Det norske Folks Historie/3/58

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Sigurd var kommen hjem til Norge og atter, uhindret af ſin Broder, havde tiltraadt ſin Deel af Rigsſtyrelſen, rejſte han, ſom det beder, rundt om i ſit Rige, og blev overalt modtagen af Indbyggerne paa det venligſte. Alle hans Venner kom ham i Møde, og hyldede ham paa ny ſom deres Konge, navnlig, ſom man maa formode, i den ſydøſtlige Deel af Landet, hvor han nu atter opſlog ſit Hovedſæde[1]. Dog indſkrænkede hans Virkſomhed ſig neppe til denne Deel alene, men ogſaa til de øvrige Dele af Riget, i det mindſte Kong Olafs, hvor de kirkelige Anliggender nu med Eyſteins Samtykke og Medvirkning ganſke ſynes at have været overtagne og beſørgede af Sigurd. Imidlertid fik han dog vel neppe aldeles frie Hænder, førend han efter begge ſine Brødres Død (1116 og 1121) var bleven Enekonge. I Tidsrummet efter denne Tid og til hans Død (1130) falder vel derfor i Særdeleshed hans ſtørſte kirkelige Virkſomhed. Allerede ved at tiltræde Korstoget havde Sigurd paa en vis Maade viet ſig i Kirkens Tjeneſte, og den højtidelige Ed, ſom han aflagde i Jeruſalem for at faa hiin Spaan af det hellige Kors, nemlig om at ville fremme Chriſtendommen af al Magt, oprette et Erkeſæde og indføre Tienden m. m., betegnede ogſaa hans fremtidige Virken ſom fortrinsviis kirkelig; thi hvad han her havde paataget ſig at udføre var ikke et Verk af faa Maaneder eller Aar, men kunde nok, naar det ſkulde ſkee fuldſtændigt, optage en Konges hele Regjeringstid.

Af de vigtige kirkelige Indretninger, Sigurd havde lovet at ſætte igjennem, ſkulde man have antaget at ingen var mere populær end


Oprettelſen af en egen Erkebiſkopsſtol for Landet, da dette derved befriedes fra det Principat, ſom.fremmede Landes Erkebiſkopper hidtil havde udøvet over Riget, førſt de hamburg-bremiſke, og, i den aller ſidſte Tid, de danſke i Lund, hvor Erkeſædet, efter langvarige Underhandlinger, endelig var blevet oprettet, ej alene for Danmark, men ogſaa for hele Norden, i Aaret 1104, da Biſkop Asſer ophøjedes til Erkebiſkop, og fik Pallium[2]. Men dette var dog det eneſte af Sigurds Løfter, ſom hverken kom til Udførelſe i hans egen eller i hans Efterfølgers Levetid, medens det derimod gik langt raſkere med Opfyldelſen af det andet, om hvilket man dog ſkulde formode at det vilde have mødt langt ſtørre Modſtand, nemlig Indførelſen af Tiende-Ydelſen. Men foruden at Oprettelſen af en egen Erkeſtol altid krævede mange foreløbige Underhandlinger, iſær formedelſt den Erkebiſkops Indſigelſer, ſom derved tabte en betydelig Deel af ſin Provins, maatte den i Norge være forbunden med ſæregne Vanſkeligheder, da man her førſt maatte faa en ordentlig Dioceſan-Inddeling i Stand, og faſte Biſkopsſtole med beſtemte Sæder oprettede over hele Landet. Og herpaa rettede ſig, ſom man tydeligt kan ſee, Sigurds førſte Beſtræbelſer i denne Sag. Ham giver ogſaa den ſamtidige anglo-nordinanniſke Forfatter Ordrik udtrykkelig Æren for Oprettelſen af Biſkopsdømniertie i Norge.

Vore egne Kilder tale ellers kun ſaare lidet om denne vigtige Sag. De give os neppe engang de Biſkoppers Navne, ſom fandtes i Norge paa Sigurds Tid. Kun lejlighedsviis omtale de ved Slutningen af Sigurds Regjeringstid Biſkop Magne i Bergen, Biſkop Reinald eller Reginald i Stavanger, hvilket ſidſte Sted her for førſte Gang forekommer ſom Biſkopsſæde, og Biſkop Kol i Oslo. Af de gamle Biſkops-Fortegnelſer, ſom ere os opbevarede[3], ſees det, at Reinald virkelig var den førſte Biſkop i Stavanger, og at Magne i Bergen var umiddelbar Eftermand af hiin Bernhard den ſaxiſke, der, allerede ankommen til Norge paa Magnus den godes Tid, tilbragte 19 Aar paa Island, og var ſiden efter, under Olaf Kyrre, Biſkop paa Sellø, hvorfra han ſenere paa ſine gamle Dage flyttede til Bergen[4]. Da Bernhard neppe kan have levet ſaa længe, ſom til Sigurd Jorſalafarers Tronbeſtigelſe, end ſige til hans Hjemkomſt fra det hellige Land, maa Magne allerede have været beſkikket til Biſkop af eller under Magnus Barfod; og da hans Navn har en fuldkommen norſk Klang, ſkulde man næſten formode, at han har været en af de unge Nordmænd, ſom Olaf Kyrre efter Pave Gregors Opfordring, den han viſtnok ikke undlod at opfylde, ſendte til Rom, for der omhyggeligen at oplæres i de hellige og guddommelige Love. Da derhos Magne i en af Biſkopsfortegnelſerne endnu regnes blandt Biſkopperne paa Sellø, uagtet han boede i Bergen, maa han tillige have været Munk i Sellø, hvad enten Kloſtret paa denne Ø allerede da var til, eller der, hvad der er rimeligere, ved Helligdommen i Sellø fandtes en Deel Munke af Benediktiner-Ordenen, ſom havde aflagt Kloſterløftet i udenlandſke, iſær engelſke Kloſtre, og nu vare Biſkoppens Medhjelpere, ſaa vel ved Folkets Oplærelſe og Befæſtelſe i Chriſtendommen, ſom ved Beſørgelſen af de dagligt forefaldende kirkelige Forretninger, og af hvilke derfor vel ogſaa flere ledſagede Bernhard til Bergen, da han, ſom allerede forhen nævnt, opſlog ſin Bolig her. Af disſe Munkes Tal har da ſandſynligviis, ſom nys antydet, ogſaa hiin Reinald været. Han var af engelſk Herkomſt[5], og viſtnok kommen fra et eller andet Benediktinerkloſter i England, navnlig Abingdon eller Wincheſter[6], og han opholdt ſig rimeligviis hos Magne i Bergen, da Kong Sigurd oprettede det nye Biſkopsdømme i Stavanger, og udnævnte ham til at beklæde denne Poſt. Oprettelſen af dette Biſkopsdømme beſtod egentlig alene deri, at Gulathingslagen, ſom hidtil havde nøjet ſig med een Biſkop, nu fik tvende, der deelte Diſtriktet mellem ſig ſaaledes, at Biſkoppen i Sellø eller Bergen fik den nordlige, og den nye Biſkop den ſydlige Deel. Der er imidlertid Omſtændigheder, ſom tyde hen paa, at denne Deling ej har fundet Sted ſom en ſærſkilt Forføjning for Gulathingslagens Vedkommende, men at det hele Land ved denne Lejlighed er blevet inddeelt i fire Biſkopsdømmer med beſtemte Grændſer, og med faſte Sæder for Biſkopperne. Det Diſtrikt, der lagdes til Bergen, indbefattede nemlig ikke hele den nordlige Deel af Gulathingslagen, men alene Firdafylke, Sogn og Hørdafylke, medens Sunnmørafylke, uviſt af hvad Grund, lagdes under Nidaroos[7]; og de Oplands-Bygder, der tilhørte Gulathingslagen øſtenfor Fjeldet, nemlig Valdres og Haddingedal, fulgte ikke de tilgrændſende Landſkaber, Sogn og Hordaland, men lagdes derimod under Stavanger, hvis Hoveddiſtrikt, Rygjafylke og Egdafylke, ikke engang laa ſammen dermed, men var adſkilt ved betydelige mellemkommende Fjeldſtrækninger; man maatte endog, for at Biſkoppen i Stavanger paa ſine Rejſer over Fjeldet til hine adſpredte Diſtrikter, ej ſkulde behøve at ride gjennem den bergenſke Biſkops Territorium, tæmme til hans Biſkopsdømme Eidfjord Sogn inderſt i Hardanger, fra hvilket han da begav ſig gjennem Pasſene ved Hallingſkarven over til Aal i Hallingdal; hvorimod Svedens Sogn paa Grændſen af Hørdeland og Ryfylke til Vederlag for Eidfjord ſkal have været afſtaaet til Bergens Biſkop[8]. I Oplandene, der ikke ſaa lang Tid ſenere blev et Biſkopsdømme for ſig, indſattes endnu ingen ſæregen Biſkop, men de ere enten blevne deelte mellem Biſkopperne i Throndhjem og Viken, eller de lagdes, ſom den ſtørſte Deel af Sevslagen, under Vikens Biſkop, der nu, ſom man maa formode, fik faſt Reſidens i Oslo, og en egen Kathedralkirke, nemlig St. Hallvardskirken, der maa være bleven opført under Sigurd Jorſalafarer, ſiden det ved hans Død udtrykkeligt ſiges, at han blev begraven i denne Kirke, medens paa den anden Side Biſkop Kol Thorkellsſøn, en Frænde og Diſcipel af Biſkop Isleif paa Island, der allerede af ham var indviet til Preſt[9], og ſynes at have været jevnaldrende med den for omtalte Jon Agmundsſøn, den førſte Biſkop i Hole paa Island (1105—1121), omtales af den ſamtidige og paalidelige Forfatter Are frode omkring 1122 endnu ſom „Biſkop øſter i Viken“, men tillige ſom om han ikke længer var i Live[10]. Oslo maa ſaaledes være blevet forordnet til faſt Biſkopsſæde og have faaet en egen Kathedralkirke enten i Biſkop Kols Tid, eller under hans Eftermand Peter, om hvem for Reſten intet vides. Kathedralkirken fik Navn efter St. Hallvard, hvis Skriin lige fra Kirkens Opførelſe af ſynes at have været opbevaret der, ſkjønt den vel ogſaa var indviet til den hellige Trefoldighed, ligeſom alle, eller de fleſte Kathedralkirker i Norge. Stavanger fik ligeledes med en egen Biſkop ogſaa en Kathedralkirke: det er nemlig tydeligt, at den ældſte, veſtlige Deel af Domkirken i Stavanger, der endnu har vedligeholdt ſig uſkadt lige til vore Tider, er opført i Begyndelſen af det 12te Aarhundrede, og da den paa den anden Side ikke kan være ældre end Kong Sigurds Tid, maa det netop være den, ſom ved hans Foranſtaltning blev bygget. Den kaldtes ſædvanligviis St. Swithuns-, ogſaa Trefoldigheds-Kirken[11], og maa følgelig ej alene have været indviet til den hellige Trefoldighed, men ogſaa til Helgenen St. Swithun, Biſkop i Wincheſter[12], af hvis Levninger, ſom opbevaredes i denne Stads Kathedralkirke, ogſaa et Stykke maa være ſkjenket til Stavanger, for at danne det nys oprettede Biſkopsſædes fornemſte Helligdom. Det er nemlig viſt, at et ſaakaldet Kar. Stvithuns Skriin“, det vil ſige et Skriin med en eller flere Relikvier af St. Swithun, forvaredes i Stavangers Kathedralkirke[13]. Dette hentyder umiskjendeligt paa en Forbindelſe mellem Wincheſter og Stavangers nys oprettede Biſkopsſtol, der letteſt lader ſig forklare derved, at Reinald, den førſte Biſkop, oprindelig har været Munk ved det Benediktiner-Konvent, der allerede ſiden Biſkop Ædhelwolds Tid (963—984) beſtod ved Wincheſters Kathedralkirke[14], og hvis Regel paa ny var bleven ſkærpet og reformeret af Biſkop Walkelin (1070—1098), der ogſaa paa ny gjenopbyggede St. Swithunseller Trefoldighedskirken i Wincheſter, og paa Helgenens Feſtdag med megen Højtidelighed lod hans Skriin bringe fra den gamle til den nye Kirke[15]. Da man, ſom det ovenfor er antydet, maa formode, at Reinald før ſin Udnævnelſe til Biſkop har været en af de Munke, der opholdt ſig deels i Bergen, deels i Sellø, ſom Biſkoppens Medhjelpere, faar man heraf en Anelſe om den Forbindelſe, hvori den norſke Kirke fremdeles ſtod med den engelſke, og ſom i det hele taget maa have været langt nøjere end dens Forbindelſe med den danſke, uagtet den dog nu var lagt under denne.

