Det norske Folks Historie/3/39

From Wikikilden
Jump to navigation Jump to search

Førend vi gaa over fra Olaf Kyrres Regjeringstid til hans urolige Efterfølgers, er det af megen Interesſe, i ſin Heelhed at betragte den Skildring, ſom den ſamtidige Forfatter Mag. Adam af Bremen, med hvem vi her maa tage Afſked, giver af Forholdene i Norge paa ſin Tid. Adam, der, ſom man formoder, havde hjemme i den ſydligſte Deel af Saxland, kom i Aaret 1068, til Bremen, hvor han blev modtagen i Kannikernes eller Chorbrødrenes Tal; i et Brev, udſtedt af Erkebiſkop Adalbert den 11te Juni 1069, nævnes han blandt Vidnerne ſom Magister Scholæ[1]. Kort efter beſøgte han, ſom vi allerede tidligere have nævnt, den danſke Konge Sven Ulfsſøn, der modtog ham paa det venligſte, og gav ham en Mængde Oplysninger om de hiſtoriſke og geographiſke Forhold i Norden. Disſe Oplysninger, ſaa vel ſom andre, han andenſteds fra ſamlede, og hvoraf han i Bremen ſelv havde Adgang til at erhverve de fleſte fra førſte Haand, benyttede han til ſit Verk „de Hamburgſke Erkebiſkoppers Bedrifter“, hvilket, ſkjønt egentlig beſtemt til at være Perſonalhiſtorie, dog kan anſees ſom en fuldſtændig Kirkehiſtorie for Norden lige fra Ansgar indtil Adalberts Død, og ſom derved nødvendigviis ogſaa kommer til at indeholde en Mængde verdslige Begivenheder. Man erfarer af Verket ſelv, at han ſluttede det omkring 1075; det er dediceret til Adalberts Eftermand Liemar[2]. Det er inddeelt i fire Bøger, af hvilke de tre førſte indeholder den egentlige Hiſtorie; den fjerde derimod er en Beſkrivelſe over Norden (eller ſom det i Overſkriften heder „Nordens Øer“), hvorfor den ogſaa ſtundom anſees ſom et eget Skrift for ſig. Mag. Adams Verk indeholder en Mængde Oplysninger, ſom ikke andenſteds findes; men de maa benyttes med den yderſte Varſomhed. Thi deels er det let at ſkjønne, at han, ſom ikke kom til Bremen førend i 1068, og derfor neppe for den Tid har kjendt ſynderligt til de nordiſke Forhold, umuligt kan have ſat ſig ſaaledes ind i dem, at han, da han faa Aar efter ſkrev ſit Verk, var i Stand til al opfatte dem rigtigt, forudſat endog at alle de Meddelelſer, han benyttede, vare paalidelige. Deels ſeer man tydeligt, at i det mindſte ſaare meget af det, Kong Sven meddeelte ham, ikke var overeensſtemmende med Sandheden, hvad enten nu at Sven ſelv ikke vidſte ret Beſked, eller at han fremſtillede Begivenhederne paa en eenſidig og partiſk Maade[3]; muligt er det ogſaa, at Mag. Adam ikke altid har forſtaaet ham rigtigt. Hertil kommer endelig at Mag. Adam ſelv betragter Forholdene fra et eenſidigt Standpunkt, nemlig i den bremiſke Kirkes Interesſe. Alt dette maa man have for Øje ved Benyttelſen af hans Verk. Enkelte Rettelſer ſynes allerede han ſelv eller en med ham ſamtidig Mand ſenere at have foretaget; det er de ſaakaldte Scholier, der findes tilføjede i flere Haandſkrifter af Verket.

Hvad nu nærmeſt hans Skildring af de norſke Forhold angaar, da er det klart at den, nedſkreven ſør 1075, og maaſkee nærmeſt efter Indtryk, modtagne ved Kong Svens Meddelelſer, mere fremſtiller Tilſtanden under Harald Haardraade, end paa Kong Olafs Tid. Men enkelte af hans Ytringer vedkomme aabenbart en endnu fjernere Tidsalder, omtrent ſaaledes ſom naar vi endnu i et eller andet udenlandſkt geographiſk Verk finde „Malſtrømmen“ og andre lignende Natur-Merkværdigheder i Norge, der ſpillede en vigtig Rolle for flere Aarhundreder ſiden, omtalte ſom om de endnu havde noget at betyde. Men Skildringen ſelv, den førſte nogenledes omſtændelige, der findes af Norge og dets Folk næſt Ottars, er dog ligefuldt af overordentlig Interesſe. Med de ovenfor udhævede Omſtændigheder for Øje vil man uden ſynderlig Vanſkelighed kunne udſondre hvad der ej vedkommer Forfatterens egen Tidsalder, ſaa vel ſom ſkjønne, hvor han overdriver, tager Fejl, eller ikke ret har opfattet Forholdene.

