Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/3/37

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Olaf Kyrres fredelige Regjering kunde ikke andet end være fattig paa Begivenheder af det Slags, som Saga-Fortællerne med Forkjærlighed plejede at merke sig og opbevare i Erindringen for kommende Slægter. Der førtes ingen Krige, og hjemme i Landet herskede der, som det synes, en saa fuldstændig Orden og Rolighed, at der ej engang forefaldt saadanne Fejder eller Tvistigheder mellem Stormændene, som i Mangel af andre, vigtigere og mere interessante politiske Tildragelser kunde anvendes som Stof til denne Konges Saga. Hans syvogtyveaarige Regjeringstid indtager derfor ogsaa i vore Kongesagaer et mange Gange mindre Rum, end de fem Aar, i hvilke Olaf Trygvessøn herskede: den er affærdiget paa et Par Blade. Men hvad der paa disse faa Blade fortælles om Olaf, og som vi ovenfor have meddeelt, er ham dog til større og sandere Roos, end om man havde kunnet fylde hele Bøger med Fortællinger om hans Krigsbedrifter. Beklage maa man imidlertid, at der fortælles saa lidet om de mægtige gejstlige og verdslige Mænd, der levede paa Olafs Tid, og vistnok vare ham behjelpelige i alle hans Foretagender. Den eneste, om hvilken der tales noget udførligere, er Tostig Godwinessøns Søn, Skule. Vi have allerede ovenfor[1] omtalt, at Olaf tog ham og hans Broder(?) Ketil Krok med sig fra England, og viste dem stor Yndest, især Skule, som fik Tilnavnet Kongsfostre, et Beviis paa at Olaf har beholdt ham hos sig og saa at sige opdraget ham indtil hans Myndigheds Alder. Vi have ligeledes nævnt[2], hvorledes Skule, sandsynligviis i Aaret 1069, sendtes til England for at hente Harald Haardraades Liig, hvilket han ogsaa bragte med tilbage. Skule, fortælles der, var en forstandig og kraftig Mand, dertil smuk af Udvortes og veltalende. Olaf satte ham derfor i Spidsen for sin Hird, og brugte ham til at tale paa sine Vegne til Thinge eller ved offentlige Moder, da Kongen selv ikke talte saa godt for sig: med andre Ord, han maa have udnævnt ham til Stallare, da det netop var Stallarens Hverv at tale offentligt paa Kongens Vegne, ligesom de ogsaa regnedes blandt de saakaldte Hirdstjorer (Forstandere for Hirden). Skule raadede og, som Sagaen udtrykker sig alle Landraad med Kongen, det vil sige, han var hans fornemste Raadgiver i Regjeringsanliggender, thi Olaf, lægges der til, havde ikke fuldt saa dyb Forstand som hans Fader, og lyttede derfor i mangt og meget til sin Fostersøn Skules Raad[3]. Man har saaledes al Grund til at formode, at mange eller de fleste af Olafs Regjeringsforanstaltninger egentlig skyldes Skule, der sandsynligviis især havde engelske eller flamske Forbilleder for Øje. Da Olafs Indretninger bleve modtagne med en saa almindelig Tilfredshed, og det neppe var nogen Hemmelighed, at Skule havde stor Deel i dem, maa man antage at han var lige saa populær blandt Folket, som han var yndet af Kongen. Denne knyttede ham endnu nærmere til sig ved at give ham sit Syskendebarn Gudrun, en Datter af en vis Nevstein og Harald Haardraades Heelsyster Ingerid Sigurdsdatter, til Egte. Kongen tilbød ham derhos et heelt Fylke, som han selv kunde vælge, med alle kongelige Indtægter og Landskylder; men Skule, som frygtede for at en saa stor Gave maaskee kunde blive tilbagekaldt af en senere Konge, der ej var ham saa gunstig som Olaf, bad Kongen i Betragtning af at han som oftest var hos ham ved hans Hird, heller at give ham nogle Landejendomme i Nærheden af de Kjøbstæder, hvor han plejede at tilbringe Julen og tage Jule-Vejtsler. Denne Bøn opfyldte Kongen, og skjødede ham nogle af de bedste Gaarde i Omegnen af Kongehelle, Oslo og Nidaros[4], hvilke Gaarde siden gik i Arv til hans Efterkommere.[5] Den fornemste af disse Gaarde og det egentlige Familiesæde synes Rein i Rissens Skibrede paa Nordmøre, kun et Par Mile nordvestenfor Nidaros, at have været, thi efter den benævnes hans Descendenter saa længe som den forblev i Ætten[6]. Denne oprindelige angliske eller anglo-danske Æt blev dog strax fuldkommen nationaliseret i Norge, og hørte lige fra dens første Optræden i Riget indtil dens Forsvinden blandt Landets aller ypperste og mægtige Slægter, ikke engang Arnunge-Ætten undtagen, med hvilken den og, ligesom de andre fornemme Slægter, efterhaanden kom i den nøjeste Forbindelse ved indbyrdes Giftermaal. Fra Skule Tostigssøn og Gudrun Nevsteinsdatter nedstammede i tredie Led Lendermanden Baard Guthormssøn paa Rein, hvis ældste Søn Inge endog besteg Norges Kongetrone, og hvis anden Søn, der bar Stamfaderens Navn, Skule, opnaaede Hertugs-Værdigheden og var Kong Haakon Haakonssøns Svigerfader og farligste Medbejler.

