Det norske Folks Historie/3/37

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Olaf Kyrres fredelige Regjering kunde ikke andet end være fattig paa Begivenheder af det Slags, ſom Saga-Fortællerne med Forkjærlighed plejede at merke ſig og opbevare i Erindringen for kommende Slægter. Der førtes ingen Krige, og hjemme i Landet herſkede der, ſom det ſynes, en ſaa fuldſtændig Orden og Rolighed, at der ej engang forefaldt ſaadanne Fejder eller Tviſtigheder mellem Stormændene, ſom i Mangel af andre, vigtigere og mere interesſante politiſke Tildragelſer kunde anvendes ſom Stof til denne Konges Saga. Hans ſyvogtyveaarige Regjeringstid indtager derfor ogſaa i vore Kongeſagaer et mange Gange mindre Rum, end de fem Aar, i hvilke Olaf Trygvesſøn herſkede: den er affærdiget paa et Par Blade. Men hvad der paa disſe faa Blade fortælles om Olaf, og ſom vi ovenfor have meddeelt, er ham dog til ſtørre og ſandere Roos, end om man havde kunnet fylde hele Bøger med Fortællinger om hans Krigsbedrifter. Beklage maa man imidlertid, at der fortælles ſaa lidet om de mægtige gejſtlige og verdslige Mænd, der levede paa Olafs Tid, og viſtnok vare ham behjelpelige i alle hans Foretagender. Den eneſte, om hvilken der tales noget udførligere, er Toſtig Godwinesſøns Søn, Skule. Vi have allerede ovenfor[1] omtalt, at Olaf tog ham og hans Broder(?) Ketil Krok med ſig fra England, og viſte dem ſtor Yndeſt, iſær Skule, ſom fik Tilnavnet Kongsfoſtre, et Beviis paa at Olaf har beholdt ham hos ſig og ſaa at ſige opdraget ham indtil hans Myndigheds Alder. Vi have ligeledes nævnt[2], hvorledes Skule, ſandſynligviis i Aaret 1069, ſendtes til England for at hente Harald Haardraades Liig, hvilket han ogſaa bragte med tilbage. Skule, fortælles der, var en forſtandig og kraftig Mand, dertil ſmuk af Udvortes og veltalende. Olaf ſatte ham derfor i Spidſen for ſin Hird, og brugte ham til at tale paa ſine Vegne til Thinge eller ved offentlige Moder, da Kongen ſelv ikke talte ſaa godt for ſig: med andre Ord, han maa have udnævnt ham til Stallare, da det netop var Stallarens Hverv at tale offentligt paa Kongens Vegne, ligeſom de ogſaa regnedes blandt de ſaakaldte Hirdſtjorer (Forſtandere for Hirden). Skule raadede og, ſom Sagaen udtrykker ſig alle Landraad med Kongen, det vil ſige, han var hans fornemſte Raadgiver i Regjeringsanliggender, thi Olaf, lægges der til, havde ikke fuldt ſaa dyb Forſtand ſom hans Fader, og lyttede derfor i mangt og meget til ſin Foſterſøn Skules Raad[3]. Man har ſaaledes al Grund til at formode, at mange eller de fleſte af Olafs Regjeringsforanſtaltninger egentlig ſkyldes Skule, der ſandſynligviis iſær havde engelſke eller flamſke Forbilleder for Øje. Da Olafs Indretninger bleve modtagne med en ſaa almindelig Tilfredshed, og det neppe var nogen Hemmelighed, at Skule havde ſtor Deel i dem, maa man antage at han var lige ſaa populær blandt Folket, ſom han var yndet af Kongen. Denne knyttede ham endnu nærmere til ſig ved at give ham ſit Syſkendebarn Gudrun, en Datter af en vis Nevſtein og Harald Haardraades Heelſyſter Ingerid Sigurdsdatter, til Egte. Kongen tilbød ham derhos et heelt Fylke, ſom han ſelv kunde vælge, med alle kongelige Indtægter og Landſkylder; men Skule, ſom frygtede for at en ſaa ſtor Gave maaſkee kunde blive tilbagekaldt af en ſenere Konge, der ej var ham ſaa gunſtig ſom Olaf, bad Kongen i Betragtning af at han ſom ofteſt var hos ham ved hans Hird, heller at give ham nogle Landejendomme i Nærheden af de Kjøbſtæder, hvor han plejede at tilbringe Julen og tage Jule-Vejtſler. Denne Bøn opfyldte Kongen, og ſkjødede ham nogle af de bedſte Gaarde i Omegnen af Kongehelle, Oslo og Nidaros[4], hvilke Gaarde ſiden gik i Arv til hans Efterkommere.[5] Den fornemſte af disſe Gaarde og det egentlige Familieſæde ſynes Rein i Risſens Skibrede paa Nordmøre, kun et Par Mile nordveſtenfor Nidaros, at have været, thi efter den benævnes hans Deſcendenter ſaa længe ſom den forblev i Ætten[6]. Denne oprindelige angliſke eller anglo-danſke Æt blev dog ſtrax fuldkommen nationaliſeret i Norge, og hørte lige fra dens førſte Optræden i Riget indtil dens Forſvinden blandt Landets aller ypperſte og mægtige Slægter, ikke engang Arnunge-Ætten undtagen, med hvilken den og, ligeſom de andre fornemme Slægter, efterhaanden kom i den nøjeſte Forbindelſe ved indbyrdes Giftermaal. Fra Skule Toſtigsſøn og Gudrun Nevſteinsdatter nedſtammede i tredie Led Lendermanden Baard Guthormsſøn paa Rein, hvis ældſte Søn Inge endog beſteg Norges Kongetrone, og hvis anden Søn, der bar Stamfaderens Navn, Skule, opnaaede Hertugs-Værdigheden og var Kong Haakon Haakonsſøns Svigerfader og farligſte Medbejler.

