Det norske Folks Historie/3/40

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Saaſnart Kong Olaf var død, blev hans Søn Magnus, der ſandſynligviis var tilſtede ved hans Dødsleje, ſtrax tagen til Konge før hele Landet i Viken, ſandſynligviis paa Borgarthing. Strengt taget var imidlertid denne Hylding ugyldig udenfor Viken ſelv, da det alene var Hyldingen paa Ørething i Nidaros, ſom gjorde den, der her fik Kongenavn, til den retmæsſige Konge over hele Landet. Heller ikke betragtede Indbyggerne af de øvrige Landſkaber ſig bundne derved, thi da Efterretningen om Olafs Død kom til Oplandene, toge Oplændingerne ſtrax den for 24 Aar ſiden afdøde Kong Magnus’s Søn og Arving Haakon til Konge, uden al Tvivl opmuntrede dertil af hans Foſterfader, den gamle Steigar-Thore, der alene ſynes at have væntet paa Olafs Død for at bringe ſin Foſterſøn paa Tronen og indſætte ham i hvad man ogſaa efter de Tiders Begreber med Føje kunde kalde hans lovlige Rettigheder[1]. Da det gjaldt at komme Magnus i Forkjøbet, ſkyndte Haakon og Thore ſig ſtrax efter til Nidaros, og tilſtevnede Ørething. Paa dette forlangte Haakon at Thrønderne ſkulde give ham Kongenavn, hvilket han ogſaa fik for den halve Deel, ligeſom hans Fader Magnus; eller rettere for de to Trediedele, da hans Part viſtnok, ligeſom Magnus’s fordum, var beregnet paa at ſkulde indbefatte Froſtathingslagen (med Haalogaland),Gulathingslagen, og Oplandene, medens Magnus alene beholdt Viken. Men Haakon maatte ogſaa ſtrax for Thrøndernes Vedkommende ophæve de forhadte Paabud, der endnu vare tilbage fra Sven Alfivesſøns Tid, navnlig Beſtemmelſerne om Landøre-Ydelſen og om Julegaver[2], ligeſom han overhoved gav dem mange Retterbøder (Retsforbedringer); hvorefter, ſom det heder, alle Thrønder vendte ſig til Venſkab med ham. Heraf ſynes man at kunne ſlutte at han i Førſtningen har mødt Vanſkeligheder, ſom han alene har kunnet bortrydde ved at love Thrønderne hine ſtore Indrømmelſer. Den højtidelige Ophævelſe af Paalæggene ſynes at have fundet Sted ved Juletid; mange Uger tidligere kan Haakon ikke være kommen til Nidaros eller have tilendebragt fine Forhandlinger med Thrønderne[3]. Han tog ſig nu, ſiges der, en Hird, og vendte ſiden tilbage til Oplandene, dog neppe førend længere ud paa Sommeren, efter at han imidlertid ogſaa havde beſøgt Gulathingslagen og der givet Indbyggerne de ſamme Retterbøder, ſom Thrønderne[4]. Ogſaa til Oplandene udſtrakte han dem ved ſin Tilbagekomſt til dette Landſkab, hvis Indbyggere allerede fra førſt af havde været ham ſærdeles hengivne.

Vore Sagaer nævne lidet eller intet om, hvad Magnus imidlertid tog ſig for. Det heder kun i en af de ældſte Saga-Bearbejdelſer, at han „for det meſte opholdt ſig øſter i Viken; at nogle af Lendermændene holdt med den ene, andre med den anden af Brødrene, og at deres Mænd ſtredes mellem ſig om et og andet, medens Kongerne ſelv vel ikke vare uenige, men dog undgik at opholde ſig paa ſamme Sted“[5]. Vi erfare dog af ſamtidige og paalidelige udenlandſke Kilder, ſammenholdte med Beretninger i vore egne Sagaer, ſom dog af Bearbejderne ere henførte til urigtigt Tidspunkt, at Magnus ikke den hele Tid holdt ſig ſtille i Viken, men at han ogſaa gjorde et Tog til Syderøerne og Skotland, og blandede ſig i dette Riges Anliggender. Om han foretog dette Tog efter Opfordring fra hiin Kant, eller om han alene ſøgte Beſkjeftigelſe paa denne Maade fordi han endnu ej vovede at binde an med Haakon, der havde langt flere Tilhængere end han, ja endog i Viken havde en mægtig Støtte i ſin forrige Foſterfader og hengivne Ven, Lendermanden Sveinke Steinarsſøn; eller endelig, om han alene har væntet paa ſin fredelſkende Faders Død for at tilfredsſtille ſin Lyſt til Krigs-Æventyr, og ſaaledes, ſtrax: efter at være tagen til Konge, har foranſtaltet et Vikingetog efter gammel Viis til de ſkotſke Øer og Farvande, ſiges ingenſteds; men det ſidſte ſynes næſten at være det rimeligſte, deels af den Kjendſkab, man forøvrigt har til Magnus’s krigerſke Sind, der aldrig tillod ham at ſidde rolig, deels fordi vi, ſom det ſynes, allerede i November 1093 finde ham i de ſkotſke Farvande. Det er endog heel ſandſynligt, at Magnus drog til Skotland uden endnu at have faaet Efterretning om Haakons Thronbeſtigelſe i Throndhjem.

