Det norske Folks Historie/3/52

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Udruſtningerne til Korstoget bleve drevne med Lyſt og Omhyggelighed. Men da der til dette Tog alene kunde anvendes Frivillige, eller Mænd, hvis egen religiøſe Iver eller Lyſt til Æventyr havde bragt dem til at tage Korſet, medens man dog paa den anden Side kun ønſkede dygtige og udvalgte Folk, medtoge Forberedelſerne en lang Tid, hele fire Aar[1]. Men da var ogſaa en Flaade paa 60Skibe ſamlet og bemandet med 10000 udſøgte Krigere fra alle Egne af Landet, hvoriblandt mange Lendermænd og andre anſeede Mænd[2]. Deres Navne angives ej, men man maa formode at der blandt disſe Lendermænd ogſaa har været flere af dem, der nævnes ſom Deeltagere i Kong Magnus’s Veſterhavstog, thi Sigurd var endnu ſaa ung — kun 17 Aar — at han nok kunde behøve at have ældre, erfarne Raadgivere med ſig. Det var allerede aftalt, at Kong Eyſtein ſkulde beſtyre det hele Rige i Sigurds Fraværelſe. Toget gik ud fra Hordeland[3], ſandſynligviis fra Bergen, hvor Flaaden altſaa maa have ſamlet ſig. Før Afreiſen ſagde Sigurd til Eyſtein; „Nu er dette Tog, min Broder, omhyggeligt udruſtet med eders Hjelp og Biſtand, og det er nu ſaare ønſkeligt at vi maatte opføre os ſom det ſømmer ſig Stormænd, og at vi alle maatte vinde ſaa vel Hæder ſom Sjælebod“. „Det vil viſt gaa dig godt“,s var Eyſteins Svar, „thi du ſeer juſt ud til at kunne lægge megen Dygtighed og Handlekraft for Dagen. Vi ſkulle imidlertid ſee til at ſtyre Riget ſaa godt vi formaa“[4].

Sigurd afſejlede om Høſten 1107, og ſtyrede førſt til England, hvor han blev venſkabeligt modtagen af Kong Henrik, der efter Magnus Barfods Død ikke længer havde noget at frygte af Norge eller udeſtaaende med dets Konger, og desuden nu, da han havde overvundet ſin Broder, Hertug Robert, og taget ham til Fange (1106), følte ſig langt anderledes ſikker paa Tronen, end forhen. Henrik tilſtod derfor Sigurd ſtrax Fred, da han efter de Tiders Skik forlangte den, og Sigurd tilbragte den hele Vinter i England„ med rund Haand uddelende Gaver til forſkjellige Kirker, og, ſom man maa formode, deeltagende i det muntre Liv ved Henriks glimrende Hof[5]. Kong Henrik, fortæller en af vore Sagaer, tilbød Sigurd ſit Venſkab, ſiden han havde beſøgt ham og var i Begreb med at foretage en Rejſe i et ſaa godt Formaal. „Jeg vil“, ſagde han, „hjelpe eder med alt hvad I behøve, og jeg kan tænke mig at I trænge til mangt og meget, hvad Penge og Gods angaar, paa en faa ſtor og langvarig Ferd“. Sigurd modtog dette Tilbud med Glæde og takkede ham paa det bedſte for al den Ære og venlige Biſtand, han forundte dem[6]. Om Vaaren (1108) fortſattes Rejſen langs Frankriges Kyſter, men Vinden var ugunſtig om Sommeren, og Sigurd miſtede endog et Skib i de farlige Strømhvirvler ved Alderney[7].

