Det norske Folks Historie/3/39
Førend vi gaa over fra Olaf Kyrres Regjeringstid til hans urolige Efterfølgers, er det af megen Interesse, i sin Heelhed at betragte den Skildring, som den samtidige Forfatter Mag. Adam af Bremen, med hvem vi her maa tage Afsked, giver af Forholdene i Norge paa sin Tid. Adam, der, som man formoder, havde hjemme i den sydligste Deel af Saxland, kom i Aaret 1068, til Bremen, hvor han blev modtagen i Kannikernes eller Chorbrødrenes Tal; i et Brev, udstedt af Erkebiskop Adalbert den 11te Juni 1069, nævnes han blandt Vidnerne som Magister Scholæ[1]. Kort efter besøgte han, som vi allerede tidligere have nævnt, den danske Konge Sven Ulfssøn, der modtog ham paa det venligste, og gav ham en Mængde Oplysninger om de historiske og geographiske Forhold i Norden. Disse Oplysninger, saa vel som andre, han andensteds fra samlede, og hvoraf han i Bremen selv havde Adgang til at erhverve de fleste fra første Haand, benyttede han til sit Verk „de Hamburgske Erkebiskoppers Bedrifter“, hvilket, skjønt egentlig bestemt til at være Personalhistorie, dog kan ansees som en fuldstændig Kirkehistorie for Norden lige fra Ansgar indtil Adalberts Død, og som derved nødvendigviis ogsaa kommer til at indeholde en Mængde verdslige Begivenheder. Man erfarer af Verket selv, at han sluttede det omkring 1075; det er dediceret til Adalberts Eftermand Liemar[2]. Det er inddeelt i fire Bøger, af hvilke de tre første indeholder den egentlige Historie; den fjerde derimod er en Beskrivelse over Norden (eller som det i Overskriften heder „Nordens Øer“), hvorfor den ogsaa stundom ansees som et eget Skrift for sig. Mag. Adams Verk indeholder en Mængde Oplysninger, som ikke andensteds findes; men de maa benyttes med den yderste Varsomhed. Thi deels er det let at skjønne, at han, som ikke kom til Bremen førend i 1068, og derfor neppe for den Tid har kjendt synderligt til de nordiske Forhold, umuligt kan have sat sig saaledes ind i dem, at han, da han faa Aar efter skrev sit Verk, var i Stand til al opfatte dem rigtigt, forudsat endog at alle de Meddelelser, han benyttede, vare paalidelige. Deels seer man tydeligt, at i det mindste saare meget af det, Kong Sven meddeelte ham, ikke var overeensstemmende med Sandheden, hvad enten nu at Sven selv ikke vidste ret Besked, eller at han fremstillede Begivenhederne paa en eensidig og partisk Maade[3]; muligt er det ogsaa, at Mag. Adam ikke altid har forstaaet ham rigtigt. Hertil kommer endelig at Mag. Adam selv betragter Forholdene fra et eensidigt Standpunkt, nemlig i den bremiske Kirkes Interesse. Alt dette maa man have for Øje ved Benyttelsen af hans Verk. Enkelte Rettelser synes allerede han selv eller en med ham samtidig Mand senere at have foretaget; det er de saakaldte Scholier, der findes tilføjede i flere Haandskrifter af Verket.
Hvad nu nærmest hans Skildring af de norske Forhold angaar, da er det klart at den, nedskreven sør 1075, og maaskee nærmest efter Indtryk, modtagne ved Kong Svens Meddelelser, mere fremstiller Tilstanden under Harald Haardraade, end paa Kong Olafs Tid. Men enkelte af hans Ytringer vedkomme aabenbart en endnu fjernere Tidsalder, omtrent saaledes som naar vi endnu i et eller andet udenlandskt geographisk Verk finde „Malstrømmen“ og andre lignende Natur-Merkværdigheder i Norge, der spillede en vigtig Rolle for flere Aarhundreder siden, omtalte som om de endnu havde noget at betyde. Men Skildringen selv, den første nogenledes omstændelige, der findes af Norge og dets Folk næst Ottars, er dog ligefuldt af overordentlig Interesse. Med de ovenfor udhævede Omstændigheder for Øje vil man uden synderlig Vanskelighed kunne udsondre hvad der ej vedkommer Forfatterens egen Tidsalder, saa vel som skjønne, hvor han overdriver, tager Fejl, eller ikke ret har opfattet Forholdene.
