Det norske Folks Historie/3/62

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 669-673).

Det første Foretagende af Betydenhed, som Sigurd udførte efter Eysteins Død, og hvortil han maaskee først derved fik frie Hænder, var et Omvendelses-Tog — man kunde maaskee endog kalde det Korstog, — til Smaaland i Sverige, for at tvinge de hedenske Indbyggere til at antage Christendommen. Et saadant Tog var ret efter Sigurds Sind, og stod i fuldkommen Samklang med den Ed, han havde aflagt for at komme i Besiddelse af hiin Spaan af det hellige Kors: „at han af al Magt skulde fremme Christendommen“^[1]. Uagtet denne allerede forlængst var fuldstændig indført i Danmark og Norge, og uagtet de svenske Konger selv siden Steenkils Tid havde været dens ivrige Tilhængere og Befordrere, fandtes der dog endnu mange Hedninger, især i den østlige Deel af Handel. De politiske Forholde vare vel og tildeels Skyld heri. Vi have seet, hvorledes Sven, kaldet Blot-Sven, Kong Inge Steenkilssøns Svoger, blev tagen til Konge af Hedningerne, fordi han føjede dem i at blote, og hvorledes han ved deres Hjelp holdt sig i trende Aar som Konge i Svithjod, medens Inge var indskrænket til Vester-Gautland^[2]. Siden efter — Tiden angives ikke nøje, men det maa sandsynligviis have været omkring 1120 — finde vi hans Søn Kol som Konge, under Navnet Erik Aarsæle i en Deel af Landet, rimeligviis Østergautland og Smaaland^[3]. Ogsaa han var hedensk og støttede sig til det hedenske Parti, hvilket især det af ham antagne Navn viser: det er nemlig tydeligt, at Hedningerne gave ham og hans Ofringer Æren for de gode Aaringer, som maaskee paa den Tid indtraf. Derfor, heder det i vore Sagaer, vare mange Folk i Sverige paa den Tid hedenske, og mange kun daarligt christnede; i Smaaland havde vel enkelte antaget Christendommen, men Indbyggerne overholdt den dog ikke.