Førſt henimod Høſten ankom de til Gallicien eller Jakobsland i Spanien, hvor Sigurd beſluttede at tilbringe den anden Vinter. Han lod anholde hos den Hertug eller Greve, der beſtyrede Provindſen, om Tilladelſe hertil, ſaa vel ſom til at forſyne ſin Hær med den nødvendige Proviant, hvorimod han lovede at hans Mænd ſkulde opføre ſig ordentligt og føjeligt mod Indbyggerne. Hertugen ſamtykkede heri, og ſluttede Overeenskomſt med Sigurd, hvorved han forpligtede ſig til at holde et beſtemt Torv ſaaledes forſynet den hele Vinter, at Nordmændene der kunde finde tilſtrækkeligt Forraad til deres Indkjøb af Levnetsmidler, hvorimod Sigurd indeſtod for ſine Mænds gode Opførſel. Men den ordentlige Forſyning vedvarede ikke længer end til Julen, fordi Gallicien i den Tid var lidet frugtbart og viſtnok ogſaa temmelig ſlet dyrket, ej at tale om, at Nordſpanien endog i vore Dage, ſaa godt det end er opdyrket, dog ikke frembringer Korn nok til eget Forbrug[8]. Sigurd kunde imidlertid ej tage Henſyn hertil, og ſagde til ſine Mænd, at da Hertugen ikke havde opfyldt Overeenskomſten, var den derfor ikke længer bindende for dem, og de maatte ſee til at hjelpe ſig ſelv ſom de bedſt kunde. Han opfordrede dem derfor til at ſtaa ham troligen bi ved Udførelſen af en eller anden kjek og raſk Handling, der nu var nødvendig, og hvorved de vilde kunne indlægge ſig megen Hæder. Hans Opfordring blev modtagen med Bifaldsraab, og nu gik de løs paa den Borg, hvor Hertugen reſiderede. Da han kun havde ſaa Folk hos ſig, tog han Flugten, og Sigurd gjorde et ſtort Bytte, baade af Levnetsmidler og andet Hærfang, ſom blev bragt ombord paa Skibene[9]. Tidligt om Vaaren (1109) droge de videre, og ſtyrede forbi Spaniens, eller det nuværende Portugals, Veſtkyſt. Her mødte de en betydelig mauriſk Flaade af ſtore Galejer, der krydſede paa Sørøvertog. Sigurd angreb dem, ſigende at det traf ſig belejligt, at Folk paa den Kant kunde ſee hvorledes Nordmændene forſtode at ſlaas. Efter en haard Kamp lykkedes det Sigurd og hans Mænd at entre, rydde og tage 8 Galejer; de øvrige flygtede, efter at en ſtor Mængde af Maurerne vare faldne eller omkomne i Søen. Dette regnedes ſiden for det førſte egentlige Slag, ſom Sigurd holdt paa dette Tog[10]. Siden efter landede Sigurd udenfor Cintra, hvilket, ſaa vel ſom Lisſabon og Santarem, i Aaret 1093 havde været frataget Maurerne, men nylig atter var faldet i deres Vold og benyttedes ſom Udgangspunkt for ødelæggende Strejftog mod de Chriſtne. Som Korsfarer anſaa Sigurd ſig forpligtet til at ſtaa de Chriſtne bi mod de Vantroende og vovede et Angreb mod Kaſtellet, hvilket han indtog efter en heftig Kamp. Han tilbød de Maurer, ſom han der tog til Fange, at ſkjenke dem Livet, hvis de vilde antage Chriſtendommen; men da de vægrede ſig derved, lod han dem, paa Korsfarerviis, alle dræbe[11]. Sandſynligviis har denne Sejr bidraget til at Henrik af Burgund, den førſte Greve af Portugal, der den Gang ſom Vaſall under Kong Alfons VI af Caſtilien beherſkede hiint Landſkab, Aaret efter kunde indtage Staden. Fra Cintra drog Sigurd til det nærliggende Lisſabon, der ligeledes atter var faldet i Maurernes Hænder, og derfor, ſom vore Sagaer udtrykke ſig, var halv chriſtent og halv hedenſkt. De fortælle, at Sigurd angreb Staden, fik Murene nedbrudte med Valſlynger, og trængte ind i den, ſaa at han tog ſaa meget Bytte af den, ſom han vilde, og fik mange af de fangne Vantroende til at antage Chriſtendommen. Men den ſamtidige Skald Halldor Skvaldre, der har beſunget dette Tog, i hvilket han rimeligviis endog ſelv deeltog, og, ſom det udtrykkeligt heder, ordnede Fraſagnet om de Slag, Sigurd holdt paa ſin Ferd, taler i det Vers, ſom handler om den ſidſt nævnte Kamp, kun om „at Kongen vandt ſin tredie Sejr ved den Borg, Folk kalde Lisſabon“. Da det