Skules Broder (?) Ketil Krok blev udnævnt til Lendermand paa Haalogaland, hvor Kongen skaffede ham et godt Giftermaal; mange anseede Mænd skulde have nedstammet fra ham, dog nævnes det ikke udtrykkeligt, hvilke de vare[7]. De meest anseede Medlemmer af Arnunge- eller Arnmødlinge-Ætten vare nu, efter at Eystein Orre var falden ved Stanford, uden, som det synes, at efterlade sig Børn, dennes Brodersøn Skofte i Giske med Sønner. Da Skofte allerede strax efter Olafs Død omtales som en ældre Mand, der havde voxne Sønner, og i længere Tid havde været bosat paa Familiesædet Giske[8], maa man antage at hans Fader Agmund maaskee var død før Eystein Orres Fald, og at Skofte umiddelbart derefter har tiltraadt Gaarden. Agmunds Syster Thora var Kong Olafs Moder, og Skofte saaledes hans Syskendebarn, et Frændskab, der nødvendigviis maatte bidrage til at gjøre den allerede mægtige Æt endnu mere mægtig og anseet. Skoftes Datter Thora egtede siden Aasulf paa Rein, Stille Kongsfostres Søn og Efterfølger. En anden mægtig Arnmødling, som dog ej hørte til Giske-Grenen, var den allerede forhen omtalte Jon, Søn af Arne Arnessøn, der ved sit Giftermaal med Thore Hunds Sønnedatter Rannveig[9] var kommen i Besiddelse af dennes Familiesæde Bjarkø paa Haalogaland, efter hvilken Jons Descendenter sædvanligviis kaldtes Bjarkøingerne. Finn Arnessøns Linje var, som man maa formode, uddøet paa Mandssiden, da ingensteds nogen Søn af ham omtales[10]. Paa Orknøerne og i Skotland havde hans Datter Ingebjørg efterladt Sønner, Orknø-Jarlerne Paal og Erlend, af sit Egteskab med Thorfinn Jarl, og Duncan, der nu befandt sig som Gissel ved det engelske Hof, af sit Egteskab med Kong Mælkolm. Paal Jarl var igjen gift med en Datter af den i Harald Haardraades Dage saa mægtige Jarl Haakon Ivarssøn og Magnus den godes Datter Ragnhild; deres Søn hed Haakon, desforuden havde de flere Døtre, af hvilke en var gift med den mægtige Lendermand Brynjulf Ulvalde paa Vetteland i Ranrike, en Søn af den forhen nævnte Halldor Brynjulfssøn,og Sønnesøn af den ældre Brynjulf paa Vetteland[11]. Erlend Jarl e var gift med Thora, hvis Fader, Sumarlide Uspakssøn, sandsynligviis hørte hjemme der i Øerne; men Uspaks Moder var en Datter af den mægtige islandske Høvding Hall paa Sida. Erlends og Thoras Sønner hed Erling og Magnus. Magnus var from og stilfærdig, og gav allerede i en i ung Alder umiskjendelige Tegn paa den Aandsretning, der, som vi i det følgende ville see, bragte ham Helgenglorien: hans Broder Erling derimod var voldsom og urolig, og ikke mindre deres Fætter Haakon Paalssøn, der som Datterdattersøn af Kong Magnus den gode endog gjorde Fordring paa højere Rang og Magt end Erling og Magnus. Den herover opstaaende Trætte forbitrede de sidste Aar af Paals og Erlends ellers saa rolige og fredelige Regjeringstid; enhver af Fædrene holdt med sin Søn, og uagtet der ved anseede Mænds Mellemkomst sluttedes et Forlig, hvorved Jarlerne, der hidtil havde regjeret i Fællesskab, deelte Øerne mellem sig paa samme Maade, som forhen Thorfinn og Bruse, kunde dog ikke den stridbare og herskesyge Haakon holde sig rolig, men tilføjede Erlend og hans Tilhængere saa megen Skade, at det atter kom til et aabenbart Brud, som ej bilagdes, førend Haakon efter Modpartiets udtrykkelige Fordring og sine Venners indstændige Anmodning forlod Øerne. Han begav sig til Norge, hvor han, neppe med Rette, siges at være ankommen allersidst i Kong Olafs Dage; efter at have opholdt sig der nogen Tid rejste han til Sverige, hvor han havde mægtige Venner og Mødrenefrænder, da hans Morfader Haakon Ivarssøn, som vi vide, havde haft et Jarledømme der, og nydt stor Anseelse. Dette skaffede Haakon ogsaa en god Modtagelse hos Kong Inge Steenkilssøn, i hvis Rige han nu for det første slog sig til Ro. Imidlertid herskede Paal og Erlend nu atter fredeligt, som forhen, i Orknøerne[12].

