Det norske Folks Historie/3/59

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vedtagelſen af Tiende-Ydelſen paa Island anſaaes med Rette ſom et Tegn paa den ſtore Magt, Biſkop Gisſur Isleifsſøn udøvede over de ellers ſaa egenmægtige og ſtolte islandſke Høvdinger. Gisſur var, ſiger den ſamtidige, paalidelige Are frode, „mere afholdt af alle ſine Landsmænd, end nogen anden, ſom vi vide om, af dem der have været her paa Øen, og formedelſt hans Yndeſt, Sæmund frydes Taler, og Markus Lovſigemands Raad, blev det vedtaget ſom Lov, at alle Mænd opregnede og vurderede ſit Gods, og ſvore at Angivelſen var rigtig, enten det nu var i Jordegods eller Løsøre, ſamt ſiden betalte Tiende. Dette er et merkeligt Tegn paa, hvor lydige Indbyggerne vare denne Mand, at han kunde bringe det dertil, at alt det Gods, der fandtes paa Island, blev vurderet rinder Ed, ja Landet ſelv, Tiender udredede, og en Lov derom vedtagen, ſaaledes ſom det ſkal være ſaa længe Landet er bebygget. Han bragte ogſaa en Lov iſtand om at Biſkopsſtolen paa Island ſkulde være paa Skaalholt — før var der ingen faſt Biſkopsſtol —, og han lagde dertil Skaalholts Land og meget andet Gods ſaavel i Land ſom Løsøre[1]. Det viſer ſig ſaaledes at det er et ſandt Ord, naar det i Sagaen om Skaalholts førſte Biſkopper heder at Gisſur baade var Konge og Biſkop over Landet ſaa længe han levede. I hele hans Embedstid herſkede der ogſaa for Størſtedelen Fred og Ro paa Island, og boglige Sysler og Videnſkabelighed begyndte at dyrkes og trives under det nye Lys, ſom det med Chriſtendommen følgende Bekjendtſkab til det ſydlige Europas Lærdom og Litteratur udbredte. Den førſte og ypperſte af disſe Videnſkabsmænd paa land og tillige den, ſom meeſt deeltog i Landets politiſke Begivenheder, var den allerede ovenfor omtalte Sæmund Sigfusſøn, med Tilnavnet frode eller den kyndige. Han hørte til en af Islands mægtigſte Familier, ſaaſom han i fjerde Led og lige nedſtigende Linje ſtammede fra hiin Ulf gode paa Sønderlandet, der udledede ſin Æt ligefra Harald Hildetand, og hvis Søn Runolf Gode i ſin Tid havde været en ſaa ivrig Modſtander af Chriſtendommen og med ſaadan Heftighed forfulgt Hjalte Skeggesſøn[2]. Runolfs Broder Snart fik med ſin Huſtru Helga, en Datter af Thorgeir Aasgrimsſøn fra Tinn i Thelemarken[3], Gaarden Odda paa Sønderlandet, efter hvilken Ætten fik Navnet Odda-Ætten eller Odda-Verjerne. Svarts og Helgas Sønneſøn var Sigfus, og dennes Søn var igjen Sæmund. Allerede paa denne Tid var det blevet temmelig almindeligt og bidrog viſtnok ikke lidet til den fredelige Tilſtand paa Øen, at fornemme Høvdinger modtoge Underviisning og Indvielſe ſom Preſter, for ſelv at kunne forrette Gudstjeneſten for fine Undergivne, ligeſom Goderne i Hedendommen, og komme i Beſiddelſe af den ſtore Indflydelſe, den gejſtlige Værdighed medførte, uagtet de forreſten i Eet og Alt vare verdslige Høvdinger. Saaledes var ogſaa Sigfus paa Odda indviet til Preſt, og han ſendte ſin Søn Sæmund (fød omkring 1056) i en ung Alder til Tydſkland og Frankrige for til Gavns at uddannes for den gejſtlige Stand. Sæmund kom tilbage til Island, ſom det ſynes, henved 1076, tiltraadte ſin Fædrenegaard Odda, og levede fra den Tid af ſom en mægtig Høvding og ſand Videnſkabsmand. Huen tillagde et ikke uſandſynligt Sagn Æren for at have ſamlet, optegnet og opbevaret de ældgamle mythologiſke og heroiſke Kvad, hvilke ellers her, ſom i Danmark, Sverige, Tydſkland og England, ved en overdreven Chriſtendoms-Iver vilde være gangne til Grunde. Samlingen af disſe Kvad har man givet Navnet Edda (Oldemoder), og den kaldes ſædvanligviis efter ham Sæmunds Edda. Han ſkal ogſaa have udarbejdet Annaler, og man veed af flere udtrykkelige Udſagn i vore Kongeſagaer, at han ogſaa beſkjeftigede ſig med disſe, fornemmelig med Tidsregningen, ſandſynligviis for Annalerne[4]. Men end ſtørre Fortjeneſter i