Det norske Folks Historie/3/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det lader til at Magnus har haft en ſaa ubetinget Tillid til Sven, at han ikke engang efterlod nogen paalidelig Ven hos ham for at iagttage hans Ferd og give ham Underretning om mistænkelige Bevægelſer. Han har maaſkee ſtolet paa de Høvdinger, han havde indſat i de øvrige Dele af Landet. Men ogſaa disſe vare danſke, havde vel tildeels været Kong Knuts Mænd, og burde vel derfor ikke anſees aldeles utilgængelige for hiins indtagende og glattungede Syſterſøns Bønner om at overføre paa ham den Kjærlighed, ſom de forhen havde haſt for Morbroderen. Desuden havde de nu førſt prøvet, hvad det var at have en udenlandſk Konge. Vore gamle Skrifter tale vel ikke om nogen ſaadan overmodig Ferd fra de Nordmænds Side, der ledſagede Magnus, ſom den, Knut den mægtiges og Sven Alfiveſøns danſke Ledſagere viſte i Norge. Men efter de Tiders politiſke Begreber og paa det daværende Kulturtrin var det utænkeligt, at ikke de fleſte Nordmænd ſkulde betragte den nye Tingenes Orden, ſom om Danmark var blevet underkaſtet Norge, og ſom om Tiden nu var kommen til at gjengjelde Danerne deres forhen udviſte Inſolens[1]. Man kan derfor antage ſom temmelig afgjort, at mange af de Nordmænd, der ledſagede Magnus paa hans Hyldingsrejſe, have opført ſig paa en Maade, der ſaarede Danernes Nationalfølelſe, for hvilken endog deres blotte Nærværelſe i Danmark ſom Kongens nærmeſte Omgivelſer maatte være ſtødende; og at Stemningen i Danmark ſlet ikke var ſaa gunſtig for Magnus ved hans Bortreiſe om Høſten, ſom da han kom der om Sommeren for at modtage Indbyggernes Hylding. Det bidrog maaſkee meget til at ſætte ondt Blod mod Magnus, at hans Svoger Ordulf, ſtrax efter ſit Giftermaal, om ikke efter Magnus’s Ønſke, ſaa dog for at gjøre ham til Behag, lod den fra en Pilegrimsrejſe til Rom hjemvendende Harald Thorkellsſøn Jarl uforſkyldt dræbe i Holſten; alene, ſom det ſiges, fordi han var af den danſke Kongeæt, og ſaaledes kunde anſees nærmere Tronen end Magnus[2]. Hvorledes det nu end forholdt ſig hermed, maatte derved i det mindſte Haralds mægtige Slægtninger, og mange andre, hvis Troſkab hidtil var vaklende, beſtemmes til at erklære ſig mod Magnus. Sven benyttede ſig ogſaa paa det bedſte af Magnus’s Fraværelſe til øjeblikkeligt, og med Held, at bearbeide Gemytterne til ſin Fordeel. Endnu ſamme Vinter rejſte han om i Landet, og ſøgte at gjøre ſig til Ven med Høvdingerne, ligeſom han ogſaa vandt Almuens Yndeſt[3]. Man maa formode, at iſær de forhenværende Jomsvikinger eller deres Ætlinger, hvoraf flere vel allerede i Sverige havde ſluttet ſig til ham, iſær nu, efter Haralds Drab, vare ham til god Hjelp og vandt ham mange Tilhængere. Blandt ſlige Ætlinger af Jomsvikingerne nævnes Sønnerne af Thrugunna, en Datter af den bekjendte Vagn Aakesſøn og den vikverſke Høvding Thorkell Leiras Datter Ingebjørg[4]. Beſlægtet med dem ſynes Skjalm hvide at have været, der ſiden nævnes ſom en af Svens ypperſte Venner og troeſte Mænd, og blev Stamfader til Danmarks mægtigſte Slægt[5]. En anden Høvding, der ligeledes ſynes at have været en ivrig Tilhænger af Sven, var Ulf, der af et Tog til Galizien i Spanien kaldtes Galizie-Ulf[6]; han han blev ſiden Jarl og egtede Bothild, en Datter af den i 1030 omkomne norſke Jarl Haakon og Knuts Syſterdatter Gunnhild, og ſaaledes en Stifdatter af den dræbte Jarl Harald. I Jylland ſluttede en af de mægtigſte Mænd, Thorkell Geyſa eller Gøſa, ſig til ham; blandt hans Tilhængere nævnes ligeledes en af hans Frænder, Thrugils Birnesſøn[7]. Endnu ſamme Vinter havde Sven bragt det ſaavidt i at ſkaffe ſig et Parti og ophidſe Gemytterne mod Magnus, at han vovede et aabenbart Frafald, og ſammenkaldte et Thing i Viborg, hvor han, efter at have foreſtillet Jyderne, hvor langt rimeligere det var at Danerne adløde ham, der var af deres Kongeæt, end Nordmændenes Konge, og hvor haardt det i det hele taget vilde være for Danerne at lode Nordmændene, ſom han kaldte det, opfordrede dem til at give ham Kongenavn. Han vilde neppe have vovet at gjøre dette Forſlag, hvis han ej havde følt ſig ſikker i ſin Sag, og han blev ſtrax udraabt tal Danmarks Konge. Mange Høvdinger, ſiges der, deeltoge i denne Beſlutning, og det ſynes ſom om Thorkell Gøſa var den, der efter de Tiders Skik gav ham Kongenavn[8]. Desværre hviler der et ſtort Mørke over alle disſe Forhandlinger, hvorom de danſke Forfattere aldeles tie, og kun faa Vink meddeles i vore Sagaer, Men af det lidet, der er meddeelt, ſaa vel ſom af de paafølgende Begivenheder, ſeer man tydeligt, at Sven ogſaa maa have ſat ſig i Forbindelſe med Venderne, og ophidſet dem til Krig mod Magnus. Han havde den bedſte Lejlighed dertil, fordi han, ſom Hoved for den Sprakaleggſke Æt, havde Fordringer paa Landſkabet Jom, ligeſom Ætten ſelv upaatvivlelig baade ved Venſkab og Svogerſkab var forbunden med mange fornemme og mægtige vendiſke Familier. Derhos maa man nu formode, at den dræbte Harald Jarls Enke Gunnhild, der i hans Fraværelſe og efter hans Død maa antages at have beſtyret hans Len, af