Det norske Folks Historie/3/56

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I de tre eller fire Aar, Sigurd var udenlands og forherligede Norges Navn i fjerne Egne, havde Kong Eyſtein, ſom Eneregent, heller ikke paa ſin Side været ledig, men, trædende i ſin Farfaders Fodſpor, virket i Fredelighed hjemme, ſaa vel for at bringe Landet ſelv i Opkomſt ved nyttige Foretagender og Indretninger, ſom for at forøge dets politiſke Vegt og Anſeelſe ved territoriale Udvidelſer, ej paa hans Fader Magnus’s Viis, erhvervede, ved Sverdet, men ved fredelige Underhandlinger. Den Tilvæxt, ſom Norges Territorium ſaaledes fik ved Eyſteins Beſtræbelſer, var Jemteland, hvilket ingen af Norges Konger ſiden Olaf den helliges uheldige Forſøg havde prøvet at bringe tilbage til det Afhængighedsforhold, hvori Haakon Adelſteensfoſtre ved kloge Underhandlinger havde bragt det, og hvilket ſaa vel Jemternes norſke Herkomſt ſom Landſkabets Beliggenhed os hyppige Forbindelſer med Throndhjem gjordes til det naturligſte. Eyſtein, fortælle vore Sagaer, ſendte Bud til forſtandige Mænd i Jemteland og indbød dem til ſig, modtog dem, der kom, med megen Blidhed, overliſte dem med Gaver, og vandt dem ſaaledes for ſig. Han bragte da paa Tale for dem, hvor langt bekvemmere det var for dem at ſøge til Norge end øſter til Sverige, og hvor mange Nødvendigheds-Artikler Norge kunde ſkaffe dem; han ytrede at de derfor havde handlet daarligt i at falde fra Norge, efter at de engang havde underkaſtet ſig Haakon Adelſteensfoſtre. De indſaa, at hvad Kongen her ſagde, ſigtede til deres egen Fordeel, og indlode ſig oftere i Tale med ham derom, ligeledes han med dem. Efterhaanden begyndte flere paa denne Maade at beſøge ham; til dem, ſom ej perſonligt kom, ſendte han Gaver, og erhvervede derved omſider Høvdingernes og Bøndernes fuldkomne Venſkab. Saaledes bragte han det dertil, at Jemterne ſelv tilbøde ſig at hylde ham. De Høvdinger, han havde vundet, paavirkede nemlig Almuen, og fik den til at aflægge foreløbig Ed paa at ville underkaſte ſig Eyſtein; derpaa vendte de tilbage til Norge og tilſvore ham Lydighed; ſiden efter oprettedes en formelig Overeenskomſt, ifølge hvilken alle Lendermænd indfandt ſig hos ham, aflagde ham Troſkabsed, overgave ham deres Landſkab med alle Skatter og Skylder, og erklærede ſig for hans Thegner. Han tilſagde dem igjen ſin Beſkyttelſe, for det Tilfælde, at Sviakongen ſkulde paaføre dem Krig[1]“. Fra den Tid af udgjorde Jemteland en Deel af Norge lige indtil 1645, da det atter forenedes med Sverige.

