Det norske Folks Historie/3/61

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Brødrene Eystein og Sigurd skiftede nu, som det heder, atter Riget imellem sig i to Dele, saaledes at Sigurd fik den østre, Eystein den nordre Deel[1]. Det siges ogsaa at Eystein oftest sad i Nidaros, ligesom vi hyppigst finde Sigurd i Viken. Grændsen mellem begges Besiddelser synes at have været den samme, som senere mellem Oslos og Hamars Biskopsdømmer paa Oplandene, og mellem Bergens og Nidaros’s Biskopsdømmer ved Kysten, saaledes at Eystein foruden hele Frostathingslagen tilligemed Jemteland og Herjedalen ogsaa havde Søndmøre samt den nordlige Deel af Oplandene, (nemlig Gudbrandsdalene, Østerdalene, Hedemarken, Hadafylke, den øvre Deel af Grenafylke, og hele Raumafylke), tilligemed Viken[2]. Det er imidlertid fremdeles et stort Spørgsmaal, om ikke denne Deling snarere vedkom det kongelige Jordegods, end den egentlige Regjering. I det mindste have vi endnu i Olafs Levetid seet Sigurd opholde sig nordenfjelds og tage Vejtsler i Trondhjem, medens Eystein opholdt lig i Viken, ligesom alle tre Konger synes at have deelt Indtægterne af Finneskatten imellem sig, og Vidkunn Jonssøn i Bjarkø var Sigurds Lendermand, ikke, som det synes, tillige Eysteins. Det er i sig selv heel tænkeligt, at Regjeringen egentlig var fælles, eller at Kongerne maatte være fælles om alle vigtigere Regjeringshandlinger, medens dog hver for sig havde den nærmere Bestyrelse over sin særskilte Deel, og at de i Olafs Levetid oftere vare sammen, eller skiftedes til at opholde sig nordenfjelds, eller søndenfjelds. Saaledes have vi seet Eystein tilbringe Vintren 1113—1114 paa Østlandet, medens Sigurd var i Throndhjem, maaskee fordi han havde opholdt sig nordenfjelds lige siden den Rejse, han efter sin Hjemkomst 1111 foretog rundt om i Landet; den følgende Vinter var derimod Sigurd paa Østlandet, medens Eystein opholdt sig i Throndhjem, og efter Uenigheden ved Thinget om Sommeren 1115 kom de neppe oftere sammen end højst nødvendigt, og kun naar deres Vejtsle-Rejser bragte dem i hinandens Nærhed.

Dette hændtes en Vinter, da de begge befandt sig paa Oplandene for at tage Vejtsler, hver paa sine Gaarde, og i saa kort Afstand fra hinanden, at man blev enig om at holde Vejtslerne for dem begge i Fællesskab og skifteviis, først paa den ene Konges, siden paa den anden Konges Gaarde. Den første Fælles-Vejtsle sted paa en af Eysteins Gaarde. Den Mand, der forestod Vejtslen, og var en Ven af Eystein, klagede over Kong Sigurds og hans Mænds Overmod, og bad Kong Eystein see til at faa dem lidt mere omgængelige. „For os“, sagde han, „er det en farlig Sag at ytre noget derom til Kong Sigurd; vistnok har han indlagt sig stor Hæder, men der er ogsaa Maade med Stolthed; alt andet tykkes ham uselt og ringe; hans Mænd følge hans Exempel, og om de end kun vare Tjenere paa Rejsen, agte de ikke mægtige Bønder eller dine Venner, Herre, for Ligemænd; de gaa nu i Pellsklæder og oversee mangen udmerket Mand“. Eystein gav ham Ret heri. Om Kvelden, da man satte sig til at drikke, befandtes Øiet ikke godt, og der opstod en uhyggelig Taushed. Da sagde Kong Eystein: „hvorfor er man saa taus her? Det skikker sig dog langt bedre i et Drikkelag at være munter og lystigt; lader os derfor finde paa nogen Morskab, saa at Munterheden kan komme i Gang. Ikke sandt, Broder Sigurd, alle ville føle sig hædrede hvis vi selv holde et eller andet lystigt Snak mellem os?