Det norske Folks Historie/3/45

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da to Aar vare henrundne efter at Magnus havde faaet fuldkommen Rolighed oprettet i Landet og befæſtet ſig paa Tronen, beſluttede han at gjøre et nyt Tog til Øerne og Landene i Veſterhavet. Det var, ſom man ſeer, hans alvorlige Vilje at hævde Norges Herredømme tovet fine Skatlande paa den Kant, ſaavel over de ældre, ſom over de nys erhvervede. Den førſte Gang, han viſte ſig i de Egne, havde heldige Omſtændigheder ſat ham iſtand til at betinge ſig Fordele og Indrømmelſer, der egentlig ſlet ikke ſvarede til den Styrke, ſom han da bragte med ſig[1]; og det var derfor ikke at vente, at de dengang ſluttede Forlig vilde blive nøjagtigt overholdte, hvis han ikke ved gjentagne Tog i en ſtørre Maaleſtok ſikrede og befæſtede det Herredømme, hvortil Grunden ved hiin Lejlighed var lagt. Begivenhederne i den korte Mellemtid fra 1094 indtil 1098 viſte nokſom, hvor lidet endnu hans Magt i hine Egne havde at betyde. Da Gudrød Meranagh var død i Aaret 1095, opſtod der voldſomme Fejder mellem hans Sønner. Lagmand, den ældſte, og ſom allerede havde regjeret i ſin Faders Levetid, antog Kongenavn ſom hans retmæsſige Efterfølger, men den anden Søn, Harald, gjorde ligeledes Fordring paa Kongedømmet, og paaførte Broderen Krig[2]. Det lykkedes omſider Lagmand at fange ham, og han var grum nok til at lade ham blinde og gilde: Men det varede ikke længe førend han angrede ſin Gruſomhed, og da juſt i denne Tid det førſte Opraab lød til hele den okcidentalſke Chriſtenhed om at tage Korſet og drage til det hellige Land for at udrive det af de Vantroendes Hænder, troede Lagmand ikke bedre at kunne faa lettet den tunge Byrde af ſin Samvittighed, end ved at forlade ſit Rige og ſlutte ſig til Korsfarernes Flok. Men han døde paa Vejen[3], og ved Efterretningen herom ſendte de fornemſte Mænd paa Øen Man Bud ikke til Kong Magnus, men til den irſke Konge Muirkertach, med Ben om at han vilde udnævne en Mand af den irſke Konge-Æt, ſom kunde føre Kongenavn og udøve den kongelige Myndighed, ſaa længe Olaf, Gudrøds Søn, endnu var mindreaarig. Muirkertach, heder det, føjede dem hjertens gjerne, og ſendte dem en Mand ved Navn Donald, Søn af Tadg[4], idet han paalagde ham at viſe ſig mild og maadeholdende. Da det nu andenſteds udtrykkeligt ſiges at Muirkertach brød det Forlig, han havde ſluttet med Magnus, er det tydeligt nok at Bruddet netop har beſtaaet deri, at han, friſtet ved Manboernes Henvendelſe til ham, opførte ſig ſom om han var Lensherre over Man og Syderøerne[5]. At de henvendte ſig til ham og ikke til Magnus, kom rimeligviis deraf, at de troede bedre at kunne raade ſig ſelv under den ikke ſynderlig mægtige Muirkertach, end tinder den kraftige Magnus’s Herredømme. Men de bleve ſnart kede af det irſke Regimente. Donald regjerede ſom en ſand Tyran, og tillod ſig de forfærdeligſte Gruſomheder, ſaa at endelig alle Høvdinger rundt om paa Øerne forbandt ſig imod ham, gjorde Opſtand, og fordreve ham, ſaa at han maatte flygte tilbage til Irland. Kong Magnus, der imidlertid maa have faaet Nys om alt dette, ſendte nu — der ſiges ej hvor vidt det ſkede ifølge Øboernes Opfordring eller efter at Donald var fordreven[6] — en vis Ingemund ſom Underkonge over Øerne. Da Ingemund var landet paa Øen Ljodhuus (Lewis), ſtevnede han ſtrax Thing, og lod Høvdingerne tilſige at indfinde ſig for at tage ham til Konge. Men i Mellemtiden, inden Thinget ſamledes, opførte han og hans Mænd ſig ſaa ſkammeligt, idet de ranede Indbyggernes Gods og tillode ſig alle Slags Udſvævelſer, at Høvdingerne, da de kom ſammen, i Stedet for at tage ham til Konge, omringede det Huus, hvori han var, og brændte ham inde med hele hans Følge[7]. Derpaa udbrød der voldſomme Stridigheder mellem Høvdingerne indbyrdes. Saavel for at ſtandſe disſe, ſom for at træffe kraftige Forholdsregler til varigt at befæſte Norges Herredømme over Øerne, og indjage Irekongen Skræk, ſynes Magnus’s Nærværelſe ved Skotlands og Irlands Kyſter at have været paatrængende nødvendig. Det var desuden ogſaa paa høj Tid for ham at bringe Orknøernes Jarler tilbage til deres gamle Lydighedsforhold under den norſke Konge. Hans ærgjerrige Sind ſkal ikke være blevet ſtaaende herved, men han ſkal endog have beſkjeftiget ſig med Planer til at erhverve Herredømmet baade over Irland og Skotland, og derpaa at angribe England. Lejligheden til at erhverve Herredømmet over Skotland eller til at gjenoprette en Tingenes Orden i dette Rige, lig den der fandt Sted paa Thorfinn Jarls Tid, kunde ogſaa virkelig ſiges at være for Haanden, da det national-ſkotſke Parti under Donald Bane nu omtrent indtog ſamme Stilling lige overfor det angliſk-nordmanniſke, ſom det piktiſke fordum lige overfor det albaniſke, eller Moray-Ættens Tilhængere ligeover for Keneds-Ættens; under de indvortes Uroligheder, ſom derved opſtode, maatte det ſynes forholdsviis let for en fremmed Høvding, i Spidſen for en vældig Hær, at tilvende ſig ſtor Indflydelſe, maaſkee endog Overherredømmet, eller i det mindſte i at erobre betydelige Stykker af Riget. Magnus havde allerede underſtøttet Donald Bane, der nu ſpillede Macbeths Rolle, og den Tanke maatte ſaaledes ligge Magnus temmelig nær, paa ſin Side at ſpille Thorfinns, nemlig at tilvende ſig det egentlige Herredømme, medens Donald kun blev hans Vaſall. Dermed var rigtignok den Vanſkelighed forbunden, at han ved en ſaadan Optræden ogſaa maatte vente at komme i Krig med den engelſke Konge, der underſtøttede det angliſk-nordmanniſke Parti, men dette var ſaa langt fra at afſkrække Magnus, at han meget mere ſynes at have glædet ſig til en Lejlighed, hvorved han haabede at tage Oprejsning for Nordmændenes Nederlag ved Stanford. Kort efter at Donald Bane ved Magnus’s Hjelp havde ſat ſig i Beſiddelſe af Edinburgh, og havde fordrevet alle de Engelſkmænd, ſom Mælkolm havde draget ind i Landet, anmodede Mælkolms og Ingebjørg Jarlemoders Søn Duncan, der i længere Tid havde opholdt ſig ſom Gisſel ved den engelſke Konges Hof, denne om Hjelp til at erhverve ſin Faders Trone, og fordrive Donald[8]. Villjam, der gjerne greb denne Lejlighed til at fornye ſin Indflydelſe over Skotland, ſamtykte ſtrax i Duncans Begjæring, lod ham ſværge ſig Troſkabsed, og medgav ham en angliſk-nordmanniſk Hær, hvormed det lykkedes ham at fordrive Donald og tiltvinge ſig Hylding ſom Konge. Men endeel af Skoterne, misfornøjede med Fremmedvældet, overfaldt ham ſtrax efter og dræbte de fleſte af hans Mænd; han ſelv undkom kun med nogle faa. Siden kom der vel et Forlig iſtand mellem ham og hans Underſaatter, hvorved de erkjendte ham ſom Konge imod at han lovede, for Eftertiden ikke at ville drage nogen af de forhadte Fremmede ind i Landet; men Enigheden var dog ikke aflang Varighed. Efter halvandet Aar, der ſynet at have været optaget af uophørlige Fejder med Donald, blev Duncan ſvegen og dræbt af en af dennes Tilhængere, og Donald beſteg atter Tronen (1095). Efter faa Aars Forløb fremſtod endelig Duncans Halvbroder Eadgar, en Søn af Mælkolm og Dronning Margrete, ſom Kronprætendent; han havde ſiden Edinburghs Erobring opholdt ſig i England, og underſtøttedes, ligeſom Duncan, af Kong Villjam, der ſendte en engelſk Hær til Skotland under Anførſel af hans Morbroder, den oftere omtalte Eadgar Ædheling (1097). Mellem begge Eadgarer og Donald opſtode nu en haard og temmelig langvarig Kamp, der, ſom det nedenfor vil ſees, ſtrakte ſig hen i det følgende Aar, og tog en ugunſtig Vending for Donald[9]. At Donald derfor har ſendt Bud til ſin tidligere Beſkytter, Kong Magnus, og at denne ſaaledes endog herved har haft en umiddelbar Opfordring til at blande ſig i Skotlands Anliggender, er højſt rimeligt. Lignende Opfordringer fik Magnus ogſaa af den urolige Haakon Paalsſøn fra Orknøerne, der paa denne Tid opholdt ſig ved hans Hof. Det er ovenfor berettet, hvorledes denne, nødſaget til at forlade ſit Hjem, havde taget ſin Tilflugt til Svithjod[10]. Her, ſiges der, ſkal en gammel viis Hedning have forudſagt ham at han med Tiden ſkulde blive Eneherre over Orknøerne og Stamfader for en mægtig Æt. Kort efter forlod han med Kong Inges Tilladelſe Landet og begav ſig til Kong Magnus, ved hvis Hof han kunde vente at erholde de ſikreſte Efterretninger om Forholdene i ſit Hjem. Magnus tog venſkabeligt imod ham, og Haakon erfarede nu, at hans Farbroder Erlend med ſine Sønner ſaa godt ſom ganſke havde tilrevet ſig Magten, medens derimod hans Fader Paal kun befattede ſig lidet med Regjeringen. Men han hørte tillige, at Øernes Indbyggere vare meget tilfreds med den Fred og Ro, ſom de nu i ſaa lang Tid havde nydt, og at de derfor aldeles ikke ønſkede hans Tilbagekomſt, da de kjendte hans urolige Sind. Da Haakon ſaaledes merkede, at det aldeles ikke vilde nytte ham at optræde paa egen Haand, beſluttede han at forſøge, om han ej ved Magnus’s Hjelp kunde opnaa ſit Maal. Han ſkjønnede godt, ſiges der, af Magnus’s Ytringer, naar de ſamtaledes, at Kongen gjerne beſkjeftigede ſig med ſtore Planer og bar begjærlig efter andre Høvdingers Beſiddelſer. Han talte derfor til ham om, hvor pasſende det var for en ſtor Høvding ſom han at opbyde Leding, herje i Veſterhavet og ganſke at underkaſte ſig dets Øer, ligeſom Harald Haarfagre fordum; naar Kongen da, ſagde han, havde befæſtet ſit Herredømme over Syderøerne, kunde han bekvemt herje paa Irland og Skotland, og naar han da tillige havde erobret disſe veſtlige Lande, var det en let Sag at bekrige England og hevne ſin Farfader Harald Sigurdsſøns Fald. Disſe Ord faldt ypperligt i Kongens Øre; han bifaldt og roſte dem ſærdeles. Haakon havde imidlertid ingen Aarſag til at glæde ſig over den Iver, hvormed Kongen lyttede til hans Ord, thi denne erklærede ham reent ud, at han uden nogen Undtagelſe eller Perſons Anſeelſe vilde gjøre Fordring paa alle de Beſiddelſer der veſter, hvortil han bar berettiget, ſaaledes ogſaa paa Orknøerne. Da Haakon hørte dette, blev han ilde tilmode, og afholdt ſig