Det norske Folks Historie/3/57

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Af Eyſteins Foretagender i Landet ſelv og hans Indretninger til Folkets Bedſte nævnes flere, ſkjønt viſt langtfra alle, i vore Sagaer. Førſt og fremſt tog han ſig meget af Lovgivningen. Selv en udmerket forſtandig Mand, gjorde han ſin nøje bekjendt med alle Love i Landet, og erhvervede en ſaadan Indſigt i dem, at vanſkelige Retsſager ofte forelagdes ham til Afgjørelſe. Han hævdede Lovene med ſtor Iver, men forbedrede ogſaa, ſom der ſiges, paa mange Steder Indbyggernes Ret. Meningen heraf er rimeligviis den, at han har ſtræbt, ſaa vidt muligt, at raade Bod paa de Ulemper, ſom nødvendigviis maatte opſtaa af alt for ſtore Afvigelſer mellem de forſkjellige Lovgivningers Beſtemmelſer om een og ſamme Materie, og at han navnligen hiſt og her har nedſat enkelte alt for høje Pengebøder. Disſe Lovsforandringer kunne dog nu ikke længer paapeges, da de Haandſkrifter af Norges ældre Love, ſom endnu ere tilbage, alle ere nedſkrevne længe efter Eyſteins Tid, og ſaaledes rimeligviis have optaget de af ham bevirkede Forbedringer i Texten med Udeladelſe af de ældre Beſtemmelſer. Han ſørgede ivrigt for Fiſkeriets og Kyſtfartens Fremme ved at indrette Ror-Boder nord i Vaagen for dem, der dreve Skreidfiſke ved Lofoten[1]; ligeledes byggede han en Kirke der med tilhørende Preſtegaard, forordnede at herefter en Preſt ſkulde bo paa Stedet, og ſkjenkede det fornødne Gods til hans Ophold og Kirkens Vedligeholdelſe. Ved Agdenes, hvor der hidtil ingen Havn havde været, og Skive hyppigt forliſte, lod han bygge en Steendæmning[2], hvorved man fik en tryg Havn og godt Skibsleje, ligeſom han ogſaa her lod opføre en Kirke. Han lod derhos ſætte Viter eller Varder op paa de høje Fjelde, neppe for at anvendes til Krigsſignaler, men for at tjene de Søfarende til Vejledning ſom Sømerker. Et ſaadant Sømerke, der tillige kunde anvendes til Skibenes Forføjning, var formodentlig den ſaakaldte Støpel eller taarnlignende Bygning, forſynet med Jernringe, ſom Eyſtein lod opføre i Sundholms- eller Senholms-Sundet, maaſkee Sundet mellem Senholmen og Heklingholmen ſtrax veſtenfor Mygſter ved Indſejlingen til Bergens Led[3]. Da der ſaa vel formedelſt den nøjere og inderligere Forbindelſe mellem alle Rigets Dele ſom formedelſt de mange Pilegrimsrejſer til St. Olafs Helligdom i Nidaros var langt hyppigere Færdſel over Dovrefjeld nu end forhen, ſørgede han for de over Fjeldet rejſendes Tarv ved at indrette et eller flere Sælehus, hvor man kunde finde Ly og Natteleje, i Stedet for at man forhen maatte ligge ude og ofte lide ondt; til deres Vedligeholdelſe ſkjenkede han det fornødne Gods. Sandſynligviis vare disſe Sælehuſe de ſamme, ſom de nuværende Fjeldſtuer, Fogſtuen, Hjerdkinn, Kongsvold og Drivſtuen, eller i det mindſte nogle af dem; og det er ej uſandſynligt, at de Tomter af en gammel Steenbygning, ſom i ſenere Tid ere fundne paa Hjerdkinn, netop ere Levninger af det ved Eyſteins Foranſtaltning opførte Sælehuns[4]. Lignende Sælehuſe eller aabne Herberger for Rejſende, indrettede paa Veje, hvor man havde flere Dagsrejſer fra Bygd til Bygd, omtales allerede længe før[5], og ſynes at bare været brugelige fra umindelige Tider; der findes endog i den ældre Gulathingslov en Beſtemmelſe om, hvorledes de Rejſende have at forholde m, naar Sælehuſet ej kan rumme dem alle paa een Gang, og om deres Anſvar, hvis det brænder op ved deres Uforſigtighed[6]. Om Eyſteins Sælehuſe paa Dovrefjeld vare af dette ſimple Slags, eller om han tillige gjorde Foranſtaltninger til at der ved hvert Sælehuus ſkulde findes Gjeſtgivere, ſiges ikke, men man ſkulde dog næſten formode det ſidſte, fordi Hjerdkinn endog fra gammel Tid ſynes at have været en beboet Gaard[7], og Vejen over Dovre, eller mellem Nidaros, Oplandene og Viken, paa Eyſteins Tid viſtnok var at betragte ſom Norges fornemſte Hovedvej.

