Det norske Folks Historie/3/48

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Magnus forblev ikke længe i Ro efter Fredsſlutningen med Sverige. Allerede det følgende Aar finde vi ham i Spidſen for en Flaade og Hær for paany at beſøge Veſterhavets Kyſter, fornemmelig Irland; og af Sagaernes Udtryk, at han havde med ſig de ypperſte Krigere, ſom fandtes i Norge[1], maa man ſlutte at han til dette Tog udruſtede ſig omhyggeligere og i en ſtørre Maaleſtok, end til noget af de foregaaende. Blandt de anſeede Mænd, der fulgte ham, nævnes omtrent de ſamme, ſom paa Toget i 1098. Som ſædvanligt, angive vore Sagaer ikke den nærmere Anledning til dette Tog, eller hans egentlige Henſigt dermed. Vi erfare kun, at det gjaldt Irland, og det ligger ſaaledes nærmeſt at antage, at han allerede længe har haft i Sinde at gjøre et nyt Forſøg paa at tugte Muirkertach, eftertrykkeligere end det førſte i Aaret 1098, hvilket, ſom vi have ſeet, aldeles mislykkedes. Den Manſke Krønike faa vel ſom de irſke Annaler fortælle at Magnus havde til Henſigt at underkaſte ſig hele Irland. Den førſtes Beretning lyder ſaaledes: „Magnus ſendte Kong Muirkertach ſine Sko med den Anmodning, at han førſte Juledag ſkulde bære dem paa ſine Skuldre midt i ſit Huus, og i de norſke Sendebuds Paaſyn, for at han derved ſaaledes kunde merke, at han var Kong Magnus’s Undermand. Da Irerne borte dette, toge de det ilde op, og bleve heel forbitrede; men Kongen ſelv var klogere; han ſagde: jeg vilde ikke alene bære dem, men endog tygge dem, heller end at Kong Magnus ſkulde herje en eneſte Provins af Irland. Og ſaaledes ej alene efterkom han Anmodningen, men hædrede Sendebudene, ſendte mange Foræringer med dem til Kong Magnus, og ſluttede et Forbund med ham. Men Sendebudene fortalte ham efter deres Hjemkomſt ſaa meget om Irlands Beliggenhed, Yndighed, Frugtbarhed og behagelige Klima, at han ikke tænkte paa andet end at underkaſte ſig den hele og derfor gav Befaling til at udruſte en Flaade“[2]. Det vil nedenfor ſees, at Magnus’s Forbund med Muirkertach ikke ſluttedes førend efter hans Ankomſt til de irſke Farvande; men det er alligevel ikke uſandſynligt, at Magnus allerede for Udgangen af 1101 bar ſendt Muirkertach et Geſandtſkab med ſtrenge Fordringer, ledſagede af Truſler, og at Muirkertach, for i det længſte at afvende Uvejret, har ſøgt at formilde Magnus ved at ydmyge ſig for hans Geſandter, om end juſt ikke paa den i den Manſke Krønike angivne Maade, og ved at ſende ham Foræringer. De irſke Annaler ſynes endog at omtale Forberedelſerne til Toget allerede i 1101[3].

Magnus behøvede dog neppe nogen glimrende Beſkrivelſe over Irlands Herligheder for at faa Lyſt til at erobre Øen: dertil kjendte han og Nordmændene den allerede ſer godt. Men det var, ſom man tydeligt kan ſee, hans Plan at underkaſte ſig alle de Lande i Veſterhavet, ſom Nordmændene i ſin Tid havde beſat og hvor der endnu fandtes norſke Kolonier; derfor maatte Raden omſider ogſaa komme til Irland, om han end ikke havde haft ſærſkilt Grund til at hevne ſig paa den irſke Konge. Muirkertach havde imidlertid bekriget ſin Fiende Donald O’Lochlan med afvexlende Held. Prælaten Donald, St. Patriks Efterfølger, ſøgte vel at megle Fred imellem dem, men det lykkedes kun for en kort Tid. Kong Donald O’Lochlan udvidede ſin Magt ved at underkaſte ſig Ulſter og tage en Søn af Kongen til Fange (1100); ſamme Aar gjorde Muirkertach, underſtøttet af de dublinſke Nordmænds Flaade[4], et Tog mod Donalds Lande, men maatte vende tilbage med uforrettet Sag, og Flaaden blev dreven tilbage med ſtort Tab. Aaret efter var Muirkertach heldigere, da det lykkedes ham at erobre Donalds Kongeborg Ailich, og forſtyrre den til Hevn for hans egen Kongeborg Kinkoras Ødelæggelſe ved Donald, tretten Aar tidligere[5], ſamt derpaa at tvinge de af Donald nys undertvungne Indbyggere af Ulſter til at ſtille ham Giſler. Han gjorde ſiden et hurtigt Rundtog gjennem hele Irland, hvis Indbyggere overalt ſynes at have faldet ham til Fode[6]. Men Donald tabte ikke derved Modet; han befriede den fangne ulſterſke Kongeſøn, ſluttede, ved Prælaten Donalds Mellemkomſt, Forbund med ham, og optraadte atter ſom Muirkertachs farlige Fiende. Dette har maaſkee bidraget til at gjøre denne, ſkjønt ſaa kort Tid efter ſin ſtore Sejr, føjeligere til at efterkomme Magnus’s Fordringer. Imidlertid ſøgte han ogſaa at ſtyrke ſig ved mægtige Forbindelſer udenfor Irland. Sin Datter Lafracot, ſandſynligviis den ſamme, ſom tidligere havde været bortfæſtet til Kong Magnus, gav han den oven omtalte Arnulf af Montgomery eller Pembroke, Broder af den for Magnus’s Haand faldne Hugo af Shropſhire, til Egte[7]. Kort Tid i Forvejen havde Villjam Erobrerens yngſte Søn, Henrik den 1ſte, efter Broderen, Villjam den 2dens, pludſelige Død, beſteget Englands Trone (1100). Hans førſte Regjeringsaar foruroligedes af idelige Fejder med hans ældſte Broder, Hertug Robert af Nordmandie, og de Baroner, der toge dennes Parti. Den mægtigſte og voldſomſte af dem alle var Robert af Beleſme, en ældre Broder af Arnulf og Hugo, der efter dennes Fald i Angleſey-Sund havde tilkjøbt ſig hans Jarldømme[8], og desuden havde mange andre Beſiddelſer, ſaavel i England ſom i Nordmandie[9]. Uagtet Kongen og Hertug Robert om Høſten 1101 havde ſluttet Fred med hinanden, afholdt dette dog ikke Jarlen Robert fra at befæſte ſtue Borge, for paa egen Haand at ſætte ſig op mod Kongen. Han indgik endog Forbund med de tre væliſke Fyrſter[10], og hans Broder Arnulf, der gjorde fælles Sag med ham, bejlede ved Sendebud til den irſke Kongedatter, hvis Haand ſtrax blev ham tilſagt, og med hvem han ej alene fik prægtige Løfter om kraftig Underſtøttelſe, men ogſaa Udſigt til, efter Muirkertachs Død at beſtige hans Trone[11]. Paa denne Maade havde der formet ſig en Koalition mod Kong Henrik, beſtaaende af begge de nys nævnte Jarler, de tre væliſke Fyrſter, og Kong Muirkertach, hvilken igjen paa ſin Side derved haabede at faa Underſtøttelſe, ſaavel mod ſine Fiender i Landet ſelv ſom mod Kong Magnus. Denne havde allerede ved Fredsſlutningen med Kong Eadgar ophørt at ſtaa i en afgjort fiendtlig Stilling lige over for det anglo-nordmanniſke Parti i Skotland, eller England overhoved. Skjønt det er rimeligt, og næſten maa anſees ſom viſt, at han havde været forlovet med Kong Eadgars Syſter, ſynes dog ikke hans venſkabelige eller i det mindſte fredelige Forhold lige over for Skotland eller det engelſke Parti at være rokket, da hun i Aaret 1100 egtede Henrik, ſtrax efter dennes Tronbeſtigelſe. Den Forbindelſe, hvori Arnulf af Pembroke, der ſom den dræbte Hugos Broder og Eftermaalsmand maa anſees for ikke mindre at have været Magnus’s Fiende end Kong Henriks, nu traadte med Kong Muirkertach, og den fiendtlige Stilling, ſom denne, hvem Magnus’s Tog nærmeſt gjaldt, nu ligeledes indtog mod den engelſke Konge, maatte nødvendigviis bringe Magnus, da han aller førſt viſte ſig i de veſtlige Farvande, paa dennes Side lige over for den nys nævnte Koalition. Alt dette maa man nødvendigviis have for Øje, for ret at kunne opfatte Magnus’s Stilling, og forklare hans Skridt paa dette Tog.

