Det norske Folks Historie/3/53

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Fra Minorka tog Sigurd Vejen til Sicilien og Apulien, af hvilke han nu fandt Nordmændenes Efterkommere, Nordmannerne, altſaa ſine halve Landsmænd, i fuldkommen Beſiddelſe. Apuliens Erobring fra Grækerne var allerede bleven fuldført, førend Harald Haardraade endnu havde forladt Conſtantinopel (1043); under Thankred af Hautevilles Sønner[1], fornemmelig Robert Viskard[2], var Reſten af Nedre-Italien bleven erobret. Robert Viskard havde af Paven faaet de erobrede Lande til arveligt Herredømme, (1059)[3], og hans yngſte Broder Roger havde efter heldige Krige med Saracenerne paa Sicilien ogſaa omſider erobret denne Ø, med hvilken Robert allerede efter Indtagelſen af Palermo 1072 havde forlenet ham ſom arveligt Grevſkab. Robert, ſin Tidsalders førſte Kriger og ſtatsklogeſte Fyrſte, havde for at udvide ſine Beſiddelſer endog vovet at angribe det græſke Kejſerdømme, overvundet Kejſer Alexius, og frarevet ham flere Steder og Beſiddelſer paa Kyſten af Epiros, hvoriblandt Durazzo og Øen Kephallenia, hvor han bortrykkedes fra ſin Sejrsbane i Aaret 1085 (17 Juli, faa Uger efter at Pave Gregorius VII, hvilken han nys havde befriet fra den Fare, der truede ham, da han af Kong Henrik IV belejredes i Engelsborgen, var død i Salerno, (25 Mai 1085). Roberts Død havde vel gjort Ende paa Erobringerne i Grækenland, men i Nedre-Italien og Sicilien forblev Nordmannernes Magt uſvækket, og Roberts Søn af andet Egteſkab, Roger, med Tilnavn „Burſa“, fulgte ham ſom Hertug i Apulien, underſtøttet af ſin Farbroder Roger, der faa Aar efter fuldførte Siciliens Erobring (1090). Robert Viskards ældſte og talentfuldeſte Søn Buamund[4], der allerede i ſin Faders Levetid havde udmerket ſig i Krigen med Grækerne, var ſiden bleven end mere berømt ſom en af Hovedanførerne ved det førſte ſtore Korstog, og havde udbredt den nordmanniſk-apuliſke Fyrſte-Æts Ry indtil det fjerne Øſten, ved at oprette Fyrſtendømmet Antiochia. Da Kong Sigurd kom til Nedre-Italien, hvilket maa have været om Høſten 1109, var Robert Viskards Søn, Buamunds Halvbroder Roger, endnu Hertug i Apulien: paa Sicilien var Grev Roger, Robert Viskards Broder, død i Aaret 1101, efterladende en fireaarig Søn, den ſenere ſaa berømte Storgreve, ſiden Konge, Roger II, i hvis Mindreaarighed Grev Robert af Burgund ſorte Regjeringen. Nordmannerne i Italien holdt endnu Mindet om deres Herkomſt i ſtor Agt og Ære. Da Hertug Robert af Nordmandie, Villjam Erobrerens Søn, der i Aaret 1096 havde taget Korſet, med flere franſke Fyrſter og Herrer lagde Vejen over Italien, modtog Hertug Roger af Apulien ham med Æresbeviisninger „ſom ſin naturlige Herre“ os forſynede ham og hans Mænd i Overflod med alt hvad de behøvede for Vintren, ſom de tilbragte i hans Rige[5]. At de, med deres vel bekjendte Ætteſtolthed og Forkjærlighed for gamle Minder, ogſaa nærede en lignende Interesſe for Nordmændene, fra hvis Land deres Forfædre vare udgangne, og hvis Navn de endnu bare kunde man næſten paa Forhaand ſlutte, og det viſte ſig ogſaa i den venlige Modtagelſe, ſom nu blev Sigurd og hans Krigere til Deel. Der havde desuden for nylig indtruffet Omſtændigheder, ſom end mere bidroge til at opfriſke Mindet. Under Robert Viskards ſidſte Krig med Grækerne