Det norske Folks Historie/3/42

From Wikikilden
Jump to navigation Jump to search

Det var imidlertid ej alene Kjærlighed til Haakon, ſom havde gjort Thrønderne ſaa ivrige i at underſtøtte denne, men ogſaa Had til Magnus eller Frygt for at han, naar han kom til Roret, atter vilde indføre de Paalæg, Haakon havde afſkaffet. Efter Haakons Død kunde derfor de fleſte af Thrønderne ikke bekvemme ſig til at tage Magnus, ſkjønt han nu uſtridigt var den eneſte retmæsſige Tronarving, til Konge, men de foretrak endog en danſk Mand, ved Navn Sven, Søn af en vis Harald Flette. Den egentlige Ophavsmand hertil var Steigar-Thore, der var vis paa at Magnus aldrig vilde tilgive ham at han havde opſtillet ham en heldig Medbejler i Haakon. Han oplagde Raad med Sven, der havde ſtaaet i ſtor Yndeſt hos Haakon, ſelv var af høj Byrd, og den ſtørſte Viking og Krigsmand. Da Thore ſelv var gammel og tungfør, blev man enig om at Sven ſkulde optræde ſom Hovedmand for Opſtanden og antage Kongenavn, men at Thore ſkulde underſtøtte ham med ſin mægtige Indflydelſe. Oprørsflokken rejſtes egentlig i Oplandene, hvor Thore boede og havde de fleſte Tilhængere; her ſluttede ogſaa flere andre mægtige Mænd ſig til dem, navnlig den forhen omtalte Egil Aaskellsſøn[1] og en Skjalg paa Jæderen, der upaatvivlelig maa have været en Ætling af Erling Skjalgsſøn, og maaſkee en Søn af hiin Erling, ſom i Aaret 1048 herjede i England[2]. Da det er højſt rimeligt, at Egil Aaskellsſøn paa Aurland var nær beſlægtet med den Linje af den gamle aurlandſke Æt, der i den ſidſte Tid ſtod i ſaa nøje Forbindelſe med det danſke Kongehuus, og da det derhos ikke er uſandſynligt, at han tillige har ſtaaet i et nærmere Frændeforhold til Søle-Ætten, have vi maaſkee i disſe Omſtændigheder, ſammenholdte med den Oppoſition, hvori Søle-Ætten ſiden Erling Skjalgsſøns Tid mere eller mindre havde ſtaaet til det norſke Kongehuus, og dens Venſkab og Svogerſkab med det danſke, Nøglen til at udfinde, hvorfor Egil, ſaa vel ſom Skjalg, vare ſaa villige til at tage en danſk Æventyrers Parti med Tilſideſættelſe af den eneſte retmæsſige Arving til Norges Kongetrone. Thore og Sven droge med den hele Oprørsflok over Leſje ned til Raumsdalen og Søndmøre, hvor de ſkaffede ſig Skibe; derfra droge de langs Kyſten til Nordmøre og Throndhjem, idet de overalt plyndrede og røvede hos alle, der ej vilde ſlutte ſig til dem. Lendermanden Sigurd Ullſtreng, der var Magnus hengiven, opſkar Herrer, ſaa ſnart han fik Nys om Oprørsflokkens Ankomſt, og ſtevnede alle dem, han opbød, ſammen til ſin Gaard Viggen, men Speil og Thore ventede ikke indtil han angreb dem; de ſtyrede lige til Viggen, gjorde Landgang, uden at Sigurd kunde hindre det, og ſloge ham aldeles. En Mængde af hans Folk faldt, ſelv flygtede han til Magnus, og Sejrherrerne droge ind til Byen, hvor nu den ſtørſte Deel af Thrønderne erklærede ſig for dem[3].

