Det norske Folks Historie/3/58

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Sigurd var kommen hjem til Norge og atter, uhindret af sin Broder, havde tiltraadt sin Deel af Rigsstyrelsen, rejste han, som det beder, rundt om i sit Rige, og blev overalt modtagen af Indbyggerne paa det venligste. Alle hans Venner kom ham i Møde, og hyldede ham paa ny som deres Konge, navnlig, som man maa formode, i den sydøstlige Deel af Landet, hvor han nu atter opslog sit Hovedsæde[1]. Dog indskrænkede hans Virksomhed sig neppe til denne Deel alene, men ogsaa til de øvrige Dele af Riget, i det mindste Kong Olafs, hvor de kirkelige Anliggender nu med Eysteins Samtykke og Medvirkning ganske synes at have været overtagne og besørgede af Sigurd. Imidlertid fik han dog vel neppe aldeles frie Hænder, førend han efter begge sine Brødres Død (1116 og 1121) var bleven Enekonge. I Tidsrummet efter denne Tid og til hans Død (1130) falder vel derfor i Særdeleshed hans største kirkelige Virksomhed. Allerede ved at tiltræde Korstoget havde Sigurd paa en vis Maade viet sig i Kirkens Tjeneste, og den højtidelige Ed, som han aflagde i Jerusalem for at faa hiin Spaan af det hellige Kors, nemlig om at ville fremme Christendommen af al Magt, oprette et Erkesæde og indføre Tienden m. m., betegnede ogsaa hans fremtidige Virken som fortrinsviis kirkelig; thi hvad han her havde paataget sig at udføre var ikke et Verk af faa Maaneder eller Aar, men kunde nok, naar det skulde skee fuldstændigt, optage en Konges hele Regjeringstid.

Af de vigtige kirkelige Indretninger, Sigurd havde lovet at sætte igjennem, skulde man have antaget at ingen var mere populær end


Oprettelsen af en egen Erkebiskopsstol for Landet, da dette derved befriedes fra det Principat, som.fremmede Landes Erkebiskopper hidtil havde udøvet over Riget, først de hamburg-bremiske, og, i den aller sidste Tid, de danske i Lund, hvor Erkesædet, efter langvarige Underhandlinger, endelig var blevet oprettet, ej alene for Danmark, men ogsaa for hele Norden, i Aaret 1104, da Biskop Asser ophøjedes til Erkebiskop, og fik Pallium[2]. Men dette var dog det eneste af Sigurds Løfter, som hverken kom til Udførelse i hans egen eller i hans Efterfølgers Levetid, medens det derimod gik langt raskere med Opfyldelsen af det andet, om hvilket man dog skulde formode at det vilde have mødt langt større Modstand, nemlig Indførelsen af Tiende-Ydelsen. Men foruden at Oprettelsen af en egen Erkestol altid krævede mange foreløbige Underhandlinger, især formedelst den Erkebiskops Indsigelser, som derved tabte en betydelig Deel af sin Provins, maatte den i Norge være forbunden med særegne Vanskeligheder, da man her først maatte faa en ordentlig Diocesan-Inddeling i Stand, og faste Biskopsstole med bestemte Sæder oprettede over hele Landet. Og herpaa rettede sig, som man tydeligt kan see, Sigurds første Bestræbelser i denne Sag. Ham giver ogsaa den samtidige anglo-nordinanniske Forfatter Ordrik udtrykkelig Æren for Oprettelsen af Biskopsdømniertie i Norge.

Vore egne Kilder tale ellers kun saare lidet om denne vigtige Sag. De give os neppe engang de Biskoppers Navne, som fandtes i Norge paa Sigurds Tid. Kun lejlighedsviis omtale de ved Slutningen af Sigurds Regjeringstid Biskop Magne i Bergen, Biskop Reinald eller Reginald i Stavanger, hvilket sidste Sted her for første Gang forekommer som Biskopssæde, og Biskop Kol i Oslo. Af de gamle Biskops-Fortegnelser, som ere os opbevarede[3], sees det, at Reinald virkelig var den første Biskop i Stavanger, og at Magne i Bergen var umiddelbar Eftermand af hiin Bernhard den saxiske, der, allerede ankommen til Norge paa Magnus den godes Tid, tilbragte 19 Aar paa Island, og var siden efter, under Olaf Kyrre, Biskop paa Sellø, hvorfra han senere paa sine gamle Dage flyttede til Bergen[4]. Da Bernhard neppe kan have levet saa længe, som til Sigurd Jorsalafarers Tronbestigelse, end sige til hans Hjemkomst fra det hellige Land, maa Magne allerede have været beskikket til Biskop af eller under Magnus Barfod; og da hans Navn har en fuldkommen norsk Klang, skulde man næsten formode, at han har været en af de unge Nordmænd, som Olaf Kyrre efter Pave Gregors Opfordring, den han vistnok ikke undlod at opfylde, sendte til Rom, for der omhyggeligen at oplæres i de hellige og guddommelige Love. Da derhos Magne i en af Biskopsfortegnelserne endnu regnes blandt Biskopperne paa Sellø, uagtet han boede i Bergen, maa han tillige have været Munk i Sellø, hvad enten Klostret paa denne Ø allerede da var til, eller der, hvad der er rimeligere, ved Helligdommen i Sellø fandtes en Deel Munke af Benediktiner-Ordenen, som havde aflagt Klosterløftet i udenlandske, især engelske Klostre, og nu vare Biskoppens Medhjelpere, saa vel ved Folkets Oplærelse og Befæstelse i Christendommen, som ved Besørgelsen af de dagligt forefaldende kirkelige Forretninger, og af hvilke derfor vel ogsaa flere ledsagede Bernhard til Bergen, da han, som allerede forhen nævnt, opslog sin Bolig her. Af disse Munkes Tal har da sandsynligviis, som nys antydet, ogsaa hiin Reinald været. Han var af engelsk Herkomst[5], og vistnok kommen fra et eller andet Benediktinerkloster i England, navnlig Abingdon eller Winchester[6], og han opholdt sig rimeligviis hos Magne i Bergen, da Kong Sigurd oprettede det nye Biskopsdømme i Stavanger, og udnævnte ham til at beklæde denne Post. Oprettelsen af dette Biskopsdømme bestod egentlig alene deri, at Gulathingslagen, som hidtil havde nøjet sig med een Biskop, nu fik tvende, der deelte Distriktet mellem sig saaledes, at Biskoppen i Sellø eller Bergen fik den nordlige, og den nye Biskop den sydlige Deel. Der er imidlertid Omstændigheder, som tyde hen paa, at denne Deling ej har fundet Sted som en særskilt Forføjning for Gulathingslagens Vedkommende, men at det hele Land ved denne Lejlighed er blevet inddeelt i fire Biskopsdømmer med bestemte Grændser, og med faste Sæder for Biskopperne. Det Distrikt, der lagdes til Bergen, indbefattede nemlig ikke hele den nordlige Deel af Gulathingslagen, men alene Firdafylke, Sogn og Hørdafylke, medens Sunnmørafylke, uvist af hvad Grund, lagdes under Nidaroos[7]; og de Oplands-Bygder, der tilhørte Gulathingslagen østenfor Fjeldet, nemlig Valdres og Haddingedal, fulgte ikke de tilgrændsende Landskaber, Sogn og Hordaland, men lagdes derimod under Stavanger, hvis Hoveddistrikt, Rygjafylke og Egdafylke, ikke engang laa sammen dermed, men var adskilt ved betydelige mellemkommende Fjeldstrækninger; man maatte endog, for at Biskoppen i Stavanger paa sine Rejser over Fjeldet til hine adspredte Distrikter, ej skulde behøve at ride gjennem den bergenske Biskops Territorium, tæmme til hans Biskopsdømme Eidfjord Sogn inderst i Hardanger, fra hvilket han da begav sig gjennem Passene ved Hallingskarven over til Aal i Hallingdal; hvorimod Svedens Sogn paa Grændsen af Hørdeland og Ryfylke til Vederlag for Eidfjord skal have været afstaaet til Bergens Biskop[8]. I Oplandene, der ikke saa lang Tid senere blev et Biskopsdømme for sig, indsattes endnu ingen særegen Biskop, men de ere enten blevne deelte mellem Biskopperne i Throndhjem og Viken, eller de lagdes, som den største Deel af Sevslagen, under Vikens Biskop, der nu, som man maa formode, fik fast Residens i Oslo, og en egen Kathedralkirke, nemlig St. Hallvardskirken, der maa være bleven opført under Sigurd Jorsalafarer, siden det ved hans Død udtrykkeligt siges, at han blev begraven i denne Kirke, medens paa den anden Side Biskop Kol Thorkellssøn, en Frænde og Discipel af Biskop Isleif paa Island, der allerede af ham var indviet til Prest[9], og synes at have været jevnaldrende med den for omtalte Jon Agmundssøn, den første Biskop i Hole paa Island (1105—1121), omtales af den samtidige og paalidelige Forfatter Are frode omkring 1122 endnu som „Biskop øster i Viken“, men tillige som om han ikke længer var i Live[10]. Oslo maa saaledes være blevet forordnet til fast Biskopssæde og have faaet en egen Kathedralkirke enten i Biskop Kols Tid, eller under hans Eftermand Peter, om hvem for Resten intet vides. Kathedralkirken fik Navn efter St. Hallvard, hvis Skriin lige fra Kirkens Opførelse af synes at have været opbevaret der, skjønt den vel ogsaa var indviet til den hellige Trefoldighed, ligesom alle, eller de fleste Kathedralkirker i Norge. Stavanger fik ligeledes med en egen Biskop ogsaa en Kathedralkirke: det er nemlig tydeligt, at den ældste, vestlige Deel af Domkirken i Stavanger, der endnu har vedligeholdt sig uskadt lige til vore Tider, er opført i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, og da den paa den anden Side ikke kan være ældre end Kong Sigurds Tid, maa det netop være den, som ved hans Foranstaltning blev bygget. Den kaldtes sædvanligviis St. Swithuns-, ogsaa Trefoldigheds-Kirken[11], og maa følgelig ej alene have været indviet til den hellige Trefoldighed, men ogsaa til Helgenen St. Swithun, Biskop i Winchester[12], af hvis Levninger, som opbevaredes i denne Stads Kathedralkirke, ogsaa et Stykke maa være skjenket til Stavanger, for at danne det nys oprettede Biskopssædes fornemste Helligdom. Det er nemlig vist, at et saakaldet Kar. Stvithuns Skriin“, det vil sige et Skriin med en eller flere Relikvier af St. Swithun, forvaredes i Stavangers Kathedralkirke[13]. Dette hentyder umiskjendeligt paa en Forbindelse mellem Winchester og Stavangers nys oprettede Biskopsstol, der lettest lader sig forklare derved, at Reinald, den første Biskop, oprindelig har været Munk ved det Benediktiner-Konvent, der allerede siden Biskop Ædhelwolds Tid (963—984) bestod ved Winchesters Kathedralkirke[14], og hvis Regel paa ny var bleven skærpet og reformeret af Biskop Walkelin (1070—1098), der ogsaa paa ny gjenopbyggede St. Swithunseller Trefoldighedskirken i Winchester, og paa Helgenens Festdag med megen Højtidelighed lod hans Skriin bringe fra den gamle til den nye Kirke[15]. Da man, som det ovenfor er antydet, maa formode, at Reinald før sin Udnævnelse til Biskop har været en af de Munke, der opholdt sig deels i Bergen, deels i Sellø, som Biskoppens Medhjelpere, faar man heraf en Anelse om den Forbindelse, hvori den norske Kirke fremdeles stod med den engelske, og som i det hele taget maa have været langt nøjere end dens Forbindelse med den danske, uagtet den dog nu var lagt under denne.

