Det norske Folks Historie/3/54

From Wikikilden
Jump to navigation Jump to search

Efter at have tilbragt Vintren hos Roger ſejlede Sigurd om Vaaren eller Sommeren videre, og der nævnes intet om hans Ferd og hvilke Steder han paa Vejen anløb, førend han Auguſt 1110 ankom udenfor Aſkalon i det hellige Land. Staden har endnu i Saracenernes Vold, og Sigurd blev liggende et heelt Døgn for at ſee, om ingen af dem vilde komme ud, for at han da kunde angribe dem; men da de holdt ſig ganſke ſtille, drog han den følgende Dag til Joppe, hvor han landede, af Længſel, ſom der ſtaar, efter at forrette ſin Andagt i Jeruſalem[1]. Faa Dage efter viſte en vældig ægyptiſk Flaade ſig udenfor Berytus, og drog, da den ej kunde udrette noget mod denne Stad, til Akre, ſom den angreb og bragte i den yderſte Knibe. Ved Efterretningen ſaavel herom ſom om Sigurds Ankomſt med en betydelig Flaade og Hær, ilede Kongen af Jeruſalem, Baldvin I, tilbage fra Edesſa, ſom han havde hjulpet mod en tyrkiſk Krigshær, undſatte Akre, og begav ſig derpaa til Joppe, for at hilſe paa Sigurd og nærmere erfare, hvad han agtede at foretage ſig. Modtagelſen var meget kjærlig paa begge Sider, og Kongerne, ſiges der, bleve hurtigt forbundne ved fuldkomment Venſkabsbaand. Den tyveaarige Sigurd beſkrives ved denne Lejlighed af Fulcher af Chartres, der rimeligviis ſelv oftere ſaa ham, ſom „en Yngling af overmaade ſmukt Udvortes“[2]. Baldvin bad ham, at han af Kjærlighed til Gud vilde forblive en Stund i Landet og virke for Chriſtendommens Sag. Sigurd erklærede ſig beredvillig dertil, og tilbød ſig at angribe en eller anden Stad med ſin Flaade, eller udrette hvad andet Baldvin maatte forlange, dog vilde han førſt og fremſt forrette ſin Andagt i Jeruſalem, og anmodede Baldvin om at følge ham did. Heri føjede Baldvin ham, og begge Konger droge nu tilſammen op til den hellige Stad. Her kom den hele Gejſtlighed dem imøde i feſtlig Procesſion, med Hymner og Sange, efterfulgte af Borgerne og den hele Mængde. Under Velkomſtraab ledſagede de Kongerne og deres Følge til den hellige Grav, idet Baldvin ſelv førte Sigurd ved Haanden, og viſte ham alle de hellige Steder med deres Merkværdigheder. Siden bevertede han ham i flere Dage med kongelig Pragt. Ved Indtoget ſkal Sigurd have indſkærpet ſine Mænd, ikke at røbe nogen Forundring over hvad de ſaa, hvor pragtfuldt eller paafaldende det end var, for at man ej derfra ſkulde drage nogen ufordeelagtig Slutning om deres eget Fædrelands Velſtand og Kultur. De rede ſaaledes frem over de ſmukke Tepper, hvormed Baldvin havde ladet belægge Vejen ind i Staden uden at ændſe dem[3]. Sigurd opholdt ſig temmelig længe hos Baldvin[4], og ofrede rige Gaver ſaavel til Chriſti Grav ſom til de øvrige Helligdomme, han beſøgte. Baldvin ledſagede ham ſelv under ſterk Bedækning til Jordan-Floden, i hvis hellige Vand Sigurd badede ſig, og forrettede ſin Andagt efter Pilegrimernes Viis. Ved Tilbagekomſten til Jeruſalem blev der ſammenkaldt et Mode, for at raadſlaa om hvad man ſkulde foretage ſig. Det beſluttedes eenſtemmigt, at man til Lands og Vands ſkulde angribe Saida eller Sidon[5], ſom oftere forgjæves havde været belejret, og at man ej ſkulde aflade, førend den var indtagen. Sigurd lovede den beredvilligſte Medvirkning, og betingede ſig kun tilſtrækkelig Forſyning med Levnetsmidler[6]; dog anholdt han ogſaa om en Spaan af det hellige Kors, der opbevaredes i Jeruſalem. Han fik den, men kun imod at aflægge den højtidelige Ed, hvori ogſaa 12 af hans ypperſte Mænd deeltoge, at den ſkulde opbevares ved St. Olafs Hvileſted, og derhos, at han af al Magt ſkulde fremme Chriſtendommen, ſøge, om muligt, at faa en Erkebiſkops-Stol oprettet i ſit Rige, og indføre Tiende-Ydelſen, idet han ſelv foregik med ſit Exempel. Baldvin og Patriarchen og Jeruſalem bekræftede derimod edeligen Relikviens Egthed[7].

