Det norske Folks Historie/3/57

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 604-611).

Af Eysteins Foretagender i Landet selv og hans Indretninger til Folkets Bedste nævnes flere, skjønt vist langtfra alle, i vore Sagaer. Først og fremst tog han sig meget af Lovgivningen. Selv en udmerket forstandig Mand, gjorde han sin nøje bekjendt med alle Love i Landet, og erhvervede en saadan Indsigt i dem, at vanskelige Retssager ofte forelagdes ham til Afgjørelse. Han hævdede Lovene med stor Iver, men forbedrede ogsaa, som der siges, paa mange Steder Indbyggernes Ret. Meningen heraf er rimeligviis den, at han har stræbt, saa vidt muligt, at raade Bod paa de Ulemper, som nødvendigviis maatte opstaa af alt for store Afvigelser mellem de forskjellige Lovgivningers Bestemmelser om een og samme Materie, og at han navnligen hist og her har nedsat enkelte alt for høje Pengebøder. Disse Lovsforandringer kunne dog nu ikke længer paapeges, da de Haandskrifter af Norges ældre Love, som endnu ere tilbage, alle ere nedskrevne længe efter Eysteins Tid, og saaledes rimeligviis have optaget de af ham bevirkede Forbedringer i Texten med Udeladelse af de ældre Bestemmelser. Han sørgede ivrigt for Fiskeriets og Kystfartens Fremme ved at indrette Ror-Boder nord i Vaagen for dem, der dreve Skreidfiske ved Lofoten^[1]; ligeledes byggede han en Kirke der med tilhørende Prestegaard, forordnede at herefter en Prest skulde bo paa Stedet, og skjenkede det fornødne Gods til hans Ophold og Kirkens Vedligeholdelse. Ved Agdenes, hvor der hidtil ingen Havn havde været, og Skive hyppigt forliste, lod han bygge en Steendæmning^[2], hvorved man fik en tryg Havn og godt Skibsleje, ligesom han ogsaa her lod opføre en Kirke. Han lod derhos sætte Viter eller Varder op paa de høje Fjelde, neppe for at anvendes til Krigssignaler, men for at tjene de Søfarende til Vejledning som Sømerker. Et saadant Sømerke, der tillige kunde anvendes til Skibenes Forføjning, var formodentlig den saakaldte Støpel eller taarnlignende Bygning, forsynet med Jernringe, som Eystein lod opføre i Sundholms- eller Senholms-Sundet, maaskee Sundet mellem Senholmen og Heklingholmen strax vestenfor Mygster ved Indsejlingen til Bergens Led^[3]. Da der saa vel formedelst den nøjere og inderligere Forbindelse mellem alle Rigets Dele som formedelst de mange Pilegrimsrejser til St. Olafs Helligdom i Nidaros var langt hyppigere Færdsel over Dovrefjeld nu end forhen, sørgede han for de over Fjeldet rejsendes Tarv ved at indrette et eller flere Sælehus, hvor man kunde finde Ly og Natteleje, i Stedet for at man forhen maatte ligge ude og ofte lide ondt; til deres Vedligeholdelse skjenkede han det fornødne Gods. Sandsynligviis vare disse Sælehuse de samme, som de nuværende Fjeldstuer, Fogstuen, Hjerdkinn, Kongsvold og Drivstuen, eller i det mindste nogle af dem; og det er ej usandsynligt, at de Tomter af en gammel Steenbygning, som i senere Tid ere fundne paa Hjerdkinn, netop ere Levninger af det ved Eysteins Foranstaltning opførte Sælehuns^[4]. Lignende Sælehuse eller aabne Herberger for Rejsende, indrettede paa Veje, hvor man havde flere Dagsrejser fra Bygd til Bygd, omtales allerede længe før^[5], og synes at bare været brugelige fra umindelige Tider; der findes endog i den ældre Gulathingslov en Bestemmelse om, hvorledes de Rejsende have at forholde m, naar Sælehuset ej kan rumme dem alle paa een Gang, og om deres Ansvar, hvis det brænder op ved deres Uforsigtighed^[6]. Om Eysteins Sælehuse paa Dovrefjeld vare af dette simple Slags, eller om han tillige gjorde Foranstaltninger til at der ved hvert Sælehuus skulde findes Gjestgivere, siges ikke, men man skulde dog næsten formode det sidste, fordi Hjerdkinn endog fra gammel Tid synes at have været en beboet Gaard^[7], og Vejen over Dovre, eller mellem Nidaros, Oplandene og Viken, paa Eysteins Tid vistnok var at betragte som Norges fornemste Hovedvej.

