Det norske Folks Historie/3/43

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 489-498).

De Lendermænd rundt om i Landet, der hidtil havde erkjendt Haakon for deres Overherre, og, som det heder, fejdet med Magnus’s Tilhængere, underkastede sig nu alle sammen Magnus, med Undtagelse af den mægtige Sveinke Steinarssøn øster ved Elven. Han havde, som vi have seet, opfostret Haakon førend han kom til Thore, og havde lagt saa megen Elsk paa ham, at han ej kunde trøste sig over hans Død eller bekvemme sig til at hylde Kong Magnus. Vel tales der intet om, at han deeltog i Oprøret med Steigar-Thore — det var endog neppe muligt formedelst Beliggenheden af hans Opholdssted —; men det er dog ikke tænkeligt, at han ej i det mindste underhaanden skulde have begunstiget og understøttet det. For Magnus maa han allerede længe have været en Torn i Øjnene, da han, skjønt Vikværing og saaledes boende i den Deel af Landet, der under alle Omstændigheder maatte falde paa Magnus’s Deel, dog lige i hans Nærhed erklærede sig for Haakon. Og Magnus vilde vel længe før have brugt alvorlige Forholdsregler imod ham, hvis han havde følt sig sterk nok dertil, hvilket dog ikke paa langt nær kunde være Tilfældet, saa længe Haakon endnu levede og beherskede større Strækninger af Landet, end Magnus selv. Nu derimod, som Eneherre i Landet og efter at have kuet de mægtige Thrønder, troede Magnus at Tiden ogsaa var kommen til at ydmyge Sveinke. Han kaldte sin tro Tilhænger Sigurd Ullstreng, hvilken han imidlertid synes at have udnævnt til sin Stallar^[1], til sig, og sagde at han vilde sende ham øster til Viken, for at udsige Sveinke af de Kronen tilhørende Landgodser og Ejendomme^[2], han som Lendermand havde i Forlening. „Han har“, sagde Kongen, „endnu ikke underkastet sig os eller viist os nogen Underdanighed, og jeg vil at alle Lendermænd i vort Rige enten skulle underkaste sig os, eller forlade sine Vejtsler.“ Kongen betegnede Sigurd for øvrigt tre Lendermænd øster i Viken, til hvem han burde henvende sig, og paa hvis Troskab og kraftige Bistand han kunde regne, nemlig den forhen omtalte Dag Eilifssøn, Sven Bryggefod^[3], og Kolbein Klakka. Sigurd meente at der ej fandtes nogen Lendermand i Norge, med hvem han jo alene kunde hamle op, uden at behøve tre andre Lendermænd til Hjelp. Kongen sagde at han ej havde henviist ham til deres Bistand, hvis den ej udfordredes. Sigurd gjorde sig nu rejsefærdig, og drog afsted kun med eet Skib. Da han var kommen øster til Viken, kaldte han de oven nævnte Lendermænd til sig, og tillyste et almindeligt Thing for det hele Landskab; navnligen indstevnedes Elvegrimerne, saa kaldtes Grændseboerne øster ved Elven. Thinget, der efter al Sandsynlighed stod ved Borg, var meget talrigt, dog varede det en Tidlang, inden Sveinke indfandt sig. Hine Lendermænd forberedede Sigurd paa, at han i Sveinke vilde finde en haard Hals, da han var saare mægtig og havde et stort Tilhæng. Mod en saa formaaende Mand, sagde de, var det raadeligst at fare saa natligt frem som muligt. Sigurd svarede noget haanligt, at den Sveinke da maatte være en forfærdelig Karl, siden alle tre i Forening med ham selv ikke skulde kunne faa Bugt med ham, især i en saa rimelig Sag som den nærværende. De sagde at de med al skyldig Iver skulde understøtte Kongens Sag, men frygtede kun for at han vilde finde Sveinke langt mægtigere, end han forestillede