Det norske Folks Historie/3/4

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter at denne Fare ſaaledes var afvendt, og Danmark frelſt fra Vendernes Skarer, tog Magnus ſit Vinterſæde, ſom det ſynes, i Slesvig, eller i alle Fald i det ſydlige Jylland, omgiven af et ikke ubetydeligt Antal Folk, ſnarere, ſom man maa formode, for at være ved Haanden, om Venderne ſkulde ville foretage noget nyt Angreb, end fordi han ventede noget nyt Oprørsforſøg af Sven, hvis Udſigter til Held nu maatte anſees at være meget ringe[1]. Sven begav lig ogſaa for det førſte til ſit gamle Tilhold i Gautland,hvorfra han kunde have Øje med Magnus’s Bevægelſer. Men aldrig ſaa ſnart hørte han, at denne havde forladt fine Skive, — det vil vel her ſige: havde ladet dem aftakle og afſkediget ſine danſke Tropper — førend han atter ſatte ſig i Bevægelſe, og ſøgte at ſkaffe ſig Tilhængere blandt Sjælandsfarerne, Fyenboerne og de øvrige Øboer. Dette lykkedes ham ogſaa temmelig godt. Hans Upopularitet kan vel derfor neppe have været ſaa ſtor, ſom Saxo ſiger. Den har vel og iſær ytret ſig i Jylland, der var det eneſte Landſkab, ſom havde lidt ved Vendernes Angreb. De andre, ſom ej havde følt noget dertil, kunde ſaaledes heller ikke have noget imod ham derfor, ſaa meget mere ſom der paa denne Tid og endnu meget længe efter kun var lidet Sammenhold mellem de enkelte danſke Landſkaber. Med denne Hær ſtyrede han henimod Juul over til Jylland og lagde ind i Limfjorden. Her underkaſtede mange ſig ham, mere, ſom man kan ſee, af Tvang end af Hengivenhed, da det tillige berettes, at han afpresſede nogle en Deel Penge, og at andre flygtede til Kong Magnus. Da denne hørte, hvad Sven tog ſig for, lod han ſtrax ſine Skibe gjøre ſejlklare, gik ombord med de Nordmænd, han havde hos ſig, tilligemed en Deel danſke eller jydſke Krigere, og ſtyrede nordefter langs Jyllands Kyſt og gjennem Middelfartſund. Sven var imidlertid kommen lige til Aaros, hvor han laa med en betydelig Styrke. Da han hørte at Magnus nærmede ſig, lod han ſine Skibe lægge ud fra Byen, og beredte ſig til Slag. Magnus, ſom ogſaa paa ſin Side fik Nys herom, og ſaaledes vidſte at kun en kort Afſtand nu ſkilte dem ad, gjorde ømt, ſammenkaldte fine Mænd til et Huusthing, og talte ſaaledes til dem: „Vi have hørt, at Jarlen ligger her ſtrax foran os med ſin Flaade, der efter hvad man fortæller, ſkal være ſtor. Jeg vil nu kundgjøre eder min Agt, ſom er den, at binde an mod Jarlen, og ſtride med ham, om vi end have en langt ringere Styrke, thi nu ſom før ſætte vi vor Tillid til Gud og min Fader, den hellige Kong Olaf. Han har allerede forhen forundt os Sejr over vore Fiender, ſkjønt de vare mandſterkere. Min Vilje er nu, at vi ſkulle opſøge Fienden, og ſtrax ro til og begynde Striden, naar vi mødes. Herpaa ſkulle alle belave ſig“. Da han havde endt denne korte Opmuntringstale, iførte Krigerne ſig ſine Ruſtninger, og gjorde ſine Rum rede til