Det norske Folks Historie/3/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I Norge ſelv forefaldt der imidlertid ingen Begivenheder af ſynderlig Vigtighed; men Sagaen har opbevaret et Par Smaatræk, der kaſte et ret interesſant Lys paa de indre Forhold, og viſe at endog Einar Thambarſkelve og Sighvat Skald, trods deres ſtore Indflydelſe hos Kongen, ikke altid formaaede at gjøre den gjeldende, og havde ſtor Frygt for at fremkalde hans Vrede. Islændingen Thorſtein Sidu-Hallsſøn, hvilken vi allerede tidligere have haft Lejlighed til at omtale[1], gjorde i Magnus’s Tid en Rejſe til Norge, og blev hans Hirdmand. Men ſiden gjorde han fra Norge en Handelsrejſe til Dublin og derfra hjem til Island, uden at indhente Kongens Samtykke, hvortil han nu ſom hans Hirdmand var forpligtet; men juſt fordi han var Hirdmand havde han ogſaa vægret ſig ved at betale Landører for ſig og ſine Folk, da Kongens Gjaldkere eller Byfoged krævede dem af ham[2]. Da Magnus hørte dette, ſagde han at han viſtnok havde fritaget Thorſtein for Landøreafgiften, hvad hans egen Perſon angik, men derimod ej hans Ledſagere; hvad han dog forargede ſig meeſt over, var at han rejſte til Dublin uden hans Tilladelſe: og til Straf derfor, og andres Afſkrækkelſe fra at begaa lignende Overtrædelſer, ſkulde Thorſtein være utlæg. Dette afholdt dog ikke Thorſtein fra Sommeren efter at rejſe til Norge.[3] Han landede i Throndhjem, hvor Kongen paa den Tid ej ſynes at have været tilſtede. Thorſtein ſtolede maaſkee paa, at Ingen vilde udføre Fredløshedsdommen over ham, førend Kongen kom tilbage. Imidlertid vilde Thrønderne dog, af Frygt for Kongens Vrede, ikke have noget med ham eller hans at beſtille, og ſaaledes ſad han Dag efter Dag ene og forladt i ſit Herberge med ſine Mænd. Han havde medbragt nogle ypperlige Stodheſte; dem havde han gaaende i en Hage paa Ilevoldene, og plejede dagligt at ſee til dem. Imidlertid kom Einar Thambarſkelve og hans Søn Eindride til Byen, hvor de opholdt ſig nogen Tid. En Dag, da Einar gik om for at fornøje ſig, kom han ogſaa tid til Ilevoldene. Her fik han Øje paa Thorſteins Heſte, ſom ſtrax behagede ham meget; han betragtede dem længe og roſte dem ſærdeles. Idet han vilde gaa videre, kom Thorſtein til, hilſte ham, og ſpurgte om han fandt Heſtene ſmukke. Da Einar bejaede dette, ſagde Thorſtein at han vilde forære ham dem. Einar vægrede ſig ved at modtage Gaven. „Du har dog ellers, det veed jeg, modtaget Gaver af ſlige Mænd ſom mig“, ſagde Thorſtein. „Viſtnok“, ſvarede Einar, „men nu vover jeg det ej, da Kongen er dig ſaa vred“. „Jeg faar da finde mig deri“, ſagde Thorſtein, og dermed ſkiltes de fra hinanden. Men kort efter kom ogſaa Endride forat ſee paa Heſtene. Han roſte dem meget, ſagde at han aldrig havde ſeet ſmukkere Heſte, og ſpurgte hvo der ejede dem. Thorſtein kom til i det ſamme, og tilbød nu ligeledes ham at modtage dem ſom Gave. Eindride, der ej vidſte at hans Fader allerede havde afſlaaet Foræringen, tog med Glæde og Tak derimod. Men da han kom hjem til ſin Fader og fortalte ham det, blev denne heel ilde tilmode, og ſagde at han vilde givet meget til, at Eindride ej havde modtaget Heſtene. Eindride var imidlertid af en anden Mening, og ſagde at Thorſtein var en Mand, hvis Venſkab man maatte ſætte Priis paa. „Da kjender du ikke ret min Foſterſøn Kong Magnus’s Heftighed, hvis du tror det er en let Sag at faa Thorſtein forligt med ham“, ſagde Einar, „men du kan jo prøve“. Eindride indbød nu Thorſtein til at følge med ham hjem til Gimſe og tilbringe Vintren der. Thorſtein modtog Indbydelſen, nød den venligſte Behandling, og havde ſin daglige Plads ved Eindrides Side. Einar ſelv gav ſig ikke ſynderligt af med ham: han ſagde at det fik blive Eindrides egen Sag at forlige ham med Kongen, men at han da ogſaa maatte gjøre et klækkeligt Tilbud.