sig. Endelig saa man en stor Skare nærme sig; den bestod af fem hundrede staalklædte Mænd, og var at see til som blinkende Iismasser. Det var Sveinkes Flok. Den satte sig i en Ring. Nu stod Sigurd Ullstreng op og talte saaledes: „Guds og sine Venner sender Kong Magnus Guds og sin Hilsen, alle Lendermænd, mægtige Bønder og den hele Almue; dertil fagre Ord og Venskabstilbud til alle dem, der ville slutte sig til ham. I have vist spurgt at Kongen har renset Landet for en Røverflok, der gjorde Bønderne i dette Land stor Skade. Gille Gud, at der nu maatte blive Ende paa deres Frækhed, der vovede det uhørte Foretagende, at tage til Høvding og Modkonge mod Kong Magnus en Mand, der ikke engang var ættebaaren til dette Rige; hvilket ogsaa gik som man kunde vente. Nu vil Kongen vise al mulig Blidhed mod alle dem af hans Mænd, som oprigtigt ville tjene ham. Han tilbyder sit Værn og Forsvar for alle Norges Mænd, store og smaa; og til Gjengjeld fordrer han af Landets Indbyggere god Tjeneste og sømmelig Bistand. Her er øjensynligt intet at betænke sig paa, saa gode Løfter, som Kongen byder, og hvori alle, som dertil ere værd, ville blive deelagtige.“ I det samme rejste en Mand sig i Elvegrimernes Flok, stor og før, iført en loden Kappe, med en stor dansk Hat paa Hovedet og en Stok med Metalknap over Smaa; han sagde kun disse Ord; „Her behøves ingen Rolle, sagde Ræven, drog Harpe paa Isen“, og satte sig igjen^[4]. Lidt efter stod Sigurd atter op, og fortsatte sin Tale saaledes: „Af de Ord, der høres fra eders Flok, I Elvegrimer, merke vi kun liden Agtelse for Kongens Budskab, eller venskabeligt Sindelag mod os. Men heri viser enhver sig som han er beskaffen. For nu tydeligere at fremsætte Kongens Ærende til eder, melder jeg herved, at han fordrer sine retmæssige Landskylder, Ledingsudredsler og øvrige Rettigheder^[5] saavel af de mægtigere som af de ringere Mænd, og enhver regne nu efter, hvorledes han har ydet dem; erkjender han at have skortet deri, da unde han Kongen hvad der lovligen tilkommer ham, og sørge for sin egen Ære, idet han har for Øje hvorledes det gik dem, der nu nys satte sig op imod ham“. Da han havde sat sig ned, stod hiin Mand strax op, som for, kastede Hatten lidt tilbage, og sagde: „det seer ud til Snee, Svende, sagde Finnerne, havde Skider at sælge“^[6]. Sigurd hviskede nu til Lendermændene, at det ej længer gik an at behandle denne vigtige Sag saa lempeligt. De raadede ham fremdeles til Forsigtighed mod en saa mægtig og trodsig Mand, men han vilde intet høre derom, rejste sig i Vrede, kastede sin blaa Kappe af, saa at han stod der i sin rode Skarlagenskjortel, og sagde: „nu er det kommet saa vidt, at enhver maa vogte sig: her er ikke længer Sted til at dække over eller undgaa at betegne Manden; alle have seet, hvorledes vi behandles, og om man end for eget Vedkommende kunde finde sig deri, kan det dog aldrig taales, at Kongens Ærende besvares med Spot. Det viser sig nu, som Ordsproget siger, at enhver agter sig selv højest. En Mand heder Sveinke Steinarssøn; han bor øster ved Elven; han bar længe siddet inde med Kongens Landskylder, og opfører sig i det hele taget med utilbørligt Overmod og Vigtighed. Man kan ikke forundre sig over at Kongen dog vil have mere at sige end han, og nu fordrer sin Ret og sine Ejendomme af ham, eller ogsaa udsiger ham af sine Forleninger. Her gjelder det nu, ikke at unddrage