Det norske Folks Historie/3/43

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De Lendermænd rundt om i Landet, der hidtil havde erkjendt Haakon for deres Overherre, og, ſom det heder, fejdet med Magnus’s Tilhængere, underkaſtede ſig nu alle ſammen Magnus, med Undtagelſe af den mægtige Sveinke Steinarsſøn øſter ved Elven. Han havde, ſom vi have ſeet, opfoſtret Haakon førend han kom til Thore, og havde lagt ſaa megen Elſk paa ham, at han ej kunde trøſte ſig over hans Død eller bekvemme ſig til at hylde Kong Magnus. Vel tales der intet om, at han deeltog i Oprøret med Steigar-Thore — det var endog neppe muligt formedelſt Beliggenheden af hans Opholdsſted —; men det er dog ikke tænkeligt, at han ej i det mindſte underhaanden ſkulde have begunſtiget og underſtøttet det. For Magnus maa han allerede længe have været en Torn i Øjnene, da han, ſkjønt Vikværing og ſaaledes boende i den Deel af Landet, der under alle Omſtændigheder maatte falde paa Magnus’s Deel, dog lige i hans Nærhed erklærede ſig for Haakon. Og Magnus vilde vel længe før have brugt alvorlige Forholdsregler imod ham, hvis han havde følt ſig ſterk nok dertil, hvilket dog ikke paa langt nær kunde være Tilfældet, ſaa længe Haakon endnu levede og beherſkede ſtørre Strækninger af Landet, end Magnus ſelv. Nu derimod, ſom Eneherre i Landet og efter at have kuet de mægtige Thrønder, troede Magnus at Tiden ogſaa var kommen til at ydmyge Sveinke. Han kaldte ſin tro Tilhænger Sigurd Ullſtreng, hvilken han imidlertid ſynes at have udnævnt til ſin Stallar[1], til ſig, og ſagde at han vilde ſende ham øſter til Viken, for at udſige Sveinke af de Kronen tilhørende Landgodſer og Ejendomme[2], han ſom Lendermand havde i Forlening. „Han har“, ſagde Kongen, „endnu ikke underkaſtet ſig os eller viiſt os nogen Underdanighed, og jeg vil at alle Lendermænd i vort Rige enten ſkulle underkaſte ſig os, eller forlade ſine Vejtſler.“ Kongen betegnede Sigurd for øvrigt tre Lendermænd øſter i Viken, til hvem han burde henvende ſig, og paa hvis Troſkab og kraftige Biſtand han kunde regne, nemlig den forhen omtalte Dag Eilifsſøn, Sven Bryggefod[3], og Kolbein Klakka. Sigurd meente at der ej fandtes nogen Lendermand i Norge, med hvem han jo alene kunde hamle op, uden at behøve tre andre Lendermænd til Hjelp. Kongen ſagde at han ej havde henviiſt ham til deres Biſtand, hvis den ej udfordredes. Sigurd gjorde ſig nu rejſefærdig, og drog afſted kun med eet Skib. Da han var kommen øſter til Viken, kaldte han de oven nævnte Lendermænd til ſig, og tillyſte et almindeligt Thing for det hele Landſkab; navnligen indſtevnedes Elvegrimerne, ſaa kaldtes Grændſeboerne øſter ved Elven. Thinget, der efter al Sandſynlighed ſtod ved Borg, var meget talrigt, dog varede det en Tidlang, inden Sveinke indfandt ſig. Hine Lendermænd forberedede Sigurd paa, at han i Sveinke vilde finde en haard Hals, da han var ſaare mægtig og havde et ſtort Tilhæng. Mod en ſaa formaaende Mand, ſagde de, var det raadeligſt at fare ſaa natligt frem ſom muligt. Sigurd ſvarede noget haanligt, at den Sveinke da maatte være en forfærdelig Karl, ſiden alle tre i Forening med ham ſelv ikke ſkulde kunne faa Bugt med ham, iſær i en ſaa rimelig Sag ſom den nærværende. De ſagde at de med al ſkyldig Iver ſkulde underſtøtte Kongens Sag, men frygtede kun for at han vilde finde Sveinke langt mægtigere, end han foreſtillede ſig. Endelig