Aarsagen, hvorfor Stavanger valgtes til Sæde for den nye Biskop, uagtet det dog laa i Udkanten af Biskopsdømmet, kan neppe have været nogen anden end den, at der paa dette Sted, der rimeligviis var Havn og Skibsstade for Indbyggerne af Buknfjordens indre Kyster, saa vel som for Beboerne af Jæderens og Dalernes nordlige Deel, allerede havde nedsat sig flere fastboende Strandsiddere lokkede af Stedets gode Beliggenhed for Søfarten og de rige Fiskerier i Nærheden, og at deres Huse tilligemed en heel Seet Skibsnaust gave Stedet Udseende af en By, hvilket sandsynligviis har været det eneste bymæssige Anlæg i det hele Biskopsdømme, og altsaa det eneste Sted, hvor man efter de nys indskærpede Bestemmelser kunde lade Biskoppen tage Sæde. Ellers synes det, som om Egnen omkring Thromø og Nedenes paa Øster-Agder, hvor der baade fandtes Kongsgaarde og hvor flere anseede Mænd boede, skulde have ligget mere belejligt til, og været den, der først maatte komme i Betragtning[16]. Stavanger regnedes dog endnu ikke i Sigurds Tid for en egentlig By, og omtales som saadan først i Aarhundredets anden Halvdeel; dens Navn forekommer neppe engang før Aarhundredets Begyndelse[17]. Der er saaledes al Rimelighed for at Stedet har faaet sin egentlige Opkomst ved Biskopssædet med dets talrige Personale af underordnede Gejstlige, fornemmelig efter at Domkapitlet var oprettet i Midten af Aarhundredet. Grunden, hvorpaa Kirken og den hele By laa, var for øvrigt, ligesom ved de andre Byer og Biskopssæder, kongelig Ejendom.

Saaledes havde da Norge nu faaet fire Biskopsdømmer med faste Biskopssæder, Nidaros, Bergen, Oslo og Stavanger. Men Sigurds Virksomhed i denne Retning indskrænkede sig ikke til det egentlige Norge alene, men ogsaa til Skat- og Koloni-Landene. Færøerne fik ogsaa, som det synes, paa denne Tid og maaskee ved hans Bestræbelser en egen Biskopsstol. Et Sagn paa Øerne melder, at Olaf Kyrre ved sin Tilbagerejse fra Orknøerne i Aaret 1067 skal have besøgt Færøerne, og efter sin Hjemkomst til Norge sendt dem en Biskop, ved Navn Gudmund, der, uden for øvrigt at have nogen fast bestemt Residens, for det meste opholdt sig hos den rige Enke Æsa paa Gaarden Kirkebø, sydligst paa Strømø, og forrettede Gudstjeneste i den til Gaarden hørende Kirke; og at Gudmunds Efterfølger, den vindesyge Matthias, siden efter ved snedige og vrange Beskyldninger mod hende, at hun havde overtraadt de strenge Love om Fasten, fik drevet det dertil, at hun forbrød alt sit store Jordegods, af hvilket der nu oprettedes en fast Biskopsstol i Kirkebø, hvor der ogsaa byggedes en Kathedralkirke 1111[18]. Det er vist nok, at den første Biskop paa Færøerne hed Gudmund, og at hans Efterfølger hed Matthias[19]; men da denne døde saa sildigt som i 1157 eller 1158[20], bliver der vel et stort Spørgsmaal, hvor vidt Gudmund allerede blev udnævnt under Olaf Kyrre, og Matthias selv allerede byggede Kathedralkirken i Mil. Ifølge et andet færøisk Sagn, der staar i Forbindelse med det nys anførte, og som i sig selv slet ikke er uantageligt, skal Kirken være bleven indviet til St. Magnus paa Orknøerne[21]; og da St. Magnus, som det nedenfor skal vises, ikke blev dræbt førend 1115, og neppe almindeligt anerkjendt for en Helgen førend i 1135, maa Kirkens Indvielse følgelig ogsaa være sildigere end idet mindste det første af disse Aar. Der er ogsaa en anden Omstændighed, som viser, at Oprettelsen af den faste Biskopsstol paa Færøerne er yngre end hiint Sagn angiver. Den stod nemlig under hele Middelalderen i et saadant Afhængighedsforhold til Biskopsstolen i Bergen, at den besattes derfra, saaledes at det tilkom Biskoppen og Chorsbrødrene i Bergen at udvælge den færøiske Biskop[22]. Dette tyder hen paa, at den færøiske Biskopsstol neppe kan være bleven oprettet, førend efter, eller samtidigt med Oprettelsen af Biskopsstolen i Stavanger; thi da det er øjensynligt, at hiin Ret forbeholdtes den bergenske Biskopsstol, fordi Færøerne hidtil havde været den underlagt, vilde den vel ogsaa være bleven udstrakt, eller i det mindste et Supremati fordret over Stavangers Distrikt, der ligeledes hidtil havde staaet under Biskoppen i Bergen eller Sellø, hvis ikke Færøernes Adskillelse som eget Bispedømme var indtruffen sildigere, da det bergenske allerede havde faaet sin sidste, blivende Begrændsning. Det synes derfor, som om det bliver Sigurd, og ingen anden, hvem den Fortjeneste tilkommer at have oprettet en fast Biskopsstol paa Færøerne, og dette stemmer ogsaa ganske med hvad vi ellers vide om hans Virksomhed til Christendommens Stemme. Ved ogsaa at udstrække sine Bestræbelser til Skat- og Koloni-Landene, opfyldte han kun, hvad han havde lovet i Jerusalem.