Harme og Forbitrelſe over hans Drab traadte i Forbindelſe med Sven og overdrog Jomsborg til ham eller hans Tilhængere blandt Venderne. At Venderne juſt paa denne Tid begyndte Krig med Danmark, er ſikkert nok, ſaaledes ſom det ſtrax ſkal viſes; at denne deres Krig mod Magnus, om den end ikke var bevirket ved Svens Intriger, dog maatte være ham ſaa belejlig, at han og Venderne derved ſtrax bleve naturlige Forbundne, ligger i Sagens Natur, og beſtyrkes af det følgende; kommer nu hertil det oven berørte nærmere Forhold, hvori hans Æt maa have ſtaaet til Venderne, ſynes det næſten utroligt, at disſe juſt nu ſkulde have begyndt Krigen tilfældigviis, eller uden foregaaende Overlæg med ham. Herved bliver det af megen Vegt, at i det mindſte eet af vore Oldſkrifter udtrykkeligt nævner Sven ſom deeltagende i Vendernes Krig mod Magnus[9], og at Krigen ſelv begyndte i Jomsborg. Det bør heller ikke lades ude af Betragtning, at den urolige Venderhøvding Gotſkalk, Søn af Uto, Miſtivojs Søn, efter at have været overvunden, fangen, og løsladt af den ſaxiſke Hertug Bernhard, og efter ſiden at have opholdt ſig i England hos Kong Knut, efter Hardeknuts Død kom tilbage til Vendland for at erhverve ſine Fædrenebeſiddelſer igjen, og ſenere tog Parti med Sven mod Magnus[10]. Den Tanke ligger nær, at Sven har kaldt ham tilbage for at benytte ham i ſin Interesſe. Den nærmeſte Anledning til Krigen, fortæller Mag. Adam, der fremſtiller Begivenhederne ſaaledes ſom Sven fandt for godt at meddele ham dem, var at Ratibor, en mægtig, til Chriſtendommen omvendt Venderhøvding, var bleven dræbt af Danerne, og ſidenefter alle hans 8 Sønner, da de vilde hevne hans Død, hvorfor Venderne med en talrig Hær angrebe Jylland[11]. Vore egne Sagaer lade Krigen begynde med at Venderne i Som havde unddraget ſig det danſke Herredømme, hvilket neppe kan forſtaaes anderledes, end at Venderne i Jom havde taget Svens Parti, og at Jomsborg var faldet i Hænderne paa hans Tilhængere. Den førſte Efterretning, ſom naaede Magnus, maatte dog være den, at Sven havde opkaſtet ſig til Konge i Danmark. Han udbød derfor ſtrax halv Almenning af Norge baade med Henſyn til Folk og Proviant, og en betydelig Hær ſamlede ſig om ham. Blandt dem, der ledſagede ham, nævnes Einar Thambarſkelve, dennes Søn Eindride og Sighvat Skald, ſaa vel ſom flere Islændinger. Einar og Eindride bragte ikke mindre end 13 Skibe[12], og hvis de øvrige Lendermænd ſkaffede Tropper i ſamme Forhold, maa Hæren virkelig have været meget ſtor. Det er derfor ej at forundres over, at Sven, ſaa ſnart han hørte at Magnus nærmede ſig, og hvor ſtor hans Flaade var, opgav al Tanke om at forſvare lig i aaben Kamp, og ſtrax flygtede over til Sverige, hvor han tyede til ſin Frænde Kong Anund, og imidlertid ved paalidelige Folk holdt Øje med Magnus’s Bevægelſer[13]. Magnus ſtyrede til Jylland, hvor Folket ſtrax underkaſtede ſig, og hvor han ſkal have holdt en haard Straffedom, idet han lod mange af dem, der havde hyldet Sven, dræbe, medens nogle maatte flygte fra Landet, og andre ved Pengeſummer maatte tilkjøbe ſig ſin Fred[14]. Det ſkulde heraf ſynes, ſom om Oprøret endnu kun var kommet ret til Udbrud i Jylland. Da det var dæmpet, ſendte Magnus en Deel af ſine Folk, ſandſynligviis Ledingstropperne, hjem, medens han med de øvrige ſtevnede til Jomsborg, hvis Frafald han imidlertid havde erfaret[15]. Han ſkal ogſaa have opbudt Folk og Skibe fra Danmark, og faaet en temmelig betydelig, men neppe ſynderlig paalidelig, Styrke derfra. Han angreb ſtrax Jomsborg, ſom han indtog og brændte, og hvor der ſkal have været anrettet et ſtort Blodbad[16]. Ved denne Lejlighed blev, ſom man maa formode, Harald Jarls Enke Gunnhild fordreven, ej alene fra Jomsborg, men ogſaa fra Danmark, med ſine to Sønner Heming og Thorkell. Derpaa blev Sum herjet, og, ſom man maa antage, fuldkommen undertvunget. Paa Tilbagevejen traf Magnus en Deel Vikinger under Rügen, paa Øens Veſtſide, angreb og overvandt dem. Etſteds omtales dette Slag, ſom om Sven ſelv ſkulde have deeltaget deri, og dette er ingenlunde uſandſynligt[17]. Naar det var Svens alvorlige Henſigt at ſætte ſig i Beſiddelſe af Danmark, vilde det have været en Urimelighed, om han den hele Tid havde holdt ſig ſtille i Sverige, ſaaledes ſom vore Sagaer ellers berette. Det maatte tvertimod være ham magtpaaliggende, jo for jo heller at komme ned i de danſke Farvande, for at krydſe omkring og i egen Perſon at iagttage Forholdene, og for at kunne være rede til, ſtrax at benytte den førſte den bedſte Lejlighed ſom tilbød ſig for ham til atter at træde frem. Den hemmelige Forbindelſe, hvori han uden al Tvivl ſtod med Venderne, maatte ogſaa gjøre det dobbelt vigtigt før ham, at holde ſig ſaa nær Krigsſkuepladſen ſom muligt. Men om end ſaaledes de her omtalte Vikingeſkibe tilhørte Sven, eller han var iblandt dem, var det dog ikke en nødvendig Følge heraf, at Magnus, eller Nordmændene i hans Hær, vidſte nogen Beſked derom. Tvertimod laa det endog i Svens Interesſe, at lade Magnus ſaa meget ſom muligt være uvidende om hiins Nærværelſe og Bevægelſer.