ganſke fra yderligere Opfordringer[11]. Men enhver yderligere Opfordring var“nu overflødig[12]. Kongen ſelv var faſt beſluttet paa at gjøre Toget, udbød Leding over hele Riget, og lod bekjendtgjøre for Almuen, at han med den Hær og Flaade, ſom nu ſamledes, vilde drage veſtover Havet; hvad han der nærmere agtede at foretage, vilde komme an paa Omſtændighederne. Folket var viſtnok lidet tilfreds med en Udruſtning i ſaa ſtor Maaleſtok, der ikke engang ſigtede til Landets Forſvar, men det lader dog ikke til, at nogen vægrede ſig ved at adlyde Opbudet. Det vilde vel heller ikke have nyttet ſtort, da mange Lendermænd fra alle Kanter af Riget fulgte med, og i det mindſte da viſte den ſtørſte Iver i dette Foretagende[13]. Blandt disſe Lendermænd nævnes udtrykkeligt Vidkunn Jonsſøn, Sigurd Ranesſøn fra Steig paa Haalogaland, hans Broder Ulf Ranesſøn, Serk i Sogn, Dag Eilifsſøn, Skofte i Giſke og hans Sønner Agmund. Finn og Thord; Eyvind Alboge, Kongens Stallar; Kale Sæbjørnsſøn af Agder og hans Søn Kol. At Haakon Paalsſøn ledſagede Kongen, faldt af ſig ſelv. Giſl Illugesſøn blev — ogſaa med, foruden mange andre anſeede Mænd, blandt dem, ſom der fortælles, hiin Magnus, Søn af Harald Godwinesſøn, der allerede kort efter Harald Haardraades Død var kommen til Norge[14]. Magnus medtog ligeledes ſin aatteaarige Søn Sigurd, for, ſom vi nedenfor ville ſee, at udnævne ham til Konge over de Landſkaber, han paa dette Tog vilde komme til at underkaſte ſig. At han dertil valgte Sigurd, og ikke ſin ældſte Søn, Eyſtein, kom maaſkee alene deraf, at han havde beſtemt denne til ſin Efterfølger i Norge ſelv; men hvis det forholder ſig, ſom en enkelt Forfatter angiver[15], at Sigurds Moder var et fornemt engelſk Fruentimmer, kunde ogſaa denne Omſtændighed havde ledet Magnus’s Valg, da det nemlig maatte anſees heldigt at den norſke Underkonge i disſe Egne havde mægtige Familieforbindelſer i England. Magnus’s Flaade ſkal have beſtaaet af 160 Skibe, af hvilke de 60 ſandſynligviis vare udruſtede af ham ſelv og Lendermændene, de øvrige derimod Ledingsſkibe. Da man kan antage, at ethvert af hine, nu ſom ellers, havde en Beſætning af mindſt 120 Mand, og mange af dem langt flere, kan man med Sikkerhed regne, at denne, den egentlig faſte og paalidelige Deel af Hæren, udgjorde henved 8000 Mand; den anden Deel, eller Ledingshæren, der kun i en kort Tid, halvanden Maaned, var forpligtet til at gjøre Tjeneſte, og heller ikke kan have beſtaaet af øvede Folk, udgjorde rimeligviis henimod 6000 Mand; man kan vel ſaaledes antage, at Magnus’s Styrke ved Udfarten fra Norge beløb ſig til omkring 14000 Mand[16].

Magnus ſtyrede førſt til Orknøerne (1098), hvor han landede, ſom det ſynes temmelig uventet, thi han tog ſtrax Jarlerne Paal og Erlend til Fange, og ſendte dem over til Norge. Erlend Jarls Sønner Magnus og Erling, ſaa vel ſytti Haakon Paalsſøn, beholdt han hos ſig, aabenbart ſom Giſler. Sin Sott, den unge Sigurd, lod han blive tilbage paa Orknøerne under behørig Opſigt[17], og fortſatte nu Toget langs Skotlands Kyſt til Syderøerne, hvor han førſt gjorde Landgang paa Ljodhuus, (Lewis). Dennes Indbyggere maatte nu bøde haardt for Ingemunds Drab; deres Huſe bleve brændte og plyndrede, og de ſelv bleve dræbte, for ſaa vidt ſom de ej frelſte ſig ved Flugten, deels ind i Fjordene til Skotland, deels til Halvøen Kantire eller Irland. Paa denne Maade herjedes foruden Ljodhuus ogſaa Sum (North-Uiſt, Harris og South-Uiſt), Skid (Skye), Tyrviſt (Tiree) og Myl (Mull). Magnus beſøgte ogſaa den ſaakaldte hellige Ø, Iona eller Ikolmkill, men i Betragtning af Helligdommen fredlyſte han den og dens Indbyggere mod al fiendtlig Behandling. Ved denne Lejlighed, fortælles der, lukkede han ſelv op den lille Kolumkille-Kirke (det nu ſaakaldte St. Orans Kapell), og vilde gaa derind, men betænkte ſig, ſlog Døren i Laas, og forbød Enhver for Eftertiden at betræde denne Helligdom. Det tilføjes ogſaa, at den ſidenefter ikke har været oplukket, dog kan dette kun gjelde den Tid, da Øerne ſtode under Norges Herredømme. Fra Ikolmkill ſtyrede Magnus til Il, ſom ligeledes herjedes, og derfra til Kantire[18]. Han var nu kommen lige i Nærheden af Irland. Hvis han ikke, hvad der er højſt ſandſynligt, allerede tidligere, f. Ex. ved Ingemunds Afſendelſe, havde udtalt ſin Misnøje med Kong Muirkertachs Færd og hævet Forbindelſen med hans Datter, ſaa maa det dog i det mindſte nu have ſkeet. Viſt er det, at han herjede paa begge Sider af Sundet, baade den irſke og den ſkotſke, men han fandt Irlands Kyſter ſaa vel forſvarede, at han for det førſte intet kunde udrette der[19]. Der omtales endog, at tre norſke Skibe bleve tagne af Ulſterboerne, og Beſætningen, over 120 Mand, dræbte[20]. Sandſynligviis var nu Ledingsfolkets Tjeneſtetid ude, og Kongens Troppeſtyrke ſaaledes betydelig aftagen. Uden at foretage ſig videre mod Irland, drog ham derfor lige til Man, hvor de indbyrdes fiendtlige Partier juſt havde leveret hinanden et blodigt Slag ved Sandvad, i hvilket begge Anførerne, Jarlerne Ottar og Macmaras, faldt, og med dem en ſaa ſtor Mængde Folk, at Øen næſten ſkal være bleven blottet for Indbyggere [21] Det maa derfor have været en let Sag for Magnus at underkaſte ſig den. Landende ved Holm Peel eller St. Patriks-Ø, beſaa han Valpladſen, hvor mange af de Faldne endnu laa ubegravne. Han fandt, heder det i den Manſke Krønike, ſaadant Behag i den ſmukke Ø, at han beſluttede at bo der, og opførte Borge, ſom endnu paa den Tid, Krøniken nedſkreves, benævntes efter ham, og hvortil Indbyggerne af det lige overfor liggende Galloway i Skotland maatte levere Tømmer. At han ſkulde have valgt Øen til ſit eget fremtidige Opholdsſted, er baade i ſig ſelv lidet rimeligt, og ſtemmer heller ikke med hvad der ſidenefter ſkede; men derimod er det ej alene højſt ſandſynligt, men maa endog, ifølge andre Forfatteres udtrykkelige Vidnesbyrd, betragtes ſom ganſke viſt, at han beſtemte Øen til ſin Søn Sigurds og de vordende Underkongers Hovedſæde, og i det Øjemed opførte endeel Kaſteller, hvori han lagde norſk Beſætning[22]. Den næſten ſamtidige engelſk-nordmanniſke Forfatter Ordrik fortæller„ at Magnus fik Folk til at nedſætte ſig paa den folketomme Ø og ſkaffede dem Huſe og andre Fornødenheder; her ſigtes aabenbart til hiin Opførelſe af Befæſtninger med norſk Beſætning; thi om Øen ſelv ved hiint ſtore Slag end havde lidt et nok ſaa ſtort Folketab, kan den dog ej være bleven aldeles blottet for Indbyggere. Imidlertid er det ikke uſandſynligt, at flere af Magnus’s menige Krigsfolk, lokkede bed Øens Frugtbarhed og indbydende Udſeende, med hans Tilladelſe, maaſkee endog efter hans Opmuntring, have nedſat ſig der. Ordrik fortæller, at Magnus ligeledes beſøgte andre Øer af denne Gruppe i Oceanet, og lod en Mængde Menneſker nedſætte ſig paa dem, et Foretagende, hvormed han i flere Aar beſkjeftigede ſig for at ſtyrke ſit Rige og udbrede ſit Folk[23]. Dette kan neppe forſtaaes anderledes, end at Magnus allerede ſtrax paa dette Tog fik flere af ſine Mænd til at boſætte ſig i Syderøerne, og i de følgende Aar efter ſin Hjemkomſt foranſtaltede Udvandringer derhen. Hans Øjemed var ſaaledes aabenbart, ved en ny Koloniſation at fornye den ældre norſke Befolkning i hine Egne, der nu, efter 200 Aars Forløb, ſandſynligviis var ſmeltet meget ſammen med den gaeliſke og vel tildels havde tabt ſin Nationalitet. Dette var vel ogſaa det eneſte eller i det mindſte virkſomſte Middel, hvorved han kunde ſikre ſig varig Lydighed hos disſe fjerne Egnes halvvilde Indbyggere.

Under ſit Ophold paa Man, der kun ligger faa Mile nordenfor Kyſten af Wales, maa Magnus have faaet Efterretninger om de Begivenheder, ſom nys havde fundet Sted i dette Landſkab, og om Indbyggernes Frihedskamp mod de nordmanniſke Konger og Grændſe-Jarler. Den fornemſte af disſe var Hugo af Avranches, hvilken allerede Villjam Erobreren havde forlenet med Grevſkabet Cheſter; han kaldtes ſom ofteſt Hugo den tykke (digre) paa Grund af den uformelige Fedme, ſom hans Vellevnet frembragte; hans Raahed og Grumhed ſkaffede ham ogſaa Tilnavnet „Ulven“. Villjam havde ſelvgjort et Tog til Wales (1081), og tiltvunget ſig et Slags Underkaſtelſe af Folket, men det var alene en Underkaſtelſe af Navn, da Vælerne.i deres Fjelde havde et naturligt Værn, bag hvilket de endnu i Aarhundreder kunde forſvare deres Uafhængighed, trods blodige Fejder mellem deres egne Fyrſter og uophørlige Angreb af de nordmanniſke Grændſebaroner. Kong Villjam den yngre gjorde ligeledes flere Tog til Wales (1095—1097), men var uheldig paa dem alle, og maatte erkjende, at det her ikke nyttede at ville udrette alt ved en eneſte Kraft— Anſtrengelſe, men at Undertvingelſen af Wales maatte overlades Tiden og Grændſebaronernes Beſtræbelſer, idet de deels ved de idelige Strejftog bemægtigede ſig det ene mindre Stykke Land efter det andet, deels ogſaa ved Giftermaal med væliſke Fyrſters Døtre ſøgte paa en fredelig Maade fat erhverve Beſiddelſer. Blandt de mægtigſte Baroner, ſom vare forlenede med Grændſediſtrikter, nævnes Roger Montgomery, Jarl af Shropſhire, der havde Landſkaberne Powis og Cardigan, og hans Sott Arnulf, der havde Dyved og Pembroke. En betydelig Iver ſporedes iſær hos Grændſebaronerne i Begyndelſen af Aaret 1098, da den føromtalte Hugo den digre af Cheſter, og Hugo af Montgomery, Rogers Søn og Efterfølger i Jarldømmet Shropſhire, indkaldte af en væliſk Forræder, brøde ind i Nordwales med en ſtor Hær, og trængte uhindret frem lige til Angleſey, idet Vælernes Konge Griffith ej vovede at gjøre dem Modſtand, men trak ſig tilbage til de utilgængelige Bjergegne. Begge Jarler ſatte ſig i Beſiddelſe af Øen, ſom de ſøgte at ſikre ſig ved at opføre en Borg. Griffith og hans Frænde Cadogan henvendte ſig til Irland om Hjelp, der ogſaa ſynes at være lovet dem, men da den udeblev og de ſaa fra forraadte af deres egne Mænd, fandt de det raadeligſt ſelv at flygte til Irland, hvorefter Englænderne nu anrettede de gruſomſte Ødelæggelſer[24].