“ Sigurd svarede temmelig mut: „vær du saa lystig som du finder for godt, men lad mig tie i Fred“. „Ofte“, sagde Eystein, „har man i Drikkelag fornøjet sig ved at En har taget sig en Anden til Sammenligning; denne Morskab foreslaar jeg at vi nu begynde.“ Sigurd taug. „Maaskee“, sagde Eystein, „finder du det under din Værdighed at sammenligne dig med mig, men ere vi da ikke begge Kong Magnus’s jevnbaarne Sønner? Jeg skjønner nok, at du overseer mig, men saa sig mig da, hvad det er, hvori du især finder mig at staa saa langt tilbage for dig“. „Jeg anseer det for unødigt, at begynde nogen Sammenligning med dig“, sagde Sigurd. „Kunne vi ej komme til Enighed“, var Eysteins Svar, „saa er der nu forstandige Mænd tilstede, som kunne bedømme vor Tale“. Da sagde Sigurd: „kan du erindre, at jeg kastede dig til Jorden i Ryggetag, naar jeg vilde, skjønt du var et Aar ældre“? „Jeg erindrer ogsaa“, sagde Eystein, „at du kom til kort, hvor det kom an paa Smidighed“. „Men hvorledes gik det, naar vi svømmede“, spurgte Sigurd; „kunde jeg ikke holde dig under, naar jeg vilde?“ „Jeg svømmede ikke kortere end du“, sagde Eystein, „og var heller ikke daarligere til at svømme under Handel. Ligeledes kunde jeg løbe paa Iislegge saa godt at jeg neppe havde min Lige, medens du ikke kunde det bedre end et Naut“. Sigurd sagde: „jeg anseer det for mere høvdingemæssigt og nyttigt at skyde godt med Bue, men jeg tror ikke, du kan spænde min Bue, om du end sætter begge Fødder i den“. „Jeg er vist ikke saa buesterk som du“, svarede Eystein, „men jeg skyder desto vissere. Ogsaa løber jeg meget bedre paa Skid, end dit, hvilket og er en god Idræt“. „Der ligger stor Magt paa“, sagde Sigurd, „at den, der skal være Høvding over andre, rager op over Flokken, og er sterkere og mere vaabenfør end andre, thi derved kjendes han let blandt Mængden; dette Fortrin har jeg“. „Det er ikke mindre væsentligt“, sagde Eystein, „at man er smuk af Udvortes; derved bliver man ogsaa kjendelig blandt Mængden, og det anstaar en Høvding, da smukt Udvortes og prægtig Udrustning passe godt sammen[3]. Jeg er ogsaa mere lovkyndig end du, og langt mere veltalende. Naar der, som det ofte hænder, kommer Folk til os for at faa deres Sager afgjorte, da synes det mig, min Broder, som om de flokke sig om mig, medens de derimod ofte maa gaa med uforrettet Sag fra dig i deres aller nødvendigste Anliggender“. „Det kan nok være“, var Sigurds Svar, „at du har lært flere Lovtrækkerier end jeg, thi jeg havde andet at tage vare paa; ingen benegter heller din Glattungethed; du er en forstandig Mand, og mange søge Raad hos dig, dog hører jeg tale om at du er lidet ordholden, lover stundom hvad du ikke opfylder, og agter dine egne Ord ringe“. „Det er vist og sandt, Broder“, svarede Eystein, „at mange ty til mig, hvem jeg ikke kan gjøre saa meget godt som jeg ønskede; jeg dømmer ofte i Sager mellem Folk efter sande Vidnesbyrd; men kommer der da siden noget op, som viser sig at være rettere, lader jeg enhver nyde ret Dom, hvorledes end den forrige Dom lod. Derimod hører jeg Folk sige, at du nok holder dine Lester, men som oftest kun lover hvad ondt er“. Sigurd vedblev: „det har man dog erkjendt, at det Tog, jeg gjorde fra Landet, var som det i Sandhed anstod en Høvding, medens du derimod sad hjemme i Landet som din Faders Datter“. „Nu rørte du ved den Byld, som jeg længe ventede skulde