denne Henſeende har den kun 12 Aar yngre, og for øvrigt med ham ſamtidige Are Thorgilsſøn, ligeledes kaldet den frode, ligeledes Preſt, og ligeledes hørende til en af Islands fornemſte Ætter. Han var nemlig en Sønneſøn af Høvdingen Gelle Thorkellsſøn, ſom ovenfor er omtalt, og ſom igjen var en Søn af den mægtige Høvding Thorkell Eyjulfsſøn paa Hvam i hans Egteſkab med den fagre Gudrun Uſviversdatter, Kjartan Olafsſøns Elſkede og Bolle den prudes Enke. Thorkell var, ſom tidligere nævnt, en Sønneſøns Søn af Landnamsmanden Olaf Feilan, hvis Fader Thorſtein røde og Farfader Olaf hvile havde været Konger i Dublin og i Skotland[5]. Are var fød i Aaret 1068, og opfoſtredes i ſin Barndom, da Faderen Thorgils var omkommen ved et Ulykkestilfælde, af Bedſtefaderen Gelle; men da denne i ſin høje Alder gjøre en Pillegrimsrejſe til Rom, paa hvilken han døde i-Roeskilde 1075, kom han i 1076 til den anſeede, ligeledes forhen omtalte Hall Thorarinsſøn i Haukadal, ſom dengang var henved 80 Aar gammel, men endnu ved ſin fulde Aandskraft, ſaa at han endog godt kunde erindre, at Thangbrand Preſt døbte ham 1099, da han kun var tre Aar gammel[6]. Hos Hall forblev han i 14 Aar indtil hans Død 1090, dog ſynes han ogſaa at have opholdt ſig af og til, navnlig 1080, hos Teit, Biſkop Isleifs Søn[7]. Hall, der ſelv havde oplevet mange merkelige Begivenheder hjemme og ude, og ſom iſær vidſte god Beſked om Kong Olaf den helliges Bedrifter, da han en Tidlang havde gjort Handelsrejſer i hans Fællig, meddeelte Are, der havde ſærdeles Interesſe for alt ſaadant, mange værdifulde Oplysninger. Mangt og meget erfoor Are ogſaa af Snorre Godes forſtandige Datter, Thurid; men iſær af den mægtige Sidu-Halls Søn, Odd Kellsſøn, der igjen havde ſine Efterretninger fra Thorgeir Afraads-Koll, der boede paa Nidarnes (hvor Staden Nidaros ſiden blev anlagt), dengang Haakon Jarl blev dræbt, fra hvem han vel ſaaledes iſær fik Beſked om Haakon Jarls og Olaf Tryggvesſøns, Bedrifter[8]. Man kjender ikke ſynderligt til Ares øvrige Livsomſtændigheder; ſandſynligviis har han haft Godord, og boet enten paa Helgafell eller Stad, ved Breidafjorden; at han maa have været vel bekjendt med Sæmund frode, og at de maa have indbyrdes meddeelt hinanden Oplysninger, er for ſin Konge, men det var dog kun med yderſte Nød at han undſlap Forfølgerne. Magnus forſøgte ikke at trænge længer frem, men ſejlede ned ad Elven igjen, og drog nord i Viken. Han havde paa dette Tog ikke udrettet andet, end at herje og brænde nogle Bygder for Gauterne. Selv havde han miſtet mange Folk, uden at være kommen ſit Maal et Skridt nærmere. Han havde ſaaledes al Grund til at være misfornøjet med Toget.

Dette var Magnus’s ſidſte Felttog i denne Krig, thi ſtrax efter, heder det, foor der Mænd mellem Kongerne om at de ſkulde ſtifte Fred mellem ſig ſelv indbyrdes og mellem deres Lande. Det ſamme, tilføjes der, ønſkede ogſaa Erik, ſom den Gang var Danmarks Konge — han havde i 1095 efterfulgt ſin Broder Olaf — for ſig og ſit Rige. Det lader ſaaledes til, at Erik har optraadt ſom Megler mellem begge de krigførende Konger, og hertil havde han god Anledning, da det ſpendte Forhold, der nødvendigviis maa have herſket mellem Norge og Danmark ſiden Magnus’s Herjetog i Halland 1096, endnu ikke, ſaa vidt man kan ſee, var bilagt, ſaa at man i Halland hvert Øjeblik kunde vente ſig Angreb af Nordmændene, iſær hvis Krigen kom til at drage ſig nærmere hen mod dets Grændſer. Men det maatte derhos ſaa meget mere være ham magtpaaliggende at faa en fuldſtændig Fred tilvejebragt mellem Nordens trende Folk, ſom han juſt i denne Tid med ſtørſte Iver arbejdede paa Oprettelſen af en ſæregen Erkebiſkopsſtol for Norden[9], hvorved det fornemmelig maatte komme ſaare meget an paa, at det venſkabelige Forhold mellem de tre. Folk og Konger, der var afbrudt ved Magnus’s Krigsforetagender, atter kom iſtand. Magnus