Det norske Folks Historie/3/56

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I de tre eller fire Aar, Sigurd var udenlands og forherligede Norges Navn i fjerne Egne, havde Kong Eystein, som Eneregent, heller ikke paa sin Side været ledig, men, trædende i sin Farfaders Fodspor, virket i Fredelighed hjemme, saa vel for at bringe Landet selv i Opkomst ved nyttige Foretagender og Indretninger, som for at forøge dets politiske Vegt og Anseelse ved territoriale Udvidelser, ej paa hans Fader Magnus’s Viis, erhvervede, ved Sverdet, men ved fredelige Underhandlinger. Den Tilvæxt, som Norges Territorium saaledes fik ved Eysteins Bestræbelser, var Jemteland, hvilket ingen af Norges Konger siden Olaf den helliges uheldige Forsøg havde prøvet at bringe tilbage til det Afhængighedsforhold, hvori Haakon Adelsteensfostre ved kloge Underhandlinger havde bragt det, og hvilket saa vel Jemternes norske Herkomst som Landskabets Beliggenhed os hyppige Forbindelser med Throndhjem gjordes til det naturligste. Eystein, fortælle vore Sagaer, sendte Bud til forstandige Mænd i Jemteland og indbød dem til sig, modtog dem, der kom, med megen Blidhed, overliste dem med Gaver, og vandt dem saaledes for sig. Han bragte da paa Tale for dem, hvor langt bekvemmere det var for dem at søge til Norge end øster til Sverige, og hvor mange Nødvendigheds-Artikler Norge kunde skaffe dem; han ytrede at de derfor havde handlet daarligt i at falde fra Norge, efter at de engang havde underkastet sig Haakon Adelsteensfostre. De indsaa, at hvad Kongen her sagde, sigtede til deres egen Fordeel, og indlode sig oftere i Tale med ham derom, ligeledes han med dem. Efterhaanden begyndte flere paa denne Maade at besøge ham; til dem, som ej personligt kom, sendte han Gaver, og erhvervede derved omsider Høvdingernes og Bøndernes fuldkomne Venskab. Saaledes bragte han det dertil, at Jemterne selv tilbøde sig at hylde ham. De Høvdinger, han havde vundet, paavirkede nemlig Almuen, og fik den til at aflægge foreløbig Ed paa at ville underkaste sig Eystein; derpaa vendte de tilbage til Norge og tilsvore ham Lydighed; siden efter oprettedes en formelig Overeenskomst, ifølge hvilken alle Lendermænd indfandt sig hos ham, aflagde ham Troskabsed, overgave ham deres Landskab med alle Skatter og Skylder, og erklærede sig for hans Thegner. Han tilsagde dem igjen sin Beskyttelse, for det Tilfælde, at Sviakongen skulde paaføre dem Krig[1]“. Fra den Tid af udgjorde Jemteland en Deel af Norge lige indtil 1645, da det atter forenedes med Sverige.