briste“, sagde Eystein; „jeg vilde ikke have indladt mig paa denne Sag, hvis jeg intet dertil kunde svare. Det forekommer mig næsten som om jeg til dette Tog udstyrede dig hjemmefra ligesom en Datter“. „Men jeg“, sagde Sigurd, „drog til det hellige Land, kom til Apulien, og saa dig ikke der; vandt aatte Slag — du var ikke i noget af dem —; jeg drog til Christi Grav — der saa jeg dig ej —; jeg drog til Aaen Jordan, samme Vej, som vor Herre, og svømmede over den — heller ikke der saa jeg dig —; jeg knyttede dig der i Krattet paa Aabredden en Knude, som venter paa at du skal løse den; jeg indtog Staden Sidon med Jorsalekongen, uden at have din Hjelp eller dit Raad derved“. „Jeg har nok hørt“, sagde Eystein, „at du har holdt nogle Slag udenlands; og det er vel kun Smaating, jeg har at sætte derimod: Nord i Vaagen indrettede jeg Tilhold for Fiskere, paa det Fattigfolk kunde finde Livsnæring og Hjelp; jeg lod ogsaa en Kirke hygge der, fik en Prest ansat ved den, og skjenkede Gods til Kirkens Vedligeholdelse; forhen var næsten alt hedensk paa dette Sted: de, som nu nyde Hjelp af alt dette, ville nok kunne hugse, at Eystein har været Konge i Norge. Paa Throndenes lod jeg opføre en Kirke og skjenkede Gods til den: ogsaa der vil man nok erindre, at Eystein har været Konge i Norge. Over Dovrefjeld var megen Færsel til Throndhjem: tør paa Fjeldet laa Folk ofte ude og døjede ondt; men jeg lod opføre et Sælehuus og skjenkede Gods dertil: de Rejsende, som nu nyde godt deraf, ville nok ogsaa mindes Kong Eystein. Ved Agdenes var der en farlig Kyst og ingen Havn, saa at Skibe ofte forliste: der har jeg nu ladet indrette en Havn, hvor det er et ypperligt Leje for alle Skibe, hvad enten de sejle nord eller syd langs Kysten; jeg lod ligeledes hygge en Kirke der, og oprejste Veter (Sømerker) paa de høje Fjelde: fremdeles byggede jeg Taarnet i Senholmssund: alt dette tjener nu til gode for Fiskere og Kjøbmænd, der fore Landets Frembringelser fra Sted til andet, og de, som nyde godt deraf, mindes mig nok. Jeg lod bygge Hallen i Bergen og Apostelkirken, samt en Trappegang mellem dem: de Konger, der komme efter os, ville mindes det med Taknemlighed. Jeg lod opføre Michaelskirken paa Nordnes, og grundlagde et Kloster der; jeg ordnede Lovene, saa at enhver kunde nyde Ret og Skjel af den anden: overholdes de, da gaar det bedre med Landsstyrelsen. Jemtelands Indbyggere har jeg faaet til at underkaste sig dette Rige, mere ved blide Ord og forstandige Underhandlinger, end ved Voldsomhed. Alt dette er maaskee Smaating, men jeg tror ikke det tjener Land og Folk mindre til gode, eller er mig mindre til Sjælehjelp, end det er dig, at du slog Blaamænd ned for den Onde, og befordrede dem saaledes i Hu og Hast til Helvede. Og naar du roser dig af at du besøgte Christi Grav o. s. v., som gode og fortjenstfulde Handlinger, da tror jeg det ikke skal veje mindre i Vegtskaalen at jeg lod indstifte et Kloster og byggede Kirken dertil. Og hvad angaar den Knude, du knyttede mig, da forekommer det mig som om jeg kunde have bundet dig den Knude, at du aldrig var bleven Konge i Norge, da du kom tilbage fra dit Tog, og kun med et eneste Skib sejlede hid til Landet. Lad nu de forstandige Mænd bedømme, hvad Fortrin du har for mig, og det skulle I vide, I Guldhalse, at der endnu er Folk i Norge, som tør holde sig jevngode med eder“! Dermed ophørte Samtalen, men begge Konger vare vrede[4].