havde han og hans Søn Buamund haft tilſtrækkelig Anledning til at lære de nordiſke Væringers Tapperhed at kjende. I Slaget ved Durazzo gjennembrød Væringernes lille Skare den ene Fløj af Nordmannernes Hær og drev den paa Flugten; de havde maaſkee tilkæmpet Kejſeren Sejren, hvis de ikke i Forfølgelſens Hede havde fjernet ſig alt for langt fra Hovedhæren, ſaa at de bleve overmandede, da Nordmannerne ſtandſede og atter vendte ſig imod dem: dog flygtede de ej, og bleve næſten alle nedſablede[6]. Da Buamund ſiden, mistænkt af og misfornøjet med Kejſer Alexius, var vendt tilbage til Okcidenten for at opmuntre dens Fyrſter og Riddere til et nyt Korstog, hvilket dog for det førſte ſkulde gjelde det græſk-romerſke Rige, ſom han ganſke vilde omſtyrte, lod han det ogſaa være ſig magtpaaliggende at ſamle under ſit Banner flere af de nordiſke Krigere, hvis Tapperhed han ſaa tilſtrækkeligt havde lært at kjende; og det fortælles derfor udtrykkeligt om ham, at da han endelig ſatte over fra Nedreitalien til Epirus, og angreb Durazzo, talte i ſin ſtore Hær ogſaa „endeel af dem fra Thule, der plejede at gjøre Krigstjeneſte hos Romerne (d. e. de græſke Romere i Conſtantinopel), men ſom nu havde ſluttet ſig til ham formedelſt Tidens Vilkaar“[7]. Det ſkulde heraf næſten endog ſynes, ſom om flere Væringer havde forladt Alexius, for at tage Tjeneſte hos ham, men Meningen er dog vel kun den, at han ogſaa havde ſkaffet ſig Hjelpetropper fra Norden. Dette var med Slutningen af Aaret 1108; den følgende Vinter og Vaar hengik under frugtesløs Belejring af Durazzo, og i September dum„ enten ſamtidigt med eller i det mindſte kun faa Uger før Sigurds Komme til Apulien, ſluttede Buamund Fred med Kejſeren[8]. Under disſe Omſtændigheder maatte Ankomſten af en ſtor norſk Flaade, med 10000 vel udruſtede Krigere, og anført af Kongen ſelv, viſtnok gjøre megen Opſigt blandt Nordmannerne i Nedre-Italien, og iſær maa man formode at den ærgjerrige, raſtløſe Buamund, der ſtrax efter Fredsſlutningen vendte tilbage til Apulien, og ſaaledes i det mindſte maa have erfaret, hvilke Fremmede der vare komne, om han end ikke perſonlig traf ſammen med dem, dertil har knyttet nye Planer og Forhaabninger. Ogſaa hans Halvbroder Hertug Roger, med hvem han i tidligere Dage havde fort Krig om Sukcesſionen[9], og ſom viſtnok endnu havde alt at frygte af hans Ærgjerrighed, maatte paa ſin Side finde det magtpaaliggende, ved venlig Modtagelſe og alſlags Forekommenhed at vinde de nys ankomne Nordmænd for ſig; han ſtod desuden middelbart i nærmere Forbindelſe med Norden, fordi han ſiden 10090 havde været gift med den danſke Kong Knut den helliges Enke Edla, en Datter af Robert den Friſer, Greve af Flandern[10]. Saaledes kan man A da let forklare, hvad vore Sagaer berette, at Hertug Roger modtog Sigurd paa det venligſte, indbød ham til ſig, og gjorde hver Dag Opvartning for hans Bord[11]. Naar han førſt modtog Hertug Robert af Nordmandie „ſom ſin naturlige Herre“, er der heller intet uſandſynligt i at han bar viiſt Sigurd, der indtog en endnu mere ophøjet Stilling, og var fra Moderlandet ſelv, den ſamme Ære. Sigurd gjengjeldte disſe Æresbeviisninger, idet han paa Nytaarsdagen eller 8de Dag Juul, da man var kommen til Bords og havde toet Hænderne, tog Hertugen ved Haanden, ledede ham