Det norske Folks Historie/3/49

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Sigurd Magnusſøn var kommen hjem til Norge med Flaaden fra Veſterhavet, bleve han og hans Brødre ſtrax tagne til Konger, ſkjønt Eyſtein kun var 14, Sigurd 13 og Olaf kun tre Aar gammel[1]. Sigurd fik, ſom Sagaerne udtrykke ſig, den øſtre Deel af Landet at raade over baade med Henſyn til Vejtſler (Krongods-Indtægter) og Skatter; Eyſtein fik Throndhjem og den øvrige nordre Deel; man ſkulde heraf ſlutte, at Olaf fik den midtre Deel eller Gulathingsloven;imidlertid er dette ingenlunde afgjort, og der er endog ſterk Formodning for, at han har faaet Oplandene eller en Deel deraf, ſiden vi efter hans Død, da hans Brødre havde deelt hans Part imellem ſig, finde dem en Vinter begge tilſammen paa Oplandene, hvor de toge Vejtſler hver for ſig, og hver havde ſine Kongsgaarde, ſom dog laa ganſke nær ved hinanden[2]. Da Olaf ved Tronbeſtigelſen endnu var et Barn, paatoge hans Brødre ſig indtil videre Beſtyrelſen af hans Trediedeel, og havde tillige Opſigt over ham ſelv. Denne Deling af Riget er den tredie, eller, naar vi regne den kortvarige Fællesregjering af Magnus Barfod og Haakon Thoresfoſtre, den fjerde, ſom fandt Sted ſiden Olaf den helliges Tid; og det var førſte Gang, at Riget var deelt mellem trende Konger. Delingen ſynes dog mere at have vedkommet Indtægterne, end Regjeringen ſelv. Uagtet det viſtnok laa i Sagens Natur, at enhver Konge helſt og ofteſt opholdt ſig der, hvor hans Gaarde laa og hans øvrige Indtægter hævedes, finde vi dog ogſaa ikke ſaa ſjelden at en af dem endog for længere Tid dvælede paa et eller andet Sted, der var beliggende i Broderens Part, fornemmelig i Byerne, f. Ex. Sigurd i Nidaros, Eyſtein i Sarpsborg, og der udøvede fuldkommen kongelig Myndighed[3]. Spørgsmaalet, hvorledes Delingen var indrettet, bliver her af ſtørre Vigtighed end i de foregaaende Tilfælde, fordi den vedvarede i ſaa lang Tid, mens den længſte Delingstid hidtil kun havde omfattet i det højeſte et Par Aar[4].

Dronning Margrete har ſandſynligviis efter Magnus’s Død og ſine Stifſønners Tronbeſtigelſe forladt Norge, og begivet ſig enten til ſin Fader Kong Inge, eller til ſine Medgiftsbeſiddelſer i Dalsland, hvilket nu, ſom man tydeligt nok kan ſee, atter ſkiltes fra Norge. Faa Aar efter egtede hun den danſke Konge Nikolas Svensſøn, og bragte ham ſandſynligviis de ſelvſamme Beſiddelſer i Medgift[5].

