Det norske Folks Historie/3/46

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den førſte Tid efter ſin Tilbagekomſt fra Veſterhavs-Toget tilbragte Magnus øſter i Viken, fornemmelig, ſom man maa antage, i Kongehelle og paa ſine Gaarde i Ranrike. Da der nemlig ikke for det førſte var mere at udrette for ham i Veſten, og hans Begjærlighed efter Magt og Ære dog ikke tillod ham at være i Ro, beſluttede han nu at vende ſine Vaaben mod Nabolandet Sverige, og forſøge om han kunde bemægtige ſig et Stykke deraf. For det førſte paaſtod han, at Grændſen mellem begge Riger ikke gik, ſom den burde, da den, i Stedet for at forlade Gaut-Elven et Stykke nedenfor Væneren, ſkulde følge den lige op til denne, og at derpaa Væneren ſelv ſkulde danne Grændſen lige op til Vermeland, med andre Ord, at Landſkabet Dalsland ſkulde tilhøre Norge, ikke Gautland, og at det tidligere havde adlydt hans Forfædre[1]. Men denne Fordring ſkal han kun have henkaſtet for at faa et nogenledes rimeligt Paaſkud til Krig; hans egentlige Henſigt ſkal have været at erobre hele Veſter-Gautland. Sine Fordringer, ledſagede af de behørige Truſler, har Magnus rimeligviis fremſat om Høſten 1099; maaſkee han allerede da har ladet ſine Mænd foretage enkelte Strejftog, efterſom de ſvenſke Grændſeboere aldeles vægrede ſig ved at erkjende hans Fordring og tage ham til Konge i Stedet for deres retmæsſige Herre, den brave Inge Steenkilsſøn. Tidligt om Vaaren 1100 begyndte den egentlige Krig. Da viſte Magnus ſig med en betydelig Styrke hiinſides Grændſen, begyndte at herje og brænde, og tvang derved Indbyggerne af de omſpurgte Hereder til at underkaſte ſig og ſværge ham Troſkabsed. Derpaa vendte han tilbage til Landemerket“[2], opſlog der ſin Lejr hiinſides Elven, og beredede ſig til et Tog ind i det egentlige Gautland. Imidlertid havde Kong Inge faaet Efterretning om Magnus’s Angreb, og ſamlet en betydelig Hær, med hvilken han ilede ham imøde. Magnus’s Mænd raadede Kongen til at vende tilbage og ikke oppebie Inges Ankomſt; men herom vilde han intet høre; tvertimod ſkyndte han ſig at møde Inge, førend denne endnu ventede det, for ſaaledes, om muligt, at komme uforvarende over ham. Dette lykkedes ham ogſaa paa et Sted ved Navn Foxerne eller Fuxerne i Flundre-Hered, ſtrax ved Lilla Edet. Her kom Nordmændene ved Nattetid ganſke i Nærheden af Sviarnes Hær, uden at denne merkede det, og de gjorde ſtrax et ſaa heftigt Rytter-Angreb paa de overraſkede Fiender, at disſe lede et fuldſtændigt Nederlag. I Spidſen for ſine Mænd red Magnus frem og tilbage gjennem Sviarnes Rækker, huggende til begge Sider, ſaa at det blev ryddigt overalt, hvor han kom. Inge frelſte ſig med Flugten, efterladende en Mængde .Faldne paa Valpladſen. Vore Sagaer meddele her en løjerlig Beretning om en Franſkmand ved Navn Giffard, ſom Vintren forud var kommen til Magnus, og havde tilbudt ham ſin Tjeneſte, idet han paaſtod at være en „god Ridder“. Magnus havde med Glæde modtaget hans Tilbud, og han ledſagede nu Kongen paa dette Tog; men netop ſom Angrebet ved Foxerne ſkulde begynde, var Giffard ingenſteds at ſee, og ſaavel Kongen, ſom en Skald, der ſtod i Nærheden, gjorde ſig lyſtige derover i Spottevers. Da Slaget var endt, kom den tapre Ridder Giffard ridende ned fra et Sted oppe i Landet, hvor han havde holdt ſig ſkjult, men fik nu høre ſaa mange Haansord og Spydigheder for ſin Modløſhed, at han fandt det raadeligſt at pakke ſig bort. Han rejſte over til England med et Kjøbmandsſkib, men ogſaa ombord maatte han døje Spottegloſer, og iſær blev han