Der er dog mangt og meget ved disse Forhandlinger angaaende Jemteland, som synes uforklarligt, og sandsynligviis aldrig tilfulde vil blive oplyst. For det første er det underligt, at den fredelskende Kong Eystein saa snart efter Fredsslutningen i 1101 skulde ville indlade sig i et Foretagende, der efter al Rimelighed vilde frembringe ny Krig, hvilken han og, som man seer, ventede sig, ikke at tale om det i og for sig utilbørlige i at forlokke en anden Konges Undersaatter til Frafald. For det andet er det vanskeligt at forstaa, hvorledes Sviakongen, især hvis dette endnu var den mægtige og anseede Inge, der endog havde holdt Magnus Barfod Stangen, kunde lade saadant gaa upaatalt hen. Man maa her antage, at Eystein deels bar anseet Jemteland for et Landskab, der siden Haakon Adelsteensfostres Tid med Rette tilkom Norge, deels maaskee har troet, heri at kunne faa Erstatning for Dalsland, der ved hans Faders Død, som tidligere anført, efter al Sandsynlighed har fulgt Enkedronningen Margrete som Medgift, og saaledes ved hendes Giftermaal med den danske Konge atter er blevet skilt fra Norge. Og hvad Kong Inge Steenkilssøn angaar, da var han paa denne Tid maaskee død; det er i det mindste vist, at af hans Broder Hallsteens Sønner, Philip og Inge, der fulgte ham i Regjeringen, døde den første allerede 1118[2]. Inge Steenkilssøns Død er vel saaledes indtruffen omkring 1111, og i alle Fald maa han ved den Tid, om han end var i Live, have været en bedaget Olding, der ikke kunde tage sig synderligt af Regjerings-Anliggenderne[3]. Det er desuden ikke usandsynligt, at der strax efter hans Død har opstaaet Uroligheder i Sverige om Tronfølgen, eller i det i mindste om Arveretten til hans Privat-Ejendomme. Vi vide nemlig, at Inge Steenkilssøn havde en Søn, ved Navn Ragnvald[4], der opnaaede Manddomsalderen, saasom han efterlod en Datter, Ingerid, der siden, som vi ville see, spillede en Rolle ogsaa i Norges Historie; der siges ingensteds, om Ragnvald overlevede Faderen eller ej; og i første Tilfælde har han neppe godvillig givet Slip paa Sveriges Trone. Siden finde vi hans Syster, Dronning Margrete, i Besiddelse af Faderens Ejendomme, hvilke hun deelte mellem sig, den oven nævnte Ingerid og sin Systerdatter Ingeborg, der begge, ligesom hun selv, vare gifte med Ætlinger af det danske Kongehuus: dette, heder det, var Kilden til langvarig Tvist mellem Sviar og Daner[5]. Da det nu ej kan være Delingen selv, der vakte Sviarnes Harme, men den Omstændighed, at hine Besiddelser, hvoriblandt vistnok ogsaa Dalsland har været regnet, kom under dansk Herredømme, maa Aarsagen til Misfornøjelse have været tilstede, og Tvisten saaledes være udbrudt fra det første Øjeblik, hiin rige Arv kom i Kong Nikolas’s Værge, hvilket, for saa vidt Ragnvald døde for sin Fader, allerede maa være indtruffet strax efter dennes Død. Endog den Omstændighed, at Margrete ikke overlod nogen Deel af Arven til sit Syskendebarn Inge Hallsteenssøn, viser tydeligt, at der maa have været et mindre godt Forhold mellem begge Linjer, hvormed det vistnok ogsaa staar i Forbindelse, at Inge Hallsteenssøn blev ombragt ved Gift[6], og at der efter hans Død, som vi i det følgende ville see, udbrød voldsomme Tronstridigheder i Sverige, ved hvilke Margretes og Nikolas’s Søn, Magnus den sterke, spillede en betydelig Rolle. Man maa saaledes formode, at Spørgsmaalet om Arven efter Kong Inge strax efter hans Død, eller maaskee allerede i hans sidste Regjeringsaar, var vakt en saadan Gjæring i Sverige, at Kong Eystein, der, som Magnus Barfods Søn, selv ikke uden Skin af Ret kunde fremsætte Fordring paa de Besiddelser, hans Fader med hende havde erholdt, har forudseet, at der ikke for det første vilde blive foretaget noget fiendtligt Skridt fra svensk Side, om han benyttede Lejligheden til at vinde Jemteland tilbage, og derved skaffe Norge Erstatning for Tabet af Dalsland. Heller ikke tales der om nogen Krig mellem Norge og Sverige i Anledning af Jemtelands Frafald. At der har opstaaet et spendt Forhold, synes rimeligt, og staar maaskee i Forbindelse med den Krig, Kong Sigurd siden efter paaførte Sverige, da han forsøgte at christne Smaaland; men det er ogsaa muligt, at Tvisten allerede