I Skotland var Kong Mælkolm, neppe 8 Uger efter Olaf Kyrres Død, falden paa et Tog til Northumberland, ved Belejringen af Alnwick (13 Nov. 1093); hans ældſte Søn med Margrete, Edward, døde tre Dage efter af et Saar, han ved ſamme Lejlighed havde faaet, og Dronningen døde af Sorg over ſin Mands Fald, den følgende Dag (16de Nov). Det Parti i Skotland, der var misfornøjet med den Indflydelſe, Anglerne havde udøvet under Mælkolm, ophøjede nu hans Broder, Donald Bane, der, ſom ovenfor (S. 409) nævnt, var flygtet for Macbeths og og Thorfinns Vælde til Syderøerne, paa Tronen, hvortil han ogſaa efter de gamle ſkotſke Arvelove var nærmeſt berettiget. Han indfandt ſig med en mægtig Hær og belejrede Edinburgh, hvor Mælkolms og Margretes øvrige Børn befandt ſig[6]. De flygtede, tinder Beſkyttelſe af deres Morbroder Eadgar Ædheling, der nu atter i nogen Tid havde opholdt ſig i Skotland, til England, og Donald Bane bemægtigede ſig Herredømmet. Ved denne Lejlighed underſtøttedes Donald Bane, ſom en ſamtidig Annaliſt[7] udtrykkeligt ſiger, af Norges Konge. Dette kan ej være nogen anden end Magnus, og han maa altſaa, ſom ſtrax ovenfor antydet, ſaa godt ſom øjeblikkeligt efter Faderens Død have gjort et Tog til de ſkotſke Farvande. Men om Magnus førſt er landet paa Øſtſiden af Skotland, for at herje, ligeſom hans Sønneſøn Eyſtein ſenere, og om han der har truffet Donald ifærd med at belejre Edinburgh, eller om han er dragen lige til Syderøerne og førſt der er kommen i Berørelſe med ham, nævnes ingenſteds, og vil vel neppe heller nogenſinde blive oplyſt. Rimeligſt er det dog det førſte, i Betragtning af den korte Tid, der var forløben ſiden Kong Olafs Død, og da man vanſkeligt kan antage, at Magnus har vovet at forlade ſine Skibe og med en Deel af ſin, viſtnok ikke ſtore, Folkeſtyrke at drage over Land fra Veſtkyſten til Edinburgh, hvilket maatte have været Tilfældet, hvis han havde ſluttet ſig til Donald, medens denne endnu befandt ſig i Syderøerne[8]. Det lader desuden til, at Magnus ſiden kom uvæntet til disſe, men dette vilde ej have kunnet ſkee, hvis han allerede tidligere havde viiſt ſig paa den Kant. Den Formodning ligger endog nær, at han ikke fra førſt af har tænkt ſig Syderøerne ſom ſit Maal, men at han førſt ſenere har beſtemt ſig til at drage derhen, idet Donald, hvilken han viſt ikke har underſtøttet for Intet, efter al Rimelighed har affundet ſig med ham ved afſlaa ham ſine Beſiddelſer i Syderøerne, eller maaſkee endog erkjendt hans Arvefordring paa hele denne Øgruppe[9]. Hvorledes dette nu end forholder ſig, maa hans Underſtøttelſe, ſiden den udtrykkeligt omtales, have bidraget væſentligt til at ſætte Donald i Beſiddelſe af Riget. Det kunde ſynes rimeligt, at Magnus, hvad enten han førſt hjemſøgte Øſtkyſten af Skotland, eller ſtrax drog lige til Syderøerne, ogſaa havde landet i Orknøerne, for at lade ſig hylde af Jarlerne; men da intet ſaadant Beſøg omtales førend ved hans ſenere Tog, paa hvilket han optraadte ſom Jarlernes Fiende, er det tydeligt, at han denne Gang er dragen dem i Stilhed forbi, aabenbart fordi han ej troede ſig ſterk nok til at kunne kue de mægtige Jarler. Over Man og Syderøerne herſkede paa den Tid, ſom vi allerede ovenfor have ſeet[10], den mægtige Gudrød Meranagh, der ogſaa havde erobret Dublin og en ſtor Deel af Leinſter. Faa Aar i Forvejen (1087) havde den forjagede Fingalls Farbrødre, og ſandſynligviis ogſaa Fingall ſelv, underſtøttede af den ulſterſke Konges Søn miſtet Livet ved et Forſøg paa at erobre Man tilbage[11]; og fra denne Tid, lader det, havde Gudrød, for ſtørre Sikkerheds Skyld, ſat ſin ældſte Søn, Lagmand, til at forſvare de ſaakaldte Norderøer, eller den Deel af Øgruppen der ligger nordenfor Forbjerget Ardnamurchan[12]. Da Magnus kom til Syderøerne, ſøgte han ſtrax at faa Lagmand i ſin Vold. Denne, der maaſkee havde ſit Tilhold paa Skrift[13], tog Flugten, men Magnus og hans Mænd forfulgte ham fra Ø til Ø, og fik ham endelig fat i Nærheden af Øen Skid (Skye) da han juſt vilde drage over til Irland[14]. Magnus lod ham lægge i Lænker og beholdt ham hos ſig en Stund. Med alt dette maa en Deel af Aaret 1094 være gaaet hen. I denne Tid herſkede der voldſomme Fejder paa Irland mellem Muirkertach, der i Aaret 1086 havde efterfulgt ſin Fader Tirdelvagh, en Sønneſøn af Brian Boroimhe, ſom Konge i Munſter, og den mægtige Donald O’Lochlan, Konge i den nordlige Deel af Landet. Muirkertach gjorde, ligeſom hans Fader før ham, Fordring paa at anſees ſom Øens Overkonge, men Donald, der neppe ſtod tilbage for ham i Magt, og hvis Forfædre, de ſaakaldte Hy-Niall, i tidligere Dage havde beklædt den ſamme Værdighed, gjorde ham denne Fordring ſtridig, og lige fra 1088 indtil Muirkertachs Død 1119 laa de i næſten uafbrudt Fejde, idet ſnart den ene, ſnart den anden havde Overhaand. I Førſtningen var Overmagten paa Donalds Side, ſom endog ødelagde Brians-Ættens gamle Familieſæde Kinkora (Sagaernes Kankaraborg)[15], og ſiden (1090) nødſagede Muirkertach til at ſlutte en Fred, hvorved han forpligtede ſig til at lade ſig nøje med den ſydlige Deel af Øen, og hyldede Donald ſom ſin Overherre. Denne Fred var dog ikke