Aarſagen, hvorfor Stavanger valgtes til Sæde for den nye Biſkop, uagtet det dog laa i Udkanten af Biſkopsdømmet, kan neppe have været nogen anden end den, at der paa dette Sted, der rimeligviis var Havn og Skibsſtade for Indbyggerne af Buknfjordens indre Kyſter, ſaa vel ſom for Beboerne af Jæderens og Dalernes nordlige Deel, allerede havde nedſat ſig flere faſtboende Strandſiddere lokkede af Stedets gode Beliggenhed for Søfarten og de rige Fiſkerier i Nærheden, og at deres Huſe tilligemed en heel Seet Skibsnauſt gave Stedet Udſeende af en By, hvilket ſandſynligviis har været det eneſte bymæsſige Anlæg i det hele Biſkopsdømme, og altſaa det eneſte Sted, hvor man efter de nys indſkærpede Beſtemmelſer kunde lade Biſkoppen tage Sæde. Ellers ſynes det, ſom om Egnen omkring Thromø og Nedenes paa Øſter-Agder, hvor der baade fandtes Kongsgaarde og hvor flere anſeede Mænd boede, ſkulde have ligget mere belejligt til, og været den, der førſt maatte komme i Betragtning[16]. Stavanger regnedes dog endnu ikke i Sigurds Tid for en egentlig By, og omtales ſom ſaadan førſt i Aarhundredets anden Halvdeel; dens Navn forekommer neppe engang før Aarhundredets Begyndelſe[17]. Der er ſaaledes al Rimelighed for at Stedet har faaet ſin egentlige Opkomſt ved Biſkopsſædet med dets talrige Perſonale af underordnede Gejſtlige, fornemmelig efter at Domkapitlet var oprettet i Midten af Aarhundredet. Grunden, hvorpaa Kirken og den hele By laa, var for øvrigt, ligeſom ved de andre Byer og Biſkopsſæder, kongelig Ejendom.

Saaledes havde da Norge nu faaet fire Biſkopsdømmer med faſte Biſkopsſæder, Nidaros, Bergen, Oslo og Stavanger. Men Sigurds Virkſomhed i denne Retning indſkrænkede ſig ikke til det egentlige Norge alene, men ogſaa til Skat- og Koloni-Landene. Færøerne fik ogſaa, ſom det ſynes, paa denne Tid og maaſkee ved hans Beſtræbelſer en egen Biſkopsſtol. Et Sagn paa Øerne melder, at Olaf Kyrre ved ſin Tilbagerejſe fra Orknøerne i Aaret 1067 ſkal have beſøgt Færøerne, og efter ſin Hjemkomſt til Norge ſendt dem en Biſkop, ved Navn Gudmund, der, uden for øvrigt at have nogen faſt beſtemt Reſidens, for det meſte opholdt ſig hos den rige Enke Æſa paa Gaarden Kirkebø, ſydligſt paa Strømø, og forrettede Gudstjeneſte i den til Gaarden hørende Kirke; og at Gudmunds Efterfølger, den vindeſyge Matthias, ſiden efter ved ſnedige og vrange Beſkyldninger mod hende, at hun havde overtraadt de ſtrenge Love om Faſten, fik drevet det dertil, at hun forbrød alt ſit ſtore Jordegods, af hvilket der nu oprettedes en faſt Biſkopsſtol i Kirkebø, hvor der ogſaa byggedes en Kathedralkirke 1111[18]. Det er viſt nok, at den førſte Biſkop paa Færøerne hed Gudmund, og at hans Efterfølger hed Matthias[19]; men da denne døde ſaa ſildigt ſom i 1157 eller 1158[20], bliver der vel et ſtort Spørgsmaal, hvor vidt Gudmund allerede blev udnævnt under Olaf Kyrre, og Matthias ſelv allerede byggede Kathedralkirken i Mil. Ifølge et andet færøiſk Sagn, der ſtaar i Forbindelſe med det nys anførte, og ſom i ſig ſelv ſlet ikke er uantageligt, ſkal Kirken være bleven indviet til St. Magnus paa Orknøerne[21]; og da St. Magnus, ſom det nedenfor ſkal viſes, ikke blev dræbt førend 1115, og neppe almindeligt anerkjendt for en Helgen førend i 1135, maa Kirkens Indvielſe følgelig ogſaa være ſildigere end idet mindſte det førſte af disſe Aar. Der er ogſaa en anden Omſtændighed, ſom viſer, at Oprettelſen af den faſte Biſkopsſtol paa Færøerne er yngre end hiint Sagn angiver. Den ſtod nemlig under hele Middelalderen i et ſaadant Afhængighedsforhold til Biſkopsſtolen i Bergen, at den beſattes derfra, ſaaledes at det tilkom Biſkoppen og Chorsbrødrene i Bergen at udvælge den færøiſke Biſkop[22]. Dette tyder hen paa, at den færøiſke Biſkopsſtol neppe kan være bleven oprettet, førend efter, eller ſamtidigt med Oprettelſen af Biſkopsſtolen i Stavanger; thi da det er øjenſynligt, at hiin Ret forbeholdtes den bergenſke Biſkopsſtol, fordi Færøerne hidtil havde været den underlagt, vilde den vel ogſaa være bleven udſtrakt, eller i det mindſte et Supremati fordret over Stavangers Diſtrikt, der ligeledes hidtil havde ſtaaet under Biſkoppen i Bergen eller Sellø, hvis ikke Færøernes Adſkillelſe ſom eget Biſpedømme var indtruffen ſildigere, da det bergenſke allerede havde faaet ſin ſidſte, blivende Begrændsning. Det ſynes derfor, ſom om det bliver Sigurd, og ingen anden, hvem den Fortjeneſte tilkommer at have oprettet en faſt Biſkopsſtol paa Færøerne, og dette ſtemmer ogſaa ganſke med hvad vi ellers vide om hans Virkſomhed til Chriſtendommens Stemme. Ved ogſaa at udſtrække ſine Beſtræbelſer til Skat- og Koloni-Landene, opfyldte han kun, hvad han havde lovet i Jeruſalem.

