Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/3/45

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Da to Aar vare henrundne efter at Magnus havde faaet fuldkommen Rolighed oprettet i Landet og befæstet sig paa Tronen, besluttede han at gjøre et nyt Tog til Øerne og Landene i Vesterhavet. Det var, som man seer, hans alvorlige Vilje at hævde Norges Herredømme tovet fine Skatlande paa den Kant, saavel over de ældre, som over de nys erhvervede. Den første Gang, han viste sig i de Egne, havde heldige Omstændigheder sat ham istand til at betinge sig Fordele og Indrømmelser, der egentlig slet ikke svarede til den Styrke, som han da bragte med sig[1]; og det var derfor ikke at vente, at de dengang sluttede Forlig vilde blive nøjagtigt overholdte, hvis han ikke ved gjentagne Tog i en større Maalestok sikrede og befæstede det Herredømme, hvortil Grunden ved hiin Lejlighed var lagt. Begivenhederne i den korte Mellemtid fra 1094 indtil 1098 viste noksom, hvor lidet endnu hans Magt i hine Egne havde at betyde. Da Gudrød Meranagh var død i Aaret 1095, opstod der voldsomme Fejder mellem hans Sønner. Lagmand, den ældste, og som allerede havde regjeret i sin Faders Levetid, antog Kongenavn som hans retmæssige Efterfølger, men den anden Søn, Harald, gjorde ligeledes Fordring paa Kongedømmet, og paaførte Broderen Krig[2]. Det lykkedes omsider Lagmand at fange ham, og han var grum nok til at lade ham blinde og gilde: Men det varede ikke længe førend han angrede sin Grusomhed, og da just i denne Tid det første Opraab lød til hele den okcidentalske Christenhed om at tage Korset og drage til det hellige Land for at udrive det af de Vantroendes Hænder, troede Lagmand ikke bedre at kunne faa lettet den tunge Byrde af sin Samvittighed, end ved at forlade sit Rige og slutte sig til Korsfarernes Flok. Men han døde paa Vejen[3], og ved Efterretningen herom sendte de fornemste Mænd paa Øen Man Bud ikke til Kong Magnus, men til den irske Konge Muirkertach, med Ben om at han vilde udnævne en Mand af den irske Konge-Æt, som kunde føre Kongenavn og udøve den kongelige Myndighed, saa længe Olaf, Gudrøds Søn, endnu var mindreaarig. Muirkertach, heder det, føjede dem hjertens gjerne, og sendte dem en Mand ved Navn Donald, Søn af Tadg[4], idet han paalagde ham at vise sig mild og maadeholdende. Da det nu andensteds udtrykkeligt siges at Muirkertach brød det Forlig, han havde sluttet med Magnus, er det tydeligt nok at Bruddet netop har bestaaet deri, at han, fristet ved Manboernes Henvendelse til ham, opførte sig som om han var Lensherre over Man og Syderøerne[5]. At de henvendte sig til ham og ikke til Magnus, kom rimeligviis deraf, at de troede bedre at kunne raade sig selv under den ikke synderlig mægtige Muirkertach, end tinder den kraftige Magnus’s Herredømme. Men de bleve snart kede af det irske Regimente. Donald regjerede som en sand Tyran, og tillod sig de forfærdeligste Grusomheder, saa at endelig alle Høvdinger rundt om paa Øerne forbandt sig imod ham, gjorde Opstand, og fordreve ham, saa at han maatte flygte tilbage til Irland. Kong Magnus, der imidlertid maa have faaet Nys om alt dette, sendte nu — der siges ej hvor vidt det skede ifølge Øboernes Opfordring eller efter at Donald var fordreven[6] — en vis Ingemund som Underkonge over Øerne. Da Ingemund var landet paa Øen Ljodhuus (Lewis), stevnede han strax Thing, og lod Høvdingerne tilsige at indfinde sig for at tage ham til Konge. Men i Mellemtiden, inden Thinget samledes, opførte han og hans Mænd sig saa skammeligt, idet de ranede Indbyggernes Gods og tillode sig alle Slags Udsvævelser, at Høvdingerne, da de kom sammen, i Stedet for at tage ham til Konge, omringede det Huus, hvori han var, og brændte ham inde med hele hans Følge[7]. Derpaa udbrød der voldsomme Stridigheder mellem Høvdingerne indbyrdes. Saavel for at standse disse, som for at træffe kraftige Forholdsregler til varigt at befæste Norges Herredømme over Øerne, og indjage Irekongen Skræk, synes Magnus’s Nærværelse ved Skotlands og Irlands Kyster at have været paatrængende nødvendig. Det var desuden ogsaa paa høj Tid for ham at bringe Orknøernes Jarler tilbage til deres gamle Lydighedsforhold under den norske Konge. Hans ærgjerrige Sind skal ikke være blevet staaende herved, men han skal endog have beskjeftiget sig med Planer til at erhverve Herredømmet baade over Irland og Skotland, og derpaa at angribe England. Lejligheden til at erhverve Herredømmet over Skotland eller til at gjenoprette en Tingenes Orden i dette Rige, lig den der fandt Sted paa Thorfinn Jarls Tid, kunde ogsaa virkelig siges at være for Haanden, da det national-skotske Parti under Donald Bane nu omtrent indtog samme Stilling lige overfor det anglisk-nordmanniske, som det piktiske fordum lige overfor det albaniske, eller Moray-Ættens Tilhængere ligeover for Keneds-Ættens; under de indvortes Uroligheder, som derved opstode, maatte det synes forholdsviis let for en fremmed Høvding, i Spidsen for en vældig Hær, at tilvende sig stor Indflydelse, maaskee endog Overherredømmet, eller i det mindste i at erobre betydelige Stykker af Riget. Magnus havde allerede understøttet Donald Bane, der nu spillede Macbeths Rolle, og den Tanke maatte saaledes ligge Magnus temmelig nær, paa sin Side at spille Thorfinns, nemlig at tilvende sig det egentlige Herredømme, medens Donald kun blev hans Vasall. Dermed var rigtignok den Vanskelighed forbunden, at han ved en saadan Optræden ogsaa maatte vente at komme i Krig med den engelske Konge, der understøttede det anglisk-nordmanniske Parti, men dette var saa langt fra at afskrække Magnus, at han meget mere synes at have glædet sig til en Lejlighed, hvorved han haabede at tage Oprejsning for Nordmændenes Nederlag ved Stanford. Kort efter at Donald Bane ved Magnus’s Hjelp havde sat sig i Besiddelse af Edinburgh, og havde fordrevet alle de Engelskmænd, som Mælkolm havde draget ind i Landet, anmodede Mælkolms og Ingebjørg Jarlemoders Søn Duncan, der i længere Tid havde opholdt sig som Gissel ved den engelske Konges Hof, denne om Hjelp til at erhverve sin Faders Trone, og fordrive Donald[8]. Villjam, der gjerne greb denne Lejlighed til at fornye sin Indflydelse over Skotland, samtykte strax i Duncans Begjæring, lod ham sværge sig Troskabsed, og medgav ham en anglisk-nordmannisk Hær, hvormed det lykkedes ham at fordrive Donald og tiltvinge sig Hylding som Konge. Men endeel af Skoterne, misfornøjede med Fremmedvældet, overfaldt ham strax efter og dræbte de fleste af hans Mænd; han selv undkom kun med nogle faa. Siden kom der vel et Forlig istand mellem ham og hans Undersaatter, hvorved de erkjendte ham som Konge imod at han lovede, for Eftertiden ikke at ville drage nogen af de forhadte Fremmede ind i Landet; men Enigheden var dog ikke aflang Varighed. Efter halvandet Aar, der synet at have været optaget af uophørlige Fejder med Donald, blev Duncan svegen og dræbt af en af dennes Tilhængere, og Donald besteg atter Tronen (1095). Efter faa Aars Forløb fremstod endelig Duncans Halvbroder Eadgar, en Søn af Mælkolm og Dronning Margrete, som Kronprætendent; han havde siden Edinburghs Erobring opholdt sig i England, og understøttedes, ligesom Duncan, af Kong Villjam, der sendte en engelsk Hær til Skotland under Anførsel af hans Morbroder, den oftere omtalte Eadgar Ædheling (1097). Mellem begge Eadgarer og Donald opstode nu en haard og temmelig langvarig Kamp, der, som det nedenfor vil sees, strakte sig hen i det følgende Aar, og tog en ugunstig Vending for Donald[9]. At Donald derfor har sendt Bud til sin tidligere Beskytter, Kong Magnus, og at denne saaledes endog herved har haft en umiddelbar Opfordring til at blande sig i Skotlands Anliggender, er højst rimeligt. Lignende Opfordringer fik Magnus ogsaa af den urolige Haakon Paalssøn fra Orknøerne, der paa denne Tid opholdt sig ved hans Hof. Det er ovenfor berettet, hvorledes denne, nødsaget til at forlade sit Hjem, havde taget sin Tilflugt til Svithjod[10]. Her, siges der, skal en gammel viis Hedning have forudsagt ham at han med Tiden skulde blive Eneherre over Orknøerne og Stamfader for en mægtig Æt. Kort efter forlod han med Kong Inges Tilladelse Landet og begav sig til Kong Magnus, ved hvis Hof han kunde vente at erholde de sikreste Efterretninger om Forholdene i sit Hjem. Magnus tog venskabeligt imod ham, og Haakon erfarede nu, at hans Farbroder Erlend med sine Sønner saa godt som ganske havde tilrevet sig Magten, medens derimod hans Fader Paal kun befattede sig lidet med Regjeringen. Men han hørte tillige, at Øernes Indbyggere vare meget tilfreds med den Fred og Ro, som de nu i saa lang Tid havde nydt, og at de derfor aldeles ikke ønskede hans Tilbagekomst, da de kjendte hans urolige Sind. Da Haakon saaledes merkede, at det aldeles ikke vilde nytte ham at optræde paa egen Haand, besluttede han at forsøge, om han ej ved Magnus’s Hjelp kunde opnaa sit Maal. Han skjønnede godt, siges der, af Magnus’s Ytringer, naar de samtaledes, at Kongen gjerne beskjeftigede sig med store Planer og bar begjærlig efter andre Høvdingers Besiddelser. Han talte derfor til ham om, hvor passende det var for en stor Høvding som han at opbyde Leding, herje i Vesterhavet og ganske at underkaste sig dets Øer, ligesom Harald Haarfagre fordum; naar Kongen da, sagde han, havde befæstet sit Herredømme over Syderøerne, kunde han bekvemt herje paa Irland og Skotland, og naar han da tillige havde erobret disse vestlige Lande, var det en let Sag at bekrige England og hevne sin Farfader Harald Sigurdssøns Fald. Disse Ord faldt ypperligt i Kongens Øre; han bifaldt og roste dem særdeles. Haakon havde imidlertid ingen Aarsag til at glæde sig over den Iver, hvormed Kongen lyttede til hans Ord, thi denne erklærede ham reent ud, at han uden nogen Undtagelse eller Persons Anseelse vilde gjøre Fordring paa alle de Besiddelser der vester, hvortil han bar berettiget, saaledes ogsaa paa Orknøerne. Da Haakon hørte dette, blev han ilde tilmode, og