Det norske Folks Historie/3/5

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 37-51).

I Norge selv forefaldt der imidlertid ingen Begivenheder af synderlig Vigtighed; men Sagaen har opbevaret et Par Smaatræk, der kaste et ret interessant Lys paa de indre Forhold, og vise at endog Einar Thambarskelve og Sighvat Skald, trods deres store Indflydelse hos Kongen, ikke altid formaaede at gjøre den gjeldende, og havde stor Frygt for at fremkalde hans Vrede. Islændingen Thorstein Sidu-Hallssøn, hvilken vi allerede tidligere have haft Lejlighed til at omtale^[1], gjorde i Magnus’s Tid en Rejse til Norge, og blev hans Hirdmand. Men siden gjorde han fra Norge en Handelsrejse til Dublin og derfra hjem til Island, uden at indhente Kongens Samtykke, hvortil han nu som hans Hirdmand var forpligtet; men just fordi han var Hirdmand havde han ogsaa vægret sig ved at betale Landører for sig og sine Folk, da Kongens Gjaldkere eller Byfoged krævede dem af ham^[2]. Da Magnus hørte dette, sagde han at han vistnok havde fritaget Thorstein for Landøreafgiften, hvad hans egen Person angik, men derimod ej hans Ledsagere; hvad han dog forargede sig meest over, var at han rejste til Dublin uden hans Tilladelse: og til Straf derfor, og andres Afskrækkelse fra at begaa lignende Overtrædelser, skulde Thorstein være utlæg. Dette afholdt dog ikke Thorstein fra Sommeren efter at rejse til Norge.^[3] Han landede i Throndhjem, hvor Kongen paa den Tid ej synes at have været tilstede. Thorstein stolede maaskee paa, at Ingen vilde udføre Fredløshedsdommen over ham, førend Kongen kom tilbage. Imidlertid vilde Thrønderne dog, af Frygt for Kongens Vrede, ikke have noget med ham eller hans at bestille, og saaledes sad han Dag efter Dag ene og forladt i sit Herberge med sine Mænd. Han havde medbragt nogle ypperlige Stodheste; dem havde han gaaende i en Hage paa Ilevoldene, og plejede dagligt at see til dem. Imidlertid kom Einar Thambarskelve og hans Søn Eindride til Byen, hvor de opholdt sig nogen Tid. En Dag, da Einar gik om for at fornøje sig, kom han ogsaa tid til Ilevoldene. Her fik han Øje paa Thorsteins Heste, som strax behagede ham meget; han betragtede dem længe og roste dem særdeles. Idet han vilde gaa videre, kom Thorstein til, hilste ham, og spurgte om han fandt Hestene smukke. Da Einar bejaede dette, sagde Thorstein at han vilde forære ham dem. Einar vægrede sig ved at modtage Gaven. „Du har dog ellers, det veed jeg, modtaget Gaver af slige Mænd som mig“, sagde Thorstein. „Vistnok“, svarede Einar, „men nu vover jeg det ej, da Kongen er dig saa vred“. „Jeg faar da finde mig deri“, sagde Thorstein, og dermed skiltes de fra hinanden. Men kort efter kom ogsaa Endride forat see paa Hestene. Han roste dem meget, sagde at han aldrig havde seet smukkere Heste, og spurgte hvo der ejede dem. Thorstein kom til i det samme, og tilbød nu ligeledes ham at modtage dem som Gave. Eindride, der ej vidste at hans Fader allerede havde afslaaet Foræringen, tog med Glæde og Tak derimod. Men da han kom hjem til sin Fader og fortalte ham det, blev denne heel ilde tilmode, og sagde at han vilde givet meget til, at Eindride ej havde modtaget Hestene. Eindride var imidlertid af en anden Mening, og sagde at Thorstein var en Mand, hvis Venskab man maatte sætte Priis paa. „Da kjender du ikke ret min Fostersøn Kong Magnus’s Heftighed, hvis du tror det er en let Sag at faa Thorstein forligt med ham“, sagde Einar, „men du kan jo prøve“. Eindride indbød nu Thorstein til at følge med ham hjem til Gimse og tilbringe Vintren der. Thorstein modtog Indbydelsen, nød den venligste Behandling, og havde sin daglige Plads ved Eindrides Side. Einar selv gav sig ikke synderligt af med ham: han sagde at det fik blive Eindrides egen Sag at forlige ham med Kongen, men at han da ogsaa maatte gjøre et klækkeligt Tilbud.