vilde dog vel neppe have lyttet til noget Fredsforſlag, hvis hans ſidſte Felttog havde været heldigere. Nei derimod maa man formode, at i det mindſte hans Mænd have fraraadet ham alle yderligere Foretagender mod Sverige, ligeſom vel og Bønderne have knurret temmelig alvorligt over noget nyt Ledings-Udbud. Da ſaaledes Kongerne Erik og Inge, ſom Sagaen udtrykker ſig, lode Magnus hilſe og anmode om, ikke at eftertragte deres Riger, imod at de paa ſin Side forbandt ſig til at lade hans Rige i Fred, blev der til Sommeren aftalt et Mode ved Landemerket, i Gaut-Elven[10], hvor alle tre Konger perſonligt ſkulde indfinde lig, og hvortil de tilſagde hinanden gjenſidig Sikkerhed. Det faldt af ſig ſelv, at alle Krigsforetagender imidlertid ſkulde hvile. Til den beſtemte Tid kom da, ſom der ſtaar, Kong Magnus nordenfra, Kong Erik ſøndenfra, og Kong Inge ovenfra. Da Thinget var ſat, gik de tre Konger et Stokke bort fra deres Mænd, frem paa Pladſen, og, ſiger den ældſte Sagaberetning, de havde neppe ſamtalet i ſaa lang Stund ſom kunde kaldes en halv Bord-Stund, førend de alle vare forligte og alle tre Riger i Fred; enhver af dem ſkulde beſidde ſin Ætte-Jord ubeſkaaren; enhver af dem ſkulde ſelv erſtatte ſine Underſaatter den Skade, de havde lidt, og Kongerne ſelv ſkulde nærmere jevne alt mellem ſig ſom det bedſt kunde ſkee til alles Behag. Den vigtigſte Betingelſe for Freden var dog nok den, at Kong Inge forpligtede ſig til at give Magnus ſin Datter Margrete til Egte med de omtviſtede Landſkaber i Medgift[11]. Derved erhvervede Magnus den perſonlige Beſiddelſe af disſe, ſaalænge Egteſkabet vedvarede, og den vilde ogſaa komme til at nedarves paa deres fælles Børn. For øvrigt ſkal man hiine taget Fredsſlutningen 1019 mellem Olaf den hellige og Olaf Skotkonung til Mønſter. Magnus fæſtede ſtrax Margrete, og ſaaledes, heder det, bleve de ſtørſte Fiender paa en kort Stund til de bedſte Venner, og vendte aldeles forligte tilbage til deres Mænd. Der fortælles, at medens Kongerne ſtode afſides paa Pladſen og ſamtalede, ytrede deres Folk, der ſtode omkring, at man vanſkelig vilde kunne opviſe tre andre Høvdinger af et ſaa anſeeligt Udvortes. Inge, den ældſte, højeſte og føreſte, ſaa ærværdigſt ud, Erik var den fagreſte, og af hans Aaſyn lyſte der ſtørſt Godmodighed; Magnus var den belevneſte, ridderligſte og meeſt krigerſke at ſee til. Alle tre vare ſmukke, majeſtætiſke og veltalende. ſiden gjorde det muligt at optegne Sagaer, ligeſom ikke engang Are ſkrev ſit Verk, førend efter denne Tid, nemlig, ſom han ſelv ſiger, i 1120. Da man aabenbart kan ſpore en vis Forſkjellighed mellem de i Norge og de paa Island ſkrevne Bøger eller Breve, endog de ældſte, og denne Forſkjellighed ikke lader ſig forklare af Dialektafvigelſer alene, men aabenbart maa tilſkrives forſkjellige orthografiſke Syſtemer og Traditioner, kan man ej antage, at man til Lovnedſkrivnings-Arbejdet paa Island i 1117 hentede Folk fra Norge, men at kyndige Folk i Landet ſelv angave de Regler, man havde at følge. Disſe kyndige Mænd kunne da neppe have været andre, end Are, og en vis Thorodd Runemeſter, hvilke i Forening ſkulle have udarbejdet en orthografiſk Afhandling, i Lighed med den latinſke Grammatiker Priſcians Skrift[12]. Dette bliver ſaa meget ſandſynligere, ſom man i det ældſte islandſke Skrift finder Spor af omhyggeligere orthografiſk Studium og et ſtrengere og mere gjennemført Syſtem end i de ældre norſke Optegnelſer, hvor man alene ſynes at have ladet ſig lede af Øret, uden beſtemte Regler, men ſom derfor ogſaa give en ſikrere Ledetraad til at beſtemme Udtalen. Are frode fortjener derfor visſelig i Forening med Sæmund frode, men i højere Grad end han, at kaldes den egentlige Grundlægger af Norrønalitteraturen, ſom inden Aarhundredets Slutning allerede havde naaet en Blomſiringstilſtand, der ſøgte ſin Lige i hele Chriſtenheden.