En anden Datter af Finn Arnessøn, Sigrid, var, som ovenfor berettet, bleven gift med Jarlen Orm Eilifssøn paa Oplandene. Hun havde med ham Sønnen Agmund og Datteren Ragna. Det lader næsten til at Agmund har deelt Skjebne enten med Finn Arnessøn eller med sin Frænde Haakon Ivarssøn, og er vandret i Landflygtighed, thi mod Slutningen af Olafs Dage eller i den nærmeste Tid derefter finde vi hans Datter Aastrid gift med den mægtige svenske Høvding Sune Ivarssøn, en Sønnesøn af hiin Sigtrygg i Nerike, hos hvem Olaf den hellige op holdt sig en Stund strax efter sin Flugt fra Norge 1029[13], ligesom vi i i det følgende ville finde Agmunds Søn Muman ledsagende sin Systersøn, Karl Sunessøn, der var bleven Jarl i Gautland, paa et Krigstog til Norge. Orm Jarls og Sigrids Datter Ragna blev gift med Svein Sveinssøn paa Gerde[14].

Blandt Høvdingerne i Gulathingslagen paa Olafs Tid fortjener ogsaa Kale Sæbjørnssøn at nævnes. Hans Fader Sæbjørn skal have været en Søn af hiin Thorleif spake, Erik Jarls Fosterfader, paa hvem Hallfred Vandrædaskald udstak det ene Øje; men besynderligt er det dog at Kale Sæbjørnssøn hørte hjemme paa Agder, medens hiin Thorleif boede i Meldalen i Throndhjem. Vi vide imidlertid at Thorleif spake hørte til Hørda-Kaares Æt, hvis egentlige Hjem var V i Hordaland og Rogaland, og Thorleif-s Bosættelse i Thrøndelagen kan derfor maaskee tilskrives særegne Omstændigheder, f. Ex. et Giftermaal. Kale Sæbjørnssøn var en overmaade viis Mand og en god Skald[15]. Hans Søn Kol, der ligeledes udmerkede sig ved sin Forstand og sine Indsigter, nævnes allerede som fuldvoxen faa Aar efter Olafs Død. Der siges ikke hvilken Gaard paa Agder var denne Æts Hovedsæde, dog synes det at have været paa Øster-Agder[16], og man maa nærmest tænke paa en af de store Gaarde i den vel befolkede Egn omkring det nuværende Arendal.

Af de andre mægtige Familier, som vi tidligere have nævnt, omtales ikke længere, enten under Olaf eller hans Efterfølgere, Thjøtta-Ætten paa Haalogaland, uden for saa vidt som den stod i Forbindelse med det svenske Kongehuus. Erling Skjalgssøns Æt paa Sole var endnu til, om end ikke i sin gamle Glands; paa Olafs Tid nævnes en Svein paa Sole; hans Fader var Aaskell, eller maaskee rettere Aaslak Erlingssøn, upaatvivlelig den samme, som var gift med Svein Jarls Datter, og saaledes en Svoger af Kong Sven i Danmark. Dette Svogerskab synes at have givet Anledning til, at Svein Aaslakssøn egtede Kong Svens Datter Ragnhild, med hvem han havde Sønnen Knut paa Sole[17], der altsaa maa have levet omkring 1100, men forresten ikke omtales i Sagaerne. Den anden mægtige Lendermands-Æt, der synes at have været besvogret med det danske Kongehuus, nemlig den sognske, talte, som det lader, blandt sine ypperste Medlemmer paa Olafs Tid Brynjulf Helgessøn og hans Sønner Svein og Serk, almindeligviis kaldet Serk i Sogn. Disse havde dog ikke deres Sæde paa den gamle Ættegaard Aurland, hvor vi derimod finde Lendermanden Egil Aaskells- eller Aaslakssøn, der var gift med Ingebjørg, en Syster af Skofte i Giske. Denne Egil har saaledes rimeligviis nedstammet i lige Linje paa Sverdsiden fra Thord Brynjulfssøn paa Aurland[18]. Maaskee han og var beslægtet med Svein paa Sole.

En Æt, hvis Familiesæde ikke laa saa meget langt fra Sole-Ættens, var den Æt, der nedstammede i lige Linje fra hiin Lendermand, Erlend af Gerde, der var en af Bøndernes Anførere mod Olaf den hellige i Slaget paa Stiklestad, og faldt i Dagsriden[19]. Ættegaarden Gerde laa i den sydligste Deel af Søndhordeland, i det nuværende Etne Prestegjeld[20], ganske nær ved Grændsen mod Ryfylke; foruden denne Gaard ejede Familien vistnok flere andre store Gaarde i denne Egn, navnlig det lige i Nærheden, paa den anden Side af Elven liggende Stødle. Erlends Sønnesøn Svein Sveinssøn, der maa have levet paa Olaf Kyrres Sin var, som nys berettet, gift med Ragna, en Datter af Orm Jarl og Sigrid Finnsdatter, og nedstammede saaledes baade fra Arnmødlingerne og fra Haakon Jarl. Deres Søn var den i det følgende Aarhundredes Halvdeel saare mægtige og anseede Høvding Orm, kaldet Kyrpinga-Orm, der især er bleven merkelig som Fader til den bekjendte Erling skakke, og Farfader til Kong Magnus Erlingssøn. Orm boede, som vi erfare, paa Stødle; maaskee Gerde allerede har været inddraget af Magnus den gode.

