Det norske Folks Historie/3/3

Fra Wikikilden

Det lader til at Magnus har haft en saa ubetinget Tillid til Sven, at han ikke engang efterlod nogen paalidelig Ven hos ham for at iagttage hans Ferd og give ham Underretning om mistænkelige Bevægelser. Han har maaskee stolet paa de Høvdinger, han havde indsat i de øvrige Dele af Landet. Men ogsaa disse vare danske, havde vel tildeels været Kong Knuts Mænd, og burde vel derfor ikke ansees aldeles utilgængelige for hiins indtagende og glattungede Systersøns Bønner om at overføre paa ham den Kjærlighed, som de forhen havde hast for Morbroderen. Desuden havde de nu først prøvet, hvad det var at have en udenlandsk Konge. Vore gamle Skrifter tale vel ikke om nogen saadan overmodig Ferd fra de Nordmænds Side, der ledsagede Magnus, som den, Knut den mægtiges og Sven Alfivesøns danske Ledsagere viste i Norge. Men efter de Tiders politiske Begreber og paa det daværende Kulturtrin var det utænkeligt, at ikke de fleste Nordmænd skulde betragte den nye Tingenes Orden, som om Danmark var blevet underkastet Norge, og som om Tiden nu var kommen til at gjengjelde Danerne deres forhen udviste Insolens[1]. Man kan derfor antage som temmelig afgjort, at mange af de Nordmænd, der ledsagede Magnus paa hans Hyldingsrejse, have opført sig paa en Maade, der saarede Danernes Nationalfølelse, for hvilken endog deres blotte Nærværelse i Danmark som Kongens nærmeste Omgivelser maatte være stødende; og at Stemningen i Danmark slet ikke var saa gunstig for Magnus ved hans Bortreise om Høsten, som da han kom der om Sommeren for at modtage Indbyggernes Hylding. Det bidrog maaskee meget til at sætte ondt Blod mod Magnus, at hans Svoger Ordulf, strax efter sit Giftermaal, om ikke efter Magnus’s Ønske, saa dog for at gjøre ham til Behag, lod den fra en Pilegrimsrejse til Rom hjemvendende Harald Thorkellssøn Jarl uforskyldt dræbe i Holsten; alene, som det siges, fordi han var af den danske Kongeæt, og saaledes kunde ansees nærmere Tronen end Magnus[2]. Hvorledes det nu end forholdt sig hermed, maatte derved i det mindste Haralds mægtige Slægtninger, og mange andre, hvis Troskab hidtil var vaklende, bestemmes til at erklære sig mod Magnus. Sven benyttede sig ogsaa paa det bedste af Magnus’s Fraværelse til øjeblikkeligt, og med Held, at bearbeide Gemytterne til sin Fordeel. Endnu samme Vinter rejste han om i Landet, og søgte at gjøre sig til Ven med Høvdingerne, ligesom han ogsaa vandt Almuens Yndest[3]. Man maa formode, at især de forhenværende Jomsvikinger eller deres Ætlinger, hvoraf flere vel allerede i Sverige havde sluttet sig til ham, især nu, efter Haralds Drab, vare ham til god Hjelp og vandt ham mange Tilhængere. Blandt slige Ætlinger af Jomsvikingerne nævnes Sønnerne af Thrugunna, en Datter af den bekjendte Vagn Aakessøn og den vikverske Høvding Thorkell Leiras Datter Ingebjørg[4]. Beslægtet med dem synes Skjalm hvide at have været, der siden nævnes som en af Svens ypperste Venner og troeste Mænd, og blev Stamfader til Danmarks mægtigste Slægt[5]. En anden Høvding, der ligeledes synes at have været en ivrig Tilhænger af Sven, var Ulf, der af et Tog til Galizien i Spanien kaldtes Galizie-Ulf[6]; han han blev siden Jarl og egtede Bothild, en Datter af den i 1030 omkomne norske Jarl Haakon og Knuts Systerdatter Gunnhild, og saaledes en Stifdatter af den dræbte Jarl Harald. I Jylland sluttede en af de mægtigste Mænd, Thorkell Geysa eller Gøsa, sig til ham; blandt hans Tilhængere nævnes ligeledes en af hans Frænder, Thrugils Birnessøn[7]. Endnu samme Vinter havde Sven bragt det saavidt i at skaffe sig et Parti og ophidse Gemytterne mod Magnus, at han vovede et aabenbart Frafald, og sammenkaldte et Thing i Viborg, hvor han, efter at have forestillet Jyderne, hvor langt rimeligere det var at Danerne adløde ham, der var af deres Kongeæt, end Nordmændenes Konge, og hvor haardt det i det hele taget vilde være for Danerne at lode Nordmændene, som han kaldte det, opfordrede dem til at give ham Kongenavn. Han vilde neppe have vovet at gjøre dette Forslag, hvis han ej havde følt sig sikker i sin Sag, og han blev strax udraabt tal Danmarks Konge. Mange Høvdinger, siges der, deeltoge i denne Beslutning, og det synes som om Thorkell Gøsa var den, der efter de Tiders Skik gav ham Kongenavn[8]. Desværre hviler der et stort Mørke over alle disse Forhandlinger, hvorom de danske Forfattere aldeles tie, og kun faa Vink meddeles i vore Sagaer, Men af det lidet, der er meddeelt, saa vel som af de paafølgende Begivenheder, seer man tydeligt, at Sven ogsaa maa have sat sig i Forbindelse med Venderne, og ophidset dem til Krig mod Magnus. Han havde den bedste Lejlighed dertil, fordi han, som Hoved for den Sprakaleggske Æt, havde Fordringer paa Landskabet Jom, ligesom Ætten selv upaatvivlelig baade ved Venskab og Svogerskab var forbunden med mange fornemme og mægtige vendiske Familier. Derhos maa man nu formode, at den dræbte Harald Jarls Enke Gunnhild, der i hans Fraværelse og efter hans Død maa antages at have bestyret hans Len, af Harme og Forbitrelse