nu er utænkeligt, at Sigurd, efter førſt at have indtaget Staden, ved ſin Bortrejſe ſkulde have givet den tilbage til Maurerne, og ikke heller overladt den til Grev Henrik, og da det er viſt at denne ikke opnaaede at erobre Lisſabon, hvilken ej blev indtaget førend længe efter, under hans Søn (1147), er det aabenbart, at den Bedrift, Sagaerne tillægge Sigurd, alene kan have beſtaaet i en Sejr over Maurerne udenfor Stadens Mure, eller Indtagelſen af et i Nærheden beliggende og til Stadens Fæſtningsverker hørende Kaſtell[12]. Ved Lisſabon, ſiger Sagaerne, er Grændſen mellem det chriſtne og det hedenſke Spanien; det vil ſige: Tejofloden ſkillede mellem den af de Chriſtne erobrede Deel af Portugal, og den ſydlige, ſom endnu var i Moslemernes Vold. Her, i det ſaakaldte hedenſke Spanien, angreb og indtog Sigurd en Borg, ſom i vore Sagaer og Halldor Skvaldres Draapa kaldes Alkasſa eller Alkasſi, hvilket Navn dog neppe er det rette, men kun en Forvanſkning af den ſædvanlige ſpanſke, fra det arabiſke Sprog laante Benævnelſe paa et Kaſtell eller en Fæſtning i Almindelighed, nemlig Alcázar; Stedet maa være en eller anden Borg eller befæſtet Stad i Strøget mellem Tejo og Njørvaſund eller Strædet ved Gibraltar, gjennem hvilket Sigurd dernæſt ſejlede, uden forinden at lægge til Land[13]. I Strædet mødte han atter en ſtor Sørøverflaade, ſom angreb ham, men blev overvunden. Han ſtyrede derpaa videre mod Øſt eller Nordøſt, indtil han kom til Øen Formentera. Her havde en Deel mauriſke og afrikanſke Røvere[14] indrettet ſig et ſterkt befæſtet Tilhold i en Hule under et ſtejlt Bjerg, hvortil der var en meget brat Opgang; foran Hulen havde de opført et Bryſtværn af Steen, og Hulen ſelv var ligeledes ved en Tvermuur afdeelt i to Rum, et ydre og et indre, hvilket ſidſte formodentlig tjente ſom Opbevaringsſted for det Bytte, ſom de bragte med fra deres idelige Røvertog. Sigurd forſøgte et Angreb paa Hulen, men det var umuligt for hans Mænd at komme op ad den bratte Bakke under Hulen, ſaalænge Maurerne fra Bryſtværnet kunde ſkyde og vælte Stene ned paa dem. Maurerne haanede de tilbagevigende Nordmænd ved Raab og Skrig, og ved at viſe dem prægtige Tøjer og andet koſtbart Bytte, ſom de med udæſkende Trods hængte udenfor Muren og ſvingede i Luften. Da lod Sigurd to Barker eller mindre Skibsbaade, fyldte med bevæbnede Mænd, i ſterke Toug hidſe ned fra det øverſte af Bjerget foran Hulens Aabning; fra disſe Baade ſendtes der en ſaa heftig Regn af Pile og Stene ned paa Maurerne, at disſe, der ikke havde gode Forſvarsvaaben, maatte forlade Bryſtværnet og trække ſig længer ind i Hulen. Vejen opad Bjergfoden var ſaaledes fri, og Sigurd gik med den ſtørſte Deel af ſine Mænd lige op til Bryſtværnet, fik brudt Hul paa Muren, og trængte ind i Hulen. Maurerne flygtede bagom den indre Muur, og ſøgte at forſvare ſig derfra, men Sigurd lod et ſtort Baal antænde ved Hulens Indgang, og da Røgen og Ilden tog Overhaand, bleve endeel kvalte, og andre, der ſøgte at komme ud, faldt for Nordmændenes Vaaben. Ikke en eneſte undkom. Her gjorde Sigurd og Nordmændene det rigeſte Bytte paa det hele Tog[15]. Fra Formentera droge de til det nærliggende Iviza, og derfra til Minorka. Paa begge Steder kæmpede de med Maurerne, eller holdt, ſom Halldor Skald ſiger, det 7de og det 8de Slag[16]. Efter en ſamtidig engelſk Beretning ſkal Sigurd, hvad der ogſaa er det ſandſynligſte, have hjemſøgt baade Majorka og Minorka[17].

  1. Morkinſkinna og Fagrſkinna nævne kun tre Vintre; men da vi af fremmede, ſamtidige Forfattere vide, at Sigurd kom til Palæſtina 1110, og alle vore egne Sagaer lade ham tilbringe en Høſt, to Vintre og de mellemliggende Tider paa Rejſen derhen, maa han altſaa være dragen ud 1107 om Høſten. Dette angives ogſaa i de øvrige Sagaer, navnlig af Snorre.