Om Kolonilandet Grønland vide vi med ſtørre Vished, at det for en Deel ſkyldte Sigurd Oprettelſen af ſin Biſkopsſtol. Det er allerede tidligere omtalt, at det ſtod i nærmere Forbindelſe med Norge end med Island, og ſaaledes er det ej heller beſynderligt, at Grønlænderne fik ſine Kirkeanliggender endeligt ordnede fra Norge, ikke fra Island. Den førſte Biſkop, der omtales paa Grønland, var Erik, med Tilnavn Upſe, om hvem der fortælles, at han i Aaret 1112 kom til Grønland og i 1121 drog derfra, for at opſøge Viinland[23]. Erik var en Islænding af Fødſel, og var en Sønneſøns Søn af Gnup, en Broder af den omtalte Kæmpe Hørd Grimkellsſøn[24]. Erik kaldes vel Grønlændinge-Biſkop, nævnes endog i Biſkops-Fortegnelſerne, og opholdt ſig, ſom vi ſee, 9 Aar paa Grønland; dog er det øjenſynligt, at han ej var faſt anſat der, ligeſom det er viſt, at Grønland da ikke havde nogen faſt Biſkopsſtol. Det er ſaaledes rimeligt, at Eriks Plan fra Begyndelſen af har været at opſøge den gamle Koloni i Viinland, og at han kun ved indtrufne Omſtændigheder, eller i et ham overdraget Ærende, er bleven holdt tilbage paa Grønland. Hvor vidt han kom til Viinland[25], fandt Kolonien og forblev der, angives ingenſteds.

Det er dog ſandſynligt, at Grønlænderne ved Biſkop Eriks niaarige Ophold i Landet have vænnet ſig ſaaledes til at ſee en Biſkop hos ſig, at de ej kunde finde ſig i Savnet, og at derfor det Ønſke er blevet levende og kommet til Udførelſe hos dem, at faa en faſt Biſkopsſtol oprettet i Landet. Stødet hertil udgik nemlig, kun to Aar (1123) efter Eriks Afrejſe, fra de to mægtigſte Mænd i Landet, Sokke Thoresſøn paa Brattelid[26] og hans Søn Einar. Sokke ſammenkaldte Folket til et almindeligt Thing, og tilkjendegav her ſit Ønſke, at Landet ej længer ſkulde være biſkopsløſt, foreſtaaende alle Indbyggerne at ſkyde ſammen til at faa en Biſkopsſtol oprettet. Dette Forſlag fandt Bifald og blev ſtrax udført; Einar Sokkesſøn paatog ſig efter Faderens Anmodning at rejſe til Norge for at bringe Anliggendet i Orden, og rejſte afſted, medtagende en Iisbjørn, og en heel Deel Hvalrostænder ſaa vel ſom Pelsverk, for derved at vinde Høvdingerne og ſkaffe ſig deres Biſtand. Han ankom heldigt til Norge, fik ved ſine velkomne Gaver Adgang til Kongen, fremſatte derpaa ſit Ærende, ſkildrede ham Landets Trang, og bad om hans kraftige Biſtand til at faa den afhjulpen. Kongen fandt ogſaa, at en ſaadan Foranſtaltning vilde være ſaare nyttig for Grønlænderne, og udvalgte ſtrax til dette Hverv en vel oplært og til Folkelærer meget ſkikket Gejſtlig ved Navn Arnald. Denne gjorde i Førſtningen Vanſkeligheder, da han deels ikke troede ſig ret duelig dertil, deels nødig vilde ſkilles fra Frænder og Venner[27], deels frygtede det Folk, med hvilket han ſkulde have at beſtille, ſom vanſkeligt og haardnakket. Men Kongen bad ham for Guds og hans Bønners Skyld at overtage Hvervet; jo mere Menneſkene ſatte hans Taalmodighed paa Prøve, deſto ſtørre vilde hans Løn blive. Herved lod Arnald ſig endelig overtale, dog paa den Betingelſe, at hvis han blev indviet til Biſkop, ſkulde Einar edeligen aflægge det Løfte til ham, at ville forſvare og hævde Biſkopsſtolens Rettigheder, dens Gods og de øvrige til Kirken ſkjenkede Ejendomme mod alle, der maatte antaſte dem. Kongen fandt dette billigt, og Einar erklærede ſig villig dertil. Arnald begav ſig nu, forſonet med Anbefalingsbreve fra Kongen under hans Indſegl, til Erkebiſkop Asſer i Lund, for at modtage den biſkoppelige Vielſe. Denne fik han og, da Asſer fandt ham ſærdeles ſkikket til Embedet (1124), og han vendte tilbage til Norge, for at følge med Einar til Grønland. Denne havde imidlertid foræret Kongen Iisbjørnen, og til Gjengjeld nydt megen Hæder ved Kongens Hof. Han aflagde nu den Ed, ſom Biſkoppen fordrede, og de droge afſted paa ſamme Skib (1125), men maatte formedelſt Modvind ſøge Havn under Eyjafjeldene paa Island, hvor de tilbragte Vintren[28], Einar etſteds i Nærheden, og Arnald hos den lærde og navnkundige Sæmund Sigfusſøn paa Odde, der ſandſynligviis havde indbudt ham til ſig. Den følgende Sommer afrejſte Arnold og Einar til Grønland, og landede i Eriksfjorden, hvor de fandt en ſærdeles god Modtagelſe. Til Biſkopsſæde valgtes den ſtore Gaard Garde ved denne Fjord[29], Grønlændingernes Thingſted, og ikke langt fra Brattelid, hvor Einar og hans Fader ſaaledes kunde være nær ved Haanden, naar Biſkoppen maatte finde det nødvendigt, efter den af Einar aflagte Ed, at kræve hans Biſtand, (1126). Hertil blev der og, ſom i det følgende vil ſees, ſnart Anledning, da Arnold var myndig, og viſte ſig mere hevngjerrig end det pasſede ſig med hans Stilling, og man ſkulde vente efter det Lov, han hidtil havde havt[30]. Efter Arnold vedblev Garde paa Grønland, kun med ſaa Mellemrum ved Vakancerne, at være faſt Biſkops-Reſidens indtil ſidſt i det fjortende Aarhundrede[31].