Efter denne Sejr ſtyrede Magnus til Slesvig eller Heidaby, hvor hans Nærværelſe var i højeſte Maade nødvendig. En uhyre vendiſk Hær var brudt ind over den ved Svens Forræderi blottede Grændſe, og under Brand og Herjen trængt op i Sønderjylland, hvor den allerede truede Ribe[18]. Det gjaldt derfor at indhente den ſaa ſnart ſom muligt, for at gjøre en Ende paa deres Ødelæggelſer. Magnus havde kun faa Folk hos ſig i Sammenligning med Hedningernes Skarer, og han maatte derfor førſt ſende Bild omkring i Danmark for at opbyde flere Tropper. Derved maatte nogen Tid tabes, i hvilken, ſom man maa antage, Venderne uſtraffet ſtrejfede om. De Daner, der indfandt ſig hos Magnus vare derhos kun faa, ſaa faa, at der, ſom man regnede, var ſex Hedninger for hver enkelt Kriger i Magnus’s Hær. Hertil kom, at disſe Daner ikke vare ſynderligt at lide paa, thi mange af dem vare viſtnok hemmelige Tilhængere af Sven, hvilken, efter hvad der ovenfor er viiſt, ſynes at have været tilſtede i Vendernes Hær, ja maaſkee endog førte Befalingen. Under disſe Omſtændigheder var det neppe raadeligt for Magnus at forfølge Hedningerne, og med ſin Haandfuld Folk møde dem i aaben Mark. Den fornuftigſte Plan, ſom han og fulgte, var at oppebie dem i Nærheden af Heidaby, hvor han kunde ſtolte ſig til Staden og dens Forſkandsninger, og i denne faſtere Stilling afſkære dem Tilbagetoget. Dette vilde kunne bringe Venderne, trods deres ſtore Overmagt, i den yderſte Fare, og for at forebygge det, maatte de jo før jo heller ſkynde ſig mod Magnus, førend denne havde tilendebragt ſine Forberedelſer. De ilede derfor med deres hele Styrke mod Magnus, der lejrede ſig paa Lyrſkovs-Hede nordenfor Slesvig. Her fik han en velkommen Undſætning af ſin Svoger, Ordulf af Saxen, der, rimeligviis paa hans Opfordring, var dragen ham til Hjelp, og indfandt ſig hos ham med en Deel Folk. Dette var dog langt fra at udjevne den ſtore Folkemon, Fienden havde fremfor ham, og de danſke Krigere knurrede, idet de ſagde at Kongen alene vilde bringe dem i Ulykke. Heller ikke Nordmændene vare vel tilmode: de fandt det haardt, at de ſkulde vove Livet for Danerne, og forſvare deres Land, uagtet disſe ved deres Frafald havde gjort ſig ſaa lidet fortjente dertil. Der herſkede ſaaledes i Magnus’s Hær en forknyt Stemning og Modløshed, ſom voldte ham megen Bekymring. Thi han ſelv var faſt beſluttet paa, ikke at ville fly for Hedningerne, ſaa længe kun nogle vilde følge ham; han var, ſagde han Konge i Danmark lige ſaa vel ſom i Norge, og vilde derfor ogſaa forſvare det lige ſaavelſom dette, om det end var mod en chriſten Hær, end ſige mod Hedninger. De fleſte af hans Omgivelſer fraraadte ham at indlade ſig i Kamp med Overmagten. Men Ordulf, der ſandſynligviis kjendte bedre til Venderne og deres Maade at kæmpe paa end de øvrige, opmuntrede ham til at vove en Dyſt. Den forſigtige Einar Thambarſkelve bad Magnus, før han indlod ſig i Slag, i al Stilhed at udforſke Danernes Sindelag, hvor vidt de vare at lide paa, eller ej. Dette Raad fulgte Magnus. Natten ſkulde Magnus’s Mænd tilbringe kampfærdige, liggende under deres Skjolde og ventende paa Fienden. Det var temmelig ſeent paa Aaret — Dagen for Mikkelsmisſe-Aften — og det blev ſaaledes tidligt mørkt. Da Aftenen kom, forklædte Magnus og Einar ſig, og vandrede ukjendte gjennem Krigernes Rækker, for med egne Øren at høre deres Samtaler og lære deres Stemning at kjende. De hørte en danſk Kriger ſpørge ſin Kammerat, om han vidſte hvor Slaget vilde komme til at ſtaa. „Her lige ved Aaen“, ſvarede den anden. „Da ønſkede jeg heller“, ſagde den førſte, „at jeg fik min Plads her ved Skoven, hvor vi nu ligge, thi da kan jeg ſtride, om jeg vil, eller ſøge Skjul om jeg foretrækker det“. „Der hører I, Herre“, ſagde nu Einar, „hvad denne danſke Mand ſiger: han udtaler kun de Fleſtes Ønſke, og raader jeg Eder derfor til at ſtille Eders Fylkinger ſaaledes, at de ikke have ſaa let for at komme til Skoven“. I Nærheden laa en liden Gaard. Did bad Einar Kongen om at gaa med ham for at ſee til at Krigerne ej gjorde Bonden nogen Skade. Kongen gjorde ſaa, blev godt modtagen og bevertet af Bonden, og beſluttede at tilbringe Natten der tilligemed Einar. Bekymret og ængſtelig, ſom han var, kunde han længe ikke faa Søvn, men tilbragte den meſte Tid af Natten i Bøn. Henimod Dagen ſov han ind, og ſkal nu i Drømme have ſeet ſin Fader, Kong Olaf, der ſad paa en hvid Heſt og ſagde ham disſe opmuntrende Ord: „ſtaa ſtrax op og fylk din Hær: du har Folk nok til at ſtride mod Hedningerne, og jeg ſkal ſelv komme dig til Hjelp; ſaa ſnart du hører min Ludr ſkal du begynde Kampen“. Kongen vaagnede, ſtyrket ved denne opmuntrende Drøm, og fortalte Einar at hans Fader havde lovet ham Sejren. Derpaa vendte han tilbage, lod ſtrax Hæren vække og fylke, og forkyndte Drømmen. „Nu kunne I“, ſagde han, gribe med Vished, at den hellige Kong Olaf ſelv vil komme og ſtaa os bi i Kampen“. I ſamme Øjeblik, forſikres der, hørte man ligeſom Klokkeklang oppe i Luften, og ſaa vel Kongen ſom alle de øvrige Nordmænd troede at gjenkjende Lyden af Klokken Glad, der hang i Klemenskirken i Nidaros, og ſom Kong Olaf havde ſkjenket dertil. Under den Stemning, hvori Nordmændene her befandt ſig, kan man let forklare hvorledes Kongens Opmuntring og hans Fortælling om hiin Drøm, — hvilken han, om han end, hvad der ej er uſandſynligt, virkelig har haft den, dog ſikkert efter den kloge Einars Raad har udſmykket og forſkjønnet, da han berettede den — kunde udøve en ſaadan Virkning paa Nordmændenes Indbildningskraft, at de, ved at høre en fjern Klokkeklang, maaſkee fra en Kirke deri Egnen, ſtrax troede at kunne gjenkjende den velbekjendte Lyd af Olafs egen Klokke. Et eneſte Udraab af Magnus eller Einar maatte her være nok til at fuldende Illuſionen. Der fortælles ligeledes, at ſtrax efter at hiin Klokkeklang var hørt, ſaa man en Bonde iilſomt arbejde ſig frem gjennem Mængden, ſigende at han havde et nødvendigt Ærende til Kongen; at nogle vilde ſtode ham bort, men at Einar, der kjendte ham, bad Kongen at høre paa hvad han havde at ſige, og at han nu ligeledes fortalte, at han havde ſeet St. Olaf paa en hvid Heſt i Kongeſkrud: „Kong Olaf“, ſagde han, „ytrede at han vilde ſtaa ſin Søn bi, og befalede, at I ſkulde opſtille en lang Fylking, for at Venderne ej ſkulde kunne omringe eder; han bød at I ſelv ſkulde være midt i Fylkingen, ſom her ſkulde verre tykkeſt: han talte og om at han vilde viſe eder ſit Merke eller Banner foran Hæren“. Bonden, heder det, ſandede ſit Udſagn med Jertejner, ſaa at Kongen ej kunde betvivle det. Der tales viſtnok ikke noget om, af hvad Slags disſe overbeviſende Jertejner var, og naar vi erindre, hvilken indgribende Rolle Einar ſpillede, da det gjaldt om at faa Kong Olafs Helligdom anerkjendt, kunne vi ej værge os mod Mistanken om, at ogſaa denne Bondes Fremtræden var foranſtaltet af Einar, ſom underhaanden havde foreſkrevet hang hvad han ſkulde lille. Fortællingen gjorde imidlertid god Virkning, og Bonden fik en rigelig Belønning[19]. Kongen ordnede Hæren ſaaledes ſom Bonden ſagde. Selv tog han Plads i Midten, og lod Ordulf med Saxerne ſtille ſig paa den ene Fløj.