Efter at have forudskikket dette, meddele vi her Beskrivelsen:
„Ligesom Nortmannia er det yderste Land i Verden, saaledes behandle vi det ogsaa passeligt aller sidst i vort Verk. De nyere kalde det „Norge“ (Norguegia)[4]. Om dets Beliggenhed og Størrelse har jeg allerede nævnt noget hvor jeg behandlede Sverige[5]; nu tilføjer jeg særskilt, at det i sin Længde strækker sig mod det yderste Norden, hvoraf det og har sit Navn. Det begynder ved de fremragende Skjær i det Sund, der kaldes Beltes-Sundet[6]; derpaa bøjer det sin Rygning mod Norden, og efter at have strakt sig i en Bue langs det brusende Ocean, begrændses det af de riphæiske Bjerge[7], hvor den trætte Verden ophører. Nordmannia er formedelst sine barske Fjelde eller sin alt for sterke Kulde det ufrugtbareste af alle Lande, og alene skikket til Fædrift. Kvæghjordene plejer man derfor herpaa Arabernes Viis længe at gjæte i Ørkenerne[8]. Kvæget giver saaledes alle Livsfornødenheder, idet Melken tjener til Føde, Ulden til Klæder. Men derfor opfostres her ogsaa de tapreste Krigere, der, ikke blødgjorte ved den større Luxus, Kornavlen medfører, oftere paaføre andre Krig, end de selv forulempes af andre. Uden Misundelse bo de sammen med deres Naboer Sviarne; men derimod angribes de stundom, dog ej ustraffet, af de lige saa fattige Daner. Og paa denne Maade tvungne af Mangel paa Livets Nødvendigheder, gjennemstrejfe de hele Verden paa Vikingetog, og hjembringe det rigeste Bytte, hvorved de opholde Livet trods deres eget Lands Mangel[9]. Men efter at de have antaget Christendommen og ere gjennemtrængte.af bedre Lærdomme, have de nu lært at elske Freden og Sandheden, at nøjes med sin Fattigdom, ja snarere at adsprede det samlede, end som forat samle det adspredte. Og skjemt de alle fra først af dyrkede Troldmændenes skjendige Kunster, bekjende de nu i Eenfoldighed med Apostelen den korsfæstede Christus. De ere ogsaa de nøjsomste af alle Mennesker, og lægge saavel i Spise som i Sæder særdeles meget an paa Sparsomhed og Maadehold. Derhos have de en saadan Ærbødighed for Prester og Kirker, at de neppe betragte nogen som sand Christen, der ikke daglig skjenker Gaver til Messen, som han hører. Men Daaben og Konfirmationen, Altrenes Indvielse og Ordinationen til de hellige Grader betales hos dem og hos Danerne alt sammen dyrt; som jeg antager, formedelst Presternes Vindesyge, fordi Barbarerne endnu ikke enten kjende til Tiende-Ydelsen eller ville yde Tiende, og derfor nødes til at betale saa meget mere for hvad der skulde bydes dem gratis. Thi alt koster der Penge, endog Sygebesøg og de Dødes Begravelse. Og den ellers saa ypperlige Folkecharakteer skjemmes saaledes, efter hvad jeg har hørt, kun ud ved Presternes Vindesyge[10]. I mange Egne af Norge eller Sverige ere Kvæghyrderne endog Folk af den højeste Byrd, der leve paa Patriarchernes Viis, og af deres Hænders Arbejde. Men alle Norges Indbyggere ere de ivrigste Christne undtagen de som bo længst mod Nord ved Oceanet. Om dem siges der at de endnu formaa saa meget ved magiske Kunster og Galdre, at de paastaa at vide Besked om, hvad hvilket som helst Menneske i hele Verden foretager sig. Stundom drage de ogsaa Havets store Hvaler op paa Land alene ved deres mægtige fremmumlede Ord; og mangt og meget andet saadant, som der i Skriften staar at læse om Troldmænd, er ved Øvelse blevet dem let at udføre[11]. Paa de høje Fjeldstrækninger, som der findes, har