Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/3/59

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Vedtagelsen af Tiende-Ydelsen paa Island ansaaes med Rette som et Tegn paa den store Magt, Biskop Gissur Isleifssøn udøvede over de ellers saa egenmægtige og stolte islandske Høvdinger. Gissur var, siger den samtidige, paalidelige Are frode, „mere afholdt af alle sine Landsmænd, end nogen anden, som vi vide om, af dem der have været her paa Øen, og formedelst hans Yndest, Sæmund frydes Taler, og Markus Lovsigemands Raad, blev det vedtaget som Lov, at alle Mænd opregnede og vurderede sit Gods, og svore at Angivelsen var rigtig, enten det nu var i Jordegods eller Løsøre, samt siden betalte Tiende. Dette er et merkeligt Tegn paa, hvor lydige Indbyggerne vare denne Mand, at han kunde bringe det dertil, at alt det Gods, der fandtes paa Island, blev vurderet rinder Ed, ja Landet selv, Tiender udredede, og en Lov derom vedtagen, saaledes som det skal være saa længe Landet er bebygget. Han bragte ogsaa en Lov istand om at Biskopsstolen paa Island skulde være paa Skaalholt — før var der ingen fast Biskopsstol —, og han lagde dertil Skaalholts Land og meget andet Gods saavel i Land som Løsøre[1]. Det viser sig saaledes at det er et sandt Ord, naar det i Sagaen om Skaalholts første Biskopper heder at Gissur baade var Konge og Biskop over Landet saa længe han levede. I hele hans Embedstid herskede der ogsaa for Størstedelen Fred og Ro paa Island, og boglige Sysler og Videnskabelighed begyndte at dyrkes og trives under det nye Lys, som det med Christendommen følgende Bekjendtskab til det sydlige Europas Lærdom og Litteratur udbredte. Den første og ypperste af disse Videnskabsmænd paa land og tillige den, som meest deeltog i Landets politiske Begivenheder, var den allerede ovenfor omtalte Sæmund Sigfussøn, med Tilnavnet frode eller den kyndige. Han hørte til en af Islands mægtigste Familier, saasom han i fjerde Led og lige nedstigende Linje stammede fra hiin Ulf gode paa Sønderlandet, der udledede sin Æt ligefra Harald Hildetand, og hvis Søn Runolf Gode i sin Tid havde været en saa ivrig Modstander af Christendommen og med saadan Heftighed forfulgt Hjalte Skeggessøn[2]. Runolfs Broder Snart fik med sin Hustru Helga, en Datter af Thorgeir Aasgrimssøn fra Tinn i Thelemarken[3], Gaarden Odda paa Sønderlandet, efter hvilken Ætten fik Navnet Odda-Ætten eller Odda-Verjerne. Svarts og Helgas Sønnesøn var Sigfus, og dennes Søn var igjen Sæmund. Allerede paa denne Tid var det blevet temmelig almindeligt og bidrog vistnok ikke lidet til den fredelige Tilstand paa Øen, at fornemme Høvdinger modtoge Underviisning og Indvielse som Prester, for selv at kunne forrette Gudstjenesten for fine Undergivne, ligesom Goderne i Hedendommen, og komme i Besiddelse af den store Indflydelse, den gejstlige Værdighed medførte, uagtet de forresten i Eet og Alt vare verdslige Høvdinger. Saaledes var ogsaa Sigfus paa Odda indviet til Prest, og han sendte sin Søn Sæmund (fød omkring 1056) i en ung Alder til Tydskland og Frankrige for til Gavns at uddannes for den gejstlige Stand. Sæmund kom tilbage til Island, som det synes, henved 1076, tiltraadte sin Fædrenegaard Odda, og levede fra den Tid af som en mægtig Høvding og sand Videnskabsmand. Huen tillagde et ikke usandsynligt Sagn Æren for at have samlet, optegnet og opbevaret de ældgamle mythologiske og heroiske Kvad, hvilke ellers her, som i Danmark, Sverige, Tydskland og England, ved en overdreven Christendoms-Iver vilde være gangne til Grunde. Samlingen af disse Kvad har man givet Navnet Edda (Oldemoder), og den kaldes sædvanligviis efter ham Sæmunds Edda. Han skal ogsaa have udarbejdet Annaler, og man veed af flere udtrykkelige Udsagn i vore Kongesagaer, at han ogsaa beskjeftigede sig med disse, fornemmelig med Tidsregningen, sandsynligviis for Annalerne[4]. Men end