Det norske Folks Historie/3/60

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Kong Sigurd Jorſalafarer opholdt ſig i Conſtantinopel, ſkal en Viismand have ſpaaet, at det vilde gaa med hans Kongedømme ſaaledes ſom Løvens Krop er beſkaffen, ſvær fortil, men mindre bagtil, nemlig at det i Førſtningen vilde være mere glimrende end ſiden[1]. Dette gik ogſaa i Opfyldelſe, thi efter ſom Aarene gik, begyndte Sigurd at udvikle flere og flere Uelſkværdigheder. Han viſte ſig ikke ſjelden overmodig, voldſom og hevngjerrig, lod ſig aldeles henrive af ſine Lidenſkaber, og havde derhos et ikke ringe Hang til Uſædelighed. Alle disſe Mangler traadte ſterkeſt frem i hans ſenere Aar, hvor ogſaa ikke ſjelden Vanvid ſtødte til. Maaſkee var det førſt da, ſkjønt det ikke udtrykkeligt angives til hvilken Tid, at han engang, da han var til Vejtſle paa Oplandene, og tog Bad, troede at føle en Fiſk løbe om i Badekarret, og fik en ſaa pludſelig Skræk, at han brød ud i vild Latter, og teede ſig en Stund ganſke ſom vanvittig[2]. Slige Anſtød kom ſiden ofte over ham. Imidlertid viſte han i ſine lyſe Mellemrum megen Dygtighed, og var ſtedſe meget æret og afholdt af ſine Omgivelſer. Med ſin Broder Eyſtein ſtod han ikke paa nogen ſynderlig god Fod. Selv ſtolt og herſkeſyg, ærgrede han ſig over den ſtore Yndeſt og Anſeelſe, ſom Eyſtein nød. Han betragtede ham ſom en Hjemfødning, der hverken havde ſeet ſig om i Verden for at lære Folkeſkik, eller udmerket ſig blandt Fremmede; og han ſaa med Foragt ned paa Eyſteins fredelige Færd; iſærdeleshed lod han haant om hans Lovkyndighed og Syſlen med Rettergangen, hvilket han kaldte Lovtrækkeri.

Den alvorligſte Emma ſom opſtod mellem dem, og ſom paa et hængende Haar havde bragt dem i aabenbar Fejde med hinanden, rejſte ſig af Sigurds Uſædelighed. Da flere af Landets fornemſte Mænd vare indviklede deri, og de Forhandlinger, ſom deraf rejſte ſig, give et ypperligt Indblik i Rets- og Samfundsforholdene paa hiin Tid, ville vi her meddele Beretningen derom i dens Heelhed, ſaadan ſom den findes i de udførligere Kongeſagaer.

Kong Sigurd var engang om Heſten eller Vintren 1113 til Vejtſle inde i Throndhjem paa Mæren. Blandt de anſeede Mænd, ſom dengang befandt ſig hos ham var ogſaa Lendermanden Sigurd Ranesſøn fra Steig paa Haalogaland, en af de tre opofrende og troe Mænd, der aller ſidſt ſkiltes fra Kong Magnus paa den blodige Valplads i Irland, og ſom havde fulgt ham paa alle hans Tog. Magnus havde derfor ſtrax efter den ſvenſke Krig givet ham ſin Halvſyſter Skjaldvar, Brynjulf Ulvardes Datter, til Egte, og forlenet ham med Finnefærden og Finnekjøber Ogſaa Skjaldvar var tilſtede, ſaa vel ſom Sigurd Ranesſøns Syſter, den ſmukke Sigrid, og hendes Mand, Lendermanden Ivar af Fljod i Stjordølafylke[3]. Kong Sigurd ſad en Aften ved Drikkebordet, og var meget munter. Han holdt en Guldring i Haanden, og ſagde: „her er en Ring baade ſtor og af godt Guld; den ſkal den Mand faa, ſom vil paatage ſig en Sendefærd, der nu ligger mig meget paa Hjerte.“ Ingen ſvarede. Da vedblev Kongen: „Dette ſiger jeg ikke til mine Mænd, men til Lendermændene, dog undtager jeg min Svoger Sigurd, hvilken jeg ej kan undvære i Landet.“ Da ſagde Ivar af Fljod: „det kan nu ikke regnes mig til Ubeſkedenhed at ſvare, ſiden jeg er den eneſte Lendermand foruden Sigurd Ranesſøn, ſom er tilſtede her. Jeg tilbyder mig at drage hvorhen du, Konge, beſtemmer.“ Kongen ſvarede: „alle og enhver vide, at min Fader havde underkaſtet ſig en betydelig Strækning af Irland[4], hvoraf vi dog ingen Fordeel have haft, ſiden han døde. Nu ønſker jeg, at du drager derhen for at fordre Skat og Skadebod af Indbyggerne eller, hvis de negte at betale, true dem med at jeg vil hjemſøge dem med en Hær; jeg vil at du ſtrax rejſer ud til Nidaros for at gjøre dig rejſefærdig: jeg ſkal ſkaffe dig Skib, Folk og Penge, faa meget ſom du ſelv forlanger.“ Ivar ſvarede: „Intet kunde komme mig mere uventet end dette.“ Imidlertid tog han ſtrax et Langſkib, og drog ud til Byen, gjorde ſig rejſefærdig, ſejlede afſted og kom endnu ſamme Høſt til Orknøerne, hvor han tilbragte Vintren.

Den ſamme Aften, da Ivar havde forladt Gjeſtebudsgaarden, var Kongen overhaands lyſtig, og blev ſiddende ved Drikkebordet til ſeent paa Kvelden. Sigurd Ranesſøn, der plejede at blive tidligt ſøvnig, bad om Tilladelſe til at gaa til Sængs; Kongen bad ham gjøre ſom han vilde, men du Skjaldvar, ſagde han, ſkal blive her og drikke med mig. Med Skjaldvar blev ogſaa hendes Svigerinde ſiddende. Det varede til langt ud paa Natten; den ene efter den anden forlod Drikkeſtuen for at gaa til Sængs, og omſider, da Fruerne Skjaldvar og Sigrid fik Tilladelſe til at gaa, lod Kongen dem følge, Skjaldvar til hendes Mands, Sigurds, Kammer, men Sigrid til det, hvor Kongen ſelv ſkulde ſove. Morgenen efter, da Sigurd Ranesſøn fik vide, hvad der var ſkeet, blev han overmaade opbragt. Han vilde neppe engang indfinde ſig, da man ſkulde til Bords, og Kongen var kommen i ſit Hofſæde. Han kom ej førend der blev ſendt Bud efter ham, og da gik han ſtrax til ſit Sæde, uden at hilſe Kongen. Denne ſagde: „du opfører dig ikke ſaa pasſende Sigurd, ſom du ellers plejer, thi ej kommer du til Bords med de andre, og gjør ikke engang den Ære at hilſe os.“ „Den Ære, du nyder,“ ſvarede Sigurd, „nyder du juſt ikke, fordi du ej fortjener det modſatte.“ „Du er kort for Hovedet idag, Svoger“, ſagde Kongen; „lad os holde op med denne Tale, og være lyſtige“. „Nej, det formaar jeg ikke“, ſvarede Sigurd, „ſlig Spot og Spe ſom du har gjort os“. „Hvad“, ſagde Kongen vred, „tør du, din Tyv, være ſaa fræk at ſige ſaadant til os „Saadant Navn har jeg hidtil ikke haft“, ſagde Sigurd, „at jeg ſkulde hede Tyv“. „Jeg gad vide“, ſvarede Kongen, „hvo der er ſtørre Tyv end du; du beſtjæler mig hvert Aar for ikke mindre end 60 Mark, da du nemlig har Finnefærden, men ikke lader mig nyde mere end Halvdelen af hvad der tilkommer mig; men du kan være vis paa, at du ſkal gjøre Skjel og Rede derfor“. De taltes ikke videre ved den Dag, men Sigurd merkede, at Kongen ej vilde lade den Sag fare; og da han ikke troede ſig mægtig nok til at kunne holde ham Stangen, vovede han ej at blive der længere, men rejſte bort, uden dog at kunne faa ſin Syſter Sigrid med ſig. Han begav ſig førſt til Nidaros, og derfra ſelv tolfte ſydefter og øſter til Viken, hvor Kong Eyſtein opholdt ſig. Han fortalte Eyſtein alt hvad der var ſkeet. Eyſtein iretteſatte ham vel, fordi han havde talt ſaa djervt til Kong Sigurd, og ſagde at det var uforſigtigt gjort mod en ſaadan Høvding; dog raadſlog han i Eenrum med ham i hele tre Dage, underſøgte Sagens hele Beſkaffenhed, og aftalte alle de Forholdsregler, ſom ſiden bleve iagttagne. Førſt og fremſt blev der ſendt Bud til Skjaldvar, der var bleven tilbage i Nidaros, da hendes Mand rejſte ſydover, at Kong Eyſtein vilde komme did nord til Vaaren og forſøge paa at mægle Forlig mellem Kong Sigurd og Sigurd Ranesſøn.

