Det norske Folks Historie/3/50

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Magnus Barfods Sønner vare tagne til Konger i Norge, fortælles der i Sagaerne, kom flere af dem, der vare dragne ud med Skofte Agmundsſøn, tilbage, deels fra Palæſtina, deels fra Conſtantinopel; de


havde erhvervet ſtor Berømmelſe ved deres Rejſe, og kunde berette mange Tidender, blandt andet, at de Nordmænd, der vilde tage Tjeneſte i Conſtantinopel, kunde der erhverve ſig megen Rigdom. Disſe Beretninger, heder det videre, „vakte hos en Mængde Nordmænd Lyſten til en lignende Ferd, og de anmodede Kongerne om at en af dem vilde ſtille ſig i Spidſen for Toget. Kongerne ſamtykkede deri, og beſørgede Udruſtningerne paa fælles Bekoſtning; mange Lendermænd og mægtige Bønder beſluttede at være med“[1]. Denne Sagaernes Angivelſe af de Aarſager, der beſtemte Rigets ypperſte Mænd, ja endog en af Kongerne, til at foretage ſaa ſtore Udruſtninger, og drage ud paa en ſaa lang og møjſommelig Ferd, er dog langt fra at være nøjagtig. Udſigterne til Fortjeneſte i Conſtantinopel var her kun en Biſag, thi Toget gjaldt, ſom vi ville ſee, førſt og fremſt det hellige Land, i hvilket Nordmændene, ſom de ſelv ved Ankomſten udtrykkeligt erklærede, havde til Henſigt at opholde ſig en Stund, for at hjelpe til Chriſtendommens, det vil her ſige det nys oprettede chriſtne Riges, Udbredelſe. Med andre Ord, Toget var et formeligt Korstog, og Nordmændene ſtode paa den Tid i alt for hyppig Berørelſe med de øvrige veſteuropæiſke Lande, til at den religiøſe Enthuſiasme, ſom i disſe allerede havde bragt mange Tuſinder til at tage Korſet og ile til det hellige Land for at befrie det fra de Vantroende, ikke ogſaa omſider ſkulde have forplantet ſig til Norge, og her, ſom andenſteds, grebet den ſtore Mængde med en hidtil ukjendt og uimodſtaaelig Magt. De fra Skoftes Tog hjemkomne Nordmænds Fortællinger kunne have bidraget til at forhøje og udbrede denne Iver; men vakt var den visſelig allerede, og Toget vilde ſandſynligviis endog uden dem have gaaet for ſig. Et mere iøjnefaldende og næſten lige ſaa nærliggende Exempel til Efterligning havde man desuden i den Rejſe, ſom den danſke Konge Erik Svensſøn (Ejegod) i Aaret 1103 tiltraadte, for at drage til det hellige Land. Vel var dette ikke noget egentligt Korstog, kun en Pilegrimsrejſe, og han naaede heller ikke ſit Beſtemmelſes-Sted[2]; men man ſaa dog her en Konge i egen Perſon drage afſted; og den Udmerkelſe, Erik nød paa Rejſen, kunde nok vække Lyſten hos de norſke Konger, iſær den ærgjerrige Sigurd, til at optræde med endnu ſtørre Glands end han, og udføre Bedrifter, hvis Ry vilde gjenlyde over hele Europa og vedvare til de fjerneſte Slægter.

