Det norske Folks Historie/3/53

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 576-582).

Fra Minorka tog Sigurd Vejen til Sicilien og Apulien, af hvilke han nu fandt Nordmændenes Efterkommere, Nordmannerne, altsaa sine halve Landsmænd, i fuldkommen Besiddelse. Apuliens Erobring fra Grækerne var allerede bleven fuldført, førend Harald Haardraade endnu havde forladt Constantinopel (1043); under Thankred af Hautevilles Sønner^[1], fornemmelig Robert Viskard^[2], var Resten af Nedre-Italien bleven erobret. Robert Viskard havde af Paven faaet de erobrede Lande til arveligt Herredømme, (1059)^[3], og hans yngste Broder Roger havde efter heldige Krige med Saracenerne paa Sicilien ogsaa omsider erobret denne Ø, med hvilken Robert allerede efter Indtagelsen af Palermo 1072 havde forlenet ham som arveligt Grevskab. Robert, sin Tidsalders første Kriger og statsklogeste Fyrste, havde for at udvide sine Besiddelser endog vovet at angribe det græske Kejserdømme, overvundet Kejser Alexius, og frarevet ham flere Steder og Besiddelser paa Kysten af Epiros, hvoriblandt Durazzo og Øen Kephallenia, hvor han bortrykkedes fra sin Sejrsbane i Aaret 1085 (17 Juli, faa Uger efter at Pave Gregorius VII, hvilken han nys havde befriet fra den Fare, der truede ham, da han af Kong Henrik IV belejredes i Engelsborgen, var død i Salerno, (25 Mai 1085). Roberts Død havde vel gjort Ende paa Erobringerne i Grækenland, men i Nedre-Italien og Sicilien forblev Nordmannernes Magt usvækket, og Roberts Søn af andet Egteskab, Roger, med Tilnavn „Bursa“, fulgte ham som Hertug i Apulien, understøttet af sin Farbroder Roger, der faa Aar efter fuldførte Siciliens Erobring (1090). Robert Viskards ældste og talentfuldeste Søn Buamund^[4], der allerede i sin Faders Levetid havde udmerket sig i Krigen med Grækerne, var siden bleven end mere berømt som en af Hovedanførerne ved det første store Korstog, og havde udbredt den nordmannisk-apuliske Fyrste-Æts Ry indtil det fjerne Østen, ved at oprette Fyrstendømmet Antiochia. Da Kong Sigurd kom til Nedre-Italien, hvilket maa have været om Høsten 1109, var Robert Viskards Søn, Buamunds Halvbroder Roger, endnu Hertug i Apulien: paa Sicilien var Grev Roger, Robert Viskards Broder, død i Aaret 1101, efterladende en fireaarig Søn, den senere saa berømte Storgreve, siden Konge, Roger II, i hvis Mindreaarighed Grev Robert af Burgund sorte Regjeringen. Nordmannerne i Italien holdt endnu Mindet om deres Herkomst i stor Agt og Ære. Da Hertug Robert af Nordmandie, Villjam Erobrerens Søn, der i Aaret 1096 havde taget Korset, med flere franske Fyrster og Herrer lagde Vejen over Italien, modtog Hertug Roger af Apulien ham med Æresbeviisninger „som sin naturlige Herre“ os forsynede ham og hans Mænd i Overflod med alt hvad de behøvede for Vintren, som de tilbragte i hans Rige^[5]. At de, med deres vel bekjendte Ættestolthed og Forkjærlighed for gamle Minder, ogsaa nærede en lignende Interesse for Nordmændene, fra hvis Land deres Forfædre vare udgangne, og hvis Navn de endnu bare kunde man næsten paa Forhaand slutte, og det viste sig ogsaa i den venlige Modtagelse, som nu blev Sigurd og hans Krigere til Deel. Der havde desuden for nylig indtruffet Omstændigheder, som end mere bidroge til at opfriske Mindet. Under Robert Viskards sidste Krig med Grækerne havde han og hans Søn Buamund haft tilstrækkelig Anledning til at lære de nordiske Væringers Tapperhed at kjende. I Slaget ved Durazzo gjennembrød Væringernes lille Skare den ene Fløj af Nordmannernes Hær og drev den paa Flugten; de havde maaskee tilkæmpet Kejseren Sejren, hvis de ikke i Forfølgelsens Hede havde fjernet sig alt for langt fra Hovedhæren, saa at de bleve overmandede, da Nordmannerne standsede og atter vendte sig imod dem: dog flygtede de ej, og bleve næsten alle nedsablede^[6]. Da Buamund siden, mistænkt af og misfornøjet med Kejser Alexius, var vendt tilbage til Okcidenten for at opmuntre dens Fyrster og Riddere til et nyt