afholdt sig ganske fra yderligere Opfordringer[11]. Men enhver yderligere Opfordring var“nu overflødig[12]. Kongen selv var fast besluttet paa at gjøre Toget, udbød Leding over hele Riget, og lod bekjendtgjøre for Almuen, at han med den Hær og Flaade, som nu samledes, vilde drage vestover Havet; hvad han der nærmere agtede at foretage, vilde komme an paa Omstændighederne. Folket var vistnok lidet tilfreds med en Udrustning i saa stor Maalestok, der ikke engang sigtede til Landets Forsvar, men det lader dog ikke til, at nogen vægrede sig ved at adlyde Opbudet. Det vilde vel heller ikke have nyttet stort, da mange Lendermænd fra alle Kanter af Riget fulgte med, og i det mindste da viste den største Iver i dette Foretagende[13]. Blandt disse Lendermænd nævnes udtrykkeligt Vidkunn Jonssøn, Sigurd Ranessøn fra Steig paa Haalogaland, hans Broder Ulf Ranessøn, Serk i Sogn, Dag Eilifssøn, Skofte i Giske og hans Sønner Agmund. Finn og Thord; Eyvind Alboge, Kongens Stallar; Kale Sæbjørnssøn af Agder og hans Søn Kol. At Haakon Paalssøn ledsagede Kongen, faldt af sig selv. Gisl Illugessøn blev — ogsaa med, foruden mange andre anseede Mænd, blandt dem, som der fortælles, hiin Magnus, Søn af Harald Godwinessøn, der allerede kort efter Harald Haardraades Død var kommen til Norge[14]. Magnus medtog ligeledes sin aatteaarige Søn Sigurd, for, som vi nedenfor ville see, at udnævne ham til Konge over de Landskaber, han paa dette Tog vilde komme til at underkaste sig. At han dertil valgte Sigurd, og ikke sin ældste Søn, Eystein, kom maaskee alene deraf, at han havde bestemt denne til sin Efterfølger i Norge selv; men hvis det forholder sig, som en enkelt Forfatter angiver[15], at Sigurds Moder var et fornemt engelsk Fruentimmer, kunde ogsaa denne Omstændighed havde ledet Magnus’s Valg, da det nemlig maatte ansees heldigt at den norske Underkonge i disse Egne havde mægtige Familieforbindelser i England. Magnus’s Flaade skal have bestaaet af 160 Skibe, af hvilke de 60 sandsynligviis vare udrustede af ham selv og Lendermændene, de øvrige derimod Ledingsskibe. Da man kan antage, at ethvert af hine, nu som ellers, havde en Besætning af mindst 120 Mand, og mange af dem langt flere, kan man med Sikkerhed regne, at denne, den egentlig faste og paalidelige Deel af Hæren, udgjorde henved 8000 Mand; den anden Deel, eller Ledingshæren, der kun i en kort Tid, halvanden Maaned, var forpligtet til at gjøre Tjeneste, og heller ikke kan have bestaaet af øvede Folk, udgjorde rimeligviis henimod 6000 Mand; man kan vel saaledes antage, at Magnus’s Styrke ved Udfarten fra Norge beløb sig til omkring 14000 Mand[16].

Magnus styrede først til Orknøerne (1098), hvor han landede, som det synes temmelig uventet, thi han tog strax Jarlerne Paal og Erlend til Fange, og sendte dem over til Norge. Erlend Jarls Sønner Magnus og Erling, saa vel sytti Haakon Paalssøn, beholdt han hos sig, aabenbart som Gisler. Sin Sott, den unge Sigurd, lod han blive tilbage paa Orknøerne under behørig Opsigt[17], og fortsatte nu Toget langs Skotlands Kyst til Syderøerne, hvor han først gjorde Landgang paa Ljodhuus, (Lewis). Dennes Indbyggere maatte nu bøde haardt for Ingemunds Drab; deres Huse bleve brændte og plyndrede, og de selv bleve dræbte, for saa vidt som de ej frelste sig ved Flugten, deels ind i Fjordene til Skotland, deels til Halvøen Kantire eller Irland. Paa denne Maade herjedes foruden Ljodhuus ogsaa Sum (North-Uist, Harris og South-Uist), Skid (Skye), Tyrvist (Tiree) og Myl (Mull). Magnus besøgte ogsaa den saakaldte hellige Ø, Iona eller Ikolmkill, men i Betragtning af Helligdommen fredlyste han den og dens Indbyggere mod al fiendtlig Behandling. Ved denne Lejlighed, fortælles der, lukkede han selv op den lille Kolumkille-Kirke (det nu saakaldte St. Orans Kapell), og vilde gaa derind, men betænkte sig, slog Døren i Laas, og forbød Enhver for Eftertiden at betræde denne Helligdom. Det tilføjes ogsaa, at den sidenefter ikke har været oplukket, dog kan dette kun gjelde den Tid, da Øerne stode under Norges Herredømme. Fra Ikolmkill styrede Magnus til Il, som ligeledes herjedes, og derfra til Kantire[18]. Han var nu kommen lige i Nærheden af Irland. Hvis han ikke, hvad der er højst sandsynligt, allerede tidligere, f. Ex. ved Ingemunds Afsendelse, havde udtalt sin Misnøje med Kong Muirkertachs Færd og hævet Forbindelsen med hans Datter, saa maa det dog i det mindste nu have skeet. Vist er det, at han herjede paa begge Sider af Sundet, baade den irske og den skotske, men han fandt Irlands Kyster saa vel forsvarede, at han for det første intet kunde udrette der[19]. Der omtales endog, at tre norske Skibe bleve tagne af Ulsterboerne, og Besætningen, over 120 Mand, dræbte[20]. Sandsynligviis var nu Ledingsfolkets Tjenestetid ude, og Kongens Troppestyrke saaledes betydelig aftagen. Uden at foretage sig videre mod Irland, drog ham derfor lige til Man, hvor de indbyrdes fiendtlige Partier just havde leveret hinanden et blodigt Slag ved Sandvad, i hvilket begge Anførerne, Jarlerne Ottar og Macmaras, faldt, og med dem en saa stor Mængde Folk, at Øen næsten skal være bleven blottet for Indbyggere [21] Det maa derfor have været en let Sag for Magnus at underkaste sig den. Landende ved Holm Peel eller St. Patriks-Ø, besaa han Valpladsen, hvor mange af de Faldne endnu laa ubegravne. Han fandt, heder det i den Manske Krønike, saadant Behag i den smukke Ø, at han besluttede at bo der, og opførte Borge, som endnu paa den Tid, Krøniken nedskreves, benævntes efter ham, og hvortil Indbyggerne af det lige overfor liggende Galloway i Skotland maatte levere Tømmer. At han skulde have valgt Øen til sit eget fremtidige Opholdssted, er baade i sig selv lidet rimeligt, og stemmer heller ikke med hvad der sidenefter skede; men derimod er det ej alene højst sandsynligt, men maa endog, ifølge andre Forfatteres udtrykkelige Vidnesbyrd, betragtes som ganske vist, at han bestemte Øen til sin Søn Sigurds og de vordende Underkongers Hovedsæde, og i det Øjemed opførte endeel Kasteller, hvori han lagde norsk Besætning[22]. Den næsten samtidige engelsk-nordmanniske Forfatter Ordrik fortæller„ at Magnus fik Folk til at nedsætte sig paa den folketomme Ø og skaffede dem Huse og andre Fornødenheder; her sigtes aabenbart til hiin Opførelse af Befæstninger med norsk Besætning; thi om Øen selv ved hiint store Slag end havde lidt et nok saa stort Folketab, kan den dog ej være bleven aldeles blottet for Indbyggere. Imidlertid er det ikke usandsynligt, at flere af Magnus’s menige Krigsfolk, lokkede bed Øens Frugtbarhed og indbydende Udseende, med hans Tilladelse, maaskee endog efter hans Opmuntring, have nedsat sig der. Ordrik fortæller, at Magnus ligeledes besøgte andre Øer af denne Gruppe i Oceanet, og lod en Mængde Mennesker nedsætte sig paa dem, et Foretagende, hvormed han i flere Aar beskjeftigede sig for at styrke sit Rige og udbrede sit Folk[23]. Dette kan neppe forstaaes anderledes, end at Magnus allerede strax paa dette Tog fik flere af sine Mænd til at bosætte sig i Syderøerne, og i de følgende Aar efter sin Hjemkomst foranstaltede Udvandringer derhen. Hans Øjemed var saaledes aabenbart, ved en ny Kolonisation at fornye den ældre norske Befolkning i hine Egne, der nu, efter 200 Aars Forløb, sandsynligviis var smeltet meget sammen med den gaeliske og vel tildels havde tabt sin Nationalitet. Dette var vel ogsaa det eneste eller i det mindste virksomste Middel, hvorved han kunde sikre sig varig Lydighed hos disse fjerne Egnes halvvilde Indbyggere.

Under sit Ophold paa Man, der kun ligger faa Mile nordenfor Kysten af Wales, maa Magnus have faaet Efterretninger om de Begivenheder, som nys havde fundet Sted i dette Landskab, og om Indbyggernes Frihedskamp mod de nordmanniske Konger og Grændse-Jarler. Den fornemste af disse var Hugo af Avranches, hvilken allerede Villjam Erobreren havde forlenet med Grevskabet Chester; han kaldtes som oftest Hugo den tykke (digre) paa Grund af den uformelige Fedme, som hans Vellevnet frembragte; hans Raahed og Grumhed skaffede ham ogsaa Tilnavnet „Ulven“. Villjam havde selvgjort et Tog til Wales (1081), og tiltvunget sig et Slags Underkastelse af Folket, men det var alene en Underkastelse af Navn, da Vælerne.i deres Fjelde havde et naturligt Værn, bag hvilket de endnu i Aarhundreder kunde forsvare deres Uafhængighed, trods blodige Fejder mellem deres egne Fyrster og uophørlige Angreb af de nordmanniske Grændsebaroner. Kong Villjam den yngre gjorde ligeledes flere Tog til Wales (1095—1097), men var uheldig paa dem alle, og maatte erkjende, at det her ikke nyttede at ville udrette alt ved en eneste Kraft— Anstrengelse, men at Undertvingelsen af Wales maatte overlades Tiden og Grændsebaronernes Bestræbelser, idet de deels ved de idelige Strejftog bemægtigede sig det ene mindre Stykke Land efter det andet, deels ogsaa ved Giftermaal med væliske Fyrsters Døtre søgte paa en fredelig Maade fat erhverve Besiddelser. Blandt de mægtigste Baroner, som vare forlenede med Grændsedistrikter, nævnes Roger Montgomery, Jarl af Shropshire, der havde Landskaberne Powis og Cardigan, og hans Sott Arnulf, der havde Dyved og Pembroke. En betydelig Iver sporedes især hos Grændsebaronerne i Begyndelsen af Aaret 1098, da den føromtalte Hugo den digre af Chester, og Hugo af Montgomery, Rogers Søn og Efterfølger i Jarldømmet Shropshire, indkaldte af en vælisk Forræder, brøde ind i Nordwales med en stor Hær, og trængte uhindret frem lige til Anglesey, idet Vælernes Konge Griffith ej vovede at gjøre dem Modstand, men trak sig tilbage til de utilgængelige Bjergegne. Begge Jarler satte sig i Besiddelse af Øen, som de søgte at sikre sig ved at opføre en Borg. Griffith og hans Frænde Cadogan henvendte sig til Irland om Hjelp, der ogsaa synes at være lovet dem, men da den udeblev og de saa fra forraadte af deres egne Mænd, fandt de det raadeligst selv at flygte til Irland, hvorefter Englænderne nu anrettede de grusomste Ødelæggelser[24].