Nu nærmede Hedningehæren ilet. Den var ſaa ſtor, at Hederne vidt og bredt bedækkedes af dem. Det var Mikkelsmesſeaften, altſaa den 28de September, og maaſkee endnu temmelig varmt, thi Magnus tog Brynjen af, ſaa at han ingen anden Bedækning havde, end ſin Silkeſkjorte. I Haanden havde han Øxen Hel, der havde tilhørt hans Fader, den var langſkaftet, ſaa at man maatte bruge begge Hænder til at løfte den[20]. Og ſaaledes bevæbnet ilede han kjekt mod Fienden, fulgt af ſine tapre Skarer, huggende til Højre og Venſtre, og udbredende Ødelæggelſe, hvor han trængte frem. Venderne ſkulle — der ſiges etſteds efter Sven Ulfsſøns Raad — have opſtillet en Mængde Øxne, rimeligviis røvede i Jylland, foran for deres Hær, med Spyd, bundne paa Ryggen ſaaledes at Odderne vendte frem, og med Fjeler for Øjnene, for at kunne drive dem mod Magnus’s Hær. Men denne havde, ſom det ovenfor er nævnt, indtaget en anden Stilling end den fra førſt af paatænkte og den, hvilken i det mindſte Danerne i hans Hær havde ventet. Da Venderne ſaaledes maatte gjøre en anden Front, kom Øxnene ej, ſom de havde beregnet, til at ſtaa foran dem, men tvertimod i deres Ryg. I det nu Magnus og Nordmændene trængte uimodſtaaeligt frem, ſkulle Venderne være blevne drevne imod hine Øxne, hvorved en ſtor Forvirring opſtod, og deres Nederlag blev fuldſtændigt[21], Saa meget er viſt, at den egentlige Strid ikke var langvarig[22]. En ſtor og vældig Mand i Vendernes Skarer, ſom allerførſt aabnede Kampen paa deres Side, og paa hvilken Vaaben ej hidtil havde bidt, ſkal have ſtevnet lige hen imod Magnus, idet han fældte flere Nordmænd til begge Sider, og ſpurgte hvor Nordmændenes Konge var. Men en gammel Mand, der ſtod ved Kongens Side, gav ham et vældigt Slag paa Hjelmen; i ſamme Øjeblik hug Kongen ham næſten i to Stykker med Øxen Hel[23], og ſtyrtede ſig mod Fiendernes Skare, idet han, ſom der ſiges, ſlog Venderne ned ſom Slagtekvæg. Slagne af Skræk, adſpredte de ſig nu i vild Flugt, men Kongen forfulgte dem, endnu ſtedſe i Spidſen for ſine Mænd. Saa ſtort Mandefald blev der blandt Venderne, ſiges der, at paa mange Steder over Heden kunde Magnus’s Mænd neppe komme til at berøre den blotte Jord for døde Kroppe, og at flere Bekke ſtandſedes i deres Løb[24]. En ſamtidig Skald fortæller at Vendernes Lig bedækkede en Strækning af en Raſts (Miils) Længde[25]. Magnus ſkal ſelv anden, til ſine Mænds ſtore Forſkrækkelſe, have forfulgt Venderne et langt Stykke. Venderne ſtandſede ej, førend de naaede Skodborg-Aa. Da Kongen og hans Mænd kom efter, begyndte her en ny Kamp; Venderne bleve drevne ud i Aaen, og deres Lig opfyldte den ſaaledes, at Nordmændene ſkulle have kunnet gaae tørſkoede over paa dem[26]. Venderne lede et uhyre Nederlag. Mag. Adam af Bremen, der levede ſaa nær ved denne Tid, ſiger at femten tuſinde Vender ſkulle være faldne, og i vore egne Sagaer ſiges der, at ifølge kyndige Mænds Udſagn var dette det ſtørſte Mandfald i Norden, ſiden Chriſtendommens Indførelſe[27]. Fra dette ſtore Antal faldne kan man ſlutte ſig til, hvor talrig den vendiſke Hær maa have været; og ligeledes hvor ſtor den Fare var, for hvilken Magnus og Nordmændene nu befriede Jylland. Og det var, ſom det ſynes, Magnus’s perſonlige Tapperhed, ſom gjorde Udſlaget, og hvilken man iſær havde at takke for Sejren. Hvis alle Nordmænd — ſaa ſkulle Venderne have ſagt — havde kæmpet ſaaledes ſom den unge Mand i Silkeſkjorten, vilde ingen Vender være kommen levende derfra[28]. Det lader ogſaa til, at Danerne, i det mindſte under deres førſte Glæde over Frelſen, erkjendte hvor ſtor Taknemlighed de ſkyldte Magnus, der, ſom Saxo ſiger, uagtet han var Udlænding, dog ej tog i Betænkning at paatage ſig det farlige Forſvar af et Rige, om hvis Beſiddelſe han endnu, ſaa længe Striden med hans Medbejler vedvarede, langtfra var paa det Rene. Thi Magnus, ſiger han videre, blev ved dette heldige Slag de Danſke kjær, faa at de nu ſaa meget heller underſtøttede ham mod hans Medbejler, fra hvilken Folkets Hjerter vendte ſig, og hvis Magt derfor betydeligt ſvækkedes, idet han ej alene tabte Udſigten til at ſkaffe ſig flere Tilhængere, men endog miſtede dem, han havde, hvoriblandt den vendiſke Fyrſte Gotſkalk, der, ved at ſee ſin Herre uden noget Haab, ikke undſaa ſig ved at falde fra[29]. Og det maa ogſaa erkjendes, at hvis denne vendiſke Krig virkelig, ſom der er al Grund til at tro, ſkyldtes Svens Intriger, havde baade Danerne og Venderne god Føje til at være forbitrede paa ham[30]. Derſom Venderne havde ſejret paa Lyrſkovshede, vilde ſandſynligviis hele Jylland, maaſkee ogſaa Fyen, være blevet overſvømmet af dem, og Danmark, eller i det mindſte Jylland, vilde ſandſynligviis den Dag i Dag have været vendiſk; hvortil ogſaa kommer, at Vendernes Magt efter al Rimelighed derved vilde være bleven ſaa ſtor, at det havde været en Umulighed for de tydſke Fyrſter at overvinde og germaniſere dem. Man kan derfor viſtnok med Føje ſige, at paa Lyrſkovshede frelſte Magnus med ſine Nordmænd ej alene Danmark, men ogſaa hele Nordtydſkland og Nordeuropa, fra at falde i Slavernes Vold. Og dette Slag maa derfor regnes blandt de Hovedſlag, der have mere end almindelig verdenshiſtoriſk Betydning.