Ved en anden Lejlighed, da begge Konger vare sammen, og Sigurd var kommen i sit Sæde, medens Eystein endnu væntedes, sagde dennes Dronning, Ingebjørg Guthormsdatter, til Sigurd: „de mange og store Bedrifter, som I, Herre, har udført udenlands, ville længe mindes!“ Sigurd svarede i et Vers, at han i sin Ungdom plejede at ile med hvidt Skjold til og med rødt Skjold fra Kamptumlen, og at han i Blaaland havde hugget et Hug, som det nu stod til hendes Mand at efterligne. Hvad hun ytrede til dette selvgode og næsten fornærmelige Svar paa bedes velmeente Kompliment, siges ikke: men man seer ogsaa heraf, hvorledes Skinsyge paa Eystein altid optog Sigurds Sind, men derimod neppe gjengjeldtes af Eystein og dennes Nærmeste[5]. Egentlige Trætter eller Ubehageligheder forefaldt dog ikke, som det synes, oftere mellem Kongerne, og det varede heller ikke saa længe, førend Sigurd befriedes fra den Bekymring, at have en mere populær Medkonge ved sin Side, da Eystein, 6 Aar efter Kong Eysteins Død, under sit Ophold paa Gaarden Huusstad ved Stim yderst i Raumsdalen faldt i en heftig Sygdom, der i kort Tid gjorde Ende paa hans Liv (29de August 1122). Han var da i sine bedste Aar, kun 33 Aar gammel, og Sorgen over hans Død var derfor saa meget større, som man i desto længere Tid havde kunnet vænte at nyde godt af hans sjeldne Regent-Egenskaber. Hans Lig blev begravet ved Christkirken i Nidaros, og ved ingen Mands Grav, siger Sagaen, stode saa mange bedrøvede Mænd i Norge siden Kong Magnus den godes Død, som ved hans. Han efterlod kun en Datter, Maria, der siden blev gift med in vis Gudrød Skafhøggssøn, om hvilken man for Resten intet synderligt veed, men som dog vel maa have været en anseet Mand, sandsynligviis Lendermand[6].

Om Eysteins Fortjenester af Landets indre Anliggender, og de mange almeennyttige Arbejder, der ved hans Foranstaltninger bleve udførte, er allerede ovenfor talt. Her ville vi kun, for at fuldstændiggjøre det Billede, Sagaerne udkaste af ham, meddele et Par Fortællinger fra Eysteins og Sigurds Dage, som Sagaerne have opbevaret. Den første giver især en anskuelig Skildring af de daværende Stormænds Djervhed og Overmod, og vækker en Forestilling om den Kraft og Bestemthed, der udfordredes til at holde dem i Tøjle.

I den Tid, da begge Konger endnu levede, ankom til Nidaros en Islænding ved Navn Thord; han var vel fattig, men stor af Væxt, smuk, forstandig og talentfuld; navnlig var han en god Skald. Han var heldig nok til at komme i Huset hos den rige og højbyrdige Enke Aasa, beslægtet med Vidkunn Jonssøn i Bjarkø. Hun lovede ham vel intet langt Ophold, og sagde udtrykkeligt at hun kun tog ham i sit Huus indtil videre, men det varede ej længe, førend den smukke, underholdende og stedse tjenstvillige Mand havde indtaget hende saaledes, at hun beholdt ham hos sig om Vintren; den næste Vaar sendte hun ham til England med en Sum Penge, hvoraf ogsaa han fik sin Part, for at drive Handelsforretninger. Derved, som ved alt andet, skilte han sig til hendes fuldkomne Tilfredshed: han blev hos hende ikke alene den følgende, men flere Vintre, rejste om Somrene i Kjøbfærd, e og lagde sig megen Rigdom til Bedste. Skjønt hun ikke var ung, hed det dog nu, at han var hendes erklærede Elsker: han bestyrede alle hendes Anliggender, og blev sædvanligviis kaldet „Guld-Aasas Thord“. Hendes stolte Frænder, der foragtede Thord og ansaa ham for en Lykkeridder af lav Stand, toge hende, som man lettelig kan begribe, dette Forhold meget ilde op; Thord selv var for øvrigt meget afholdt af Mængden. Engang, da Vidkunn Jonssøn væntedes til Byen, gav en af Thords Venner ham det kloge Raad, at søge at vinde dennes, den mægtigste af alle Aasas Frænders, Venskab ved at digte et Kvad om ham. Thord fulgte Raadet, begav sig strax ved Vidkunns Ankomst hen til ham, og lod sig ikke afskrække af den uvenlige Modtagelse, han fandt, men fremsagde Kvadet. Dette behagede Vidkunn saa godt, at han strax erklærede, at han nu havde skiftet Sindelag med Hensyn til Thord, og vilde give ham en stor Guldring. Thord svarede at han ej trængte til Guld, men kun ønskede hans Venskab. Dette tilsagde Vidkunn ham.