Imidlertid kom ogsaa Kongen til Throndhjem. Han fik snart høre, at Thorstein havde fundet et Tilflugtssted paa Gimse, og man merkede at han ej var tilfreds dermed. Der fattedes heller ikke paa dem, som søgte at stille Einars og Eindrides Fremferd i det verste Lys, men Kongen svarede kun lidet paa deres Ord. Det var en aftalt Skik, at Einar og Eindride skulde drikke Julegilde hos Kongen. Da Julen kom, sagde Eindride at han ogsaa denne Gang vilde være med. Einar fraraadte ham det, og sagde at han gjorde bedre i at blive hjemme, men Eindride lod sig ej afsnakke, og drog afsted, selv tolfte; endog Thorstein var med i hans Følge. De kom om Aftenen til en Gaard, hvor de overnattede. Tidligt den følgende Morgen gik Thorstein tid, og fik Øje paa Einar, der med en heel Deel Folk kom ridende til Gaarden. Einar sagde: „det er dog alt for galt, at du vover at drage til Kongen med Thorstein; rejs du heller hjem igjen til Gimse, saa skal jeg tale med Kongen, og endda maa jeg opbyde alt hvad jeg kan, for at faa ham til at antage Forlig. Jeg kjender baade dig og Kongen alt for godt, til ej at vide, at du ved din uoverlagte Tale vil bringe ham til den yderste Vrede“. Eindride maatte finde sig i at vende tilbage med Thorstein, men Einar rejste ud til Byen. Her tog Kongen venligt imod ham, gav ham Plads ved sin Side, og talte mangt og meget med ham. Den fjerde Dag Juul bragte Einar endelig Thorsteins Sag paa Bane, og ytrede sit Ønske at et Forlig kunde komme istand. Thorstein, sagde han, var en Hædersmand, og selv vilde han intet spare af hvad der stod i hans Magt, for at skaffe ham Livsgrid og Landsvist. Kongen svarede: „lad os ikke tale om dette, thi jeg vil saa nødig gjøre dig vred“. Einar lod Sagen for det første fare, og begyndte at tale om noget andet; da var Kongen lige saa venlig som før. Saaledes gik det hen indtil 8de Dag Juul, Nytaarsdag, da begyndte Einar paa ny at tale om Thorstein, men med samme Udfald som før. Trettende Dag Juul fornyede Einar endnu engang sin Bøn om at Kongen vilde tage Thorstein til Naade. „Jeg haaber“, sagde han, „at I vil agte mine Ord“. „Herom ville vi ej tale“, sagde Kongen; „jeg veed ikke, hvorledes du kunde finde paa at tage dig af en Mand, som jeg var vred paa“. Einar svarede: „dette var mere min Søn Eindrides Gjerning, end min; men jeg troede rigtignok at min Forbøn for en eneste Mand skulde kunne udrette noget hos dig, naar vi ellers i alle Dele stedse have gjort, og fremdeles ville gjøre hvad der tjener til din Hæder; og mangt og meget, frygter jeg, vil kunne skee, inden han bliver dræbt: jeg, Herre, vil vorde ilde stedt, hvis I ej vi modtage Pengebøder af min Søn for Thorstein, men heller slaaes med ham, thi jeg kan dog ikke bære over mit Hjerte at kæmpe mod eder. Men det maa jeg rigtignok sige, at jeg da ikke merker stort til at I erindre, hvorledes jeg opsøgte eder øster i Gardarike, blev eders Fosterfader, og sidenefter har støttet og styrket eders Rige, idet jeg seent og tidligt tænkte paa hvorledes jeg bedst kunde befordre eders Hæder. Nu vil jeg drage bort fra Landet, og aldrig mere staa dig bi: der vil nok gives dem, som sige, at du vinder lidet ved alt dette“. Med disse Ord sprang Einar vred op fra sit Sæde, og gik henimod Døren. Kongen rejste sig strax op, ilede efter ham, lagde Armene om hans Hals, og sagde: „kom tilbage, kjære Fosterfader, aldrig skal noget, hvad det saa nu er, kunne splitte vort Venskab; tag Manden i Fred, som det bedst behager dig“. Da blev Einar blid igjen. Thorstein blev tagen til Naade og kom atter i Kongens Yndest.

Sighvat Skald havde en Syster ude paa Island, ved Navn Gudrun; hiin var gift med en Mand, som ligeledes hed Sighvat. Denne var paa en skjendig Maade bleven dræbt af en voldsom og ondskabsfuld Nabo, ved Navn Thorgrim. Han efterlod en fireaarig Søn ved Navn Rafn. Moderen, der helst vilde leve i Fred og Ro, søgte at holde denne i Uvidenhed om Maaden,i hvorpaa hans Fader var kommen af Dage. Naar han, hvad der ofte hendte, spurgte derom, svarede hint kun at han pludselig var død af en heftig Sygdom. Saaledes gik det til, at Skaun, uden at ane det mindste, blev en hyppig Gjest i Thorgrims Huus og omgikkes fortroligt med hans Sønner. Han voxede imidlertid op til en smuk, sterk og haabefuld Yngling. Ofte brødes han for Moro Skyld med Thorgrims Søn Kalf, og uagtet denne var ældre end han, kom han altid til kort. En Dag, da dette atter hendte — Rafn var da 15 Aar gammel — blev Kalf ærgerlig og sagde: „du veed ikke at styre dine Kræfter, nu det kommer vist til at gaa dig som det gik din Fader“. „Det hender jo dagligdags at Folk dø“, svarede Rafn, „og den Vej skal vel ogsaa jeg engang“. „Da veed du nok ikke“, sagde Kalf, „paa hvad Maade han kom afhente: min Fader dræbte ham, og jeg skal ligeledes dræbe dig“. Da Rafn hørte dette, gik han hjem uden at mæle et eneste Ord. Hans Moder, som saaat det var noget, han tog sig nær af, spurgte ham hvad det var. „Du har“, svarede han, „altid sagt mig at min Fader døde Sotdød, men i Dag lod Kalf mig høre at han blev dræbt, og jeg finder det underligt, at du skulde skjule det for mig( Hun undskyldte sig med, at han hidtil havde været for ung, og Modstanderne for mægtige; men sagde, at det nu ej længer nyttede at dølge Sandheden, siden han alligevel havde faaet den at vide. For øvrigt, meente hun, var Sagen nu forældet og glemt. Rafn var dog ej af denne Mening, men glædede sig over at have erfaret den rette Sammenhæng, og talte om at det nok skulde vise sig at hans Fader havde en dygtig Søn. Han fortsatte sine Besøg hos Thorgrim som for, uden at man merkede nogen bitter Stemning hos ham. Saaledes gik det, indtil han var 18 Aar gammel. Da hendte det sig en Dag, just som Slutte efter en af de sædvanlige Lege havde taget Klæderne paa, at Kalk sagde spottende: „Rafn finder nok mere Behag i at gribe fast om Knatten^[4], end i at hevne sin Fader“. „Dette skal strax skee“, svarede Rafn, vendte sig mod Kalf og hug ham Banehug. Thorgrim sagde: „dette maatte vi vænte os, dog kunne vi ej være bekjendte at lade det gaa ustraffet hen“. Da Rafn kom hjem til sin Moder og fortalte hende hvad der var skeet, blev hun ilde tilmode, og sagde at dette vilde komme til at koste hende Sønnens Liv, foruden Mandens. „Du maa bort“, sagde hun, „thi jeg kan ikke hjelpe dig“. Men da hun kom ud med ham, førte hun ham ind i et ydre Buur, der stod paa Tunet; fra Buret kunde man komme ned i et Jordhuus, hvori han nu skjulte sig, vel forsynet med alle Nødvendigheder. Om Natten sendte hun Bud efter Mænd fra alle Nabogaardene, og et ikke ubetydeligt Antal indfandt sig. Morgenen efter kom Thorgrim, selv tolfte, og fordrede Rafn udleveret. Gudrun sagde, at han ej var der. Thorgrim paastod, at han vilde ransage Gaarden. „Hidtil“, svarede hun, „blev jeg ej regnet blandt Tyve, og derfor skal du heller ikke ransage her, saa længe du ikke er mandsterkere end jeg“; i det samme lod hun de Mænd, hun havde forsamlet, træde frem, og Thorgrim, som saa at her intet mere var for ham at gjøre, gik sin Vej, med de Ord: „du er ikke raadløs“. Men paa det følgende Althing drev Thorgrim det dertil, at Rafn blev dømt fredløs, og erklæret for Skovmand.