fornærmet over en Islænding, ſom gjorde ſig lyſtig over at han laa hjelpeløs og ſøſyg. Ved Ankomſten til England anklagede Giffard Islændingen hos Gereven i den nærmeſte Stad for at have digtet Nidviſe over ham; Islændingen benegtede dette, og tilbød ſig at kvæde et lignende Kvad, for at Gereven ſelv kunde høre hvor uſkyldigt det Hele var. Gereven tillod det, og Islændingen berømmede nu paa en overdreven og ironiſk Maade Giffards Tapperhed ved Foxerne. Gereven, ſom ej ſkjønnede andet, end at Roſen var oprigtig meent, frikjendte Islændingen ganſke, og Giffard, der ſkammede ſig ved at forklare Sagens ſande Sammenhæng, forføjede ſig ſlukøret bort[3]. Sejren ved Foxerne aabnede Magnus Vejen ind i det egentlige Veſtergautland, hvor han nu drog omkring med Hærſkjold og underkaſtede ſig, ſom Gift Illugesſøn, der ſelv var med paa dette Tog, bevidner, hele femten Hereder[4]. Dette er nu vel en Overdrivelſe, da hele det nuværende Venersborg Len ikke indeholder flere end 15 Hereder[5]; men at Magnus dog har underlagt ſig, eller i det mindſte gjennemilet en betydelig Strækning, er aabenbart. Da Vintren nærmede ſig, ſaa at han maatte tænke paa Tilbagetoget, havde han naaet Væneren, i Nærheden af Kvaldens-, nu Kollans-Ø, mellem Kinneviken og Dalboſøen. Paa denne Ø lod han frie Mænd i Haſt opføre et Birke (Skandſe) af Torv og Tommer, med en Grav udenom, og efterlod en Beſætning af 360 udſøgte Krigere, vel forſynede med Proviant og alle andre Fornødenheder for Vintren, under Sigurd Ullſtrengs og Finn Skoftesſøns Befaling. Selv vendte han tilbage til Viken, med den Beſlutning, næſte Vaar at komme igjen med en ſterkere Hær, og fortſætte ſit Erobringstog. Nordmændene paa Kvaldensø fik ſnart høre, at Kong Inge ſamlede en Hær for at angribe dem, men da det tog nogen Tid hermed, og de desuden ſtolede paa at Virket var uindtageligt, ſpottede de kun derover og kvad haanende Viſer om „den tykke Inge, der aldrig gjorde Alvor af at komme“[6]. Men Inge oppebiede viſelig Tiden, da Iſen tillagde Søerne, og ſaaledes gjorde Kvaldensøen tilgængelig fra Landſiden. Da viſte han ſig hiinſides Sundet med en Hær af mere end 3500 Mand[7] og tilbød Nordmændene fri Afmarſch med alt deres Bytte og uhindret Tilbagetog til Norge, naar de ſtrax med det Gode vilde overgive Virket i hans Vold. Men Sigurd Ullſtreng ſvarede hans Sendebud, mere kjekt end klogt, at Kong Inge nok ſkulde faa andet at beſtille, end at viſe dem bort ſom en Hjord af Hage, og at han førſt maatte komme nærmere. Da Sendebudene bragte Kongen dette Svar, red han ſtrax med ſin hele Hær ud paa Øen. Her opfordrede han Nordmændene atter til at overgive Virker, paa de ſamme Vilkaar ſom for, dog ſaaledes at de nu ſkulde give Slip paa Byttet. De vægrede ſig fremdeles, og nu gav han Befaling til Angreb. Efter at man en Tidlang havde ſkudt paa hinanden fra begge Sider, lod Kongen Graven, der omgav Virket, fylde med Kammer og Torv; derpaa lod han Ankere ſurre faſt paa lange Bjelker, og ved Hjelp af disſe hefte faſt øverſt i Tømmervæggene, hvis Stokke man ved at hale i Bjelkerne fik fra hinanden; tillige blev der gjort ſtore Baal, og gloende Bet-inde kaſtede ind paa Nordmændene. Da ſaa disſe ſig nødte til at hede om Grid, hvilken Inge ogſaa tilſtod dem, men, da de ſaa haanligt havde forkaſtet hans forrige gode Tilbud, paa ſaare ydmygende Betingelſer. De maatte forlade Virket uden Vaaben og Kapper, og ved Udgangen fik hver et Stokkeſlag. Alle de Markemænd eller Grændſeboere, ſom nødtvungne havde hyldet Magnus, gave ſig nu igjen under Sviakongen.