Opfordringen til Sigurd, om at indføre Christendommen i Smaaland ved Vaabenmagt, udgik dog ikke fra nogen svensk Konge, men fra den danske Konge Nikolas, og dette vækker Mistanke om, at politiske Hensyn vare den egentlige Drivefjeder. Vi have allerede ovenfor omtalt Nikolas’s Giftermaal med Magnus Barfods Enke, den svenske Kongedatter Margrete, med Tilnavn Fredkolla, saa vel som hendes Besiddelser i Sverige, og hendes senere Bestræbelser for at bane sin Søn Magnus Vejen til Kongedømmet, baade over Sverige og Danmark, maaskee endog over alle tre Riger i Norden. En af de svenske Konger, Philip Hallsteenssøn, var allerede død (1118); om Broderen Inge endnu levede i 1123, eller om han allerede da var dræbt, er uvist; men hvad enten han var i Live eller ej, har Margrete neppe ladet nogen Lejlighed gaa ubenyttet hen til at varetage sin Søn Magnus’s Interesser, og en saadan Lejlighed frembød sig just nu, da Kong Sigurd i Norge havde faaet frie Hænder, og man blot behøvede at give den Krig, man agtede at paaføre Sverige, Udseendet af en Religionskrig, for at vække hans religiøse Iver og Ærgjerrighed, og bringe ham til ivrig Deeltagelse i og kraftig Understøttelse af et Foretagende, som dog neppe i Virkeligheden gik ud paa andet, end at skaffe Kongesønnen Magnus Fodfæste og Besiddelser i Smaaland og Østergautland. Kong Nikolas, fortælles der, sendte Bud til Kong Sigurd, og bad ham om at deeltaget et Tog til Smaaland med al den Magt, han kunde tilvejebringe, for at christne Indbyggerne i dette Landskab. Kong Sigurd erklærede sig villig hertil, og det aftaltes, at begge Konger skulde mores, ledsagede af deres Flaader, i Øresund. Sigurd gjorde store Forberedelser, og udbød Almenning af Folk og Skibe fra det hele mine. Der maa paa den Tid have været megen Tale og mange Forvæntninger om dette Tog, endog udenfor Norden, thi der er opbevaret et Brev fra den i Aaret 1122 udvalgte Abbed af Clugny, Peter den ærværdige, til Kong Sigurd, hvori han omtaler Toget som nær forestaaende. Det heder nemlig blandt andet: „alle i Sandhed, og især vi, der elske eder inderligere end andre, lykønske eder, idet vi bore Rygtet om eders Gudsfrygt, hvorledes I bærer Ærbødighed for og elsker det, der hører Gud til, hvorledes I kjærligen har bøjet eders kongelige Storhed under Christi blide Aag, hvorledes I har erklæret eder for en Beskytter af Guds Kirke, hvorledes I baade tilforn til Lands og til Vands har tilbagedrevet Christi Korses Fiender fra de Troendes Besiddelser ej alene i eders eget Land, men og i Sydens og Østens fjerneste Egne, og hvorledes I ogsaa nu med en stor Flaade iler for at tilbagedrive dem“^[4]. Den hele Flaade, som paa Kongens Opbud samledes, udgjorde et Antal af 300 Skibe, heri dog vel ogsaa Kongens egne og Lendermændenes Lensskibe iberegnede; Besætningen maa, efter de sædvanlige Beregninger, aller mindst have udvidet et Antal af 20000 til 25000Mand. Men inden denne store Mængde kom sammen, gik længere Tid hen, end man havde paaregnet. Kong Nikolas laa i lang Tid med sin Hær paa det aftalte Sted, og væntede med Utaalmodighed paa Sigurd; men da det varede alt for længe, begyndte Danerne at knurre, og sagde at. Nordmændene nok slet ikke vilde komme: omsider besluttede de at drage hver til sit, saa vel Kongen, som Krigerne, og da Sigurd endelig kom, fandt han ikke et eneste dansk Skib. Herover blev han ikke lidet ærgerlig; imidlertid fortsatte han Rejsen gjennem Øresund og langs Skaanes Kyst indtil Symreoos^[5]. Her holdt han Huusthing, klagede over Kong Nikolas’s Uordholdenhed, og aftalte med sine Mænd, at man skulde lade ham undgjelde derfor ved at øve noget Hærverk i hans Rige. Dette skede ogsaa, idet Nordmændene herjede Thorpet Tumathorp^[6]. Derpaa droge de videre til Smaaland, og gik strax løs paa Kjøbstaden Kalmar, efter hvilken dette Tog kaldtes Kalmar-Ledingen. Nøjagtig Beskrivelse over alt, hvad der forefaldt paa dette Tog, meddeles ikke i Sagaerne. Der fortælles kun, at Sigurd herjede i Smaaland, at han udskrev en Fortæringsgjeld eller Kontribution af 15 Hundreder (1800) Stykker Kvæg, som Smaalændingerne maatte udrede, at disse derhos maatte antage Christendommen, og at Sigurd vendte tilbage til sit Rige med mange Kostbarheder og rigt Bytte^[7]. At det alene var Nordmændenes lange Udeblivelse, som bevægede Kong Nikolas og de Danske til at opløse deres Flaade og opgive Toget, synes lidet rimeligt. Som en sandsynlig Grund dertil har man gjettet paa nogle Uroligheder, der netop i dette Aar fandt Sted i Danmark, og fornemmelig i Sjæland, i Anledning af Presternes Egteskaber^[8]. Muligt og, at der imidlertid var forefaldt Begivenheder, som lovede Kong Nikolas og hans Søn Magnus mindre Fordeel af Toget, end de fra først af havde væntet. Maaskee det just var paa denne Tid, at enten Kong Inge Hallsteenssøn selv, eller Erik Aarsæle døde, og at de Begivenheder, som da indtraf, have bestemt Nikolas til at gaa fredeligere til Verks. Thi Gauterne, fortælles der, tilbøde da — aabenbart ved Dronning Margretes Bestræbelser-hendes og Kong Nikolas’s Søn Magnus Tronen, og det er ikke rimeligt, at Nikolas under disse Omstændigheder vilde lægge sig ud med Gauterne ved at paaføre dem Krig, i Særdeleshed da Sviarne vare misfornøjede med Valget, og ikke vilde have nogen Udlænding til Konge. De valgte derfor en vis Ragnvald Knaphøfde, Søn af Olaf Neskonung, til Konge. Da han, som det fortælles, djerv og overmodig kom til Vestgauternes Thing, uden at have sikret sig ved Gisler, som Loven foreskrev, sloge Vestgauterne ham ihjel, og Magnus blev, i det mindste i Navnet, Sveriges Konge. Han maa saaledes have gjort en Rejse til Gautland, ladet sig hylde der, og en Tidlang have opholdt sig paa fine eller rettere sin Moders Besiddelser i hine Egne. Man maa saaledes vel antage, at i det mindste Nordmændene have tillagt Kong Nikolas mere egennyttige og for Norges Interesser farlige Bevæggrunde til Opgivelsen af Smaalandstoget, end den blotte Utaalmodighed over den norske Flaades langvarige Nølen, thi ellers synes der neppe tilstrækkelig Grund forhaanden for dem til at øve Voldsgjerninger eller begynde aabenbar Krig i Nikolas’s eget Rige^[9].

Dette var Sigurds sidste Krigsforetagende, og det eneste han udførte som Enekonge. Det maa have frembragt et spendt Forhold mellem Norge og Danmark, eller i det mindste mellem ham og Kong Nikolas’s Familie og Tilhængere, i den øvrige Deel af hans Regjeringstid.