Imidlertid havde Magnus faaet Efterretning om alt dette i Oslo, hvor han opholdt ſig, og ſamlede ſtrax en Hær og Flaade, for at drage nord efter mod Oprørerne. Sandſynligviis havde han endog allerede ſtrax ved ſin Tilbagekomſt begyndt Udruſtningerne, for enten at angribe Haakon, eller at være rede til at modtage ham. Han fik, ſom det ſynes, en betydelig Styrke: navnlig omtales der, at Rygerne, eller Indbyggerne af Rogaland, ſluttede ſig til ham, og at han havde Folk fra tvende Aag( nemlig Viken (Sefslagen) og Gulathingslagen[4]. Han ſkyndte ſig ſaa meget han kunde, og fik heldigt Vejr lige til forbi Stad; men naar Vinden ſvigtede, lod han ſine Folk bruge Aarerne. Da Flaaden var kommen indenfor Arvarhamar ſtrax øſtenfor Stad paa Søndmøre, lod Magnus Skibene lægge til Land og ſine Folk kalde ſammen til Huusthing[5]. „Det er eder alle bekjendt“, ſagde han her, „hvorledes en Oprørsflok har rejſt ſig mod os i vort eget Rige, tinder en Høvding, der er ſaa meget mindre arveberettiget til Riget, ſom han ikke engang er indfød i Landet. Disſe Oprørere og alle de, ſom have erklæret ſig for dem, fortjene derfor, at vi forfølge dem, herje hos dem og dræbe dem, ſaa meget vi formaa. Thi hvad ſtørre Skam og Skjendſel har nogen kunnet tilføje ſin ættebaarne Konge, end, ſaaledes ſom hine Forrædere, der endog bære Lendermands Navn, have gjort mod mig, at tage en ſaadan Mand til Konge, ſom ej er kongebaaren til Riget, og dertil af ringe Æt? Nogen Undſkyldning havde de dog, ſaa længe min Frænde Haakon levede, om de ſøgte at ſikre ham Beſiddelſen af Riget, og det fandt jeg mig ogſaa nogenledes i; men dette ſidſte er aldeles ſkammeligt, og jeg fortjener ikke at bære Kongenavn, og vanſlægter ganſke fra mine Frænder, hvis jeg ikke ſætter en Bom for dette Uvæſen. I handle derfor vel i at underſtøtte mig i dette Foretagende, og I ville derved gjøre eder værdige til alle gode og retſindige Mænds Roos.“ Alle de Tilſtedeværende bifaldt denne Tale, og man begyndte ſtrax at herje og brænde, thi man var nu kommet i et Fylke, hvor flere af Bønderne havde taget Oprørernes Parti og forſynet dem med Skibe. De flygtede nu alt hvad de kunde. Saaledes fortſatte Kongen ſin Vej lige til Throndhjem. „Ilden“, ſiger Skalden Giſl Illugesſøn, der har beſunget Magnus’s Bedrifter, „blusſede op; Hallerne ſtyrtede ned; den høje Lue gik over deres Hereder; da ſaa man, hvorledes Kongen ſtraffede Thores Tilhængere, idet Salene faldt ned over dem.“ „Da kunde man og“, ſiger han, „ſee Kongens Flaade, krigerſk og ſejrvant, medens hans talrige Skarer, udbredende Skræk overalt, knugede Aarerne udenfor Yrje“[6]. Thore laa ved Hevringen[7], færdig til at ſejle ud af Fjorden, men der opſtod nu en ſaa ſtor Forfærdelſe blandt hans Mænd, at Halvdelen af dem toge Flugten, og adſpredte ſig; med den tilbageblevne Halvdeel[8] vovede Thore og de øvrige Oprørshøvdinger ikke at oppebie Magnus, men ſtyrede over Fjorden til Vagnvik, lode der Skibene i Stikken, og droge til Lands over Fjeldet, hvor Thore, der var gammel og meget feed, maatte lade ſig bære paa en Bør ned til Thexdalen i det ſaakaldte Seljehverv[9]. Her ſamledes igjen flere af de adſpredte Skarer, og der ſkaffedes Skibe til Veje. Man maa endog antage at flere af Oprørerne allerede havde Skibe liggende der i Nærheden, f. Ex. ved Gjøſund eller Vallerſund, da det udtrykkeligt ſiges at Thore gik ombord paa et ſtort og godt Skib, ſom han havde ladet bygge. De toge Vejen til Haalogaland og ſtyrede lige op til Bjarkø, hvor Jon Arnesſøn og hans Søn Vidkund, ſom juſt da vare hjemme, maatte tage Flugten over Hals og Hoved, medens Thores Flok røvede alt Løsøre, og brændte Gaarden op tilligemed et godt Langſkib, der tilhørte Vidkund[10]. Da Skibet, efter ſom det fortæredes af Luerne, heldte over til Bagbord, raabte Thore ſpottende: „bedre til Styrbord, Vidkund!