Det norske Folks Historie/3/47

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Magnus tilbragte nu atter et Aar (Sommeren tilſi til Sommeren 1102) hjemme i Fred. Det frieſte, hvorom Sagaerne vide at fortælle for denne Tid, er en alvorlig Tviſt, der opſtod mellem Kongen og hans Frænde, Lendermanden Skofte Agmundsſøn, om noget Dannefæ, ſom begge tilegnede ſig. Retten lader til at have været paa Skoftes Side, men om dette endog ikke var Tilfældet, ſynes det dog, ſom om ſimpel Taknemlighed for hans og hans Sønners troe Tjeneſte, og i Særdeleshed Agmunds højmodige Selvopofrelſe ſidſt ved Foxerne, burde have tilſagt Kongen at give efter. Dette var dog ſaa langt fra at falde ham ind, at han meget mere ſtod paa ſin Fordring med den ſtørſte Heftighed, ſaa at det truede med at komme til alvorlige Optrin mellem dem. Der blev voldt flere Møder i den Anledning, og Skofte lagde over med ſine Sønner, at de ikke alle paa een Gang ſkulde rejſe til Kongen, thi alene ved at iagttage denne Forſigtighedsregel vilde de kunne holde Stand mod ham. Førſt kom Skofte ſelv til Kongen, foreſtillede ham det nøje Frændſkab, ſom var mellem dem, og ſagde derpaa: „jeg har altid været yndet baade af dig og af din Fader, ſaa at vort Venſkab ikke rokkedes, ſaa længe han levede; derfor, Konge, ville I kunne ſkjønne, at jeg ikke vilde være paaſtaaelig imod eder, hvis jeg havde Uret; men deri ſlægter jeg mine Forfædre paa, at jeg vil forſvare min lovlige Ret mod Enhver, lige meget hvo han er“. Kongen blev dog ved ſit, og gav ikke i mindſte Maade efter. Da rejſte Skofte hjem„ og ſendte Finn i ſit Sted Da Kongen ogſaa til hans Foreſtillinger kun gav et kort og uvenligt Svar, ſagde Finn: „andet troede jeg rigtignok at have fortjent af eder, Konge, end Lovran, da jeg blev tilbage paa Kvaldensø, medens dine fleſte øvrige Venner undſloge ſig og ſagde, at dette var aldeles at opofre ſig og give ſig Døden i Vold, hvilket ogſaa var ſandt, hvis Kong Inges Ædelmodighed ej havde været ſtørre end din Omhyggelighed for os; imidlertid have vi dog der, efter manges Mening, lidt en Beſkæmmelſe, ſom nu burde komme os til Gode“. Det hjalp dog ikke, alt hvad han ſagde; Kongen forblev urokkelig. Endelig indfandt hans Broder Agmund ſig hos Kongen og bad ham om at lade dem nyde Ret. „Hvad jeg paaſtaar, er Ret“, ſvarede Kongen, „og jeg forbauſes over din Driſtighed“. „Jeg tvivler ikke paa“, ſagde Agmund, „at du, ſom den mægtigere, driver din Vilje igjennem, ſaa at vi komme til at lide Uret; men det heder jo rigtignok at den, der redder en andens Liv, ſom ofteſt faar ſlet eller ingen Løn, og dette bekræfter ſig ogſaa her. Men