Blandt mægtige Ætter i Thrøndelagen maa man paa Olafs Tid allerede regne den, der nedstammede fra Islændingen Ulf Stallare paa Ransvold og Jorunn, Eystein Orres og Agmund Thorbergssøns Syster[21]. Ulfs og Jorunns Søn, der maa have været samtidig med Olaf Kyrre, var Jon sterke paa Raasvold, hvis Søn Erlend himalde var Fader til den bekjendte Erkebiskop Eystein. Ulfs Datter Brigida blev gift med en Høvding, ved Navn Ulf eller Sauda-Ulf, fra hvilken ogsaa en anseet Æt nedstammede[22]. En anden anseet Æt i Thrøndelagen var Vigge-Ætten, der nedstammede fra den i Olaf den helliges Historie bekjendte Lodin paa Viggen. Dens Repræsentant paa Olaf Kyrres Tid var Lendermanden Sigurd Ullstreng, en Søn af Rut paa Viggen, der faldt i en af Forpostfegtningerne før Stiklestadslaget[23]. Ruts Gaard, Viggen, var bleven inddragen af Magnus den gode, men maa, som tidligere paapeget, være bleven Ætten tilbagegiven, da vi finde Sigurd i Besiddelse af den strax efter Kong Olaf Kyrres Død. En anden anseet Thrønder paa Olafs Tid var Saxe i Vik, efter hvilken Gaard, der ligger i Strinden, lidt over en halv Miil østenfor Nidaros, efter ham endnu kaldes Saxevik[24].

Paa Oplandene var den gamle Steigar-Thore nu vistnok en af de mægtigste Mænd; han opfostrede, som ovenfor nævnt, Kong Olafs Brodersøn Haakon. Uagtet man just ikke i og for sig kan udlægge dette som et Tegn paa, at han stod i Opposition mod Olaf, synes man dog at maatte slutte noget saadant af den Rolle, han siden spillede efter Olafs Død, da han stillede sig i Spidsen for et Oprør mod hans Søn Magnus; vi have ligeledes seet, hvorledes han allerede var kommen paa en spendt Fod med Harald Haardraade, og navnlig undslog sig for at deeltage i Toget til England. Alt tyder saaledes hen paa, at han har opdraget Haakon for at opstille ham som Tronprætendent mod Kong Olaf eller dennes Søn, og at det alene var Olafs store Popularitet, som hindrede ham fra at begynde Opstand i hans Levetid, uagtet Haakon allerede længe før Olafs Død havde naaet Ynglings-Alderen.

En af de mægtigste Lendermænd i Viken, og som ligeledes synes at have hørt til Olafs Modstanderes Parti, for saa vidt et saadant fandtes, var den forhen omtalte Sveinke Steinarssøn, der havde opfostret Haakon Magnussøn, førend han kom til Steigar-Thore, og stedse nærede den største Kjærlighed for ham. Han boede øster ved Gaut-Elven[25], efter al Rimelighed i Nærheden af Kongehelle. Han var en stolt og trodsig, men særdeles dygtig Mand, og vi ville i det følgende see ham optræde først som en farlig Modstander, siden som en kraftig Støtte, for Olafs Søn Magnus. Hans egentlige Hovedgaard nævnes ikke. I den nordlige Deel af Fylket var den oftere omtalte Vettelands-Æt vistnok den mægtigste. Dens Medlemmer vare paa Olafs Tid hiin Halldor Brynjulfssøn, hvis Sammenligning mellem Kongerne Olaf den hellige og Harald Haardraade ovenfor er gjengiven, og Halldors Søn Brynjulf Ulvalde den yngre, der blev gift med Paal Orknø-Jarls Datter Thora. I den østlige Deel af Viken, maaskee i Nærheden af Sarpsborg, levede paa denne Tid ogsaa en mægtig Mand ved Navn Berse, der formedelst sin Lovkyndighed blev kaldet Lov-Berse,[26] og som maa have haft en overordentlig stor Indflydelse paa Lovgivningen, da det i den gamle Lovbog for Viken udtrykkeligt siges at han gjorde en Bestemmelse for, hvorledes det skulde forholdes, naar Mand eller Kvinde ophævede Fæstemaal, hvilken Bestemmelse, tilføjes der, siden stedse har været overholdt. Den kaldtes ogsaa efter ham Berse-Loven[27]. Da vi ellers ikke kjende Vikens ældre verdslige Lov, kunne vi ej vide, om dette er den eneste Lovsforandring, Berse har bragt istand, eller om der skyldes ham flere; det sidste er dog,især efter hans Tilnavn at dømme, det rimeligste, og man maa endog næsten formede, at den Afsondring, som vi siden finde i legislatorisk Henseende mellem Viken og Oplandene, nærmest skyldes de Lovsforandringer, han for Vikens Vedkommende fik istandbragt i den fælles Sefslov eller Eidsiva-Lov, der nu i sin uforandrede Tilstand kun gjaldt for de egentlige Oplande, medens den derimod med de ved Berses Bestræbelser vedtagne Modifikationer gjaldt for Viten, saa at denne derved paa en vis Maade kunde siges at have faaet en egen Lovgivning. Heraf maatte det igjen være en naturlig Følge, at Vikverjerne efterhaanden undlode at søge Eidsævisthing, men begyndte at holde sit eget Lagthing ved Borg, det saakaldte Borgarthing, der dog aldrig synes at have været anerkjendt som saadant, førend de store Lagthing mod Slutningen af det 12te Aarhundrede deeltes i flere mindre, og Lagmands- Embederne oprettedes[28]. Lov-Berses Søn hed Gyrd, hvis Søn Aamunde var en af de mægtigste Mænd i Landet ved Tiden mellem 1130 og 1150. En anseet Mand i Viken, som vistnok først nævnes under Olafs Eftermand, men som dog allerede synes at have naaet Manddomsalderen mod Slutningen af Olafs Regjeringstid, var Dag Eilifssøn[29]. Hans Herkomst kjendes ikke, men hans fornemste Besiddelser laa i Grenafylke, fornemmelig paa Vestfold, især i Sandeherred og paa Neset, saa vel som fornemmelig paa Havund, hvor Gaarden Bratsberg senere nævnes som hans Søn Gregorius’s Gaard. Dag var gift med Ragnhild, en Datter af Skofte Agmundssøn[30].