større Fortjenester i denne Henseende har den kun 12 Aar yngre, og for øvrigt med ham samtidige Are Thorgilssøn, ligeledes kaldet den frode, ligeledes Prest, og ligeledes hørende til en af Islands fornemste Ætter. Han var nemlig en Sønnesøn af Høvdingen Gelle Thorkellssøn, som ovenfor er omtalt, og som igjen var en Søn af den mægtige Høvding Thorkell Eyjulfssøn paa Hvam i hans Egteskab med den fagre Gudrun Usviversdatter, Kjartan Olafssøns Elskede og Bolle den prudes Enke. Thorkell var, som tidligere nævnt, en Sønnesøns Søn af Landnamsmanden Olaf Feilan, hvis Fader Thorstein røde og Farfader Olaf hvile havde været Konger i Dublin og i Skotland[5]. Are var fød i Aaret 1068, og opfostredes i sin Barndom, da Faderen Thorgils var omkommen ved et Ulykkestilfælde, af Bedstefaderen Gelle; men da denne i sin høje Alder gjøre en Pillegrimsrejse til Rom, paa hvilken han døde i-Roeskilde 1075, kom han i 1076 til den anseede, ligeledes forhen omtalte Hall Thorarinssøn i Haukadal, som dengang var henved 80 Aar gammel, men endnu ved sin fulde Aandskraft, saa at han endog godt kunde erindre, at Thangbrand Prest døbte ham 1099, da han kun var tre Aar gammel[6]. Hos Hall forblev han i 14 Aar indtil hans Død 1090, dog synes han ogsaa at have opholdt sig af og til, navnlig 1080, hos Teit, Biskop Isleifs Søn[7]. Hall, der selv havde oplevet mange merkelige Begivenheder hjemme og ude, og som især vidste god Besked om Kong Olaf den helliges Bedrifter, da han en Tidlang havde gjort Handelsrejser i hans Fællig, meddeelte Are, der havde særdeles Interesse for alt saadant, mange værdifulde Oplysninger. Mangt og meget erfoor Are ogsaa af Snorre Godes forstandige Datter, Thurid; men især af den mægtige Sidu-Halls Søn, Odd Kellssøn, der igjen havde sine Efterretninger fra Thorgeir Afraads-Koll, der boede paa Nidarnes (hvor Staden Nidaros siden blev anlagt), dengang Haakon Jarl blev dræbt, fra hvem han vel saaledes især fik Besked om Haakon Jarls og Olaf Tryggvessøns, Bedrifter[8]. Man kjender ikke synderligt til Ares øvrige Livsomstændigheder; sandsynligviis har han haft Godord, og boet enten paa Helgafell eller Stad, ved Breidafjorden; at han maa have været vel bekjendt med Sæmund frode, og at de maa have indbyrdes meddeelt hinanden Oplysninger, er for sin Konge, men det var dog kun med yderste Nød at han undslap Forfølgerne. Magnus forsøgte ikke at trænge længer frem, men sejlede ned ad Elven igjen, og drog nord i Viken. Han havde paa dette Tog ikke udrettet andet, end at herje og brænde nogle Bygder for Gauterne. Selv havde han mistet mange Folk, uden at være kommen sit Maal et Skridt nærmere. Han havde saaledes al Grund til at være misfornøjet med Toget.

Dette var Magnus’s sidste Felttog i denne Krig, thi strax efter, heder det, foor der Mænd mellem Kongerne om at de skulde stifte Fred mellem sig selv indbyrdes og mellem deres Lande. Det samme, tilføjes der, ønskede ogsaa Erik, som den Gang var Danmarks Konge — han havde i 1095 efterfulgt sin Broder Olaf — for sig og sit Rige. Det lader saaledes til, at Erik har optraadt som Megler mellem begge de krigførende Konger, og hertil havde han god Anledning, da det spendte Forhold, der nødvendigviis maa have hersket mellem Norge og Danmark siden Magnus’s Herjetog i Halland 1096, endnu ikke, saa vidt man kan see, var bilagt, saa at man i Halland hvert Øjeblik kunde vente sig Angreb af Nordmændene, især hvis Krigen kom til at drage sig nærmere hen mod dets Grændser. Men det maatte derhos saa meget mere være ham magtpaaliggende at faa en fuldstændig Fred tilvejebragt mellem Nordens trende Folk, som han just i denne Tid med største Iver arbejdede paa Oprettelsen af en særegen Erkebiskopsstol for Norden[9], hvorved det fornemmelig maatte komme saare meget an paa, at det venskabelige Forhold mellem de tre. Folk og Konger, der var afbrudt ved Magnus’s Krigsforetagender, atter kom