De overvundne Nordmænd begave ſig lige til Magnus, der ſynes at have overvintret i Oslo, og fortalte ham, hvilken Beſkæmmelſe de havde lidt. Der behøvedes langt mindre end dette for at ſaare hans Ærgjerrighed, og ſaa ſnart Iſen gik op den næſte Vaar (1101), var han ſtrax paa Ferde for at ſkaffe ſig Hevn. Han ſtyrede med en Flaade øſter til Elven, og ſejlede op ad den øſtlige Arm, idet han idelig gjorde Landgang og herjede paa den ſvenſke Side. Dette ſkede ogſaa, da han var kommen til Foxerne, hvor han Aaret forud havde overvundet Kong Inge. Men han fjernede ſig alt for langt fra Skibene. Da hans Skare var kommen over en Aa[8], hvor Vejen gik, viſte pludſelig en heel Hær af Gauter ſig; Nordmændene bleve overmandede, mange faldt, og de øvrige, hvoriblandt Kongen, maatte redde ſig ved Flugten. Gauterne fulgte dem i Hælene, og dræbte Enhver, ſom de indhentede. Kongen ſelv kom i den ſtørſte Fare, da han har let kjendelig ved ſin Højde, ſit lange, ſilkeblege Haar, der hang i Lokker ned paa hans Skuldre, og en rød Vaabenkjortel ſom han havde over Brynjen. Agmund Skoftesſøn, der red ved hans Side, og ligeledes var en høj og ſmuk Mand, bad Kongen om Kjortlen. „Hvad vil du med den“, ſpurgte Kongen. „Jeg vil kun have den“, ſagde Agmund; „du har givet mig ſtørre Gaver før“. Da gav Kongen ham Kjortlen, ſom Agmund ſtrax kaſtede over ſig. Dette ſkede juſt paa et Sted, hvor en Deel Krat og nogle Smaabakker for et Øjeblik hindrede de forfølgende Gauter fra at ſee dem. Da de igjen kom frem paa aaben Mark, ſkilte Agmund ſig med ſin Flok fra den øvrige Skare, og tog en anden Vej; men Gauterne, ſom nu toge ham for Kongen, ſtimlede alle efter ham, uden at ændſe Magnus, ſom ſaaledes uden Hinder naaede Skibene. Heldigviis lykkedes dette ogſaa den ædle Agmund, der ſaa heltemodigt opofrede ſig for ſin Konge, men det var dog kun med yderſte Nød at han undſlap Forfølgerne. Magnus forſøgte ikke at trænge længer frem, men ſejlede ned ad Elven igjen, og drog nord i Viken. Han havde paa dette Tog ikke udrettet andet, end at herje og brænde nogle Bygder for Gauterne. Selv havde han miſtet mange Folk, uden at være kommen ſit Maal et Skridt nærmere. Han havde ſaaledes al Grund til at være misfornøjet med Toget.

Dette var Magnus’s ſidſte Felttog i denne Krig, thi ſtrax efter, heder det, foor der Mænd mellem Kongerne om at de ſkulde ſtifte Fred mellem ſig ſelv indbyrdes og mellem deres Lande. Det ſamme, tilføjes der, ønſkede ogſaa Erik, ſom den Gang var Danmarks Konge — han havde i 1095 efterfulgt ſin Broder Olaf — for ſig og ſit Rige. Det lader ſaaledes til, at Erik har optraadt ſom Megler mellem begge de krigførende Konger, og hertil havde han god Anledning, da det ſpendte Forhold, der nødvendigviis maa have herſket mellem Norge og Danmark ſiden Magnus’s Herjetog i Halland 1096, endnu ikke, ſaa vidt man kan ſee, var bilagt, ſaa at man i Halland hvert Øjeblik kunde vente ſig Angreb af Nordmændene, iſær hvis Krigen kom til at drage ſig nærmere hen mod dets Grændſer. Men det maatte derhos ſaa meget mere være ham magtpaaliggende at faa en fuldſtændig Fred tilvejebragt mellem Nordens trende Folk,ſom han juſt i denne Tid med ſtørſte Iver arbejdede paa Oprettelſen af en ſæregen Erkebiſkopsſtol for Norden[9], hvorved det fornemmelig maatte komme ſaare meget an paa, at det uvenſkabelige Forhold mellem de tre“Folk og Konger, der var afbrudt ved Magnus’s Krigsforetagender, atter kom