det lover jeg, at hverken jeg eller nogen af os andre ſkal herefter tomme i din Tjeneſte, ſaa ſandt det gaar efter mit Ønſke“. Derpaa rejſte Agmund hjem, og han og Kongen ſaa hinanden aldrig tidere. Den følgende Vaar (1102) gjorde Skofte ſig rede til at forlade Landet, og ſejlede om Høſten afſted med fem vel udruſtede Skibe. Hans tre Sønner, Finn, Agmund og Thord, ledſagede ham; den fjerde, Paal, der paa denne Tid endnu maa have været et Barn, ſynes at være bleven tilbage[1]. De droge førſt til Flandern, hvor de tilbragte Vintren; den følgende Vaar (1103) ſejlede de veſter til Frankrige; og om Sommeren til Njørvaſund eller Gibraltar-Strædet, hvorfra de ſtyrede til Italien og begave ſig til Rom. Her døde Skofte. Hans Sønner døde ogſaa paa denne Rejſe; Thord, ſom levede længſt af dem, endte ſit Liv paa Sicilien. „Folk ſige“, tilføjer Sagaen, „at Skofte er den førſte Nordmand, ſom har ſejlet gjennem Njørvaſund, og denne hans Rejſe var ſaare berømmelig“. Da det er aldeles uſandſynligt, at der blandt de mange nordiſke Vikinger, der i det 9de og 10de Aarhundrede hjemſøgte Spanien og det ſydlige Frankrige[2], ikke ſkulde have været en eneſte Nordmand, maa man antage, at hiint Udſagn om Skofte kun ſigter til Korstogene, der juſt paa den Tid, da han forlod Norge, havde begyndt og omfattedes af hele Okcidenten med ſaamegen Enthuſiasme, og at Sidſte ſaaledes kun var den førſte norſke Korsfarer, der tog Søvejen gjennem Strædet. At han virkelig foretog denne Rejſe ſom et Korstog, og at det var hans Henſigt at drage lige til Palæſtina, ſees af hvad der nedenfor nærmere vil blive omtalt, at flere af de Mænd, der forlode Norge med ham, ſiden efter kom tilbage til Norge, deels, ſom det udtrykkelig heder, fra Palæſtina, deels fra Conſtantinopel, og at det iſær var deres Fortællinger, ſom gave Stødet til Kong Sigurd Magnusſøns ſtore Tog[3], hvilket var et fuldſtændigt Korstog, og beſkrives ſom ſaadant af fremmede Forfattere, men desuagtet lige ſaa lidet ſom Skoftes Tog benævnes ſaaledes i Sagaerne. Paa den Tid, da Skofte drog afſted, maa Efterretningen om Jeruſalems Erobring fra de Vantroende (1099) forlængſt have naaet Norge, og har rimeligviis bidraget meget til at opflamme Skoftes og hans Sønners hellige Iver. Man kan derfor viſtnok med god Føje kalde Skofte og hans Sønner de førſte hiſtoriſk bekjendte norſke Korsfarere. Fra Danmark havde allerede i Aaret 1007 en Ætling af Kongehuſet, ved Navn Sven, fort en Skare Korsfarere til Lilleaſien, hvor de deeltoge i Nicæas Erobring, og ſiden, efter et kort Ophold i Conſtantinopel, haſtede videre for at ſtaa de øvrige Korsfarere bi ved Antiochias Belejring, men paa Vejen var Sven bleven forraadt, overfalden af Tyrkerne, og nedſablet med alle ſine Mænd[4]. Skoftes Henſigt har neppe været at forlade Norge for ſtedſe, men viſtnok kun at holde ſig borte i nogle Aar, indtil Uenigheden mellem ham og Kongen var glemt, og denne var kommen til ſtørre Beſindighed. Om hans Sønner bortrykkedes ſaa hurtigt efter hinanden og i deres bedſte Aar, ved Sygdom, eller om de bleve dødeligt ſaarede i Kampen mod de Vantroende, kan man af Sagaens korte Beretning ikke ſee, lige ſaa lidt ſom, om de virkelig kom til Palæſtina og Thords Død paa Sicilien indtraf paa Tilbagerejſen, eller om de alle døde paa Henrejſen. De maa dog alle være døde inden Høſten 1103, ſiden det heder, at de af deres Ledſagere, ſom vendte tilbage til Norge, ankom ſtrax efter at Magnus’s Sønner vare tagne til Konger, hvilket maa have fundet Sted i September eller Oktober Maaned ſamme Aar. Som Arving til Giſke og Ættens berømmelige Navn optraadte ſiden Skoftes nys nævnte Søn, Paal, gjennem hvilken denne Linje af Arnunge-Ætten endnu vedligeholdt ſig i mange Led, og fremdeles indtog en fremragende Stilling mellem Rigets ypperſte Ætter[5].

  1. Sagaerne opregne nemlig udtrykkeligt kun Finn, Agmund og Thord ſom dem af hans Sønner, der ledſagede ham, medens vi af Arnmødlinge-Ættens Stamtavle i Fagrſkinna Cap. 215 erfare, at Skofte foruden dem havde Sønnen Paal, og Døtrene Ragnhild og Thora, af hvilke Ragnhild var gift med Dag Eilifsſøn, Thora med Aasulf paa Rein. At Paal maa have været et Barn i 1102, da Skofte rejſte, ſees deraf, at hans Sønneſøn Paal Flida endnu udtrykkelig kaldes et Barn i Aaret 1181, ſe Sverres Saga Cap 5l; Paal Skoftesſøns Søn, Paal Flidas Fader, Nikolas Kuvung, nævnes ſom Lendermand omkring 1169 (Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 28), og omtales aller ſeneſt i 1184, ſom Deeltager i Kong Magnus’s Krigstog.
  2. Se ovenfor I, iſær S. 426.
  3. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 1.
  4. Albert af Aachen III. 54, Villjam af Tyrus, S. 23 ſe Langebek, Scr. rer. Dan. III. S. 631 flg.) jvf. Matth. Paris, S. 28; Annalista Saxo, hos Pertz, VIII. S. 730 o. fl. Han udgives deels for en Søn, deels for en Broder af den danſke Konge. Suhm Hiſt. af Danmark V. 39, ſaa vel ſom Langebek l. c. have gjort det ſandſynligt at han var en Sønneſøn af Sven Ulfsſøn. Hans Heltedød er beſungen af Tasſo i dennes „befriede Jeruſalem“ 8de Sang. For ſaa vidt enkelte Nordmænd have været med i hans Flok, hvilket ej er ſaa uſandſynligt, iſær af Sale-Ætten, der var ſaa nær beſlægtet med det danſke Kongehuus, kunde man heri finde en faa meget ſtørre Opfordring for Skatte til at tage Korſet og hevne deres Fald, da han ſelv var en Sønneſøn af Erling Skjalgsſøns Datter.
  5. Magnus Barfods Saga, Cap. 33, Snorre, Cap. 19—22.