Vintren (1113—1114) tilbragte Kong Sigurd i Throndhjem, men Kong Eyſtein paa Øſtlandet, fornemmelig i Sarpsborg[5]. Da Sommeren[6] kom, drog Eyſtein, ledſaget af Sigurd Ranesſøn, ifølge ſin Beſtemmelſe til Throndhjem, og lod forhøre om Kong Sigurd ikke nu var noget gunſtigere ſtemt mod ſin Navne, men ſaa vel var det ikke. Kongerne traf ſammen i Nidaros, og havde ikke været der længe, førend Kong Sigurd lod blæſe til Bymøde, og beſkyldte paa dette Møde Sigurd Ranesſøn for at have oppebaaret Kongernes Gods og af Begjærlighed ſlaaet Finneſkatten under ſig mod de rette Ejeres Vilje. Saaledes at forgribe ſig paa Kongens Gods fortjente, ſagde han, en pasſelig Refſelſe, og fordrede en retfærdig Dom afſagt derover. Sigurd Ranesſøn beſvarede Kongens Tale ſaaledes: „Det er bekjendt, at Kong Magnus Barfod drog med ſin Hær til Gautland, herjede der vidt og bredt og gjorde et ſtort Bytte. Siden lod han ſine Mænd, Sigurd Ullſtreng og mange andre Høvdinger, blive tilbage paa Kvaldensø, medens han ſelv med en Deel af Hæren ſad paa et andet Sted. Jeg var med paa dette Tog, og kunde bringe ham tilforladelig Efterretning om at Kong Inge Steenskilsſøn kom imod ham med en overlegen Hær, og at det ikke var raadeligt at blive der længere[7]. Kongen kaldte det et ſandt Vensſtykke, at jeg havde varſkuet ham herom, brød ſtrax op og drog til Viken; men Sigurd Ullſtreng og alle de, der vare hos ham, bleve fangne. Magnus betragtede mig da ſom ſin Redningsmand, gav mig ſin Syſter Skjaldvar til Egte, og overdrog mig Finnefærden og Retten til at handle med Finnerne ſaa længe han og hans Sønner vare Konger i Norge, paa det Vilkaar at jeg hvert Aar ſkulde udrede til Kongen 00 Mark vejede, men ſelv beholde det overſkydende. Min Adkomſt til denne Herlighed tykkes mig derfor god, da han ſelv forlenede mig med Finnefærden, hvorpaa jeg her har Vidner. Men hvad jeg har talt til eder i Hidſighed og ikke ſaa ærbødigt, ſom det ſømmede ſig, vil jeg ganſke overlade til eders Kjendelſe“. Sigurd ſvarede at han ej vilde modtage dette Tilbud, men holdt paa med Underſlæbs-Sagen. Da ſagde Kong Eyſtein: „denne Sag, Broder, ſom I her har anlagt mod Sigurd Ranesſøn, er ej af den Beſkaffenhed, at den kan ſøges paa Kjøbſtadsmøde, thi den hører under Landsloven, ej under Bjarkø-Retten; I veed, Broder, at Bjarkø-Retten intet har med en Sag ſom denne at ſkaffe“. „Vil I, Kong Eyſtein“, ſagde Sigurd, „forſvare denne Sag, der ikke mindre angaar eder end os, da ſkal jeg nok vide at tage mine Forholdsregler derefter“. Han ſtevnte nu Sagen med Maaneds Varſel nord til Kevlø[8], paa Haalogaland, bad Sigurd Ranesſøn der at forſvare ſin Sag, og forlod derpaa Modet med ſit Følge. Efter Kong Eyſteins Raad tog Sigurd Ranesſøn Vidner paa, at Sagen var lovligen afviiſt for Kong Sigurd paa Mødet; ſiden drog han, ligeledes efter Kong Eyſteins Raad, nord til ſin Gaard Steig for her i ſin Hjemſtavn at ſamle ſaa mange Folk om ſig, ſom han kunde, og bringe dem med paa Thinget. Han kom blandt andre Steder ogſaa nord til Bjarkø, og bad Vidkunn Jonsſøn, om Biſtand. Vidkunn, Sigurds gamle Krigskamerat, ſagde at han gjerne vilde være hans Ven, men at denne Sag nu ſyntes at være mellem Kongerne ſelv, og at han ſom Kong Sigurds Lendermand maatte følge ham. Kort efter ſendte Kong Sigurd Bud til Vidkunn, at han ſkulde komme til ham med al den Styrke, han kunde ſkaffe. Vidkunn gjorde ſaa. Kong Sigurd og hans Skare kom førſt til Thinget. Deres Antal var meget ſtort. Da Kong Eyſtein drog nordefter, kom Sigurd Ranesſøn imod ham med en ſtor Flok. Da de nærmede ſig Øen, ſagde Kong Eyſtein: „nu ſkulle vi ordne vor Hær paa den drabeligſte Maade. Saaſnart Skibene lægge ind til Bryggen, ſkulle alle Mand gaa op med Skjolde og Vaaben, i ſluttet Fylking, og kun faa ſkulle blive tilbage for at pasſe paa Skibene. Jeg formoder at mangen Bondekarl blandt dem, der allerede ere der i Forvejen med Kong Sigurd, vil finde dette uſædvanligt, og ſandſynligviis ville mange løbe fra Thinget for at gabe paa os: lad os da gaa ſaa hurtigt ſom muligt til Thinget og indvikle deres Skare i vor Flok; da vil vort Antal ſynes ſtørſt“. De bare ſig ſaaledes ad; en Mængde Folk ſtrømmede til for at ſee paa dem, men kun faa bleve tilbage paa Thinget hos Kong Sigurd foruden dennes egne og Vidkunns Mænd. Da Kong Sigurd ſaa, at Thingalmuen ſtrømmede bort, ſagde han: „det er dog ſandt at alle ville være der, hvor Sigurd Ranesſøn er“. „Nej, Herre“, ſvarede Vidkunn, „dette er kun et Kneb af Kong Eyſtein, thi han veed at Folket hos os paa Haalogaland er meget tilbøjeligt til at glo efter alt, hvad der ſynes underligt. Kong Sigurd foredrog nu ſin Sag, gjentager ſin forrige Beſkyldning mod Sigurd Ranesſøn, og forlanger Dom efter Lov og Ret. Sigurd Ranesſøn ſvarede ſom for, og gjorde det ſamme Tilbud. Kongen afſlog at modtage Tilbudet og vilde fremdeles kun lade Loven have ſin Gang. Sigurd Ranesſøn ſagde: „for vort Svogerſkabs Skyld og vort lange Venſkab og det meget Gode, jeg har viiſt Dig, lad denne Sag fare; thi heraf vil I kun have Ære; lad ikke onde og avindſyge Mænd ſætte Splid mellem os, thi jeg har virkelig ikke gjort mig ſtørre Fordeel af Finneſkatten, end der tilkommer mig“. „Jeg havde ikke ventet“, var Kong Sigurds Svar, „at du vilde lønne mig for et ſtort Len med at tilegne dig hvad mit er, og tage mere deraf, end du har Ret til.“ „Man har ikke ſagt eder ſandt,“ ſvarede Sigurd; „jeg beholder ikke mere deraf end det var mig tilladt.“ „Det nytter dig ikke paa denne Viis,“ var Kongens Svar. Da ſtod Kong Eyſtein op og ſagde: „Det er ikke uden Vanſkelighed for mig at tale i denne Sag og ſige Kong Sigurd imod; dog er der ſtor Forſkjel paa at tage ſig af en retfærdig Sag, og alene at gjøre Kong Sigurd Modſtand. Vi have begge lige megen Part i denne Sag, og for den Nøds Skyld, hvori Sigurd Ranesſøn er ſtedt, og vort Svogerſkab, vil jeg dog endnu indlægge et Par Ord til hans Bedſte. Han erklærer ſig, min Broder, uſkyldig i denne Sag, og beder eder mindes eders lange Venſkab“: Kong Sigurd ſagde at det pasſede ſig bedſt for Landets Styrer at lade ſaadanne Forbrydelſer ſtraffes efter Loven. Kong Eyſtein ſvarede: „Vil du opretholde Lovene og den rette Landsſtyrelſe, da er det bedſt at han nyder ſine Vidner; og er I virkelig beſtemt paa at lade Loven have ſin Gang, da maa I ſee til at iagttage Lov og Ret, ſaa at det kan befindes, at I taler Sandheds og Retfærdigheds Ord“. Kong Sigurd ſagde: „dette Thing have jo Landboerne indrettet, og du ſagde i Kjøbſtaden, at nærværende Sag ſkulde ſøges til Thinge“. „Dette Thing“, ſvarede Kong Eyſtein, mane lovkyndige Mænd og Bønder indſtiftet mellem ſig for gjenſidigt at nyde lovlig Ret, men da nærværende Sag er anlagt mod en Lendermand, tilkommer det ham at ſagſøges paa Fylkes-Thinget, nemlig Throndenes-Thing“. Sagen blev nu ranſaget efter Lovene, og de lovkyndige Mænd fandt, at Kong Eyſtein havde Lovens Ord for ſig. Da ſtevnede Kong Sigurd Thing paa Throndenes med Maaneds Varſel, og bad Sigurd Ranesſøn der at ſvare for ſig, gik ſaa ombord med ſine Folk, og drog bort. Kong Eyſtein og Sigurd Ranesſøn toge nu, ſom forhen, men i al Stilhed, Vidner paa at Sagen ogſaa var afviiſt paa Kevlø-Thing. Nu ſtevnede Kong Sigurd alle Lendermænd til ſig med deres Huuskarle, opnævnte af hvert Fylke endeel Bønder, endog fra de ſydligere Egne[9], for at drive paa Sagen med al Kraft, og gjøre Sigurd Ranesſøn utlæg i hans egen Hjemſtavn. Han indſtevnede alle Haaleyger og Naumdøler til Thinget. Ogſaa Kong Eyſtein indfandt ſig meget mandſterk. Han ſagde til ſine Mænd, at de ſkulde fare frem med megen Bram, ſætte Skjold ved Skjold langs Stavnene, holde ſine Vaaben i Beredſkab, og ile ſkyndſomt op paa Land, ſaaſnart de lagde til, for ſaaledes at viſe ſig rede til at binde an med Kong Sigurd, om det ſkulde behøves. Kong Sigurd kom nu, ſom forrige Gang, førſt. Da Eyſtein nærmede ſig Thinget, ſpurgte han Sigurd Ranesſøn: „hvad Tilbud vil du gjøre, eller hvad Svar vil du i Dag give for dig paa Thinget“? „Jeg har“, ſvarede Sigurd, „kun eder at holde mig til om Raad og Hjelp“. „Saa kom da hid, om du vil have min Biſtand“, ſagde Eyſtein, „og overdrag mig med Haandſal og Vidner hele din Sag til Forſvar mod Kong Sigurd; da kunne vi ſige at Sagen gjelder mig, og det pasſer ſig ogſaa bedſt at vi Brødre ſee hinanden under Øjnene, og prøve hvo af os der er lovkyndigſt“. Sigurd gjorde ſom Eyſtein ſagde, og denne gik nu hen paa Thinget med ſin Flok. Kong Sigurd fremførte Sagen mod Sigurd Ranesſøn med lige ſaa ſtor Heftighed ſom forrige Gang, om ikke ſtørre. Kong Eyſtein ſvarede ſtrax ſaaledes: „Det er bekjendt, hvilket Tilbud Sigurd Ranesſøn har gjort Kong Sigurd; han anſeer ſig angerløs, thi han tilbød Kong Sigurd alene at afgjøre Sagen. Men ſaaſom han har Vidner paa, at Kong Magnus gav ham Finnefærden paa de Betingelſer, ſom hidtil have gjeldt, og erklærede at Forleningen ogſaa ſkulde vare i hans Sønners Levetid, da ville vi nu ſom før, at han ſkal føre ſine Vidner og nyde Lov og Ret i et og alt, men kun bøde for, hvad han ej kan fralægge ſig med Vidner. Og ſiden nu Kong Sigurd ikke vil høre om andet, end at prøve Lovens Gang for at fælde Sigurd, kommer det atter an paa, om han finder ſig i at man forſvarer ſig efter Loven“. „Du viſer megen Iver i denne Sag,“ ſvarede Sigurd, „men om det end ſkulde koſte mig ſtørre Anſtrengelſe at faa Sagen dreven igjennem, end jeg ventede, ſkal jeg dog holde ved, og ſee til at at faa ham fældt her i hans Frænders Kreds“. „Faa Ting, min Broder“, ſagde Eyſtein, „er det, ſom I ej faar drevet igjennem, naar I lægger Vind derpaa, ſaa mange og ſtore Bedrifter ſom I har udført; her ere jo kun faa Mænd og Smaafolk til at ſtaa imod“. Kong Sigurd ſvarede, at han visſelig vilde lade Sagen komme til Afgjørelſe, nemlig hvor vidt Kong Magnus kunde give nogen Forlening paa længere Tid, end han ſelv var Konge; „ſkorter der noget i, at Lovene iagttages, da er“, ſagde han, „Skylden Kong Eyſteins, thi nu er Sagen ſtedet til det Thing, hvor Kong Eyſtein ſelv ſagde at den ſkulde komme til lovlig Paadømmelſe“. „Visſelig“, ſvarede Eyſtein, „har jeg ſagt at I paa Throndenes Thing havde at ſuge Sigurd Ranesſøn i denne Sag, men nu har den faaet et andet Udſeende: nu er det Kongerne ſelv, ſom tviſte med hinanden, og dette kan alene ſkee paa et af de tre ſtore Lagthing, Froſtathing, Gulathing eller Eidſivathing[10]. Dette Søgsmaal er opſtaaet i Froſtathing, og bør derfor ogſaa der afgjøres, naar Loven ſkal nyde Stemme. Jeg har nemlig nu paataget mig hele denne Sag i Sigurd Ranesſøns Sted, og derfor er det os to, Kongerne ſelv, ſom have med hinanden at beſtille“. Kong Sigurd ſagde: „Skjønt du nu har paataget dig denne Sag, og derved viſer dig ſom min Modſtander, lader jeg den dog ingenlunde derfor falde“. Han ſtevnede den da til Froſtathing, og gik derpaa vort. Eyſtein tog fremdeles, og i Stilhed, Vidner paa at Søgsmaalet var ſpildt for Kong Sigurd. Men det var nu heldet ſaa langt ud paa Sommeren (1114), at Froſtathinget allerede var forbi, ſaa at man maatte vente med Sagen til det følgende Aar.