sig eller svare med Spottegloser; thi hans Overmand findes dog nok, om han end svarer haanligt paa vor Tale. Det er bedre for ham at tage Reb i Sejlene, medens det endnu kan skee med Ære, end at oppebie den Skjendsel, hans Trodsighed vil bringe over ham“. Da rejste Sveinke sig: det var hiin samme Mand, som havde ytret de forrige Spotte-Ord, og Sigurd havde nok vidst hvo han var, men alene med Flid ladet som om han ej kjendte ham. Han stod nu op, kastede Hatten bag sig og sagde: „Put, Put, Skam for Hundene at Rævene skred i Bondens Brønd; har man hørt saadant, at en ermeløs Mand, med Bagskjorten af, vil byde mig af Land? allerede før, Sigurd Uldbaand^[7], sendtes to Mænd i samme Ærende, den ene hed Gille Bakrauf, den anden havde et endnu værre Navn; de vare om Natten i Huset og stjal hvor de kom; byder du mig af Land“?^[8] Du slog nok ikke saa stort paa, da min Fostersøn Haakon levede og da var du saa ræd, naar du kom paa hans Vej, som en Muus i en Skreppe; du var tildækket med Klæder som en Hund paa et Skib; du var stoppet i en Sæk som Korn i en Skindpose, du blev jagen fra din Odel som en Ploghest af Hesteflokken, og havde ikke større Pusterum end en Oter i en Fælde^[9]; vil du byde mig af Land? Du kan heller takke mig, om jeg lader dig slippe herfra med Livet!“ — „Lader os“, sagde han til sine Mænd, „alle staa op imod dem“! Hans Mænd adløde, og gjorde stort Vaabenbrag. Sven Bryggefod og de øvrige Lendermænd saa nu intet andet Raad, end at skaffe Sigurd en Hest, og lade ham skynde sig til Skovs saa hurtigt han kunde. Dermed hævedes Thinget. Sveinke vendte tilbage til sine Gaarde, men Sigurd maatte, selv anden, tage Landvejen til Throndhjem. Da han kom til Kongen, spurgte denne ham, om han ikke nok havde trængt til Lendermændenes Hjelp. Sigurd kunde ikke negte at hans Ferd havde været uhæderlig, men sagde at han vilde hevne det, hvad det saa skulde koste, og eggede Kongen meget. Denne syntes ogsaa, at det gik for vidt med Lendermændenes Overmod, naar de ikke engang vilde vise deres Konge den skyldige Lydighed. „Men“, sagde han, „her til Lands har det heller ikke bekommet dem vel; det viste sig i Olaf den helliges Tid med Erling Skjalgssøn,i min Farfader Haralds Tid med Einar Thambarskelve, og nu sidst med Steigar-Thore og Egil: det tilhører en Kongens Værdighed at nedtrykke sine Undermænds Overmod og Indbildskhed, naar de ikke selv vide at holde Maade; Sveinke er vist en mægtig Mand, men det kan nok være at han stiler altfor højt, hvis han vil prøve Styrke med mig“. Magnus lod nu udruste fem Skibe og styrede sydefter langs Kysten lige til Viken, hvor han tog Vejtsler hos titte Lendermænd. Han tilkjendegav dem, at han nu vilde hjemsøge Sveinke. „I maa vide“, sagde han, „at jeg vil være Enekonge her i Norge, saa længe der ej findes nogen jevnbyrdig med mig, og jeg finder mig ikke i en saadan Uforskammenhed af Lendermænd, at de behandle mine ypperste Høvdinger saa skammeligt som Sveinke har behandlet Sigurd Ullstreng“. De forberedte ham paa, at han i Sveinke vilde finde en baade mægtig og uvoren Modstander, som hverken havde Mangel paa Folk eller Vaaben; men han lod sig ikke afskrække, og drog afsted, ledsaget af de tre ovenfor nævnte Lendermænd. Da de kom udenfor Sveinkes Gaard, foresloge disse Lendermænd som.det forsigtigste, at de først skulde gaa i Land og undersøge Forholdene, da de frygtede for at Sveinke