Efter Slaget lod Kong Magnus underſøge, hvor mange der var faldne af hans Folk. Dette befandtes kun at være faa, hvorimod mange vare ſaarede. I Hæren har der imidlertid Mangel paa det tilſtrækkelige Antal Læger til at forbinde dem. Magnus afhjalp den nogenledes ved at udvælge til dette Arbejde ſyv Mænd, hvis Hænder han ved ſelv at beføle dem fandt at være de mygeſte. Ingen af dem havde for befattet ſig dermed, men ſiden, fortælles der, bleve de alle ypperlige Læger. Det er ogſaa heel rimeligt, at de ſiden benyttede ſig af den Færdighed, ſom de her, tildeels mod deres Vilje, erhvervede, og efterhaanden gik frem i en Kunſt, ſom de ikke tidligere havde drømt om at de nogenſinde ſkulde komme til at udøve. To af dem vare Islændinger, i hvis Slægt ſiden Kunſten vedblev at dyrkes; de bleve Stamfædre for en heel Slægt af Læger[31]. Fra een af dem, Atle i Selaardal, nedſtammede ſaaledes den ypperlige Læge Rafn Sveinbjørnsſøn, Snorre Sturlasſøns Samtidige[32]. Man maa vel antage, at Kunſten paa ſamme Maade forplantedes til nogle af de norſke Lægers Efterkommere. For øvrigt ſkulde det næſten ſynes, ſom om man og i den Omſtændighed, at de i ſlig Haſt udnævnte Læger ſkilte ſig godt ved deres Hverv, og ſiden opnaaede Færdighed i Kunſten, ſaa en underbar Medvirkning af Kong Magnus’s hellige Fader og mægtige Beſkytter[33].

Af denne Sejr, heder det og i vore Sagaer, blev Magnus vidt og bredt berømt i Landet, og det var Almuens Tro og Tale, at det ej kunde nytte nogen Konge at ſtride mod Kong Magnus Olafsſøn, og at Kong Olaf ſtod ham ſaaledes bi, at hans Uvenner ikke kunde gjøre ham nogen Modſtand[34].

  1. Man bør her ogſaa erindre hvorledes Danerne under Knuts Herredømme, og ſiden Nordmannerne efter Villjams Erobring opførte ſig i England. I Magnus den godes Saga Cap. 27 lægges ogſaa udtrykkeligt disſe Ord i Munden paa Sven Ulfsſøn: „os Daner bliver det byrdefuldt at tjene Nordmændene“; hvilke Ord, om de juſt ej virkelig ere udtalte, dog altid røbe den da herſkende Foreſtilling, at den norſke Konges Herredømme anſaaes for eenstydigt med „Nordmændenes Herredømme.“
  2. Mag. Adam, II. 73. Dagen (13 Nov.), der ſaaledes ogſaa omtrent antyder Giftermaalstiden, nævnes i det lüneburgſke Nekrologium. At Harald var Jarlen Harald Thorkellsſøn, ſiges vel ej udtrykkeligt, men det kan dog ej betvivles. Egentlig par han, ſaa vidt vides, ej ſelv af Mangen„ men hans Huſtru Gunnhild var Knut den mægtiges Syſterdatter.
  3. Dette fortælles af Snorre (Magnus den godes Saga Cap. 24), der her ſynes at have haft andre eller flere Kilder, end de ſtørre Kongeſagaer, vi nu kjende.
  4. Se derom Knytlingaſaga, (Cap. 13).
  5. Nemlig Erkebiſkop Abſalons, Marſk Stigs o. ſ. v. Skjalm hvide nævnes allerførſt ſom Deeltager i Nisaa-Slaget, af Saxo. S. 552.
  6. Han omtales ſom Fader til Svens Hirdmand, den mægtige Thrugøt Fagerſkind, der igjen var Fader til Bothild, Kong Erik Ejegods Huſtru, hos Saxo S. 506; ligeſaa i Knytlingaſaga Cap. 75, hvor ligeledes hans Huſtru Bothild, Haakon Jarls Datter, nævnes. Mag. Adam kalder ham „Ganuz Wolf. satrapa Danorum“, og taler om hans lange Sørejſer. Om Harald Jarl, ſe ovf. I. 2. S. 767. Hiin Thrugøt antages af nogle for Thrugunneſønnernes Fader, ſe Langebek Scr. III. 153, 154.
  7. Harald Haardraades Saga Cap. 32.
  8. I Fagrſkinna Cap. 183, hvor Svens anden Udraabelſe til Konge omtales, heder det: „Thorkell Gøſa gav ham da Kongenavn anden Gang“. Dette „anden Gang“ kan maaſkee blot være at henføre til Kongenavnet, men det rimeligſte er dog, at det ogſaa ſigter til den Rolle, Thorkell herved ſpillede. Thorkell kaldes i Harald H. Saga Cap. 32 den mægtigſte Mand i Danmark af dem, der ej bare Fyrſtetitel; han ſtod allerede i Magnus’s Levetid paa Svens Parti, og følgelig er den ſtørſte Sandſynlighed for at det ogſaa var ham, der paa det førſte Viborgthing, Sven holdt, optraadte ſom Jydernes Ordfører.
  9. Ágrip Cap. 32 beſkriver Slaget paa Lyrſkovshede ſom om Sven var Vendernes Anfører. Og merkeligt er det, at det Slag ved Re eller Rügen, ſom Magnus ifølge Fagrſkinna Cap. 142 og Magnus den godes Saga Cap. 28 leverede nogle Vikinger, hos Snorre Cap. 30 ſiges at være leveret Sven. I Magnus den godes Saga Cap. 37 omtales ogſaa Slaget mod Sven paa ſamme Sted, hvor Snorre omtaler det, nemlig efter Slaget paa Lyrſkovshede, og paa den Maade gjør den af eet Slag tvende, nemlig Slaget mod Vikingerne ſtrax efter Jomsborgs Indtagelſe, og Slaget ved See ſtrax før Slaget i Aaros. Rigtignok ſtaar paa ſidſte Sted,idet mindſte i den ſlette trykte Udgave, den forvanſkede Form „Aren“ hvilken i Knytlingaſaga er bleven til Erri (d. e. Æra) men at her ſkal læſes „Re“, ſees ſaavel af Sammenligning med Snorre, ſom deraf, at Sagaen, der allerede paa førſte Sted har citeret et Halvvers af Arnor Jarlaſkald, der omhandler Slaget, ogſaa paa det andet Sted gjentager det ſamme. Af alt dette ſynes man viſtnok at maatte ſlutte, at Slaget mod Sven og Slaget mod Vikingerne var eet og det ſamme; med andre Ord at Sven virkelig paa den Tid laa med en Flaade i de vendiſke Farvande og deeltog i Krigen. Hertil kommer endelig at Knytlingaſaga, Cap. 22, nævner ſom „Enkeltes Sagn“, at Sven i Venderſlaget ſkal have været med Magnus, og endnu ikke havde brudt med ham, ſamt anfører et Vers af en Thorleik fagres Kvad om Sven, hvori Vendernes Nederlag omtales. Men her ſiges der ej, paa hvilken Side Sven kæmpede; man ſeer kun, at Sven maa have været med, ellers vilde ikke Slaget have været omtalt; og da Slaget ſtod, havde Sven, ſom vi vide, brudt med Magnus.