Staden Bergen forſkjønnedes meget af Eyſtein. Han fortſatte der enkelte af de Bygnings-Arbejder, ſom Olaf Kyrre enten havde paabegyndt, eller beſluttet at paabegynde, hvis Tid og Evner ſtrak til. Saaledes fuldførte eller opførte Eyſtein Kongsgaarden i Bergen, idet han byggede den ſtore Hall, der ſiges at have været det prægtigſte Træhuus, ſom nogenſinde er gjort i Norge. Tæt ved den, og forbunden med den ved en Svalegang[8], opførte han den ſaakaldte Apoſtel-Kirke, der var beſtemt til at være, og ſtedſe forblev Kongernes private Kapell, ligeſom tidligere Klemenskirken og Olafskirken, og paa Eyſteins Tid Mariekirken i Nidaros, ſaa vel ſom Mariekirken i Oslo[9]. Om Kongsgaarden allerede for Eyſteins Tid har været paabegyndt, kan man ikke af Sagaerne med Beſtemthed ſee, da der kun tales om Hallen i Kongsgaarden, ej om Kongsgaarden i dens Heelhed; men da vi erfare at Kongsgaard og kongelig Kirke i de øvrige Byer ſtedſe opførtes ſamtidigt, og ſaa at ſige betragtedes ſom et eneſte ſammenhængende Bygningsverk, bliver det næſten aldeles viſt, at Kongsgaarden i Bergen, ikke mindre end Apoſtelkirken, er opført af Eyſtein fra Grunden af[10]. Paa den ſtore Chriſtkirke, ſom allerede Olaf Kyrre havde paabegyndt, ſynes der i Eyſteins Tid ikke at have været arbejdet ſynderligt, derimod lod han paa det dengang neppe ſynderligt bebyggede Nordnes, lige over for Byen, opføre den ſaakaldte St. Michaels-Kirke, og traf de nødvendige Foranſtaltninger til, i Forbindelſe med Kirken at indrette et Benediktiner-Kloſter, det ſenere ſaa bekjendte og rige Munkeliv, ſom det i daglig Tale kaldtes. Ifølge en nyere Beretning, hvis Paalidelighed dog er mere end tvivlſom, ſkulde allerede Olaf Kyrre have grundet dette Kloſter[11] men Sagaernes Udſagn ere her ſaa beſtemte, at man maa antage hiin Angivelſe grundet enten paa den urigtige Forudſætning, at Olaf Kyrre, idet han oprettede Kjøbſtaden Bergen og grundlagde Chriſtkirken, ogſaa lagde den førſte Grundvold til dens ældſte og meeſt anſeede Kloſter, eller paa en fejlagtig Opfatning af det Forhold mellem Sellø og Munkeliv, ſom ſtrax nedenfor vil blive omhandlet. Et andet Spørgsmaal er, hvor vidt Eyſtein allerede oplevede at faa Kloſtret fuldſtændigt indrettet. I den ældſte Sagabearbejdelſe ſtaar paa det Sted, hvor Eyſteins Foretagender under Sigurds Fraværelſe omtales, at han lod rejſe Michaelskirken, og „ſkjenkede Gods“ til et Munkekloſter der, og paa et andet Sted, hvor der berettes om en Samtale mellem Kongerne i deres ſenere Aar, at Eyſtein „lod Michaelskirken gjøre og ſatte der et Munkekloſter“. I Sagaerne omtales denne Stiftelſe ikke i den nærmeſt paafølgende Tid førend i 1135[12], og da kun ſom „Michaelskirke“, uden at der nævnes et Ord om Munkene; den ældſte pavelige Beſkjermelſes-Bulle, ſom findes indført i Kloſtrets Brevbog[13], og ſom derfor viſtnok ogſaa er den førſte, Kloſtret erhvervede, er udſtedt af Pave Eugenius den 3die i Januar 1146: i denne nævnes Abbed Orm og de