jeg hørt der skal være Kvinder med Skjeg[12], og Skovmænd, der sjelden lade sig see. Disse bruge Dyrehuder til Klæder, og naar de tale med hinanden skal det mere ligne en uartikuleret Lyd, end virkelige Ord, saa at de neppe kunne forstaaes af de nærmest boende Folk. Disse Bjerge kalde de romerske Forfattere „de riphæiske Højder“. Skridfinnerne kunne ikke leve uden Sneens Kulde. Deres Løb paa den dybe Sne overgaar endog de vilde Dyrs i Hurtighed[13]. I denne samme Bjergegn er der en saa stor Mængde af bilde Dyr, at den største Deel af Egnens Indbyggere kun leve af Jagtens Bytte. Der fanges Urer[14], Bøfler og Elger, ligesom i Sverige; for øvrigt fanges Visunder (bisontes) i Vendland og Rusland; kun Norge har sorte Ræve og Harer, hvide Maarer, og Bjørne af samme Farve[15], hvilke bo under Vandet ligesom Urer[16]. Men da saa meget der til Lands maa forekomme vore Landsmænd underligt og usædvanligt, overlader jeg Landets egne Indbyggere at fortælle nærmere saavel herom som om andet. Hovedstaden (metropolis civitas) i Norge er Throndhjem, som nu, prydet med Kirker, besøges af talrige Folkeskarer. Der ligger den salige Konge og Martyr St. Olafs Lig, ved hvis Grav lige til den Dag i Dag Herren udfører underbare Helbredelser“ … her følger det tidligere (S. 371) anførte Sted; og derefter en kort Opregnelse af de første Biskopper m. m., hvilket ligeledes ovenfor er anført. „Efter Norge“, heder det dernæst, „hvilket er det yderste Land mod Norden, finder man ingen menneskelig Bolig, kun det forfærdelige og store Verdenshav. Men dette har lige overfor Norge mange ikke umerkelige Øer, som nu næsten alle ere Nordmændenes Herredømme underkastede, og derfor ej her bor forbigaaes, saa meget mere som ogsaa de ligge under Hamburgs Erkestol. De første ere Orknøerne …[17] der ligge mellem Norge, Britanien og Irland, og spotte det brusende Havs Trusler. Til dem skal man fra den norske Stad Throndhjem kunne sejle paa een Dag. Fra Orknøerne skal der, som man siger, være lige saa lang Sejlads enten til England eller Skotland[18] … Øen Thyle, der, uendeligt langt afsondret fra de øvrige, ligger midt i Oceanet, skal neppe være bekjendt[19]. Dog fortælles der om den, saavel af de romerske Forfattere som af Barbarerne, meget, der er værd at melde[20] … Dette Thule kaldes nu Island, efter den Iis, der binder Oceanet. Om denne Ø fortælles det merkelige, at hiin Iis formedelst dens Ælde er saa sort og tør, at den brænder naar man antænder den[21]. Øen er meget stor, saa at den kan rumme mange Mennesker, der alene leve af at opføde Kvæg, og klæde sig med dets Uld; der voxer intet Korn og findes saare lidet Træ, derfor bo de i underjordiske Huler, benyttende fælles Huusly og Leje med deres Kvæg[22] … Der ere ogsaa flere andre Øer i Oceanet, af hvilke Grønland ej er den mindste, beliggende dybere inde i Oceanet, lige imod Sveriges Bjerge eller de riphæiske Højder“[23] … „Den tredie Ø er Haalogaland. Den ligger Norge nærmere, og staar ikke tilbage for de øvrige i Størrelse[24]. Denne seer man om Sommeren ved Solhvervstid Solen i 14 Dage uafladeligt over Horizonten, men savner den ogsaa i lige saamange Dage om Vintren: en forbausende og uforklarlig Sag for Barbarerne, der ikke vide at Dagenes ulige Længde bestemmes ved Solens Nærmelse og Tilbagegang. (Her følger nu Forklaringen over dette Forhold). Hedningerne, der ej vide dette, kalde hiint Land „det hellige og lykkelige“ siden