Det norske Folks Historie/3/62

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det førſte Foretagende af Betydenhed, ſom Sigurd udførte efter Eyſteins Død, og hvortil han maaſkee førſt derved fik frie Hænder, var et Omvendelſes-Tog — man kunde maaſkee endog kalde det Korstog, — til Smaaland i Sverige, for at tvinge de hedenſke Indbyggere til at antage Chriſtendommen. Et ſaadant Tog var ret efter Sigurds Sind, og ſtod i fuldkommen Samklang med den Ed, han havde aflagt for at komme i Beſiddelſe af hiin Spaan af det hellige Kors: „at han af al Magt ſkulde fremme Chriſtendommen“[1]. Uagtet denne allerede forlængſt var fuldſtændig indført i Danmark og Norge, og uagtet de ſvenſke Konger ſelv ſiden Steenkils Tid havde været dens ivrige Tilhængere og Befordrere, fandtes der dog endnu mange Hedninger, iſær i den øſtlige Deel af Handel. De politiſke Forholde vare vel og tildeels Skyld heri. Vi have ſeet, hvorledes Sven, kaldet Blot-Sven, Kong Inge Steenkilsſøns Svoger, blev tagen til Konge af Hedningerne, fordi han føjede dem i at blote, og hvorledes han ved deres Hjelp holdt ſig i trende Aar ſom Konge i Svithjod, medens Inge var indſkrænket til Veſter-Gautland[2]. Siden efter — Tiden angives ikke nøje, men det maa ſandſynligviis have været omkring 1120 — finde vi hans Søn Kol ſom Konge, under Navnet Erik Aarſæle i en Deel af Landet, rimeligviis Øſtergautland og Smaaland[3]. Ogſaa han var hedenſk og ſtøttede ſig til det hedenſke Parti, hvilket iſær det af ham antagne Navn viſer: det er nemlig tydeligt, at Hedningerne gave ham og hans Ofringer Æren for de gode Aaringer, ſom maaſkee paa den Tid indtraf. Derfor, heder det i vore Sagaer, vare mange Folk i Sverige paa den Tid hedenſke, og mange kun daarligt chriſtnede; i Smaaland havde vel enkelte antaget Chriſtendommen, men Indbyggerne overholdt den dog ikke.

Opfordringen til Sigurd, om at indføre Chriſtendommen i Smaaland ved Vaabenmagt, udgik dog ikke fra nogen ſvenſk Konge, men fra den danſke Konge Nikolas, og dette vækker Mistanke om, at politiſke Henſyn vare den egentlige Drivefjeder. Vi have allerede ovenfor omtalt Nikolas’s Giftermaal med Magnus Barfods Enke, den ſvenſke Kongedatter Margrete, med Tilnavn Fredkolla, ſaa vel ſom hendes Beſiddelſer i Sverige, og hendes ſenere Beſtræbelſer for at bane ſin Søn Magnus Vejen til Kongedømmet, baade over Sverige og Danmark, maaſkee endog over alle tre Riger i Norden. En af de ſvenſke Konger, Philip Hallſteensſøn, var allerede død (1118); om Broderen Inge endnu levede i 1123, eller om han allerede da var dræbt, er uviſt; men hvad enten han var i Live eller ej, har Margrete neppe ladet nogen Lejlighed gaa ubenyttet hen til at varetage ſin Søn Magnus’s Interesſer, og en ſaadan Lejlighed frembød ſig juſt nu, da Kong Sigurd i Norge havde faaet frie Hænder, og man blot behøvede at give den Krig, man agtede at paaføre Sverige, Udſeendet af en Religionskrig, for at vække hans religiøſe Iver og Ærgjerrighed, og bringe ham til ivrig Deeltagelſe i og kraftig Underſtøttelſe af et Foretagende, ſom dog neppe i Virkeligheden