Et eller to Aar efter Magnus’s Død (altſaa 1104 eller 1105) kom Haakon Paalsſøn fra Orknøerne, hvor han havde været efterladt ſom Beſtyrer, og anholdt om Jarlsnavn og Forlening med Øerne. Dette Forlangende blev ham ogſaa tilſtaaet, dog ikke videre end hans Byrd berettigede ham til, og med den Begrændsning, hans Fader Paal havde været underkaſtet[6], det vil ſige, han fik Jarlsnavn og forlenedes med den Halvpart af Øerne, der havde tilhørt Paal Jarl, medens Erlends Deel, der nu egentlig tilkom dennes Søn Magnus, beſtyredes paa den norſke Krones Vegne af norſke Sysſelmænd, ſnarere, ſom man maa formode, fordi det var Henſigten at inddrage den ſom et ved Magnus’s Frafald forbrudt Len, end fordi man vilde bevare den for ham. Den herſkeſyge Haakon overholdt dog efter Tilbagekomſten til Orknøerne ingenlunde den af Kongerne trufne, og viſtnok af ham ſelv med Ed bekræftede Beſtemmelſe. Thi han underlagde ſig ſtrax med megen Voldſomhed alle Øerne, ſaa vel den kongelige Deel ſom ſin egen; ja han ſkal endog have dræbt de norſke Sysſelmænd, der rimeligviis have villet hindre ham i hans uretmæsſige Fremferd. Det lader dog ikke til at Kongerne for det førſte have gjort noget ved den Sag; det er ogſaa rimeligt, at de ſtore Udruſtninger, eder paa denne Tid fandt Sted i Norge, og hvorom der ſtrax nedenfor vil blive handlet, aldeles have optaget dem[7]. Magnus, ſom efter Flugten fra Kong Magnus’s Skib havde opholdt ſig deels hos en Biſkop i Wales, deels i England, deels ved den ſkotſke Konges Hof, og endelig i den ſidſte Tid paa Katanes, hvor han af Folket var bleven udvalgt til Maormor eller Jarl, raadſlog ved Efterretningen om Haakons Anmasſelſer med ſine Mænd om, hvad han ſkulde gjøre, og de bleve enige om, at han for det førſte ſkulde ſee Tiden an, og heller med det Gode, end med Magt gjøre ſine Rettigheder gjeldende: en Fremgangsmaade, der ogſaa pasſede bedſt med Magnus’s fromme Sindelag. Saaledes ſtod det hen et Par Aars Tid, indtil Magnus omſider begav ſig over til Øerne, fordrede ſin Fædrenearv, og fandt ſtrax et ſaa ſtort Parti for ſig, beſtaaende af hans talrige Venner, Frænder og Beſvogrede, at Haakon, ſom førſt gjorde Miner til at forjage ham med væbnet Haand, fandt det raadeligſt at ſlutte Forlig i Mindelighed og afſtaa Magnus hans fædrene Andeel af Øerne, dog med Forbehold af de norſke Kongers Samtykke. Magnus drog derpaa ſtrax over til Norge, hvor Kong Eyſtein, ſom da førte Eneregjeringen i Sigurds Fraværelſe, hvorom nedenfor, modtog ham paa det venligſte, gav ham Jarlsnavn, og forlenede ham med den Halvdeel af Øerne ſom hans Fader havde haft, og ſom Haakon foreløbigt havde afſtaaet ham. Øernes Bortforlening viſer ellers tydeligt, at Kongerne nu med Henſyn ſaa vel til dem ſom til Syderøerne havde opgivet deres Faders Beſtræbelſe, at bringe disſe Skatlande mere umiddelbart under Norges Herredømme, og at de ganſke vare vendte tilbage til det forrige Lensſyſtem, hvilket dog, ſom det følgende viſer, var mere regelbundet og ſtrengere overholdtes end forhen.

  1. Hryggjarſtykke, Hrokkinſkinna og Snorre omtale Olaf ſom 4 eller 5 Aar gammel; Morkinſkinna og Fagrſkinna derimod ſom treaarig, hvilket er rigtigere, ſiden hun ved ſin Død, der indtraf 12 Aar efter Tronbeſtigelſen, ſiges at være 15aarig, og det af de ſelvſamme, der ved Tronbeſtigelſen kalde ham fire- eller femaarig.
  2. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 26, Snorre Cap. 24.
  3. Se nedenfor; jvfr. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 27, 22.
  4. Nemlig Delingen mellem Harald Haardraades Sønner neppe to Aar (Sommer 1067 til April 1069); mellem Magnus Barfod og Haakon fra Høſten 1093 til Februar 1095.
  5. Se herom ogſaa ovenfor, S. 539, jvfr. nedenfor, § 56.
  6. Dette ſtaar udtrykkeligt i Sigurd Jorſalafares Saga Cap. 1: gáfu konungar hánum jarls nafn ok yfirsókn i Orkneyjum slíka sem haft hafði Páll jarl faðir hans. Det forklares nærmere i St. Magnus’s Saga.
  7. Til denne Mellemtid maa vel et Brev henføres, ſom Erkebiſkop Anshelm af Canterbury tilſkrev Haakon, og ſom findes optaget i Samlingen af Anshelms Breve, IV. 90. Thi hvis Magnus var Jarl paa den Tid, Anshelm ſkrev, vilde han efter al Rimelighed nærmeſt have henvendt ſig til ham, der var ſaa ſtreng religiøs og en ſaa ſtor Ven af Gejſtligheden. Men Anshelm, der døde allerede i April 1109, har maaſkee neppe engang vidſt noget om Magnus’s Forlening med Halvparten af Øerne, hvilken indtraf efter Kong