Hermed er det dog ikke ſagt, at jo flere, og det temmelig mange af dem, der toge Korſet under ham, have haft i Sinde at ſørge for deres egen Fordeel ved Siden af Chriſtendommens, og efter Opfyldelſen af deres egentlige Korstogs-Løfte at ſøge Lejlighed til at erhverve en Deel af det byzantinſke Guld, der efter Sigende ſkulde ſidde ſaa løſt. Men Kongen og hans fornemſte Mænd kunde ikke tænke paa noget ſaadant, thi dette var aldeles under deres Værdighed. Den Anledning til at vinde Guld og Berømmelſe, ſom Væringetjeneſten i Conſtantinopel allerede i henved et Aarhundred frembød, var desuden altfor vel bekjendt i Norden, til at Nordmændenes Opmerkſomhed behøvede at hentedes derpaa ved hjemvendende Korsfarere. Ene og alene den Omſtændighed, at Væringekorpſet den hele Tid ſiden den førſte Oprettelſe havde været vedligeholdt, og fremdeles beſtod i ſin fulde Anſeelſe, forudſatte en ſtadig, uafbrudt Tilgang fra Norden. Viſtnok var Væringekorpſet i den ſenere Tid blevet ſterkt rekruteret ved Angler, eller maaſkee Anglo-Daner, der flygtede fra England formedelſt Nordmannernes Undertrykkelſer, og, venſkabeligt modtagne af Kejſer Alexius Komnenus, endog ſkulle have dannet et Slags Koloni nær ved Conſtantinopel[3]; men at den ſtørſte Deel af Væringerne dog fremdeles var kommen fra de egentlige nordiſke Lande, ſkjønnes dog lettelig af flere Antydninger. Blandt andet beder det i den Beſkrivelſe over Legene paa Hippodromen i Conſtantinopel, ſom vore Sagaer meddele, hvor de omtale Kong Sigurds Beſøg, og ſom ej kan grunde ſig paa andet end paa hjemkomne Væringers egne Fortællinger, „at der paa Banen fandtes Billeder af Æſer, Vølſunger og Gjukunger, ſtøbte af Kobber og Malm ſaa kunſtigt, at de ſaa ud ſom om de vare levende, og deeltoge i Legen“[4]; disſe Billeder vare de Statuer af de gamle græſke Guder og Heroer, der, ſom bekjendt, ſtode opſtillede langs den ſaakaldte Spina, men ſom paa den Tid ingen Angler, og alene de med de gamle Gudeſagn endnu fortrolige Nordboer kunde falde paa at henføre til den gamle nordiſk-germanniſke Mythologi[5]. Endnu i 1122 omtales en Væringe-Anfører, ved Navn Thore Helſing[6], der ſaaledes ſynes at have været en Mand fra Helſingeland i Sverige, og vi ville ligeledes i det følgende oftere finde Nordmænd, Svenſke og Danſke omtalte ſom opholdende ſig ved det byzantinſke Hof[7]. Hiin Islænding, der paa Overfarten fra Norge til England havde haanet den franſke Ridder Giffard, var netop nys kommen tilbage fra Conſtantinopel, hvor han efter al Sandſynlighed havde tjent ſom Væring[8]. Man kan ſaaledes viſt antage, at der i det hele Aarhundrede neppe hengik noget Aar, uden at der fra Norge og Island rejſte Mænd til Conſtantinopel, for at træde ind i Væringekorpſet, eller at Væringer kom tilbage efter et længere Ophold der.

Hvad ellers de gode Udſigter til Ære og Berømmelſe angaar, ſom tilbødes Væringerne i Kejſer Alexius’s Tjeneſte, da har det viſt dermed ſin fuldkomne Rigtighed. Ingenſinde ſynes Væringerne at have nydt ſaa megen Tillid og Anſeelſe ſom under ham; og da vi i vore Oldſkrifter finde Benævnelſen „Kyrialax“ (ſammendraget for „Kyrie Alexie, Herr Alexius) hvormed han almindelig tiltaltes og omtaltes, ogſaa henført til hans Eftermænd, maa man antage at hans Regjeringstid har været betragtet ſom Væringernes Guldalder, og hans Perſonlighed ſom ſaa fremragende, at den i ſig har optaget alle de øvrige Kejſeres, ſom vore Forfædre lærte at kjende[9]. Et Beviis paa den Tillid, Kejſerne allerede faa Aar efter Harald Haardraades Bortrejſe og endnu under hans Levetid nærede til Væringernes Troſkab og Lydighed, ſaa man, da Kejſer Iſak Komnenus overdrog Væringerne det anſvarsfulde Hverv at gribe og bortføre i Fangenſkab Patriarchen af Conſtantinopel, der med Truſler vovede at modſætte ſig hans kirkelige