af lang Varighed, og fire Aar efter finde vi begge Modſtandere atter i fuld Krig med hinanden i Nærheden af Dublin. Blandt de Fyrſter, ſom ved denne Lejlighed kæmpede paa Donalds Parti, var ogſaa Gudrød Meranagh, Lagmands Fader, der, ſom det ſiges, havde ikke færre end 90 Skibe, hvoraf man maa ſlutte at han nylig var kommen tilbage fra et Beſøg paa Man eller i Syderøerne. Muirkertach blev aldeles ſlagen, og maatte, ſom det ſynes, med Skamme tage Flugten. Men ſtrax efter, vendte Munſtermændene, d. e. Muirkertach og hans Krigere, tilbage igjen, og forjoge Gudrød fra Dublin, ſandſynligviis til Hevn fordi han havde taget Donalds Parti[16]. Da nu Kong Magnus Olafsſøn juſt paa denne Tid befandt ſig i Nærheden af Irland; da vi ſee ham optræde fiendtligt mod Lagmand, Gudrøds Søn, og da endelig en enkelt ſamtidig Forfatter udtrykkeligt taler om et Forbund mellem Muirkertach og Magnus, kan man næſten ikke tvivle paa, at et ſaadant Forbund virkelig er kommen iſtand, og at Magnus maaſkee endog har hjulpet ham til at faa Gudrød bort, hvilket nu var ſaa meget lettere, ſom Magnus havde Gudrøds Søn i ſin Vold, og derved kunde tvinge Faderen til at gaa ind paa de haardeſte Betingelſer. Da Sagaerne ej omtale, hvad Magnus ſenere foretog med Lagmand, og vi kort efter finde denne atter paa fri Fod og efterfølgende ſin Fader ſom Konge i Syderøerne, maa man næſten formede, at Gudrød har ſluttet en Kapitulation med Muirkertach og Magnus, hvorved han forbandt ſig til at forlade Dublin, imod at hans Søn blev frigiven. Det falder næſten af lig ſelv, at han og Lagmand ved ſamme Lejlighed ogſaa hyldede Magnus ſom ſin Overherre, og tog Syderøerne til Len af ham. Magnus ſkal, ſom der fortælles, have egtet eller i det mindſte fæſtet en Datter af Muirkertach, og i det Forbund, ſom denne indgik med Magnus, maa han blandt andre Betingelſer have anerkjendt ham ſom Syderøernes Lensherre og fraſkrevet ſig ſelv alle Fordringer paa disſe[17]. Saa meget er viſt, at Magnus efter denne Tid optraadte ſom Syderøernes Herre, og udøvede Retten til at udnævne Underkonger over dem[18]. Hans Tog, ſom maaſkee oprindelig kun var anlagt paa at herje enkelte Kyſter og vinde Bytte, fik ſaaledes, ved de yderſt heldige Omſtændigheder, han forefandt, et Udfald, der ej alene udøvede en afgjørende Indflydelſe paa hans hele øvrige Liv, men ogſaa var af den ſtørſte Vigtighed for Norges fremtidige politiſke Stilling.

  1. Det vil ſtrax nedenfor ſees, at Kong Magnus udtrykkelig gav Thore Skylden for alt hvad Haakon gjorde.
  2. Om alle disſe Paalæg og de ſenere Fritagelſer, ſe ovenfor I. 2. S. 815—818, og iſær S. 852, Anm. 3. Man kan paa en vis Maade ſige, at Haakon, for at vinde Thrønderne, maatte udſtede en Haandfæſtning eller Valg-Kapitulation.
  3. Da Olaf døde langt nede i Viken den 22de Septr., kan Efteretningen derom paa hiin Tid, da Land-Rejſer gik ſaa langſomt fra Haanden, neppe have naaet Steig i Gudbrandsdalen førend i de førſte Dage af Oktober. Haakon kan neppe ſtrax have været rejſefærdig, og har ſaaledes viſt ikke naaet Nidaros førend efter Midten af Maaneden. Sammenkaldelſen af Ørething og Forhandlingerne med Thrønderne maa ogſaa have medtaget nogen Tid, ſaa at han altſaa neppe blev tagen til Konge førend henimod November. Nei ſiger Morkinſkinna, at Haakon ophævede Julegaverne den Juul, han tilbragte i Nidaros ſammen med Magnus, det vil ſige Julen 1094—1095. Men da det er højſt urimeligt, at han biede ſaa længe med at give disſe Retterbøder, ſom til den anden Juul; da de øvrige Sagaer desuden udtrykkeligt henføre dem til hans Tronbeſtigelſe, og derhos bevidne at han ſiden udvidede dem til Oplandene, hvorhen han ej kom efter Julen 1094—95; og da han derhos ogſaa, efter ſit førſte Beſøg i Throndhjem, hvor han aller førſt gav Retterbøderne, maa have været i Gulathingslagen: falder det naturligt at antage, at han har tilbragt ſin førſte Juul i Nidaros, og at Morkinſkinna,“ red at omtale Julegaverues Ophævelſe, har forvexlet denne Juul med den anden. I ſig ſelv var ogſaa den Tid, da Gaverne ſkulde ydes, den belejligſte Tid til at ophæve dem.
  4. At Haakon ophævede af Sven Alfivesſøns trykkende Beſtemmelſer, der endnu gjaldt i Gulathingslagen, ſees af Overſkriften til Cap. 148 i den ældre Gulathingslov, hvor der ſtaar: „Her ere de Retterbøder, ſom Magnus den gode gav i Langø-Sund; nogle gav ogſaa Haakon Thoresfoſtre.“ Disſe Magnus’s og Haakons „Retterbøder“ ere opregnede i den ovenfor citerede Anm. 3 til I. 2. S. 852. Uagtet det nu nok kunde være muligt, at Haakon gjennem Deputerede til, eller til Udſendinger fra Gulathingslagen har bekvemmet ſig til at give disſe Retterbøder, er dog det naturligſte og ſandſynligſte, at det er ſkeet ved hans perſonlige Nærværelſe, da han blev hyldet. Vi have tidligere ſeet, at Kongerne ved deres Tronbeſtigelſe rejſte fra Folke til Fylke for at lade ſig hvide, og da nu Haakon, ſom vi nedenfor ville ſee, ikke førend ved Vintrens Begyndelſe i 1094 forlod Oplandene og drog til Nidaros, var der rundelig Tid for ham til ogſaa at beſøge Gulathingslagen. Morkinſkinna antyder det-uden at ingen af Kongerne i den Tid holdt ſig ſtille paa eet Sted.