“ Jon og Vidkund rejſte ſydover Dag og Nat, indtil de traf Magnus, ſom da enten ſtod i Begreb med at drage nordefter for at forfølge Oprørsflokken, eller allerede var paa Vejen. Thore og Sven maa ikke have gjort Regning paa, at Magnus vilde umage ſig nord efter dem, da ogſaa de efter Ødelæggelſen i Bjarkø atter ſtyrede ſydefter, og ſaaledes droge Magnus lige i Møde. Overalt, hvor de kom frem, plyndrede de. Endelig fik de Øje paa Magnus’s Flaade, dog ikke førend de vare komne heelt til det Strøg, der kaldtes Harm-Fjorden, omkring Torget og Brønø. Da de ikke vovede at binde an med Kongens Overmagt, flygtede de hver til ſin Kant; Sven ſtyrede ud til Havs, nogle ind i Fjorden, og Thore og Egil tilbage forbi Velfjorden, indtil de naaede Eſjetun paa Havnøen, hvor de gik i Land, i den Tanke at det var Faſtland. Men Magnus havde faaet Øje paa dem og ſatte efter dem, og da hans Flaade nærmede ſit Øen, blev Thores Mænd, der nys havde ſammenlignet deres Skib med Ormen lange, og ſig ſelv med dens Beſætning, ſaa forſkrækkede at de alle løb deres Vej, og lode Thore og Egil alene blive tilbage paa Skibet. Thore bad nu ogſaa Egil at frelſe ſig ved Flugten; „det er ſtor Skade“, ſagde han, „om en ſaa brav og dygtig Mand ſom du ſkulde miſte Livet.“ Egil ſvarede: „der er juſt ikke alt for mange tilbage, om jeg ene bliver hos dig[11]. Da Kongens Skibe lagde til, ſad Thore i Forrummet paa ſit Skib. Sigurd Ullſtreng raabte til ham og ſpurgte: „hvorledes er det med dig Thore?“ „Jeg er karſk paa Hænderne men daarlig paa Fødderne“, var Thores Svar. Thore og Egil bleve nu grebne, og deres Mænd, der havde ladet dem i Stikken, men til deres Forfærdelſe merkede at det var en Ø, ikke Faſtlandet, hvorpaa de befandt ſig, overgave ſig paa Naade og Unaade, og det ſynes ſom om Kongen ſkjenkede dem Livet. Herom kunde der dog ikke være Tale med Henſyn til Thore og Egil; Kongen dømte dem til at hænges, og lod dem til den Ende ſtrax fore over til den nærliggende Holm Vomben, hvor en Galge blev rejſt. Thore røbede dog ikke den mindſte Ængſtelſe eller Dødsfrygt, men gik Døden imøde med en Rolighed og et muntert Sind, der var en bedre Sag værdigt, og mindede om Jomsvikingerne efter Slaget i Hjørungavaag. Da Sigurd Ullſtreng udbrød i Forundring over hans Fedme, ſvarede han: „det kommer af min Mad og mit Øl“. Ved at ſee Galgen og Galgevippen, ſagde han ſmilende:

Fire Fæller vi vare,
førte een ved Roret<ref>Det er vanſkeligt at vide, hvad han her ſigtede til. Maaſkee han ſad i Baad ſammen med tre af Kongens Trælle; eller han hentydede paa Galgens tre Bjelker, med Galgevippen i Midten, hvortil han ſkulde feſtes, og ſaaledes ſkjemtviis kunde ſige „at fore Roret“. Det kan her merkes, at ogſaa de ſpøgefulde Svar, Thore gav Sigurd, vare affattede i et Slags Versform, i det mindſte med Riimbogſtaver. Saaledes hans Svar paa Sigurds Spørgsmaal, hvorledes han befandt ſig (ertu heill):
<poem>heill at höndum,
hrumr at fötum;

og hans andet Svar, angaaende hans Fedme:

matr minn veldr því
ok munngát.

