Det norske Folks Historie/3/38

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Uagtet Olaf, ſom vi have ſeet, plejede at tilbringe Julen i en eller anden Kjøbſtad, lader det dog til at Landet var hans kjæreſte Opholdsſted i de øvrige Tider af Aaret, efterſom Sagaerne udtrykkeligt fortælle, at han for det meſte holdt til paa de ſtore Kongsgaarde i Herederne[1]. Denne hans Forkjærlighed for Landet kan man vel ogſaa tilſkrive det Tilnavn „Bonde“, ſom man gav ham ved Siden af det mere almindelige „Kyrre“. Paa en af disſe Gaarde, Haukby[2] i Ranrike, blev han ſyg og døde den 22de September 1093, efter 26 Aars Regjering, naar man regner fra Sommeren 1067, da han førſt fik Kongenavn. Hans Liig blev bragt til Nidaros, og begravet i den af ham opførte Chriſtkirke. En ſaa ypperlig og venneſæl Konge ſom Olaf fortjente i Sandhed at begrædes af ſine Underſaatter, og hans Død beklagedes derfor visſelig af de fleſte, ſkjønt der nok ogſaa blandt de yngre Medlemmer af de fornemme Ætter fandtes mange, der længtes efter et mere bevæget Liv og Anledning til at udmerke ſig ved Krigsbedrifter. Disſe havde viſtnok ſine Øjne henvendte paa Olafs ſmukke, raſke og haabefulde Søn, Magnus, der ved Faderens Død netop var tyve Aar gammel[3], og var lige ſaa krigerſk, ſom Olaf var fredelig ſindet. Denne Søn havde Olaf ikke haft med ſin Dronning, Ingerid, men derimod med en Kvinde ved Navn Thora Arnesdatter[4], der ſiden med Brynjulf Ulvalde den yngre — om i eller udenfor Egteſkab, ſiges ikke — havde en Datter, Skjaldvar, hvilken ſaaledes var Magnus’s Syſter paa mødrene Side. Olaf beſkrives ſom en høj og velvoxen Mand, ſkjønt ej ſaa høj ſom ſin Fader Harald; alle vare enige om at de ikke havde ſeet nogen Mand af et ſmukkere eller mere majeſtætiſk Udvortes. Hans Haar var guult ſom Silke, og hang ſmukt i Lokker; hans Hudfarve var lys, Øjnene vakre, Lemmerne veldannede, han talte ikke gjerne offentligt til Thinge, derimod var han lyſtig ved Drikkebordet, og ſamtalede gjerne i fortroligt Vennelag[5]. Da han, ſom vi have ſeet, yndede Pragt, kunne vi allerede deraf ſlutte, om end Sagaerne ikke udtrykkeligt nævnte det, ak han fremfor andre Konger holdt ſin Hird med ypperlige Vaaben og Klæder: han ſparede ikke paa Guld, Sølv og koſtbare Klenodier, naar det var ham om at gjøre at udmerke en dygtig Mand eller binde ham til ſig. Kun paa Jordegods var han paaholdende, undtagen mod ſin Yndling Skule. Men Lendermænds-Ariſtokratiet var ogſaa allerede mægtigt nok, til at han ikke ſkulde ſvække Kronen end mere ved at bortgive flere af dens Ejendomme.