I denne Nød blev Magnus de ulykkelige Vælers Redningsmand. Om Griffith ſelv paa Vejen til Irland har anløbet Man og bedet ham om Hjelp, eller om Vælerne efter Griffiths Afrejſe, ved — at erfare hans Ankomſt til Man, have opfordret ham til at ſtaa dem bi, eller endelig om Magnus kun af egen Tilſkyndelſe, ved Efterretningen om Kampen paa Angleſey, kom til Wales for at benytte ſig af Anledningen til, om muligt, ogſaa her at gjøre Erobringer, kan nu ej med Sikkerhed angives[25]. Det ſidſte ſynes dog at være det rimeligſte. Han begav fra nemlig med ikke flere end 6 Skibe[26] til den væliſke Kyſt, og løb ind i Menai-Strædet eller Angleſey-Sund, ſnarere, ſom man maa antage, for at underſøge Forholdene og underhandle med Indbyggerne, end for ſtrax at begynde aabenbar Krig. Han lod derfor fæſte et rødt Skjold oppe ved Maſten, ſom Tegn paa at han nærmede ſig i fredelig Henſigt og ligeſom for at kjøbſlaa[27]. Men de nordmanniſke Krigere bleve desuagtet heel forfærdede ved at ſee de ſtore fremmede Skibe nærme ſig; der blev raabt til Vaaben, og en ſtor Hær ſamlede ſig under Anførſel af begge Jarler, for ved Vaabenmagt at hindre Magnus fra at lande. Der begyndte nu en heftig Kamp, ſom dog for det meſte blev fort med Skud- og Kaſte-Vaaben, da Nordmændene vare ombord paa Skibene, Nordmannerne ſtode paa Kyſten 3). Den fromme Magnus, Erlend Jarls Søn, var ombord paa Kongens Skib, da denne havde gjort ham til ſin Skutelſvend. Da Kampen begyndte, og de øvrige væbnede ſig, ſatte han ſig ganſke roligt ned i For-Rummet, uden at foretage ſig noget. Paa Kongens Spørgsmaal, hvad det ſkulde betyde, ſvarede han, at han havde intet udeſtaaende med de Mænd, mod hvilke man her ſkulde kæmpe, og at han derfor ej vilde deeltage i Striden. Kongen ſagde da, at hvis han ej torde ſlaas, ſkulde han gaa ned tinder Dækket og ikke ligge i Vejen for Folk, iſær da hans Troſkab nok ikke var at lide paa. Men Magnus tog en Pſalter, og blev ſiddende paa Dækket under hele Slaget, uden mindſte Dække mod Pile- og Skud-Regnen, idet han den hele Tid ſang Pſalmer. Han viſte ſaaledes, at det ikke manglede ham paa Mod[28]. Hugo af Shropſhire, der var kommen ned til Stranden førend Hugo af Cheſter, ordnede ſine Krigeres Rækker, idet han paa ſin raſke Heſt red frem og tilbage foran dem, endog lige ud i Fjæren, uden at endſe de fiendtlige Pile og Spyd; thi han var brynjeklædt fra Top ti.l Taa, uden noget andet bart Sted paa ſit hele Legeme, end Øjnene. Kong Magnus, hvis Skib laa nærmeſt Land, ſtod imidlertid i Forſtavnen og ſkød med Haandbue mod Fienden. Ved at ſee Hugo nærme ſig, ſagde han til en haalogalandſk Bueſkytte, der ſtod ved hans Side, at de begge paa een Gang ſkulde ſkyde hver ſin Piil imod Jarlen: det ſkede, og begge Pile rammede ham i Anſigtet faa tæt ved hinanden at man ej kunde ſee, hvilken der var Kongens og hvilken Haalogalændingens. Den ene Piil traf Næſeſkjermen paa Jarlens Hjelm, ſaa at den lagde ſig til Siden, den anden derimod gik ind i Øjet og ud gjennem Nakken, ſaa at Jarlen ſtyrtede død ned i Vandet. „Lát hlaupa!“ raabte Magnus[29] og fortſatte Kampen, indtil Nordmannerne flygtede. “Da han fik vide, hvo den Mand var, ſom Skuddet havde fældet, ſkal han efter Ordriks Sigende have udtrykt ſin Bedrøvelſe derover, og tilſtaaet Hugo af Cheſter Fred og Sikkerhed, da han, ſom han ſagde, var kommen for at angribe Irland, ikke England, og ej for at erobre fremmede Lande, men kun for at forſvare ſit Herredømme over de Øer, der allerede tilhørte ham[30]. Har Magnus virkelig ſagt noget ſaadant, da maa det alene have været fordi han ej for Øjeblikket ſaa ſig i Stand til at forfølge ſin Sejr, eller og fordi han regnede Angleſey blandt de Øer, der med Rette tilhørte Norges Rige. Viſt er det, at han tilegnede ſig Herredømmet over Angleſey, og at Angleſey-Sund baade for og efter denne Tid nævnes ſom Norges Riges yderſte Grændſe mod Veſten[31]. Ligeledes ſee vi at Kongen i det mindſte ſenere maa have gjort ſig til af det heldige Skud, der fældte Hugo, da Skaldene Bjørn Krephendte og Thorkell Hamarſkald, der digtede Draaper om ham, uden dog, ſom det ſynes, at have været med paa dette Tog, ligefrem give ham Æren for hiint Skud, medens derimod Giſl, ſom ſelv bevidner at han var med, tillægger Kongen det Skud, der rammede Hugos Næſeſkjerm[32]. Den egentlige Fordeel af denne Kamp havde kun Vælerne, ſom nu i lang Tid forſvarede Angleſey mod Nordmannerne, og derfor ogſaa, hvis man kan fæſte Lid til den Manſke Krønikes Udſagn, viſte deres Erkjendtlighed ved at ſkjenke Magnus ſtore Gaver. Det er heller ikke uſandſynligt, at Griffith, ſom nu kom tilbage til Øen, har erkjendt ham for dens Herre, iſær da han derved havde en Grund mere til at bortviſe Englændernes Fordringer. Men om Anerkjendelſen end fandt Sted,ſkaffede den dog Magnus kun en ſaagodtſom tom Titel, thi vi finde hverken at han eller nogen af hans Efterfølgere i Virkeligheden havde noget at ſige over Øen, med mindre det ſkulde være, at han paa ſit ſidſte Tog til Irland fandt en venſkabelig Modtagelſe der, og fik hugge ſaa meget Tommer, han behøvede; men dette, tillægges der udtrykkeligt, ſkede med Griffiths Tilladelſe[33]. Derimod havde Magnus i Slaget miſtet mange dygtige Mænd, der vare faldne, og en ſtor Mængde vare ſaarede. Blandt de Faldne nævnes Lendermanden Sigurd Sneis fra Agder, en Frænde af Kale Sæbjørnsſøn, der ſelv blev haardt ſaaret. (Juli eller Auguſt 1098)[34].

Da der nu for det førſte ikke var mere at udrette paa denne Kant, vendte Magnus ſig endelig mod Skotland[35], hvor Eadgar, Mælkolms Søn, ved ſin Morbroder Eadgar Ædhelings Hjelp juſt havde fortrængt Donald Bane, og beſteget Skotlands Trone[36]. Magnus havde allerede enten begyndt at herje eller gjort Forberedelſer dertil, da der, ſom Sagaerne fortælle, kom Bud til ham fra Skotekongen med Bøn om at han vilde ſkaane hans Rige for Fiendtligheder, hvorimod han tilbød ſig at afſtaa til Magnus alle de Øer veſtenfor Skotland, imellem hvilke og Faſtlandet man kunde fare paa et rorfaſt Skib. Og, heder det videre, Freden kom virkelig iſtand mellem dem paa dette Vilkaar 2). Heraf ſee vi altſaa, at Magnus har truet Eadgar med en Krig, ſom denne, under de kritiſke Omſtændigheder, hvori han da befandt ſig, og førend han endnu ret havde befæſtet ſig paa Tronen, ſaa vidt muligt maatte ſøge at undgaa, endog med betydelige Indrømmelſer. Sammenhængen er aabenbart den, at Magnus, der, ſom ovenfor antydet, viſtnok allerede havde modtaget Opfordringer fra Donald Bane om at komme ham til Hjelp, ogſaa nu virkelig enten har taget ſig, eller i det mindſte givet ſig Mine af at ville tage ſig af ham, indtil Eadgar, ved at byde Magnus de ſamme Fordele, ſom Donald, nemlig Afſtaaelſen af Syderøerne, har faaet ham til at ſlaa Haanden af denne ulykkelige Kronprætendent, der ſiden, overladt til ſig ſelv, faldt i Eadgars Hænder, blev blindet og holdt i Fængſel indtil ſin Død[37]. Medens Kongen laa ved den ſkotſke Kyſt, fandt Jarleſønnen Magnus, paa hvem han havde været meget opbragt, ſiden han vægrede ſig ved at deeltage i Kampen ved Angleſey, en Nat Lejlighed til at flygte fra Skibet og op i Skoven. Da Kongen om Morgenen ſavnede ham, lod han ſøge efter ham med Sporhunde, men forgjæves; han ſlap uſkadt frem til Kong Eadgar, hos hvem han en Stund opholdt ſig[38]. Da det tilføjes, at

Det er allerede ovenfor (S. 474) viiſt, at Magnus maa være kommen til Skotland efter at Eadgar allerede havde faaet Overhaand over Donald og fordrevet ham, eller rettere, efter at denne foreløbig var fordreven af Eadgar Ædheling (Høſten 1097), og Eadgar, Mælkolms Søn, var indſat til Konge. Men derfor var ikke Kampen mellem Kong Eadgar og Donald ophørt. Fordun (V. 34) fortæller udtrykkeligt, at Donald blev fangen af Eadgar ſelv, og fem efter at denne havde beſteget Tronen 1098 (der ſiges ej engang, hvor længe efter); og derhos ſiger han, ſom vi have ſeet, ovenfor (Cap. 29), at Magnus kom til Skotland medens Donald, Duncan og Eadgar kæmpede om Tronen, og ſenere (X. 19), at Magnus havde erobret Øerne, da Mælkolms Sønner kæmpede mod Donald. Det er altſaa tydeligt, at Magnus kom til Skotland, førend Kampen mellem Eadgar og Donald endnu var udfegtet. Derved finder Magnus-’s Optræden mod Eadgar og Forhandlinger med ham deres rimeligſte Forklaring. Jarleſønnen Magnus ſiden begav ſig til Bretland og deels opholdt ſig der, deels i England, indtil Kong Magnus’s Død, ſkulde man næſten formode at denne har gjort det til en af Betingelſerne for Freden, at Eadgar ikke længer ſkulde beholde ham hos ſig. Der er en ſterk Formodning om, at der ved denne Lejlighed tillige har været underhandlet om en nærmere Beſegling af Freden ved et Giftermaal mellem Magnus og Eadgars Syſter Mathilde, ja at der maaſkee endog har været indgaaet Fæſtemaal imellem dem. Sagaerne have nemlig opbevaret tre Vers, digtede af Magnus, hvori han tilkjendegiver ſin inderlige Kjærlighed til „Mathilde, den blonde Pige, der ſelv med Skjoldet forſvarer ſit Land“, og tilkjendegiver ſin Ængſtelſe for, at han aldrig ſkal faa hende at ſee. Sagaerne, ſom tilføje, at begge endog havde ſendt hinanden Bud og Hilſener, kalder hende rigtignok „Kejſerens Datter“, men da der ikke paa den Tid fandtes nogen Kejſerdatter af Navnet Mathilde, lige ſaa lidt ſom Magnus ſynes at have haft nogen Anledning til at bejle til en tydſk Kejſerdatter, medens han derimod kom i den nærmeſte Berørelſe med Skotland: maa man, — hvis det ellers har ſin Rigtighed med Verſene ſelv og Magnus’s Forfatterſkab til dem, — virkelig antage, at den Sagabearbejder, der aller førſt kaldte hende Kejſerens Datter, reent ud har taget Fejl, og at hun derimod var en Datter af den for fem Aar ſiden afdøde Kong Mælkolm. Ved at antage Freden beſeglet med en ſaadan Trolovelſe kunne vi maaſkee bedſt forklare den Tryg hed, hvormed Magnus ſynes at have efterladt ſin Søn paa Orknøerne. At der ej blev noget af Giftermaalet, men at Mathilde i Aaret 1100 egtede Kong Henrik I af England, har maaſkee alene ſin Grund deri, at Eadgar, ſom tildeels var afhængig af Henrik, ej vovede at negte ham Syſterens Haand, da han bejlede til hende, hvortil dog ogſaa kom at dette Giftermaal var langt fordeelagtigere for Skotland eller i det mindſte for Kongehuſet, end Forbindelſen med Magnus[39].