Reformer[10]. Senere, da de tvende Hærførere Nikephorus Bryennius og Nikephorus Botaniates gjorde Opſtand mod den ſvage Michael Parapinakes (1078), fik den førſtes Broder Johannes en Deel af Væringerne til at tage ſit Parti; den anden Deel, der var bleven Michael tro, ſluttede ſig ſiden, da han frivilligt nedlagde Regjeringen, til Bryennius’s heldige Medbejler Botaniates, og ſøgte tillige at faa dem af ſine Landsmænd, der havde taget Bryennius’s Parti, til at forlade ham og forene ſig med dem, der tjente under den rette Kejſer. Budet, ſom bragte denne Hilſen, blev grebet og bragt for Johannes Bryennius, der til Straf lod hans Næſe afſkære; men ſiden efter, da Nikephorus Bryennius var bleven fangen og blindet, og Botaniates Enekejſer, hevnede hiin Væring den ham tilføjede Skjendſel, idet han med egen Haand dræbte Johannes Bryennius, da han tilfældigviis mødte ham paa Conſtantinopels Gader[11]. Uagtet Væringerne, under Botaniates’s korte Regjeringstid, (1078—1081) bleve, uviſt hvorfor, ſaa opbragte paa ham, at de gjorde Opſtand for at tage ham af Dage, viſte de ham dog, efter at Opſtanden var bilagt, en ubrødelig Troſkab. Da den fortjente og mægtige Alexius Komnenus, mistænkt og bagvaſket af Kejſerens Yndlinger, ſelv havde beſluttet at ſtyrte Kejſeren fra Tronen, og i dette Øjemed ved Smigrerier og Løfter ſøgte at bringe Hæren, der forſvarede Staden, paa ſin Side, raadførte han ſig herom med Cæſaren Johannes, der havde taget hans Parti, og bad ham udpege ſig dem af Murenes Forſvarere, ſom han troede letteſt at vinde. Johannes fraraadede ham da, ſom det allerede tidligere er omtalt[12], at henvende ſig enten til de ſaakaldte Udødelige, eller til Væringerne, da nemlig hine, ſom indfødde, nødvendigviis maatte være Kejſeren ubrødelig tro, og disſe, eller, ſom de og kaltes, Øxebærerne, havde ligeſom et Pant fra ſine Forfædre arvet Troſkab mod Kejſerne og deres Bevogtning, hvilken de vilde overholde ubrødeligt og ikke høre et Ord om Forræderi. En anden Sag var det derimod med Nemitzerne (Tydſkerne), thi til dem vilde han neppe henvende ſig forgjæves, men faa Adgang gjennem det Taarn, de holdt beſat[13]. Det gik ogſaa, ſom Johannes forudſagde: Nemitzernes Anfører Gilprecht aftalte med Alexius’s Udſendinger, at han ved Nattetide ſkulde indlade hans Folk i Byen, og holdt ſit Løfte. Da Alexius og hans Mænd paa denne Maade havde faaet Fodfæſte i Staden, vare Væringerne atter de Tropper, ved hvilke Botaniates’s Tilhængere endnu haabede at kunne faa Bugt med Opſtanden. „Giv mig blot“, ſagde Nikephorus Palæologus til Kejſeren, Væringerne fra Thule, ſkal jeg nok ſaa Komnenerne fordrevne fra Staden“. Men Kejſeren vilde nødig lade det komme til aabenbar Krig, og gjorde Alexius det Forſlag, at adoptere ham. Da Alexius forkaſtede det, bleve Væringerne og nogle andre paalidelige Tropper opſtillede kampfærdige i Gaderne; men Patriarchen overtalte dog Kejſeren til frivilligt at fraſige ſig Tronen, og derved blev Krigen forebygget. Alexius beſteg Tronen ſom retmæsſig Kejſer, og Væringerne kunde ſaaledes nu, uden at ſvige deres Løfte, paa ham overføre den Troſkab, de hidtil havde viiſt hans Formand[14]. At Alexius efter ſaadanne Erfaringer om Væringernes Paalidelighed og ubrødelige Troſkab indſaa Vigtigheden af at vedligeholde, og om muligt forøge deres Hengivenhed for ſig og ſin Æt, er hvad man af en Mand med hans Statsklogſkab maatte vente; og det er derfor aldeles i ſin Orden, at han maaſkee i højere Grad end hans Forgængere har ſøgt at knytte Væringerne til ſig ved Gavmildhed og Æresbeviisninger. Og ſaaledes medførte viſtnok hine, fra Levanten tilbagevendende Nordmænds Udſagn om det herlige Liv ved hans Hof bogſtavelig Sandhed, om de juſt ikke indeholdt noget andet, end hvad der allerede tilforn var en bekjendt Sag i Norden.