Den ſamme Sommer kom Ivar af Fljod, den forurettede Egtemand, hjem med vel forrettet Ærende. Han havde om Vaaren fra Orknøerne begivet ſig til Irland, holdt Thing med Landets Høvdinger, fremført Kong Sigurds Ærende med behørige Truſler, og foreſtillet dem, at det var forſtandigere og hæderligere at gjøre ſig til Vens med ſlig en Høvding ſom Sigurd, ved at ſende ham Gaver og Klenodier, end at udſætte ſig for et Angreb af ham. Han havde mindet dem om, at Sigurd havde Aarſag nok til at ſøge ſin Fader hevnet, og bedet dem betænke, hvor mange Stæder og Borge han havde underkaſtet ſig, uden at have ſaa meget at hevne, ſom her. Hvis de, ſaaledes ſluttede han ſine Foreſtillinger, nu med det Gode vilde optage Kongens Ærende, og denne Gang ſende ham en Afgift, ſom det var pasſende for ham at modtage og for dem at give, da ſkulde han anvende al ſin Indflydelſe for at bringe det dertil, at Afgiften aldrig oftere blev krævet; de kunde da kalde den Vennegave, ikke med det mere ydmygende Navn „Skat“. Og han bragte det virkelig dertil, at Irerne fandt ſig i at udrede Skatten, der beløb ſig til en ſtor Sum[11]. Denne bragte nu Ivar med ſig til Norge. Der fortælles at Kong Sigurd var i Nidaros, og ſad og talte med Sigrid, Ivars Huſtru, da man ſaa et Skib komme, ſom man antog for Ivars. Den ſiden ſaa berømte islandſke Skald, Einar Skulesſøn, men ſom dengang endnu var ganſke ung, kun lidt over 20 Aar gammel[12], var juſt tilſtede. Kongen bad ham gaa hen og faa at vide, om det var Ivar, ſom kom, eller ej. Einar kom tilbage med den Beſked, ſom han gav i et Vers, at det ikke var Ivar, og at Kongen endnu kunde ſidde rolig hos Sigrid[13]. Senere ud paa Sommeren kom Ivar tilbage, men gjorde ikke noget ved denne Sag, ſom ſaaledes for hans og hans Huſtrues Vedkommende neddysſedes.