over hans Drab traadte i Forbindelse med Sven og overdrog Jomsborg til ham eller hans Tilhængere blandt Venderne. At Venderne just paa denne Tid begyndte Krig med Danmark, er sikkert nok, saaledes som det strax skal vises; at denne deres Krig mod Magnus, om den end ikke var bevirket ved Svens Intriger, dog maatte være ham saa belejlig, at han og Venderne derved strax bleve naturlige Forbundne, ligger i Sagens Natur, og bestyrkes af det følgende; kommer nu hertil det oven berørte nærmere Forhold, hvori hans Æt maa have staaet til Venderne, synes det næsten utroligt, at disse just nu skulde have begyndt Krigen tilfældigviis, eller uden foregaaende Overlæg med ham. Herved bliver det af megen Vegt, at i det mindste eet af vore Oldskrifter udtrykkeligt nævner Sven som deeltagende i Vendernes Krig mod Magnus[9], og at Krigen selv begyndte i Jomsborg. Det bør heller ikke lades ude af Betragtning, at den urolige Venderhøvding Gotskalk, Søn af Uto, Mistivojs Søn, efter at have været overvunden, fangen, og løsladt af den saxiske Hertug Bernhard, og efter siden at have opholdt sig i England hos Kong Knut, efter Hardeknuts Død kom tilbage til Vendland for at erhverve sine Fædrenebesiddelser igjen, og senere tog Parti med Sven mod Magnus[10]. Den Tanke ligger nær, at Sven har kaldt ham tilbage for at benytte ham i sin Interesse. Den nærmeste Anledning til Krigen, fortæller Mag. Adam, der fremstiller Begivenhederne saaledes som Sven fandt for godt at meddele ham dem, var at Ratibor, en mægtig, til Christendommen omvendt Venderhøvding, var bleven dræbt af Danerne, og sidenefter alle hans 8 Sønner, da de vilde hevne hans Død, hvorfor Venderne med en talrig Hær angrebe Jylland[11]. Vore egne Sagaer lade Krigen begynde med at Venderne i Som havde unddraget sig det danske Herredømme, hvilket neppe kan forstaaes anderledes, end at Venderne i Jom havde taget Svens Parti, og at Jomsborg var faldet i Hænderne paa hans Tilhængere. Den første Efterretning, som naaede Magnus, maatte dog være den, at Sven havde opkastet sig til Konge i Danmark. Han udbød derfor strax halv Almenning af Norge baade med Hensyn til Folk og Proviant, og en betydelig Hær samlede sig om ham. Blandt dem, der ledsagede ham, nævnes Einar Thambarskelve, dennes Søn Eindride og Sighvat Skald, saa vel som flere Islændinger. Einar og Eindride bragte ikke mindre end 13 Skibe[12], og hvis de øvrige Lendermænd skaffede Tropper i samme Forhold, maa Hæren virkelig have været meget stor. Det er derfor ej at forundres over, at Sven, saa snart han hørte at Magnus nærmede sig, og hvor stor hans Flaade var, opgav al Tanke om at forsvare lig i aaben Kamp, og strax flygtede over til Sverige, hvor han tyede til sin Frænde Kong Anund, og imidlertid ved paalidelige Folk holdt Øje med Magnus’s Bevægelser[13]. Magnus styrede til Jylland, hvor Folket strax underkastede sig, og hvor han skal have holdt en haard Straffedom, idet han lod mange af dem, der havde hyldet Sven, dræbe, medens nogle maatte flygte fra Landet, og andre ved Pengesummer maatte tilkjøbe sig sin Fred[14]. Det skulde heraf synes, som om Oprøret endnu kun var kommet ret til Udbrud i Jylland. Da det var dæmpet, sendte Magnus en Deel af sine Folk, sandsynligviis Ledingstropperne, hjem, medens han med de øvrige stevnede til Jomsborg, hvis Frafald han imidlertid havde erfaret[15]. Han skal ogsaa have opbudt Folk og Skibe fra Danmark, og faaet en temmelig betydelig, men neppe synderlig paalidelig, Styrke derfra. Han angreb strax Jomsborg, som han indtog og brændte, og hvor der skal have været anrettet et stort Blodbad[16]. Ved denne Lejlighed blev, som man maa formode, Harald Jarls Enke Gunnhild fordreven, ej alene fra Jomsborg, men ogsaa fra Danmark, med sine to Sønner Heming og Thorkell. Derpaa blev Sum herjet, og, som man maa antage, fuldkommen undertvunget. Paa Tilbagevejen traf Magnus en Deel Vikinger under Rügen, paa Øens Vestside, angreb og overvandt dem. Etsteds omtales dette Slag, som om Sven selv skulde have deeltaget deri, og dette er ingenlunde usandsynligt[17]. Naar det var Svens alvorlige Hensigt at sætte sig i Besiddelse af Danmark, vilde det have været en Urimelighed, om han den hele Tid havde holdt sig stille i Sverige, saaledes som vore Sagaer ellers berette. Det maatte tvertimod være ham magtpaaliggende, jo for jo heller at komme ned i de danske Farvande, for at krydse omkring og i egen Person at iagttage Forholdene, og for at kunne være rede til, strax at benytte den første den bedste Lejlighed som tilbød sig for ham til atter at træde frem. Den hemmelige Forbindelse, hvori han uden al Tvivl stod med Venderne, maatte ogsaa gjøre det dobbelt vigtigt før ham, at holde sig saa nær Krigsskuepladsen som muligt. Men om end saaledes de her omtalte Vikingeskibe tilhørte Sven, eller han var iblandt dem, var det dog ikke en nødvendig Følge heraf, at Magnus, eller Nordmændene i hans Hær, vidste nogen Besked derom. Tvertimod laa det endog i Svens Interesse, at lade Magnus saa meget som muligt være uvidende om hiins Nærværelse og Bevægelser.