I denne Nød blev Magnus de ulykkelige Vælers Redningsmand. Om Griffith selv paa Vejen til Irland har anløbet Man og bedet ham om Hjelp, eller om Vælerne efter Griffiths Afrejse, ved — at erfare hans Ankomst til Man, have opfordret ham til at staa dem bi, eller endelig om Magnus kun af egen Tilskyndelse, ved Efterretningen om Kampen paa Anglesey, kom til Wales for at benytte sig af Anledningen til, om muligt, ogsaa her at gjøre Erobringer, kan nu ej med Sikkerhed angives[25]. Det sidste synes dog at være det rimeligste. Han begav fra nemlig med ikke flere end 6 Skibe[26] til den væliske Kyst, og løb ind i Menai-Strædet eller Anglesey-Sund, snarere, som man maa antage, for at undersøge Forholdene og underhandle med Indbyggerne, end for strax at begynde aabenbar Krig. Han lod derfor fæste et rødt Skjold oppe ved Masten, som Tegn paa at han nærmede sig i fredelig Hensigt og ligesom for at kjøbslaa[27]. Men de nordmanniske Krigere bleve desuagtet heel forfærdede ved at see de store fremmede Skibe nærme sig; der blev raabt til Vaaben, og en stor Hær samlede sig under Anførsel af begge Jarler, for ved Vaabenmagt at hindre Magnus fra at lande. Der begyndte nu en heftig Kamp, som dog for det meste blev fort med Skud- og Kaste-Vaaben, da Nordmændene vare ombord paa Skibene, Nordmannerne stode paa Kysten 3). Den fromme Magnus, Erlend Jarls Søn, var ombord paa Kongens Skib, da denne havde gjort ham til sin Skutelsvend. Da Kampen begyndte, og de øvrige væbnede sig, satte han sig ganske roligt ned i For-Rummet, uden at foretage sig noget. Paa Kongens Spørgsmaal, hvad det skulde betyde, svarede han, at han havde intet udestaaende med de Mænd, mod hvilke man her skulde kæmpe, og at han derfor ej vilde deeltage i Striden. Kongen sagde da, at hvis han ej torde slaas, skulde han gaa ned tinder Dækket og ikke ligge i Vejen for Folk, især da hans Troskab nok ikke var at lide paa. Men Magnus tog en Psalter, og blev siddende paa Dækket under hele Slaget, uden mindste Dække mod Pile- og Skud-Regnen, idet han den hele Tid sang Psalmer. Han viste saaledes, at det ikke manglede ham paa Mod[28]. Hugo af Shropshire, der var kommen ned til Stranden førend Hugo af Chester, ordnede sine Krigeres Rækker, idet han paa sin raske Hest red frem og tilbage foran dem, endog lige ud i Fjæren, uden at endse de fiendtlige Pile og Spyd; thi han var brynjeklædt fra Top ti.l Taa, uden noget andet bart Sted paa sit hele Legeme, end Øjnene. Kong Magnus, hvis Skib laa nærmest Land, stod imidlertid i Forstavnen og skød med Haandbue mod Fienden. Ved at see Hugo nærme sig, sagde han til en haalogalandsk Bueskytte, der stod ved hans Side, at de begge paa een Gang skulde skyde hver sin Piil imod Jarlen: det skede, og begge Pile rammede ham i Ansigtet faa tæt ved hinanden at man ej kunde see, hvilken der var Kongens og hvilken Haalogalændingens. Den ene Piil traf Næseskjermen paa Jarlens Hjelm, saa at den lagde sig til Siden, den anden derimod gik ind i Øjet og ud gjennem Nakken, saa at Jarlen styrtede død ned i Vandet. „Lát hlaupa!“ raabte Magnus[29] og fortsatte Kampen, indtil Nordmannerne flygtede. “Da han fik vide, hvo den Mand var, som Skuddet havde fældet, skal han efter Ordriks Sigende have udtrykt sin Bedrøvelse derover, og tilstaaet Hugo af Chester Fred og Sikkerhed, da han, som han sagde, var kommen for at angribe Irland, ikke England, og ej for at erobre fremmede Lande, men kun for at forsvare sit Herredømme over de Øer, der allerede tilhørte ham[30]. Har Magnus virkelig sagt noget saadant, da maa det alene have været fordi han ej for Øjeblikket saa sig i Stand til at forfølge sin Sejr, eller og fordi han regnede Anglesey blandt de Øer, der med Rette tilhørte Norges Rige. Vist er det, at han tilegnede sig Herredømmet over Anglesey, og at Anglesey-Sund baade for og efter denne Tid nævnes som Norges Riges yderste Grændse mod Vesten[31]. Ligeledes see vi at Kongen i det mindste senere maa have gjort sig til af det heldige Skud, der fældte Hugo, da Skaldene Bjørn Krephendte og Thorkell Hamarskald, der digtede Draaper om ham, uden dog, som det synes, at have været med paa dette Tog, ligefrem give ham Æren for hiint Skud, medens derimod Gisl, som selv bevidner at han var med, tillægger Kongen det Skud, der rammede Hugos Næseskjerm[32]. Den egentlige Fordeel af denne Kamp havde kun Vælerne, som nu i lang Tid forsvarede Anglesey mod Nordmannerne, og derfor ogsaa, hvis man kan fæste Lid til den Manske Krønikes Udsagn, viste deres Erkjendtlighed ved at skjenke Magnus store Gaver. Det er heller ikke usandsynligt, at Griffith, som nu kom tilbage til Øen, har erkjendt ham for dens Herre, især da han derved havde en Grund mere til at bortvise Englændernes Fordringer. Men om Anerkjendelsen end fandt Sted,skaffede den dog Magnus kun en saagodtsom tom Titel, thi vi finde hverken at han eller nogen af hans Efterfølgere i Virkeligheden havde noget at sige over Øen, med mindre det skulde være, at han paa sit sidste Tog til Irland fandt en venskabelig Modtagelse der, og fik hugge saa meget Tommer, han behøvede; men dette, tillægges der udtrykkeligt, skede med Griffiths Tilladelse[33]. Derimod havde Magnus i Slaget mistet mange dygtige Mænd, der vare faldne, og en stor Mængde vare saarede. Blandt de Faldne nævnes Lendermanden Sigurd Sneis fra Agder, en Frænde af Kale Sæbjørnssøn, der selv blev haardt saaret. (Juli eller August 1098)[34].

Da der nu for det første ikke var mere at udrette paa denne Kant, vendte Magnus sig endelig mod Skotland[35], hvor Eadgar, Mælkolms Søn, ved sin Morbroder Eadgar Ædhelings Hjelp just havde fortrængt Donald Bane, og besteget Skotlands Trone[36]. Magnus havde allerede enten begyndt at herje eller gjort Forberedelser dertil, da der, som Sagaerne fortælle, kom Bud til ham fra Skotekongen med Bøn om at han vilde skaane hans Rige for Fiendtligheder, hvorimod han tilbød sig at afstaa til Magnus alle de Øer vestenfor Skotland, imellem hvilke og Fastlandet man kunde fare paa et rorfast Skib. Og, heder det videre, Freden kom virkelig istand mellem dem paa dette Vilkaar 2). Heraf see vi altsaa, at Magnus har truet Eadgar med en Krig, som denne, under de kritiske Omstændigheder, hvori han da befandt sig, og førend han endnu ret havde befæstet sig paa Tronen, saa vidt muligt maatte søge at undgaa, endog med betydelige Indrømmelser. Sammenhængen er aabenbart den, at Magnus, der, som ovenfor antydet, vistnok allerede havde modtaget Opfordringer fra Donald Bane om at komme ham til Hjelp, ogsaa nu virkelig enten har taget sig, eller i det mindste givet sig Mine af at ville tage sig af ham, indtil Eadgar, ved at byde Magnus de samme Fordele, som Donald, nemlig Afstaaelsen af Syderøerne, har faaet ham til at slaa Haanden af denne ulykkelige Kronprætendent, der siden, overladt til sig selv, faldt i Eadgars Hænder, blev blindet og holdt i Fængsel indtil sin Død[37]. Medens Kongen laa ved den skotske Kyst, fandt Jarlesønnen Magnus, paa hvem han havde været meget opbragt, siden han vægrede sig ved at deeltage i Kampen ved Anglesey, en Nat Lejlighed til at flygte fra Skibet og op i Skoven. Da Kongen om Morgenen savnede ham, lod han søge efter ham med Sporhunde, men forgjæves; han slap uskadt frem til Kong Eadgar, hos hvem han en Stund opholdt sig[38]. Da det tilføjes, at

Det er allerede ovenfor (S. 474) viist, at Magnus maa være kommen til Skotland efter at Eadgar allerede havde faaet Overhaand over Donald og fordrevet ham, eller rettere, efter at denne foreløbig var fordreven af Eadgar Ædheling (Høsten 1097), og Eadgar, Mælkolms Søn, var indsat til Konge. Men derfor var ikke Kampen mellem Kong Eadgar og Donald ophørt. Fordun (V. 34) fortæller udtrykkeligt, at Donald blev fangen af Eadgar selv, og fem efter at denne havde besteget Tronen 1098 (der siges ej engang, hvor længe efter); og derhos siger han, som vi have seet, ovenfor (Cap. 29), at Magnus kom til Skotland medens Donald, Duncan og Eadgar kæmpede om Tronen, og senere (X. 19), at Magnus havde erobret Øerne, da Mælkolms Sønner kæmpede mod Donald. Det er altsaa tydeligt, at Magnus kom til Skotland, førend Kampen mellem Eadgar og Donald endnu var udfegtet. Derved finder Magnus-’s Optræden mod Eadgar og Forhandlinger med ham deres rimeligste Forklaring. Jarlesønnen Magnus siden begav sig til Bretland og deels opholdt sig der, deels i England, indtil Kong Magnus’s Død, skulde man næsten formode at denne har gjort det til en af Betingelserne for Freden, at Eadgar ikke længer skulde beholde ham hos sig. Der er en sterk Formodning om, at der ved denne Lejlighed tillige har været underhandlet om en nærmere Besegling af Freden ved et Giftermaal mellem Magnus og Eadgars Syster Mathilde, ja at der maaskee endog har været indgaaet Fæstemaal imellem dem. Sagaerne have nemlig opbevaret tre Vers, digtede af Magnus, hvori han tilkjendegiver sin inderlige Kjærlighed til „Mathilde, den blonde Pige, der selv med Skjoldet forsvarer sit Land“, og tilkjendegiver sin Ængstelse for, at han aldrig skal faa hende at see. Sagaerne, som tilføje, at begge endog havde sendt hinanden Bud og Hilsener, kalder hende rigtignok „Kejserens Datter“, men da der ikke paa den Tid fandtes nogen Kejserdatter af Navnet Mathilde, lige saa lidt som Magnus synes at have haft nogen Anledning til at bejle til en tydsk Kejserdatter, medens han derimod kom i den nærmeste Berørelse med Skotland: maa man, — hvis det ellers har sin Rigtighed med Versene selv og Magnus’s Forfatterskab til dem, — virkelig antage, at den Sagabearbejder, der aller først kaldte hende Kejserens Datter, reent ud har taget Fejl, og at hun derimod var en Datter af den for fem Aar siden afdøde Kong Mælkolm. Ved at antage Freden beseglet med en saadan Trolovelse kunne vi maaskee bedst forklare den Tryg hed, hvormed Magnus synes at have efterladt sin Søn paa Orknøerne. At der ej blev noget af Giftermaalet, men at Mathilde i Aaret 1100 egtede Kong Henrik I af England, har maaskee alene sin Grund deri, at Eadgar, som tildeels var afhængig af Henrik, ej vovede at negte ham Systerens Haand, da han bejlede til hende, hvortil dog ogsaa kom at dette Giftermaal var langt fordeelagtigere for Skotland eller i det mindste for Kongehuset, end Forbindelsen med Magnus[39].