Der er dog mangt og meget ved disſe Forhandlinger angaaende Jemteland, ſom ſynes uforklarligt, og ſandſynligviis aldrig tilfulde vil blive oplyſt. For det førſte er det underligt, at den fredelſkende Kong Eyſtein ſaa ſnart efter Fredsſlutningen i 1101 ſkulde ville indlade ſig i et Foretagende, der efter al Rimelighed vilde frembringe ny Krig, hvilken han og, ſom man ſeer, ventede ſig, ikke at tale om det i og for ſig utilbørlige i at forlokke en anden Konges Underſaatter til Frafald. For det andet er det vanſkeligt at forſtaa, hvorledes Sviakongen, iſær hvis dette endnu var den mægtige og anſeede Inge, der endog havde holdt Magnus Barfod Stangen, kunde lade ſaadant gaa upaatalt hen. Man maa her antage, at Eyſtein deels bar anſeet Jemteland for et Landſkab, der ſiden Haakon Adelſteensfoſtres Tid med Rette tilkom Norge, deels maaſkee har troet, heri at kunne faa Erſtatning for Dalsland, der ved hans Faders Død, ſom tidligere anført, efter al Sandſynlighed har fulgt Enkedronningen Margrete ſom Medgift, og ſaaledes ved hendes Giftermaal med den danſke Konge atter er blevet ſkilt fra Norge. Og hvad Kong Inge Steenkilsſøn angaar, da var han paa denne Tid maaſkee død; det er i det mindſte viſt, at af hans Broder Hallſteens Sønner, Philip og Inge, der fulgte ham i Regjeringen, døde den førſte allerede 1118[2]. Inge Steenkilsſøns Død er vel ſaaledes indtruffen omkring 1111, og i alle Fald maa han ved den Tid, om han end var i Live, have været en bedaget Olding, der ikke kunde tage ſig ſynderligt af Regjerings-Anliggenderne[3]. Det er desuden ikke uſandſynligt, at der ſtrax efter hans Død har opſtaaet Uroligheder i Sverige om Tronfølgen, eller i det i mindſte om Arveretten til hans Privat-Ejendomme. Vi vide nemlig, at Inge Steenkilsſøn havde en Søn, ved Navn Ragnvald[4], der opnaaede Manddomsalderen, ſaaſom han efterlod en Datter, Ingerid, der ſiden, ſom vi ville ſee, ſpillede en Rolle ogſaa i Norges Hiſtorie; der ſiges ingenſteds, om Ragnvald overlevede Faderen eller ej; og i førſte Tilfælde har han neppe godvillig givet Slip paa Sveriges Trone. Siden finde vi hans Syſter, Dronning Margrete, i Beſiddelſe af Faderens Ejendomme, hvilke hun deelte mellem ſig, den oven nævnte Ingerid og ſin Syſterdatter Ingeborg, der begge, ligeſom hun ſelv, vare gifte med Ætlinger af det danſke Kongehuus: dette, heder det, var Kilden til langvarig Tviſt mellem Sviar og Daner[5]. Da det nu ej kan være Delingen ſelv, der vakte Sviarnes Harme, men den Omſtændighed, at hine Beſiddelſer, hvoriblandt viſtnok ogſaa Dalsland har været regnet, kom under danſk Herredømme, maa Aarſagen til Misfornøjelſe have været tilſtede, og Tviſten ſaaledes være udbrudt fra det førſte Øjeblik, hiin rige Arv kom i Kong Nikolas’s Værge, hvilket, for ſaa vidt Ragnvald døde for ſin Fader, allerede maa være indtruffet ſtrax efter dennes Død. Endog den Omſtændighed, at Margrete ikke overlod nogen Deel af Arven til ſit Syſkendebarn Inge Hallſteensſøn, viſer tydeligt, at der maa have været et mindre godt Forhold mellem begge Linjer, hvormed det viſtnok ogſaa ſtaar i Forbindelſe, at Inge Hallſteensſøn blev ombragt ved Gift[6], og at der efter hans Død, ſom vi i det følgende ville ſee, udbrød voldſomme Tronſtridigheder i Sverige, ved hvilke Margretes og Nikolas’s