havde mange Folk hos sig, ej alene hjemme paa Gaarden, men ogsaa fordeelte rundt om i Skovene. Kongen bad dem gjøre som de vilde, men lovede at lade Bønderne undgjelde haardt, hvis de ikke holdt sig i Skik. De vare ikke komne langt, førend de saa Sveinke stevne ned fra Gaarden med en heel Hær, ypperligt udrustet. Lendermændene bævede et hvidt Skjold i Vejret: ved Synet heraf gjorde Sveinke Holdt. De tre Lendermænd gik nu hen til ham, og Kolbein begyndte Samtalen med at hilse ham fra Kongen, og i hans Navn bede ham, saavel for sin egen som Kongens Skyld, ikke at lade det komme til Ufred. „Vi tilbyde os“, sagde han, „at bære Fredsmaal mellem eder, og du er dog en alt for forstandig Mand til, uden at have prøvet mindelig Afgjørelse, at ville stride mod din retmæssigt udvalgte og ættebaarne Konge: saadant har ikke bekommet nogen vel“. Sveinke svarede at det heller ikke var hans Hensigt at stride med Kongen; Aarsagen, hvorfor han viste sig med en bevæbnet Skare, var alene den, at hindre de ankommende fra at nedtræde Agrene eller gjøre nogen Skade. Han lovede at holde stille der paa Stedet, medens de vendte tilbage og sagde Kongen Besked. De gjorde saa, og da det var dem særdeles magtpaaliggende at faa meglet Fred, meldte de ej alene at alt var roligt og fredeligt, men lagde endog til, at Sveinke var villig at overlade den hele Sag til Kongens Dom; „til Gjengjeld“, sagde de, „burde I behandle ham saa mildt som retteligt, det vil være eder til størst Hæder“. Men Kongen svarede: „den Dom er snart afsagt: han skal forlade Landet og aldrig komme tilbage, saalænge jeg hersker i Norge; derforuden skal han miste alt sit Gods“. „Vil det dog ikke“, indvendte Kolbein, „være hæderligst for eder og høres bedre for dem, der spørge det, om I lader det forblive ved Landflygtighedsstraffen, uden at han mister sit Gods, som han behøver til sit Underhold blandt mægtige Mænd udenlandsk Heelt vil dog aldrig kunne komme tilbage, saa længe vi have hans Lande i Varetægt, og du viser dig lige fuldt som en mægtig Mand. Tænk over dette, tag Hensyn til dig selv og din Værdighed, saa vel som vore Ord“. Kongen svarede kun kort og godt, at Sveinke strax skulde bort. Men de velvillige Lendermænd bragte ikke hans Ord i denne Form tilbage til Sveinke. De sagde, at Kongen i al Venlighed bad ham forlade Landet, som et Slags Fyldestgjørelse for hvad han havde forbrudt sig imod ham; det vilde, lagde de til, være dem begge til Hæder, thi Kongen vilde lade ham beholde saa meget Løsøre, som kunde være anstændigt for ham. „Dette er en anden Sag“, svarede Sveinke, „naar Kongen taler venligt og blidt til mig; men hvorfor.skulde jeg forlade mine Forleninger og Ejendomme? Bedre er det at falde paa sit Gods, end at flygte fra sin Odel. Siger Kongen, at Sveinke ikke flyr saa langt som et Pileskud“. „Heri“, sagde Kolbein, „kunne vi ej være enige med dig; det er bedre at vise sin Højagtelse for den bedste Høvding ved Lydighed, end at lade det gaa til Yderligheder; en brav Mand har det godt, hvor han saa lever; du, som har kunnet opretholde din Værdighed mod en saadan Høvding som Kongen, vil blive æret hos de mægtigste Mænd. Hør nu ogsaa vor Bøn, og viis at du sætter Priis paa vort lange Fostbroderskab og inderlige Venskab ved at agte vore Ord og lytte til vort Forslag. Vi, der ere Venner af begge Parter, tilbyde os troligen at forestaa og bevogte dine Ejendomme; kommer