op til Højſædet ved ſin Side, og gav ham Kongenavn. Da dette neppe kan have ſkeet uden at det forud var aftalt med Hertugen, maa man antage at denne ved Opnaaelſen af Kongetitlen troede at kunne ſkaffe ſig en Støtte i Opinionen ſaavel mod ſin ærgjærrige Halvbroder Buamund, ſom mod ſin Broderſøn paa Sicilien, hvis Fader her allerede havde opnaaet en Magt, der i Virkeligheden langt overgik den apuliſke Hertugs, og ſom endnu mere var bleven forøget ved Pave Urban den andens bekjendte Fribrev af 1098. Hertug Roger nød ikke længe godt af denne Kongetitel, da han døde endnu i Begyndelſen af det følgende Aar (Februar 1111), kort for eller efter Buamund, hvis Død henføres deels til 1110, deels til Marts 1111[12], og hans Ophøjelſe kom ſaaledes neppe engang til almindelig Kundſkab; men den er dog ikke desmindre ſaare merkelig, da den tydeligt lægger for Dagen, at Hertugen af Apulien endnu fuldkommen var ſig ſin norſke Herkomſt bevidſt og og ikke anſaa det for nogen Nedværdigelſe, ſaavel at gjøre den norſke Konge perſonlig Opvartning, ſom af hans Haand at modtage Kongeværdigheden: et Tegn paa at han ikke mindre betragtede ham ſom ſin „naturlige Herre“, end den nordmanniſke Hertug, ja maaſkee endog i ſaa meget højere Grad ſom Sigurd efter de Principer, man her havde for Øje, ogſaa var dennes Overmand[13].

    Henrik VI og andre af hans Samtidige omtales; de ere altſaa førſt nedſkrevne paa denne Tid, næſten 90 Aar efter Sigurds Tog, ſom en hiſtoriſk Forklaring, uden oprindelig at have været indtagne i Sagaen, og den norſke Hiſtoriker kunde derfor efter et ſaa langt Mellemrum lettelig begaa en Fejltagelſe eller Forvexling, hvor der var ſaa ſtor Anledning dertil ſom her. Thi her havde man ej alene det ſamme Navn, Roger, paa de tvende ſamtidige Fyrſter; men da man vidſte, at Roger af Sicilien ſiden virkelig blev Konge, og førte Kongetitlen i 24 Aar (1130—1154) med en Glands, der ganſke fordunklede Farbroderens Minde, er det ej at forundres over, om en norſk Hiſtoriker i Aaret 1200 kunde antage den ſicilianſke Rogers Kongetitel for den ſamme, ſom Kong Sigurd Nytaarsdag 1110 havde tildeelt ſin gjeſtfrie og høflige Vert, iſær da Hertug Roger ogſaa, ſom Overlensherre, i ſin officielle Titel kaldtes Hertug af Apulien og Sicilien, og Roger af Sicilien ſidenefter (i 1127) ogſaa ſelv erhvervede Apulien, medens hans Fætter i Apulien derimod døde allerede i 1111, uden at nyde godt af den Kongetitel, Sigurd gav ham, længere end et Aar. Det er altſaa ikke at undres over, at Sagaſkriveren har ſat den Kongetitel, Sigurd gav Roger af Apulien 1110, i Forbindelſe med den, Pave Anaklet II gav hans Fætter Roger af Sicilien og Apulien i 1130, og har gjort begge Perſoner til een, ſaaledes at det f. Ex. heder i Fagrſkinna: „Kong Roger beholdt ſiden længe ſit Herredømme og forøgede meget ſit Rige.