Søn, Magnus den ſterke, ſpillede en betydelig Rolle. Man maa ſaaledes formode, at Spørgsmaalet om Arven efter Kong Inge ſtrax efter hans Død, eller maaſkee allerede i hans ſidſte Regjeringsaar, var vakt en ſaadan Gjæring i Sverige, at Kong Eyſtein, der, ſom Magnus Barfods Søn, ſelv ikke uden Skin af Ret kunde fremſætte Fordring paa de Beſiddelſer, hans Fader med hende havde erholdt, har forudſeet, at der ikke for det førſte vilde blive foretaget noget fiendtligt Skridt fra ſvenſk Side, om han benyttede Lejligheden til at vinde Jemteland tilbage, og derved ſkaffe Norge Erſtatning for Tabet af Dalsland. Heller ikke tales der om nogen Krig mellem Norge og Sverige i Anledning af Jemtelands Frafald. At der har opſtaaet et ſpendt Forhold, ſynes rimeligt, og ſtaar maaſkee i Forbindelſe med den Krig, Kong Sigurd ſiden efter paaførte Sverige, da han forſøgte at chriſtne Smaaland; men det er ogſaa muligt, at Tviſten allerede foreløbigt er bleven bilagt ved Dronning Margrete Fredkollas Virkſomhed. Vi ſpore nemlig med eet i et ganſke kort Tidsrum, mellem 1115 og 1120, en øjenſynlig Stræben efter nøjere Forbindelſe mellem de nordiſke Fyrſtehuſe ved indbyrdes Giftermaal mellem deres Medlemmer og Frænder, af hvilke Giftermaal de tvende udtrykkeligt ſiges at være ſtiftede af Margrete, og de øvrige, der ikke mindre vedkom hendes nærmeſte Slægtninger, derfor ogſaa maaſkee ſkyldes hende. H Hine to Giftermaal, ſom hun med Vished vides at have bragt iſtand, var mellem de nys nævnte Fyrſtedøtre, Ingerid og Ingeborg, og tvende danſke Konge-Ætlinger. Ingerid var hendes Broderdatter, den anden en Datter af hendes Syſter Chriſtina, der var gift med den rusſiſke Storfyrſte Mſtiſlav, hvilken tillige hed Harald efter ſin Morfader, den engelſke Konge Harald Godwinesſøn. Ingeborg blev gift med den bekjendte Hertug Knut Lavard, Kong Erik Ejegods Søn, henved 1117, ſom det ſynes[7]. Ingerid blev, der ſiges ikke naar, men man maa formode omtrent paa ſamme Tid, gift med Kong Nikolas’s Broderſøn, og Knuts Syſkendebarn, Henrik halte. Det tredie omtrent ſamtidige Giftermaal var det allerede omtalte, mellem Kong Sigurd og Mſtiſlavs anden Datter, Malmfrid, der ligeledes var Margretes Syſterdatter, og ſaaledes lige ſaa vel ſom Syſteren Ingeborg maa antages at være bleven bortgiftet af hende[8]. Og endelig tales der om et Giftermaal mellem Kong Philip Hallſteensſøn og Ingegerd, den danſke Kong Olafs Enke, og Datter af Kong Harald Haardraade i hans fornyede Egteſkab med den rusſiſke Kongedatter Elliſiv, Mſtiſlavs Faſter[9]. Da Ingegerd, ſom allerede ovenfor antydet, uagtet hun var norſk Kongedatter, ſynes at have tilbragt ſin meſte Tid i Danmark eller Rusland, hvorhen hun rimeligviis efter Kong Olafs Død har begivet m, og ſaaledes, ligeſom Dronning Margrete ſelv, kunde ſiges lige meget at tilhøre alle de tre nordiſke Kongeſtammer, er det ogſaa heel rimeligt, at man fortrinsviis har valgt hende til at ledſage de to rusſiſke Kongedøtre til Danmark og Norge, og at Margrete ved denne Lejlighed ogſaa har bragt Giftermaalet mellem hende og ſit Syſkendebarn Kong Philip iſtand, for paa den Maade yderligere at beſegle Freden mellem alle tre Riger. Merkeligt nok, var endog Philips Broder, Medregent og Efterfølger, Inge Hallſteensſøn, gift med en Kvinde af fornem norſk Herkomſt, der dog ogſaa maa have haft betydelige Ejendomme i Sverige, ſiden hendes Haand eftertragtedes af ikke færre end tre Fyrſter,.