du tilbage, som vi vente, skal du aldrig betale Skat, hvis du ikke vil; og vi skulle gjerne sætte Liv og Gods paa Spil for at bringe Kongen til at gaa ind herpaa. Men viis nu heller ikke du vort Forslag bort, og bring ikke gode Mænd i Forlegenhed og Fare“. Sveinke taug stille en Stund, og sagde derpaa: „I have taget denne Sag paa en højst forstandig Maade. Vistnok har jeg en Mistanke om, at I ikke have forebragt mig Kongens Ord ganske som de kom fra hans Mund, men formildet dem en god Deel; dog skal jeg for den Velviljes Skyld, som I vise mig, føje mig efter eders Forslag. Jeg skal forlade Landet og være borte en Vinter, forudsat at jeg beholder mine Ejendomme i Fred. I kunne dog sige Kongen, at jeg gjør dette ikke for hans, men for eders Skyld, da jeg finder at I ere mine sande Venner:“ Ligesom Udsendingerne tidligere havde formildet Kongens Ord, da de skulde overbringe dem til Sveinke, saaledes overbragte de nu heller ikke dennes Tilbud til Kongen ganske uforandret. De sagde at Sveinke fremdeles var villig at overlade Alt til Kongens Dom, og at han tilbød sig at være borte i tre Vintre, efter hvilke han med Kongens Samtykke skulde kunne komme tilbage. De bade Kongen indstændigt for sin egen Hæders Skyld at modtage dette Tilbud, og lovede at indestaa for, at han aldrig skulde vende tilbage uden med Kongens gode Vilje. Efter nogen Betænkning erklærede Kongen sig villig hertil, og roste dem meget for den ufortrødne Iver og Velsindethed, de lagde for Dagen. De ønskede ogsaa Kongen til Lykke med hans Forsonlighed, vendte tilbage til Sveinke, og ytrede deres Glæde over at der nu var sikker Udsigt til Forlig. „Kongen“, sagde de, „ønskede gjerne at Tiden for din Fraværelse skulde udstrækkes til tre Vintre, men vi vide jo nok, at han inden den Tid indseer, at han ej kan undvære dig i Landet, derfor bør du ikke betænke dig paa at antage dette Vilkaar“. „Det bliver da vel bedst“, sagde Sveinke, „at jeg ikke forvolder Kongen nogen Ærgrelse ved at forblive her; tager altsaa efter Aftale mit Gods i eders Varetægt!“ Derpaa vendte han om med sin Skare, og gik op til Gaarden, men forlod den strax og satte over Elven til Gautland med alle de Folk, han vilde have med; han havde nemlig allerede fra først af været forberedt paa dette Udfald af Sagen, og var saaledes fuldkommen rejsefærdig. Kolbein Klakka blev tilbage paa og Gaarden, og fik et herligt Gjestebud istand for Kongen, men lod som om Sveinke allerede havde ordnet det saaledes. Siden rejste Kongen om til Gjestebud hos de øvrige Lendermænd, særdeles tilfreds med det Udfald, Sagen havde faaet, og vendte derpaa atter tilbage til Throndhjem. Imidlertid bestyredes Sveinkes forrige Besiddelser af Kolbein, under Navn af Krongods, men Kolbein sørgede dog for, at Sveinkes Gods ej desuagtet led noget Afbræk. Det viste sig alligevel snart, at man ej vel kunde undvære Sveinkes mægtige Arm og haandfaste Huuskarle. Ligesom andre Grændse-Egne, havde ogsaa Egnen omkring Elven fra gammel Tid været et Tilhold for Røvere og andre Ugjerningsmænd; disse begyndte nu, da de ej længer havde Sveinke at frygte, saaledes at forurolige Elvegrimerne med alskens Ran og Overfald, at Lendermændene maatte sende Bud til Kongen og forestille ham, at Landet paa den Kant vilde blive lagt aldeles øde, hvis han ej kaldte Sveinke tilbage og overdrog ham at forsvare Grændsen, da ingen bedre end han var skikket