Skules Broder (?) Ketil Krok blev udnævnt til Lendermand paa Haalogaland, hvor Kongen ſkaffede ham et godt Giftermaal; mange anſeede Mænd ſkulde have nedſtammet fra ham, dog nævnes det ikke udtrykkeligt, hvilke de vare[7]. De meeſt anſeede Medlemmer af Arnunge- eller Arnmødlinge-Ætten vare nu, efter at Eyſtein Orre var falden ved Stanford, uden, ſom det ſynes, at efterlade ſig Børn, dennes Broderſøn Skofte i Giſke med Sønner. Da Skofte allerede ſtrax efter Olafs Død omtales ſom en ældre Mand, der havde voxne Sønner, og i længere Tid havde været boſat paa Familieſædet Giſke[8], maa man antage at hans Fader Agmund maaſkee var død før Eyſtein Orres Fald, og at Skofte umiddelbart derefter har tiltraadt Gaarden. Agmunds Syſter Thora var Kong Olafs Moder, og Skofte ſaaledes hans Syſkendebarn, et Frændſkab, der nødvendigviis maatte bidrage til at gjøre den allerede mægtige Æt endnu mere mægtig og anſeet. Skoftes Datter Thora egtede ſiden Aasulf paa Rein, Stille Kongsfoſtres Søn og Efterfølger. En anden mægtig Arnmødling, ſom dog ej hørte til Giſke-Grenen, var den allerede forhen omtalte Jon, Søn af Arne Arnesſøn, der ved ſit Giftermaal med Thore Hunds Sønnedatter Rannveig[9] var kommen i Beſiddelſe af dennes Familieſæde Bjarkø paa Haalogaland, efter hvilken Jons Deſcendenter ſædvanligviis kaldtes Bjarkøingerne. Finn Arnesſøns Linje var, ſom man maa formode, uddøet paa Mandsſiden, da ingenſteds nogen Søn af ham omtales[10]. Paa Orknøerne og i Skotland havde hans Datter Ingebjørg efterladt Sønner, Orknø-Jarlerne Paal og Erlend, af ſit Egteſkab med Thorfinn Jarl, og Duncan, der nu befandt ſig ſom Gisſel ved det engelſke Hof, af ſit Egteſkab med Kong Mælkolm. Paal Jarl var igjen gift med en Datter af den i Harald Haardraades Dage ſaa mægtige Jarl Haakon Ivarsſøn og Magnus den godes Datter Ragnhild; deres Søn hed Haakon, desforuden havde de flere Døtre, af hvilke en var gift med den mægtige Lendermand Brynjulf Ulvalde paa Vetteland i Ranrike, en Søn af den forhen nævnte Halldor Brynjulfsſøn,og Sønneſøn af den ældre Brynjulf paa Vetteland[11]. Erlend Jarl e var gift med Thora, hvis Fader, Sumarlide Uſpaksſøn, ſandſynligviis hørte hjemme der i Øerne; men Uſpaks Moder var en Datter af den mægtige islandſke Høvding Hall paa Sida. Erlends og Thoras Sønner hed Erling og Magnus. Magnus var from og ſtilfærdig, og gav allerede i en i ung Alder umiskjendelige Tegn paa den Aandsretning, der, ſom vi i det følgende ville ſee, bragte ham Helgenglorien: hans Broder Erling derimod var voldſom og urolig, og ikke mindre deres Fætter Haakon Paalsſøn, der ſom Datterdatterſøn af Kong Magnus den gode endog gjorde Fordring paa højere Rang og Magt end Erling og Magnus. Den herover opſtaaende Trætte forbitrede de ſidſte Aar af Paals og Erlends ellers ſaa rolige og fredelige Regjeringstid; enhver af Fædrene holdt med ſin Søn, og uagtet der ved anſeede Mænds Mellemkomſt ſluttedes et Forlig, hvorved Jarlerne, der hidtil havde regjeret i Fællesſkab, deelte Øerne mellem ſig paa ſamme Maade, ſom forhen Thorfinn og Bruſe, kunde dog ikke den ſtridbare og herſkeſyge Haakon holde ſig rolig, men tilføjede Erlend og hans Tilhængere ſaa megen Skade, at det atter kom til et aabenbart Brud, ſom ej bilagdes, førend Haakon efter Modpartiets udtrykkelige Fordring og ſine Venners indſtændige Anmodning forlod Øerne. Han begav ſig til Norge, hvor han, neppe med Rette, ſiges at være ankommen allerſidſt i Kong Olafs Dage; efter at have opholdt ſig der nogen Tid rejſte han til Sverige, hvor han havde mægtige Venner og Mødrenefrænder, da hans Morfader Haakon Ivarsſøn, ſom vi vide, havde haft et Jarledømme der, og nydt ſtor Anſeelſe. Dette ſkaffede Haakon ogſaa en god Modtagelſe hos Kong Inge Steenkilsſøn, i hvis Rige han nu for det førſte ſlog ſig til Ro. Imidlertid herſkede Paal og Erlend nu atter fredeligt, ſom forhen, i Orknøerne[12].