Imidlertid kom ogſaa Kongen til Throndhjem. Han fik ſnart høre, at Thorſtein havde fundet et Tilflugtsſted paa Gimſe, og man merkede at han ej var tilfreds dermed. Der fattedes heller ikke paa dem, ſom ſøgte at ſtille Einars og Eindrides Fremferd i det verſte Lys, men Kongen ſvarede kun lidet paa deres Ord. Det var en aftalt Skik, at Einar og Eindride ſkulde drikke Julegilde hos Kongen. Da Julen kom, ſagde Eindride at han ogſaa denne Gang vilde være med. Einar fraraadte ham det, og ſagde at han gjorde bedre i at blive hjemme, men Eindride lod ſig ej afſnakke, og drog afſted, ſelv tolfte; endog Thorſtein var med i hans Følge. De kom om Aftenen til en Gaard, hvor de overnattede. Tidligt den følgende Morgen gik Thorſtein tid, og fik Øje paa Einar, der med en heel Deel Folk kom ridende til Gaarden. Einar ſagde: „det er dog alt for galt, at du vover at drage til Kongen med Thorſtein; rejs du heller hjem igjen til Gimſe, ſaa ſkal jeg tale med Kongen, og endda maa jeg opbyde alt hvad jeg kan, for at faa ham til at antage Forlig. Jeg kjender baade dig og Kongen alt for godt, til ej at vide, at du ved din uoverlagte Tale vil bringe ham til den yderſte Vrede“. Eindride maatte finde ſig i at vende tilbage med Thorſtein, men Einar rejſte ud til Byen. Her tog Kongen venligt imod ham, gav ham Plads ved ſin Side, og talte mangt og meget med ham. Den fjerde Dag Juul bragte Einar endelig Thorſteins Sag paa Bane, og ytrede ſit Ønſke at et Forlig kunde komme iſtand. Thorſtein, ſagde han, var en Hædersmand, og ſelv vilde han intet ſpare af hvad der ſtod i hans Magt, for at ſkaffe ham Livsgrid og Landsviſt. Kongen ſvarede: „lad os ikke tale om dette, thi jeg vil ſaa nødig gjøre dig vred“. Einar lod Sagen for det førſte fare, og begyndte at tale om noget andet; da var Kongen lige ſaa venlig ſom før. Saaledes gik det hen indtil 8de Dag Juul, Nytaarsdag, da begyndte Einar paa ny at tale om Thorſtein, men med ſamme Udfald ſom før. Trettende Dag Juul fornyede Einar endnu engang ſin Bøn om at Kongen vilde tage Thorſtein til Naade. „Jeg haaber“, ſagde han, „at I vil agte mine Ord“. „Herom ville vi ej tale“, ſagde Kongen; „jeg veed ikke, hvorledes du kunde finde paa at tage dig af en Mand, ſom jeg var vred paa“. Einar ſvarede: „dette var mere min Søn Eindrides Gjerning, end min; men jeg troede rigtignok at min Forbøn for en eneſte Mand ſkulde kunne udrette noget hos dig, naar vi ellers i alle Dele ſtedſe have gjort, og fremdeles ville gjøre hvad der tjener til din Hæder; og mangt og meget, frygter jeg, vil kunne ſkee, inden han bliver dræbt: jeg, Herre, vil vorde ilde ſtedt, hvis I ej vi modtage Pengebøder af min Søn for Thorſtein, men heller ſlaaes med ham, thi jeg kan dog ikke bære over mit Hjerte at kæmpe mod eder. Men det maa jeg rigtignok ſige, at jeg da ikke merker ſtort til at I erindre, hvorledes jeg opſøgte eder øſter i Gardarike, blev eders Foſterfader, og ſidenefter har ſtøttet og ſtyrket eders Rige, idet jeg ſeent og tidligt tænkte paa hvorledes jeg bedſt kunde befordre eders Hæder. Nu vil jeg drage bort fra Landet, og aldrig mere ſtaa dig bi: der vil nok gives dem, ſom ſige, at du vinder lidet ved alt dette“. Med disſe Ord ſprang Einar vred op fra ſit Sæde, og gik henimod Døren. Kongen rejſte ſig ſtrax op, ilede efter ham, lagde Armene om hans Hals, og ſagde: „kom tilbage, kjære Foſterfader, aldrig ſkal noget, hvad det ſaa nu er, kunne ſplitte vort Venſkab; tag Manden i Fred, ſom det bedſt behager dig“. Da blev Einar blid igjen. Thorſtein blev tagen til Naade og kom atter i Kongens Yndeſt.

Sighvat Skald havde en Syſter ude paa Island, ved Navn Gudrun; hiin var gift med en Mand, ſom ligeledes hed Sighvat. Denne var paa en ſkjendig Maade bleven dræbt af en voldſom og ondſkabsfuld Nabo, ved Navn Thorgrim. Han efterlod en fireaarig Søn ved Navn Rafn. Moderen, der helſt vilde leve i Fred og Ro, ſøgte at holde denne i Uvidenhed om Maaden,i hvorpaa hans Fader var kommen af Dage. Naar han, hvad der ofte hendte, ſpurgte derom, ſvarede hint kun at han pludſelig var død af en heftig Sygdom. Saaledes gik det til, at Skaun, uden at ane det mindſte, blev en hyppig Gjeſt i Thorgrims Huus og omgikkes fortroligt med hans Sønner. Han voxede imidlertid op til en ſmuk, ſterk og haabefuld Yngling. Ofte brødes han for Moro Skyld med Thorgrims Søn Kalf, og uagtet denne var ældre end han, kom han altid til kort. En Dag, da dette atter hendte — Rafn var da 15 Aar gammel — blev Kalf ærgerlig og ſagde: „du veed ikke at ſtyre dine Kræfter, nu det kommer viſt til at gaa dig ſom det gik din Fader“. „Det hender jo dagligdags at Folk dø“, ſvarede Rafn, „og den Vej ſkal vel ogſaa jeg engang“. „Da veed du nok ikke“, ſagde Kalf, „paa hvad Maade han kom afhente: min Fader dræbte ham, og jeg ſkal ligeledes dræbe dig“. Da Rafn hørte dette, gik han hjem uden at mæle et eneſte Ord. Hans Moder, ſom ſaaat det var noget, han tog ſig nær af, ſpurgte ham hvad det var. „Du har“, ſvarede han, „altid ſagt mig at min Fader døde Sotdød, men i Dag lod Kalf mig høre at han blev dræbt, og jeg finder det underligt, at du ſkulde ſkjule det for mig( Hun undſkyldte ſig med, at han hidtil havde været for ung, og Modſtanderne for mægtige; men ſagde, at det nu ej længer nyttede at dølge Sandheden, ſiden han alligevel havde faaet den at vide. For øvrigt, meente hun, var Sagen nu forældet og glemt. Rafn var dog ej af denne Mening, men glædede ſig over at have erfaret den rette Sammenhæng, og talte om at det nok ſkulde viſe ſig at hans Fader havde en dygtig Søn. Han fortſatte ſine Beſøg hos Thorgrim ſom for, uden at man merkede nogen bitter Stemning hos ham. Saaledes gik det, indtil han var 18 Aar gammel. Da hendte det ſig en Dag, juſt ſom Slutte efter en af de ſædvanlige Lege havde taget Klæderne paa, at Kalk ſagde ſpottende: „Rafn finder nok mere Behag i at gribe faſt om Knatten[4], end i at hevne ſin Fader“. „Dette ſkal ſtrax ſkee“, ſvarede Rafn, vendte ſig mod Kalf og hug ham Banehug. Thorgrim ſagde: „dette maatte vi vænte os, dog kunne vi ej være bekjendte at lade det gaa uſtraffet hen“. Da Rafn kom hjem til ſin Moder og fortalte hende hvad der var ſkeet, blev hun ilde tilmode, og ſagde at dette vilde komme til at koſte hende Sønnens Liv, foruden Mandens. „Du maa bort“, ſagde hun, „thi jeg kan ikke hjelpe dig“. Men da hun kom ud med ham, førte hun ham ind i et ydre Buur, der ſtod paa Tunet; fra Buret kunde man komme ned i et Jordhuus, hvori han nu ſkjulte ſig, vel forſynet med alle Nødvendigheder. Om Natten ſendte hun Bud efter Mænd fra alle Nabogaardene, og et ikke ubetydeligt Antal indfandt ſig. Morgenen efter kom Thorgrim, ſelv tolfte, og fordrede Rafn udleveret. Gudrun ſagde, at han ej var der. Thorgrim paaſtod, at han vilde ranſage Gaarden. „Hidtil“, ſvarede hun, „blev jeg ej regnet blandt Tyve, og derfor ſkal du heller ikke ranſage her, ſaa længe du ikke er mandſterkere end jeg“; i det ſamme lod hun de Mænd, hun havde forſamlet, træde frem, og Thorgrim, ſom ſaa at her intet mere var for ham at gjøre, gik ſin Vej, med de Ord: „du er ikke raadløs“. Men paa det følgende Althing drev Thorgrim det dertil, at Rafn blev dømt fredløs, og erklæret for Skovmand.