ſom alle middelbart eller umiddelbart gjorde Fordring paa Sveriges Trone. Dette var Ulfhild, en Datter af den forhen omtalte Haakon Finnsſøn, hvis Fader Finn var en Søn af Haarek i Thjotta, og i ſin Tid havde fulgt Olaf den hellige til Sverige, hvor det lader til at han har boſat ſig og erhvervet Beſiddelſer. Ulfhild blev efter Inges Død gift med Kong Nikolas i Danmark, der da ogſaa ſelv var bleven Enkemand, men forlod ham ſiden for at egte den ſvenſke Konge Sverke Kolsſøn, om hvilken der vil blive handlet længer nedenfor. Da Ulfhild neppe kan være fød ſtort ſenere end 1100, falder ogſaa hendes Giftermaal med Inge Hallſteensſøn omkring 1118[10]. Alle disſe ſamtidige Giftermaal maa upaatvivlelig have ſtaaet i Sammenhæng med hinanden, og fornemmelig ſkyldes politiſke Henſyn. Og intet bliver derfor rimeligere end at antage dem alle ſtiftede ved mere eller mindre umiddelbar Indvirkning af Dronning Margrete Fredkolla, der ſaaledes fremdeles ikke bar ſit Navn for intet[11], idet hun utrætteligt ſøgte at megle Fred og ved et fælles Familiebaand at ſammenknytte alle Medlemmer af Nordens Kongefamilier. Dog havde hun herved ej alene Freden i og for ſig, og dens gode Følger for Folkenes aandelige og timelige Velfærd for Øje, men ogſaa, og maaſkee aller meeſt, ſin egen Søn Magnus’s Interesſer[12]. Det er nemlig aabenbart, at hun ſøgte at bane ham Vejen til at erhverve Kongedømmet baade i Sverige og Danmark, og hvo veed endog, om hun ikke har haft Tanke om at forene alle tre nordiſke Rigers Kroner paa hans Hoved. Under alle Omſtændigheder bliver hun en af ſin Tids fremragende Perſonligheder i Norden, hvis politiſke Bevægelſers fornemſte Traade ſynes at have gaaet gjennem hendes Hænder.

Det er et Spørgsmaal, hvor vidt Herjedalen, der ved denne Lejlighed ikke nævnes, ogſaa førſt nu blev forenet med Norge, eller om det allerede fra ældre Tider var forenet dermed. For det førſte kunde den Omſtændighed ſynes at tale, at Jemteland og Herjedalen ofte nævnes tilſammen, og paa Grund af Beliggenheden maaſkee kunne have været betragtede ſom et Heelt, hvoraf Jemteland var den fornemſte Deel, og derfor laante ſit Navn til det Hele. Men desuagtet bliver det viſt, at Herjedalen ſtedſe har været regnet til Norge, og ikke blev ſvenſk Landſkab førend i 1645, da det afſtodes til Sverige. Thi medens Jemteland, ſom bekjendt, uagtet det i verdslig Henſeende hørte til Norge, dog lige til Reformationen udgjorde en Deel af Uppſala Stift, hørte Herjedalen derimod den hele Tid til Throndhjems Stiſt[13]. Dette viſer temmelig tydeligt, at Herjedalen, paa den Tid, da Chriſtendommen indførtes der — hvilket, ſom ovenfor viiſt[14], maa have været omkring 1060 —, ſtod under de norſke Kongers Herredømme, ligeſom vi vide, at Jemteland paa ſamme Tid tilhørte Sverige. Heller ikke nævnes Herjedalen, hvor der handles om Jemternes tidligere Underkaſtelſe under Haakon Adelſteensfoſtre, hvorimod det udtrykkeligt heder i det gamle Sagn om Herjedalens Bebyggelſe paa Halfdan ſvartes Tid, at Herjulf Hornbrjot og Sviakongens Frændkone Helga flygtede fra Sverige „tilbage til Norges Konges Rige“, og her bebyggede Herjedalen[15].