istand. Magnus vilde dog vel neppe have lyttet til noget Fredsforslag, hvis hans sidste Felttog havde været heldigere. Nei derimod maa man formode, at i det mindste hans Mænd have fraraadet ham alle yderligere Foretagender mod Sverige, ligesom vel og Bønderne have knurret temmelig alvorligt over noget nyt Ledings-Udbud. Da saaledes Kongerne Erik og Inge, som Sagaen udtrykker sig, lode Magnus hilse og anmode om, ikke at eftertragte deres Riger, imod at de paa sin Side forbandt sig til at lade hans Rige i Fred, blev der til Sommeren aftalt et Mode ved Landemerket, i Gaut-Elven[10], hvor alle tre Konger personligt skulde indfinde lig, og hvortil de tilsagde hinanden gjensidig Sikkerhed. Det faldt af sig selv, at alle Krigsforetagender imidlertid skulde hvile. Til den bestemte Tid kom da, som der staar, Kong Magnus nordenfra, Kong Erik søndenfra, og Kong Inge ovenfra. Da Thinget var sat, gik de tre Konger et Stokke bort fra deres Mænd, frem paa Pladsen, og, siger den ældste Sagaberetning, de havde neppe samtalet i saa lang Stund som kunde kaldes en halv Bord-Stund, førend de alle vare forligte og alle tre Riger i Fred; enhver af dem skulde besidde sin Ætte-Jord ubeskaaren; enhver af dem skulde selv erstatte sine Undersaatter den Skade, de havde lidt, og Kongerne selv skulde nærmere jevne alt mellem sig som det bedst kunde skee til alles Behag. Den vigtigste Betingelse for Freden var dog nok den, at Kong Inge forpligtede sig til at give Magnus sin Datter Margrete til Egte med de omtvistede Landskaber i Medgift[11]. Derved erhvervede Magnus den personlige Besiddelse af disse, saalænge Egteskabet vedvarede, og den vilde ogsaa komme til at nedarves paa deres fælles Børn. For øvrigt skal man hiine taget Fredsslutningen 1019 mellem Olaf den hellige og Olaf Skotkonung til Mønster. Magnus fæstede strax Margrete, og saaledes, heder det, bleve de største Fiender paa en kort Stund til de bedste Venner, og vendte aldeles forligte tilbage til deres Mænd. Der fortælles, at medens Kongerne stode afsides paa Pladsen og samtalede, ytrede deres Folk, der stode omkring, at man vanskelig vilde kunne opvise tre andre Høvdinger af et saa anseeligt Udvortes. Inge, den ældste, højeste og føreste, saa ærværdigst ud, Erik var den fagreste, og af hans Aasyn lyste der størst Godmodighed; Magnus var den belevneste, ridderligste og meest krigerske at see til. Alle tre vare smukke, majestætiske og veltalende. siden gjorde det muligt at optegne Sagaer, ligesom ikke engang Are skrev sit Verk, førend efter denne Tid, nemlig, som han selv siger, i 1120. Da man aabenbart kan spore en vis Forskjellighed mellem de i Norge og de paa Island skrevne Bøger eller Breve, endog de ældste, og denne Forskjellighed ikke lader sig forklare af Dialektafvigelser alene, men aabenbart maa tilskrives forskjellige orthografiske Systemer og Traditioner, kan man ej antage, at man til Lovnedskrivnings-Arbejdet paa Island i 1117 hentede Folk fra Norge, men at kyndige Folk i Landet selv angave de Regler, man havde at følge. Disse kyndige Mænd kunne da neppe have været andre, end Are, og en vis Thorodd Runemester, hvilke i Forening skulle have udarbejdet en orthografisk Afhandling, i Lighed med den latinske Grammatiker Priscians Skrift[12]. Dette bliver saa meget sandsynligere, som man i det ældste islandske Skrift finder Spor af omhyggeligere orthografisk Studium og et strengere og mere gjennemført System end i de ældre norske Optegnelser, hvor man alene synes at have ladet sig lede af Øret, uden bestemte Regler, men som derfor ogsaa give en sikrere Ledetraad til at bestemme Udtalen. Are frode fortjener derfor visselig i Forening med Sæmund frode, men i højere Grad end han, at kaldes den egentlige Grundlægger af Norrønalitteraturen, som inden Aarhundredets Slutning allerede havde naaet en Blomsiringstilstand, der søgte sin Lige i hele Christenheden.