Eyſtein tilbragte Vintren (1114—1115) i Throndhjem, Sigurd derimod øſter i Kongehelle. Da den følgende Sommer (1115) kom, ſendte begge Konger Bud til ſine Lendermænd og øvrige haandgangne Mænd, at de ſkulde komme til Thinget ſaa mandſterke ſom muligt. Ogſaa Kong Olaf blev ſtevnt til Thinget med ſine haandgangne Mænd. Det var allerede blevet vedtaget, at Thinget, ſkjønt det fremdeles kaldtes Froſtathing, dog kunde holdes i Nidaros[14], naar det kun ſkede til den rette Tid om Sommeren. Kong Eyſtein indfandt ſig førſt i Byen, og holdt til i Kongsgaarden[15]. Kong Olaf kom dernæſt, og tog ind i Nærheden af Olafskirken, ſandſynligviis i den af Magnus den gode opførte eller paabegyndte Kongsgaard. Endelig kom Kong Sigurd med mange Folk og Skibe; han lagde op i Nidelven, og holdt til med ſine Mænd ombord paa Skibene under Tjeld.

Den Dag, da Thinget ſkulde aabnes og Sagerne foretages, blev der blæſt i Byen, og Bønderne og Thingmændene tilſagte at indfinde ſig for at ordne Dommene efter Loven. Den, ſom herved havde meeſt at ſige, var den lovkyndige Lendermand Jon Mørnev. I Kong Olafs Følge var den ovenfor omtalte Lendermand Sigurd Sigurdsſøn af Hvitaſtein[16], der havde Ord for at være den viſeſte Mand i Norge. Kong Eyſtein gik førſt til Thinget af de tre Brødre, ledſaget af et talrigt Følge. Han opfordrede ſtrax Lendermændene til at give ham Medhold, og underſtøtte Sigurd Ranesſøns Sag efter Evne. Jon Mørnev ſvarede hertil, at det vilde være en farlig Sag at ſkifte ujevnt mellem Brødrene, men at han dog helſt ønſkede at følge Kong Eyſtein, hvis dette var Ret efter Løven. Eyſtein ſvarede: „jeg forlanger intet andet af eder, end at I bevidne, at det er Lov, ſom Lov er; men forſaavidt jeg ved lovlig Fremfærd faar bragt det dertil, at I ej ere forpligtede til at dømme i denne Sag, ſom i Dag kommer fore her, vil jeg tage det Løfte af eder, at I ej ved min Broders Voldſomhed lade eder bevæge til at dømme mod Lov og Ret“. Dette beſvaredes med ſterke Bifaldsraab. Nu kom Kong Olaf med ſit Følge, og aller ſidſt Kong Sigurd. Hans Folk vare næſten fuldt væbnede, kun at de ingen Skjolde havde.

