Det norske Folks Historie/3/41

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Magnus maa være kommen hjem fra ſit Veſterhavstog ud paa Sommeren 1094. Hvis han, hvad der er højſt ſandſynligt, førſt da fik vide, at Thrønderne paa egen Haand havde taget Haakon til Konge, maa dette have været en ſaare ubehagelig Overraſkelſe for ham, og hans Hu ſtod viſtnok til ſtrax at lade dem og Haakon føle ſin Harme. Men da han neppe følte ſig ſterk nok til at begynde aabenbar Krig med Haakon, der nu havde en ſaa ſtor Deel af Folket paa ſin Side, er det rimeligt at han for det førſte holdt gode Miner, og det er ſandſynligviis hertil, den gamle Saga ſigter, naar den ſiger at Kongerne vel vare forligte, det vil ſige ikke i aabenbar Fejde med hinanden, men at de dog undgik at komme ſammen, og hver havde ſine Lendermænd, ſom ſtredes indbyrdes. Lendermændene rundt om i Landet have ſaaledes erklæret ſig, nogle for den ene, nogle for den anden af Kongerne. Magnus dulgte dog ikke ſin Harme over Haakons ſtore Indrømmelſer til Thrønderne; han ſagde at denne, for at vinde Tilhængere, havde bortgivet, hvad der ej var hans, men Magnus’s Ejendom[1]; og iſær gav han hans Foſterfader, den gamle Thore Skylden.

Ved Vintrens Begyndelſe, medens Haakon og Thore endnu vare paa Oplandene, indfandt Magnus ſig, ſom det ſynes, ganſke.uventet, i Nidaros, hvor han tog ind i den nye Kongsgaard, hvilken Harald Haardraade havde opført. Hans Henſigt var rimeligviis den, i Haakons Fraværelſe at lade ſig hylde af Thrønderne med det Gode eller Onde; og han har vel ogſaa i Mellemtiden ſikret ſig Biſtand af enkelte mægtige Mænd iblandt dem, navnlig Sigurd Ullſtreng paa Viggen, der ſynes at have været en af hans ivrigſte Tilhængere. Da Haakon og Thore erfarede hans Ankomſt til Nidaros, ſkyndte ogſaa de ſig derhen; men da Magnus nu holdt til i den nye Kongsgaard, maatte Haakon tage ind i den gamle, eller, ſom den nu kaldtes, Skulegaarden, nede ved Klemenskirken. Paa denne Maade tilbragte de nu de førſte Vintermaaneder og Julen i ſamme By, men hver for ſig, og ſom man let kan forſtaa, i et meget ſpendt Forhold. Af en Viſe, ſom meddeles i Sagaerne med det udtrykkelige Tillæg, at den blev kvædet af Thrønderne, ſeer man, at Haakon aabnede Underhandlinger med Magnus, og tilbød ham Halvdelen af Riget, men at denne fordrede det Hele, altſaa, med andre Ord, aldeles ikke vilde erkjende Haakon ſom retmæsſig Konge[2]. Magnus havde den hele Tid ſyv Langſkibe — maaſkee hele den Styrke, han havde medbragt fra Veſterhavstoget — liggende fuldt udruſtede i Elven foran Kongsgaarden i en Vang, der ſtedſe holdtes aaben, og Haakon og Thore ventede hvert Øjeblik et Overfald af ham. Det ſamme har Magnus rimeligviis befrygtet fra dem. Dog var det endnu ikke kommet til noget fiendtligt Sammenſtød, da Magnus en Nat ſtrax efter Kyndelmisſe (altſaa i Februar 1095) gik ombord, og med ſine Skibe, paa hvilke han havde Tjeldene oppe og Lys derunder, ſejlede ud af Elven hen til Hevringen, hvor han lagde bi, og lod gjøre ſtore Baal oppe paa Landet. Ved Synet heraf troede Haakon og Folkene i Byen, at han havde ondt i Sinde. Haakon lod derfor blæſe Allarm, og bød alle Mand at ſamle ſig ude paa Øren. Her forbleve de under Vaaben den hele Nat, og da Magnus næſte Morgen ſaa den ſtore Skare, vovede han ikke noget Angreb, om han for Reſten har haft noget ſaadant i Sinde, men ſtyrede ud af Fjorden og videre ſyd efter, førſt til Gulathingslagen og ſiden til Viken. Haakon takkede Bymændene for den beredvillige Hjelp, de havde ydet ham. Hans Henſigt var nu, viſtnok fremdeles efter Thores Raad, at drage over Oplandene til Viken, ſandſynligviis for at tvinge Magnus til Forlig, maaſkee endog for at fælde ham eller jage ham ud af Landet. Umiddelbart før ſin Afrejſe ſammenkaldte han Bymændene til et Møde, og tiltalte dem, ſiddende til Heſt og aldeles rejſefærdig, ſaaledes: „Jeg gjør herved vitterligt for alle dem, der kunne høre mine Ord, at hvis jeg kommer tilbage hid til Byen, ſkal jeg belønne enhver efter hans Byrd og Stilling„ ligeſom jeg lover alle Bymændene mit Venſkab. Jeg er ikke ganſke ſikker paa, hvad min Frænde Magnus har i Sinde, og hvad han nu agter at tage ſig for.“ Disſe Ord bleve optagne med megen Enthuſiasme. Alle de tilſtedeværende lovede ham deres Venſkab og Underſtøttelſe, om han trængte dertil, og den hele Folkeſkare fulgte ham paa Vejen lige ud under Steenbjerget. Men de ſaa ham ikke oftere. Paa Vejen over Dovrefjeld forfulgte han en Rype, der fløj op foran ham, ſaa længe at han paadrog ſig en heftig Sygdom, hvoraf han døde endnu oppe paa Fjeldet. Kun 14 Dage efter at han havde forladt Byen blev hans Liig bragt tilbage for at begraves ved Chriſtkirken. Alle Byfolkene gik det imøde, de fleſte grædende, thi han var afholdt af Mængden ſom kun faa Konger for eller ſiden. Da han døde, var han i ſin bedſte Alder, kun lidet over 25 Aar; han havde, ſom allerede ovenfor nævnt, indlagt ſig Krigerhæder ved et Tog til Bjarmeland, hvor han havde kæmpet med de Indſødte og vundet Sejr[3].