Det er højſt rimeligt, at heller ikke Orknøerne tilligemed Hjaltland have undgaaet Kong Sigurds Opmerkſomhed, da vi ſamtidigt med ham finde en Biſkop Villjam, ſom i vore egne Skrifter, og i en Indſkrift, funden i hans Grav, kaldes den førſte Biſkop paa Orknø[32], medens der dog ej alene var Biſkopper for ham, men der ogſaa, ſamtidigt med ham, vitterligt fandtes en anden Mand, der ligeledes kaldte ſig Biſkop af Orknø, nemlig Rodulf eller Radulf den yngre. Da denne var indviet af og for det meſte ſynes at have opholdt ſig hos Erkebiſkoppen i York, der gjorde Fordring paa Suprematiet over Skotland med tilliggende Øer, medens derimod Villjam virkelig reſiderede paa Øerne og ſtod i venſkabeligt Forhold med Magthaverne i Norge, er det tydeligt nok, at Norges verdslige Herredømme over Orknøerne har givet Anledning til alvorlige Tviſtigheder om disſe mellem den yorkſke Erkeſtol paa den ene Side, og den bremiſke, eller dens Efterfølger for Nordens Vedkommende, den lundſke, paa den anden, hvilke begge endog hver for ſig have vedblevet at indvie Biſkopper, indtil endelig Oprettelſen af Erkeſtolen i Norge, hvortil Orknøerne ved Erektionsbullen udtrykkeligt henlagdes, og ſom Villjam oplevede, afgjorde Sagen til hans Fordeel. Stiftelſen af Erkebiſkopsſtolen i Birgsaa, og Indvielſen, ſaa vel af Thorolf, ſom af Rodulf den ældre, er allerede ovenfor omtalt[33]. Rodulfs Indvielſe ſiges udtrykkeligt at være ſkeet efter Kong Mælkolms og Dronning Margretes Befaling[34]. Efter Rodulf indviede Erkebiſkop Girard i York (1100—1108) en vis Roger til Biſkop paa Orknø[35]; og til dennes Efterfølger indviede Erkebiſkop Thomas den yngre (1108—1114) den før omtalte Rodulf den yngre[36], der nævnes i engelſke Diplomer og Annaler lige ned til 1144, og iſær ſpillede en fremragende Rolle ved ſin Nærværelſe i det ſtore Slag ved Northallerton, 22de Auguſt 1138, hvor den gamle Biſkop Thorſtein af York havde ſendt ham i ſit Sted, for at opmuntre den engelſke Hær, og give den ſin Velſignelſe[37]. Imidlertid var Biſkop Villjam, ſom det ſynes, i uforſtyrret Beſiddelſe af Biſkopsſtolen; han døde 1168, og ſkal da have beklædt den i 66 (man maa dog ſnarere formode 56) Aar[38]. Da Villjam, ſom det i det følgende vil ſees, længe gjorde Vanſkeligheder ved at anerkjende St. Magnus’s Hellighed, ligger den Slutning temmelig nær, at Magnus, der havde ſine meſte Forbindelſer med Skotland[39] og England, begunſtigede Rodulf, medens derimod Haakon Jarl, med hvem han temmelig ſnart kom paa en ſpendt Fod, underſtøttede Villjam, der enten ved hans, eller Kong Sigurds, eller begges Beſtræbelſer er bleven udnævnt og indviet til Medbiſkop. Det faldt da ſaa godt ſom af ſig ſelv, at medens Rodulf, Magnus’s Biſkop, holdt ſig til Erkebiſkoppen af York og underſtøttedes af ham, maatte Villjam, Haakons Biſkop, ſøge ſin Støtte hos den anden Erkebiſkop, der regnede Orknøerne til ſin Provins. Da Magnus, ſom det ogſaa vil ſees, førſt blev begraven i Chriſtkirken i Birgsaa, er det rimeligt, at dette Sted har hørt til hans Deel af Øerne, og at Rodulf ſaaledes indtil ſin Død har kunnet opholde ſig ved den her oprettede Biſkopsſtol; efter hans Død ſee vi Villjam tage den i Beſiddelſe[40], men hvor han imidlertid opholdt ſig, nævnes ej; man maa formode, at det enten har været i Kirkevaag, hvortil Biſkopsſtolen flyttedes, og hvor der allerede ſtod en til St. Olaf indviet Kirke, eller, hvad der er det rimeligſte, paa Egilsø, hvor der ligeledes ſtod en ældgammel Kirke[41], og hvilken ſiden oftere nævnes ſom hans Opholdsſted, endog for Biſkopsſtolens Flytning og Opførelſen af den nye Kirke i Kirkevaag[42]. Efter Navnet at dømme, ſynes det ſom om Villjam ſelv var fra Skotland eller England; og man ſkulde næſten formode, at han har været en Munk fra Melroſe Kloſter, der i det mindſte ſenere ſynes at have ſtaaet i et Slags Forbindelſe med Kirken paa Orknø[43]. Kan man ſaaledes henføre Villjams Optræden ſom Biſkop i Birgsaa til 1115, bliver ogſaa denne Biſkopsſtols vedvarende Forbindelſe med Norge og den norſke Kirke at regne fra dette Aar, og er altſaa ſamtidig med Sigurds kirkelige Virkſomhed, der viſtnok ogſaa her har haft en ikke ringe Indflydelſe. Den ſynes næſten endog at ſpores lige til Syderøerne, thi disſe Øers Biſkops-Fortegnelſe viſer os paa Sigurds Tid en Biſkop Ragnvald fra Norge over Man og Øerne[44], medens derimod Erkebiſkop Thomas af York indviede til Biſkop en Vimund, Preſt paa Øen Skid[45], der ikke forekommer i Biſkopsrækken og ſaaledes neppe har tiltraadt Embedet.

Island havde paa denne Tid, ſom det nedenfor nærmere ſkal omtales, faaet en ny Biſkopsſtol oprettet for Nordlandet paa Hole (1103) ved Siden af den førſte paa Skaalholt, og det er ikke uſandſynligt, at dette Exempel har bidraget betydeligt til ogſaa i Moderlandet at vække Attraa efter flere Biſkopsſtoles Oprettelſe og de ſtørre Diſtrikters Deling. Den nye Biſkop, Jon Agmundsſøn, ſaa vel ſom hans Efterfølger Ketil Thorſteinsſøn og Gisſurs Efterfølgere paa Skaalholts Biſkopsſtol, Thorlaak Runulfsſøn og Magnus Einarsſøn, indviedes alle af Erkebiſkop Asſer i Lund[46]. Vi have ſeet, at Kong Sigurd ſendte Arnald til ham, for at indvies til Biſkop i Grønland, og derfor maa man vel ſlutte, at han ogſaa har indviet alle de øvrige norſke Biſkopper, hvis Udnævnelſe faldt mellem Erkeſtolens Oprettelſe og hans Død, 1138. Med andre Ord, det lundſke Erkeſædes Primat over den norſke Kirke har været fuldkommen anerkjendt i Norge og paa Island, og Erkebiſkop Asſers Indflydelſe paa Biſkopsdømmernes Ordning og Deling, faa vel ſom de øvrige Foranſtaltninger, ſom dermed ſtode i Forbindelſe, kan derfor ikke andet end have været betydelig[47]. Ved Siden af ham har maaſkee ogſaa Kongernes Stifmoder, den fredelſkende og Gejſtligheden hengivne Margrete Fredkolla, neppe udviklet mindre Virkſomhed i kirkelig end i politiſk Henſeende. Hendes og Kong Sigurds Beſtræbelſer kom hinanden her imøde, og vi ville i det følgende endog ſee et Forbund indgaaet til Chriſtendommens Fremme mellem Sigurd og hendes Mand Kong Nikolas, hvorved hun, ſkjønt ej udtrykkelig nævnt ſom den, der ſtiftede det, dog omtales ſaaledes, at man aner hendes Indflydelſe paa begge Partier, og maa foreſtille ſig hende ſom den egentlige Stifterinde[48].

Af den inderligere religiøſe Trang, ſom, vakt ved Korstogs-Iveren, nu rørte ſig hos det norſke Folk, og gav det kirkelige Liv et hidtil ukjendt Opſving, udgik ogſaa Oprettelſen af de førſte Munkekloſtre, der ſaa vel ſom Biſkopsſtolenes Stiftelſe udtrykkeligen tillægges Kong Sigurd, af den ſamtidige Ordrik Vitalis. Om et af disſe Kloſtre er der allerede ſtrax ovenfor talt, nemlig Munkelivs Benediktiner-Kloſter i Bergen, der egentlig oprettedes af Sigurds Broder Eyſtein, men med hvis Organiſation dog viſtnok ogſaa Sigurd i ſin Ene-Regjeringstid har haft meget at beſtille. Vi have ligeledes omtalt dets Forhold til St. Albani Benediktinerkloſter paa Seilet, hvis Oprettelſestid ikke angives nogenſteds i de nu tilgængelige Kilder, og hvilket man derfor kunde friſtes til at antage ſtiftet allerede af Olaf Kyrre, naar ikke den ſamtidige Ordrik, hvis Ord her have ſærdeles Vegt, udtrykkeligt ſagde at man for Sigurds Tid ej kjendte Munkekloſtre i Norge. Man maa derfor, ſom allerede ovenfor antydet, formode, at der viſtnok allerede i Olaf Kyrres Tid har boet Munke ved St. Albani Kirke paa Selbo, maaſkee ogſaa, efter Biſkop Bernhards Flytning K til Bergen, paa Nordnes ved denne Stad, men at det kun var Munke fra fremmede, iſær engelſke Benediktinerkloſtre, der vare forſkrevne til Landet ſom Biſkoppernes Hjelpere, og ikke dannede ſærſkilte eller ſelvſtændige Kloſter-Konventet, førend disſe oprettedes af Eyſtein og Sigurd. Den egentlige.Oprettelſe af Sellø Kloſter maa ſaaledes med ſtørſt Sandſynlighed tillægges Kong Sigurd, og da vi oftere finde, at Brødre af Munkeliv forfremmedes til Abbeder i Sellø, men Abbederne i Sellø igjen oftere forflyttedes i ſamme Egenſkab til Munkeliv, viſer det ſig tydeligt, at det ſidſte har været betragtet ſom den fornemſte og tildeels overordnede af de tvende nøje forbundne Stiftelſer; og heraf kunde man da vel igjen drage den Slutning, at Kloſtret i Sellø, ſom formeligt organiſeret Benediktiner-Kloſter, er yngre end Munkelivs, og ſkylder Kong Sigurds ſenere Regjeringsaar ſin Tilværelſe[49].

Et andet Kloſter, der ogſaa og med ſtørre Grund, gjør Munkelivskloſtret Rangen ſtridig med Henſyn til Ælde, er det tidligere omtalte Kloſter paa Holm eller Nidarholmen, nu Munkholmen ved Nidaros, om hvilket det er viſt, at dets Stiftelſe allerede forſøgtes af Kong Knut den mægtige, men ſom dog ikke ſynes at have haft nogen Fremme, ſaa at dets Oprettelſe i vore Sagaer eenſtemmigt tillægges Magnus Barfods Stallare Sigurd Ullſtreng, opfordret dertil i ſin Sygdom af Preſten Jon Agmundsſøn, der ſiden blev Biſkop i Hole paa Island. Hvor længe Sigurd Ullſtreng levede, og hvad Tid han oprettede Kloſtret, nævnes ingenſteds, det heder kun at han opbyggede det og doterede det med ſit Odelsgods[50]. Han nævnes ikke efter Magnus’s Død, og man kunde af føle lig friſtet til at ſlutte, at han ikke længe overlevede ham; var han en Søn af den i Aaret 1030 dræbte Rut paa Viggen, maatte han ogſaa ved Magnus’s Død være en meget gammel Mand: ja endog om han var hans Sønneſøn, maatte han da være en Mand i ſine modnere Aar. Kloſtrets Stiftelſe kan vel ſaaledes omtrentligt ſættes til Tiden omkring 1105. Holmen blev ham foræret af Kong Magnus, i hvis Levetid han altſaa har forberedt Sagen; Godſet, han ſkjenkede dertil, maa, ſiden det var hans Fædrenegods, førſt og fremſt have beſtaaet af Gaarden Viggen med Tilbehør. Det indviedes til St. Benedikt, Munkevæſenets egentlige Ophavsmand i hele det veſtlige Europa, ſamt til St. Laurentius, og kaldes ſtundom Benediktiner-, ſtundom Kluniacenſer-Kloſter. Til denne Orden hørte det aldeles beſtemt i ſenere Tider, og det er ſandſynligt, at allerede Sigurd Ullſtreng har indrettet det ſaaledes: med Vished vides dog intet derom, og ſaa meget er ſikkert, at det Kloſter, Kong Knut oprettede eller vilde oprette, var et Benediktiner-Kloſter. Det blev ſiden et af Norges rigeſte og mere anſeede Kloſtre[51].