Om Kolonilandet Grønland vide vi med større Vished, at det for en Deel skyldte Sigurd Oprettelsen af sin Biskopsstol. Det er allerede tidligere omtalt, at det stod i nærmere Forbindelse med Norge end med Island, og saaledes er det ej heller besynderligt, at Grønlænderne fik sine Kirkeanliggender endeligt ordnede fra Norge, ikke fra Island. Den første Biskop, der omtales paa Grønland, var Erik, med Tilnavn Upse, om hvem der fortælles, at han i Aaret 1112 kom til Grønland og i 1121 drog derfra, for at opsøge Viinland[23]. Erik var en Islænding af Fødsel, og var en Sønnesøns Søn af Gnup, en Broder af den omtalte Kæmpe Hørd Grimkellssøn[24]. Erik kaldes vel Grønlændinge-Biskop, nævnes endog i Biskops-Fortegnelserne, og opholdt sig, som vi see, 9 Aar paa Grønland; dog er det øjensynligt, at han ej var fast ansat der, ligesom det er vist, at Grønland da ikke havde nogen fast Biskopsstol. Det er saaledes rimeligt, at Eriks Plan fra Begyndelsen af har været at opsøge den gamle Koloni i Viinland, og at han kun ved indtrufne Omstændigheder, eller i et ham overdraget Ærende, er bleven holdt tilbage paa Grønland. Hvor vidt han kom til Viinland[25], fandt Kolonien og forblev der, angives ingensteds.

Det er dog sandsynligt, at Grønlænderne ved Biskop Eriks niaarige Ophold i Landet have vænnet sig saaledes til at see en Biskop hos sig, at de ej kunde finde sig i Savnet, og at derfor det Ønske er blevet levende og kommet til Udførelse hos dem, at faa en fast Biskopsstol oprettet i Landet. Stødet hertil udgik nemlig, kun to Aar (1123) efter Eriks Afrejse, fra de to mægtigste Mænd i Landet, Sokke Thoressøn paa Brattelid[26] og hans Søn Einar. Sokke sammenkaldte Folket til et almindeligt Thing, og tilkjendegav her sit Ønske, at Landet ej længer skulde være biskopsløst, forestaaende alle Indbyggerne at skyde sammen til at faa en Biskopsstol oprettet. Dette Forslag fandt Bifald og blev strax udført; Einar Sokkessøn paatog sig efter Faderens Anmodning at rejse til Norge for at bringe Anliggendet i Orden, og rejste afsted, medtagende en Iisbjørn, og en heel Deel Hvalrostænder saa vel som Pelsverk, for derved at vinde Høvdingerne og skaffe sig deres Bistand. Han ankom heldigt til Norge, fik ved sine velkomne Gaver Adgang til Kongen, fremsatte derpaa sit Ærende, skildrede ham Landets Trang, og bad om hans kraftige Bistand til at faa den afhjulpen. Kongen fandt ogsaa, at en saadan Foranstaltning vilde være saare nyttig for Grønlænderne, og udvalgte strax til dette Hverv en vel oplært og til Folkelærer meget skikket Gejstlig ved Navn Arnald. Denne gjorde i Førstningen Vanskeligheder, da han deels ikke troede sig ret duelig dertil, deels nødig vilde skilles fra Frænder og Venner[27], deels frygtede det Folk, med hvilket han skulde have at bestille, som vanskeligt og haardnakket. Men Kongen bad ham for Guds og hans Bønners Skyld at overtage Hvervet; jo mere Menneskene satte hans Taalmodighed paa Prøve, desto større vilde hans Løn blive. Herved lod Arnald sig endelig overtale, dog paa den Betingelse, at hvis han blev indviet til Biskop, skulde Einar edeligen aflægge det Løfte til ham, at ville forsvare og hævde Biskopsstolens Rettigheder, dens Gods og de øvrige til Kirken skjenkede Ejendomme mod alle, der maatte antaste dem. Kongen fandt dette billigt, og Einar erklærede sig villig dertil. Arnald begav sig nu, forsonet med Anbefalingsbreve fra Kongen under hans Indsegl, til Erkebiskop Asser i Lund, for at modtage den biskoppelige Vielse. Denne fik han og, da Asser fandt ham særdeles skikket til Embedet (1124), og han vendte tilbage til Norge, for at følge med Einar til Grønland. Denne havde imidlertid foræret Kongen Iisbjørnen, og til Gjengjeld nydt megen Hæder ved Kongens Hof. Han aflagde nu den Ed, som Biskoppen fordrede, og de droge afsted paa samme Skib (1125), men maatte formedelst Modvind søge Havn under Eyjafjeldene paa Island, hvor de tilbragte Vintren[28], Einar etsteds i Nærheden, og Arnald hos den lærde og navnkundige Sæmund Sigfussøn paa Odde, der sandsynligviis havde indbudt ham til sig. Den følgende Sommer afrejste Arnold og Einar til Grønland, og landede i Eriksfjorden, hvor de fandt en særdeles god Modtagelse. Til Biskopssæde valgtes den store Gaard Garde ved denne Fjord[29], Grønlændingernes Thingsted, og ikke langt fra Brattelid, hvor Einar og hans Fader saaledes kunde være nær ved Haanden, naar Biskoppen maatte finde det nødvendigt, efter den af Einar aflagte Ed, at kræve hans Bistand, (1126). Hertil blev der og, som i det følgende vil sees, snart Anledning, da Arnold var myndig, og viste sig mere hevngjerrig end det passede sig med hans Stilling, og man skulde vente efter det Lov, han hidtil havde havt[30]. Efter Arnold vedblev Garde paa Grønland, kun med saa Mellemrum ved Vakancerne, at være fast Biskops-Residens indtil sidst i det fjortende Aarhundrede[31].