ſaa man en ſtor Skare nærme ſig; den beſtod af fem hundrede ſtaalklædte Mænd, og var at ſee til ſom blinkende Iismasſer. Det var Sveinkes Flok. Den ſatte ſig i en Ring. Nu ſtod Sigurd Ullſtreng op og talte ſaaledes: „Guds og ſine Venner ſender Kong Magnus Guds og ſin Hilſen, alle Lendermænd, mægtige Bønder og den hele Almue; dertil fagre Ord og Venſkabstilbud til alle dem, der ville ſlutte ſig til ham. I have viſt ſpurgt at Kongen har renſet Landet for en Røverflok, der gjorde Bønderne i dette Land ſtor Skade. Gille Gud, at der nu maatte blive Ende paa deres Frækhed, der vovede det uhørte Foretagende, at tage til Høvding og Modkonge mod Kong Magnus en Mand, der ikke engang var ættebaaren til dette Rige; hvilket ogſaa gik ſom man kunde vente. Nu vil Kongen viſe al mulig Blidhed mod alle dem af hans Mænd, ſom oprigtigt ville tjene ham. Han tilbyder ſit Værn og Forſvar for alle Norges Mænd, ſtore og ſmaa; og til Gjengjeld fordrer han af Landets Indbyggere god Tjeneſte og ſømmelig Biſtand. Her er øjenſynligt intet at betænke ſig paa, ſaa gode Løfter, ſom Kongen byder, og hvori alle, ſom dertil ere værd, ville blive deelagtige.“ I det ſamme rejſte en Mand ſig i Elvegrimernes Flok, ſtor og før, iført en loden Kappe, med en ſtor danſk Hat paa Hovedet og en Stok med Metalknap over Smaa; han ſagde kun disſe Ord; „Her behøves ingen Rolle, ſagde Ræven, drog Harpe paa Iſen“, og ſatte ſig igjen[4]. Lidt efter ſtod Sigurd atter op, og fortſatte ſin Tale ſaaledes: „Af de Ord, der høres fra eders Flok, I Elvegrimer, merke vi kun liden Agtelſe for Kongens Budſkab, eller venſkabeligt Sindelag mod os. Men heri viſer enhver ſig ſom han er beſkaffen. For nu tydeligere at fremſætte Kongens Ærende til eder, melder jeg herved, at han fordrer ſine retmæsſige Landſkylder, Ledingsudredſler og øvrige Rettigheder[5] ſaavel af de mægtigere ſom af de ringere Mænd, og enhver regne nu efter, hvorledes han har ydet dem; erkjender han at have ſkortet deri, da unde han Kongen hvad der lovligen tilkommer ham, og ſørge for ſin egen Ære, idet han har for Øje hvorledes det gik dem, der nu nys ſatte ſig op imod ham“. Da han havde ſat ſig ned, ſtod hiin Mand ſtrax op, ſom for, kaſtede Hatten lidt tilbage, og ſagde: „det ſeer ud til Snee, Svende, ſagde Finnerne, havde Skider at ſælge“[6]. Sigurd hviſkede nu til Lendermændene, at det ej længer gik an at behandle denne vigtige Sag ſaa lempeligt. De raadede ham fremdeles til Forſigtighed mod en ſaa mægtig og trodſig Mand, men han vilde intet høre derom, rejſte ſig i Vrede, kaſtede ſin blaa Kappe af, ſaa at han ſtod der i ſin rode Skarlagenskjortel, og ſagde: „nu er det kommet ſaa vidt, at enhver maa vogte ſig: her er ikke længer Sted til at dække over eller undgaa at betegne Manden; alle have ſeet, hvorledes vi behandles, og om man end for eget Vedkommende kunde finde ſig deri, kan det dog aldrig taales, at Kongens Ærende beſvares med Spot. Det viſer ſig nu, ſom Ordſproget ſiger, at enhver agter ſig ſelv højeſt. En Mand heder Sveinke Steinarsſøn; han bor øſter ved Elven; han bar længe ſiddet inde med Kongens Landſkylder, og opfører ſig i det hele taget med utilbørligt Overmod og Vigtighed. Man kan ikke forundre ſig over at Kongen dog vil have mere at ſige end han, og nu fordrer ſin Ret og ſine Ejendomme af ham, eller ogſaa udſiger ham af ſine Forleninger. Her gjelder det nu, ikke at unddrage ſig eller