Det norske Folks Historie/3/44
Efter den sidste Fejde i Halland og Forliget med Sveinke herskede Magnus et Par Aar (1096—1098) i Fred, men, som man maa slutte af det Eftertryk, de gamle Beretninger lægge paa denne Sag, fremdeles ivrigt beskjeftiget med at holde Orden i Landet og sørge for den almindelige Sikkerhed, ligesom vi i det følgende ville see, at han ogsaa holdt Øje med, hvad der foregik i Skatlandene, og søgte at gjøre sit Herredømme gjeldende endog over de fjerne Syderøer. Fra denne forholdsviis rolige Tid have Sagaerne, kun opbevaret os en eneste Tildragelse, der vel ikke griber synderligt ind i den politiske Historie, men dog er af megen Interesse for saa vidt den kaster Lys paa de Tiders Skikke og Sæder, afgiver et Bidrag til at lære Kongens Charakteer at kjende, og derhos indeholder merkelige Antydninger af det Forhold, hvori Island vel Islændingerne paa den Tid stode til Norges Konge. En Sommer, det siges ikke naar, men maa efter tal Rimelighed have været 1096 eller 1097, kom Islændingen Gisl Illugessøn til Norge, og tog sig Herberge hos en anseet Mand ved Navn Haakon, der boede paa Forbord, ikke langt fra Nidaros[1]. Gisl var af fornem Æt, thi hans Oldefader var Tind Hallkellssøn, en navnkundig Skald i Slutningen af det foregaaende Aarhundrede, og dennes Broder var den mægtige borgfjordske Høvding Illuge den svarte, Skalden Gunnlaug Ormetunges Fader[2]. Da Gisl endnu kun var en sexaarig Dreng, havde han med sin tre Aar ældre Broder været Vidne til, at hans Fader, Illuge Thorvaldssøn, blev dræbt af en vis Thormod Kollessøn[3] og dennes Svigersøn Gjavvald. Han gjorde da ved sig selv det Løfte, at hevne sin Fader, om det saa skulde koste ham hans Liv; og hans Erende var nu intet andet end at udføre denne Hevn, skjønt han ej var mere end 17 Aar gammel. Men Gjavvald var imidlertid bleven Hirdmand hos Kong Magnus, saa at det var en vanskelig Sag for Gisl at faa Lejlighed til at dræbe ham. Dette gik ham meget nær, og han var den hele Vinter meget nedslagen derover. Hans Vert spurgte ham engang om Aarsagen til hans Tungsind; han kunde nok skjønne, sagde han, at han pønsede paa et eller andet stort Foretagende; vilde han sige ham det, kunde han gjøre Regning paa ubrødelig Taushed, men derimod vilde han tage ham det meget ilde op, om han foretog sig noget saadant uden at have sagt fra. Gisl aabenbarede ham nu hvad det var. Haakon sagde at det var saare vanskeligt, da Gjavvald stedse var hos Magnus og stod i stor Yndest. Han lovede dog ikke at lægge Gisl nogen Hindringer i Vejen, ja gav ham endog, da han flyttede ind til Byen for at være Gjavvald saa meget nærmere, det Raad, som Gisl ogsaa fulgte, at helde smeltet Vox over sit Ansigt og lade det styrkne, hvorved han blev ganske ukjendelig og saa ud som om han havde en Hudsygdom.