    Sigurds Udrejſe, altſaa efter Høſten 1107, rimeligviis i Løbet af 1108. I Brevet roſer han ham, fordi han af Biſkoppen (maaſkee Villjam, hvorom ſiden) har erfaret hans Beredvillighed i at høre Ordet; han opfordrer ham til villigen at lytte til Biſkoppens Prædikener og Lærdomme.

  1. Sigurd Jorſalafarers Saga, Cap. 1. Merkes maa det dog, at denne Bemerkning om at Nordmændenes Lyſt vaktes til Korstoget m. m. ved de fra Skoftes Tog hjemvendende Nordmænds Fortællinger, kun findes i den yngre Sagabeardejdelſe (Hryggjarſtykke, Hrokkinſkinna og hos Snorre), medens den ældre (Morkinſkinna) kun udtrykker ſig ſaaledes: „I Førſtningen, da disſe tre Brødre ſad tilſammen i Riget, og hurtigere end man havde ventet, fik Sigurd Lyſt til at ferdes ud af Landet til Jorſaleland, med ſine Brødres og og de bedſte Mænds Raad i Landet, for at kjøbe ſig Guds Miſkun og god Berømmelſe“. Det tør ſaaledes nok hende, at hiin Bemerkning kun er et ſenere Tillæg, mere gjort efter Gisning om hvad man anſaa rimeligt, end efter udtrykkelig Beretning.
  2. Erik døde, ſom bekjendt, i Baffa eller Paphos paa Cypern; han foretog Rejſen for at udſone et i Overilelſe begaaet Drab; ſe herom Saxo, 12te Bog, S. 607; Knytlinga Saga Cap. 79.
  3. Dette fortælles og omtales af Ordrik paa flere Steder, fornemmelig S. 508 (jvfr. 641, 825; ſe ogſaa ovenfor S. 57), hvor der ſtaar „at Anglerne, fortvivlede over Frihedens Tab, gik til Kong Sven i Danmark og bade ham gjøre Fordring paa det Land, hans Forfædre, Sven og Knut havde beſiddet; at nogle begave ſig i frivillig Landflygtighed, og at blandt dem en Deel Ynglinger drog til fjerne Egne, og tilbød Kejſer Alexius ſin Tjeneſte; at han ogſaa modtog deres Tilbud, brugte dem mod Nordmannerne, og byggede til deres Bolig Byen Chevetot (Kibotos) et Stykke fra Byzantium, hvorfra han dog, da de alt for meget foruroligedes af Nordmannerne (nemlig i det i førſte Korstog), flyttede dem til Hovedſtaden, og betroede dem det fornemſte 7 Palads med de kejſerlige Skatte“. Det er aabenbart, at Ordrik her urigtigt tænker ſig dette ſom den egentlige og farne Oprindelſe til Væringekorpſets men om han end har fejlet, maa dog viſt Beretningen i ſig ſelv være ſand, iſær da man baade hos byzantinſke og italienſke Skribenter finder Væringerne paa denne Tid og ſenere omtalte ſom for en ſtor Deel beſtaaende af Angler og talende engelſk, ſaaledes navnlig de oven (S. 58) citerede Kodinos Cap. 7, Pag. 90, og Galfred Malaterra, III. 27; ligeledes Greven af St. Paul (Duchêne V. 273, og Villehardouin (Cap. 95, Pag. 72). Jvfr. Villjam af Malmsbury 11. I Duchênes Udgave af Ordrik henføres Udvandringen urigtigt til 1067; den omtales nemlig kun i almindelige Udtryk, og af den Omſtændighed, at Alexius Komnenus nævnes ſom den, der modtog Flygtningerne, ſees det at de maa være komne til hans Rige enten ſtrax efter 1081, da han beſteg Tronen, eller maaſkee i ſelve dette Diar, da han