foreløbigt er bleven bilagt ved Dronning Margrete Fredkollas Virksomhed. Vi spore nemlig med eet i et ganske kort Tidsrum, mellem 1115 og 1120, en øjensynlig Stræben efter nøjere Forbindelse mellem de nordiske Fyrstehuse ved indbyrdes Giftermaal mellem deres Medlemmer og Frænder, af hvilke Giftermaal de tvende udtrykkeligt siges at være stiftede af Margrete, og de øvrige, der ikke mindre vedkom hendes nærmeste Slægtninger, derfor ogsaa maaskee skyldes hende. H Hine to Giftermaal, som hun med Vished vides at have bragt istand, var mellem de nys nævnte Fyrstedøtre, Ingerid og Ingeborg, og tvende danske Konge-Ætlinger. Ingerid var hendes Broderdatter, den anden en Datter af hendes Syster Christina, der var gift med den russiske Storfyrste Mstislav, hvilken tillige hed Harald efter sin Morfader, den engelske Konge Harald Godwinessøn. Ingeborg blev gift med den bekjendte Hertug Knut Lavard, Kong Erik Ejegods Søn, henved 1117, som det synes[7]. Ingerid blev, der siges ikke naar, men man maa formode omtrent paa samme Tid, gift med Kong Nikolas’s Brodersøn, og Knuts Syskendebarn, Henrik halte. Det tredie omtrent samtidige Giftermaal var det allerede omtalte, mellem Kong Sigurd og Mstislavs anden Datter, Malmfrid, der ligeledes var Margretes Systerdatter, og saaledes lige saa vel som Systeren Ingeborg maa antages at være bleven bortgiftet af hende[8]. Og endelig tales der om et Giftermaal mellem Kong Philip Hallsteenssøn og Ingegerd, den danske Kong Olafs Enke, og Datter af Kong Harald Haardraade i hans fornyede Egteskab med den russiske Kongedatter Ellisiv, Mstislavs Faster[9]. Da Ingegerd, som allerede ovenfor antydet, uagtet hun var norsk Kongedatter, synes at have tilbragt sin meste Tid i Danmark eller Rusland, hvorhen hun rimeligviis efter Kong Olafs Død har begivet m, og saaledes, ligesom Dronning Margrete selv, kunde siges lige meget at tilhøre alle de tre nordiske Kongestammer, er det ogsaa heel rimeligt, at man fortrinsviis har valgt hende til at ledsage de to russiske Kongedøtre til Danmark og Norge, og at Margrete ved denne Lejlighed ogsaa har bragt Giftermaalet mellem hende og sit Syskendebarn Kong Philip istand, for paa den Maade yderligere at besegle Freden mellem alle tre Riger. Merkeligt nok, var endog Philips Broder, Medregent og Efterfølger, Inge Hallsteenssøn, gift med en Kvinde af fornem norsk Herkomst, der dog ogsaa maa have haft betydelige Ejendomme i Sverige, siden hendes Haand eftertragtedes af ikke færre end tre Fyrster,.som alle middelbart eller umiddelbart gjorde Fordring paa Sveriges Trone. Dette var Ulfhild, en Datter af den forhen omtalte Haakon Finnssøn, hvis Fader Finn var en Søn af Haarek i Thjotta, og i sin Tid havde fulgt Olaf den hellige til Sverige, hvor det lader til at han har bosat sig og erhvervet Besiddelser. Ulfhild blev efter Inges Død gift med Kong Nikolas i Danmark, der da ogsaa selv var bleven Enkemand, men forlod ham siden for at egte den svenske Konge Sverke Kolssøn, om hvilken der vil blive handlet længer nedenfor. Da Ulfhild neppe kan være fød stort senere end 1100, falder ogsaa hendes Giftermaal med Inge Hallsteenssøn omkring 1118[10]. Alle disse samtidige Giftermaal maa upaatvivlelig have staaet i Sammenhæng med hinanden, og fornemmelig skyldes politiske Hensyn. Og intet bliver derfor rimeligere end at antage dem alle stiftede ved mere eller mindre umiddelbar Indvirkning af Dronning Margrete Fredkolla, der saaledes fremdeles ikke bar sit Navn for intet[11], idet hun utrætteligt søgte at megle Fred og ved et fælles Familiebaand at sammenknytte alle Medlemmer af Nordens Kongefamilier. Dog havde hun herved ej alene Freden i og for sig, og dens gode Følger for Folkenes aandelige og timelige Velfærd for Øje, men ogsaa, og maaskee aller meest, sin egen Søn Magnus’s Interesser[12]. Det er nemlig aabenbart, at hun søgte at bane ham Vejen til at erhverve Kongedømmet baade i Sverige og Danmark, og hvo veed endog, om hun ikke har haft Tanke om at forene alle tre nordiske Rigers Kroner paa hans Hoved. Under alle Omstændigheder bliver hun en af sin Tids fremragende Personligheder i Norden, hvis politiske Bevægelsers fornemste Traade synes at have gaaet gjennem hendes Hænder.