En Høst, da Thord kom tilbage fra en af sine sædvanlige Englandsrejser, og vilde lægge sit Skib i det ham tilhørende Bryggeleje foran hans eller Aasas Gaard, fandt han allerede Pladsen optagen af et andet Skib. Kong Eystein var nemlig kommen til Buen, ledsaget af mange Stormænd, navnlig Sigurd Ranessøn, Vidkunn Jonssøn, og Ingemar Svenssøn af Ask[7], en af de mægtigste Lendermænd, og saare voldsom i sin Færd. Det var ham, som havde lagt sit Skib i Thords Plads. Thord lod uden videre Omstændigheder det fremmede Skib hale til Side, og lagde sit i Stedet. De Tilstedeværende ymtede vel om, at det nok turde blive ham en farlig Sag at flytte Ingemars Skib bort, men han lod som om han ej hørte det. Siden, da han lossede sit Skib, savnede han Stavntjeldet. Han gik strax over paa Ingemars Skib, der var det nærmeste, og søgte efter det: her fandt han det ogsaa: en Dreng havde taget det, viklet det sammen, og lagt det under sig. Efter Lovens Medfør lod han nu den paa frisk Gjerning grebne Tyv binde og bringe hjem i sin Gaard, hvor han indtil videre holdt ham i Forvaring, for siden at bringe ham til Thinget og lade ham dømme til Galgen. Alt Godset fra Skibet lod han ogsaa skaffe op i Gaarden. Saa snart Ingemar erfoor dette, gik han strax med nogle Mænd til Thords Gaard, og forlangte Drengen udleveret. Thord sagde at det var uforsvarligt at lade en udømt Tyv gaa løs i Byen. Ingemar meente at en usel „Talglænder“ som Thord dog ej skulde kunne understaa sig at lade hans Mænd dømme til Døde, og lovede snart at komme saa mandsterk tilbage, at Thord nok skulde give Manden fri, og oven i Kjøbet selv faa en Ulykke. „Jeg vilde ogsaa“, sagde han, „hede Lendermand for intet, hvis jeg ikke skulde kunne faa Bugt med en forløben Islænding“. Thord ændsede ikke hans Trusler. Ingemar gik vred bort, men Thord sendte imidlertid efter Aasas Raad Bud til Vidkunn Jonssøn om Hjelp. Vidkunn kom strax med en stor Skare, og begav sig op i Loftet eller det øvre Stokverk, for her at være rede til at modtage Ingemar, naar han kom tilbage. Det varede heller ikke længe, førend Ingemar atter viste sig, betydeligt mandsterk, og fordrede Tyven udleveret. Men nu tog Vidkunn selv Ordet, og svarede, at Thord havde handlet efter Lovens Bud; at man endog kunde have draget ham til Ansvar, om han havde ladet den i Gjerningen grebne Tyv slippe løs, og at denne nu skulde faa sin Dom efter Loven. Ingemar, som ej havde Folk nok til strax at kunne binde an med Vidkunn, gik atter bort for at hente flere, idet han ytrede, at han i Vidkunn, der ogsaa var Lendermand, havde en værdigere Modstander end Thord. Men Vidkunn sendte for Sikkerheds Skyld Bud til Sigurd Ranessøn, og bød sine Sendebud, hvis Sigurd gjorde Vanskeligheder, at erindre ham om den kraftige Bistand, Vidkunn engang havde ydet ham, da Finnerne havde taget hans Kvæg[8]. Da Sigurd blev mindet herom, sagde han strax, at ingen havde staaet ham kraftigere bi end Vidkunn, bød strax alle sine Mænd at væbne m, og ilede med dem til Thords Gaard. Da Ingemar strax efter kom med en stor Flok, fandt han til sin Forundring Sigurd, der nu tog Ordet og bad ham at lyde Lov og Ret. Sigurds Formaning havde kun til Følge, at den halsstarrige Ingemar endnu engang vendte tilbage for at hente flere Folk; men Sigurd sendte Bud til Kong Eystein selv, og lod ham anmode om at blande sig i Sagen, for at forebygge Blodsudgydelse. „Gjør han