Striden. Derpaa fortſattes Farten, og ſaa ſnart de fik Øje paa Svens Skibe, roede de til Angreb, ſaaledes ſom Kongen havde befalet. Ogſaa Svens Mænd væbnede ſig og bandt Skibene ſammen; og nu begyndte et heftigt og blodigt Slag. Der kæmpedes med Haardnakkethed om Stavnene; alene her kun.de man gjenſidigt naa hinanden med Øxer og Sverd. De der vare i Forrummene, brugte Spyd, og de der vare endnu længer agter, forſkjellige Slags Kaſte- og Skudvaaben. Kongen var i Førſtningen omgiven af en Skjoldborg, men da det ſyntes ham at gaa alt for ſeendrægtigt med Kampen, løb han frem af Skjoldborgen, opfordrede fine Mænd med høj Røſt til at følge ham, og gik lige frem i Stavnen. Da hans Mænd ſaa dette, eggede de ogſaa hverandre indbyrdes til at gjøre det ſamme: det opmuntrende Raab hørtes fra Skib til Skib, og med uimodſtaaelig Kraft trængte Magnus og hans Mænd frem. Svens Skib ryddedes i Forſtavnen og lige til Saxene. Magnus var ſelv den førſte til at entre, hans Mænd fulgte efter, og Sven og hans Krigere kunde ej holde Stand, og det hele Skib blev ryddet. Lignende Skjebne havde det næſte, og ſaa fremdeles, indtil Magnus havde erobret og ryddet ſyv Skibe. Da tog Sven Flugten, og Magnus hindredes, ſom man maa formode, alene ved det paa den Tid af Aaret tidligt indtrædende Mørke fra ſtrax at forfølge ham; Slaget ſtod nemlig Søndag for Juul, eller den 18de December[2]. Endnu ſamme Nat flygtede Sven med Levningerne af ſin Flaade over til Sjæland. Imidlertid lagde Magnus til Land, og Indbyggerne der i Egnen maatte nu undgjelde fordi de havde taget Svens Parti, idet Kongen ſendte ſine Mænd op i Landet og lod dem drive en Mængde Kvæg ned til Stranden for at nedſlagte det til Skibsforraad. Men den næſte Dag ſatte han over til Sjæland, opſøgte Sven, og fandt ham liggende med faa Skibe ved Havn (ſenere Kjøbenhavn)[3]. Efter en kort Fegtning flygtede Sven op i Landet, men Magnus forfulgte ham, fældte mange af hans Mænd og udbredte ſtor Forfærdelſe. „Kvinderne“, ſiger Thjodolf Skald, „ſpurgte alle ſom een, hvem der bar de med Blod farvede Skjolde, og priſte ſig lykkelige ved at kunne undſlippe gjennem Skoven; en ſtor Mængde tyede til Ringſted“. Sven ſelv flygtede heelt over til Fyn. Magnus drog med Hærſkjold over Sjæland, og brændte deres Gaarde, ſom denne Høſt havde ſlaaet ſig til Svens Flok. Siden, da han hørte at Sven var i Fyn, forfulgte han ham ogſaa did. Sven vovede ikke at oppebie ham, men ſkyndte ſig over til Skaane, hvorfra han drog op til Gautland, og videre til ſin Beſkytter Kong Anund. Magnus ſtraffede imidlertid de frafaldne Fynboer paa ſamme Maade ſom Sjælandsfarerne; og alle de af Svens Tilhængere, der kunde, toge Flugten. „Vinden“, ſiger Thjodolf, „hvirvler Luen højt til Vejrs af Egeveggene: Ilden raſer heftigt; fra de fynſke Gaarde blusſer Flammen op til den dobbelte Højde, Tag og Næverklædning lider Nød; Nordmændene brænde Salene op i Ejernes Paaſyn“[4].