Forreſten er der Hentydninger til, at den oftere omtalte Skule Toſtigsſøn, Kong Olaf Kyrres Foſterſøn, Stallare og Raadgiver, har iſær været den, ſom nærmere ordnede det Hele med Henſyn til Jemtelands Gjenforening med Norge. I ſenere Forhandlinger om Grændſen mellem begge Riger paa disſe Kanter omtales nemlig „Skule Jarls“ Død ſom en Epoche, hvorfra der regnes, og det ſynes endog, ſom om han døde under et Ophold i Jemteland, for nærmere at beſtemme Grændſen mod Sverige[16]. Viſtnok tale Sagaerne ingenſteds om at Skule Toſtigsſøn blev ophøjet til Jarl, men de nævne ham heller ikke mere, efter at de have berettet om de Beſiddelſer, Olaf ſkjenkede ham; for den Sags Skyld kan han ſaaledes Lierne være bleven ophøjet til Jarl og ſendt til det afſides liggende Jemteland, for at modtage Indbyggernes Troſkabsed, ordne de indre Forhold, og beſtemme Grændſerne mod Sverige. Om han, ſelv en Jarleſøn, nedſtammende fra Englands og Danmarks Konge-Ætter, og nøje beſvogret med den norſke, i ſin fremrykkede Alder ved en ſaa vigtig Sendelſe fik Jarletitel, vilde ikke i mindſte Maade være beſynderligt. Det er ikke engang uſandſynligt, at han ſelv har kaldt ſig „Skule Jarl “, og om man end kun har kaldt ham „Skule Jarlsſøn“, kunde dog denne Benævnelſe, ved at gaa fra Mund til Mund gjennem et Par Aarhundreder forandres til det fornemmere „Skule Jarl“, i Særdeleshed efter at en af hans egne Ætmænd, opkaldt efter ham, havde erhvervet denne Titel, og Benævnelſen „Skule Jarl“ ſaaledes klang bekjendt i alle Nordmænds Øren. Der er ogſaa Spor af at Skule Toſtigsſøns Æt bar ſtaaet i nøje Forbindelſe med de mægtigſte Ætter i Jemteland. Skules Sønneſøns, Guthorms, Datter af førſte Egteſkab, ved Navn Ingerid, blev omtrent ved 1150 gift med en Jemtelænding ved Navn Guthorm Auſtmandsſøn, der ej vilde have kunnet faa en af Norges højbyrdigſte Piger til Egte, hvis han ikke ſelv var af meget høj Byrd, og hørte til en af de Familier, der havde meeſt at ſige i hans Hjem[17]. Da vi nu af en ældgammel Rune-Indſkrift paa Frøsø-Stenen i Jemteland erfare, at en Auſtmand Gudfaſtsſøn lod chriſtne Jemteland, hvilket, ſom tidligere bemerket, maa have fundet Sted omkring 1060[18], bliver det heel ſandſynligt, at den „Auſtmand“, med hvis Søn Skules Datter var gift, var opkaldt efter og en Sønneſøn af hiin Auſtmand Gudfaſtsſøn, der ej kunde have ladet Jemteland chriſtne, hvis han ej havde været Landſkabets fornemſte Høvding og meeſt formaaende Mand. Det er derfor rimeligt, at Skule allerede ved ſin førſte Fremtræden der i Egnen har ſluttet ſig til ham eller hans Søn, og at der ſiden mellem deres Efterkommere har beſtaaet en venſkabelig Forbindelſe, der endelig beſegledes ved Giftermaal.