Da Biskop Gissur havde beklædt sit Embede i henved 20 Aar, fremsatte Indbyggerne af Nordfjerdingen Bøn, at de maatte faa en egen Biskop. Herved have de vel nærmest tænkt paa deres egen Bekvemmelighed, men de angave ogsaa som Grund, at Landet neppe nogensinde vilde komme til aldeles at savne en Biskop, naar det havde tvende Biskopsstole. Da Skaalholts Biskopsstol nu, siden Tiendens Indførelse, havde faaet en saadan Forøgelse i Indtægter, at den godt kunde taale at afgive en betydelig Deel, samtykkede Gissur i Nordlændingernes Ønske[13], og der bestemtes at en Biskopsstol skulde oprettes for Nordlandet (1105). Til Biskop valgtes den forhen omtalte Prest Jon Agmundssøn, Isleifs Discipel, og Dattersøn, af Egil Siduhallssøn. Jon, fød omkring 1050, havde i sin Ungdom, efter modtagen Indvielse som Diaconus, været udenlands at studere, han kom lige til Rom, og tog Hjemvejen over Frankrige, hvor han efter en just ikke synderlig paalidelig Beretning skal have truffet sin Frænde Sæmund frode, og faaet ham med sig tilbage til Hjemmet[14]. Paa Hjemrejsen havde han ogsaa besøgt Danmark, hvor han engang i Kong Sven Ulfssøns og den hhele Hirds Paahør udmerkede sig ved at gaa hen til Alteret og læse Messe, da den forrettende Prest var daarlig til at læse, og vakte Latter og Forargelse. Han maa altsaa udenlands være bleven indviet til Prest. Om Jons Ophold i Norge Vintren 1096—1097, og den mægtige Virkning, hans Tale gjorde paa Kongen og Sigurd Ullstreng, er ovenfor talt[15]. Da han var bleven valgt til Biskop, begav han sig strax til Danmark, for at modtage Indvielsen af Erkebiskop Assur, men da denne, ved at høre at Jon to Gange havde været gift, ikke vovede at indvie ham uden Pavens Samtykke, maatte Jon anden Gang drage til Rom, hvor Pave Paschalis II gav ham Dispensation; derefter blev han indviet af Assur, 29de April 1106. Da han kom tilbage til Island, havde han Vanskelighed nok ved at finde et Sted, hvor han kunde opslaa sit Sæde. Nordlændingerne havde vel lovet at overlade ham en god Gaard dertil, men da det kom til Stykket, undsloge alle sig, undtagen en Prest, Illuge, der tilbød sin Fædrenegaard, Hole i Hjaltadal i Skagafjorden. Her oprettedes nu Biskopsstolen for Nordlandet paa Island. Dens Distrikt indbefattede kun denne Fjerding; de tre øvrige dannede Skaalholts Bispedømme. Hole Biskopsstol var saaledes i Førstningen meget fattig, men Biskop Jon erhvervede sig snart en saadan Anseelse ved sin Nidkjerhed og asketiske Strenghed, at han endog i levende Live kom i Ry for Hellighed, og mange deels skjenkede betydelige Gaver til Biskopsstolen, deels byggede sig Huse og Hytter i Nærheden, for at kunne høre ham dagligt og indrette deres Liv efter hans[16]. Han byggede Kathedralkirken paa Hole, og oprettede en Skole, hvor Ungdommen oplærtes i Latin, Digtekunst (det vil sige latinsk Versifikation) og Musik. I sin hellige Iver gik han dog visselig i mange Stykker for vidt, for saa vidt som han søgte at afskaffe flere gamle, i sig selv uskyldige Skikke, der enten havde Hentydning til Hedendommen, eller forekom ham alt for verdslige. Saaledes forfulgte han ej alene alskens Trolddom, Dagvælgerier o. s. v., men han forbød den hidtil sædvanlige Afsyngen af Kjærlighedsviser (Mansöngsvisur) under Datids, og fik aldeles afskaffet den hidtil, og i Norge saavel som det øvrige Norden fremdeles brugelige Maade, at benævne Ugedagene efter de gamle Guder. I dens Sted indførtes den latinsk-kirkelige Benævningsmaade, nemlig „Drottensdag“ (d. e. dominica) for „Søndag“, Anden-, Tredie-, og Femte-Dag (feria 2da, 3tia, 5ta,) for Mandag, Tirsdag, Thorsdag; Onsdagen, der ogsaa kaldtes „Midvikedag“, fik beholde dette Navn, som uskyldigt; ligeledes Løverdagen, der sædvanligen kaldtes „Thvaattdag“; Fredagen kaldtes „Fastedag“. Denne Benævnelsesmaade er siden hans Tid bleven den eneherskende paa Island og i alle af Islændinger forfattede Skrifter; i Norge indførtes den derimod ej. Hvor mange lige saa uskadelige, langt interessantere, Skikke og Erindringer fra Oldtiden maa ikke Biskop Jon ved sin mere velmeente end forstandige Religionsiver have bragt i Forglemmelse! Det var en heldig Tilskikkelse, at Mænd som Sæmund og Are levede paa samme Tid og kunde danne ham en Modvegt.