Kong Sigurd tog da til Orde, og fremførte ſit Søgsmaal mod Sigurd Ranesſøn, ſaaledes ſom han troede det meeſt ſtemmende med Loven efter Overlæg med ſine Raadgivere. Kong Eyſtein holdt ſig rede til at ſvare. Førſt og fremſt blev der handlet om, hvor vidt Kong Magnus var berettiget til at give nogen Forlening paa længere Tid end ſin egen Livstid, og om der herfra kunde hentes noget Forſvar. De lovkyndige Mænd ſagde, at Kongen visſelig kunde give Vejtſler for ſtedſe frem i Ætten, men at ſlige Beſtemmelſer ſkulde lyſes paa alle tre Lagthing i Norge, Froſtathing, Gulathing, Eidſivathing. Derpaa blev det underſøgt, om Sigurd Ranesſøn havde iagttaget denne Regel, og thinglyſt ſin Forlening længer end for Kong Magnus’s Dage. Der fandtes ej Vidner paa at dette var ſkeet. Da ytrede Kong Sigurd, at han ikke vilde have den Lov gjeldende i Norge, at en Konge ſkulde kunne give Forleninger for længere Tid end ſin egen Livstid. Han ſagde at den Retsgrund, Kong Eyſtein paaberaabte ſig til Fordeel for at Sigurd Ranesſøn ſkulde beholde Finnefærden, herved var gjendreven. Kong Eyſtein ſvarede derimod, at han vilde at en Konge fremdeles, ſom hidtil, ſkulde have Ret til at give Forleninger for ſtedſe. Efter anſeede Mænds Raad blev man enig om, at lade det komme an paa Lodkaſtning, hvilken Kongens Vilje herefter ſkulde være den gjeldende i dette Punkt. Da Lodderne bleve tilſkaarne for at kaſtes i Skjød, ſpurgte Eyſtein ſin Broder Kong Olaf, hvem han i denne Sag vilde holde med. Olaf ſvarede: „vi have længe holdt ſammen, elſket hinanden, og ſtemt overeens: jeg vil kalde det min Vilje angaaende Lov og Landsſtyrelſe; hvad du, Kong Eyſtein, vil have frem.“ Da ſagde Kong Eyſtein: „jeg raader dig da, Kong Sigurd, ogſaa at lade den tredie Lod tilſkjære og kaſtet Skjød, thi Kong Olaf er lige ſaa vel Kong Magnus’s Søn, ſom vi“. „Enhver kan ſee,“ var Kong Sigurds Svar, „at du nu prøver alle mulige Udveje, ſiden du vil have to Lodder i Skjød medens jeg kun har een: dog ſkal jeg ikke forholde Kong Olaf den Hæder, der tilkommer ham.“ Lodkaſtningen ſkede, men Sigurds Lod kom op, ſaaledes at han ſkulde raade. Han gjentog da, hvad han forhen havde erklæret for ſin Vilje. Da dette ſaaledes var bragt paa det Rene, blev det underſøgt, om Sigurd Ranesſøn havde beſiddet Godſet uden de rette Ejeres Tilladelſe. Mange Mænd ytrede ſig i denne Sag, men ingen vilde indlade ſig paa at give nogen Erklæring, uden Bergthor Bokk, Søn af Sven Bryggefod[17]. Han erklærede Sigurd for ſkyldig. Sigurd bad da de lovkyndige Mænd og Dommere at afſige Dom over Sigurd Ranesſøn; Sagen var nu, ſagde han, klar nok, og ytrede at det ſkulde bekomme dem ilde, der vovede at give nogen Dom, der mishagede ham, ſaaledes ſom Sagen nu ſted. Kong Eyſtein derimod fandt det højſt ubilligt at domfælde Sigurd for denne Sag, da det var Kong Magnus, der havde givet ham Forleningen paa ſin og Sønners Livstid, og ingen hidtil havde tilbagekaldt denne Beſtemmelſe[18]. „Nu veed jeg ikke“, ſagde han, „om I maaſkee antage min Vrede mindre farlig, end Kong Sigurds, men jeg ſkal viſt ikke tage det det mindre ilde op, om der bliver dømt anderledes end ſom jeg anſeer det lovmedholdigt, og jeg tror at forſtaa mig ulige bedre paa Lov og Ret end han“. Jon Mørnev ſvarede: „de Fleſte ville viſt finde det farligt, at give nogen Kjendelſe i denne Sag, dog maa vi gjøre det, hvis vi ere pligtige dertil, hvorledes end Parterne ſynes derom“. Eyſtein ſagde at de kunde betænke ſig en Stund, inden de afſagde Dommen. Nu lod han de Vidner fremſtaa og afgive Vidnesbyrd, ſom vare blevne opnævnte førſte Gang paa Bymødet, da Sagen blev afviiſt; derefter førte han ſine Vidner paa at Sagen var bleven afviiſt paa Kevlø-Thing, og endelig Vidnerne om den ſidſte Afviisning paa Throndenes-Thing. Derpaa ſagde han: „jeg henſtiller nu til de Lovkyndige, om man ej kan fare ſaa misligt med ſit Søgsmaal, at man ikke længer faar Tilladelſe til at forfølge det; thi jeg veed ikke rettere end at det er Lov, at naar Nogen viſer ſig ſaa ukyndig i Loven, at hans Søgsmaal bliver afviiſt paa tre Retterthing, og Vidner nævnes herpaa, ſkal dette Søgsmaal aldrig mere nyde Fremme, og Dommerne ere ikke længer pligtige at paadømme det“. Han indlagde formeligt Forbud mod, at Dommerne dømte i denne Sag, og nævnte Vidner derpaa. Jon Mørnev ſvarede: „jeg maatte nok have dømt i Sagen efter hvad jeg fandt lovligſt, om jeg var pligtig dertil, men glad er jeg, at dette fritager mig for at dømme, thi hvad Kong Eyſtein ſiger, har ſin Hjemmel i Loven“[19]. Da ſagde Kong Sigurd, meget opbragt: „det kan nok være, at Kong Eyſtein har faaet dette Søgsmaal ſpildt ved ſine Lovkroge, men en Dom er endnu tilbage, hvilken det nok tør hænde at jeg forſtaar mig paa at hænde lige ſaa godt ſom han: den ſkal afgjøre mellem os, ſiden jeg ikke opnaar min Ret“. Med disſe Ord forlod han Thinget, og gik til ſine Skibe, ledſaget af ſit Følge, men Kong Eyſtein og Kong Olaf begave ſig til ſine Herberger.

Da Kong Eyſtein kom i Stuen ſatte han ſig til at drikke og var meget lyſtig. Nogle af hans Mænd talte om, hvor langt han havde overgaaet ſin Broder i Klogſkab; andre ſnakkede frem og tilbage om, hvad Ende denne Sag vilde faa. Kongen ſpurgte Sigurd Ranesſøn, hvad han ſyntes om Sagens Udfald og den Hjelp, han havde nydt. Han ſvarede: „jeg ſynes meget godt om eders Behandling af min Sag, thi I har i alle Dele ydet mig fuldkommen Biſtand, om ikke alt for megen“. Da blev Kongen vred og ſagde: „det er vanſkeligt at kjende ſin Mand, om han har Mod og Faſthed til at modtage fuldſtændig Hjelp af ſin Overmand, derfor tager jeg mig mindre af Andres Sager, end jeg ellers vilde“. Kort efter pasſede Sigurd Ranesſøn ſit Snit til at komme ud af Drikkeſtuen. Det var ſeent om Kvelden, og da han ſaa, at ingen holdt Øje med ham, gik han i al Haſt bort, ganſke alene. Han var uden Kappe, i Skarlagens Kjortel og blaa Buxer, der gik uden om Kjortelen; i Haanden havde han et ſtort Huggeſpyd, hvis Skaft ikke var længere end at man kunde naa til Feilen. Saaledes gik han ned til Bryggen, og ſtandſede ikke førend han kom til Skydebryggen paa Kong Sigurds Skib. Der ſad en Mand og holdt Vagt. Sigurd bad om Tilladelſe til at gaa ud paa Skibet. Da Vagten havde Betænkeligheder, ſagde han: „vælg et af to, gaa fra Bryggen, eller Spydet ſtaar i dig“. Manden forlod ſtrax Bryggen, og Sigurd gik ud paa Skibet til For-Rummet. Der ſad man endnu til Bords. Ingen merkede noget til ham, førend han faldt paa Knæ for Kongen og ſagde: „ikke vil jeg, Herre, Kong Sigurd, at I og eders Broder ſkulle have nogen uhyggelig Strid for min Skyld, ſom det nu ſeer ud til; heller overgiver jeg mig og mit Hoved i eders Vold og Miſkundhed, ſaa at I kan handle dermed efter Godtbefindende, thi heller vil jeg ſtrax dø, end give Anledning til Splid mellem eder og Kong Eyſtein“. Mange af de Tilſtedeværende lagde nu gode Ord ind for Sigurd, og bade Kongen viſe ſig naadig mod ham, ſiden han gav ſig i hans Vold. Kongen tog ſeent til Orde, og ſagde: „visſelig er du en ædel Mand, Sigurd, thi du har valgt det Raad, der bekommer os alle bedſt. Viid, at det nu tegnede ſig til en Vande ſaa ſtor, at Gud alene kan bedømme den: jeg havde faſt beſluttet, i Morgen at gaa op paa Ilevoldene med alle mine Mænd, og ſtride med Kong Eyſtein. Men nu ſkal jeg modtage Forlig af dig, hvis du vil overlade den hele Sag til min Afgjørelſe“. Sigurd gjorde ſaa. „Jeg ſkal ikke udſætte med Afgjørelſen“, ſagde Kongen, „thi længe nok har Sagen været forhalet; jeg dømmer dig i en Bod af 15 Merker Guld[20], og denne ſkal du fuldſtændigt udrede i Morgen, førend Højmesſen er til Ende i Chriſtkirken. Mine Brødre vilde forhaane mig, men jeg ſkal ſørge for deres Hæder ſom for min; de fem Merker ſkal du betale til Kong Eyſtein, de fem til Kong Olaf, og de ſidſte fem til mig; du ſkal ogſaa have betalt til dem begge, førend du betaler til mig. Pengene ſkulle ikke udredes i andet end reent Guld, thi det er mig ſagt, at du er bleven meget guldrig af det Gods, der tilhører os Konger. Men betaler du ikke disſe Penge ganſke ſaaledes ſom jeg nu har ſagt, da er Forliget brudt“. „Jeg takker eder, Herre, for at I tilſtod mig Forlig“, ſvarede Sigurd Ranesſøn, „hvorledes det nu end viſer ſig med min foregivne Guldrigdom“. Derpaa forlod han Skibet og gik op i Byen igjen.