Korstog, hvilket dog for det første skulde gjelde det græsk-romerske Rige, som han ganske vilde omstyrte, lod han det ogsaa være sig magtpaaliggende at samle under sit Banner flere af de nordiske Krigere, hvis Tapperhed han saa tilstrækkeligt havde lært at kjende; og det fortælles derfor udtrykkeligt om ham, at da han endelig satte over fra Nedreitalien til Epirus, og angreb Durazzo, talte i sin store Hær ogsaa „endeel af dem fra Thule, der plejede at gjøre Krigstjeneste hos Romerne (d. e. de græske Romere i Constantinopel), men som nu havde sluttet sig til ham formedelst Tidens Vilkaar“^[7]. Det skulde heraf næsten endog synes, som om flere Væringer havde forladt Alexius, for at tage Tjeneste hos ham, men Meningen er dog vel kun den, at han ogsaa havde skaffet sig Hjelpetropper fra Norden. Dette var med Slutningen af Aaret 1108; den følgende Vinter og Vaar hengik under frugtesløs Belejring af Durazzo, og i September dum„ enten samtidigt med eller i det mindste kun faa Uger før Sigurds Komme til Apulien, sluttede Buamund Fred med Kejseren^[8]. Under disse Omstændigheder maatte Ankomsten af en stor norsk Flaade, med 10000 vel udrustede Krigere, og anført af Kongen selv, vistnok gjøre megen Opsigt blandt Nordmannerne i Nedre-Italien, og især maa man formode at den ærgjerrige, rastløse Buamund, der strax efter Fredsslutningen vendte tilbage til Apulien, og saaledes i det mindste maa have erfaret, hvilke Fremmede der vare komne, om han end ikke personlig traf sammen med dem, dertil har knyttet nye Planer og Forhaabninger. Ogsaa hans Halvbroder Hertug Roger, med hvem han i tidligere Dage havde fort Krig om Sukcessionen^[9], og som vistnok endnu havde alt at frygte af hans Ærgjerrighed, maatte paa sin Side finde det magtpaaliggende, ved venlig Modtagelse og alslags Forekommenhed at vinde de nys ankomne Nordmænd for sig; han stod desuden middelbart i nærmere Forbindelse med Norden, fordi han siden 10090 havde været gift med den danske Kong Knut den helliges Enke Edla, en Datter af Robert den Friser, Greve af Flandern^[10]. Saaledes kan man A da let forklare, hvad vore Sagaer berette, at Hertug Roger modtog Sigurd paa det venligste, indbød ham til sig, og gjorde hver Dag Opvartning for hans Bord^[11]. Naar han først modtog Hertug Robert af Nordmandie „som sin naturlige Herre“, er der heller intet usandsynligt i at han bar viist Sigurd, der indtog en endnu mere ophøjet Stilling, og var fra Moderlandet selv, den samme Ære. Sigurd gjengjeldte disse Æresbeviisninger, idet han paa Nytaarsdagen eller 8de Dag Juul, da man var kommen til Bords og havde toet Hænderne, tog Hertugen ved Haanden, ledede ham op til Højsædet ved sin Side, og gav ham Kongenavn. Da dette neppe kan have skeet uden at det forud var aftalt med Hertugen, maa man antage at denne ved Opnaaelsen af Kongetitlen troede at kunne skaffe sig en Støtte i Opinionen saavel mod sin ærgjærrige Halvbroder Buamund, som mod sin Brodersøn paa Sicilien, hvis Fader her allerede havde opnaaet en Magt, der i Virkeligheden langt overgik den apuliske Hertugs, og som endnu mere var bleven forøget ved Pave Urban den andens bekjendte Fribrev af 1098. Hertug Roger nød ikke længe godt af denne Kongetitel, da han døde endnu i Begyndelsen af det følgende Aar (Februar 1111), kort for eller efter Buamund, hvis Død henføres deels til 1110, deels til Marts 1111^[12], og hans Ophøjelse kom saaledes neppe engang til almindelig Kundskab; men den er dog ikke desmindre saare merkelig, da den tydeligt lægger for Dagen, at Hertugen af Apulien endnu fuldkommen var sig sin norske Herkomst bevidst og og ikke ansaa det for nogen Nedværdigelse, saavel at gjøre den norske Konge personlig Opvartning, som af hans Haand at modtage Kongeværdigheden: et Tegn paa at han ikke mindre betragtede ham som sin „naturlige Herre“, end den nordmanniske Hertug, ja maaskee endog i saa meget højere Grad som Sigurd efter de Principer, man her havde for Øje, ogsaa var dennes Overmand^[13].