Allerede førend Biskopsstolen paa Hole oprettedes, og sandsynligviis i Anledning af Tiendens Indførelse, havde Biskop Gissur ladet foretage en almindelig Optælling af de Bønder paa Øen, der havde at udrede Thingfarekjøb, d. e. Underholdningspenge for de til Althinget opnævnte Mænd, altsaa skattepligtige Borgere. Der befandtes da at være paa Østerlandet 840, paa Sønderlandet 1200, paa Vesterlandet 1080, og paa Østerlandet 1440, tilsammen 4560, hvilket vel kan antages at betegne en Folkemængde af omtrent 50000 Mennesker, eller den samme Befolkning, som nu findes paa Øen[17]. I alle disse Foretagender havde Gissur upaatvivlelig god Bistand af de daværende dygtige Lovsigemænd, Markus Skeggessøn, (1084—1107), Ulfhedin Gunnarssøn, (1108—1116) og Bergthor Ravnssøn (1117—1123)[18]. Det var den første Sommer, da Bergthor fremsagde Loven, at det blev vedtaget, at Loven skulde optegnes skriftligt den følgende Vinter, under Tilsyn af Bergthor selv og andre dertil udvalgte, forstandige Mænd, der ogsaa fik Fuldmagt til at foretage de Forbedringer, de ansaa nødvendige, dog under Forbehold af at Lagretten paa det følgende Aars Althing skulde godkjende dem. Det bestemtes tillige, at Nedskrivningen skulde skee hos den mægtige Høvding Havlide Maarssøn, paa Breidabolstad i Vesterhop ved Hunafjorden (i Nordfjerdingen), en Søn af hiin Maar Hunrødssøn, der var Væring i Constantinopel ved Harald Haardraades Ankomst[19], og en Frænde af den sidste Lovsigemand, Ulfhedin Gunnarssøn[20]. At Are og Sæmund frode ved denne Lejlighed bleve tagne paa Raad med, og vare blandt hine kyndige Mænd, hvem Opsigten med Arbejdet betroedes, maa saa godt som nødvendigviis antages. Det lader dog ikke til, at man den første Vinter naaede at skrive den hele Lovbog, da Are kan nævner Vigsloden (Mandhelgebolken) udtrykkeligt. Den første Vinters Arbejde blev af Prester, endnu de eneste Skrivekyndige, oplæst i Lagretten paa Lagthinget 1118, og eenstemmig vedtaget. Det samme er vel siden skeet med de øvrige Afdelinger; og det er i denne Skikkelse, at den ældre islandske Lov, sædvanligviis benævnt Graagaasen, gjennem tvende meget gamle Haandskrifter er bleven os opbevaret[21].

Samme Aar, da det paa Althinget vedtoges at Loven skulde optegnes, blev den gamle, ærværdige Biskop Gissur saa syg, at han maatte lægge sig til Sængs, og forudsaa sin nær forestaaende Død. Da han selv ikke kunde komme til Althinget, sendte han Bud til sine Venner og de øvrige Høvdinger, at de skulde anmode Presten Thorlak Runolfssøn, en Sønnesøn af Thorleik, Broder af Hall i Haukadal, om at drage udenlands for at lade sig indvie til Biskop i hans Sted. Thorlak undskyldte sig med sin Ungdom da han kun var 32 Aar gammel, men lod sig dog overtale, og blev i Aaret 1118 indviet af Erkebiskop Assur den 28 April, 30 Dage før Biskop Gissurs Død (28de Mai). Han døde, 76 Aar gammel, med barnlig Fromhed og christelig Ydmyghed, saa at han erklærede sig uværdig til at begraves ved Siden af sine Fædre[22]. „Saa mange Taarer,“ siges der, „faldt ved Biskop Gissurs Endeligt, at det aldrig gik dem af Hu, der fældte dem, saa længe de levede; og alle vare enige om, at hans Tab vilde vorde uerstatteligt; det har ogsaa været alle forstandige Mænds Mening, at han ved Guds herlige Gave og sine egne ypperlige Evner har været den gjæveste Mand paa Island af baade Læge og Lærde[23]. Biskop Jon overlevede ham tre Aar, thi han døde den 23de April 1121. Han blev senere optagen blandt Helgenernes Tal. Hans Eftermand, Ketil Thorsteinssøn, Sønnesøn af Eyjulf paa Madrevalle, Gudmund den mægtiges Søn, var en udmerket Mand saavel fra Hovedets som Hjertets Side, men hans tidligere Færd giver dog det bedste Beviis paa, hvor vanskeligt endnu den gamle Lyst til Selvtægt og Hevn lod sig udrydde hos Øens Høvdinger, endog dem, der havde valgt den gejstlige Stand, og hvor lidet det verslige Høvdingdømme kunde forenes med egte prestelig Vandel. Ketil var gift med Gro, en Datter af Biskop Gissur, og elskede hende højt. Men da en vis Gudmund Oddessøns Fiender hviskede ham i Øret, at denne søgte at forføre hans Hustru til Utroskab, lød Ketil sig, trods sin gejstlige Værdighed, forlede af Skinsyge til at angribe Gudmund paa alfar Vej. Men Gudmund forsvarede sig godt, blev Ketils Mester, og stak det ene Øje ud paa ham. Ketil sagsøgte ham, men Gudmund-s formaaende Venner hindrede Søgsmaalet fra ak faa Fremgang, og Ketil høstede kun Skam deraf. Dette bar formodentlig bragt Ketil til at gaa i sig selv; thi han viste sidenefter lige saa stor christelig Forsonlighed, som han førhen havde vist sig voldsom og hevngjerrig. Da det gik ud med Gudmund, saa at han trængte til Andres Hjelp, indbød Ketil ham til sig, og sørgede før ham, saa længe han levede. Fra den Tid af troede ogsaa Ketil, der hidtil havde havt megen Modgang, at spore en Omskiftning i sin Lykke; alt gik nu heldigere for ham[24].

