Det norske Folks Historie/3/55

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Sigurds næſte Maal var Conſtantinopel, til hvilket han nu tog Vejen. Han anløb Cypern, hvor han en Stund ſkal have opholdt ſig[1], og ſtyrede derfra til Ægæerhavet, i hvis Indløb han laa en halv Maaned ſtille ved Malea eller Kan St. Angelo[2], uagtet Vinden nok i ſig ſelv var god nok, men fordi han ikke vilde ſejle forbi Øerne i Archipelagus og gjennem Hellespont uden med Sidevind, der udkrævede at Sejlene udſpendtes langs efter Skibene, og ſaaledes gav ham Lejlighed til at viſe Indbyggerne paa Kyſten ſine ſmukke, med Pell beſatte Sejl i hele deres Pragt. Da Sigurd nærmede ſig Kejſerſtaden, holdt han nær ved den med Byer, Kaſteller og Flekker tæt beſatte Kyſt, og fra Landet ſaa man da den ſtore Flaade i en lang Rad, med Sejl ved Sejl, næſten ſom en ſammenhængende Vegg. Kejſer Alexius, fortælle vore Sagaer, havde allerede hørt om Sigurds Ferd, og lod aabne Guldporten for ham, gjennem hvilken Kejſerne plejede at holde Triumf-Indtog i Staden efter at have været borte i længere Tid og ſejret over Fienden[3]. Han lod anviſe Sigurd Bolig i det prægtige Palads Blachernæ[4], der ſtraalede af Guld og Marmor, og fra hvilket man havde en fortryllende Udſigt over Byen, Havnen og en Deel af de tilſtødende Marker. Gaderne gjennem hvilke Sigurd og hans Følge ſkulde gaa derhen, bleve belagte med Pell[5], og Kejſeren lod ham modtage med Sang og Strengeleg[6]. Sigurd ſagde her, ſom i Jeruſalem, til ſine Mænd, at de ikke ſkulde ytre nogen ſynderlig Forundring, om de end fik Ting at ſee, der vare —Sjeldenheder i Norden, og ſaaledes gik de da henad de koſtelige Tepper, ſom om det var den bare.Gade. De fleſte af vore Sagaer fortælle endog at han red ind i Staden, og lod Heſtene beſlaa med Guldſko, af hvilke een med Flid var ſat ſaa løſt at den paa Vejen faldt af, medens Nordmændene gave ſig Mine af ikke at ændſe det. Men Sagaernes Beretning om Sigurds Ophold i Conſtantinopel indeholder, ved Siden af Sandheden i det væſentlige, flere øjenſynlige Overdrivelſer og udſmykkende Træk, der paaviſeligt ere laante fra andre enten ſande eller opdigtede Fortællinger; blandt disſe Træk er ogſaa det om Guldſkoene, der allerede fortælles om den toſkanſke Markgreve Bonifacius 111 ved hans Indtog hos ſin tilkommende Svigerfader Godfred af Lothringen 1038[7]. Sigurd og hans Mænd, der kom til Søs til Conſtantinopel, have ſandſynligviis, ſom den ovenfor fulgte Beretning lyder, holdt ſit Indtog til Fods[8].

Den omſtændeligere, udſmykkede Beretning fortſætter ſaaledes: „Sigurd fandt alt beredt for ſig i Paladſet. Da hans Mænd vare ſkikkede til Sæde paa Bænke om Drikkebordet, indfandt der ſig tvende Sendemænd fra Kejſer Kyrialax, der mellem ſig bare ſtore Taſker fyldte med Guld og Sølv. De ſagde at alt dette var en Sending fra Kejſeren til Kong Kong Sigurd. Denne vendte ikke engang Øjnene derhen, men bed ſine Mænd tage og ſkifte det mellem ſig. Sendemændene gik tilbage og ſagde Kejſeren dette. Han ſagde: „denne Konge maa være overvættes rig og mægtig, ſiden han ikke engang finder det nødvendigt at agte paa ſlige Sager, eller ytre taknemmelige Ord for dem“. Han bød nu ſine Mænd at overbringe Sigurd en ſtor Ciſterne, fuld med Guld. De gik til Sigurd med den, og hilſede ham at Stol Kongen ſendte ham denne Gave. Han ſagde: „dette er meget Gods; tag ogſaa det og deel mellem eder, mine Mænd“. Sendemændene vendte tilbage og berettede Kejſeren hans Ord. Kejſeren ſagde: „eet af to maa være Tilfældet med denne Konge; enten maa han være fremfor andre Konger i Magt og Rigdom, eller han maa være mindre forſtandig, end det pasſer ſig for en Konge. Gaar nu for tredie Gang til ham, og bringer ham denne Ciſterne topmaalt fuld af det dyrebareſte Purpurguld“. Ovenpaa Guldet lagde Kejſeren endnu to ſtore Guldringe. Da Sendemændene kom med alt dette, ſtod Kong Sigurd op, tog Ringene og drog dem paa ſine Arme, takkede ſiden i en fager Tale paa Græſk for den Gavmildhed, Kejſeren havde viiſt ham, og ſkiftede ſiden ſelv med megen