Henrik VI og andre af hans Samtidige omtales; de ere altsaa først nedskrevne paa denne Tid, næsten 90 Aar efter Sigurds Tog, som en historisk Forklaring, uden oprindelig at have været indtagne i Sagaen, og den norske Historiker kunde derfor efter et saa langt Mellemrum lettelig begaa en Fejltagelse eller Forvexling, hvor der var saa stor Anledning dertil som her. Thi her havde man ej alene det samme Navn, Roger, paa de tvende samtidige Fyrster; men da man vidste, at Roger af Sicilien siden virkelig blev Konge, og førte Kongetitlen i 24 Aar (1130—1154) med en Glands, der ganske fordunklede Farbroderens Minde, er det ej at forundres over, om en norsk Historiker i Aaret 1200 kunde antage den sicilianske Rogers Kongetitel for den samme, som Kong Sigurd Nytaarsdag 1110 havde tildeelt sin gjestfrie og høflige Vert, især da Hertug Roger ogsaa, som Overlensherre, i sin officielle Titel kaldtes Hertug af Apulien og Sicilien, og Roger af Sicilien sidenefter (i 1127) ogsaa selv erhvervede Apulien, medens hans Fætter i Apulien derimod døde allerede i 1111, uden at nyde godt af den Kongetitel, Sigurd gav ham, længere end et Aar. Det er altsaa ikke at undres over, at Sagaskriveren har sat den Kongetitel, Sigurd gav Roger af Apulien 1110, i Forbindelse med den, Pave Anaklet II gav hans Fætter Roger af Sicilien og Apulien i 1130, og har gjort begge Personer til een, saaledes at det f. Ex. heder i Fagrskinna: „Kong Roger beholdt siden længe sit Herredømme og forøgede meget sit Rige.“ Den anden Bearbejdelse tillægger endog, at Sigurd gav. Roger Kongenavn over Sicilien „med den Ret, at Øens Herrer der for Eftertiden skulde kaldes Konger“. Alt dette er nedskrevet paa en Tid, da Sicilien var Hovedlandet, efter hvilken Herskeren førte Kongetitel; og fra dette: Standpunkt maa det bedømmes. — At det nu var Apulien, og ikke Sicilien, som Sigurd gjemte, eller i det mindste hvis Fyrste han besøgte, skjønnes deels deraf, at Roger af Sicilien paa denne Tid endnu kun var 12 Aar gammel, stod under Formynderskab, og neppe har haft Myndighed til at indbyde. Sigurd paa egen Haand, deels deraf, at saavel Snorre (Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 24) som Morkinskinna (fol. 30. a.) hvis Lakune her er ophørt, lade Sigurd, i sin Trætte med Eystein om hvo der havde indlagt sig størst Fortjeneste (se nedenfor), omtale sine Rejser saaledes: „jeg drog til Jerusalem, anløb Apulien og gav Roger Jarl den mægtige Kongenavn“ (Snorre), eller „jeg drog til Jordan og anløb Apulien“ (Morkinskinna); uden at de endog med et Ord nævne Sicilien. Da nu Texten paa dette Sted maa antages at stemme langt mere med det samtidige Sagn, end i hiint Capitel, hvor en Tilsætning tydeligt kan sees at have fundet Sted og hvor sandsynligviis det Hele er blevet senere bearbejdet, bliver følgelig Apulien, ikke Sicilien, det Landskab, hvis Fyrste Sigurd besøgte, og Fyrsten bliver følgelig Roger Bursa, Buamunds Halvbroder. Herved bortfalder da ogsaa al den Anledning til Mistanke mod Beretningens Paalidelighed, som flere have fundet deri, at den sicilianske Roger II, skjønt udnævnt til Konge 1110, dog ikke antog Kongenavn førend i 1129, og lod Titlen bekræfte af Paven i 1130. Thi det var Roger Bursa, ikke Roger af Sicilien, som udnævntes til Konge af Sigurd, og denne Kongetitel uddøde med ham efter et Aars