Med Biskop Gissurs Død ophørte den lange, fredelige Periode paa Island. Det er tydeligt nok at see, at det ene var hans overlegne Aand og ubegrændsede Indflydelse, som holdt de mægtige Høvdinger i Tømme. Stof nok til Kiv var der altid, især efter at Ejendommene tilligemed Godordene mere og mere samlede sig i enkelte overmægtige Familiers Hænder, thi disses Hoveder optraadte da næsten med fyrstelig Magt og fyrstelig Fejdelyst. De første alvorlige Uroligheder, som fandt Sted efter Biskop Gissurs Død, forefaldt allerede i det følgende Aar mellem den forhen nævnte Havlide Maarssøn, og en anden ikke mindre mægtig og højbyrdig Høvding, Thorgils Oddessøn, paa Stadarhol ved Breidafjorden[25]. En af Havlides Frænder, ved Navn Maar, et voldsomt, ondskabsfuldt Menneske, havde begaaet flere Drab. Thorgils paatog sig at paatale et af Drabene, og Havlide forsvarede Maar. Det kom til et Forlig, hvorved Maar dømtes til at udrede betydelige Pengebøder; men siden skede der flere gjensidige Drab mellem deres Underhavende, og da Sagen paany kom fore paa Althinget (1120), mødte baade Havlide og Thorgils frem bevæbnede, og med store Skarer af Venner og Tilhængere. Havlide vilde jage Dommerne fra hinanden, men Thorgils gjorde Modstand, og det kom til et Slagsmaal, hvorved Thorgils saarede Havlide i Haanden, saa at en Finger gik af. Herover blev Thorgils dømt fredløs (Skogarmand), hvilket han dog ikke ændsede, men samlede ved sin Hjemkomst fra Thinget flere hundrede Mænd om sig til sit Forsvar. Havlide samlede ligeledes Folk, for at bringe Dommen i Udøvelse, men Thorgils og hans Mænd forsvarede de Bjergpasse, gjennem hvilke Havlides Vej faldt, saa godt, at han maatte vende tilbage med uforrettet Sag. Det følgende Aar (1121) red Thorgils, trods Fredløshedsdommen, til Althinget som sædvanligt, trodsende paa sit store Følge af Bevæbnede. Havlide og hans Svoger Hall Teitssøn holdt sig derimod rede til at hindre Thorgils fra at naa Thingpladsen; deres Styrke var ikke ringere end 1400 Mand. Thorgils, som kun havde 800, hvoriblandt de fleste Høvdinger fra Vestfjordene, lod sig dog ikke afskrække fra at søge Thinget, og det saa nu ligest ud til, at det vilde komme til et formeligt Slag, større end der nogensinde havde staaet paa Øen. Imidlertid forsøgte fredelskende Mænd, navnlig Biskop Thorlak og Sæmund frode, at mægle Fred. Biskoppen truede endog med at sætte Havlide og hele hans Flokk Ban. Men Havlide vilde ikke høre om andet end Selvdom. Herimod havde Thorgils intet at indvende, naar der kun ikke var Tale om Fredløshed, Forviisning fra Hjemmet, eller Godordstab. Men det var at formode, at dette netop var hvad Havlide vilde fordre. Da gik den nys omtalte Ketil Thorsteinssøn, som da endnu ikke var bleven Biskop, seent en Aften til Havlide, formanede ham til Forsonlighed, foreholdt ham sit eget Exempel, og hvorledes Alt var gaaet ham heldigere fra den Dag af, da han tilgav sin Fiende. Dette virkede saa godt paa Havlide, at han strax blev mildere stemt, og ytrede at han ikke vilde have nogen anden til Biskop i Jons Sted, end Ketil, skjønt det ellers næsten var bestemt, at Valget skulde falde paa ham selv. Forliget kom virkelig istand paa de mindeligere Vilkaar, som Thorgils havde fordret, medens Havlide dog beholdt Selvdom for sin Hæders Skyld; Thorgils’s Fredløshed blev ophævet; han og Havlide gave hinanden gjensidigt Gaver, og bleve gode Venner, saa længe de levede[26].