Vanskeligheder“, sagde han, „saa bed ham erindre, hvo der aller sidst skiltes fra hans Fader, da han faldt vester i Irland“. Kongen ytrede i Førstningen, at tvende Lendermænd, Vidkunn og Sigurd, nok maatte kunne holde Ingemar Stangen. Da bade Sendebudene ham at mindes, hvo der længst havde holdt ud med hans Fader i dennes hefte Kamp. Hiin svarede strax: „det var Vidkunn og Sigurd; min Hjelp maa nu være dem uomgængelig nødvendig, og skal heller ikke unddrages dem“. Han gik med en talrig Skare til Thords Gaard, og strax efter kom Ingemar i Spidsen for en Mængde Folk, og truede med at angribe Sigurd, hvis han ikke gav Tyven fri. Kong Eystein svarede: „det sømmer sig ikke for dig, Ingemar, at gjøre saadant Hærverk her i Byen for en Forbryders Skyld: Retten er paa vor Side, og vi give ikke efter for dig“. Forbauset over at Kongen selv havde blandet sig i Sagen, vendte Ingemar strax tilbage, og Tyven blev paa Kongens Bud, efter som Loven foreskrev, med .det stjaalne Tjeld bundet paa sin Ryg bragt til Bymødet, her dømt til Døde, og umiddelbart derfra ført ud paa Oxen og hængt. „Hvorledes tror du at Tyven har det i den anden Verden“, spurgte Kongen Ingemar. „Godt“, svarede denne. „Nej tvertimod“, sagde Kongen; „Helvede er ham vist, hvis han dør uden at angre“. „Saale-des kan det umuligt være“, svarede Ingemar, „og urimeligt handler du, som understøtter denne Talglænder, men derimod ikke vover at henne din egen Fader, der blev dræbt vester paa Irland ligesom en Hund med Been i Munden: han, tror jeg, er i Helvede, ikke denne Mand, sytti du lod dræbe for liden eller ingen Skyld“. Eystein lod ham gaa, uden at ændse hans upassende Ord. Men Ingemar lod det ej blive derved; han sejlede øster til Viken, dræbte der en kongelig Aarmand[9], og begav sig derpaa til Danmark, hvor han en Tidlang opholdt sig. Islændingen Thord, der var den uskyldige Aarsag til det hele, blev seen gift med Aasa[10].

Om Eysteins elskværdige Charakteer og deeltagende Ømhed for sine Venner vidner følgende Fortælling, som vi her ligeledes meddele, for at samle alt, der paa nogen Maade kan bidrage til at fuldkommengjøre Totalbilledet af denne blandt Norges Konger saa udmerkede Personlighed, om hvilken, saavel som om hans indgribende og betydningsfulde Virksomhed, vi desværre kun vide alt for lidet, og derfor med desto større Omhyggelighed maa benytte og sammenstille, hvad der findes. Der opholdt sig ved hans Hof en højbyrdig og forstandig Islænding, ved Navn Ivar Ingemundssøn, hvem han holdt meget af. Ivar var ulykkelig i Kjærlighed. Han elskede en Pige paa Island, ved Navn Oddny Jonsdatter, der maaskee ogsaa vilde være bleven hans Hustru, hvis ikke hans egen Broders Ondskab havde hindret det. Denne Broder, ved Navn Thorfinn, der ogsaa en Stund havde opholdt lig i Norge, og nydt godt af sin Broders Anseelse, misundte ham dette Fortrin, og vendte efter kort Tid tilbage til Island. Ved hans Afrejse bad Ivar ham hilse Oddny, at han agtede at bejle til hende, og at hun ej maatte egte nogen anden. Thorfinn lovede det, men efter Hjemkomsten til Island fremførte han ingen Hilsen fra Ivar, og bejlede tvertimod til Oddny paa egen Haand, fik hendes Ja, og egtede hende. Da Ivar kort efter selv kom til Island for at faa hendes Haand, fandt han hende allerede gift med Thorfinn. Opholdet paa Island blev ham nu utaaleligt, og han vendte strax efter tilbage til Norge, hvor han fremdeles