ſtred mod Robert Viskard. Udvandringen har vel ſaaledes iſær fundet Sted efter Danernes ſidſte Tog til England 1074 og Valthjofs Henrettelſe 1075. Men da det iſær var de anglo-danſke Dele af Landet, ſom lede under Villjam Erobrerens ſidſte Krig i Landet ſelv, bliver det i ſig ſelv rimeligt, at Udvandrerne fornemmelig vare danſktalende; dette beſtyrkes og af Saxos Udſagn om Væringerne (S. 610) „Danicæ vocis homines“ og af hans Fortælling om Alexius’s Ængſtelſe for at Væringerne ſkulde gjøre for meget af Danekongen Erik, thi Erik var netop Søn af Kong Sven, til hvem Anglo-Danerne i England havde ſat ſit ſidſte Haab, og hvem i det mindſte Udvandrerne maatte anſee for ſin rette Herre. Derimod viſte Alexius ingen ſaadan Mistænkelighed i Anledning af Kong Sigurds Nærværelſe.
  4. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 13. Snorre Cap. 12. Dette omtales endog i Morkinſkinna (fol. 26. a.) hvis egentlige Text nærmeſt maa henføres til Tiden omkring 1190.
  5. Om de Billeder, der ſtode opſtillede paa Hippodromens Spina, ſe Ducange, Constantinopolis Christiana, S. 106; jvfr. nedenfor, S. 589.
  6. Olaf den helliges Saga Cap. 250, Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 20. Se nærmere herom ovenfor, S. 88, Anm. 2, hvor det er viiſt, at Fortællingen, ſaadan ſom den paa de nys nævnte Steder gives, nærmeſt ſlutter ſig til det af Kalo-Johannes i Aaret 1122 mod de ſaakaldte Skyther (Petſcheneger o. fl.) vundne Slag, men tillige har forvexlet dette med det, ſom 1041 blev leveret Bulgarerne udenfor Thesſalonika. Men Thore Helſing, hvilket Navn ſynes at grunde ſig paa Eindride tinges Beretning, da det ej findes i den ældre Legende, maa viſtnok tilhøre den Høvding, der kommanderede Væringerne i Slaget 1122.
  7. F. Ex. Eindride unge, Reidar Sendemand, jvfr. Olaf den helliges Saga Cap. 230.
  8. Han hed Eldjarn, og var fra Huſavik, ſe Magnus Barfods Saga Cap. 29. Snorre Cap. 16.
  9. „Kyrialax“ kaldes ſaaledes Kejſeren i de Sagn, ſom upaatvivlelig vare medbragte af Eindride unge omkring 1150, angaaende Begivenheder, foregaaede under Alexius’s Søn Kalo-Johannes.
  10. Skylitzes S. 632, Zonaras S. 211, 212.
  11. Skylitzes, S. 671.
  12. Se ovenfor S. 110, Anm. 3.
  13. Nemitzer (Νεμίτζιοι) er aabenbart det ſlaviſke Niemzi (egentlig Stumme; ſiden Tydſkere); deres tydſke Herkomſt ſees deels af Høvdingens tydſke Navn Gilprecht (Gilpractus) deels af Conſtantin Porphyrogenitus’s Udſagn S. 398, hvor han ſiger at Saxerne og Bairerne hørte til Nemitzernes Land. Da „Niemzi“ endnu er den ſædvanlige Benævnelſe paa Tydſkerne blandt Rusſerne, ſees det heraf, at Byzantinerne ſtundom hentede ſlige Folkebenævnelſer fra Slaverne; dette viſer og at „Varangi“ er optaget ad ſamme Vej. Nemitzerne dannede et eget Korps, der aller førſt omtales 1070. Muligt at der blandt dem var virkelige, allerede 1066 udvandrede, Angler.
  14. Anna Komnena, II. 10—12, Side 62—68.