Det er højst rimeligt, at heller ikke Orknøerne tilligemed Hjaltland have undgaaet Kong Sigurds Opmerksomhed, da vi samtidigt med ham finde en Biskop Villjam, som i vore egne Skrifter, og i en Indskrift, funden i hans Grav, kaldes den første Biskop paa Orknø[32], medens der dog ej alene var Biskopper for ham, men der ogsaa, samtidigt med ham, vitterligt fandtes en anden Mand, der ligeledes kaldte sig Biskop af Orknø, nemlig Rodulf eller Radulf den yngre. Da denne var indviet af og for det meste synes at have opholdt sig hos Erkebiskoppen i York, der gjorde Fordring paa Suprematiet over Skotland med tilliggende Øer, medens derimod Villjam virkelig residerede paa Øerne og stod i venskabeligt Forhold med Magthaverne i Norge, er det tydeligt nok, at Norges verdslige Herredømme over Orknøerne har givet Anledning til alvorlige Tvistigheder om disse mellem den yorkske Erkestol paa den ene Side, og den bremiske, eller dens Efterfølger for Nordens Vedkommende, den lundske, paa den anden, hvilke begge endog hver for sig have vedblevet at indvie Biskopper, indtil endelig Oprettelsen af Erkestolen i Norge, hvortil Orknøerne ved Erektionsbullen udtrykkeligt henlagdes, og som Villjam oplevede, afgjorde Sagen til hans Fordeel. Stiftelsen af Erkebiskopsstolen i Birgsaa, og Indvielsen, saa vel af Thorolf, som af Rodulf den ældre, er allerede ovenfor omtalt[33]. Rodulfs Indvielse siges udtrykkeligt at være skeet efter Kong Mælkolms og Dronning Margretes Befaling[34]. Efter Rodulf indviede Erkebiskop Girard i York (1100—1108) en vis Roger til Biskop paa Orknø[35]; og til dennes Efterfølger indviede Erkebiskop Thomas den yngre (1108—1114) den før omtalte Rodulf den yngre[36], der nævnes i engelske Diplomer og Annaler lige ned til 1144, og især spillede en fremragende Rolle ved sin Nærværelse i det store Slag ved Northallerton, 22de August 1138, hvor den gamle Biskop Thorstein af York havde sendt ham i sit Sted, for at opmuntre den engelske Hær, og give den sin Velsignelse[37]. Imidlertid var Biskop Villjam, som det synes, i uforstyrret Besiddelse af Biskopsstolen; han døde 1168, og skal da have beklædt den i 66 (man maa dog snarere formode 56) Aar[38]. Da Villjam, som det i det følgende vil sees, længe gjorde Vanskeligheder ved at anerkjende St. Magnus’s Hellighed, ligger den Slutning temmelig nær, at Magnus, der havde sine meste Forbindelser med Skotland[39] og England, begunstigede Rodulf, medens derimod Haakon Jarl, med hvem han temmelig snart kom paa en spendt Fod, understøttede Villjam, der enten ved hans, eller Kong Sigurds, eller begges Bestræbelser er bleven udnævnt og indviet til Medbiskop. Det faldt da saa godt som af sig selv, at medens Rodulf, Magnus’s Biskop, holdt sig til Erkebiskoppen af York og understøttedes af ham, maatte Villjam, Haakons Biskop, søge sin Støtte hos den anden Erkebiskop, der regnede Orknøerne til sin Provins. Da Magnus, som det ogsaa vil sees, først blev begraven i Christkirken i Birgsaa, er det rimeligt, at dette Sted har hørt til hans Deel af Øerne, og at Rodulf saaledes indtil sin Død har kunnet opholde sig ved den her oprettede Biskopsstol; efter hans Død see vi Villjam tage den i Besiddelse[40], men hvor han imidlertid opholdt sig, nævnes ej; man maa formode, at det enten har været i Kirkevaag, hvortil Biskopsstolen flyttedes, og hvor der allerede stod en til St. Olaf indviet Kirke, eller, hvad der er det rimeligste, paa Egilsø, hvor der ligeledes stod en ældgammel Kirke[41], og hvilken siden oftere nævnes som hans Opholdssted, endog for Biskopsstolens Flytning og Opførelsen af den nye Kirke i Kirkevaag[42]. Efter Navnet at dømme, synes det som om Villjam selv var fra Skotland eller England; og man skulde næsten formode, at han har været en Munk fra Melrose Kloster, der i det mindste senere synes at have staaet i et Slags Forbindelse med Kirken paa Orknø[43]. Kan man saaledes henføre Villjams Optræden som Biskop i Birgsaa til 1115, bliver ogsaa denne Biskopsstols vedvarende Forbindelse med Norge og den norske Kirke at regne fra dette Aar, og er altsaa samtidig med Sigurds kirkelige Virksomhed, der vistnok ogsaa her har haft en ikke ringe Indflydelse. Den synes næsten endog at spores lige til Syderøerne, thi disse Øers Biskops-Fortegnelse viser os paa Sigurds Tid en Biskop Ragnvald fra Norge over Man og Øerne[44], medens derimod Erkebiskop Thomas af York indviede til Biskop en Vimund, Prest paa Øen Skid[45], der ikke forekommer i Biskopsrækken og saaledes neppe har tiltraadt Embedet.

Island havde paa denne Tid, som det nedenfor nærmere skal omtales, faaet en ny Biskopsstol oprettet for Nordlandet paa Hole (1103) ved Siden af den første paa Skaalholt, og det er ikke usandsynligt, at dette Exempel har bidraget betydeligt til ogsaa i Moderlandet at vække Attraa efter flere Biskopsstoles Oprettelse og de større Distrikters Deling. Den nye Biskop, Jon Agmundssøn, saa vel som hans Efterfølger Ketil Thorsteinssøn og Gissurs Efterfølgere paa Skaalholts Biskopsstol, Thorlaak Runulfssøn og Magnus Einarssøn, indviedes alle af Erkebiskop Asser i Lund[46]. Vi have seet, at Kong Sigurd sendte Arnald til ham, for at indvies til Biskop i Grønland, og derfor maa man vel slutte, at han ogsaa har indviet alle de øvrige norske Biskopper, hvis Udnævnelse faldt mellem Erkestolens Oprettelse og hans Død, 1138. Med andre Ord, det lundske Erkesædes Primat over den norske Kirke har været fuldkommen anerkjendt i Norge og paa Island, og Erkebiskop Assers Indflydelse paa Biskopsdømmernes Ordning og Deling, faa vel som de øvrige Foranstaltninger, som dermed stode i Forbindelse, kan derfor ikke andet end have været betydelig[47]. Ved Siden af ham har maaskee ogsaa Kongernes Stifmoder, den fredelskende og Gejstligheden hengivne Margrete Fredkolla, neppe udviklet mindre Virksomhed i kirkelig end i politisk Henseende. Hendes og Kong Sigurds Bestræbelser kom hinanden her imøde, og vi ville i det følgende endog see et Forbund indgaaet til Christendommens Fremme mellem Sigurd og hendes Mand Kong Nikolas, hvorved hun, skjønt ej udtrykkelig nævnt som den, der stiftede det, dog omtales saaledes, at man aner hendes Indflydelse paa begge Partier, og maa forestille sig hende som den egentlige Stifterinde[48].

Af den inderligere religiøse Trang, som, vakt ved Korstogs-Iveren, nu rørte sig hos det norske Folk, og gav det kirkelige Liv et hidtil ukjendt Opsving, udgik ogsaa Oprettelsen af de første Munkeklostre, der saa vel som Biskopsstolenes Stiftelse udtrykkeligen tillægges Kong Sigurd, af den samtidige Ordrik Vitalis. Om et af disse Klostre er der allerede strax ovenfor talt, nemlig Munkelivs Benediktiner-Kloster i Bergen, der egentlig oprettedes af Sigurds Broder Eystein, men med hvis Organisation dog vistnok ogsaa Sigurd i sin Ene-Regjeringstid har haft meget at bestille. Vi have ligeledes omtalt dets Forhold til St. Albani Benediktinerkloster paa Seilet, hvis Oprettelsestid ikke angives nogensteds i de nu tilgængelige Kilder, og hvilket man derfor kunde fristes til at antage stiftet allerede af Olaf Kyrre, naar ikke den samtidige Ordrik, hvis Ord her have særdeles Vegt, udtrykkeligt sagde at man for Sigurds Tid ej kjendte Munkeklostre i Norge. Man maa derfor, som allerede ovenfor antydet, formode, at der vistnok allerede i Olaf Kyrres Tid har boet Munke ved St. Albani Kirke paa Selbo, maaskee ogsaa, efter Biskop Bernhards Flytning K til Bergen, paa Nordnes ved denne Stad, men at det kun var Munke fra fremmede, især engelske Benediktinerklostre, der vare forskrevne til Landet som Biskoppernes Hjelpere, og ikke dannede særskilte eller selvstændige Kloster-Konventet, førend disse oprettedes af Eystein og Sigurd. Den egentlige.Oprettelse af Sellø Kloster maa saaledes med størst Sandsynlighed tillægges Kong Sigurd, og da vi oftere finde, at Brødre af Munkeliv forfremmedes til Abbeder i Sellø, men Abbederne i Sellø igjen oftere forflyttedes i samme Egenskab til Munkeliv, viser det sig tydeligt, at det sidste har været betragtet som den fornemste og tildeels overordnede af de tvende nøje forbundne Stiftelser; og heraf kunde man da vel igjen drage den Slutning, at Klostret i Sellø, som formeligt organiseret Benediktiner-Kloster, er yngre end Munkelivs, og skylder Kong Sigurds senere Regjeringsaar sin Tilværelse[49].

Et andet Kloster, der ogsaa og med større Grund, gjør Munkelivsklostret Rangen stridig med Hensyn til Ælde, er det tidligere omtalte Kloster paa Holm eller Nidarholmen, nu Munkholmen ved Nidaros, om hvilket det er vist, at dets Stiftelse allerede forsøgtes af Kong Knut den mægtige, men som dog ikke synes at have haft nogen Fremme, saa at dets Oprettelse i vore Sagaer eenstemmigt tillægges Magnus Barfods Stallare Sigurd Ullstreng, opfordret dertil i sin Sygdom af Presten Jon Agmundssøn, der siden blev Biskop i Hole paa Island. Hvor længe Sigurd Ullstreng levede, og hvad Tid han oprettede Klostret, nævnes ingensteds, det heder kun at han opbyggede det og doterede det med sit Odelsgods[50]. Han nævnes ikke efter Magnus’s Død, og man kunde af føle lig fristet til at slutte, at han ikke længe overlevede ham; var han en Søn af den i Aaret 1030 dræbte Rut paa Viggen, maatte han ogsaa ved Magnus’s Død være en meget gammel Mand: ja endog om han var hans Sønnesøn, maatte han da være en Mand i sine modnere Aar. Klostrets Stiftelse kan vel saaledes omtrentligt sættes til Tiden omkring 1105. Holmen blev ham foræret af Kong Magnus, i hvis Levetid han altsaa har forberedt Sagen; Godset, han skjenkede dertil, maa, siden det var hans Fædrenegods, først og fremst have bestaaet af Gaarden Viggen med Tilbehør. Det indviedes til St. Benedikt, Munkevæsenets egentlige Ophavsmand i hele det vestlige Europa, samt til St. Laurentius, og kaldes stundom Benediktiner-, stundom Kluniacenser-Kloster. Til denne Orden hørte det aldeles bestemt i senere Tider, og det er sandsynligt, at allerede Sigurd Ullstreng har indrettet det saaledes: med Vished vides dog intet derom, og saa meget er sikkert, at det Kloster, Kong Knut oprettede eller vilde oprette, var et Benediktiner-Kloster. Det blev siden et af Norges rigeste og mere anseede Klostre[51].