  5. Morkinſkinna fol. 21. a. Da dens Udtryk ere temmelig vigtige, iſær for Tidsregningens Skyld, meddeles de her nøjagtigt: „Hann (Hákon) veitti þrœndnun rétrarbœtr á marga lund, ok héldu þeir ok mest undir hans konungdóm. Magnús konungr var löngum í Vík austr ok hafði sína lenda menn hvárr þeirra, ok keppðusk menn þeirra sin á milli um eitt ok annat, en konungar váru sáttir ok váru litt í einum stað; þeir váru einn vetr báðir í Niðarósi“ — — —.
     Tidsregningen for Haakons og Magnus’s Regjering frembyder ſtore Vanſkeligheder paa Grund af den urede, ſom herſker i Sagaerne desangaaende. Saaledes er det allerede i Førſiningen paafaldende, at uagtet Snorre, Morkinſkinna og Fagrſkinna lade Haakon opleve to Vintre efter Olafs Død, af hvilte han da tilbragte den ſidſte (1094—95) ſammen med Magnus i Nidaros, omtale dog de øvrige ſaa vel ſom Thjodrek (Cap. 30) denne Vinter ſom den førſte efter Olafs Død (ſe Magnus Barfods Saga Cap. 2, Snorre Cap. 2). Det er ovenfor viiſt, at Haar-dit ſandſynligviis har tilbragt ogſaa den førſte Juul i Nidaros, og da givet Thrønderne de oven nævnte Retterbøder, og at han den følgende Vaar og Sommer førſt har beſøgt Gulathingslagen, og ſiden er vendt tilbage til Oplandene. Denne hans Tilbagerejſe til Oplandene omtales ſlet ikke i Morkinſkinna og Fagrſkinna, medens derimod Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke og Snorre berette den, ſom om den fandt Sted ſtrax efter at han var tagen til Konge. At han virkelig førſt beſøgte Gulathingslagen, og derefter drog til Oplandene, ikke omvendt, fremgaar deraf at Snorre (Cap. 2) udtrykkeligt lader ham drage „over Dovrefjeld“ til Byen den anden Vinter, da Magnus allerede var kommen did; Haakon befandt ſig ſaaledes umiddelbart før denne Rejſe paa Oplandene. Større Vanſkeligheder opſtaa dog endnu med Henſyn til hvad Magnus tog ſig for i ſit førſte Regjeringsaar (1093—1094) ſom overhoved med Henſyn til hans forſkjellige Krigstog. Snorre, Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke overſpringe næſten, ſom vi have ſeet, dette førſte Aar. De lade Magnus ſiden om Vaaren efter Haakons Død herje i Halland (Cap. 3); derefter omtales Steigar-Thores Oprør og Tviſten med Sveinke Steinarsſøn (Magnus’s Saga Cap. 4—14, Snorre Cap. 4—8); og derpaa beſkrives Magnus’s Tog til Orknøerne og Syderøerne, hvilket Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke ſige at være foretaget efter Jarlen Haakon Paalsſøns Tilſkyndelſe, hvorom Snorre dog intet nævner; Toget beſkrives for øvrigt eens, navnlig omtales Lagmand Gudrødsſøn ſom Øernes Beſtyrer; han nævnes ogſaa i de Viſer af Bjørn Krepphendte og Gisle Illugesſøn, ſom anføres. Ligeledes omtales Kongens Strid med de to Jarler ved Navn Hugo i Angelsø-Sund; og endelig nævnes om et Forlig mellem Kong Mælkolm i Skotland og Magnus, hvorhos der ſiges at denne overvintrede i Syderøerne, og at han fik Irekongen Muirkertachs 5aarige Datter gift eller forlovet med ſin 9aarige Søn Sigurd (Magnus Barfods Saga Cap. 14, 20—25; Snorre Cap. 9—12). Morkinſkinna fortæller, uden nærmere Tidsangivelſer, om Thrøndernes Oprør efter Haakons Død, ſamt derefter om Uenigheden med Sveinke; da førſt omtales Toget til Halland, og noget ſenere, heder det, gjorde Magnus Veſterhavstoget. Dette beſkrives omtrent ſom i hine Bearbejdelſer; dog anføres, hvad man her nøje maa lægge Merke til, ikke Skotekongens Ravn, hvor der tales om Forliget mellem ham og Magnus, hvorimod det ſiden heder at Skotekongen Mælkolm ſendte ham ſin 5aarige Datter, for at hun kunde egte hans 9aarige Søn Sigurd; her tilføjes at Mælkolm var Fader til den Kong David, der ſiden blev Konge i Skotland (fol. 21 a. til 23 b.). Fagrſkinna lader Magnus herje i Halland det førſte Diar efter at han havde taget Kongenavn, førend han tilbragte Vintren i Nidaros ſammen med Haakon. Derefter omtales Thores og Thrøndernes Oprør; der nævnes intet om Tviſten med Sveinke, men derpaa fortælles Veſterhavstoget omtrent ſom i Morkinſkinna, navnlig omtales Mælkolm ſom Fader, baade til Sigurds unge Brud, og til Kong David. Siden tales der i alle Kongeſagaer om Krigen med Sverige, og derefter om Magnus’s ſidſte Tog, hvilket alle ere enige om at lade ham foretage i ſit 10de Regjeringsaar, altſaa 1102—1103. Orkneyinga Saga lader Haakon Jarl komme til Magnus efter Steigar-Thores Opſtand, og faa ham til at gjøre hiint Veſterhavstog; her tales ligeledes om Lagmand, om begge Jarler Hugo, om Forliget med Kong Mælkolm, og om hans unge Søns Giftermaal eller Forlovelſe, men, vel at merke, med Irekongen Muirkertachs Datter. Sidenefter omtales Magnus’s andet Veſterhavstog, der rigtigt henføres til hans 10de Regjeringsaar (1102—3). Sammenligne vi nu disſe Beretninger med de