Magnus havde paa Overfarten meget haardt Vejr at kæmpe med. Han anløb nu, ſom forrige Gang, aller førſt Orknøerne med ſin hele Styrke[12]. Denne forøgede han her, og fortſatte derpaa Rejſen til Syderøerne og Man, medtagende ſin Søn Sigurd, der nu havde naaet ſit 13de Aar eller den fra de ældſte Tider i Norge for Kongerne vedtagne Myndigheds-Alder. Ifølge enkelte Sagaer ſkal han ogſaa have medtaget Jarleſønnen Erling Erlendsſøn, men det er dog et ſtort Spørgsmaal, om denne ikke allerede var falden i Slaget ved Angleſey; var han det ej, da er det langt ſandſynligere, at han i 1099, ligeſom Haakon Paalsſøn, havde maattet ledſage Magnus til Norge, og nu, ſaavel ſom denne, havde fulgt med lige fra Norge af[13]. Magnus begav ſig lige til Man, hvor han fremdeles vedblev at lade Huſe og Befæſtninger opføre. For at ſkaffe ſig det nødvendige Tommer dertil, gjorde han ſelv et Beſøg over til Angleſey, hvor Fyrſt Griffith, der ej deeltog i de øvrige Fyrſters Forbindelſe med Robert og Arnulf, tog ſaare venligt imod ham, og gav ham, ſom der ſiges, Frihed til at hugge alt det Tømmer, han behøvede[14]. Hvis Griffith allerede forrige Gang havde erkjendt Magnus for ſin Overherre, — hvilket, ſom vi have ſeet, er højſt rimeligt — da har han vel end mindre denne Gang vovet at negte ham Hyldeſt ſom ſaadan, og hiin Frihed har Magnus altſaa ſnarere fordret ſom en Ret, end modtaget ſom en Gave. Magnus vendte derpaa tilbage til Man, lod trende Borge opføre, og lavede ſig til, med det førſte at angribe Irland. Imidlertid havde Sagerne taget en daarlig Vending for Muirkertachs nordmanniſke Forbundsfæller. Robert af Beleſme, der aabenbart trodſede Kongens Opfordringer om at falde til Fode og viſe ham den tilbørlige Lydighed, var erklæret fredløs, og flere af hans Borge vare allerede erobrede af Kongen, der belejrede den ene efter den anden. En af de væliſke Fyrſter, ſom havde taget Roberts Parti, var ved betydelige Indrømmelſer og Afſtaaelſer bleven overtalt til at gaa over til Kongen, og herjede nu Roberts Beſiddelſer med Ild og. Sverd. Arnulf var ilet over til Irland for at hente ſin Huſtru og bringe Undſætning fra ſin Svigerfader[15], men det var ſaa langt fra, at denne kunde ſkaffe nogen Hjelp til Veje, at han meget mere gjorde Regning paa Biſtand af Arnulf og hans Nordmanner mod Magnus. Under disſe Omſtændigheder var det ikke mere end rimeligt, at begge Medbejlere om Overmagten paa Øen, Muirkertach og Donald O’Lochlan, tænkte paa at ſlutte Fred med hinanden, for med fælles Kræfter at kunne gjøre de fremmede Erobrere Modſtand. Vi erfare ogſaa af de irſke Annaler, at den forhen nævnte Prælat Donald virkelig fik ſtiftet Forlig mellem dem, der ſkulde vare eet Aar, og ſelv tog de af dem begge ſtillede Giſler til ſig: men det viſer ſig af det følgende, at Forliget ej var oprigtig meent fra nogen af Siderne[16]. En irſk Hær, ſom man maa formode under Muirkertachs egen Anførſel, ſamlede ſig i Dublin, for at modſætte ſig Magnus, hvis Skibe allerede ſynes at have viiſt ſig paa den irſke Kyſt, maaſkee endog hiſt og her begyndt at herje[17]. Men det kom dog ikke til nogen. Fiendtligheder af Betydenhed. Der aabnedes Underhandlinger, ſent endte med en Fredsſlutning paa eet Aar, og et Giftermaal mellem Magnus’s Søn Sigurd og Muirkertachs Datter Biadmuin (Biadmynja). Hvilken af begge Parter begyndte disſe Underhandlinger, ſiges ingenſteds ret tydeligt. De irſke Annaler fortælle kun, at Muirkertach ſluttede Freden, og gav Magnus’s Søn Sigurd ſin Datter til Egte med mange Koſtbarheder og andre Gaver[18]. De væliſke Krøniker melde at Magnus, efter ſin Tilbagekomſt til Man, ſendte Mænd til Muirkertach for at forlange hans anden Datter til Egte for ſin Søn, hvilket Forlangende ſtrax blev opfyldt, hvorpaa han udnævnte ſin Søn til Konge af Man. Vore Sagaer fortælle ligeledes, ſkjønt, ſom vi have ſeet, paa et urigtigt Sted, at Magnus ſit Muirkertachs Datter Biadmynia til Huſtru for ſin Søn Sigurd, og at han ſatte ham til Høvding over alle de der veſter erobrede Lande, og gav ham Kongenavn. Naar man ſeer hen til den Frygt, Muirkertach, ifølge den Manſke.Krønike, nærede for Magnus, og de Opofrelſer, hvorved han øjenſynligt ſøgte at tilkjøbe ſig Freden, bliver der ſtørſt Sandſynlighed for, at de egentlige Fredsforſlag ere udgaaede fra ham. Men dette hindrer dog ikke fra at antage, at Magnus foreløbigt kan have ſendt et Geſandtſkab til ham, med en overmodig Opfordring af ſamme Slags ſom den tidligere, nemlig om at underkaſte ſig og hylde ham, uden at lade det komme til Kamp, og at Muirkertach i det væſentlige bar føjet ſig derefter. Vi have ſeet, at Magnus ved den tidligere Fredsſlutning med Muirkertach fæſtede dennes Datter Lafracot. En lignende Forbindelſe ſøgte man nu, til Fredens Bekræftelſe, at tilvejebringe, men da hiin Datter imidlertid bar bleven gift med Arnulf, og Magnus ligeledes med Margrete af Sverige, havde man ingen anden Udvej end at lade Sigurd egte Muirkertachs anden Datter Biadmuin, ſkjønt hun paa denne Tid i det højeſte var 9 Aar gammel, og han i ſit trettende[19]. Hvad yderligere Betingelſer der vedtoges, nævnes ej; men da den i det hele taget paalidelige Ordrik endog ſynes at lade Magnus udſtrække ſine Koloniſations- eller rettere Befæſtnings-Forſøg til Irland ſelv[20], hvorved hans beſtemte Henſigt, at fatte blivende Fodfæſte paa Øen, tydeligt aabenbarer ſig, maa man formode, at Muirkertach denne Gang deels i Almindelighed har maattet anerkjende Magnus ſom ſin Lensherre, deels ſærſkilt har forpligtet ſig til at overlade ham Dublin med tilhørende Diſtrikt, hvilket, lige ſaa vel ſom Man, hørte til de ældre norſke Beſiddelſer paa den Kant, og desuden endog havde været forenet med Riget i Man, indtil Muirkertach fik Gudrød Meranagh fordreven. Derhos maa Muirkertach nu, ſom tidligere, have fraſagt ſig alle Fordringer paa Man og Syderøerne, og fremdeles, ſom før, have knyttet alle Indrømmelſer og Afſtaaelſer til ſin Datters Haand, ſaaledes at Afkaldet ſkede til Fordeel for den Mand, hun egtede. Førſte Gang, da Magnus fæſtede Lafracot, var det ham ſelv, til hvem Afſtaaelſen ſkede; og da Muirkertach desuagtet ſenere befattede ſig med de Manſke Anliggender, ſom om ingen Afſtaaelſe havde fundet Sted, var det ogſaa i ſin Orden, at Forbindelſen hævedes. Denne Gang var det derimod Magnus’s Søn Sigurd, til hvis Fordeel Overdragelſen nu tilſyneladende fandt Sted, og denne Overdragelſe var vel ogſaa den egentlige Aarſag til, at Magnus, ſandſynligviis paa Bryllupsdagen, gav ſin Søn Kongenavn. Den oftere nævnte anglo-nordmanniſke Skribent Ordrik omtaler Muirkertachs Ferd, ſom om han hverken meente det oprigtigt med Arnulf eller med Magnus, men pønſede paa, ved given Lejlighed at ſvige dem begge[21]. Det er ogſaa, ſom det nedenfor vil ſees, temmelig ſandſynligt at Muirkertach har næret ſaadanne Planer, iſær med Henſyn til Magnus, der maa have været ham en ſærdeles uvelkommen Gjeſt, ligeſom vi erfare, at han virkelig opførte ſig ſvigagtigt mod Arnulf; men vore Sagaer hentyde dog ikke ligefrem paa noget Forræderi. Af disſe, ſammenholdte med de irſke Annaler, ſees det derimod, at Muirkertach har ſøgt at drage Nytte af Magnus’s Nærværelſe, for ved hans Hjelp at kunne overvælde ſin Modſtander Donald, ſaa ſnart Fredsaaret var udløbet[22], og at Magnus maa have forbundet ſig til at ſtaa Muirkertach bi. Dette udelukker imidlertid ikke Rimeligheden af at han kan have fort et falſkt Spil med Henſyn til Magnus, og navnligen ſynes man at maatte tro, at han har gjort ham det ſamme falſke Løfte for Sigurds Vedkommende, ſom han tidligere ſynes at have foreſpejlet Arnulf, nemlig at Giftermaalet med Datteren ogſaa ſkulde medføre Retten til at vorde hans Efterfølger paa Irlands Trone. Over alle disſe Forhandlinger hviler der ellers et ſaadant Mørke, og Beretningerne om dem ere ſaa mangelagtige, at man med Henſyn til deres nærmere Indhold alene kan tage ſin Tilflugt til Gisninger, der væſentligſt grunde ſig paa de efterfølgende Begivenheder; Forliget bekræftedes med Giſler, ſom begge Konger gjenſidigt ſtillede hinanden. Formanden for de Giſler, ſom Magnus ſendte til Muirkertach, var Skalden Giſl Illugesſøn; de ſkulle have fundet en god Modtagelſe og Behandling hos ham[23].