opholdt sig ved Kong Eysteins Hof og ned megen Anseelse. Eystein merkede snart, at han var taus og tungsindig, og spurgte bane i Eenrum med megen Deeltagelse om Aarsagen dertil. „Under dit forrige Ophold hos os“, sagde han, „havde vi altid saa megen Morskab af din Tale; nu er det anderledes: jeg vil ikke bebrejde dig derfor, da jeg er vis paa at du ej giver mig Skylden, dertil er du alt for fornuftig; men Aarsagen ønsker jeg dog at vide“. „Den rette Aarsag, Herre, har jeg ondt for at sige“, svarede Ivar. „Saa faar jeg gjette mig frem“, sagde Kongen; „er der en og anden her, som du ej kan lide.’“ „Nej, Herre“, svarede Ivar. „Tykkes det dig da“, vedblev Kongen, „som om du ej nyder saa megen Ære af mig, som du kunde ønske?“ „Heller ikke det“, var Ivars Svar. „Har du maaskee Lyst til at besøge andre Høvdinger“, spurgte Kongen. „Nej langt fra“, sagde Ivar. „Da bliver det vanskeligt at gjette, hvad det kan være“, sagde Kongen; „skulde det da maaskee være en eller anden Kvinde her eller i andre Lande, som du elsker’.’“ Ivar kunde ikke negte det. „Lad ikke det bekymre dig“, sagde Kongen, „hvis den Kvinde er paa Island, saa drag derhen til Vaaren; jeg skal give dig baade Penge og Udmerkelser, saa vel som Brev og Indsegl til dem, der raade for hendes Haand; og jeg tænker neppe, der findes nogen, som ikke føjer sig efter min venlige Anmodning, eller frygter mine Trusler“. „Det lader sig dog ikke gjøre“, svarede Ivar. „Hvad“, sagde Kongen, „skulde det ikke lade sig gjøre? maaskee er hun da gift med en anden, men ogsaa i dette Tilfælde tænker jeg nok, at jeg skal kunne skaffe dig hende til Egte, naar jeg endelig vil“. „Ak nej“, sagde Ivar, „det er min egen Broder, som er gift med hende“. „Det er en anden Sag“, svarede Kongen; „saa er det umuligt. Dog har jeg et godt Raad. Strax efter Juul drager jeg om paa Vejtsler: da skal du være med, og vil da faa see mange yndige Kvinder, blandt hvilke du kan vælge dig hvem du vil, naar hun kun ej er af kongelig Æt“. „Ak Herre“, svarede Ivar, „min Sorg bliver netop vakt paany og min Smerte bliver desto større, naar jeg seer fagre Kvinder, thi da mindes jeg aller meest om hende, jeg elsker og ej kan faa“. „Saa skal jeg give dig Ejendomme og Besiddelser at styre: det vil adsprede dit Sind“, sagde Kongen. Dog heller ikke dette behagede Ivar, lige saa lidt som Kongens Tilbud, at give ham Penge til at drage i Kjøbferd. „Da bliver det vanskeligt at finde paa Raad“, sagde Kongen, „thi jeg har nu forsøgt alt hvad jeg kunde. Nei er der blot eet tilbage, hvilket dog synes ubetydeligt i Sammenligning med hvad jeg for har foreslaaet, men som vi dog altid kunne forsøge: kom til mig hver Dag, naar Bordene ere fremme, og jeg ikke sidder ved vigtige Forretninger; da skal jeg tale med dig om denne Kvinde, saa meget som du vil, og give mig god Tid dertil; ofte lettes Sorgen ved at tale om dens Gjenstand; heller ikke skal du nogensinde ved slig Lejlighed gaa fra mig uden at have faaet en Gave“. Dette Tilbud modtog Ivar med stor Taknemmelighed. Saa ofte Kongen ikke optoges af vigtige Forretninger, samtalede han med Ivar om hans Kjærlighed, og bragte det snart dertil, at han var lige saa glad og munter, som for. Ivar forblev ved Eysteins Hof, og det lader til, at han ogsaa har tilbragt sine øvrige Dage i Norge, da der hist og her anføres Vers af et Kvad, som han digtede om Begivenhederne efter Eysteins og Sigurds Død[11].