ſvare med Spottegloſer; thi hans Overmand findes dog nok, om han end ſvarer haanligt paa vor Tale. Det er bedre for ham at tage Reb i Sejlene, medens det endnu kan ſkee med Ære, end at oppebie den Skjendſel, hans Trodſighed vil bringe over ham“. Da rejſte Sveinke ſig: det var hiin ſamme Mand, ſom havde ytret de forrige Spotte-Ord, og Sigurd havde nok vidſt hvo han var, men alene med Flid ladet ſom om han ej kjendte ham. Han ſtod nu op, kaſtede Hatten bag ſig og ſagde: „Put, Put, Skam for Hundene at Rævene ſkred i Bondens Brønd; har man hørt ſaadant, at en ermeløs Mand, med Bagſkjorten af, vil byde mig af Land? allerede før, Sigurd Uldbaand[7], ſendtes to Mænd i ſamme Ærende, den ene hed Gille Bakrauf, den anden havde et endnu værre Navn; de vare om Natten i Huſet og ſtjal hvor de kom; byder du mig af Land“?[8] Du ſlog nok ikke ſaa ſtort paa, da min Foſterſøn Haakon levede og da var du ſaa ræd, naar du kom paa hans Vej, ſom en Muus i en Skreppe; du var tildækket med Klæder ſom en Hund paa et Skib; du var ſtoppet i en Sæk ſom Korn i en Skindpoſe, du blev jagen fra din Odel ſom en Plogheſt af Heſteflokken, og havde ikke ſtørre Puſterum end en Oter i en Fælde[9]; vil du byde mig af Land? Du kan heller takke mig, om jeg lader dig ſlippe herfra med Livet!“ — „Lader os“, ſagde han til ſine Mænd, „alle ſtaa op imod dem“! Hans Mænd adløde, og gjorde ſtort Vaabenbrag. Sven Bryggefod og de øvrige Lendermænd ſaa nu intet andet Raad, end at ſkaffe Sigurd en Heſt, og lade ham ſkynde ſig til Skovs ſaa hurtigt han kunde. Dermed hævedes Thinget. Sveinke vendte tilbage til ſine Gaarde, men Sigurd maatte, ſelv anden, tage Landvejen til Throndhjem. Da han kom til Kongen, ſpurgte denne ham, om han ikke nok havde trængt til Lendermændenes Hjelp. Sigurd kunde ikke negte at hans Ferd havde været uhæderlig, men ſagde at han vilde hevne det, hvad det ſaa ſkulde koſte, og eggede Kongen meget. Denne ſyntes ogſaa, at det gik for vidt med Lendermændenes Overmod, naar de ikke engang vilde viſe deres Konge den ſkyldige Lydighed. „Men“, ſagde han, „her til Lands har det heller ikke bekommet dem vel; det viſte ſig i Olaf den helliges Tid med Erling Skjalgsſøn,i min Farfader Haralds Tid med Einar Thambarſkelve, og nu ſidſt med Steigar-Thore og Egil: det tilhører en Kongens Værdighed at nedtrykke ſine Undermænds Overmod og Indbildſkhed, naar de ikke ſelv vide at holde Maade; Sveinke er viſt en mægtig Mand, men det kan nok være at han ſtiler altfor højt, hvis han vil prøve Styrke med mig“. Magnus lod nu udruſte fem Skibe og ſtyrede ſydefter langs Kyſten lige til Viken, hvor han tog Vejtſler hos titte Lendermænd. Han tilkjendegav dem, at han nu vilde hjemſøge Sveinke. „I maa vide“, ſagde han, „at jeg vil være Enekonge her i Norge, ſaa længe der ej findes nogen jevnbyrdig med mig, og jeg finder mig ikke i en ſaadan Uforſkammenhed af Lendermænd, at de behandle mine ypperſte Høvdinger ſaa ſkammeligt ſom Sveinke har behandlet Sigurd Ullſtreng“. De forberedte ham paa, at han i Sveinke vilde finde en baade mægtig og uvoren Modſtander, ſom hverken havde Mangel paa Folk eller Vaaben; men han lod ſig ikke afſkrække, og drog afſted, ledſaget af de tre ovenfor nævnte Lendermænd. Da de kom udenfor Sveinkes Gaard, foreſloge disſe Lendermænd ſom.det forſigtigſte, at de førſt ſkulde gaa i Land og underſøge Forholdene, da de frygtede for at Sveinke havde mange