Da den oprørſke Jarl, Robert af Beleſme, hørte at dette Forlig var kommet i Stand, haabede han ſtrax at kunne faa Underſtøttelſe af Magnus, og ſendte Bud til ham med Anmodning derom; men Magnus vilde ikke indlade ſig herpaa[24], og Robert, ſom nu belejredes i Shrewsbury efter at have miſtet alle ſine øvrige Borge, og ingen yderligere Udvej øjnede, overgav ſig imod Løftet om at han og hans Brødre Arnulf og Roger maatte beholde Livet og uhindret forlade Landet[25]. Robert drog over til ſine Beſiddelſer i Maine; Arnulf opholdt ſig endnu, ſom vi have ſeet, hos Muirkertach, og har vel nu været ham mere til Byrde end til Nytte: en Omſtændighed, der heel vel forklarer Muirkertachs ſenere Opførſel imod ham. Imidlertid drog Magnus over til Irland, hvor han, paa Grund af Forbundet, blev venſkabeligt modtagen af Muirkertach. Vore Sagaer fortælle, at han ſtrax i Forening med Muirkertach indtog Dublin og en ſtor Deel af det tilliggende Landſkab[26]. Men da de irſke Annaler ikke omtale et eneſte Krigsforetagende paa Øen ſelv i Aaret 1102 efter Magnus’s Ankomſt, og da Muirkertach desuden allerede var i Beſiddelſe af Dublin ſiden 1094, i hvilket Aar han erobrede Staden og Gudrød Meranaghs Beſiddelſer i Leinſter, endog, ſom det ſynes, ved Magnus’s Hjelp[27], er det aabenbart, at Sagabearbejderne her netop have haft denne Begivenhed under Magnus’s førſte Veſterhavstog for Øje, og forvexlet den med den fredelige Afſtaaelſe af Dublin med Diſtrikt, ſom upaatvivlelig udgjorde en af Hovedbetingelſerne for Traktaten mellem Muirkertach og Magnus. Denne har viſtnok ved ſin Ankomſt ſtrax faaet Staden overgiven i ſin Vold, og ej alene beſat den med ſine Folk, men paa ſin ſædvanlige Viis ogſaa opført Borge og lagt Beſætninger andenſteds rundt om i hele Landſkabet, for førſt og fremſt at ſikre ſig denne norſke Hovedbeſiddelſe[28]. For øvrigt kom han vel ſaa ſildigt paa Aaret til Irland, at der inden næſte Vaar ej kunde være Tale om noget Krigsforetagende af Betydenhed. Vintren tilbragte Magnus hos Muirkertach paa hans Fædreneborg, Kinkora[29]. Vaaren derefter, heder det i vore Sagaer, droge begge Konger til Ulſter, og holdt mange Slag der. Her ſigtes der øjenſynligt til nogle Krigsforetagender i det nordlige Irland, ſom i de irſke Annaler omtales paa følgende Maade. Der udbrød en ſtor Krig mellem Indbyggerne af Cinel-Eoghain, d. e. Landſkabet Throne, og Indbyggerne af Uladh eller Ulſter (det vil ſige det egentlige Ulſter, eller Landſkaberne Down, Louth m. m.). Muirkertach med Mændene fra Munſter, Leinſter, Osſory og Meath, ſaa vel ſom de fornemſte fra Connaught, alle med deres Konger, droge til Cobha-Sletten (i den nordlige Deel af Landſkabet Down) for at komme Ulſterboerne til Hjelp. De droge derfra til Ardmagh, og belejrede den en Uge; imidlertid rykkede Donald O’Lochlan imod dem med en Hær, beſtaaende af Mænd fra det nordlige Irland, og ſlog Lejr lige i deres Nærhed, hvorved han hindrede dem fra at herje videre der i Egnen. Da Mændene fra Munſter vare trætte af at ligge der, gik Muirkertach til Aenachmacha, derfra til Eamhain (Steder i Nærheden) og ad en Omvej igjen til Ardmagh, hvor han ſkjenkede 8 Ører Guld til Alteret, og lovede 8 Snees Køer. Derfra vendte han tilbage til Cobha-Sletten, hvor han efterlod Mændene fra Leinſter og en Deel af dem fra Munſter, og gjorde ſelv, ledſaget af Kongerne af Meath og Connaught, et Strejftog til Dalaraide (ſydøſtenfor Loughneagh)[30]. Paa dette Tog faldt hans Frænde Duncan, Tirdelnaghs Søn, og mange andre fornemme Mænd. I hans Fraværelſe angreb Donald O’Lochlan den Hærafdeling, han havde efterladt paa Cobha-Sletten. Denne forſvarede ſig med ſtor Tapperhed, og et heftigt Slag blev ſaaledes holdt paa Cobha-Sletten, Onsdagen den 5te Auguſt, 8 Dage efter deres Ankomſt did[31]. Men Enden blev dog, at de lede et ſtort Nederlag, og at en Mængde af dem bleve dræbte. Blandt de Faldne nævnes, foruden Kongen af Leinſter, ved Navn Muirkertach Mac Gillamoholmagh, og mange andre irſke Stormænd, ogſaa en Mængde af „de Fremmede“ fra Dublin, af hvilke tre Mænd ſærſkilt navngives, nemlig Thorſtein Eriksſøn, Paal Aamundsſøn, og „Beollan Armunn“[32]. Sejrherrerne vendte med Triumf tilbage, bringende med ſig et ſtort Bytte, hvoriblandt det kongelige Telt, Fanen og mange Koſtbarheder[33]. At Magnus var med paa dette Tog, eller, hvad der er rimeligſt, med ſin Flaade underſtøttede Muirkertach langs Kyſten, ſynes ſaa meget mere utvivlſomt, ſom „de Fremmede“ fra Dublin, med norſke Navne, altſaa vel enkelte af Nordmændene, udtrykkelig omtales blandt Deeltagerne, og Muirkertach desuden ikke i dette Aar gjorde andre Tog til Ulſter, hvori Magnus, ifølge Sagaernes udtrykkelige Udſagn, kunde deeltaget, end netop det her omtalte. Men da det er tydeligt nok at ſee, at dette Tog ganſke mislykkedes, bliver det følgelig aldeles urigtigt, naar vore Sagaer fortælle, at Magnus og Muirkertach tilſammen erobrede ſig et ſtort Stykke af Ulſter[34]. Hvad Magnus kunde ſiges at have underkaſtet ſig af Landet, var, ſom nys anført, Dublin med tilhørende Rige. Derimod er det øjenſynligt, at Nederlaget i Ulſter har ſvækket hans Magt ſaaledes, at han for det førſte har opgivet Tanken om at gjøre .flere Erobringstog, i det mindſte i dette Aar, der allerede var ſaa langt fremſkredet[35]. Sagaerne melde derfor ogſaa, at Muirkertach, efter at Ulſter-Toget var tilendebragt, vendte tilbage til Kinkora, medens Magnus gjorde ſig færdig til at drage hjem til Norge. At det dog ingenlunde var hans Henſigt at opgive det Fodfæſte, han havde faaet paa Øen, men at han derimod rimeligviis allerede til næſte Aar agtede at komme tilbage med endnu ſtørre Styrke, for at forſøge ſin Lykke paa ny og fuldende, hvad han havde begyndt, ſkjønnes deraf, at han efterlod Beſætning i Dublin, hvor han ogſaa lod de Giſler, Muirkertach havde ſtillet ham, blive i Forvaring.