I Sigurds Tid ſtiftedes, ſom man maa antage, tvende rige og anſeede Nonnekloſtre, begge af Benediktiner-Ordenen, og begge i Viken, nemlig St. Mariæ Nonnekloſter i Oslo, og Nonnekloſtret i Gimsø. I det mindſte maa dette have været Tilfældet med det ſidſt nævnte, der efter al Sandſynlighed var ſtiftet og doteret af den forhen omtalte Dag Eilivsſøn, Magnus Barfods Lendermand og Krigskamerat, hvis egen Datter Bauglid i Aaret 1161 nævnes ſom Kloſtrets Abbedisſe[52], og ſom ſelv ikke nævnes efter Magnus’s Død, hvorfor man maa formode, at hun ej i mange Aar har overlevet ham. Det maa tillige anſees ſom temmelig viſt, at der efter 1130, Kong Sigurds Dødsaar, neppe ſtiftedes flere Benediktiner-Kloſtre, thi Ciſtercienſer-Kloſtrenes Tid var nu kommen[53]. Med Kloſtret i Gimsø ſtod Oslo Nonnekloſter i den nøjeſte Forbindelſe; man finder ſaaledes Abbedisſer i Gimsø, der havde været Nonner i Oslo, og heraf opſtaar endog ſterk Formodning om at Kloſtret i Oslo var det ældſte og meeſt anſeede. Denne Formodning beſtyrkes derved, at Nonnekloſtret i Oslo, ſom det ſynes, lige fra ſin Oprettelſe af, var i Beſiddelſe af Gaarden Aker med Patronatsretten til Akers Kirke og alle dens preſtelige Indtægter: en Overdragelſe, der nærmeſt ſynes at maatte have fundet Sted, da Biſkoppen af Oslo tiltraadte ſin Kathedral-Kirke, Hallvards-Kirken[54], og ſaaledes ej længer trængte til nogen ikke-kongelig Kirke til Udførelſen af ſine Funktioner. I Sagaerne nævnes Oslo Nonnekloſter (Nonneſeter i Oslo) allerførſt i ſamme Aar, Hul„ ſom Gimsø Kloſter omtales[55]. Der har ſaaledes viſt heller ikke været lang Tid mellem deres Oprettelſe. Nonnekloſtret i Oslo ſtod paa det Strøg, der i ældre Tider, ligeſom nu, kaldtes Bern, og da var Stadens yderſte bebyggede Punkt mod Nordveſt; da Søen dengang naaede meget længer op end nu, hvor ſaa meget Land er opdæmmet mellem begge Elve, Akers- og Oslo-Elv, maa det ſøges omtrent ved Foden af den nu ſaakaldte Enerhoug[56]. Gimsø Kloſter, anlagt paa den af Skiens-Elvens Fosſer omſlyngede Gimsø, omtrent lige over for Dag Eilivsſøns Gaard Bratsberg, har ſandſynligviis bidraget meget til at den nuværende Kjøbſtad Skien (Skíðan) rejſte ſig. Fra umindelige Tider maa dette Sted, i en vel bebygget Egn, hvor den Elv, der ſamler alle de ſtore thelemarkſke Vasdrag, bliver ſejlbar lige til Havet, have været det naturlige Skibsſtade med Nauſt og øvrigt Tilbehør for Størſtedelen af Grenlands og Thelemarkens Befolkning, have været Fjordens vigtigſte Handels- og Markeds-Plads, uden dog at kaldes nogen By; ſom ſaadan nævnes Stedet udtrykkeligt førſt et Par Aarhundreder efter Kloſterets Oprettelſe[57].

Men Sigurds vigtigſte Handling til Kirkens Bedſte, var Indførelſen af Tiende, hvilken han under Ed havde lovet i Jeruſalem, da han modtog hiin Spaan af det hellige Kors. Hvorledes en ſaa betydelig og i Folkets frie Ejendomsret indgribende Afgift kunde blive vedtagen af det, ſiges ingenſteds; vi erfare kun, at Sigurd fik den vedtagen, og at Biſkoppen i Nidaros, Adalberts Eftermand, ved Navn Simon, herved maa have været ham behjelpelig: der findes nemlig en enkeltſtaaende Optegnelſe, der udtrykkeligt nævner Simon ſom den førſte, der indførte Tiende i Norge[58]. Man maa antage, at Tienden paa denne Tid anſaaes for en ſaa væſentlig Indretning i ethvert chriſteligt Ktirkeſamfund, at heller ikke Nordmændene troede at kunne unddrage ſig den, uden derved at paadrage ſig Mistanke om Lunkenhed i Troen, og Mangel paa Omſorg ſer deres aandelige Vel[59]. Dette ſynes ogſaa at fremgaa af hvad der fortælles om Tiende-Afgiftens Vedtagelſe paa Island, der allerede, ſom vi have nævnt, havde fundet Sted et Snees Aar tidligere ved Biſkop Gisſurs Beſtræbelſer, og hvoraf vel Nordmændene nærmeſt hentede deres Exempel. Her, heder det, overlagde Biſkop Gisſur, den lærde Sæmund Preſt i Odda, og den kloge Lovſigemand, Markus Skeggesſøn, med hinanden og ſøgte med Høvdingernes Biſtand at drive det dertil, at Tiende-Afgiften vedtoges ſom Lov, ſaaledes at Enhver ydede aarlig Tiende af ſit Gods og al ſin lovlige Indtægt, ligeſom det var Skik i andre Lande, hvor chriſtne Folk bo; og ved deres Raad og kloge Overtalelſer kom det virkelig dertil, at man vedtog at give Tiende, der ſiden ſkulde deles i fire Dele, af hvilke Biſkoppen ſkulde have een, Kirkerne een, Preſterne een, og de Fattige een“[60]. Paa ſamme Maade og af ſamme Grund er vel ogſaa Tienden bleven vedtagen i Norge, maaſkee ſamtidigt med Biſkopsſtolenes Oprettelſe. Gammel Vedtægt, heder det i en ſenere kongelig Retterbod om Tiende og andre kirkelige Afgifter, og guddommelige Forſkrifter paabyde, ligeſom og hellige Mænds Beſtemmelſer, ſaavel deres, der levede i Verdens førſte Tider, ſom deres, der kom efter dem, bevidne, at enhver chriſten Mand hør med Rette yde Tiende af al den retmæsſige Indtægt, Gud forunder Menneſket i denne Verden, for at han dermed kan tilkjøbe ſig den tiende Deel i Himmeriget hvortil Menneſket fra førſt af var ſkabt, men hvorfra det ſiden blev jaget ved Djævelens Forførelſer; og er den lykkelig, ſom gjør det med god Vilje, men den ulykkelig, der forſømmer det“[61]. Vi erfare, hvorledes ikke mange Ti-Aar ſenere, da Erkebiſkopsſtolens Oprettelſe forberededes i Norge, tolv af de viſeſte Mænd fra hver Biſkopsſtol i Norge tilligemed Biſkopperne og Kardinal Nikolas vedtoge i det mindſte en Beſtemmelſe om Gaver, ſom Kardinalen ønſkede indførte[62]; ſandſynligviis have de paa den Maade vedtaget alle de øvrige Foranſtaltninger, han bragte iſtand, og ſandſynligviis bar vel ogſaa Kong Sigurd baaret ſig ad paa ſamme Maade for at faa Tienden vedtagen. Fremgangsmaaden ved Tiende-Beregningen foreſkreves paa Island ſaaledes: Hver Høſt ſkulde der holdes Mode i enhver Repp (Heredsafdeling) for at beſtemme Tiende; her maatte enhver tiendepligtig Mand møde enten perſonlig eller ved Fuldmægtig, og under Ed angive ſaavel ſin Formue ſom ſin Indtægt. Fem Mænd ſkulde udvælges til at beregne og ſkifte Tienden[63]. Stort anderledes kan man neppe heller have baaret ſig ad i Norge,idet mindſte i Førſtningen, indtil den tiltagende Mængde af Erhvervsgrene gjorde Beregningen mere indviklet. Det faldt af ſig ſelv, at Tienden fornemmelig ydedes in natura, navnlig var dette Tilfældet med den aarlige Korn- og Fiſketiende; derimod blev Tienden af andre Erhvervsgrene, ligeſom paa Island, erlagt i Penge eller Penges Værd; det ſamme maatte være Tilfældet med Hovedtienden[64]. For Vrangvillighed i at yde Tiende ſattes haard Straf; i Gulathingslagen ſtraffedes den tredie Aar med Forbrydelſe af Gods til Biſkoppen, i Froſtathings- og Eidſivathingslagen fjerde Aar med Forbrydelſe af baade Fred og Gods. Imidlertid lykkedes det, ſom man ſeer, ikke overalt i Norge at faa Tiende-Afgiften ordnet paa denne Maade. I Thelemarken blev den aarlige Indtægts-Tiende aldrig indført, ſandſynligviis fordi Indbyggerne ej vilde underkaſte ſig den, men i dens Sted vedtoges den ſaakaldte Hoved-Tiende, der ydedes eengang for alle, af enhver der førſte Gang gjorde ſit Bryllup, og beſtod i den tiende Deel af Alt hvad han da ejede[65]. Denne Indretning, ſom ſidenefter ſtedſe har beſtaaet i Thelemarken, gav i ſenere Aarhundreder Anledning til at denne Deel af Grønafylket, hvor kun de ſædvanlige Skatter, ingen regelmæsſig Tiende, ſvaredes, kaldtes Skatlandet, medens derimod den øvrige Deel, eller Grenland, Havund og Veſtmare, kaldtes Tiendetaget.

