Det norske Folks Historie/3/61

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Brødrene Eyſtein og Sigurd ſkiftede nu, ſom det heder, atter Riget imellem ſig i to Dele, ſaaledes at Sigurd fik den øſtre, Eyſtein den nordre Deel[1]. Det ſiges ogſaa at Eyſtein ofteſt ſad i Nidaros, ligeſom vi hyppigſt finde Sigurd i Viken. Grændſen mellem begges Beſiddelſer ſynes at have været den ſamme, ſom ſenere mellem Oslos og Hamars Biſkopsdømmer paa Oplandene, og mellem Bergens og Nidaros’s Biſkopsdømmer ved Kyſten, ſaaledes at Eyſtein foruden hele Froſtathingslagen tilligemed Jemteland og Herjedalen ogſaa havde Søndmøre ſamt den nordlige Deel af Oplandene, (nemlig Gudbrandsdalene, Øſterdalene, Hedemarken, Hadafylke, den øvre Deel af Grenafylke, og hele Raumafylke), tilligemed Viken[2]. Det er imidlertid fremdeles et ſtort Spørgsmaal, om ikke denne Deling ſnarere vedkom det kongelige Jordegods, end den egentlige Regjering. I det mindſte have vi endnu i Olafs Levetid ſeet Sigurd opholde ſig nordenfjelds og tage Vejtſler i Trondhjem, medens Eyſtein opholdt lig i Viken, ligeſom alle tre Konger ſynes at have deelt Indtægterne af Finneſkatten imellem ſig, og Vidkunn Jonsſøn i Bjarkø var Sigurds Lendermand, ikke, ſom det ſynes, tillige Eyſteins. Det er i ſig ſelv heel tænkeligt, at Regjeringen egentlig var fælles, eller at Kongerne maatte være fælles om alle vigtigere Regjeringshandlinger, medens dog hver for ſig havde den nærmere Beſtyrelſe over ſin ſærſkilte Deel, og at de i Olafs Levetid oftere vare ſammen, eller ſkiftedes til at opholde ſig nordenfjelds, eller ſøndenfjelds. Saaledes have vi ſeet Eyſtein tilbringe Vintren 1113—1114 paa Øſtlandet, medens Sigurd var i Throndhjem, maaſkee fordi han havde opholdt ſig nordenfjelds lige ſiden den Rejſe, han efter ſin Hjemkomſt 1111 foretog rundt om i Landet; den følgende Vinter var derimod Sigurd paa Øſtlandet, medens Eyſtein opholdt ſig i Throndhjem, og efter Uenigheden ved Thinget om Sommeren 1115 kom de neppe oftere ſammen end højſt nødvendigt, og kun naar deres Vejtſle-Rejſer bragte dem i hinandens Nærhed.

Dette hændtes en Vinter, da de begge befandt ſig paa Oplandene for at tage Vejtſler, hver paa ſine Gaarde, og i ſaa kort Afſtand fra hinanden, at man blev enig om at holde Vejtſlerne for dem begge i Fællesſkab og ſkifteviis, førſt paa den ene Konges, ſiden paa den anden Konges Gaarde. Den førſte Fælles-Vejtſle ſted paa en af Eyſteins Gaarde. Den Mand, der foreſtod Vejtſlen, og var en Ven af Eyſtein, klagede over Kong Sigurds og hans Mænds Overmod, og bad Kong Eyſtein ſee til at faa dem lidt mere omgængelige. „For os“, ſagde han, „er det en farlig Sag at ytre noget derom til Kong Sigurd; viſtnok har han indlagt ſig ſtor Hæder, men der er ogſaa Maade med Stolthed; alt andet tykkes ham uſelt og ringe; hans Mænd følge hans Exempel, og om de end kun vare Tjenere paa Rejſen, agte de ikke mægtige Bønder eller dine Venner, Herre, for Ligemænd; de gaa nu i Pellsklæder og overſee mangen udmerket Mand“. Eyſtein gav ham Ret heri. Om Kvelden, da man ſatte ſig til at drikke, befandtes Øiet ikke godt, og der opſtod en uhyggelig Taushed. Da ſagde Kong Eyſtein: „hvorfor er man ſaa taus her? Det ſkikker ſig dog langt bedre i et Drikkelag at være munter og lyſtigt; lader os derfor finde paa nogen Morſkab, ſaa at Munterheden kan komme i Gang. Ikke ſandt, Broder Sigurd, alle ville føle ſig hædrede hvis vi ſelv holde et eller andet lyſtigt Snak mellem os?