Alle disse Ætter, som nu ere omtalte, vare allerede, eller bleve i det mindste i den nærmest følgende Tid, paa det nærmeste forbundne ved indbyrdes Giftermaal. Saaledes egtede som vi have seet, Skule Kongsfostres Søn Aasulf paa Rein Thora, Skofte Agmundssøns Datter. Skules Datter Ragnhild blev gift med Kyrpinga-Orm paa Stødle[31]; dennes anden Hustru, der ligeledes hed Ragnhild, var en Datter af Sveinke Steinarssøn. Kaare, Søn af Saxe i Vik, blev gift med Borghild, en Datter af Dag Eilifssøn; en anden Datter af denne, Sigrid, blev gift med Halldor, Søn af Brynjulf Ulvalde og Thora, Paal Jarls Datter; en tredie, Gyrid, med en Sønnesøns Søn af Lov-Berse[32]. Paa denne Maade vedbleve disse mægtige Familier at forbinde sig med hinanden. Og derfor er det intet Under, at disse Lendermænds-Ætter, som i den lange Rolighedstid under Olaf havde kunnet samle Kræfter og erhverve Rigdomme, i de følgende Tider dannede et ved sin Kompakthed og indre Sammenhold overvættes mægtigt Aristokrati, som alene en Sverres Klogskab og Udholdenhed var istand til at knække, dog ikke uden Blodsudgydelse og indre Rystelser, hvis skadelige Virkninger for Landets Kraft og Selvstændighed først aabenbarede sig i en meget fjernere Tidsalder.

38. Kong Olafs Død. Hans Personlighed og Træk af hans Godmodighed.

Uagtet Olaf, som vi have seet, plejede at tilbringe Julen i en eller anden Kjøbstad, lader det dog til at Landet var hans kjæreste Opholdssted i de øvrige Tider af Aaret, eftersom Sagaerne udtrykkeligt fortælle, at han for det meste holdt til paa de store Kongsgaarde i Herederne[33]. Denne hans Forkjærlighed for Landet kan man vel ogsaa tilskrive det Tilnavn „Bonde“, som man gav ham ved Siden af det mere almindelige „Kyrre“. Paa en af disse Gaarde, Haukby[34] i Ranrike, blev han syg og døde den 22de September 1093, efter 26 Aars Regjering, naar man regner fra Sommeren 1067, da han først fik Kongenavn. Hans Liig blev bragt til Nidaros, og begravet i den af ham opførte Christkirke. En saa ypperlig og vennesæl Konge som Olaf fortjente i Sandhed at begrædes af sine Undersaatter, og hans Død beklagedes derfor visselig af de fleste, skjønt der

  1. ↑ Se ovenfor S. 339.
  2. ↑ Se ovenfor S. 396.
  3. ↑ Morkinskinna fol. 20. a. jvfr. Fagrskinna Cap. 214, Harald Haardraades Saga Cap. 125, Snorre Cap. 103.