1. Se ovf. S. 584.
2. Se ovf. S. 386.
3. Kol angives som Blotsvens Søn og den samme som Erik Aarsæle i Kongerækken hos Hauk Erlendssøn, meddeelt af Langebek, Scr. rer. Dan. I. v. 13, hvilken har alt Udseende af Paalidelighed. Som Hedning og Blotmand nævnes Erik Aarsæle i Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 38, Snorre Cap. 26, hvor netop dette Tog omtales. Heraf sees, at han maa have levet samtidigt med, eller kort før dette Tog, 1123. I Kongerækken nævnes han efter Philip og Inge li, samt den i 1124 (?) dræbte Ragnvald Neskonongssøn; men som Modkonge maa han have været samtidig med en eller flere af de nys nævnte, og saaledes kan man ej heraf slutte noget bestemt om hans Levetid. Hans Søn, Sverke, blev Konge, og var saaledes fuldvoxen, i 1130. I Vestgøtalovens Kongerække nævnes ej Erik Aarsæle, og om Sverke heder det kun at han var „Kornuba“ Søn af Østergautland. Dette viser i alle Fald, at Ætten havde hjemme i Østergautland.
4. Brevet er meddeelt i Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie I. S. 110.
5. Nu Simreshavn, der sædvanligviis skrives urigtigt Cimbrishamn.
6. Nu Tomarp vestenfor Simreshavn. I Sagaen siges det, mindre rigtigt, at ligge nær Lund.
7. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 38, Snorre Cap. 26, Ágrip Cap. 49. Det tilføjes paa disse Steder, at Toget skede „Sommeren for det store Mørke“. Dette „store Mørke“ var en stor Solformørkelse, der fandt Sted den 11te August 1124. Toget foregik altsaa Sommeren forud, eller i 1123.
8. Suhm V. 252, jvfr. Ann. Roskild. hos Langebek Scr. rer. Dan. S. 380.
9. Usikkerheden af Tidsregningen for de danske og svenske Begivenheder i dette Decennium gjør, at man her alene kan gaa gjetningsviis til Verks. De eneste Punkter, man har, er Kong Philip Hallsteenssøns Død i 1118, og Hertug Knut Lavards Drab 1131. For Ragnvald Knaphøfdes Drab har man intet andet Aarstal, end hos Ericus Olai, der her selv aabenbart ingen anden Kilde har haft end dem, vi nu kjende, og som altsaa ved Aars-Angivelsen alene maa have fulgt sin egen Gisning; han nævner 1130 eller deromkring“ (eller i en anden Kodex 1139, hvilket vel er Skrivfejl for 1129). Men at Ragnvalds Drab ej kan have forefaldet saa sildigt, synes man at maatte slutte af Saxo, der vel ej angiver Aarstal, men hvis Ordning af Begivenhederne selv dog vel maa ansees paalidelig, hvor disse ligge hans egen Levetid saa nær. Efter at have omtalt den slesvigske Jarl Elivs Forræderi (1113) og Knut Lavards Udnævnelse til Jarl eller Hertug i hans Sted, og den vendiske Hertug Henriks Død (1125), fortæller han om de „imidlertid“ stedfundne Uenigheder mellem Erik Ejegods Sønner Harald Kesja og Erik Emune; omtaler derpaa Kong Inge Hallsteenssøns Død, der ligeledes havde fundet Sted „imidlertid“; nævner om Magnus’s Valg, om Ragnvald Knaphøfdes Ophøjelse og Drab (uden dog at anføre hans Navn), om Magnat-’s Frieri til den polske Hertug Boleslavs Datter Richiza, om Kong Nikolas’s Tog til Pommern, og endelig om Magnus’s Giftermaal med Emma. Dernæst tales om et Tog, som baade Hertug Knut og Magnus gjorde til Sverige, om Uenigheden mellem Magnus og Knut, om Dronning Margretes Død, og endelig om Magnus’s Forræderi mod Hertug Knut. Da nu Magnus’s Skinsyge mod Knut især vaktes, da denne i 1129 fik Kongetitel, maa Magnus’s Giftermaal have fundet Sted før dette Aar; Suhm har ogsaa viist, V. S. 398, at Nikolas’s Vendertog ej kan have fundet Sted senere end 1127. Alt hvad Saxo lægger forud for dette, synes derfor virkelig at maatte henføres til Tiden mellem 1120 og 1126, saaledes ogsaa Inge Hallsteenssøns Død; og det bliver under disse Omstændigheder i det mindste ej usandsynligt, at han kan være død 1123. Det er for Resten af det her anførte tydeligt, at det maa være aldeles urigtigt, naar Kongesagaerne lade Brigida, Kong Harald Gilles Datter, aller først være gift med Kong Inge Hallsteenssøn i Sverige. (Harald Gilles Saga Cap. 16, Inges Saga Cap. 21), Thi Brigida blev ikke fød førend efter at Harald var bleven Konge, 1130, og inden den Tid var dog Kong Inge Hallsteenssøn i alle Fald død. Fejlen maa grunde sig paa en eller anden Misforstaaelse eller Navnforvexling, som nu neppe lader sig opklare.