“ Sigurd ſvarede temmelig mut: „vær du ſaa lyſtig ſom du finder for godt, men lad mig tie i Fred“. „Ofte“, ſagde Eyſtein, „har man i Drikkelag fornøjet ſig ved at En har taget ſig en Anden til Sammenligning; denne Morſkab foreſlaar jeg at vi nu begynde.“ Sigurd taug. „Maaſkee“, ſagde Eyſtein, „finder du det under din Værdighed at ſammenligne dig med mig, men ere vi da ikke begge Kong Magnus’s jevnbaarne Sønner? Jeg ſkjønner nok, at du overſeer mig, men ſaa ſig mig da, hvad det er, hvori du iſær finder mig at ſtaa ſaa langt tilbage for dig“. „Jeg anſeer det for unødigt, at begynde nogen Sammenligning med dig“, ſagde Sigurd. „Kunne vi ej komme til Enighed“, var Eyſteins Svar, „ſaa er der nu forſtandige Mænd tilſtede, ſom kunne bedømme vor Tale“. Da ſagde Sigurd: „kan du erindre, at jeg kaſtede dig til Jorden i Ryggetag, naar jeg vilde, ſkjønt du var et Aar ældre“? „Jeg erindrer ogſaa“, ſagde Eyſtein, „at du kom til kort, hvor det kom an paa Smidighed“. „Men hvorledes gik det, naar vi ſvømmede“, ſpurgte Sigurd; „kunde jeg ikke holde dig under, naar jeg vilde?“ „Jeg ſvømmede ikke kortere end du“, ſagde Eyſtein, „og var heller ikke daarligere til at ſvømme under Handel. Ligeledes kunde jeg løbe paa Iislegge ſaa godt at jeg neppe havde min Lige, medens du ikke kunde det bedre end et Naut“. Sigurd ſagde: „jeg anſeer det for mere høvdingemæsſigt og nyttigt at ſkyde godt med Bue, men jeg tror ikke, du kan ſpænde min Bue, om du end ſætter begge Fødder i den“. „Jeg er viſt ikke ſaa bueſterk ſom du“, ſvarede Eyſtein, „men jeg ſkyder deſto visſere. Ogſaa løber jeg meget bedre paa Skid, end dit, hvilket og er en god Idræt“. „Der ligger ſtor Magt paa“, ſagde Sigurd, „at den, der ſkal være Høvding over andre, rager op over Flokken, og er ſterkere og mere vaabenfør end andre, thi derved kjendes han let blandt Mængden; dette Fortrin har jeg“. „Det er ikke mindre væſentligt“, ſagde Eyſtein, „at man er ſmuk af Udvortes; derved bliver man ogſaa kjendelig blandt Mængden, og det anſtaar en Høvding, da ſmukt Udvortes og prægtig Udruſtning pasſe godt ſammen[3]. Jeg er ogſaa mere lovkyndig end du, og langt mere veltalende. Naar der, ſom det ofte hænder, kommer Folk til os for at faa deres Sager afgjorte, da ſynes det mig, min Broder, ſom om de flokke ſig om mig, medens de derimod ofte maa gaa med uforrettet Sag fra dig i deres aller nødvendigſte Anliggender“. „Det kan nok være“, var Sigurds Svar, „at du har lært flere Lovtrækkerier end jeg, thi jeg havde andet at tage vare paa; ingen benegter heller din Glattungethed; du er en forſtandig Mand, og mange ſøge Raad hos dig, dog hører jeg tale om at du er lidet ordholden, lover ſtundom hvad du ikke opfylder, og agter dine egne Ord ringe“. „Det er viſt og ſandt, Broder“, ſvarede Eyſtein, „at mange ty til mig, hvem jeg ikke kan gjøre ſaa meget godt ſom jeg ønſkede; jeg dømmer ofte i Sager mellem Folk efter ſande Vidnesbyrd; men kommer der da ſiden noget op, ſom viſer ſig at være rettere, lader jeg enhver nyde ret Dom, hvorledes end den forrige Dom lod. Derimod hører jeg Folk ſige, at du nok holder dine Leſter, men ſom ofteſt kun lover hvad ondt er“. Sigurd vedblev: „det har man dog erkjendt, at det Tog, jeg gjorde fra Landet, var ſom det i Sandhed anſtod en Høvding, medens du derimod ſad hjemme i Landet ſom din Faders Datter“. „Nu rørte du ved den Byld, ſom jeg længe ventede ſkulde