    og ſom da ſynes at have været voxen. Var nu den anden et Barn, eller ikke endnu fød i 1093, ſynes der da alene at kunne have været Spørgsmaal om den førſte. Magnus har imidlertid neppe egtet, men kun fæſtet hende, da der ingenſteds tales om at han førte nogen Dronning med til Norge.

  1. Magnus Barfods Saga Cap. 2, Snorre Cap. 2, Morkinſkinna fol. 21. a. Af de her meddeelte Ytringer, iſær ſaaledes ſom de anføres i de to førſt nævnte, ſeer det næſten ud, ſom om Magnus ogſaa havde Rettigheder over Thrøndelagen, uagtet det dog udtrykkeligt ſiges, at Haakon blev Konge over det halve Norge, ſaaledes ſom hans Fader, det vil altſaa ſige over Froſtathingslagen med Haalogaland, Gulathingslagen og Oplandene. Men det maa her merkes, at Magnus neppe nogenſinde havde erkjendt Haakon ſom Medkonge, og viſtnok ikke, fordi Thrønderne uden at ſpørge ham havde givet Haakon Kongenavn, ſelv havde opgivet ſine Fordringer paa i det mindſte en Deel af de kongelige Indtægter i Thrøndelagen. Magnus fordrede, hvad der udtrykkeligt ſiges i det Vers, ſom derom anføres, hele Norge.
  2. Magnus Barfods Saga Cap. 1, Snorre Cap. 1.
  3. Magnus Barfods Saga, Cap. 2. Snorre Cap. 2. Morkinſkinna fol. 20. a. Fagrſkinna Cap. 222, 223. Ágrip Cap. 39, 40. Thjodrek Munk, Cap; 30. Om Haakons Fødſelsaar, ſe ovenfor S. 381, Anm. 3. Naar Toget til Bjarmeland ſandt Sted, ſiges ej; man ſeer kun at det maa have ſkeet førend Haakon blev Konge. Det er dog neppe rimeligt at det ſkede før han havde fyldt ſit 20de Aar, 1089.