Tienden deeltes, ſom det allerede ovenfor er nævnt, ſaavel i Norge ſom paa Island i fire lige ſtore Dele, mellem Biſkoppen, Preſten, Kirken og de Fattige. Dette var noget anderledes end i Sverige, hvor Preſten førſt tog en Trediedeel, og de øvrige to Trediedele ſkiftedes ligt mellem Biſkoppen, Kirken og de Fattige[66]. Tienden maa have medført en overordentlig Forandring i Gejſtlighedens Stilling. Fra Afhængighed og ſandſynligviis Fattigdom kom den nu med et til Selvſtændighed og Velſtand. Hvis den nu, ſom i Størſtedelen af det øvrige okcidentale Europa, ogſaa i Norge ved ſtreng Iagttagelſe af de paany indſkærpede Coelibatslove havde afſondret ſig fra den øvrige Deel af Folket, vilde den vel ogſaa her, ſom andenſteds, meget ſnart have dannet en egen Stat i Staten og overfløjet Kongemagten. Men Coelibatslovene kom i Norge aldrig ret i Udøvelſe, deels fordi de nu engang ſtrede imod Folkeaanden, deels fordi Egteſkaberne ſelv endnu,ſædvanligviis bleve indgangne paa den ældgamle Viis, ſom en Civil-Akt, uden den kirkelige Vielſe, der ej engang omtales i de ældre Kirkelove, hvoraf fulgte, at Preſtens Egteſkab, ihvorvel det i borgerlig Henſeende var fuldkommen lovgyldigt, dog fra Kirkens Standpunkt alene betragtedes ſom et Konkubinat, med hvilket man for det meſte ej regnede det ſaa nøje[67]. Saaledes vedblev Gejſtligheden fremdeles at ſtaa i den nøjeſte Forbindelſe med det øvrige Folk, og dens Interesſer ſkiltes ikke ſaaledes fra Folkets, ſom i andre Lande. Hermed er det ikke ſagt, at Gejſtlighedens Indflydelſe i ſig ſelv blev mindre. Tvertimod gjorde den ſig vel endog i mange Tilfælde ſaa meget mere gjeldende, ſom de Gejſtlige ved flere Baand knyttedes til deres Omgivelſer. Men dens Indflydelſe virkede len anden Retning, der mere ſtemmede med dens Kald. Den velgjørende Modvegt mod Feudal-Ariſtokratiets Overgreb, ſom Gejſtligheden, netop ved ſin iſolerede Stilling, i de andre Lande dannede, behøvedes ikke i Norge, der ikke engang kjendte noget Feudal-Ariſtokrati, og hvor Folket ſelv endnu .havde Myndighed nok til at holde Overgreb fra Kronens Side Stangen. Det var førſt under de ſenere Partiſtridigheder, men ogſaa da kun ved ſine Forbindelſer med det øvrige Folk, at Gejſtligheden kom i aabenbar Strid med Kongemagten.