paalidelige chronologiſke Data, N ſom de ſkotſke, engelſke og irſke Krøniker indeholde, da finde vi flere aaben bare Urigtigheder. For det førſte faldt den ſkotſke Konge Mælkolm Ceanmor ved Belejringen for Alnwick den 13de November 1093, og kunde ſaaledes ikke flere Aar derefter ſlutte noget Forlig med Magnus. Dernæſt ere en Mængde engelſke Annaliſter, navnlig Chron. Sax., og den paalidelige Florents af Worceſter (Thorpes Udgave S. 42) enige om at henføre det Tog, paa hvilket Magnus fældte Jarlerne Hugo, til 1098; ja endog de islandſke Annaler og Sagaerne henføre Magnus’s førſte Veſterhavstog til dette Aar, de førſte ved at antegne under 1098 „Sigurd Magnusſøns Ophøjelſe til Herſker paa Orknøerne“, de ſidſte ved udtrykkeligt at kalde Sigurd niaarig, da Brylluppet mellem ham og den irſke Kongedatter beſtemtes, medens han ſenere ved ſin Død 1130 ſiges at have været 40 Aar gammel, hvorved følgelig hans Fødſelsaar bliver 1089 eller 1090, og hans 9de Aar 1098eller 1099. Hertil kommer nu ogſaa, at den oven nævnte Lagmand, om hvem vore Sagaer ſige „at hans Fader Gudrød havde ſat ham til Landværnsmand over de nordlige Øer“, ifølge den manſke Krønike, hvorom mere nedenfor, var død flere Aar førend Magnus gjorde ſit førſte Tog til Veſterhavet. Og dog omtales ej alene han, endog i de ſamtidige Skaldes Vers, ſom fangen af Magnus paa dette Tog, men man ſkulde af de nys nævnte Udtryk endog ſlutte at Gudrød, der, ſom vi have ſeet, døde 1095, paa den Tid endnu var i Live. Da nu de ſamtidige Skalde neppe kunne have været fejlagtigt underrettede om Navnet paa den Fyrſte, Magnus tog fangen, og en ſaa beſtemt Beretning, ſom Sagaernes angaaende Lagmand, ej vel kan ſavne hiſtoriſk Grund, om den end kan have været henført til en urigtig Tid, nødes man allerede herved til at antage, at Magnus endnu medens Lagmand levede har gjort et Tog til Syderøerne, men at dette dog har været af mindre Vigtighed, og derfor ſenere af Sagaſkriverne er blevet ſlaaet ſammen med det langt vigtigere i læs. Thormod Torvesſøn er derfor endog gaaen ſaa vidt, at lade Magnus i alt, Toget 1102—3 iberegnet, gjøre fire Veſterhavstog, og for at Magnus ogſaa kan komme i Berørelſe med Mælkolm, ſøger han ved ſaare kunſtige Beregninger at faa Olaf Kyrres Død flyttet tilbage til 1087 eller 1088 ſte iſær Orcades, S. 77—80, Hist. Norv. III. S. 425—432). Hvad nu Mælkolm angaar, ſaa er det dog neppe for hans Skyld nødvendigt, at afvige ſaa meget fra alle Sagaernes udtrykkelige Vidnesbyrd: det lader ſig nemlig næſten med Vished godtgjøre, at hans Navn kun ved Fejllæsning er kommet ind i Sagaerne. Vi have ſeet, at Morkinſkinna, den ældſte af de nu exiſterende Sagabearbejdelſer, kun nævner „Skotekongen“, hvor den omtaler Magnus’s Forlig med denne, uden at kalde ham „Mælkolm“, og at den førſt ſenere anfører dette Navn, hvor det heder at „Mælkolm Skotekonge ſendte ſin Datter til Magnus i Orknøerne, for at forliges med ham, og at Magnus gav hende, ſom da var 5 Aar gammel,.til ſin 9aarige Søn Sigurd“. Sin vide vi, at de øvrige Sagaer fortælle dette om Muirkertach, den irſke Konge, og at det var hans femaarige Datter Biadmynia, der egtede den 9aarige Sigurd. At det var ham og ingen anden, der gav Magnus’s Søn ſin Datter, ſees af de irſke „Fire Meſtres Annaler“, der ved 1102 omtale Muirkertachs Datters Giftermaal med „Sichraid Mac Magnus“ ɔ: Sigurd Magnusſøn. Det indeholder tillige en Selvmodſigelſe, ſom vidner om en Fejl i Fremſtillingen eller i Angivelſen af Perſonen, naar Morkinſkinna, efter førſt at have talt om det mellem Magnus og Skotekongen ſluttede Forlig, og uden derefter i mindſte Maade at tale om nogen ny Uenighed mellem dem,dog lader „Mælkolm Skotekonge“ ſtrax efter ſende ham ſin Datter „for at tilvejebringe Forlig“ (til sættar). Allerede heraf faar man en Anelſe om, at Navnet „Mælkolm“ er urigtigt. Naar man nu erindrer, hvor ofte Irerne paa denne Tid kaldtes Skoter (vi have allerede ſeet mange Exempler derpaa, navnlig den ſamtidige irſke Annaliſt Marianus’s eget Tilnavn „Scotus“), og ligeledes, hvor ofte, iſær i de ældſte Haandſkrifter, Egennavne kun betegnes med Begyndelſesbogſtaverne, kan man lettelig forſtaa, hvorledes den, der aller førſt nedſkrev Sagaen, kan have ſkrevet „M. Skotakonungr“ i den Mening, at det ſkulde læſes „Myriartak Skotakonungr“ og betegne den irſke Konge Muirkertach, men at en ſenere Afſkriver eller Bearbejder, der maaſkee levede paa Kong Villjams Tid (1166—1214) og ſaaledes viſtnok kjendte mere til dennes Farfader David og Oldefader Mælkolm, end til en irſk Konge for 100 Aar ſiden, og ſom desuden vildlededes af Tillægget „Skotakonungr“, uden videre udfyldte hiint M. til „Mælkolm“, hvilket ſiden ogſaa kom i de øvrige Sagabearbejdelſer, og