Blidhed Guldet mellem ſine Mænd. Kejſeren viſte ham megen Hæder for denne hans Ferd, og ſiden efter ſad han og Kejſeren oftere ſammen i eet Højſæde. Sigurd forblev der en Stund. Engang ſendte Kejſer Kyrialax Mænd til Kong Sigurd for at ſpørge ham, hvad han helſt ønſkede, enten 6 Skippund af rødt Guld, eller at Kejſeren ſkulde lade anſtille den Leg, der holdtes paa Padreimen d. e. Hippodromen[9]. Sigurd valgte Legen. Kejſerens Sendemænd ſagde at Legen koſtede ikke mindre end hiint Guld. Kejſeren lod da Legen holde, og denne Gang gik alle Lege bedre for Kejſeren end for Dronningen Kejſerinden), der ejede den halve Leg, ſaaledes at begges Mænd kappedes med hinanden. Nu gik det heldigt for Kejſeren og hans Mænd, og Grækerne ſige, at det Aar, Kejſeren vinder flere Lege paa Padreimen end Dronningen, vinder han ogſaa Sejr i Krigen. De Mænd, der have været i Myklegaard, fortælle at Padreimen er indrettet ſaaledes, at en høj Vegg er ſat omkring en Slette ligeſom et vidt og kredsformigt Tun, og Trappetrin rundt omkring langsmed Veggen, hvor Folk ſidde; Legen ſelv holdes paa Sletten; der ere mange Oldſagn afbildede, Æſer, Vølsunger og Gjukunger, ſtøbte af Kobber og Malm, med ſaa megen Sindrighed, at alt ſynes at være levende og deeltage i Legen. Legen ſelv er ſaa kunſtigt indrettet, at det ſeer ud ſom om Mænd rede i Luften; der viſes ogſaa Skud-Ild, og magiſke Kunſter; tillige anvendes alſkens Muſik, Orgel, Pſalter, Harper, Giger, Fedler, og alſkens Strengleg. Siden efter ſkulde Kong Sigurd en Dag beverte Kejſeren, og bød ſine Mænd berede alt paa det overflødigſte, og ſom det anſtod mægtige Mænd efter Skik og Brug paa det Sted. Han bød dem ſaaledes ogſaa gaa hen til den Gade i Staden, hvor der ſolgtes Ved, for at indkjøbe det nødvendige Forraad: der vilde viſtnok, meente han, udkræves en heel Deel. De ſvarede at han ej behøvede at frygte for at der ej ſkulde være Ved nok, thi hver Dag blev der kjørt mange Læs ind i Staden. Men da de tom for at kjøbe ind, var al Veden borte. De ſagde dette til Kongen. Han ſvarede: gaar da hen og ſeer, om I kunne faa kjøbt Valnødder, thi lige ſaa godt kunne vi bruge dem til Brændſel. De gik, og fik ſaa mange de vilde have. Siden kom Kejſeren med ſit Følge; man fatte ſig til Bords; der var mangfoldig Pragt, og Sigurd bevertede Kejſeren kongeligt. Da Kejſeren og Dronningen ſaa, at der ikke var Mangel paa noget ſom helſt, ſendte hun Folk hen for at ſkaffe ſig Underretning om, hvad der havde været anvendt til Brændſel. De ſom til et lidet Huus, ſom de ſaa var ganſke fuldt af Valnødder. Da fortalte de hende at Nordmændene havde brugt Valnødder til deres Kjøkken-Ild. Da ſagde hun: „i Sandhed, denne Konge er ſtorſindet, og ſparer ikke paa noget, naar det gjelder hans Ære; thi ingen Ved leier bedre end Valnødder“. Det var hende, ſom havde truffet Foranſtaltninger til at Sigurds Mænd ingen Ved kunde faa kjøbt, for at prøve, hvad Raad han vilde finde paa. Derpaa gjorde Sigurd ſig rejſefærdig for at drage hjem. Han gav Kejſeren alle ſine Skibe, af hvilke det, han ſelv havde ſtyret, var prydet med gyldne Hoveder. Disſe Skibe bleve ſiden længe opbevarede i Myklegaard og opſatte der. Sigurd tog et ſtort og ſmukt arbejdet Hoved af ſit eget Skib, og ſatte det paa. Peterskirken[10].

I Forbindelſe med Sagaernes Fortælling om Sigurds Ophold i Conſtantinopel kan ogſaa merkes, hvad Knytlingaſaga, der indeholder de danſke Kongers Hiſtorie, ytrer i Anledning af Kong Erik Ejegods Beſøg hos Kejſer Alexius i Aaret 1103. Han forelagde, heder det, ogſaa ham Valget mellem Padreims-Legen, og den Sum, Opførelſen koſtede, men da Erik havde mange Udgifter til ſit ſtore Følge, og hans Løsøre var ſvundet betydeligt ind, medens der endnu var langt tilbage af Vejen, valgte han Guldet, hvorimod Kong Sigurd, da Kejſeren ſiden efter bød ham det ſamme Valg, foretrak Legen, da han var paa Hjemvejen og allerede havde beſtredet de meſte Omkoſtninger: imidlertid, tilføjes der, „er man ikke ganſke enig om, hvilket Valg er at anſee ſom meeſt pasſende for en Høvding“[11].