  2. Antallet, 60 Skibe, angives ſaa vel i Kongeſagaerne (Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 2) ſom af den ſamtidige Fulcher af Chartres Cap. 36. Ei tuſende Mand nævnes af Albert af Aix, XI. 26; han nævner ellers kun 40 Skibe, men dette kan let ſkyldes Fejlſkrift eller Fejllæsning, nemlig „xl“ i Stedet for „lx“.
  3. Dette ſiges udtrykkeligt i Morkinſkinna.
  4. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 2.
  5. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 3, hvor ogſaa Thoraren Stutfeld og Einar Skulesſøn anføres til Bekræftelſe. Sigurds Ophold i England omtales derhos af Villjam af Malmsbury, hans Samtidige V. 4100 Han kalder ham her „allerede i ſin førſte Ungdom værd at ſammenligne med de kjekkeſte“. Det er Villjam, der nævner om at Sigurd „forlangte Kongens Fred“ og „ſkjenkede meget Guld til Kirkerne“.
  6. Morkinſkinna, fol. 25. a.
  7. Dette ſiges ej i Sagaerne, men fortælles derimod af Villjam af Malmsbury, V. 410. Der ſtaar nemlig, at Sigurd om Vaaren forlod England, ſejlede ud paa Havet, ſiden beſøgte de baleariſke Øer, og drog derfra til Jeruſalem, efter alene at have miſtet eet Skib, der ved at lægge for ſildigt ud af Havnen, blev opſlugt af det forfærdelige Havſvælg, der, ſom Langobardernes Hiſtorieſkriver Paal fortæller, findes mellem de ſeqvanſke og aqvitanſke Kyſter (d. e. mellem Kanalen og det bizcayiſke Hav) og hvis Bølger bryde ſig med en Larm der høres i 30 Miles Afſtand. Hvis man ved førſte Øjekaſt vilde ſlutte fra Ordenen, hvori Villjam omtaler de Steder, Sigurd anløb, ſkulde det ſynes, ſom om han meente at Ulykken ſkede i Middelhavet; men da han ſelv udtrykkeligt nævner Stedet, og da det desuden førſt ved Rejſens Ende var Spørgsmaal om at nævne hvor vidt han medbragte alle ſine Skibe, og — hvis dette ej var Tilfældet — ved hvilken Anledning han havde tabt noget af dem: bliver det aabenbart, at Ulykken foregik etſteds ved den franſke Kyſt. Dette angives nærmere af den Skribent, Villjam her citerer, nemlig Paulus Diaconus, I. 6. Han nævner her den 30 Mile fra den ſeqvaniſke Kyſt liggende Ø Ebodia, hvor Larmen af Havſvælget tydeligt høres, og anfører endog en fornem Galler ſom Øjevidne. Ebodia antages at være det nuværende Alderney, en af de 4 nordmanniſke Øer, der nu tilhøre England, i hvis Nærhed der findes en farlig Strøm, kaldet the race af Alderney. Sigurd har altſaa ſøgt Havn her. At han iſær fik haardt Vejr i det ſlemme Farvand omkring Bretagne, er i ſig ſelv rimeligt, og ſtemmer med Morkinſkinnas Udſagn „at han fik ſeen Bør om Sommeren“, ſaa at han førſt om Høſten naaede Gallicien.
  8. Sagaerne ſige udtrykkeligt at Gallicien var „ſkarpt og et daarligt Madland“. Jvfr. Annaler for nordiſk Oldkyndighed og Hiſtorie 1836—37, S. 42, 43.
  9. Morkinſkinna, fol. 25. a. Sigurd Jorſalafarers Saga, Cap. 4. Fagrſkinna Cap. 242. Denne ſiger, at Sigurd i denne Borg dræbte mange Mænd, og fangede mange, ſom ſiden udløſtes.
  10. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 4. Fagrſkinna Cap. 242, 243. Denne ſætter Kampen med Galejerne efter Slaget ved Lisſabon, regner dette for hans førſte Strid, og forbigaar aldeles Cintra; hvilket dog neppe er rigtigt, da det ſtrider mod Halldor Skvaldres af Morkinſkinna udtrykkelig paaberaabte Udſagn. Ogſaa i Halldors Vers, ſom her citeres, ſtaar der at Sigurd tog 8 Galejer; deſto mere paafaldende er det at Morkinſkinna, der ſelv nævner dette, ſtrax ovenfor lader Flaaden kun beſtaa af 7. Her maa upaatvivlelig tigir være udeladt, og Meningen være at Flaaden beſtod af 70 Skibe. Kun da bliver det ogſaa en Heltegjerning for Nordmændene at binde an med den.