iſtand. Magnus vilde dog vel neppe have lyttet til noget Fredsforſlag, hvis hans ſidſte Felttog havde været heldigere. Nu derimod maa man formode, at i det mindſte hans Mænd have fraraadet ham alle yderligere Foretagender mod Sverige, ligeſom vel og Bønderne have knurret temmelig alvorligt over noget nyt Ledings-Udbud. Da ſaaledes Kongerne Erik og Inge, ſom Sagaen udtrykker ſig, lode Magnus hilſe og anmode om, ikke at eftertragte deres Riger, imod at de paa ſin Side forbandt ſig til at lade hans Rige i Fred, blev der til Sommeren aftalt et Møde ved Landemerket, i Gaut-Elven[10], hvor alle tre Konger perſonligt ſkulde indfinde ſig, og hvortil de tilſagde hinanden gjenſidig Sikkerhed. Det faldt af ſig ſelv, at alle Krigsforetagender imidlertid ſkulde hvile. Til den de ſtemte Tid kom da, ſom der ſtaar, Kong Magnus nordenfra, Kong Erik ſøndenfra, og Kong Inge ovenfra. Da Thinget var ſat, gik de tre Konger et Stykke bort fra deres Mænd, frem paa Pladſen, og, ſiger den ældſte Sagaberetning, de havde neppe ſamtalet i ſaa lang Stund ſom kunde kaldes en halv Bord-Stund, førend de alle vare forligte og alle tre Riger i Fred; enhver af dem ſkulde beſidde ſin Ætte-Jord ubeſkaaren; enhver af dem ſkulde ſelv erſtatte ſine Underſaatter den Skade, de havde lidt, og Kongerne ſelv ſkulde nærmere jevne alt mellem ſig ſom det bedſt kunde ſkee til alles Behag. Den vigtigſte Betingelſe for Freden var dog nok den, at Kong Inge forpligtede ſig til at give Magnus ſin Datter Margrete til Egte med de omtviſtede Landſkaber i Medgift[11]. Derved erhvervede Magnus den perſonlige Beſiddelſe af disſe, faa længe Egteſkabet vedvarede, og den vilde ogſaa komme til at nedarves paa deres fælles Børn. For øvrigt ſkal man have taget Fredsſlutningen 1019 mellem Olaf den hellige og Olaf Skotkonung til Mønſter. Magnus fæſtede ſtrax Margrete, og ſaaledes, heder det, bleve de ſtørſte Fiender paa en kort Stund til de bedſte Venner, og vendte aldeles forligte tilbage til deres Mænd. Der fortælles, at medens Kongerne ſtode afſides paa Pladſen og ſamtalede, ytrede deres Folk, der ſtode omkring, at man vanſkelig vilde kunne opviſe tre andre Høvdinger af et ſaa anſeeligt Udvortes. Inge, den ældſte, højeſte og føreſte, ſaa ærværdigſt ud, Erik var den fagreſte, og af hans Aaſyn lyſte der ſtørſt Godmodighed; Magnus var den belevneſte, ridderligſte og meeſt krigerſke at ſee til. Alle tre vare ſmukke, majeſtætiſke og veltalende.


Da Freden ſaaledes var ſluttet, vendte de tilbage, hver til ſit. Siden efter ſendte stum Inge ſin Datter fra Sverige med et prægtigt Følge, og Magnus holdt Bryllup med hende. Da dette Giftermaal beſeglede Freden, gav man hende Tilnavnet „Fredkolla“[12]. Uheldigviis blev dog Egteſkabet barnløſt, ſaa at de Beſiddelſer, Magnus fik med hende, efter hans Død igjen adſkiltes fra Norge[13].

    eller at Gereven lod Verſene overſætte for ſig. I dette ſidſte Tilfælde fremtraadte Ironien endnu mindre tydeligt. Merkeligt er det, at Giffard her kalder Islændingen en Nordmand.

  1. Navnet „Dalsland“ nævnes ej i Sagaerne, men derimod de Hereder, hvoraf det beſtaar, nemlig Sunddalr og Norðdalr (det egentlige Dal), Véar (Vebo-Hered) ſydveſt for Store-Lee, Varðynjar (Valbo eller rettere Vardbo Hered ſøndenfor Vebo), og de tilliggende „Marker“, hvori maaſkee Tøfsbo (þursbú Hered, der nu ligeledes hører til Dalsland, har været iberegnet, hvis det ikke maaſkee i hiin Tid regnedes i Vermeland.