gik ud paa andet, end at ſkaffe Kongeſønnen Magnus Fodfæſte og Beſiddelſer i Smaaland og Øſtergautland. Kong Nikolas, fortælles der, ſendte Bud til Kong Sigurd, og bad ham om at deeltaget et Tog til Smaaland med al den Magt, han kunde tilvejebringe, for at chriſtne Indbyggerne i dette Landſkab. Kong Sigurd erklærede ſig villig hertil, og det aftaltes, at begge Konger ſkulde mores, ledſagede af deres Flaader, i Øreſund. Sigurd gjorde ſtore Forberedelſer, og udbød Almenning af Folk og Skibe fra det hele mine. Der maa paa den Tid have været megen Tale og mange Forvæntninger om dette Tog, endog udenfor Norden, thi der er opbevaret et Brev fra den i Aaret 1122 udvalgte Abbed af Clugny, Peter den ærværdige, til Kong Sigurd, hvori han omtaler Toget ſom nær foreſtaaende. Det heder nemlig blandt andet: „alle i Sandhed, og iſær vi, der elſke eder inderligere end andre, lykønſke eder, idet vi bore Rygtet om eders Gudsfrygt, hvorledes I bærer Ærbødighed for og elſker det, der hører Gud til, hvorledes I kjærligen har bøjet eders kongelige Storhed under Chriſti blide Aag, hvorledes I har erklæret eder for en Beſkytter af Guds Kirke, hvorledes I baade tilforn til Lands og til Vands har tilbagedrevet Chriſti Korſes Fiender fra de Troendes Beſiddelſer ej alene i eders eget Land, men og i Sydens og Øſtens fjerneſte Egne, og hvorledes I ogſaa nu med en ſtor Flaade iler for at tilbagedrive dem“[4]. Den hele Flaade, ſom paa Kongens Opbud ſamledes, udgjorde et Antal af 300 Skibe, heri dog vel ogſaa Kongens egne og Lendermændenes Lensſkibe iberegnede; Beſætningen maa, efter de ſædvanlige Beregninger, aller mindſt have udvidet et Antal af 20000 til 25000Mand. Men inden denne ſtore Mængde kom ſammen, gik længere Tid hen, end man havde paaregnet. Kong Nikolas laa i lang Tid med ſin Hær paa det aftalte Sted, og væntede med Utaalmodighed paa Sigurd; men da det varede alt for længe, begyndte Danerne at knurre, og ſagde at. Nordmændene nok ſlet ikke vilde komme: omſider beſluttede de at drage hver til ſit, ſaa vel Kongen, ſom Krigerne, og da Sigurd endelig kom, fandt han ikke et eneſte danſk Skib. Herover blev han ikke lidet ærgerlig; imidlertid fortſatte han Rejſen gjennem Øreſund og langs Skaanes Kyſt indtil Symreoos[5]. Her holdt han Huusthing, klagede over Kong Nikolas’s Uordholdenhed, og aftalte med ſine Mænd, at man ſkulde lade ham undgjelde derfor ved at øve noget Hærverk i hans Rige. Dette ſkede ogſaa, idet Nordmændene herjede Thorpet Tumathorp[6]. Derpaa droge de videre til Smaaland, og gik ſtrax løs paa Kjøbſtaden Kalmar, efter hvilken dette Tog kaldtes Kalmar-Ledingen. Nøjagtig Beſkrivelſe over alt, hvad der forefaldt paa dette Tog, meddeles ikke i Sagaerne. Der fortælles kun, at Sigurd herjede i Smaaland, at han udſkrev en Fortæringsgjeld eller Kontribution af 15 Hundreder (1800) Stykker Kvæg, ſom Smaalændingerne maatte udrede, at disſe derhos maatte antage Chriſtendommen, og at Sigurd vendte tilbage til ſit Rige med mange Koſtbarheder og rigt Bytte[7]. At det alene var Nordmændenes lange Udeblivelſe, ſom bevægede Kong