det fremviser et faa underbart Fænomen. Dette, forsikrede Danekongen og mange andre, fandt virkelig Sted der, ligesom i Sverige og Norge og de øvrige Øer paa den Kant. Derforuden sagde han at der af flere var opdaget en Ø i det samme Hav, ved Navn Viinland[25] … . Og efter denne Ø findes ikke længer, sagde bart, noget beboeligt Land i hiint Ocean, men alt hiinsides er opfyldt med utaalelig Kulde og uhyre Mørke; hvilket Martian omtaler saaledes: hiinsides Emne er der en Dags Sejlads til det sammenløbne Hav[26]. Dette erfarede nylig Nordmændenes højst erfarne Konge Harald, der, efter at han paa et Søtog havde gjennemforsket det nordlige Oceans Vidde, endelig paa de mørke Yderkanter foran Verdens Ende nær var med fine Skibe kommen ud i Afgrundens frygtelige Svælg, og med Nød og neppe kom uskadt tilbage“. Herefter[27] anføres ogsaa et Uddrag af en Beretning, Erkebiskop Adalbert havde meddeelt Mag. Adam om en Opdagelsesrejse, som nogle fornemme Friser i hans Formands (Bescelins) Tid havde foretaget til de fjernere Egne af Nordiishavet. De sejlede mellem Danmark paa den ene, og Britannien paa den anden Side, til Orknøerne; beholdende disse til venstre, Norge til højre, styrede de lige til Island, og videre mod Nord, fik see alle de før omtalte Øer, men kom endelig „i hiint stivnede Iishavs Mørke, lurer den forfærdelige Havhvirvel slugte nogle af deres Skibe“; enkelte undkom dog og landede ved en Klippeø; hvor de fandt Folk, der om Middagen skjulte sig i underjordiske Huler, foran hvis Indgang der laa en Mængde Kar af Guld og andre kostbare Metaller. De toge af dem faa mange de i Hast formaaede, og skyndte sig tilbage til Skibene, men saa sig pludselig forfulgte af kæmpestore Mænd, ledsagede af ligesaa uforholdsmessigt store Hunde; disse grebe en af Følget og sønderreve ham strax, men de øvrige undkom til Skibene, idet Riserne forfulgte dem ud i Vandet med høje Raab. Her er det tydeligt nok, at en sandfærdig Beretning om et Tog til Bjarmeland er blevet forvansket og udspekket med Fabler om Jøtner og Trolde af samme Slags som dem, Saxo fortæller om Thorkell Adelfar, og som ligeledes danne Hovedindholdet i flere af vore ÆEventyrsagaer.
Mag. Adam slutter sin Beskrivelse over Norden med følgende Ord[28]: „Men se, hiint førhen saa vilde Danernes, Nordmændenes eller Sviarnes Folk, hvilket, som St. Gregorius siger, ikke forstod andet end at give vilde barbariske Lyd fra sig, har nu forlængst lært at istemme Halleluja til Herrens Priis. Se, hiint Vikingefolk, der, som vi læse, herjede Frankriges og Tydsklands Kyster, er nu tilfreds med sine Grændser, sigende med Apostelen; „vi have her ingen blivende Stad, men søge efter den tilkommende“[29]; og „vi tro at see Herrens Gode i de Levendes Land“[30]. Se, hiint forfærdelige Land, altid utilgængeligt formedelst Afgudsdyrkelse „og ikke blidere end den skythiske Dianas Alter“[31], har nu aflagt sit naturlige Raseri, og modtager kappeviis overalt Sandhedens Forkyndere. Djævlenes Altere ere omstyrtede, Kirker oprejses allesteds, og Christi Navn ophøjes af alle i fælles Berømmelse. I Sandhed, denne Forandring „staar i den Højestes højre Haand“[32]; og saa hastigt løber den almægtige Guds Ord, at fra Solens Opgang til dens Nedgang, fra Norden og Syden prises Herrens Navn, og alle Tunger bekjende, at vor Herre Jesus Christus er i Gud Faders Ære, levende og regjerende med Faderen og den Helligaand fra Evighed til Evighed“.