øvrige Brødre, ſaa at man ſeer, at Konventet i det mindſte da var fuldſtændigt organiſeret. Her paatrænger ſig ſaaledes den Formodning, at Kong Eyſtein nok har truffet alle foreløbige Foranſtaltninger til Kloſtrets Oprettelſe, bygget Kirken og Kloſterbygningerne[14], ſkjenket Gods dertil, og indledet de nødvendige Underhandlinger for at ſkaffe en Koloni af Munke, der her rimeligviis ſom i de fleſte andre norſke Kloſtre for det førſte tildeels maatte hentes udenlands fra, men at Konventet dog ikke har faaet ſin endelige Organiſation førend efter hans Tid. Saa meget maa i det mindſte anſees ſom viſt, at han ej kan have naaet at faa baade Kirken og Kloſtret, begge masſive Steenbygninger, opførte i de faa Aar, da Sigurd var udenlands, men at han da alene har faaet dem grundlagte: dette forklarer nokſom Forſkjellen mellem Angivelſen paa det førſte Sted, hvor der tales om hans Virkſomhed under Sigurds Fraværelſe, og de Ord, der ſenere lægges ham ſelv i Munden ved hans Samtale med Broderen. Man kunde ellers her, med hiin fejlagtige Angivelſe, at Olaf Kyrre ſkulde have oprettet Kloſtret, for Øje, vove den Formodning, at Biſkop Bernhard, da han efter Oprettelſen af Kjøbſtaden i Bergen flyttede hid fra Sellø[15], har faaet Bolig anviiſt af Kongen paa Nordnes, juſt der, hvor Munkeliv Kloſter ſiden blev anlagt, og at hans Eftermand Magne med fine underordnede Gejſtlige har beboet de nye Kloſterbygninger, indtil Munke-Konventet var kommet aldeles i Stand, og en egen Biſpegaard var bleven indrettet eller i det mindſte gjort nogenledes beboelig ved Siden af den efterhaanden, men langſomt ſig ſin Fuldendelſe nærmende Chriſtkirke. Derved forklares det ogſaa bedſt, hvorfor Biſkop Reinald af Stavanger, da han i Aaret 1135 var bleven henrettet ude paa Holmen, ej begroves ved den nærmeſt beliggende lille Chriſtkirke, men derimod førtes til Nordnes, og jordedes ved Michaelskirken. Thi det nys oprettede Biſkopsdømme i Stavanger var, ſom det ſtrax indenfor vil ſees, egentlig at betragte ſom en Underafdeling af Bergens eller Gulathingslagens, hvis Biſkop nu ſkulde have ſit Sæde i Bergen, og det var derfor det rimeligſte, at Biſkoppen af Stavanger, naar han tilfældigviis døde i denne By, ogſaa begroves ved den Kirke, ſom ſtod under Biſkoppens nærmeſte Beſtyrelſe. Den Antagelſe ligger ogſaa nær, at for ſaa vidt Munke allerede paa Eyſteins Tid have opſlaaet ſin Bolig i den af ham opførte Kloſterbygning paa Munkeliv, har dette været Munke fra Sellø, hvor vi finde det St. Albani Benediktiner-Kloſter, der ſtrax nedenfor ſkal omtales, i den nøjeſte Forbindelſe med Munkeliv Kloſter[16]). Var der nu end ikke noget egentligt Kloſter paa Sellø, da Bernhard flyttede, ſaa fandtes der dog viſtnok Munke fra fremmede Kloſtre, af hvilke Bernhard vel ogſaa medtog nogle til Bergen, og hvis Tal ſiden efter forøgedes med flere, hvoriblandt maaſkee netop hiin Reinald, der ved Oprettelſen af Stavangers Biſkopsdømme ophøjedes til dets førſte Biſkop.