“ Den anden Bearbejdelſe tillægger endog, at Sigurd gav. Roger Kongenavn over Sicilien „med den Ret, at Øens Herrer der for Eftertiden ſkulde kaldes Konger“. Alt dette er nedſkrevet paa en Tid, da Sicilien var Hovedlandet, efter hvilken Herſkeren førte Kongetitel; og fra dette: Standpunkt maa det bedømmes. — At det nu var Apulien, og ikke Sicilien, ſom Sigurd gjemte, eller i det mindſte hvis Fyrſte han beſøgte, ſkjønnes deels deraf, at Roger af Sicilien paa denne Tid endnu kun var 12 Aar gammel, ſtod under Formynderſkab, og neppe har haft Myndighed til at indbyde. Sigurd paa egen Haand, deels deraf, at ſaavel Snorre (Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 24) ſom Morkinſkinna (fol. 30. a.) hvis Lakune her er ophørt, lade Sigurd, i ſin Trætte med Eyſtein om hvo der havde indlagt ſig ſtørſt Fortjeneſte (ſe nedenfor), omtale ſine Rejſer ſaaledes: „jeg drog til Jeruſalem, anløb Apulien og gav Roger Jarl den mægtige Kongenavn“ (Snorre), eller „jeg drog til Jordan og anløb Apulien“ (Morkinſkinna); uden at de endog med et Ord nævne Sicilien. Da nu Texten paa dette Sted maa antages at ſtemme langt mere med det ſamtidige Sagn, end i hiint Capitel, hvor en Tilſætning tydeligt kan ſees at have fundet Sted og hvor ſandſynligviis det Hele er blevet ſenere bearbejdet, bliver følgelig Apulien, ikke Sicilien, det Landſkab, hvis Fyrſte Sigurd beſøgte, og Fyrſten bliver følgelig Roger Bursa, Buamunds Halvbroder. Herved bortfalder da ogſaa al den Anledning til Mistanke mod Beretningens Paalidelighed, ſom flere have fundet deri, at den ſicilianſke Roger II, ſkjønt udnævnt til Konge 1110, dog ikke antog Kongenavn førend i 1129, og lod Titlen bekræfte af Paven i 1130. Thi det var Roger Burſa, ikke Roger af Sicilien, ſom udnævntes til Konge af Sigurd, og denne Kongetitel uddøde med ham efter et Aars

    Forløb (Februar 1111), maaſkee førend den endnu var bleven bekjendt og anerkjendt. Men det er muligt, at Fordringen paa Kongenavn er gaaet over paa hans Søn Villjam, der kun ſaare ſjelden nævnes, og ved dennes Død (1127) uden Børn, paa Roger af Sicilien, ſom efterfulgte ham, og hvis Venner maaſkee netop have paaberaabt ſig denne Fordring da de i 1129 anmodede ham om at antage Kongetitel. At en norſk Sagabearbejder omkring Aar 1200, med de faa Hjelpemidler, der ſtode ham til Rede, kunde forvexle Roger Burſa med den ſicilianſke Roger II, er ellers ikke at forundres over, naar man ſeer at en anſeet tydſk Hiſtoriker i vore Dage har kunnet forvexle Roger, Robert Viskards Broder, med Roger Burſa; Fr. v. Raumer ſiger nemlig i ſin „Geſchichte der Hohenſtaufen“ I. S. 574: „Tretten Aar efter denne Forhøielſe af hans gejſtlige Rettigheder (1098), altſaa i 1111, døde Grev Roger I, og ham fulgte Sønnen af ſamme Navn, der, efter at Robert Viskards Linje var uddød med dennes Sønneſøn Villjam 1127, forenede de hidtil deelte Beſiddelſer“. Roger I døde nemlig 1101, og naar Raumer lader ham dø 1111, forvexler han ham med Broderſønnen. Hidtil har det ellers af alle de Bearbejdere af Norges eller Nordens Hiſtorie, der omtale Sigurds Rejſe, været anſeet ſom givet, at han beſøgte Sicilien og Roger II (hvorved denne ogſaa ovenfor, S. 75, er kommen til at blive nævnt i Stedet for Roger Burſa, hvilket herved berigtiges); med mindre man ſkulde antage at Suhm, efter Trykningen af ſin Vte Tome, hvor han for øvrigt iſtemmer det ſædvanlige Udſagn, er bleven opmerkſom paa Fejlen; i Regiſtret til 5te Tome, der findes bag ved den 6te, ſtaar nemlig Roger, Hertug af Apulien, og gift med St. Knuts Enke, anført ſom den der fik Kongenavn af Sigurd, ikke Roger II. Imidlertid kan dette ogſaa kun være at tilſkrive en Forſeelſe af den Mand, der udarbejdede Regiſtret, men ſom ſaaledes tilfældigviis kom til at træffe det Rette.