Forbindelſen med Magnus havde alene bragt Muirkertach Skade, ingen Fordeel. Ser eneſte, der for ham nogenledes kunde opveje Afſtaaelſen af Dublin, og den Ubehagelighed at ſee Magnus og hans Nordmænd ſætte ſig faſt her, maatte have været en fuldkommen Tilintetgjørelſe af Donald O’Lochlans Magt ved Magnus’s Hjelp. Men i dets Sted var Donalds Magt uſvækket, og hans egen havde derimod paa Cobha-Sletten lidt et Afbræk, ſom han neppe nogenſinde forbandt, medens Dublin dog ej ophørte at være i Nordmændenes Vold, men meget mere ſkulde tjene dem ſom Udgangspunkt for fremtidige Erobringstog. Under disſe Omſtændigheder kan man ej forundre ſig over, om Muirkertach og Irerne ſøgte ved hvilket ſom helſt Middel at ſkaffe ſig Nordmændene af Halſen, og ſaa tilſtrækkeligt at ødelægge dem, at man for Eftertiden ej havde noget Angreb af dem at befrygte. Derfor bliver Ordriks Udſagn, at Irerne ſøgte at ſvige Magnus, meget ſandſynligt, medens vi dog fremdeles maa gjentage, at vore egne Sagaer ikke tale om noget Forræderi; ſaa at Muirkertach, om han virkelig havde noget ſaadant fore, i alle Fald maa have lagt ſine Planer yderſt fiint, uden at Nordmændene havde mindſte Anelſe derom. Magnus, fortælles der i vore Sagaer, havde aftalt med Muirkertach, maaſkee under dennes Ophold i Dalaraide nær Kyſten, at han ſkulde ſende ham en Deel Slagte-Kvæg til Proviant paa Rejſen. Han laa med ſin hele Flaade ſejlfærdig og ventede ved Kyſten af Ulſter, for, ſaa ſnart han havde modtaget Kvæget, at ſejle over til Øerne. Men det udeblev Dag efter Dag, og da det varede ham alt for længe, ſendte han en Deel af ſine Mænd op i Landet, for at paaſkynde Afſendelſen, paalæggende dem at komme tilbage i det ſeneſte Dagen for Bartholomæusmesſen (24de Auguſt). Mesſeaftenen (23de Auguſt) kom, men man ſaa endnu ikke noget til dem. Kongen blev utaalmodig, og tidligt den følgende Morgen, ved Solens Opgang, gik han op i Landet med den ſtørſte Deel af ſine Folk, for at ſee, hvor der var blevet af dem og det lovede Kvæg[36]. Det var ſtille Vejr og Solſkin: Vejen gik tildeels paa Stumper, over Myrer og Sumpe, omringede af Kratſkov. Endelig kom de ud af Kratſkoven og op paa en Bakke, hvorfra de havde en vid Udſigt. Her ſaa de i det Fjerne en Støvſky, ſom nærmede ſig. Nogle meente, at det var en fiendtlig Hær, andre, at det kun var deres egne Kammerater med det længe forventede Kvæg. Imidlertid ſtandſede de, og Stallaren Eyvind Alboge bad Kongen at ſee ſig for og tænke paa Raad. Kongen befalede ſtrax,at man ſkulde ſtille ſig i Slagorden for at være belavet paa Ufred. Da Støvſkyen kom nærmere, ſaa man dog, at det kun var Mændene med Kvæget, og vendte ſtrax om for at gaa tilbage til Skibene. Dette var omtrent ved Middagstid. Men, da de kom til de nys omtalte Myrer, og kun langſomt bevægede ſig frem paa Klopperne, der laa over de ſommeſteds meget dybe Sumpe, brød med eet en Mængde fuldt væbnede Irer frem fra alle Kanter af Krattet, angrebe Nordmændene og afſkare dem Tilbagetoget. Saaledes lyder i det væſentlige Sagaernes Beretning om Magnus’s ſidſte Tog op i Landet og om Maaden, hvorpaa han blev overfalden. Herved maa dog merkes, at medens de yngre Sagabearbejdelſer lade ham ſende ſine Mænd heelt til Kong Muirkertach for at paaſkynde Afſendelſen af Kvæget, og de ſiden udtrykkeligt tilføje, at det Kvæg, Mændene endelig bragte med ſig, var afſendt fra Muirkertach, „der holdt alle ſine Løfter til Kong Magnus“, findes ingen ſaadan Tilføjelſe i den ældſte Sagabearbejdelſe, der kun fortæller Sagen ſaaledes ſom ovenfor er meddeelt, uden at man kan ſee, om Kvæget virkelig var ſendt fra Muirkertach, eller om Nordmændene ſelv havde hjulpet ſig tilrette ved Plyndring. Det ſidſte bliver det rimeligſte, naar man overvejer den ſtore Afſtand mellem Kyſten af Dvina, hvor Magnus nu laa, og Kinkora i Nord-Munſter, hvor Muirkertach boede. Heller ikke bar det vel nogenſinde været Meningen, at Muirkertach ſkulde ſende hiint Kvæg lige fra ſit Hjem, men alene at han ſkulde give Ulſterboerne, der paa denne Tid ſtode under hans Herredømme[37], den Befaling, til beſtemt Tid at fremſkaffe Kvæget. Det bliver derfor rimeligt, at Magnus har afſendt hine Mænd, hvis Antal neppe kan have været ſaa ubetydeligt, for at paaſkynde Afleverelſen, og, om denne ikke ſkede med det Gode, da at bruge Truſler, eller endog ligefrem tage med Magt, hvad der behøvedes; under alle Omſtændigheder maatte deres Ærende være Ulſterboerne højſt forhadt, og i deres Øjne været betragtet ſom en Plyndring. Dette forklarer nokſom de ulſterſke Annalers Udſagn, at Magnus blev overfalden og dræbt af Ulſterboerne paa et Plyndringstog. Men man kan dog neppe antage, at Ulſterboerne have foretaget ſig en Handling af den Betydenhed, ſom at overfalde den norſke Konge, for, om muligt, at dræbe ham med hele hans Hær, uden Muirkertachs aabenbare eller hemmelige Befaling, eller i det mindſte med hans Samtykke. Ja om end ingen Befaling, intet Samtykke var givet, og Ulſterboerne alene handlede efter egen Tilſkyndelſe, for at tage deres røvede Kvæg tilbage og hevne ſig paa Nordmændene, burde dette dog have været forudſeet af Muirkertach, ſom derfor viſtnok med Flid har undladt at ſende Magnus den uundværlige Proviant, og derved ſat ham i den Nødvendighed, at tage ſig ſelv til Rette og ſaaledes fremkalde de forbitrede Indbyggeres Hevn. Ordrik fortæller udtrykkeligt, „at enkelte glattungede og veltalende Mænd blandt Irerne ſvigagtigt kom til Magnus, ſkuffede ham med falſke Løfter, og overtalte ham til, alene med faa Folk at forlade Skibene for at beſee Provindſen og modtage dens Overgivelſe, ſaa at han, ſtolende paa deres troløſe Ord, fulgte ſine Forførere to Mile op i Landet, hvor en uhyre Mængde Fiender laa i Baghold og bred frem fra deres Skjul“[38]. Kom nu end Magnus ikke ligefrem for at modtage Indbyggernes Hylding, ſaa var det dog hans Henſigt at modtage og inddrive Rekviſitioner, ſom Muirkertach ikke havde kunnet love ham, uden derved tilſyneladende at erkjende hans Overlegenhed og Ret til at forlange dem, og det er derfor let at forſtaa, hvorledes Ordrik, om han end borte den hele Begivenhed i det væſentlige fortælle ſaaledes, ſom den forefindes i vore Sagaer, dog har kunnet opfatte og gjengive den paa den nys antydede Maade[39]. Det bliver altſaa dog nok temmelig viſt, at der virkelig har været lagt en Plan til hans Undergang, og at han er bleven forlokket ved forræderſke Løfter. Vi ville ogſaa i det følgende erfare, at Magnus’s Søn Sigurd krævede Hevn for Faderens Død i Udtryk, der ſynes at forudſætte en ſtørre Brøde paa Irernes Side, end der egentlig kan ſiges at ligge i et pludſeligt og uforberedt Overfald[40], ligeſom han ogſaa ſtrax efter Faderens Død afbrød Forbindelſen med Muirkertach paa en Maade, ſom vidnede om et afgjort fiendtligt Forhold.