En anden Datter af Finn Arnesſøn, Sigrid, var, ſom ovenfor berettet, bleven gift med Jarlen Orm Eilifsſøn paa Oplandene. Hun havde med ham Sønnen Agmund og Datteren Ragna. Det lader næſten til at Agmund har deelt Skjebne enten med Finn Arnesſøn eller med ſin Frænde Haakon Ivarsſøn, og er vandret i Landflygtighed, thi mod Slutningen af Olafs Dage eller i den nærmeſte Tid derefter finde vi hans Datter Aaſtrid gift med den mægtige ſvenſke Høvding Sune Ivarsſøn, en Sønneſøn af hiin Sigtrygg i Nerike, hos hvem Olaf den hellige op holdt ſig en Stund ſtrax efter ſin Flugt fra Norge 1029[13], ligeſom vi i i det følgende ville finde Agmunds Søn Muman ledſagende ſin Syſterſøn, Karl Sunesſøn, der var bleven Jarl i Gautland, paa et Krigstog til Norge. Orm Jarls og Sigrids Datter Ragna blev gift med Svein Sveinsſøn paa Gerde[14].

Blandt Høvdingerne i Gulathingslagen paa Olafs Tid fortjener ogſaa Kale Sæbjørnsſøn at nævnes. Hans Fader Sæbjørn ſkal have været en Søn af hiin Thorleif ſpake, Erik Jarls Foſterfader, paa hvem Hallfred Vandrædaſkald udſtak det ene Øje; men beſynderligt er det dog at Kale Sæbjørnsſøn hørte hjemme paa Agder, medens hiin Thorleif boede i Meldalen i Throndhjem. Vi vide imidlertid at Thorleif ſpake hørte til Hørda-Kaares Æt, hvis egentlige Hjem var V i Hordaland og Rogaland, og Thorleif-s Boſættelſe i Thrøndelagen kan derfor maaſkee tilſkrives ſæregne Omſtændigheder, f. Ex. et Giftermaal. Kale Sæbjørnsſøn var en overmaade viis Mand og en god Skald[15]. Hans Søn Kol, der ligeledes udmerkede ſig ved ſin Forſtand og ſine Indſigter, nævnes allerede ſom fuldvoxen faa Aar efter Olafs Død. Der ſiges ikke hvilken Gaard paa Agder var denne Æts Hovedſæde, dog ſynes det at have været paa Øſter-Agder[16], og man maa nærmeſt tænke paa en af de ſtore Gaarde i den vel befolkede Egn omkring det nuværende Arendal.

Af de andre mægtige Familier, ſom vi tidligere have nævnt, omtales ikke længere, enten under Olaf eller hans Efterfølgere, Thjøtta-Ætten paa Haalogaland, uden for ſaa vidt ſom den ſtod i Forbindelſe med det ſvenſke Kongehuus. Erling Skjalgsſøns Æt paa Sole var endnu til, om end ikke i ſin gamle Glands; paa Olafs Tid nævnes en Svein paa Sole; hans Fader var Aaskell, eller maaſkee rettere Aaslak Erlingsſøn, upaatvivlelig den ſamme, ſom var gift med Svein Jarls Datter, og ſaaledes en Svoger af Kong Sven i Danmark. Dette Svogerſkab ſynes at have givet Anledning til, at Svein Aaslaksſøn egtede Kong Svens Datter Ragnhild, med hvem han havde Sønnen Knut paa Sole[17], der altſaa maa have levet omkring 1100, men forreſten ikke omtales i Sagaerne. Den anden mægtige Lendermands-Æt, der ſynes at have været beſvogret med det danſke Kongehuus, nemlig den ſognſke, talte, ſom det lader, blandt ſine ypperſte Medlemmer paa Olafs Tid Brynjulf Helgesſøn og hans Sønner Svein og Serk, almindeligviis kaldet Serk i Sogn. Disſe havde dog ikke deres Sæde paa den gamle Ættegaard Aurland, hvor vi derimod finde Lendermanden Egil Aaskells- eller Aaslaksſøn, der var gift med Ingebjørg, en Syſter af Skofte i Giſke. Denne Egil har ſaaledes rimeligviis nedſtammet i lige Linje paa Sverdſiden fra Thord Brynjulfsſøn paa Aurland[18]. Maaſkee han og var beſlægtet med Svein paa Sole.

En Æt, hvis Familieſæde ikke laa ſaa meget langt fra Sole-Ættens, var den Æt, der nedſtammede i lige Linje fra hiin Lendermand, Erlend af Gerde, der var en af Bøndernes Anførere mod Olaf den hellige i Slaget paa Stikleſtad, og faldt i Dagsriden[19]. Ættegaarden Gerde laa i den ſydligſte Deel af Søndhordeland, i det nuværende Etne Preſtegjeld[20], ganſke nær ved Grændſen mod Ryfylke; foruden denne Gaard ejede Familien viſtnok flere andre ſtore Gaarde i denne Egn, navnlig det lige i Nærheden, paa den anden Side af Elven liggende Stødle. Erlends Sønneſøn Svein Sveinsſøn, der maa have levet paa Olaf Kyrres Sin var, ſom nys berettet, gift med Ragna, en Datter af Orm Jarl og Sigrid Finnsdatter, og nedſtammede ſaaledes baade fra Arnmødlingerne og fra Haakon Jarl. Deres Søn var den i det følgende Aarhundredes Halvdeel ſaare mægtige og anſeede Høvding Orm, kaldet Kyrpinga-Orm, der iſær er bleven merkelig ſom Fader til den bekjendte Erling ſkakke, og Farfader til Kong Magnus Erlingsſøn. Orm boede, ſom vi erfare, paa Stødle; maaſkee Gerde allerede har været inddraget af Magnus den gode.