Efter at have forudſkikket dette, meddele vi her Beſkrivelſen:

„Ligeſom Nortmannia er det yderſte Land i Verden, ſaaledes behandle vi det ogſaa pasſeligt aller ſidſt i vort Verk. De nyere kalde det „Norge“ (Norguegia)[4]. Om dets Beliggenhed og Størrelſe har jeg allerede nævnt noget hvor jeg behandlede Sverige[5]; nu tilføjer jeg ſærſkilt, at det i ſin Længde ſtrækker ſig mod det yderſte Norden, hvoraf det og har ſit Navn. Det begynder ved de fremragende Skjær i det Sund, der kaldes Beltes-Sundet[6]; derpaa bøjer det ſin Rygning mod Norden, og efter at have ſtrakt ſig i en Bue langs det bruſende Ocean, begrændſes det af de riphæiſke Bjerge[7], hvor den trætte Verden ophører. Nordmannia er formedelſt ſine barſke Fjelde eller ſin alt for ſterke Kulde det ufrugtbareſte af alle Lande, og alene ſkikket til Fædrift. Kvæghjordene plejer man derfor herpaa Arabernes Viis længe at gjæte i Ørkenerne[8]. Kvæget giver ſaaledes alle Livsfornødenheder, idet Melken tjener til Føde, Ulden til Klæder. Men derfor opfoſtres her ogſaa de tapreſte Krigere, der, ikke blødgjorte ved den ſtørre Luxus, Kornavlen medfører, oftere paaføre andre Krig, end de ſelv forulempes af andre. Uden Misundelſe bo de ſammen med deres Naboer Sviarne; men derimod angribes de ſtundom, dog ej uſtraffet, af de lige ſaa fattige Daner. Og paa denne Maade tvungne af Mangel paa Livets Nødvendigheder, gjennemſtrejfe de hele Verden paa Vikingetog, og hjembringe det rigeſte Bytte, hvorved de opholde Livet trods deres eget Lands Mangel[9]. Men efter at de have antaget Chriſtendommen og ere gjennemtrængte.af bedre Lærdomme, have de nu lært at elſke Freden og Sandheden, at nøjes med ſin Fattigdom, ja ſnarere at adſprede det ſamlede, end ſom forat ſamle det adſpredte. Og ſkjemt de alle fra førſt af dyrkede Troldmændenes ſkjendige Kunſter, bekjende de nu i Eenfoldighed med Apoſtelen den korsfæſtede Chriſtus. De ere ogſaa de nøjſomſte af alle Menneſker, og lægge ſaavel i Spiſe ſom i Sæder ſærdeles meget an paa Sparſomhed og Maadehold. Derhos have de en ſaadan Ærbødighed for Preſter og Kirker, at de neppe betragte nogen ſom ſand Chriſten, der ikke daglig ſkjenker Gaver til Mesſen, ſom han hører. Men Daaben og Konfirmationen, Altrenes Indvielſe og Ordinationen til de hellige Grader betales hos dem og hos Danerne alt ſammen dyrt; ſom jeg antager, formedelſt Preſternes Vindeſyge, fordi Barbarerne endnu ikke enten kjende til Tiende-Ydelſen eller ville yde Tiende, og derfor nødes til at betale ſaa meget mere for hvad der ſkulde bydes dem gratis. Thi alt koſter der Penge, endog Sygebeſøg og de Dødes Begravelſe. Og den ellers ſaa ypperlige Folkecharakteer ſkjemmes ſaaledes, efter hvad jeg har hørt, kun ud ved Preſternes Vindeſyge[10]. I mange Egne af Norge eller Sverige ere Kvæghyrderne endog Folk af den højeſte Byrd, der leve paa Patriarchernes Viis, og af deres Hænders Arbejde. Men alle Norges Indbyggere ere de ivrigſte Chriſtne undtagen de ſom bo længſt mod Nord ved Oceanet. Om dem ſiges der at de endnu formaa ſaa meget ved magiſke Kunſter og Galdre, at de paaſtaa at vide Beſked om, hvad hvilket ſom helſt Menneſke i hele Verden foretager ſig. Stundom drage de ogſaa Havets ſtore Hvaler op paa Land alene ved deres mægtige fremmumlede Ord; og mangt og meget andet ſaadant, ſom der i Skriften ſtaar at læſe om Troldmænd, er ved Øvelſe blevet dem let at udføre[11]. Paa de høje Fjeldſtrækninger, ſom der findes, har