det overalt, hvor Skotekongen nævnes. At Morkinſkinnas Nedſkriver eller hans Original ſenere har fundet for godt at tilføje den Oplysning, at Mælkolm var Kong Davids Fader, lader ſig let forklare, og har intet at betyde. Thormod Torvesſøn har ſeet en Beſtyrkelſe paa at det var med Mælkolm, Magnus indgik Forlig, i den Omſtændighed, at Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 245 taber de ſkotſke Geſandter i Aaret 1244 foreſpørge ſig hos Haakon, om han vilde tilbagegive ham det Rige i Syderøerne, ſom Kong Magnus Barfod havde frataget hans Frænde Mælkolm. Men det maa her vel erindres, at disſe Ord ere nedſkrevne paa en Tid, da der allerede fandtes en Mængde Afſkrifter af Magnus Barfods Saga, hvor Mælkolm nævntes, eller rettere, da der neppe gaves en eneſte Afſkrift, hvor der paa dette Sted fandtes andet Navn heelt udſkrevet, end Mælkolmr, ſaa at det altſaa paa den Tid viſtnok var almindelig antaget af alle Sagamænd, at den ſkotſke Konge, med hvilken Magnus kom i Berørelſe, var Mælkolm, iſær da det, ſom vi i det følgende ville ſee, maa antages ſom viſt, at Magnus ogſaa ſluttede et Forlig med Mælkolms Søn Eadgar, hvis ſkotſke Navn „Etgar Mac Mælkolm“ kunde give Anledning til hans Forvexling med Faderen. Endog Morkinſkinna ſelv er ældre end 1244, end ſige den Tid, da Haakons Saga blev forfattet, og Forfatteren af denne, ſandſynligviis Sturla Thordsſøn, nedſkrev viſtnok hiin Beretning med ſtadigt Henſyn til Magnus Barfods Saga, ſaadan ſom han kjendte den. Vi kunne ſaaledes viſt ſætte Navnet „Mælkolm“ aldeles ud af Betragtning, og derimod tillægge den tidligere omtalte „Skotekonge“ det Navn, andre paalidelige Efterretninger tilſige. Nu erfare vi af flere ſamtidige Annaliſter, at Mælkolms umiddelbare Efterfølger var hans Broder Dufniall eller Donald. Florents af Worceſter († 1118) fortæller hvorledes Donald blev Konge i 1093, fordreven af ſin Broderſøn Duncan, men fik ham dræbt og beſteg atter Tronen 1094 (Thorpes Udgave II. 32. 35). Villjam af Malmsbury IV. 400) fortæller i Korthed at Duncan dræbtes ved Donalds Foranſtaltning, og han igjen dræbtes ved Davids og Kong Villjam Rufus’s Beſtræbelſer, og efterfulgtes af Eadgar. Chron. Sax. omtaler ligeledes Donalds Tronbeſtigelſe ved 1093, Duncans Drab ved 1094, Donalds Fordrivelſe ved Eadgar, Mælkolms Søn, kort efter Michelsmesſe 1097, og endelig i 1098, Jarlen Hugos Drab ved „Udvikinger“. De omſtændeligſte Beretninger om Begivenhederne fra Mælkolms Død indtil Eadgars Tronbeſtigelſe findes hos Fordun, hvis Meddelelſer her fortjene noget ſtørre Tiltro end ellers, efterſom han citerer Thurgot, eller rettere tildeels udſkriver hans Annaler, den ſamme Thurgot eller Thorgaut, Prior i Durham, der havde været hos Olaf Kyrre, og ſiden blev Biſkop i St. Andrews, ſaa at han altſaa næſten var Øjevidne til Begivenhederne (ſe ovenfor S. 414). Det heder her, at da Mælkolm var falden i November 1093, og hans Huſtru Margrete død 4 Dage derefter, brød Mælkolms Broder Donald Bane ind, underſtøttet af „Norges Konge“, belejrede Edinburgh, og bemægtigede ſig Tronen. Men Donald blev, ſex Maaneder efter (altſaa Vaaren 1094) fordreven af Mælkolms eneſte Søn Duncan, der underſtøttedes af Villjam Rufus; Duncan herſkede i eet Diar og ſer Maaneder, da han blev dræbt af Donald (altſaa ſidſt i 1095); hvorefter Donald herſkede i tre Aar (altſaa til 1098); det tilføjes ogſaa ſærſkilt, at Donald og Duncan tilſammen herſkede i fem Aar. Siden, fortælles der, blev Donald fordreven af Eadgar, der underſtøttedes af ſin Morbroder Eadgar Ædheling, og nu beſteg Tronen 1098; han fangede ſenere Donald og lod ham blinde. Fordun ſiger ogſaa, uviſt om efter Thorgaut, at medens endnu Donald, Duncan og Eadgar ſtredes om Tronen, kom Magnus Olafsſøn, Norges Konge, med en Flaade, underkaſtede ſig Orknøerne, Syderøerne (Mevanias Scotiæ) og Angleſey (V. 26, 28); hermed maa ogſaa ſammenlignes X. 19, hvor der tales om Underhandlingerne mellem Kong Magnus Haakonsſøn og Alexander III 1266, og hvor det heder, at Skoterne havde beſiddet Øerne indtil hiin uſalige Tid, paa hvilken Kong Mælkolms Sønner laa i Strid med Donald Bane, og Riget var ganſke deelt i to Partier, da den norſke Konge Magnus Olafsſøn kom og erobrede Øerne. Meningen heraf er aabenbart den, at Magnus i alle Fald kom til Skotland, da Eadgar havde faaet Overhaand over Donald, altſaa i 1098. Men der antydes ogſaa et tidligere Tog til Skotland, paa hvilket Magnus hjalp Donald ſtrax efter Mælkolms Død 1093, hvis man ikke ſkal antage at han kun har ſendt Donald Hjelpetropper, uden ſelv at være tilſtede. Dette er dog ingenlunde rimeligt, da Magnus, om han forblev hjemme, vilde have blottet ſig ved at afſende Krigere, og da det desuden aldeles ſtred