briſte“, ſagde Eyſtein; „jeg vilde ikke have indladt mig paa denne Sag, hvis jeg intet dertil kunde ſvare. Det forekommer mig næſten ſom om jeg til dette Tog udſtyrede dig hjemmefra ligeſom en Datter“. „Men jeg“, ſagde Sigurd, „drog til det hellige Land, kom til Apulien, og ſaa dig ikke der; vandt aatte Slag — du var ikke i noget af dem —; jeg drog til Chriſti Grav — der ſaa jeg dig ej —; jeg drog til Aaen Jordan, ſamme Vej, ſom vor Herre, og ſvømmede over den — heller ikke der ſaa jeg dig —; jeg knyttede dig der i Krattet paa Aabredden en Knude, ſom venter paa at du ſkal løſe den; jeg indtog Staden Sidon med Jorſalekongen, uden at have din Hjelp eller dit Raad derved“. „Jeg har nok hørt“, ſagde Eyſtein, „at du har holdt nogle Slag udenlands; og det er vel kun Smaating, jeg har at ſætte derimod: Nord i Vaagen indrettede jeg Tilhold for Fiſkere, paa det Fattigfolk kunde finde Livsnæring og Hjelp; jeg lod ogſaa en Kirke hygge der, fik en Preſt anſat ved den, og ſkjenkede Gods til Kirkens Vedligeholdelſe; forhen var næſten alt hedenſk paa dette Sted: de, ſom nu nyde Hjelp af alt dette, ville nok kunne hugſe, at Eyſtein har været Konge i Norge. Paa Throndenes lod jeg opføre en Kirke og ſkjenkede Gods til den: ogſaa der vil man nok erindre, at Eyſtein har været Konge i Norge. Over Dovrefjeld var megen Færſel til Throndhjem: tør paa Fjeldet laa Folk ofte ude og døjede ondt; men jeg lod opføre et Sælehuus og ſkjenkede Gods dertil: de Rejſende, ſom nu nyde godt deraf, ville nok ogſaa mindes Kong Eyſtein. Ved Agdenes var der en farlig Kyſt og ingen Havn, ſaa at Skibe ofte forliſte: der har jeg nu ladet indrette en Havn, hvor det er et ypperligt Leje for alle Skibe, hvad enten de ſejle nord eller ſyd langs Kyſten; jeg lod ligeledes hygge en Kirke der, og oprejſte Veter (Sømerker) paa de høje Fjelde: fremdeles byggede jeg Taarnet i Senholmsſund: alt dette tjener nu til gode for Fiſkere og Kjøbmænd, der fore Landets Frembringelſer fra Sted til andet, og de, ſom nyde godt deraf, mindes mig nok. Jeg lod bygge Hallen i Bergen og Apoſtelkirken, ſamt en Trappegang mellem dem: de Konger, der komme efter os, ville mindes det med Taknemlighed. Jeg lod opføre Michaelskirken paa Nordnes, og grundlagde et Kloſter der; jeg ordnede Lovene, ſaa at enhver kunde nyde Ret og Skjel af den anden: overholdes de, da gaar det bedre med Landsſtyrelſen. Jemtelands Indbyggere har jeg faaet til at underkaſte ſig dette Rige, mere ved blide Ord og forſtandige Underhandlinger, end ved Voldſomhed. Alt dette er maaſkee Smaating, men jeg tror ikke det tjener Land og Folk mindre til gode, eller er mig mindre til Sjælehjelp, end det er dig, at du ſlog Blaamænd ned for den Onde, og befordrede dem ſaaledes i Hu og Haſt til Helvede. Og naar du roſer dig af at du beſøgte Chriſti Grav o. ſ. v., ſom gode og fortjenſtfulde Handlinger, da tror jeg det ikke ſkal veje mindre i Vegtſkaalen at jeg lod indſtifte et Kloſter og byggede Kirken dertil. Og hvad angaar den Knude, du knyttede mig, da forekommer det mig ſom om jeg kunde have bundet dig den Knude, at du aldrig var bleven Konge i Norge, da du kom tilbage fra dit Tog, og kun med et eneſte Skib ſejlede hid til Landet. Lad nu de forſtandige Mænd bedømme, hvad Fortrin du har for mig, og det ſkulle I vide, I Guldhalſe, at der endnu er Folk i Norge, ſom tør holde ſig jevngode med eder“! Dermed ophørte Samtalen, men begge Konger vare vrede[4].