I Rutafjorden paa Nordlandet, hvor Thorgrim og Rafn hørte hjemme, laa der just et norsk Kjøbmandsskib sejlfærdigt. Den ene af Ejerne hed Bjarne, den anden Einar; denne sidste var fra Naumdal, rig, af ædel Tænkemaade, og yndet af Kong Magnus. Han havde sin unge, haabefulde Broder Sigurd med sig. Thorgrim, som frygtede for, at Rafn skulde snige sig fra Landet med dette Skib, skyndte sig ned til Havnen, saa snart han kom fra Thinget, og advarede Ejerne alvorligt mod at medtage hans Skovmand Rafn. De sagde, at det var en let Sag at vise Forbrydere bort fra Skibet. Kort efter kom Gudrun virkelig, som Thorgrim havde forudseet, med Rafn for at skaffe ham bort. Hun bad Einar komme i Land til hende, forestillede ham sin Nød, og den Raskhed, Rafn havde lagt for Dagen ved den selvsamme Handling, hvorved han var bleven fredløs; hun bad ham indstændigt tage hendes Søn med, og meente at han heller burde tage Hensyn til Sagens Beskaffenhed og hans gjeve Frænder i Norge, end til Thorgrims Overmod og Ondskab. Einar gjorde Indvendinger, men hans Broder Sigurd, som ogsaa var tilstede, udbrød: „hvorledes kan du dog bære over dit Hjerte at vise ham bort? Tænker du da ikke paa, hvor kjekt han har hevnet sin Faders Død? Kom du til mig, Rafn, om jeg just ikke kan hjelpe dig saa godt som min Broder, og gaa strax ombord, thi vi ere netop sejlfærdige, og Vinden er god“. Da de kom ombord, spurgte Sigurd, hvilke Frænder .i Norge det var, hvorom hans Moder havde talt. Rafn svarede, at Sighvat Skald var hans Morbroder. „Det skal komme dig til Gode hos mig“, sagde Sigurd. Derpaa stødte han fra Bryggen, Ankeret blev lettet, og Skibet gled fra Land. I samme Øjeblik kom Thorgrim ned til Stranden, raabte ud til Kjøbmændene, og sagde at de ej havde holdt sit Ord. „Viis dig nu, Rafn“, sagde Sigurd; „Thorgrim er tilbørligt nær“. Rafn løb op paa Bolken med de Ord: „hvis min Øxe kunde naa ham, var han tilbørligt nær“. Bjarne, den anden Skibsejer, sagde at man burde sætte Rafn i Land. Sigurd svarede, at det ikke skulde skee med hans gode Vilje, eller bekomme dem vel, som gjorde det, men at det for øvrigt nu var nødvendigere at hejse Sejl. Det skede: de fik god Vind, og kom til Throndhjem. Da Kjøbmændene forlode Skibet og hver gik til sit, sagde Einar Naumdøling til Rafn, at om han end ikke i Førstningen havde taget sig saa ivrigt af ham, som Sigurd, vilde han dog nu vise ham alt muligt Venskab, og tilbød derfor at tinge ham i Kost hos en Mand i Buen. Rafn takkede ham for Tilbudet, og lovede at holde sig stille og fredelig, naar Ingen veltede sig ind paa ham. Einar lejede ham ind hos en Ketil Riip, der, som det siges, havde Kongens Syssel i Buen, eller vel, med andre Ord, var Gjaldkere, altsaa den samme hvorom der ovenfor er talt. Ketil havde en smuk Datter, ved Navn Helga. Med hende fandt Rafn Behag i tale, medens han ellers var stille og tilbageholden. Den mistænkelige Ketil syntes ikke om disse Samtaler, og klagede for sin Kone og Datter over. Disse forsvarede Rafn, og sagde, at han gjorde ham stor Uret, naar han beskyldte ham for at overtræde Sømmeligheden. Ketil ærgrede sig derover, lagde Rafn for Had, og kvad Spotviser om ham. Rafn lod som om han ej hørte det. Men til sidst gik det saa vidt med Ketils Ondskab, at han en Dag, uden at Rafn havde Anelse derom, gik ned til nogle Kjøbmænd, der laa rejsefærdige til de vestlige Farvande, og tilbød at sælge dem en Træl, hvilken han foregav at have hjemme hos sig; Trællen, sagde han, var baade løgnagtig og ondskabsfuld, saa at de i Førstningen maatte tage ham haardt for at tæmme ham. De kjøbte Trællen ubeseet; men Trællen var ingen anden end Rafn, hvilken Ketil nu under Paaskud af en Lystvandring lokkede ned til Skibet. Her sprang Kjøbmændene til og vilde gribe ham. Rafn spurgte, hvad dette skulde betyde, satte sig til Modværge, og holdt sig dem fra Livet. De sagde at denne Træl var alt for kaad. Nu merkede Rafn Sammenhængen, og med de Ord: „mit kjæreste Trællearbejde er at brydes“, greb han en af dem og slog for sig med ham, saa at han tabte Besindelsen. Ketil skyndte sig bort, men Rafn ilede efter ham, og gav ham Banesaar: da Kjøbmændene saa det, løb de sin Vej saa fort de kunde, af Frygt for at Drabet skulde tillægges dem. Rafn lyste Drabet paa sig, gik op til Ketils Gaard, og fortalte hans Kone og Datter, hvad der var skeet. De beklagede det, men undskyldte ham, gave ham Mad og Klæder, og sagde at han havde mere at frygte af Kongens Vrede end af dem. Derpaa flygtede han til Skogs, og holdt sig skjult.