Fra denne Fredsſlutning regner man Norges egentlige og varige Herredømme over Syderøerne, der nu vedvarede uafbrudt og for det meſte ubeſtridt i 168 Aar[40]. At Magnus her optraadte med en afgjort Overvegt og tildeels endog med Sejrherrens Overmod, ſees deraf, at han, upaatvivleligt med det ældgamle norſke Vikingeſagn øm Søkongen Beite og Eld-Eidet for Øje[41], tilegnede ſig den betydelige Halvø Kantire ved at lade en Skude, hvor han ſelv ſad til Roes i Løftingen, ſlæbe over det ſmale og lave Eid (Tarbet), ſom forbinder Kantire med Knapdale; thi derved kom Kantire til at kunne regnes blandt de Landſkaber, mellem hvilke og Faſtlandet man, ifølge Fredsbetingelſen, ſkulde kunne fare med et rorfaſt Skib[42]. Det ſynes ikke, ſom om den ſkotſke Konge[43] har vovet at indlægge nogen Proteſt mod denne højſt uegentlige og utilbørlige Fremgangsmaade, hvilket nokſom viſer Magnus’s Overlegenhed; dog lader det ikke til, at hans Efterfølgere gjorde Fordring paa Kantire[44]. Magnus derimod tilegnede ſig det ganſke. C Han ſejlede nu langs Skotlands Veſtkyſt fra Fjord til Fjord, og underkaſtede ſig alle de ydre Øer; ſine Mænd ſendte han.længer ind i Fjordene, for at de ogſaa ſkulde underſøge alle de indre Øer og i hans Navn tage dem i Beſiddelſe, ſaavel de beboede, ſom de ubeboede. Rimeligviis have Indbyggerne ved denne, ſom ved alle lignende Lejligheder, maattet ſtille ham Giſler til Underpant paa deres Troſkab. For ret at befæſte ſin Magt paa Øerne, og ſandſynligviis ogſaa for at berede et nyt Tog mod Irland, beſluttede Magnus at overvintre i Syderøerne, eller rettere paa Man[45], hvilken af vore Forfædre ſtedſe regnedes til Syderøernes Gruppe i vidtløftig Forſtand. Da han forkyndte ſine Mænd denne Beſlutning, og kun tillod nogle faa at rejſe hjem, for hvem dette var paatrængende nødvendigt, opſtod der en ſtor Misfornøjelſe blandt de øvrige, ſom nu juſt begyndte at føle Hjemvee og knurre over deres lange Fraværelſe fra Hjemmet. Magnus talte herom med ſine Raadgivere, idet han tillige ſaa til dem, der vare ſaarede i Slaget ved Angleſey. Blandt disſe var Kale Sæbjørnsſøn, hvis Saar, ſkjønt de i Førſtningen ikke ſyntes ſaa betydelige, dog bleve mere og mere ondartede og ej vilde gro. Da Kongen raadførte ſig med ham om den Misfornøjelſe, der herſkede i Hæren, ſpurgte Kale, om det ikke nu viſte ſig at hans Venner ſvigtede. Da Kongen ſagde at han neppe kunde tro noget ſaadant, bad Kale ham holde et Vaabenſkue, for ſelv at overbeviſe ſig derom. Kongen gjorde ſaa, og ſavnede da virkelig mange Mænd. Da han beklagede ſig derover for Kale, kvad denne et Halvvers, hvori han halv ſpottende omtalte den daarlige Løn, Kongen fik for alle de herlige Gaver, han med rund Haand havde uddeelt til ſine fornemme Høvdinger, ſiden disſe ej holdt ud, naar det gjaldt. Magnus udfyldte Verſet, idet han klagede over, at han til liden Nytte havde anvendt ſine Gaver, og at hans Skibe ej vare bemandede ſom de burde. Men ſiden efter lod han pasſe paa, at ikke flere Folk forlode ham[46].

Flere af vore Sagaer fortælle, at Magnus under dette ſit Ophold i Suderøerne eller rettere paa Man fik et Giftermaal bragt iſtand mellem ſin Søn Sigurd, ſom da kun var 9 Aar gammel, og den irſke Konge Muirkertachs femaarige Datter Biadmuin (Biadmynia), hvilket altſaa tillige antyder, at der ſkulde være ſluttet et nyt Forlig mellem Magnus og Muirkertach[47]. Det er ſikkert nok, at ſaavel dette Giftermaal, ſom et Forlig og Forbund ſluttedes, men det er aabenbart en Fejl at henføre dem til denne Tid, da det, ſom man baade af de irſke og væliſke Krøniker kan ſee, førſt fandt Sted i Aaret 1102, under Magnus’s ſidſte Ophold i disſe Egne[48]. Det er ikke engang ſandſynligt, at Magnus, der havde fuldt op at gjøre med at befæſte ſit Herredømme over de nys erhvervede Beſiddelſer, og hvis Stridskræfter desuden vare blevne betydeligt ſvækkede, nu ſkulde have vovet noget nyt Angreb mod Irland. Vi finde ham desuden ved ſin Ankomſt til Man i 1102, ſom det nedenfor vil ſees, ej ſom en Ven, men ſom en Fiende af Muirkertach, der førſt ſiden efter ydmygede ſig for ham og ſluttede Forbund med ham. Det er muligt, endog heel rimeligt, at Magnus under ſit Ophold paa Man har truet Muirkertach med et nyt Angreb, men de irſke Annaler nævne ved denne Tid intet enten om Krig eller Forlig mellem begge Konger, medens de derimod fortælle temmelig vidtløftigt om Muirkertachs Fejder med Donald, og andre Smaakongers indbyrdes Stridigheder, ſom om de intet Angreb ventede udenfra[49]. Det rimeligſte er derfor, at Magnus, tilfreds med de allerede vundne Erhvervelſer, om de juſt ikke ſvarede til hans vidtſtrakte Planer, for det førſte har ladet Irland være i Ro. I Løbet af Vintren havde han den Sorg, at den viſe Kale Sæbjørnsſøn døde af ſine Saar. Tidligt om Vaaren (1099) forlod han endelig Syderøerne, og drog til Orknøerne, hvor han modtog den neppe ukjærkomne Efterretning, at begge Jarlerne Erlend og Paal vare døde, den førſte i Nidaros, den anden i Bergen. Foruden Sønnerne Erling og Magnus, efterlod Erlend Jarl af ſit Egteſkab med Thora Sumarlidesdatter tvende Døtre, Gunnhild og Cecilia; den førſte gav Kongen Kale Sæbjørnsſøns Søn Kol til Egte med flere Ejendomme paa Øerne og en Hovedgaard i Papule, ſom Erſtatning for Faderens Død; ligeledes gjorde han ham paa Bryllupsdagen til ſin Lendermand, ligeſom hans Fader havde været[50]. Kol forblev dog ikke paa Øerne, men fulgte hjem med Kongen, da denne vendte tilbage, og boſatte ſig med ſin unge Frue paa ſine Fædrenebeſiddelſer i Egdafylke. Sit denne Tid henføre vore Sagaer Kongeſønnen Sigurds Ophøjelſe til Kongeværdigheden over alle de norſke Beſiddelſer der veſter, Orknøerne iberegnede. Det er dog rimeligſt at denne Udnævnelſe ej fandt Sted førend paa Bryllupsdagen, fire Aar ſenere, til hvilken Tid ogſaa den Manſke Krønike udtrykkeligt henfører den. Thi deels ſynes det, ſom om en ſaadan Akt nærmeſt var egnet til at forherlige Bryllups-Højtidelighederne[51], deels er det aabenbart, at den Kongetitel, hvorom her er Tale, fornemmelig gjaldt Man, og forudſatte en formelig Indſættelſe af Sigurd til Konge paa denne Ø, hvorhen Magnus ikke under ſit hele Tog i Aaret 1098 ſynes at have ladet ham hente, og hvor han umuligt med Tryghed kunde lade ham blive tilbage, ſaalænge han ej ved noget indgaaet Forlig var ſikret mod et Overfald fra Irland. Men derimod var det viſtnok nu kort før Hjemrejſen og ikke, ſom en enkelt Beretning lyder, ſtrax efter ſin Ankomſt til Orknøerne, at han gav Sigurd Høvdingenavn over disſe, under paalidelige Mænds Formynderſkab og tildeels under den ſkotſke Konges Varetægt[52].