Blandt mægtige Ætter i Thrøndelagen maa man paa Olafs Tid allerede regne den, der nedſtammede fra Islændingen Ulf Stallare paa Ransvold og Jorunn, Eyſtein Orres og Agmund Thorbergsſøns Syſter[21]. Ulfs og Jorunns Søn, der maa have været ſamtidig med Olaf Kyrre, var Jon ſterke paa Raasvold, hvis Søn Erlend himalde var Fader til den bekjendte Erkebiſkop Eyſtein. Ulfs Datter Brigida blev gift med en Høvding, ved Navn Ulf eller Sauda-Ulf, fra hvilken ogſaa en anſeet Æt nedſtammede[22]. En anden anſeet Æt i Thrøndelagen var Vigge-Ætten, der nedſtammede fra den i Olaf den helliges Hiſtorie bekjendte Lodin paa Viggen. Dens Repræſentant paa Olaf Kyrres Tid var Lendermanden Sigurd Ullſtreng, en Søn af Rut paa Viggen, der faldt i en af Forpoſtfegtningerne før Stikleſtadſlaget[23]. Ruts Gaard, Viggen, var bleven inddragen af Magnus den gode, men maa, ſom tidligere paapeget, være bleven Ætten tilbagegiven, da vi finde Sigurd i Beſiddelſe af den ſtrax efter Kong Olaf Kyrres Død. En anden anſeet Thrønder paa Olafs Tid var Saxe i Vik, efter hvilken Gaard, der ligger i Strinden, lidt over en halv Miil øſtenfor Nidaros, efter ham endnu kaldes Saxevik[24].

Paa Oplandene var den gamle Steigar-Thore nu viſtnok en af de mægtigſte Mænd; han opfoſtrede, ſom ovenfor nævnt, Kong Olafs Broderſøn Haakon. Uagtet man juſt ikke i og for ſig kan udlægge dette ſom et Tegn paa, at han ſtod i Oppoſition mod Olaf, ſynes man dog at maatte ſlutte noget ſaadant af den Rolle, han ſiden ſpillede efter Olafs Død, da han ſtillede ſig i Spidſen for et Oprør mod hans Søn Magnus; vi have ligeledes ſeet, hvorledes han allerede var kommen paa en ſpendt Fod med Harald Haardraade, og navnlig undſlog ſig for at deeltage i Toget til England. Alt tyder ſaaledes hen paa, at han har opdraget Haakon for at opſtille ham ſom Tronprætendent mod Kong Olaf eller dennes Søn, og at det alene var Olafs ſtore Popularitet, ſom hindrede ham fra at begynde Opſtand i hans Levetid, uagtet Haakon allerede længe før Olafs Død havde naaet Ynglings-Alderen.

En af de mægtigſte Lendermænd i Viken, og ſom ligeledes ſynes at have hørt til Olafs Modſtanderes Parti, for ſaa vidt et ſaadant fandtes, var den forhen omtalte Sveinke Steinarsſøn, der havde opfoſtret Haakon Magnusſøn, førend han kom til Steigar-Thore, og ſtedſe nærede den ſtørſte Kjærlighed for ham. Han boede øſter ved Gaut-Elven[25], efter al Rimelighed i Nærheden af Kongehelle. Han var en ſtolt og trodſig, men ſærdeles dygtig Mand, og vi ville i det følgende ſee ham optræde førſt ſom en farlig Modſtander, ſiden ſom en kraftig Støtte, for Olafs Søn Magnus. Hans egentlige Hovedgaard nævnes ikke. I den nordlige Deel af Fylket var den oftere omtalte Vettelands-Æt viſtnok den mægtigſte. Dens Medlemmer vare paa Olafs Tid hiin Halldor Brynjulfsſøn, hvis Sammenligning mellem Kongerne Olaf den hellige og Harald Haardraade ovenfor er gjengiven, og Halldors Søn Brynjulf Ulvalde den yngre, der blev gift med Paal Orknø-Jarls Datter Thora. I den øſtlige Deel af Viken, maaſkee i Nærheden af Sarpsborg, levede paa denne Tid ogſaa en mægtig Mand ved Navn Berſe, der formedelſt ſin Lovkyndighed blev kaldet Lov-Berſe,[26] og ſom maa have haft en overordentlig ſtor Indflydelſe paa Lovgivningen, da det i den gamle Lovbog for Viken udtrykkeligt ſiges at han gjorde en Beſtemmelſe for, hvorledes det ſkulde forholdes, naar Mand eller Kvinde ophævede Fæſtemaal, hvilken Beſtemmelſe, tilføjes der, ſiden ſtedſe har været overholdt. Den kaldtes ogſaa efter ham Berſe-Loven[27]. Da vi ellers ikke kjende Vikens ældre verdslige Lov, kunne vi ej vide, om dette er den eneſte Lovsforandring, Berſe har bragt iſtand, eller om der ſkyldes ham flere; det ſidſte er dog,iſær efter hans Tilnavn at dømme, det rimeligſte, og man maa endog næſten formede, at den Afſondring, ſom vi ſiden finde i legislatoriſk Henſeende mellem Viken og Oplandene, nærmeſt ſkyldes de Lovsforandringer, han for Vikens Vedkommende fik iſtandbragt i den fælles Sefslov eller Eidſiva-Lov, der nu i ſin uforandrede Tilſtand kun gjaldt for de egentlige Oplande, medens den derimod med de ved Berſes Beſtræbelſer vedtagne Modifikationer gjaldt for Viten, ſaa at denne derved paa en vis Maade kunde ſiges at have faaet en egen Lovgivning. Heraf maatte det igjen være en naturlig Følge, at Vikverjerne efterhaanden undlode at ſøge Eidſævisthing, men begyndte at holde ſit eget Lagthing ved Borg, det ſaakaldte Borgarthing, der dog aldrig ſynes at have været anerkjendt ſom ſaadant, førend de ſtore Lagthing mod Slutningen af det 12te Aarhundrede deeltes i flere mindre, og Lagmands- Embederne oprettedes[28]. Lov-Berſes Søn hed Gyrd, hvis Søn Aamunde var en af de mægtigſte Mænd i Landet ved Tiden mellem 1130 og 1150. En anſeet Mand i Viken, ſom viſtnok førſt nævnes under Olafs Eftermand, men ſom dog allerede ſynes at have naaet Manddomsalderen mod Slutningen af Olafs Regjeringstid, var Dag Eilifsſøn[29]. Hans Herkomſt kjendes ikke, men hans fornemſte Beſiddelſer laa i Grenafylke, fornemmelig paa Veſtfold, iſær i Sandeherred og paa Neſet, ſaa vel ſom fornemmelig paa Havund, hvor Gaarden Bratsberg ſenere nævnes ſom hans Søn Gregorius’s Gaard. Dag var gift med Ragnhild, en Datter af Skofte Agmundsſøn[30].

