Det norske Folks Historie/3/49
Da Sigurd Magnussøn var kommen hjem til Norge med Flaaden fra Vesterhavet, bleve han og hans Brødre strax tagne til Konger, skjønt Eystein kun var 14, Sigurd 13 og Olaf kun tre Aar gammel[1]. Sigurd fik, som Sagaerne udtrykke sig, den østre Deel af Landet at raade over baade med Hensyn til Vejtsler (Krongods-Indtægter) og Skatter; Eystein fik Throndhjem og den øvrige nordre Deel; man skulde heraf slutte, at Olaf fik den midtre Deel eller Gulathingsloven;imidlertid er dette ingenlunde afgjort, og der er endog sterk Formodning for, at han har faaet Oplandene eller en Deel deraf, siden vi efter hans Død, da hans Brødre havde deelt hans Part imellem sig, finde dem en Vinter begge tilsammen paa Oplandene, hvor de toge Vejtsler hver for sig, og hver havde sine Kongsgaarde, som dog laa ganske nær ved hinanden[2]. Da Olaf ved Tronbestigelsen endnu var et Barn, paatoge hans Brødre sig indtil videre Bestyrelsen af hans Trediedeel, og havde tillige Opsigt over ham selv. Denne Deling af Riget er den tredie, eller, naar vi regne den kortvarige Fællesregjering af Magnus Barfod og Haakon Thoresfostre, den fjerde, som fandt Sted siden Olaf den helliges Tid; og det var første Gang, at Riget var deelt mellem trende Konger. Delingen synes dog mere at have vedkommet Indtægterne, end Regjeringen selv. Uagtet det vistnok laa i Sagens Natur, at enhver Konge helst og oftest opholdt sig der, hvor hans Gaarde laa og hans øvrige Indtægter hævedes, finde vi dog ogsaa ikke saa sjelden at en af dem endog for længere Tid dvælede paa et eller andet Sted, der var beliggende i Broderens Part, fornemmelig i Byerne, f. Ex. Sigurd i Nidaros, Eystein i Sarpsborg, og der udøvede fuldkommen kongelig Myndighed[3]. Spørgsmaalet, hvorledes Delingen var indrettet, bliver her af større Vigtighed end i de foregaaende Tilfælde, fordi den vedvarede i saa lang Tid, mens den længste Delingstid hidtil kun havde omfattet i det højeste et Par Aar[4].
Dronning Margrete har sandsynligviis efter Magnus’s Død og sine Stifsønners Tronbestigelse forladt Norge, og begivet sig enten til sin Fader Kong Inge, eller til sine Medgiftsbesiddelser i Dalsland, hvilket nu, som man tydeligt nok kan see, atter skiltes fra Norge. Faa Aar efter egtede hun den danske Konge Nikolas Svenssøn, og bragte ham sandsynligviis de selvsamme Besiddelser i Medgift[5].