Da Sommeren kom, vendte Magnus tilbage til Norge. Han fik en heftig Storm undervejs, men kom dog hjem uden Skade. Hans Sejlads beſkrives ſom meget prægtig. Uagtet han paa dette Tog ikke havde udrettet nær ſaa meget, ſom han fra førſt af ſynes at have tænkt ſig, og ſom hans Ærgjerrighed foreſpejlede ham, var der dog al Grund for ham til at være tilfreds; thi han havde vundet mange ſtore Landſkaber, og befæſtet ſit Herredømme over dem. Flere af disſe bare viſtnok allerede forhen Navn af norſke Skatlande, men dette Navn var ogſaa næſten det hele; det var førſt Magnus, ſom forandrede den titulære Afhængighed til en virkelig. Finde vi end at hans nærmeſte Efterfølgere ikke udøvede fuldt ſaa umiddelbar Magt over hine Skatlande ſom han, ſaa er det dog aabenbart, at deres ſtatsretlige Forbindelſe med Norge nu var en ganſke anden, langt engere, og langt nøjere beſtemt, end forhen. Efter Magnus’s Tid fremſtod ingen ſaa overmægtig og i Virkeligheden uafhængig Jarl, ſom Thorfinn, paa Orknøerne, og ſelv hos Syderøernes Underkonger ſynes Tanken om at gjøre ſig uafhængige af Norge ſjelden eller aldrig at have opſtaaet, hvor egenmægtigt de for Reſten kunde opføre ſig.

Det er ellers et Spørgsmaal, om Beſiddelſen af disſe Landſkaber virkelig var ſaa nyttig for Riget, at dette derved kunde ſiges at have faaet Fyldeſt for de Anſtrengelſer, ſom det koſtede at erhverve og forſvare dem. Dette Spørgsmaal kan ſtrax beſvares bekræftende for Vikingetidens Vedkommende, thi Beſiddelſen af Orknøerne og Hjaltland, tildeels ogſaa af Syderøerne, var da aldeles nødvendig for Norge, for at de ej ſkulde blive et ſtadigt Tilhold for Vikinger, ſom ellers vilde ſætte ſig faſt der og idelig forurolige Riget. Efter Vikingetidens Ophør kunde man derimod med Føje ſige, at den egentlig paatrængende Nødvendighed af at vedligeholde Afhængighedsforholdet, end ſige med Opofrelſer at knytte det faſtere, ikke længer var forhaanden. Men eet er den virkelige Nytte, disſe Beſiddelſer medførte, et andet den Vegt, ſom Fyrſter og Folk i hine Tider lagde paa at beſidde dem. Og her maa man altid have for Øje, at den visſelig falſke Anſkuelſe, der endnu i vore Dage ſaa hyppigt gjør ſig gjeldende, at enhver Territorial-Udvidelſe er et abſolut Gode for et Land, i hiin Tid var ſaa forherſkende, at der neppe engang gaves nogen, hvem det faldt ind at nære Tvivl om dens Rigtighed; og der var da ogſaa for ſaa vidt mere, der talte for den, ſom den fuldkomne Sammenblanding af Statens og Kongens Indtægter lod enhver ſaadan Forøgelſe i Gebeet, der tillige medførte Forøgelſe i det indkommende Skattebeløb, viſe ſig ſom en beſtemt og blivende Vinding for Kongen, medens paa den anden Side Krigen ſelv, ſaaledes ſom den i hine Tider førtes, forholdsviis var lidet bekoſtelig, eller i alle Fald ikke medførte ſynderligt forøgede Bekoſtninger for Kongen ſelv. Hertil kom nu og den Foreſtilling, hos Kongen ſaa vel ſom hos Folket, at hvad der engang havde tilhørt Riget, ej ſkulde gaa fra det, og at navnlig ethvert af Nordmænd bebygget eller befolket Landſkab ogſaa ſtedſe burde adlyde Norges Konge. Disſe og lignende Betragtninger var det i hine Tider, ſom bragte Norges Konger og Folk til at ſætte ſaa megen Priis paa Beſiddelſen af Skatlandene i Veſten. De lededes overhoved her, ſom i ſaa meget andet, mere af dunkle Inſtinkter og nedarvede Sædvaner, end af nogen klar Overbeviisning om den egentlige og virkelige Fordeel. Denne beſtod deri, at Nationen derved bragtes i en hyppigere og engere Forbindelſe med de britiſke Øer, end den ellers vilde være kommen, og at den ved ſaaledes endnu mere end hidtil at drages over i den anglo-nordmanniſke Kulturgangs Omraade, i lang Tid undgik den for Nationaliteten og Selvſtændigheden ſkadelige Paavirkning af tydſk Kultur og Politik, ſom rammede de to andre Riger, iſær Danmark[53]. Hertil kom, at Beſiddelſerne i og for ſig maatte være en god Støtte for Norges Handel i hine Egne, og bidrage til at gjøre Norges og Nordmændenes Navn æret og anſeet, medens Nødvendigheden af at holde et vaagent Øje med deres Forſvar maatte holde Foretagelſesaanden vedlige, og ſtedſe frembyde Lejlighed til at erhverve den Krigserfaring, ſom i hine Tider ikke af nogen fri Borger kunde undværes.

Under det lange Ophold i Veſten, fornemmelig i Man og paa Syderøerne, antoge ſaavel Magnus ſom mange af hans Mænd den der brugelige Dragt, og ſom endnu indtil det forrige Aarhundrede har været de ſkotſke Gaelers Nationaldragt, nemlig korte Kjortler og Kapper, uden Beenklæder. Det maatte være heel paafaldende for Mængden, at ſee Kongen med ſit Følge gaa med nøgne Been, og man gav ham derfor det Tilnavn, hvormed han ſædvanligviis benævnes, „Barfod“ eller rettere „barføddet“ (berfœttr), „Barbeen“ (berbeinn) eller „Barlæg“ (berleggr)[54]. Den danſke Forfatter Saxo angiver viſtnok, ſom vi.ovenfor have ſeet, en anden Oprindelſe for dette Tilnavn, men Sagaernes. Udſagn maa her antages at grunde ſig paa de meeſt authentiſke Kilder, ligeſom det ogſaa i og for ſig medfører ſtørſt Sandſynlighed.

    den ældſte Søn, fød af en ringe Kvinde, Sigurd den anden, et Aar yngre, fød af en vis Thora, og Olaf den tredie, langt yngre, fød af Sigrid Saxedatter i Vik, ſynes det næſten ſom om Ordrik her maa have taget fejl, iſær da det endog er vanſkeligt at forſtaa hvorledes det kan vare gaaet til, at en fornem engelſk Dame omkring 1089, under Olafs fredelige Regjering, ſkulde kunne været bleven bragt fangen til Norge. Langt ſandſynligere er det, at Ordrik har forvexlet Magnus Olafsſøn med hans Farbroder Magnus Haraldsſøn, og Sigurd med dennes Søn Haakon, ſaa vel ſom at hiin Turer Ingheriæ filius er Steigar-Thore, Isrids Søn, der foſtrede Haakon, og muligt ja højſt rimeligviis, ogſaa har ſtaaet i et Slags Foſter-Forhold til hans Fader Magnus, hos hvem han blev hjemme, da Harald og Olaf rejſte til England.

    Ankomſt i 1098. Paa denne Maade opklares nu det Hele: i 1098 har Magnus ladet Sigurd blive tilbage paa Orknø, alene fordi han ej vilde tage Drengen med paa det farlige Tog, men ikke for at gjøre ham til Statholder; ved Afrejſen i 1099 har han udnævnt ham til Høvding eller Statholder, og endelig, ved Brylluppet 1102, der ſynes at have ſtaaet paa Man, har han udnævnt ham til Konge.

  1. Det er allerede ovenfor viiſt, at hans Styrke ved den Lejlighed ej kan have været betydelig, da han endnu kun havde Viken at raade over. At Toget i ſig ſelv ej kan have været af Betydenhed med Henſyn til de anvendte Stridskræfter, ſees ogſaa deraf at hverken Sagaerne eller den manſke Krønike omtale det.
  2. Det er ovenfor nævnt, hvorledes den manſke Krønike omtaler Lagmands Regjeringstid af 7 Aar, ſom om denne ſkulde regnes fra Gudrøds Død, men at de derimod hør regnes fra den Tid, da Gudrød fatte Lagmand til Statholder over Norderøerne eller paa en vis Maade tog ham til Medregent. Fejden mellem ham og Harald kan altſaa neppe have været ſaa langvarig, ſom Krøniken ſiger (multo tempore) eller og er den begyndt i Gudrøds Levetid.
  3. Da det ſom,man af det følgende vil ſee, nødvendig maa antages, at man paa Man allerede før Udgangen af 1096 havde Efterretning om Lagmands Død, maa han have været af dem, der toge Korſet ſtrax efter Kirkemødet Clermont, og drog afſted med Peter Eremitrts i Marts ſ. A. Sandſynligviis er Lagmand død tidligt, førend man endnu havde naaet Conſtantinopel.
  4. Han kaldes i den manſke Krønike Dompnaldus filius Tadc. Da Muirkertachs Fader Tirdelvagh var en Søn af Tadg, Brian Boroimhes Søn, have enkelte antaget at denne Donald var en Broder af Tirdelvagh, og en Farbroder af Muirkertach. Men dette er ej ſandſynligt, da han i ſaa Fald vilde blive alt for gammel; Tadg blev nemlig myrdet 1023, og hvis han efterlod nogen Søn, maatte han være fød før dette Aar. Men ſandſynligviis har han været et yngre Medlem af Brians-Ætten, der allerede da efter den berømte Stamfader ſynes at have været kaldet Hy-Brian, og dens Medlemmer at have varet betegnede med Tilnavnet „O’Brian“. Derfor kaldes ogſaa Muirkertach ſelv i den manſke Krønike Murccardus O’Brian.
  5. Se ovenfor S. 479.
  6. I den manſke Krønike ſiges der, at Donald herſkede i tre Aar. Hvis Antallet af Aar ej er ſat for højt, maa herved ſigtes til at hans Regjering har ſtrakt ſig gjennem tre Aarstal, nemlig Slutningen af 1096, hele 1097.og Begyndelſen af 1098. Da der nu ſlet ikke ſiges, at Ingemund ankom efter at Donald var fordreven; ja da endog Donalds Ankomſt henføres til 1075 og og Ingemunds til 1077 (om de 20 eller 21 Aar, ſom Krøniken her kommer til kort, er ovenfor talt) altſaa kun to Aar efter, uagtet det paa førſte Sted heder at Donald herſkede i tre Aar, maa man endogſaa anſee det viſt, at Krønikens Forfatter har tænkt ſig Ingemunds Ankomſt, førend endnu Donald ganſke var fordreven, eller omtrent ſamtidig dermed. Da det næſte Aar, ſom angives, 1098, er rigtigt, og ſaaledes et nyt Syſtem for Tidsangivelſen her begynder, kan man ej med Beſtemthed paaſtaa, at Krønikens Nedſkriver henfører Ingemunds Afſendelſe til et andet Aar, end Magnus’s Afrejſe. Da det, ſom man nedenfor vil ſee, er temmelig viſt, at Magnus ankom til Syderøerne omtrent i Juli 1098, var der rundelig Tid for ham til, endnu om Vaaren ſamme Aar, at ſende Ingemund afſted og erfare hans Endeligt. Vi have ſeet, at Lagmands Død, der i den manſke Krønike henføres til 1075, nødvendigviis maa ſkydes hen til 1096; da nu Krøniken lader Ingemund komme i 1077, maa dette følgelig forandres til 1098. Da det imidlertid er ſandſynligt, at Magnus uden nogen ſærſkilt Opfordring fra Manboerne, alene ved at erfare Muirkertachs Anmasſelſe, Donalds Gruſomheder, og Anarkiet paa Øerne, har beſluttet at ſende Ingemund, kan denne Afſendelſe ret vel have fundet Sted i 1097, og Donald ſenere være fordreven.