Da Sigurd kom ind i Stuen til Kong Eyſtein, fortalte han ham alt, ſaaledes ſom det var gaaet til mellem ham og Kong Sigurd. Eyſtein blev blodrød, ſaa at man næſten med en Finger ſkulde kunne faa ham til at bløde, og ſagde: „Du har bragt os i ſtor Ulykke, og ilde lønnet vor Hjelp; jeg vil ikke have noget med dette Forlig at beſtille“. Derpaa gik Kong Eyſtein til Sængs, men Sigurd til ſine Venner, for at laane Guld af dem. Med det han fik laant, og det, han ſelv havde, bragte han det tilgode fem Merker brændt Guld; mere kunde han ikke opdrive. Om Morgenen, da For-Mesſerne vare til Ende, gik han til Kong Eyſtein, og bad ham lade Guldet veje. Da det var gjort, ſagde han: „nu vil jeg, Herre Konge, at I ſkal modtage disſe Penge; I kan kalde det, hvad J vil, Bøder eller Løn for ydet Hjelp; det er dog mindre end det burde være“. „Hvor faar du Penge“, ſagde Eyſtein, „til at betale mine Brødre Kong Olaf og Kong Sigurd“7.’ „Jeg begynder“, ſagde Sigurd, „hvor jeg finder Forpligtelſen ſtørſt; det øvrige faar da gaa ſom det kan“. Kongen ſvarede: „jeg veed at du har faaet disſe Penge til Laans af Folk, men nu vil jeg, at du modtager dem af mig ſom en Gave“. Sigurd takkede ham for Gaven, gik til Kong Olaf, og ſagde at han vilde betale ham Guldet. Olaf ſpurgte, om han allerede havde betalt Kong Eyſtein. Sigurd ſortalte, hvorledes det var gaaet til mellem dem. „Det er endnu“, ſagde Olaf, „ſom i Gaar, at jeg ikke veed noget bedre Raad end Kong Eyſtein; jeg vil derfor ſkjenke dig disſe Penge“. Derpaa gik Sigurd Ranesſøn til Kong Sigurd, juſt ſom det ringede til Højmesſe i Chriſtkirken. Han bad Kongen lade Pengene veje: det ſkede, og det viſte ſig at de beløb ſig til gode fem Merket. Kongen ſpurgte, om hans Brødre havde faaet deres Deel. Sigurd ſvarede, at han havde betalt dem begge. „Det bekræfter ſig da“, ſagde Kongen, „hvad jeg anede, at du var meget rig paa Guld“. Men Sigurd Ranesſøn fortalte nu, hvorledes alt ſammen var gaaet til, at Kongerne havde eftergivet ham deres Deel, og at dette var det ſamme Guld, ſom han havde tilbudt dem. „Da vil jeg“, ſagde Kongen, „ogſaa ſkjenke dig det paa det Vilkaar, at du, om der opkommer nogen Uenighed mellem mig og mine Brødre, bliver min Ven“. Sigurd ſvarede: „jeg ønſkede helſt, at der aldrig opſtod nogen Tviſt mellem eder, og jeg vil eder alle tre vel; men hvor meget Gods der end er paa Spil, ja om det gjelder mit Liv, vil jeg ikke, ſaa længe jeg lever, agte nogen Mand her i Verden højere end Kong Eyſtein“. Da ſvarede Kong Sigurd: „jeg vilde ſtaa alt for langt tilbage for dem, hvis jeg modtog disſe Penge: nu vil jeg give dig dem, om du end ikke lover mig noget Venſkab“. Sigurd Ranesſøn takkede Kongen med megen Blidhed for denne Gave og al anden Hæder, han havde viiſt ham. Han indbød Kongen til at ſpiſe hos ham den ſamme Dag, med ſaa mange Mænd, han ſelv vilde. Kongen lo — bede at komme.