</ref>.

</poem>

Flere af dem, hvem hans Tolk havde tilføjet Skade, gave nu deres Harme Luft i allehaande Bebrejdelſer og Haansord mod den værgeløſe Olding. Navnlig fortælles der at Vidkund Jonsſøn, ved at ſee ham vakle hid og did paa hans Vandring til Galgen — Thore var nemlig, ſom han ſelv ſagde, ſkrøbelig til at gaa — raabte ſnart „bedre til Styrbord, Thore!“ ſnart „bedre til Bagbord!“ for at gjengjelde ham hans Spot, da han opbrændte Skibet. Under Galgen ytrede Thore dog et Slags Anger, idet han udbrød: „ilde ere ilde Raad!“ Han var ſaa ſtor og diger, fortælles der, at da Galgevippen hævede ſig, ſtedes Kroppen ved ſin egen Tyngde fra Halſen og faldt til Jorden. Efter ham blev Egil ført til Galgen. Han viſte ſig ogſaa heel uforfærdet. Til Kongens Trælle, der ſkulde forrette Exekutionen, ſagde han: „Skjønt I nu ſkulle hænge mig, er det dog ikke fordi at jo enhver af eder langt heller fortjente “ſlig Straf.“ Derpaa vendte han ſig til Kongens Mænd, med de Ord: „I glæde eder nok til at ſee, hvorledes jeg bevæger mine Fødder idag“. „Tror du ikke“, ſagde de, „at du ſelv kan raade for, hvorledes du teer dig under Henrettelſen?“ „Det vil nu viſe ſig“, ſagde han; og da Strikken var lagt om hans Hals, ſatte han ſin ene Fod paa Vriſten af den anden, uden i mindſte Maade at forandre denne Stilling, medens han vippedes i Vejret. Alle de Tilſtedeværende beklagede at en faa kjek Mand ſkulde ende ſit Liv paa den Maade. Kongen ſad ſelv den hele Tid hos, og var faa vred, at ingen af hans Mænd torde hede ham om Naade for de Domfældte. Men da han faa Egil hænge, udbrød han: „ilde ſtaa dine gode Frænder dig bi“. Heraf, ſiger Sagaen, kunde man ſkjønne at han gjerne havde ſeet, at man havde bedet om Naade for Egil. Flere Henrettelſer der paa Stedet omtales ej, ſaa at man altſaa virkelig maa formode, at Magnus har ſkjenket alle dem Livet, ſom paa Havnø gave ſig i hans Vold[12]. Oprørskongen Sven undkom til Danmark, hvor han opholdt ſig i al den Tid, Kong Magnus levede, og indtil dennes Sønner bleve voxne. Da blev han, ſom det heder, forligt med Kong Eyſtein Magnusſøn, der endog gjorde ham til ſin Skutelſvend, og viſte ham megen Yndeſt[13]. Dette ſtaar rimeligviis i Forbindelſe med den Omſtændighed, at Eyſtein var gift med en Sønnedatter af Steigar-Thore, hvis Æt og Venner ſaaledes vel atter maa være komne til Anſeelſe[14].