  2. Ved Landemerket (landamæri) forſtod man ofteſt, ſom det ſynes, det Strøg hvor alle tre Riger ſtødte ſammen, altſaa omtrent ved det nuværende Gøteborg. Men da Magnus i ſaa Fald paa Vejen til Farerne maatte have — pasſeret Byen Ljodhuus, og da vel ogſaa herjet denne, hvilket Sagaerne neppe — havde undladt at omtale, maa man heller antage at det Sted, hvor han opſlog ſin Lejr, var lige overfor det Punkt, hvor Rigsgrændſen forlader Gaut-Elven, altſaa ved Aakerſtrøm, og at han kom nordenfra til Foxerne. Det er ogſaa rimeligt, at Inge ſelv havde ſit egentlige Tilhold og Udgangspunkt i Ljodhuus.
  3. Magnus Barfods Saga Cap. 28. Snorre Cap. 16. Det klinger noget beſynderligt, at den anglo-nordmanniſke Gereve ſkulde kunne forſtaa de Vers, Islændingen fremſagde for ham i det norſke Sprog; thi vel undſkyldte han ſig med at han ej ſkjønnede paa Skaldſkab, men denne Undſkyldning gjelder ikke Sproget ſelv. Enten maa man derfor antage at Skibet er landet i en northumberlandſk eller øſtangelſk Havn, hvor endnu mange forſtode norſk,
  4. Magnus Barfods Saga Cap. 20.
  5. Se Tunelds Geographi IV. S. 77. Maaſkee Magnus kan have bemægtiget ſig de 11 veſtligſte af disſe tilligemed de 4 Hereder af Veſtergøtland der nu høre til Gøteborgs Len.
  6. I Oldſproget: „allergi dvelr Ingi ofanreið, inn þjöbreiði“; hvilket danner to Verslinjer eller en Fjerding af et drottkvædt Vers.
  7. Der ſtaar nemlig: henved 30 Hundreder; altſaa nær ved 3600.
  8. Hos Snorre ſtaar, at de faldt i Nærheden af en Fos. Denne Fos kunde maaſkee være Fosſen ved Lilla-Edet, eller maaſkee endog være at ſøge ved Fors Kirke, der ligger ved en Side-Elv, ½ Miils Vej oppe, hvis „fors einn“ ej er urigtigt læſt i Stedet for „Foxerni“.
  9. Se herom ovenfor S. 418, 419.
  10. Saaledes Morkinſkinna og Fagrſkinna. Magnus Barfods Saga Cap. 31 og Snorre Cap. 17 nævne Kongehelle; men da ſlige Møder l det mindſte i tiltro ligere Tider holdtes paa Brennøerne eller rettere paa Danaholmen, der ligger i Elvemundingen (ſe ovenfor S. 173, jvfr. I. 1. S. 748) er det rimeligſt at antage Morkinſkinnas Udſagn, der desuden neppe er nedſkrevet mere end 100 Aar efter Begivenheden ſelv, for det rette. Om den ovenfor omtalte Skik, der ſkal have været iagttagen ved tidligere Lejligheder, at Danekongen holdt Sviakongens Bidſel og Norges Konge hans Stigbøjle, ogſaa nu iagttoges, nævnes ej. Det er ikke ſaa urimeligt, om Magnus og Erik, der begge vare yngre Mænd, have viiſt den ærværdige Inge ſaadan Ære; men ſandſynligſt er det dog, at Ceremonien, hvis den nogenſinde har fundet Sted, indſkrænkede ſig til de gamle Uppſalakongers Tid, da kun deres Æt, ikke den ſteenkilſke, betragtedes ſom ſaa langt ophøjet over de øvrige Fyrſteætter i Norden.
  11. Dette ſiges udtrykkeligt, ſaavel i Morkinſkinna og Fagrſkinna, ſom i Hrokkinſkinna, Hryggjarſiykke og Ágrip ſamt hos Thjodrek; der er ſaaledes ingen Grund til at betvivle Rigtigheden deraf, hvad flere have gjort, alene fordi det udelades i den trykte Udgave af Snorre, og fordi de omtalte Landſkaber ikke ſiden efter hørte til Norge. Men det er tydeligt nok, at da de kun udgjorde Margretes Medgift, og hun og Magnus ingen Fællesbørn havde, paa hvem de nedarvedes, maatte de, da hun efter hans Død egtede den danſke Konge Nikolas, midlertidigt tilfalde denne, og det er desuden øjenſynligt, at det for en ſtor Deel maa have været disſe Beſiddelſer, der gav Nikolas og Margretes Søn Magnus den ſterke ſaa ſtor Indflydelſe i Veſtergautland, at han efter Inge Hallſteensſøns Død blev valgt til Konge af Veſtgauterne.
