Det norske Folks Historie/3/38

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 457-461).

Uagtet Olaf, som vi have seet, plejede at tilbringe Julen i en eller anden Kjøbstad, lader det dog til at Landet var hans kjæreste Opholdssted i de øvrige Tider af Aaret, eftersom Sagaerne udtrykkeligt fortælle, at han for det meste holdt til paa de store Kongsgaarde i Herederne^[1]. Denne hans Forkjærlighed for Landet kan man vel ogsaa tilskrive det Tilnavn „Bonde“, som man gav ham ved Siden af det mere almindelige „Kyrre“. Paa en af disse Gaarde, Haukby^[2] i Ranrike, blev han syg og døde den 22de September 1093, efter 26 Aars Regjering, naar man regner fra Sommeren 1067, da han først fik Kongenavn. Hans Liig blev bragt til Nidaros, og begravet i den af ham opførte Christkirke. En saa ypperlig og vennesæl Konge som Olaf fortjente i Sandhed at begrædes af sine Undersaatter, og hans Død beklagedes derfor visselig af de fleste, skjønt der nok ogsaa blandt de yngre Medlemmer af de fornemme Ætter fandtes mange, der længtes efter et mere bevæget Liv og Anledning til at udmerke sig ved Krigsbedrifter. Disse havde vistnok sine Øjne henvendte paa Olafs smukke, raske og haabefulde Søn, Magnus, der ved Faderens Død netop var tyve Aar gammel^[3], og var lige saa krigersk, som Olaf var fredelig sindet. Denne Søn havde Olaf ikke haft med sin Dronning, Ingerid, men derimod med en Kvinde ved Navn Thora Arnesdatter^[4], der siden med Brynjulf Ulvalde den yngre — om i eller udenfor Egteskab, siges ikke — havde en Datter, Skjaldvar, hvilken saaledes var Magnus’s Syster paa mødrene Side. Olaf beskrives som en høj og velvoxen Mand, skjønt ej saa høj som sin Fader Harald; alle vare enige om at de ikke havde seet nogen Mand af et smukkere eller mere majestætisk Udvortes. Hans Haar var guult som Silke, og hang smukt i Lokker; hans Hudfarve var lys, Øjnene vakre, Lemmerne veldannede, han talte ikke gjerne offentligt til Thinge, derimod var han lystig ved Drikkebordet, og samtalede gjerne i fortroligt Vennelag^[5]. Da han, som vi have seet, yndede Pragt, kunne vi allerede deraf slutte, om end Sagaerne ikke udtrykkeligt nævnte det, ak han fremfor andre Konger holdt sin Hird med ypperlige Vaaben og Klæder: han sparede ikke paa Guld, Sølv og kostbare Klenodier, naar det var ham om at gjøre at udmerke en dygtig Mand eller binde ham til sig. Kun paa Jordegods var han paaholdende, undtagen mod sin Yndling Skule. Men Lendermænds-Aristokratiet var ogsaa allerede mægtigt nok, til at han ikke skulde svække Kronen end mere ved at bortgive flere af dens Ejendomme.