Forløb (Februar 1111), maaskee førend den endnu var bleven bekjendt og anerkjendt. Men det er muligt, at Fordringen paa Kongenavn er gaaet over paa hans Søn Villjam, der kun saare sjelden nævnes, og ved dennes Død (1127) uden Børn, paa Roger af Sicilien, som efterfulgte ham, og hvis Venner maaskee netop have paaberaabt sig denne Fordring da de i 1129 anmodede ham om at antage Kongetitel. At en norsk Sagabearbejder omkring Aar 1200, med de faa Hjelpemidler, der stode ham til Rede, kunde forvexle Roger Bursa med den sicilianske Roger II, er ellers ikke at forundres over, naar man seer at en anseet tydsk Historiker i vore Dage har kunnet forvexle Roger, Robert Viskards Broder, med Roger Bursa; Fr. v. Raumer siger nemlig i sin „Geschichte der Hohenstaufen“ I. S. 574: „Tretten Aar efter denne Forhøielse af hans gejstlige Rettigheder (1098), altsaa i 1111, døde Grev Roger I, og ham fulgte Sønnen af samme Navn, der, efter at Robert Viskards Linje var uddød med dennes Sønnesøn Villjam 1127, forenede de hidtil deelte Besiddelser“. Roger I døde nemlig 1101, og naar Raumer lader ham dø 1111, forvexler han ham med Brodersønnen. Hidtil har det ellers af alle de Bearbejdere af Norges eller Nordens Historie, der omtale Sigurds Rejse, været anseet som givet, at han besøgte Sicilien og Roger II (hvorved denne ogsaa ovenfor, S. 75, er kommen til at blive nævnt i Stedet for Roger Bursa, hvilket herved berigtiges); med mindre man skulde antage at Suhm, efter Trykningen af sin Vte Tome, hvor han for øvrigt istemmer det sædvanlige Udsagn, er bleven opmerksom paa Fejlen; i Registret til 5te Tome, der findes bag ved den 6te, staar nemlig Roger, Hertug af Apulien, og gift med St. Knuts Enke, anført som den der fik Kongenavn af Sigurd, ikke Roger II. Imidlertid kan dette ogsaa kun være at tilskrive en Forseelse af den Mand, der udarbejdede Registret, men som saaledes tilfældigviis kom til at træffe det Rette.

1. Om denne, se ovenfor, S. 72 flgg.
2. Tilnavnet „Viskard“ eller „Guiscard“ (engl. wizard), fik han formedelst sin store Klogskab.
3. Allerede i 1053 havde Pave Leo den 9de, da han efter en uheldig Krig med Nordmannerne var falden i deres Hænder, forligt sig med dem og forlenet dem med alt hvad de da enten havde erobret eller vilde komme til at erobre i Nedre-Italien og paa Sicilien. Efter Hunfred Tankredssøns kort efter indtrufne Død havde Robert Viskard traadt frem som deres fornemste Høvding, og til Fordeel for ham bekræftede nu Pave Nikolaus II i Aaret 1059 hiin ældre Forlening, idet han udnævnte ham til Hertug af Apulien og Sicilien, og bestemte en vis Lensafgift, som han skulde yde.
4. Buamunds egentlige Navn var Markus, men hans Fader havde siden givet ham Tilnavnet „Buamund“ efter en Kæmpe af dette Navn, som var Helten i et gammelt nordmannisk Sagn (Ordrik, S. 817), upaatvivlelig medbragt fra Norge, om vi end ikke nu kunne paavise det i vore egne Ættesagaer, hvis det ikke skulde være den i Snorres Edda Cap. 65 omtalte „Kong Beimune“ (Buamund kaldes af Anna Komnena Baimundos), hvilket dog er mindre troligt. Buamund betragtedes, uagtet han var den ældste Søn, som uegte, fordi Faderen havde skilt sig fra hans Moder formedelst Slægtskab; Robert egtede siden Sigelgaita af Salerno, med hvem han havde Sønnen Roger, der senere sukcederede ham.
5. Ordrik, Cap. IX S. 724: Rugerius autem dux, cognomento Bursa, ducem Normanniæ cum sociis suis, utpote naturalem dominum suum, honorifice suscepit, et quæ necessaria erant copiose administravit“.
6. Anna Komnena, 4de Bog, S. 113—116. Væringernes Anfører kaldes her Nabites (Ναμπίτης); og han omtales senere (S. 195, 7de Bog) i det uheldige Slag ved Dristra 1083, hvoraf det sees, at han ej faldt ved Durazzo. Det er maaskee dette Navn, som svarer til de vidtløftigere Sagaers „Nordbrikt“, hvilket er overført paa Harald Haardraade, se ovenfor S. 116, Anm. 3. Sandsynligviis var det især for at udfylde de ved Durazzo faldne Væringers Plads, at Alexius tog de ovenfor omtalte Angler i sin Tjeneste.