Da Mesſen var til Ende, gik Kong Sigurd med 60 Mand til Sigurd Ranesſøns Gaard. Da de kom ind i Drikkeſtuen, fandt de den herligt ſmykket med Tjeld og Vaaben. Der hang Skjolde rundt om paa Veggene, og det Hele tog ſig ſaa godt ud, at Kongen ſelv og alle hans Mænd beundrede det. Gjeſtebudet var prægtigt, og varede den hele Dag. Sigurd Ranesſøn og hans Mænd gik omkring og ſaa Gjeſterne til gode; de bare Drikke ind, og alt andet, ſom kunde behøves. Engang, medens de vare ude, og Kongen var alene med ſit Følge, ſagde Kong Sigurd til ſine Mænd: „naar ſaa I nogenſinde ſlig Pragt i en Lendermands Huus? Den findes neppe i en Konges Herberge; han har det i alle Dele prægtigere“. Bergthor Bolt ſvarede: „her findes tilvisſe gode Vaaben og ſmukke Prydelſer, men den ſtørſte Hæder for ham vilde være, om han ſelv ejede nogen af disſe Koſtbarheder, og ikke havde laant alt ſammen“. Kongen vrededes og ſagde: „juſt derved aabenbarer ſig bedſt Mandens Venneſælhed, idet han faar laant af Andre alt hvad han vil; ſaadan Tale er ondſkabsfuld“. Sigurd Ranesſøn kom i det ſamme ind i Stuen. Han havde hørt, hvad der var talt. Da det ringede til Aftenſang, vilde Kongen gaa. Sigurd gav ham herlige Gaver, og bad ham efter Aftenſangen at komme tilbage igjen for at drikke Chriſti Minde. Kongen gjorde ſaa. Men da han og hans Mænd traadte ind i Stuen, vare alle Skjolde borte, undtagen et gammelt Ridderſkjold, der tilligemed en gammel Kaabe hang ved Skjenkebordet. Kong Sigurd ſagde: „her er foregaaet en ſtor Forandring medens vi vare borte!“ „Ja“, ſvarede Sigurd Ranesſøn, „det gaar ſom ſædvanligt, at enhver vil have ſit; ingen af Skjoldene her tilhører mig, og det kommer an paa eders Dom, om jeg endog kan tilegne mig det ene, ſom hænger tilbage der henne. Sammenhængen dermed er følgende: vi ledſagede eders Fader, Kong Magnus, paa hans ſidſte Tog til Irland, og gjorde hiin ukloge Landgang; da kom en uhyre Hær af Irer imod os og der ſtod, ſom I veed, en Kamp, hvor den ſtore Ulykke hændte, at eders Fader Kong Magnus, Stallaren Eyvind Alboge og mange andre brave Mænd faldt; de øvrige toge Flugten, og Enhver løb ned til Skibene, ſom han bedſt kunde; jeg tror dog ikke, at jeg var den førſte blandt de flygtende. Da de kom ned til Skibene, var der en dyb Sump paa Strandbredden; de, i hvis Vej den laa, ſøgte at ſpringe over den; dette lykkedes nogle, andre ikke, og de ſom ej kom over, gjennemboredes af Spydsodde. Da vi nærmede os Sumpen, ſaa jeg en Mand rende foran mig: han havde hiint Skjold paa Ryggen og hiin Kaabe om ſig. Da han ſaa, at det ikke gik ſaa godt for de Andre at komme over Sumpen, kaſtede han førſt Skjoldet, ſiden ſled han Kaaben af ſig; han havde en guldbremmet Silkehue paa Hovedet, og jeg ſyntes endda det var ſtore Ting, at han beholdt den: Manden forekom mig at være Bergthor Bokk; men Vidkunn Jonsſøn maa vide det, thi han var tilſtede, da jeg jog Kaaben og Skjoldet op, thi jeg havde før intet Skjold havt under Kampen. Siden har jeg forvaret dette Skjold, og nu ſtaar det til eder at dømme, om jeg eller Bergthor ſkal beholde det. Kongen ſvarede kort og haſtigt: „behold du det“, og gik bort, men Bergthor blev meget vred.

Saaledes endtes denne Strid, der kunde have haft ſaa farlige Følger, til alles Tilfredshed, ved Sigurd Ranesſøns ædelmodige Føjelighed. Men mellem Sigurd og Eyſtein var der fra den Tid af ikke ſaa godt Forhold ſom for, ſkjønt det dog ej kom til Krig[21]. Et Beviis paa den Skinſyge, ſom Sigurd nærede mod Eyſtein, og ſom end mere opflammedes ved Eyſteins Optræden mod ham til Fordeel for Sigurd Ranesſøn, havde man netop under disſe Stridigheder, da Sigurd, efter at have ſeet ſit Søgsmaal to Gange afviiſt, tilbragte Vintren (1114—1115) i Kongehelle, beſkjeftiget, ſom det nedenfor ſkal viſes, med alſkens Bygnings-Arbejder, og ventende paa næſte Froſtathing, for at faa Sigurd Ranesſøn fældet. Eyſtein havde, ſom ovenfor nævnt, tilbragt den foregaaende Vinter (1113—1114) paa Øſtlandet, fornemmeligt i Sarpsborg. En mægtig Bonde, ved Navn Olaf i Dal, der boede paa den nær liggende Gaard Dal i Aamurd (omtrent det nuværende Borge Sogn) havde ſamme Vinter opholdt ſig længe i Byen med ſin ſmukke, forſtandige og meget underholdende Datter Borghild. Eyſtein havde fundet meget Behag i hendes Selſkab, hun havde haft lange Samtaler med ham, og dette Forhold gav Anledning til megen og mange Slags Snak. Dette kom Borghild for Øre, og hiin ærgrede ſig ſaaledes derover, at hun beſluttede at fralægge ſig alle Beſkyldninger ved Jernbyrd. Akten foregik i Sarpsborg den følgende Vinter, medens Kong Sigurd var i Kongehelle. Hun faſtede, ſom foreſkrevet, bar Jernet, og beſtod Prøven godt. Men aldrig ſaa ſnart fik Sigurd dette at bore, førend han ſteg til Heſt og red afſted i en ſaa raſende Fart, at han tilbagelagde de to ſtive Dagsrejſer mellem Kongehelle og Aamurd paa en eneſte Dag. Han kom om Natten til Dal, og bortførte Borghild ſom ſin Frille. Dette kan alene have været for at trodſe og fornærme Kong Eyſtein, paa hvem han var ſaa opbragt. Han havde med Borghild en Søn, Magnus, der ſattes til Opfoſtring hos Vidkunn Jonsſøn paa Haalogaland[22].

Endnu i ſamme Aar, da Søgsmaalet mod Sigurd Ranesſøn blev bilagt[23], blev Kong Olaf ſyg, og døde, den 22de December 1115, kun 15 Aar gammel. Kong Sigurd ſkal nogen Tid forud have haft en Drøm, ſom Eyſtein udtydede for ham ſaaledes, at Olaf ſkulde dø førſt af dem, og finde en god Modtagelſe i Himmerige, derpaa ſkulde han ſelv, Eyſtein, følge efter, og blive mindre venligt modtagen, og endelig Sigurd, der ſkulde leve længſt, efter at have gjennemgaaet haarde Tilſkikkelſer. Beretningen maa ſtaa ved ſit Værd; Drømmen ſelv har vel meget Prag af at være ſammenſat efter de Begivenheder, hvorom den ſkulde varſle[24]. Kong Olaf beſkrives ſom høj af Væxt og ſmuk, munter, omgængelig og venneſæl. Hans Lig blev begravet ved Chriſtkirken, og hans Død blev meget begrædt[25].