Det er et Spørgsmaal, hvor vidt Herjedalen, der ved denne Lejlighed ikke nævnes, ogsaa først nu blev forenet med Norge, eller om det allerede fra ældre Tider var forenet dermed. For det første kunde den Omstændighed synes at tale, at Jemteland og Herjedalen ofte nævnes tilsammen, og paa Grund af Beliggenheden maaskee kunne have været betragtede som et Heelt, hvoraf Jemteland var den fornemste Deel, og derfor laante sit Navn til det Hele. Men desuagtet bliver det vist, at Herjedalen stedse har været regnet til Norge, og ikke blev svensk Landskab førend i 1645, da det afstodes til Sverige. Thi medens Jemteland, som bekjendt, uagtet det i verdslig Henseende hørte til Norge, dog lige til Reformationen udgjorde en Deel af Uppsala Stift, hørte Herjedalen derimod den hele Tid til Throndhjems Stift[13]. Dette viser temmelig tydeligt, at Herjedalen, paa den Tid, da Christendommen indførtes der — hvilket, som ovenfor viist[14], maa have været omkring 1060 —, stod under de norske Kongers Herredømme, ligesom vi vide, at Jemteland paa samme Tid tilhørte Sverige. Heller ikke nævnes Herjedalen, hvor der handles om Jemternes tidligere Underkastelse under Haakon Adelsteensfostre, hvorimod det udtrykkeligt heder i det gamle Sagn om Herjedalens Bebyggelse paa Halfdan svartes Tid, at Herjulf Hornbrjot og Sviakongens Frændkone Helga flygtede fra Sverige „tilbage til Norges Konges Rige“, og her bebyggede Herjedalen[15].

Forresten er der Hentydninger til, at den oftere omtalte Skule Tostigssøn, Kong Olaf Kyrres Fostersøn, Stallare og Raadgiver, har især været den, som nærmere ordnede det Hele med Hensyn til Jemtelands Gjenforening med Norge. I senere Forhandlinger om Grændsen mellem begge Riger paa disse Kanter omtales nemlig „Skule Jarls“ Død som en Epoche, hvorfra der regnes, og det synes endog, som om han døde under et Ophold i Jemteland, for nærmere at bestemme Grændsen mod Sverige[16]. Vistnok tale Sagaerne ingensteds om at Skule Tostigssøn blev ophøjet til Jarl, men de nævne ham heller ikke mere, efter at de have berettet om de Besiddelser, Olaf skjenkede ham; for den Sags Skyld kan han saaledes Lierne være bleven ophøjet til Jarl og sendt til det afsides liggende Jemteland, for at modtage Indbyggernes Troskabsed, ordne de indre Forhold, og bestemme Grændserne mod Sverige. Om han, selv en Jarlesøn, nedstammende fra Englands og Danmarks Konge-Ætter, og nøje besvogret med den norske, i sin fremrykkede Alder ved en saa vigtig Sendelse fik Jarletitel, vilde ikke i mindste Maade være besynderligt. Det er ikke engang usandsynligt, at han selv har kaldt sig „Skule Jarl “, og om man end kun har kaldt ham „Skule Jarlssøn“, kunde dog denne Benævnelse, ved at gaa fra Mund til Mund gjennem et Par Aarhundreder forandres til det fornemmere „Skule Jarl“, i Særdeleshed efter at en af hans egne Ætmænd, opkaldt efter ham, havde erhvervet denne Titel, og Benævnelsen „Skule Jarl“ saaledes klang bekjendt i alle Nordmænds Øren. Der er ogsaa Spor af at Skule Tostigssøns Æt bar staaet i nøje Forbindelse med de mægtigste Ætter i Jemteland. Skules Sønnesøns, Guthorms, Datter af første Egteskab, ved Navn Ingerid, blev omtrent ved 1150 gift med en Jemtelænding ved Navn Guthorm Austmandssøn, der ej vilde have kunnet faa en af Norges højbyrdigste Piger til Egte, hvis han ikke