Det norske Folks Historie/3/44

From Wikikilden
Jump to navigation Jump to search

Efter den ſidſte Fejde i Halland og Forliget med Sveinke herſkede Magnus et Par Aar (1096—1098) i Fred, men, ſom man maa ſlutte af det Eftertryk, de gamle Beretninger lægge paa denne Sag, fremdeles ivrigt beſkjeftiget med at holde Orden i Landet og ſørge for den almindelige Sikkerhed, ligeſom vi i det følgende ville ſee, at han ogſaa holdt Øje med, hvad der foregik i Skatlandene, og ſøgte at gjøre ſit Herredømme gjeldende endog over de fjerne Syderøer. Fra denne forholdsviis rolige Tid have Sagaerne, kun opbevaret os en eneſte Tildragelſe, der vel ikke griber ſynderligt ind i den politiſke Hiſtorie, men dog er af megen Interesſe for ſaa vidt den kaſter Lys paa de Tiders Skikke og Sæder, afgiver et Bidrag til at lære Kongens Charakteer at kjende, og derhos indeholder merkelige Antydninger af det Forhold, hvori Island vel Islændingerne paa den Tid ſtode til Norges Konge. En Sommer, det ſiges ikke naar, men maa efter tal Rimelighed have været 1096 eller 1097, kom Islændingen Giſl Illugesſøn til Norge, og tog ſig Herberge hos en anſeet Mand ved Navn Haakon, der boede paa Forbord, ikke langt fra Nidaros[1]. Giſl var af fornem Æt, thi hans Oldefader var Tind Hallkellsſøn, en navnkundig Skald i Slutningen af det foregaaende Aarhundrede, og dennes Broder var den mægtige borgfjordſke Høvding Illuge den ſvarte, Skalden Gunnlaug Ormetunges Fader[2]. Da Giſl endnu kun var en ſexaarig Dreng, havde han med ſin tre Aar ældre Broder været Vidne til, at hans Fader, Illuge Thorvaldsſøn, blev dræbt af en vis Thormod Kollesſøn[3] og dennes Svigerſøn Gjavvald. Han gjorde da ved ſig ſelv det Løfte, at hevne ſin Fader, om det ſaa ſkulde koſte ham hans Liv; og hans Erende var nu intet andet end at udføre denne Hevn, ſkjønt han ej var mere end 17 Aar gammel. Men Gjavvald var imidlertid bleven Hirdmand hos Kong Magnus, ſaa at det var en vanſkelig Sag for Giſl at faa Lejlighed til at dræbe ham. Dette gik ham meget nær, og han var den hele Vinter meget nedſlagen derover. Hans Vert ſpurgte ham engang om Aarſagen til hans Tungſind; han kunde nok ſkjønne, ſagde han, at han pønſede paa et eller andet ſtort Foretagende; vilde han ſige ham det, kunde han gjøre Regning paa ubrødelig Taushed, men derimod vilde han tage ham det meget ilde op, om han foretog ſig noget ſaadant uden at have ſagt fra. Giſl aabenbarede ham nu hvad det var. Haakon ſagde at det var ſaare vanſkeligt, da Gjavvald ſtedſe var hos Magnus og ſtod i ſtor Yndeſt. Han lovede dog ikke at lægge Giſl nogen Hindringer i Vejen, ja gav ham endog, da han flyttede ind til Byen for at være Gjavvald ſaa meget nærmere, det Raad, ſom Giſl ogſaa fulgte, at helde ſmeltet Vox over ſit Anſigt og lade det ſtyrkne, hvorved han blev ganſke ukjendelig og ſaa ud ſom om han havde en Hudſygdom.