Kort efter kom Kongen til Gaarden, og hørte alt dette. Han blev vred og sagde: „det er dog alt for galt at Islendinger skulle komme hid og dræbe vore Ombudsmænd eller Sysselmænd: den Mand, som har gjort dette, skal lyses utlæg“. Einar Naumdøling, som just var hos Kongen, indvendte dog at der kunde være dem, som selv havde forskyldt sin Død. Kort efter var Kongen paa Jagt med Høge og Hunde. Følget fordeelte sig, saa at han blev ene. Da traadte en høj Mand, indhyllet i en lodden Kappe, frem af Skoven, og bad ham om Bistand. Kongen spurgte, hvad Forpligtelse han havde dertil. „Den“, svarede Manden, „at mine Frænder ere dine Venner; derhos kjender jeg din ædle Tænkemaade, idet du ej negter at bistaa nogen, som beder dig derom“. Kongen anede vel at dette var Rafn, men han var ene med ham, og Rafn var en stor, haandfast Karl. Han holdt derfor gode Miner, og sagde: „jeg skal sende dig hen til Kot i Thauskadal^[5], hvor du indtil videre kan opholde dig; men hvo er du da:’“ „Hidtil har jeg været en Ulykkesfugl“, svarede Rafn, „og er derfor udsat for Efterstræbelser, af hvilken Grund jeg beder eder om Bistand; men vil I sende mig til Kol, maa I og medgive mig tydelige Jerteiner, at han skal modtage mig; da forbliver jeg der i Vinter“. „Gjør saa“, svarede Kongen, „jeg kommer selv derhen en Uge efter Paaske“; derpaa tog han en Guldring af Fingren, satte den paa Spydodden og rakte den til Rafn, der ej vilde træde nærmere. Kongen spurgte derpaa: „hvor tror du at Rafn, den utlæge, gjør af sig?“ „Han søger vel hen til eders Ven Einar Naumdøling“, svarede Rafn; „der kunne I strax faa ham fat“.; med disse Ord tog han Guldringen af Spydet, og ilede ind i Skoven igjen. Da Kongens Mænd siden kom til, sagde han: „Nu kan I tro, at Rafn har spillet mig et godt Puds“.

Rafn kom til Kot, viste ham Ringen, og blev godt modtagen, skjønt Kot undrede sig over, at han kunde have Jerteiner fra Kongen, medens denne var ham saa vred. Rafn blev der om Vintren, og alle syntes godt om ham; men da Paasken kom, rejste han bort, da han ej vilde oppebie Kongen. Da denne kom, spurgte han strax efter Rafn. Kot sagde, at han nu var borte. „Det er ilde“, sagde Kongen, „thi det skulle alle vide, at han nu er utlæg og fredløs; hvad jeg anseer for langt værre end Drabet, er at han har haanet og spottet mig, og derfor sætter jeg en Priis af 3 Merker Sølv paa hans Hoved, heller ikke skal det bekomme nogen godt at bede om Naade for ham“.

Dette var om Vaaren 1043, da Kongen samlede en stor Hær og Flaade for at drage til Danmark mod Sven Ulfssøn og Venderne. Henimod Slutningen af April^[6] laa han med Flaaden etsteds ved Norges Kyst længer syd paa, og væntede paa Vind. Da kom Rafn ud af Skoven og ned til Stranden. Han saa den store Flaade, gik hen til nogle Drenge, der kogte Mad oppe paa Land, og spurgte hvo der ejede alle disse Skibe. De svarede, at han maatte være dum og uvidende, som ikke vidste at det var Kong Magnus som laa der. Rafn spurgte om nogen anseede Mænd vare hos Kongen. De nævnte Einar Naumdøling, Kongens Ven, Einar Thambarskelve, der selv havde 13 Skibe, og Sighvat Skald, der var paa Kongens eget Skib. Rafn bad dem nu melde Sighvat, at der var en Mand i Land, som havde noget nødvendigt at tale med ham om. De gjorde saa; Sighvat kom, og spurgte hvad den høje Mand hed. Rafn navngav sig. Sighvat bad ham at lobe i Skjul saa hurtigt han kunde; „jeg“, sagde han, „vil ej tage Penge for dit Hoved eller sige til, at jeg har fundet dig“. „Det er ikke saa vist“, sagde Rafn; „du har Ord for at være begjærlig efter Penge, og jeg har kun et ringe Liv at miste: ofte har man seet Folk gjøre sig større Møje for mindre Penge, end du vilde faa ved at forraade mig; dog tror jeg, at hvor langskaftet Kongens Øre end er, saa naar den dog ikke i Skoven til mig. Vil du derimod gjøre mig Gavn, da er det ikke mere end sømmeligt for dig, siden du er min Morbroder“. „Dette Frændskab erkjender jeg“, svarede Sighvat, „men jeg vover ikke at hjelpe dig; dog, oppebi mig her“. Rafn sagde, at han vilde følge ham ombord, og at han, naar han først skulde dø, helst vilde dræbes for .hans Øjne. „Du er en vanskelig Mand“, sagde Sighvat; „det gaar dog ikke an at jeg ligefrem leverer dig under Øxen, thi det vilde da neppe gaa godt, om saa Alverden bad for dig; men føj mig nu i at blive her, indtil jeg har talt med mine Venner“. Rafn lovede at bie en liden Stund; men varede det for længe, vilde han komme efter, thi det var slemt nok, sagde han, at lide en haard Død, om man ikke ogsaa skulde staa i lang Tid og vænte paa den. Da Sighvat kom ud paa Skibet, klagede han sin Nød for Einar Naumdøling. „Her er Rafn kommen“, sagde han, „og vil endelig give sig i sine Fienders Vold: kan jeg ikke vænte mig nogen Hjelp af dig?