Efter denne Sejr styrede Magnus til Slesvig eller Heidaby, hvor hans Nærværelse var i højeste Maade nødvendig. En uhyre vendisk Hær var brudt ind over den ved Svens Forræderi blottede Grændse, og under Brand og Herjen trængt op i Sønderjylland, hvor den allerede truede Ribe[18]. Det gjaldt derfor at indhente den saa snart som muligt, for at gjøre en Ende paa deres Ødelæggelser. Magnus havde kun faa Folk hos sig i Sammenligning med Hedningernes Skarer, og han maatte derfor først sende Bild omkring i Danmark for at opbyde flere Tropper. Derved maatte nogen Tid tabes, i hvilken, som man maa antage, Venderne ustraffet strejfede om. De Daner, der indfandt sig hos Magnus vare derhos kun faa, saa faa, at der, som man regnede, var sex Hedninger for hver enkelt Kriger i Magnus’s Hær. Hertil kom, at disse Daner ikke vare synderligt at lide paa, thi mange af dem vare vistnok hemmelige Tilhængere af Sven, hvilken, efter hvad der ovenfor er viist, synes at have været tilstede i Vendernes Hær, ja maaskee endog førte Befalingen. Under disse Omstændigheder var det neppe raadeligt for Magnus at forfølge Hedningerne, og med sin Haandfuld Folk møde dem i aaben Mark. Den fornuftigste Plan, som han og fulgte, var at oppebie dem i Nærheden af Heidaby, hvor han kunde stolte sig til Staden og dens Forskandsninger, og i denne fastere Stilling afskære dem Tilbagetoget. Dette vilde kunne bringe Venderne, trods deres store Overmagt, i den yderste Fare, og for at forebygge det, maatte de jo før jo heller skynde sig mod Magnus, førend denne havde tilendebragt sine Forberedelser. De ilede derfor med deres hele Styrke mod Magnus, der lejrede sig paa Lyrskovs-Hede nordenfor Slesvig. Her fik han en velkommen Undsætning af sin Svoger, Ordulf af Saxen, der, rimeligviis paa hans Opfordring, var dragen ham til Hjelp, og indfandt sig hos ham med en Deel Folk. Dette var dog langt fra at udjevne den store Folkemon, Fienden havde fremfor ham, og de danske Krigere knurrede, idet de sagde at Kongen alene vilde bringe dem i Ulykke. Heller ikke Nordmændene vare vel tilmode: de fandt det haardt, at de skulde vove Livet for Danerne, og forsvare deres Land, uagtet disse ved deres Frafald havde gjort sig saa lidet fortjente dertil. Der herskede saaledes i Magnus’s Hær en forknyt Stemning og Modløshed, som voldte ham megen Bekymring. Thi han selv var fast besluttet paa, ikke at ville fly for Hedningerne, saa længe kun nogle vilde følge ham; han var, sagde han Konge i Danmark lige saa vel som i Norge, og vilde derfor ogsaa forsvare det lige saavelsom dette, om det end var mod en christen Hær, end sige mod Hedninger. De fleste af hans Omgivelser fraraadte ham at indlade sig i Kamp med Overmagten. Men Ordulf, der sandsynligviis kjendte bedre til Venderne og deres Maade at kæmpe paa end de øvrige, opmuntrede ham til at vove en Dyst. Den forsigtige Einar Thambarskelve bad Magnus, før han indlod sig i Slag, i al Stilhed at udforske Danernes Sindelag, hvor vidt de vare at lide paa, eller ej. Dette Raad fulgte Magnus. Natten skulde Magnus’s Mænd tilbringe kampfærdige, liggende under deres Skjolde og ventende paa Fienden. Det var temmelig seent paa Aaret — Dagen for Mikkelsmisse-Aften — og det blev saaledes tidligt mørkt. Da Aftenen kom, forklædte Magnus og Einar sig, og vandrede ukjendte gjennem Krigernes Rækker, for med egne Øren at høre deres Samtaler og lære deres Stemning at kjende. De hørte en dansk Kriger spørge sin Kammerat, om han vidste hvor Slaget vilde komme til at staa. „Her lige ved Aaen“, svarede den anden. „Da ønskede jeg heller“, sagde den første, „at jeg fik min Plads her ved Skoven, hvor vi nu ligge, thi da kan jeg stride, om jeg vil, eller søge Skjul om jeg foretrækker det“. „Der hører I, Herre“, sagde nu Einar, „hvad denne danske Mand siger: han udtaler kun de Flestes Ønske, og raader jeg Eder derfor til at stille Eders Fylkinger saaledes, at de ikke have saa let for at komme til Skoven“. I Nærheden laa en liden Gaard. Did bad Einar Kongen om at gaa med ham for at see til at Krigerne ej gjorde Bonden nogen Skade. Kongen gjorde saa, blev godt modtagen og bevertet af Bonden, og besluttede at tilbringe Natten der tilligemed Einar. Bekymret og ængstelig, som han var, kunde han længe ikke faa Søvn, men tilbragte den meste Tid af Natten i Bøn. Henimod Dagen sov han ind, og skal nu i Drømme have seet sin Fader, Kong Olaf, der sad paa en hvid Hest og sagde ham disse opmuntrende Ord: „staa strax op og fylk din Hær: du har Folk nok til at stride mod Hedningerne, og jeg skal selv komme dig til Hjelp; saa snart du hører min Ludr skal du begynde Kampen“. Kongen vaagnede, styrket ved denne opmuntrende Drøm, og fortalte Einar at hans Fader havde lovet ham Sejren. Derpaa vendte han tilbage, lod strax Hæren vække og fylke, og forkyndte Drømmen. „Nu kunne I“, sagde han, gribe med Vished, at den hellige Kong Olaf selv vil komme og staa os bi i Kampen“. I samme Øjeblik, forsikres der, hørte man ligesom Klokkeklang oppe i Luften, og saa vel Kongen som alle de øvrige Nordmænd troede at gjenkjende Lyden af Klokken Glad, der hang i Klemenskirken i Nidaros, og som Kong Olaf havde skjenket dertil. Under den Stemning, hvori Nordmændene her befandt sig, kan man let forklare hvorledes Kongens Opmuntring og hans Fortælling om hiin Drøm, — hvilken han, om han end, hvad der ej er usandsynligt, virkelig har haft den, dog sikkert efter den kloge Einars Raad har udsmykket og forskjønnet, da han berettede den — kunde udøve en saadan Virkning paa Nordmændenes Indbildningskraft, at de, ved at høre en fjern Klokkeklang, maaskee fra en Kirke deri Egnen, strax troede at kunne gjenkjende den velbekjendte Lyd af Olafs egen Klokke. Et eneste Udraab af Magnus eller Einar maatte her være nok til at fuldende Illusionen. Der fortælles ligeledes, at strax efter at hiin Klokkeklang var hørt, saa man en Bonde iilsomt arbejde sig frem gjennem Mængden, sigende at han havde et nødvendigt Ærende til Kongen; at nogle vilde stode ham bort, men at Einar, der kjendte ham, bad Kongen at høre paa hvad han havde at sige, og at han nu ligeledes fortalte, at han havde seet St. Olaf paa en hvid Hest i Kongeskrud: „Kong Olaf“, sagde han, „ytrede at han vilde staa sin Søn bi, og befalede, at I skulde opstille en lang Fylking, for at Venderne ej skulde kunne omringe eder; han bød at I selv skulde være midt i Fylkingen, som her skulde verre tykkest: han talte og om at han vilde vise eder sit Merke eller Banner foran Hæren“. Bonden, heder det, sandede sit Udsagn med Jertejner, saa at Kongen ej kunde betvivle det. Der tales vistnok ikke noget om, af hvad Slags disse overbevisende Jertejner var, og naar vi erindre, hvilken indgribende Rolle Einar spillede, da det gjaldt om at faa Kong Olafs Helligdom anerkjendt, kunne vi ej værge os mod Mistanken om, at ogsaa denne Bondes Fremtræden var foranstaltet af Einar, som underhaanden havde foreskrevet hang hvad han skulde lille. Fortællingen gjorde imidlertid god Virkning, og Bonden fik en rigelig Belønning[19]. Kongen ordnede Hæren saaledes som Bonden sagde. Selv tog han Plads i Midten, og lod Ordulf med Saxerne stille sig paa den ene Fløj.