Ved en anden Lejlighed, da begge Konger vare ſammen, og Sigurd var kommen i ſit Sæde, medens Eyſtein endnu væntedes, ſagde dennes Dronning, Ingebjørg Guthormsdatter, til Sigurd: „de mange og ſtore Bedrifter, ſom I, Herre, har udført udenlands, ville længe mindes!“ Sigurd ſvarede i et Vers, at han i ſin Ungdom plejede at ile med hvidt Skjold til og med rødt Skjold fra Kamptumlen, og at han i Blaaland havde hugget et Hug, ſom det nu ſtod til hendes Mand at efterligne. Hvad hun ytrede til dette ſelvgode og næſten fornærmelige Svar paa bedes velmeente Kompliment, ſiges ikke: men man ſeer ogſaa heraf, hvorledes Skinſyge paa Eyſtein altid optog Sigurds Sind, men derimod neppe gjengjeldtes af Eyſtein og dennes Nærmeſte[5]. Egentlige Trætter eller Ubehageligheder forefaldt dog ikke, ſom det ſynes, oftere mellem Kongerne, og det varede heller ikke ſaa længe, førend Sigurd befriedes fra den Bekymring, at have en mere populær Medkonge ved ſin Side, da Eyſtein, 6 Aar efter Kong Eyſteins Død, under ſit Ophold paa Gaarden Huusſtad ved Stim yderſt i Raumsdalen faldt i en heftig Sygdom, der i kort Tid gjorde Ende paa hans Liv (29de Auguſt 1122). Han var da i ſine bedſte Aar, kun 33 Aar gammel, og Sorgen over hans Død var derfor ſaa meget ſtørre, ſom man i deſto længere Tid havde kunnet vænte at nyde godt af hans ſjeldne Regent-Egenſkaber. Hans Lig blev begravet ved Chriſtkirken i Nidaros, og ved ingen Mands Grav, ſiger Sagaen, ſtode ſaa mange bedrøvede Mænd i Norge ſiden Kong Magnus den godes Død, ſom ved hans. Han efterlod kun en Datter, Maria, der ſiden blev gift med in vis Gudrød Skafhøggsſøn, om hvilken man for Reſten intet ſynderligt veed, men ſom dog vel maa have været en anſeet Mand, ſandſynligviis Lendermand[6].

Om Eyſteins Fortjeneſter af Landets indre Anliggender, og de mange almeennyttige Arbejder, der ved hans Foranſtaltninger bleve udførte, er allerede ovenfor talt. Her ville vi kun, for at fuldſtændiggjøre det Billede, Sagaerne udkaſte af ham, meddele et Par Fortællinger fra Eyſteins og Sigurds Dage, ſom Sagaerne have opbevaret. Den førſte giver iſær en anſkuelig Skildring af de daværende Stormænds Djervhed og Overmod, og vækker en Foreſtilling om den Kraft og Beſtemthed, der udfordredes til at holde dem i Tøjle.

I den Tid, da begge Konger endnu levede, ankom til Nidaros en Islænding ved Navn Thord; han var vel fattig, men ſtor af Væxt, ſmuk, forſtandig og talentfuld; navnlig var han en god Skald. Han var heldig nok til at komme i Huſet hos den rige og højbyrdige Enke Aaſa, beſlægtet med Vidkunn Jonsſøn i Bjarkø. Hun lovede ham vel intet langt Ophold, og ſagde udtrykkeligt at hun kun tog ham i ſit Huus indtil videre, men det varede ej længe, førend den ſmukke, underholdende og ſtedſe tjenſtvillige Mand havde indtaget hende ſaaledes, at hun beholdt ham hos ſig om Vintren; den næſte Vaar ſendte hun ham til England med en Sum Penge, hvoraf ogſaa han fik ſin Part, for at drive Handelsforretninger. Derved, ſom ved alt andet, ſkilte han ſig til hendes fuldkomne Tilfredshed: han blev hos hende ikke alene den følgende, men flere Vintre, rejſte om Somrene i Kjøbfærd, e og lagde ſig megen Rigdom til Bedſte. Skjønt hun ikke var ung, hed det dog nu, at han var hendes erklærede Elſker: han beſtyrede alle hendes Anliggender, og blev ſædvanligviis kaldet „Guld-Aaſas Thord“. Hendes ſtolte Frænder, der foragtede Thord og anſaa ham for en Lykkeridder af lav Stand, toge hende, ſom man lettelig kan begribe, dette Forhold meget ilde op; Thord ſelv var for øvrigt meget afholdt af Mængden. Engang, da Vidkunn Jonsſøn væntedes til Byen, gav en af Thords Venner ham det kloge Raad, at ſøge at vinde dennes, den mægtigſte af alle Aaſas Frænders, Venſkab ved at digte et Kvad om ham. Thord fulgte Raadet, begav ſig ſtrax ved Vidkunns Ankomſt hen til ham, og lod ſig ikke afſkrække af den uvenlige Modtagelſe, han fandt, men fremſagde Kvadet. Dette behagede Vidkunn ſaa godt, at han ſtrax erklærede, at han nu havde ſkiftet Sindelag med Henſyn til Thord, og vilde give ham en ſtor Guldring. Thord ſvarede at han ej trængte til Guld, men kun ønſkede hans Venſkab. Dette tilſagde Vidkunn ham.