“ „Vist er han en Ulykkesfugl“, sagde Einar, „men det er dog vor Pligt at unddrage ham den visse Død; imidlertid kunne vi ej tænke paa at indlade os i formelig Kamp mod Kongen og hans Overmagt; heller ikke vil Kongen nogensinde tiere modtage vor Hjelp, dersom vi nu aabenbart trodse ham“. Sighvat henvendte sig derpaa til Einar Thambarskelve om Hjelp, og forklarede ham sin Vaande. „Jeg har ingen Lyst til at stride med Kongen for hans Skyld“, svarede Einar; „da jeg nu sidst forsvarede en Mand, som Kongen var vred paa, var det nær gaaet mig galt^[7]. Her have nu Eindride og jeg 13 Skibe under vor Befaling, og skulle hjelpe Kongen i den forestaaende Kamp: ville vi nu med Magt tiltrodse os Mandens Tilgivelse, da kjender jeg Kong Magnus’s Stolthed saa godt, at han heller vil undvære vor Hjelp, end lade sig aftrodse noget; derfor gjør du bedst i at hede Manden forføje sig bort og skjule sig, og ikke komme ombord paa vore Skibe, hvor han vil blive dræbt“. Medens Sighvat og Einar Thambarskelve talede sammen, havde Einar Naumdøling været i Land og hedet Rafn indstændigt ikke at bringe Folk i Forlegenhed, men gaa bort; han tilbød at sende ham nord til sin Gaard Hit^[8], hvor han indtil videre kunde være i Sikkerhed. Rafn svarede, at han først vilde tale med Sighvat. Sighvat kom, og Rafn spurgte, hvorledes det gik med den forvæntede Høvdingebistand. „Daarligt“, sagde Sighvat, „og du har liden Lykke med dig; men hvad bestemmer du dig nu til?“ „Hvad jeg for har sagt“, svarer Rafn, „at gaa ombord paa Kongens Skib med dig“. „Hvorfor vil du styrte dig lige i Døden“, spurgte Sighvat. „Fordi“, svarede Rafn, „at jeg foretrækker at dø fremfor at paadrage eder alle, der nu have seet mig, Kongens Vrede, der ej udebliver, naar han hører, at I have skaffet mig bort“. „Dette er talt som en Mand“, sagde Sighvat, „og endnu har jeg rigtignok min bedste Tilflugt tilbage, der aldrig hidtil har svigtet mig, nemlig den hellige Kong Olaf“. Med disse Ord faldt han paa Knæ, gjorde en Bøn, og anraabte Olaf om Bistand. Derpaa gik de ud paa Kongens Skib. Magnus havde ligget og sovet oppe i Løftingen, men vaagnede i det samme som Sighvat og Rafn kom i For-Rummet. Han sprang op og raabte: „op alle vore Mænd, nu have vi faaet Bør, og Sejren er os vis, naar vi komme til Danmark“l Nei fik man nok at bestille med Sejladsen. Skibene kom til Danmark; hvilke Bedrifter der udførtes, er ovenfor berettet; i Slaget paa Lyrskovshede^[9] udmerkede Rafn sig overmaade meget, han gik foran Kongen og stred med den største Tapperhed; men ingen talte et Ord til ham. Da Slaget var til Ende, og man var kommen til Ro, sagde Kongen: „hvor er nu Rafn? han skal komme frem og ikke skjule sig“. Einar og Sighvat bade Kongen om at benaade ham for hans Tapperheds Skyld“. „Jeg vil endnu intet Løfte give“, sagde Kongen; „først og fremst vil jeg see ham“. Einar gik hen til Rafn og meldte ham dette, bad ham at svare Kongen ærbødigt, men dog frimodigt, og give ham sandfærdig Besked paa alt, hvad han spurgte om. Rafn traadte da frem for Kongen og hilste ham. Kongen spurgte først Einar, hvorfor han havde ført en fredløs Mand fra Island. „Derfor, Herre“, svarede Einar, „at han var gjort fredløs ene og alene fordi han havde hevnet sin Fader, der blev dræbt meer end sagesløs“. Derpaa spurgte Kongen Rafn, hvorfor han havde dræbt Ketil. „Fordi han kvad Nidviser om mig, Herre“, svarede Rafn, „og siden solgte mig som Træl; da jeg havde dræbt ham, kvad jeg en Arve-Flokk over ham, som just ikke var synderlig rar“. „Lad høre den“, sagde