Af den her meddeelte Beretning viſer Hiſtorien om de til Kjøkken-Ilden anvendte Valnødder ſig ſtrax ſom en ſenere tilføjet Udſmykning; det ſamme fortælles allerede om Hertug Robert Djævelen af Nordmandie[12], et lignende Træk gjenfindes i den bekjendte Fortælling om Fortunatus. Og overhoved har den hele Fremſtilling et viſt Præg af Praleri og en Tilbøjelighed til at fremſtille Sigurds Beſøg i Conſtantinopel ſom en for Grækerne vigtigere Begivenhed, end den i Virkeligheden var, hvilket gjør det det nødvendigt, overalt at ſlaa en Deel af; men dette fraregnet, maa det øvrige være ſandt, lige indtil hvad der fortælles om Skibene og om de rige Gaver, Kejſeren forærede Sigurd. Thi ogſaa den engelſke Forfatter Villjam af Malmsbury, der ſkrev endnu neppe ti Aar efter Sigurds Tog, fortæller blandt andet, at han lod ſit med gyldne Drager ſmykkede Skib ſætte paa Toppen af St. Sophiæ-Kirken[13]; her angives kun Kirkens Navn forſkjelligt, men dette gjør intet til Sagen, da St. Sophiæ- og St. Petri-Kirker laa ved Siden af hinanden og bare indbyrdes forbundne[14]. Det var Kejſer Alexius’s Skik, at give Fyrſterne fra Okcidenten, der beſøgte ham, rige Gaver og viſe dem megen Udmerkelſe, da han i modſat Fald havde alt at frygte af dem, ſaa uhyre Krigermasſer, ſom Okcidenten netop under ham mere end under nogen anden byzantinſk Kejſer ſendte igjennem Kejſerdømmets Beſiddelſer[15]. Og navnlig maatte det være ham magtpaaliggende at vinde de nordiſke Fyrſter, for igjen ſaavel ved deres Hjelp at ſikre ſig Væringernes Hengivenhed, ſom for at de, efter Hjemkomſten til Fædrelandet, ej ſkulde lægge Hindringer i Vejen for at Væringekorpſet fremdeles holdtes fuldtalligt ved nye Hvervinger af nordiſke Krigere. Den Omſtændighed, at Buamund for ſaa kort Tid ſiden havde ført nordiſke Krigere mod Grækerne, har vel ogſaa bidraget til at fordoble Alexius’s Iver ſer at bringe Nordens Fyrſter paa ſin Side. Mod Sigurd havde han en ſærſkilt Opfordring til at viſe ſig gavmild og gjeſtfri, da han ej alene fik alle hans ſtore og ſmukke Skibe, overladte — en Gave ſom viſtnok allerede kunde opveje alt hvad Padreims-Legene koſtede — men tillige fik Tilladelſe til at beholde mange af hans Mænd hos ſig. Var end dette maaſkee allerede fra førſt af en Aftale mellem Sigurd og hans Mænd, forandrer det dog ikke det Forbindtlighedsforhold, hvori Kejſeren derved kom til Sigurd[16]. Hvis man kan tro Villjam af Malmsbury, ſkal Alexius endog, i Betragtning af hans Klogſkab og Kjekhed, der lovede ſtore Ting, have ſøgt at faa ham ſelv til at blive, og det endog paa en ſaa paatrængende Maade, at Sigurd næſten maatte ſtjæle ſig ud af Staden[17]. Dette er nu visſelig en Overdrivelſe, men man ſeer dog ſaa meget deraf, at allerede Samtiden havde merkelige Sagn at berette, endog udenfor Norge, om den Opſigt, Kong Sigurd havde gjort i Conſtantinopel. Og at han virkelig har gjort Opſigt der, bliver højſt troligt, naar man ſeer hen til den fremragende Rolle, ſom han endog efter fremmede Forfatteres Vidnesbyrd ſpillede i Palæſtina, hvor der paa hiin Tid ikke mindre end i Conſtantinopel vrimlede af anſeede Fyrſter og berømmelige Høvdinger. Det gjør her intet til Sagen, at Kejſer Alexius’s Biograf, hans Datter Anna Komnena, ikke med et Ord omtaler Sigurd, lige ſaa lidt ſom den danſke Konge Erik. Hun ſiger nemlig ſelv ved en tidligere Lejlighed, at hun ikke engang, om hun vilde, kunde opregne Navnene paa de barbariſke Fyrſter og Høvdinger, der beſøgte Conſtantinopel, da det græſke Sprog ikke formaaede at gjengive dem[18]. Saaledes har hun heller ikke kunnet eller villet omtale Sigurd.

Hvad nu ellers de Overdrivelſer angaar, hvori Sagafortællerne her, ligeſom tidligere ved Beretningen om Harald Haardraades Bedrifter, have gjort ſig ſkyldige, da ere de ikke flere eller ſtørre, end andre hiſtoriſke Forfattere fra de Tider ved lignende Lejligheder have tilladt ſig[19]; de gjøre intet til Sagen med Henſyn til den egentlige hiſtoriſke Kjerne, og der er endog kjendelige Spor til, at de ej have været tilſtede i den oprindelige Fremſtilling[20], ſom maa have grundet ſig paa Sigurds egen og hans Ledſageres Fortællinger. I Hovedſagen medfører den ſaaledes Sandhed, og man kan anſee det ſom viſt, at Kong Sigurd i Conſtantinopel har nydt en forekommende Modtagelſe og Behandling, opført ſig med megen Pragt, og gjort ſtor Opſigt ved ſin kongelige Anſtand og krigerſke Udſeende.