Da Biſkop Gisſur havde beklædt ſit Embede i henved 20 Aar, fremſatte Indbyggerne af Nordfjerdingen Bøn, at de maatte faa en egen Biſkop. Herved have de vel nærmeſt tænkt paa deres egen Bekvemmelighed, men de angave ogſaa ſom Grund, at Landet neppe nogenſinde vilde komme til aldeles at ſavne en Biſkop, naar det havde tvende Biſkopsſtole. Da Skaalholts Biſkopsſtol nu, ſiden Tiendens Indførelſe, havde faaet en ſaadan Forøgelſe i Indtægter, at den godt kunde taale at afgive en betydelig Deel, ſamtykkede Gisſur i Nordlændingernes Ønſke[13], og der beſtemtes at en Biſkopsſtol ſkulde oprettes for Nordlandet (1105). Til Biſkop valgtes den forhen omtalte Preſt Jon Agmundsſøn, Isleifs Diſcipel, og Datterſøn, af Egil Siduhallsſøn. Jon, fød omkring 1050, havde i ſin Ungdom, efter modtagen Indvielſe ſom Diaconus, været udenlands at ſtudere, han kom lige til Rom, og tog Hjemvejen over Frankrige, hvor han efter en juſt ikke ſynderlig paalidelig Beretning ſkal have truffet ſin Frænde Sæmund frode, og faaet ham med ſig tilbage til Hjemmet[14]. Paa Hjemrejſen havde han ogſaa beſøgt Danmark, hvor han engang i Kong Sven Ulfsſøns og den hhele Hirds Paahør udmerkede ſig ved at gaa hen til Alteret og læſe Mesſe, da den forrettende Preſt var daarlig til at læſe, og vakte Latter og Forargelſe. Han maa altſaa udenlands være bleven indviet til Preſt. Om Jons Ophold i Norge Vintren 1096—1097, og den mægtige Virkning, hans Tale gjorde paa Kongen og Sigurd Ullſtreng, er ovenfor talt[15]. Da han var bleven valgt til Biſkop, begav han ſig ſtrax til Danmark, for at modtage Indvielſen af Erkebiſkop Asſur, men da denne, ved at høre at Jon to Gange havde været gift, ikke vovede at indvie ham uden Pavens Samtykke, maatte Jon anden Gang drage til Rom, hvor Pave Paſchalis II gav ham Dispenſation; derefter blev han indviet af Asſur, 29de April 1106. Da han kom tilbage til Island, havde han Vanſkelighed nok ved at finde et Sted, hvor han kunde opſlaa ſit Sæde. Nordlændingerne havde vel lovet at overlade ham en god Gaard dertil, men da det kom til Stykket, undſloge alle ſig, undtagen en Preſt, Illuge, der tilbød ſin Fædrenegaard, Hole i Hjaltadal i Skagafjorden. Her oprettedes nu Biſkopsſtolen for Nordlandet paa Island. Dens Diſtrikt indbefattede kun denne Fjerding; de tre øvrige dannede Skaalholts Biſpedømme. Hole Biſkopsſtol var ſaaledes i Førſtningen meget fattig, men Biſkop Jon erhvervede ſig ſnart en ſaadan Anſeelſe ved ſin Nidkjerhed og aſketiſke Strenghed, at han endog i levende Live kom i Ry for Hellighed, og mange deels ſkjenkede betydelige Gaver til Biſkopsſtolen, deels byggede ſig Huſe og Hytter i Nærheden, for at kunne høre ham dagligt og indrette deres Liv efter hans[16]. Han byggede Kathedralkirken paa Hole, og oprettede en Skole, hvor Ungdommen oplærtes i Latin, Digtekunſt (det vil ſige latinſk Verſifikation) og Muſik. I ſin hellige Iver gik han dog visſelig i mange Stykker for vidt, for ſaa vidt ſom han ſøgte at afſkaffe flere gamle, i ſig ſelv uſkyldige Skikke, der enten havde Hentydning til Hedendommen, eller forekom ham alt for verdslige. Saaledes forfulgte han ej alene alſkens Trolddom, Dagvælgerier o. ſ. v., men han forbød den hidtil ſædvanlige Afſyngen af Kjærlighedsviſer (Mansöngsvisur) under Datids, og fik aldeles afſkaffet den hidtil, og i Norge ſaavel ſom det øvrige Norden fremdeles brugelige Maade, at benævne Ugedagene efter de gamle Guder. I dens Sted indførtes den latinſk-kirkelige Benævningsmaade, nemlig „Drottensdag“ (d. e. dominica) for „Søndag“, Anden-, Tredie-, og Femte-Dag (feria 2da, 3tia, 5ta,) for Mandag, Tirsdag, Thorsdag; Onsdagen, der ogſaa kaldtes „Midvikedag“, fik beholde dette Navn, ſom uſkyldigt; ligeledes Løverdagen, der ſædvanligen kaldtes „Thvaattdag“; Fredagen kaldtes „Faſtedag“. Denne Benævnelſesmaade er ſiden hans Tid bleven den eneherſkende paa Island og i alle af Islændinger forfattede Skrifter; i Norge indførtes den derimod ej. Hvor mange lige ſaa uſkadelige, langt interesſantere, Skikke og Erindringer fra Oldtiden maa ikke Biſkop Jon ved ſin mere velmeente end forſtandige Religionsiver have bragt i Forglemmelſe! Det var en heldig Tilſkikkelſe, at Mænd ſom Sæmund og Are levede paa ſamme Tid og kunde danne ham en Modvegt.