Ved denne haarde Fremferd, der rigtignok ſynes mere ſkikket til at vække en øjeblikkelig Skræk end til at ſkaffe Kongen nogen ſand og varig Hengivenhed hos Folket, blev Oprørsaanden for en Stund kvalt, og det hele Folk i Danmark underkaſtede ſig paa ny Magnus, der nu troede ſig ſaa ſikker mod et nyt Oprør, at han mod Slutningen af Vaaren vendte tilbage til Norge med alle ſine norſke Tropper, og opholdt ſig der længe om Sommeren (1044). Men ſaa ſnart Sven erfarede dette, var han atter paa Ferde, fik Hjelpetropper fra Sverige, og drog med dem ned til Skaane, hvor Indbyggerne, der endnu ikke havde faaet Magnus’s tunge Arm at føle, toge godt imod ham, og ſkaffede ham baade Skibe og Folk. Med denne Hær og Flaade ſtyrede han over til Sjæland, der underkaſtede ſig ham, ligeledes Fyn og de øvrige Øer, denne Gang maaſkee mere af Tvang end med Indbyggernes gode Vilje[5]. Da Magnus fik dette nye Oprør at høre, ſamlede han ſtrax Folk og Skibe, ſejlede ned til Danmark, opſøgte Sven, og traf ham en Aften ved Helgenes i Molshered nordenfor Aaros. Her ſtod et heftigt Slag, der maa anſees for Hovedſlaget i den hele Strid mellem Magnus og Sven. Magnus havde færre Folk, men ſtørre og bedre udruſtede Skibe. Kongen ſkød ſelv med Haandſkud den hele Nat, og der faldt en Mængde af Svens Folk. „Svens Mænd“, ſiger Thjodolf, „ſtyrtede ved Helgenes for Spydene, og de ſaarede Krigere ſank i Havet“. Da Svens eget Skib var ryddet fra Stavn til Stavn, tog han Flugten. Alle hans øvrige Skibe bleve ligeledes ryddede og erobrede, og Magnus og hans Mænd gjorde derhos et rigt Bytte i Vaaben og .Klæder“. Saaledes praler Thjodolf Skald af, at han fra dette Slag hjembragte et gautſk Skjold, en Brynje og en Hjelm[6]. Sven og de af hans Folk, der vare heldige nok til at undkomme, begave ſig til Skaane. Magnus forfulgte dem ogſaa did, og herjede vidt og bredt til Straf for Indbyggernes Frafald. „Nu begynde Nordmændene“, ſiger Thjodolf, „at trænge raſkt frem med Magnus’s Banner, hvilket vi (d. e. Skaldene) gaa nærmeſt; ſjelden bærer jeg mit Skjold ved Siden, og ikke behøver den høje Kriger at gaa paa vaklende Fod gjennem Skaane til Lund, thi ingen Vej har jeg fundet fagrere end den“[7]. Sven ſøgte førſt hen til den øſtlige Deel af Skaane, men heller ikke her lod Magnus ham i Ro; i al Haſt ſatte han efter ham, ja endog ſaa ſkyndſomt, at Nordmændene, ſom det lader til, ej engang fik Tid til at forſyne ſig med det nødvendige Drikkevand, ſaa at de døjede meget ondt af Tørſt, foruden de Beſværligheder, den ſildige Aarstid og Kulden foraarſagede dem[8]. Men derved udrettede han og ſaa meget, at Sven ej længer torde forblive i Landet, men atter maatte ty til Gautland. Fra Skaane drog Magnus til Falſter, hvor han ligeledes ſtraffede de frafaldne Indbyggere ved at ødelægge og brænde deres Gaarde, tildeels ogſaa med Døden. Derpaa gik det paa lignende Maade ud over Fyn[9]. Og nu var Danmark atter bragt til Underkaſtelſe, og Svens Stridskræfter ſaaledes udtømte, at han ej for det førſte kunde tænke paa at fornye Krigen, men maatte holde ſig rolig i Sverige, idet han dog, ſom man ſeer, ingenlunde var ledig, men benyttede Tiden paa det bedſte til at forberede et nyt Tog, naar Lejlighed tilbød ſig, og til at ſkaffe ſig nye Forbundsfæller. Magnus fandt det dog raadeligſt at tilbringe denne Vinter (1044—1045) i Danmark, hvor han da rimeligviis har draget om for at gjenoprette Orden og Rolighed. Men Vintren hengik i fuldkommen Fred, og alt tyder paa, at Magnus betragtede ſit Herredømme i Danmark ſom ganſke ſikkert[10]. Magnus, ſom i det ſidſt forløbne Aar havde fyldt ſit 20de Aar[11], blev nu, ſom der fortælles, meget berømt vidt og bredt i Landene for ſin Magt og Venneſælhed, for ſin Rundhaandethed mod Almuen, og for de ſtore Gaver, han ſkjenkede Høvdinger og anſeede Mænd: ſaa at man med Rette kunde ſige, at hele Folket elſkede ham af Hjertet[12]. Ogſaa Saxo bevidner, at alle vare enige om at kalde ham „den gode“[13]: dette Tilnavn bar han ſaaledes ikke mindre i Danmark end i Norge, og det tyder paa, at han havde havde vundet Danernes Hengivenhed.