Nu nærmede Hedningehæren ilet. Den var saa stor, at Hederne vidt og bredt bedækkedes af dem. Det var Mikkelsmesseaften, altsaa den 28de September, og maaskee endnu temmelig varmt, thi Magnus tog Brynjen af, saa at han ingen anden Bedækning havde, end sin Silkeskjorte. I Haanden havde han Øxen Hel, der havde tilhørt hans Fader, den var langskaftet, saa at man maatte bruge begge Hænder til at løfte den[20]. Og saaledes bevæbnet ilede han kjekt mod Fienden, fulgt af sine tapre Skarer, huggende til Højre og Venstre, og udbredende Ødelæggelse, hvor han trængte frem. Venderne skulle — der siges etsteds efter Sven Ulfssøns Raad — have opstillet en Mængde Øxne, rimeligviis røvede i Jylland, foran for deres Hær, med Spyd, bundne paa Ryggen saaledes at Odderne vendte frem, og med Fjeler for Øjnene, for at kunne drive dem mod Magnus’s Hær. Men denne havde, som det ovenfor er nævnt, indtaget en anden Stilling end den fra først af paatænkte og den, hvilken i det mindste Danerne i hans Hær havde ventet. Da Venderne saaledes maatte gjøre en anden Front, kom Øxnene ej, som de havde beregnet, til at staa foran dem, men tvertimod i deres Ryg. I det nu Magnus og Nordmændene trængte uimodstaaeligt frem, skulle Venderne være blevne drevne imod hine Øxne, hvorved en stor Forvirring opstod, og deres Nederlag blev fuldstændigt[21], Saa meget er vist, at den egentlige Strid ikke var langvarig[22]. En stor og vældig Mand i Vendernes Skarer, som allerførst aabnede Kampen paa deres Side, og paa hvilken Vaaben ej hidtil havde bidt, skal have stevnet lige hen imod Magnus, idet han fældte flere Nordmænd til begge Sider, og spurgte hvor Nordmændenes Konge var. Men en gammel Mand, der stod ved Kongens Side, gav ham et vældigt Slag paa Hjelmen; i samme Øjeblik hug Kongen ham næsten i to Stykker med Øxen Hel[23], og styrtede sig mod Fiendernes Skare, idet han, som der siges, slog Venderne ned som Slagtekvæg. Slagne af Skræk, adspredte de sig nu i vild Flugt, men Kongen forfulgte dem, endnu stedse i Spidsen for sine Mænd. Saa stort Mandefald blev der blandt Venderne, siges der, at paa mange Steder over Heden kunde Magnus’s Mænd neppe komme til at berøre den blotte Jord for døde Kroppe, og at flere Bekke standsedes i deres Løb[24]. En samtidig Skald fortæller at Vendernes Lig bedækkede en Strækning af en Rasts (Miils) Længde[25]. Magnus skal selv anden, til sine Mænds store Forskrækkelse, have forfulgt Venderne et langt Stykke. Venderne standsede ej, førend de naaede Skodborg-Aa. Da Kongen og hans Mænd kom efter, begyndte her en ny Kamp; Venderne bleve drevne ud i Aaen, og deres Lig opfyldte den saaledes, at Nordmændene skulle have kunnet gaae tørskoede over paa dem[26]. Venderne lede et uhyre Nederlag. Mag. Adam af Bremen, der levede saa nær ved denne Tid, siger at femten tusinde Vender skulle være faldne, og i vore egne Sagaer siges der, at ifølge kyndige Mænds Udsagn var dette det største Mandfald i Norden, siden Christendommens Indførelse[27]. Fra dette store Antal faldne kan man slutte sig til, hvor talrig den vendiske Hær maa have været; og ligeledes hvor stor den Fare var, for hvilken Magnus og Nordmændene nu befriede Jylland. Og det var, som det synes, Magnus’s personlige Tapperhed, som gjorde Udslaget, og hvilken man især havde at takke for Sejren. Hvis alle Nordmænd — saa skulle Venderne have sagt — havde kæmpet saaledes som den unge Mand i Silkeskjorten, vilde ingen Vender være kommen levende derfra[28]. Det lader ogsaa til, at Danerne, i det mindste under deres første Glæde over Frelsen, erkjendte hvor stor Taknemlighed de skyldte Magnus, der, som Saxo siger, uagtet han var Udlænding, dog ej tog i Betænkning at paatage sig det farlige Forsvar af et Rige, om hvis Besiddelse han endnu, saa længe Striden med hans Medbejler vedvarede, langtfra var paa det Rene. Thi Magnus, siger han videre, blev ved dette heldige Slag de Danske kjær, faa at de nu saa meget heller understøttede ham mod hans Medbejler, fra hvilken Folkets Hjerter vendte sig, og hvis Magt derfor betydeligt svækkedes, idet han ej alene tabte Udsigten til at skaffe sig flere Tilhængere, men endog mistede dem, han havde, hvoriblandt den vendiske Fyrste Gotskalk, der, ved at see sin Herre uden noget Haab, ikke undsaa sig ved at falde fra[29]. Og det maa ogsaa erkjendes, at hvis denne vendiske Krig virkelig, som der er al Grund til at tro, skyldtes Svens Intriger, havde baade Danerne og Venderne god Føje til at være forbitrede paa ham[30]. Dersom Venderne havde sejret paa Lyrskovshede, vilde sandsynligviis hele Jylland, maaskee ogsaa Fyen, være blevet oversvømmet af dem, og Danmark, eller i det mindste Jylland, vilde sandsynligviis den Dag i Dag have været vendisk; hvortil ogsaa kommer, at Vendernes Magt efter al Rimelighed derved vilde være bleven saa stor, at det havde været en Umulighed for de tydske Fyrster at overvinde og germanisere dem. Man kan derfor vistnok med Føje sige, at paa Lyrskovshede frelste Magnus med sine Nordmænd ej alene Danmark, men ogsaa hele Nordtydskland og Nordeuropa, fra at falde i Slavernes Vold. Og dette Slag maa derfor regnes blandt de Hovedslag, der have mere end almindelig verdenshistorisk Betydning.