Folk hos ſig, ej alene hjemme paa Gaarden, men ogſaa fordeelte rundt om i Skovene. Kongen bad dem gjøre ſom de vilde, men lovede at lade Bønderne undgjelde haardt, hvis de ikke holdt ſig i Skik. De vare ikke komne langt, førend de ſaa Sveinke ſtevne ned fra Gaarden med en heel Hær, ypperligt udruſtet. Lendermændene bævede et hvidt Skjold i Vejret: ved Synet heraf gjorde Sveinke Holdt. De tre Lendermænd gik nu hen til ham, og Kolbein begyndte Samtalen med at hilſe ham fra Kongen, og i hans Navn bede ham, ſaavel for ſin egen ſom Kongens Skyld, ikke at lade det komme til Ufred. „Vi tilbyde os“, ſagde han, „at bære Fredsmaal mellem eder, og du er dog en alt for forſtandig Mand til, uden at have prøvet mindelig Afgjørelſe, at ville ſtride mod din retmæsſigt udvalgte og ættebaarne Konge: ſaadant har ikke bekommet nogen vel“. Sveinke ſvarede at det heller ikke var hans Henſigt at ſtride med Kongen; Aarſagen, hvorfor han viſte ſig med en bevæbnet Skare, var alene den, at hindre de ankommende fra at nedtræde Agrene eller gjøre nogen Skade. Han lovede at holde ſtille der paa Stedet, medens de vendte tilbage og ſagde Kongen Beſked. De gjorde ſaa, og da det var dem ſærdeles magtpaaliggende at faa meglet Fred, meldte de ej alene at alt var roligt og fredeligt, men lagde endog til, at Sveinke var villig at overlade den hele Sag til Kongens Dom; „til Gjengjeld“, ſagde de, „burde I behandle ham ſaa mildt ſom retteligt, det vil være eder til ſtørſt Hæder“. Men Kongen ſvarede: „den Dom er ſnart afſagt: han ſkal forlade Landet og aldrig komme tilbage, ſaalænge jeg herſker i Norge; derforuden ſkal han miſte alt ſit Gods“. „Vil det dog ikke“, indvendte Kolbein, „være hæderligſt for eder og høres bedre for dem, der ſpørge det, om I lader det forblive ved Landflygtighedsſtraffen, uden at han miſter ſit Gods, ſom han behøver til ſit Underhold blandt mægtige Mænd udenlandsk Heelt vil dog aldrig kunne komme tilbage, ſaa længe vi have hans Lande i Varetægt, og du viſer dig lige fuldt ſom en mægtig Mand. Tænk over dette, tag Henſyn til dig ſelv og din Værdighed, ſaa vel ſom vore Ord“. Kongen ſvarede kun kort og godt, at Sveinke ſtrax ſkulde bort. Men de velvillige Lendermænd bragte ikke hans Ord i denne Form tilbage til Sveinke. De ſagde, at Kongen i al Venlighed bad ham forlade Landet, ſom et Slags Fyldeſtgjørelſe for hvad han havde forbrudt ſig imod ham; det vilde, lagde de til, være dem begge til Hæder, thi Kongen vilde lade ham beholde ſaa meget Løsøre, ſom kunde være anſtændigt for ham. „Dette er en anden Sag“, ſvarede Sveinke, „naar Kongen taler venligt og blidt til mig; men hvorfor.ſkulde jeg forlade mine Forleninger og Ejendomme? Bedre er det at falde paa ſit Gods, end at flygte fra ſin Odel. Siger Kongen, at Sveinke ikke flyr ſaa langt ſom et Pileſkud“. „Heri“, ſagde Kolbein, „kunne vi ej være enige med dig; det er bedre at viſe ſin Højagtelſe for den bedſte Høvding ved Lydighed, end at lade det gaa til Yderligheder; en brav Mand har det godt, hvor han ſaa lever; du, ſom har kunnet opretholde din Værdighed mod en ſaadan Høvding ſom Kongen, vil blive æret hos de mægtigſte Mænd. Hør nu ogſaa vor Bøn, og viis at du ſætter Priis paa vort lange Foſtbroderſkab og inderlige Venſkab ved at agte vore Ord og lytte til vort Forſlag. Vi, der ere Venner af begge Parter, tilbyde os troligen at foreſtaa og bevogte dine Ejendomme; kommer du