En Høſt, da Thord kom tilbage fra en af ſine ſædvanlige Englandsrejſer, og vilde lægge ſit Skib i det ham tilhørende Bryggeleje foran hans eller Aaſas Gaard, fandt han allerede Pladſen optagen af et andet Skib. Kong Eyſtein var nemlig kommen til Buen, ledſaget af mange Stormænd, navnlig Sigurd Ranesſøn, Vidkunn Jonsſøn, og Ingemar Svensſøn af Aſk[7], en af de mægtigſte Lendermænd, og ſaare voldſom i ſin Færd. Det var ham, ſom havde lagt ſit Skib i Thords Plads. Thord lod uden videre Omſtændigheder det fremmede Skib hale til Side, og lagde ſit i Stedet. De Tilſtedeværende ymtede vel om, at det nok turde blive ham en farlig Sag at flytte Ingemars Skib bort, men han lod ſom om han ej hørte det. Siden, da han losſede ſit Skib, ſavnede han Stavntjeldet. Han gik ſtrax over paa Ingemars Skib, der var det nærmeſte, og ſøgte efter det: her fandt han det ogſaa: en Dreng havde taget det, viklet det ſammen, og lagt det under ſig. Efter Lovens Medfør lod han nu den paa friſk Gjerning grebne Tyv binde og bringe hjem i ſin Gaard, hvor han indtil videre holdt ham i Forvaring, for ſiden at bringe ham til Thinget og lade ham dømme til Galgen. Alt Godſet fra Skibet lod han ogſaa ſkaffe op i Gaarden. Saa ſnart Ingemar erfoor dette, gik han ſtrax med nogle Mænd til Thords Gaard, og forlangte Drengen udleveret. Thord ſagde at det var uforſvarligt at lade en udømt Tyv gaa løs i Byen. Ingemar meente at en uſel „Talglænder“ ſom Thord dog ej ſkulde kunne underſtaa ſig at lade hans Mænd dømme til Døde, og lovede ſnart at komme ſaa mandſterk tilbage, at Thord nok ſkulde give Manden fri, og oven i Kjøbet ſelv faa en Ulykke. „Jeg vilde ogſaa“, ſagde han, „hede Lendermand for intet, hvis jeg ikke ſkulde kunne faa Bugt med en forløben Islænding“. Thord ændſede ikke hans Truſler. Ingemar gik vred bort, men Thord ſendte imidlertid efter Aaſas Raad Bud til Vidkunn Jonsſøn om Hjelp. Vidkunn kom ſtrax med en ſtor Skare, og begav ſig op i Loftet eller det øvre Stokverk, for her at være rede til at modtage Ingemar, naar han kom tilbage. Det varede heller ikke længe, førend Ingemar atter viſte ſig, betydeligt mandſterk, og fordrede Tyven udleveret. Men nu tog Vidkunn ſelv Ordet, og ſvarede, at Thord havde handlet efter Lovens Bud; at man endog kunde have draget ham til Anſvar, om han havde ladet den i Gjerningen grebne Tyv ſlippe løs, og at denne nu ſkulde faa ſin Dom efter Loven. Ingemar, ſom ej havde Folk nok til ſtrax at kunne binde an med Vidkunn, gik atter bort for at hente flere, idet han ytrede, at han i Vidkunn, der ogſaa var Lendermand, havde en værdigere Modſtander end Thord. Men Vidkunn ſendte for Sikkerheds Skyld Bud til Sigurd Ranesſøn, og bød ſine Sendebud, hvis Sigurd gjorde Vanſkeligheder, at erindre ham om den kraftige Biſtand, Vidkunn engang havde ydet ham, da Finnerne havde taget hans Kvæg[8]. Da Sigurd blev mindet herom, ſagde han ſtrax, at ingen havde ſtaaet ham kraftigere bi end Vidkunn, bød ſtrax alle ſine Mænd at væbne m, og ilede med dem til Thords Gaard. Da Ingemar ſtrax efter kom med en ſtor Flok, fandt han til ſin Forundring Sigurd, der nu tog Ordet og bad ham at lyde Lov og Ret. Sigurds Formaning havde kun til Følge, at den halsſtarrige Ingemar endnu engang vendte tilbage for at hente flere Folk; men Sigurd ſendte Bud til Kong Eyſtein ſelv, og lod ham anmode om at blande ſig i Sagen, for at forebygge Blodsudgydelſe. „Gjør han