Staden Bergen forskjønnedes meget af Eystein. Han fortsatte der enkelte af de Bygnings-Arbejder, som Olaf Kyrre enten havde paabegyndt, eller besluttet at paabegynde, hvis Tid og Evner strak til. Saaledes fuldførte eller opførte Eystein Kongsgaarden i Bergen, idet han byggede den store Hall, der siges at have været det prægtigste Træhuus, som nogensinde er gjort i Norge. Tæt ved den, og forbunden med den ved en Svalegang^[8], opførte han den saakaldte Apostel-Kirke, der var bestemt til at være, og stedse forblev Kongernes private Kapell, ligesom tidligere Klemenskirken og Olafskirken, og paa Eysteins Tid Mariekirken i Nidaros, saa vel som Mariekirken i Oslo^[9]. Om Kongsgaarden allerede for Eysteins Tid har været paabegyndt, kan man ikke af Sagaerne med Bestemthed see, da der kun tales om Hallen i Kongsgaarden, ej om Kongsgaarden i dens Heelhed; men da vi erfare at Kongsgaard og kongelig Kirke i de øvrige Byer stedse opførtes samtidigt, og saa at sige betragtedes som et eneste sammenhængende Bygningsverk, bliver det næsten aldeles vist, at Kongsgaarden i Bergen, ikke mindre end Apostelkirken, er opført af Eystein fra Grunden af^[10]. Paa den store Christkirke, som allerede Olaf Kyrre havde paabegyndt, synes der i Eysteins Tid ikke at have været arbejdet synderligt, derimod lod han paa det dengang neppe synderligt bebyggede Nordnes, lige over for Byen, opføre den saakaldte St. Michaels-Kirke, og traf de nødvendige Foranstaltninger til, i Forbindelse med Kirken at indrette et Benediktiner-Kloster, det senere saa bekjendte og rige Munkeliv, som det i daglig Tale kaldtes. Ifølge en nyere Beretning, hvis Paalidelighed dog er mere end tvivlsom, skulde allerede Olaf Kyrre have grundet dette Kloster^[11] men Sagaernes Udsagn ere her saa bestemte, at man maa antage hiin Angivelse grundet enten paa den urigtige Forudsætning, at Olaf Kyrre, idet han oprettede Kjøbstaden Bergen og grundlagde Christkirken, ogsaa lagde den første Grundvold til dens ældste og meest anseede Kloster, eller paa en fejlagtig Opfatning af det Forhold mellem Sellø og Munkeliv, som strax nedenfor vil blive omhandlet. Et andet Spørgsmaal er, hvor vidt Eystein allerede oplevede at faa Klostret fuldstændigt indrettet. I den ældste Sagabearbejdelse staar paa det Sted, hvor Eysteins Foretagender under Sigurds Fraværelse omtales, at han lod rejse Michaelskirken, og „skjenkede Gods“ til et Munkekloster der, og paa et andet Sted, hvor der berettes om en Samtale mellem Kongerne i deres senere Aar, at Eystein „lod Michaelskirken gjøre og satte der et Munkekloster“. I Sagaerne omtales denne Stiftelse ikke i den nærmest paafølgende Tid førend i 1135^[12], og da kun som „Michaelskirke“, uden at der nævnes et Ord om Munkene; den ældste pavelige Beskjermelses-Bulle, som findes indført i Klostrets Brevbog^[13], og som derfor vistnok ogsaa er den første, Klostret erhvervede, er udstedt af Pave Eugenius den 3die i Januar 1146: i denne nævnes Abbed Orm og de øvrige Brødre, saa at man seer, at Konventet i det mindste da var fuldstændigt organiseret. Her paatrænger sig saaledes den Formodning, at Kong Eystein nok har truffet alle foreløbige Foranstaltninger til Klostrets Oprettelse, bygget Kirken og Klosterbygningerne^[14], skjenket Gods dertil, og indledet de nødvendige Underhandlinger for at skaffe en Koloni af Munke, der her