  4. ↑ Saaledes Morkinskinna, l. c. hvis Text er den ældste og meest uforvanskede, hvorfor jeg og alene har fulgt den, da de øvrige Sagabearbejdelser her afvige saaledes, at det er umuligt at forlige dem med hinanden indbyrdes, medens det dog er øjensynligt, at alle de afvigende Udsagn kun hidrøre fra een oprindelig, men siden mere eller mindre forvansket, Beretning. Da imidlertid dette Sted, som allerede ovenfor paapeget, er af Vigtighed til Bestemmelsen af Tiden, naar Bergen blev Kjøbstad, vil jeg her ogsaa anføre de øvrige Bearbejdelsers Ord til Sammenligning. Fagrskinna, der ellers slutter sig saaledes til Morkinskinna, at den paa de fleste Steder kan ansees som et Uddrag af den, er her noget mere afvigende. Dens Ord lyde saaledes: „Kongen bad ham nævne de Jorder, han vilde have, og nævnte han da nogle øster i Viken (altsaa ved Kongehelle og Oslo, maaskee og ved Tunsberg og Borg), nogle i-Hørdaland (altsaa ved Bergen), og nogle i Throndhjem (altsaa ved Nidaros) saa at han i hver Kjøbstad, hvor Kongen opholdt sig, havde saa godt som det bedste Jordegods og tilstrækkelig Landskyld til alskens Bekostning m. m. i Kjøbstæderne“. Hrokkinskinna (Harald Haardraades Saga Cap. 125) siger: „Kongen … skjødede ham Jordegods øster ved Landsenden, ved Kongehelle, ved Oslo, ved Tunsberg, ved Bergen, og nord ved Nidaros“. Og endelig siger Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 103: „Kongen … skjødede ham Jorder øster ved Kongehelle, ved Oslo, ved Tunsberg, ved Borg, ved Bergen, og nord ved Nidaros“. Her seer man øjensynligt, hvorledes de angivne Stæders Antal voxer eftersom Bearbejdelserne blive yngre, og netop derfor er denne Tilvæxt mistænkelig. Det var en let Sag for en senere Afskriver at udfylde Byernes Tal efter de paa hans Tid existerende, men derimod var det ikke saa let at paavise, hvilke de Kjøbstæder vare, i hvilke Olaf plejede at tage Jule-Residens, thi man maa vel merke, at alle Bearbejdelser, hvor afvigende fra hinanden indbyrdes de end for Resten kunne være, dog stemme deri, at Skule heder om Jordegods i Nærheden af „de Kjøbstæder, hvor Kongen plejede at residere om Vintren eller ved Juletid“, hvilket aabenbart viser, at han ej plejede at tilbringe Julen i alle Kjøbstæder. Morkinskinnas Beretning, der af Vikens Kjøbstæder udelader Tunsberg og Borg, bliver just derfor saa meget mere sandsynlig. Men da man derimod maa formode, at Olaf, efter at have anlagt Bergen, opholdt sig hyppigt her for at ordne og drive paa Bygnings-Arbejderne, vidner Morkinskinnas Udeladelse af Bergen om at i det mindste dens Nedskriver ej regnede Bergen blandt Kjabstædernes Tal paa den her angivne Tid. Fagrskinna derimod maa have Bergen for Øje, siden den nævner Hordaland, men vi have allerede oftere haft Exempler paa at dens Text er mindre paalidelig end Morkinskinnas. Hrokkinskinas Text og den, der forefindes i Udgaven af Snorre, synes oprindelig at have været ordlydende med hinanden, den eneste Forskjel er at hiin nævner „Bergen“ alene, hvor denne har „Borg og Bergen“, hvilket lettest lader sig forklare enten saaledes at Ligheden mellem begge Navne har forført en ukyndig Afskriver til at overspringe det ene, eller at deres fælles Kilde kun har haft eet Navn, hvoraf der senere er gjort to. Var nu dette ene Navn „Borg“, da vilde man ogsaa her have en Bestyrkelse paa at Bergen ej var til, da Skule fik sit Jordegods. Bedst vilde det Hele kunne opklares, hvis vi nøjagtigt vidste, hvilke Arve-Besiddelser der tilhørte Skules Efterkommere; men derom savne vi nu al tilstrækkelig Oplysning.
  5. ↑ Blandt de Ejendomme, Skule fik, var ogsaa, som det synes, den gamle Kongsgaard ved Klemenskirken, der nu kaldtes Skulegaarden (se nedf.), vistnok efter ham.
  6. ↑ Hertug Skule, Ætling af Skule Kongsfostre i 4te Led, oprettede, som bekjendt, der et anseet Nonnekloster“.
  7. ↑ Det bør her dog ikke lades ubemerket, at det altid bliver noget tvivlsomt, hvorvidt Ketil Krok virkelig var Skules Broder, eller om ikke ogsaa her en senere Afskriverforvanskning er med i Spillet. Texten i Udgaven af Snorre, l. c. udtaler sig her omstændeligst: „Da kom vestfra med Olaf Skule Søn af Tostig Jarl, der siden kaldtes Kongsfostre, og Ketil Krak, hans Broder; begge vare gjæve og højbyrdige Mænd fra England, og begge saare forstandige, disse Brødre vare Olaf meget kjære; Ketil Krok drog nord til Haalogaland, hvor Kongen skaffede ham et godt Giftermaal, og nedstamme mange Storfolk fra ham“. Hermed stemmer saa godt som ordlydende Hrokkinskinna i Harald Haardraades Saga Cap. 123, dog udelades Stykket „begge … England“; og i Stedet for „de vare Brødre“ (þeir váru brœðr) staaer der „de vare begge“ (þeir váru báðir), aabenbart rigtigere, og et Tegn paa at Texten i Udgaven af Snorre her er den mindst paalidelige. Fagrskinna,Cap. 209 og 214, omtaler, merkeligt nok, alene Skule, og nævner ikke et Ord om Ketil Krok. Og endelig udtrykker Morkinskinna, den ældste af alle Bearbejdelser, sig saaledes: „Da kom til Norge med Kong Olaf Skule, Søn af Jarlen Tostig Godwinessøn, og Ketil Krak nordfra Haalogaland (norðan af Hálogalandi) Kong Olaf skaffede ham der et godt Gifte og gav ham Lendermands-Ret der nordpaa, og nedstammer fra ham meget Storfolk“. Heller ikke her siges der, at Ketil var Skules Broder, derimod omtales han som en indfød Haalogalænding, der, maaskee forjagen under Harald Haardraade, sluttede sig til Olaf i England, og fulgte med ham tilbage til Norge, og udnævntes af ham til Lendermand i sit Hjem. Besynderligt vilde det og have været om Ketils Efterkommere, hvis han virkelig rar Skules Broder, ej skulde have spillet en vigtig politisk Rolle i de paafølgende Borgerkrige, eller i det mindste oftere have været omtalte; men de nævnes, i det mindste som saadanne, ej med et Ord. Sandsynligheden er derfor visselig sterk for at de senere Sagabearbejdelser kun ved Misforstaaelse af den oprindelige Text have gjort Ketil til Skules Broder. Sagen er imidlertid for lidet vigtig til at jeg har villet optage denne Formodning i Texten.