jeg hørt der ſkal være Kvinder med Skjeg[12], og Skovmænd, der ſjelden lade ſig ſee. Disſe bruge Dyrehuder til Klæder, og naar de tale med hinanden ſkal det mere ligne en uartikuleret Lyd, end virkelige Ord, ſaa at de neppe kunne forſtaaes af de nærmeſt boende Folk. Disſe Bjerge kalde de romerſke Forfattere „de riphæiſke Højder“. Skridfinnerne kunne ikke leve uden Sneens Kulde. Deres Løb paa den dybe Sne overgaar endog de vilde Dyrs i Hurtighed[13]. I denne ſamme Bjergegn er der en ſaa ſtor Mængde af bilde Dyr, at den ſtørſte Deel af Egnens Indbyggere kun leve af Jagtens Bytte. Der fanges Urer[14], Bøfler og Elger, ligeſom i Sverige; for øvrigt fanges Viſunder (bisontes) i Vendland og Rusland; kun Norge har ſorte Ræve og Harer, hvide Maarer, og Bjørne af ſamme Farve[15], hvilke bo under Vandet ligeſom Urer[16]. Men da ſaa meget der til Lands maa forekomme vore Landsmænd underligt og uſædvanligt, overlader jeg Landets egne Indbyggere at fortælle nærmere ſaavel herom ſom om andet. Hovedſtaden (metropolis civitas) i Norge er Throndhjem, ſom nu, prydet med Kirker, beſøges af talrige Folkeſkarer. Der ligger den ſalige Konge og Martyr St. Olafs Lig, ved hvis Grav lige til den Dag i Dag Herren udfører underbare Helbredelſer“ … her følger det tidligere (S. 371) anførte Sted; og derefter en kort Opregnelſe af de førſte Biſkopper m. m., hvilket ligeledes ovenfor er anført. „Efter Norge“, heder det dernæſt, „hvilket er det yderſte Land mod Norden, finder man ingen menneſkelig Bolig, kun det forfærdelige og ſtore Verdenshav. Men dette har lige overfor Norge mange ikke umerkelige Øer, ſom nu næſten alle ere Nordmændenes Herredømme underkaſtede, og derfor ej her bor forbigaaes, ſaa meget mere ſom ogſaa de ligge under Hamburgs Erkeſtol. De førſte ere Orknøerne …[17] der ligge mellem Norge, Britanien og Irland, og ſpotte det bruſende Havs Truſler. Til dem ſkal man fra den norſke Stad Throndhjem kunne ſejle paa een Dag. Fra Orknøerne ſkal der, ſom man ſiger, være lige ſaa lang Sejlads enten til England eller Skotland[18] … Øen Thyle, der, uendeligt langt afſondret fra de øvrige, ligger midt i Oceanet, ſkal neppe være bekjendt[19]. Dog fortælles der om den, ſaavel af de romerſke Forfattere ſom af Barbarerne, meget, der er værd at melde[20] … Dette Thule kaldes nu Island, efter den Iis, der binder Oceanet. Om denne Ø fortælles det merkelige, at hiin Iis formedelſt dens Ælde er ſaa ſort og tør, at den brænder naar man antænder den[21]. Øen er meget ſtor, ſaa at den kan rumme mange Menneſker, der alene leve af at opføde Kvæg, og klæde ſig med dets Uld; der voxer intet Korn og findes ſaare lidet Træ, derfor bo de i underjordiſke Huler, benyttende fælles Huusly og Leje med deres Kvæg[22] … Der ere ogſaa flere andre Øer i Oceanet, af hvilke Grønland ej er den mindſte, beliggende dybere inde i Oceanet, lige imod Sveriges Bjerge eller de riphæiſke Højder“[23] … „Den tredie Ø er Haalogaland. Den ligger Norge nærmere, og ſtaar ikke tilbage for de øvrige i Størrelſe[24]. Denne ſeer man om Sommeren ved Solhvervstid Solen i 14 Dage uafladeligt over Horizonten, men ſavner den ogſaa i lige ſaamange Dage om Vintren: en forbauſende og uforklarlig Sag for Barbarerne, der ikke vide at Dagenes ulige Længde beſtemmes ved Solens Nærmelſe og Tilbagegang. (Her følger nu Forklaringen over dette Forhold). Hedningerne, der ej vide dette, kalde hiint Land „det hellige og lykkelige“ ſiden