Efter Slaget lod Kong Magnus undersøge, hvor mange der var faldne af hans Folk. Dette befandtes kun at være faa, hvorimod mange vare saarede. I Hæren har der imidlertid Mangel paa det tilstrækkelige Antal Læger til at forbinde dem. Magnus afhjalp den nogenledes ved at udvælge til dette Arbejde syv Mænd, hvis Hænder han ved selv at beføle dem fandt at være de mygeste. Ingen af dem havde for befattet sig dermed, men siden, fortælles der, bleve de alle ypperlige Læger. Det er ogsaa heel rimeligt, at de siden benyttede sig af den Færdighed, som de her, tildeels mod deres Vilje, erhvervede, og efterhaanden gik frem i en Kunst, som de ikke tidligere havde drømt om at de nogensinde skulde komme til at udøve. To af dem vare Islændinger, i hvis Slægt siden Kunsten vedblev at dyrkes; de bleve Stamfædre for en heel Slægt af Læger[31]. Fra een af dem, Atle i Selaardal, nedstammede saaledes den ypperlige Læge Rafn Sveinbjørnssøn, Snorre Sturlassøns Samtidige[32]. Man maa vel antage, at Kunsten paa samme Maade forplantedes til nogle af de norske Lægers Efterkommere. For øvrigt skulde det næsten synes, som om man og i den Omstændighed, at de i slig Hast udnævnte Læger skilte sig godt ved deres Hverv, og siden opnaaede Færdighed i Kunsten, saa en underbar Medvirkning af Kong Magnus’s hellige Fader og mægtige Beskytter[33].

Af denne Sejr, heder det og i vore Sagaer, blev Magnus vidt og bredt berømt i Landet, og det var Almuens Tro og Tale, at det ej kunde nytte nogen Konge at stride mod Kong Magnus Olafssøn, og at Kong Olaf stod ham saaledes bi, at hans Uvenner ikke kunde gjøre ham nogen Modstand[34].

  1. Man bør her ogsaa erindre hvorledes Danerne under Knuts Herredømme, og siden Nordmannerne efter Villjams Erobring opførte sig i England. I Magnus den godes Saga Cap. 27 lægges ogsaa udtrykkeligt disse Ord i Munden paa Sven Ulfssøn: „os Daner bliver det byrdefuldt at tjene Nordmændene“; hvilke Ord, om de just ej virkelig ere udtalte, dog altid røbe den da herskende Forestilling, at den norske Konges Herredømme ansaaes for eenstydigt med „Nordmændenes Herredømme.“
  2. Mag. Adam, II. 73. Dagen (13 Nov.), der saaledes ogsaa omtrent antyder Giftermaalstiden, nævnes i det lüneburgske Nekrologium. At Harald var Jarlen Harald Thorkellssøn, siges vel ej udtrykkeligt, men det kan dog ej betvivles. Egentlig par han, saa vidt vides, ej selv af Mangen„ men hans Hustru Gunnhild var Knut den mægtiges Systerdatter.
  3. Dette fortælles af Snorre (Magnus den godes Saga Cap. 24), der her synes at have haft andre eller flere Kilder, end de større Kongesagaer, vi nu kjende.
  4. Se derom Knytlingasaga, (Cap. 13).
  5. Nemlig Erkebiskop Absalons, Marsk Stigs o. s. v. Skjalm hvide nævnes allerførst som Deeltager i Nisaa-Slaget, af Saxo. S. 552.
  6. Han omtales som Fader til Svens Hirdmand, den mægtige Thrugøt Fagerskind, der igjen var Fader til Bothild, Kong Erik Ejegods Hustru, hos Saxo S. 506; ligesaa i Knytlingasaga Cap. 75, hvor ligeledes hans Hustru Bothild, Haakon Jarls Datter, nævnes. Mag. Adam kalder ham „Ganuz Wolf. satrapa Danorum“, og taler om hans lange Sørejser. Om Harald Jarl, se ovf. I. 2. S. 767. Hiin Thrugøt antages af nogle for Thrugunnesønnernes Fader, se Langebek Scr. III. 153, 154.
  7. Harald Haardraades Saga Cap. 32.
  8. I Fagrskinna Cap. 183, hvor Svens anden Udraabelse til Konge omtales, heder det: „Thorkell Gøsa gav ham da Kongenavn anden Gang“. Dette „anden Gang“ kan maaskee blot være at henføre til Kongenavnet, men det rimeligste er dog, at det ogsaa sigter til den Rolle, Thorkell herved spillede. Thorkell kaldes i Harald H. Saga Cap. 32 den mægtigste Mand i Danmark af dem, der ej bare Fyrstetitel; han stod allerede i Magnus’s Levetid paa Svens Parti, og følgelig er den største Sandsynlighed for at det ogsaa var ham, der paa det første Viborgthing, Sven holdt, optraadte som Jydernes Ordfører.
  9. Ágrip Cap. 32 beskriver Slaget paa Lyrskovshede som om Sven var Vendernes Anfører. Og merkeligt er det, at det Slag ved Re eller Rügen, som Magnus ifølge Fagrskinna Cap. 142 og Magnus den godes Saga Cap. 28 leverede nogle Vikinger, hos Snorre Cap. 30 siges at være leveret Sven. I Magnus den godes Saga Cap. 37 omtales ogsaa Slaget mod Sven paa samme Sted, hvor Snorre omtaler det, nemlig efter Slaget paa Lyrskovshede, og paa den Maade gjør den af eet Slag tvende, nemlig Slaget mod Vikingerne strax efter Jomsborgs Indtagelse, og Slaget ved See strax før Slaget i Aaros. Rigtignok staar paa sidste Sted,idet mindste i den slette trykte Udgave, den forvanskede Form „Aren“ hvilken i Knytlingasaga er bleven til Erri (d. e. Æra) men at her skal læses „Re“, sees saavel af Sammenligning med Snorre, som deraf, at Sagaen, der allerede paa første Sted har citeret et Halvvers af Arnor Jarlaskald, der omhandler Slaget, ogsaa paa det andet Sted gjentager det samme. Af alt dette synes man vistnok at maatte slutte, at Slaget mod Sven og Slaget mod Vikingerne var eet og det samme; med andre Ord at Sven virkelig paa den Tid laa med en Flaade i de vendiske Farvande og deeltog i Krigen. Hertil kommer endelig at Knytlingasaga, Cap. 22, nævner som „Enkeltes Sagn“, at Sven i Venderslaget skal have været med Magnus, og endnu ikke havde brudt med ham, samt anfører et Vers af en Thorleik fagres Kvad om Sven, hvori Vendernes Nederlag omtales. Men her siges der ej, paa hvilken Side Sven kæmpede; man seer kun, at Sven maa have været med, ellers vilde ikke Slaget have været omtalt; og da Slaget stod, havde Sven, som vi vide, brudt med Magnus.