Sagaerne meddele kun et enkelt Træk af Olafs private Liv, men dette viser os dog allerede noksom, hvor venlig og spøgefuld han var. En Sommer, fortælles der, havde hans Mænd rejst omkring for at opkræve Landskyld. Kongen spurgte dem, hvor de havde fundet den bedste Modtagelse. De nævnte en Bonde i et Fylke^[6]; „han er gammel Mand“, sagde de, „som veed mange Ting forud; vi have spurgt ham om en heel Deel, som han har givet os fuldkommen Besked paa, og tro vi derfor, at han skjønner Fuglenes Sprog“. „Hvor kunne I dog tro noget saadant“, sagde Sønnen; „det er jo kun Narrestreger“. Men en Sommer, da Kongen sejlede langs Kysten gjennem nogle Sund, spurgte han tilfældigviis sine Mænd, hvad den Bygd hed, som man nu kom forbi. De svarede ham, at det netop var det Fylke, hvor de havde fundet den venlige Modtagelse, og at den kloge Olding boede paa en Gaard som laa ganske nær ved Sundet. Kongen, som saa en Hest gaa og græsse tæt ved Gaarden, befalede nu nogle af stue Mænd at ro i Land og dræbe den. De undskyldte sig, da de nødig vilde tilføje deres venlige Vert nogen Skade, men det hjalp ikke; paa Kongens Befaling maatte de hugge Hovedet af Hesten, dog saaledes at der ej kom Blod paa Jorden; Kroppen blev bragt ombord paa Skibet, og Hovedet gjemt under Tiljerne i Baaden. Derefter maatte de hente Bonden selv, men det blev dem strengelig forbudt at give ham det mindste Nys om hvad der var skeet. Da Bonden kom ombord paa Kongens Skib, spurgte denne ham, hvo der ejede den Gaard, han boede paa. „Det gjør I, Herre“, svarede Bonden; „jeg betaler eder Landskyld.“ Du kan sige os Leden her gjennem disse Sund“, sagde Kongen, „da du rimeligviis er kjendt i disse Farvande“. Bonden gik da ned i Baaden til Kongens Mænd, og roede foran for Skibet. Kort efter kom en Krage flyvende frem over Skibet og skreg heftigt. Bonden betragtede den nøje. „Synes det dig værdt at lægge Merke til denne Krages Flugt“, spurgte Kongen. „Nej vist ikke“, svarede Bonden; men i det samme kom en anden Krage flyvende med høje Skrig, og Bonden stirrede saaledes paa den at han reent glemte at ro og slap Aarerne. „Denne Krages Skrig lader til at gjøre et sterkt Indtryk paa dig“, sagde Kongen. Snit ikke saa meget“, svarede Bonden, „skjønt jeg nu rigtignok faar en Mistanke ved, hvad den siger“. Da kom en tredie Krage, den fløj ganske nær ved Skibet, og skreg værst af dem alle; da kastede Bonden Aarerne, og stod op. „Hvad siger Kragen, Bonde“, spurgte Kongen, „siden du synes at lægge saa megen Vegt derpaa?“ „Man kan dog ikke vænte at jeg skal vide det“, svarede Bonden. „Sig det kun“, sagde Kongen. Da svarede Bonden:

Vintergammel siger,
hun veed det ikke:
Toaarsgammel taler,
jeg tror det ikke;
Treaarsgammel siger —

det tykkes ej rimeligt —
at her jeg ror
paa Hestens Hoved,
og du, o Konge,
dens Krop har stjaalet.

„Hvad“, sagde Kongen, „vil du kalde mig Kun? Da taler du i Sandhed ikke sømmeligt til os“. „Nej vistnok“, svarede Bonden, „men I har nok spillet mig et Puds“. „Du har Ret Bonde“, var Kongens Svar; „dette have vi gjort for Moro Skyld og for at sætte dig paa Prøve om du virkelig er saa viis, som man har sagt os. Din Hest skal jeg erstatte dig.“ Kongen gav ham nu ej alene gode Gaver, men fritog ham ogsaa fra at betale Landskyld af den Gaard, paa hvilken han boede^[7]. — Fortællingen er vistnok temmelig gammel — det maa man i det mindste slutte af Verset — og indeholder, nærmere betragtet, intet urimeligt, thi Bonden kunde nok have faaet Nys om det Puds, Kongen havde ladet ham spille, om denne end troede at det var en Hemmelighed; det Hele kunde maaskee endog være en forud mellem Bonden og Hirdmændene aftalt Spøg for at fornøje Kongen. Men dennes Godmodighed og Nedladenhed aabenbarer sig dog ligefuldt. Vi bestyrkes heraf ogsaa i det Indtryk, som man allerede strax faar af den korte Skildring, Sagaerne for øvrigt give af Olafs Charakteer og Leveskik, at hans Fromhed og Religiøsitet ikke ytrede sig ved mørkt Bigotteri, der ej tillod Lystighed og Spøg, men derimod var af det egte Slags, der gjorde ham glad med de glade, og alene udbredte en større Elskværdighed over hans Væsen og Omgangstone.