  7. Den manſke Krønike. Det er ellers beſynderligt, at vore Sagaer intet nævne om denne Ingemund, der dog maa have hørt til en meget fornem Æt; ja Navnet Ingemund forekommer ikke engang blandt de Mænd, der paa denne Tid, eller under de næſt foregaaende Konger, omtales i Sagaerne. Kunde man blot paaviſe en Et, hvori dette Navn tidligere forekom, da vilde det paa Grund af Opkaldelſes-Skikken være ſandſynligt, at han var et Medlem deraf, og vi vilde ſaaledes nogenlunde kunne paaviſe hans Slægtſkabsforhold, men ſelv dette er nu ganſke umuligt.
  8. At Duncan var Mælkolms og Ingebjørgs Søn, ſiges udtrykkeligt i Orkneyinga Saga S. 90. Fordun kalder Duncan Mælkolms uegte Søn, ſandſynligviis af den Grund at Ingebjørgs Egteſkab med Mælkolm vel kun var et borgerligt, ligeſom de fleſte Egteſkaber blandt Nordmændene paa den Tid, medens Margrete derimod viſtnok var formelig viet til ham.
  9. Om alt dette ſe ovenfor S. 474, 475. Chron. Sax. fortæller at Eadgar Ædheling brød ind i Skotland med en engelſk Hær efter Mikkelsmesſe 1097, altſaa vel i Oktober; ſtrax derefter ſiges der at Donald efter en haard Kamp blev fordreven, og Eadgar, Mælkolms Søn, udnævnt til Konge under Villjams Lenshøjhed. Meningen ſynes at være, at det meſte heraf endnu foregik i 1097; men da Donalds Fangenſkab og Død ikke omtales, er det tydeligt nok, at Striden virkelig maa have varet ud i 1098, ſom Fordun ſiger. Da Kong Magnus ruſtede ſig til Veſterhavstoget, var Donald viſtnok endnu ej fangen. Se mere herom nedenfor.
  10. Se ovenfor S. 45. Det allerede her omtalt, at Orkneyinga Saga lader ham forlade Orknøerne allerſidſt i Kong Olafs Dage, men at han da ſynes at have været vel ung til allerede at kunne have ligget i Hærfærd og vakt ſaa ſtore Uroligheder hjemme paa Øerne, ſom der ſiges. Der ſynes neppe engang paa den Tid at have været nogen Anledning for ham til videre „Hærfærd“, hvilken derimod var forhaanden, da hans Faders Halvbroder Duncan efter Mælkolms Død 1093 bekrigede Donald Bane ſaa at det virkelig bliver det ſandſynligſte, at han førſt efter den Tid forlod Øerne.
  11. Orkneyinga Saga S. 100—106. Et Stykke heraf er indtaget i Magnus Barfods Saga Cap. 14.
  12. Den manſke Krønike angiver følgende, aabenbart aldeles urigtige Beretning om Aarſagen til Magnus’s Tog: „Magnus vilde underſøge, om St. Olafs Liig virkelig var uforraadnet, og befalede derfor at man ſkulde aabne hans Skriin. Biſkoppen og Gejſtligheden modſatte ſig det, men Magnus lod det ſkee med Magt, og overbeviſte ſig om at Liget endnu var ganſke friſkt. Men da han havde ſeet og berørt det, paakom der ham en ſaadan Bæven, at han iilſomt gik bort, og den følgende Nat aabenbarede St. Olaf ſig for ham i Drømme, med disſe Ord: vælg eet af to, at du enten inden 30 Dage miſter Liv og Rige, eller forlader Norge for aldrig tiere at gjenſee det. Da Kongen vaagnede, ſammenkaldte han forfærdet ſine Raadgivere for at høre deres Mening, og de raadede ham til, ſnareſt muligt at forlade Norge. Han gav da Befaling til at udruſte Flaaden“. Da vi nu vide, at Olafs Skriin ikke blev aabnet i 200 Aar efter Harald Haardraades Beſøg 1066 (ſe ovenfor S. 323) ſkulde man næſten formode at det er en legendariſk Beretning om dette Beſøg ſelv, der har foreſvævet Nedſkriveren af den manſke Krønike, og at han har forvexlet Magnus med hans Farfader Harald.
  13. I Magnus Barfods Saga Cap. 14 ſtaar der, at Magnus lod Opbudet udgaa Aaret forud, førend Udruſtningen ſkulde ſkee, ſaaledes at „Ledingen ſkulde være ude Sommeren efter“. Da nu Magnus’s Tog ſkede om Sommeren 1098, ſkulde Opbudet ſaaledes have ſkeet i 1097. Dette er dog mindre ſandſynligt, naar man tager i Betragtning, at Beretningen om Ingemunds Drab, der dog nærmeſt maa have fremſkyndet Magnus’s Tog, ej kan være kommen til Norge førend om Vaaren 1098. Det var heller ikke nu mere nødvendigt end før, at lade Opbudet udgaa ſaa lang Tid i Forvejen. Ikke engang til Harald Haardraades ſtore Englandstog (ſe ovenfor S. 319) eller til Olaf Trygvesſøns Vendlandstog (ſe ovenfor I. S. 379) ſkede Opbudet førend ſamme Vaar. Og naar man ſammenligner Stedet i Magnus Barfods Saga med det tilſvarende i Orkneyinga Saga, hvorfra det er taget, vil man ogſaa finde at der her ikke tales det allermindſte om „Sommeren efter“. Disſe Ord maa ſaaledes være vilkaarligt indſkudte. Men derved faar Saga-Nedſkriveren en god Lejlighed til at beſtemme Tiden for Giſl Illugesſøns Æventyr, hvilket han indſkyder efter hiint fra Orkneyinga Saga tagne Stykke, og førend Togets Begyndelſe omtales.
  14. Magnus Barfods Saga Cap. 20, 23; Orkneyinga Saga S. 108. Villjam af Malmsbury III. 260.
  15. Ordrik, hos Duchêne S. 767. Han ſiger nemlig, at Magnus i ſit lovlige Egteſkab havde Sønnerne Eyſtein og Olaf, men at hans tredie Søn var Sigurd, fød af en engelſk fangen Kvinde af høj Byrd, og opfoſtret af Turer Ingheriæ filius, der havde opfoſtret Magnus ſelv. Men da nu voxe Sagaer, ſom dog her maa ſtaa meeſt til Troende, ere enige om at kalde Eyſtein
  16. Ordrik l. c. angiver Magnus’s Flaade til 60 Skibe, den manſke Krønike derimod til 160. Da vi nu ogſaa tidligere have ſeet, at de kongelige og Lens-Skibene tilſammen udgjorde et Antal mellem 60 og 90, og man maa antage at Ledingstropperne paa dette ſom paa alle tidligere lignende Tog ere dragne hjem efter den korte Tjeneſtetids Udløb, er det højſt ſandſynligt, at Ordrik kun har haft de Skibe for Øje, hvormed Magnus kom til Man og Irland efter at Ledingstiden var ude, og at derimod den manſke Krønike, ſom desuden udtrykkeligt ſiger, at Magnus lod ſamle en Flaade paa 160 Skibe, angiver det ſamlede Antal af kongelige Lens- og Ledingsſkibe. Vel var det fulde Antal af de Skibe der ved halv Almenning ſkulde præſteres 150, men da der udtrykkeligt omtales, at Folket tinder Magnus fandt ſig haardt beſværet ved Leding, er det højſt rimeligt, at ikke alle 150 erhvervedes.
  17. Saaledes Orkneyinga Saga S. 108. Hryggjarſtykke og Snorre lade Magnus allerede nu udnævne Sigurd til Høvding, hvilket aabenbart er urigtigt, ſe nedenfor.
  18. Magnus Barfods Saga Cap. 20, Snorre Cap. 9, Fagrſkinna Cap. 229, 230. Her anføres ogſaa Vers af Skalden Bjørn Krepphendte, hvor der udtrykkeligt nævnes om Kongens Landgang og Herjen paa Ljodhuus, Iviſt, Tyrviſt, Myl, Sandø, Il, Saltire og Man. Ved Saltire forſtaaes Kantire, ved den jevne Sunde ſynes Morkinſkinnas „Bearbejder“ at have meent Mull, men denne er langt fra at være jevn og flad; Skalden maa ſnarere have meent Sanday ſtrax ſøndenfor Kantire, og nævnt denne ellers ubetydelige Ø for Rimets Skyld (Sandey-randir). At hele denne Beſkrivelſe gjelder dette Tog, ej det førſte i 109¾, er forhen viiſt. Man kan endog aldeles udelade Cap. 21 i Magnus Barfods Saga, hvor Lagmand omtales, uden mindſte Skade for Sammenhængen, og betragte det ſom en Epiſode af en nu tabt Beſkrivelſe over det førſte Tog. Her kalder Bjørn Skald desuden Magnus udtrykkelig „den unge Egde-Konge“; et Tegn paa at det var i Begyndelſen af hans Regjering. — Fortællingen om Kolumkillekirken maa ſtaa ved ſit Værd. Udſagnet, at den ej ſenere oplukkedes, findes allerede i Morkinſkinna, og gjelder ſaaledes, hvis det ikke ſiden tankeløſt er gjentaget i yngre Afſkrifter, ej længer end i det ſeneſte til 1220.
  19. Ordrik. l. c. At Magnus herjede paa Irland, ſiges udtrykkeligt ſaavel i Morkinſkinna og Fagrſkinna ſom i de øvrige vidtløftige Kongeſagaer og hos Snorre.
  20. Ulſter-Annalerne. Disſe Skibe vare rimeligviis Ledingsſkibe.
  21. Den Manſke Krønike. Det er, ſom ſtrax nedenfor vil ſees, Ordrik, der, tagende Munden alt for fuld, omtaler Øen ſom aldeles blottet for Indbyggere.
  22. Dette ſiges udtrykkeligt i de vælſke Krøniker, der gjengives ſaaledes hos Caradoc af Lhancarvan: „Magnus byggede paa Øen Man, ſom han havde erobret, trende Borge, og ſendte derefter Bud til Irland for at faa Kong Murkarts anden Datter til Huſtru for ſin Søn; da dette var opnaaet, udnævnte han ham til Konge i Man“. Dette gjelder vel kun Magnus’s ſidſte Tog; men man erfarer dog, ſom det ſtrax vil ſees, af Ordrik, at Magnus’s Beſtræbelſer for at ſikre Beſiddelſen af Man omfattede en længere Tidsperiode.
  23. Ordrik hos Duchêne S. 767.
  24. Se om alle disſe Begivenheder fornemmelig Caradoc, ved de nævnte Aar (hvorved der dog maa bemærkes, at Aarstallet ſom ofteſt anføres to Tal for lidet), og Ordrik; jevnfør Lappenbergs „Geſch. Englands“ II. S. 94, 134, 180. Hugo den tykke kaldes hos Carador „Vras“ (ɔ: den fede); i Sagaerne „den digre“; hos Ordrik ſtaar „Hugoni Dirgane, i. e. grosso“; dirgane er her Fejlſkrift for digran (Dativform af digra), hvoraf man kan ſee at ogſaa Anglerne kaldte ham „den digre“. Hugo af Shropſhire kaldes i vore Sagaer „den prude“.