mod hans Krigerſind, ikke ſelv perſonligt at deeltage i et Krigsforetagende, ſom han underſtøttede. Da vi nu derhos af hvad der ovenfor er nævnt om Lagmand og Gudrød erfare at ogſaa vore Sagaer antyde Magnus’s Tilſtedeværelſe i Veſten før 1095, bliver det nødvendigt at antage, at Magnus har gjort et ſaadant Tog omkring 1094, men at Sagaerne have forbigaaet det, og henført enkelte af de Begivenheder, ſom da forefaldt, til Toget 1098, ſom var langt vigtigere, medens hiint aabenbart kun var et i ſig ſelv temmelig ubetydeligt Herjetog, maaſkee kun foretaget med de 7 Langſkibe, af hvilke vi ſiden finde Magnus i Beſiddelſe under hans Ophold i Throndhjem. Da Fordun eller hans Kilde Thorgaut, ſom her maatte ſynes nogenledes paalidelig, ſiger at Donald, underſtøttet af Norges Konge, kom til Edinburgh og belejrede den, medens Dronningens Liig endnu laa ubegravet i Slottet, ſkulde man formode, at Magnus allerede har været paa denne Kant ved Slutningen af November 1093. Fortællingen bliver vel noget mistænkelig derved at den ſættes i Forbindelſe med et Mirakel, ved hvilket den kongelige Familie ſkulde være undſluppen med Dronningens Liig fra det belejrede Slot til Dunfermline; og da Thorgaut førſt 13 Aar ſenere kom til Skotland, kan han vare bleven fejlagtigt underrettet, ligeſom det dog vel ogſaa maatte tage nogen Tid, inden Donald, der opholdt ſig paa Syderøerne, erfarede Mælkolms Død, ſamlede Folk, og kom til Edinburgh. Men at det dog maa have været endnu ſeenhøſtes eller ved Begyndelſen af Vintren 1093, kan man alligevel ej undgaa at antage, da alle Kilder ere enige om at henføre Donalds Tronbeſtigelſe til dette klar. Magnus maa ſaaledes allerede da have været i Skotland. Har han nu førſt ſtaaet Donald bi, maa han ogſaa have overvintret i Skotland eller paa Syderøerne, da hans Tog var tiltraadt ſaa ſildigt paa klaret, at han ej kan være kommen hjem før Vintrens Begyndelſe. Der er ogſaa en anden Grund, ſom gjør det nødvendigt at ſætte Magnus’s Herjetog i Syderøerne, der nødvendigviis maa være foretaget efter at Donald havde beſteget Tronen, tidligere end Midten af 1094;det heder nemlig i Sagaerne, at Lagmand vilde fly til Irland, et Tegn paa at hans Fader Gudrød da endnu maa herſket der; det ſiges desuden udtrykkeligt i det ovenanførte Sted af Haakon Haakonſøns Saga, at Magnus erobrede Øerne fra Gudrød; men af de irſke Annaler erfare vi at Gudrød i dette klar, og, ſom det ſynes, temmeligt tidligt, blev forjaget. Magnus’s førſte Tog til de veſtlige Farvande maa altſaa henføres til Tiden fra October 1093 til ud i 1094. Hans andet, ſtore Tog, foregik derimod i 1098; og den ſkotſke Konge, med hvem han da kom i Berørelſe, var viſtnok Eadgar, da dennes Sejr over Donald i de engelſke Krøniker henføres til 1097, og hans Tronbeſtigelſe endog af Fordun ſættes i 1098. Magnus har vel ogſaa da, ſom Fordun udtrykkeligt ſiger, og ſom nedenfor nærmere ſkal viſes, blandet ſig i Tronſtridighederne. Magnus’s Tog til Halland ſættes viſtnok rigtigſt, ſom Morkinſkinna ſiger, efter Uenigheden med Sveinke, altſaa i 1096. Da Tiden for hans ſidſte Tog 1102—1103, er vis, og han i 1099 kom tilbage fra ſit tidligere ſtore Veſterhavstog, er derved ogſaa Tiden for Krigen med Sverige given, nemlig 1099—1101.
  6. At Skoterne (det keltiſke Parti, der var Anglerne fiendſk) valgte Donald, ſiges udtrykkeligt i Chron. Sax., der og tilføjer at Donald ſiden forjog Englænderne.
  7. Nemlig Thorgaut, hvilken Fordun her har udſkrevet.
  8. Her maa vi dog nærmere omhandle en Ytring i den oven nævnte Beretning af Ordrik (S. 767—68) der kunde ſynes at antyde er Tog, foretaget af Magnus allerede i 1092. Førſt ſiger han, at Magnus i 1098 paaførte Irerne Krig. Dernæſt nævner han Aarſagen dertil, nemlig at Magnus, „der var mægtig paa Oceanets Øer“, havde egtet Irekongens Datter, men ſendte hende tilbage, da Irekongen ej havde holdt det indgaaede Forlig. Derfor, ſiger han, begyndte Krigen mellem dem, og i Villjam Rufus’s 5te Aar tiltraadte Magnus Toget. Allerede heraf ſees tydeligt, at det Tog, han her omtaler ſom foregaaet i Villjam Rufus’s 5te Aar, er det ſamme, for hvilket han ſtrax ovenfor angiver klaret 1098; det fremgaar endnu tydeligere af den Beſkrivelſe, han ſiden giver af Toget, der gjaldt Orknøerne, Syderøerne, Irland, Man og Anglesey. Angivelſen „5te Aar“ er derfor aabenbart, ſom ogſaa Langebek mener, Fejlſkrift eller Fejllæsning for „11te“, og Spørgsmaalet om Aaret 1092 for Magnus’s førſte Tog bortfalder derfor ganſke. Derimod ſee vi af Ordriks Beretning, at Magnus før 1098 har været i Berørelſe med Irekongen og ſluttet et Forlig med ham, hvilket her er af ſtor Vigtighed, da det indeholder en Antydning af Magnus’s tidligere Nærværelſe i disſe Egne.