  1. Magnus den godes Saga, Cap. 37, ſaavelſom Snorre, Cap. 30, lade Sven ſom oven anført, ſtrax efter Venderſlaget holde et Slag med Magnus „veſtenfor Re“, eller, ſom det i den trykte Udgave af Magnus den godes Saga heder, „veſtenfor Aren“, hvilket igjen i Knytlinga Saga, Cap. 22, aabenbart ved Konjektur, er blevet til „Erri“ d. e. Ærø. Men det er allerede viiſt, at dette Slag er det ſamme ſom det Slag ved Re med Vikinger, ſom Magnus den godes Saga og Fagrſkinna omtale umiddelbar for Slaget paa Lyrſkovshede, og hvor den førſte endog anfører det ſamme Halvvers af Arnor, ſom den ſiden gjentager her. Allerede dette beviſer nokſom Identiteten af begge de foregivne Slag. At dette Slag foregik for, ej efter Venderſlaget, ſynes førſt og fremſt at kunne ſluttes deraf, at vel hverken Magnus eller Sven umiddelbart efter Venderſlaget kunne have været i Sand til at ſtride paany. Det beſtyrkes og deraf, at Fagrſkinna nævner Slaget ved Re før, ej efter Venderſlaget. Men allerbedſt ſees det af det i Magnus den godes Saga ſelv, Cap. 41, meddeelte Vers af den ſamtidige Odd Kikinaſkald, hvor Slaget paa Lyrſkovshede og Slaget paa Aaros omtales ſom forefaldne det ene for Mikkelsdag, det andet for Juul, uden at noget fandt Sted derimellem. Vi have derfor og ovenfor undladt at omtale det. — At Magnus efter Venderſlaget tog ſit Sæde i Heidaby eller Slesvig, ſynes at maatte ſluttes deels deraf, at denne By var ham nærmeſt, og den fornemſte i Jylland, deels af den Omſtændighed, han ſiden ſiges at have ſejlet ſøndenfra til Aaros mod Sven.
  2. Magnus den godes Saga, Cap. 31. Fagrſkinna, Cap. 145. Denne vil vide, at Sven havde færre Folk end Magnus. At Slaget ſtod paa en Søndag, ſiges i et Vers af Thjodolf (Fornm. S. V, 78); at det var før Juul, i hiint Vers af Odd Skald.
  3. Knytlinga Saga, Cap. 208.
  4. Magnus den godes Saga, Cap. 38, 39. Snorre, Cap. 31—33. Knytlingaſaga, Cap. 22.
  5. Magnus den godes Saga, Cap. 39. Snorre, Cap. 34. At den her beſkrevne Strid, hvorved Sven blev ſlagen og de Danſke ſaa haardt maatte undgjelde for deres Oprør, er den, ſom hos Florents af Worceſter henføres til 1046, og de fra ham laante Notitſer i den 3die Kodex af Chron. Sax. til 1047, ligeſom det andet Felttog, hvilket de henføre til Aaret efter, er det, der endte med Helgenes-Slaget, kan ej betvivles, iſær af den Aarſag, at de netop nævne det ſidſte Felttog ſom det afgjørende, hvorved Sven miſtede mange Folk, Danmark bragtes til Lydighed og ſtraffedes, og Magnus, ſom det heder „post in illa regnavit“, hvilket alene kan forſtaaes ſom om han i nogen Tid, (ovenfor S. 9 er det viiſt at det var i et klar) herſkede i Rolighed. Saa vel Florents, ſom den ſamme Kodex af Chron. Sax. lade ogſaa Sven, i 1047 eller 1048 (d. e. 1044), forgjeves anmode Edward Confesſor om Hjelp. Men da det ſamme fortælles næſten med de ſamme Ord ogſaa i det paafølgende klar (1048 og 1049), hvor det langt bedre pasſer til Kontexten, maa man antage at det egentlig hører hjemme her, og alene ved en Fejltagelſe er kommet ind ved et tidligere klar. Hermed ville vi dog ej benegte Muligheden eller Sandſynligheden af at Sven virkelig ogſaa kan have bedet Edward om Hjelp mod Magnus. Men de nærmere Omſtændigheder, at Jarl Godwine raadede til at ſende ham 50 Skibe, men Leofric modſatte ſig dette, tilhøre dog aabenbart det ſenere Aar.