Magnus vendte derpaa tilbage til Throndhjem, hvis Indbyggere nu maatte undgjelde haardt for deres Oprør. Han tilføjede, heder det, dem, der bleve overbeviſte om at have været deelagtige i Landsforræderiet mod ham, betydelige Refſelſer, brændte deres Bygder, og dræbte enkelte. Thrøndernes Overmod blev denne Gang, ſom det lader, aldeles knækket, thi der var ikke længer Tale om nogen Modſtand, og de fandt det raadeligſt, ganſke at give ſig i Kongens Vold og bede om Naade. Han viſte ſig heller ikke ſaa uforſonlig mod dem, men modtog Forlig af enhver, ſom godvillig underkaſtede ſig. Den modige Konge, ſiger Skalden Giſl, forligtes ſiden med dem af fine Fiender, der forbedrede ſig; og den Ret, der tilkom de raadſvage Bønder, gav Kongen dem. Der ſiges dog ikke, hvad dette var for en Ret, eller hvori Betingelſerne for hiint Forlig beſtode. Men naar bi ſiden læſe, at Magnus’s Sønner afſkaffede de Paalæg, Danerne havde indført under Sven Alfivesſøn[15], uagtet Haakon Magnusſøn allerede ved ſin Hylding havde afſkaffet dem, bliver det aabenbart, at Magnus for at ſtraffe Thrønderne har ophævet Haakons Beſtemmelſer, og igjen indført Paalæggene, ſaadanne ſom de vare før hans Tid. At dette virkelig var en Straf, der overgik Thrønderne, og ikke en almindelig Tilbagekaldelſe af Haakons Indrømmelſer, med hvilke Magnus havde ytret faa megen Misfornøjelſe, ſees tydeligt deraf, at ingen ſaadan Tilbagekaldelſe fandt Sted for Gulathingslagen, hvis Indbyggere, paa de Søndmøringer nær, ſom Thore mere ved Truſler end med det Gode havde faaet paa ſit Parti, ikke havde deeltaget i Oprøret. Da dette egentlig var udgaaet fra Oplandene, ſkulde man formode at de forhadte Paabud ogſaa her indførtes paa nu, men da den ældre verdslige Eidſivathingslov nu er tabt, kunne vi ikke vide noget derom med Vished. Det er ellers ikke uſandſynligt, at hiin Straf maaſkee mere rammede Thrønderne fordi de vare de førſte til at hylde Haakon og derved gjorde net muligt for ham at optræde ſom Modkonge, end fordi de havde deeltaget i det ſidſte Oprør, der paa en vis Maade kunde ſiges at være en nødvendig Følge af den Stilling, de allerede under Haakon havde indtaget lige over for Magnus.

  1. Om Egil, ſe ovenfor S. 432. Hvorledes det derhos antydes at han var en Svigerſøn af Thore, uagtet det tidligere ſiges at han var gift med Ingebjørg Agmundsdatter, ſee nærmere nedenfor.
  2. I Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke (Magnus Barfods Saga Cap. 5) ſtaar der kun at Skjalg var en rig Mand. Morkinſkinna kalder ham derimod „Skjalg af Jæderen“. I Peder Klausſøns Overſættelſe ſtaar derimod „Skjalg Erlingsſøn af Jæderen“, hvilket er optaget i Text-Udgaven af Snorre, Magnus Barfods Saga Cap. 4. Muligt at Tillægget „Erlingsſøn“ virkelig har ſtaaet i det Haandſkrift, Peder Klausſøn fulgte; thi da Skjalg var fra Jæderen, og Navnet var et Ættenavn i Sole-Familien, er det højſt ſandſynligt, at hans Fader hed Erling. Han maa dog ikke forvexles med den mægtige Erling Skjalgsſøns Søn Skjalg, thi denne faldt, ſom vi have ſeet, i Nisaa-Slaget, og var allerede voxen i 1022, ſe ovenfor I. 2. S. 616, 6183 men han var derimod rimeligviis en Sønneſøn af denne Skjalg, og Søn af hiin Erling, der i 1048 tilligemed Farbroderen (?) Lodin hjemſøgte England.
  3. Magnus Barfods Saga Cap. 4, Snorre Cap. 4, 5. Morkinſkinna fol. 21. a. b. Fagrſkinna, Cap. 225, 226. Morkinſkinna fortæller dette noget forvirret, ſom om Magnus ſelv ſkulde have ſendt Sigurd Ullſtreng forud, men dertil var der aabenbart ikke engang Tid.