Giſl ſøgte længe forgjæves efter Lejlighed til at tage Gjavvald af Dage. Et Par Gange var han ham ganſke nær, men den ene Gang var det i Kirken, hvis Hellighed han ej vilde krænke; den anden Gang ringede det juſt til Noon, og medens hans Fromhed forbød ham at begaa Drabet, ſaa længe Ringningen varede, gik imidlertid den gode Lejlighed forbi. Endelig kom den belejlige Stund en Løverdag, juſt ſom Giſl ſtod ude paa Gaden, og Kongen med ſit ſtore Følge, hvoriblandt Gjavvald, kom gaaende forbi. I det ſamme kom nemlig Gjavvalds Huſtru, Helga Thormodsdatter, ud af en Gaard med ſit Barn paa Armen, og kaldte paa ſin Mand; han gik hen til hende og talte nogle Ord med hende, medens det øvrige Følge imidlertid fortſatte ſin Gang. Da Gjavvald ilede efter Følget, for at indhente det, løb Giſl til, og gav ham et Hug i Arken ſaa at Armen ſank magtesløs ned, uden dog at gaa af; da Gjavvald vendte ſig, gav han ham et lignende Hug paa den anden Axel; da ſegnede han ned. Giſl løb nu ned til Bryggerne, og ſtyrede hen til den førſte den bedſte Baad; den var ladet med Fliis, og tilhørte en Islænding, ved Navn Thorſtein, der var meget liden af Væxt. Giſl ſprang ned i Baaden til Thorſtein, og ſlængte Fliſene overbord; han roede ud paa Elven, og da han var kommen halvvejs over, ſtod han op og raabte til dem, der vare paa Bryggen: „de Saar, ſom Gjavvald, Kong Magnus’s Hirdmand, har faaet, eller hans Drab, hvis han dør af dem, lyſer jeg mig tilhaande; jeg hed Vigfuus (drablyſten) i Morges, men haaber i Kveld at kunne hede Ufeig (hvis Død ej foreſtaar)“. Siden roede han videre, landede paa den anden Side lidt ovenfor Bakke, og ſkjulte ſig i et Krat. Imidlertid blæſtes der Allarm i Byen, og man ledte efter Giſl baade til Lands og Vands. Han blev tilſidſt funden, og bragt over til Byen. Kongens Mænd bebrejdede Thorſtein at han havde ſat Giſl over Aaen, og ſagde at han fortjente Døden derfor. Men Giſl greb fat i Thorſtein, der gik ved hans Side og neppe naaede ham tinder Armen, løftede ham op med een Haand, og ſpurgte om de virkelig troede at en ſaadan Pusling, hvem han kunde ſlænge ſom et Barn, var iſtand til at drive ham fra Baaden; han bad dem derfor at lade ham fare i Fred. De gjorde ſaa, og ſagde at han talede godt og kjekt. Giſl blev nu ſat i en Fjeter, ſom Kong Harald Haardraade havde ladet gjøre, og af hvilken hidtil ingen havde kunnet undſlippe. Han bragtes hen i et Jordhuus, over hvilket en Kone havde Opſigt.

Paa den Tid var der mange Folk i Byen. Ved Bryggen laa tre islandſke Skibe; det ene tilhørte Teit, en Søn af Biſkop Gisſur; der var ogſaa Preſten Jon Agmundsſøn, der ſiden blev Biſkop, og mange andre; man regnede at der i Alt var over tre hundrede Islændinger i Byen. Der blev nu ſammenkaldt et Mode; Kongen var ſelv tilſtede, og ved hans Side ſad Byens Biſkop[4]. Jon Preſt, der var meget yndet af Biſkoppen, var ogſaa nærværende. Kongen var ſaare opbragt over Gjavvalds Drab, og gav Befaling til at lade Giſl dræbe. Men i det ſamme ringede Noonklokken[5]. „Er det allerede nu Noon“, ſagde Kongen: „ſe efter Solen!“ Det ſkede, og det viſte ſig, at Noonhelgen netop begyndte. Biſkoppen ſpurgte nu, om Drabsmanden ikke ſkulde nyde Helgfred. Kongen ſagde at det kun var et Kneb, man havde aftalt. Dette benegtede Biſkoppen, og bad Kongen handle, ſom det var meeſt pasſende. Han føjede Biſkoppen, og udſatte Henrettelſen til førſtkommende Mandag. Siden kom mange Islændinger, hvoriblandt en heel Deel af Giſles Frænder og Venner, ſammen for at raadſlaa om hvad man ſkulde foretage ſig. Men de kunde ikke komme til nogen Enighed.