Af de Grændſeſkjel for Jemteland, der i de nys nævnte Akter angives ſom beſtaaende lige fra Skule Jarls Tid, ſees det, at Helſingeland, eller den Deel deraf, ſom under Haakon den gode fulgte med Jemteland og kom under norſk Herredømme, ikke ved Gjenforeningen under Eyſtein havde ſamme Skjebne, men forblev under den ſvenſke Krone. Rigsgrændſen gik nemlig i disſe Egne omtrent ſom den nuværende Grændſe mellem Jemteland og Herjedalen paa den ene, og Aangermanland, Medelpad og det egentlige Helſingeland paa den anden Side. Dette Grændſeſkjel, ſom ſenere ikke i Hovedſagen forandredes, men kun fra Tid til anden nærmere beſtemtes, vedblev nu at være Rigsgrændſe i mere end 500 Aar, indtil Jemteland og Herjedalen ved Brømſebro-Freden 1645 bleve aftraadte til Sverige.

  1. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 17. Snorre Cap 16. Morkinſkinna fol. 26. a.
  2. Dette ſiges udtrykkeligt af den ſamtidige Are Frode i hans Islendingabok, Cap. 11.
  3. Det heder i Slutningskapitlet af Hervararſaga, at Philip kun i kort Tid var Konge. Det er her et Spørgsmaal, hvad Forfatteren har forſtaaet ved „kort Tid“. Hvis ſyv Aar er for langt et Tidsrum til at kaldes ſaaledes, maa Inge have levet længer end til 1111; med da han allerede fremtraadte ſom Mand omkring 1070, og ſaaledes rimeligviis var fød 1040, var han i 1110 en Olding paa 70 Aar.
  4. Harald Gilles Saga Cap. 2. Snorre Cap. 1. Saxo, S. 617.
  5. Saxo, S. 618.
  6. Kongerækken i Veſtgøtalagen. Muligt dog, at Inge paa den Tid, Delingen foregik, allerede var død. Se Suhm, V. 364.
  7. Tiden for Knuts Giftermaal angives ikke nøjagtigt. Saxo omtaler det S. 617, og ſiger kun at Margrete ved at bringe det iſtand, ſaa vel ſom Ingerids med Henrik halte, ſøgte at ſkaffe ſin Søn Magnus Yndeſt hos ſine Frænder; altſaa maa disſe Giftermaal have fundet Sted en rum Tid efter Magnus’s Fødſel, og i hans Opvæxt. Knuts og Ingeborgs ældſte Datter Chriſtine blev i 1131, endnu ikke fuldvoxen, ſom det udtrykkeligt ſiges, forlovet med Sigurds Søn Magnus, og gift med ham i 1133; hun var altſaa rimeligviis fød 1118, og hendes Forældres Giftermaal maa ſeneſt henføres til 1117. Ingerid er maaſkee bleven gift noget ſenere, ſiden vi vide, at at hun endnu efter 1145 fødte Børn til Verden (hvoriblandt Biſkop Nikolas) og ſaaledes neppe er født før 1105; men dette hindrer dog ikke at hun allerede kan være bleven fæſtet til Henrik 1117. Henrik, med Tilnavn Skadelaar eller halte, var en Søn af Sven Ulfsſøns Søn Sven.
  8. Om Tiden for Malmfrids Giftermaal med Sigurd er forhen talt. Sagaerne omtale det før Eyſteins Død 1121. Mſtiſlav, i Sagaerne kaldet Harald, var en Søn af Vladimir Monomach, Jaroſlavs og Ingegerds Sønneſøn; Vladimir døde ikke førend i 1125, og Mſtiſlav, allerede i hans Levetid Fyrſte i Novgorod, overlevede ham kun 7 Aar. Mſtiſlav kaldes i den ved ved Abbed Villjam forfattede Genealogi (Langebek Scr. II. S. 160 161) Izizlavus, hvilket rimeligviis er Skrivfejl eller Læſefejl f. Mizislaus. I de Genealogier, der paa flere Steder i vore Sagaer meddeles, overſpringes ſtedſe Vſevolod, Vladimir Monomachs Fader og Jaroſlavs Søn, idet Vladimir eller Valdemar gjøres til en Søn af Jaroſlav. Se Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 23, Snorre Cap. 20; Haakon Herdebreds Saga, Cap. 22, Snorre, Magnus Erlingsſøns Saga, Cap. 2; Fagrſkinna, Cap. 144; Knytlingaſaga Cap. 88, 99. I Olaf den helliges Saga Cap. 88, Snorre Cap. 95, hvor Jaroſlavs Sønner opregnes, nævnes dog ogſaa Viſevald (Vſevolod) ſom hans Søn. Se for øvrigt ovenfor, S. 112; og om den engelſke Gyda, S. 380, 395.
