Det norske Folks Historie/3/51

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Til det Korstog, der nu ſkulde udgaa fra Norge, gjorde Sigurd og Eyſtein Udruſtninger i ſtor Maaleſtok, og med betydelige Omkoſtninger. Men, fortæller Sagaen, „førend Sigurd opnaaede at kunne vælge ſaa udſøgte Folk til dette Tog, ſom han vilde, maatte han og hans Brødre i mangt og meget vinde Indbyggernes og den hele Almues Venſkab, og da afſkaffede Brødrene mange Tyngſler, Byrder og haarde Paalæg, ſom Konger og Jarler før havde lagt paa Folket, og forvandlede ſaaledes Trældom til Frihed, hvorved de ſkaffede ſig ſtor Venneſælhed af hele Almuen“[1]. De Byrder, fra hvilke de befriede Folket, vare, ſom man af den ældre Froſtathingslov kan ſee, netop Sven Alfivesſøns forhadte Paalæg, for hvilke Thrønderne under Haakon Magnusſøns Regjering en kort Stund havde været befriede, men ſom Magnus Barfod atter havde indført[2]. De Retterbøder, heder det i Froſtathingsloven, ſom Kongerne Sigurd, Eyſtein og Olaf gave alle Lagnauterne (d. e. alle dem, der hørte til Froſtathingsforeningen i Almindelighed) er førſt og fremſt Fritagelſe for alle nye og ældre Gaver, (altſaa de vel bekjendte Julegaver); Røykmælen, Rygjarto, Vinjartodde og Smørſpand, Afraad, og alſlags Landøre; for disſe Paalæg ſkulde alle øde ſlippe, ſom ellers vare ledingspligtige. Om der for utlæg Mand faldt Arv i hans Fraværelſe, ſkulde nærmeſte Arving faa den, ej Kongen. Kom han tilbage og forligedes med Kongen, ſkulde han ſelv faa den tilbage. I Fredstid ſkulde enhver have Lov til at forlade Landet, naar han havde Lyſt, og drage hvorhen han havde Lyſt; han ſkulde ej tilbagekaldes, og ved Hjemkomſten ſkulde han faa alt ſit tilbage, med mindre han kom ſom Fiende med Vaaben i Haand. Jordgravet Gods ſkulde Finderen have, ikke Kongen, og Landdrotten Landnam af den der grov uden hans Samtykke. Bønderne ſkulde ej være pligtige at bebygge Kongens Gaarde, naar de ej vilde gjøre det godvilligt: det ſkulde være Almuens Sag. De ſamme Retterbøder bleve tilſtaaede Haalogalænderne, ligeſom disſe og ſærſkilt bleve fritagne for de ſaakaldte Fiſkegaver, det vil ſige Landslods-Erlæggelſe, med den Undtagelſe at enhver, der deeltog i Vaagens Fiſke, ſkulde give Kongen fem Fiſke. De fik ogſaa de ſamme Almenninger tilbage, ſom de havde beſiddet i St. Olafs Tid: disſe Almenninger maa ſaaledes Kong Sven, eller Magnus Barfod, have inddraget og erklæret for kongelig Ejendom, ligeſom de øvrige Almenninger i Landet. Kongen forbeholdt ſig Enekjøbet af alt Pelsverk (Klovare), dog kun nordenfor Omøſund; men Straffen for uberettigt Kjøb beſtemtes kun til 3 Mk. Sølv og Tabet af Skindene; og ingen ſkulde have Lov til at viſitere nogen haalogalandſk Mand, uden den dertil ſærſkilt bemyndigede Lendermand eller Aarmand. Fritagelſen for Julegaverne bekræftedes dernæſt ogſaa ſærſkilt for Naumdølefylket[3]. De her anførte Fritagelſer have ganſke Udſeendet af at være givne paa Hyldingsrejſer, og det er derfor et ſtort Spørgsmaal, om de ikke ſnarere aller førſt have været indrømmede Thrønderne ſom en Betingelſe for Hyldingen paa Ørethinget, end at de ſkulde have været anvendte ſom et Middel til at vinde Popularitet og gjøre Folket villigere til at tage Deel i Udruſtningerne til Toget[4]. Thi dette udgik, ſom det udtrykkeligt ſiges, fra det hele Land, ej fra Thrøndelagen alene, og der lægges, ſom vi have ſeet, udtrykkelig Vegt paa den Lyſt, der rørte ſig hos Folket ſelv til at faa et ſaadant Tog iſtand; ja det heder jo endog paa det ovenfor anførte Sted, at det var Folket, ſom anmodede Kongen om at ſtille ſig i Spidſen. Hvorledes dette nu end forholder m, ſaa er det viſt, at de forhadte Paalæg fra Sven Alfivesſøns Dage ophævedes af Magnus Barfods Sønner ved eller ſtrax efter deres Tronbeſtigelſe ogſaa for de Egne af Landet, hvor de endnu vedvarede, og at dette ſkaffede dem en Popularitet hos det taknemlige Folk, ſom endog de betydelige Forſeelſer og Uelſkværdigheder, hvori Sigurd ſiden gjorde ſig ſkyldig, ikke ganſke ſynes at have kunnet udſlette.

  1. Morkinſkinna, fol. 25. a. Jvfr. Ágrip Cap. 45.
  2. I Hryggjarſtykke og hos Snorre, hvor denne Afſkaffelſe af hine Paalæg omtales ſenere (Cap. 18) uden at ſættes i Forbindelſe med Korstoget, nævnes udtrykkeligt Sven Alfivesſøns Indretninger, ſom de der bleve ophævede. Om alt dette, og Paalæggenes Betydning iſær for Thrøndelagen, ſe for øvrigt ovenfor, S. 470, 489, jvfr. I. 2, S. 852.
  3. Ældre Froſtathingslov Afſn. XVI. Cap. 1—3. Om Paalæggene ſelv i deres oprindelige Tilſtand, ſe ovenfor I. 2. S. 816.
  4. I Beſtemmelſen om Afſkaffelſen ſtaar, at den gjelder öllum þeim mönnum er her eru i utgerðum með oss“ d. e. „alle dem, ſom her ere i Utgerd (d. e. ledingspligtige) med os“. Muligt at dette Udtryk, der kun gaar paa Ledingspligten i Almindelighed, er taget i en Betydning ſom om det angik Toget til Jeruſalem.