  10. Se Mag. Adam Cap. 64, 95, jvfr. II. 50. Saxo, S. 544. Det maa her erindres at Harald Gormssøn selv efter al Sandsynlighed havde været gift med en Datter af Mistivoj, se ovf. I. 2. S. 76.
  11. Mag. Adam, II. 75. Saxo (S. 543) fortæller at en fornem Vender (Ratibor?) angreb Jylland for at hevne sine 12, paa et Sørøvertog til Danmark dræbte Sønners Død.
  12. Magnus den godes Saga Cap. 50. At det Tog, hvortil her sigtes, var det, der ovenfor omhandles, sees deraf, at det udtrykkeligt i det foregaaende omtales, at Magnus havde tilbragt Vintren og Paasken i Throndhjem, og at han endnu først i Mai ej havde forladt Norge. Thi den næste Vinter tilbragte han, som det udtrykkeligt siges, (Magnus den godes Saga Cap. 39. Snorre Cap. 33) i Danmark, kom ej tilbage til Norge førend ved Vaarens Ende, og forblev der længe om Sommer-en,ja kom neppe engang da til Throndhjem, og tiltraadte saaledes først ud paa Sommeren sit andet Tog til Danmark, det sidste han foretog alene, før Harald Sigurdssøns Hjemkomst, og saaledes det eneste, hvorom der kunde være Tale, naar man ej vilde antage, at de oven anførte Ord sigte til det første. Men da de nys omtalte Omstændigheder hindre os i, her at tænke paa det andet Tog, bliver det alene det første, eller Toget i 1043, som her kan være meent.
  13. Fagrskinna,Cap. 142, taler om at Magnus ved denne Lejlighed styrede Visunden,hvilket er heel sandsynligt; dog har Samleren her vistnok taget Udsagnet fra de større Sagaers Beretning om Magnus’s første Rejse til Danmark, eller hans Hyldingsrejse, se ovf. I. 2. S. 866.
  14. Magnus den godes Saga, Cap. 28, Snorre, Cap. 25, 26, Fagrskinna, Cap. 141, 142.
  15. Fagrskinna, Cap. 142. Tilbagesendelsen omtales i Magnus den godes Saga, Cap. 28 og hos Snorre, Cap. 25 først efter Toget til Jomsborg.
  16. Magnus den godes Saga, Cap. 28, Snorre, Cap. 25, Fagrskinna, Cap. 142. Jomsborgs Indtagelse omtales ogsaa af Magnus, Adams Scholiast, Schol. 57: „Kong Magnus, omgiven af en stor Daneflaade, belejrede Slavernes bomstrende Stad Jumne, og Ødelæggelsen var derefter. Han skrækkede alle Slaverne; han var selv en Yngling af rene Sæder og uskyldig Vandel, hvorfor Gud gav ham Sejr over alle“.
  17. Se ovenfor S. 20 Note 1, jvfr. S. 32.
  18. Se herom ovenfor S. 21, jvfr. Mag. Adam, II. 75. Det staar her: „usque ad Ripam vastandam progressi sunt“; hvilket maaskee kan oversættes: „trængte heelt op til Ribe for at herje den“; men ogsaa maaskee alene skal betyde, „vare trængte frem i den Hensigt at gaa lige til Ribe og herje den“. Det er derfor just ikke afgjort, at Venderne virkelig vare komne saa langt op som til Ribe. At de dog vare komne et Stykke op i Landet, sees af hvad Mag. Adam nævner strax nedenfor, nemlig „at Magnus modtog de fra Danmark udgaaende Hedninger paa Sletterne ved Heidaby“. Denne hans Beretning, som han selv maatte kunne have fra første Haand, forekommer os at maatte være sikrere, og synes i det hele taget troværdigere, end den halv legendariske, som Sagaerne meddele, og fornemmelig, som det lader, efter enkelte i Slaget deeltagende Islændingers Fortællinger, der, gaaende fra Mund til Mund, lettere kunde forfalske-s, især naar Legender ogsaa skulde indblandes. Ifølge Sagaernes Beretning skulde Magnus have mødt Venderne saaledes, at disse kom søndenfra, han selv nordenfra. Men dette maa ganske bestemt være en Fejltagelse eller Misforstaaelse af de norske eller islandske Sagnfortællere. Endog Beskrivelsen over Slaget selv viser at dette begyndte i Nærheden af Slesvig, og at Forfølgelsen strakte sig nordefter, henimod Skodborg Aa; og man seer tillige af Maaden, hvorpaa Sagaernes Text omtale den sid-ste, at Meddelerne ingenlunde have været paa det rene med de geografiske Forhold. Mag. Adams Fortælling om Ratibor, hans Sønner og Vendernes Hevntog er for nøjagtig og speciel til at ej i det mindste nogen Sandhed skulde ligge til Grund derfor. Svens Forræderi og Magnus’s Fraværelse forklarer noksom, hvorledes Venderne kunde bryde ind over Danevirke; og naar Magnus først befandt sig i Farvandene mellem den vendiske Kyst og de danske Der, maatte det være langt belejligere og rimeligere for ham, at styre med Flaaden til Heidaby, Jyllands og maaskee hele Danmarks daværende Hovedstad og første Handelsstad, end at drage langt nordefter i Jylland. Desuden er det vanskeligt at forstaa, hvorledes Ordulf og Saxerne kunde verre komne til Magnus, hvis Vendernes uhyre Herr, der vistnok var i Stand til at beherske alle Passe tvers over Halvøen paa dennes smaleste Deel, i det Slesvigske, var imellem ham og Kongen. Venderne maa saaledes nødvendigviis have været nordenfor.