rimeligviis som i de fleste andre norske Klostre for det første tildeels maatte hentes udenlands fra, men at Konventet dog ikke har faaet sin endelige Organisation førend efter hans Tid. Saa meget maa i det mindste ansees som vist, at han ej kan have naaet at faa baade Kirken og Klostret, begge massive Steenbygninger, opførte i de faa Aar, da Sigurd var udenlands, men at han da alene har faaet dem grundlagte: dette forklarer noksom Forskjellen mellem Angivelsen paa det første Sted, hvor der tales om hans Virksomhed under Sigurds Fraværelse, og de Ord, der senere lægges ham selv i Munden ved hans Samtale med Broderen. Man kunde ellers her, med hiin fejlagtige Angivelse, at Olaf Kyrre skulde have oprettet Klostret, for Øje, vove den Formodning, at Biskop Bernhard, da han efter Oprettelsen af Kjøbstaden i Bergen flyttede hid fra Sellø^[15], har faaet Bolig anviist af Kongen paa Nordnes, just der, hvor Munkeliv Kloster siden blev anlagt, og at hans Eftermand Magne med fine underordnede Gejstlige har beboet de nye Klosterbygninger, indtil Munke-Konventet var kommet aldeles i Stand, og en egen Bispegaard var bleven indrettet eller i det mindste gjort nogenledes beboelig ved Siden af den efterhaanden, men langsomt sig sin Fuldendelse nærmende Christkirke. Derved forklares det ogsaa bedst, hvorfor Biskop Reinald af Stavanger, da han i Aaret 1135 var bleven henrettet ude paa Holmen, ej begroves ved den nærmest beliggende lille Christkirke, men derimod førtes til Nordnes, og jordedes ved Michaelskirken. Thi det nys oprettede Biskopsdømme i Stavanger var, som det strax indenfor vil sees, egentlig at betragte som en Underafdeling af Bergens eller Gulathingslagens, hvis Biskop nu skulde have sit Sæde i Bergen, og det var derfor det rimeligste, at Biskoppen af Stavanger, naar han tilfældigviis døde i denne By, ogsaa begroves ved den Kirke, som stod under Biskoppens nærmeste Bestyrelse. Den Antagelse ligger ogsaa nær, at for saa vidt Munke allerede paa Eysteins Tid have opslaaet sin Bolig i den af ham opførte Klosterbygning paa Munkeliv, har dette været Munke fra Sellø, hvor vi finde det St. Albani Benediktiner-Kloster, der strax nedenfor skal omtales, i den nøjeste Forbindelse med Munkeliv Kloster^[16]). Var der nu end ikke noget egentligt Kloster paa Sellø, da Bernhard flyttede, saa fandtes der dog vistnok Munke fra fremmede Klostre, af hvilke Bernhard vel ogsaa medtog nogle til Bergen, og hvis Tal siden efter forøgedes med flere, hvoriblandt maaskee netop hiin Reinald, der ved Oprettelsen af Stavangers Biskopsdømme ophøjedes til dets første Biskop.

Uagtet det, som det strax vil vises, egentlig var Sigurd, der forestod de vigtige og indgribende kirkelige Foranstaltninger, som under disse Brødres Regjeringstid fandt Sted, sees det dog, saa vel af hvad vi allerede have omtalt, som af andre Foretagender, der udelukkende tillægges Eystein, at ogsaa han med rund Haand sørgede for Kirken og dens Fremme, hvorfor en Forfatter endog kalder ham en „ivrig Dyrker af den christelige Religion“^[17]. Han opbyggede saaledes, foruden de her nævnte Kirker og Kirkebygninger, ogsaa St. Nikolai Kirke i Nidaros, der baade med Hensyn til Materiale og Form skal have været særdeles vel udført. Ligeledes byggede han, som det synes aller først, en Kirke paa Throndenes i Amd, og skjenkede Gods til den^[18].