det fremviſer et faa underbart Fænomen. Dette, forſikrede Danekongen og mange andre, fandt virkelig Sted der, ligeſom i Sverige og Norge og de øvrige Øer paa den Kant. Derforuden ſagde han at der af flere var opdaget en Ø i det ſamme Hav, ved Navn Viinland[25] … . Og efter denne Ø findes ikke længer, ſagde bart, noget beboeligt Land i hiint Ocean, men alt hiinſides er opfyldt med utaalelig Kulde og uhyre Mørke; hvilket Martian omtaler ſaaledes: hiinſides Emne er der en Dags Sejlads til det ſammenløbne Hav[26]. Dette erfarede nylig Nordmændenes højſt erfarne Konge Harald, der, efter at han paa et Søtog havde gjennemforſket det nordlige Oceans Vidde, endelig paa de mørke Yderkanter foran Verdens Ende nær var med fine Skibe kommen ud i Afgrundens frygtelige Svælg, og med Nød og neppe kom uſkadt tilbage“. Herefter[27] anføres ogſaa et Uddrag af en Beretning, Erkebiſkop Adalbert havde meddeelt Mag. Adam om en Opdagelſesrejſe, ſom nogle fornemme Friſer i hans Formands (Beſcelins) Tid havde foretaget til de fjernere Egne af Nordiishavet. De ſejlede mellem Danmark paa den ene, og Britannien paa den anden Side, til Orknøerne; beholdende disſe til venſtre, Norge til højre, ſtyrede de lige til Island, og videre mod Nord, fik ſee alle de før omtalte Øer, men kom endelig „i hiint ſtivnede Iishavs Mørke, lurer den forfærdelige Havhvirvel ſlugte nogle af deres Skibe“; enkelte undkom dog og landede ved en Klippeø; hvor de fandt Folk, der om Middagen ſkjulte ſig i underjordiſke Huler, foran hvis Indgang der laa en Mængde Kar af Guld og andre koſtbare Metaller. De toge af dem faa mange de i Haſt formaaede, og ſkyndte ſig tilbage til Skibene, men ſaa ſig pludſelig forfulgte af kæmpeſtore Mænd, ledſagede af ligeſaa uforholdsmesſigt ſtore Hunde; disſe grebe en af Følget og ſønderreve ham ſtrax, men de øvrige undkom til Skibene, idet Riſerne forfulgte dem ud i Vandet med høje Raab. Her er det tydeligt nok, at en ſandfærdig Beretning om et Tog til Bjarmeland er blevet forvanſket og udſpekket med Fabler om Jøtner og Trolde af ſamme Slags ſom dem, Saxo fortæller om Thorkell Adelfar, og ſom ligeledes danne Hovedindholdet i flere af vore ÆEventyrſagaer.

Mag. Adam ſlutter ſin Beſkrivelſe over Norden med følgende Ord[28]: „Men ſe, hiint førhen ſaa vilde Danernes, Nordmændenes eller Sviarnes Folk, hvilket, ſom St. Gregorius ſiger, ikke forſtod andet end at give vilde barbariſke Lyd fra ſig, har nu forlængſt lært at iſtemme Halleluja til Herrens Priis. Se, hiint Vikingefolk, der, ſom vi læſe, herjede Frankriges og Tydſklands Kyſter, er nu tilfreds med ſine Grændſer, ſigende med Apoſtelen; „vi have her ingen blivende Stad, men ſøge efter den tilkommende“[29]; og „vi tro at ſee Herrens Gode i de Levendes Land“[30]. Se, hiint forfærdelige Land, altid utilgængeligt formedelſt Afgudsdyrkelſe „og ikke blidere end den ſkythiſke Dianas Alter“[31], har nu aflagt ſit naturlige Raſeri, og modtager kappeviis overalt Sandhedens Forkyndere. Djævlenes Altere ere omſtyrtede, Kirker oprejſes alleſteds, og Chriſti Navn ophøjes af alle i fælles Berømmelſe. I Sandhed, denne Forandring „ſtaar i den Højeſtes højre Haand“[32]; og ſaa haſtigt løber den almægtige Guds Ord, at fra Solens Opgang til dens Nedgang, fra Norden og Syden priſes Herrens Navn, og alle Tunger bekjende, at vor Herre Jeſus Chriſtus er i Gud Faders Ære, levende og regjerende med Faderen og den Helligaand fra Evighed til Evighed“.