Kong Baldvin og Grev Bertrand af Tripolis lejrede ſig nu med en Hær udenfor Sidon til Lands, medens Sigurd, der førte ſin Flaade fra Joppe, indſluttede den til Søs. Ved Efterretningen om hans Nærmelſe hævede Ægypterne, der frygtede et Angreb af ham, Belejringen af Akre og trak ilet tilbage i Tyrus’s Havn, idet de kun holdt enkelte Krydſere ude paa Søen. Indbyggerne forſvarede ſig i lang Tid med ſtor Tapperhed, indtil Belejrerne fik oprejſt en Valſlynge, der forvoldte dem megen Skade[8]. Beſværede ſaavel heraf ſom af Angrebet fra Søſiden, forlangte de efter ſex Ugers Forløb at kapitulere, og tilbøde ſig at overgive Staden, imod at Befalingsmanden og de øvrige, ſom ønſkede det, maatte drage bort i Fred med ſaa meget Gods ſom de kunde bære. Efter Overlæg med Kong Sigurd, Grev Bertrand og andre forſtandige Mænd modtog Baldvin dette Tilbud. Staden blev ham overgiven, 5000 af Indbyggerne droge til Aſkalon, de øvrige underkaſtede ſig (19 Decbr. 1110). Kongerne ſkulle have vundet meget Bytte; den Medejendomsret til Staden ſelv, ſom Sigurd ved ſin kraftige Biſtand havde erhvervet, overlod han til Baldvin[9], der igjen viſte ſin Taknemlighed ved at uddele Gaver til hans Folk. Strax efter, ſom det ſynes, forlod Sigurd Palæſtina, ledſaget af Alles Velſignelſer[10].

  1. Albert af Aix, XI. 26. Saml. til det norſke Folks og Sprogs Hiſtorie, 88). Vore Sagaer lade Sigurd lande i Akre (Akrsborg), rimeligviis ſtøttende ſig til et Vers af den med Sigurd ſamtidige, men i Toget ej deeltagende Einar Skulesſøn, hvor det heder at Sigurd, efter at have plejet Grækenlandshavet, fæſtede ſit Skib ved Akrsborg. Men her ſiges dog egentlig kun at han ankrede, og „Akrsborg“ kunde vel være fremkommet ved en urigtig Opfatning af „Aſkalon“. Auguſt Maaned angives af Albert, Cap. 28.
  2. Fulcher Cap. 36. Saml. S. 98. Saavel Albert, ſom Fulcher nævne 1110 ſom Aaret for Sigurds Ankomſt og Sidons Indtagelſe. Villjam af Tyrus, der ſkrev ſenere, nævner Ull; men dette er aabenbart urigtigt, ligeſaavel ſom de Ulſterſke Annaler 1109. Albert af Mi: og Villjam af Tyrus kalde Sigurd forreſten „Magnus“, en Fejltagelſe af hans patronymiſke Tilnavn „Magnusſøn“; alle de tre nævnte Forfattere kalde ham, og med Rette, „en Broder af Norges Konge“.
  3. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 9, Snorre Cap. 10. Fagrſkinna nævner intet herom paa dette Sted, men fortæller det ved Sigurds Indtog i Conſtantinopel. Vore Sagaer lade ogſaa Sigurd førſt træffe Baldvin i Jeruſalem, hvilket ſtrider mod Albert af Aix og Villjam af Tyrus.
  4. Sagaerne ſige udtrykkeligt at han opholdt ſig hos Baldvin om Høſten og Begyndelſen af Vintren. Dette ſtemmer godt med de fremmede Skribenters Udſagn, at Sidon indtoges 19de December, efter mere end ſex Ugers Belejring.