Vanſkeligheder“, ſagde han, „ſaa bed ham erindre, hvo der aller ſidſt ſkiltes fra hans Fader, da han faldt veſter i Irland“. Kongen ytrede i Førſtningen, at tvende Lendermænd, Vidkunn og Sigurd, nok maatte kunne holde Ingemar Stangen. Da bade Sendebudene ham at mindes, hvo der længſt havde holdt ud med hans Fader i dennes hefte Kamp. Hiin ſvarede ſtrax: „det var Vidkunn og Sigurd; min Hjelp maa nu være dem uomgængelig nødvendig, og ſkal heller ikke unddrages dem“. Han gik med en talrig Skare til Thords Gaard, og ſtrax efter kom Ingemar i Spidſen for en Mængde Folk, og truede med at angribe Sigurd, hvis han ikke gav Tyven fri. Kong Eyſtein ſvarede: „det ſømmer ſig ikke for dig, Ingemar, at gjøre ſaadant Hærverk her i Byen for en Forbryders Skyld: Retten er paa vor Side, og vi give ikke efter for dig“. Forbauſet over at Kongen ſelv havde blandet ſig i Sagen, vendte Ingemar ſtrax tilbage, og Tyven blev paa Kongens Bud, efter ſom Loven foreſkrev, med .det ſtjaalne Tjeld bundet paa ſin Ryg bragt til Bymødet, her dømt til Døde, og umiddelbart derfra ført ud paa Oxen og hængt. „Hvorledes tror du at Tyven har det i den anden Verden“, ſpurgte Kongen Ingemar. „Godt“, ſvarede denne. „Nej tvertimod“, ſagde Kongen; „Helvede er ham viſt, hvis han dør uden at angre“. „Saale-des kan det umuligt være“, ſvarede Ingemar, „og urimeligt handler du, ſom underſtøtter denne Talglænder, men derimod ikke vover at henne din egen Fader, der blev dræbt veſter paa Irland ligeſom en Hund med Been i Munden: han, tror jeg, er i Helvede, ikke denne Mand, ſytti du lod dræbe for liden eller ingen Skyld“. Eyſtein lod ham gaa, uden at ændſe hans upasſende Ord. Men Ingemar lod det ej blive derved; han ſejlede øſter til Viken, dræbte der en kongelig Aarmand[9], og begav ſig derpaa til Danmark, hvor han en Tidlang opholdt ſig. Islændingen Thord, der var den uſkyldige Aarſag til det hele, blev ſeen gift med Aaſa[10].

Om Eyſteins elſkværdige Charakteer og deeltagende Ømhed for ſine Venner vidner følgende Fortælling, ſom vi her ligeledes meddele, for at ſamle alt, der paa nogen Maade kan bidrage til at fuldkommengjøre Totalbilledet af denne blandt Norges Konger ſaa udmerkede Perſonlighed, om hvilken, ſaavel ſom om hans indgribende og betydningsfulde Virkſomhed, vi desværre kun vide alt for lidet, og derfor med deſto ſtørre Omhyggelighed maa benytte og ſammenſtille, hvad der findes. Der opholdt ſig ved hans Hof en højbyrdig og forſtandig Islænding, ved Navn Ivar Ingemundsſøn, hvem han holdt meget af. Ivar var ulykkelig i Kjærlighed. Han elſkede en Pige paa Island, ved Navn Oddny Jonsdatter, der maaſkee ogſaa vilde være bleven hans Huſtru, hvis ikke hans egen Broders Ondſkab havde hindret det. Denne Broder, ved Navn Thorfinn, der ogſaa en Stund havde opholdt lig i Norge, og nydt godt af ſin Broders Anſeelſe, misundte ham dette Fortrin, og vendte efter kort Tid tilbage til Island. Ved hans Afrejſe bad Ivar ham hilſe Oddny, at han agtede at bejle til hende, og at hun ej maatte egte nogen anden. Thorfinn lovede det, men efter Hjemkomſten til Island fremførte han ingen Hilſen fra Ivar, og bejlede tvertimod til Oddny paa egen Haand, fik hendes Ja, og egtede hende. Da Ivar kort efter ſelv kom til Island for at faa hendes Haand, fandt han hende allerede gift med Thorfinn. Opholdet paa Island blev ham nu utaaleligt, og han vendte ſtrax efter tilbage til Norge, hvor han fremdeles