  1. Staphorſt, S. 437, hvor dog Brevet urigtigt er henført til 1068, ſe ovenfor S. 414.
  2. Om Mag. Adam og hans Verk, ſe Fortalen til Lappenbergs Udgave.
  3. F. Ex. hvor der handles om Svens Forhold til Magnus den gode og Harald Haardraade.
  4. Altſaa ſeer man, at Navnet „Nordmannaland“, i det mindſte udenfor Norge, endnu paa Adams Tid ej har været ganſke aflagt; hvis for øvrigt ikke —hvad der her nok er muligt —— Navnet „Nortmannia“ ſkriver ſig fra den ſamme Kilde, hvorfra den ſtrax efter følgende Skildring af Vikingevæſenet er hentet, og ſom øjenſynlig tilhører det 9de eller 10de Aarhundrede. Her har Scholie 139 ellers dette merkelige Tillæg: „Fra hine Nordmænd, der bo hiinſides Danmark, kom hine Nordmanner, der bebo Frankrige, og fra dem igjen har Apulien nu nylig faaet „det tredie Sort Nordmanner“.
  5. Nemlig ovenfor i Cap. 21, hvor det heder: „For dem der have tilbagelagt Danernes Øer, aabenbarer ſig en anden Verden i Sverige eller Norge, der ere de to videſte Riger i Norden og næſten ubekjendte for vor Kreds. Herom har den ſaa indſigtsfulde Danekonge fortalt mig, at Norge neppe kan gjennemrejſes i een Maaned, og Sverige neppe endog i to. Dette, ſagde han, prøvede jeg ſelv, da jeg nylig under Kong Jakob var paa Krigstog i hine Egne, hvilke begge indſluttes af de højeſte Fjelde, dog iſær Norge, der med ſine Alper omgiver Sverige“.
  6. Fretum Balticum. Ved fretum mener Adam dog her nok mere „Sø“ eller „mindre Hav“, modſat Oceanet; og han regner, ſom flere ældre Forfattere, Kattegattet med til Belte-Havet. Saaledes og Ottar, hvor han lader den ſtore Bugt (Øſterſøen) aabne ſig ſøndenfor Skiringsſal.
  7. Dette Navn har Adam hentet fra de ældre romerſke Forfattere, ſom han har benyttet, og oftere nævner.
  8. Her ſigtes aabenbart til de ſtore Græsgange paa Højfjeldene, ſom Hardangervidden o. a. l.
  9. Alt dette, om Norges Mangel, Nordmændenes Haardførhed, Fejder med Danerne og Vikingetog er aabenbart hentet fra Beretninger, afgivne af de ældſte Misſionærer paa Ansgars og hans nærmeſte Efterfølgeres Tid. Om man ej kunde ſee det af andet, viſer det ſig deraf at han ſelv ſtrax efter vidtløftigt melder, hvorledes alt er blevet anderledes efter Chriſtendommens Indførelſe.
  10. Hvad der her ſiges om Preſternes Vindeſyge, grunder ſig enten paa Mag. Adams Animoſitet mod Norges paa hans Tid vel endnu tildeels engelſke eller engelſkſindede Preſter; eller paa en fejlagtig Opfatning af de gamle Kirkelovsbeſtemmelſer om Preſternes Indtægter, eller maaſkee ogſaa paa begge Dele i Forening.
  11. Her ſigtes, ſom man tydeligt ſeer, til Finnerne, der ogſaa nedenfor udtrykkeligt nævnes.
  12. Maaſkee en fejlagtig Opfatning af en Beretning om Kvænerne, hvis Land Mag. Adam ovenfor i Cap. 14, 17, 19, kalder „Kvindernes“ eller „“Amazonernes“ Land.