Allerede førend Biſkopsſtolen paa Hole oprettedes, og ſandſynligviis i Anledning af Tiendens Indførelſe, havde Biſkop Gisſur ladet foretage en almindelig Optælling af de Bønder paa Øen, der havde at udrede Thingfarekjøb, d. e. Underholdningspenge for de til Althinget opnævnte Mænd, altſaa ſkattepligtige Borgere. Der befandtes da at være paa Øſterlandet 840, paa Sønderlandet 1200, paa Veſterlandet 1080, og paa Øſterlandet 1440, tilſammen 4560, hvilket vel kan antages at betegne en Folkemængde af omtrent 50000 Menneſker, eller den ſamme Befolkning, ſom nu findes paa Øen[17]. I alle disſe Foretagender havde Gisſur upaatvivlelig god Biſtand af de daværende dygtige Lovſigemænd, Markus Skeggesſøn, (1084—1107), Ulfhedin Gunnarsſøn, (1108—1116) og Bergthor Ravnsſøn (1117—1123)[18]. Det var den førſte Sommer, da Bergthor fremſagde Loven, at det blev vedtaget, at Loven ſkulde optegnes ſkriftligt den følgende Vinter, under Tilſyn af Bergthor ſelv og andre dertil udvalgte, forſtandige Mænd, der ogſaa fik Fuldmagt til at foretage de Forbedringer, de anſaa nødvendige, dog under Forbehold af at Lagretten paa det følgende Aars Althing ſkulde godkjende dem. Det beſtemtes tillige, at Nedſkrivningen ſkulde ſkee hos den mægtige Høvding Havlide Maarsſøn, paa Breidabolſtad i Veſterhop ved Hunafjorden (i Nordfjerdingen), en Søn af hiin Maar Hunrødsſøn, der var Væring i Conſtantinopel ved Harald Haardraades Ankomſt[19], og en Frænde af den ſidſte Lovſigemand, Ulfhedin Gunnarsſøn[20]. At Are og Sæmund frode ved denne Lejlighed bleve tagne paa Raad med, og vare blandt hine kyndige Mænd, hvem Opſigten med Arbejdet betroedes, maa ſaa godt ſom nødvendigviis antages. Det lader dog ikke til, at man den førſte Vinter naaede at ſkrive den hele Lovbog, da Are kan nævner Vigſloden (Mandhelgebolken) udtrykkeligt. Den førſte Vinters Arbejde blev af Preſter, endnu de eneſte Skrivekyndige, oplæſt i Lagretten paa Lagthinget 1118, og eenſtemmig vedtaget. Det ſamme er vel ſiden ſkeet med de øvrige Afdelinger; og det er i denne Skikkelſe, at den ældre islandſke Lov, ſædvanligviis benævnt Graagaaſen, gjennem tvende meget gamle Haandſkrifter er bleven os opbevaret[21].

Samme Aar, da det paa Althinget vedtoges at Loven ſkulde optegnes, blev den gamle, ærværdige Biſkop Gisſur ſaa ſyg, at han maatte lægge ſig til Sængs, og forudſaa ſin nær foreſtaaende Død. Da han ſelv ikke kunde komme til Althinget, ſendte han Bud til ſine Venner og de øvrige Høvdinger, at de ſkulde anmode Preſten Thorlak Runolfsſøn, en Sønneſøn af Thorleik, Broder af Hall i Haukadal, om at drage udenlands for at lade ſig indvie til Biſkop i hans Sted. Thorlak undſkyldte ſig med ſin Ungdom da han kun var 32 Aar gammel, men lod ſig dog overtale, og blev i Aaret 1118 indviet af Erkebiſkop Asſur den 28 April, 30 Dage før Biſkop Gisſurs Død (28de Mai). Han døde, 76 Aar gammel, med barnlig Fromhed og chriſtelig Ydmyghed, ſaa at han erklærede ſig uværdig til at begraves ved Siden af ſine Fædre[22]. „Saa mange Taarer,“ ſiges der, „faldt ved Biſkop Gisſurs Endeligt, at det aldrig gik dem af Hu, der fældte dem, ſaa længe de levede; og alle vare enige om, at hans Tab vilde vorde uerſtatteligt; det har ogſaa været alle forſtandige Mænds Mening, at han ved Guds herlige Gave og ſine egne ypperlige Evner har været den gjæveſte Mand paa Island af baade Læge og Lærde[23]. Biſkop Jon overlevede ham tre Aar, thi han døde den 23de April 1121. Han blev ſenere optagen blandt Helgenernes Tal. Hans Eftermand, Ketil Thorſteinsſøn, Sønneſøn af Eyjulf paa Madrevalle, Gudmund den mægtiges Søn, var en udmerket Mand ſaavel fra Hovedets ſom Hjertets Side, men hans tidligere Færd giver dog det bedſte Beviis paa, hvor vanſkeligt endnu den gamle Lyſt til Selvtægt og Hevn lod ſig udrydde hos Øens Høvdinger, endog dem, der havde valgt den gejſtlige Stand, og hvor lidet det verslige Høvdingdømme kunde forenes med egte preſtelig Vandel. Ketil var gift med Gro, en Datter af Biſkop Gisſur, og elſkede hende højt. Men da en vis Gudmund Oddesſøns Fiender hviſkede ham i Øret, at denne ſøgte at forføre hans Huſtru til Utroſkab, lød Ketil ſig, trods ſin gejſtlige Værdighed, forlede af Skinſyge til at angribe Gudmund paa alfar Vej. Men Gudmund forſvarede ſig godt, blev Ketils Meſter, og ſtak det ene Øje ud paa ham. Ketil ſagſøgte ham, men Gudmund-s formaaende Venner hindrede Søgsmaalet fra ak faa Fremgang, og Ketil høſtede kun Skam deraf. Dette bar formodentlig bragt Ketil til at gaa i ſig ſelv; thi han viſte ſidenefter lige ſaa ſtor chriſtelig Forſonlighed, ſom han førhen havde viſt ſig voldſom og hevngjerrig. Da det gik ud med Gudmund, ſaa at han trængte til Andres Hjelp, indbød Ketil ham til ſig, og ſørgede før ham, ſaa længe han levede. Fra den Tid af troede ogſaa Ketil, der hidtil havde havt megen Modgang, at ſpore en Omſkiftning i ſin Lykke; alt gik nu heldigere for ham[24].