Under ſit Ophold i Conſtantinopel anſkaffede Sigurd ſig enkelte ſjeldne og koſtbare Stykker til Prydelſe for Kirkerne eller Brug ved Gudstjeneſten. Saaledes lod han gjøre en koſtbar Altertavle af Erts og Sølv, overalt forgyldt, og beſat med Email og Ædelſtene[21]; han kjøbte ligeledes en prægtig, med Guldbogſtaver ſkreven Bog, der ſiges at være en af de ſtørſte Koſtbarheder, ſom nogenſinde er kommen til Norge[22]. Det maa rimeligviis have været en Afſkrift af Bibelen, eller en Deel deraf, f. Ex. Pſalmerne eller Evangelierne. Sine Skibe havde han, ſom ovenfor nævnt, foræret Kejſeren, da det var hans Henſigt at rejſe hjem over Land, og Alexius ſkaffede ham de fornødne Heſte, og medgav ham Ledſagere gjennem hele ſit Rige. Det er allerede omtalt, at en heel Deel af hans Mænd bleve tilbage og toge Tjeneſte blandt Væringerne[23]. Sigurd tog Tilbagevejen gjennem Bulgarien, Ungarn, Øſterrige, Baiern og Schwaben[24]. Her traf han den nys fra Italien tilbagekomne Kejſer Henrik den 5te, ſom tog overmaade vel imod ham, gav ham Ledſagere, og gjorde Foranſtaltninger til at han kunde faa indkjøbt alt hvad han behøvede gjennem hele Riget. I Saxland beſøgte han, ſom man maa formode, Hertug Lothar[25], og ankom ved Midſommerstid til Sønder-Jylland, hvor den danſke Jarl Eliv, ſom dengang havde Befalingen i Sønder-Jylland, gjorde et prægtigt Gilde for ham. Paa den Tid opholdt den danſke Konge Nikolas ſig i Staden Heidaby eller Slesvig. Han var gift med Kong Sigurds Stifmoder, Margrete Fredkolla[26]. Nikolas tog meget godt imod Sigurd, fulgte ham ſelv nord i Jylland, og gav ham til Hjemrejſen et fuldt udruſtet Skib. Paa dette kom Sigurd endelig, efter halvfjerde Aars Fraværelſe, hjem i ſit Rige i Juli 1111[27]. Han blev modtagen af alle ſine Venner med ſtor Glæde, og hans Broder, Kong Eyſtein, ſom imidlertid ene havde foreſtaaet Regjeringen, lagde ham ingen Hindringer i Vejen. En egennyttig og ærgjerrig Fyrſte kunde maaſkee lettelig have følt ſig friſtet dertil, hvor han ſaaledes havde Magten, ſom Eyſtein; men hertil var Eyſtein for redelig og for ædelt tænkende[28], og Sigurd tiltraadte i Fred og Ro ſin Deel af Riget eller Rigsſtyrelſen. Alle vare enige om, at berømmeligere Ferd end hans ikke var udgaaen fra Norge. Efter den fik han ſiden Tilnavnet „Jorſalafarer“, hvormed han i Sagaerne ſædvanligviis benævnes[29].

  1. Opholdet paa Cypern nævnes ej i Fagrſkinna, kun i de andre Bearbejdelſer.
  2. I Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 11 kaldes dette Nes „Engelsnes“ (en Overſættelſe af Kap St. Angelo); i Fagrſkinna nævnes ej Stedet, og det ſynes efter denne, ſom om det„ var ved Indſejlingen til Hellespont („førend han ſejlede op i Sundene“). Den Grund, ſom ovenfor angives til at Sigurd biede paa Sidevind, anføres i Fagrſkinna, og ſynes at være den rimeligſte. I de andre Bearbejdelſer anføres den heel uſandſynlige, „at ingen af hans Folk vilde ſee den mindre ſtadſelige Side af Sejlene“.
  3. Porten kaldes i vore Sagaer „Gullvarta“, af det tydſke „Warte“, der og har gaaet over i Middelalderens Latin ſom Warta, guarda, Vagt, Vagttaarn, Portvagt. Den kaldtes „Guldporten“ porta aurea, ἡ χρυσῆ πόρτη, af den Pragt, hvormed Theodoſius den ſtore efter Sejren over Maximus havde ſmykket den; den var Byens ſydveſtligſte Port, ſtrax ved Heptapyrgion (ogſaa kaldet Kyklobion) eller de 7 Taarnes Kaſtell. Gjennem denne Port holdt Kejſerne virkelig, ſom Sagaerne berette, deres Indtog ved Triumfer og andre feſtlige Lejligheder. Han viſte ſig da førſt paa en Tribune, paa den ſaakaldte Campus Hebdomi, udenfor Byen længſt mod Nordveſt, ikke langt fra Blachernæ-Paladſet, og kjørte derfra udenfor Muren ned til Guldporten, gjennem denne og de ſaakaldte porticus Troadenses (ἐμβόλαι τρωαδησίαι) og Mellem-Gaden (ἡ μέση) til Palatium eller Sophia-Kirken. Dette fortælles i Chronicon Alexandrinum om Phokas, og noget lignende berettes af Skylitzes (S. 571) om Baſilius.