  4. Se Giſles Viſe i Magnus Barfods Saga Cap. 5.
  5. At dette Sted laa ſtrax øſtenfor Stad, ved Søndmøres ſydveſtlige Grændſe, ſees deraf, at Kongen, ſom hans Tale paa Huusthinget viſer, her gav ſine Mænd Befaling eller Tilladelſe til at herje hos de Bønder, der havde taget Oprørernes Parti, og vi have ovenfor ſeet, at det Strøg, i hvilket Thore talte Tilhængere, netop begyndte med Søndmøre, hvor han nys havde været. Gift ſiger ogſaa i det Vers, der anføres paa dette Sted i Magnus Barfods Saga: „Kongen holdt Huusthing ved Søen, det var indenfor Arvarhamar (Örvarhamarr), og beredte ſig til at brænde lige udenfra Stad, men Bønderne flygtede“. Det er derfor viſtnok en Fejltagelſe, naar nogle have villet lægge Arvarhamar indenfor Yrje; og denne Fejltagelſe kommer viſtnok deraf, at Sagaen tidligere anfører det Vers af Giſl, hvor Sejladſen ved Yrje omtales; dette Vers anføres dog kun til Beviis for at Kongen lod ſine Mænd ro, naar der ej var Bør. Arvarhamar er ſaaledes maaſkee det nuværende Aaram yderſt ved Rødvefjorden lige over for Larsnes. Alle Stedsnavne nemlig, der nu ende paa „—am“, ende i den ældre Form paa „hamarr; ſaaledes „Haram“ i Søndmøre, fordum Hárhamarr; „Tannam“ i Ranrike, fordum „Túnhamarr“.
  6. Magnus Barfods Saga Cap. 5. Snorre (meget forkortet) Cap. 5.
  7. Giſl ſiger i ſit Vers „udenfor Lade“.
  8. I Giſles Vers, Magnus Barfods Saga Cap. 6, ſtaar der udtrykkeligt: „Egils Halvdeel adſplittedes pludſeligt; der blev Uro i Hæren“.
  9. Navnet Thexdal er endnu til paa en Gaard i denne Dal, ved en Bugt indenfor Vallerſund. Thore maa aabenbart have taget Vejen fra Vagnvik over til Vandet Thorkvitlan og Skogdalselven; derfra over Olshøjfjeldet til Raak inderſt i Skjøren, og herfra igjen over til Gjølge, ſamt langs Gjølge- og Thexdals-Vandenes lille Vasdrag til disſes Udløb nedenfor Thexdal Gaard.
  10. Et, ſom det ſynes, ſamtidig af Folket digtet Vers anføres herom i Sagaerne, Magnus Barfods Saga Cap. 6. Fagrſkinna Cap. 227.
  11. Endog Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke (Magnus Barfods Saga Cap. 7) lade Thore her kalde Egil „Maag“; ligeſaa Morkinſkinna, der endog tilføjer, ſom Egils Ord: „ikke monne din Datter vente, at jeg ſkulde flygte fra dig“. Dette ſeer virkelig ud ſom om Morkinſkinnas Nedſkriver har anſeet Egil for Thores Svigerſøn. Det maa derhos merkes, at Morkinſkinna, ved tidligere at omtale ham, ikke tilføjer noget om hans Giftermaal med Ingebjørg Agmundsdatter. Fagrſkinna Cap. 226 og Ágrip Cap. 41 ſige, ſkjønt aabenbart urigtigt, at Egil ej vilde flygte fra ſin Huſtru Ingebjørg, Skoftes Syſter. Man ſkulde næſten formode, at Egil førſt havde været gift med Ingebjørg, men nu havde forſkudt hende og egtet en Datter af Thore. Dette kunde maaſkee forklare, hvorfor hans „gode Frænder“ ſiden ikke bade om Naade for ham.