Sagaerne meddele kun et enkelt Træk af Olafs private Liv, men dette viſer os dog allerede nokſom, hvor venlig og ſpøgefuld han var. En Sommer, fortælles der, havde hans Mænd rejſt omkring for at opkræve Landſkyld. Kongen ſpurgte dem, hvor de havde fundet den bedſte Modtagelſe. De nævnte en Bonde i et Fylke[6]; „han er gammel Mand“, ſagde de, „ſom veed mange Ting forud; vi have ſpurgt ham om en heel Deel, ſom han har givet os fuldkommen Beſked paa, og tro vi derfor, at han ſkjønner Fuglenes Sprog“. „Hvor kunne I dog tro noget ſaadant“, ſagde Sønnen; „det er jo kun Narreſtreger“. Men en Sommer, da Kongen ſejlede langs Kyſten gjennem nogle Sund, ſpurgte han tilfældigviis ſine Mænd, hvad den Bygd hed, ſom man nu kom forbi. De ſvarede ham, at det netop var det Fylke, hvor de havde fundet den venlige Modtagelſe, og at den kloge Olding boede paa en Gaard ſom laa ganſke nær ved Sundet. Kongen, ſom ſaa en Heſt gaa og græsſe tæt ved Gaarden, befalede nu nogle af ſtue Mænd at ro i Land og dræbe den. De undſkyldte ſig, da de nødig vilde tilføje deres venlige Vert nogen Skade, men det hjalp ikke; paa Kongens Befaling maatte de hugge Hovedet af Heſten, dog ſaaledes at der ej kom Blod paa Jorden; Kroppen blev bragt ombord paa Skibet, og Hovedet gjemt under Tiljerne i Baaden. Derefter maatte de hente Bonden ſelv, men det blev dem ſtrengelig forbudt at give ham det mindſte Nys om hvad der var ſkeet. Da Bonden kom ombord paa Kongens Skib, ſpurgte denne ham, hvo der ejede den Gaard, han boede paa. „Det gjør I, Herre“, ſvarede Bonden; „jeg betaler eder Landſkyld.“ Du kan ſige os Leden her gjennem disſe Sund“, ſagde Kongen, „da du rimeligviis er kjendt i disſe Farvande“. Bonden gik da ned i Baaden til Kongens Mænd, og roede foran for Skibet. Kort efter kom en Krage flyvende frem over Skibet og ſkreg heftigt. Bonden betragtede den nøje. „Synes det dig værdt at lægge Merke til denne Krages Flugt“, ſpurgte Kongen. „Nej viſt ikke“, ſvarede Bonden; men i det ſamme kom en anden Krage flyvende med høje Skrig, og Bonden ſtirrede ſaaledes paa den at han reent glemte at ro og ſlap Aarerne. „Denne Krages Skrig lader til at gjøre et ſterkt Indtryk paa dig“, ſagde Kongen. Snit ikke ſaa meget“, ſvarede Bonden, „ſkjønt jeg nu rigtignok faar en Mistanke ved, hvad den ſiger“. Da kom en tredie Krage, den fløj ganſke nær ved Skibet, og ſkreg værſt af dem alle; da kaſtede Bonden Aarerne, og ſtod op. „Hvad ſiger Kragen, Bonde“, ſpurgte Kongen, „ſiden du ſynes at lægge ſaa megen Vegt derpaa?“ „Man kan dog ikke vænte at jeg ſkal vide det“, ſvarede Bonden. „Sig det kun“, ſagde Kongen. Da ſvarede Bonden:

Vintergammel ſiger,
hun veed det ikke:
Toaarsgammel taler,
jeg tror det ikke;
Treaarsgammel ſiger —

det tykkes ej rimeligt —
at her jeg ror
paa Heſtens Hoved,
og du, o Konge,
dens Krop har ſtjaalet.

„Hvad“, ſagde Kongen, „vil du kalde mig Kun? Da taler du i Sandhed ikke ſømmeligt til os“. „Nej viſtnok“, ſvarede Bonden, „men I har nok ſpillet mig et Puds“. „Du har Ret Bonde“, var Kongens Svar; „dette have vi gjort for Moro Skyld og for at ſætte dig paa Prøve om du virkelig er ſaa viis, ſom man har ſagt os. Din Heſt ſkal jeg erſtatte dig.“ Kongen gav ham nu ej alene gode Gaver, men fritog ham ogſaa fra at betale Landſkyld af den Gaard, paa hvilken han boede[7]. — Fortællingen er viſtnok temmelig gammel — det maa man i det mindſte ſlutte af Verſet — og indeholder, nærmere betragtet, intet urimeligt, thi Bonden kunde nok have faaet Nys om det Puds, Kongen havde ladet ham ſpille, om denne end troede at det var en Hemmelighed; det Hele kunde maaſkee endog være en forud mellem Bonden og Hirdmændene aftalt Spøg for at fornøje Kongen. Men dennes Godmodighed og Nedladenhed aabenbarer ſig dog ligefuldt. Vi beſtyrkes heraf ogſaa i det Indtryk, ſom man allerede ſtrax faar af den korte Skildring, Sagaerne for øvrigt give af Olafs Charakteer og Leveſkik, at hans Fromhed og Religiøſitet ikke ytrede ſig ved mørkt Bigotteri, der ej tillod Lyſtighed og Spøg, men derimod var af det egte Slags, der gjorde ham glad med de glade, og alene udbredte en ſtørre Elſkværdighed over hans Væſen og Omgangstone.