  1. Om denne, ſe ovenfor, S. 72 flgg.
  2. Tilnavnet „Viskard“ eller „Guiscard“ (engl. wizard), fik han formedelſt ſin ſtore Klogſkab.
  3. Allerede i 1053 havde Pave Leo den 9de, da han efter en uheldig Krig med Nordmannerne var falden i deres Hænder, forligt ſig med dem og forlenet dem med alt hvad de da enten havde erobret eller vilde komme til at erobre i Nedre-Italien og paa Sicilien. Efter Hunfred Tankredsſøns kort efter indtrufne Død havde Robert Viskard traadt frem ſom deres fornemſte Høvding, og til Fordeel for ham bekræftede nu Pave Nikolaus II i Aaret 1059 hiin ældre Forlening, idet han udnævnte ham til Hertug af Apulien og Sicilien, og beſtemte en vis Lensafgift, ſom han ſkulde yde.
  4. Buamunds egentlige Navn var Markus, men hans Fader havde ſiden givet ham Tilnavnet „Buamund“ efter en Kæmpe af dette Navn, ſom var Helten i et gammelt nordmanniſk Sagn (Ordrik, S. 817), upaatvivlelig medbragt fra Norge, om vi end ikke nu kunne paaviſe det i vore egne Ætteſagaer, hvis det ikke ſkulde være den i Snorres Edda Cap. 65 omtalte „Kong Beimune“ (Buamund kaldes af Anna Komnena Baimundos), hvilket dog er mindre troligt. Buamund betragtedes, uagtet han var den ældſte Søn, ſom uegte, fordi Faderen havde ſkilt ſig fra hans Moder formedelſt Slægtſkab; Robert egtede ſiden Sigelgaita af Salerno, med hvem han havde Sønnen Roger, der ſenere ſukcederede ham.
  5. Ordrik, Cap. IX S. 724: Rugerius autem dux, cognomento Bursa, ducem Normanniæ cum sociis suis, utpote naturalem dominum suum, honorifice suscepit, et quæ necessaria erant copiose administravit“.
  6. Anna Komnena, 4de Bog, S. 113—116. Væringernes Anfører kaldes her Nabites (Ναμπίτης); og han omtales ſenere (S. 195, 7de Bog) i det uheldige Slag ved Driſtra 1083, hvoraf det ſees, at han ej faldt ved Durazzo. Det er maaſkee dette Navn, ſom ſvarer til de vidtløftigere Sagaers „Nordbrikt“, hvilket er overført paa Harald Haardraade, ſe ovenfor S. 116, Anm. 3. Sandſynligviis var det iſær for at udfylde de ved Durazzo faldne Væringers Plads, at Alexius tog de ovenfor omtalte Angler i ſin Tjeneſte.
  7. Anna Komnena, 12te Bog, S. 370. Da den latinſke Overſættelſe, ſom ſædvanligviis følges, her er yderſt unøjagtig, hidſættes ſaavel den, ſom den græſke Original, til Sammenligning. Der ſtaar: „ex eâ item gente complures, quæ ab Thule insula Romanam olim sequi militium adsveverat, nunc tamen Baimundi artibus et admiratione in transversum acta, fortunamque ac spem potius quam officium et æquum spectans, in nos infesta veniebat“. Men i Originalen ſtaar kun: Καὶ ὅσοι ἀπὸ τῆς Θούλης νήσου στρατεύονται Ῥωμαίοις, τότε δὴ αὐτῷ προςχωρήσαντες διὰ τήν τοῦ καιροῦ δυναστείαν“. Her ſtaar intet om Buamunds Forførelſer, eller Krigernes Pligt-Overtrædelſe, kun om „Tidens Medfør“, og ſaaledes kan man neppe forklare Stedet, ſom om Væringer virkelig havde gaaet over fra Alexius til Buamund.