Uagtet det, ſom det ſtrax vil viſes, egentlig var Sigurd, der foreſtod de vigtige og indgribende kirkelige Foranſtaltninger, ſom under disſe Brødres Regjeringstid fandt Sted, ſees det dog, ſaa vel af hvad vi allerede have omtalt, ſom af andre Foretagender, der udelukkende tillægges Eyſtein, at ogſaa han med rund Haand ſørgede for Kirken og dens Fremme, hvorfor en Forfatter endog kalder ham en „ivrig Dyrker af den chriſtelige Religion“[17]. Han opbyggede ſaaledes, foruden de her nævnte Kirker og Kirkebygninger, ogſaa St. Nikolai Kirke i Nidaros, der baade med Henſyn til Materiale og Form ſkal have været ſærdeles vel udført. Ligeledes byggede han, ſom det ſynes aller førſt, en Kirke paa Throndenes i Amd, og ſkjenkede Gods til den[18].

Med denne utrættelige Iver for Landets og Indbyggernes aandelige og materielle Velfærd forenede Eyſtein ſtore Aandsgaver, der i de fleſte Tilfælde lærte ham at vælge og gribe det Rette, og en høj Grad af perſonlig Elſkværdighed. Det er derfor ej at undres over, at han var overordentlig afholdt af det hele Folk. Han var, ſaaledes beſkrive Sagaerne ham, ſmuk af Udvortes, havde blaa, noget ſtore Øjne, lyſt og krøllet Haar, middels Højde. Han var meget forſtandig, ſærdeles vel bevandret i Lovene og de gamle Sagn, .Kjendſkab til Folk og deres Herkomſt, raadſnild, veltalende, ſaare munter og jevn i Omgang, overmaade gavmild, yndet og venneſæl hos hele Almuen[19]. Paa et andet Sted gives ham det Lov, at han udmerkede ſig ved ſin Redelighed, og beherſkede ſig ſelv ikke mindre end Underſaatterne med Maadehold og Klogſkab, at han var fredelig, tog ſig med Iver af Landsſtyrelſen, og ſørgede ivrigt for Chriſtendommen[20]. Paa hans Redelighed behøves intet andet Beviis, end den Beredvillighed, hvormed han atter optog Sigurd i Regjerings-Fællesſkabet, efter at han i ſaa lang Tid havde ſmagt Behageligheden af at herſke ene. Eyſtein hentede ikke ſin Dronning udenlandsfra. Han egtede Ingebjørg, en Datter af Guthorm, Steigar-Thores Søn[21]. Dette viſer, af Stejgar-Thores Æt nu atter var kommen i Naade efter Faderens Oprør og Afſtraffelſe under Magnus Barfod. I Forbindelſe hermed ſtaar viſtnok, ſom allerede ovenfor nævnt, den ellers temmelig uforklarlige Sag, at Thores Medanfører for Oprørsflokken, den danſke Æventyrer Sven Haraldsſøn, efter i længere Tid at have opholdt ilet l Danmark, under Eyſtein kom tilbage til Norge, vandt hans Yndeſt, og udnævntes af ham til hans Skutelſvend.

Blandt Eyſteins Foretagender under Sigurds Fraværelſe nævnes og at han i Nidaros lod bygge mange og ſtore Skibsnauſt, og den ſtore ſaakaldte Drage, et Langſkib, aldeles indrettet ſom Ormen lange, med Dragehoved, Forgyldning o. ſ. v., og ſandſynligviis af ſamme Størrelſe, ſaa at den altſaa kunde rumme over 600 Mand[22].