  6. Det “gautſke Skjold“ er her charakteriſtiſk: det viſer hvorledes Sven havde Hjelpetropper fra Gautland. Slaget ved Helgenes nævnes ej alene i Magnus den godes Saga, Cap. 40, Snorre, Cap. 34, Fagrſkinna, Cap. 145, Knytlingaſaga, Cap. 22, men ogſaa af Thjodrek (Cap. 5,) der alene nævner dette Slag — hvilket atter viſer at det var Hovedſlaget — og tilføjer, at Magnus derefter vandt Jylland, Fyn og Vendland. At Slaget foregik om Høſten og ved Nattetid, ſees tydeligt af Arnor Jarlaſkalds Vers, citeret i Magnus den godes Saga, Cap. 40, Snorre, Cap. 34, Fagrſkinna, Cap. 145, hvor det blandt andet heder at Magnus begyndte Slaget ved „det indtrædende Tusmørke“, og at det varede den hele „Høſtnat“. Thjodolf bevidner i Vers, der ligeledes anføres, hvorledes Svens Mænd faldt, at han ſelv maatte flygte fra ſit ryddede Skib, og at Magnus tog alle hans Skibe. Til dette Slag ſigter aabenbart ogſaa Florents af Worceſter ved 1047, hvor han ſiger at Magnus, i Spidſen for en ſtor og vældig Flaade, holdt Slag med Sven, og efterat mange tuſende Mænd vare faldne paa begge Sider, drev ham ud af Danmark, hvor han ſiden ſelv herſkede, og tvang Danerne til at udrede en ikke ringe Afgift“. I Ágrip, hvor alt dette fortælles meget forvirret, gaar Helgenes — Slaget forud for Slaget med Venderne. Da Sven, heder det, hørte i England at Magnus var bleven Konge i Danmark, ſamlede han en Hær, mødte ham ved Helgenes, men blev ſlagen og flygtede til Vendland, hvor han atter udruſtede en Hær og drog til mark mod Magnus (her følger nu Beſkrivelſen over Slaget paa Lyrſkovshede). Saxo nævner ligeledes Krigen mellem Magnus og Sven førend Slaget med Venderne. Sven, ſiger han, blev ſlagen i Jylland, førſt til Vands, ſiden til Lands, derfra flygtede han til Fyn, og ſiden forbi Sjæland og Skaane til Sverige. Derpaa omtales Venderſlaget. Men de ſamtidige Skaldes Udſagn blive her afgjørende.
  7. Fornm. S. III. 87.
  8. Dette Tog, der i Magnus den godes Saga udtrykkeligt ſiges at være „tiltraadt i Skynding“, ſynes at have varet forvundet med mangt Møjſommeligheder, at dømme efter Thjodolfs Vers (Fornm. S. VI. 88); thi det heder her: „ikke har jeg andet at drikke, end Søvand; idet jeg følger Kongen, maa jeg ſuge af det ſalte Hav. Skaanes vidtſtrakte Kyſt ligger for os, og vi frygte kun lidet de ſvenſke Bondekarle (heraf ſees atter, at Sven havde ſvenſke Hjelpetropper); men vi udſtaa mange Beſværligheder (vás, hvorved juſt forſtaaes alſkens Ubehageligheder af Kulde og Vrede paa Rejſer) for Kongens Skyld“. At det allerede var koldt, ſees og af et tidligere anført Vers af Thjodolf (Fornm. S. VI. 87) hvor han taler om de „iiskolde Jernvaaben“, han og de øvrige Krigere bare i Kongens Følge.
  9. Magnus den godes Saga, Cap. 41, Snorre, Cap. 35. Fagrſkinna, Cap. 146. Disſe Herjetog omtales udtrykkeligt i Arnors og Thjodolfs anførte Vers.
  10. Det er, ſom ovenfor antydet, øjenſynligt denne Fredstid (1044—1046) hvortil Florents af Worceſter ſigter med de Ord: et post in i illa (Danemarchia) etiam regnavit“; thi ellers vilde man ingen Tid faa for ham til at regjere i. Herefter er det nu, at Magnus den godes Saga, Cap. 42, Snorre Cap. 38 omtaler hans Brev til Kong Edward og Fordringer paa England. Men at disſe fremſattes for Krigens Udbrud med Sven, fremgaar, ſom oven anført, nokſom af Florents’s udtrykkelige Udſagn.
  11. Se herom ovf. S. 8.
  12. Fornm. S. III. 90.
  13. Saxo, S. 545. Magnus kaldes ligeledes „den gode“ i flere gamle danſke Kongerækker, ſe Langebek Scr. rer. Dan. I. S. 17, 22.