Fra denne Fredsslutning regner man Norges egentlige og varige Herredømme over Syderøerne, der nu vedvarede uafbrudt og for det meste ubestridt i 168 Aar[40]. At Magnus her optraadte med en afgjort Overvegt og tildeels endog med Sejrherrens Overmod, sees deraf, at han, upaatvivleligt med det ældgamle norske Vikingesagn øm Søkongen Beite og Eld-Eidet for Øje[41], tilegnede sig den betydelige Halvø Kantire ved at lade en Skude, hvor han selv sad til Roes i Løftingen, slæbe over det smale og lave Eid (Tarbet), som forbinder Kantire med Knapdale; thi derved kom Kantire til at kunne regnes blandt de Landskaber, mellem hvilke og Fastlandet man, ifølge Fredsbetingelsen, skulde kunne fare med et rorfast Skib[42]. Det synes ikke, som om den skotske Konge[43] har vovet at indlægge nogen Protest mod denne højst uegentlige og utilbørlige Fremgangsmaade, hvilket noksom viser Magnus’s Overlegenhed; dog lader det ikke til, at hans Efterfølgere gjorde Fordring paa Kantire[44]. Magnus derimod tilegnede sig det ganske. C Han sejlede nu langs Skotlands Vestkyst fra Fjord til Fjord, og underkastede sig alle de ydre Øer; sine Mænd sendte han.længer ind i Fjordene, for at de ogsaa skulde undersøge alle de indre Øer og i hans Navn tage dem i Besiddelse, saavel de beboede, som de ubeboede. Rimeligviis have Indbyggerne ved denne, som ved alle lignende Lejligheder, maattet stille ham Gisler til Underpant paa deres Troskab. For ret at befæste sin Magt paa Øerne, og sandsynligviis ogsaa for at berede et nyt Tog mod Irland, besluttede Magnus at overvintre i Syderøerne, eller rettere paa Man[45], hvilken af vore Forfædre stedse regnedes til Syderøernes Gruppe i vidtløftig Forstand. Da han forkyndte sine Mænd denne Beslutning, og kun tillod nogle faa at rejse hjem, for hvem dette var paatrængende nødvendigt, opstod der en stor Misfornøjelse blandt de øvrige, som nu just begyndte at føle Hjemvee og knurre over deres lange Fraværelse fra Hjemmet. Magnus talte herom med sine Raadgivere, idet han tillige saa til dem, der vare saarede i Slaget ved Anglesey. Blandt disse var Kale Sæbjørnssøn, hvis Saar, skjønt de i Førstningen ikke syntes saa betydelige, dog bleve mere og mere ondartede og ej vilde gro. Da Kongen raadførte sig med ham om den Misfornøjelse, der herskede i Hæren, spurgte Kale, om det ikke nu viste sig at hans Venner svigtede. Da Kongen sagde at han neppe kunde tro noget saadant, bad Kale ham holde et Vaabenskue, for selv at overbevise sig derom. Kongen gjorde saa, og savnede da virkelig mange Mænd. Da han beklagede sig derover for Kale, kvad denne et Halvvers, hvori han halv spottende omtalte den daarlige Løn, Kongen fik for alle de herlige Gaver, han med rund Haand havde uddeelt til sine fornemme Høvdinger, siden disse ej holdt ud, naar det gjaldt. Magnus udfyldte Verset, idet han klagede over, at han til liden Nytte havde anvendt sine Gaver, og at hans Skibe ej vare bemandede som de burde. Men siden efter lod han passe paa, at ikke flere Folk forlode ham[46].

Flere af vore Sagaer fortælle, at Magnus under dette sit Ophold i Suderøerne eller rettere paa Man fik et Giftermaal bragt istand mellem sin Søn Sigurd, som da kun var 9 Aar gammel, og den irske Konge Muirkertachs femaarige Datter Biadmuin (Biadmynia), hvilket altsaa tillige antyder, at der skulde være sluttet et nyt Forlig mellem Magnus og Muirkertach[47]. Det er sikkert nok, at saavel dette Giftermaal, som et Forlig og Forbund sluttedes, men det er aabenbart en Fejl at henføre dem til denne Tid, da det, som man baade af de irske og væliske Krøniker kan see, først fandt Sted i Aaret 1102, under Magnus’s sidste Ophold i disse Egne[48]. Det er ikke engang sandsynligt, at Magnus, der havde fuldt op at gjøre med at befæste sit Herredømme over de nys erhvervede Besiddelser, og hvis Stridskræfter desuden vare blevne betydeligt svækkede, nu skulde have vovet noget nyt Angreb mod Irland. Vi finde ham desuden ved sin Ankomst til Man i 1102, som det nedenfor vil sees, ej som en Ven, men som en Fiende af Muirkertach, der først siden efter ydmygede sig for ham og sluttede Forbund med ham. Det er muligt, endog heel rimeligt, at Magnus under sit Ophold paa Man har truet Muirkertach med et nyt Angreb, men de irske Annaler nævne ved denne Tid intet enten om Krig eller Forlig mellem begge Konger, medens de derimod fortælle temmelig vidtløftigt om Muirkertachs Fejder med Donald, og andre Smaakongers indbyrdes Stridigheder, som om de intet Angreb ventede udenfra[49]. Det rimeligste er derfor, at Magnus, tilfreds med de allerede vundne Erhvervelser, om de just ikke svarede til hans vidtstrakte Planer, for det første har ladet Irland være i Ro. I Løbet af Vintren havde han den Sorg, at den vise Kale Sæbjørnssøn døde af sine Saar. Tidligt om Vaaren (1099) forlod han endelig Syderøerne, og drog til Orknøerne, hvor han modtog den neppe ukjærkomne Efterretning, at begge Jarlerne Erlend og Paal vare døde, den første i Nidaros, den anden i Bergen. Foruden Sønnerne Erling og Magnus, efterlod Erlend Jarl af sit Egteskab med Thora Sumarlidesdatter tvende Døtre, Gunnhild og Cecilia; den første gav Kongen Kale Sæbjørnssøns Søn Kol til Egte med flere Ejendomme paa Øerne og en Hovedgaard i Papule, som Erstatning for Faderens Død; ligeledes gjorde han ham paa Bryllupsdagen til sin Lendermand, ligesom hans Fader havde været[50]. Kol forblev dog ikke paa Øerne, men fulgte hjem med Kongen, da denne vendte tilbage, og bosatte sig med sin unge Frue paa sine Fædrenebesiddelser i Egdafylke. Sit denne Tid henføre vore Sagaer Kongesønnen Sigurds Ophøjelse til Kongeværdigheden over alle de norske Besiddelser der vester, Orknøerne iberegnede. Det er dog rimeligst at denne Udnævnelse ej fandt Sted førend paa Bryllupsdagen, fire Aar senere, til hvilken Tid ogsaa den Manske Krønike udtrykkeligt henfører den. Thi deels synes det, som om en saadan Akt nærmest var egnet til at forherlige Bryllups-Højtidelighederne[51], deels er det aabenbart, at den Kongetitel, hvorom her er Tale, fornemmelig gjaldt Man, og forudsatte en formelig Indsættelse af Sigurd til Konge paa denne Ø, hvorhen Magnus ikke under sit hele Tog i Aaret 1098 synes at have ladet ham hente, og hvor han umuligt med Tryghed kunde lade ham blive tilbage, saalænge han ej ved noget indgaaet Forlig var sikret mod et Overfald fra Irland. Men derimod var det vistnok nu kort før Hjemrejsen og ikke, som en enkelt Beretning lyder, strax efter sin Ankomst til Orknøerne, at han gav Sigurd Høvdingenavn over disse, under paalidelige Mænds Formynderskab og tildeels under den skotske Konges Varetægt[52].

Da Sommeren kom, vendte Magnus tilbage til Norge. Han fik en heftig Storm undervejs, men kom dog hjem uden Skade. Hans Sejlads beskrives som meget prægtig. Uagtet han paa dette Tog ikke havde udrettet nær saa meget, som han fra først af synes at have tænkt sig, og som hans Ærgjerrighed forespejlede ham, var der dog al Grund for ham til at være tilfreds; thi han havde vundet mange store Landskaber, og befæstet sit Herredømme over dem. Flere af disse bare vistnok allerede forhen Navn af norske Skatlande, men dette Navn var ogsaa næsten det hele; det var først Magnus, som forandrede den titulære Afhængighed til en virkelig. Finde vi end at hans nærmeste Efterfølgere ikke udøvede fuldt saa umiddelbar Magt over hine Skatlande som han, saa er det dog aabenbart, at deres statsretlige Forbindelse med Norge nu var en ganske anden, langt engere, og langt nøjere bestemt, end forhen. Efter Magnus’s Tid fremstod ingen saa overmægtig og i Virkeligheden uafhængig Jarl, som Thorfinn, paa Orknøerne, og selv hos Syderøernes Underkonger synes Tanken om at gjøre sig uafhængige af Norge sjelden eller aldrig at have opstaaet, hvor egenmægtigt de for Resten kunde opføre sig.