  25. Vore Sagaer ſige kun, at Magnus ſtyrede med ſin Flaade til Bretland og lagde ſig i Angleſey-Sund, uden at nævne Anledningen dertil; den Manſke Krønike ligeſaa. Morkinſkinna og Fagrſkinna tilføje, neppe med Rette, at Magnus herjede paa begge Sider af Sundet. Ordrik derimod lader ham komme i fredelig Henſigt med 6 Skibe; forreſten ſynes han ikke at vide, at Magnus ſelv befandt ſig ombord paa et af disſe, men omtaler kun „Magnus’s Krigshøvding“ ſom Anfører, ligeſom han ſtrax efter lader Hugo blive fældet af en „norſk Barbar“; paa et andet Sted (S. 58l) ſiger han dog at han blev ſkudt af „Magnus, den norſke Konges Broder“. De væliſke Krøniker (Caradoc, S. 121) antage derimod Magnus for en Søn af Harald Godwinesſøn, og fortælle at han tom for at gjenerobre Faderens Rige. De have da viſtnok forvexlet ham med Harald, Søn af Harald Godwinesſøn, der ifølge Villjam af Malmsbury var med paa Toget; imidlertid ſige de ogſaa at han ved Modvind var dreven til Angleſey.
  26. Saaledes Ordrik: „rubrum scutum, quod signum pacis erat, super malum navis erexit“. At det røde Skjold paa Maſten var Tegn paa den „Kjøbfred“, ſom ſkulde herſke mellem Indbyggerne i Landet og Beſætningen paa et nys ankommet Skib, ſaa længe den indbyrdes Handel ſtod paa, ſees af den gamle Bjarkø-Ret Cap. 173 (Norges gamle Love I. S. 335). Her ſtaar nemlig: „Alle de Pengebøder, der falde efter Sager, ſom opſtaa ombord, deles halvt mellem Styremanden og Kongen, undtagen Thegngjeld, der tilkommer Kongen alene paa det Sted, hvor de bryde ſin Saft fuldſtændigt, hvis denne Konge er chriſten — da nemlig Reidemændene ſkulle paatale alle Sager ved Bryggeſporden —, og de have et rødt Skjold oppe den hele Tid, da de ligge ved Land.
  27. Ordrik nævner ſom Stedet, i hvis Nærhed Kampen foregik, Klippen Dagannoth, hvor Hugo af Cheſters Statholder, Markgrev Robert af Rhuddlan, havde opført en Borg (S. 768 jvfr. 670).
  28. Orkneyinga Saga S. 110. Dette kunde vel ogſaa udlægges ſom et Tegn paa Orknø-Jarlernes hemmelige Sympathier og Forſtaaelſe med det engelſke Parti i Skotland.
  29. Saaledes Giraldus, Itin. Cambr. 867, der omtaler Hugos Fald paa denne Maade: „Paa Angleſey findes en Kirke, helliget St. Tefredauc. Da Hugo, Jarl af Shropſhire, tilligemed Jarlen af Cheſter, engang gik derind med Magt, og om Natten lod nogle Hunde blive der, fandtes disſe om Morgenen (mane, ikke manu) gale. En Maaneds Tid efter døde han ſelv ynkeligt; thi der kom til Øens Havn fra Orknøerne nogle Vikinger i Langſkibe; da Jarlen hørte dette, red han dem modigt imøde lige ud i ſelve Havet, ſiddende paa en raſk Heſt. Men ſee, Skibenes Høvding, ved Navn Magnus, der ſtod med ſin Bue i Forſtavnen paa det fremmerſte Skib, afſkød en Piil, og ſkjønt Jarlen var jærnklædt fra Top til Taa, paa Øjnene nær, traf dog Pilen hans højre Siv, og gik igjennem Hjernen, ſaa at han ſtyrtede døende i Vandet. Da Sejrherren faa ham ſtyrte, ſkal han med overmodig Glæde have raabt paa den danſke Tange „leit loupe“ (Formerne her ere, ſom man ſeer, angliſerede), hvilket paa Latin betyder „sine salire“. Og fra den Tid af ophørte Englændernes Herredømme over Angleſey.“
  30. Ordrik, S. 768. Uagtet denne Forfatter meddeler flere nærmere Omſtændigheder ved Magnus’s Kamp i Angleſey-Sund, end nogen anden, hvoraf man maa ſlutte at han har haft ſpeciellere Efterretninger, maaſkee endog af Nordmænds Mund, ſiden han paa dette Sted indſkyder nogle interesſante Notitſer om Norge og dets Byer, hvorom nedenfor, ſaa er det dog tillige tydeligt, at han har misforſtaaet et og andet, og at han i det hele taget meddeler Fortællingen paa en forvirret Maade, ſaa at man ej ubetinget kan ſtole paa alt hvad han ſiger, iſær naar dette ej angaar beſtemte Fakta, men løſe Udſagn og politiſke Forhold. Saaledes er det allerede ovenfor viiſt, hvorledes han ſynes at modſige ſig ſelv, naar han S. 58l lader Hugo af Shropſhire fældes af Magnus, men ſiden efter (S. 768) kun omtaler „Magnus’s Krigshøvding“ eller en „norſk Barbar“ ſom hans Drabsmand. Denne Modſigelſe kunde dog maaſkee udjevnes ſaaledes, at man antager hans Mening at være den, at Magnus førſt har afſendt de ſer Skibe, og ſiden ſelv har fulgt efter med flere. Denne Forklaring kunde faa meget mere lade ſig høre, ſom Ordrik øjenſynligt tænker ſig en lang Tid hengaaet under Nordmændenes Fejde i Bretland. Thi førſt, heder det, gjorde Kyſtboerne Allarm ved Nordmændenes Ankomſt, og Krigerne fra Mercia ſamlede ſig; ſiden ſendte begge Jarlerne Bud omkring i hele deres Diſtrikt (Mercia) og kaldte Franker og Angler ſammen mod de Fremmede, ſaa at en ſtor Skare mødte ved Dagannoth, og forberedte Slaget; derpaa ventede Hugo af Shropſhire i „mange Dage“ paa de Øvrige, og holdt Øje med Nordmændene, indtil han en Dag, da han ſaa disſe „raſe“ mod de Indſødte, ilede til, og blev rammet af en Piil. Men man ſeer tydeligt, ſaavel af de væliſke Krøniker (Cador S. 121) ſom af den paalidelige Florents, at Magnus netop kom paa den Tid, da begge Jarler allerede befandt ſig med deres Folk paa Angleſey: det er altſaa tydeligt, at ingen Indkaldelſe af Krigere fra Mercia behøvedes, og at Ordrik har forvexlet den Udruſtning, Jarlerne gjorde for at erobre Angleſey, med den øjeblikkelige Samling mod Magnus. Og at hine ſer norſke Skibe ej vare foreløbigt udſendte af Magnus, medens Jarlerne endnu udruſtede ſig, men at han ſelv anførte dem, og at Nordmændene i dette Aar kun een Gang viſte ſig ved Angleſey, ſees udtrykkeligt ſaavel af Sagaerne ſom af Florents’s og Caradocs Beretning; ja Ordrik ſiger endog ſelv kort i Forvejen, at Magnus trængte frem „lige til Angleſey“, og hans ſenere Udſagn om at han tilſtod Hugo af Cheſter Fred og Lejde, ſynes ogſaa at røbe hans perſonlige Nærværelſe. Ordriks Paaſtand, at Magnus ſkulde have ført et fredeligt Sprog med Henſyn til England, bliver derfor højſt mistænkelig,“ og kan neppe holde Skik lige over for Villjam af Malmsburys udtrykkelige Ord (IV. 329) at Magnus „haardnakket hjemſøgte England ved at angribe Angleſey“, og de ovenfor ſkildrede politiſke Forhold, der maatte ſtille ham paa en fiendtlig Fod lige over for Kong Villjam, den mælkolmſke Æts og de engelſke Interesſers Forſvarer i Skotland. Hertil kommer at det, ſom det ſtrax nedenfor nærmere vil ſees, altid bliver meeſt ſandſynligt, at han havde den beſtemte Henſigt at erobre Angleſey.
  31. Saavel vore Sagaer, ſom den manſke Krønike ſige udtrykkeligt, at Magnus underkaſtede ſig Øen. Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke og Snorre have her ogſaa det Tillæg: „ſaaledes ſom de tidligere Konger over Norge havde tilegnet ſig Herredømmet længſt mod Syd“. Det er allerede ovenfor (S. 4) viiſt, hvorledes den legendariſke St. Olafs Saga Cap. 40 nævner Naanes, Glaumſtein, Eidaſkog og Angleſey-Sund ſom de yderſte Grændſer for Olafs Rige; dog er det allerede der nævnt, at Angivelſen maaſkee kun ſigter til Forholdene paa Magnus Barfods Tid, hvilket er ſaa meget ſandſynligere, ſom Glomſteen nævnes, og dette Sted ligger i Halland, hvor Magnus juſt nylig havde herjet. Hiint Tillæg er derfor maaſkee kun at betragte ſom en Anachronisnie. De fleſte Sagaer tilføje, ſkjønt aabenbar urigtigt, at Angleſey er Trediedelen af hele Bretland.
  32. Magnus Barfods Saga Cap. 22.
  33. Dette ſiges dog kun i de væliſke Krøniker, Caradoc S. 123.
  34. Magnus Barfods Saga Cap. 22. Snorre, Cap. 11. Morkinſkinna fol. 23. a. b. Fagrſkinna, Cap. 231, 232. Thjodrek Munk, Cap. 31; han forklarer dog „Bretland“ urigtigt ved „Cornubia“ d. e. „Cornwall“. Orkn. Saga S. 108—110. Den manſke Krønike. Villjam af Malmsbury IV. 329 (Hearnes Udgave S. 506). Florents af Worceſter, Thorpes Udgave II. S. 42. Chron. Sax. ved 1098. Her ſtaar der kun at Jarlen Hugo blev dræbt i Angleſey af „Udvikinger“; det nævnes efter en Begivenhed „om Sommeren“ og før en anden „før Mikkelsmesſe“; Tiden for Slaget ſynes derved at kunne beſtemmes til Juli eller Auguſt 1098. Giraldi Itinerarium l. c. De væliſke Krøniker, ſe Caradoc, l. c.
  35. Man maa dog antage, at Magnus paa Vejen har anløbet Man for at forſterke ſig med den øvrige Flaade. Dette beſtyrkes paa en vis Maade ogſaa af den Manſke Krønikes Udtryk.
  36. Magnus Barfods Saga, Cap. 23, Snorre Cap. 11, Fagrſkinna Cap. 232.
  37. Se Fordun, l. c.
  38. Orkneyinga Saga S. 111, 112. St. Magnus’s Saga Cap. 8. Morkinſkinna fol. 23. b. Magnus ſkal, ſom det heder, have brugt den Liſt, at indrette ſit Leje paa Kongens Skib ſaaledes at det ſaa ud ſom om han laa der; og Kongen ſavnede ham derfor ej, førend han, forundret over at han ſov længer end de øvrige, vilde lade ham vække. Han ſvømmede til Land barfodet og i de blotte Liinklæder; han ſaarede ſin Fod ſaa ſterkt, at han ej ſtrax kunde gaa langt ind i Skoven, men maatte ſkjule ſig oppe i et Træ; her, ſiges der, opdagede en Hund ham og begyndte at gjø, men han kaſtede en Stok ned paa den, hvorved den ſtrax løb tilbage, med Halen mellem Benene, efterfulgt af de øvrige. Denne Fortælling, der alene kan hidrøre fra Jarleſønnen ſelv, er ſaa meget mere mistænkelig, ſom han ſiden blev en Helgen.
