Det norske Folks Historie/3/54

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 582-585).

Efter at have tilbragt Vintren hos Roger sejlede Sigurd om Vaaren eller Sommeren videre, og der nævnes intet om hans Ferd og hvilke Steder han paa Vejen anløb, førend han August 1110 ankom udenfor Askalon i det hellige Land. Staden har endnu i Saracenernes Vold, og Sigurd blev liggende et heelt Døgn for at see, om ingen af dem vilde komme ud, for at han da kunde angribe dem; men da de holdt sig ganske stille, drog han den følgende Dag til Joppe, hvor han landede, af Længsel, som der staar, efter at forrette sin Andagt i Jerusalem^[1]. Faa Dage efter viste en vældig ægyptisk Flaade sig udenfor Berytus, og drog, da den ej kunde udrette noget mod denne Stad, til Akre, som den angreb og bragte i den yderste Knibe. Ved Efterretningen saavel herom som om Sigurds Ankomst med en betydelig Flaade og Hær, ilede Kongen af Jerusalem, Baldvin I, tilbage fra Edessa, som han havde hjulpet mod en tyrkisk Krigshær, undsatte Akre, og begav sig derpaa til Joppe, for at hilse paa Sigurd og nærmere erfare, hvad han agtede at foretage sig. Modtagelsen var meget kjærlig paa begge Sider, og Kongerne, siges der, bleve hurtigt forbundne ved fuldkomment Venskabsbaand. Den tyveaarige Sigurd beskrives ved denne Lejlighed af Fulcher af Chartres, der rimeligviis selv oftere saa ham, som „en Yngling af overmaade smukt Udvortes“^[2]. Baldvin bad ham, at han af Kjærlighed til Gud vilde forblive en Stund i Landet og virke for Christendommens Sag. Sigurd erklærede sig beredvillig dertil, og tilbød sig at angribe en eller anden Stad med sin Flaade, eller udrette hvad andet Baldvin maatte forlange, dog vilde han først og fremst forrette sin Andagt i Jerusalem, og anmodede Baldvin om at følge ham did. Heri føjede Baldvin ham, og begge Konger droge nu tilsammen op til den hellige Stad. Her kom den hele Gejstlighed dem imøde i festlig Procession, med Hymner og Sange, efterfulgte af Borgerne og den hele Mængde. Under Velkomstraab ledsagede de Kongerne og deres Følge til den hellige Grav, idet Baldvin selv førte Sigurd ved Haanden, og viste ham alle de hellige Steder med deres Merkværdigheder. Siden bevertede han ham i flere Dage med kongelig Pragt. Ved Indtoget skal Sigurd have indskærpet sine Mænd, ikke at røbe nogen Forundring over hvad de saa, hvor pragtfuldt eller paafaldende det end var, for at man ej derfra skulde drage nogen ufordeelagtig Slutning om deres eget Fædrelands Velstand og Kultur. De rede saaledes frem over de smukke Tepper, hvormed Baldvin havde ladet belægge Vejen ind i Staden uden at ændse dem^[3]. Sigurd opholdt sig temmelig længe hos Baldvin^[4], og ofrede rige Gaver saavel til Christi Grav som til de øvrige Helligdomme, han besøgte. Baldvin ledsagede ham selv under sterk Bedækning til Jordan-Floden, i hvis hellige Vand Sigurd badede sig, og forrettede sin Andagt efter Pilegrimernes Viis. Ved Tilbagekomsten til Jerusalem blev der sammenkaldt et Mode, for at raadslaa om hvad man skulde foretage sig. Det besluttedes eenstemmigt, at man til Lands og Vands skulde angribe Saida eller Sidon^[5], som oftere forgjæves havde været belejret, og at man ej skulde aflade, førend den var indtagen. Sigurd lovede den beredvilligste Medvirkning, og betingede sig kun tilstrækkelig Forsyning med Levnetsmidler^[6]; dog anholdt han ogsaa om en Spaan af det hellige Kors, der opbevaredes i Jerusalem. Han fik den, men kun imod at aflægge den højtidelige Ed, hvori ogsaa 12 af hans ypperste Mænd deeltoge, at den skulde opbevares ved St. Olafs Hvilested, og derhos, at han af al Magt skulde fremme Christendommen, søge, om muligt, at faa en Erkebiskops-Stol oprettet i sit Rige, og indføre Tiende-Ydelsen, idet han selv foregik med sit Exempel. Baldvin og Patriarchen og Jerusalem bekræftede derimod edeligen Relikviens Egthed^[7].