I Rutafjorden paa Nordlandet, hvor Thorgrim og Rafn hørte hjemme, laa der juſt et norſk Kjøbmandsſkib ſejlfærdigt. Den ene af Ejerne hed Bjarne, den anden Einar; denne ſidſte var fra Naumdal, rig, af ædel Tænkemaade, og yndet af Kong Magnus. Han havde ſin unge, haabefulde Broder Sigurd med ſig. Thorgrim, ſom frygtede for, at Rafn ſkulde ſnige ſig fra Landet med dette Skib, ſkyndte ſig ned til Havnen, ſaa ſnart han kom fra Thinget, og advarede Ejerne alvorligt mod at medtage hans Skovmand Rafn. De ſagde, at det var en let Sag at viſe Forbrydere bort fra Skibet. Kort efter kom Gudrun virkelig, ſom Thorgrim havde forudſeet, med Rafn for at ſkaffe ham bort. Hun bad Einar komme i Land til hende, foreſtillede ham ſin Nød, og den Raſkhed, Rafn havde lagt for Dagen ved den ſelvſamme Handling, hvorved han var bleven fredløs; hun bad ham indſtændigt tage hendes Søn med, og meente at han heller burde tage Henſyn til Sagens Beſkaffenhed og hans gjeve Frænder i Norge, end til Thorgrims Overmod og Ondſkab. Einar gjorde Indvendinger, men hans Broder Sigurd, ſom ogſaa var tilſtede, udbrød: „hvorledes kan du dog bære over dit Hjerte at viſe ham bort? Tænker du da ikke paa, hvor kjekt han har hevnet ſin Faders Død? Kom du til mig, Rafn, om jeg juſt ikke kan hjelpe dig ſaa godt ſom min Broder, og gaa ſtrax ombord, thi vi ere netop ſejlfærdige, og Vinden er god“. Da de kom ombord, ſpurgte Sigurd, hvilke Frænder .i Norge det var, hvorom hans Moder havde talt. Rafn ſvarede, at Sighvat Skald var hans Morbroder. „Det ſkal komme dig til Gode hos mig“, ſagde Sigurd. Derpaa ſtødte han fra Bryggen, Ankeret blev lettet, og Skibet gled fra Land. I ſamme Øjeblik kom Thorgrim ned til Stranden, raabte ud til Kjøbmændene, og ſagde at de ej havde holdt ſit Ord. „Viis dig nu, Rafn“, ſagde Sigurd; „Thorgrim er tilbørligt nær“. Rafn løb op paa Bolken med de Ord: „hvis min Øxe kunde naa ham, var han tilbørligt nær“. Bjarne, den anden Skibsejer, ſagde at man burde ſætte Rafn i Land. Sigurd ſvarede, at det ikke ſkulde ſkee med hans gode Vilje, eller bekomme dem vel, ſom gjorde det, men at det for øvrigt nu var nødvendigere at hejſe Sejl. Det ſkede: de fik god Vind, og kom til Throndhjem. Da Kjøbmændene forlode Skibet og hver gik til ſit, ſagde Einar Naumdøling til Rafn, at om han end ikke i Førſtningen havde taget ſig ſaa ivrigt af ham, ſom Sigurd, vilde han dog nu viſe ham alt muligt Venſkab, og tilbød derfor at tinge ham i Koſt hos en Mand i Buen. Rafn takkede ham for Tilbudet, og lovede at holde ſig ſtille og fredelig, naar Ingen veltede ſig ind paa ham. Einar lejede ham ind hos en Ketil Riip, der, ſom det ſiges, havde Kongens Sysſel i Buen, eller vel, med andre Ord, var Gjaldkere, altſaa den ſamme hvorom der ovenfor er talt. Ketil havde en ſmuk Datter, ved Navn Helga. Med hende fandt Rafn Behag i tale, medens han ellers var ſtille og tilbageholden. Den mistænkelige Ketil ſyntes ikke om disſe Samtaler, og klagede for ſin Kone og Datter over. Disſe forſvarede Rafn, og ſagde, at han gjorde ham ſtor Uret, naar han beſkyldte ham for at overtræde Sømmeligheden. Ketil ærgrede ſig derover, lagde Rafn for Had, og kvad Spotviſer om ham. Rafn lod ſom om han ej hørte det. Men til ſidſt gik det ſaa vidt med Ketils Ondſkab, at han en Dag, uden at Rafn havde Anelſe derom, gik ned til nogle Kjøbmænd, der laa rejſefærdige til de veſtlige Farvande, og tilbød at ſælge dem en Træl, hvilken han foregav at have hjemme hos ſig; Trællen, ſagde han, var baade løgnagtig og ondſkabsfuld, ſaa at de i Førſtningen maatte tage ham haardt for at tæmme ham. De kjøbte Trællen ubeſeet; men Trællen var ingen anden end Rafn, hvilken Ketil nu under Paaſkud af en Lyſtvandring lokkede ned til Skibet. Her ſprang Kjøbmændene til og vilde gribe ham. Rafn ſpurgte, hvad dette ſkulde betyde, ſatte ſig til Modværge, og holdt ſig dem fra Livet. De ſagde at denne Træl var alt for kaad. Nu merkede Rafn Sammenhængen, og med de Ord: „mit kjæreſte Trællearbejde er at brydes“, greb han en af dem og ſlog for ſig med ham, ſaa at han tabte Beſindelſen. Ketil ſkyndte ſig bort, men Rafn ilede efter ham, og gav ham Baneſaar: da Kjøbmændene ſaa det, løb de ſin Vej ſaa fort de kunde, af Frygt for at Drabet ſkulde tillægges dem. Rafn lyſte Drabet paa ſig, gik op til Ketils Gaard, og fortalte hans Kone og Datter, hvad der var ſkeet. De beklagede det, men undſkyldte ham, gave ham Mad og Klæder, og ſagde at han havde mere at frygte af Kongens Vrede end af dem. Derpaa flygtede han til Skogs, og holdt ſig ſkjult.