Det er ellers et Spørgsmaal, om Besiddelsen af disse Landskaber virkelig var saa nyttig for Riget, at dette derved kunde siges at have faaet Fyldest for de Anstrengelser, som det kostede at erhverve og forsvare dem. Dette Spørgsmaal kan strax besvares bekræftende for Vikingetidens Vedkommende, thi Besiddelsen af Orknøerne og Hjaltland, tildeels ogsaa af Syderøerne, var da aldeles nødvendig for Norge, for at de ej skulde blive et stadigt Tilhold for Vikinger, som ellers vilde sætte sig fast der og idelig forurolige Riget. Efter Vikingetidens Ophør kunde man derimod med Føje sige, at den egentlig paatrængende Nødvendighed af at vedligeholde Afhængighedsforholdet, end sige med Opofrelser at knytte det fastere, ikke længer var forhaanden. Men eet er den virkelige Nytte, disse Besiddelser medførte, et andet den Vegt, som Fyrster og Folk i hine Tider lagde paa at besidde dem. Og her maa man altid have for Øje, at den visselig falske Anskuelse, der endnu i vore Dage saa hyppigt gjør sig gjeldende, at enhver Territorial-Udvidelse er et absolut Gode for et Land, i hiin Tid var saa forherskende, at der neppe engang gaves nogen, hvem det faldt ind at nære Tvivl om dens Rigtighed; og der var da ogsaa for saa vidt mere, der talte for den, som den fuldkomne Sammenblanding af Statens og Kongens Indtægter lod enhver saadan Forøgelse i Gebeet, der tillige medførte Forøgelse i det indkommende Skattebeløb, vise sig som en bestemt og blivende Vinding for Kongen, medens paa den anden Side Krigen selv, saaledes som den i hine Tider førtes, forholdsviis var lidet bekostelig, eller i alle Fald ikke medførte synderligt forøgede Bekostninger for Kongen selv. Hertil kom nu og den Forestilling, hos Kongen saa vel som hos Folket, at hvad der engang havde tilhørt Riget, ej skulde gaa fra det, og at navnlig ethvert af Nordmænd bebygget eller befolket Landskab ogsaa stedse burde adlyde Norges Konge. Disse og lignende Betragtninger var det i hine Tider, som bragte Norges Konger og Folk til at sætte saa megen Priis paa Besiddelsen af Skatlandene i Vesten. De lededes overhoved her, som i saa meget andet, mere af dunkle Instinkter og nedarvede Sædvaner, end af nogen klar Overbeviisning om den egentlige og virkelige Fordeel. Denne bestod deri, at Nationen derved bragtes i en hyppigere og engere Forbindelse med de britiske Øer, end den ellers vilde være kommen, og at den ved saaledes endnu mere end hidtil at drages over i den anglo-nordmanniske Kulturgangs Omraade, i lang Tid undgik den for Nationaliteten og Selvstændigheden skadelige Paavirkning af tydsk Kultur og Politik, som rammede de to andre Riger, især Danmark[53]. Hertil kom, at Besiddelserne i og for sig maatte være en god Støtte for Norges Handel i hine Egne, og bidrage til at gjøre Norges og Nordmændenes Navn æret og anseet, medens Nødvendigheden af at holde et vaagent Øje med deres Forsvar maatte holde Foretagelsesaanden vedlige, og stedse frembyde Lejlighed til at erhverve den Krigserfaring, som i hine Tider ikke af nogen fri Borger kunde undværes.

Under det lange Ophold i Vesten, fornemmelig i Man og paa Syderøerne, antoge saavel Magnus som mange af hans Mænd den der brugelige Dragt, og som endnu indtil det forrige Aarhundrede har været de skotske Gaelers Nationaldragt, nemlig korte Kjortler og Kapper, uden Beenklæder. Det maatte være heel paafaldende for Mængden, at see Kongen med sit Følge gaa med nøgne Been, og man gav ham derfor det Tilnavn, hvormed han sædvanligviis benævnes, „Barfod“ eller rettere „barføddet“ (berfœttr), „Barbeen“ (berbeinn) eller „Barlæg“ (berleggr)[54]. Den danske Forfatter Saxo angiver vistnok, som vi.ovenfor have seet, en anden Oprindelse for dette Tilnavn, men Sagaernes. Udsagn maa her antages at grunde sig paa de meest authentiske Kilder, ligesom det ogsaa i og for sig medfører størst Sandsynlighed.

    den ældste Søn, fød af en ringe Kvinde, Sigurd den anden, et Aar yngre, fød af en vis Thora, og Olaf den tredie, langt yngre, fød af Sigrid Saxedatter i Vik, synes det næsten som om Ordrik her maa have taget fejl, især da det endog er vanskeligt at forstaa hvorledes det kan vare gaaet til, at en fornem engelsk Dame omkring 1089, under Olafs fredelige Regjering, skulde kunne været bleven bragt fangen til Norge. Langt sandsynligere er det, at Ordrik har forvexlet Magnus Olafssøn med hans Farbroder Magnus Haraldssøn, og Sigurd med dennes Søn Haakon, saa vel som at hiin Turer Ingheriæ filius er Steigar-Thore, Isrids Søn, der fostrede Haakon, og muligt ja højst rimeligviis, ogsaa har staaet i et Slags Foster-Forhold til hans Fader Magnus, hos hvem han blev hjemme, da Harald og Olaf rejste til England.

    Ankomst i 1098. Paa denne Maade opklares nu det Hele: i 1098 har Magnus ladet Sigurd blive tilbage paa Orknø, alene fordi han ej vilde tage Drengen med paa det farlige Tog, men ikke for at gjøre ham til Statholder; ved Afrejsen i 1099 har han udnævnt ham til Høvding eller Statholder, og endelig, ved Brylluppet 1102, der synes at have staaet paa Man, har han udnævnt ham til Konge.

  1. ↑ Det er allerede ovenfor viist, at hans Styrke ved den Lejlighed ej kan have været betydelig, da han endnu kun havde Viken at raade over. At Toget i sig selv ej kan have været af Betydenhed med Hensyn til de anvendte Stridskræfter, sees ogsaa deraf at hverken Sagaerne eller den manske Krønike omtale det.
  2. ↑ Det er ovenfor nævnt, hvorledes den manske Krønike omtaler Lagmands Regjeringstid af 7 Aar, som om denne skulde regnes fra Gudrøds Død, men at de derimod hør regnes fra den Tid, da Gudrød fatte Lagmand til Statholder over Norderøerne eller paa en vis Maade tog ham til Medregent. Fejden mellem ham og Harald kan altsaa neppe have været saa langvarig, som Krøniken siger (multo tempore) eller og er den begyndt i Gudrøds Levetid.
  3. ↑ Da det som,man af det følgende vil see, nødvendig maa antages, at man paa Man allerede før Udgangen af 1096 havde Efterretning om Lagmands Død, maa han have været af dem, der toge Korset strax efter Kirkemødet Clermont, og drog afsted med Peter Eremitrts i Marts s. A. Sandsynligviis er Lagmand død tidligt, førend man endnu havde naaet Constantinopel.
  4. ↑ Han kaldes i den manske Krønike Dompnaldus filius Tadc. Da Muirkertachs Fader Tirdelvagh var en Søn af Tadg, Brian Boroimhes Søn, have enkelte antaget at denne Donald var en Broder af Tirdelvagh, og en Farbroder af Muirkertach. Men dette er ej sandsynligt, da han i saa Fald vilde blive alt for gammel; Tadg blev nemlig myrdet 1023, og hvis han efterlod nogen Søn, maatte han være fød før dette Aar. Men sandsynligviis har han været et yngre Medlem af Brians-Ætten, der allerede da efter den berømte Stamfader synes at have været kaldet Hy-Brian, og dens Medlemmer at have varet betegnede med Tilnavnet „O’Brian“. Derfor kaldes ogsaa Muirkertach selv i den manske Krønike Murccardus O’Brian.
  5. ↑ Se ovenfor S. 479.
  6. ↑ I den manske Krønike siges der, at Donald herskede i tre Aar. Hvis Antallet af Aar ej er sat for højt, maa herved sigtes til at hans Regjering har strakt sig gjennem tre Aarstal, nemlig Slutningen af 1096, hele 1097.og Begyndelsen af 1098. Da der nu slet ikke siges, at Ingemund ankom efter at Donald var fordreven; ja da endog Donalds Ankomst henføres til 1075 og og Ingemunds til 1077 (om de 20 eller 21 Aar, som Krøniken her kommer til kort, er ovenfor talt) altsaa kun to Aar efter, uagtet det paa første Sted heder at Donald herskede i tre Aar, maa man endogsaa ansee det vist, at Krønikens Forfatter har tænkt sig Ingemunds Ankomst, førend endnu Donald ganske var fordreven, eller omtrent samtidig dermed. Da det næste Aar, som angives, 1098, er rigtigt, og saaledes et nyt System for Tidsangivelsen her begynder, kan man ej med Bestemthed paastaa, at Krønikens Nedskriver henfører Ingemunds Afsendelse til et andet Aar, end Magnus’s Afrejse. Da det, som man nedenfor vil see, er temmelig vist, at Magnus ankom til Syderøerne omtrent i Juli 1098, var der rundelig Tid for ham til, endnu om Vaaren samme Aar, at sende Ingemund afsted og erfare hans Endeligt. Vi have seet, at Lagmands Død, der i den manske Krønike henføres til 1075, nødvendigviis maa skydes hen til 1096; da nu Krøniken lader Ingemund komme i 1077, maa dette følgelig forandres til 1098. Da det imidlertid er sandsynligt, at Magnus uden nogen særskilt Opfordring fra Manboerne, alene ved at erfare Muirkertachs Anmasselse, Donalds Grusomheder, og Anarkiet paa Øerne, har besluttet at sende Ingemund, kan denne Afsendelse ret vel have fundet Sted i 1097, og Donald senere være fordreven.