tilbage, ſom vi vente, ſkal du aldrig betale Skat, hvis du ikke vil; og vi ſkulle gjerne ſætte Liv og Gods paa Spil for at bringe Kongen til at gaa ind herpaa. Men viis nu heller ikke du vort Forſlag bort, og bring ikke gode Mænd i Forlegenhed og Fare“. Sveinke taug ſtille en Stund, og ſagde derpaa: „I have taget denne Sag paa en højſt forſtandig Maade. Viſtnok har jeg en Mistanke om, at I ikke have forebragt mig Kongens Ord ganſke ſom de kom fra hans Mund, men formildet dem en god Deel; dog ſkal jeg for den Velviljes Skyld, ſom I viſe mig, føje mig efter eders Forſlag. Jeg ſkal forlade Landet og være borte en Vinter, forudſat at jeg beholder mine Ejendomme i Fred. I kunne dog ſige Kongen, at jeg gjør dette ikke for hans, men for eders Skyld, da jeg finder at I ere mine ſande Venner:“ Ligeſom Udſendingerne tidligere havde formildet Kongens Ord, da de ſkulde overbringe dem til Sveinke, ſaaledes overbragte de nu heller ikke dennes Tilbud til Kongen ganſke uforandret. De ſagde at Sveinke fremdeles var villig at overlade Alt til Kongens Dom, og at han tilbød ſig at være borte i tre Vintre, efter hvilke han med Kongens Samtykke ſkulde kunne komme tilbage. De bade Kongen indſtændigt for ſin egen Hæders Skyld at modtage dette Tilbud, og lovede at indeſtaa for, at han aldrig ſkulde vende tilbage uden med Kongens gode Vilje. Efter nogen Betænkning erklærede Kongen ſig villig hertil, og roſte dem meget for den ufortrødne Iver og Velſindethed, de lagde for Dagen. De ønſkede ogſaa Kongen til Lykke med hans Forſonlighed, vendte tilbage til Sveinke, og ytrede deres Glæde over at der nu var ſikker Udſigt til Forlig. „Kongen“, ſagde de, „ønſkede gjerne at Tiden for din Fraværelſe ſkulde udſtrækkes til tre Vintre, men vi vide jo nok, at han inden den Tid indſeer, at han ej kan undvære dig i Landet, derfor bør du ikke betænke dig paa at antage dette Vilkaar“. „Det bliver da vel bedſt“, ſagde Sveinke, „at jeg ikke forvolder Kongen nogen Ærgrelſe ved at forblive her; tager altſaa efter Aftale mit Gods i eders Varetægt!“ Derpaa vendte han om med ſin Skare, og gik op til Gaarden, men forlod den ſtrax og ſatte over Elven til Gautland med alle de Folk, han vilde have med; han havde nemlig allerede fra førſt af været forberedt paa dette Udfald af Sagen, og var ſaaledes fuldkommen rejſefærdig. Kolbein Klakka blev tilbage paa og Gaarden, og fik et herligt Gjeſtebud iſtand for Kongen, men lod ſom om Sveinke allerede havde ordnet det ſaaledes. Siden rejſte Kongen om til Gjeſtebud hos de øvrige Lendermænd, ſærdeles tilfreds med det Udfald, Sagen havde faaet, og vendte derpaa atter tilbage til Throndhjem. Imidlertid beſtyredes Sveinkes forrige Beſiddelſer af Kolbein, under Navn af Krongods, men Kolbein ſørgede dog for, at Sveinkes Gods ej desuagtet led noget Afbræk. Det viſte ſig alligevel ſnart, at man ej vel kunde undvære Sveinkes mægtige Arm og haandfaſte Huuskarle. Ligeſom andre Grændſe-Egne, havde ogſaa Egnen omkring Elven fra gammel Tid været et Tilhold for Røvere og andre Ugjerningsmænd; disſe begyndte nu, da de ej længer havde Sveinke at frygte, ſaaledes at forurolige Elvegrimerne med alſkens Ran og Overfald, at Lendermændene maatte ſende Bud til Kongen og foreſtille ham, at Landet paa den Kant vilde blive lagt aldeles øde, hvis han ej kaldte Sveinke tilbage og overdrog ham at forſvare Grændſen, da ingen bedre end han var ſkikket