I Sigurds Tid stiftedes, som man maa antage, tvende rige og anseede Nonneklostre, begge af Benediktiner-Ordenen, og begge i Viken, nemlig St. Mariæ Nonnekloster i Oslo, og Nonneklostret i Gimsø. I det mindste maa dette have været Tilfældet med det sidst nævnte, der efter al Sandsynlighed var stiftet og doteret af den forhen omtalte Dag Eilivssøn, Magnus Barfods Lendermand og Krigskamerat, hvis egen Datter Bauglid i Aaret 1161 nævnes som Klostrets Abbedisse[52], og som selv ikke nævnes efter Magnus’s Død, hvorfor man maa formode, at hun ej i mange Aar har overlevet ham. Det maa tillige ansees som temmelig vist, at der efter 1130, Kong Sigurds Dødsaar, neppe stiftedes flere Benediktiner-Klostre, thi Cistercienser-Klostrenes Tid var nu kommen[53]. Med Klostret i Gimsø stod Oslo Nonnekloster i den nøjeste Forbindelse; man finder saaledes Abbedisser i Gimsø, der havde været Nonner i Oslo, og heraf opstaar endog sterk Formodning om at Klostret i Oslo var det ældste og meest anseede. Denne Formodning bestyrkes derved, at Nonneklostret i Oslo, som det synes, lige fra sin Oprettelse af, var i Besiddelse af Gaarden Aker med Patronatsretten til Akers Kirke og alle dens prestelige Indtægter: en Overdragelse, der nærmest synes at maatte have fundet Sted, da Biskoppen af Oslo tiltraadte sin Kathedral-Kirke, Hallvards-Kirken[54], og saaledes ej længer trængte til nogen ikke-kongelig Kirke til Udførelsen af sine Funktioner. I Sagaerne nævnes Oslo Nonnekloster (Nonneseter i Oslo) allerførst i samme Aar, Hul„ som Gimsø Kloster omtales[55]. Der har saaledes vist heller ikke været lang Tid mellem deres Oprettelse. Nonneklostret i Oslo stod paa det Strøg, der i ældre Tider, ligesom nu, kaldtes Bern, og da var Stadens yderste bebyggede Punkt mod Nordvest; da Søen dengang naaede meget længer op end nu, hvor saa meget Land er opdæmmet mellem begge Elve, Akers- og Oslo-Elv, maa det søges omtrent ved Foden af den nu saakaldte Enerhoug[56]. Gimsø Kloster, anlagt paa den af Skiens-Elvens Fosser omslyngede Gimsø, omtrent lige over for Dag Eilivssøns Gaard Bratsberg, har sandsynligviis bidraget meget til at den nuværende Kjøbstad Skien (Skíðan) rejste sig. Fra umindelige Tider maa dette Sted, i en vel bebygget Egn, hvor den Elv, der samler alle de store thelemarkske Vasdrag, bliver sejlbar lige til Havet, have været det naturlige Skibsstade med Naust og øvrigt Tilbehør for Størstedelen af Grenlands og Thelemarkens Befolkning, have været Fjordens vigtigste Handels- og Markeds-Plads, uden dog at kaldes nogen By; som saadan nævnes Stedet udtrykkeligt først et Par Aarhundreder efter Klosterets Oprettelse[57].

Men Sigurds vigtigste Handling til Kirkens Bedste, var Indførelsen af Tiende, hvilken han under Ed havde lovet i Jerusalem, da han modtog hiin Spaan af det hellige Kors. Hvorledes en saa betydelig og i Folkets frie Ejendomsret indgribende Afgift kunde blive vedtagen af det, siges ingensteds; vi erfare kun, at Sigurd fik den vedtagen, og at Biskoppen i Nidaros, Adalberts Eftermand, ved Navn Simon, herved maa have været ham behjelpelig: der findes nemlig en enkeltstaaende Optegnelse, der udtrykkeligt nævner Simon som den første, der indførte Tiende i Norge[58]. Man maa antage, at Tienden paa denne Tid ansaaes for en saa væsentlig Indretning i ethvert christeligt Ktirkesamfund, at heller ikke Nordmændene troede at kunne unddrage sig den, uden derved at paadrage sig Mistanke om Lunkenhed i Troen, og Mangel paa Omsorg ser deres aandelige Vel[59]. Dette synes ogsaa at fremgaa af hvad der fortælles om Tiende-Afgiftens Vedtagelse paa Island, der allerede, som vi have nævnt, havde fundet Sted et Snees Aar tidligere ved Biskop Gissurs Bestræbelser, og hvoraf vel Nordmændene nærmest hentede deres Exempel. Her, heder det, overlagde Biskop Gissur, den lærde Sæmund Prest i Odda, og den kloge Lovsigemand, Markus Skeggessøn, med hinanden og søgte med Høvdingernes Bistand at drive det dertil, at Tiende-Afgiften vedtoges som Lov, saaledes at Enhver ydede aarlig Tiende af sit Gods og al sin lovlige Indtægt, ligesom det var Skik i andre Lande, hvor christne Folk bo; og ved deres Raad og kloge Overtalelser kom det virkelig dertil, at man vedtog at give Tiende, der siden skulde deles i fire Dele, af hvilke Biskoppen skulde have een, Kirkerne een, Presterne een, og de Fattige een“[60]. Paa samme Maade og af samme Grund er vel ogsaa Tienden bleven vedtagen i Norge, maaskee samtidigt med Biskopsstolenes Oprettelse. Gammel Vedtægt, heder det i en senere kongelig Retterbod om Tiende og andre kirkelige Afgifter, og guddommelige Forskrifter paabyde, ligesom og hellige Mænds Bestemmelser, saavel deres, der levede i Verdens første Tider, som deres, der kom efter dem, bevidne, at enhver christen Mand hør med Rette yde Tiende af al den retmæssige Indtægt, Gud forunder Mennesket i denne Verden, for at han dermed kan tilkjøbe sig den tiende Deel i Himmeriget hvortil Mennesket fra først af var skabt, men hvorfra det siden blev jaget ved Djævelens Forførelser; og er den lykkelig, som gjør det med god Vilje, men den ulykkelig, der forsømmer det“[61]. Vi erfare, hvorledes ikke mange Ti-Aar senere, da Erkebiskopsstolens Oprettelse forberededes i Norge, tolv af de viseste Mænd fra hver Biskopsstol i Norge tilligemed Biskopperne og Kardinal Nikolas vedtoge i det mindste en Bestemmelse om Gaver, som Kardinalen ønskede indførte[62]; sandsynligviis have de paa den Maade vedtaget alle de øvrige Foranstaltninger, han bragte istand, og sandsynligviis bar vel ogsaa Kong Sigurd baaret sig ad paa samme Maade for at faa Tienden vedtagen. Fremgangsmaaden ved Tiende-Beregningen foreskreves paa Island saaledes: Hver Høst skulde der holdes Mode i enhver Repp (Heredsafdeling) for at bestemme Tiende; her maatte enhver tiendepligtig Mand møde enten personlig eller ved Fuldmægtig, og under Ed angive saavel sin Formue som sin Indtægt. Fem Mænd skulde udvælges til at beregne og skifte Tienden[63]. Stort anderledes kan man neppe heller have baaret sig ad i Norge,idet mindste i Førstningen, indtil den tiltagende Mængde af Erhvervsgrene gjorde Beregningen mere indviklet. Det faldt af sig selv, at Tienden fornemmelig ydedes in natura, navnlig var dette Tilfældet med den aarlige Korn- og Fisketiende; derimod blev Tienden af andre Erhvervsgrene, ligesom paa Island, erlagt i Penge eller Penges Værd; det samme maatte være Tilfældet med Hovedtienden[64]. For Vrangvillighed i at yde Tiende sattes haard Straf; i Gulathingslagen straffedes den tredie Aar med Forbrydelse af Gods til Biskoppen, i Frostathings- og Eidsivathingslagen fjerde Aar med Forbrydelse af baade Fred og Gods. Imidlertid lykkedes det, som man seer, ikke overalt i Norge at faa Tiende-Afgiften ordnet paa denne Maade. I Thelemarken blev den aarlige Indtægts-Tiende aldrig indført, sandsynligviis fordi Indbyggerne ej vilde underkaste sig den, men i dens Sted vedtoges den saakaldte Hoved-Tiende, der ydedes eengang for alle, af enhver der første Gang gjorde sit Bryllup, og bestod i den tiende Deel af Alt hvad han da ejede[65]. Denne Indretning, som sidenefter stedse har bestaaet i Thelemarken, gav i senere Aarhundreder Anledning til at denne Deel af Grønafylket, hvor kun de sædvanlige Skatter, ingen regelmæssig Tiende, svaredes, kaldtes Skatlandet, medens derimod den øvrige Deel, eller Grenland, Havund og Vestmare, kaldtes Tiendetaget.