  4. Blachernæ nævnes ikke i Fagrſkinna, kun „dyrebare Haller“; Morkinſkinna er her endnu defekt. I Sigurd Jorſalafarers Saga kaldes Paladſet „Laktiarna“, og det tilføjes at „de ere Kejſerens ypperſte Haller“. Ogſaa i de rusſiſke Annaler ved 866 findes findes de benævnte „Lachernyi“; i den af Ducange (Constantinopolis Christiana l. IV. S. 84) citerede liber virginalis kaldes Slottet „Lucerna“ (maaſkee rettere Lacerna); og at den ſædvanlige Udtale i Conſtantinopel ſelv maa have været „Lachcrnæ“, ſees deraf at Kodinos i ſit Skrift „de ædificiis“ blandt flere Konjekturer om Etymologien til Navnet ogſaa anfører den, at del ſkulde have været tillagt Stedet fordi det var meget ſumpigt (λακκώδησ). Egentlig var det Navnet paa et heelt Strøg eller Qvarteer i Byen længſt mod Nordveſt, omtrent ved det nuværende Hajvan Seraj og den tyrkiſke Begravelſesplads; dets fornemſte Bygninger vare hiint Palads og den berømte St. Marine Guds-Moders Kirke (Templum S. Mariæ deiparæ virginis ad Blachernas) efter hvilket ogſaa flere til hende indviede Kirker i andre Lande kaldtes Blachernæ. Slottet var temmelig gammelt; det exiſterede i det mindſte før Anaſtaſius’s Tid (Ducange, Const. Chr. l. II. S. 130); ſin ſtørſte Forſkjønnelſe fik det vel under Manuel Komnenus, efter Sigurds Tid, men det var dog allerede tidligere berømt for ſin Skjønhed. Eudo af Deuil omtaler det ſaaledes i ſin Beſkrivelſe over Ludvig den 7des Rejſe til det hellige Land: „det er vel opført paa et lavt liggende Sted, men med Kunſt og Bekoſtning er det bygget op i en pasſelig Højde; og ved ſine trende Slags Omgivelſer ſkaffer det Beboeren en tredobbelt Nydelſe, idet han afvexlende betragter Søen, Markerne og Staden. Dets ydre Skjønhed er næſten uforlignelig, men dets indre overgaar al Beſkrivelſe. Overalt ſtraaler det af Forgyldning; Gulvet er kunſtigt belagt med mangefarvet Marmor, og jeg veed ikke hvad der meeſt giver det Værd, Skjønheden, Kunſten eller det koſtbare Material“. Saaledes har det vel ogſaa ſeet ud paa Sigurds Tid, da det under Ludvigs Beſøg neppe endnu havde undergaaet hiin Reſtauration.
  5. Sigurd maa i Procesſionen fra Guldporten til Blachernæ have pasſeret de oven nævnte troadeſiſke Buegange, og være kommen omtrent midt i Byen, da det lader til, at man førſt der ſtødte paa en Hovedgade, der gik henimod Blachernæ. Hans Vej var altſaa for en ſtor Deel den kejſerlige Triumf-Vej. Om Gadernes Belægning med Pell og Sigurds Gjentagelſe af Advarſlen mod at røbe alt for megen Forundring taler ogſaa den i ſine Beretninger langt beſkednere Fagrſkinna, og derfor maa vel denne Angivelſe medføre Sandhed.
  6. Fagrſkinna nævner dog intet om at han blev modtagen med Muſik.
  7. Donizo, Vita Mathildis, Cap. 9; hos Muratori, rer. Ital. Scr. V. S. 353 a.
  8. Fagrſkinna, hvis Beretning ovenfor er fulgt, taler ogſaa kun om at Sigurd og Nordmændene gik til Fods.
  9. Forkortningen „padreimr“ af „hippodromus“ er analog med mange andre, .der anvendtes, hvor fremmede Ord optoges i vort Oldſprog, f. Ex. spitali for „Hoſpital“; lignende Forkortninger bruges ogſaa endnu i Folkeſproget. I Tydſken forekom de ligeledes hyppigt, navnlig er dette Tilfældet med „Hippodromus“, der i det gamle Digt om Kong Rother (Deutſche Gedichte d. 12ten Jahrhunderts, herausgeg. v. Maßmann) kaldes poderâmus (v. 2148). Hvad der her fortælles om Legene paa Hippodromen, der udførtes af to Partier, Kejſerens og Kejſerindens, og af hvis Udfald man tog Forvarſel for kommende Begivenheder, grunder ſig øjenſynligt paa uklare eller ikke tydeligt opfattede Beſkrivelſer over de bekjendte fire Cirkus-Faktioner, i hvis Bedrift hele Conſtantinopels Befolkning tog ſaadan Deel, at den endog gav Anledning til voldſomme politiſke Nummer, ligeſom man ogſaa virkelig hentede Forvarſler fra Kamplegenes Udfald. Se herom Gibbon, 5te Deel, Cap. 40. Men netop denne uklare Foreſtilling om Legenes Beſkaffenhed vidner om den her anførte Beretnings Egthed, ſaadan ſom den juſt kan være fortalt af en hjemkommen Myklegaards-Farer. Om Æſerne, Vølsungerne og Gjukungerne, hvilke Nordmændene troede at ſee ſtøbte af Malm og Kobber paa Hippodromen, er allerede ovenfor talt (S. 565). Blandt de Statuer af Malm eller Kobber, der før Erobringen 1204, da de tildeels alle bleve opſmeltede af Frankerne, ſtode paa Hippodromen, nævnes udtrykkeligt Jupiters, Dioskurernes, Herkules’s, Dianas, det kalydoniſke Vildſviins, Auguſts og flere Kejſeres, berømte Mænds, Athleters o. ſ. v. Hvad Bekoſtningerne ved Legene angaar, vare de visſelig ſtore, om end ej ſaa overdrevne, ſom de angives her. Naar der tales om Ridt i Luften, Ild, magiſke Kunſter o. ſ. v., ſigtes der til de ſaakaldte Akrobaters og Thaumaturgers Kunſtſtykker. Se Reiſke, Anm. til Conſtantin Porphyrogenitus.