Den følgende Dag, Søndagen, ſendte Gjavvald Bud til Kongen med Anmodning om at han vilde umage ſig til ham. Kongen kom, og Gjavvald ſagde at han vilde beſkikke ſit Huus, da han ikke vidſte hvor lang Tid han havde tilbage at leve i, men ønſkede inderligt, at Kongen gav Giſl Grid, da han ſaa mandigt havde hevnet ſin Fader. Da Kongen ſvarede, at dette neppe kunde lade ſig gjøre, ſagde Gjavvald: „du veed, Konge, at jeg har fulgt dig længe, ſtundom vovet mit Liv for dig, og været rede til alt, hvad du paalagde mig, godt eller ondt. Vi ſees maaſkee nu for ſidſte Gang. Jeg har talt med Preſterne, aabnet mit Hjerte for dem, og modtaget deres Hjelp; de ſige, at min Sjæl vil kunne .frelſes, hvis jeg tilgiver, hvad man har gjort mig imod, og jeg haaber derfor, Herre, at du ej vil ſtænge Himmeriges Porte for mig ved at lade hiin Mand dræbe.“ „Du er en ædel Mand“, ſagde Kongen, og gik. Kort efter døde Gjavvald.

Mandag Morgen tidligt kom Islændingerne atter ſammen. Da ſagde Teit: „det vil være en Skam for os, hvis vor Landsmand og brave Foſtbroder bliver dræbt; men paa den anden Side er det en vanſkelig Sag, vi have for os, thi man ſætter derved baade Liv og Gods paa Spil. Mit Raad er derfor, at vi nok overlade Sagen til Kongens Dom, men hvis han ikke paa nogen Maade vil ſkjenke Manden Livet, ſkulle vi enten alle tilhobe lade os dræbe, eller drive vor Vilje igjennem under en Formands Anførſel“. De bifaldt dette alle ſammen og ſagde, at de vilde have ham til Formand, og lyde hans Befaling. Til ſtørre Sikkerhed tog han den Ed af dem, at de ſkulde adlyde ham i alt, hvad han bød dem i dette Anliggende, uden Henſyn til Liv eller Gods. Derpaa gik de i Bad. I det ſamme blæſtes dertil Mode. Telt løb ſtrax ud af Badehuſet, i Skjorte og Lærredsbuxer, men med et Guld-Lad om Panden, og med en rød og bruun, med Graaſkind fodret Kappe, ſom han i ſaadan bart kaſtede over ſig, at Fode-et vendte ud. Alle Islændingerne vare komne til Modet, men de øvrige Folk fra Byen havde endnu ikke paa langt nær indfundet ſig. Seir ſagde da, at de imidlertid ſkulde gaa til Giſles Fængſel, og ſee om de kunde komme Kongens Folk i Forkjøbet. De gik hurtigt og med megen Gny henad Gaden. Konen, der ſaa dem komme, løb ned til Giſl, og beklagede ham, at Kongens Folk — hun troede nemlig at det var dem — allerede vare der for at hente ham. Men Giſl ſagde: „lad os ikke tage os nær deraf, Moder“, og kvad et Vers, hvori det hed at Døden ej ſkrækkede ham, da den dog een Gang ſkulde komme. I det ſamme hug Islændingerne Døren op, ſaa det bragede. Da ſaa man Giſl fare ſammen, men kun ubetydeligt. Teit hug Fjeteren af ham, og tog ham ind i ſin Flok; derpaa gik de tilbage til Modet. Paa den anden Side af Pladſen gik Sone, Høvdingen for Kongens Gjeſter, og ſkulde juſt hente Giſl. Ved at ſee ham i deres Følge ſagde han: „I Islændinger have i Dag juſt ikke faret frem med Emne„ og I ville nok ſætte eder ſelv, og ikke Kongen, til at dømme. Men man vil ſikkert huſke eder, hvad I have gjort denne Morgen: Kong Magnus er før bleven vred for mindre end nu, da hans egen Hirdmand er bleven dræbt af disſe Talgdjævle“[6].