Ved det førſte Angreb af Irerne faldt mange af Nordmændene, der i adſpredte og uordentlige Flokke ſøgte at komme over de dybe Sumpe, ſom enhver bedſt kunde. „Vore Folk vandre frem under højſt uheldige Vilkaar“, ſagde Stallaren Eyvind Alboge, „og vi maa ſee til i Haſt at finde paa et godt Raad“. „Lad blæſe Krigsſignal“, bød Kongen, .ſaa at den hele Skare ſamler ſig under Merket; vi ville da trække os langſomt tilbage fra Sumpene, thi naar vi førſt komme paa den aabne Mark, har det ingen Nød“. Eyvind foreſlog at man heller ſkulle ſee til at komme over Sumpene og ned til Skibene; „naar kun I, sperre( ſagde han, „undkommer, vil ingen Skade være ſkeet“. „Nej“, ſvarede Magnus, „det pasſer ſig ej for en Konge at fly fra ſine Mænd, ſaa tapre Folk, ſom jeg her har om mig; lader os heller alle ſammen binde an mod Irerne ſaa kjekt ſom muligt. Lad mig ſee, mine Gutter“, raabte han til fine Mænd, „at I ej flygte for Brøklingerne[41]; nu gjelder det at I lægge eders Tapperhed for Dagen, og viſe, hvad Hjelp I ville yde eders Konge“. Men af Nordmændene faldt fremdeles mange i deres uheldige Stilling, medens derimod Irernes Antal hvert Øjeblik tiltog. Flere begyndte allerede at flygte, dog Magnus holdt Stand, og kvad endog en Viſe, hvori han ytrede at hans Hu ſtod til Dublin, og at han ſlet ikke havde nogen Længſel efter .Kvinderne i Nidaros, til hvilke han ikke agtede at komme den Holt, da han elſkede en irſk Pige højere end ſig ſelv[42]. Da Kongen endelig var kommen til den nederſte og uvejſomſte Deel af Sumpen[43], og Irerne ſatte ind paa ham med fordoblet Iver, ſaa at end flere af hans Mænd dræbtes, kaldte han paa den oplandſke Lendermand Thorgrim Skinnhuva, og befalede ham, med ſin Skare, der beſtod af øvede Bueſkytter, at ſøge at komme over Sumpen og beſætte en liden Højde, for derfra at ſkyde paa Irerne, og ſaaledes beſkjeftige dem, medens Kongen og den øvrige Deel af Hæren fulgte efter. Thorgrim og Oplændingerne gjorde ſom Kongen bød, men aldrig ſaa ſnart vare de komne over, førend de alle kaſtede Skjoldene paa Ryggen og løb afſted ad Skibene til, ſaa hurtigt de kunde. Magnus raabte efter ham: „uklogt handlede jeg den Dag, da jeg gjorde Sigurd Hund[44] utlæg, men endnu dummere var jeg, da jeg gjorde dig til Lendermand, ſom nu ſaa ſkjendigt forlader mig: ſaaledes havde Sigurd ej baaret ſig ad, hvis han havde været her“. Imidlertid flygtede dog nu flere og flere, iſær de, der ſtode længſt borte, og vare komne over Sumpen. Kun Magnus ſelv og nogle faa Tapre med ham blev ſtaaende. Støttet med Ryggen mod et Træ, ſtod han under Merket, let kjendelig blandt alle ſine Mænd, ſaa vel ved ſin Højde ſom ved ſine Vaaben og ſin Klædedragt; han havde en forgyldt Hjelm, et rødt Skjold, hvori en gylden Love, over Brynjen en rød Silkekjole, hvori en Løve var udſyet med guul Silke ſaa vel fortil ſom bagtil[45] en Keſje (let Spyd) i Haanden, og ved Siden et meget ſkarpt Sverd, der kaldtes Leggbit, med Hvalrostands Knap og guldomvundet Haandtag. Alle vare enige om, at man ikke havde ſeet nogen bevæbnet Mand med ſaa krigerſk Holdning, eller nogen mere majeſtætiſk Høvding. Eyvind Alboge var klædt næſten paa ſamme Maade, og derfor vel ogſaa des mere udſat for Fiendens Vaaben. En Tidlang lod det til, at den lille Skares Heltekamp vilde krones med Held, thi de hug, ſom Sagaen fortæller, Irerne ned ſom Bofæ. Men for hver Irer, ſom blev dræbt, kom der to i Stedet ovenfra Landet. Da det begyndte at tyndes om Merket, fik Kongen et Skik af en Keſje gjennem begge Laar ovenfor Knæet. Han brød ſtrax Skaftet af mellem Benene, idet han raabte: „ſaaledes bryde vi Sperrelegge[46], mine Gutter; lad os endnu ſtride kjekt; med mig har det ingen Nød!“ Men kort efter fik han et Hug af en irſk Sparthe paa Halſen lige ved Skuldrene: dette blev hans Baneſaar, og han ſegnede til Jorden. Vidkunn Jonsſøn, ſom den hele Tid havde ſtaaet ved Kongens Side, hug ſtrax hans Banemand i to Stykker. Kongen kunde endnu mæle ſaa vidt, at han bad Vidkunn frelſe ſig ved Flugten; „her“, ſagde han, „komme vi nu til at ſkilles ad; du bar fulgt mig troligt og kjekt; hils mine Sønner, Frænder og Venner“. Med disſe Ord opgav han Aanden, og Vidkunn flygtede; dog fik han grebet Kongens Merke og Sverdet Leggbit; Skjoldet var aldeles ødelagt. Han ſagde ſiden, at kun faa af dem, ſom endnu vare tilbage paa Valpladſen, da han løb afſted, vilde kunne bringe nogen Tidende derfra[47]. Ogſaa Sigurd Ranesſøn og Dag Eilifsſøn havde holdt ud til det yderſte og vare blandt de aller ſidſte, ſom flygtede. Eyvind Alboge[48], Ulf Ranesſøn og mange andre Høvdinger vare allerede faldne[49]. Vidkunn ſelv havde faaet tre Saar, og han nød ſiden efter almindelig Berømmelſe og ſtor Yndeſt hos Magnus-’s Sønner for den Troſkab, han havde viiſt ſin Konge lige til det ſidſte Øjeblik. Det lykkedes ham ſaa vel ſom de oven nævnte Mænd, og en Deel andre, hvis Antal dog ikke kan have været ſtort[50], at komme ned til Skibene, ſkjønt uafbrudt forfulgte af Irernes vilde Skarer, ſom endog lige ved Stranden gjennemborede Mange, der paa et blødt Sted ej kunde komme hurtigt nok frem[51]. De, ſom frelſte ſig derfra med Livet, ſatte ſtrax over til Man[52], hvorhen rimeligviis ogſaa de Nordmænd, der vare blevne tilbage i Dublin og de omliggende Borge, ſaavel ſom Giſl Illugesſøn og de øvrige Giſler, hvilke Muirkertach havde ladet løbe[53], begave ſig ved Efterretningen om Kongens Fald. Det er nemlig tydeligt at ſee, at Høvdingerne for Hæren nu havde opgivet al Tanke om Beſiddelſer paa Irland, eller din Oprettelſen af et ſaadant Erobringsrige i Veſten, ſom Magnus havde tilſigtet. Derfor medtoge de ogſaa hans Søn, den nys udnævnte Konge, Sigurd, der lod Muirkertachs Datter blive tilbage, og ſagde at han ikke vilde vide mere af hende, fordi alle Høvdinger der veſter, ſaa vel irſke ſom ſkotſke, nu vare ham forhadte: et temmelig tydeligt Tegn paa, at ſaa vel han ſom hans Mænd anede Forræderi fra Irekongens Side[54]. Mistanken mod ham i ſaa Henſeende maatte blive ſaa meget ſterkere, ſom han umiddelbart efter Magnus’s Fald viſte ſig ſom en underdanig Tjener af den engelſke Konge[55], og en aabenbar Forræder mod ſin Svigerſøn Arnulf og hans Nordmanner. Thi da Irerne, heder det, havde ſmagt Kong Magnus’s og hans Mænds Blod, bleve de grummere, og vendte ſig nu pludſeligt mod Nordmannerne for at overfalde dem. Kongen ſelv fratog Arnulf ſin Datter, lod hende efter eget Ønſke egte ſit Syſkendebarn, og ſtræbte Arnulf efter Livet, hvilken dog, i Tide erfarende det ſkjendige Forræderi, flygtede over til Sine i Nordmandie.

Paa Orknøerne blev Haakon Paalsſøn tilbage ſom Høvding, dog endnu uden Jarlsnavn, og Sigurd kom endnu ſamme Høſt med Levningerne af den ſtore Hær hjem til Norge[56]. Magnus’s Liig blev tilbage i Irland, og begravedes ved St. Patriks Kirke i Emma, hvilken ſynes at have været den By, der laa Valpladſen nærmeſt. Der nævnes intet om, at Liget ſenere bragtes over til Norge.

Magnus havde, ſom det ſynes i længere Tid, og maaſkee under hele ſin Regjering, ſtaaet i Forbindelſe med en rig Kjøbmand i Lincoln, der ſkaffede ham de Vaaben, Prydelſer, Bohave og andre deslige Sager, han behøvede, imod at have hans Skat (thesaurus) i Forvaring[57]. Ved Efterretningen om Magnus’s Fald ſkyndte han ſig hjem til Lincoln, og begyndte at drive en betydelig Handel med de ham betroede Penge, ſom om de bare hans egne. Da dette kom Kong Henrik for Øren, fordrede han at Kjøbmanden ſkulde udlevere ham Pengene. Denne negtede førſt at have dem i ſit Værge, men maatte dog omſider gaa til Bekjendelſe, og Henrik ſkal nu have udpresſet af ham ikke mindre end 20000 Pund Sølv. Ordrik, der fortæller alt dette, lægger til, at Kong Henrik glædede ſig meget ved Efterretningen om Magnus’s Fald, ſom om en ſtor Byrde var lettet fra ham, og at hans Magt vel i det hele taget tiltog ved hans Fienders ſamtidige Uheld, men at han dog iſær følte ſig tryg ved Magnus’s Undergang, og ſtolt over Beſiddelſen af hans Rigdomme[58]. Alt dette viſer nokſom, at Henrik ſiden Magnus’s Forbund med Muirkertach har regnet ham blandt ſine Fiender, og frygtet for, at han efter Irlands Erobring vilde vende ſine Vaaben mod England. Sandſynligviis var det ikke uden hans Medvirkning, at Høvdingerne paa Man nu valgte Olaf, en Søn af Gudrød Meranagh, der opholdt ſig ved hans Hof, til Konge, og hentede ham derfra ved et Geſandtſkab[59].