     Erkjendes først dette, opstaar der færre Vanskeligheder ved Bestemmelsen af Stedet, hvor Slaget holdtes. Af den Omstændighed, at saa vel Arnor som Thjodolf, begge samtidige Skalde, nævne Skodborg-Aa (Skotborgará) som et Punkt i dets Nærhed, have Flere antaget at Valpladsen er at søge paa den saakaldte Leirskovshede lidt søndenfor Kolding. Dette strider dog ej alene mod Mag. Adam af Bremens Udsagn, at Striden holdtes „in campestribus Heidibæ“, men tillige mod et af hine selvsamme Kvad, nemlig Thjodolfs, der ved Siden af Skodborg-Aa ogsaa taler om et Sted ved Heidaby. Hans Ord ere for Resten noget tvetydige. Der staar:

    Minn vá sigr fyrir sunnan
    snjallr Heiðabý spjalli
    nær frá ek skarpa skæru
    Skotborgarà gotna;

    Man kan oversætte dette enten saaledes: „min Fyrste vandt Sejr søndenfor Heidaby, jeg erfoor at der stod en skarp Strid nær ved Skodborg-Aa“; eller „min Fyrste vandt Sejr søndenfor Skodborg-Aa; jeg erfoor at der stod en skarp Strid nær ved Heidaby“. Ved en overfladisk Betragtning kunde det synes som om den første Oversættelse var den naturligste og mindst tvungne; men ved nøjere Undersøgelse vil enhver, som veed, hvilke Omkastninger den oldnorske Verskunst tillader, erkjende, at den anden Oversættelse i enhver Henseende er lige saa naturlig som hiin; thi om endog Digteren henførte sunnan til Skotborgará, maa han dog for Rimets Skyld, sætte Skotborgará i samme Linje som gotna, og spjalii i anden Linje, for ej at bringe dette alt for langt fra minn. Det er altsaa intet i Vejen for at fortolke Verset saaledes, at det lader Kampen foregaa „nær ved Heidaby“ og „søndenfor Skodborg-Aa“. Det Sted, som man her maa tænke paa „nær ved Heidaby“, bliver saaledes Lyrskov eller, som det nu sædvanligviis er forvansket, Lürschau, strax nordenfor Slesvig. Og om man end følger den første Oversættelse af Thjodolfs Vers, og læser „søndenfor Heidaby“, hvilket, som man seer, Forfatteren af Magnus den godes Saga har gjort, saa hindrer dette ikke fra at antage Lürschau som Kampens Centrum; thi man kan være forvisset om, at Magnus med sin ene Fløj, sandsynligviis Ordulfs Tropper, støttede sig til Befæstningen ved Danevirke, lidt søndenfor Slesvig. Det maa ellers nøje merkes, at Knytlinga Saga, Cap. 22, ej alene i sin prosaiske Text siger at Slaget stod „tæt nordenfor Heidaby paa Lyrskovshede ved Skodborg-Aa“; men at den og anfører hiint Vers af Thorleik fagres Flokk om Sven, hvor der udtrykkelig staar „nordenfor Heidaby“. Imidlertid seer man af Arnors Vers (Magnus den godes Saga, Cap. al» at Slaget ogsaa virkelig stod i Nærheden af Skodborg-Aa, der dog er langt fra Slesvig. Denne tilsyneladende Modsigelse faar man dog opløst i den vidtløftigere Kongesagas prosaiske Text, Cap. 33 og til, hvor der udtrykkeligt siges, at Venderne flygtede vidt afsted; at Magnus forfulgte dem, at mange bleve nedlagte paa Flugten, og at de ikke standsede førend ved Skodborg-Aa. Heraf seer man, at Kampen, der mindst maa have medtaget et Par Dage, strakte sig lige fra Slesvig til Skodborg-Aa; eller at Venderne, slagne ved Lyrskov, spredte sig over Heden og flygtede ad den Vej, de vare komne, i det Magnus og hans Mænd satte efter dem; at de endnu holdt Stand ved Skodborg-Aa, men der lede et nyt Nederlag. Den større Kongesaga fortjener her langt mere Tiltro, eller er i det mindste en langt mere uforfalsket Gjengivelse af Traditionen, end Snorres Beretning, der øjensynlig viser sig, ligesom meget andet af hvad han fortæller om Magnus’s Bedrifter i Danmark, at være Resultatet af hans egen, ikke altid heldige,Kritik. Man seer saaledes af hans eget Citat i Cap. 29, at han har benyttet Mag. Adams Verk, hvilket han kalder Brimabók (Bremerbogen); Mangel paa geografisk Kundskab har i Cap. 27 bragt ham til at lade Magnus lejre sig „ved Skodborg-Aa paa Lyrskovshede“; og i Cap. 29 til at lade Venderne drage „søndenfra over Aaen“ (ɔ: Skodborg-Aa) mod Magnus’s Hær.

  19. Fortællingen om Bonden forekommer kun i den større Kongesaga, Cap. 32. Beretningen om St. Olafs underfulde Deeltagelse i Slaget i Einar Skulessøns Kvad om Olaf, kaldet Geisli, Str. 28—30. Den større Kongesaga fortæller endnu et Slags Legende (Cap. 3l), nemlig hvorledes det gik til, at Ordulf kom sin Svoger Magnus til Hjelp. Hertug Otto (d. e. Orduls), heder det, og Fru Ulfhild sad ved Drikken med Hirden; han selv var nylig kommen hjem fra Striden, og haardt saaret. De syntes at see en Mand komme ind ad Døren, med en dansk Hat paa Hovedet, og derpaa gaa ud igjen; paa Hertugens Spørgsmaal, om hun kjendte Manden, svarede hiin: „ikke saa vist, dog synes jeg under Hatteskyggen at kjende min Faders Skjeg; maaskee min Broder Magnus behøver Hjelp“. Hertugen lovede at hjelpe ham, uagtet hans Saar endnu ej vare lægte; men Ulfhild tog et Belte, der havde tilhørt hendes Fader, lagde det om hans Saar, og strax forlod al Smerte ham. Derpaa drog han, heder det, med sin Hær saa hurtigt han kunde til Danmark og fandt Magnus paa Lyrskovshede. Ogsaa Saxo har, som man seer (S. 514), hørt noget om en underfuld Drøm, Magnus skulde have haft Natten før Slaget. Men han fortæller Drømmens Indhold anderledes. Ifølge ham aabenbarede der En sig for Kongen, som lovede ham Sejren, og sagde at han til Tegn og Sikkerhed derpaa skulde dræbe en Ørn. Da Kongen var vaagnet, aabenbarede han Drømmens Indhold for sin Hær, til alles store Forbauselse; og under Marschen viste der sig virkelig en Ørn, hvilken Kongen forfulgte paa sin hurtige Hest, og gjennemborede med Spydet. Den ene Drøm, kan man her sige, er ligesaa sandsynlig som den anden; men da der efter hiin Nat ikke egentlig fandt nogen Marsch Sted, og da Kongen heller ikke kæmpede til Hest, er der større Rimelighed for, at det Syn, han foregav at have haft, er det som omtales i vore egne Sagaer. Her paaberaabes og et Øje- og Øre-Vidne, nemlig Islændingen Odd Geltessøn, der deeltog i Slaget.