  7. ↑ Den manske Krønike. Det er ellers besynderligt, at vore Sagaer intet nævne om denne Ingemund, der dog maa have hørt til en meget fornem Æt; ja Navnet Ingemund forekommer ikke engang blandt de Mænd, der paa denne Tid, eller under de næst foregaaende Konger, omtales i Sagaerne. Kunde man blot paavise en Et, hvori dette Navn tidligere forekom, da vilde det paa Grund af Opkaldelses-Skikken være sandsynligt, at han var et Medlem deraf, og vi vilde saaledes nogenlunde kunne paavise hans Slægtskabsforhold, men selv dette er nu ganske umuligt.
  8. ↑ At Duncan var Mælkolms og Ingebjørgs Søn, siges udtrykkeligt i Orkneyinga Saga S. 90. Fordun kalder Duncan Mælkolms uegte Søn, sandsynligviis af den Grund at Ingebjørgs Egteskab med Mælkolm vel kun var et borgerligt, ligesom de fleste Egteskaber blandt Nordmændene paa den Tid, medens Margrete derimod vistnok var formelig viet til ham.
  9. ↑ Om alt dette se ovenfor S. 474, 475. Chron. Sax. fortæller at Eadgar Ædheling brød ind i Skotland med en engelsk Hær efter Mikkelsmesse 1097, altsaa vel i Oktober; strax derefter siges der at Donald efter en haard Kamp blev fordreven, og Eadgar, Mælkolms Søn, udnævnt til Konge under Villjams Lenshøjhed. Meningen synes at være, at det meste heraf endnu foregik i 1097; men da Donalds Fangenskab og Død ikke omtales, er det tydeligt nok, at Striden virkelig maa have varet ud i 1098, som Fordun siger. Da Kong Magnus rustede sig til Vesterhavstoget, var Donald vistnok endnu ej fangen. Se mere herom nedenfor.
  10. ↑ Se ovenfor S. 45. Det allerede her omtalt, at Orkneyinga Saga lader ham forlade Orknøerne allersidst i Kong Olafs Dage, men at han da synes at have været vel ung til allerede at kunne have ligget i Hærfærd og vakt saa store Uroligheder hjemme paa Øerne, som der siges. Der synes neppe engang paa den Tid at have været nogen Anledning for ham til videre „Hærfærd“, hvilken derimod var forhaanden, da hans Faders Halvbroder Duncan efter Mælkolms Død 1093 bekrigede Donald Bane saa at det virkelig bliver det sandsynligste, at han først efter den Tid forlod Øerne.
  11. ↑ Orkneyinga Saga S. 100—106. Et Stykke heraf er indtaget i Magnus Barfods Saga Cap. 14.
  12. ↑ Den manske Krønike angiver følgende, aabenbart aldeles urigtige Beretning om Aarsagen til Magnus’s Tog: „Magnus vilde undersøge, om St. Olafs Liig virkelig var uforraadnet, og befalede derfor at man skulde aabne hans Skriin. Biskoppen og Gejstligheden modsatte sig det, men Magnus lod det skee med Magt, og overbeviste sig om at Liget endnu var ganske friskt. Men da han havde seet og berørt det, paakom der ham en saadan Bæven, at han iilsomt gik bort, og den følgende Nat aabenbarede St. Olaf sig for ham i Drømme, med disse Ord: vælg eet af to, at du enten inden 30 Dage mister Liv og Rige, eller forlader Norge for aldrig tiere at gjensee det. Da Kongen vaagnede, sammenkaldte han forfærdet sine Raadgivere for at høre deres Mening, og de raadede ham til, snarest muligt at forlade Norge. Han gav da Befaling til at udruste Flaaden“. Da vi nu vide, at Olafs Skriin ikke blev aabnet i 200 Aar efter Harald Haardraades Besøg 1066 (se ovenfor S. 323) skulde man næsten formode at det er en legendarisk Beretning om dette Besøg selv, der har foresvævet Nedskriveren af den manske Krønike, og at han har forvexlet Magnus med hans Farfader Harald.
  13. ↑ I Magnus Barfods Saga Cap. 14 staar der, at Magnus lod Opbudet udgaa Aaret forud, førend Udrustningen skulde skee, saaledes at „Ledingen skulde være ude Sommeren efter“. Da nu Magnus’s Tog skede om Sommeren 1098, skulde Opbudet saaledes have skeet i 1097. Dette er dog mindre sandsynligt, naar man tager i Betragtning, at Beretningen om Ingemunds Drab, der dog nærmest maa have fremskyndet Magnus’s Tog, ej kan være kommen til Norge førend om Vaaren 1098. Det var heller ikke nu mere nødvendigt end før, at lade Opbudet udgaa saa lang Tid i Forvejen. Ikke engang til Harald Haardraades store Englandstog (se ovenfor S. 319) eller til Olaf Trygvessøns Vendlandstog (se ovenfor I. S. 379) skede Opbudet førend samme Vaar. Og naar man sammenligner Stedet i Magnus Barfods Saga med det tilsvarende i Orkneyinga Saga, hvorfra det er taget, vil man ogsaa finde at der her ikke tales det allermindste om „Sommeren efter“. Disse Ord maa saaledes være vilkaarligt indskudte. Men derved faar Saga-Nedskriveren en god Lejlighed til at bestemme Tiden for Gisl Illugessøns Æventyr, hvilket han indskyder efter hiint fra Orkneyinga Saga tagne Stykke, og førend Togets Begyndelse omtales.
  14. ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 20, 23; Orkneyinga Saga S. 108. Villjam af Malmsbury III. 260.
  15. ↑ Ordrik, hos Duchêne S. 767. Han siger nemlig, at Magnus i sit lovlige Egteskab havde Sønnerne Eystein og Olaf, men at hans tredie Søn var Sigurd, fød af en engelsk fangen Kvinde af høj Byrd, og opfostret af Turer Ingheriæ filius, der havde opfostret Magnus selv. Men da nu voxe Sagaer, som dog her maa staa meest til Troende, ere enige om at kalde Eystein
  16. ↑ Ordrik l. c. angiver Magnus’s Flaade til 60 Skibe, den manske Krønike derimod til 160. Da vi nu ogsaa tidligere have seet, at de kongelige og Lens-Skibene tilsammen udgjorde et Antal mellem 60 og 90, og man maa antage at Ledingstropperne paa dette som paa alle tidligere lignende Tog ere dragne hjem efter den korte Tjenestetids Udløb, er det højst sandsynligt, at Ordrik kun har haft de Skibe for Øje, hvormed Magnus kom til Man og Irland efter at Ledingstiden var ude, og at derimod den manske Krønike, som desuden udtrykkeligt siger, at Magnus lod samle en Flaade paa 160 Skibe, angiver det samlede Antal af kongelige Lens- og Ledingsskibe. Vel var det fulde Antal af de Skibe der ved halv Almenning skulde præsteres 150, men da der udtrykkeligt omtales, at Folket tinder Magnus fandt sig haardt besværet ved Leding, er det højst rimeligt, at ikke alle 150 erhvervedes.
  17. ↑ Saaledes Orkneyinga Saga S. 108. Hryggjarstykke og Snorre lade Magnus allerede nu udnævne Sigurd til Høvding, hvilket aabenbart er urigtigt, se nedenfor.
  18. ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 20, Snorre Cap. 9, Fagrskinna Cap. 229, 230. Her anføres ogsaa Vers af Skalden Bjørn Krepphendte, hvor der udtrykkeligt nævnes om Kongens Landgang og Herjen paa Ljodhuus, Ivist, Tyrvist, Myl, Sandø, Il, Saltire og Man. Ved Saltire forstaaes Kantire, ved den jevne Sunde synes Morkinskinnas „Bearbejder“ at have meent Mull, men denne er langt fra at være jevn og flad; Skalden maa snarere have meent Sanday strax søndenfor Kantire, og nævnt denne ellers ubetydelige Ø for Rimets Skyld (Sandey-randir). At hele denne Beskrivelse gjelder dette Tog, ej det første i 109¾, er forhen viist. Man kan endog aldeles udelade Cap. 21 i Magnus Barfods Saga, hvor Lagmand omtales, uden mindste Skade for Sammenhængen, og betragte det som en Episode af en nu tabt Beskrivelse over det første Tog. Her kalder Bjørn Skald desuden Magnus udtrykkelig „den unge Egde-Konge“; et Tegn paa at det var i Begyndelsen af hans Regjering. — Fortællingen om Kolumkillekirken maa staa ved sit Værd. Udsagnet, at den ej senere oplukkedes, findes allerede i Morkinskinna, og gjelder saaledes, hvis det ikke siden tankeløst er gjentaget i yngre Afskrifter, ej længer end i det seneste til 1220.
  19. ↑ Ordrik. l. c. At Magnus herjede paa Irland, siges udtrykkeligt saavel i Morkinskinna og Fagrskinna som i de øvrige vidtløftige Kongesagaer og hos Snorre.
  20. ↑ Ulster-Annalerne. Disse Skibe vare rimeligviis Ledingsskibe.
  21. ↑ Den Manske Krønike. Det er, som strax nedenfor vil sees, Ordrik, der, tagende Munden alt for fuld, omtaler Øen som aldeles blottet for Indbyggere.
  22. ↑ Dette siges udtrykkeligt i de vælske Krøniker, der gjengives saaledes hos Caradoc af Lhancarvan: „Magnus byggede paa Øen Man, som han havde erobret, trende Borge, og sendte derefter Bud til Irland for at faa Kong Murkarts anden Datter til Hustru for sin Søn; da dette var opnaaet, udnævnte han ham til Konge i Man“. Dette gjelder vel kun Magnus’s sidste Tog; men man erfarer dog, som det strax vil sees, af Ordrik, at Magnus’s Bestræbelser for at sikre Besiddelsen af Man omfattede en længere Tidsperiode.
  23. ↑ Ordrik hos Duchêne S. 767.
  24. ↑ Se om alle disse Begivenheder fornemmelig Caradoc, ved de nævnte Aar (hvorved der dog maa bemærkes, at Aarstallet som oftest anføres to Tal for lidet), og Ordrik; jevnfør Lappenbergs „Gesch. Englands“ II. S. 94, 134, 180. Hugo den tykke kaldes hos Carador „Vras“ (ɔ: den fede); i Sagaerne „den digre“; hos Ordrik staar „Hugoni Dirgane, i. e. grosso“; dirgane er her Fejlskrift for digran (Dativform af digra), hvoraf man kan see at ogsaa Anglerne kaldte ham „den digre“. Hugo af Shropshire kaldes i vore Sagaer „den prude“.