7. Anna Komnena, 12te Bog, S. 370. Da den latinske Oversættelse, som sædvanligviis følges, her er yderst unøjagtig, hidsættes saavel den, som den græske Original, til Sammenligning. Der staar: „ex eâ item gente complures, quæ ab Thule insula Romanam olim sequi militium adsveverat, nunc tamen Baimundi artibus et admiratione in transversum acta, fortunamque ac spem potius quam officium et æquum spectans, in nos infesta veniebat“. Men i Originalen staar kun: Καὶ ὅσοι ἀπὸ τῆς Θούλης νήσου στρατεύονται Ῥωμαίοις, τότε δὴ αὐτῷ προςχωρήσαντες διὰ τήν τοῦ καιροῦ δυναστείαν“. Her staar intet om Buamunds Forførelser, eller Krigernes Pligt-Overtrædelse, kun om „Tidens Medfør“, og saaledes kan man neppe forklare Stedet, som om Væringer virkelig havde gaaet over fra Alexius til Buamund.
8. Wilkens, Gesch. der Kreuzzüge II. 349.
9. Roger bemægtigede sig efter Faderens Død, som egtefød, det hele Hertugdømme, og Buamund greb derfor til Vaaben imod ham; deres Farbroder, Robert af Sicilien, meglede vel Fred, men Roger maatte dog afstaa til Buamund Tarent og Bari m. m.; et.spendt Forhold synes stedse at have hersket mellem dem (jvfr. Galfred Malaterra, IV. 20), og. det er ej usandsynligt, at den ærgjerrige Buamund, da Haabet om at erhverve den græske Kejsertrone glippede, har tænkt paa i det mindste at vinde sin Faders Hertugdømme.
10. Som Systerdatter af Judith, Tostig Godwinessøns Hustru, var Edla saaledes muligviis endog Syskendebarn til Skule paa Rein, og følgelig nær beslægtet med hans Søn Aasulf, der maaskee ledsagede Sigurd paa hans Tog. Se ovenfor S. 339.
11. De Sagaer, hvori Sigurds Ophold hos Roger omtales, hvilke dog, formedelst en Lakune i Morkinskinna, her kun ere Hryggjarstykke, Hrokkinskinna, Snorres Verk og Fagrskinna, af hvilke dog igjen de tre første ere ligelydende og saaledes alene kunne ansees som een Bearbejdelse, berette alle, at den Roger, som Sigurd besøgte, var den bekjendte Roger den 2den af Sicilien, der senere blev Konge, og gjorde saa store Erobringer. Der tilføjes endog nogle faa Notitser om hans Søn og Sønnebørn, hvoraf man tydeligt seer, at det er Roger II, Sagaskriveren har haft for Øje. Ikke desto mindre maa dette være en Fejltagelse, og den Roger, Sigurd besøgte, have været Hertug Roger af Apulien med Tilnavn „Bursa“, Robert Viskards Søn. Først og fremst maa det nemlig nøje merkes, at de nys nævnte Familienotitser m. m., hvilke her især betegne Roger som Roger af Sicilien, gaa ned til henimod Aar 1200, saasom Kejser
12. Se Ducange, Not. til Anna Komnena, 106. Det Dødsaar, der hyppigst angives, synes at være 1111. Dette Aar angiver navnlig Ordric, 11te Bog S. 824.
13. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 8. Snorre Cap. 8, 9. Fagrskinna Cap. 244. Det er kun denne, der lader Sigurd opholde sig om Vintren hos Roger, og give ham Kongetitel 8de Dag Juul. Den anden Bearbejdelse lader ham ankomme til Roger om Vaaren, give ham Kongetitel den 7de Dag i et Gilde, Roger gjorde for ham, og sejle videre om Sommeren. Men da man af samtidige udenlandske Forfattere veed at Sigurd kom til Palæstina i August 1110, og man dog ikke kan antage at Sigurds Bedrifter ved Spaniens Kyster optoge et heelt Aar, maa Fagrskinnas Angivelse, der vist ogsaa har staaet i Morkinskinna, den ældste Text, være den rette. Ved indbyrdes at sammenligne Beretningerne, saadanne som de findes paa de tre oven nævnte Steder, kan man tydelig see, hvorledes de i Tidens Lod have faa flere og flere Tilsætninger, der saaledes vistnok ere uegte. Fagrskinna sige kun at Sigurd ledede Roger Jarl til Højsædet med sig og gav ham Kongenavn. Hrokkinskinna tilføjer „og den Ret, at han skulde være Konge over dette Rige, medens han levede“. Snorre: „og den Ret, at der herefter skulde være Konger over det siciliske Rige, ej, som for, kun Jarler og Hertuger“. Hryggjarstykke: „og den Ret, at han skulde være Konge over det siciliske Rige, og saaledes for Eftertiden Konger, ej som før“ o. s. v.