  8. ↑ Se nedenfor, jvfr. Magnus Barfods Saga Cap. 5, 23. Snorre Cap. 4, 12.
  9. ↑ Se ovenfor S. 177.
  10. ↑ Hans Gaard Austraat finde vi siden tilhørende en Kaare paa Austraat, Søn af den nedenfor nævnte Høvding Saxe i Vik, der ej synes at nedstamme fra Finn Arnessøn. Man maa formode at dennes Besiddelser ved hans Overgang til Sven Ulfssøn ere inddragne af Harald Haardraade, og at Magnus Barfod, hvis Frille Sigrid var Kaares Syster, har skjenket denne Gaarden.
  11. ↑ Orkneyinga Saga S. 92, hvor dog aabenbart Sønnen Halldor og Faderen Brynjulf den yngre ere forvexlede med hinanden, sammenl. Fagrskinna Cap. 215, Haakon Herdebreds Saga Cap. 14, Se Cap. 13.
  12. ↑ Orkneyinga Saga S. 94—96. Haakon maatte have været meget ung, hvis han virkelig kom til Olaf, thi hans Morfader Haakon blev nemlig, som vi (S. 285) have seet, ej gift med Ragnhild Kongedatter førend i 1062, hendes Datter, Paal Jarls Hustru, kan saaledes ej være fød før 1063, og blev hun end, som det saa ofte var Tilfældet med Pigerne i den Tid, gift meget ung, 15 Aar gammel, kan Haakon dog ej være fød for 1078 eller 1079, saa at han i 1093, Olafs sidste Regjeringsaar, kun var henved 15 Aar. Men allerede fra det 12te eller 13de Aar begyndte rigtignok, som vi have seet, Høvdinger paa hiin Tid at deeltage i Krigstog og optræde selvstændigt. Mere herom nedenfor.
  13. ↑ Se ovenfor I. 2. S. 763.
  14. ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 17, jvfr. Cap 3, og Fagrskinna Cap. 108.
  15. ↑ Orkneyinga Saga S. 108. Magnus Barfods Saga Cap. 23. S. 6. I. 2. S. 62.
  16. ↑ I Orkneyinga Saga S. 154 staar der udtrykkeligt om Kols Søn Kale (siden Ragnvald Jarl); „han drog efter til Agder til sin Fader Ravn Hans Ven Salmund boede og paa Østre Agder, se sammesteds.
  17. ↑ Knytlingasaga, Cap. 23.
  18. ↑ Se ovenfor S. 177, jvfr. Fagrskinna Cap. 215.
  19. ↑ Se ovenfor I. 2. S. 793, 803.
  20. ↑ Gaarden heder endnu Gerde, og Gerde Annexkirke til Etne ligger paa dens Grund.
  21. ↑ Om Ulf og hans Giftermaal, se ovenfor S. 181, 182.
  22. ↑ Sauda-Ulfs Søn var den bekjendte Peder Byrdarsvein, hvorom nedenfor.
  23. ↑ Om Rut paa Viggen, se ovenfor I. 2. S. 794, 823. Det er allerede bemerket, at Magnus Barfods Saga Cap. 4, Snorre Cap. 5, kalder Sigurd Ullstreng en Søn af Lodin Viggjarskalle, medens derimod den legendariske St. Olafs Saga Cap. 85 kalder ham en Søn af Rut paa Viggen. Nu kunde det vistnok være muligt, at ogsaa den legendariske Saga tager Fejl, idet nemlig Rut har haft en Søn ved Navn Lodin, og at Sigurd først var en Søn af denne, eller Ruts Sønnesøn. Men da Sigurd ej omtales efter Magnus Barfods Tid (1103) og saaledes omtrent da eller kort efter maa være død, er det intet som hindrer os i at antage at han kan være fød mellem 1020 og 1030, saa at det slet ikke er nødvendigt at opstille noget Mellemled mellem ham og Rut.
  24. ↑ Se især Snorre, Sigurd Jorsalafares Saga Cap. 22, Morkinskinna, i Fornm. Sögur VII. S. 109 Note. Anm. til Aalls Snorre II. S. 103.