- ↑ Staphorst, S. 437, hvor dog Brevet urigtigt er henført til 1068, se ovenfor S. 414.
- ↑ Om Mag. Adam og hans Verk, se Fortalen til Lappenbergs Udgave.
- ↑ F. Ex. hvor der handles om Svens Forhold til Magnus den gode og Harald Haardraade.
- ↑ Altsaa seer man, at Navnet „Nordmannaland“, i det mindste udenfor Norge, endnu paa Adams Tid ej har været ganske aflagt; hvis for øvrigt ikke —hvad der her nok er muligt —— Navnet „Nortmannia“ skriver sig fra den samme Kilde, hvorfra den strax efter følgende Skildring af Vikingevæsenet er hentet, og som øjensynlig tilhører det 9de eller 10de Aarhundrede. Her har Scholie 139 ellers dette merkelige Tillæg: „Fra hine Nordmænd, der bo hiinsides Danmark, kom hine Nordmanner, der bebo Frankrige, og fra dem igjen har Apulien nu nylig faaet „det tredie Sort Nordmanner“.
- ↑ Nemlig ovenfor i Cap. 21, hvor det heder: „For dem der have tilbagelagt Danernes Øer, aabenbarer sig en anden Verden i Sverige eller Norge, der ere de to videste Riger i Norden og næsten ubekjendte for vor Kreds. Herom har den saa indsigtsfulde Danekonge fortalt mig, at Norge neppe kan gjennemrejses i een Maaned, og Sverige neppe endog i to. Dette, sagde han, prøvede jeg selv, da jeg nylig under Kong Jakob var paa Krigstog i hine Egne, hvilke begge indsluttes af de højeste Fjelde, dog især Norge, der med sine Alper omgiver Sverige“.
- ↑ Fretum Balticum. Ved fretum mener Adam dog her nok mere „Sø“ eller „mindre Hav“, modsat Oceanet; og han regner, som flere ældre Forfattere, Kattegattet med til Belte-Havet. Saaledes og Ottar, hvor han lader den store Bugt (Østersøen) aabne sig søndenfor Skiringssal.
- ↑ Dette Navn har Adam hentet fra de ældre romerske Forfattere, som han har benyttet, og oftere nævner.
- ↑ Her sigtes aabenbart til de store Græsgange paa Højfjeldene, som Hardangervidden o. a. l.
- ↑ Alt dette, om Norges Mangel, Nordmændenes Haardførhed, Fejder med Danerne og Vikingetog er aabenbart hentet fra Beretninger, afgivne af de ældste Missionærer paa Ansgars og hans nærmeste Efterfølgeres Tid. Om man ej kunde see det af andet, viser det sig deraf at han selv strax efter vidtløftigt melder, hvorledes alt er blevet anderledes efter Christendommens Indførelse.
- ↑ Hvad der her siges om Presternes Vindesyge, grunder sig enten paa Mag. Adams Animositet mod Norges paa hans Tid vel endnu tildeels engelske eller engelsksindede Prester; eller paa en fejlagtig Opfatning af de gamle Kirkelovsbestemmelser om Presternes Indtægter, eller maaskee ogsaa paa begge Dele i Forening.
- ↑ Her sigtes, som man tydeligt seer, til Finnerne, der ogsaa nedenfor udtrykkeligt nævnes.
- ↑ Maaskee en fejlagtig Opfatning af en Beretning om Kvænerne, hvis Land Mag. Adam ovenfor i Cap. 14, 17, 19, kalder „Kvindernes“ eller „“Amazonernes“ Land.
- ↑ Her sigtes til Skierne.
- ↑ D. e. Uroxer, af hvis Horn Drikkehornene (Dyrshorn, Urarhorn) gjordes; imidlertid seer man af den Maade hvorpaa Mag. Adam strax nedenfor omtaler Urerne, at han fejlagtigt antager dem for Sødyr. Sagen er den, at han nok har taget alle disse Dyrsnavn fra Solinus, (Cap. 20), som han oftere citerer.