Med denne utrættelige Iver for Landets og Indbyggernes aandelige og materielle Velfærd forenede Eystein store Aandsgaver, der i de fleste Tilfælde lærte ham at vælge og gribe det Rette, og en høj Grad af personlig Elskværdighed. Det er derfor ej at undres over, at han var overordentlig afholdt af det hele Folk. Han var, saaledes beskrive Sagaerne ham, smuk af Udvortes, havde blaa, noget store Øjne, lyst og krøllet Haar, middels Højde. Han var meget forstandig, særdeles vel bevandret i Lovene og de gamle Sagn, .Kjendskab til Folk og deres Herkomst, raadsnild, veltalende, saare munter og jevn i Omgang, overmaade gavmild, yndet og vennesæl hos hele Almuen^[19]. Paa et andet Sted gives ham det Lov, at han udmerkede sig ved sin Redelighed, og beherskede sig selv ikke mindre end Undersaatterne med Maadehold og Klogskab, at han var fredelig, tog sig med Iver af Landsstyrelsen, og sørgede ivrigt for Christendommen^[20]. Paa hans Redelighed behøves intet andet Beviis, end den Beredvillighed, hvormed han atter optog Sigurd i Regjerings-Fællesskabet, efter at han i saa lang Tid havde smagt Behageligheden af at herske ene. Eystein hentede ikke sin Dronning udenlandsfra. Han egtede Ingebjørg, en Datter af Guthorm, Steigar-Thores Søn^[21]. Dette viser, af Stejgar-Thores Æt nu atter var kommen i Naade efter Faderens Oprør og Afstraffelse under Magnus Barfod. I Forbindelse hermed staar vistnok, som allerede ovenfor nævnt, den ellers temmelig uforklarlige Sag, at Thores Medanfører for Oprørsflokken, den danske Æventyrer Sven Haraldssøn, efter i længere Tid at have opholdt ilet l Danmark, under Eystein kom tilbage til Norge, vandt hans Yndest, og udnævntes af ham til hans Skutelsvend.

Blandt Eysteins Foretagender under Sigurds Fraværelse nævnes og at han i Nidaros lod bygge mange og store Skibsnaust, og den store saakaldte Drage, et Langskib, aldeles indrettet som Ormen lange, med Dragehoved, Forgyldning o. s. v., og sandsynligviis af samme Størrelse, saa at den altsaa kunde rumme over 600 Mand^[22].

1. Han sagde herom selv i sin Trætte med Sigurd: nord i Vaagen satte jeg Fiskemænds-Opholdssteder, for at fattige Folk der kunde finde Livs-Ophold; dette kan ej forstaaes om andet end Indretningen af de saakaldte Rorboder.
2. I Sagaerne staar „Virke“ hvilket dog her neppe betegner „Befæstning“, skjønt det i og for sig ikke var saa urimeligt, om man havde befæstet Indløbet til Throndhjemsfjorden.
3. „Sundholms Sund“ staar i Hryggjarstykke, „Sinholmssund“ hos Snorre; Morkinskinna nævner intet herom.
4. Schøning fandt nemlig nærved Hjerdkinn i Aaret 1773 Tomter af en Steenbygning, som han antog for et Kloster, se Langes Klosterhistorie S. 615.
5. Saaledes f. Ex. Sælehuset paa Skoven mellem Ljodhuus og det indre af Vestergautland, se Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 175; Sælehuset paa Jemtelandsskoven, se ovenfor I. 2. 723.
6. Ældre Gulathings Lov Cap. 100: „Til Sælehusenes Benyttelse have alle lige Ret. Nei er det vel, om alle kunne være inde med deres Sager. Men kan dette ej skee for Trængsels Skyld, skulle de bære Sagerne ud. Da er det vel, om de have selv Rum, og de skulle alle være inde, hvis enhver af dem kan faa Rum til at sidde. Har nogle været der tre Nætter uden Nødvendighed, skulle de gaa ud, eller de skulle ved Lodkastning lade en Mand gaa ud. Da er det vel, om den, hvem Lodden treffer, gaar ud; ellers fældes han til at bøde Ranbaug, og man skal betale fuld Mandsgjeld for den, der havde Ret til at være inde, om de dø ude. Hvis Folk holde til i Sælehuus og det brænder op, da indestaa alle de, som vare der inde, for Huset“.
7. Her var i det mindste ikke langt til det af Thorkell Thurrafrost opryddede Foldal, se ovenfor I. 2. S. 142, 143.
8. I Sagaen staar „rið“ d. e. Trappe; af Sverres Saga Cap. 77 kaldes det en Svale, og det sees saaledes tydeligt, at det maa have været en fortløbende Svalegang, hvortil der dog maaskee og har gaaet særskilte Trapper udenfor Huset.