til at holde ſlige Skarnsfolk borte, og ødelægge Vikinger. Kongen, hvis Harme nu ganſke ſynes at have lagt ſig, bekvemmede ſig ogſaa til at gaa ind herpaa, og Lendermændene lode Sveinke, der for Tiden opholdt ſig i Danmark, det vil ſige i Halland[10], nær ved Grændſen, hilſe fra Kongen, at han nu kunde komme i Fred tilbage og atter tiltræde fine Ejendomme. Men Sveinke gjorde ſig nu koſtbar, for ret at lade Kongen føle hvor uundværlig han var for Landet. Han vidſte ikke, ſagde han, om han kunde fæſte Lid til denne Hilſen, thi da Kongen forviſte ham fra Landet, lod det ſlet ikke til at være hans Mening, at han ſaa ſnart ſkulde vende tilbage. Han forblev hvor han var. Man ſendte atter Bud til ham, men han var fremdeles urokkelig. Da Uvæſenet imidlertid tog Overhaand, maatte Kongen ſelv — man maa antage den følgende Vaar (1096) — drage ſydefter og gjøre et Indfald i Halland, hvorfra de fleſte Røvertog ſynes at have været foretagne: en Omſtændighed, der vækker ſterk Formodning om, at Sveinke, der netop opholdt ſig i Halland, ſelv har haft en Haand med deri, for deſto mere at fremſkynde ſin Tilbagekaldelſe. Magnus herjede vidt og bredt i Halland, og vandt meget Gods, deels i Bytte, deels i Løſepenge; navnligen ſkal det være gaaet ud over Viſkedal[11]. Dog ſynes det, ſom om han ikke altid var heldig paa dette Tog. Den danſke Hiſtorieſkriver Saxo fortæller ſaaledes, at han engang, ved et uventet Overfald af Hallandsfarerne, maatte flygte barfodet ned til Skibene, hvorfor han ſpotviis fik Øgenavnet „Barfod“[12]. Dette fik han, ſom vi nedenfor ville ſee, af en ganſke anden Aarſag; men Begivenheden ſelv er heel ſandſynlig, og det ſaa meget mere, ſom man neppe kan antage at den ſtolte Magnus, uden efter at have lidt en ſaadan Ydmygelſe, vilde have bekvemmet ſig til, hvad han virkelig gjorde, at indlede perſonlige Underhandlinger med Sveinke og byde ham Forlig. Dette indgik de nu fuldkomment, og afhandlede nøje og venſkabeligen alt deres Mellemværende (1096). Da førſt, ſiges der, blev det dem klart, hvor klogt og velmenende hine Lendermænd havde gaaet tilverks. Sveinke vendte tilbage til ſine Ejendomme, og var ſiden Magnus’s troeſte og hengivneſte Ven, ſaa vel ſom den ſtørſte Støtte og Værn for hans Rige[13].

Nu førſt følte Magnus ſig ganſke ſikker paa Tronen. Han arbejdede, ſiges der, kraftigt paa at holde Orden og Rolighed i Landet, og ſørgede ivrigt for den almindelige Sikkerhed, forfulgte Ransmænd og Uroſtiftere, og ſkaffede ſaaledes, Kjøbmænd og gode Folk den tilbørlige Fred. Hertil var, ſom vi ſee, Sveinke ham iſær behjelpelig. Skalden Giſl taler i et af ſine Vers udtrykkeligt om, hvilken Fred og Sikkerhed Kjøbmændene nøde, fornemmelig i den for ſine Sørøvere ellers ſaa bekjendte Gaut-Elv.

  1. Vi finde ham nemlig nu og ſiden efter talende til Thinge paa Kongens Vegne.
  2. Den Talemaade, ſom her anvendes, er „boða af löndum ok konungs eignum“ (byde af Land og Kongens Eiendomme). Thi de Ejendomme, hvormed Lendermændene forlenedes, kaldtes ligefrem lönd (Lande), ſe ældre Gulathings Lov Cap. 200 (Lendermandsſøn ſkal tage Haulds Ret, om han ej faar „Land“). Deraf ogſaa Benævnelſen lendr maðr (egentlig „landet Mand“).
  3. Sven Bryggefod nævnes ogſaa, ſom vi ovenfor have ſeet (I. 2. S. 836) paa Magnus den godes Tid, 1033, 1034, 1035, men hvis Navnet her er rigtigt, maa han have været den ovenfor nævnte Svens Farfader.