Høsten, Vintren og Sommeren efter Biskop Gissurs Død hjemsøgtes Island af forfærdelige Uvejr, hvorved en Mængde Skive, der skulde bringe Landet Tilførsel (man regner ikke færre end 40) forgik i Søen. Følgen heraf var en frygtelig Dyrtid og Hungersnød, hvoraf saa mange Folk døde, at Sæmund frode paa Thinget 1120 erklærede, at lige saa mange Folk vare døde, som der fandtes ved det dengang meget talrige Thing[27]. Disse Landeplager, i Forbindelse med Fejderne mellem Høvdingerne, undlod mangen from Sjæl neppe at sætte i Forbindelse med Gissurs Død, som om den Velsgnelse, hans fromme Vandel udbredte over Landet, nu var ophørt. Og vist er det, at fra den Tid af begyndte Fejder og Uroligheder at herske paa Island i større Maalestok end forhen, saa at det udmattede Folk efter halvandet Aarhundredes Forløb ikke fandt sin Frelse uden ved at underkaste sig Norges Konge.

  1. ↑ Are frodes Islendingabok Cap. 10.
  2. ↑ Se herom ovenfor I. 2. S. 317, 355. Sæmunds Slægtskabsforhold angives bedst i Njaals Saga Cap. 26. Jvfr. Landnaama V. 3, 6.
  3. ↑ Thorgeir var en Broder af Thorstein Aasgrimssøn Tjaldstøding, se ovenfor I. 1. S. 502, 540.
  4. ↑ Alt, hvad der vides om Sæmund frode, er nøjagtigt samlet i Finn Jonssøns Kirkehistorie I. S. 198—200. Der handles ogsaa om de fabelagtige Sagn, der berettes om ham i Jon Biskops Saga.
  5. ↑ Se ovf. I. 2. S. 451, 702.
  6. ↑ Om Hall i Haukadal, se ovf. I. 2. S. 347.
  7. ↑ Han kalder ham nemlig udtrykkelig sin Fosterfader, og siger at han opholdt sig hos ham, da Isleif døde.
  8. ↑ De her meddeelte Oplysninger om Are frode findes deels i hans eget Verk, deels i den Indledning, Snorre Sturlassøn har forudskikket saavel sin Bearbejdelse af Kongesagaerne, som Olaf den helliges Saga. Are selv angiver Halls Alder til 94 Hun. Da han udtrykkeligt siger, at Thangbrand døbte ham treaarig, Aaret før Christendommen blev lovtagen paa Island, altsaa 999, hvilket klar ogsaa af andre Grunde sees at være det rette, maa han være fød 996, hans Død falder saaledes i 1090. Are, 12 Aar gammel i 1080, altsaa fød 1068, kom til Hall 7 klar gammel, i Begyndelsen af 1076, og var hos ham 14 Aar, til hans Død, 1090. Om Thorgeir Afraadskoll se ovf. I. 2. S. 258.
  9. ↑ Se herom ovenfor S. 418, 419.
  10. ↑ Saaledes Morkinskinna og Fagrskinna. Magnus Barfods Saga Cap. 31 og Snorre Cap. 17 nævne Kongehelle; men da stige Møder i det mindste i tidligere Tider holdtes paa Brennøerne eller rettere paa Danaholmen, der ligger i Elvemundingen (se ovenfor S. 173, jvfr. I. 1. S. 748) er det rimeligst at antage Morkinskinnas Udsagn, der desuden neppe er nedskrevet mere mere end 100 Mur efter Begivenheden selv, for det rette. Om den ovenfor omtalte Skik, der skal have været iagttagen ved tidligere Lejligheder, at Danekongen holdt Sviakongens Bidsel og Norges Konge hans Stigbøjle, ogsaa nu iagttoges, nævnes ei. Det er ikke saa urimeligt, om Magnus og Erik, der begge vare yngre Mænd, have viist den ærværdige Inge saadan Ære; men sandsynligst er det dog, at Ceremonien, hvis den nogensinde har fundet Sted, indskrænkede sig til de gamle Uppsalakongers Tid, da kun deres Æt, ikke den steenkilske, betragtedes som saa langt ophøjet over de øvrige Fyrsteætter i Norden.