  1. Han ſagde herom ſelv i ſin Trætte med Sigurd: nord i Vaagen ſatte jeg Fiſkemænds-Opholdsſteder, for at fattige Folk der kunde finde Livs-Ophold; dette kan ej forſtaaes om andet end Indretningen af de ſaakaldte Rorboder.
  2. I Sagaerne ſtaar „Virke“ hvilket dog her neppe betegner „Befæſtning“, ſkjønt det i og for ſig ikke var ſaa urimeligt, om man havde befæſtet Indløbet til Throndhjemsfjorden.
  3. „Sundholms Sund“ ſtaar i Hryggjarſtykke, „Sinholmsſund“ hos Snorre; Morkinſkinna nævner intet herom.
  4. Schøning fandt nemlig nærved Hjerdkinn i Aaret 1773 Tomter af en Steenbygning, ſom han antog for et Kloſter, ſe Langes Kloſterhiſtorie S. 615.
  5. Saaledes f. Ex. Sælehuſet paa Skoven mellem Ljodhuus og det indre af Veſtergautland, ſe Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 175; Sælehuſet paa Jemtelandsſkoven, ſe ovenfor I. 2. 723.
  6. Ældre Gulathings Lov Cap. 100: „Til Sælehuſenes Benyttelſe have alle lige Ret. Nei er det vel, om alle kunne være inde med deres Sager. Men kan dette ej ſkee for Trængſels Skyld, ſkulle de bære Sagerne ud. Da er det vel, om de have ſelv Rum, og de ſkulle alle være inde, hvis enhver af dem kan faa Rum til at ſidde. Har nogle været der tre Nætter uden Nødvendighed, ſkulle de gaa ud, eller de ſkulle ved Lodkaſtning lade en Mand gaa ud. Da er det vel, om den, hvem Lodden treffer, gaar ud; ellers fældes han til at bøde Ranbaug, og man ſkal betale fuld Mandsgjeld for den, der havde Ret til at være inde, om de dø ude. Hvis Folk holde til i Sælehuus og det brænder op, da indeſtaa alle de, ſom vare der inde, for Huſet“.
  7. Her var i det mindſte ikke langt til det af Thorkell Thurrafroſt opryddede Foldal, ſe ovenfor I. 2. S. 142, 143.
  8. I Sagaen ſtaar „rið“ d. e. Trappe; af Sverres Saga Cap. 77 kaldes det en Svale, og det ſees ſaaledes tydeligt, at det maa have været en fortløbende Svalegang, hvortil der dog maaſkee og har gaaet ſærſkilte Trapper udenfor Huſet.
  9. Her har atter ſkjødesløs Behandling af af Snorres Text gjort Forvirring og voldt Tvetydigheder. Morkinſkinna, den ældſte Text har (fol. 26. a.) „hann lét gera höllina miklu í Björgyn, er mest ok frægst herbergi hefir verit í Noregi af tré gört [hann lét reisa Mi]kjalskirkju í Norðnesi, ok gak þar fé til munkaklaustrs, ok er þat eitt it veg[legsta steinmusteri; hann lét] gera postola kirkju í konungsgarði i Björgyn. (De indklamrede Steder ere bortrevne i Kodex). I Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 16 ſtaar: „hann let reisa Mikjaiskirkju og munkaklaustr í Norðnesi í Björgyn, ok lagði þar fé mikit til, þat var hit veglegsta steinmusteri; hann lét þar gera postolakirkju í konungsgarði; þar lét hann ok gera höll ina miklu, er veglegast tréhús hefir gert verit í Noregi“. I Udgaven af Snorres Text, Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 15, ere begge disſe Angivelſer paa en højſt ukritiſk Maade forbundne ved Optagelſen af Læſemaader fra forſkjellige Haandſkrifter. Førſt ſtaar der: „hann lét gera í Björgyn höll ina miklu, er mest ok frægst herbergi hefir verit í Noregi; han hóf munklífi í Norðnesi í Björgyn ok lagði þar til fé mikit; þar lét hann gera Mikjalskirkju, it veglegsta steinmusteri“; — her er øjenſynligt Morkinſkinnas Ord i det væſentligſte gjengivne —; umiddelbart derefter følger: „hann lét ok gera þar í konungsgarði postolakirkju, þar lét hann ok gera höllina miklu, er veglegast tréhús hefir gert verit í Noregi“. Dette ſtemmer igjen med de ſidſt anførte Udtryk i den trykte Sigurd Jorſalafarers Saga, og ſaaledes omtales Kongehallen i Bergen to Gange, ſom.om det var to forſkjellige Bygninger. Det ſees dog af Varianterne, at af det førſte, fra Morkinſkinna hentede, Stykke fattes det om Kongehallen, nemlig „han lét … herbergi hefir verit í Noregi“ i Codex A (den ſaa kaldte Kringla), D (Jøfraſkinna) ja endog B (Peringſkølds Udgave); men det maa altſaa findes i E (Codex Frisianus), hvis Redaktions Skjødesløshed her, ſom paa ſaa mange Steder, aabenbarer ſig.