  25. ↑ Vore Sagaer sige kun, at Magnus styrede med sin Flaade til Bretland og lagde sig i Anglesey-Sund, uden at nævne Anledningen dertil; den Manske Krønike ligesaa. Morkinskinna og Fagrskinna tilføje, neppe med Rette, at Magnus herjede paa begge Sider af Sundet. Ordrik derimod lader ham komme i fredelig Hensigt med 6 Skibe; forresten synes han ikke at vide, at Magnus selv befandt sig ombord paa et af disse, men omtaler kun „Magnus’s Krigshøvding“ som Anfører, ligesom han strax efter lader Hugo blive fældet af en „norsk Barbar“; paa et andet Sted (S. 58l) siger han dog at han blev skudt af „Magnus, den norske Konges Broder“. De væliske Krøniker (Caradoc, S. 121) antage derimod Magnus for en Søn af Harald Godwinessøn, og fortælle at han tom for at gjenerobre Faderens Rige. De have da vistnok forvexlet ham med Harald, Søn af Harald Godwinessøn, der ifølge Villjam af Malmsbury var med paa Toget; imidlertid sige de ogsaa at han ved Modvind var dreven til Anglesey.
  26. ↑ Saaledes Ordrik: „rubrum scutum, quod signum pacis erat, super malum navis erexit“. At det røde Skjold paa Masten var Tegn paa den „Kjøbfred“, som skulde herske mellem Indbyggerne i Landet og Besætningen paa et nys ankommet Skib, saa længe den indbyrdes Handel stod paa, sees af den gamle Bjarkø-Ret Cap. 173 (Norges gamle Love I. S. 335). Her staar nemlig: „Alle de Pengebøder, der falde efter Sager, som opstaa ombord, deles halvt mellem Styremanden og Kongen, undtagen Thegngjeld, der tilkommer Kongen alene paa det Sted, hvor de bryde sin Saft fuldstændigt, hvis denne Konge er christen — da nemlig Reidemændene skulle paatale alle Sager ved Bryggesporden —, og de have et rødt Skjold oppe den hele Tid, da de ligge ved Land.
  27. ↑ Ordrik nævner som Stedet, i hvis Nærhed Kampen foregik, Klippen Dagannoth, hvor Hugo af Chesters Statholder, Markgrev Robert af Rhuddlan, havde opført en Borg (S. 768 jvfr. 670).
  28. ↑ Orkneyinga Saga S. 110. Dette kunde vel ogsaa udlægges som et Tegn paa Orknø-Jarlernes hemmelige Sympathier og Forstaaelse med det engelske Parti i Skotland.
  29. ↑ Saaledes Giraldus, Itin. Cambr. 867, der omtaler Hugos Fald paa denne Maade: „Paa Anglesey findes en Kirke, helliget St. Tefredauc. Da Hugo, Jarl af Shropshire, tilligemed Jarlen af Chester, engang gik derind med Magt, og om Natten lod nogle Hunde blive der, fandtes disse om Morgenen (mane, ikke manu) gale. En Maaneds Tid efter døde han selv ynkeligt; thi der kom til Øens Havn fra Orknøerne nogle Vikinger i Langskibe; da Jarlen hørte dette, red han dem modigt imøde lige ud i selve Havet, siddende paa en rask Hest. Men see, Skibenes Høvding, ved Navn Magnus, der stod med sin Bue i Forstavnen paa det fremmerste Skib, afskød en Piil, og skjønt Jarlen var jærnklædt fra Top til Taa, paa Øjnene nær, traf dog Pilen hans højre Siv, og gik igjennem Hjernen, saa at han styrtede døende i Vandet. Da Sejrherren faa ham styrte, skal han med overmodig Glæde have raabt paa den danske Tange „leit loupe“ (Formerne her ere, som man seer, angliserede), hvilket paa Latin betyder „sine salire“. Og fra den Tid af ophørte Englændernes Herredømme over Anglesey.“
  30. ↑ Ordrik, S. 768. Uagtet denne Forfatter meddeler flere nærmere Omstændigheder ved Magnus’s Kamp i Anglesey-Sund, end nogen anden, hvoraf man maa slutte at han har haft speciellere Efterretninger, maaskee endog af Nordmænds Mund, siden han paa dette Sted indskyder nogle interessante Notitser om Norge og dets Byer, hvorom nedenfor, saa er det dog tillige tydeligt, at han har misforstaaet et og andet, og at han i det hele taget meddeler Fortællingen paa en forvirret Maade, saa at man ej ubetinget kan stole paa alt hvad han siger, især naar dette ej angaar bestemte Fakta, men løse Udsagn og politiske Forhold. Saaledes er det allerede ovenfor viist, hvorledes han synes at modsige sig selv, naar han S. 58l lader Hugo af Shropshire fældes af Magnus, men siden efter (S. 768) kun omtaler „Magnus’s Krigshøvding“ eller en „norsk Barbar“ som hans Drabsmand. Denne Modsigelse kunde dog maaskee udjevnes saaledes, at man antager hans Mening at være den, at Magnus først har afsendt de ser Skibe, og siden selv har fulgt efter med flere. Denne Forklaring kunde faa meget mere lade sig høre, som Ordrik øjensynligt tænker sig en lang Tid hengaaet under Nordmændenes Fejde i Bretland. Thi først, heder det, gjorde Kystboerne Allarm ved Nordmændenes Ankomst, og Krigerne fra Mercia samlede sig; siden sendte begge Jarlerne Bud omkring i hele deres Distrikt (Mercia) og kaldte Franker og Angler sammen mod de Fremmede, saa at en stor Skare mødte ved Dagannoth, og forberedte Slaget; derpaa ventede Hugo af Shropshire i „mange Dage“ paa de Øvrige, og holdt Øje med Nordmændene, indtil han en Dag, da han saa disse „rase“ mod de Indsødte, ilede til, og blev rammet af en Piil. Men man seer tydeligt, saavel af de væliske Krøniker (Cador S. 121) som af den paalidelige Florents, at Magnus netop kom paa den Tid, da begge Jarler allerede befandt sig med deres Folk paa Anglesey: det er altsaa tydeligt, at ingen Indkaldelse af Krigere fra Mercia behøvedes, og at Ordrik har forvexlet den Udrustning, Jarlerne gjorde for at erobre Anglesey, med den øjeblikkelige Samling mod Magnus. Og at hine ser norske Skibe ej vare foreløbigt udsendte af Magnus, medens Jarlerne endnu udrustede sig, men at han selv anførte dem, og at Nordmændene i dette Aar kun een Gang viste sig ved Anglesey, sees udtrykkeligt saavel af Sagaerne som af Florents’s og Caradocs Beretning; ja Ordrik siger endog selv kort i Forvejen, at Magnus trængte frem „lige til Anglesey“, og hans senere Udsagn om at han tilstod Hugo af Chester Fred og Lejde, synes ogsaa at røbe hans personlige Nærværelse. Ordriks Paastand, at Magnus skulde have ført et fredeligt Sprog med Hensyn til England, bliver derfor højst mistænkelig,“ og kan neppe holde Skik lige over for Villjam af Malmsburys udtrykkelige Ord (IV. 329) at Magnus „haardnakket hjemsøgte England ved at angribe Anglesey“, og de ovenfor skildrede politiske Forhold, der maatte stille ham paa en fiendtlig Fod lige over for Kong Villjam, den mælkolmske Æts og de engelske Interessers Forsvarer i Skotland. Hertil kommer at det, som det strax nedenfor nærmere vil sees, altid bliver meest sandsynligt, at han havde den bestemte Hensigt at erobre Anglesey.
  31. ↑ Saavel vore Sagaer, som den manske Krønike sige udtrykkeligt, at Magnus underkastede sig Øen. Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og Snorre have her ogsaa det Tillæg: „saaledes som de tidligere Konger over Norge havde tilegnet sig Herredømmet længst mod Syd“. Det er allerede ovenfor (S. 4) viist, hvorledes den legendariske St. Olafs Saga Cap. 40 nævner Naanes, Glaumstein, Eidaskog og Anglesey-Sund som de yderste Grændser for Olafs Rige; dog er det allerede der nævnt, at Angivelsen maaskee kun sigter til Forholdene paa Magnus Barfods Tid, hvilket er saa meget sandsynligere, som Glomsteen nævnes, og dette Sted ligger i Halland, hvor Magnus just nylig havde herjet. Hiint Tillæg er derfor maaskee kun at betragte som en Anachronisnie. De fleste Sagaer tilføje, skjønt aabenbar urigtigt, at Anglesey er Trediedelen af hele Bretland.
  32. ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 22.
  33. ↑ Dette siges dog kun i de væliske Krøniker, Caradoc S. 123.
  34. ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 22. Snorre, Cap. 11. Morkinskinna fol. 23. a. b. Fagrskinna, Cap. 231, 232. Thjodrek Munk, Cap. 31; han forklarer dog „Bretland“ urigtigt ved „Cornubia“ d. e. „Cornwall“. Orkn. Saga S. 108—110. Den manske Krønike. Villjam af Malmsbury IV. 329 (Hearnes Udgave S. 506). Florents af Worcester, Thorpes Udgave II. S. 42. Chron. Sax. ved 1098. Her staar der kun at Jarlen Hugo blev dræbt i Anglesey af „Udvikinger“; det nævnes efter en Begivenhed „om Sommeren“ og før en anden „før Mikkelsmesse“; Tiden for Slaget synes derved at kunne bestemmes til Juli eller August 1098. Giraldi Itinerarium l. c. De væliske Krøniker, se Caradoc, l. c.
  35. ↑ Man maa dog antage, at Magnus paa Vejen har anløbet Man for at forsterke sig med den øvrige Flaade. Dette bestyrkes paa en vis Maade ogsaa af den Manske Krønikes Udtryk.
  36. ↑ Magnus Barfods Saga, Cap. 23, Snorre Cap. 11, Fagrskinna Cap. 232.
  37. ↑ Se Fordun, l. c.
  38. ↑ Orkneyinga Saga S. 111, 112. St. Magnus’s Saga Cap. 8. Morkinskinna fol. 23. b. Magnus skal, som det heder, have brugt den List, at indrette sit Leje paa Kongens Skib saaledes at det saa ud som om han laa der; og Kongen savnede ham derfor ej, førend han, forundret over at han sov længer end de øvrige, vilde lade ham vække. Han svømmede til Land barfodet og i de blotte Liinklæder; han saarede sin Fod saa sterkt, at han ej strax kunde gaa langt ind i Skoven, men maatte skjule sig oppe i et Træ; her, siges der, opdagede en Hund ham og begyndte at gjø, men han kastede en Stok ned paa den, hvorved den strax løb tilbage, med Halen mellem Benene, efterfulgt af de øvrige. Denne Fortælling, der alene kan hidrøre fra Jarlesønnen selv, er saa meget mere mistænkelig, som han siden blev en Helgen.