  8. Wilkens, Geſch. der Kreuzzüge II. 349.
  9. Roger bemægtigede ſig efter Faderens Død, ſom egtefød, det hele Hertugdømme, og Buamund greb derfor til Vaaben imod ham; deres Farbroder, Robert af Sicilien, meglede vel Fred, men Roger maatte dog afſtaa til Buamund Tarent og Bari m. m.; et.ſpendt Forhold ſynes ſtedſe at have herſket mellem dem (jvfr. Galfred Malaterra, IV. 20), og. det er ej uſandſynligt, at den ærgjerrige Buamund, da Haabet om at erhverve den græſke Kejſertrone glippede, har tænkt paa i det mindſte at vinde ſin Faders Hertugdømme.
  10. Som Syſterdatter af Judith, Toſtig Godwinesſøns Huſtru, var Edla ſaaledes muligviis endog Syſkendebarn til Skule paa Rein, og følgelig nær beſlægtet med hans Søn Aasulf, der maaſkee ledſagede Sigurd paa hans Tog. Se ovenfor S. 339.
  11. De Sagaer, hvori Sigurds Ophold hos Roger omtales, hvilke dog, formedelſt en Lakune i Morkinſkinna, her kun ere Hryggjarſtykke, Hrokkinſkinna, Snorres Verk og Fagrſkinna, af hvilke dog igjen de tre førſte ere ligelydende og ſaaledes alene kunne anſees ſom een Bearbejdelſe, berette alle, at den Roger, ſom Sigurd beſøgte, var den bekjendte Roger den 2den af Sicilien, der ſenere blev Konge, og gjorde ſaa ſtore Erobringer. Der tilføjes endog nogle faa Notitſer om hans Søn og Sønnebørn, hvoraf man tydeligt ſeer, at det er Roger II, Sagaſkriveren har haft for Øje. Ikke deſto mindre maa dette være en Fejltagelſe, og den Roger, Sigurd beſøgte, have været Hertug Roger af Apulien med Tilnavn „Burſa“, Robert Viskards Søn. Førſt og fremſt maa det nemlig nøje merkes, at de nys nævnte Familienotitſer m. m., hvilke her iſær betegne Roger ſom Roger af Sicilien, gaa ned til henimod Aar 1200, ſaaſom Kejſer
  12. Se Ducange, Not. til Anna Komnena, 106. Det Dødsaar, der hyppigſt angives, ſynes at være 1111. Dette Aar angiver navnlig Ordric, 11te Bog S. 824.
  13. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 8. Snorre Cap. 8, 9. Fagrſkinna Cap. 244. Det er kun denne, der lader Sigurd opholde ſig om Vintren hos Roger, og give ham Kongetitel 8de Dag Juul. Den anden Bearbejdelſe lader ham ankomme til Roger om Vaaren, give ham Kongetitel den 7de Dag i et Gilde, Roger gjorde for ham, og ſejle videre om Sommeren. Men da man af ſamtidige udenlandſke Forfattere veed at Sigurd kom til Palæſtina i Auguſt 1110, og man dog ikke kan antage at Sigurds Bedrifter ved Spaniens Kyſter optoge et heelt Aar, maa Fagrſkinnas Angivelſe, der viſt ogſaa har ſtaaet i Morkinſkinna, den ældſte Text, være den rette. Ved indbyrdes at ſammenligne Beretningerne, ſaadanne ſom de findes paa de tre oven nævnte Steder, kan man tydelig ſee, hvorledes de i Tidens Lod have faa flere og flere Tilſætninger, der ſaaledes viſtnok ere uegte. Fagrſkinna ſige kun at Sigurd ledede Roger Jarl til Højſædet med ſig og gav ham Kongenavn. Hrokkinſkinna tilføjer „og den Ret, at han ſkulde være Konge over dette Rige, medens han levede“. Snorre: „og den Ret, at der herefter ſkulde være Konger over det ſiciliſke Rige, ej, ſom for, kun Jarler og Hertuger“. Hryggjarſtykke: „og den Ret, at han ſkulde være Konge over det ſiciliſke Rige, og ſaaledes for Eftertiden Konger, ej ſom før“ o. ſ. v.