Tienden deeltes, som det allerede ovenfor er nævnt, saavel i Norge som paa Island i fire lige store Dele, mellem Biskoppen, Presten, Kirken og de Fattige. Dette var noget anderledes end i Sverige, hvor Presten først tog en Trediedeel, og de øvrige to Trediedele skiftedes ligt mellem Biskoppen, Kirken og de Fattige[66]. Tienden maa have medført en overordentlig Forandring i Gejstlighedens Stilling. Fra Afhængighed og sandsynligviis Fattigdom kom den nu med et til Selvstændighed og Velstand. Hvis den nu, som i Størstedelen af det øvrige okcidentale Europa, ogsaa i Norge ved streng Iagttagelse af de paany indskærpede Coelibatslove havde afsondret sig fra den øvrige Deel af Folket, vilde den vel ogsaa her, som andensteds, meget snart have dannet en egen Stat i Staten og overfløjet Kongemagten. Men Coelibatslovene kom i Norge aldrig ret i Udøvelse, deels fordi de nu engang strede imod Folkeaanden, deels fordi Egteskaberne selv endnu,sædvanligviis bleve indgangne paa den ældgamle Viis, som en Civil-Akt, uden den kirkelige Vielse, der ej engang omtales i de ældre Kirkelove, hvoraf fulgte, at Prestens Egteskab, ihvorvel det i borgerlig Henseende var fuldkommen lovgyldigt, dog fra Kirkens Standpunkt alene betragtedes som et Konkubinat, med hvilket man for det meste ej regnede det saa nøje[67]. Saaledes vedblev Gejstligheden fremdeles at staa i den nøjeste Forbindelse med det øvrige Folk, og dens Interesser skiltes ikke saaledes fra Folkets, som i andre Lande. Hermed er det ikke sagt, at Gejstlighedens Indflydelse i sig selv blev mindre. Tvertimod gjorde den sig vel endog i mange Tilfælde saa meget mere gjeldende, som de Gejstlige ved flere Baand knyttedes til deres Omgivelser. Men dens Indflydelse virkede len anden Retning, der mere stemmede med dens Kald. Den velgjørende Modvegt mod Feudal-Aristokratiets Overgreb, som Gejstligheden, netop ved sin isolerede Stilling, i de andre Lande dannede, behøvedes ikke i Norge, der ikke engang kjendte noget Feudal-Aristokrati, og hvor Folket selv endnu .havde Myndighed nok til at holde Overgreb fra Kronens Side Stangen. Det var først under de senere Partistridigheder, men ogsaa da kun ved sine Forbindelser med det øvrige Folk, at Gejstligheden kom i aabenbar Strid med Kongemagten.