Alle disſe Ætter, ſom nu ere omtalte, vare allerede, eller bleve i det mindſte i den nærmeſt følgende Tid, paa det nærmeſte forbundne ved indbyrdes Giftermaal. Saaledes egtede ſom vi have ſeet, Skule Kongsfoſtres Søn Aasulf paa Rein Thora, Skofte Agmundsſøns Datter. Skules Datter Ragnhild blev gift med Kyrpinga-Orm paa Stødle[31]; dennes anden Huſtru, der ligeledes hed Ragnhild, var en Datter af Sveinke Steinarsſøn. Kaare, Søn af Saxe i Vik, blev gift med Borghild, en Datter af Dag Eilifsſøn; en anden Datter af denne, Sigrid, blev gift med Halldor, Søn af Brynjulf Ulvalde og Thora, Paal Jarls Datter; en tredie, Gyrid, med en Sønneſøns Søn af Lov-Berſe[32]. Paa denne Maade vedbleve disſe mægtige Familier at forbinde ſig med hinanden. Og derfor er det intet Under, at disſe Lendermænds-Ætter, ſom i den lange Rolighedstid under Olaf havde kunnet ſamle Kræfter og erhverve Rigdomme, i de følgende Tider dannede et ved ſin Kompakthed og indre Sammenhold overvættes mægtigt Ariſtokrati, ſom alene en Sverres Klogſkab og Udholdenhed var iſtand til at knække, dog ikke uden Blodsudgydelſe og indre Ryſtelſer, hvis ſkadelige Virkninger for Landets Kraft og Selvſtændighed førſt aabenbarede ſig i en meget fjernere Tidsalder.

38. Kong Olafs Død. Hans Perſonlighed og Træk af hans Godmodighed.

Uagtet Olaf, ſom vi have ſeet, plejede at tilbringe Julen i en eller anden Kjøbſtad, lader det dog til at Landet var hans kjæreſte Opholdsſted i de øvrige Tider af Aaret, efterſom Sagaerne udtrykkeligt fortælle, at han for det meſte holdt til paa de ſtore Kongsgaarde i Herederne[33]. Denne hans Forkjærlighed for Landet kan man vel ogſaa tilſkrive det Tilnavn „Bonde“, ſom man gav ham ved Siden af det mere almindelige „Kyrre“. Paa en af disſe Gaarde, Haukby[34] i Ranrike, blev han ſyg og døde den 22de September 1093, efter 26 Aars Regjering, naar man regner fra Sommeren 1067, da han førſt fik Kongenavn. Hans Liig blev bragt til Nidaros, og begravet i den af ham opførte Chriſtkirke. En ſaa ypperlig og venneſæl Konge ſom Olaf fortjente i Sandhed at begrædes af ſine Underſaatter, og hans Død beklagedes derfor visſelig af de fleſte, ſkjønt der