Uagtet Olafs Regjering var saa fredelig, og frembød saa lidet Stof, der egnede sig til at besynges af Skaldene, ere dog ogsaa hans Bedrifter forevigede af den oftere omtalte berømte islandske Skald Svein Herdisessøn (Hallarstein) i en egen Draapa, der var kunstigt indrettet med Stev, og som i sin Tid synes at have været meget beundret. Flere Vers af denne citeres i Sagaen; den begyndte, som man seer, allerede med Toget til England og Stanford-Slaget^[8], handlede siden om den danske Krig, og endelig om Olafs Gavmildhed, fredelige Regjering og prægtige Hofholdning. Stevet eller Omkvædet, der indflettes efter visse Mellemrum, lyder saaledes: „den storsindede Olaf veed at han er den aller bedste Fyrste, som nogensinde er fød under Solen^[9].“

1. Olaf Kyrres Saga Cap. 8, Snorre Cap. 10.
2. Dagen angives i det gamle Nekrologium hos Finn Jenssøn (Isl. Kirkehistorie, 1ste Bind) og hos Langebek (II. S. 515) saavel som i et Par andre. Gaarden, paa hvilken han døde, kaldes Haukstaðir i Morkinskinna saavel som Hrokkinskinna og Hryggjarstykke: hos Snorre kaldes den Haukabœr, i Ágrip Cap. 38 Haukbœr. Denne Form er vistnok rigtigere end „Haukstaðir“ da en Gaard af dette Navn ej findes i Ranrike, derimod gjenkjendes Haukbø i det nuværende Haakeby, en stor Gaard i Tanum Sogn, ved Sæimsfjorden.
3. Han var nemlig 30 Aar gammel da han faldt 1103, se hans Saga Cap. 38, Snorre Cap. 28.
4. Saavel Morkinskinna som Fagrskinna kalde hende en Datter af Arne laage (om hvem for Resten intet vides); i Hrokkinskinna og Hryggjarstykke, saavel som hos Snorre (Olaf Kyrres Saga Cap. 5) kaldes hun derimod Thora Jonsdatter. Om hendes Forhold til Brynjulf Ulvalde ytres kun i Forbigaaende, at Skjald var var Kong Magnus Barfods sammødre Syster (Sigurd Jorsalafares Saga Cap. 27) og at hun var en Syster af Halldor Brynjulfssøn (Magnus Erlingssøns Saga Cap. 29); da det her ogsaa udtrykkeligt tillægges, at hun var sammødre Syster med Magnus, medens Halldor aldrig kaldes Magnus-’s Broder, er det klart, at Halldor og Skjaldvar havde forskjellige Mødre, saa at Orkneyinga Saga paa det ovenfor anførte Sted vistnok har Ret (Navnforvexlingen fraregnet) naar den som Halldors Moder nævner Thora, Paal Jarls Datter. Brynjulfs Forbindelse med Thora, Olafs Frille, maa have været langt tidligere end hans Giftermaal med Jarledatteren; ja den maa allerede have fundet Sted i Olafs Levetid, da Sigurd Ranessøn, Skjaldvars Mand, udtrykkeligt siger at Magnus selv gav ham Skjaldvar til Egte strax efter Krigen i Sverige, altsaa ved 1101 (Sigurd Jorsalafars Saga Cap. 29). Skjaldvar maa saaledes være fød i det seneste ved 1087. Halldor, Brynjulfs Søn med Jarlens Datter, nævnes derimod ikke førend efter 1155, og blev dræbt 1160, neppe som en gammel Mand, hans Fødsel falder derfor vist ikke før 1115.
5. Olaf Kyrres Saga Cap. 2, Snorre Cap. 1.
6. I Udgaven af Snorre staar der: „et Fylke i Lister Len“; at dette „i Lister Len“ er senere tilføjet efter Peder Klaussøns Oversættelse, skjønnes saavel deraf at „Lister Len“ er en langt yngre Benævnelse end fra Olafs Tider, som af den Urimelighed at sætte „Lister Len“ som større end et Fylke.
7. Olaf Kyrres Saga Cap. 7, Snorre Cap. 7.
8. Der citeres nemlig i Harald Haardraades Saga Cap. 15, Snorre 88, et Vers om Kampen med Morker, med en Deel af det til Olafsdraapen hørende Sted: „riklundaðr veit undir.“
9. Nemlig „Ólafr borinn sólu — sik beztan gram miklu — ríklundaðr veit undir“. Se overhoved om Stein Scripta hist. Isl. III. S. 224 flgg., jvfr. ovenfor I. 2. S. 235. Ogsaa Stuf blinde synes at have besunget Olaf; der citeres i det mindste et Vers af ham, om hvorledes Olaf lod enhver drikke med hvem han vilde, Olaf Kyrres Saga Cap. 4, Snorre Cap. 3.