Da Thinget var ſat, ſtod Sigurd Ullſtreng op og ſagde: „De Fleſte vide formodentlig allerede, at vor Kammerat Gjavvald er bleven dræbt. Der kom en Mand fra Island, ſom troede at have Sag med ham, og uden førſt at henvende ſig til ham om Boder, ſom andre pleje, anfaldt han ham ſtrax og gav ham Baneſaar. Nu forekommer det os, Kongens Mænd, ſom om Hirdmændenes Liv vil blive anſeet for en alt for ringe Ting, hvis det ſkal kunne gaa an at hugge dem ned, ſom denne Mand har gjort. Tilſidſt vil man udſtrække ſin Frækhed lige til Overhovedet, og ikke ſkaane Kongen ſelv mere end de øvrige. Dette er aldeles uhørt, og maa ſtraffes paa det ſtrengeſte. Det var ikke for meget, om der dræbtes ti Islændinger for een af vore Folk, og at de ſaaledes fik bede for deres Uforſkammethed, at reve en Mand ud af Kongens Vold“. Derpaa taug han. Da ſtod Telt op og bad Kongen om Tilladelſe til at tale. Kongen ſpurgte en Mand der ſtod hos ham, hvo det var. Da han hørte, at det var Seir, Biſkoppens Søn, ſagde han: „for ingen Priis vil jeg tillade dig at tale, thi hvert Ord du mæler vil kun fordærve Sagen; du fortjente at Tungen var ſkaaren ud af din Mund“. Nu ſtod Preſten Jon Agmundsſøn op og bad om at ſige nogle faa Ord. Hvo er dette, ſpurgte Kongen. „Det er den islandſke Saft, han Jon“, ſagde Sidemanden. „Dig giver jeg Lov til at tale“, ſagde Kongen. Da rejſte Jon ſig og ſagde: „Gud være lovet, at disſe Lande, Norge og Island, nu ere chriſtne, thi forhen vandrede Menneſker og Djævle ſammen, nu derimod vover ikke Djævelen ſaa frækt at viſe ſig, men han faar kun et eller andet Menneſke til at frembære ſit Ærende. Derpaa havde vi juſt nu et Exempel i den Mand, ſom nys talte; det er tydeligt nok at Djævelen talte gjennem hans Mund, thi efter at førſt een Mand var bleven dræbt, fordrede han at ti Mænd endvidere ſkulde dræbes. Slige Mænd, mener jeg, lægge viſt an paa, ved deres onde Vilje og ſlemme Raad at tilintetgjøre Retfærdighed, Miſkund og gode Forſætter hos Høvdinger, men derimod at ophidſe dem til Grumhed og Udaad, og ſaaledes at glæde Djævelen ved chriſtne Mænds Drab. Nu ere vi, Herre Konge, lige ſaa fuldt dine Thegner, ſom dette Lands Indbyggere. Og I, der ere indſatte til Høvdinger og Dommere over Folket i denne Verden, burde ſee til at efterligne den Dommer, ſom kommer paa den yderſte Dag, for at dømme hele Verden. Eder, Herre, er det derfor ſaare magtpaaliggende at dømme retfærdigt og ikke vrangt; thi til ethvert Thing og Møde kommer den almægtige Gud ſelv og hans hellige Mænd, for at ſee til de gode Mænd og de retfærdige Domme, ligeſom ogſaa Djævelen og hans Tjenere komme for at ſee til de onde Mænds Gjerninger og de vrange Domme. Og tilſidſt kommer, ſom vi vide, den Dommer, der dømmer retfærdigt i alle Sager. Betænk nu, Herre Konge, hvilken Ild er den hedeſte og langvarigſte, den ſom er lagt i Egeſtokke, eller den, ſom brænder i tørre Kviſte. Hvis du, Konge, dømmer vrange Domme, da vil du blive kaſtet i det førſte Slags Ild; men dømmer du retfærdigt efter dit bedſte Skjøn, da har du Haab om at blive renſet i den Skjersild, ſom kun brænder i tørre Kviſte“. Med disſe Ord endte Jon Preſt ſin Tale. Da ſagde Kongen: „ſtridt har du talt, Preſt“; dog lod det ikke til at han var bleven ſynderlig vred. Endelig ſtod Giſl ſelv op og bad om at maatte tale nogle faa Ord. Da Kongen fik vide, hvo det var, ſagde han at han ej vilde negte ham det. „Jeg gaar tilbage“, ſagde Giſl, „til min Faders Drab. Det udøvede Gjavvald og Thormod; da var jeg ſex Aar og min Broder Thorvald ni; begge to vare vi tilſtede derved. Gjavvald ſagde da, at de ogſaa burde dræbe os, og jeg tilſtaar