Et eller to Aar efter Magnus’s Død (altsaa 1104 eller 1105) kom Haakon Paalssøn fra Orknøerne, hvor han havde været efterladt som Bestyrer, og anholdt om Jarlsnavn og Forlening med Øerne. Dette Forlangende blev ham ogsaa tilstaaet, dog ikke videre end hans Byrd berettigede ham til, og med den Begrændsning, hans Fader Paal havde været underkastet[6], det vil sige, han fik Jarlsnavn og forlenedes med den Halvpart af Øerne, der havde tilhørt Paal Jarl, medens Erlends Deel, der nu egentlig tilkom dennes Søn Magnus, bestyredes paa den norske Krones Vegne af norske Sysselmænd, snarere, som man maa formode, fordi det var Hensigten at inddrage den som et ved Magnus’s Frafald forbrudt Len, end fordi man vilde bevare den for ham. Den herskesyge Haakon overholdt dog efter Tilbagekomsten til Orknøerne ingenlunde den af Kongerne trufne, og vistnok af ham selv med Ed bekræftede Bestemmelse. Thi han underlagde sig strax med megen Voldsomhed alle Øerne, saa vel den kongelige Deel som sin egen; ja han skal endog have dræbt de norske Sysselmænd, der rimeligviis have villet hindre ham i hans uretmæssige Fremferd. Det lader dog ikke til at Kongerne for det første have gjort noget ved den Sag; det er ogsaa rimeligt, at de store Udrustninger, eder paa denne Tid fandt Sted i Norge, og hvorom der strax nedenfor vil blive handlet, aldeles have optaget dem[7]. Magnus, som efter Flugten fra Kong Magnus’s Skib havde opholdt sig deels hos en Biskop i Wales, deels i England, deels ved den skotske Konges Hof, og endelig i den sidste Tid paa Katanes, hvor han af Folket var bleven udvalgt til Maormor eller Jarl, raadslog ved Efterretningen om Haakons Anmasselser med sine Mænd om, hvad han skulde gjøre, og de bleve enige om, at han for det første skulde see Tiden an, og heller med det Gode, end med Magt gjøre sine Rettigheder gjeldende: en Fremgangsmaade, der ogsaa passede bedst med Magnus’s fromme Sindelag. Saaledes stod det hen et Par Aars Tid, indtil Magnus omsider begav sig over til Øerne, fordrede sin Fædrenearv, og fandt strax et saa stort Parti for sig, bestaaende af hans talrige Venner, Frænder og Besvogrede, at Haakon, som først gjorde Miner til at forjage ham med væbnet Haand, fandt det raadeligst at slutte Forlig i Mindelighed og afstaa Magnus hans fædrene Andeel af Øerne, dog med Forbehold af de norske Kongers Samtykke. Magnus drog derpaa strax over til Norge, hvor Kong Eystein, som da førte Eneregjeringen i Sigurds Fraværelse, hvorom nedenfor, modtog ham paa det venligste, gav ham Jarlsnavn, og forlenede ham med den Halvdeel af Øerne som hans Fader havde haft, og som Haakon foreløbigt havde afstaaet ham. Øernes Bortforlening viser ellers tydeligt, at Kongerne nu med Hensyn saa vel til dem som til Syderøerne havde opgivet deres Faders Bestræbelse, at bringe disse Skatlande mere umiddelbart under Norges Herredømme, og at de ganske vare vendte tilbage til det forrige Lenssystem, hvilket dog, som det følgende viser, var mere regelbundet og strengere overholdtes end forhen.
- ↑ Hryggjarstykke, Hrokkinskinna og Snorre omtale Olaf som 4 eller 5 Aar gammel; Morkinskinna og Fagrskinna derimod som treaarig, hvilket er rigtigere, siden hun ved sin Død, der indtraf 12 Aar efter Tronbestigelsen, siges at være 15aarig, og det af de selvsamme, der ved Tronbestigelsen kalde ham fire- eller femaarig.
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 26, Snorre Cap. 24.
- ↑ Se nedenfor; jvfr. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 27, 22.
- ↑ Nemlig Delingen mellem Harald Haardraades Sønner neppe to Aar (Sommer 1067 til April 1069); mellem Magnus Barfod og Haakon fra Høsten 1093 til Februar 1095.
- ↑ Se herom ogsaa ovenfor, S. 539, jvfr. nedenfor, § 56.
- ↑ Dette staar udtrykkeligt i Sigurd Jorsalafares Saga Cap. 1: gáfu konungar hánum jarls nafn ok yfirsókn i Orkneyjum slíka sem haft hafði Páll jarl faðir hans. Det forklares nærmere i St. Magnus’s Saga.
- ↑ Til denne Mellemtid maa vel et Brev henføres, som Erkebiskop Anshelm af Canterbury tilskrev Haakon, og som findes optaget i Samlingen af Anshelms Breve, IV. 90. Thi hvis Magnus var Jarl paa den Tid, Anshelm skrev, vilde han efter al Rimelighed nærmest have henvendt sig til ham, der var saa streng religiøs og en saa stor Ven af Gejstligheden. Men Anshelm, der døde allerede i April 1109, har maaskee neppe engang vidst noget om Magnus’s Forlening med Halvparten af Øerne, hvilken indtraf efter Kong