Nikolas og de Danſke til at opløſe deres Flaade og opgive Toget, ſynes lidet rimeligt. Som en ſandſynlig Grund dertil har man gjettet paa nogle Uroligheder, der netop i dette Aar fandt Sted i Danmark, og fornemmelig i Sjæland, i Anledning af Preſternes Egteſkaber[8]. Muligt og, at der imidlertid var forefaldt Begivenheder, ſom lovede Kong Nikolas og hans Søn Magnus mindre Fordeel af Toget, end de fra førſt af havde væntet. Maaſkee det juſt var paa denne Tid, at enten Kong Inge Hallſteensſøn ſelv, eller Erik Aarſæle døde, og at de Begivenheder, ſom da indtraf, have beſtemt Nikolas til at gaa fredeligere til Verks. Thi Gauterne, fortælles der, tilbøde da — aabenbart ved Dronning Margretes Beſtræbelſer-hendes og Kong Nikolas’s Søn Magnus Tronen, og det er ikke rimeligt, at Nikolas under disſe Omſtændigheder vilde lægge ſig ud med Gauterne ved at paaføre dem Krig, i Særdeleshed da Sviarne vare misfornøjede med Valget, og ikke vilde have nogen Udlænding til Konge. De valgte derfor en vis Ragnvald Knaphøfde, Søn af Olaf Neskonung, til Konge. Da han, ſom det fortælles, djerv og overmodig kom til Veſtgauternes Thing, uden at have ſikret ſig ved Giſler, ſom Loven foreſkrev, ſloge Veſtgauterne ham ihjel, og Magnus blev, i det mindſte i Navnet, Sveriges Konge. Han maa ſaaledes have gjort en Rejſe til Gautland, ladet ſig hylde der, og en Tidlang have opholdt ſig paa fine eller rettere ſin Moders Beſiddelſer i hine Egne. Man maa ſaaledes vel antage, at i det mindſte Nordmændene have tillagt Kong Nikolas mere egennyttige og for Norges Interesſer farlige Bevæggrunde til Opgivelſen af Smaalandstoget, end den blotte Utaalmodighed over den norſke Flaades langvarige Nølen, thi ellers ſynes der neppe tilſtrækkelig Grund forhaanden for dem til at øve Voldsgjerninger eller begynde aabenbar Krig i Nikolas’s eget Rige[9].

Dette var Sigurds ſidſte Krigsforetagende, og det eneſte han udførte ſom Enekonge. Det maa have frembragt et ſpendt Forhold mellem Norge og Danmark, eller i det mindſte mellem ham og Kong Nikolas’s Familie og Tilhængere, i den øvrige Deel af hans Regjeringstid.

  1. Se ovf. S. 584.
  2. Se ovf. S. 386.
  3. Kol angives ſom Blotſvens Søn og den ſamme ſom Erik Aarſæle i Kongerækken hos Hauk Erlendsſøn, meddeelt af Langebek, Scr. rer. Dan. I. v. 13, hvilken har alt Udſeende af Paalidelighed. Som Hedning og Blotmand nævnes Erik Aarſæle i Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 38, Snorre Cap. 26, hvor netop dette Tog omtales. Heraf ſees, at han maa have levet ſamtidigt med, eller kort før dette Tog, 1123. I Kongerækken nævnes han efter Philip og Inge li, ſamt den i 1124 (?) dræbte Ragnvald Neskonongsſøn; men ſom Modkonge maa han have været ſamtidig med en eller flere af de nys nævnte, og ſaaledes kan man ej heraf ſlutte noget beſtemt om hans Levetid. Hans Søn, Sverke, blev Konge, og var ſaaledes fuldvoxen, i 1130. I Veſtgøtalovens Kongerække nævnes ej Erik Aarſæle, og om Sverke heder det kun at han var „Kornuba“ Søn af Øſtergautland. Dette viſer i alle Fald, at Ætten havde hjemme i Øſtergautland.