  10. Se Mag. Adam Cap. 64, 95, jvfr. II. 50. Saxo, S. 544. Det maa her erindres at Harald Gormsſøn ſelv efter al Sandſynlighed havde været gift med en Datter af Miſtivoj, ſe ovf. I. 2. S. 76.
  11. Mag. Adam, II. 75. Saxo (S. 543) fortæller at en fornem Vender (Ratibor?) angreb Jylland for at hevne ſine 12, paa et Sørøvertog til Danmark dræbte Sønners Død.
  12. Magnus den godes Saga Cap. 50. At det Tog, hvortil her ſigtes, var det, der ovenfor omhandles, ſees deraf, at det udtrykkeligt i det foregaaende omtales, at Magnus havde tilbragt Vintren og Paaſken i Throndhjem, og at han endnu førſt i Mai ej havde forladt Norge. Thi den næſte Vinter tilbragte han, ſom det udtrykkeligt ſiges, (Magnus den godes Saga Cap. 39. Snorre Cap. 33) i Danmark, kom ej tilbage til Norge førend ved Vaarens Ende, og forblev der længe om Sommer-en,ja kom neppe engang da til Throndhjem, og tiltraadte ſaaledes førſt ud paa Sommeren ſit andet Tog til Danmark, det ſidſte han foretog alene, før Harald Sigurdsſøns Hjemkomſt, og ſaaledes det eneſte, hvorom der kunde være Tale, naar man ej vilde antage, at de oven anførte Ord ſigte til det førſte. Men da de nys omtalte Omſtændigheder hindre os i, her at tænke paa det andet Tog, bliver det alene det førſte, eller Toget i 1043, ſom her kan være meent.
  13. Fagrſkinna,Cap. 142, taler om at Magnus ved denne Lejlighed ſtyrede Viſunden,hvilket er heel ſandſynligt; dog har Samleren her viſtnok taget Udſagnet fra de ſtørre Sagaers Beretning om Magnus’s førſte Rejſe til Danmark, eller hans Hyldingsrejſe, ſe ovf. I. 2. S. 866.
  14. Magnus den godes Saga, Cap. 28, Snorre, Cap. 25, 26, Fagrſkinna, Cap. 141, 142.
  15. Fagrſkinna, Cap. 142. Tilbageſendelſen omtales i Magnus den godes Saga, Cap. 28 og hos Snorre, Cap. 25 førſt efter Toget til Jomsborg.
  16. Magnus den godes Saga, Cap. 28, Snorre, Cap. 25, Fagrſkinna, Cap. 142. Jomsborgs Indtagelſe omtales ogſaa af Magnus, Adams Scholiaſt, Schol. 57: „Kong Magnus, omgiven af en ſtor Daneflaade, belejrede Slavernes bomſtrende Stad Jumne, og Ødelæggelſen var derefter. Han ſkrækkede alle Slaverne; han var ſelv en Yngling af rene Sæder og uſkyldig Vandel, hvorfor Gud gav ham Sejr over alle“.
  17. Se ovenfor S. 20 Note 1, jvfr. S. 32.
  18. Se herom ovenfor S. 21, jvfr. Mag. Adam, II. 75. Det ſtaar her: „usque ad Ripam vastandam progressi sunt“; hvilket maaſkee kan overſættes: „trængte heelt op til Ribe for at herje den“; men ogſaa maaſkee alene ſkal betyde, „vare trængte frem i den Henſigt at gaa lige til Ribe og herje den“. Det er derfor juſt ikke afgjort, at Venderne virkelig vare komne ſaa langt op ſom til Ribe. At de dog vare komne et Stykke op i Landet, ſees af hvad Mag. Adam nævner ſtrax nedenfor, nemlig „at Magnus modtog de fra Danmark udgaaende Hedninger paa Sletterne ved Heidaby“. Denne hans Beretning, ſom han ſelv maatte kunne have fra førſte Haand, forekommer os at maatte være ſikrere, og ſynes i det hele taget troværdigere, end den halv legendariſke, ſom Sagaerne meddele, og fornemmelig, ſom det lader, efter enkelte i Slaget deeltagende Islændingers Fortællinger, der, gaaende fra Mund til Mund, lettere kunde forfalſke-s, iſær naar Legender ogſaa ſkulde indblandes. Ifølge Sagaernes Beretning ſkulde Magnus have mødt Venderne ſaaledes, at disſe kom ſøndenfra, han ſelv nordenfra. Men dette maa ganſke beſtemt være en Fejltagelſe eller Misforſtaaelſe af de norſke eller islandſke Sagnfortællere. Endog Beſkrivelſen over Slaget ſelv viſer at dette begyndte i Nærheden af Slesvig, og at Forfølgelſen ſtrakte ſig nordefter, henimod Skodborg Aa; og man ſeer tillige af Maaden, hvorpaa Sagaernes Text omtale den ſid-ſte, at Meddelerne ingenlunde have været paa det rene med de geografiſke Forhold. Mag. Adams Fortælling om Ratibor, hans Sønner og Vendernes Hevntog er for nøjagtig og ſpeciel til at ej i det mindſte nogen Sandhed ſkulde ligge til Grund derfor. Svens Forræderi og Magnus’s Fraværelſe forklarer nokſom, hvorledes Venderne kunde bryde ind over Danevirke; og naar Magnus førſt befandt ſig i Farvandene mellem den vendiſke Kyſt og de danſke Der, maatte det være langt belejligere og rimeligere for ham, at ſtyre med Flaaden til Heidaby, Jyllands og maaſkee hele Danmarks daværende Hovedſtad og førſte Handelsſtad, end at drage langt nordefter i Jylland. Desuden er det vanſkeligt at forſtaa, hvorledes Ordulf og Saxerne kunde verre komne til Magnus, hvis Vendernes uhyre Herr, der viſtnok var i Stand til at beherſke alle Pasſe tvers over Halvøen paa dennes ſmaleſte Deel, i det Slesvigſke, var imellem ham og Kongen. Venderne maa ſaaledes nødvendigviis have været nordenfor.