  20. Magnus den godes Saga Cap. 32, Snorre Cap. 29, Fagrskinna Cap. 144, Olaf d. hell. Saga Cap. 249, Thjodrek Cap. 218. Øxen skal ifølge Thjodrek i dette Slag have faaet et Knæk, eller Skaar; sandsynligviis fandtes der et saadant i dens Egg — den opbevaredes, som bekjendt, siden ved Domkirken i Throndhjem —, og fremvistes for Pilegrimene, idet man foregav at det var kommet under hiint Slag, maaskee da Magnus fældte den vældige Reggbus, hvorom strax nedenfor.
  21. Denne Krigslist omtales deels i Magnus den godes Saga Cap. 34, deels i Ágrip Cap. 32, og paa det sidste Sted saaledes at Sven nævnes som Vendernes Anfører. At Venderne i alle Fald havde en Mængde Øxne med, maa være vist, siden de kom tilbage fra et Røvertog i Jylland.
  22. Slagets Kortvarighed nævnes udtrykkeligt i Magnus den godes Saga Cap. 34, Fagrskinna Cap. 144.
  23. Dette fortælles i Magnus den godes Saga Cap. 33, der kalder hiin store Mand Reggbus, og gjør ham til en Troldmand, paa hvilken Jern ej bed; han lader ham ogsaa give Venderne det Raad at stride om Natten, ej om Dagen. Den Mand, der stod ved Kongens Side, bad denne da, heder det, at hugge ham med Hel paa samme Tid, som han selv slog ham paa Hjelmen, og Hel, St. Olafs Øre, gjorde hvad andre Vaaben ej kunde, nemlig at bide paa Troldmanden. Det sees heraf at hele Fortællingen er æventyrlig og legendarisk, og hvad der gjør den endnu mere mistænkelig, er at Ordet „regg-buss“ kort efter bruges i Betydningen „Kongen“ om Magnus selv i et Vers af Arnor, hvor der tales om Helganes-Slaget, Magnus den godes Saga, Cap. 40, Snorre, Cap. 34. Fagrskinna, Cap. 145, jvfr. Skalda, Cap. 46. Det er derfor heel sandsynligt, at hiin Fortælling grunder sig paa en Misforstaaelse af et eller andet Skaldevers, hvor Ordet „Reggbus“ forekom. Paa den anden Side kan det dog ogsaa tænkes heel rimeligt, at Fortællingen „Reggbus“ kunde være en Forvanskning af et vendisk Navn, som Ratibor e. a. d., og at noget sandt kan ligge til Grund for Beretningen, især da Saxo, som vi have seet, synes at omtale Ratibor (hvilken han dog ej udtrykkeligt nævner) som Hovedanfører.
  24. Magnus den godes Saga, Cap. 33.
  25. Se den samtidige Thjodolfs Vers i Magnus den godes Saga, Cap. 33, Snorre, Cap. 29, Fagrskinna, Cap. 144. Thjodolf deeltog i Magnus’s Tog mod Sven 1044, og har derfor vist ogsaa været med i Venderslaget.
  26. Magnus den godes Saga, Cap. 34. I Arnors her citerede Vers af Hrynhenda staar der, at Ligdyngerne laa højere end at man godt kunde klyve over dem.
  27. Mag. Adam, l. c. Olaf den helliges Saga, Cap. 249.
  28. Magnus d. g. Saga, Cap. 34, Ágrip, Cap. 32. Her tillægges dette Udsagn Sven.
  29. Saxo, S. 544. Om Gotskalk, se ovenfor S. 21.
  30. Den Maade, hvorpaa Saxo her omtaler Soens Forhold til Magnus, synes, uagtet han ej udtrykkelig nævner hiins Stemplinger med Venderne, — hvad der paa hans Tid, da Soens Descendenter beherskede Danmark og laa i Strid med Venderne, var ubehageligt at erkjende — dog næsten at røbe en nærmere Forstaaelse mellem Venderne og Sven, end han egentlig vil vedstaa. Svens Upopularitet maa have haft en dybere Grund end den af ham angivne.
  31. Magnus den godes Saga, Cap. 36, Snorre, Cap. 29. Navnene paa de to Islændinger, der saaledes bleve Læger, ere opbevarede: Thorkell Geiressøn af Lynge og Atle, Fader til Baard svarte i Selaardal. Begge omtales i Landnaama. Thorkells Fader Geire (hvis Gaard dog her kaldes „Lunde“ eller „Lauge“ ikke „Lynge“) var en Sønnesøn af Landnamsmanden Baard, Søn af Heyjangsbjørn, Landnaama IV. 10, se ovenfor I. 1. S. 323, 536. Thorkells Sønnesøn hed og Thorkell Geiressøn; han var Kanonikus, en Ven af Biskop Thorlak, og stiftede Thykkebø Kloster. Atle var en Sønnesøn af Atle Høgnessøn, en Sønnesøn af Landnamsmanden Geirthjof Valthjofssøn, se Landnaama II. 26.
  32. Rafn var en Sønnesøn af Baard, Atles Søn, se Landnaama l. c. og Rafns Saga.
  33. Da det er at formode, at Sagnet herom har vedligeholdt slet saa vel i Thorkells som i Atles Æt, og begges Efterkommere vare anseede Mænd, kan Sandheden af Beretningen neppe betvivles. Magnus den godes Saga, Cap. 31, nævner ellers Odd Gellessøn fra Island, som Deeltager i Slaget og som den, der har bragt de fleste Efterretninger derom ud til sin Fædreneø.
  34. Magnus den godes Saga, Cap. 36.