  13. Her ſigtes til Skierne.
  14. D. e. Uroxer, af hvis Horn Drikkehornene (Dyrshorn, Urarhorn) gjordes; imidlertid ſeer man af den Maade hvorpaa Mag. Adam ſtrax nedenfor omtaler Urerne, at han fejlagtigt antager dem for Sødyr. Sagen er den, at han nok har taget alle disſe Dyrsnavn fra Solinus, (Cap. 20), ſom han oftere citerer.
  15. Dette Sted er merkeligt, da det ſynes at viſe, at Mag. Adam udtrykkeligt har faaet Underretning om at Iisbjørne have været forefundne i det nordlige Norge. Thi Iisbjørne fra Grønland og Iisland havde man paa hans Tid allerede ſeet i Tydſkland; navnlig medbragte Isleif en ſaadan, ſe ovenfor S. 214.
  16. Her tilføjes en mærkelig Scholie, maaſkee fra Mag. Adams egen Haand: „Paulus Diaconus paaſtaar i ſin langobardiſke Hiſtorie (I. 4), at der i de yderſte Egne af Norden blandt Skridfinnerne ligge ſyv Mænd ligeſom ſovende i en Hule ved Oceanet, om hvilke Mænd der herſker forſkjellige Meninger og den Tro at de ville prædike for Folkene paa Verdens ſidſte Tider. Andre ſige, at nogle af de 11000 Jomfruer ere komne did, og at deres Forſamlinger og Skibe ere blevne bedækkede af et Bjerg, ſamt at der ſkeer Mirakler paa dette Sted, hvor ogſaa Olaf opførte en Kirke. Denne Olaf var en ſaare retfærdig Konge, og drog Nordmændene aller førſt til Chriſtendommen. Magnus, hans Søn, undertvang Danerne. Harald, Olafs meget ſlemme Broder, lagde Orknøerne til ſit Rige og udvidede dette lige til de riphæiſke Bjerge og Island“. Her ſigtes, ſom man ſeer, tydeligt nok til Helgenerne paa Kinn og Sellø, eller St. Sunniva med Følge, hvilke Mag. Adam eller hans Kilde har forvexlet med St. Urſula og de 11000 Jomfruer, og hvis Hiſtorie ogſaa er disſes overmaade liig. Olaf Trygvesſøn har han ligeledes forvexlet med Olaf den hellige, hvis man ellers ikke kan antage, at denne ogſaa har bygget en Kirke paa Sellø, hvad der ſlet ikke er uſandſynligt.
  17. Her anføres nogle Notitſer fra Martianus og Solinus.
  18. Man ſeer, at Mag. Adam ej har været paa det rene med Orknøernes Beliggenhed, og at han har ſlaaet ſaavel Færøerne ſom Hjaltland ſammen med dem.
  19. Det er næſten Ord til andet Oroſius’s Ord, I. 2.
  20. Her anføres atter noget deels efter Beda, ſom udtrykkeligt nævnes, deels efter Solinus.
  21. Sandſynligviis en urigtig Foreſtilling om de ſaakaldte Bruunkul eller Surtarbrandr.
  22. Her følger det ovenfor S. 221 nederſt og 222 anførte. Beſkrivelſen over Islændingernes Boliger er, ſom man ſeer, overdreven, og kan i alle Fald kun ſigte til de aller fattigſte Folks Jordhytter.
  23. Se ovenfor S. 230.
  24. Det ſees her, at Mag. Adam ikke har haft fjerneſte Foreſtilling om Haalogalands rette Beliggenhed, men at han har antaget dette ſtore Landſkab for en fjern Ø, hverken landfaſt med det egentlige Norge eller med Finmarken. Aarſagen til Feiltagelſen er viſtnok den, at man ſtedſe rejſte tilſøs for at komme til Haalogaland. I en tilføjet Scholie er Fejlen imidlertid nogenledes rettet. Der Haar: „andre ſige derimod at Haalogaland er den yderſte Deel af Norge, at den ligger i Nærheden af Skridfinnerne, og at den er utilgængelig formedelſt ſine barſke Fjelde og Kulde“.
  25. Se ovenfor I. 2. S. 462.
  26. Om Haralds Opdagelſesrejſe ſe ovenfor S. 270.
  27. Mag. Adam, IV. 39, 40.
  28. Mag. Adam, IV. 42.
  29. Brev til Hebr. XIII. 14.
  30. Pſalme XXVII. No. 13.
  31. Lucani Pharsalia I. v. 446.
  32. Pſalme LXXVII. 11.