Kong Baldvin og Grev Bertrand af Tripolis lejrede sig nu med en Hær udenfor Sidon til Lands, medens Sigurd, der førte sin Flaade fra Joppe, indsluttede den til Søs. Ved Efterretningen om hans Nærmelse hævede Ægypterne, der frygtede et Angreb af ham, Belejringen af Akre og trak ilet tilbage i Tyrus’s Havn, idet de kun holdt enkelte Krydsere ude paa Søen. Indbyggerne forsvarede sig i lang Tid med stor Tapperhed, indtil Belejrerne fik oprejst en Valslynge, der forvoldte dem megen Skade^[8]. Besværede saavel heraf som af Angrebet fra Søsiden, forlangte de efter sex Ugers Forløb at kapitulere, og tilbøde sig at overgive Staden, imod at Befalingsmanden og de øvrige, som ønskede det, maatte drage bort i Fred med saa meget Gods som de kunde bære. Efter Overlæg med Kong Sigurd, Grev Bertrand og andre forstandige Mænd modtog Baldvin dette Tilbud. Staden blev ham overgiven, 5000 af Indbyggerne droge til Askalon, de øvrige underkastede sig (19 Decbr. 1110). Kongerne skulle have vundet meget Bytte; den Medejendomsret til Staden selv, som Sigurd ved sin kraftige Bistand havde erhvervet, overlod han til Baldvin^[9], der igjen viste sin Taknemlighed ved at uddele Gaver til hans Folk. Strax efter, som det synes, forlod Sigurd Palæstina, ledsaget af Alles Velsignelser^[10].

1. Albert af Aix, XI. 26. Saml. til det norske Folks og Sprogs Historie, 88). Vore Sagaer lade Sigurd lande i Akre (Akrsborg), rimeligviis støttende sig til et Vers af den med Sigurd samtidige, men i Toget ej deeltagende Einar Skulessøn, hvor det heder at Sigurd, efter at have plejet Grækenlandshavet, fæstede sit Skib ved Akrsborg. Men her siges dog egentlig kun at han ankrede, og „Akrsborg“ kunde vel være fremkommet ved en urigtig Opfatning af „Askalon“. August Maaned angives af Albert, Cap. 28.
2. Fulcher Cap. 36. Saml. S. 98. Saavel Albert, som Fulcher nævne 1110 som Aaret for Sigurds Ankomst og Sidons Indtagelse. Villjam af Tyrus, der skrev senere, nævner Ull; men dette er aabenbart urigtigt, ligesaavel som de Ulsterske Annaler 1109. Albert af Mi: og Villjam af Tyrus kalde Sigurd forresten „Magnus“, en Fejltagelse af hans patronymiske Tilnavn „Magnussøn“; alle de tre nævnte Forfattere kalde ham, og med Rette, „en Broder af Norges Konge“.
3. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 9, Snorre Cap. 10. Fagrskinna nævner intet herom paa dette Sted, men fortæller det ved Sigurds Indtog i Constantinopel. Vore Sagaer lade ogsaa Sigurd først træffe Baldvin i Jerusalem, hvilket strider mod Albert af Aix og Villjam af Tyrus.
4. Sagaerne sige udtrykkeligt at han opholdt sig hos Baldvin om Høsten og Begyndelsen af Vintren. Dette stemmer godt med de fremmede Skribenters Udsagn, at Sidon indtoges 19de December, efter mere end sex Ugers Belejring.