9. Her har atter skjødesløs Behandling af af Snorres Text gjort Forvirring og voldt Tvetydigheder. Morkinskinna, den ældste Text har (fol. 26. a.) „hann lét gera höllina miklu í Björgyn, er mest ok frægst herbergi hefir verit í Noregi af tré gört [hann lét reisa Mi]kjalskirkju í Norðnesi, ok gak þar fé til munkaklaustrs, ok er þat eitt it veg[legsta steinmusteri; hann lét] gera postola kirkju í konungsgarði i Björgyn. (De indklamrede Steder ere bortrevne i Kodex). I Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 16 staar: „hann let reisa Mikjaiskirkju og munkaklaustr í Norðnesi í Björgyn, ok lagði þar fé mikit til, þat var hit veglegsta steinmusteri; hann lét þar gera postolakirkju í konungsgarði; þar lét hann ok gera höll ina miklu, er veglegast tréhús hefir gert verit í Noregi“. I Udgaven af Snorres Text, Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 15, ere begge disse Angivelser paa en højst ukritisk Maade forbundne ved Optagelsen af Læsemaader fra forskjellige Haandskrifter. Først staar der: „hann lét gera í Björgyn höll ina miklu, er mest ok frægst herbergi hefir verit í Noregi; han hóf munklífi í Norðnesi í Björgyn ok lagði þar til fé mikit; þar lét hann gera Mikjalskirkju, it veglegsta steinmusteri“; — her er øjensynligt Morkinskinnas Ord i det væsentligste gjengivne —; umiddelbart derefter følger: „hann lét ok gera þar í konungsgarði postolakirkju, þar lét hann ok gera höllina miklu, er veglegast tréhús hefir gert verit í Noregi“. Dette stemmer igjen med de sidst anførte Udtryk i den trykte Sigurd Jorsalafarers Saga, og saaledes omtales Kongehallen i Bergen to Gange, som.om det var to forskjellige Bygninger. Det sees dog af Varianterne, at af det første, fra Morkinskinna hentede, Stykke fattes det om Kongehallen, nemlig „han lét … herbergi hefir verit í Noregi“ i Codex A (den saa kaldte Kringla), D (Jøfraskinna) ja endog B (Peringskølds Udgave); men det maa altsaa findes i E (Codex Frisianus), hvis Redaktions Skjødesløshed her, som paa saa mange Steder, aabenbarer sig.
10. Thjodrek (Cap. 32) siger ligefrem, at Eystein opførte Kongsgaarden (palatium), af et herligt Arbejde, skjønt af Træ; men, lægger han til, nu (omkring 1185) næsten nedfaldet af Ælde.
11. Nemlig i den lille Afhandling (omtrent fra 1500) om de norske Klostre, der findes optagen i Langebeks Scr. r. D. IV. S. 409—421; se her S. 413.
12. Nemlig hvor der tales om, at Harald Gille lod Biskop Reinald af Stavanger hænge ude paa Holmen.
13. Munkeliv Klosters Brevbog, S. 14—15. Ogsaa optagen i Thorkelins Dipl. Norv. II. S. 1—3. Aarsagen, hvorfor Kirken indviedes til St. Michael, var upaatvivlelig dens Beliggenhed paa en Højde, thi Bjerge, Høje og Huler sattes overalt i den okcidentalske Christenhed i Forbindelse med St. Michaels Dyrkelse; derfra skriver sig saa mange „St.Michaels-Bjerge“ (Mont St. Michel), og Michaelshuler, fornemmelig paa Garganusbjerget i Nedreitalien, Michaelshulen ved Gibraltar og Mikkelsbergs Kirke (en Bjerghule) ved Norsjø i Grenland i Norge.
14. At Eystein ogsaa opførte Klosterbygningerne fuldstændigt, synes at fremgaa af Thjodrek Munks Ord, l. c. at han byggede Klostret til St. Michaels Ære ved Bergen, „saaledes som det endnu (d. e. omkring 1185) sees“.
15. Se ovenfor S. 424.
16. En lignende Formodning har allerede været udtalt af Sange i „de norske Klostres Historie“ S. 55, 56, 411, 412, hvor ogsaa flere Data paapeges, der vise den nøje Forbindelse mellem begge Klostre. Men heraf følger dog neppe at Munkeliv, efter Klostrets fuldstændige Organisation, stod i nogen nærmere Forbindelse med Bergens Biskopsstol. Forbindelsen kan alene ansees som tilfældig og midlertidig.
17. Se herom især Suhm, V. S. 138—140.
18. Nemlig Thjodrek, se nedenfor.
19. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 16, 26. Snorre Cap. 15, 24.
20. Thjodrek, Cap. 32.
21. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 18, Snorre Cap. 17. Morkinskinna, fol. 26. b. kalder Ingebjørg en Datter af Steigar-Thore, hvilket dog alene kan grunde sig paa en Uagtsomhedsfejl.
22. Sigurd Jorsalafarers Saga l. c. Snorre Cap. 15, 26. Fagrskinna Cap. 248 jvfr. ovenfor I. 2. S. 379. Ifølge Snorre vare Dragens Stavne ikke tilbørligt høje.