Med Biſkop Gisſurs Død ophørte den lange, fredelige Periode paa Island. Det er tydeligt nok at ſee, at det ene var hans overlegne Aand og ubegrændſede Indflydelſe, ſom holdt de mægtige Høvdinger i Tømme. Stof nok til Kiv var der altid, iſær efter at Ejendommene tilligemed Godordene mere og mere ſamlede ſig i enkelte overmægtige Familiers Hænder, thi disſes Hoveder optraadte da næſten med fyrſtelig Magt og fyrſtelig Fejdelyſt. De førſte alvorlige Uroligheder, ſom fandt Sted efter Biſkop Gisſurs Død, forefaldt allerede i det følgende Aar mellem den forhen nævnte Havlide Maarsſøn, og en anden ikke mindre mægtig og højbyrdig Høvding, Thorgils Oddesſøn, paa Stadarhol ved Breidafjorden[25]. En af Havlides Frænder, ved Navn Maar, et voldſomt, ondſkabsfuldt Menneſke, havde begaaet flere Drab. Thorgils paatog ſig at paatale et af Drabene, og Havlide forſvarede Maar. Det kom til et Forlig, hvorved Maar dømtes til at udrede betydelige Pengebøder; men ſiden ſkede der flere gjenſidige Drab mellem deres Underhavende, og da Sagen paany kom fore paa Althinget (1120), mødte baade Havlide og Thorgils frem bevæbnede, og med ſtore Skarer af Venner og Tilhængere. Havlide vilde jage Dommerne fra hinanden, men Thorgils gjorde Modſtand, og det kom til et Slagsmaal, hvorved Thorgils ſaarede Havlide i Haanden, ſaa at en Finger gik af. Herover blev Thorgils dømt fredløs (Skogarmand), hvilket han dog ikke ændſede, men ſamlede ved ſin Hjemkomſt fra Thinget flere hundrede Mænd om ſig til ſit Forſvar. Havlide ſamlede ligeledes Folk, for at bringe Dommen i Udøvelſe, men Thorgils og hans Mænd forſvarede de Bjergpasſe, gjennem hvilke Havlides Vej faldt, ſaa godt, at han maatte vende tilbage med uforrettet Sag. Det følgende Aar (1121) red Thorgils, trods Fredløshedsdommen, til Althinget ſom ſædvanligt, trodſende paa ſit ſtore Følge af Bevæbnede. Havlide og hans Svoger Hall Teitsſøn holdt ſig derimod rede til at hindre Thorgils fra at naa Thingpladſen; deres Styrke var ikke ringere end 1400 Mand. Thorgils, ſom kun havde 800, hvoriblandt de fleſte Høvdinger fra Veſtfjordene, lod ſig dog ikke afſkrække fra at ſøge Thinget, og det ſaa nu ligeſt ud til, at det vilde komme til et formeligt Slag, ſtørre end der nogenſinde havde ſtaaet paa Øen. Imidlertid forſøgte fredelſkende Mænd, navnlig Biſkop Thorlak og Sæmund frode, at mægle Fred. Biſkoppen truede endog med at ſætte Havlide og hele hans Flokk Ban. Men Havlide vilde ikke høre om andet end Selvdom. Herimod havde Thorgils intet at indvende, naar der kun ikke var Tale om Fredløshed, Forviisning fra Hjemmet, eller Godordstab. Men det var at formode, at dette netop var hvad Havlide vilde fordre. Da gik den nys omtalte Ketil Thorſteinsſøn, ſom da endnu ikke var bleven Biſkop, ſeent en Aften til Havlide, formanede ham til Forſonlighed, foreholdt ham ſit eget Exempel, og hvorledes Alt var gaaet ham heldigere fra den Dag af, da han tilgav ſin Fiende. Dette virkede ſaa godt paa Havlide, at han ſtrax blev mildere ſtemt, og ytrede at han ikke vilde have nogen anden til Biſkop i Jons Sted, end Ketil, ſkjønt det ellers næſten var beſtemt, at Valget ſkulde falde paa ham ſelv. Forliget kom virkelig iſtand paa de mindeligere Vilkaar, ſom Thorgils havde fordret, medens Havlide dog beholdt Selvdom for ſin Hæders Skyld; Thorgils’s Fredløshed blev ophævet; han og Havlide gave hinanden gjenſidigt Gaver, og bleve gode Venner, ſaa længe de levede[26].