  10. Morkinſkinna fol. 26 a. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 11—15, hos Snorre Cap. 12—14; Fagrſkinna Cap. 247.
  11. Knytlingaſaga Cap. 81. Her angives Mængden af det Guld, Kejſeren bød Erik, til ½ Læſt eller 5 Skippund, efter den ældre norſke Beregning.
  12. Beretningen findes baade hos Bromton og hos Knyghton, begge i Twysdens Samling, S. 911, 2319.
  13. Villjam af Malmsbury l. c. V. 410. Norſke Samlinger I. S. 409. Her menes naturligviis ikke det hele Skib, kun Stavnene.
  14. Af Peterskirker i Conſtantinopel opregner Ducange i ſin Constantinopolis Christiama l. IV. S. 115, 116, hele ſyv, hvoriblandt en til St. Peter og St. Paal, ved Hormisdas Gaardsplads, en til St. Peter og St. Markus, i Blachernæ; paa denne kunde man viſtnok gjette ſom den, der laa Sigurds Bolig nærmeſt, hvis ikke deels den Omſtændighed, at den var indviet til en anden Helgen, var i Vejen, deels Villjams Udſagn, at det var Sophiæ-Kirken, paa hvilken Stavnen opſattes, gjorde det nødvendigt heller at tænke paa den St. Peterskirke, om hvilken Ducange ſiger, „at den enten var forbunden med Sophiæ-Kirken, eller i det mindſte meget nær ved den“. Thi da kan man ſaa let forſtaa, hvorledes begge Angivelſer omtrent med lige Ret kunne forekomme. De øvrige Peterskirker, nemlig St. Peterskirken inden Paladſets Muur, den ældre St. Peterskirke, Piſanernes St. Peterskirke, og St. Peterskirken i Galata, kunne her ej komme i Betragtning.
  15. Ogſaa Saxo, S. 612, fortæller om de ſtore Udmerkelſer og rige Gaver, der bleve Erik Ejegod til Deel; navnlig taler han om „en uhyre Masſe Guld“ (ingentis ponderis aurum) ſom Erik, for ej at fornærme Kejſeren, modtog. Ved Buamunds Ophold hos Alexius 1103 ſkede næſten aldeles det ſamme, ſom ſiden, da Sigurd beſøgte ham 1110. Han lod et Kammer næſten fylde med Guld, Sølv og andre Koſtbarheder, og ligeſom tilfældigt viſe Buamund, der beſaa ſig i Paladſet. Buamund kunde ikke tilbageholde ſin Forbauſelſe over at ſee ſaa megen Rigdom, og ſit Ønſke om at beſidde den. Strax erklærede den Hofmand, der viſte ham om, paa Kejſerens Vegne, at det alt ſammen ſkulde tilhøre ham, hvortil Buamund takkede. Siden, da Gaverne bleve ham bragte, ſendte han dem tilbage, ſigende at det var en Skam at modtage dem, men Kejſeren ſendte dem atter til ham, og da modtog han dem. (X Bog, S. 303, 304).
  16. Vi ville nemlig nedenfor ſee, hvorledes flere af hans Mand bleve tilbage, og toge Tjeneſte. Dette kunde umuligt ſkee uden med Sigurds Samtykke, og da vi ſiden finde at en følgende Kejſer ſkriftligt anholdt om Tilladelſe til at hverve i Norden (Sverres Saga Cap. 127), maa man antage, at Alexius i det mindſte mundtligt har anholdt om en lignende Tilladelſe hos Sigurd.
  17. Villjam af Malmsbury l. c. Da Kejſeren, heder det her, i Betragtning af hans Klogſkab og Tapperhed, der lovede meget, ønſkede at holde ham tilbage, narrede han paa en net Maade denne, der allerede i Haabet havde ſlugt det norſke Guld (det maatte da verre det, han ſelv nys forud havde foræret Sigurd). Han udvirkede ſig nemlig Tilladelſe til at drage til nærmeſte Stad, og nedſatte hos Kejſeren ſine Skatkiſter, fyldte med Bly og forſeglede, ſom Pant paa ſin hurtige Tilbagekomſt. Saaledes blev hiin narret, den anden derimod ſkyndte ſig hjem. Man gjenkjender her Anekdoten om Hannibal og Gortynierne.