  1. Morkinskinna fol. 26 a. (fór þá Sigurðr konungr um ríki sitt ok [var honum vel] fagnat), sammenholdt med fol. 30 b., Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 42, Snorre Cap. 29: (þá er þú sigldir með fegrð ok prýði at Noregi ok allir vinir þinir runnu móti þér með fagnaði, játtuðu allir þér konungdóm með hinni mestu virðing ok sœmd) se nedenfor.
  2. Se herom især Suhm, V. 138—140.
  3. Se Norsk Tidsskrift, V. S. 42, 43. jvfr. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 52, Snorre Cap. 39. Her nævnes vel ikke Reinald udtrykkeligt ved Navn, men da man af Biskopsfortegnelsen seer, at han var den første Biskop i Stavanger, kan den Biskop, der omtales, ej være nogen anden end ham.
  4. Om Bernhard, see ovenfor, S. 186, 190, 191, 420.
  5. Dette siges udtrykkeligt i Harald Gilles Saga, Cap. 9, Snorre Cap. 8.
  6. Se herom strax nedenfor, hvor der handles om Domkirken i Stavanger.
  7. Alt Sunnmørafylke hørte under Nidaros, sees blandt andet, og tydeligt, af Aaslak Bolts Jordebog, medens den ældre Gulathingslov igjen noksom viser, at det i verdslig Henseende hørte til Gulathingslagen. Som Grund til, at det lagdes under Nidaros, kunde man gjette paa, at det maaskee hørte til Eysteins Deel. Vi have ovenfor seet, at Steigar-Thore begyndte sit Oprør mod Magnus Barfod paa Oplandene og paa Søndmøre, hvilke begge derfor i engere Forstand synes at have været regnede til Haakons Part; ved Delingen mellem Sigurd og Eystein efter Olafs Død 1115, da, som det allerede i Forbigaaende er omtalt, begge Konger sees at have faaet Besiddelser paa Oplandene, er det derfor ikke usandsynligt at ogsaa Søndmøre er tildeelt Eystein, medens derimod Sigurd fik det øvrige af Gulathingslagen, det sydligste af Oplandene, og Viken; se herom nærmere nedenfor. Heraf kunde man da ogsaa slutte, hvad der i sin selv er rimeligt, at de ovenfor omtalte Indretninger ej kom fuldkommen istand førend længe efter Olafs Død.
  8. Se Peder Claussøn, Beskrivelse over Norge, S. 74.
  9. Se ovenfor S. 420.
  10. Islendingabok, Cap. 9. Der staar: „Kol, som var øster i Viken“. Kol døde den 5te Juli, ifølge Nekrologien, Langebek, Scr. rer. Dan. II. S. 511. Det synes vistnok ved første Øjekast rimeligst, at alle Oplandene laa under Biskoppen i Oslo, indtil Biskopsstolen i Hamar oprettedes. Men da, som vi nedenfor ville see, ved denne Lejlighed den sydlige Deel af-Oplandene lagdes til Oslo, kan man neppe udfinde nogen anden rimelig Grund hertil, end at man ved Delingen fulgte Grændsen mellem Eysteins og Sigurds Distrikter, der begge indbefattede Dele af Oplandene; og dette torde derhos ogsaa oplyse, hvorfor der ikke strax oprettedes en Biskopsstol i Hamar, da nemlig den øvre og største Deel af Oplandene laa under Eystein.
  11. Jvfr. Brev af 7de September 1278 (Dipl. Norv. III. 15), hvor Biskop Andreas af Oslo kalder Kirken „ecclesia sanctæ trinitatis stawangrensis“ med Brev af 17de August 1275 og 3die August 1278 (No. 12 og 14 i samme Samling), hvor Erkebiskop Jarund og Biskop Peter af Orknø kalder den St. Swithuns Kirke.
  12. Helgenen Swithun havde været Biskop i Winchester fra 837 til 862. Hans Levninger opbevaredes i et prægtigt Skrin i Stadens Kathedralkirke, men nogle af dem bleve siden af den ovenfor (I. 2. S. 471, 472) omtalte St. Ælfeah, da han forflyttedes fra Winchester, hvor han var Biskop, til Canterbury som Erkebiskop, overførte til dette Sted.
  13. Se Haakon Sverressøns Saga Cap. 5, jvfr. Fornm. Sögur IX. S. 223, hvor St. Swithuns Skriin omtales.
  14. Ædhelwold havde først været Benediktinermunk og Dekanus i Glastonbury, siden i Abingdon, som han grundede paa ny, og hvis Abbed han blev; derpaa blev han Biskop i Winchester, hvor han forefandt et højst fordærvet Konvent af Sekular-Chorsbrødre, og derfor indførte St. Benedikts Regel; men det mishagede Chorsbrødrene saaledes, at de alle droge bort, paa tre nær. De Bortdragendes Plads udfyldte han ved Munke fra Abingdon. (Rudborne i Whartons Angl. Sacra I. 218, 219. Chron. Sax. og Florents ved 963). Dette viser, i hvilken nøjere Forbindelse baade Glastonbury og Abingdon maa have staaet med Winchester; men saavel Glastonbury som Abingdon havde leveret Biskopper til Norge, nemlig de for omtalte Sigurd (S. 424) og Rodulf (S. 170).
  15. Rudborn, l. c. S. 255 flgg. Ann. Winton. sammesteds S. 295. Det er for øvrigt merkeligt nok, at Domkirken i Winchester i sin nuværende Skikkelse, der dog vistnok skriver sig fra en senere Tid end Walkelins, skjelner sig fra de fleste andre i England ved sin fladt afsluttede østre eller Chor-Ende, og at det samme er Tilfældet med Stavangers Domkirke. Skulde dette tyde hen paa nogen fortsat Forbindelse mellem dem begge?
  16. Her var, som vi allerede have seet, fra gammel Tid en anseet Kongsgaard paa Thromø; ligeledes var der Kongsgaard paa Nidarnes (Nedenes); her paa Østenden boede prale Sæbjørnssøn og hans Søn Kol Kalessøn og Sigurd Sneis (Orkneyinga Saga Cap. 150) og der maa have været megen Færdsel fra den Kant. Muligt dog ogsaa, at man ved Valget af Stavanger har haft Nærheden af Søvejen til Eidfjord for Øje, skjønt det da næsten havde været rimeligere, at vælge et Sted som Haugesund eller Agvaldsnes til Bispesæde.
  17. Navnet Stafangr forekommer vel, baade i Landnaama I. 17, jvfr. ovenfor I. 1. S. 523, 550; og i Magnus den godes Saga (Arnors Vers) hos Snorre Cap. 20, i den vidtløftige Saga Cap. 24; men det bliver altid usikkert, om ikke Stavangfjorden i Søndfjord herved menes; ja dette er endog det sandsynligste. Ordrik Vitalis, der (Duchêne S. 767) skildrer Norges Tilstand strax efter Sigurd Jorsalafarers Død, og opregner Stæderne, som man tydeligt kan see, efter vel underrettede Folks Udsagn, nævner ikke Stavanger. Som By omtales den aller først hvor Kong Magnus Erlingssøn, sandsynligviis omkring 1175, skjenker den hele Stad (bœinn sjálfan) til St. Swithun og Biskopsstolen. Gavebrevet existerer vel ikke længer nu, men paaberaabes i en Bekræftelse af Haakon Haakonssøn (mellem 1226 og 1254), se Norges gamle Love I. S. 248, Thorkelins Dipl. Arn. II. 23—25. Heraf sees ogsaa at Byens Grund var Krongods.
  18. Antikvarisk Tidsskrift 1849—1851, andet Hefte, S. 147—154. Sagnet er her meget tiltrækkende fortalt, og med en Omstændelighed, der ej kan andet end i det hele taget vække gunstig Formodning om dets Troværdighed. Det er allerede merkeligt nok, at Folkesagnet paa Færøerne har opbevaret den første Biskops Navn, nemlig Gudmunds, der ellers kun nævnes i Biskops-Fortegnelserne, af hvilke ingen skriver sig fra Færøerne selv.
  19. Se Biskops-Rækkerne, aftrykte i Norsk Tidsskrift, V. S. 42, 44.
  20. De islandske Annaler, S. 64.
  21. Antiqvarisk Tidsskrift, l. c.
  22. Herom haves en Mængde Brevskaber, fornemmelig i Anledning af den færøiske Biskopsstols Besættelse efter Erlends Død, 1308; Udtog af disse, oprindelig indførte i en Kopibog, tilhørende Bergens Biskopsstol, og afskrevet i de bartholinske Samlinger, IV. (E), findes hos Suhm, Historie af Danmark, 12te Tome.
  23. De islandske Annaler, ved disse Aar, S. 54. Grønlands historiske Mindesmerker III. S. 6.
  24. Landnaama, I. 13. Om Hørd, se ovenfor I. 2. S. 43, 166.
  25. Om Kolonien Viinland i Nordamerika, se ovenfor.
  26. Sandsynligviis nedstammede Sokke fra Erik røde i Brattelid, siden han var i Besiddelse af Ættegaarden. Den Formodning er for øvrigt ikke usandsynlig, der findes fremsat i „Grønlands historiske Mindesmerker“ II. S. 671, at Sokkes Fader Thore har været Svigersøn af Lovsigemanden Skald-Helge, islandsk af Fødsel, gift med den mægtige Enke Thorun af Langenes i Einarsfjorden; hun har maaskee igjen været en Syster af Thorgrim Trolle (se ovenfor I. 2. S. 703.) Datter af Einar, Einarsfjordens første Kolonist, og Datterdatter af Erik røde.
  27. Heraf maa man vel slutte, at Arnald var norsk af Fødsel. Af det oftere anførte Nekrologium erfares Arnalds Dødsdag, den 20de Mai. Det er bekjendt, og vil nedenfor nærmere blive omtalt, at han siden kom tilbage til Norge, og blev den første Biskop i Hamar.
  28. Aarstallene angives i de islandske Annaler, S. 56. Her staar ved 1124: Biskop Arnald indvies til Grønland, og ved 1126: Tre Biskopper paa Island. Herved menes nemlig Dens tvende Biskopper tilligemed Biskop Arnald. Det er saaledes tydeligt, at dennes Indvielse har fundet Sted i Løbet af Vintren 1124—25.
  29. Om Garde se ovenfor I. 2. S. 705.
  30. Grœnlendingaþáttr i Flatøbogen, aftrykt i „Grønlands historiske Mindesmerker“, S. 680 flg.
  31. Den sidste grønlandske Biskop, der residerede i Landet, synes at have været Henrik, se „Grønlands historiske Mindesmerker“ III. S. 897.
  32. Se Orkneyinga Saga. S. 137, saa vel som St. Magnus’s Saga, S. 536; paa begge Steder heder det, at han var „først Biskop“. Paa en Blyplade funden i hans Grav, kaldes han „Willielmus senex, primus episcopus“, og i de islandske Annaler S. 68, „Villjam den gamle“.