Kongen. „Som I vil, Herre“, sagde Rafn, „men da maa I ogsaa høre paa et andet Kvæde“. „Hvilket“? spurgte Kongen. „Et, som jeg har digtet om eder, Herre“, sagde Rafn. „Kvæd da“, sagde Kongen. Da han havde endt begge, sagde Kongen: „der er stor Forskjel paa dem: hvorfor kvad du saa godt et Kvæde om mig, der dog vilde lade dig dræbe:’“ „Fordi du var et godt Kvæde værd“, svarede Rafn. „Hvorfor kom du da til mig i Skoven“? spurgte Kongen. „Fordi jeg væntede min Frelse fra eder, saaledes som det nu og viste sig“, sagde Rafn; „jeg var i den største Knibe, og havde ingen anden her i Landet at søge Hjelp hos, efter at have været i den tunge Nødvendighed at dræbe en formaaende Mand, som dog visselig havde forskyldt det“. Da sagde Kongen: „nu har jeg undersøgt din Sag; og nu skal jeg derhos fortælle, hvad der vedkommer mig. Da jeg sov paa Skibet, syntes jeg at see min Fader, Kong Olaf, komme til mig, og sige med en mørk Mine: „der ligger du, Kong Magnus, og tænker mere paa at dræbe min Skalds Frænde for en ringe Sag, end at vinde en fager Sejr over dine Fiender, skjønt der nu er kommet gunstig Vind: tag vel imod alle dem, som nu ere ombord, ellers vil du allerede i denne Verden faa en Straf, som bekommer dig ilde“. Og saa snart jeg vaagnede, saa jeg baade Sighvat og Rafn i For-Rummet, men jeg var altfor ængstelig over min Faders Trusler, til at jeg da kunde tænke paa Ketils Drab eller hvad andet Rafn havde gjort. Nu skal du, Rafn, være velkommen her hos mig, thi saaledes vil min Fader; og til Erstatning for hvad jeg har gjort dig imod, skal jeg give dig Helga Ketilsdatter til Egte med meget Gods“. Rafn takkede Kongen, og modtog med Glæde hans Tilbud, men sagde dog at han først og fremst maatte ud til Island, for at faa sin Fredløshed ophævet; men strax dette var skeet, skulde han komme tilbage igjen. Heri samtykkede Kongen. Sighvat fortalte nu denne, hvorledes han havde anraabt hans Fader om Bistand. Kongen sagde: „min Fader maa sætte stor Priis paa dit Venskab, siden han opfylder dine Bønner lige saa vel nu, som da han levede“^[10]. Rafn rejste ud til Island, fik Fredløshedsdommen ophævet paa Althinget, og begav sig derpaa tilbage til Norge med sin Moder^[11]. Siden egtede han Helga, og Kongen gav dem store Ejendomme. Rafn forblev siden hos Kongen, saa længe denne levede og viste sig stedse som en rask og dygtig Mand^[12].

De her meddeelte Fortællinger vise os vel, hvor stor Indflydelse Magnus’s fornemste Raadgivere havde hos ham, men tillige, at denne Indflydelse havde en Grændse, og at Magnus, ogsaa efter at han ved Sighvat-s Forestillinger i Fritalenheds-Viserne^[13] havde ladet lig bevæge til at forlade det Haardheds- og Strengheds-System, han begyndte at indføre, dog fremdeles med Alvor og Myndighed stod paa sine Rettigheder og Værdighed, ja stundom med en Heftighed, for hvilken endog Einar Thambarskelve ansaa det raadeligst at give efter. Magnus var saaledes ingenlunde det viljeløse Redskab i Stormændenes Haand, som man af hans Tilnavn „den gribe( og de overdrevne Beskrivelser over hans „Godhed“, Sagaerne indeholde, letteligen skulde formode. Hans Godhed maa i alle Fald som oftest have haft sin fornuftige Indskrænkning; og da han derhos, som man maa formode, traadte i sin Faders Spor, og søgte at overholde hans Love og Indretninger, maa Magnus’s Regjering snarere have udmerket sig ved Kraft og fornuftig Strenghed, end ved Svaghed. Han vilde heller ikke kunne have udrettet saa meget mod Venderne, Sven Ulfssøn og dennes Tilhængere, som han virkelig udrettede, hvis han havde været svag og utidigt eftergivende. Han havde nu bragt det dertil, at Sven var ydmyget og fordreven, at hans eget Herredømme i Danmark var befestet, og at han dertil endog var afholdt af Danerne^[14]. Havde en lang Levetid været ham forundt, og var ikke, som vi snart i det Følgende ville see, hans Magt bleven svækket ved Farbroderen Haralds Fordringer paa Norges Trone, vilde Sven Ulfssøn neppe have vovet at fornye Krigen, og Magnus vilde være bleven i rolig Besiddelse af Regjeringen i Danmark. En svag, ubestemt og umyndig Mand bilde umuligt kunne have bragt det saa vidt.