  12. Magnus Barfods Saga, Cap. 6, 7. Snorre, Cap. 5, 6. Fagrſkinna, Cap. 227, 228. Morkinſkinna, Cap. fol. 21. b. Ágrip, Cap. 41. Thjodrek Munk, Cap. 3l. Beretningen findes øjenſynligt bedſt og ordentligſt, baade med Henſyn til Begivenhedernes Sammenhæng og Stedsnavnenes Form, hos Snorre, ſom derfor ovenfor er fulgt. Med Snorre ſtemmer paa det nærmeſte Texten i Fornmanna Sögur; dog ſynes et og andet ogſaa at være optaget efter Morkinſkinna, der her mod Sædvane viſer ſig unøjagtig. Saaledes f. Ex. beſkrives Thores Flugt fra Thexdalen og hans Forfølgelſe ved Magnus, ſom om denne havde indhentet ham paa Harmfjorden, og ſom om han følgelig ſelv ikke havde naaet længer mod Nord, uagtet der ſtrax nedenfor tales om at han havde opbrændt Gaarden paa Bjarkø. Ligeledes kaldes det Sted, hvor Thore og ſiden Magnus landede, „Seljetun“, øjenſynlig fordi der nys forud havde været Tale om Seljehverv; medens Navnet dog er Hesjutún, eller, ſom Fagrſkinna endnu rigtigere har det, Esjutún, nu Eſstun (oftere urigtigt kaldet Øſtdun) paa Havnøen. Mangel paa nøjagtig Kundſkab om Stedforholdene har ogſaa bragt Nedſkriveren af den Text, Morkinſkinna fulgte, til at nævne Holmen Vomb (Vambarhólmr) ſom om det var den Ø paa hvilken Esjutun laa, og ſom Flygtningerne forvexlede med Faſtlandet. Denne ubetydelige, nøgne Holm kunde umulig tages for Faſtland, medens det derimod netop er rimeligt, at den brugtes til Retterſted, og Snorre har derfor viſtnok fuldkommen Ret, naar han fortæller „at Magnus lod flytte Thore og Egil ud paa Vambarholmen“. Fejlen er for øvrigt ogſaa kommen ind i Fagrſkinna, Ágrip og Thjodreks Skrift.
  13. Magnus Barfods Saga Cap. 8. Snorre Cap. 9. Fagrſkinna Cap. 228. Denne ſidſte nævner Nikolas ſom den danſke Konge, til hvem Sven flygtede; og ſandſynligt er det ogſaa, at Sven opholdt ſig hos ham umiddelbart førend han vendte tilbage til Norge; men Nikolas var ikke Konge, da Sven kom til Danmark. Thi enten levede da endnu Olaf Hunger († 18de Auguſt 1095), eller hans Broder Erik var Konge. Men det er muligt, at Nikolas allerede da har været Svens Beſkytter.
  14. Saaledes Sigurds og Inges Saga Cap. 18. Snorre Cap. 17. Morkinſkinna lader Eyſtein egte en Datter af Steigar-Thore, hvilket umulig kan være rigtigt, da denne, der ved ſin Død var 64 Aar gammel — han var nemlig 15 Aar i 1046 — (ſe ovenfor S. 125) allerede længe før ſin Død maa have haft voxne Døtre, medens Eyſtein var fød ved 1088. — Det lader ikke til at Guthorm, Steigar-Thores Søn, har miſtet ſin Fædrenegaard til Straf for Faderens Oprør, ſkjønt Forbrydelſe af Odelsgods hørte med blandt Straffene for Landsforræderi; i det mindſte omtales han i Harald Haardraades Saga Cap. 20, Snorre Cap. 24, ſom Indehaver af den Maſurbolle, Kong Harald havde ſkjenket hans Fader.
  15. Sigurd Jorſalafares Saga Cap. 18; Snorre Cap. 18; Morkinſkinna fol. 24. b. Ágrip Cap. 45, jvfr. Cap. 24; og fornemmelig ældre Froſtathingslov, XVI. 1—3, jvfr. ovenfor I. 2. 852, 853.