  39. Magnus Barfods Saga Cap. 30, Snorre Cap. 18. Den her fremſatte Mening er ogſaa allerede udtalt af Suhm, Hiſtorie af Danmark V. 920 Denne Antagelſe giver endnu en Forklaringsgrund mere for den for omtalte Forvexling af Muirkertach og Mælkolm, hvori Morkinſkinna (og Fagrſkinna) gjør ſig ſkyldig, hvor den handler om Drengen Sigurds Giftermaal med den femaarige Kongedatter. Thi her vare viſtnok flere ſammenſtødende Omſtændigheder for Haanden, der kunde fremkalde Fejltagelſen, nemlig: a) den før omtalte hyppige Sædvane, ogſaa at kalde Irerne Skoter, b) Magnus’s førſte Forlovelſe med Muirkertachs ældſte Datter Lafracot; c) Magnus’s Forlovelſe med den afdøde Skotekonge Mælkolms Datter Margrete; d) Sigurds Forlovelſe med Muirkertachs anden Datter Biadmuin. Da nu, hvis en af disſe Forlovelſer ſandt Sted i 1098 eller 1099, denne ej kan have været nogen anden end Forlovelſen med Margrete, ſaaſom, hvad vi have ſeet, Forlovelſen mellem Magnus og Lafracot ſkede tidligere, og Forlovelſen mellem Sigurd og Biadmuin ſenere, men vi paa den anden Side tydelig kunne ſee at Sagaerne have ſlaaet dem alle tre ſammen til een, nemlig Sigurds, hvilken de ſætte paa det urette Sted, det midterſte, eller i 1098: er det ej at undres over, om de derved ere blevne noget vaklende i deres Angivelſer.
  40. Nemlig indtil Freden i Perth 1266. Det var kun i de nærme-ſte Decennier før denne Fredsſlutning, at der førtes formelige Krige mellem Norge og Skotland om Syderøerne.
  41. Se ovenfor I. 2. S. 64.
  42. Magnus Barfods Saga, Snorre, Fagrſkinna, Morkinſkinna, l. c.
  43. At denne Konge (Eadgar) i vore Sagaer enten aldeles ikke navngives, eller urigtigt kaldes Mælkolm, er ovenfor viſt.
  44. I Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 167 og 320 omtales Kantire ſom ſkotſk Beſiddelſe. Navnet „Tarbet“ paa dette, ſom mange lignende Eid, antyder ſtedſe, at en Baad kan drages over fra den ene Side til den anden. Det maa for øvrigt merkes, at Kantire i vore Sagaer ſtedſe kaldes Satiri eller Saltiri. Det kaldes der „et bedre Rige end den bedſte Ø blandt Syderøerne.“
  45. Den Manſke Krønike, der her aldeles ikke omtaler Magnus’s Beſøg i Skotland, men for Reſten maa ſtaa meeſt til Troende, lader Magnus begive ſig lige fra Wales til Man.
  46. Magnus Barfods Saga Cap. 24. Orkneyinga Saga S. 114. At de Krigere, hvorom der her er Tale, ej vare Ledingsfolkene, hvilke viſtnok alle forlængſt vare dragne hjem, men Lenstropperne og Lendermændene ſelv, ſees tydeligt nok deraf, at „de mægtige Høvdinger“ udtrykkeligt nævnes. Morkinſkinna anfører disſe Vers ved Magnus-’s ſidſte Tog til Irland, men aabenbart med Urette.
  47. Disſe Sagaer ere Orkneyinga Saga S. 116, Magnus Barfods Saga Cap. 24, og Snorre Sturlasſøn Cap. 12. Men det er vel at merke, at paa alle tre Steder er Beretningen næſten ligelydende, og ſkriver ſig aabenbart fra een og ſamme Kilde, ſaa at den altſaa kun er at anſee ſom enkeltſtaaende. Morkinſkinna og Fagrſkinna nævne, ſom vi allerede ovenfor have omtalt, intet om Giftermaalet mellem Irekongens Datter og Sigurd, men lader denne derimod egte„Skote-Kongens“ Datter. Hvorledes Misforſtaaelſen rimeligviis er opſtaaet, er ovenfor viiſt. Denne Misforſtaalſe, eller Forvexling af Irekongen og Skotekongen, har igjen rimeligviis været Aarſag til den alt for tidlige Omtale af Giftermaalet, thi dette maatte nødvendigviis ſtaa i Forbindelſe med et foregaaende Forlig, og da nu virkelig et Forlig mellem Magnus og Skotekongen ſluttedes 1098, var det i det mindſte for Bearbejderen af Morkinſkinnas Text aldeles nødvendigt, at henføre Giftermaalet til ſamme Aar.
  48. De fire Meſtres Annaler, ved 1102; Caradoc ved 1100 (1102). Hvad der iſærdeleshed viſer, at der ej kunde være Tale om Giftermaalet før 1102, er den Omſtændighed, at indtil da var Muirkertachs voxne Datter Lafracot, rimeligviis den ſamme, hvis Haand Magnus havde fraſagt ſig, endnu ugift; og hvis Forligs- og Giftermaals-Underhandlinger havde været optagne i 1098, ſynes det ſom om der da alene kunde være Spørgsmaal om en Fornyelſe af den tidligere Forbindelſe mellem Magnus ſelv og Muirkertachs ældre Datter. Men i Aaret 1102, og ſom man af Ordrik m. 8087 809) kan ſee, endnu før Juni Maaned, var Lafracot gift med Arnulf af Montgomery, en Broder af den for Magnus’s Haand faldne Hugo af Shropſhire, og ſaaledes vel endog, ſom man maa formode, en Fiende af Magnus. Ligeledes var Magnus ſelv bleven gift i 1101. Der kunde altſaa ved Forbundets Fornyelſe ej længer være Tale om en Fornyelſe af det ældre Giftermaal, og dette forklarer derfor tilſtrækkeligt, hvorfor man greb til den Udvej, at ſammengifte tvende Børn. Den væliſke Krønike (Caradoc S. 124) ſiger ogſaa at Magnus under ſit ſidſte Ophold i Man (1102) ſendte Bud til Muirkertach for at faa hans anden Datter til Egte for ſin Søn. Den Manſke Krønike ſynes ligeledes at henføre Forliget til Magnus’s ſidſte Tog.
  49. De fire Meſtres Annaler, Ulſter-Annalerne, ved 1098.
  50. Magnus Barfods Saga Cap. 25. Orkneyinga Saga Cap. 116. I Kongeſagaerne ſtaar urigtigt Papey iſtedetfor Papule. Der ere to Egne paa Orknø af dette Navn (nu Paplay) en paa Ragnvaldsø, en ſydøſtligt paa Roſsø; ſandſynligviis er det denne, ſom menes.
  51. Saaledes blev Kot Kalesſøn, ſom nys anført, udnævnt til Lendermand paa ſin Bryllupsdag.
  52. Den ſamme Forvirring og Sammenblanding af, hvad der tilhører Magnus’s tre forſkjellige Veſterhavstog, ſom herſker i vore Sagaer med Henſyn til de egentlige Krigsbegivenheder og Giftermaalet, ſpores ogſaa hvad Høvdinge- og Konge-Udnævnelſen angaar. Hryggjarſtykke (Magn. Barfods S. Cap. 20) og Snorre (Cap. 9) omtale førſt Sigurds Udnævnelſe til Høvding over Øerne under Formynderſkab ſtrax efter at der er talt om Magnus’s Ankomſt til Orknø og Paagribelſe af Jarlerne. Derpaa omtale de atter, at Magnus fatte Sigurd til Høvding med Kongenavn over alle de nys nævnte Riger(Magnus Barfods Saga Cap. 25, Snorre Cap. 12), og tilføjer Snorre her, at Magnus ſatte Haakon Paalsſøn til hans Formynder. Morkinſkinna, Hrokkinſkinna og Fagrſkinna nævne derimod om Sigurds Udnævnelſe til Høvding ſtrax efter Jarlernes Paagribelſe, men omtale denne Udnævnelſe under eet med hans Ophøjelſe til Kongeværdigheden umiddelbart før Magnus’s Afrejſe. Morkinſkinna og Fagrſkinna tilføje at Magnus ſatte ſaavel Haakon Paalsſøn ſom Erling Erlendsſøn til hans Formyndere. De fleſte Sagabearbejdelſer omtale ſaaledes kun een Høvdinge-Udnævnelſe, nemlig den ſidſte, der var forbunden med Kongetitlen. For ſaa vidt det nu, hvad man af Sagaernes Samſtemmighed i dette Punkt ſkulde formode, er ſandt, at Magnus ved denne Sigurds Ophøjelſe til Konge har udnævnt Haakon Paalsſøn til hans Formynder og ladet ham blive tilbage ſom ſaadan, da maa Udnævnelſen nødvendigviis henføres til Magnus’s ſidſte Veſterhavstog, 1102, thi vi erfare af Orkneyinga Saga S. 118, ſom her endog paaberaaber ſig et Kvad og derfor maa ſtaa til troende, at Haakon Paalsſøn fulgte tilbage med Magnus efter det andet Tog og deeltog i hans Krigstog til Gautland, hvilket vilde være en Umulighed, hvis han, ſom Morkinſkinna, Snorre og Fagrſkinna ſiger, i 1099 blev tilbage paa Orknøerne ſom Sigurds Formynder. Hvad Erling angaar, da er det rimeligviis kun ved en Fejltagelſe, at hans Navn er kommet ind i Morkinſkinna og Fagrſkinna, thi han var enten allerede falden i Angleſey-Slaget, eller deelte Haakons Skjebne, at maatte ledſage Kongen til Norge. Sammenholde vi nu hermed de væliſke Krønikers udtrykkelige Angivelſe, at.Sigurd førſt udnævntes til Konge ved Magnus-’s ſidſte Beſøg paa de Kanter, ſaa vel ſom den Omſtændighed, at Sigurd da — juſt havde fyldt ſit 12te Aar, den gamle Myndighedsalder for Konger og Høvdinger, bliver det indlyſende, at de væliſke Krøniker heri have Ret, og at Sagaerne urigtigt have ſkudt Konge-Udnævnelſen tilbage fra Magnus’s tredie til hans andet Tog. Men for ſaa vidt nu ogſaa Hryggjarſtykke og Snorre have Ret i at omtale en tidligere, foreløbig Høvdinge-Udnævnelſe, opſtaar Præſumtion for, at den ligeledes er ſkudt forlangt op, nemlig til Magnus’s Ankomſt 1098, hvor den var aldeles unødvendig, i Stedet for hans Afrejſe 1099, medens vi derimod i den Omſtændighed, at Sigurd i 1099 udnævntes foreløbigt til Høvding eller Statholder, have Nøglen til at Morkinſkinna o. fl. ved en Forvexling eller Sammenblanding af begge Udnævnelſer har kunnet ſætte den ſidſte i den førſtes Sted. Da nu Orkneyinga Saga, ſom vi have ſeet, umiddelbart efter Jarlernes Paagribelſe kun omtaler at Magnus lod Sigurd blive tilbage paa Orknø, uden at nævne et Ord om hans Udnævnelſe til Statholder, have vi her igjen Nøglen til at forklare, hvorledes de nys nævnte Sagabearbejdelſer ved en anden Forvexling eller Misforſtaaelſe have kunnet ſkyde Statholder-Udnævnelſen ſaa langt tilbage, ſom til Magnus’s
  53. Det er en merkelig og betydningsfuld Omſtændighed, at ſaa godt ſom fra det Øjeblik, Norge miſtede Syderøerne (1266), begyndte den tydſk-hanſeatiſke Indflydelſe, den nationale Skibsfarts Forfald, og Landets Inddragning i Faſtlandets politiſke Forhold.
  54. Magnus Barfods Saga Cap. 32. Snorre Cap. 18. Formen Berfœttr er den hyppigſte. Berleggr forekommer i Ágrip Cap. 39.