     Erkjendes førſt dette, opſtaar der færre Vanſkeligheder ved Beſtemmelſen af Stedet, hvor Slaget holdtes. Af den Omſtændighed, at ſaa vel Arnor ſom Thjodolf, begge ſamtidige Skalde, nævne Skodborg-Aa (Skotborgará) ſom et Punkt i dets Nærhed, have Flere antaget at Valpladſen er at ſøge paa den ſaakaldte Leirſkovshede lidt ſøndenfor Kolding. Dette ſtrider dog ej alene mod Mag. Adam af Bremens Udſagn, at Striden holdtes „in campestribus Heidibæ“, men tillige mod et af hine ſelvſamme Kvad, nemlig Thjodolfs, der ved Siden af Skodborg-Aa ogſaa taler om et Sted ved Heidaby. Hans Ord ere for Reſten noget tvetydige. Der ſtaar:

    Minn vá sigr fyrir sunnan
    snjallr Heiðabý spjalli
    nær frá ek skarpa skæru
    Skotborgarà gotna;

    Man kan overſætte dette enten ſaaledes: „min Fyrſte vandt Sejr ſøndenfor Heidaby, jeg erfoor at der ſtod en ſkarp Strid nær ved Skodborg-Aa“; eller „min Fyrſte vandt Sejr ſøndenfor Skodborg-Aa; jeg erfoor at der ſtod en ſkarp Strid nær ved Heidaby“. Ved en overfladiſk Betragtning kunde det ſynes ſom om den førſte Overſættelſe var den naturligſte og mindſt tvungne; men ved nøjere Underſøgelſe vil enhver, ſom veed, hvilke Omkaſtninger den oldnorſke Verskunſt tillader, erkjende, at den anden Overſættelſe i enhver Henſeende er lige ſaa naturlig ſom hiin; thi om endog Digteren henførte sunnan til Skotborgará, maa han dog for Rimets Skyld, ſætte Skotborgará i ſamme Linje ſom gotna, og spjalii i anden Linje, for ej at bringe dette alt for langt fra minn. Det er altſaa intet i Vejen for at fortolke Verſet ſaaledes, at det lader Kampen foregaa „nær ved Heidaby“ og „ſøndenfor Skodborg-Aa“. Det Sted, ſom man her maa tænke paa „nær ved Heidaby“, bliver ſaaledes Lyrſkov eller, ſom det nu ſædvanligviis er forvanſket, Lürſchau, ſtrax nordenfor Slesvig. Og om man end følger den førſte Overſættelſe af Thjodolfs Vers, og læſer „ſøndenfor Heidaby“, hvilket, ſom man ſeer, Forfatteren af Magnus den godes Saga har gjort, ſaa hindrer dette ikke fra at antage Lürſchau ſom Kampens Centrum; thi man kan være forvisſet om, at Magnus med ſin ene Fløj, ſandſynligviis Ordulfs Tropper, ſtøttede ſig til Befæſtningen ved Danevirke, lidt ſøndenfor Slesvig. Det maa ellers nøje merkes, at Knytlinga Saga, Cap. 22, ej alene i ſin proſaiſke Text ſiger at Slaget ſtod „tæt nordenfor Heidaby paa Lyrſkovshede ved Skodborg-Aa“; men at den og anfører hiint Vers af Thorleik fagres Flokk om Sven, hvor der udtrykkelig ſtaar „nordenfor Heidaby“. Imidlertid ſeer man af Arnors Vers (Magnus den godes Saga, Cap. al» at Slaget ogſaa virkelig ſtod i Nærheden af Skodborg-Aa, der dog er langt fra Slesvig. Denne tilſyneladende Modſigelſe faar man dog opløſt i den vidtløftigere Kongeſagas proſaiſke Text, Cap. 33 og til, hvor der udtrykkeligt ſiges, at Venderne flygtede vidt afſted; at Magnus forfulgte dem, at mange bleve nedlagte paa Flugten, og at de ikke ſtandſede førend ved Skodborg-Aa. Heraf ſeer man, at Kampen, der mindſt maa have medtaget et Par Dage, ſtrakte ſig lige fra Slesvig til Skodborg-Aa; eller at Venderne, ſlagne ved Lyrſkov, ſpredte ſig over Heden og flygtede ad den Vej, de vare komne, i det Magnus og hans Mænd ſatte efter dem; at de endnu holdt Stand ved Skodborg-Aa, men der lede et nyt Nederlag. Den ſtørre Kongeſaga fortjener her langt mere Tiltro, eller er i det mindſte en langt mere uforfalſket Gjengivelſe af Traditionen, end Snorres Beretning, der øjenſynlig viſer ſig, ligeſom meget andet af hvad han fortæller om Magnus’s Bedrifter i Danmark, at være Reſultatet af hans egen, ikke altid heldige,Kritik. Man ſeer ſaaledes af hans eget Citat i Cap. 29, at han har benyttet Mag. Adams Verk, hvilket han kalder Brimabók (Bremerbogen); Mangel paa geografiſk Kundſkab har i Cap. 27 bragt ham til at lade Magnus lejre ſig „ved Skodborg-Aa paa Lyrſkovshede“; og i Cap. 29 til at lade Venderne drage „ſøndenfra over Aaen“ (ɔ: Skodborg-Aa) mod Magnus’s Hær.

  19. Fortællingen om Bonden forekommer kun i den ſtørre Kongeſaga, Cap. 32. Beretningen om St. Olafs underfulde Deeltagelſe i Slaget i Einar Skulesſøns Kvad om Olaf, kaldet Geisli, Str. 28—30. Den ſtørre Kongeſaga fortæller endnu et Slags Legende (Cap. 3l), nemlig hvorledes det gik til, at Ordulf kom ſin Svoger Magnus til Hjelp. Hertug Otto (d. e. Ordulſ), heder det, og Fru Ulfhild ſad ved Drikken med Hirden; han ſelv var nylig kommen hjem fra Striden, og haardt ſaaret. De ſyntes at ſee en Mand komme ind ad Døren, med en danſk Hat paa Hovedet, og derpaa gaa ud igjen; paa Hertugens Spørgsmaal, om hun kjendte Manden, ſvarede hiin: „ikke ſaa viſt, dog ſynes jeg under Hatteſkyggen at kjende min Faders Skjeg; maaſkee min Broder Magnus behøver Hjelp“. Hertugen lovede at hjelpe ham, uagtet hans Saar endnu ej vare lægte; men Ulfhild tog et Belte, der havde tilhørt hendes Fader, lagde det om hans Saar, og ſtrax forlod al Smerte ham. Derpaa drog han, heder det, med ſin Hær ſaa hurtigt han kunde til Danmark og fandt Magnus paa Lyrſkovshede. Ogſaa Saxo har, ſom man ſeer (S. 514), hørt noget om en underfuld Drøm, Magnus ſkulde have haft Natten før Slaget. Men han fortæller Drømmens Indhold anderledes. Ifølge ham aabenbarede der En ſig for Kongen, ſom lovede ham Sejren, og ſagde at han til Tegn og Sikkerhed derpaa ſkulde dræbe en Ørn. Da Kongen var vaagnet, aabenbarede han Drømmens Indhold for ſin Hær, til alles ſtore Forbauſelſe; og under Marſchen viſte der ſig virkelig en Ørn, hvilken Kongen forfulgte paa ſin hurtige Heſt, og gjennemborede med Spydet. Den ene Drøm, kan man her ſige, er ligeſaa ſandſynlig ſom den anden; men da der efter hiin Nat ikke egentlig fandt nogen Marſch Sted, og da Kongen heller ikke kæmpede til Heſt, er der ſtørre Rimelighed for, at det Syn, han foregav at have haft, er det ſom omtales i vore egne Sagaer. Her paaberaabes og et Øje- og Øre-Vidne, nemlig Islændingen Odd Geltesſøn, der deeltog i Slaget.