Gisl søgte længe forgjæves efter Lejlighed til at tage Gjavvald af Dage. Et Par Gange var han ham ganske nær, men den ene Gang var det i Kirken, hvis Hellighed han ej vilde krænke; den anden Gang ringede det just til Noon, og medens hans Fromhed forbød ham at begaa Drabet, saa længe Ringningen varede, gik imidlertid den gode Lejlighed forbi. Endelig kom den belejlige Stund en Løverdag, just som Gisl stod ude paa Gaden, og Kongen med sit store Følge, hvoriblandt Gjavvald, kom gaaende forbi. I det samme kom nemlig Gjavvalds Hustru, Helga Thormodsdatter, ud af en Gaard med sit Barn paa Armen, og kaldte paa sin Mand; han gik hen til hende og talte nogle Ord med hende, medens det øvrige Følge imidlertid fortsatte sin Gang. Da Gjavvald ilede efter Følget, for at indhente det, løb Gisl til, og gav ham et Hug i Arken saa at Armen sank magtesløs ned, uden dog at gaa af; da Gjavvald vendte sig, gav han ham et lignende Hug paa den anden Axel; da segnede han ned. Gisl løb nu ned til Bryggerne, og styrede hen til den første den bedste Baad; den var ladet med Fliis, og tilhørte en Islænding, ved Navn Thorstein, der var meget liden af Væxt. Gisl sprang ned i Baaden til Thorstein, og slængte Flisene overbord; han roede ud paa Elven, og da han var kommen halvvejs over, stod han op og raabte til dem, der vare paa Bryggen: „de Saar, som Gjavvald, Kong Magnus’s Hirdmand, har faaet, eller hans Drab, hvis han dør af dem, lyser jeg mig tilhaande; jeg hed Vigfuus (drablysten) i Morges, men haaber i Kveld at kunne hede Ufeig (hvis Død ej forestaar)“. Siden roede han videre, landede paa den anden Side lidt ovenfor Bakke, og skjulte sig i et Krat. Imidlertid blæstes der Allarm i Byen, og man ledte efter Gisl baade til Lands og Vands. Han blev tilsidst funden, og bragt over til Byen. Kongens Mænd bebrejdede Thorstein at han havde sat Gisl over Aaen, og sagde at han fortjente Døden derfor. Men Gisl greb fat i Thorstein, der gik ved hans Side og neppe naaede ham tinder Armen, løftede ham op med een Haand, og spurgte om de virkelig troede at en saadan Pusling, hvem han kunde slænge som et Barn, var istand til at drive ham fra Baaden; han bad dem derfor at lade ham fare i Fred. De gjorde saa, og sagde at han talede godt og kjekt. Gisl blev nu sat i en Fjeter, som Kong Harald Haardraade havde ladet gjøre, og af hvilken hidtil ingen havde kunnet undslippe. Han bragtes hen i et Jordhuus, over hvilket en Kone havde Opsigt.
Paa den Tid var der mange Folk i Byen. Ved Bryggen laa tre islandske Skibe; det ene tilhørte Teit, en Søn af Biskop Gissur; der var ogsaa Presten Jon Agmundssøn, der siden blev Biskop, og mange andre; man regnede at der i Alt var over tre hundrede Islændinger i Byen. Der blev nu sammenkaldt et Mode; Kongen var selv tilstede, og ved hans Side sad Byens Biskop[4]. Jon Prest, der var meget yndet af Biskoppen, var ogsaa nærværende. Kongen var saare opbragt over Gjavvalds Drab, og gav Befaling til at lade Gisl dræbe. Men i det samme ringede Noonklokken[5]. „Er det allerede nu Noon“, sagde Kongen: „se efter Solen!“ Det skede, og det viste sig, at Noonhelgen netop begyndte. Biskoppen spurgte nu, om Drabsmanden ikke skulde nyde Helgfred. Kongen sagde at det kun var et Kneb, man havde aftalt. Dette benegtede Biskoppen, og bad Kongen handle, som det var meest passende. Han føjede Biskoppen, og udsatte Henrettelsen til førstkommende Mandag. Siden kom mange Islændinger, hvoriblandt en heel Deel af Gisles Frænder og Venner, sammen for at raadslaa om hvad man skulde foretage sig. Men de kunde ikke komme til nogen Enighed.