  1. Se ovenfor S. 339.
  2. Se ovenfor S. 396.
  3. Morkinſkinna fol. 20. a. jvfr. Fagrſkinna Cap. 214, Harald Haardraades Saga Cap. 125, Snorre Cap. 103.
  4. Saaledes Morkinſkinna, l. c. hvis Text er den ældſte og meeſt uforvanſkede, hvorfor jeg og alene har fulgt den, da de øvrige Sagabearbejdelſer her afvige ſaaledes, at det er umuligt at forlige dem med hinanden indbyrdes, medens det dog er øjenſynligt, at alle de afvigende Udſagn kun hidrøre fra een oprindelig, men ſiden mere eller mindre forvanſket, Beretning. Da imidlertid dette Sted, ſom allerede ovenfor paapeget, er af Vigtighed til Beſtemmelſen af Tiden, naar Bergen blev Kjøbſtad, vil jeg her ogſaa anføre de øvrige Bearbejdelſers Ord til Sammenligning. Fagrſkinna, der ellers ſlutter ſig ſaaledes til Morkinſkinna, at den paa de fleſte Steder kan anſees ſom et Uddrag af den, er her noget mere afvigende. Dens Ord lyde ſaaledes: „Kongen bad ham nævne de Jorder, han vilde have, og nævnte han da nogle øſter i Viken (altſaa ved Kongehelle og Oslo, maaſkee og ved Tunsberg og Borg), nogle i-Hørdaland (altſaa ved Bergen), og nogle i Throndhjem (altſaa ved Nidaros) ſaa at han i hver Kjøbſtad, hvor Kongen opholdt ſig, havde ſaa godt ſom det bedſte Jordegods og tilſtrækkelig Landſkyld til alſkens Bekoſtning m. m. i Kjøbſtæderne“. Hrokkinſkinna (Harald Haardraades Saga Cap. 125) ſiger: „Kongen … ſkjødede ham Jordegods øſter ved Landsenden, ved Kongehelle, ved Oslo, ved Tunsberg, ved Bergen, og nord ved Nidaros“. Og endelig ſiger Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 103: „Kongen … ſkjødede ham Jorder øſter ved Kongehelle, ved Oslo, ved Tunsberg, ved Borg, ved Bergen, og nord ved Nidaros“. Her ſeer man øjenſynligt, hvorledes de angivne Stæders Antal voxer efterſom Bearbejdelſerne blive yngre, og netop derfor er denne Tilvæxt mistænkelig. Det var en let Sag for en ſenere Afſkriver at udfylde Byernes Tal efter de paa hans Tid exiſterende, men derimod var det ikke ſaa let at paaviſe, hvilke de Kjøbſtæder vare, i hvilke Olaf plejede at tage Jule-Reſidens, thi man maa vel merke, at alle Bearbejdelſer, hvor afvigende fra hinanden indbyrdes de end for Reſten kunne være, dog ſtemme deri, at Skule heder om Jordegods i Nærheden af „de Kjøbſtæder, hvor Kongen plejede at reſidere om Vintren eller ved Juletid“, hvilket aabenbart viſer, at han ej plejede at tilbringe Julen i alle Kjøbſtæder. Morkinſkinnas Beretning, der af Vikens Kjøbſtæder udelader Tunsberg og Borg, bliver juſt derfor ſaa meget mere ſandſynlig. Men da man derimod maa formode, at Olaf, efter at have anlagt Bergen, opholdt ſig hyppigt her for at ordne og drive paa Bygnings-Arbejderne, vidner Morkinſkinnas Udeladelſe af Bergen om at i det mindſte dens Nedſkriver ej regnede Bergen blandt Kjabſtædernes Tal paa den her angivne Tid. Fagrſkinna derimod maa have Bergen for Øje, ſiden den nævner Hordaland, men vi have allerede oftere haft Exempler paa at dens Text er mindre paalidelig end Morkinſkinnas. Hrokkinſkinas Text og den, der forefindes i Udgaven af Snorre, ſynes oprindelig at have været ordlydende med hinanden, den eneſte Forſkjel er at hiin nævner „Bergen“ alene, hvor denne har „Borg og Bergen“, hvilket letteſt lader ſig forklare enten ſaaledes at Ligheden mellem begge Navne har forført en ukyndig Afſkriver til at overſpringe det ene, eller at deres fælles Kilde kun har haft eet Navn, hvoraf der ſenere er gjort to. Var nu dette ene Navn „Borg“, da vilde man ogſaa her have en Beſtyrkelſe paa at Bergen ej var til, da Skule fik ſit Jordegods. Bedſt vilde det Hele kunne opklares, hvis vi nøjagtigt vidſte, hvilke Arve-Beſiddelſer der tilhørte Skules Efterkommere; men derom ſavne vi nu al tilſtrækkelig Oplysning.
  5. Blandt de Ejendomme, Skule fik, var ogſaa, ſom det ſynes, den gamle Kongsgaard ved Klemenskirken, der nu kaldtes Skulegaarden (ſe nedf.), viſtnok efter ham.
  6. Hertug Skule, Ætling af Skule Kongsfoſtre i 4te Led, oprettede, ſom bekjendt, der et anſeet Nonnekloſter“.
  7. Det bør her dog ikke lades ubemerket, at det altid bliver noget tvivlſomt, hvorvidt Ketil Krok virkelig var Skules Broder, eller om ikke ogſaa her en ſenere Afſkriverforvanſkning er med i Spillet. Texten i Udgaven af Snorre, l. c. udtaler ſig her omſtændeligſt: „Da kom veſtfra med Olaf Skule Søn af Toſtig Jarl, der ſiden kaldtes Kongsfoſtre, og Ketil Krak, hans Broder; begge vare gjæve og højbyrdige Mænd fra England, og begge ſaare forſtandige, disſe Brødre vare Olaf meget kjære; Ketil Krok drog nord til Haalogaland, hvor Kongen ſkaffede ham et godt Giftermaal, og nedſtamme mange Storfolk fra ham“. Hermed ſtemmer ſaa godt ſom ordlydende Hrokkinſkinna i Harald Haardraades Saga Cap. 123, dog udelades Stykket „begge … England“; og i Stedet for „de vare Brødre“ (þeir váru brœðr) ſtaaer der „de vare begge“ (þeir váru báðir), aabenbart rigtigere, og et Tegn paa at Texten i Udgaven af Snorre her er den mindſt paalidelige. Fagrſkinna,Cap. 209 og 214, omtaler, merkeligt nok, alene Skule, og nævner ikke et Ord om Ketil Krok. Og endelig udtrykker Morkinſkinna, den ældſte af alle Bearbejdelſer, ſig ſaaledes: „Da kom til Norge med Kong Olaf Skule, Søn af Jarlen Toſtig Godwinesſøn, og Ketil Krak nordfra Haalogaland (norðan af Hálogalandi) Kong Olaf ſkaffede ham der et godt Gifte og gav ham Lendermands-Ret der nordpaa, og nedſtammer fra ham meget Storfolk“. Heller ikke her ſiges der, at Ketil var Skules Broder, derimod omtales han ſom en indfød Haalogalænding, der, maaſkee forjagen under Harald Haardraade, ſluttede ſig til Olaf i England, og fulgte med ham tilbage til Norge, og udnævntes af ham til Lendermand i ſit Hjem. Beſynderligt vilde det og have været om Ketils Efterkommere, hvis han virkelig rar Skules Broder, ej ſkulde have ſpillet en vigtig politiſk Rolle i de paafølgende Borgerkrige, eller i det mindſte oftere have været omtalte; men de nævnes, i det mindſte ſom ſaadanne, ej med et Ord. Sandſynligheden er derfor visſelig ſterk for at de ſenere Sagabearbejdelſer kun ved Misforſtaaelſe af den oprindelige Text have gjort Ketil til Skules Broder. Sagen er imidlertid for lidet vigtig til at jeg har villet optage denne Formodning i Texten.