  1. Morkinſkinna fol. 26 a. (fór þá Sigurðr konungr um ríki sitt ok [var honum vel] fagnat), ſammenholdt med fol. 30 b., Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 42, Snorre Cap. 29: (þá er þú sigldir með fegrð ok prýði at Noregi ok allir vinir þinir runnu móti þér með fagnaði, játtuðu allir þér konungdóm með hinni mestu virðing ok sœmd) ſe nedenfor.
  2. Se herom iſær Suhm, V. 138—140.
  3. Se Norſk Tidsſkrift, V. S. 42, 43. jvfr. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 52, Snorre Cap. 39. Her nævnes vel ikke Reinald udtrykkeligt ved Navn, men da man af Biſkopsfortegnelſen ſeer, at han var den førſte Biſkop i Stavanger, kan den Biſkop, der omtales, ej være nogen anden end ham.
  4. Om Bernhard, ſee ovenfor, S. 186, 190, 191, 420.
  5. Dette ſiges udtrykkeligt i Harald Gilles Saga, Cap. 9, Snorre Cap. 8.
  6. Se herom ſtrax nedenfor, hvor der handles om Domkirken i Stavanger.
  7. Alt Sunnmørafylke hørte under Nidaros, ſees blandt andet, og tydeligt, af Aaslak Bolts Jordebog, medens den ældre Gulathingslov igjen nokſom viſer, at det i verdslig Henſeende hørte til Gulathingslagen. Som Grund til, at det lagdes under Nidaros, kunde man gjette paa, at det maaſkee hørte til Eyſteins Deel. Vi have ovenfor ſeet, at Steigar-Thore begyndte ſit Oprør mod Magnus Barfod paa Oplandene og paa Søndmøre, hvilke begge derfor i engere Forſtand ſynes at have været regnede til Haakons Part; ved Delingen mellem Sigurd og Eyſtein efter Olafs Død 1115, da, ſom det allerede i Forbigaaende er omtalt, begge Konger ſees at have faaet Beſiddelſer paa Oplandene, er det derfor ikke uſandſynligt at ogſaa Søndmøre er tildeelt Eyſtein, medens derimod Sigurd fik det øvrige af Gulathingslagen, det ſydligſte af Oplandene, og Viken; ſe herom nærmere nedenfor. Heraf kunde man da ogſaa ſlutte, hvad der i ſin ſelv er rimeligt, at de ovenfor omtalte Indretninger ej kom fuldkommen iſtand førend længe efter Olafs Død.
  8. Se Peder Clausſøn, Beſkrivelſe over Norge, S. 74.
  9. Se ovenfor S. 420.
  10. Islendingabok, Cap. 9. Der ſtaar: „Kol, ſom var øſter i Viken“. Kol døde den 5te Juli, ifølge Nekrologien, Langebek, Scr. rer. Dan. II. S. 511. Det ſynes viſtnok ved førſte Øjekaſt rimeligſt, at alle Oplandene laa under Biſkoppen i Oslo, indtil Biſkopsſtolen i Hamar oprettedes. Men da, ſom vi nedenfor ville ſee, ved denne Lejlighed den ſydlige Deel af-Oplandene lagdes til Oslo, kan man neppe udfinde nogen anden rimelig Grund hertil, end at man ved Delingen fulgte Grændſen mellem Eyſteins og Sigurds Diſtrikter, der begge indbefattede Dele af Oplandene; og dette torde derhos ogſaa oplyſe, hvorfor der ikke ſtrax oprettedes en Biſkopsſtol i Hamar, da nemlig den øvre og ſtørſte Deel af Oplandene laa under Eyſtein.
  11. Jvfr. Brev af 7de September 1278 (Dipl. Norv. III. 15), hvor Biſkop Andreas af Oslo kalder Kirken „ecclesia sanctæ trinitatis stawangrensis“ med Brev af 17de Auguſt 1275 og 3die Auguſt 1278 (No. 12 og 14 i ſamme Samling), hvor Erkebiſkop Jarund og Biſkop Peter af Orknø kalder den St. Swithuns Kirke.
  12. Helgenen Swithun havde været Biſkop i Wincheſter fra 837 til 862. Hans Levninger opbevaredes i et prægtigt Skrin i Stadens Kathedralkirke, men nogle af dem bleve ſiden af den ovenfor (I. 2. S. 471, 472) omtalte St. Ælfeah, da han forflyttedes fra Wincheſter, hvor han var Biſkop, til Canterbury ſom Erkebiſkop, overførte til dette Sted.
  13. Se Haakon Sverresſøns Saga Cap. 5, jvfr. Fornm. Sögur IX. S. 223, hvor St. Swithuns Skriin omtales.
  14. Ædhelwold havde førſt været Benediktinermunk og Dekanus i Glaſtonbury, ſiden i Abingdon, ſom han grundede paa ny, og hvis Abbed han blev; derpaa blev han Biſkop i Wincheſter, hvor han forefandt et højſt fordærvet Konvent af Sekular-Chorsbrødre, og derfor indførte St. Benedikts Regel; men det mishagede Chorsbrødrene ſaaledes, at de alle droge bort, paa tre nær. De Bortdragendes Plads udfyldte han ved Munke fra Abingdon. (Rudborne i Whartons Angl. Sacra I. 218, 219. Chron. Sax. og Florents ved 963). Dette viſer, i hvilken nøjere Forbindelſe baade Glaſtonbury og Abingdon maa have ſtaaet med Wincheſter; men ſaavel Glaſtonbury ſom Abingdon havde leveret Biſkopper til Norge, nemlig de for omtalte Sigurd (S. 424) og Rodulf (S. 170).
  15. Rudborn, l. c. S. 255 flgg. Ann. Winton. ſammeſteds S. 295. Det er for øvrigt merkeligt nok, at Domkirken i Wincheſter i ſin nuværende Skikkelſe, der dog viſtnok ſkriver ſig fra en ſenere Tid end Walkelins, ſkjelner ſig fra de fleſte andre i England ved ſin fladt afſluttede øſtre eller Chor-Ende, og at det ſamme er Tilfældet med Stavangers Domkirke. Skulde dette tyde hen paa nogen fortſat Forbindelſe mellem dem begge?
  16. Her var, ſom vi allerede have ſeet, fra gammel Tid en anſeet Kongsgaard paa Thromø; ligeledes var der Kongsgaard paa Nidarnes (Nedenes); her paa Øſtenden boede prale Sæbjørnsſøn og hans Søn Kol Kalesſøn og Sigurd Sneis (Orkneyinga Saga Cap. 150) og der maa have været megen Færdſel fra den Kant. Muligt dog ogſaa, at man ved Valget af Stavanger har haft Nærheden af Søvejen til Eidfjord for Øje, ſkjønt det da næſten havde været rimeligere, at vælge et Sted ſom Haugeſund eller Agvaldsnes til Biſpeſæde.
  17. Navnet Stafangr forekommer vel, baade i Landnaama I. 17, jvfr. ovenfor I. 1. S. 523, 550; og i Magnus den godes Saga (Arnors Vers) hos Snorre Cap. 20, i den vidtløftige Saga Cap. 24; men det bliver altid uſikkert, om ikke Stavangfjorden i Søndfjord herved menes; ja dette er endog det ſandſynligſte. Ordrik Vitalis, der (Duchêne S. 767) ſkildrer Norges Tilſtand ſtrax efter Sigurd Jorſalafarers Død, og opregner Stæderne, ſom man tydeligt kan ſee, efter vel underrettede Folks Udſagn, nævner ikke Stavanger. Som By omtales den aller førſt hvor Kong Magnus Erlingsſøn, ſandſynligviis omkring 1175, ſkjenker den hele Stad (bœinn sjálfan) til St. Swithun og Biſkopsſtolen. Gavebrevet exiſterer vel ikke længer nu, men paaberaabes i en Bekræftelſe af Haakon Haakonsſøn (mellem 1226 og 1254), ſe Norges gamle Love I. S. 248, Thorkelins Dipl. Arn. II. 23—25. Heraf ſees ogſaa at Byens Grund var Krongods.
  18. Antikvariſk Tidsſkrift 1849—1851, andet Hefte, S. 147—154. Sagnet er her meget tiltrækkende fortalt, og med en Omſtændelighed, der ej kan andet end i det hele taget vække gunſtig Formodning om dets Troværdighed. Det er allerede merkeligt nok, at Folkeſagnet paa Færøerne har opbevaret den førſte Biſkops Navn, nemlig Gudmunds, der ellers kun nævnes i Biſkops-Fortegnelſerne, af hvilke ingen ſkriver ſig fra Færøerne ſelv.
  19. Se Biſkops-Rækkerne, aftrykte i Norſk Tidsſkrift, V. S. 42, 44.
  20. De islandſke Annaler, S. 64.
  21. Antiqvariſk Tidsſkrift, l. c.
  22. Herom haves en Mængde Brevſkaber, fornemmelig i Anledning af den færøiſke Biſkopsſtols Beſættelſe efter Erlends Død, 1308; Udtog af disſe, oprindelig indførte i en Kopibog, tilhørende Bergens Biſkopsſtol, og afſkrevet i de bartholinſke Samlinger, IV. (E), findes hos Suhm, Hiſtorie af Danmark, 12te Tome.
  23. De islandſke Annaler, ved disſe Aar, S. 54. Grønlands hiſtoriſke Mindesmerker III. S. 6.
  24. Landnaama, I. 13. Om Hørd, ſe ovenfor I. 2. S. 43, 166.
  25. Om Kolonien Viinland i Nordamerika, ſe ovenfor.
  26. Sandſynligviis nedſtammede Sokke fra Erik røde i Brattelid, ſiden han var i Beſiddelſe af Ættegaarden. Den Formodning er for øvrigt ikke uſandſynlig, der findes fremſat i „Grønlands hiſtoriſke Mindesmerker“ II. S. 671, at Sokkes Fader Thore har været Svigerſøn af Lovſigemanden Skald-Helge, islandſk af Fødſel, gift med den mægtige Enke Thorun af Langenes i Einarsfjorden; hun har maaſkee igjen været en Syſter af Thorgrim Trolle (ſe ovenfor I. 2. S. 703.) Datter af Einar, Einarsfjordens førſte Koloniſt, og Datterdatter af Erik røde.
  27. Heraf maa man vel ſlutte, at Arnald var norſk af Fødſel. Af det oftere anførte Nekrologium erfares Arnalds Dødsdag, den 20de Mai. Det er bekjendt, og vil nedenfor nærmere blive omtalt, at han ſiden kom tilbage til Norge, og blev den førſte Biſkop i Hamar.
  28. Aarstallene angives i de islandſke Annaler, S. 56. Her ſtaar ved 1124: Biſkop Arnald indvies til Grønland, og ved 1126: Tre Biſkopper paa Island. Herved menes nemlig Dens tvende Biſkopper tilligemed Biſkop Arnald. Det er ſaaledes tydeligt, at dennes Indvielſe har fundet Sted i Løbet af Vintren 1124—25.
  29. Om Garde ſe ovenfor I. 2. S. 705.
  30. Grœnlendingaþáttr i Flatøbogen, aftrykt i „Grønlands hiſtoriſke Mindesmerker“, S. 680 flg.
  31. Den ſidſte grønlandſke Biſkop, der reſiderede i Landet, ſynes at have været Henrik, ſe „Grønlands hiſtoriſke Mindesmerker“ III. S. 897.
  32. Se Orkneyinga Saga. S. 137, ſaa vel ſom St. Magnus’s Saga, S. 536; paa begge Steder heder det, at han var „førſt Biſkop“. Paa en Blyplade funden i hans Grav, kaldes han „Willielmus senex, primus episcopus“, og i de islandſke Annaler S. 68, „Villjam den gamle“.