at jeg dengang ikke var ſtørre Helt, end at Graadrøſten ſad i min Hals“. „Da har du ſom en Helt ſkaffet den Graadrøſt bort“, afbrød Kongen ham. „Jeg negter ikke“, vedblev Giſl, „at jeg i Vaar længe har luret paa Gjavvald; to Gange havde jeg Lejlighed til at dræbe ham, men den ene Gang undlod jeg det af Ærbødighed for Kirken, den anden Gang formedelſt Noon-Ringingen, hvilket vel er Aarſag til, at Noon-Ringingen nu ogſaa har frelſt mig fra Døden. Men jeg har digtet et Kvæde om eder, og vilde gjerne at I hørte paa det“. „Kvæd det, om du vil“, ſvarede Kongen. Giſl fremſagde det frimodigt, men der var ikke ſtor Skaldſkab deri. Giſl vendte ſig nu til Telt og ſagde: „I have udviiſt megen Mand dom i eders Ferd mod mig, men nu vil jeg ikke længer ſætte eder i Fare; jeg vil overgive mig i Kong Magnus-’s Vold, og bringe ham mit Hoved“. „Som du vil“, ſvarede Telt. Da lagde Giſl Vaabnene fra ſig, gik over Motfjelerne (Skrankerne), lagde ſit Hoved i Kongens Knæ, og ſagde: „gjør nu med mit Hoved, ſom I ſynes: jeg er eder takſkyldig, hvis I ſkjenker mig det, og gjør mig til den Mand, I finder pasſende“. Kongen ſvarede: „raad ſelv for dit Hoved, indtag Gjavvalds Plads ved Bordet, og forret den ſamme Tjeneſte ſom han. Denne Naade viſer jeg dig, fordi min Ven Gjavvald ſelv bad mig derom. Men 8 Islændinger ſkulle gaa i Borgen for dig; for Gjavvalds Drab beſtemmer jeg 16 Merker Guld, af hvilke jeg dog dog for dit Vedkommende eftergiver det Halve, men hver af de 8 ſkulle betale 1 Mark“. De takkede Kongen for denne Dom, og bleve ſaaledes forligte. Kongen henvendte ſig nu ſærſkilt til Jon Preſt, roſte hans Tale, ſom han ſagde bar Præget af at komme lige fra Gud ſelv, og bad ham indſlutte ham i ſine Bønner, der viſt maatte have ſtor Vegt hos Gud, efterſom det lod til at hans og Guds Vilje ganſke faldt ſammen. Jon lovede det. En Dag ſenere, da Jon gik paa Gaden, blev han ogſaa kaldt ind til Sigurd Ullſtreng, der laa ſyg. „Jeg veed ikke hvorledes det er, Preſt“, ſagde Sigurd, „om dine Ord bane bidt mig, thi jeg er ſyg, og vilde gjerne at du ſang over mig“. Jon gjorde ſaa, og ſignede ham. „Dine Ord have i Sandhed en ſterk Virkning, baade de haarde og de gode“, ſagde Sigurd, „thi nu føler jeg mig vel“. Det paaſtaaes, at Jon ved denne Lejlighed paalagde Sigurd ſom Pønitens at oprette et Kloſter paa Nidarholmen og ſkjenke ſaa meget Gods dertil, at Stiftelſen godt kunde beſtaa. Viſt er det, ſom vi nedenfor ville ſee, at Sigurd oprettede Kloſtret, og det er derfor ſlet ikke uſandſynligt, at Jon kan have taget dette Løfte af ham, iſær da et Kloſter-Anlæg paa denne Holm allerede tidligere havde været forſøgt, maaſkee med Biſtand af Sigurds Fader eller Farfader, og han ſelv desuden ſynes at have været en barnløs Mand. Sigurd ſkjenkede ogſaa Jon gode Gaver, og de ſkiltes ad ſom Venner. Siden rejſte Telt og Jon tilbage til Island[7].

Giſl ſynes efter denne Tid at have indtaget en anſeet Stilling ved Magnus’s Hof. Kongeſagaerne anføre flere Vers af ham, der efter Verſemaalet at dømme alle høre til eet og ſamme Kvad om Magnus’s Bedrifter; men da de ogſaa handle om Begivenheder, ſenere end den ovenfor berettede, kan dette Kvad ej have været det, ſom han fremſagde paa Mødet efter Gjavvalds Død, med mindre han ſidenefter har forlænget det.

    Thore og til Haalogaland ſkede ſaaledes rimeligviis mellem April og Juni ſamme Aar; hans Beſøg i Viken om Sommeren eller Høſten (der tales om Agre, der ej maatte nedtrædes); Lendermændene ſpaaede Sveinke, at han allerede efter den førſte Vinter vilde blive ſavnet, og flere Vintre hengik vel heller ikke, inden han blev tilbagekaldt.