  8. Se nedenfor, jvfr. Magnus Barfods Saga Cap. 5, 23. Snorre Cap. 4, 12.
  9. Se ovenfor S. 177.
  10. Hans Gaard Auſtraat finde vi ſiden tilhørende en Kaare paa Auſtraat, Søn af den nedenfor nævnte Høvding Saxe i Vik, der ej ſynes at nedſtamme fra Finn Arnesſøn. Man maa formode at dennes Beſiddelſer ved hans Overgang til Sven Ulfsſøn ere inddragne af Harald Haardraade, og at Magnus Barfod, hvis Frille Sigrid var Kaares Syſter, har ſkjenket denne Gaarden.
  11. Orkneyinga Saga S. 92, hvor dog aabenbart Sønnen Halldor og Faderen Brynjulf den yngre ere forvexlede med hinanden, ſammenl. Fagrſkinna Cap. 215, Haakon Herdebreds Saga Cap. 14, Se Cap. 13.
  12. Orkneyinga Saga S. 94—96. Haakon maatte have været meget ung, hvis han virkelig kom til Olaf, thi hans Morfader Haakon blev nemlig, ſom vi (S. 285) have ſeet, ej gift med Ragnhild Kongedatter førend i 1062, hendes Datter, Paal Jarls Huſtru, kan ſaaledes ej være fød før 1063, og blev hun end, ſom det ſaa ofte var Tilfældet med Pigerne i den Tid, gift meget ung, 15 Aar gammel, kan Haakon dog ej være fød for 1078 eller 1079, ſaa at han i 1093, Olafs ſidſte Regjeringsaar, kun var henved 15 Aar. Men allerede fra det 12te eller 13de Aar begyndte rigtignok, ſom vi have ſeet, Høvdinger paa hiin Tid at deeltage i Krigstog og optræde ſelvſtændigt. Mere herom nedenfor.
  13. Se ovenfor I. 2. S. 763.
  14. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 17, jvfr. Cap 3, og Fagrſkinna Cap. 108.
  15. Orkneyinga Saga S. 108. Magnus Barfods Saga Cap. 23. S. 6. I. 2. S. 62.
  16. I Orkneyinga Saga S. 154 ſtaar der udtrykkeligt om Kols Søn Kale (ſiden Ragnvald Jarl); „han drog efter til Agder til ſin Fader Ravn Hans Ven Salmund boede og paa Øſtre Agder, ſe ſammeſteds.
  17. Knytlingaſaga, Cap. 23.
  18. Se ovenfor S. 177, jvfr. Fagrſkinna Cap. 215.
  19. Se ovenfor I. 2. S. 793, 803.
  20. Gaarden heder endnu Gerde, og Gerde Annexkirke til Etne ligger paa dens Grund.
  21. Om Ulf og hans Giftermaal, ſe ovenfor S. 181, 182.
  22. Sauda-Ulfs Søn var den bekjendte Peder Byrdarſvein, hvorom nedenfor.
  23. Om Rut paa Viggen, ſe ovenfor I. 2. S. 794, 823. Det er allerede bemerket, at Magnus Barfods Saga Cap. 4, Snorre Cap. 5, kalder Sigurd Ullſtreng en Søn af Lodin Viggjarſkalle, medens derimod den legendariſke St. Olafs Saga Cap. 85 kalder ham en Søn af Rut paa Viggen. Nu kunde det viſtnok være muligt, at ogſaa den legendariſke Saga tager Fejl, idet nemlig Rut har haft en Søn ved Navn Lodin, og at Sigurd førſt var en Søn af denne, eller Ruts Sønneſøn. Men da Sigurd ej omtales efter Magnus Barfods Tid (1103) og ſaaledes omtrent da eller kort efter maa være død, er det intet ſom hindrer os i at antage at han kan være fød mellem 1020 og 1030, ſaa at det ſlet ikke er nødvendigt at opſtille noget Mellemled mellem ham og Rut.
  24. Se iſær Snorre, Sigurd Jorſalafares Saga Cap. 22, Morkinſkinna, i Fornm. Sögur VII. S. 109 Note. Anm. til Aalls Snorre II. S. 103.