  10. Thjodrek (Cap. 32) ſiger ligefrem, at Eyſtein opførte Kongsgaarden (palatium), af et herligt Arbejde, ſkjønt af Træ; men, lægger han til, nu (omkring 1185) næſten nedfaldet af Ælde.
  11. Nemlig i den lille Afhandling (omtrent fra 1500) om de norſke Kloſtre, der findes optagen i Langebeks Scr. r. D. IV. S. 409—421; ſe her S. 413.
  12. Nemlig hvor der tales om, at Harald Gille lod Biſkop Reinald af Stavanger hænge ude paa Holmen.
  13. Munkeliv Kloſters Brevbog, S. 14—15. Ogſaa optagen i Thorkelins Dipl. Norv. II. S. 1—3. Aarſagen, hvorfor Kirken indviedes til St. Michael, var upaatvivlelig dens Beliggenhed paa en Højde, thi Bjerge, Høje og Huler ſattes overalt i den okcidentalſke Chriſtenhed i Forbindelſe med St. Michaels Dyrkelſe; derfra ſkriver ſig ſaa mange „St.Michaels-Bjerge“ (Mont St. Michel), og Michaelshuler, fornemmelig paa Garganusbjerget i Nedreitalien, Michaelshulen ved Gibraltar og Mikkelsbergs Kirke (en Bjerghule) ved Norſjø i Grenland i Norge.
  14. At Eyſtein ogſaa opførte Kloſterbygningerne fuldſtændigt, ſynes at fremgaa af Thjodrek Munks Ord, l. c. at han byggede Kloſtret til St. Michaels Ære ved Bergen, „ſaaledes ſom det endnu (d. e. omkring 1185) ſees“.
  15. Se ovenfor S. 424.
  16. En lignende Formodning har allerede været udtalt af Sange i „de norſke Kloſtres Hiſtorie“ S. 55, 56, 411, 412, hvor ogſaa flere Data paapeges, der viſe den nøje Forbindelſe mellem begge Kloſtre. Men heraf følger dog neppe at Munkeliv, efter Kloſtrets fuldſtændige Organiſation, ſtod i nogen nærmere Forbindelſe med Bergens Biſkopsſtol. Forbindelſen kan alene anſees ſom tilfældig og midlertidig.
  17. Se herom iſær Suhm, V. S. 138—140.
  18. Nemlig Thjodrek, ſe nedenfor.
  19. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 16, 26. Snorre Cap. 15, 24.
  20. Thjodrek, Cap. 32.
  21. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 18, Snorre Cap. 17. Morkinſkinna, fol. 26. b. kalder Ingebjørg en Datter af Steigar-Thore, hvilket dog alene kan grunde ſig paa en Uagtſomhedsfejl.
  22. Sigurd Jorſalafarers Saga l. c. Snorre Cap. 15, 26. Fagrſkinna Cap. 248 jvfr. ovenfor I. 2. S. 379. Ifølge Snorre vare Dragens Stavne ikke tilbørligt høje.