Vi maa saaledes forestille os Magnus som en kraftig, myndig og bestemt Hersker, der, uagtet han kun var tyve Aar gammel, forstod at optræde som en Mand paa fyrretyve; der af medfød Godmodighed, vel ogsaa af Erkjendtlighed for beviste Tjenester, af Agtelse for sin Faders Minde, og af Ærbødighed for Alderdommen, viste Mænd som Einar, der havde hjulpet med at skaffe ham Riget, og som Sighvat, der var hans Faders gamle Ven, stor Kjærlighed og Eftergivenhed, men som ellers med Alvor stod paa sin Ret, og hvis Ungdom kun nu og da røbede sig paa den ene Side ved den Hidsighed, hvormed han søgte at faa Hevn for virkelige eller indbildte Fornærmelser, men paa den anden Side ved den Lethed, hvormed han, naar den første Opbruusning var forbi, lod sig formilde. Exempler herpaa have vi allerede seet i det Foregaaende. Sagaen meddeler endnu en liden Fortælling, der i denne Henseende er noget oplysende. Olaf Tryggvessøns Morbroder Thorkell Dyrdil levede, som ovenfor nævnt, endnu paa Magnus’s Tid som en bedaget Olding. Han var Sysselmand, maaskee paa Agder, hvor han i det mindste paa Olaf Tryggvessøns Tid skal have boet. Det var forebragt Kongen, at han ikke havde udredet saa meget af den opkrævede Landskyld, som det tilkom ham. Forbitret derover, gjestede Kongen ham, uden forud at underrette ham derom, med mange Folk, i den Tanke, naar han da ej havde tilstrækkeligt Forraad til Vejtslen, og hans Underslæb saaledes var røbet, at fratage ham Embedet. Man merkede imidlertid ikke til nogen Mangel. Thorkell tog venligt mod Kongen, og Gjestebudet var overflødigt. Kongen var dog i lang Tid uvenlig og mørk. En Dag, medens Bordene vare borte, gik Thorkell hen til ham, og beklagede at han var i saa slet Lune; han spurgte ham, om han i Mangel af anden Adspredelse vilde hugge Hovedet af nogle Bukke og Øxne, der skulde slagtes til Gildet. Kongen sagde, at han vilde forsøge, og Thorkell førte ham nu ud i Gaarden til et Sted, hvor der stod en stor Buk. Kongen hug til den paa Halsen med sit Sverd, men det bed kun lidet, og til alle de Omstaaendes Forundring faldt der Sølvpenge ud, hvor han havde hugget. Kongen udbrød i Vrede: „det er dog vist og sandt, Thorkell, at du viser mig Ringeagt baade i Smaat og Stort; thi dette er gjort for at spotte mig“. „Nej, Herre“, svarede Thorkell; „jeg vilde nødig at det skulde blive til Sandhed, hvad mine Bagvaskere fortælle. at jeg vil svige dig. Jeg har nu været med flere Konger, og tjent dem saa godt jeg kunde, først med Olaf Tryggvessøn, som jeg elskede meest af alle, siden med din Fader, der vist ikke nogensinde tænkte at jeg skulde ville svige hans Søn. Men da Alfivas Herredømme kom over os, og den slemme Tid, da ingen Mand havde sit Gods i Fred, da frygtede jeg for at det ikke vilde blive mig muligt at bevare disse Penge, som jeg skulde svare til, og som jeg vidste med Rette tilkom Eder. Jeg hittede da paa det Raad at fulde dette Bukkeskind med Sølv, og derved magede jeg det saaledes at Pengene bleve i Behold. Modtag nu, Herre, din Landskyld: jeg tror ikke man skal kunne sige at jeg har stukket den i min egen Pung“. Da Kongen og de øvrige saa, hvor mange Penge dette var, kom de paa andre Tanker, og maatte erkjende at Thorkell havde opført sig som en Hædersmand, hvad man ogsaa burde have forudsat. Kongen takkede ham meget, og i Stedet for at han først havde haft til Hensigt at fratage ham Embedet, bad han ham nu at beholde det, sigende at han neppe vilde kunne faa nogen saa brav Mand i hans Sted^[15].

Thorkell sagde dog her for saa vidt en Usandhed, som han foregav, at de Penge, denne udstoppede Buk indeholdt, vare de opsparede Skattepenge, hvilke han neppe engang kunde have oppebaaret regelmæssigt, saa længe Danevældet vedvarede. Den udstoppede Buk, med dens kostbare Indhold, havde han selv tinder Olaf Tryggvessøns Regjering fundet blandt Haakon Jarls hemmelige Gjemmer, og overleveret til Olaf: denne havde igjen skjenket ham den, idet han paalagde ham, at opbevare den urørt som en Nødhjelp ved paakommende Anledning, der ej vilde udeblive. Anledningen var nu kommen^[16]. Om Thorkell havde anvendt de Aar efter Aar indsamlede Penge til sit eget Brug, naar han vidste, at han havde hiin Skat i Baghaanden, der sikkert ej alene indeholdt alt hvad Kongen havde at fordre, men endog meget mere, var han angerløs, og i alle Fald ydede han mere end han strengt taget var forpligtet til, naar han ogsaa udbetalte Skatten for Sven Alfivessøns Regjeringstid. Han viste sig saaledes som en hæderlig, uegennyttig og Kongen hengiven Mand. Kongen erkjendte og, at han var bleven skammeligt bagvasket, og var fra denne Tid af hans Ven. Thorkell, der allerede var meget gammel, kan dog ikke have levet længe efter denne Tid. Man maa formode, at han omtrent ved disse Tider, eller kort for sin Død, fik Besøg af Skalden Stein Herdissøn, kaldet Hallar-Stein, og meddeelte ham de Efterretninger, som denne siden benyttede i sit Kvad, Rekstefja, hvilket han digtede om Kong Olaf Tryggvessøn^[17].

1. Han var Søn af den mægtige Sidu-Hall paa Thvaattaa; sandsynligviis en af hans yngste Sønner, siden han endnu levede og, som det lader, var ved sin fulde Raskhed i 1043. Han havde i 1014 været Sigurd Orknøjarls Hirdmand, og havde med ham deeltaget i Briansslaget; se ovenfor I. 2. S. 438, 647.
2. Her, og noget tidligere i Anledning af Karl Vesales Historie under Sven Alfvivessøn, nævnes Gjaldkere-Embedet for første Gang i vore Kongesagaer. Paa det første Sted optræder Gjaldkeren som Politi-Embedsmand, idet han paa et Møde opfordres til at udlevere Karl; her, paa det sidste Sted, er han Skatte-Indkræver: man kan saaledes allerede heraf gjøre sig en Forestilling om hans Emdedsfunktioner.
3. I Magnus den godes Saga, Cap. 45, hvor denne lille Fortælling, der fuldkommen har Sandhedens Præg, meddeles, siges det ikke tydeligt, i hvilket klar denne Begivenhed foregik. Da den imidlertid fortælles efter Beretningen om Krigen med Sven, synes det som om det var Sagaskriverens Mening, at den foregik i hine klar, da Krigen førtes, eller strax efter. Men da Kongen i alle disse Diar alene tilbragte to Vintre, 1042—45, og 1045—46 i Norge, kan der saaledes kun være Spørgsmaal om disse; og da det derhos er tvivlsomt, hvor vidt han tilbragte den sidste Vinter i Throndhjem, bliver kun 1042 tilbage at gjette paa. I dette klar kunne Einar og Eindride vare dragne hjem lige fra Kongehelle, uden at følge Magnus over til Jylland og Slesvig; i saa Fald kunne de vare ankomne til Throndhjem nogle Uger for Magnus, der neppe kom førend henimod Juul. Og i hine Uger kunne de saaledes have trusset Thorstein, og Eindride have indbudt ham til sig. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte teksten nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
4. D. e. Den Trækugle eller Bold, hvormed der spilledes ved den saakaldte „Knattleik“.
5. Hvor Thauskadal er, vides ej; det synes at maatte have været etsteds søndenfor Throndhjem, siden Kongen taler om at sende Rafn „syd i Thauskadal“; det synes ogsaa ej at have været langt fra Kysten.