  1. Dette siges udtrykkeligt i Morkinskinna fol. 27. b. og kan derfor ei vel afvises.
  2. Herom se ovf. S. 613, 614.
  3. Den første Deel af Samtalen, indtil dette Sted, meddeles i Morkinskinna langt kortere, saaledes: Sigurd: Jeg tror at jeg er sterkere end du og svømmer bedre. Eystein: Vistnok, Broder, men jeg er kunstfærdigere og spiller bedre Tavl; det er ikke mindre værd end din Styrke. Sigurd: Jeg tror at Folk anseer mig mere vaabenfør end dig, og dueligere til at ride i Turnering. Eystein: Det er sandt, Broder; men stundom kommer Folk hid til mig o. s. v.
  4. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 26, Snorre Cap. 24, Morkinskinna fol. 30. a. Denne sidste meddeler Samtalen kortere, men i det hele taget med et mere alderdomsmæssigt Præg. Begge Fremstillinger ere her ovenfor benyttede. Om de Arbejder, Eystein paaberaabte sig, se ovf. S. 596—611.
  5. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 40, Morkinskinna fol. 30. b.
  6. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 40, Snorre Cap. 26, Morkinskinna fol. 30. b., Fagrskinna Cap. 249. Denne sidste angiver Eysteins Dødsaar til 7 Vintre senere end Olafs; de øvrige til ser, hvilket vel og er det rette, da hans Død ellers maatte være indtruffen 1123, det samme Aar, hvori Sigurd gjorde sit Tog til Smaaland, hvilket dog Sagaerne aabenbart omtale som foretaget efter at Sigurd var bleven Enekonge. Annalerne nævne 1122. Ogsaa Dødsdagen angives forskjelligt. Snorre nævner 29de August; ligesaa det islandske Kalendarium i Finn Jonssøns Kirkehistorie, hvilket derimod nævner 21de August som Kong Eystein Haraldssøns, eller den helliges, Dødsdag. Et andet, gammelt Kalendarium giver derimod Kong Eystein Magnussøn den 21de, og Kong Eystein Haraldssøn den 29de August til Dødsdag. Vi have her fulgt Snorres Auktoritet, der vel maa ansees som den paalideligste. Gudrød Skafhøggssøn, der blev gift med Eysteins Datter, faldt i Slaget ved Oslo, hvor han stod paa Kong Inges Parti, som det nedenfor vil sees; alene den Omstændighed, at han nævnes, viser at han maa have været en anseet Mand. Hans Søn Olaf blev siden tagen til Konge af et Parti paa Oplandene, og døde i Danmark.
  7. Ingemar var sandsynligviis fra Ask, en stor Gaard paa Ringerike nær ved Tyristranden. I det mindste var han enten fra Oplandene eller Viken, da vi deels see ham vende tilbage til Viken, og derfra drage til Danmark, deels senere gjenfinde ham som en af de Lendermænd, der i Slaget paa Fyrileif, hvor han faldt, havde sluttet sig til Harald Gille, enten paa Oplandene eller i Viken. Egentlig skulde man snarest antage, at han boede i selve Viken, men da neppe nogen Gaard af Navnet Ask der lader sig paavise, bliver det sandsynligt at gjette paa en Viken saa nær liggende Gaard, som muligt; altsaa snarere Ask paa Ringerike, end Aske i Nes paa Hedemarken. Saa vel Ringerike, som Hedemarken tilhørte for Resten sandsynligviis den Deel af Oplandene, der ved den nye Deling tilfaldt Eystein.
  8. I Sagaen staar , hvilket vel og kunde betyde det hele Bo, eller Gaarden med Besætning. Om denne Begivenhed, der tyder hen paa et Røvertog fra Finnernes Side, tales der ellers ingensteds.
  9. Dette maatte saaledes verre en Aarmand paa en Eystein tilhørende Gaard, hvis man ej skal antage, at Ingemar i sin Vrede ingen Forskjel gjorde mellem begge Konger.
  10. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 24. 25, Morkinskinna fol. 27.
  11. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 19, Morkinskinna fol. 26. b. Det Kvad af Ivar Ingemundssøn, hvoraf der i det følgende anføres Brudstykker, er den saakaldte Sigurds-Baalk, hvilken han digtede om den bekjendte Sigurd Slembedjakn. Da det aller sidst anførte Brudstykke handler om Sigurds Død (Morkinskinna fol. 35. a.) maa Kvadet være forfattet efter Slaget ved Holmengraa 1139.