selv var af meget høj Byrd, og hørte til en af de Familier, der havde meest at sige i hans Hjem[17]. Da vi nu af en ældgammel Rune-Indskrift paa Frøsø-Stenen i Jemteland erfare, at en Austmand Gudfastssøn lod christne Jemteland, hvilket, som tidligere bemerket, maa have fundet Sted omkring 1060[18], bliver det heel sandsynligt, at den „Austmand“, med hvis Søn Skules Datter var gift, var opkaldt efter og en Sønnesøn af hiin Austmand Gudfastssøn, der ej kunde have ladet Jemteland christne, hvis han ej havde været Landskabets fornemste Høvding og meest formaaende Mand. Det er derfor rimeligt, at Skule allerede ved sin første Fremtræden der i Egnen har sluttet sig til ham eller hans Søn, og at der siden mellem deres Efterkommere har bestaaet en venskabelig Forbindelse, der endelig besegledes ved Giftermaal.

Af de Grændseskjel for Jemteland, der i de nys nævnte Akter angives som bestaaende lige fra Skule Jarls Tid, sees det, at Helsingeland, eller den Deel deraf, som under Haakon den gode fulgte med Jemteland og kom under norsk Herredømme, ikke ved Gjenforeningen under Eystein havde samme Skjebne, men forblev under den svenske Krone. Rigsgrændsen gik nemlig i disse Egne omtrent som den nuværende Grændse mellem Jemteland og Herjedalen paa den ene, og Aangermanland, Medelpad og det egentlige Helsingeland paa den anden Side. Dette Grændseskjel, som senere ikke i Hovedsagen forandredes, men kun fra Tid til anden nærmere bestemtes, vedblev nu at være Rigsgrændse i mere end 500 Aar, indtil Jemteland og Herjedalen ved Brømsebro-Freden 1645 bleve aftraadte til Sverige.

  1. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 17. Snorre Cap 16. Morkinskinna fol. 26. a.
  2. Dette siges udtrykkeligt af den samtidige Are Frode i hans Islendingabok, Cap. 11.
  3. Det heder i Slutningskapitlet af Hervararsaga, at Philip kun i kort Tid var Konge. Det er her et Spørgsmaal, hvad Forfatteren har forstaaet ved „kort Tid“. Hvis syv Aar er for langt et Tidsrum til at kaldes saaledes, maa Inge have levet længer end til 1111; med da han allerede fremtraadte som Mand omkring 1070, og saaledes rimeligviis var fød 1040, var han i 1110 en Olding paa 70 Aar.
  4. Harald Gilles Saga Cap. 2. Snorre Cap. 1. Saxo, S. 617.
  5. Saxo, S. 618.
  6. Kongerækken i Vestgøtalagen. Muligt dog, at Inge paa den Tid, Delingen foregik, allerede var død. Se Suhm, V. 364.
  7. Tiden for Knuts Giftermaal angives ikke nøjagtigt. Saxo omtaler det S. 617, og siger kun at Margrete ved at bringe det istand, saa vel som Ingerids med Henrik halte, søgte at skaffe sin Søn Magnus Yndest hos sine Frænder; altsaa maa disse Giftermaal have fundet Sted en rum Tid efter Magnus’s Fødsel, og i hans Opvæxt. Knuts og Ingeborgs ældste Datter Christine blev i 1131, endnu ikke fuldvoxen, som det udtrykkeligt siges, forlovet med Sigurds Søn Magnus, og gift med ham i 1133; hun var altsaa rimeligviis fød 1118, og hendes Forældres Giftermaal maa senest henføres til 1117. Ingerid er maaskee bleven gift noget senere, siden vi vide, at at hun endnu efter 1145 fødte Børn til Verden (hvoriblandt Biskop Nikolas) og saaledes neppe er født før 1105; men dette hindrer dog ikke at hun allerede kan være bleven fæstet til Henrik 1117. Henrik, med Tilnavn Skadelaar eller halte, var en Søn af Sven Ulfssøns Søn Sven.