Den følgende Dag, Søndagen, sendte Gjavvald Bud til Kongen med Anmodning om at han vilde umage sig til ham. Kongen kom, og Gjavvald sagde at han vilde beskikke sit Huus, da han ikke vidste hvor lang Tid han havde tilbage at leve i, men ønskede inderligt, at Kongen gav Gisl Grid, da han saa mandigt havde hevnet sin Fader. Da Kongen svarede, at dette neppe kunde lade sig gjøre, sagde Gjavvald: „du veed, Konge, at jeg har fulgt dig længe, stundom vovet mit Liv for dig, og været rede til alt, hvad du paalagde mig, godt eller ondt. Vi sees maaskee nu for sidste Gang. Jeg har talt med Presterne, aabnet mit Hjerte for dem, og modtaget deres Hjelp; de sige, at min Sjæl vil kunne .frelses, hvis jeg tilgiver, hvad man har gjort mig imod, og jeg haaber derfor, Herre, at du ej vil stænge Himmeriges Porte for mig ved at lade hiin Mand dræbe.“ „Du er en ædel Mand“, sagde Kongen, og gik. Kort efter døde Gjavvald.
Mandag Morgen tidligt kom Islændingerne atter sammen. Da sagde Teit: „det vil være en Skam for os, hvis vor Landsmand og brave Fostbroder bliver dræbt; men paa den anden Side er det en vanskelig Sag, vi have for os, thi man sætter derved baade Liv og Gods paa Spil. Mit Raad er derfor, at vi nok overlade Sagen til Kongens Dom, men hvis han ikke paa nogen Maade vil skjenke Manden Livet, skulle vi enten alle tilhobe lade os dræbe, eller drive vor Vilje igjennem under en Formands Anførsel“. De bifaldt dette alle sammen og sagde, at de vilde have ham til Formand, og lyde hans Befaling. Til større Sikkerhed tog han den Ed af dem, at de skulde adlyde ham i alt, hvad han bød dem i dette Anliggende, uden Hensyn til Liv eller Gods. Derpaa gik de i Bad. I det samme blæstes dertil Mode. Telt løb strax ud af Badehuset, i Skjorte og Lærredsbuxer, men med et Guld-Lad om Panden, og med en rød og bruun, med Graaskind fodret Kappe, som han i saadan bart kastede over sig, at Fode-et vendte ud. Alle Islændingerne vare komne til Modet, men de øvrige Folk fra Byen havde endnu ikke paa langt nær indfundet sig. Seir sagde da, at de imidlertid skulde gaa til Gisles Fængsel, og see om de kunde komme Kongens Folk i Forkjøbet. De gik hurtigt og med megen Gny henad Gaden. Konen, der saa dem komme, løb ned til Gisl, og beklagede ham, at Kongens Folk — hun troede nemlig at det var dem — allerede vare der for at hente ham. Men Gisl sagde: „lad os ikke tage os nær deraf, Moder“, og kvad et Vers, hvori det hed at Døden ej skrækkede ham, da den dog een Gang skulde komme. I det samme hug Islændingerne Døren op, saa det bragede. Da saa man Gisl fare sammen, men kun ubetydeligt. Teit hug Fjeteren af ham, og tog ham ind i sin Flok; derpaa gik de tilbage til Modet. Paa den anden Side af Pladsen gik Sone, Høvdingen for Kongens Gjester, og skulde just hente Gisl. Ved at see ham i deres Følge sagde han: „I Islændinger have i Dag just ikke faret frem med Emne„ og I ville nok sætte eder selv, og ikke Kongen, til at dømme. Men man vil sikkert huske eder, hvad I have gjort denne Morgen: Kong Magnus er før bleven vred for mindre end nu, da hans egen Hirdmand er bleven dræbt af disse Talgdjævle“[6].