Kort efter kom Kongen til Gaarden, og hørte alt dette. Han blev vred og ſagde: „det er dog alt for galt at Islendinger ſkulle komme hid og dræbe vore Ombudsmænd eller Sysſelmænd: den Mand, ſom har gjort dette, ſkal lyſes utlæg“. Einar Naumdøling, ſom juſt var hos Kongen, indvendte dog at der kunde være dem, ſom ſelv havde forſkyldt ſin Død. Kort efter var Kongen paa Jagt med Høge og Hunde. Følget fordeelte ſig, ſaa at han blev ene. Da traadte en høj Mand, indhyllet i en lodden Kappe, frem af Skoven, og bad ham om Biſtand. Kongen ſpurgte, hvad Forpligtelſe han havde dertil. „Den“, ſvarede Manden, „at mine Frænder ere dine Venner; derhos kjender jeg din ædle Tænkemaade, idet du ej negter at biſtaa nogen, ſom beder dig derom“. Kongen anede vel at dette var Rafn, men han var ene med ham, og Rafn var en ſtor, haandfaſt Karl. Han holdt derfor gode Miner, og ſagde: „jeg ſkal ſende dig hen til Kot i Thauſkadal[5], hvor du indtil videre kan opholde dig; men hvo er du da:’“ „Hidtil har jeg været en Ulykkesfugl“, ſvarede Rafn, „og er derfor udſat for Efterſtræbelſer, af hvilken Grund jeg beder eder om Biſtand; men vil I ſende mig til Kol, maa I og medgive mig tydelige Jerteiner, at han ſkal modtage mig; da forbliver jeg der i Vinter“. „Gjør ſaa“, ſvarede Kongen, „jeg kommer ſelv derhen en Uge efter Paaſke“; derpaa tog han en Guldring af Fingren, ſatte den paa Spydodden og rakte den til Rafn, der ej vilde træde nærmere. Kongen ſpurgte derpaa: „hvor tror du at Rafn, den utlæge, gjør af ſig?“ „Han ſøger vel hen til eders Ven Einar Naumdøling“, ſvarede Rafn; „der kunne I ſtrax faa ham fat“.; med disſe Ord tog han Guldringen af Spydet, og ilede ind i Skoven igjen. Da Kongens Mænd ſiden kom til, ſagde han: „Nu kan I tro, at Rafn har ſpillet mig et godt Puds“.

Rafn kom til Kot, viſte ham Ringen, og blev godt modtagen, ſkjønt Kot undrede ſig over, at han kunde have Jerteiner fra Kongen, medens denne var ham ſaa vred. Rafn blev der om Vintren, og alle ſyntes godt om ham; men da Paaſken kom, rejſte han bort, da han ej vilde oppebie Kongen. Da denne kom, ſpurgte han ſtrax efter Rafn. Kot ſagde, at han nu var borte. „Det er ilde“, ſagde Kongen, „thi det ſkulle alle vide, at han nu er utlæg og fredløs; hvad jeg anſeer for langt værre end Drabet, er at han har haanet og ſpottet mig, og derfor ſætter jeg en Priis af 3 Merker Sølv paa hans Hoved, heller ikke ſkal det bekomme nogen godt at bede om Naade for ham“.

Dette var om Vaaren 1043, da Kongen ſamlede en ſtor Hær og Flaade for at drage til Danmark mod Sven Ulfsſøn og Venderne. Henimod Slutningen af April[6] laa han med Flaaden etſteds ved Norges Kyſt længer ſyd paa, og væntede paa Vind. Da kom Rafn ud af Skoven og ned til Stranden. Han ſaa den ſtore Flaade, gik hen til nogle Drenge, der kogte Mad oppe paa Land, og ſpurgte hvo der ejede alle disſe Skibe. De ſvarede, at han maatte være dum og uvidende, ſom ikke vidſte at det var Kong Magnus ſom laa der. Rafn ſpurgte om nogen anſeede Mænd vare hos Kongen. De nævnte Einar Naumdøling, Kongens Ven, Einar Thambarſkelve, der ſelv havde 13 Skibe, og Sighvat Skald, der var paa Kongens eget Skib. Rafn bad dem nu melde Sighvat, at der var en Mand i Land, ſom havde noget nødvendigt at tale med ham om. De gjorde ſaa; Sighvat kom, og ſpurgte hvad den høje Mand hed. Rafn navngav ſig. Sighvat bad ham at lobe i Skjul ſaa hurtigt han kunde; „jeg“, ſagde han, „vil ej tage Penge for dit Hoved eller ſige til, at jeg har fundet dig“. „Det er ikke ſaa viſt“, ſagde Rafn; „du har Ord for at være begjærlig efter Penge, og jeg har kun et ringe Liv at miſte: ofte har man ſeet Folk gjøre ſig ſtørre Møje for mindre Penge, end du vilde faa ved at forraade mig; dog tror jeg, at hvor langſkaftet Kongens Øre end er, ſaa naar den dog ikke i Skoven til mig. Vil du derimod gjøre mig Gavn, da er det ikke mere end ſømmeligt for dig, ſiden du er min Morbroder“. „Dette Frændſkab erkjender jeg“, ſvarede Sighvat, „men jeg vover ikke at hjelpe dig; dog, oppebi mig her“. Rafn ſagde, at han vilde følge ham ombord, og at han, naar han førſt ſkulde dø, helſt vilde dræbes for .hans Øjne. „Du er en vanſkelig Mand“, ſagde Sighvat; „det gaar dog ikke an at jeg ligefrem leverer dig under Øxen, thi det vilde da neppe gaa godt, om ſaa Alverden bad for dig; men føj mig nu i at blive her, indtil jeg har talt med mine Venner“. Rafn lovede at bie en liden Stund; men varede det for længe, vilde han komme efter, thi det var ſlemt nok, ſagde han, at lide en haard Død, om man ikke ogſaa ſkulde ſtaa i lang Tid og vænte paa den. Da Sighvat kom ud paa Skibet, klagede han ſin Nød for Einar Naumdøling. „Her er Rafn kommen“, ſagde han, „og vil endelig give ſig i ſine Fienders Vold: kan jeg ikke vænte mig nogen Hjelp af dig?