  1. Forbord ligger ikke langt fra Aaſenfjorden i det nuværende Skatvols Sogn.
  2. Om Tind og Illuge ſe ovenfor iſær I. S. 104, 440; Illuge nedſtammede fra Brage Skald og de gamle Konger i Firdafylke, ſe ovenfor I. 1. S. 547. Da Tind allerede omtales i Aaret 962, er det merkeligt nok, at hans Sønneſøns Søn Giſl ikke var ældre end 17 Aar ved 1097; men ogſaa Landnaama, II. 8, opſtiller deri ſamme Genealogi, og da Giſl var ſamtidig med Are Frode, der ſandſynligviis er den oprindelige Forfatter til dette Skrift, kan man neppe tvivle om Slægtregiſtrets Rigtighed. Det tilføjes her, at Illuge, Giſles Fader, var gift med en Sønnedatter af den bekjendte Bjørn Breidvikingakappes Syſterſøn Skegge (ſe ovenfor I. 2. S. 175, 464). Enkelte af Slægtledene fra Tind maa ſaaledes have været meget gamle.
  3. Thormod Kollesſøn ſynes ifølge Sturlungaſaga H. 39 at have været en Ætling i 5te Led af den tapre Steinthor paa Eyre, der dog var ſamtidig med Tind og Snorre Gode.
  4. Denne Biſkop var enten den forhen omtalte Adalbert (ſe ovenfor S. 425) eller hans Eftermand Simon. Merkeligt er det, at han her kaldes „Bybiſkoppen“ (bœjarbyskup) hvilket ogſaa viſer, at Byen nu var bleven Biſkopsſæde.
  5. Non, den 9de Time, eller Kl. 3. Det ringede nemlig til Noonhelg før Søndagen, ſe ovenfor I. 2. S. 632.
  6. Det var almindeligt i Norge paa den Tid at give Islændingerne Spottenavn efter Talgen (mör) der udgjorde en af Øens vigtigſte Udførſelsartikler. De kaldte dem „Talglændinger“ (mörlandar) eller „Talgdjævle“ (mörfjandr).
  7. Magnus Barfods Saga, Cap. 15—19. Jon Agmundsſøns (utrykte) Saga. Thormod Torvesſøn (Hist. nord. III. S. 435) ſaa vel ſom Müller (Sagabibliothek III. 398) ſiger urigtigt at denne Fortælling findes i Morkinſkinna, hvor den aldeles mangler. At Begivenheden fandt Sted efter Kong Haakons Død og førend Magnus tiltraadte Toget til Irland 1098, kan ſkjønnes deraf, at Giſl, efter Sagaens udtrykkelige Udſagn (Magnus Barfods Saga Cap. 20) fulgte med paa dette Tog, medens Magnus ikke, ſaa længe Haakon levede, tilbragte nogen heel Vinter og paafølgende Vaar i Nidaros. Her kan der ſaaledes alene verre Tale om Vintrene 109596, 109697 og 109798. Men jo tidligere man ſætter Begivenheden, deſto mindre bliver det under alle Omſtændigheder paafaldende Misforhold mellem Gisles ſtore Ungdom og de faa Slægtled, der forvinde ham med Tind Hallkellsſøn. Kun ſynes man af den Omſtændighed, at Sagaen indſkyder Fortællingen efter Beretningen om Sveinke, at kunne ſlutte, at den neppe bør henføres til Vintren 109596. Det maa anſees ſom en aabenbar Fejl, naar Morkinſkinna, ved at anføre Giſles Vers angaaende Magnus’s Tog mod Steigar-Thore og hans Oprørsflok, ſiger at Om da var med Kongen. Thi da Kongen, ſom nys paaviiſt, da endnu ikke kunne tilbragt nogen heel Vinter i Nidaros, var det umuligt at en Begivenhed ſom denne da kunde have fundet Sted; og om Drabet paa Gjavvald endog var begaaet den ſidſte Tid af Vintren 109495 da begge Konger opholdt ſig ſamtidigt i Nidaros, vilde Giſl ſandſynligviis have taget ſin Tilflugt til Haakon og hans Mænd, og Sagaerne have haft meget at fortælle derom. Man kunde tænke ſig, at Fortællingen urigtigt nævnte Nidaros i Stedet for Oslo, naar man ikke af den Omſtændighed at Gift i Førſtningen boede hos Haakon paa Forbord, kunde ſee at Nidaros er det rette Sted. Hryggjarſtykke ſynes udtrykkeligt at antyde Vintren 109⅞, ſe nedenfor S. 511.