  8. Om Tiden for Malmfrids Giftermaal med Sigurd er forhen talt. Sagaerne omtale det før Eysteins Død 1121. Mstislav, i Sagaerne kaldet Harald, var en Søn af Vladimir Monomach, Jaroslavs og Ingegerds Sønnesøn; Vladimir døde ikke førend i 1125, og Mstislav, allerede i hans Levetid Fyrste i Novgorod, overlevede ham kun 7 Aar. Mstislav kaldes i den ved ved Abbed Villjam forfattede Genealogi (Langebek Scr. II. S. 160 161) Izizlavus, hvilket rimeligviis er Skrivfejl eller Læsefejl f. Mizislaus. I de Genealogier, der paa flere Steder i vore Sagaer meddeles, overspringes stedse Vsevolod, Vladimir Monomachs Fader og Jaroslavs Søn, idet Vladimir eller Valdemar gjøres til en Søn af Jaroslav. Se Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 23, Snorre Cap. 20; Haakon Herdebreds Saga, Cap. 22, Snorre, Magnus Erlingssøns Saga, Cap. 2; Fagrskinna, Cap. 144; Knytlingasaga Cap. 88, 99. I Olaf den helliges Saga Cap. 88, Snorre Cap. 95, hvor Jaroslavs Sønner opregnes, nævnes dog ogsaa Visevald (Vsevolod) som hans Søn. Se for øvrigt ovenfor, S. 112; og om den engelske Gyda, S. 380, 395.
  9. Se ovenfor S. 380, 403. Ingegerds Giftermaal med Philip Hallsteenssøn omtales i Slutnings-Capitlet af Hervarar Saga.
  10. Om Finn Haarekssøn er der allerede ovenfor talt, I. 2. S. 7.62, og nærværende B. S. 178. Finn var nær beslægtet med det steenkilske Kongehuus, eftersom Steenkil selv var en Søn af hans Faders Syskendebarn Aastrid Njaalsdatter. Da Finn, allerede voxen i 1028, omtrent paa denne Tid eller i det mindste ikke senere end 1050 kan være bleven Fader til Haakon, er det heller ikke rimeligt at denne kan være bleven Fader til Ulfhild senere end 1100. Navnet Ulfhild vidner for Resten om en Opkaldelse efter og Slægtskab med St. Olafs Familie. I Sagaerne heder det stedse at Ulfhild først var gift med Nikolas, siden med Inge, og derpaa endelig med Sverke; men dette er aldeles umuligt, thi da Saxo udtrykkeligt fortæller (S. 651) at Nikolas egtede Ulfhild efter at Margrete var død, og at hun rømte fra ham til Kong Sverke, maa hendes Giftermaal med Inge have været det første. Saxo kalder hende „Ulvilda Norica“, d. e. „den norske“, hvilket viser at hendes Familie fremdeles regnedes som norsk, og saaledes vel ved Siden af sine svenske Godser (maaskee Alvastra, hvor hun siden forberedte Stiftelsen af et Kloster) ogsaa har ejet norske.
  11. Det er vel endog muligt, at hun fornemmelig fik sit Tilnavn paa Grund af de her omtalte Bestræbelser.
  12. Saxo tillægger, som ovenfor nævnt, hvor han omtaler hvorledes Margrete bortgiftede sine to Niecer, udtrykkeligt, at det skede for derved at vinde ham hans Paarørendes Hengivenhed. Siden see vi hende fiendtligt stemt mod Knut Lavard, paa hvem Magnus var misundelig; og endelig fremtræder Magnus som Prætendent til den svenske Krone.
  13. Dette viser sig fornemmelig af Aaslak Bolts Jordebog, S. 171 (Udg. S. 115), hvor Herjedalen regnes blandt de Landskaber, som Throndhjems Erkebiskop havde at visitere. Det er ogsaa vist, at Upsala Erkebiskop aldrig tiltog sig at indsætte Prester eller indvie Kirker i Herjedalen.