Magnus var, da han faldt, kun tredive Aar gammel, og havde herſket i ti Aar. I hans Dage, heder det i Sagaerne, var der god Fred indenlands, men man havde megen Anſtrengelſe og Bekoſtning med de idelige Ledings-Opbud, hvorfor man ogſaa kaldte ham „Styrjaldar-Magnus“ (af styrjöld, Fejde). Det er ellers et ſtort Spørgsmaal, om Bønderne i disſe urolige Tider vilde have nydt ſaa fuldſtændig Fred indenlands, hvis han ikke ved hyppige Krigstog havde ſat ſig i Reſpekt; men rigtignok var det ej nødvendigt for den blotte Landefreds Skyld, at foretage ſaa ſtore og omfattende Tog, ſom de han gjorde til Veſterhavet. Det er ovenfor viiſt, hvilke politiſke Henſyn der fremkaldte dem, og hvorledes de efter hine Tiders Begreber lade ſig forſvare. Men desuagtet er det aabenbart, at de aldrig havde fundet Sted, hvis ikke Magnus’s Lyſt og Hug ſtedſe havde ſtaaet til Krig og farlige Æventvr. Det var derfor ogſaa hans Mundheld, naar hans Venner bebrejdede ham, at han paa ſine Krigstog ofte uforſigtigt udſatte ſig: „En Konge ſkal ſtræbe mere efter Berømmelſe end efter et langt Liv“[60]. Under en ſaadan Høvding maatte iſær Krigsmændene have det godt, og man kan derfor godt forſtaa, hvad Sagaen meddeler, at hans Mænd gjorde meget af ham, medens derimod Bønderne ſandt ham haard. Hans Skjønhed, ædle Holdning og krigerſke Udſeende er forhen omtalt. Han var ſaa høj, at flere endog kaldte ham „Magnus den høje“; dog naaede han endda ikke ſin Faders, og end mindre ſin Farfaders Højde. Ved den nordre Dør af Mariekirken i Nidaros var der i Stenen indgravet tre Kors, ſom betegnede hvor højt enhver af dem kunde naa at kysſe. Det øverſte var Haralds og det laveſte Magnus’s; Olaf Kyrres var midt imellem begge[61]. Ogſaa den anglo-nordmanniſke Forfatter Ordrik vidner om Magnus, at han var ſterk og ſmuk, kjek, gavmild, behændig, redelig og ærlig[62].

Magnus havde, ſom ovenfor nævnt, været forlovet, eller ſom Ordrik vil vide, endog gift med Muirkertachs Datter Lafracot, hvilken Forbindelſe dog ej var af Varighed; han havde ligeledes, ſom man maa formode, været forlovet med Kong Mælkolms Datter Mathilde, og egtede endelig, Aaret før ſit ſidſte Tog til Irland, Margrete af Sverige, med hvilken han dog ikke havde Børn. Derimod efterlod han flere Børn, ſom han havde haft med andre Kvinder udenfor Egteſkab. De to ældſte Sønner, Eyſtein og Sigurd, havde han allerede faaet før ſin Faders Død; Eyſtein var nemlig fød 1088 eller 1089, og Sigurd 1089 eller 1090, hiin af en Kvinde af ringe Stand, hvis Navn ej anføres, denne af en Kvinde, ved Navn Thora. Den tredie Søn, Olaf, var fød henved 1100; hans Moder var Sigrid, en Datter af den ovenfor omtalte anſeede Thrønder, Saxe i Vik[63]. Foruden disſe, fremſtode længe efter hans Død to andre, der ligeledes paaſtode at være hans Sønner, nemlig Gilchriſt, eller, ſom han ſiden kaldtes Harald Gille, der kom fra Irland, og maaſkee kan have været Frugten af den Kjærlighedsforſtaaelſe i Dublin, ſom Magnus ſynes at antyde i ſit ſidſte Vers, og Sigurd, ſiden kaldet Slembidjaakn, hvis Moder Thora var en Syſter af Olafs Moder, og Datter af Saxe i Vik; hans Herkomſt blev almindeligviis betvivlet, og hans Optræden ſom Magnus’s Søn bragte ham omſider Døden, medens Gilchriſt derimod var heldigere, da han opnaaede at blive Konge. Magnus havde to Døtre, Ragnhild og Thora. Den førſte blev ſiden gift med Harald Keſja, en Søn af Danekongen Erik Ejegod; den ſidſte blev gift med den islandſke Preſt Loft, en Søn af den mægtige, lærde og af Litteraturen ſaa højt fortjente Sæmund Sigfusſøn den frode, om hvilken vi nedenfor komme til at handle nærmere. Thoras rette Herkomſt var da endnu ubekjendt, og kom førſt ſenere for Dagen[64].

Magnus var, ſom vi have ſeet, ſelv Skald, og flere af hans Vers ere opbevarede i Sagaerne. Hans Bedrifter ere beſungne i Draaper: af de islandſke Skalde Gift Illugesſøn, om hvilken der allerede ovenfor er handlet. Thorkell Hamarſkald og Bjørn den krepphendte. Vers af disſe Draaber anføres hyppigt i Sagaen til Bekræftelſe paa Beretningens Troværdighed.

  1. Magnus Barfods Saga, Cap. 347 Snorre, Cap. 25.
  2. Den Manſke Krønike, 1098—1102.
  3. De fire Meſtres Annaler, ved 1101. Der ſtaar: Magnus, Konge af Lachlin, kom for at angribe Irland, ſom dette Vers tilkjendegiver: „Eet Aar over 1100 … fra Chriſti Fødſel til Magnus’s Ankomſt til Erinn.“ Men da vi nu af andre Kilder vide at Magnus ej kom førend 1102, kan der her ene ſigtes til Forberedelſerne til hans Tog og Rygtet om hans Ankomſt, der ſiden efter i de 4 Meſtres Annaler udtrykkelig omtales ved 1102, medens de ulſterſke Annaler i dette Aar lade ham komme til Man, ej til Irland.
  4. Der ſtaar i de fire Meſtres Annaler „de Fremmedes (Gall) ſtore Flaade“; Ulſter-Annalerne have: .„Flaaden fra Dublin“.
  5. Se ovenfor S. 478.
  6. De fire Meſtres Annaler, ved 1101.
  7. Ordrik S. 808.
  8. Ordrik S. 768.
  9. I Maine er der endnu Sagn om Robert og hans Gruſomheder, ſe Lappenbergs Geſch. Englands, II. S. 232.
  10. Nemlig Jorwerth, Cadogan og Meredith, Sønner af Blethyn.
  11. Ordrik l. c. S. 808; jvfr. de væliſke Annaler, hos Caradoc.
  12. Með öllu liði, ſtaar der i Magnus Barfods Saga Cap. 34.
  13. Saavel Morkinſkinna og Fagrſkinna, ſom Hryggjarſtykke og Hrokkinſkinna lade Magnus medtage Erling, men Orkneyinga Saga ſiger udtrykkeligt, at det er uviſt, om Erling faldt i Angleſey-Slaget 1098, eller i Ulſter, med Magnus, 1103. Da vi nu af Orkneyinga Saga erfare, at Magnus i Mellemtiden 1098—1102 havde Haakon Paalsſøn hos ſig i Norge, men Morkinſkinna og Snorre dog begaa den Fejl, at lade Magnus allerede i 1099 udnævne Haakon til Sigurds Formynder, opſtaar derved en ſterk Præſumtion for at ogſaa deres Angivelſe om Erling er falſk. I alle Fald maa han have deelt Skjebne med Haakon. At denne fulgte med Magnus i 1102, ſees deels deraf at han omtales ſom Deeltager i den ſvenſke Krig, og ſiden dukker op ſom ankommende til Norge fra Orknø i Aaret 1104 eller Hob; deels af Morkinſkinnas Udſagn om at Magnus udnævnte ham til Sigurds Formynder, hvilket i ſig ſelv ſynes at være ſandt, men kun maa henføres til 1102 i Stedet for 1099.
  14. De væliſke Krøniker, ſe Caradoc. Vore Sagaer vide intet om Magnus’s Ophold paa Man ved denne Lejlighed, men ogſaa Ulſter-Annalerne tale udtrykkeligt derom. Vi gjenkjende ellers ſaavel i disſe Tømmer-Befæſtninger, ſom i dem, Magnus havde opført under ſit forrige Tog med Tømmer fra Galloway (ſe ovenfor S. 574), „Virker“ af ſamme Slags, ſom hiint paa Kvaldensø, og Anvendelſen af den ſamme Krigskunſt.
  15. De væliſke Krøniker, hos Caradoc. Fra denne eller den ſtrax følgende Tid ſkriver ſig vel et Brev fra Muirkertach til Landfranks Efterfølger, den berømte Erkebiſkop Anshelm i Canterbury, hvori han takker ham for den Hjelp, han har ydet ham og hans Svigerſøn Arnulf (Anselmi epistolæ IV. 83.)
  16. Ulſter-Annalerne og de fire Meſtres Annaler. Hine omtale Forliget ſtrax efter, disſe ſtrax før Forliget med Magnus; men da man erfarer at Fiendtlighederne i det næſte Aar allerede begyndte ſidſt i Juli, og Forliget ſaaledes maa være udløbet lidt før, maa det og være ſluttet i det ſeneſte i Juli 1102, og til den Tid vare Underhandlingerne med Magnus endnu neppe begyndte.
  17. Der ſtaar i Magnus Barfods Saga Cap. 34, at han ſtrax herjede i Irland. Det er ej uſandſynligt at dette har ſkeet førend han endnu kom til Man, iſær ved Farten gjennem det ſmale Sund ved Kantire, hvor hans Skibe kom lige under den irſke Kyſt.