  18. Anna Komnena, X. B. S. 209—300. Den latinſke Overſættelſe i Pariſer-Udgaven er her, ſom ſædvanlig, udtværet, og ſaaledes unøjagtig. Dog er det den, hvis Ord for det meſte gjengives i nyere Skrifter, der behandle denne Materie. Hendes Ord ere ſimpelt hen: „Τὰς δὲ τῶν ἡγεμόνων κλήσεις καὶ προθυμουμένη πὲρ ἐξειπεῖν, οὑ βούλομαι, ναρκᾷ γάρ μοι ὁ λόγος. τὸ μέν τοι βαρβαρικὰς ῳωνὰς ἀπαγγέλλειν ἁδυνατούση διὰ τὸ ἄναρθρον, τὸ δὲ τὶ καὶ πρὸς τὸ πλῆθος ἐκείνων ἀποβλεπούση. καὶ ἵνα τὶ τοσούτου πλήθους κλήσεις ἁπαριθμεῖσθαι πειρώμεθα, οὓς καὶ οἱ τότε παρόντες ἀκηδίας ἑπληροῦντο ὁρῶντες“: d. e. om jeg end havde Lyſt til at opregne Høvdingernes Navne, vil jeg dog ikke, da Sproget ſtivnet: for mig derved; deels kan jeg nemlig ikke gjengive de barbariſke Lyd formedelſt det tungvindte derved, deels af Henſyn til deres Antal. Hvorfor ſkulde jeg ogſaa forſøge at opregne Navnene paa hele denne Mængde, af hvilke det blotte Syn fyldte Tilſkuerne med Kjedſomhed“.
  19. Saaledes navnlig Saxo, i Fortællingen om Erik Ejegod. Han vil endog vide, at Kejſeren overlod ham ſit Palads, hvilket ingen af de øvrige Kejſere ſiden vilde bruge, for ikke ligeſom at ſynes jevngode med hiin ſtore Mand. Dette Palads, der alene kan have været det i Blachernæ, benyttedes dog allerede kort efter af Sigurd.
  20. Nemlig Fagrſkinnas; her begynder vel en Lakune, ſtrax efter at der er talt om Legen og om de mange Nordmænd, der toge Tjeneſte, men da Udſagnet herom i Morkinſkinna forekommer ſtrax før Beretningen om Kongens Afrejſe fra Staden, maa man formode at ogſaa Fagrſkinnas Beretning om hans Ophold i Myklegaard her er ſaa godt ſom endt. Fagrſkinna taler hverken om de gyldne Heſteſko eller om Valnødderne, ikke engang om de mange Samt med Guld og Sølv, ſom Kejſeren gav Sigurd, men alene om Legen og de 6 Skippund Guld.
  21. Den kaldes i Sagaerne Tabola, og beſkrives nøjere hos Snorre, Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 40, end i de vidtløftigere Kongeſagaer, Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 43, Harald Gilles Saga Cap. 14.
  22. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 42, Snorre Cap. 29.
  23. Villjam af Malmsbury vil vide, at mange af Sigurds Folk døde i Conſtantinopel, og at Sigurd, for at forebygge denne Dødelighed, fandt paa det Raad, at de deels maatte drikke mindre Viin, deels at den Viin, de drak, maatte være blandet med Vand. Hans Skarpſindighed lærte ham nemlig, beder det, ved at ſee Svinelever, lagt i Viin, hurtigt opløſt af den ſkarpe Vædſke, at det ſamme maatte være Tilfældet hos Menneſker, hvilket ogſaa viſte ſig, da han lod en af de Døde obducere. Beretningen lader ikke videre ſandſynlig.
  24. Saaledes alle vore Sagaer. Ordrik (S. 767) lader ham tage Hjemvejen over Rusland, og her egte Malmfrid, Kongens Datter. At han egtede hende, er ſikkert nok, men dette ſkede viſtnok langtfra ſaa tidligt. Vel omtales hun hos Snorre (Cap. 21) ved en Begivenhed, der, ſom det nedenfor vil ſees, foregik endnu inden Kong Olafs Død 1115; men det vil ligeledes ſees, at Snorre fortæller denne Begivenhed meget forvirret, ligeſom han og hiſt og her kaſter Begivenhederne om hinanden; navnligen ſynes det at være hans Mening, desuagtet at henføre denne til Tiden efter Olafs Død. Man kan ſaaledes ej lægge Vegt paa, at Malmfrid her nævnes. Ikke at jo Malmfrid, der var en Datter af den i Aaret 1075 fødde Mſtiſlav Vladimirovitſj, godt kunde være voxen og giftefærdig i Aaret 1111; men da hendes og Sigurds Datter Chriſtina, der ſiden blev gift med Erling Skakke mellem Aarene 1150 og 1156, neppe kan være fød tidligere end 1126, er det heller ikke rimeligt, at Sigurd og Malmfrid bleve gifte førend 1116 i det tidligſte. At han da kan have gjort en Rejſe til Rusland, hvilken Ordrik har forvexlet med hans Tilbagerejſe, er meget muligt, ſkjønt neppe ſandſynligt.