til at holde slige Skarnsfolk borte, og ødelægge Vikinger. Kongen, hvis Harme nu ganske synes at have lagt sig, bekvemmede sig ogsaa til at gaa ind herpaa, og Lendermændene lode Sveinke, der for Tiden opholdt sig i Danmark, det vil sige i Halland^[10], nær ved Grændsen, hilse fra Kongen, at han nu kunde komme i Fred tilbage og atter tiltræde fine Ejendomme. Men Sveinke gjorde sig nu kostbar, for ret at lade Kongen føle hvor uundværlig han var for Landet. Han vidste ikke, sagde han, om han kunde fæste Lid til denne Hilsen, thi da Kongen forviste ham fra Landet, lod det slet ikke til at være hans Mening, at han saa snart skulde vende tilbage. Han forblev hvor han var. Man sendte atter Bud til ham, men han var fremdeles urokkelig. Da Uvæsenet imidlertid tog Overhaand, maatte Kongen selv — man maa antage den følgende Vaar (1096) — drage sydefter og gjøre et Indfald i Halland, hvorfra de fleste Røvertog synes at have været foretagne: en Omstændighed, der vækker sterk Formodning om, at Sveinke, der netop opholdt sig i Halland, selv har haft en Haand med deri, for desto mere at fremskynde sin Tilbagekaldelse. Magnus herjede vidt og bredt i Halland, og vandt meget Gods, deels i Bytte, deels i Løsepenge; navnligen skal det være gaaet ud over Viskedal^[11]. Dog synes det, som om han ikke altid var heldig paa dette Tog. Den danske Historieskriver Saxo fortæller saaledes, at han engang, ved et uventet Overfald af Hallandsfarerne, maatte flygte barfodet ned til Skibene, hvorfor han spotviis fik Øgenavnet „Barfod“^[12]. Dette fik han, som vi nedenfor ville see, af en ganske anden Aarsag; men Begivenheden selv er heel sandsynlig, og det saa meget mere, som man neppe kan antage at den stolte Magnus, uden efter at have lidt en saadan Ydmygelse, vilde have bekvemmet sig til, hvad han virkelig gjorde, at indlede personlige Underhandlinger med Sveinke og byde ham Forlig. Dette indgik de nu fuldkomment, og afhandlede nøje og venskabeligen alt deres Mellemværende (1096). Da først, siges der, blev det dem klart, hvor klogt og velmenende hine Lendermænd havde gaaet tilverks. Sveinke vendte tilbage til sine Ejendomme, og var siden Magnus’s troeste og hengivneste Ven, saa vel som den største Støtte og Værn for hans Rige^[13].

Nu først følte Magnus sig ganske sikker paa Tronen. Han arbejdede, siges der, kraftigt paa at holde Orden og Rolighed i Landet, og sørgede ivrigt for den almindelige Sikkerhed, forfulgte Ransmænd og Urostiftere, og skaffede saaledes, Kjøbmænd og gode Folk den tilbørlige Fred. Hertil var, som vi see, Sveinke ham især behjelpelig. Skalden Gisl taler i et af sine Vers udtrykkeligt om, hvilken Fred og Sikkerhed Kjøbmændene nøde, fornemmelig i den for sine Sørøvere ellers saa bekjendte Gaut-Elv.

1. Vi finde ham nemlig nu og siden efter talende til Thinge paa Kongens Vegne.
2. Den Talemaade, som her anvendes, er „boða af löndum ok konungs eignum“ (byde af Land og Kongens Eiendomme). Thi de Ejendomme, hvormed Lendermændene forlenedes, kaldtes ligefrem lönd (Lande), se ældre Gulathings Lov Cap. 200 (Lendermandssøn skal tage Haulds Ret, om han ej faar „Land“). Deraf ogsaa Benævnelsen lendr maðr (egentlig „landet Mand“).
3. Sven Bryggefod nævnes ogsaa, som vi ovenfor have seet (I. 2. S. 836) paa Magnus den godes Tid, 1033, 1034, 1035, men hvis Navnet her er rigtigt, maa han have været den ovenfor nævnte Svens Farfader.