  11. ↑ Dette siges udtrykkeligt, saavel i Morkinskinna og Fagrskinna, som i Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og Ágrip samt hos Thjodrek; der er saaledes ingen Grund til at betvivle Rigtigheden deraf, hvad flere have gjort, alene fordi det udelades i den trykte Udgave af Snorre, og fordi de omtalte Landskaber ikke siden efter hørte til Norge. Men det er tydeligt nok, at da de kun udgjorde Margretes Medgift, og hun og Magnus ingen Fællesbørn havde, paa hvem de nedarvedes, maatte de, da hun efter hans Død egtede den danske Konge Nikolas, midlertidigt tilfalde denne, og det er desuden øjensynligt, at det for en stor Deel maa have været disse Besiddelser, der gav Nikolas og Margretes Søn Magnus den sterke saa stor Indflydelse i Vestergautland, at han efter Inge Hallsteenssøns Død blev valgt til Konge et Vestgauterne.
  12. ↑ Se Indledningen til Afhandlingen om Alfabetet, i Anhanget til Skálda i den Arnamagn. Udg. II. 6.
  13. ↑ Islendingabok Cap. 10, Hungrvaka Cap. 6.
  14. ↑ Den utrykte Jon Agmundssøns Saga, se Müllers Sagabibliothek I. Side 322, 323. Ogsaa Annalerne lade Sæmund komme hjem 1076, altsaa i Sven Ulfssøns Dage, men Are frode synes at henføre hans Hjemkomst til Tiden omkring 1080, Islendingabok Cap. 9.
  15. ↑ Se ovf. S. 500 flg.
  16. ↑ Jon Agmundssøns Liv er udførligt og kritisk beskrevet i Finn Jonssøns Kirkehistorie 1ste B. S. 320—327.
  17. ↑ Islendingabok Cap. 10, jvfr. Landnaama, Kristnisaga og Sturlungasaga. At denne Foranstaltning stod i Forbindelse med Tiendens Vedtagelse, kan maaskee sluttes deraf, at medens Are omtaler den som foregaaet strax før den anden Biskopsstols Oprettelse, altsaa omkring 1102, staar der i Annalerne ved dette Diar: „Tiende-Ydelsen anden Gang vedtagen paa Island“.
  18. ↑ Lovsigemændene efter Skofte († 1030) vare Stein Thorgestssøn til 1033, Thorkell Tjorvessøn (Annalerne have urigtigt Eyjulfssøn) til 1053; Gelle Bolverkssøn (Sønnesøn af Eyjulf, se ovf. I. 2. S. 435) til 1062; Gunnar den spake til 1065; Kolbein Flosessøn til 1072; Gelle anden Gang til 1075, Gunnar anden Gang 1076, Sighvat Surtssøn, Kolbeins Systersøn, til 1084;. Annalerne lade, med Urette, Bergthor Ravnssøn blive Lovsigemand allerede 1093.
  19. ↑ Se ovf. S. 67.
  20. ↑ Slægtskabet angives i Landnaama III. 186.
  21. ↑ Islendingabok Cap. 101. Af de tvende Haandskrifter af Graagaas er et i den arnamagnæanske Samling, der synes at være fra Midten af 13de Aarhundrede, et andet i det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn, der har et langt ældre Præg, og maaskee er mindst 60—80 Aar ældre. Det sidste er nys særskilt aftrykt med megen Nøjagtighed i en Udgave, besørget af det nordiske Litteratur-Samfund. Det første er benyttet ved den nøjagtige arnamagnæanske Udgave af Graagaas. Men der gives, som oven nævnt, Brudstykker af en endnu meget ældre Afskrift, der synes at maatte være selve Originalen fra 1118; de findes i den arnamagn. Samling under No. 315 fol.
  22. ↑ Dette blev dog ikke overholdt, thi han blev begraven ved Faderens Side.
  23. ↑ Hungrvaka Cap. 7.
  24. ↑ Ljosvetningasaga Cap. 31, jvfr. Sturlungasaga I. 24, 25. Om Eyjulf Gudmundssøn, Ketils Farfader, og hans Stridigheder, se ovfr. S. 301, 302 Gudmund Oddessøns Fader Odde havde været indviklet i hine Stridigheder, og en Tidlang opholdt sig hos Kong Knut den hellige, der ogsaa her, merkeligt nok, kaldes Knut den mægtige, jvfr. ovfr. S. 179, Anm.
  25. ↑ Thorgils’s Herkomst angives i Sturlungasaga I. 6. Hans Fædreneæt var mindre bekjendt; hans Moder var en Datter af den mægtige Are paa Reykjanes, en Sønnesøn af Are Maarssøn, der fandt Hvitramannaland, se ovf. I. 2. S. 359.
  26. ↑ Den udførlige, særdeles godt fortalte og underholdende Beretning herom findes i Sturlungasaga 1ste Part Cap. 5—27. Et Udtog findes i Tillæggene til Landnaama efter Skardsaabogen, Isl. Sögur, I. S. 330.
  27. ↑ Tillæg til Landnaama, l. c. S. 328.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/59&oldid=84450»