  9. Se ovenfor S. 380, 403. Ingegerds Giftermaal med Philip Hallſteensſøn omtales i Slutnings-Capitlet af Hervarar Saga.
  10. Om Finn Haareksſøn er der allerede ovenfor talt, I. 2. S. 7.62, og nærværende B. S. 178. Finn var nær beſlægtet med det ſteenkilſke Kongehuus, efterſom Steenkil ſelv var en Søn af hans Faders Syſkendebarn Aaſtrid Njaalsdatter. Da Finn, allerede voxen i 1028, omtrent paa denne Tid eller i det mindſte ikke ſenere end 1050 kan være bleven Fader til Haakon, er det heller ikke rimeligt at denne kan være bleven Fader til Ulfhild ſenere end 1100. Navnet Ulfhild vidner for Reſten om en Opkaldelſe efter og Slægtſkab med St. Olafs Familie. I Sagaerne heder det ſtedſe at Ulfhild førſt var gift med Nikolas, ſiden med Inge, og derpaa endelig med Sverke; men dette er aldeles umuligt, thi da Saxo udtrykkeligt fortæller (S. 651) at Nikolas egtede Ulfhild efter at Margrete var død, og at hun rømte fra ham til Kong Sverke, maa hendes Giftermaal med Inge have været det førſte. Saxo kalder hende „Ulvilda Norica“, d. e. „den norſke“, hvilket viſer at hendes Familie fremdeles regnedes ſom norſk, og ſaaledes vel ved Siden af ſine ſvenſke Godſer (maaſkee Alvaſtra, hvor hun ſiden forberedte Stiftelſen af et Kloſter) ogſaa har ejet norſke.
  11. Det er vel endog muligt, at hun fornemmelig fik ſit Tilnavn paa Grund af de her omtalte Beſtræbelſer.
  12. Saxo tillægger, ſom ovenfor nævnt, hvor han omtaler hvorledes Margrete bortgiftede ſine to Niecer, udtrykkeligt, at det ſkede for derved at vinde ham hans Paarørendes Hengivenhed. Siden ſee vi hende fiendtligt ſtemt mod Knut Lavard, paa hvem Magnus var misundelig; og endelig fremtræder Magnus ſom Prætendent til den ſvenſke Krone.
  13. Dette viſer ſig fornemmelig af Aaslak Bolts Jordebog, S. 171 (Udg. S. 115), hvor Herjedalen regnes blandt de Landſkaber, ſom Throndhjems Erkebiſkop havde at viſitere. Det er ogſaa viſt, at Upſala Erkebiſkop aldrig tiltog ſig at indſætte Preſter eller indvie Kirker i Herjedalen.
  14. Se ovenfor I. 2. S. 720, Anm. Det er der viiſt, at da Grændſetraktaten af 1268 nævner Ljot Dagsſøn ſom den, der byggede den førſte Kirke i Herjedalen, og denne Ljot Dagsſøn nedſtammede i 8de Led fra Herjulf Hornbrjot, medens igjen Aasulf, der levede ved 1270, nedſtammede i 7de Led fra ham, maa han have levet, og Chriſtendommen følgelig være bleven indført der, omkring 1070.