  1. Morkinſkinna fol. 26 a; Fornm. Sögur S. 29. Løven kaldes her „hit úarga dýr“.
  2. Sigurds Saga Cap. 37, Snorre Cap. 25. Begivenheden fortælles blandt de ſenere Tildragelſer i Sigurds Liv, men dog heller ikke ſaaledes, at der jo kan være ſigtet til en tidligere Hændelſe.
  3. Om Skjaldvar, ſe ovf. S. 458. Sigurd Ranesſøn og hans Broder Ulf Ranesſøn ere oftere nævnte. Fljod, hvorefter Ivar benævnes, kaldes nu Flø, i Skatvid Sogn.
  4. Paa Ulſter, tilføjer Morkinſkinna; hvorledes dette ſkal forſtaaes, er ovenfor viiſt S. 550.
  5. At det var i Sarpsborg, nævnes ikke paa dette Sted i Sagaen, men vil nedenfor ſees.
  6. Sagaen nævner Vaaren, men da den ſelv ſtrax efter lader Froſtathinget, der holdtes om Sommeren, være forbi en Maaned efter Eyſteins Ankomſt til Nidaros, maa han førſt om Sommeren være rejſt fra Viken, hvilket ogſaa fremmet med hvad der nedenfor vil-blive anført. Forreſten er det merkeligt, at Sigurd paa denne Tid var nordenfjelds, medens Eyſtein var ſøndenfjelds. Sandſynligviis var Sigurd endnu ikke dragen ſydover efter den ſtore Hyldingsrejſe, han ved ſin Hjemkomſt foretog rundt om i Landet, ſe ovf. S. 595.
  7. Rygtet om Inges Nærmelſe maa dog være overdrevet, da han førſt ſenere ſamlede en Hær og kom til Kvaldensø, ſe ovf. S. 533.
  8. Saaledes Morkinſkinna. I Sigurd Jorſalafarers Saga Cap.29 ſtaar „Kepſesø“. Beliggenheden af denne Ø, hvor der, ſom man ſeer, holdtes et Hereds- eller Fjerdings-Thing, er endnu ikke udfunden; man er ikke engang vis paa, hvilken Navnform er den rette. Hvis „Kepſes-Ø“ er den rette Form, kunde man maaſkee, ſom enkelte have gjort, tænke paa Kofsø i Senjen; dog ſkulde man ſnarere formode at Stedet er at ſøge ſydligere, i Nærheden af Steig. Det kommer her ellers meget an paa, om Haalogalands Inddeling i to ſydlige Halvfylker og et nordligt Fylke, Throndenes-Fylke, allerede paa denne Tid havde fundet Sted; dette er dog neppe ſandſynligt.
  9. Det kan dog ikke have været langt ſøndenfra, ſiden man kun havde 14 Dage at løbe paa. Det maa alene have været fra de nærmeſte Egne af Thrøndelagen. Naar det ſtrax efter heder at Kongen foruden Haaleyger indſtevnede Naumdøler, maa dette alene anſees for en Uregelmæsſighed.
  10. Disſe Ord ere merkelige, thi de viſe, ſom allerede ovenfor berørt, at der paa den Tid ej var Tale om mere end tre Thingforeninger.
  11. Maaſkee det har bidraget noget til Irernes Føjelighed, at Muirkertach, ſom de irſke Annaler berette, paa denne Tid (i 1114) var bleven ſaa farlig ſyg, at han endog fraſagde ſig Regjeringen (den han dog ſiden tog tilbage) og Diarmid O’Connor lige for hans Øjne gjorde ſig til Herre i Munſter, medens hans Fiende Donald O’Lochlan herjede andenſteds i hans Rige.
  12. Han maa nemlig være fød ſtrax efter 1090, ſe hans Levnetsbeſkrivelſe i Folio-Udgaven af Snorre, III. Bind. Han var neppe endnu bleven Preſt i 1114.
  13. Einar kalder Ivar her „den tyndfingrede“ (fingrmjórr), hvilket, ſom der tilføjes, var et Øgenavn, man havde ſat paa ham.
  14. Sandſynligviis ude paa Øren, hvor Ørethinget ſtundom holdtes.
  15. D. e. den af Harald Haardraade opførte.
  16. Om Sigurd Sigurdsſøn, ſe ovf. S, 548 Anm.; han omtales der ſom en af Magnus Barfods Ledſagere. Gaarden Hvitaſtein har maaſkee varet Hvitſten i Veſtby, paa Follo. I Fagrſkinna Cap. kaldes hans Fader en Søn af Nevſtein; denne Nevſtein var maaſkee den ſamme, ſom var gift med Harald Haardraades Syſter Ingerid, og Fader til Gudrun, Skule Toſtigsſøns Huſtru, ſe ovf S. 447.
  17. Om Sven Bryggefod, Lendermand i Viken, ſe ovf. S. 490.
  18. Han meente hermed, og med Rette, at den nye Lovbeſtemmelſe, ſom Kong Sigurd fik indført, ikke burde have tilbagevirkende Kraft.
  19. Beſtemmelſen er ikke udtrykkelig indtagen i den nu forhaandenværende Text af den ældre Froſtathingslov.
  20. Da en Mark Guld regnedes ligt med 8 Merker Sølv, bliver den hele Sum lig med 120 Merker Sold, eller i vore Penge henved 1100 Speciedalere. Men da Pengenes Værd i hine Dage var det fleerdobbelte af det nuværende, bliver Summen i ſig ſelv langt betydeligere.
  21. Beretningen herom ſkrides fuldſtændigt i Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke, Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 27—36. Den findes og, ſkjønt ikke fuldt ſaa omſtændelig, i Morkinſkinna, fol. 28, 29. Hos Snorre findes den Cap. 2i, men højſt ufuldſtændigt og forvirret. Aarſagen til Kong Sigurds Vrede mod Sigurd Ranesſøn nævnes her ej, og i Stedet for Modet i Nidaros og de trende Thing, Keblø-, Throndenes- og Froſta-Thing, nævnes et Mode i Bergen, Gulathing, et Thing paa Rafniſta i Naumdølafylke (der dog ſiges at ligge i Haalogaland) og 8 Fylkers Ørething i Nidaros. Heller ikke nævnes Kong Olaf, derimod tilgiver Kongen Sigurd Ranesſøn paa Biſkop Magnes og Dronning Malmfrids Forbøn, hvorved Begivenheden rykkes alt for langt ned.
  22. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 22, Snorre Cap. 23. Tidsregningen for alt dette lader ſig beſtemme ved at tage Kong Olafs Død (Decbr. 1115) til Udgangspunkt, og ſammenholde Beretningerne om Søgsmaalet og om Kongeſønnen Magnus’s Fødſel. Olaf døde, heder det, lidt efter at Kong Sigurd havde taget Sigurd Ranesſøn til Naade; dette ſkede altſaa om Sommeren 1115. Den foregaaende Sommer (1114) var Søgsmaalet blevet afviiſt paa Throndenes Thing; den mellemliggende Vinter (1114—15) havde Eyſtein tilbragt i Throndhjem (Cap. 33), og Vintren forud (1113—14) havde han været paa Øſtlandet. Nu heder det derimod i Beretningen om Sigurd og Borghild, at efterat Eyſtein havde tilbragt en Vinter paa Øſtlandet, iſær i Sarpsborg, medens Sigurd var nordenfjelds, begav han ſig nordefter om Sommeren, hvorimod Sigurd den følgende Vinter opholdt ſig i Kongehelle. Da der nu herved temmelig tydeligt gives at forſtaa, at Eyſtein kun tilbragte hiin ene Vinter paa Øſtlandet, kan der følgelig kun vare Spørgsmaal om Vintren 1113—14; en ſenere Vinter kan det ej være, endog af den Grund at Kongeſønnen Magnus da bliver for ung ved Sigurds Død. Ja det er endog et Spørgsmaal, om man ikke burde ſætte alle de her omhandlede Begivenheder endnu et Aar tilbage. Det er nemlig heel ſandſynligt, at Sigurd ej er kommen tilbage til Øſtlandet, førend efter den førſte Vinter, da Tretten mellem ham og Sigurd Ranesſøn opſtod, og det ei: ikke rimeligt at han ſkulde have opholdt ſig et Par Aar i Throndhjem, uden at tage tilbage til ſit egentlige Hjem, Øſtlandet, eller i modſat Fald holde ſit Løfte om den hellige Kors-Relikvie. Forkjærligheden for Kongehelle maa tidligt have betaget ham. Jo ældre man kan faa Magnus ved Sigurds Død, deſto ſandſynligere.
  23. Eller i det følgende, hvis Bilæggelſen af Tretten henføres til 1114.
  24. Drømmen fortælles i Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 20, Snorre Cap. 19, Morkinſkinna fol. 27. a. Om Olafs rette Dødsaar og Angivelſen om hans Alder, ſe ovf. S. 560. De islandſke Kanaler henføre hans Død til tilſi; men det maa erindres at den indtraf i den Periode, da man regnede fra dette Aars Kalendæ.
  25. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 21, Snorre Cap. 18, 22.