“ „Viſt er han en Ulykkesfugl“, ſagde Einar, „men det er dog vor Pligt at unddrage ham den visſe Død; imidlertid kunne vi ej tænke paa at indlade os i formelig Kamp mod Kongen og hans Overmagt; heller ikke vil Kongen nogenſinde tiere modtage vor Hjelp, derſom vi nu aabenbart trodſe ham“. Sighvat henvendte ſig derpaa til Einar Thambarſkelve om Hjelp, og forklarede ham ſin Vaande. „Jeg har ingen Lyſt til at ſtride med Kongen for hans Skyld“, ſvarede Einar; „da jeg nu ſidſt forſvarede en Mand, ſom Kongen var vred paa, var det nær gaaet mig galt[7]. Her have nu Eindride og jeg 13 Skibe under vor Befaling, og ſkulle hjelpe Kongen i den foreſtaaende Kamp: ville vi nu med Magt tiltrodſe os Mandens Tilgivelſe, da kjender jeg Kong Magnus’s Stolthed ſaa godt, at han heller vil undvære vor Hjelp, end lade ſig aftrodſe noget; derfor gjør du bedſt i at hede Manden forføje ſig bort og ſkjule ſig, og ikke komme ombord paa vore Skibe, hvor han vil blive dræbt“. Medens Sighvat og Einar Thambarſkelve talede ſammen, havde Einar Naumdøling været i Land og hedet Rafn indſtændigt ikke at bringe Folk i Forlegenhed, men gaa bort; han tilbød at ſende ham nord til ſin Gaard Hit[8], hvor han indtil videre kunde være i Sikkerhed. Rafn ſvarede, at han førſt vilde tale med Sighvat. Sighvat kom, og Rafn ſpurgte, hvorledes det gik med den forvæntede Høvdingebiſtand. „Daarligt“, ſagde Sighvat, „og du har liden Lykke med dig; men hvad beſtemmer du dig nu til?“ „Hvad jeg for har ſagt“, ſvarer Rafn, „at gaa ombord paa Kongens Skib med dig“. „Hvorfor vil du ſtyrte dig lige i Døden“, ſpurgte Sighvat. „Fordi“, ſvarede Rafn, „at jeg foretrækker at dø fremfor at paadrage eder alle, der nu have ſeet mig, Kongens Vrede, der ej udebliver, naar han hører, at I have ſkaffet mig bort“. „Dette er talt ſom en Mand“, ſagde Sighvat, „og endnu har jeg rigtignok min bedſte Tilflugt tilbage, der aldrig hidtil har ſvigtet mig, nemlig den hellige Kong Olaf“. Med disſe Ord faldt han paa Knæ, gjorde en Bøn, og anraabte Olaf om Biſtand. Derpaa gik de ud paa Kongens Skib. Magnus havde ligget og ſovet oppe i Løftingen, men vaagnede i det ſamme ſom Sighvat og Rafn kom i For-Rummet. Han ſprang op og raabte: „op alle vore Mænd, nu have vi faaet Bør, og Sejren er os vis, naar vi komme til Danmark“l Nei fik man nok at beſtille med Sejladſen. Skibene kom til Danmark; hvilke Bedrifter der udførtes, er ovenfor berettet; i Slaget paa Lyrſkovshede[9] udmerkede Rafn ſig overmaade meget, han gik foran Kongen og ſtred med den ſtørſte Tapperhed; men ingen talte et Ord til ham. Da Slaget var til Ende, og man var kommen til Ro, ſagde Kongen: „hvor er nu Rafn? han ſkal komme frem og ikke ſkjule ſig“. Einar og Sighvat bade Kongen om at benaade ham for hans Tapperheds Skyld“. „Jeg vil endnu intet Løfte give“, ſagde Kongen; „førſt og fremſt vil jeg ſee ham“. Einar gik hen til Rafn og meldte ham dette, bad ham at ſvare Kongen ærbødigt, men dog frimodigt, og give ham ſandfærdig Beſked paa alt, hvad han ſpurgte om. Rafn traadte da frem for Kongen og hilſte ham. Kongen ſpurgte førſt Einar, hvorfor han havde ført en fredløs Mand fra Island. „Derfor, Herre“, ſvarede Einar, „at han var gjort fredløs ene og alene fordi han havde hevnet ſin Fader, der blev dræbt meer end ſagesløs“. Derpaa ſpurgte Kongen Rafn, hvorfor han havde dræbt Ketil. „Fordi han kvad Nidviſer om mig, Herre“, ſvarede Rafn, „og ſiden ſolgte mig ſom Træl; da jeg havde dræbt ham, kvad jeg en Arve-Flokk over ham, ſom juſt ikke var ſynderlig rar“. „Lad høre den“, ſagde Kongen. „Som I vil, Herre“, ſagde Rafn, „men da maa I ogſaa høre paa et andet Kvæde“. „Hvilket“? ſpurgte Kongen. „Et, ſom jeg har digtet om eder, Herre“, ſagde Rafn. „Kvæd da“, ſagde Kongen. Da han havde endt begge, ſagde Kongen: „der er ſtor Forſkjel paa dem: hvorfor kvad du ſaa godt et Kvæde om mig, der dog vilde lade dig dræbe:’“ „Fordi du var et godt Kvæde værd“, ſvarede Rafn. „Hvorfor kom du da til mig i Skoven“? ſpurgte Kongen. „Fordi jeg væntede min Frelſe fra eder, ſaaledes ſom det nu og viſte ſig“, ſagde Rafn; „jeg var i den ſtørſte Knibe, og havde ingen anden her i Landet at ſøge Hjelp hos, efter at have været i den tunge Nødvendighed at dræbe en formaaende Mand, ſom dog visſelig havde forſkyldt det“. Da ſagde Kongen: „nu har jeg underſøgt din Sag; og nu ſkal jeg derhos fortælle, hvad der vedkommer mig. Da jeg ſov paa Skibet, ſyntes jeg at ſee min Fader, Kong Olaf, komme til mig, og ſige med en mørk Mine: „der ligger du, Kong Magnus, og tænker mere paa at dræbe min Skalds Frænde for en ringe Sag, end at vinde en fager Sejr over dine Fiender, ſkjønt der nu er kommet gunſtig Vind: tag vel imod alle dem, ſom nu ere ombord, ellers vil du allerede i denne Verden faa en Straf, ſom bekommer dig ilde“. Og ſaa ſnart jeg vaagnede, ſaa jeg baade Sighvat og Rafn i For-Rummet, men jeg var altfor ængſtelig over min Faders Truſler, til at jeg da kunde tænke paa Ketils Drab eller hvad andet Rafn havde gjort. Nu ſkal du, Rafn, være