  9. Vi erfare i det mindſte at Magnus ſenere opførte ſig ſom Syderøernes Herre, og ſendte en Statholder eller Underkonge derhen, ligeſom at han virkelig ſluttede et Forlig med „Skotekongen“ hvorved denne gjorde Afkald paa Herredømmet over Øerne. Henhører nu end dette Forlig nærmeſt til 1098, ſaa er dog højſt rimeligt, at det egentlig kun fornyede et, ſom var tidligere indgaaet med Donald.
  10. S. 406, 407.
  11. Ulſter-Annalerne. Her ſtaar: „En Flaade, med Ragnvalds Sønneſønner og Kongen af Ulſters Søn, drog til Man, hvor Ragnvalds Sønner dræbtes“. Vi have ovenfor (S. 407) ſeet, at hiin Gudrød Sigtryggsſøn, hvis Søn Fingall Gudrød Crovan ſtødte fra Tronen, netop var en Sønneſøn af Ragnvald. Ragnvalds Sønneſønner ere altſaa Gudrøds Brødre. Men Fingall ſelv har viſtnok ogſaa været med, og kunde i vidtløftigere Forſtand meget godt regnes ind under denne Benævnelſe, iſær efter den irſke Udtryksmaade.
  12. At Lagmand ſattes til Statholder eller Underkonge ſtrax efter Sigtryggsſønnernes uheldige Tog til Man, altſaa i 1087 eller 1088, ſynes at fremgaa deraf, at den manſke Krønike lader ham herſke i ſyv Aar, hvilket er umuligt, naar man ikke regner disſe allerede fra et Tidspunkt under hans Faders Levetid. Den manſke Krønike ſætter nemlig ſelv Lagmands Død to eller tre Har for Magnus’s Tog 1098, altſaa ved 1095 eller 1096; de ſyv Aar maa ſaaledes regnes fra 1088.
  13. Han kaldes nemlig i Gisle Illugesſøns anførte Vers „Ívistar gramr“.
  14. Magnus Barfods Saga Cap. 21. Snorre Cap. 10. jvfr. Gisles og Bjarne Krepphendtes Vers, der citeres. Sagaen og Kvadene omtale her ogſaa, temmelig omſtændeligt, hvorledes Ljodhuus (Lewis), Iviſt, Skid, Tyrviſt (Tiree) og Myl (Mull) bleve herjede, m. m. Men den Udſtrækning, i hvilken Ødelæggelſen angives at narre ſkeet, pasſer mere til Toget 1098, paa hvilket Magnus var mandſterkere; han havde da ogſaa mere ſæregen Grund til at herje Ljodhuus, da Indbyggerne nemlig havde dræbt den Konge, han havde ſendt dem. Paa ſit førſte Tog ſynes Magnus fornemmelig at have lagt an paa at faa Lagmand i ſin Vold, og ſiden iſær at have holdt ſig ved Irland, uden maaſkee endog at være kommen i Berørelſe med Ljodhuus. Det er ovenfor nævnt, at Sagaerne ſammenblande Begivenhederne paa begge Tog, ſaa at man alene ved Sammenligning med fremmede Kilder kan nogenledes udfinde, hvad der vedkommer det ene eller det andet.
  15. Se ovenfor I. 2. S. 644.
  16. Se om alt dette de 4 Meſtres Annaler, ſaa vel ſom Ulſter-Annalerne, ved de nævnte Aar.
  17. Det er Ordrik Vitalis, S. 767, der baade taler om Giftermaalet og det ſluttede Forbund, ſe ovf. S. 476. Vi ville ogſaa ſenere ſe vore egne Sagaer, ſaa vel ſom de irſke Annaler fortælle om et Giftermaal mellem Muirkertachs Datter og Magnus’s Søn, dog ſaaledes, at i det mindſte Morkinſkinna antyder, at hun førſt var beſtemt for Magnus. Sagaen lægger imidlertid til, at hun dengang (1098 eller 1099) ikke var mere end fem Aar gammel, og i ſaa Fald var hun rigtignok ikke engang fød, da Magnus i 1094 var veſter. Men det ſynes næſten urimeligt, at Muirkertach i 1098 ſkulde have haſt ſaa ung en Datter. Hans Fader Tirdelvach var nemlig ved ſin Død (1086) 77 Aar gammel, altſaa fød ved 1009; Muirkertach ſelv omtales allerede ſom fuldvoxen Kriger og Anfører ved 1075; han er ſaaledes neppe fød ſenere end 1040, og efter den ſædvanlige Beregning ſkulde man antage at han da ved 1098 havde fuldvoxne Døtre. Der omtales idet mindſte een Datter af ham, ſom i Aaret 1100 eller 1101 egtede Arnulf af Montgomery, (ſe nedenfor),
  18. Vi ville nedenfor ſe Magnus ſende Ingemund ſom Underkonge til Syderøerne. Strax før havde Muirkertach ogſaa givet dem en Konge, og ſandſynligviis har dette været en af de Handlinger, hvorved han brød Forliget, ſom Ordrik ſiger, uden dog nærmere at betegne, hvori Brudet beſtod.