Fosterfader, siden“han, ligesom hiin ældre Thorkell (I. 2. S. 650) havde Tilnavnet „Fostre“.
  16. Orknøyingasaga S. 142.
  17. Saaledes Orkneyingasaga, saa vel som Morkinskinna fol. 32. a., hvor det end ydermere anføres Vers af Ivar Ingemundssøns Sigurdsbaalk, i hvilke Thorkell Fostres Drab og Sigurds Ophold hos David omtales, og hvor det udtrykkeligt siges at hans Rejse til Rom og Jerusalem først fandt Sted efter at han havde tilbragt fem Halvaar hos David. I Harald Gilles Saga Cap. 17, Snorre Cap. 13, omtales derimod hans Jerulalemsrejse som om den fandt Sted for Thorkell Fostres Drab og Ophold hos David. Men dette kan umulig være rigtigt. Mere herom nedenfor.
  18. I Orknøyingasaga S. 144 staar der egentlig ikke at det var den første Juul efter Forliget, men alene „en Juul“. Oct ligger imidlertid i Sagens Natur, at det var den første Juul, thi det ei: ikke sandsynligt, at nogen saadan Juul kunde gaa hen, uden at levere Sagaen Stof, og det vilde have været høist urimeligt, ja maaskee endog farligt, om Kvinderne havde væntet med Udførelsen af deres Plan til den næste Juul, om de endog handle haft Rolighed nok til at bie saa lange. Der bliver neppe engang Tid tilovers til en følgende Juul, thi da Haralds Død indtraf i 1127 eller 1128, og hans Tilbagekomst til Øerne neppe før 1125, men snarere i 1126, bliver der for den hele Mellemtid ikke stort mere end et Aar.
  19. Orfjara eller Orfyri, nu Orfir, kaldes et Strøg af Ross- eller Mainland paa Nordvestsiden af den saakaldte Scalpa-Flow fra Midlands-Havnen yderst ved Spidsen mod Hoy til omtrent ned Wankmill. Stedet, hvor Jarlegaarden laa, paavises endnu ned Gaarden Swamduster.
  20. Egentlig „Falden“ eller Hovedtøjet, se ovf. I. 1. S. 108.
  21. I Udgaven af Orknøyingasaga kaldes Erlend „sunr hennar“ som om han var Frakarks Søn, men det er aabenbart at „hennar“ er fejlagtigt læst for „Haralds“. Saaledes har ogsaa Thormod Torvessøn forstaaet det, se Orcades S. 93.
  22. Hun blev nemlig gift maaskee allerede i 1130, se nedenfor. At Harald Jarls Død maa henføres til Julen 1127 eller 1128, skjønnes deraf, at Kong Sigurd, som det nedenfor vil sees, om Sommeren eller Høsten 1129 forlenede Ragnvald Kale med Halvdelen af Orknøerne mod Paal Jarl, hvilket deels viser, at Harald da allerede var død, deels tyder hen paa, at Efterretningen om hans sørgelige Død, der maa have vakt megen Opsigt, ikke kan være kommen til Norge tidligere end i det højeste et klar forud, eller om Vaaren 1128. Der er nemlig liden eller ingen Sandsynlighed for, at Kong Sigurd skulde have nøler med at besætte Haralds Mads, eller Ragnvald med at paastaa sin Ret til Magnus’s Arv, især da Paal Jarl neppe kan have staaet saa særdeles godt anskreven hos Kongen. Men saa tidligt, som Decbr. 1126, kan man vel neppe heller satte Haralds Død, thi da bliver Tiden for Sigurd Slembedjakns Ophold ved hans Hof for kort.
  23. Villjam af Malmsbury V. 409. Da Villjam tidligere i sit Skrift (III. 260) omtaler Kong Eystein som endnu levende, hvilket Sted saaledes ikke kan vare skrevet senere end i det aller sildigste ved Slutningen af 1122 eller Begyndelsen ak 1123, indtil hvilken Tid Efterretningen om Eysteins Død dog vel maa have naaet Villjam, skulde det synes, som om Paal allerede var Jarl paa Orknøerne i klaret 1122 eller 1123. Aldeles nødvendigt er det dog ej at antage dette, da det deels ikke er usandsynligt, at Villjam kan have skrevet sin 5te Bog senere end sin ahne, deels nok kan være muligt, at Notitsen om Paal er senere indsat af ham. Imidlertid kan den heller ikke vel være yngre end 1125, med hvilket klar hans Historia nordlig begynder. Man kan saaledes lige fuldt henføre Haakon Jarls Død og hans Sønners Sukcession til omkring 1123. Færre end 7 eller 8 Aar i det mindste kan man neppe antage for Haakon Jarl, efter Magnus’s Drab 1115, til først at tilbringe nogle Aar hjemme, derpaa at rejse til Rom og Jerusalem, og siden at forbedre Lovgivningen og vinde Popularitet.