Da Thinget var sat, stod Sigurd Ullstreng op og sagde: „De Fleste vide formodentlig allerede, at vor Kammerat Gjavvald er bleven dræbt. Der kom en Mand fra Island, som troede at have Sag med ham, og uden først at henvende sig til ham om Boder, som andre pleje, anfaldt han ham strax og gav ham Banesaar. Nu forekommer det os, Kongens Mænd, som om Hirdmændenes Liv vil blive anseet for en alt for ringe Ting, hvis det skal kunne gaa an at hugge dem ned, som denne Mand har gjort. Tilsidst vil man udstrække sin Frækhed lige til Overhovedet, og ikke skaane Kongen selv mere end de øvrige. Dette er aldeles uhørt, og maa straffes paa det strengeste. Det var ikke for meget, om der dræbtes ti Islændinger for een af vore Folk, og at de saaledes fik bede for deres Uforskammethed, at reve en Mand ud af Kongens Vold“. Derpaa taug han. Da stod Telt op og bad Kongen om Tilladelse til at tale. Kongen spurgte en Mand der stod hos ham, hvo det var. Da han hørte, at det var Seir, Biskoppens Søn, sagde han: „for ingen Priis vil jeg tillade dig at tale, thi hvert Ord du mæler vil kun fordærve Sagen; du fortjente at Tungen var skaaren ud af din Mund“. Nu stod Presten Jon Agmundssøn op og bad om at sige nogle faa Ord. Hvo er dette, spurgte Kongen. „Det er den islandske Saft, han Jon“, sagde Sidemanden. „Dig giver jeg Lov til at tale“, sagde Kongen. Da rejste Jon sig og sagde: „Gud være lovet, at disse Lande, Norge og Island, nu ere christne, thi forhen vandrede Mennesker og Djævle sammen, nu derimod vover ikke Djævelen saa frækt at vise sig, men han faar kun et eller andet Menneske til at frembære sit Ærende. Derpaa havde vi just nu et Exempel i den Mand, som nys talte; det er tydeligt nok at Djævelen talte gjennem hans Mund, thi efter at først een Mand var bleven dræbt, fordrede han at ti Mænd endvidere skulde dræbes. Slige Mænd, mener jeg, lægge vist an paa, ved deres onde Vilje og slemme Raad at tilintetgjøre Retfærdighed, Miskund og gode Forsætter hos Høvdinger, men derimod at ophidse dem til Grumhed og Udaad, og saaledes at glæde Djævelen ved christne Mænds Drab. Nu ere vi, Herre Konge, lige saa fuldt dine Thegner, som dette Lands Indbyggere. Og I, der ere indsatte til Høvdinger og Dommere over Folket i denne Verden, burde see til at efterligne den Dommer, som kommer paa den yderste Dag, for at dømme hele Verden. Eder, Herre, er det derfor saare magtpaaliggende at dømme retfærdigt og ikke vrangt; thi til ethvert Thing og Møde kommer den almægtige Gud selv og hans hellige Mænd, for at see til de gode Mænd og de retfærdige Domme, ligesom ogsaa Djævelen og hans Tjenere komme for at see til de onde Mænds Gjerninger og de vrange Domme. Og tilsidst kommer, som vi vide, den Dommer, der dømmer retfærdigt i alle Sager. Betænk nu, Herre Konge, hvilken Ild er den hedeste og langvarigste, den som er lagt i Egestokke, eller den, som brænder i tørre Kviste. Hvis du, Konge, dømmer vrange Domme, da vil du blive kastet i det første Slags Ild; men dømmer du retfærdigt efter dit bedste Skjøn, da har du Haab om at blive renset i den Skjersild, som kun brænder i tørre Kviste“. Med disse Ord endte Jon Prest sin Tale. Da sagde Kongen: „stridt har du talt, Prest“; dog lod det ikke til at han var bleven synderlig vred. Endelig stod Gisl selv op og bad om at maatte tale nogle faa Ord. Da Kongen fik vide, hvo det var, sagde han at han ej vilde negte ham det. „Jeg gaar tilbage“, sagde Gisl, „til min Faders Drab. Det udøvede Gjavvald og Thormod; da var jeg sex Aar og min Broder Thorvald ni; begge to vare vi tilstede derved. Gjavvald sagde da, at de ogsaa burde dræbe os, og jeg tilstaar at jeg dengang ikke var større Helt, end at Graadrøsten sad i min Hals“. „Da har du som en Helt skaffet den Graadrøst bort“, afbrød Kongen ham. „Jeg negter ikke“, vedblev Gisl, „at jeg i Vaar længe har luret paa Gjavvald; to