  4. Dette Ordſprog, der i Oldſproget lyder ſaaledes: „era hlums vant, kvað refr, dró hörpu á ísi“, forklares i Tillægget til Skalda Arnamagn. Udg. II. S. 182 ſaaledes: „Parømie er en Maade at udtrykke ſig paa, der pasſer godt til Tid og Omſtændigheder, f. Ex. … (her følger Ordſproget) … hvilket ſiges til dem, der, ſkjønt de betyde lidet, dog give ſig en vigtig Mine. Ved „Harpe“ forſtaaes her viſtnok et Slags Skjel, „Harpe-Skjel“.
  5. Her er alle de Udredſler, der tilkom Kongen, opregnede under Eet, ſaa vel ſom alle de, der vare ham afgiftspligtige. Den Lendermand, der ej var gaaet ham til Haande, ſkyldte Kongen naturligviis Landſkyld af de kongelige Ejendomme, med hvilke han ſad inde.
  6. Ordſproget lyder i det gamle Sprog: „snæliga snuggin sveinar, kváðu Finnar, áttu andra fala“. Her tales ſaaledes egentlig om det ſæregne Slags Skider, der kaldes „Andrer“, og bruges i Nordland og Finmarken. Ved dette Ordſprog vil Sveinke aabenbart antyde, at man allerede af Sigurds Ord kan ſee, hvor han peger hen.
  7. En haanlig Omſkrivning af Sigurds Tilnavn: Ullſtreng.
  8. Det er rimeligt, at Magnus allerede tidligere, medens Haakon endnu levede, havde gjort et Forſøg paa at faa Sveinke til at underkaſte ſig; men det Navn, Sveinke angiver paa en af hans Udſendinger, er aabenbart kun et Spottenavn, og ikke det rette.
  9. Heraf ſynes det, ſom om Sigurd Ullſtreng, der hørte hjemme i Thrøndelagen, og ſom en Tilhænger af Magnus ſandſynligviis ligeſaa lidet havde underkaſtet ſig Haakon, ſom dennes Tilhængere Magnus, har lidt Forfølgelſe af Haakon eller dennes Mænd. Denne Forfølgelſe hører da ogſaa til de ovenfor omtalte „Fejder mellem Kongernes Lendermænd indbyrdes“. — I Sagaen ſtaar ikke „Plogheſt“ men „Ardsgelding“; af „Ard“ den egentlige nationale Plog.
  10. At Sveinke opholdt ſig i Halland, ſees deraf, at Magnus under ſit Tog i Halland havde Sammenkomſt med ham.
  11. Der er allerede talt om, at Magnus-’s Tog til Halland i de forſkjellige Sagabearbejdelſer henføres til forſkjellige Aar. Men rimeligſt og, ſom det ſynes, meeſt uforvanſket er Fremſtillingen i Morkinſkinna, der udtrykkelig ſætter Magnus’s Tog i Forbindelſe med Sveinkes Anliggende. Førſt heder det, efter at de to forgjæves Opfordringer til Sveinke om at komme tilbage have været omtalte: „da Magnus ſelv kom til Danmark, havde han et Mode med Sveinke“; ſtrax efter omtales Toget, til hvilket der altſaa ved de foregaaende Ord henviſes. At Viſkedal (Dalen omkring Kongsbakka) udhæves i Sagaerne, torde maaſkee alene komme deraf at Skalden Bjørn i det Vers, hvori Toget omtales, og ſom her anføres, taler om de viſkedalſke Kvinders Uro. Navnet ſynes dog her kun tilfældigviis at være valgt, da der ogſaa ſtaar at Toget gjaldt hele Halland. Man kunde næſten formode at Magnus ved denne Lejlighed har tiltvunget ſig et Slags Hylding af Hallandsfarerne lige til Glomſteen nordenfor Ethre-Aaen i Fardhuushered, ſe ovenfor S. 4, jvfr. nedenfor Side 515.
  12. Saxo, S. 617. Det er dog neppe rigtigt, naar dette Tog her omtales ſom en Epiſode af Magnus’s Krig med Sverige. Se herom nedenfor, § 46, hvor denne omhandles.
  13. Magnus Barfods Saga Cap. 9. Snorre Cap. S. Morkinſkinna, fol. 22—23 a. Disſe Begivenheder maa have fundet Sted om Høſten 1095 og Vaaren 1096. Haakon døde i Februar 1095; Magnus’s Tog mod