  18. Ulſter-Annalerne have: „Magnus, Konge af Lochlin, kom med en ſtor Flaade til Man, og der blev ſluttet Fred paa et Aar mellem ham og Irlands Mænd“. Inisſallens Annaler: „Muirkertach indgik Svogerſkab med Frankerne (d. e. Arnulf og Nordmannerne) og Lochlinerne (d. e. Magnus og Nordmændene)“. De fire Meſtres Annaler: „En irſk Har forſamlet i Athcliath (Dublin) for at modſætte ſig Magnus og de Fremmede fra Lochlin, der vare komne for at herje Irland, men de ſluttede Fred for eet Trav med Irlands Mænd, og Muirkertach gav ſin Datter til Sichraid, Søn af Magnus, og ſkjenkede ham mange Klenodier og Gaver“. De væliſke Krønikers Udſagn hos Caradoc er allerede anført ovenfor, S. 514, Anm. 4.
  19. Hendes Alder angives nemlig i 1098, hvortil, ſom vi have ſeet, Giftermaalet urigtig er henført, til fem Aar, Sigurds til ni. Men da man af denne ſidſte Angivelſe kan ſee, at Sigurds Alder ej er anført, ſom den var paa den Tid, Bryllupet virkelig holdtes, men derimod ſom den var i 1098, er det ikke uſandſynligt, at en lignende Reduktion ogſaa kan være foretagen med Kongedatterens Alder. Herved er dog at merke, at det for den ſenere Sagabearbejder var lettere at regne ſig til Sigurds Alder i 1098, end til den irſke Kongedatters, ſaa at Talangivelſen for hans Vedkommende kan verre reduceret, Brudens derimod bibeholdt uforandret. Det er ſaaledes nok muligt, at hun ved Giftermaalet 1102 virkelig kun var 5 Aar gammel.
  20. Da Ordriks Ord ere noget dunkle, anføre vi dem der ſaaledes ſom de tyde i Originalen: Ea tempestate Magnus, Northvigenarum potentissimus rex, insulas Britanniæ circumivit, et desertas cum ingenti classe insulas usque in Hiberniam introivit; ibique colonis callide constitutis, oppida et villas aliarum more gentium construi præcepit. Irenses igitur ei nimis inviderunt o. ſ. v (S. 812). Her er Spørgsmaalet, om Ordet ibique gaar paa Øerne eller paa Irland. Det ſidſte falder dog naturligſt, iſær da Magnus’s Forſøg paa at koloniſere Øerne tidligere har været omtalt.
  21. Irenses igitur ei nimis inviderunt, et totis nisibuu infestare conati sunt, doloque seu vi pessumdare hostes machinati sunt … porro, congregati omnes (her ſigtes til Samlingen i Dublin) formidabilem Magnum veriti sunt, nec proeliari cominus cum illo præsumserunt, sed de proditione nefaria in ipsum machinari studuerunt.
  22. Anderledes kan man nemlig ikke forklare enten vore Sagaers udtrykkelige Vidnesbyrd om Magnus’s og Muirkertachs Krigsforetagender i Forening, p eller de irſke Annalers Beretninger om Muirkertachs Tog i 1103. Saavel vore Sagaer ſom de irſke Annaler ſynes ene at give Ulſterboerne Skylden for Magnus’s Drab.
  23. Den utrykte Jon Agmundsſøns Saga. Denne meddeler herom følgende mærkelige Anekdote: i Følge med Giſlerne var en Nordmand, ſom ſagde at han kunde tale godt irſk og bed ſig til at hilſe Kongen i de øvriges Navn. Giſl tillod ham det, og han ſagde da: male diarik; men dette betyder paa vort Sprog „forbandet være du, Konge“. Da tog en af Kongens (d. e. Magnus,) Mænd Ordet, og ſagde: „Herre, denne Mand er kun Nordmandenes Træl“; hvortil Muirkertach ſvarede: algeira ragall, hvilket betyder paa vort Sprog: „den mørke Gaade er vanſkelig at kjende“ (úkunnug er myrkgáta). Disſe irſke Sprogprøver ere vel, ſom man maa formode, heel forvanſkede af ukyndige Afſkrivere, dog gjenkjendes tydeligt i den førſte, der vel retteſt burde ſkrives maledia rik Ordene mailleachd (udtalt omtr. maillehd ɔ: Forbandelſe og righ ɔ: Konge.
  24. De væliſke Krøniker hos Caradoc.
  25. Caradoc, l. c. Ordrik, S 808, 809; Chron. Sax., Florents, ved 1102.
  26. „De vandt begge tilſammen meget af Dublin og Dublinſhire“. Magnus Barfods Saga Cap. 34, Snorre Cap. 25. Morkinſkinna fol. 24. a. b. ſaa vel ſom Fagrſkinna tale temmelig vidtløftigt om Dublins Indtagelſe (om Høſten, tillægger Fagrſkinna) uden dog at nævne Muirkertach. Magnus, heder det i Morkinſkinna, ſagde til ſine Mænd: „I vide, at vi have gjort flere Tog veſter til disſe Lande (et merkeligt Udſagn, der middelbart bekræfter, hvad ovenfor er anført, at han allerede i 1093—94 hjemſøgte Irland); men at vi nu have et langt ſtørre Foretagende for os end før, da dette Land er ſaa rigt; ſejre vi over Irerne, ville vi ſaaledes vente et herligt Bytte; iſær er denne Borg ſaare rig( Da ſvarede, heder det, Sigurd Sigurdsſøn (maaſkee den viſe S. af Hvitaſtein,): „vi ville Alle gjerne udrette noget til eders Hæder, men tvivle meget, om I her ville vinde nogen Ære, da Landet er ſterkt befolket og Indbyggerne ſvigagtige; ſaaledes gik det med eders Frænde Kong Harald, at Landet førſt blev ham overgivet, men han ſelv dog ſiden ſvegen. Det bedſte havde derfor været, om I havde ſiddet roligt hjemme i eders Rige“. Kongen ſvarede da, at man maatte udføre hvad der engang var begyndt, og at man nok vilde have Fremgang, naar man kun viſte Mod og Dygtighed. Borgen blev, ſiges der, omſider vunden, ſkjønt med mange Kneb.
  27. Se ovenfor S. 479.
  28. At Morkinſkinna virkelig forvexler dette Tog med et tidligere, ſees deraf, at den blandt de Mænd, der fulgte med Kongen, nævner Agmund Skoftesſøn; imidlertid er det ikke ſaa urimeligt, enten at en Samtale, ſom den oven ane førte, kunde have været holdt mellem Magnus og en af hans Mænd ved Belejringen af en anden Borg under Toget Hos, eller at Magnus ikke aldeles uden Kamp fik hele Dublinsdiſtriktet med tilhørende Borge i ſin Bold; men Belejringen af Dublin ſelv tilhører dog aabenbart 1094. At Magnus virkelig fik et Stykke af Irland, (der ej kan have været andet end Dublin m. m.) og ſikrede ſig det ved Befæſtninger, ſees ſaavel af Thjodrek Cap. 32, hvor der ſtaar at han underkaſtede ſig en Deel af-Den, ſom af Roger Hoveden (Savile S. 599) og Ordriks ovenfor anførte Udſagn, at Magnus indſatte coloni (hvilket her maa betegne Beſætninger af Krigere) og byggede Borge og Byer i Landet, ligeſom og Morkinſkinnas og Fagrſkinnas Beretning om, at han efterlod Beſætning i Dublin, vidner om det ſamme. Derhos anføre Kongeſagaerne et Vers af Magnus, kvædet under Slaget 1103, kort før hans Fald, hvoraf det tydelig ſees at Dublin tilhørte ham, ſe nedenfor S. 554. For øvrigt kan det ikke længer vække Forundring, om Begivenheder fra et af Magnus’s Tog ere af Sagabearbejderne kaſtede hen til et andet, efter de mange og iøjnefaldende Exempler paa ſlige Omkaſtninger, ſom allerede have været anførte.
  29. I Sagaerne ſtaar Kunnaktir d. e. Connaught, og Muirkertach kaldes Konge af Connaught. Dette var han viſtnok, for ſaa vidt han havde Overherredømmet over denne Provins, men „Connaught“ er dog aabenbart her, ſom tidligere (ſe ovenfor I. 2. S. 644) urigtigt ſat i Stedet for „Kankara“ (Kunnjáttaborg, Kunnaktaborg, Kunnaktir i Stedet for Kankaraborg, Kankurum). Kinkora var, ſom vi have ſeet, bleven ødelagt af Donald O’Lochlan i 1088, hvilket Muirkertach havde hevnet ved at ødelægge Donalds Borg Ailich i 1101; men Kinkora var dog imidlertid igjen opbygget, da den ellers ikke, ſom de irſke Annaler fortælle, kunde opbrændes af Lynild i Aaret 1107 med 70 Tønder Mjød og Øl.
  30. Det er højſt ſandſynligt at han var dragen hen for at møde Magnus (ſe nedenfor), thi denne maa netop have herjet paa Kyſten af Dalaraide, nær ved Down.
  31. Muirkertach havde ſaaledes tiltraadt Toget ſidſt i Juli.
  32. Disſe tre Mænd kaldes i de irſke Annaler „Thorstain mac Eric, Poll mac Amaind, Beollan armunn“. De to førſte Navns norſke Form gjenkjendes let; „Beollan“ derimod er vanſkeligere at beſtemme; man ſkulde ſnareſt gjette paa „Bolle“; Tilnavnet „armunn“ kunde næſten tages for „Aarmand“. Magnus Barfods Saga og Snorre lade Ulſtertoget foregaa allerede om Vaaren, men det er af de irſke Annaler tydeligt nok, at det ej tiltraadtes førend i Juli Maaned. Og tidligere kunde heller ikke den mellem Muirkertach og Donald ſluttede Stilſtand være udløben, ſe ovenfor. Imidlertid maa Magnus have befæſtet ſit Herredømme i Dublin, og vedblevet med at anlægge Borge.