Gange havde jeg Lejlighed til at dræbe ham, men den ene Gang undlod jeg det af Ærbødighed for Kirken, den anden Gang formedelst Noon-Ringingen, hvilket vel er Aarsag til, at Noon-Ringingen nu ogsaa har frelst mig fra Døden. Men jeg har digtet et Kvæde om eder, og vilde gjerne at I hørte paa det“. „Kvæd det, om du vil“, svarede Kongen. Gisl fremsagde det frimodigt, men der var ikke stor Skaldskab deri. Gisl vendte sig nu til Telt og sagde: „I have udviist megen Mand dom i eders Ferd mod mig, men nu vil jeg ikke længer sætte eder i Fare; jeg vil overgive mig i Kong Magnus-’s Vold, og bringe ham mit Hoved“. „Som du vil“, svarede Telt. Da lagde Gisl Vaabnene fra sig, gik over Motfjelerne (Skrankerne), lagde sit Hoved i Kongens Knæ, og sagde: „gjør nu med mit Hoved, som I synes: jeg er eder takskyldig, hvis I skjenker mig det, og gjør mig til den Mand, I finder passende“. Kongen svarede: „raad selv for dit Hoved, indtag Gjavvalds Plads ved Bordet, og forret den samme Tjeneste som han. Denne Naade viser jeg dig, fordi min Ven Gjavvald selv bad mig derom. Men 8 Islændinger skulle gaa i Borgen for dig; for Gjavvalds Drab bestemmer jeg 16 Merker Guld, af hvilke jeg dog dog for dit Vedkommende eftergiver det Halve, men hver af de 8 skulle betale 1 Mark“. De takkede Kongen for denne Dom, og bleve saaledes forligte. Kongen henvendte sig nu særskilt til Jon Prest, roste hans Tale, som han sagde bar Præget af at komme lige fra Gud selv, og bad ham indslutte ham i sine Bønner, der vist maatte have stor Vegt hos Gud, eftersom det lod til at hans og Guds Vilje ganske faldt sammen. Jon lovede det. En Dag senere, da Jon gik paa Gaden, blev han ogsaa kaldt ind til Sigurd Ullstreng, der laa syg. „Jeg veed ikke hvorledes det er, Prest“, sagde Sigurd, „om dine Ord bane bidt mig, thi jeg er syg, og vilde gjerne at du sang over mig“. Jon gjorde saa, og signede ham. „Dine Ord have i Sandhed en sterk Virkning, baade de haarde og de gode“, sagde Sigurd, „thi nu føler jeg mig vel“. Det paastaaes, at Jon ved denne Lejlighed paalagde Sigurd som Pønitens at oprette et Kloster paa Nidarholmen og skjenke saa meget Gods dertil, at Stiftelsen godt kunde bestaa. Vist er det, som vi nedenfor ville see, at Sigurd oprettede Klostret, og det er derfor slet ikke usandsynligt, at Jon kan have taget dette Løfte af ham, især da et Kloster-Anlæg paa denne Holm allerede tidligere havde været forsøgt, maaskee med Bistand af Sigurds Fader eller Farfader, og han selv desuden synes at have været en barnløs Mand. Sigurd skjenkede ogsaa Jon gode Gaver, og de skiltes ad som Venner. Siden rejste Telt og Jon tilbage til Island[7].
Gisl synes efter denne Tid at have indtaget en anseet Stilling ved Magnus’s Hof. Kongesagaerne anføre flere Vers af ham, der efter Versemaalet at dømme alle høre til eet og samme Kvad om Magnus’s Bedrifter; men da de ogsaa handle om Begivenheder, senere end den ovenfor berettede, kan dette Kvad ej have været det, som han fremsagde paa Mødet efter Gjavvalds Død, med mindre han sidenefter har forlænget det.
- ↑ Forbord ligger ikke langt fra Aasenfjorden i det nuværende Skatvols Sogn.
- ↑ Om Tind og Illuge se ovenfor især I. S. 104, 440; Illuge nedstammede fra Brage Skald og de gamle Konger i Firdafylke, se ovenfor I. 1. S. 547. Da Tind allerede omtales i Aaret 962, er det merkeligt nok, at hans Sønnesøns Søn Gisl ikke var ældre end 17 Aar ved 1097; men ogsaa Landnaama, II. 8, opstiller deri samme Genealogi, og da Gisl var samtidig med Are Frode, der sandsynligviis er den oprindelige Forfatter til dette Skrift, kan man neppe tvivle om Slægtregistrets Rigtighed. Det tilføjes her, at Illuge, Gisles Fader, var gift med en Sønnedatter af den bekjendte Bjørn Breidvikingakappes Systersøn Skegge (se ovenfor I. 2. S. 175, 464). Enkelte af Slægtledene fra Tind maa saaledes have været meget gamle.