velkommen her hos mig, thi ſaaledes vil min Fader; og til Erſtatning for hvad jeg har gjort dig imod, ſkal jeg give dig Helga Ketilsdatter til Egte med meget Gods“. Rafn takkede Kongen, og modtog med Glæde hans Tilbud, men ſagde dog at han førſt og fremſt maatte ud til Island, for at faa ſin Fredløshed ophævet; men ſtrax dette var ſkeet, ſkulde han komme tilbage igjen. Heri ſamtykkede Kongen. Sighvat fortalte nu denne, hvorledes han havde anraabt hans Fader om Biſtand. Kongen ſagde: „min Fader maa ſætte ſtor Priis paa dit Venſkab, ſiden han opfylder dine Bønner lige ſaa vel nu, ſom da han levede“[10]. Rafn rejſte ud til Island, fik Fredløshedsdommen ophævet paa Althinget, og begav ſig derpaa tilbage til Norge med ſin Moder[11]. Siden egtede han Helga, og Kongen gav dem ſtore Ejendomme. Rafn forblev ſiden hos Kongen, ſaa længe denne levede og viſte ſig ſtedſe ſom en raſk og dygtig Mand[12].

De her meddeelte Fortællinger viſe os vel, hvor ſtor Indflydelſe Magnus’s fornemſte Raadgivere havde hos ham, men tillige, at denne Indflydelſe havde en Grændſe, og at Magnus, ogſaa efter at han ved Sighvat-s Foreſtillinger i Fritalenheds-Viſerne[13] havde ladet lig bevæge til at forlade det Haardheds- og Strengheds-Syſtem, han begyndte at indføre, dog fremdeles med Alvor og Myndighed ſtod paa ſine Rettigheder og Værdighed, ja ſtundom med en Heftighed, for hvilken endog Einar Thambarſkelve anſaa det raadeligſt at give efter. Magnus var ſaaledes ingenlunde det viljeløſe Redſkab i Stormændenes Haand, ſom man af hans Tilnavn „den gribe( og de overdrevne Beſkrivelſer over hans „Godhed“, Sagaerne indeholde, letteligen ſkulde formode. Hans Godhed maa i alle Fald ſom ofteſt have haft ſin fornuftige Indſkrænkning; og da han derhos, ſom man maa formode, traadte i ſin Faders Spor, og ſøgte at overholde hans Love og Indretninger, maa Magnus’s Regjering ſnarere have udmerket ſig ved Kraft og fornuftig Strenghed, end ved Svaghed. Han vilde heller ikke kunne have udrettet ſaa meget mod Venderne, Sven Ulfsſøn og dennes Tilhængere, ſom han virkelig udrettede, hvis han havde været ſvag og utidigt eftergivende. Han havde nu bragt det dertil, at Sven var ydmyget og fordreven, at hans eget Herredømme i Danmark var befeſtet, og at han dertil endog var afholdt af Danerne[14]. Havde en lang Levetid været ham forundt, og var ikke, ſom vi ſnart i det Følgende ville ſee, hans Magt bleven ſvækket ved Farbroderen Haralds Fordringer paa Norges Trone, vilde Sven Ulfsſøn neppe have vovet at fornye Krigen, og Magnus vilde være bleven i rolig Beſiddelſe af Regjeringen i Danmark. En ſvag, ubeſtemt og umyndig Mand bilde umuligt kunne have bragt det ſaa vidt.

Vi maa ſaaledes foreſtille os Magnus ſom en kraftig, myndig og beſtemt Herſker, der, uagtet han kun var tyve Aar gammel, forſtod at optræde ſom en Mand paa fyrretyve; der af medfød Godmodighed, vel ogſaa af Erkjendtlighed for beviſte Tjeneſter, af Agtelſe for ſin Faders Minde, og af Ærbødighed for Alderdommen, viſte Mænd ſom Einar, der havde hjulpet med at ſkaffe ham Riget, og ſom Sighvat, der var hans Faders gamle Ven, ſtor Kjærlighed og Eftergivenhed, men ſom ellers med Alvor ſtod paa ſin Ret, og hvis Ungdom kun nu og da røbede ſig paa den ene Side ved den Hidſighed, hvormed han ſøgte at faa Hevn for virkelige eller indbildte Fornærmelſer, men paa den anden Side ved den Lethed, hvormed han, naar den førſte Opbruusning var forbi, lod ſig formilde. Exempler herpaa have vi allerede ſeet i det Foregaaende. Sagaen meddeler endnu en liden Fortælling, der i denne Henſeende er noget oplyſende. Olaf Tryggvesſøns Morbroder Thorkell Dyrdil levede, ſom ovenfor nævnt, endnu paa Magnus’s Tid ſom en bedaget Olding. Han var Sysſelmand, maaſkee paa Agder, hvor han i det mindſte paa Olaf Tryggvesſøns Tid ſkal have boet. Det var forebragt Kongen, at han ikke havde udredet ſaa meget af den opkrævede Landſkyld, ſom det tilkom ham. Forbitret derover, gjeſtede Kongen ham, uden forud at underrette ham derom, med mange Folk, i den Tanke, naar han da ej havde tilſtrækkeligt Forraad til Vejtſlen, og hans Underſlæb ſaaledes var røbet, at fratage ham Embedet. Man merkede imidlertid ikke til nogen Mangel. Thorkell tog venligt mod Kongen, og Gjeſtebudet var overflødigt. Kongen var dog i lang Tid uvenlig og mørk. En Dag, medens Bordene vare borte, gik Thorkell hen til ham, og beklagede at han var i ſaa ſlet Lune; han ſpurgte ham, om han i Mangel af anden Adſpredelſe vilde hugge Hovedet af nogle Bukke og Øxne, der ſkulde ſlagtes til Gildet. Kongen ſagde, at han vilde forſøge, og Thorkell førte ham nu ud i Gaarden til et Sted, hvor der ſtod en ſtor Buk. Kongen hug til den paa Halſen med ſit Sverd, men det bed kun lidet, og til alle de Omſtaaendes Forundring faldt der Sølvpenge ud, hvor han havde hugget. Kongen udbrød i Vrede: „det er dog viſt og ſandt, Thorkell, at du