5. I Sagaerne skrives Navnet Sætt (udtalt Sajtt), en Efterligning af den paa Stedet selv brugelige Benævnelse Saida, der af Albert af Aix gjengives med Sagitta; af Sæwulf, der i 1103 besøgte Jerusalem, Sagette (Recueil de voyages et de mémoires IV. 852). Merkeligt nok, tilføjer Snorre ved „Sætt“: „nogle mene at det har været Sidon“.
6. Villjam af Torvs (Sml. S. 104). Denne lader Sigurd fremsætte Betingelsen om Levnetsmidler allerede ved sit første Møde med Baldvin, hvilket vel ogsaa er det rigtigste.
7. At Sigurd fik en Spaan af det hellige Kors, omtales alene i vore Sagaer saavel som af Thjodrek; men Rigtigheden kan dog ej betvivles, da denne Relikvie siden spillede en temmelig betydelig Rolle i Norge. Hrokkinskinna og i Hryggjarstykke beskrive Forhandlingerne desangaaende saare vidtløftigt, uden dog i sig selv at berette mere end de øvrige Sagabearbejdelser i faa Linjer.
8. Denne Valslynge, der omtales af de fremmede Skribenter, og især meget udførligt af Albert af Aix, nævnes og i et Vers af Einar Skulessøn, Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 11.
9. Vore Sagaer udtrykke sig, som om Sigurd gav Baldvin den indtagne Stad, sandsynligviis ifølge Halldor Skotlæres Vers, som her citeres, hvor det heder: „du tog ved din Vælde den hedenske Borg, men bortgav den af din Gavmildhed“.
10. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 9—11. Snorre Cap. 10, 11. Fagrskinna Cap. 245. Thjodrek, Cap, 33. Ágrip Cap. 46—48. Med disse stemme i det væsentlige Korstogs-Skribenternes Beretninger, nemlig de allerede ovenfor omtalte Albert af Mit, Fulcher af Chartres, Villjam af Tyrus, og den anonyme Forfatter af Jerusalems Historie; alle disse Forfatteres Beretninger om Sigurd ere meddeelte i Saml. til det norske Folks og Sprogs Historie I. S. 88—107. Af dem alle maa man vistnok lægge meest Vegt paa Fulcher af Chartres, der som Kong Baldvins Kapellan var Øjevidne til Begivenhederne. Dog synes ogsaa Alberts Beretninger at grunde sig paa authentiske Meddelelser. Den Uovereensstemmelse hos ham, saavel med vore Sagaer, som med Fulcher, at han tillægger Sigurd alene 40 Skibe, og som vistnok alene grunder sig paa Skrivfejl, er ovenfor omtalt. Det fortjener derhos at omtales, at Villjam af Tyrus, uagtet han lader Nordmændene lande ved Joppe, dog, ligesom vore Sagaer, siden lader ham drage ud fra Akre mod Sidon; dette maa imidlertid være en Fejl. Ogsaa Villjam af Malmsbury omtaler Sigurds Besøg i Palæstina, saavel paa det oven anførte Sted (V. 410), som tidligere (III. 260). Paa hiint Sted lader han ham indtage baade Tyrus og Sidon, hvilket er urigtigt; paa dette heder det „at han udførte utallige og berømmelige Bedrifter mod Saracenerne, fornemmelig i Sidons Belejring“. Ordrik (S. 767) nævner ligeledes Emne i Stedet for Sidon. I Abbed Nikolas’s Rejserute (Werlauffs Symbolæ S. 28, Antiqu. Russes II. 408) staar der urigtigt at Baldvin og Sigurd christnede Joppe. Ágrip Cap. 48 taler om at Sigurd indtog „nogle hedenske Borge og aflagde for at vinde en af dem det Løfte, at afskaffe Kjødspisen om Løverdag i sit Rige“. Det nævnes ej andetsteds, og synes heller ikke at være udført.