- ↑ Thormod Kollessøn synes ifølge Sturlungasaga H. 39 at have været en Ætling i 5te Led af den tapre Steinthor paa Eyre, der dog var samtidig med Tind og Snorre Gode.
- ↑ Denne Biskop var enten den forhen omtalte Adalbert (se ovenfor S. 425) eller hans Eftermand Simon. Merkeligt er det, at han her kaldes „Bybiskoppen“ (bœjarbyskup) hvilket ogsaa viser, at Byen nu var bleven Biskopssæde.
- ↑ Non, den 9de Time, eller Kl. 3. Det ringede nemlig til Noonhelg før Søndagen, se ovenfor I. 2. S. 632.
- ↑ Det var almindeligt i Norge paa den Tid at give Islændingerne Spottenavn efter Talgen (mör) der udgjorde en af Øens vigtigste Udførselsartikler. De kaldte dem „Talglændinger“ (mörlandar) eller „Talgdjævle“ (mörfjandr).
- ↑ Magnus Barfods Saga, Cap. 15—19. Jon Agmundssøns (utrykte) Saga. Thormod Torvessøn (Hist. nord. III. S. 435) saa vel som Müller (Sagabibliothek III. 398) siger urigtigt at denne Fortælling findes i Morkinskinna, hvor den aldeles mangler. At Begivenheden fandt Sted efter Kong Haakons Død og førend Magnus tiltraadte Toget til Irland 1098, kan skjønnes deraf, at Gisl, efter Sagaens udtrykkelige Udsagn (Magnus Barfods Saga Cap. 20) fulgte med paa dette Tog, medens Magnus ikke, saa længe Haakon levede, tilbragte nogen heel Vinter og paafølgende Vaar i Nidaros. Her kan der saaledes alene verre Tale om Vintrene 1095⁄96, 1096⁄97 og 1097⁄98. Men jo tidligere man sætter Begivenheden, desto mindre bliver det under alle Omstændigheder paafaldende Misforhold mellem Gisles store Ungdom og de faa Slægtled, der forvinde ham med Tind Hallkellssøn. Kun synes man af den Omstændighed, at Sagaen indskyder Fortællingen efter Beretningen om Sveinke, at kunne slutte, at den neppe bør henføres til Vintren 1095⁄96. Det maa ansees som en aabenbar Fejl, naar Morkinskinna, ved at anføre Gisles Vers angaaende Magnus’s Tog mod Steigar-Thore og hans Oprørsflok, siger at Om da var med Kongen. Thi da Kongen, som nys paaviist, da endnu ikke kunne tilbragt nogen heel Vinter i Nidaros, var det umuligt at en Begivenhed som denne da kunde have fundet Sted; og om Drabet paa Gjavvald endog var begaaet den sidste Tid af Vintren 1094⁄95 da begge Konger opholdt sig samtidigt i Nidaros, vilde Gisl sandsynligviis have taget sin Tilflugt til Haakon og hans Mænd, og Sagaerne have haft meget at fortælle derom. Man kunde tænke sig, at Fortællingen urigtigt nævnte Nidaros i Stedet for Oslo, naar man ikke af den Omstændighed at Gift i Førstningen boede hos Haakon paa Forbord, kunde see at Nidaros er det rette Sted. Hryggjarstykke synes udtrykkeligt at antyde Vintren 109⅞, se nedenfor S. 511.
Thore og til Haalogaland skede saaledes rimeligviis mellem April og Juni samme Aar; hans Besøg i Viken om Sommeren eller Høsten (der tales om Agre, der ej maatte nedtrædes); Lendermændene spaaede Sveinke, at han allerede efter den første Vinter vilde blive savnet, og flere Vintre hengik vel heller ikke, inden han blev tilbagekaldt.