opholdt ſig ved Kong Eyſteins Hof og ned megen Anſeelſe. Eyſtein merkede ſnart, at han var taus og tungſindig, og ſpurgte bane i Eenrum med megen Deeltagelſe om Aarſagen dertil. „Under dit forrige Ophold hos os“, ſagde han, „havde vi altid ſaa megen Morſkab af din Tale; nu er det anderledes: jeg vil ikke bebrejde dig derfor, da jeg er vis paa at du ej giver mig Skylden, dertil er du alt for fornuftig; men Aarſagen ønſker jeg dog at vide“. „Den rette Aarſag, Herre, har jeg ondt for at ſige“, ſvarede Ivar. „Saa faar jeg gjette mig frem“, ſagde Kongen; „er der en og anden her, ſom du ej kan lide.’“ „Nej, Herre“, ſvarede Ivar. „Tykkes det dig da“, vedblev Kongen, „ſom om du ej nyder ſaa megen Ære af mig, ſom du kunde ønſke?“ „Heller ikke det“, var Ivars Svar. „Har du maaſkee Lyſt til at beſøge andre Høvdinger“, ſpurgte Kongen. „Nej langt fra“, ſagde Ivar. „Da bliver det vanſkeligt at gjette, hvad det kan være“, ſagde Kongen; „ſkulde det da maaſkee være en eller anden Kvinde her eller i andre Lande, ſom du elſker’.’“ Ivar kunde ikke negte det. „Lad ikke det bekymre dig“, ſagde Kongen, „hvis den Kvinde er paa Island, ſaa drag derhen til Vaaren; jeg ſkal give dig baade Penge og Udmerkelſer, ſaa vel ſom Brev og Indſegl til dem, der raade for hendes Haand; og jeg tænker neppe, der findes nogen, ſom ikke føjer ſig efter min venlige Anmodning, eller frygter mine Truſler“. „Det lader ſig dog ikke gjøre“, ſvarede Ivar. „Hvad“, ſagde Kongen, „ſkulde det ikke lade ſig gjøre? maaſkee er hun da gift med en anden, men ogſaa i dette Tilfælde tænker jeg nok, at jeg ſkal kunne ſkaffe dig hende til Egte, naar jeg endelig vil“. „Ak nej“, ſagde Ivar, „det er min egen Broder, ſom er gift med hende“. „Det er en anden Sag“, ſvarede Kongen; „ſaa er det umuligt. Dog har jeg et godt Raad. Strax efter Juul drager jeg om paa Vejtſler: da ſkal du være med, og vil da faa ſee mange yndige Kvinder, blandt hvilke du kan vælge dig hvem du vil, naar hun kun ej er af kongelig Æt“. „Ak Herre“, ſvarede Ivar, „min Sorg bliver netop vakt paany og min Smerte bliver deſto ſtørre, naar jeg ſeer fagre Kvinder, thi da mindes jeg aller meeſt om hende, jeg elſker og ej kan faa“. „Saa ſkal jeg give dig Ejendomme og Beſiddelſer at ſtyre: det vil adſprede dit Sind“, ſagde Kongen. Dog heller ikke dette behagede Ivar, lige ſaa lidt ſom Kongens Tilbud, at give ham Penge til at drage i Kjøbferd. „Da bliver det vanſkeligt at finde paa Raad“, ſagde Kongen, „thi jeg har nu forſøgt alt hvad jeg kunde. Nei er der blot eet tilbage, hvilket dog ſynes ubetydeligt i Sammenligning med hvad jeg for har foreſlaaet, men ſom vi dog altid kunne forſøge: kom til mig hver Dag, naar Bordene ere fremme, og jeg ikke ſidder ved vigtige Forretninger; da ſkal jeg tale med dig om denne Kvinde, ſaa meget ſom du vil, og give mig god Tid dertil; ofte lettes Sorgen ved at tale om dens Gjenſtand; heller ikke ſkal du nogenſinde ved ſlig Lejlighed gaa fra mig uden at have faaet en Gave“. Dette Tilbud modtog Ivar med ſtor Taknemmelighed. Saa ofte Kongen ikke optoges af vigtige Forretninger, ſamtalede han med Ivar om hans Kjærlighed, og bragte det ſnart dertil, at han var lige ſaa glad og munter, ſom for. Ivar forblev ved Eyſteins Hof, og det lader til, at han ogſaa har tilbragt ſine øvrige Dage i Norge, da der hiſt og her anføres Vers af et Kvad, ſom han digtede om Begivenhederne efter Eyſteins og Sigurds Død[11].