4. Dette Ordsprog, der i Oldsproget lyder saaledes: „era hlums vant, kvað refr, dró hörpu á ísi“, forklares i Tillægget til Skalda Arnamagn. Udg. II. S. 182 saaledes: „Parømie er en Maade at udtrykke sig paa, der passer godt til Tid og Omstændigheder, f. Ex. … (her følger Ordsproget) … hvilket siges til dem, der, skjønt de betyde lidet, dog give sig en vigtig Mine. Ved „Harpe“ forstaaes her vistnok et Slags Skjel, „Harpe-Skjel“.
5. Her er alle de Udredsler, der tilkom Kongen, opregnede under Eet, saa vel som alle de, der vare ham afgiftspligtige. Den Lendermand, der ej var gaaet ham til Haande, skyldte Kongen naturligviis Landskyld af de kongelige Ejendomme, med hvilke han sad inde.
6. Ordsproget lyder i det gamle Sprog: „snæliga snuggin sveinar, kváðu Finnar, áttu andra fala“. Her tales saaledes egentlig om det særegne Slags Skider, der kaldes „Andrer“, og bruges i Nordland og Finmarken. Ved dette Ordsprog vil Sveinke aabenbart antyde, at man allerede af Sigurds Ord kan see, hvor han peger hen.
7. En haanlig Omskrivning af Sigurds Tilnavn: Ullstreng.
8. Det er rimeligt, at Magnus allerede tidligere, medens Haakon endnu levede, havde gjort et Forsøg paa at faa Sveinke til at underkaste sig; men det Navn, Sveinke angiver paa en af hans Udsendinger, er aabenbart kun et Spottenavn, og ikke det rette.
9. Heraf synes det, som om Sigurd Ullstreng, der hørte hjemme i Thrøndelagen, og som en Tilhænger af Magnus sandsynligviis ligesaa lidet havde underkastet sig Haakon, som dennes Tilhængere Magnus, har lidt Forfølgelse af Haakon eller dennes Mænd. Denne Forfølgelse hører da ogsaa til de ovenfor omtalte „Fejder mellem Kongernes Lendermænd indbyrdes“. — I Sagaen staar ikke „Ploghest“ men „Ardsgelding“; af „Ard“ den egentlige nationale Plog.
10. At Sveinke opholdt sig i Halland, sees deraf, at Magnus under sit Tog i Halland havde Sammenkomst med ham.
11. Der er allerede talt om, at Magnus-’s Tog til Halland i de forskjellige Sagabearbejdelser henføres til forskjellige Aar. Men rimeligst og, som det synes, meest uforvansket er Fremstillingen i Morkinskinna, der udtrykkelig sætter Magnus’s Tog i Forbindelse med Sveinkes Anliggende. Først heder det, efter at de to forgjæves Opfordringer til Sveinke om at komme tilbage have været omtalte: „da Magnus selv kom til Danmark, havde han et Mode med Sveinke“; strax efter omtales Toget, til hvilket der altsaa ved de foregaaende Ord henvises. At Viskedal (Dalen omkring Kongsbakka) udhæves i Sagaerne, torde maaskee alene komme deraf at Skalden Bjørn i det Vers, hvori Toget omtales, og som her anføres, taler om de viskedalske Kvinders Uro. Navnet synes dog her kun tilfældigviis at være valgt, da der ogsaa staar at Toget gjaldt hele Halland. Man kunde næsten formode at Magnus ved denne Lejlighed har tiltvunget sig et Slags Hylding af Hallandsfarerne lige til Glomsteen nordenfor Ethre-Aaen i Fardhuushered, se ovenfor S. 4, jvfr. nedenfor Side 515.
12. Saxo, S. 617. Det er dog neppe rigtigt, naar dette Tog her omtales som en Episode af Magnus’s Krig med Sverige. Se herom nedenfor, § 46, hvor denne omhandles.
13. Magnus Barfods Saga Cap. 9. Snorre Cap. S. Morkinskinna, fol. 22—23 a. Disse Begivenheder maa have fundet Sted om Høsten 1095 og Vaaren 1096. Haakon døde i Februar 1095; Magnus’s Tog mod