  33. Se ovenfor S. 217.
  34. Stubbs, Acta pontif. Eborac., hos Twysden, S. 1709.
  35. Stubbs, l. c. S. 1710.
  36. Stubbs, l. c. S. 1713.
  37. Rodulf optraadte her som Skotlands Fiende, thi ved Northallerton anførte Kong David af Skotland i egen Person den skotske Hær mod de northumberlandske Baroner, men blev aldeles slagen. Dette Slag er især bekjendt under Navnet „Standart-Slaget“, fordi Englænderne, paa Italienernes Viis, havde indrettet en carroccio eller stor Vogn med en Mast, hvorfra Bannere vajede, og hvorpaa tillige et Skriin med Hostien var fæstet. Se Lappenbergs Gesch. Englands II. S. 319—323.
  38. Det vil siden efter blive viist, at St. Magnus maa være dræbt 1115, medens Sagaen nævner 1101. Da den rimeligviis har benyttet dette klar som Udgangspunkt for Beregningen af Villjams Funktionstid, nemlig saaledes at hans Tiltrædelse regnedes fra det andet eller tredie Diar for Magnus“s Død, bliver det rette Tiltrædelses-Aar sandsynligviis 1112 eller 1113. Han omtales heller ikke før denne Tid.
  39. Magnus var gift med et skotskt Fruentimmer, og bad før sin Død Haakon Jarl om at maatte blive sendt til deres fælles Venner, se nedenfor, jvfr. Orkneyinga Saga S. 130.
  40. Orkneyinga Saga S. 136, jvfr. St. Magnus’s Saga, S. 536.
  41. At der da var en Kirke i Kirkevaag, ligger allerede i Navnet; jvfr. ovenfor S. 144. Øen Egilsø havde sandsynligviis ligeledes Navn efter den der staaende, af Paperne opførte Kirke (ecclais, som Ordet ecclesia af Gaelerne fordrejedes se Ann. for Nord. Oldk. og Hist. 1852. S. 58, 76).
  42. Denne grundlagdes ej, som det nedenfor vil sees, førend i 1137; medens Egilsø dog omtales som Biskop Villjams Opholdssted allerede i 1136, se Orkneyinga Saga S. 192. Den omtales som saadan, men senere ogsaa S. 222, 230.
  43. Det er saaledes vist, at en Laurentius, Munk fra Melrose, der tidligere havde været „Abbed“ paa Orknø, i Aaret 1175 valgtes til Abbed i Melrose (se Chron. de Mailros ved dette Aar). Melrose var Benediktinerkloster indtil 1136, da Kong David I reformerede det til Cistercienserkloster. „Munke“ omtales paa Orknø ved 1158, se Orkneyinga Saga S. 370.
  44. Se Biskops-Fortegnelsen i Anhanget til den Manske Krønike, Johnstones Udg. S. 44. Som de tre første Biskopper nævnes her Roolwer (Rolf), Villjam, og Haamund, Søn af Jole, den sidste i Gudrød Crovans Dage, altsaa før 1095. Efter ham, siges der, kom en Englænder, Gamaliel, og derpaa Ragnvald fra Norge. Den anden Biskop fra Ragnvald af at regne nævnes som død i 1193 eller 1203; og Ragnvalds Tiltrædelsestid falder saaledes netop i Sigurds Dage. Der fortælles at han allerførst fik af Presterne i Man Trediedelen af alle kirkelige Indtægter, for at de siden kunde være frie for alle Udpresninger af Biskopperne.
  45. Stubbs l. c. S. 1217.
  46. Se herom Hungrvaka, saa vel som Finn Jonssøns islandske Kirkehistorie I. S. 222. Om Jon Agmundssøn, se ovenfor S. 500 flg.
  47. Uheldigviis er den Pavebulle, hvorved Lundes Erkestol oprettedes, nu tabt, saa at man ej kan see, hvor mange af Nordens Lande der underlagdes Erkestolen. At Norge, Sverige og Island maa have været nævnte, er tydeligt nok af det foregaaende; men mere tvivlsomt er det, hvor vidt ogsaa Orknøerne og Syderøerne have været omtalte; dog maa man vel antage det. Derhos er det ikke usandsynligt, at de enkelte Biskopsstole have været opregnede, hvilket just paa denne Tid vilde have kunnet afgive megen Oplysning om Forholdene.
  48. Nemlig i Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 38, Snorre Cap. 27. hvor der handles om det af Nikolas og Sigurd i Fællesskab aftalte Tog for at christne det hedenske Smaaland. Her forudskikkes en Notits om at Nikolas havde egtet Magnus Barfods Enke Margrete. Om hendes Kjerlighed for og Gavmildhed mod Kirken, se Saxo, S. 618.
  49. Om Sellø Kloster se Langes norske Klosterhistorie S. 537—544. Her opmures (S. 540) hvorledes Einar, Abbed i Sellø, i Aaret 1305 blev Abbed i Munkeliv; hans Eftermand i Sellø var Heming, der siden (1326) ligeledes blev Abbed i Munkeliv, og efterfulgtes i Sellø Kloster af Erling, Broder i Munkeliv.
  50. I den utrykte Jon Agmundssøns Saga staar udtrykkeligt: „Saaledes sige merkelige Mænd, at den hellige Biskop Jon har tilsagt og befalet ham (Sigurd Ullstreng) i Skriftemaalet, ak han at sit Gods skulde oprejse et Svartmunkekloster (saaledes kaldtes nemlig hos os Benediktinerne) i Nidarholmen, og give dertil saa meget Gods, at Guds Tjenestemænd maatte kunne leve der vel og sømmeligt; det er bekjendt for mange, at Sigurd Ullstreng har faaet Holmen til Foræring af Kong Magnus, og at han først af alle har funderet bemeldte Emner„ samt dertil givet sit Fædrenegods (föðurleifð) og mange store Gaarde“.
  51. Om Holms Kloster se Langes Klosterhistorie S. 316—338.
  52. Haakon Herdebreds Saga Cap. 15.
  53. Se herom Langes Klosterhistorie S. 73 flg. Det største Cisterrienser-Nonnekloster, Tart i Borgund, siden Hovedkloster for alle Nonneklostre af denne Orden, stiftedes allerede 1120.
  54. Altsaa mellem 1115 og 1120.
  55. Nemlig hvor Slaget mellem Kong Inge og Haakon Herdebred omtales, Haakon Herdebreds Saga Cap. 18, Snorre Cap. 18, se nedenfor. Her nævnes Nonneseter som Byens yderste Punkt mod Nord, Trolleborg som det yderste mod Syd. Dog staar der ikke, at Nonneseter laa ved Søen.
  56. Se Langes Klosterhistorie S. 653 flg.
  57. Skien nævnes, uden at man dog kan se, hvor vidt det var en By, aller først ved 1184 i Sverres Saga Cap. 91; dog seer man heraf, at Heklungerne havde bragt med sig fra Sogn til Skien en Mængde af de haarde Brynestene (Handsteine) fra Eidsborg langt oppe i Thelemarken, der endnu udføres i betydelig Mængde over Skien. Altsaa var den dog da Udskibningssted. Den nævnes ikke, hvor Gregorius Dagssøns Begravelse 1161 omtales, uagtet der dog var god Lejlighed dertil, lige saa lidet i Inges Saga Cap. 26, Snorre Cap. 29, i Anledning af Kong Eysteins Tog for at fange Gregorius. Altsaa har Steder maaskee da endnu ej varet en By. De ældste Privilegier for Skien, som kjendes, ere af 1358, men da omtales Byen allerede som længe bestaaende. Den nævnes som Sysselmands-Residens allerede paa Haakon Haakonssøns Tid, se Haakon Haakonssøns Saga Cap. 283.
  58. Nemlig den ældste af de forhaandenværende Bisperækker, se Norsk Tidsskrift V. S. 42.
  59. Tienden, allerede grundlagt i de mosaiske Love, blev saa tidligt, som paa Kirkemødet i Mâcon 585 erklæret for en Kirken tilkommende Rettighed. I England var den allerede indført af de angliske Konger.
  60. Hungrvaka Cap. 6.
  61. Norges gamle Love I. S. 459.
  62. Norges gamle Love I. S. 447.
  63. Biskop Gissurs Statut.
  64. Ældre Frostathingslov Cap. 19: „Til Skreid-Tiende skal man gaa til Hjell, og ved Korn-Tiende til Lade“, dog tilføjes der, „naar han der udsælger af hvert Slags“. Eidsivalagen siger udtrykkelig Cap. 32, at Tienden skal udredes paa Ageren, Biskop Gissurs Statut nævner derimod Ækvivalents Beregning. I Gulathingslagen findes ingen udtrykkelig Bestemmelse.
  65. I den ældre Vikske Christenret, Cap. 11, lyde Udtrykkene som om enhver var pligtig at udrede saadan Hovedtiende og Indtægts (ávaxter) Tiende; men Meningen er aabenbart, at Bestemmelsen om Hovedtiende skulde gjelde lige saa fuldt for de Distrikter, hvor den anvendtes, som Bestemmelsen om Indtægtstiende for de øvrige. Og nu var Hovedtiende-Distriktet kun Thelemarken, hvorfor Hovedtiende heller ikke antydes i de øvrige Christenretter. Hovedtienden bestemmes endnu i en Forordning af Christian IV til 110 af hvad Bonden ejer; i den senere Tid er den svunden betydeligt ind. Se Willes Beskrivelse over Silegjord S. 284.
  66. Se Østgøtalov Christenbolk Cap. 9, jvfr. Vestgotalov Kirkebalk Cap. 17. I England deeltes Tienden i tre Dele, mellem Kirken, Gejstligheden og de Fattige, se Ædhelreds Love IX. 6. Her skulde ogsaa Korntiende erlægges paa Ageren for hver tiende Kornmark, som Ploven gjennemskar.
  67. Der er ovenfor, ved flere Lejligheder, nemlig S. 508, i Anledning af Ingebjørg Jarlemoders Egteskab med Kong Mælkolm, omtalt, hvorledes de borgerlige Egteskaber i Norden (danico more, som Villjam af Jumièges siger) betragtedes fra et strengt kirkeligt Standpunkt som Konkubinater. For øvrigt blev den kirkelige Vielse ikke udtrykkelig paabuden, førend efter at den var bleven erklæret for et Sakrament, i det 12de Aarhundrede. I vore ældre Kirkelove paabydes den ikke førend i Erkebiskop Jons fra 1280, Cap. 41. Gejstliges Giftermaal og Børn omtales paa Island lige til Reformationen; i Norge har man flere Advarselsbreve fra Biskopperne, hvorved enkelte Prester tilholdes at skille sig fra deres „focariæ“, uden at Advarselen synes at have frugtet, og saavel „Biskopssønner“ som „Prestesønner“ omtales udtrykkeligt, i Særdeleshed i Lovene ældre end det 13de Aarhundrede.