  33. Ulſter-Annalerne, de fire Meſtres Annaler.
  34. „Han og Muirkertach holdt mange Slag i Ulſter, og vandt en ſtor Deel deraf“, heder det i Magnus Barfods Saga Cap. 25. Morkinſkinna ſiger „at Magnus foor vide om Ulſter og underkaſtede ſig Landet“; Fagrſkinna (Cap. 239), „at han herjede i Ulſter, vandt en ſtor Deel af Landet og tog Giſler derfra“. Hvad Giſlerne angaar, da kan det nok have ſin Rigtighed, iſær hvis han drog til Søs, medens Muirkertach drog til Lands, men derfor kan han dog ikke ſiges ganſke at have underlagt ſig Landet.
  35. Det var, ſom vi have ſeet, efter den 7de Auguſt. Da Magnus faldt den 24de, bliver det øjenſynligt at Nederlaget den 7de har tvunget ham til at tænke paa Hjemrejſen.
  36. I Udgaven af Magnus Barfods Saga i Fornm. Sögur Cap. 35 ſtaar her, aabenbart fejlagtigt, „mánadags aftanin“ og „sjálfan mánadaginn“ i Stedet for, „messudags aftaninn og „sjalfan messudaginn“, ſom Udg. af Snorre har det. Thi Bartholomæusmesſedagen faldt i 1103 paa en Løverdag. Morkinſkinna lader Magnus tiltræde Toget op i Landet allerede Mesſeaftenen den 23de; det er dog kun nogle faa Timers Forſkjel. Magnus’s Dødsdag angives i Nekrologier til 24de Auguſt.
  37. Det er ſtrax ovenfor viiſt, hvorledes Muirkertachs Tog i Juli 1103 ſkede for at komme Ulſterboerne til Hjelp; i Aaret 1101, da han ſtormede Donalds Borg, tog han og, ſom det heder, Giſler af Ulſter, d. e. underlagde ſig Provinſen.
  38. Ordriks Ord (S. 812) tyde ſaaredes i Originalen: „Denique quidam faceti et eloquentes ad eum in dolo venerunt, et frivolis sponsionibus eundem deceperunt, et de navibus egredi ut provinciam viseret atque ad subjectionem sui reciperet, cum paucis pervaserunt. Ille vere perfidis male credulus, ferratos in litore cuneos reliquit et usque ad duo milliaria seductores secutus perniciem suam quæsivit. Ibi enim ingentes inimicorum catervas latitantes invenit, quibus de latebris prosilientibus, audax Northvigena fugere dedignatus proeliari fortiter coepit“.
  39. Den Manſke Krønikes Forfatter viſer ſig her aldeles unøjagtig; den lader nemlig Magnus blive overfalden og dræbt paa et Rekognoſceringstog, ſom han ſtrax ved ſin Ankomſt til Irland foretog op i Landet fra Skibene. For øvrigt ſiger den, at han ved denne Lejlighed kun medbragte 16 Skibe. Maaſkee han heller ikke har haft flere med ſig til Irland, ſiden Forliget med Muirkertach allerede før hans Ankomſt var afſluttet, men har ladet de øvrige blive tilbage ved Man.
  40. Se nedenfor, om Ivar af Fljodes Afſendelſe, Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 27.
  41. Brœklingar, af brók, Pl. brœkr, Buxe; dette Spottenavn ſatte Nordmændene paa Irerne formedelſt deres beſynderlige Nationaldragt, idet de kun havde det ene Been bedækket; ſe Chroniques d’Enguerrand de Monstrelet Cap. 102. Buchon, Udg. Vol. IV.La pus grande partie (des Irlandois) allaient de pied, un de leurs pieds chaussé et l’autre nu, sans avoir braies, et pauvrement habillés, ayant chacun une targette et petits javalots acec gros couteaux d’étrange façon“.
  42. Det ſkulde heraf ſynes, ſom om han ikke tænkte paa nogen Hjemrejſe; dog maa man ej regne hans Ord i denne Henſeende ſaa nøje. Muligt og, at han for det førſte ej agtede ſig videre end til Man, hvor han maaſkee tænkte at overvintre.
  43. I Magnus Barfods Saga Cap. 86 tales her endog om „Diger“, d. e. dybe Grave, gjennem Sumpe.
  44. Dette maa have været en ældre Broder af Vidkunn Jonsſøn, ſe ovenfor S. 178, men Anledningen til hans Forjagelſe kjendes ej.
  45. I denne Prydelſe for Magnus’s Skjold og Vaabenkjortel, ſaa vel ſom de anvendte Faner, har man troet at ſee den førſte Antydning til Norges Rigsvaaben. Slige Kjoler eller Kapper med Løver paa ſynes ellers i hine Tider at have været temmelig almindelige, iſær i Norge, da det om den oftere omtalte Biſkop Sigurd fra Glaſtonbury (ſe ovenfor S. 193, 194) heder i det glaſtonburyſke Nekrologium ved hans Dødsdag, 5te April, at han havde ſendt Kloſtret 4 Kapper, to „med Løver“, og to gule.
  46. Sperrelegge kaldtes Benet i Smal-Leggen paa Faarenes Bagbeen; ved et eneſte Slag at knuſe ſlige Been var en almindelig Styrkeprøve, og ſkal endnu være brugeligt paa Island.
  47. Da de nemlig vare døde eller dødeligt ſaarede.
  48. Morkinſkinna kalder ham Eyvind Finnsſøn, hvilket ſynes at tyde paa Slægtſkab med Thjottø-Ætten.
  49. At flere Sagaer ogſaa, ſkjønt neppe rigtigt, nævner Erling Jarlsſøn blandt de Faldne, er ovenfor omtalt.
  50. Den Manſke Krønike ſiger at næſten alle Magnus’s Mænd faldt.
  51. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 36.
  52. De fleſte af Kongeſagaerne lade dem ſtrax gaa til Orknøerne, hvilket dog, ſom det nedenfor vil viſes, ikke er rimeligt; Øen Man laa desuden lige i Nærheden.
  53. Jon Agmundsſøns Saga fortæller at Muirkertach, da Magnus begyndte at herje, ſagde at Giſlernes Liv ſtrengt taget var forbrudt, men at han dog vilde lade dem fare i Fred. Da Magnus, ſom vi have ſeet, ej begyndte at herje, førend Muirkertach havde ſveget ham, indeholder denne Ytring, for ſaa vidt den ſtaar til Troende, en Antydning af det fiendtlige Forhold, hvori Muirkertach af egen Tilſkyndelſe var traadt til Magnus.
  54. Magnus Barfods Saga Cap. 37, Snorre Cap. 27 og Orkneyinga Saga S. 118 udtrykke ſig, ſom om Sigurd allerede var paa Orknøerne, da han erfoor Faderens Død. Det er viſtnok ingenlunde urimeligt, at han efter Brylluppet og Kongeudnævnelſen er vendt tilbage fra Man til Orknøerne, men det ſandſynligſte er dog at han den hele Tid forblev paa Man; ligeſom Morkinſkinna kun ſiger, at de tilbagevendende Nordmænd traf Sigurd „veſter i Øerne“ og toge ham med ſig.
  55. Villjam af Malmsbury V. 409.
  56. Morkinſkinna, fol. 24. b. Fagrſkinna Cap. 240. Magnus Barfods Saga Cap. 34—37. Snorre, Cap. 25—27. Thjodrek, Cap. 32. Orkneyinga Saga S. Hs. Ordrik, S. 812. Den Manſke Krønike.
  57. Denne Kjøbmand har altſaa været Kongens Bankier, og rimeligviis fra Tid til anden modtaget hans Skatteindtægter i Forvaring. Dette antyder, i hvor nøje Handelsforbindelſe Norge ſtod med England.
  58. Ordrik, hos Duchêne, S. 812.
  59. Den Manſke Krønike ved 1102 (rettere 1103). Der ſiges her at Magnus havde herſket over Øen i ſex Aar, det vil ſige fra og med 1098 til og med 1103.
  60. Magnus Barfods Saga Cap. 38, Snorre Cap. 28.
  61. Magnus Barfods Saga Cap. 32, Snorre Cap. 18; Fagrſkinna Cap. 221.
  62. Ordrik, S. 767. Hans Ord lyde ſaaledes: Rex Magnus erat corpore, fortis et formosus, audax et largus, agilis et probus, et multà honestate conspicuus.
  63. Magnus Barfods Saga Cap. 32, Snorre Cap. 18; Morkinſkinna fol. 27 b. Fagrſkinna Cap. 241. Det er allerede ovenfor (S. 512) omtalt, hvorledes Ordrik (S. 767) viſtnok med Urette, ſiger at Eyſtein og Olaf vare fødde i lovligt Egteſkab, men at Sigurds Moder var en fangen engelſk Dame af høj Stand, og at han opfoſtredes af Thore „Ingheriæ filius“.
  64. Sturlungaſaga, II. 1. jvfr. Jon Loftsſøns Enkomiaſt, Fornm. Sögur X. 432.