  25. Sagaerne omtale ikke hans Beſøg i Saxland, men lade ham derimod treffe „Kejſer Lothar“ i Schwaben. Lothar af Supplingburg, Hertug i Saxland ſiden 1106, blev ikke Kejſer førend i 1125; for ſaa vidt altſaa Sigurd traf den tydſke Kejſer, maa dette have været Lothars Forgænger Henrik den 5te. At nu Sigurd virkelig beſøgte denne, bliver højſt rimeligt, da vi vide, at Henrik juſt paa denne ſamme Tid, nylig hjemkommen fra Italien, hvor han havde ſluttet Konkordat med Pave Paſchalis II, og i April var bleven kronet til Kejſer, opholdt ſig i Sydtydſkland; man har endog (ſe Suhm, V. S. 190) et Diplom af ham, udſtedt i Pasſau den 25de Mai, til hvilken Tid Sigurd, ſom kom fra Ungarn af, netop maa have pasſeret disſe Egne, ſiden han ved Midſommerstid var i Jylland. Da det imidlertid ogſaa er højſt ſandſynligt, at han ved Rejſen gjennem Saxland hilſte paa Hertug Lothar, have vi baade i denne Omſtændighed, og i hiin anden, at Lothar ſelv ſiden blev Kejſer, tilſtrækkelige Momenter til at gjøre en ſenere Forvexling af Lothar og Henrik V i Sagaerne rimelig.
  26. Den her nævnte Eliv eller Eilif omtales ogſaa af Saxo, 13de Bog, S. 618—621, og i den Sjællandſke Krønike (Langebek Ser. H. 613) ſom Jarl i Slesvig. Han blev, ſom Saxo beretter, kort efter (1113) afſat formedelſt Forræderi i Krigen mod Venderne. Hvo han var, angives ingenſteds; men Langebek har viſtnok Ret, naar han, i Betragtning af hans høje Værdighed, antager ham for en Ætling af Kongehuſet (Suhm, V. 220). Han tror for øvrigt, at han har været en Søn af Olaf Hunger. Snarere maatte man dog, efter Navnet at dømme, formode at han har været en Sønneſøn af hiin Eilif, Broder til Ulf Jarl, der i ſin Tid var Anfører for Thingmannalidet i England, og ſiden for Væringerne i Conſtantinopel, ſe ovenfor, S. 57. Af den Omſtændighed, at Sagaen her lader Sigurd treffe Eliv i Slesvig, medens Kong Nikolas modtager ham i Heidaby, har man villet udlede, at der endnu paa den Tid ſkjelnedes mellem Slesvig og Heidaby. Dette forholder ſig dog viſt ikke ſaaledes. „Slesvig“ ſynes nemlig aldrig i Sagaerne at betegne Staden, men alene Fjorden med omliggende Diſtrikt. Saaledes f. Ex. er det i Knytlingaſaga Cap. 87 Fjorden, der kaldes Slesvig, medens Byen kaldes Heidaby; i Cap. 98 ſiges Kong Nikolas at blive dræbt i Heidaby, medens Saxo S. 656, 657 nævner Slesvig; og overhoved kaldes Byen i Knytlingaſaga ſtedſe Heidaby, uden at der lægges ſaadan Vegt paa dette Navn, ſom om derved ene det egentlige Heidaby, eller den ſydøſtlige Deel, nu Landsbyen Haddeby, ſkulde være meent. Man maa derfor antage, at Sagaſkriveren ogſaa paa det her omhandlede Sted ved „Heidaby“ har meent ſelve Staden, ved „Slesvig“, kun Diſtriktet; og at Eliv har modtaget Sigurd i en eller anden Borg eller paa et eller andet Sted, der har ligget Grændſen nærmere, end Slesvig. Thi ſkulde man efter den egentlige Beliggenhed have ſkjelnet mellem Slesvig og Heidaby, maatte Sigurd være kommen førſt til ſidſt nævnte Sted, der ligger ſydligſt, medens man dog tydeligt ſeer, at han førſt har truffet Eiliv Jarl. Her maa viſtnok bemerkes, at Morkinſkinna nævner Nikolas og Heidaby før Eliv og Slesvig, men da den desuagtet lader Nikolas følge Sigurd nord i Jylland, maa denne Orden være urigtig. — Kong Nikolas maa være bleven gift med Margrete ikke længe efter ſin Tronbeſtigelſe 1104, thi allerede da omtaler Saxo Giftermaalet, og deres Søn Magnus blev gift allerede i 1127.
  27. Det er ſtrax ovenfor viiſt, at Sigurd, ſom Sagaerne udtrykkeligt ſige, kom til Slesvig ved Midſommerstid (omkring 24de Juni) efter at han ſandſynligviis var kommen til Tydſkland ſidſt i Mai. Da nu Opholdet i Slesvig, ſaavel hos Eliv, ſom hos Kong Nikolas, vel har medtaget en Uges Tid, og mindre Tid neppe hengik med Rejſen fra Slesvig til Aalborg, hvorfra (ſe ovenfor S. 372) rimeligviis Afrejſen til Norge fandt Sted, maa Sigurd være kommen hjem førſt i Juli 1111. Han havde da været borte næſten i fire Aar, eller fra Høſten 1107.
  28. Eyſtein hentydede ſiden ſelv dertil i ſin Trette med Sigurd om hvo der meeſt havde udmerket ſig, ſe nedenfor.
  29. Sigurd Jorſalafarers Saga, Cap. 15. Snorre, Cap. 14. Morkinſkinna, fol. 26. a. Han kaldes ogſaa ſtundom ſimpelt hen „Jorſala-Sigurd“. „Jeruſalem“ blev nemlig af vore Forfædre ſtedſe forvanſket til „Jorsalir“.