  5. I Sagaerne ſkrives Navnet Sætt (udtalt Sajtt), en Efterligning af den paa Stedet ſelv brugelige Benævnelſe Saida, der af Albert af Aix gjengives med Sagitta; af Sæwulf, der i 1103 beſøgte Jeruſalem, Sagette (Recueil de voyages et de mémoires IV. 852). Merkeligt nok, tilføjer Snorre ved „Sætt“: „nogle mene at det har været Sidon“.
  6. Villjam af Torvs (Sml. S. 104). Denne lader Sigurd fremſætte Betingelſen om Levnetsmidler allerede ved ſit førſte Møde med Baldvin, hvilket vel ogſaa er det rigtigſte.
  7. At Sigurd fik en Spaan af det hellige Kors, omtales alene i vore Sagaer ſaavel ſom af Thjodrek; men Rigtigheden kan dog ej betvivles, da denne Relikvie ſiden ſpillede en temmelig betydelig Rolle i Norge. Hrokkinſkinna og i Hryggjarſtykke beſkrive Forhandlingerne desangaaende ſaare vidtløftigt, uden dog i ſig ſelv at berette mere end de øvrige Sagabearbejdelſer i faa Linjer.
  8. Denne Valſlynge, der omtales af de fremmede Skribenter, og iſær meget udførligt af Albert af Aix, nævnes og i et Vers af Einar Skulesſøn, Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 11.
  9. Vore Sagaer udtrykke ſig, ſom om Sigurd gav Baldvin den indtagne Stad, ſandſynligviis ifølge Halldor Skotlæres Vers, ſom her citeres, hvor det heder: „du tog ved din Vælde den hedenſke Borg, men bortgav den af din Gavmildhed“.
  10. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 9—11. Snorre Cap. 10, 11. Fagrſkinna Cap. 245. Thjodrek, Cap, 33. Ágrip Cap. 46—48. Med disſe ſtemme i det væſentlige Korstogs-Skribenternes Beretninger, nemlig de allerede ovenfor omtalte Albert af Mit, Fulcher af Chartres, Villjam af Tyrus, og den anonyme Forfatter af Jeruſalems Hiſtorie; alle disſe Forfatteres Beretninger om Sigurd ere meddeelte i Saml. til det norſke Folks og Sprogs Hiſtorie I. S. 88—107. Af dem alle maa man viſtnok lægge meeſt Vegt paa Fulcher af Chartres, der ſom Kong Baldvins Kapellan var Øjevidne til Begivenhederne. Dog ſynes ogſaa Alberts Beretninger at grunde ſig paa authentiſke Meddelelſer. Den Uovereensſtemmelſe hos ham, ſaavel med vore Sagaer, ſom med Fulcher, at han tillægger Sigurd alene 40 Skibe, og ſom viſtnok alene grunder ſig paa Skrivfejl, er ovenfor omtalt. Det fortjener derhos at omtales, at Villjam af Tyrus, uagtet han lader Nordmændene lande ved Joppe, dog, ligeſom vore Sagaer, ſiden lader ham drage ud fra Akre mod Sidon; dette maa imidlertid være en Fejl. Ogſaa Villjam af Malmsbury omtaler Sigurds Beſøg i Palæſtina, ſaavel paa det oven anførte Sted (V. 410), ſom tidligere (III. 260). Paa hiint Sted lader han ham indtage baade Tyrus og Sidon, hvilket er urigtigt; paa dette heder det „at han udførte utallige og berømmelige Bedrifter mod Saracenerne, fornemmelig i Sidons Belejring“. Ordrik (S. 767) nævner ligeledes Emne i Stedet for Sidon. I Abbed Nikolas’s Rejſerute (Werlauffs Symbolæ S. 28, Antiqu. Russes II. 408) ſtaar der urigtigt at Baldvin og Sigurd chriſtnede Joppe. Ágrip Cap. 48 taler om at Sigurd indtog „nogle hedenſke Borge og aflagde for at vinde en af dem det Løfte, at afſkaffe Kjødſpiſen om Løverdag i ſit Rige“. Det nævnes ej andetſteds, og ſynes heller ikke at være udført.