Høſten, Vintren og Sommeren efter Biſkop Gisſurs Død hjemſøgtes Island af forfærdelige Uvejr, hvorved en Mængde Skive, der ſkulde bringe Landet Tilførſel (man regner ikke færre end 40) forgik i Søen. Følgen heraf var en frygtelig Dyrtid og Hungersnød, hvoraf ſaa mange Folk døde, at Sæmund frode paa Thinget 1120 erklærede, at lige ſaa mange Folk vare døde, ſom der fandtes ved det dengang meget talrige Thing[27]. Disſe Landeplager, i Forbindelſe med Fejderne mellem Høvdingerne, undlod mangen from Sjæl neppe at ſætte i Forbindelſe med Gisſurs Død, ſom om den Velſgnelſe, hans fromme Vandel udbredte over Landet, nu var ophørt. Og viſt er det, at fra den Tid af begyndte Fejder og Uroligheder at herſke paa Island i ſtørre Maaleſtok end forhen, ſaa at det udmattede Folk efter halvandet Aarhundredes Forløb ikke fandt ſin Frelſe uden ved at underkaſte ſig Norges Konge.

  1. Are frodes Islendingabok Cap. 10.
  2. Se herom ovenfor I. 2. S. 317, 355. Sæmunds Slægtſkabsforhold angives bedſt i Njaals Saga Cap. 26. Jvfr. Landnaama V. 3, 6.
  3. Thorgeir var en Broder af Thorſtein Aasgrimsſøn Tjaldſtøding, ſe ovenfor I. 1. S. 502, 540.
  4. Alt, hvad der vides om Sæmund frode, er nøjagtigt ſamlet i Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie I. S. 198—200. Der handles ogſaa om de fabelagtige Sagn, der berettes om ham i Jon Biſkops Saga.
  5. Se ovf. I. 2. S. 451, 702.
  6. Om Hall i Haukadal, ſe ovf. I. 2. S. 347.
  7. Han kalder ham nemlig udtrykkelig ſin Foſterfader, og ſiger at han opholdt ſig hos ham, da Isleif døde.
  8. De her meddeelte Oplysninger om Are frode findes deels i hans eget Verk, deels i den Indledning, Snorre Sturlasſøn har forudſkikket ſaavel ſin Bearbejdelſe af Kongeſagaerne, ſom Olaf den helliges Saga. Are ſelv angiver Halls Alder til 94 Hun. Da han udtrykkeligt ſiger, at Thangbrand døbte ham treaarig, Aaret før Chriſtendommen blev lovtagen paa Island, altſaa 999, hvilket klar ogſaa af andre Grunde ſees at være det rette, maa han være fød 996, hans Død falder ſaaledes i 1090. Are, 12 Aar gammel i 1080, altſaa fød 1068, kom til Hall 7 klar gammel, i Begyndelſen af 1076, og var hos ham 14 Aar, til hans Død, 1090. Om Thorgeir Afraadskoll ſe ovf. I. 2. S. 258.
  9. Se herom ovenfor S. 418, 419.
  10. Saaledes Morkinſkinna og Fagrſkinna. Magnus Barfods Saga Cap. 31 og Snorre Cap. 17 nævne Kongehelle; men da ſtige Møder i det mindſte i tidligere Tider holdtes paa Brennøerne eller rettere paa Danaholmen, der ligger i Elvemundingen (ſe ovenfor S. 173, jvfr. I. 1. S. 748) er det rimeligſt at antage Morkinſkinnas Udſagn, der desuden neppe er nedſkrevet mere mere end 100 Mur efter Begivenheden ſelv, for det rette. Om den ovenfor omtalte Skik, der ſkal have været iagttagen ved tidligere Lejligheder, at Danekongen holdt Sviakongens Bidſel og Norges Konge hans Stigbøjle, ogſaa nu iagttoges, nævnes ei. Det er ikke ſaa urimeligt, om Magnus og Erik, der begge vare yngre Mænd, have viiſt den ærværdige Inge ſaadan Ære; men ſandſynligſt er det dog, at Ceremonien, hvis den nogenſinde har fundet Sted, indſkrænkede ſig til de gamle Uppſalakongers Tid, da kun deres Æt, ikke den ſteenkilſke, betragtedes ſom ſaa langt ophøjet over de øvrige Fyrſteætter i Norden.