  14. Se ovenfor I. 2. S. 720, Anm. Det er der viist, at da Grændsetraktaten af 1268 nævner Ljot Dagssøn som den, der byggede den første Kirke i Herjedalen, og denne Ljot Dagssøn nedstammede i 8de Led fra Herjulf Hornbrjot, medens igjen Aasulf, der levede ved 1270, nedstammede i 7de Led fra ham, maa han have levet, og Christendommen følgelig være bleven indført der, omkring 1070.
  15. Se ovenfor, I. 1. S. 404, jvfr. Grændsetraktaten selv, Norges gamle Love II. S. 487, og Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie 1844—45, S. 160, flgg.
  16. I Grændsetraktaten af 1268 staar der, hvor Angivelsen af Grændseskjellet mellem Jemteland, Helsingeland og Herjedalen sluttes: „derfra gaar Grændsen til Vigmanbek og saa vester i Herfra østen til ved Kirken, nærmest ved Hafrevoldene og siden øster, hvor (eller „da“?) Skule Jarl døde; nu er Landemerket saaledes syd mod Herjedalen“. Derhos staar der set Brev af 1480, meddeelt i Dipl. Norv. III. No. 929 og i Annaler 1846, S. 165: „er dette de gamle Merker mellem Herjedalen og Søndstefjerdingen (af Jemteland) og saaledes har det været siden Skule Jarl døde“. At nu denne Skule Jarl, der omtales som en forlængst afdød Mand af gamle Folk allerede 1298, ikke kan være den bekjendte Hertug Skule, der døde 1240, bar allerede Werlauff, l. c. S. 189 bemerket. Det kan saaledes neppe være nogen anden end Skule Tostigssøn.
  17. Se Fagrskinna Cap. 214, Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 103. Da Guthorm af Rein, Skules Sønnesøn, allerede nævnes som selvstændig Høvding omkring 1136, og samtidig med den da levende Hallkell Hak, ligesom og Ingerids Heelsyster Rangrid i andet Egteskab var gift med Fredrik Koner, der levede omkring 1160, falder saaledes Ingerids Giftermaal ved 1150. Guthorm Austmandssøn var følgelig fød omkring 1110—20; hans Fader Austmand ved 1080—1090, og dennes Fader ved 1050—1060, ved hvilken Tid Austmands Farfader maa have været en Mand i sine bedste Aar.
  18. Se den oven citerede Anm. I. 2. S. 720. Runeindskriften lyder fuldstændigt saaledes: „Austmand Gudfastssøn lod rejse denne Steen og gjøre denne Bro; og han lod christne Jemteland. Aasbjørn gjorde Broen og Stenen samt disse Runer“. Heraf faar man end mere en Forestilling om at Austmand maa have været en saare mægtig Mand. Alt Jemteland christnedes omkring 1060 stemmer ogsaa godt med Mag. Adams Angivelse IV. 24, jvfr. Schol. 94 til III. 70, at Erkebiskop Adalbert sendte en Biskop „Stenphi“ (d. e. Steinfinn), hvilken han kaldte Simeon, til Helsingeland paa Sviarnes og Nordmændenes Grændser, og at han i hine Egne vandt mange Sjæle for Christendommen. Steinfinn var vistnok den samme, som i Vestgøtalagens Bisperækker under Navnet „Stenfindær“ opføres som Vestergautlands anden Biskop, foran Adalward gamle, der levede omkring 1060, se ovenfor S. 192, 193, jvfr. 395, hvor det vises, at denne Bisperækkes Angivelser ej ere aldeles nøjagtige. Man maa altsaa formode, at Steinfinn ved sit Ophold i Helsingeland c. 1050 ogsaa har besøgt Jemteland og fundet virksom Hjelp hos den fornemste Høvding, Austmand Gudfastssøn paa Evnen der ogsaa i andre Henseender sees at have gjort sig fortjent af sin Hjembygd. Det ligger nær at antage, at Steinfinn ved denne Lejlighed ogsaa har besøgt Herjedalen, og hjulpet til at udbrede Christendommen der.