  12. D. e. Freds-Pige; Kolle eller Kulle bruges endnu ofte baade i Sverige og i det øſtlige Norge, ved lignende Sammenſætninger, ſom f. Ex. Dalkulle (Pige fra Dalarne), Sæterkulle (Sæterpige).
  13. „Morkinſkinna, fol. 23. b. 24. a. Fagrſkinna, Cap.235—238. Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke, Magnus Barfods Saga Cap. 26—32. Snorre Cap. 13—18. Ágrip Cap. 42. Thjodrek Cap. 21. Tidsfølgen e disſe Begivenheder angives i Morkinſkinna og Fagrſkinna anderledes end i Hryggjarſtykke, Hrokkinſkinna og hos Snorre. Disſe ſidſte ordne Begivenhederne ſaaledes: Høſt (1099?): Toget til Gautland, Erobring af 15 Hereder, Opførelſe af Virket paa Kvaldensø. Vinter (1099—1100?): Indtagelſen af Virket. Vaar (1100?): Magnus’s Søtog opad Elven til Farerne, hans Nederlag her, og Redning ved Agmund Skoftesſøn; Giffards Ankomſt. Sommer eller Høſt (1100?): Magnus’s andet Tog, og hans Sejr over Inge; Sommeren derefter (1101?): Fredsſlutningen. Morkinſkinna har derimod: Vinter (1099): Magnus’s Ophold i Viken og Giffards Ankomſt; det følgende Aar (1100): Magnus’s Tog til de omtviſtede Hereder, Sejren ved Farerne over Inge, Erobring af 15 Hereder i Gautland og Anlægget af Virket. Vinter (1100—1101): Virkets Indtagelſe; ſtrax derpaa, rimeligviis om Vaaren, Magnus’s andet Tog til Foxerne; dog tales der ej om hans Nederlag eller om Agmund; derefter, ſom det ſynes i ſamme Aar, Fredsſlutningen. Denne Beretning ſætter ſaaledes begge Hovedfelttog i en modſat Orden af den andens„ Vi have ovenfor fulgt den ſidſte, fordi den aabenbart er den rette. Det er ikke ſandſynligt, at Magnus begyndte Felttoget allerede i 1099, ſaa kort efter ſin Hjemkomſt fra det ſtore Veſterhavstog; derimod er det langt rimeligere, ſom Morkinſkinna ſiger, at han førſt lod Vintren gaa hen. Det er langt rimeligere, at Magnus førſt vendte ſig mod de omtviſtede Hereder, og ikke gjorde noget Erobringstog længer hiinſides Elven ind i det egentlige Gautland, førend han havde ſikret ſig ved at overvinde Inge, end at han ſtrax ſkulde have angrebet Gautland, eller endog kun formaaet at trænge ſaa langt frem, ſom til Kvaldensø. Ligeledes er det langt rimeligere, at Magnus efter ſit Uheld ved Kvaldensø og Foxerne har været ſtemt til Fred, end at han ſkulde have lyttet til Fredsforſlag efter en vunden Sejr. Ogſaa Thjodrek ſiger, at han paa ſit førſte Felttog gjorde liden Fremgang, men paa det andet blev ſlagen, og alene frelſt ved Agmund Skoftesſøn. Det er derhos mistænkeligt, at medens Morkinſkinna, ved anden Gang at omtale Foxerne, udtrykkeligt tilføjer „der hvor Kongerne før havde ſtødt ſammen“, har den anden Beretning intet ſaadant Tillæg, men ſiger derimod endog „paa det Sted ſom heder Foxerne“, aldeles ſom om det ikke forhen havde varet omtalt. Dette vakker unegtelig en Foreſtilling om, at denne Beretning har ſat det fortie Felttog ſidſt. At Fredsſlutningen, der ej kunde finde Sted tidligere end i 1101, maa henføres til dette Aar og ej til lune, ſkjønnes deraf, at der ellers ikke bliver nogen Tid mellem Fredsſlutningen og Magnus’s Afrejſe til Irland; og dog maa der ogſaa beregnes nogen Tid ſom hengaaen inden Margretes Ankomſt og hans Giftermaal med hende.