viſer mig Ringeagt baade i Smaat og Stort; thi dette er gjort for at ſpotte mig“. „Nej, Herre“, ſvarede Thorkell; „jeg vilde nødig at det ſkulde blive til Sandhed, hvad mine Bagvaſkere fortælle. at jeg vil ſvige dig. Jeg har nu været med flere Konger, og tjent dem ſaa godt jeg kunde, førſt med Olaf Tryggvesſøn, ſom jeg elſkede meeſt af alle, ſiden med din Fader, der viſt ikke nogenſinde tænkte at jeg ſkulde ville ſvige hans Søn. Men da Alfivas Herredømme kom over os, og den ſlemme Tid, da ingen Mand havde ſit Gods i Fred, da frygtede jeg for at det ikke vilde blive mig muligt at bevare disſe Penge, ſom jeg ſkulde ſvare til, og ſom jeg vidſte med Rette tilkom Eder. Jeg hittede da paa det Raad at fulde dette Bukkeſkind med Sølv, og derved magede jeg det ſaaledes at Pengene bleve i Behold. Modtag nu, Herre, din Landſkyld: jeg tror ikke man ſkal kunne ſige at jeg har ſtukket den i min egen Pung“. Da Kongen og de øvrige ſaa, hvor mange Penge dette var, kom de paa andre Tanker, og maatte erkjende at Thorkell havde opført ſig ſom en Hædersmand, hvad man ogſaa burde have forudſat. Kongen takkede ham meget, og i Stedet for at han førſt havde haft til Henſigt at fratage ham Embedet, bad han ham nu at beholde det, ſigende at han neppe vilde kunne faa nogen ſaa brav Mand i hans Sted[15].

Thorkell ſagde dog her for ſaa vidt en Uſandhed, ſom han foregav, at de Penge, denne udſtoppede Buk indeholdt, vare de opſparede Skattepenge, hvilke han neppe engang kunde have oppebaaret regelmæsſigt, ſaa længe Danevældet vedvarede. Den udſtoppede Buk, med dens koſtbare Indhold, havde han ſelv tinder Olaf Tryggvesſøns Regjering fundet blandt Haakon Jarls hemmelige Gjemmer, og overleveret til Olaf: denne havde igjen ſkjenket ham den, idet han paalagde ham, at opbevare den urørt ſom en Nødhjelp ved paakommende Anledning, der ej vilde udeblive. Anledningen var nu kommen[16]. Om Thorkell havde anvendt de Aar efter Aar indſamlede Penge til ſit eget Brug, naar han vidſte, at han havde hiin Skat i Baghaanden, der ſikkert ej alene indeholdt alt hvad Kongen havde at fordre, men endog meget mere, var han angerløs, og i alle Fald ydede han mere end han ſtrengt taget var forpligtet til, naar han ogſaa udbetalte Skatten for Sven Alfivesſøns Regjeringstid. Han viſte ſig ſaaledes ſom en hæderlig, uegennyttig og Kongen hengiven Mand. Kongen erkjendte og, at han var bleven ſkammeligt bagvaſket, og var fra denne Tid af hans Ven. Thorkell, der allerede var meget gammel, kan dog ikke have levet længe efter denne Tid. Man maa formode, at han omtrent ved disſe Tider, eller kort for ſin Død, fik Beſøg af Skalden Stein Herdisſøn, kaldet Hallar-Stein, og meddeelte ham de Efterretninger, ſom denne ſiden benyttede i ſit Kvad, Rekſtefja, hvilket han digtede om Kong Olaf Tryggvesſøn[17].

  1. Han var Søn af den mægtige Sidu-Hall paa Thvaattaa; ſandſynligviis en af hans yngſte Sønner, ſiden han endnu levede og, ſom det lader, var ved ſin fulde Raſkhed i 1043. Han havde i 1014 været Sigurd Orknøjarls Hirdmand, og havde med ham deeltaget i Briansſlaget; ſe ovenfor I. 2. S. 438, 647.
  2. Her, og noget tidligere i Anledning af Karl Veſales Hiſtorie under Sven Alfvivesſøn, nævnes Gjaldkere-Embedet for førſte Gang i vore Kongeſagaer. Paa det førſte Sted optræder Gjaldkeren ſom Politi-Embedsmand, idet han paa et Møde opfordres til at udlevere Karl; her, paa det ſidſte Sted, er han Skatte-Indkræver: man kan ſaaledes allerede heraf gjøre ſig en Foreſtilling om hans Emdedsfunktioner.
  3. I Magnus den godes Saga, Cap. 45, hvor denne lille Fortælling, der fuldkommen har Sandhedens Præg, meddeles, ſiges det ikke tydeligt, i hvilket klar denne Begivenhed foregik. Da den imidlertid fortælles efter Beretningen om Krigen med Sven, ſynes det ſom om det var Sagaſkriverens Mening, at den foregik i hine klar, da Krigen førtes, eller ſtrax efter. Men da Kongen i alle disſe Diar alene tilbragte to Vintre, 1042—45, og 1045—46 i Norge, kan der ſaaledes kun være Spørgsmaal om disſe; og da det derhos er tvivlſomt, hvor vidt han tilbragte den ſidſte Vinter i Throndhjem, bliver kun 1042 tilbage at gjette paa. I dette klar kunne Einar og Eindride vare dragne hjem lige fra Kongehelle, uden at følge Magnus over til Jylland og Slesvig; i ſaa Fald kunne de vare ankomne til Throndhjem nogle Uger for Magnus, der neppe kom førend henimod Juul. Og i hine Uger kunne de ſaaledes have truſſet Thorſtein, og Eindride have indbudt ham til ſig. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte teksten nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
  4. D. e. Den Trækugle eller Bold, hvormed der ſpilledes ved den ſaakaldte „Knattleik“.
  5. Hvor Thauſkadal er, vides ej; det ſynes at maatte have været etſteds ſøndenfor Throndhjem, ſiden Kongen taler om at ſende Rafn „ſyd i Thauſkadal“; det ſynes ogſaa ej at have været langt fra Kyſten.