  1. Dette ſiges udtrykkeligt i Morkinſkinna fol. 27. b. og kan derfor ei vel afviſes.
  2. Herom ſe ovf. S. 613, 614.
  3. Den førſte Deel af Samtalen, indtil dette Sted, meddeles i Morkinſkinna langt kortere, ſaaledes: Sigurd: Jeg tror at jeg er ſterkere end du og ſvømmer bedre. Eyſtein: Viſtnok, Broder, men jeg er kunſtfærdigere og ſpiller bedre Tavl; det er ikke mindre værd end din Styrke. Sigurd: Jeg tror at Folk anſeer mig mere vaabenfør end dig, og dueligere til at ride i Turnering. Eyſtein: Det er ſandt, Broder; men ſtundom kommer Folk hid til mig o. ſ. v.
  4. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 26, Snorre Cap. 24, Morkinſkinna fol. 30. a. Denne ſidſte meddeler Samtalen kortere, men i det hele taget med et mere alderdomsmæsſigt Præg. Begge Fremſtillinger ere her ovenfor benyttede. Om de Arbejder, Eyſtein paaberaabte ſig, ſe ovf. S. 596—611.
  5. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 40, Morkinſkinna fol. 30. b.
  6. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 40, Snorre Cap. 26, Morkinſkinna fol. 30. b., Fagrſkinna Cap. 249. Denne ſidſte angiver Eyſteins Dødsaar til 7 Vintre ſenere end Olafs; de øvrige til ſer, hvilket vel og er det rette, da hans Død ellers maatte være indtruffen 1123, det ſamme Aar, hvori Sigurd gjorde ſit Tog til Smaaland, hvilket dog Sagaerne aabenbart omtale ſom foretaget efter at Sigurd var bleven Enekonge. Annalerne nævne 1122. Ogſaa Dødsdagen angives forſkjelligt. Snorre nævner 29de Auguſt; ligeſaa det islandſke Kalendarium i Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie, hvilket derimod nævner 21de Auguſt ſom Kong Eyſtein Haraldsſøns, eller den helliges, Dødsdag. Et andet, gammelt Kalendarium giver derimod Kong Eyſtein Magnusſøn den 21de, og Kong Eyſtein Haraldsſøn den 29de Auguſt til Dødsdag. Vi have her fulgt Snorres Auktoritet, der vel maa anſees ſom den paalideligſte. Gudrød Skafhøggsſøn, der blev gift med Eyſteins Datter, faldt i Slaget ved Oslo, hvor han ſtod paa Kong Inges Parti, ſom det nedenfor vil ſees; alene den Omſtændighed, at han nævnes, viſer at han maa have været en anſeet Mand. Hans Søn Olaf blev ſiden tagen til Konge af et Parti paa Oplandene, og døde i Danmark.
  7. Ingemar var ſandſynligviis fra Aſk, en ſtor Gaard paa Ringerike nær ved Tyriſtranden. I det mindſte var han enten fra Oplandene eller Viken, da vi deels ſee ham vende tilbage til Viken, og derfra drage til Danmark, deels ſenere gjenfinde ham ſom en af de Lendermænd, der i Slaget paa Fyrileif, hvor han faldt, havde ſluttet ſig til Harald Gille, enten paa Oplandene eller i Viken. Egentlig ſkulde man ſnareſt antage, at han boede i ſelve Viken, men da neppe nogen Gaard af Navnet Aſk der lader ſig paaviſe, bliver det ſandſynligt at gjette paa en Viken ſaa nær liggende Gaard, ſom muligt; altſaa ſnarere Aſk paa Ringerike, end Aſke i Nes paa Hedemarken. Saa vel Ringerike, ſom Hedemarken tilhørte for Reſten ſandſynligviis den Deel af Oplandene, der ved den nye Deling tilfaldt Eyſtein.
  8. I Sagaen ſtaar , hvilket vel og kunde betyde det hele Bo, eller Gaarden med Beſætning. Om denne Begivenhed, der tyder hen paa et Røvertog fra Finnernes Side, tales der ellers ingenſteds.
  9. Dette maatte ſaaledes verre en Aarmand paa en Eyſtein tilhørende Gaard, hvis man ej ſkal antage, at Ingemar i ſin Vrede ingen Forſkjel gjorde mellem begge Konger.
  10. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 24. 25, Morkinſkinna fol. 27.
  11. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 19, Morkinſkinna fol. 26. b. Det Kvad af Ivar Ingemundsſøn, hvoraf der i det følgende anføres Brudſtykker, er den ſaakaldte Sigurds-Baalk, hvilken han digtede om den bekjendte Sigurd Slembedjakn. Da det aller ſidſt anførte Brudſtykke handler om Sigurds Død (Morkinſkinna fol. 35. a.) maa Kvadet være forfattet efter Slaget ved Holmengraa 1139.