  4. Brevet er meddeelt i Samlinger til det norſke Folks Sprog og Hiſtorie I. S. 110.
  5. Nu Simreshavn, der ſædvanligviis ſkrives urigtigt Cimbrishamn.
  6. Nu Tomarp veſtenfor Simreshavn. I Sagaen ſiges det, mindre rigtigt, at ligge nær Lund.
  7. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 38, Snorre Cap. 26, Ágrip Cap. 49. Det tilføjes paa disſe Steder, at Toget ſkede „Sommeren for det ſtore Mørke“. Dette „ſtore Mørke“ var en ſtor Solformørkelſe, der fandt Sted den 11te Auguſt 1124. Toget foregik altſaa Sommeren forud, eller i 1123.
  8. Suhm V. 252, jvfr. Ann. Roskild. hos Langebek Scr. rer. Dan. S. 380.
  9. Uſikkerheden af Tidsregningen for de danſke og ſvenſke Begivenheder i dette Decennium gjør, at man her alene kan gaa gjetningsviis til Verks. De eneſte Punkter, man har, er Kong Philip Hallſteensſøns Død i 1118, og Hertug Knut Lavards Drab 1131. For Ragnvald Knaphøfdes Drab har man intet andet Aarstal, end hos Ericus Olai, der her ſelv aabenbart ingen anden Kilde har haft end dem, vi nu kjende, og ſom altſaa ved Aars-Angivelſen alene maa have fulgt ſin egen Gisning; han nævner 1130 eller deromkring“ (eller i en anden Kodex 1139, hvilket vel er Skrivfejl for 1129). Men at Ragnvalds Drab ej kan have forefaldet ſaa ſildigt, ſynes man at maatte ſlutte af Saxo, der vel ej angiver Aarstal, men hvis Ordning af Begivenhederne ſelv dog vel maa anſees paalidelig, hvor disſe ligge hans egen Levetid ſaa nær. Efter at have omtalt den ſlesvigſke Jarl Elivs Forræderi (1113) og Knut Lavards Udnævnelſe til Jarl eller Hertug i hans Sted, og den vendiſke Hertug Henriks Død (1125), fortæller han om de „imidlertid“ ſtedfundne Uenigheder mellem Erik Ejegods Sønner Harald Keſja og Erik Emune; omtaler derpaa Kong Inge Hallſteensſøns Død, der ligeledes havde fundet Sted „imidlertid“; nævner om Magnus’s Valg, om Ragnvald Knaphøfdes Ophøjelſe og Drab (uden dog at anføre hans Navn), om Magnat-’s Frieri til den polſke Hertug Boleſlavs Datter Richiza, om Kong Nikolas’s Tog til Pommern, og endelig om Magnus’s Giftermaal med Emma. Dernæſt tales om et Tog, ſom baade Hertug Knut og Magnus gjorde til Sverige, om Uenigheden mellem Magnus og Knut, om Dronning Margretes Død, og endelig om Magnus’s Forræderi mod Hertug Knut. Da nu Magnus’s Skinſyge mod Knut iſær vaktes, da denne i 1129 fik Kongetitel, maa Magnus’s Giftermaal have fundet Sted før dette Aar; Suhm har ogſaa viiſt, V. S. 398, at Nikolas’s Vendertog ej kan have fundet Sted ſenere end 1127. Alt hvad Saxo lægger forud for dette, ſynes derfor virkelig at maatte henføres til Tiden mellem 1120 og 1126, ſaaledes ogſaa Inge Hallſteensſøns Død; og det bliver under disſe Omſtændigheder i det mindſte ej uſandſynligt, at han kan være død 1123. Det er for Reſten af det her anførte tydeligt, at det maa være aldeles urigtigt, naar Kongeſagaerne lade Brigida, Kong Harald Gilles Datter, aller førſt være gift med Kong Inge Hallſteensſøn i Sverige. (Harald Gilles Saga Cap. 16, Inges Saga Cap. 21), Thi Brigida blev ikke fød førend efter at Harald var bleven Konge, 1130, og inden den Tid var dog Kong Inge Hallſteensſøn i alle Fald død. Fejlen maa grunde ſig paa en eller anden Misforſtaaelſe eller Navnforvexling, ſom nu neppe lader ſig opklare.