  39. ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 30, Snorre Cap. 18. Den her fremsatte Mening er ogsaa allerede udtalt af Suhm, Historie af Danmark V. 920 Denne Antagelse giver endnu en Forklaringsgrund mere for den for omtalte Forvexling af Muirkertach og Mælkolm, hvori Morkinskinna (og Fagrskinna) gjør sig skyldig, hvor den handler om Drengen Sigurds Giftermaal med den femaarige Kongedatter. Thi her vare vistnok flere sammenstødende Omstændigheder for Haanden, der kunde fremkalde Fejltagelsen, nemlig: a) den før omtalte hyppige Sædvane, ogsaa at kalde Irerne Skoter, b) Magnus’s første Forlovelse med Muirkertachs ældste Datter Lafracot; c) Magnus’s Forlovelse med den afdøde Skotekonge Mælkolms Datter Margrete; d) Sigurds Forlovelse med Muirkertachs anden Datter Biadmuin. Da nu, hvis en af disse Forlovelser sandt Sted i 1098 eller 1099, denne ej kan have været nogen anden end Forlovelsen med Margrete, saasom, hvad vi have seet, Forlovelsen mellem Magnus og Lafracot skede tidligere, og Forlovelsen mellem Sigurd og Biadmuin senere, men vi paa den anden Side tydelig kunne see at Sagaerne have slaaet dem alle tre sammen til een, nemlig Sigurds, hvilken de sætte paa det urette Sted, det midterste, eller i 1098: er det ej at undres over, om de derved ere blevne noget vaklende i deres Angivelser.
  40. ↑ Nemlig indtil Freden i Perth 1266. Det var kun i de nærme-ste Decennier før denne Fredsslutning, at der førtes formelige Krige mellem Norge og Skotland om Syderøerne.
  41. ↑ Se ovenfor I. 2. S. 64.
  42. ↑ Magnus Barfods Saga, Snorre, Fagrskinna, Morkinskinna, l. c.
  43. ↑ At denne Konge (Eadgar) i vore Sagaer enten aldeles ikke navngives, eller urigtigt kaldes Mælkolm, er ovenfor vist.
  44. ↑ I Haakon Haakonssøns Saga Cap. 167 og 320 omtales Kantire som skotsk Besiddelse. Navnet „Tarbet“ paa dette, som mange lignende Eid, antyder stedse, at en Baad kan drages over fra den ene Side til den anden. Det maa for øvrigt merkes, at Kantire i vore Sagaer stedse kaldes Satiri eller Saltiri. Det kaldes der „et bedre Rige end den bedste Ø blandt Syderøerne.“
  45. ↑ Den Manske Krønike, der her aldeles ikke omtaler Magnus’s Besøg i Skotland, men for Resten maa staa meest til Troende, lader Magnus begive sig lige fra Wales til Man.
  46. ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 24. Orkneyinga Saga S. 114. At de Krigere, hvorom der her er Tale, ej vare Ledingsfolkene, hvilke vistnok alle forlængst vare dragne hjem, men Lenstropperne og Lendermændene selv, sees tydeligt nok deraf, at „de mægtige Høvdinger“ udtrykkeligt nævnes. Morkinskinna anfører disse Vers ved Magnus-’s sidste Tog til Irland, men aabenbart med Urette.
  47. ↑ Disse Sagaer ere Orkneyinga Saga S. 116, Magnus Barfods Saga Cap. 24, og Snorre Sturlassøn Cap. 12. Men det er vel at merke, at paa alle tre Steder er Beretningen næsten ligelydende, og skriver sig aabenbart fra een og samme Kilde, saa at den altsaa kun er at ansee som enkeltstaaende. Morkinskinna og Fagrskinna nævne, som vi allerede ovenfor have omtalt, intet om Giftermaalet mellem Irekongens Datter og Sigurd, men lader denne derimod egte„Skote-Kongens“ Datter. Hvorledes Misforstaaelsen rimeligviis er opstaaet, er ovenfor viist. Denne Misforstaalse, eller Forvexling af Irekongen og Skotekongen, har igjen rimeligviis været Aarsag til den alt for tidlige Omtale af Giftermaalet, thi dette maatte nødvendigviis staa i Forbindelse med et foregaaende Forlig, og da nu virkelig et Forlig mellem Magnus og Skotekongen sluttedes 1098, var det i det mindste for Bearbejderen af Morkinskinnas Text aldeles nødvendigt, at henføre Giftermaalet til samme Aar.
  48. ↑ De fire Mestres Annaler, ved 1102; Caradoc ved 1100 (1102). Hvad der isærdeleshed viser, at der ej kunde være Tale om Giftermaalet før 1102, er den Omstændighed, at indtil da var Muirkertachs voxne Datter Lafracot, rimeligviis den samme, hvis Haand Magnus havde frasagt sig, endnu ugift; og hvis Forligs- og Giftermaals-Underhandlinger havde været optagne i 1098, synes det som om der da alene kunde være Spørgsmaal om en Fornyelse af den tidligere Forbindelse mellem Magnus selv og Muirkertachs ældre Datter. Men i Aaret 1102, og som man af Ordrik m. 8087 809) kan see, endnu før Juni Maaned, var Lafracot gift med Arnulf af Montgomery, en Broder af den for Magnus’s Haand faldne Hugo af Shropshire, og saaledes vel endog, som man maa formode, en Fiende af Magnus. Ligeledes var Magnus selv bleven gift i 1101. Der kunde altsaa ved Forbundets Fornyelse ej længer være Tale om en Fornyelse af det ældre Giftermaal, og dette forklarer derfor tilstrækkeligt, hvorfor man greb til den Udvej, at sammengifte tvende Børn. Den væliske Krønike (Caradoc S. 124) siger ogsaa at Magnus under sit sidste Ophold i Man (1102) sendte Bud til Muirkertach for at faa hans anden Datter til Egte for sin Søn. Den Manske Krønike synes ligeledes at henføre Forliget til Magnus’s sidste Tog.
  49. ↑ De fire Mestres Annaler, Ulster-Annalerne, ved 1098.
  50. ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 25. Orkneyinga Saga Cap. 116. I Kongesagaerne staar urigtigt Papey istedetfor Papule. Der ere to Egne paa Orknø af dette Navn (nu Paplay) en paa Ragnvaldsø, en sydøstligt paa Rossø; sandsynligviis er det denne, som menes.
  51. ↑ Saaledes blev Kot Kalessøn, som nys anført, udnævnt til Lendermand paa sin Bryllupsdag.
  52. ↑ Den samme Forvirring og Sammenblanding af, hvad der tilhører Magnus’s tre forskjellige Vesterhavstog, som hersker i vore Sagaer med Hensyn til de egentlige Krigsbegivenheder og Giftermaalet, spores ogsaa hvad Høvdinge- og Konge-Udnævnelsen angaar. Hryggjarstykke (Magn. Barfods S. Cap. 20) og Snorre (Cap. 9) omtale først Sigurds Udnævnelse til Høvding over Øerne under Formynderskab strax efter at der er talt om Magnus’s Ankomst til Orknø og Paagribelse af Jarlerne. Derpaa omtale de atter, at Magnus fatte Sigurd til Høvding med Kongenavn over alle de nys nævnte Riger(Magnus Barfods Saga Cap. 25, Snorre Cap. 12), og tilføjer Snorre her, at Magnus satte Haakon Paalssøn til hans Formynder. Morkinskinna, Hrokkinskinna og Fagrskinna nævne derimod om Sigurds Udnævnelse til Høvding strax efter Jarlernes Paagribelse, men omtale denne Udnævnelse under eet med hans Ophøjelse til Kongeværdigheden umiddelbart før Magnus’s Afrejse. Morkinskinna og Fagrskinna tilføje at Magnus satte saavel Haakon Paalssøn som Erling Erlendssøn til hans Formyndere. De fleste Sagabearbejdelser omtale saaledes kun een Høvdinge-Udnævnelse, nemlig den sidste, der var forbunden med Kongetitlen. For saa vidt det nu, hvad man af Sagaernes Samstemmighed i dette Punkt skulde formode, er sandt, at Magnus ved denne Sigurds Ophøjelse til Konge har udnævnt Haakon Paalssøn til hans Formynder og ladet ham blive tilbage som saadan, da maa Udnævnelsen nødvendigviis henføres til Magnus’s sidste Vesterhavstog, 1102, thi vi erfare af Orkneyinga Saga S. 118, som her endog paaberaaber sig et Kvad og derfor maa staa til troende, at Haakon Paalssøn fulgte tilbage med Magnus efter det andet Tog og deeltog i hans Krigstog til Gautland, hvilket vilde være en Umulighed, hvis han, som Morkinskinna, Snorre og Fagrskinna siger, i 1099 blev tilbage paa Orknøerne som Sigurds Formynder. Hvad Erling angaar, da er det rimeligviis kun ved en Fejltagelse, at hans Navn er kommet ind i Morkinskinna og Fagrskinna, thi han var enten allerede falden i Anglesey-Slaget, eller deelte Haakons Skjebne, at maatte ledsage Kongen til Norge. Sammenholde vi nu hermed de væliske Krønikers udtrykkelige Angivelse, at.Sigurd først udnævntes til Konge ved Magnus-’s sidste Besøg paa de Kanter, saa vel som den Omstændighed, at Sigurd da — just havde fyldt sit 12te Aar, den gamle Myndighedsalder for Konger og Høvdinger, bliver det indlysende, at de væliske Krøniker heri have Ret, og at Sagaerne urigtigt have skudt Konge-Udnævnelsen tilbage fra Magnus’s tredie til hans andet Tog. Men for saa vidt nu ogsaa Hryggjarstykke og Snorre have Ret i at omtale en tidligere, foreløbig Høvdinge-Udnævnelse, opstaar Præsumtion for, at den ligeledes er skudt forlangt op, nemlig til Magnus’s Ankomst 1098, hvor den var aldeles unødvendig, i Stedet for hans Afrejse 1099, medens vi derimod i den Omstændighed, at Sigurd i 1099 udnævntes foreløbigt til Høvding eller Statholder, have Nøglen til at Morkinskinna o. fl. ved en Forvexling eller Sammenblanding af begge Udnævnelser har kunnet sætte den sidste i den førstes Sted. Da nu Orkneyinga Saga, som vi have seet, umiddelbart efter Jarlernes Paagribelse kun omtaler at Magnus lod Sigurd blive tilbage paa Orknø, uden at nævne et Ord om hans Udnævnelse til Statholder, have vi her igjen Nøglen til at forklare, hvorledes de nys nævnte Sagabearbejdelser ved en anden Forvexling eller Misforstaaelse have kunnet skyde Statholder-Udnævnelsen saa langt tilbage, som til Magnus’s
  53. ↑ Det er en merkelig og betydningsfuld Omstændighed, at saa godt som fra det Øjeblik, Norge mistede Syderøerne (1266), begyndte den tydsk-hanseatiske Indflydelse, den nationale Skibsfarts Forfald, og Landets Inddragning i Fastlandets politiske Forhold.
  54. ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 32. Snorre Cap. 18. Formen Berfœttr er den hyppigste. Berleggr forekommer i Ágrip Cap. 39.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/45&oldid=84435»