6. „Da ½ Maaned var af Sommeren“, heder det i Magnus den godes Saga. At dette var Vaaren 1043, sees deraf, at Kongen tilbragte den foregaaende Vinter i Norge, hvilket maa være 1042—43.
7. Her sigtede Einar til den nys fortalte Begivenhed med Thorstein Hallssøn.
8. Gaarden maa være at søge etsteds i Naumdal, men hvor, lader sig nu neppe bestemme.
9. I Fortællingen herom i Magnus den godes Saga, tales der ikke om Slaget paa Lyrskovshede, men alene om et Slag mod Danerne. Der staar: „da de kom til Danmark, gik alt Folket i Land fra Skibene; der traf de en stor Danehær, og et stort Slag begyndte; Kong Magnus var i den forreste Deel af Fylkingen, men Rafn gik fremmenfor ham og stred meget tappert, men ingen talte til ham. I dette Slag saa nogle den hellige Kong Olaf blandt Magnus’s Mænd, og han fik den Dag en herlig Sejr“. Men naar man erindrer, at det eneste Slag, Magnus holdt til Lands, var Venderslaget, og tillige at det netop var dette, før hvilket St. Olaf skulde have aabenbaret sig, og ved hvilket han efter Sagnet skulde have lovet at være tilstede og vise sit Merke foran Hæren, kan man ikke et Øjeblik tvivle paa, at det er Venderslaget, som her er meent, eller som oprindelig har været nævnt, men at der i Tidens Løb har indsneget sig den Unøjagtighed i den, i og for sig selvstændige, kun senere i Magnus’s Saga indskudte Fortælling, at Danerne ere nævnte i Stedet for Venderne, hvorefter da ogsaa siden andet er tillempet, f. Ex. at Magnus efter Slaget vender tilbage til Skibene o. s. v. Maaskee og, at netop den forhen paaviste Omstændighed, at Sven Ulfssøn efter al Rimelighed var tilstede i Slaget, allerede fra først af bragte den islandske Fortæller til at kalde den hele fiendtlige Hær en Danehær; i alle Fald indeholder Forvexlingen endnu et Slags Beviis for at Sven virkelig var med i dette Slag. Naar det (se ovenfor) heder, at Magnus selv anden forfulgte Venderne, kan den anden maaskee netop have været Rafn.
10. Hvad der her fortælles om Kongens Drøm og St. Olafs Aabenbarelse klinger vistnok noget fabelagtigt: Det er upaatvivleligt ogsaa noget udsmykket af de senere Sagnfortællere. Men man maa her nøje lægge Merke til, at der slet ikke siges at Aabenbarelsen virkelig fandt Sted. Fortællingen anfører Kongens Ord, og at denne enten kan have haft eller foregivet at have haft en saadan eller lignende Drøm, er, fornemmelig naar vi have de Tiders religiøse Forestillinger for Øje, slet ikke usandsynligt: end mindre, at Sighvat virkelig har gjort en saadan Bøn som den omhandlede.
11. I Sagaens Beretning heder det, at Rafn endnu samme Sommer vendte tilbage til Island, kom just ved Althingstid og fik her sin Dom ophævet, hvorpaa han strax vendte tilbage til Norge, saa at han, som det hed, foor tvevejs (tvivegis) den Sommer. Da Venderslaget stod den 28 September, var dette umuligt. Men Sagaens Ord slutte sig her til den oven angivne Fejltagelse, hvorved Slaget siges at have fundet Sted mod Danerne, og at Kongen strax begav sig tilbage til Skibene. Da Magnus tilbragte Vintren i Danmark, under idelig Krig med Sven, er det ej sandsynligt at Rafn har forladt ham; han har rimeligviis fulgt med ham til Norge om Vaaren 1044, og det er denne Sommer, i hvilken han har gjort den dobbelte Rejse.
12. Magnus den godes Saga, Cap. 16—51.
13. De saakaldte Bersöglisvisur, se ovf. I. 2. S. 849—851.
14. Dette er Saxos udtrykkelige Ord, se ovenfor.
15. Magnus den godes Saga, Cap. 43. Morkinskinnas Redaktion af denne Saga omhandler denne Begivenhed først efter at der har været berettet om Harald Sigurdssøns Tilbagekomst og hans Optagelse til Medkonge. Heraf skulde man da maaskee kunne slutte at Morkinskinnas Nedskriver vil have Begivenheden henført til Aarene 1046—47. Det kan ogsaa være ligegyldigt, om en saa lidet vigtig Begivenhed, som denne, er foregaaet i 1044 eller 1047. Snorre har i sit Verk udeladt Beretningen, men den synes dog ikke at være opdigtet.
16. Olaf Tryggvessøns Saga i Flatøbogen, se Skaalholt-Udg. II. S. 196.
17. Om Hallar-Stein, se ovf. I. 2 S. 235, jvfr. Scripta historica Islandorum, III. S. 224—242. Det er her viist, at Hallar-Stein og Stein Herdisesøn maa være een og samme Mand. Det er ligeledes der antydet, at Hallar-Stein fornemmelig maa have hentet Materialet til sit Digt fra Einar Thambarskelves og Thorkell Dyrdils Udsagn; især synes den sidste at maatte have været hans Hjemmelsmand, da han specielt omtaler ham, og dvæler nærmere ved de merkelige Tildragelser, hvortil Thorkell alene skal have været Vidne.