Uagtet Olafs Regjering var ſaa fredelig, og frembød ſaa lidet Stof, der egnede ſig til at beſynges af Skaldene, ere dog ogſaa hans Bedrifter forevigede af den oftere omtalte berømte islandſke Skald Svein Herdiſesſøn (Hallarſtein) i en egen Draapa, der var kunſtigt indrettet med Stev, og ſom i ſin Tid ſynes at have været meget beundret. Flere Vers af denne citeres i Sagaen; den begyndte, ſom man ſeer, allerede med Toget til England og Stanford-Slaget[8], handlede ſiden om den danſke Krig, og endelig om Olafs Gavmildhed, fredelige Regjering og prægtige Hofholdning. Stevet eller Omkvædet, der indflettes efter visſe Mellemrum, lyder ſaaledes: „den ſtorſindede Olaf veed at han er den aller bedſte Fyrſte, ſom nogenſinde er fød under Solen[9].“

  1. Olaf Kyrres Saga Cap. 8, Snorre Cap. 10.
  2. Dagen angives i det gamle Nekrologium hos Finn Jensſøn (Isl. Kirkehiſtorie, 1ſte Bind) og hos Langebek (II. S. 515) ſaavel ſom i et Par andre. Gaarden, paa hvilken han døde, kaldes Haukstaðir i Morkinſkinna ſaavel ſom Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke: hos Snorre kaldes den Haukabœr, i Ágrip Cap. 38 Haukbœr. Denne Form er viſtnok rigtigere end „Haukstaðir“ da en Gaard af dette Navn ej findes i Ranrike, derimod gjenkjendes Haukbø i det nuværende Haakeby, en ſtor Gaard i Tanum Sogn, ved Sæimsfjorden.
  3. Han var nemlig 30 Aar gammel da han faldt 1103, ſe hans Saga Cap. 38, Snorre Cap. 28.
  4. Saavel Morkinſkinna ſom Fagrſkinna kalde hende en Datter af Arne laage (om hvem for Reſten intet vides); i Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke, ſaavel ſom hos Snorre (Olaf Kyrres Saga Cap. 5) kaldes hun derimod Thora Jonsdatter. Om hendes Forhold til Brynjulf Ulvalde ytres kun i Forbigaaende, at Skjald var var Kong Magnus Barfods ſammødre Syſter (Sigurd Jorſalafares Saga Cap. 27) og at hun var en Syſter af Halldor Brynjulfsſøn (Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 29); da det her ogſaa udtrykkeligt tillægges, at hun var ſammødre Syſter med Magnus, medens Halldor aldrig kaldes Magnus-’s Broder, er det klart, at Halldor og Skjaldvar havde forſkjellige Mødre, ſaa at Orkneyinga Saga paa det ovenfor anførte Sted viſtnok har Ret (Navnforvexlingen fraregnet) naar den ſom Halldors Moder nævner Thora, Paal Jarls Datter. Brynjulfs Forbindelſe med Thora, Olafs Frille, maa have været langt tidligere end hans Giftermaal med Jarledatteren; ja den maa allerede have fundet Sted i Olafs Levetid, da Sigurd Ranesſøn, Skjaldvars Mand, udtrykkeligt ſiger at Magnus ſelv gav ham Skjaldvar til Egte ſtrax efter Krigen i Sverige, altſaa ved 1101 (Sigurd Jorſalafars Saga Cap. 29). Skjaldvar maa ſaaledes være fød i det ſeneſte ved 1087. Halldor, Brynjulfs Søn med Jarlens Datter, nævnes derimod ikke førend efter 1155, og blev dræbt 1160, neppe ſom en gammel Mand, hans Fødſel falder derfor viſt ikke før 1115.
  5. Olaf Kyrres Saga Cap. 2, Snorre Cap. 1.
  6. I Udgaven af Snorre ſtaar der: „et Fylke i Liſter Len“; at dette „i Liſter Len“ er ſenere tilføjet efter Peder Klausſøns Overſættelſe, ſkjønnes ſaavel deraf at „Liſter Len“ er en langt yngre Benævnelſe end fra Olafs Tider, ſom af den Urimelighed at ſætte „Liſter Len“ ſom ſtørre end et Fylke.
  7. Olaf Kyrres Saga Cap. 7, Snorre Cap. 7.
  8. Der citeres nemlig i Harald Haardraades Saga Cap. 15, Snorre 88, et Vers om Kampen med Morker, med en Deel af det til Olafsdraapen hørende Sted: „riklundaðr veit undir.“
  9. Nemlig „Ólafr borinn sólu — sik beztan gram miklu — ríklundaðr veit undir“. Se overhoved om Stein Scripta hist. Isl. III. S. 224 flgg., jvfr. ovenfor I. 2. S. 235. Ogſaa Stuf blinde ſynes at have beſunget Olaf; der citeres i det mindſte et Vers af ham, om hvorledes Olaf lod enhver drikke med hvem han vilde, Olaf Kyrres Saga Cap. 4, Snorre Cap. 3.