  11. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 4. Cintra kaldes i Sagaerne og hos Halldor Sintre. Det maa være Cintra ſtrax indenfor Cap la Roca, og ikke, ſom flere have meent, Santarem, langt ovenfor Lisſabon ved Tejo. I Sagaerne fortælles Begivenheden, ſom om det var Byen ſelv, der indtoges; men da Grev Henrik i ſaa Fald ej havde behøvet at indtage den klaret efter, og Sagaerne ſelv desuden omtale den ſom „et Kaſtel“, hvilken Benævnelſe ej pasſer paa en heel By, maa man antage, at Sigurd kun har erobret et til Stadens Befæſtninger hørende Kaſtel, ligeſom ſtrax efter ved Lisſabon.
  12. Det er imidlertid merkeligt, at Alberich af Troisfontaines, ved at omtale Lisſabons Erobring 1147 (hos ham urigtigt henført til 1149), der, ſom bekjendt, ſkede ved tydſke og engelſke Korsfareres Hjelp, ogſaa lader en norſk Konge deeltage i dette Tog (Leibnitz’s udg. II. S. 317). Da, ſom man veed, ingen norſk Konge paa den Tid gjorde noget Korstog, eller deeltog i denne Expedition, maa Alberich eller hans Kilde have hørt noget om Sigurds tidligere Kamp ved Lisſabon 1109, og henført den til Stadens Indtagelſe 1147. Men Fortællingen, han har hørt, maa da og have meldt noget om at han virkelig ſkulde have indtaget Byen.
  13. Sagaernes „Alkasſa“ have nogle forklaret ved Algeziras, hvilket er aabenbart urigtigt, da dette Sted ligger indenfor Strædet; andre have forklaret det ved Alkazar i Fez i Afrika, fornemmelig af den Grund, at Sigurd ſenere roſer ſig af at have kriget i Serkland; men deels ligger Alkazar for langt inde i Landet, deels viſer Beſkrivelſen af Sigurds Rejſe at han ikke anløb Afrika, og desuden behøver „Serkland“, ſom vi have ſeet, ej at forklares om Afrika, da det bruges om alle i Syden og Øſten under Chalifatet ſtaaende Lande, ſaaledes og det af de Chriſtne ikke undertvungne Syrien; hvortil endelig kommer at „Serkland“ paa dette Sted (Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 26) ikke nævnes i Morkinſkinna, ſe nedenfor. Disſe og lignende Betragtninger have bragt andre til at ſøge „Alkasſa“ enten i den portugiſiſke Stad Alcacer do Sal, ved Sado-Floden, ovenfor Setuval, eller i Aljeſur i Algarve, lidt nordenfor Cap St. Vincent. Men den førſte ligger ligeledes alt for langt (over 6 geogr. eller 4 norſke Mile) fra Havet, til at Sigurd kunde have vovet ſig derop; Aljeſur, mod hvis Beliggenhed der for øvrigt ej er noget at indvende, fjerner ſig i Udtalen for meget fra „Alkasſa“. Men da nu alcázar, laant af det arabiſke Al Kasr, bruges ſom Appellativ i Betydningen „Borg“, „befæſtet Huus“, behøver man ikke at antage „Alkasſa“ for noget Egennavn.
  14. I Sagaerne (navnlig Fagrſkinna) ſtaar „Blaamænd og Serker“; ved de ſidſte forſtaaes Saracener i Almindelighed, ved de førſte ſædvanligviis Negre, dog henførte man til Blaamænd ogſaa alle andre Nationer, hvis Anſigtsfarve var ſortagtig, eller nærmede ſig Negrenes.
  15. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 5, 6. Snorre Cap. 6. Fagrſkinna Cap. 243. Denne Kamp regnes i Halldors Draape for den 6te, den i Strædet for den 5te.
  16. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 7. Kampen paa Iviza og Minorka forbigaaes i Fagrſkinna.
  17. Villjam af Malmsbury V. 410. Han forfærdede“, heder det her, „med ſine Vaaben de baleariſke Øer, Majorka og Minorka, og efterlod dem ſom et let Bytte for Villjam af Montpellier“. I Sagaerne og Halldors Vers ſtaar Manörk, hvilket vel kunde være en Sammenſmeltning af begge Navne. Øernes Beliggenhed gjør det ſandſynligt, at han har anløbet Majorka førend han kom til Minorka.