  11. Dette ſiges udtrykkeligt, ſaavel i Morkinſkinna og Fagrſkinna, ſom i Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke og Ágrip ſamt hos Thjodrek; der er ſaaledes ingen Grund til at betvivle Rigtigheden deraf, hvad flere have gjort, alene fordi det udelades i den trykte Udgave af Snorre, og fordi de omtalte Landſkaber ikke ſiden efter hørte til Norge. Men det er tydeligt nok, at da de kun udgjorde Margretes Medgift, og hun og Magnus ingen Fællesbørn havde, paa hvem de nedarvedes, maatte de, da hun efter hans Død egtede den danſke Konge Nikolas, midlertidigt tilfalde denne, og det er desuden øjenſynligt, at det for en ſtor Deel maa have været disſe Beſiddelſer, der gav Nikolas og Margretes Søn Magnus den ſterke ſaa ſtor Indflydelſe i Veſtergautland, at han efter Inge Hallſteensſøns Død blev valgt til Konge et Veſtgauterne.
  12. Se Indledningen til Afhandlingen om Alfabetet, i Anhanget til Skálda i den Arnamagn. Udg. II. 6.
  13. Islendingabok Cap. 10, Hungrvaka Cap. 6.
  14. Den utrykte Jon Agmundsſøns Saga, ſe Müllers Sagabibliothek I. Side 322, 323. Ogſaa Annalerne lade Sæmund komme hjem 1076, altſaa i Sven Ulfsſøns Dage, men Are frode ſynes at henføre hans Hjemkomſt til Tiden omkring 1080, Islendingabok Cap. 9.
  15. Se ovf. S. 500 flg.
  16. Jon Agmundsſøns Liv er udførligt og kritiſk beſkrevet i Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie 1ſte B. S. 320—327.
  17. Islendingabok Cap. 10, jvfr. Landnaama, Kriſtniſaga og Sturlungaſaga. At denne Foranſtaltning ſtod i Forbindelſe med Tiendens Vedtagelſe, kan maaſkee ſluttes deraf, at medens Are omtaler den ſom foregaaet ſtrax før den anden Biſkopsſtols Oprettelſe, altſaa omkring 1102, ſtaar der i Annalerne ved dette Diar: „Tiende-Ydelſen anden Gang vedtagen paa Island“.
  18. Lovſigemændene efter Skofte († 1030) vare Stein Thorgeſtsſøn til 1033, Thorkell Tjorvesſøn (Annalerne have urigtigt Eyjulfsſøn) til 1053; Gelle Bolverksſøn (Sønneſøn af Eyjulf, ſe ovf. I. 2. S. 435) til 1062; Gunnar den ſpake til 1065; Kolbein Floſesſøn til 1072; Gelle anden Gang til 1075, Gunnar anden Gang 1076, Sighvat Surtsſøn, Kolbeins Syſterſøn, til 1084;. Annalerne lade, med Urette, Bergthor Ravnsſøn blive Lovſigemand allerede 1093.
  19. Se ovf. S. 67.
  20. Slægtſkabet angives i Landnaama III. 186.
  21. Islendingabok Cap. 101. Af de tvende Haandſkrifter af Graagaas er et i den arnamagnæanſke Samling, der ſynes at være fra Midten af 13de Aarhundrede, et andet i det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn, der har et langt ældre Præg, og maaſkee er mindſt 60—80 Aar ældre. Det ſidſte er nys ſærſkilt aftrykt med megen Nøjagtighed i en Udgave, beſørget af det nordiſke Litteratur-Samfund. Det førſte er benyttet ved den nøjagtige arnamagnæanſke Udgave af Graagaas. Men der gives, ſom oven nævnt, Brudſtykker af en endnu meget ældre Afſkrift, der ſynes at maatte være ſelve Originalen fra 1118; de findes i den arnamagn. Samling under No. 315 fol.
  22. Dette blev dog ikke overholdt, thi han blev begraven ved Faderens Side.
  23. Hungrvaka Cap. 7.
  24. Ljosvetningaſaga Cap. 31, jvfr. Sturlungaſaga I. 24, 25. Om Eyjulf Gudmundsſøn, Ketils Farfader, og hans Stridigheder, ſe ovfr. S. 301, 302 Gudmund Oddesſøns Fader Odde havde været indviklet i hine Stridigheder, og en Tidlang opholdt ſig hos Kong Knut den hellige, der ogſaa her, merkeligt nok, kaldes Knut den mægtige, jvfr. ovfr. S. 179, Anm.
  25. Thorgils’s Herkomſt angives i Sturlungaſaga I. 6. Hans Fædreneæt var mindre bekjendt; hans Moder var en Datter af den mægtige Are paa Reykjanes, en Sønneſøn af Are Maarsſøn, der fandt Hvitramannaland, ſe ovf. I. 2. S. 359.
  26. Den udførlige, ſærdeles godt fortalte og underholdende Beretning herom findes i Sturlungaſaga 1ſte Part Cap. 5—27. Et Udtog findes i Tillæggene til Landnaama efter Skardsaabogen, Isl. Sögur, I. S. 330.
  27. Tillæg til Landnaama, l. c. S. 328.