  6. „Da ½ Maaned var af Sommeren“, heder det i Magnus den godes Saga. At dette var Vaaren 1043, ſees deraf, at Kongen tilbragte den foregaaende Vinter i Norge, hvilket maa være 1042—43.
  7. Her ſigtede Einar til den nys fortalte Begivenhed med Thorſtein Hallsſøn.
  8. Gaarden maa være at ſøge etſteds i Naumdal, men hvor, lader ſig nu neppe beſtemme.
  9. I Fortællingen herom i Magnus den godes Saga, tales der ikke om Slaget paa Lyrſkovshede, men alene om et Slag mod Danerne. Der ſtaar: „da de kom til Danmark, gik alt Folket i Land fra Skibene; der traf de en ſtor Danehær, og et ſtort Slag begyndte; Kong Magnus var i den forreſte Deel af Fylkingen, men Rafn gik fremmenfor ham og ſtred meget tappert, men ingen talte til ham. I dette Slag ſaa nogle den hellige Kong Olaf blandt Magnus’s Mænd, og han fik den Dag en herlig Sejr“. Men naar man erindrer, at det eneſte Slag, Magnus holdt til Lands, var Venderſlaget, og tillige at det netop var dette, før hvilket St. Olaf ſkulde have aabenbaret ſig, og ved hvilket han efter Sagnet ſkulde have lovet at være tilſtede og viſe ſit Merke foran Hæren, kan man ikke et Øjeblik tvivle paa, at det er Venderſlaget, ſom her er meent, eller ſom oprindelig har været nævnt, men at der i Tidens Løb har indſneget ſig den Unøjagtighed i den, i og for ſig ſelvſtændige, kun ſenere i Magnus’s Saga indſkudte Fortælling, at Danerne ere nævnte i Stedet for Venderne, hvorefter da ogſaa ſiden andet er tillempet, f. Ex. at Magnus efter Slaget vender tilbage til Skibene o. ſ. v. Maaſkee og, at netop den forhen paaviſte Omſtændighed, at Sven Ulfsſøn efter al Rimelighed var tilſtede i Slaget, allerede fra førſt af bragte den islandſke Fortæller til at kalde den hele fiendtlige Hær en Danehær; i alle Fald indeholder Forvexlingen endnu et Slags Beviis for at Sven virkelig var med i dette Slag. Naar det (ſe ovenfor) heder, at Magnus ſelv anden forfulgte Venderne, kan den anden maaſkee netop have været Rafn.
  10. Hvad der her fortælles om Kongens Drøm og St. Olafs Aabenbarelſe klinger viſtnok noget fabelagtigt: Det er upaatvivleligt ogſaa noget udſmykket af de ſenere Sagnfortællere. Men man maa her nøje lægge Merke til, at der ſlet ikke ſiges at Aabenbarelſen virkelig fandt Sted. Fortællingen anfører Kongens Ord, og at denne enten kan have haft eller foregivet at have haft en ſaadan eller lignende Drøm, er, fornemmelig naar vi have de Tiders religiøſe Foreſtillinger for Øje, ſlet ikke uſandſynligt: end mindre, at Sighvat virkelig har gjort en ſaadan Bøn ſom den omhandlede.
  11. I Sagaens Beretning heder det, at Rafn endnu ſamme Sommer vendte tilbage til Island, kom juſt ved Althingstid og fik her ſin Dom ophævet, hvorpaa han ſtrax vendte tilbage til Norge, ſaa at han, ſom det hed, foor tvevejs (tvivegis) den Sommer. Da Venderſlaget ſtod den 28 September, var dette umuligt. Men Sagaens Ord ſlutte ſig her til den oven angivne Fejltagelſe, hvorved Slaget ſiges at have fundet Sted mod Danerne, og at Kongen ſtrax begav ſig tilbage til Skibene. Da Magnus tilbragte Vintren i Danmark, under idelig Krig med Sven, er det ej ſandſynligt at Rafn har forladt ham; han har rimeligviis fulgt med ham til Norge om Vaaren 1044, og det er denne Sommer, i hvilken han har gjort den dobbelte Rejſe.
  12. Magnus den godes Saga, Cap. 16—51.
  13. De ſaakaldte Bersöglisvisur, ſe ovf. I. 2. S. 849—851.
  14. Dette er Saxos udtrykkelige Ord, ſe ovenfor.
  15. Magnus den godes Saga, Cap. 43. Morkinſkinnas Redaktion af denne Saga omhandler denne Begivenhed førſt efter at der har været berettet om Harald Sigurdsſøns Tilbagekomſt og hans Optagelſe til Medkonge. Heraf ſkulde man da maaſkee kunne ſlutte at Morkinſkinnas Nedſkriver vil have Begivenheden henført til Aarene 1046—47. Det kan ogſaa være ligegyldigt, om en ſaa lidet vigtig Begivenhed, ſom denne, er foregaaet i 1044 eller 1047. Snorre har i ſit Verk udeladt Beretningen, men den ſynes dog ikke at være opdigtet.
  16. Olaf Tryggvesſøns Saga i Flatøbogen, ſe Skaalholt-Udg. II. S. 196.
  17. Om Hallar-Stein, ſe ovf. I. 2 S. 235, jvfr. Scripta historica Islandorum, III. S. 224—242. Det er her viiſt, at Hallar-Stein og Stein Herdiſeſøn maa være een og ſamme Mand. Det er ligeledes der antydet, at Hallar-Stein fornemmelig maa have hentet Materialet til ſit Digt fra Einar Thambarſkelves og Thorkell Dyrdils Udſagn; iſær ſynes den ſidſte at maatte have været hans Hjemmelsmand, da han ſpecielt omtaler ham, og dvæler nærmere ved de merkelige Tildragelſer, hvortil Thorkell alene ſkal have været Vidne.