  33. Se ovenfor S. 217.
  34. Stubbs, Acta pontif. Eborac., hos Twysden, S. 1709.
  35. Stubbs, l. c. S. 1710.
  36. Stubbs, l. c. S. 1713.
  37. Rodulf optraadte her ſom Skotlands Fiende, thi ved Northallerton anførte Kong David af Skotland i egen Perſon den ſkotſke Hær mod de northumberlandſke Baroner, men blev aldeles ſlagen. Dette Slag er iſær bekjendt under Navnet „Standart-Slaget“, fordi Englænderne, paa Italienernes Viis, havde indrettet en carroccio eller ſtor Vogn med en Maſt, hvorfra Bannere vajede, og hvorpaa tillige et Skriin med Hoſtien var fæſtet. Se Lappenbergs Geſch. Englands II. S. 319—323.
  38. Det vil ſiden efter blive viiſt, at St. Magnus maa være dræbt 1115, medens Sagaen nævner 1101. Da den rimeligviis har benyttet dette klar ſom Udgangspunkt for Beregningen af Villjams Funktionstid, nemlig ſaaledes at hans Tiltrædelſe regnedes fra det andet eller tredie Diar for Magnus“s Død, bliver det rette Tiltrædelſes-Aar ſandſynligviis 1112 eller 1113. Han omtales heller ikke før denne Tid.
  39. Magnus var gift med et ſkotſkt Fruentimmer, og bad før ſin Død Haakon Jarl om at maatte blive ſendt til deres fælles Venner, ſe nedenfor, jvfr. Orkneyinga Saga S. 130.
  40. Orkneyinga Saga S. 136, jvfr. St. Magnus’s Saga, S. 536.
  41. At der da var en Kirke i Kirkevaag, ligger allerede i Navnet; jvfr. ovenfor S. 144. Øen Egilsø havde ſandſynligviis ligeledes Navn efter den der ſtaaende, af Paperne opførte Kirke (ecclais, ſom Ordet ecclesia af Gaelerne fordrejedes ſe Ann. for Nord. Oldk. og Hiſt. 1852. S. 58, 76).
  42. Denne grundlagdes ej, ſom det nedenfor vil ſees, førend i 1137; medens Egilsø dog omtales ſom Biſkop Villjams Opholdsſted allerede i 1136, ſe Orkneyinga Saga S. 192. Den omtales ſom ſaadan, men ſenere ogſaa S. 222, 230.
  43. Det er ſaaledes viſt, at en Laurentius, Munk fra Melroſe, der tidligere havde været „Abbed“ paa Orknø, i Aaret 1175 valgtes til Abbed i Melroſe (ſe Chron. de Mailros ved dette Aar). Melroſe var Benediktinerkloſter indtil 1136, da Kong David I reformerede det til Ciſtercienſerkloſter. „Munke“ omtales paa Orknø ved 1158, ſe Orkneyinga Saga S. 370.
  44. Se Biſkops-Fortegnelſen i Anhanget til den Manſke Krønike, Johnſtones Udg. S. 44. Som de tre førſte Biſkopper nævnes her Roolwer (Rolf), Villjam, og Haamund, Søn af Jole, den ſidſte i Gudrød Crovans Dage, altſaa før 1095. Efter ham, ſiges der, kom en Englænder, Gamaliel, og derpaa Ragnvald fra Norge. Den anden Biſkop fra Ragnvald af at regne nævnes ſom død i 1193 eller 1203; og Ragnvalds Tiltrædelſestid falder ſaaledes netop i Sigurds Dage. Der fortælles at han allerførſt fik af Preſterne i Man Trediedelen af alle kirkelige Indtægter, for at de ſiden kunde være frie for alle Udpresninger af Biſkopperne.
  45. Stubbs l. c. S. 1217.
  46. Se herom Hungrvaka, ſaa vel ſom Finn Jonsſøns islandſke Kirkehiſtorie I. S. 222. Om Jon Agmundsſøn, ſe ovenfor S. 500 flg.
  47. Uheldigviis er den Pavebulle, hvorved Lundes Erkeſtol oprettedes, nu tabt, ſaa at man ej kan ſee, hvor mange af Nordens Lande der underlagdes Erkeſtolen. At Norge, Sverige og Island maa have været nævnte, er tydeligt nok af det foregaaende; men mere tvivlſomt er det, hvor vidt ogſaa Orknøerne og Syderøerne have været omtalte; dog maa man vel antage det. Derhos er det ikke uſandſynligt, at de enkelte Biſkopsſtole have været opregnede, hvilket juſt paa denne Tid vilde have kunnet afgive megen Oplysning om Forholdene.
  48. Nemlig i Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 38, Snorre Cap. 27. hvor der handles om det af Nikolas og Sigurd i Fællesſkab aftalte Tog for at chriſtne det hedenſke Smaaland. Her forudſkikkes en Notits om at Nikolas havde egtet Magnus Barfods Enke Margrete. Om hendes Kjerlighed for og Gavmildhed mod Kirken, ſe Saxo, S. 618.
  49. Om Sellø Kloſter ſe Langes norſke Kloſterhiſtorie S. 537—544. Her opmures (S. 540) hvorledes Einar, Abbed i Sellø, i Aaret 1305 blev Abbed i Munkeliv; hans Eftermand i Sellø var Heming, der ſiden (1326) ligeledes blev Abbed i Munkeliv, og efterfulgtes i Sellø Kloſter af Erling, Broder i Munkeliv.
  50. I den utrykte Jon Agmundsſøns Saga ſtaar udtrykkeligt: „Saaledes ſige merkelige Mænd, at den hellige Biſkop Jon har tilſagt og befalet ham (Sigurd Ullſtreng) i Skriftemaalet, ak han at ſit Gods ſkulde oprejſe et Svartmunkekloſter (ſaaledes kaldtes nemlig hos os Benediktinerne) i Nidarholmen, og give dertil ſaa meget Gods, at Guds Tjeneſtemænd maatte kunne leve der vel og ſømmeligt; det er bekjendt for mange, at Sigurd Ullſtreng har faaet Holmen til Foræring af Kong Magnus, og at han førſt af alle har funderet bemeldte Emner„ ſamt dertil givet ſit Fædrenegods (föðurleifð) og mange ſtore Gaarde“.
  51. Om Holms Kloſter ſe Langes Kloſterhiſtorie S. 316—338.
  52. Haakon Herdebreds Saga Cap. 15.
  53. Se herom Langes Kloſterhiſtorie S. 73 flg. Det ſtørſte Ciſterrienſer-Nonnekloſter, Tart i Borgund, ſiden Hovedkloſter for alle Nonnekloſtre af denne Orden, ſtiftedes allerede 1120.
  54. Altſaa mellem 1115 og 1120.
  55. Nemlig hvor Slaget mellem Kong Inge og Haakon Herdebred omtales, Haakon Herdebreds Saga Cap. 18, Snorre Cap. 18, ſe nedenfor. Her nævnes Nonneſeter ſom Byens yderſte Punkt mod Nord, Trolleborg ſom det yderſte mod Syd. Dog ſtaar der ikke, at Nonneſeter laa ved Søen.
  56. Se Langes Kloſterhiſtorie S. 653 flg.
  57. Skien nævnes, uden at man dog kan ſe, hvor vidt det var en By, aller førſt ved 1184 i Sverres Saga Cap. 91; dog ſeer man heraf, at Heklungerne havde bragt med ſig fra Sogn til Skien en Mængde af de haarde Bryneſtene (Handſteine) fra Eidsborg langt oppe i Thelemarken, der endnu udføres i betydelig Mængde over Skien. Altſaa var den dog da Udſkibningsſted. Den nævnes ikke, hvor Gregorius Dagsſøns Begravelſe 1161 omtales, uagtet der dog var god Lejlighed dertil, lige ſaa lidet i Inges Saga Cap. 26, Snorre Cap. 29, i Anledning af Kong Eyſteins Tog for at fange Gregorius. Altſaa har Steder maaſkee da endnu ej varet en By. De ældſte Privilegier for Skien, ſom kjendes, ere af 1358, men da omtales Byen allerede ſom længe beſtaaende. Den nævnes ſom Sysſelmands-Reſidens allerede paa Haakon Haakonsſøns Tid, ſe Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 283.
  58. Nemlig den ældſte af de forhaandenværende Biſperækker, ſe Norſk Tidsſkrift V. S. 42.
  59. Tienden, allerede grundlagt i de moſaiſke Love, blev ſaa tidligt, ſom paa Kirkemødet i Mâcon 585 erklæret for en Kirken tilkommende Rettighed. I England var den allerede indført af de angliſke Konger.
  60. Hungrvaka Cap. 6.
  61. Norges gamle Love I. S. 459.
  62. Norges gamle Love I. S. 447.
  63. Biſkop Gisſurs Statut.
  64. Ældre Froſtathingslov Cap. 19: „Til Skreid-Tiende ſkal man gaa til Hjell, og ved Korn-Tiende til Lade“, dog tilføjes der, „naar han der udſælger af hvert Slags“. Eidſivalagen ſiger udtrykkelig Cap. 32, at Tienden ſkal udredes paa Ageren, Biſkop Gisſurs Statut nævner derimod Ækvivalents Beregning. I Gulathingslagen findes ingen udtrykkelig Beſtemmelſe.
  65. I den ældre Vikſke Chriſtenret, Cap. 11, lyde Udtrykkene ſom om enhver var pligtig at udrede ſaadan Hovedtiende og Indtægts (ávaxter) Tiende; men Meningen er aabenbart, at Beſtemmelſen om Hovedtiende ſkulde gjelde lige ſaa fuldt for de Diſtrikter, hvor den anvendtes, ſom Beſtemmelſen om Indtægtstiende for de øvrige. Og nu var Hovedtiende-Diſtriktet kun Thelemarken, hvorfor Hovedtiende heller ikke antydes i de øvrige Chriſtenretter. Hovedtienden beſtemmes endnu i en Forordning af Chriſtian IV til 110 af hvad Bonden ejer; i den ſenere Tid er den ſvunden betydeligt ind. Se Willes Beſkrivelſe over Silegjord S. 284.
  66. Se Øſtgøtalov Chriſtenbolk Cap. 9, jvfr. Veſtgotalov Kirkebalk Cap. 17. I England deeltes Tienden i tre Dele, mellem Kirken, Gejſtligheden og de Fattige, ſe Ædhelreds Love IX. 6. Her ſkulde ogſaa Korntiende erlægges paa Ageren for hver tiende Kornmark, ſom Ploven gjennemſkar.
  67. Der er ovenfor, ved flere Lejligheder, nemlig S. 508, i Anledning af Ingebjørg Jarlemoders Egteſkab med Kong Mælkolm, omtalt, hvorledes de borgerlige Egteſkaber i Norden (danico more, ſom Villjam af Jumièges ſiger) betragtedes fra et ſtrengt kirkeligt Standpunkt ſom Konkubinater. For øvrigt blev den kirkelige Vielſe ikke udtrykkelig paabuden, førend efter at den var bleven erklæret for et Sakrament, i det 12de Aarhundrede. I vore ældre Kirkelove paabydes den ikke førend i Erkebiſkop Jons fra 1280, Cap. 41. Gejſtliges Giftermaal og Børn omtales paa Island lige til Reformationen; i Norge har man flere Advarſelsbreve fra Biſkopperne, hvorved enkelte Preſter tilholdes at ſkille ſig fra deres „focariæ“, uden at Advarſelen ſynes at have frugtet, og ſaavel „Biſkopsſønner“ ſom „Preſteſønner“ omtales udtrykkeligt, i Særdeleshed i Lovene ældre end det 13de Aarhundrede.