  25. Magnus Barfods Saga Cap. 4. Snorre Cap. 4.
  26. Snorre, Sigurd Inge og Eyſteins Saga Cap. 1, ſiger at Inge Harald Gilles Søn, ved dennes Død 1137 var til Opfoſtring hos Aamunde, Søn af Gyrd, Søn af Lov-Berſe, i Viken. Altſaa maa Gyrd have levet omkring 1100, og Lov-Berſe omkring 1070—80. Der blev, ſiges der, ſtrax efter Haralds Død ſtevnet Borgarthing, hvor Barnet Inge toges til Konge. Dette tyder hen paa, at Aamunde levede nærved Borg, thi havde han levet i Ranrike, vilde der have været tilſtevnet Thing paa Elvebakken, eller Hornborething, eller Thing ved Stofn nær Vetteland (ſe Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 28); havde han levet ved Tunsberg, vilde der have været ſtevnet Haugathing. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av originalen nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
  27. Se „Norges gamle Love“ I. S. 365. Beſtemmelſen findes her optagen i en ſæregen Bearbejdelſe af den gamle vikſke Chriſtenret; den hører dog aabenbart ikke til Chriſtenretten, men derimod til den verdslige Lovgivnings Giftings-Bolk.
  28. Endnu paa Sigurd Jorſalfares Tid omtales kun de tre Hovedlagthing, Froſta- Gula- og Eidſævisthing, ligeſom vi have ſeet, at den ſandſynligviis i anden Halvdeel af 12te Aarhundrede affattede legendariſke St. Olafs Saga kun erkjender tre Lovgivninger, Froſtathingslov, Gulathingslov og Sefslov, ſe ovenfor I. 2. S. 613, 614. Det er let at forſtaa, hvorledes den vikſke Lovgivning kunde vedblive at regnes til Sefsloven om den end havde undergaaet enkelte Modifikationer, thi disſe vare dog viſtnok uvæſentlige i Sammenligning med den uforandrede Hovedmasſe. Hvad nu ellers Borgarthinget angaar, vil man neppe finde det omtalt ſom ſæreget Lagthing førend efter 1200 da Lagthingene vare deelte. Naar det nævnes før den Tid, er det ſaa godt ſom udelukkende kun hvor der er Tale om at tage en Tronprætendent til Konge, i Lighed med Ørething i Nidaros og Haugathing ved Tunsberg. Saaledes allerførſt ved Harald Haardraades Hylding, ſe ovenfor S. 162; ved Inge Haraldsſøns nys nævnte Hylding, ſe hans Saga Cap. 1; ved Baglerkongen Inges Hyldning 1196, ſe Sverres Saga Cap. 132, ved Erling Steinveggs, 1204, ſe Haakon Sverresſøns Saga Cap. 7; ved Inge Baardsſøns 1204, ſe ſ. S. Cap. 6; her nævnes og Haugathing i ſamme Anledning, i 1217; da Haakon Haakonsſøn fik Kongenavn, ſaavel her, ſom paa Haugathing, Stofnething, Hornborething og Elvebakken, ſe Harald Haardraades Saga Cap. 28; og endelig i 1236, da Skule Jarl, ſom det ſynes, her underhandlede med Bønderne i Anledning af hans Opſtand med Kongen (Harald Haardraades Saga Cap. 187).
  29. Dag Eilifsſøn nævnes ſom Lendermand allerede kort efter Magnus’s Tronbeſtigelſe (Magnus den godes Saga Cap. 9, Snorre Cap. 8), og havde ſaaledes viſtnok allerede naaet Manddomsalderen før Olafs Død 1093. Han nævnes ikke efter Magnus’s Død 1103. Hans Søn Vatn-Orm nævnes ſom Lendermand allerede ved 1137; hans anden Søn Gregorius ſluttede ſig til Kong Inge omkring 1150. I Morkinſkinna ſtaar der udtrykkeligt fol. 36 a. Fornm. Sögur VIII. 357, at Dag havde ſtore Beſiddelſer ved Tunsberg. Men hans Hovedbeſiddelſer vare dog i Grenafylke; dette ſees bedſt af den Mængde Gaarde i dette Fylke, der laa til det, rimeligviis af ham ſkiftede Nonnekloſter paa Gimsø. Dette Kloſters fleſte Gaarde laa paa Havund (nemlig 36); det havde 21 paa Grenland (i Medalheims Sogn), 15 paa Bamble; tilſammen 72 i dette Fylke; dog havde det ogſaa 60 Gaarde paa Veſtfold, og endeel i Ranafylke ſaa vel ſom 1 Sogn. Muligt at Dag og Vatn-Orm, der aller førſt nævnes i Spidſen for en Deel Lendermænd ved Tunsberg, meeſt have boet her, men at Gregorius har opſlaaet ſit Hovedſæde paa Bratsberg.
  30. Inge Haraldsſøns Saga, Cap. 21. Fagrſkinna Cap. 215.
  31. Fagrſkinna, Cap. 214, Snorre, Har. H. S. Cap. 103., Inge Har. Saga Cap. 17. At Ragnhild Skulesdatter var Kyrpinga-Orms førſte Kone, ſees deraf, at hendes Fader Skule var ſamtidig med Olaf Kyrre, medens Erling ſkakke, om hvem det udtrykkeligt ſiges, baade at han var en af Orms yngre Sønner, og at han var hans Søn med Ragnhild Sveinkesdatter, ikke døde førend 1179; og hans Søn Magnus var fød 1156.
  32. Haakon Herdebreds Saga Cap. 14.
  33. Olaf Kyrres Saga Cap. 8, Snorre Cap. 10.
  34. Dagen angives i det gamle Nekrologium hos Finn Jensſøn (Isl. Kirkehiſtorie, 1ſte Bind) og hos Langebek (II. S. 515) ſaavel ſom i et Par andre. Gaarden, paa hvilken han døde, kaldes Haukstaðir i Morkinſkinna ſaavel ſom