  20. Magnus den godes Saga Cap. 32, Snorre Cap. 29, Fagrſkinna Cap. 144, Olaf d. hell. Saga Cap. 249, Thjodrek Cap. 218. Øxen ſkal ifølge Thjodrek i dette Slag have faaet et Knæk, eller Skaar; ſandſynligviis fandtes der et ſaadant i dens Egg — den opbevaredes, ſom bekjendt, ſiden ved Domkirken i Throndhjem —, og fremviſtes for Pilegrimene, idet man foregav at det var kommet under hiint Slag, maaſkee da Magnus fældte den vældige Reggbus, hvorom ſtrax nedenfor.
  21. Denne Krigsliſt omtales deels i Magnus den godes Saga Cap. 34, deels i Ágrip Cap. 32, og paa det ſidſte Sted ſaaledes at Sven nævnes ſom Vendernes Anfører. At Venderne i alle Fald havde en Mængde Øxne med, maa være viſt, ſiden de kom tilbage fra et Røvertog i Jylland.
  22. Slagets Kortvarighed nævnes udtrykkeligt i Magnus den godes Saga Cap. 34, Fagrſkinna Cap. 144.
  23. Dette fortælles i Magnus den godes Saga Cap. 33, der kalder hiin ſtore Mand Reggbus, og gjør ham til en Troldmand, paa hvilken Jern ej bed; han lader ham ogſaa give Venderne det Raad at ſtride om Natten, ej om Dagen. Den Mand, der ſtod ved Kongens Side, bad denne da, heder det, at hugge ham med Hel paa ſamme Tid, ſom han ſelv ſlog ham paa Hjelmen, og Hel, St. Olafs Øre, gjorde hvad andre Vaaben ej kunde, nemlig at bide paa Troldmanden. Det ſees heraf at hele Fortællingen er æventyrlig og legendariſk, og hvad der gjør den endnu mere mistænkelig, er at Ordet „regg-buss“ kort efter bruges i Betydningen „Kongen“ om Magnus ſelv i et Vers af Arnor, hvor der tales om Helganes-Slaget, Magnus den godes Saga, Cap. 40, Snorre, Cap. 34. Fagrſkinna, Cap. 145, jvfr. Skalda, Cap. 46. Det er derfor heel ſandſynligt, at hiin Fortælling grunder ſig paa en Misforſtaaelſe af et eller andet Skaldevers, hvor Ordet „Reggbus“ forekom. Paa den anden Side kan det dog ogſaa tænkes heel rimeligt, at Fortællingen „Reggbus“ kunde være en Forvanſkning af et vendiſk Navn, ſom Ratibor e. a. d., og at noget ſandt kan ligge til Grund for Beretningen, iſær da Saxo, ſom vi have ſeet, ſynes at omtale Ratibor (hvilken han dog ej udtrykkeligt nævner) ſom Hovedanfører.
  24. Magnus den godes Saga, Cap. 33.
  25. Se den ſamtidige Thjodolfs Vers i Magnus den godes Saga, Cap. 33, Snorre, Cap. 29, Fagrſkinna, Cap. 144. Thjodolf deeltog i Magnus’s Tog mod Sven 1044, og har derfor viſt ogſaa været med i Venderſlaget.
  26. Magnus den godes Saga, Cap. 34. I Arnors her citerede Vers af Hrynhenda ſtaar der, at Ligdyngerne laa højere end at man godt kunde klyve over dem.
  27. Mag. Adam, l. c. Olaf den helliges Saga, Cap. 249.
  28. Magnus d. g. Saga, Cap. 34, Ágrip, Cap. 32. Her tillægges dette Udſagn Sven.
  29. Saxo, S. 544. Om Gotſkalk, ſe ovenfor S. 21.
  30. Den Maade, hvorpaa Saxo her omtaler Soens Forhold til Magnus, ſynes, uagtet han ej udtrykkelig nævner hiins Stemplinger med Venderne, — hvad der paa hans Tid, da Soens Deſcendenter beherſkede Danmark og laa i Strid med Venderne, var ubehageligt at erkjende — dog næſten at røbe en nærmere Forſtaaelſe mellem Venderne og Sven, end han egentlig vil vedſtaa. Svens Upopularitet maa have haft en dybere Grund end den af ham angivne.
  31. Magnus den godes Saga, Cap. 36, Snorre, Cap. 29. Navnene paa de to Islændinger, der ſaaledes bleve Læger, ere opbevarede: Thorkell Geiresſøn af Lynge og Atle, Fader til Baard ſvarte i Selaardal. Begge omtales i Landnaama. Thorkells Fader Geire (hvis Gaard dog her kaldes „Lunde“ eller „Lauge“ ikke „Lynge“) var en Sønneſøn af Landnamsmanden Baard, Søn af Heyjangsbjørn, Landnaama IV. 10, ſe ovenfor I. 1. S. 323, 536. Thorkells Sønneſøn hed og Thorkell Geiresſøn; han var Kanonikus, en Ven af Biſkop Thorlak, og ſtiftede Thykkebø Kloſter. Atle var en Sønneſøn af Atle Høgnesſøn, en Sønneſøn af Landnamsmanden Geirthjof Valthjofsſøn, ſe Landnaama II. 26.
  32. Rafn var en Sønneſøn af Baard, Atles Søn, ſe Landnaama l. c. og Rafns Saga.
  33. Da det er at formode, at Sagnet herom har vedligeholdt ſlet ſaa vel i Thorkells ſom i Atles Æt, og begges Efterkommere vare anſeede Mænd, kan Sandheden af Beretningen neppe betvivles. Magnus den godes Saga, Cap. 31, nævner ellers Odd Gellesſøn fra Island, ſom Deeltager i Slaget og ſom den, der har bragt de fleſte Efterretninger derom ud til ſin Fædreneø.
  34. Magnus den godes Saga, Cap. 36.