  15. Se ovenfor, I. 1. S. 404, jvfr. Grændſetraktaten ſelv, Norges gamle Love II. S. 487, og Annaler for nordiſk Oldkyndighed og Hiſtorie 1844—45, S. 160, flgg.
  16. I Grændſetraktaten af 1268 ſtaar der, hvor Angivelſen af Grændſeſkjellet mellem Jemteland, Helſingeland og Herjedalen ſluttes: „derfra gaar Grændſen til Vigmanbek og ſaa veſter i Herfra øſten til ved Kirken, nærmeſt ved Hafrevoldene og ſiden øſter, hvor (eller „da“?) Skule Jarl døde; nu er Landemerket ſaaledes ſyd mod Herjedalen“. Derhos ſtaar der ſet Brev af 1480, meddeelt i Dipl. Norv. III. No. 929 og i Annaler 1846, S. 165: „er dette de gamle Merker mellem Herjedalen og Søndſtefjerdingen (af Jemteland) og ſaaledes har det været ſiden Skule Jarl døde“. At nu denne Skule Jarl, der omtales ſom en forlængſt afdød Mand af gamle Folk allerede 1298, ikke kan være den bekjendte Hertug Skule, der døde 1240, bar allerede Werlauff, l. c. S. 189 bemerket. Det kan ſaaledes neppe være nogen anden end Skule Toſtigsſøn.
  17. Se Fagrſkinna Cap. 214, Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 103. Da Guthorm af Rein, Skules Sønneſøn, allerede nævnes ſom ſelvſtændig Høvding omkring 1136, og ſamtidig med den da levende Hallkell Hak, ligeſom og Ingerids Heelſyſter Rangrid i andet Egteſkab var gift med Fredrik Koner, der levede omkring 1160, falder ſaaledes Ingerids Giftermaal ved 1150. Guthorm Auſtmandsſøn var følgelig fød omkring 1110—20; hans Fader Auſtmand ved 1080—1090, og dennes Fader ved 1050—1060, ved hvilken Tid Auſtmands Farfader maa have været en Mand i ſine bedſte Aar.
  18. Se den oven citerede Anm. I. 2. S. 720. Runeindſkriften lyder fuldſtændigt ſaaledes: „Auſtmand Gudfaſtsſøn lod rejſe denne Steen og gjøre denne Bro; og han lod chriſtne Jemteland. Aasbjørn gjorde Broen og Stenen ſamt disſe Runer“. Heraf faar man end mere en Foreſtilling om at Auſtmand maa have været en ſaare mægtig Mand. Alt Jemteland chriſtnedes omkring 1060 ſtemmer ogſaa godt med Mag. Adams Angivelſe IV. 24, jvfr. Schol. 94 til III. 70, at Erkebiſkop Adalbert ſendte en Biſkop „Stenphi“ (d. e. Steinfinn), hvilken han kaldte Simeon, til Helſingeland paa Sviarnes og Nordmændenes Grændſer, og at han i hine Egne vandt mange Sjæle for Chriſtendommen. Steinfinn var viſtnok den ſamme, ſom i Veſtgøtalagens Biſperækker under Navnet „Stenfindær“ opføres ſom Veſtergautlands anden Biſkop, foran Adalward gamle, der levede omkring 1060, ſe ovenfor S. 192, 193, jvfr. 395, hvor det viſes, at denne Biſperækkes Angivelſer ej ere aldeles nøjagtige. Man maa altſaa formode, at Steinfinn ved ſit Ophold i Helſingeland c. 1050 ogſaa har beſøgt Jemteland og fundet virkſom Hjelp hos den fornemſte Høvding, Auſtmand Gudfaſtsſøn paa Evnen der ogſaa i andre Henſeender ſees at have gjort ſig fortjent af ſin Hjembygd. Det ligger nær at antage, at Steinfinn ved denne Lejlighed ogſaa har beſøgt Herjedalen, og hjulpet til at udbrede Chriſtendommen der.