- ↑ Dette Sted er merkeligt, da det synes at vise, at Mag. Adam udtrykkeligt har faaet Underretning om at Iisbjørne have været forefundne i det nordlige Norge. Thi Iisbjørne fra Grønland og Iisland havde man paa hans Tid allerede seet i Tydskland; navnlig medbragte Isleif en saadan, se ovenfor S. 214.
- ↑ Her tilføjes en mærkelig Scholie, maaskee fra Mag. Adams egen Haand: „Paulus Diaconus paastaar i sin langobardiske Historie (I. 4), at der i de yderste Egne af Norden blandt Skridfinnerne ligge syv Mænd ligesom sovende i en Hule ved Oceanet, om hvilke Mænd der hersker forskjellige Meninger og den Tro at de ville prædike for Folkene paa Verdens sidste Tider. Andre sige, at nogle af de 11000 Jomfruer ere komne did, og at deres Forsamlinger og Skibe ere blevne bedækkede af et Bjerg, samt at der skeer Mirakler paa dette Sted, hvor ogsaa Olaf opførte en Kirke. Denne Olaf var en saare retfærdig Konge, og drog Nordmændene aller først til Christendommen. Magnus, hans Søn, undertvang Danerne. Harald, Olafs meget slemme Broder, lagde Orknøerne til sit Rige og udvidede dette lige til de riphæiske Bjerge og Island“. Her sigtes, som man seer, tydeligt nok til Helgenerne paa Kinn og Sellø, eller St. Sunniva med Følge, hvilke Mag. Adam eller hans Kilde har forvexlet med St. Ursula og de 11000 Jomfruer, og hvis Historie ogsaa er disses overmaade liig. Olaf Trygvessøn har han ligeledes forvexlet med Olaf den hellige, hvis man ellers ikke kan antage, at denne ogsaa har bygget en Kirke paa Sellø, hvad der slet ikke er usandsynligt.
- ↑ Her anføres nogle Notitser fra Martianus og Solinus.
- ↑ Man seer, at Mag. Adam ej har været paa det rene med Orknøernes Beliggenhed, og at han har slaaet saavel Færøerne som Hjaltland sammen med dem.
- ↑ Det er næsten Ord til andet Orosius’s Ord, I. 2.
- ↑ Her anføres atter noget deels efter Beda, som udtrykkeligt nævnes, deels efter Solinus.
- ↑ Sandsynligviis en urigtig Forestilling om de saakaldte Bruunkul eller Surtarbrandr.
- ↑ Her følger det ovenfor S. 221 nederst og 222 anførte. Beskrivelsen over Islændingernes Boliger er, som man seer, overdreven, og kan i alle Fald kun sigte til de aller fattigste Folks Jordhytter.
- ↑ Se ovenfor S. 230.
- ↑ Det sees her, at Mag. Adam ikke har haft fjerneste Forestilling om Haalogalands rette Beliggenhed, men at han har antaget dette store Landskab for en fjern Ø, hverken landfast med det egentlige Norge eller med Finmarken. Aarsagen til Feiltagelsen er vistnok den, at man stedse rejste tilsøs for at komme til Haalogaland. I en tilføjet Scholie er Fejlen imidlertid nogenledes rettet. Der Haar: „andre sige derimod at Haalogaland er den yderste Deel af Norge, at den ligger i Nærheden af Skridfinnerne, og at den er utilgængelig formedelst sine barske Fjelde og Kulde“.
- ↑ Se ovenfor I. 2. S. 462.
- ↑ Om Haralds Opdagelsesrejse se ovenfor S. 270.
- ↑ Mag. Adam, IV. 39, 40.
- ↑ Mag. Adam, IV. 42.
- ↑ Brev til Hebr. XIII. 14.
- ↑ Psalme XXVII. No. 13.
- ↑ Lucani Pharsalia I. v. 446.
- ↑ Psalme LXXVII. 11.