  25. ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 4. Snorre Cap. 4.
  26. ↑ Snorre, Sigurd Inge og Eysteins Saga Cap. 1, siger at Inge Harald Gilles Søn, ved dennes Død 1137 var til Opfostring hos Aamunde, Søn af Gyrd, Søn af Lov-Berse, i Viken. Altsaa maa Gyrd have levet omkring 1100, og Lov-Berse omkring 1070—80. Der blev, siges der, strax efter Haralds Død stevnet Borgarthing, hvor Barnet Inge toges til Konge. Dette tyder hen paa, at Aamunde levede nærved Borg, thi havde han levet i Ranrike, vilde der have været tilstevnet Thing paa Elvebakken, eller Hornborething, eller Thing ved Stofn nær Vetteland (se Haakon Haakonssøns Saga Cap. 28); havde han levet ved Tunsberg, vilde der have været stevnet Haugathing. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av originalen nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
  27. ↑ Se „Norges gamle Love“ I. S. 365. Bestemmelsen findes her optagen i en særegen Bearbejdelse af den gamle vikske Christenret; den hører dog aabenbart ikke til Christenretten, men derimod til den verdslige Lovgivnings Giftings-Bolk.
  28. ↑ Endnu paa Sigurd Jorsalfares Tid omtales kun de tre Hovedlagthing, Frosta- Gula- og Eidsævisthing, ligesom vi have seet, at den sandsynligviis i anden Halvdeel af 12te Aarhundrede affattede legendariske St. Olafs Saga kun erkjender tre Lovgivninger, Frostathingslov, Gulathingslov og Sefslov, se ovenfor I. 2. S. 613, 614. Det er let at forstaa, hvorledes den vikske Lovgivning kunde vedblive at regnes til Sefsloven om den end havde undergaaet enkelte Modifikationer, thi disse vare dog vistnok uvæsentlige i Sammenligning med den uforandrede Hovedmasse. Hvad nu ellers Borgarthinget angaar, vil man neppe finde det omtalt som særeget Lagthing førend efter 1200 da Lagthingene vare deelte. Naar det nævnes før den Tid, er det saa godt som udelukkende kun hvor der er Tale om at tage en Tronprætendent til Konge, i Lighed med Ørething i Nidaros og Haugathing ved Tunsberg. Saaledes allerførst ved Harald Haardraades Hylding, se ovenfor S. 162; ved Inge Haraldssøns nys nævnte Hylding, se hans Saga Cap. 1; ved Baglerkongen Inges Hyldning 1196, se Sverres Saga Cap. 132, ved Erling Steinveggs, 1204, se Haakon Sverressøns Saga Cap. 7; ved Inge Baardssøns 1204, se s. S. Cap. 6; her nævnes og Haugathing i samme Anledning, i 1217; da Haakon Haakonssøn fik Kongenavn, saavel her, som paa Haugathing, Stofnething, Hornborething og Elvebakken, se Harald Haardraades Saga Cap. 28; og endelig i 1236, da Skule Jarl, som det synes, her underhandlede med Bønderne i Anledning af hans Opstand med Kongen (Harald Haardraades Saga Cap. 187).
  29. ↑ Dag Eilifssøn nævnes som Lendermand allerede kort efter Magnus’s Tronbestigelse (Magnus den godes Saga Cap. 9, Snorre Cap. 8), og havde saaledes vistnok allerede naaet Manddomsalderen før Olafs Død 1093. Han nævnes ikke efter Magnus’s Død 1103. Hans Søn Vatn-Orm nævnes som Lendermand allerede ved 1137; hans anden Søn Gregorius sluttede sig til Kong Inge omkring 1150. I Morkinskinna staar der udtrykkeligt fol. 36 a. Fornm. Sögur VIII. 357, at Dag havde store Besiddelser ved Tunsberg. Men hans Hovedbesiddelser vare dog i Grenafylke; dette sees bedst af den Mængde Gaarde i dette Fylke, der laa til det, rimeligviis af ham skiftede Nonnekloster paa Gimsø. Dette Klosters fleste Gaarde laa paa Havund (nemlig 36); det havde 21 paa Grenland (i Medalheims Sogn), 15 paa Bamble; tilsammen 72 i dette Fylke; dog havde det ogsaa 60 Gaarde paa Vestfold, og endeel i Ranafylke saa vel som 1 Sogn. Muligt at Dag og Vatn-Orm, der aller først nævnes i Spidsen for en Deel Lendermænd ved Tunsberg, meest have boet her, men at Gregorius har opslaaet sit Hovedsæde paa Bratsberg.
  30. ↑ Inge Haraldssøns Saga, Cap. 21. Fagrskinna Cap. 215.
  31. ↑ Fagrskinna, Cap. 214, Snorre, Har. H. S. Cap. 103., Inge Har. Saga Cap. 17. At Ragnhild Skulesdatter var Kyrpinga-Orms første Kone, sees deraf, at hendes Fader Skule var samtidig med Olaf Kyrre, medens Erling skakke, om hvem det udtrykkeligt siges, baade at han var en af Orms yngre Sønner, og at han var hans Søn med Ragnhild Sveinkesdatter, ikke døde førend 1179; og hans Søn Magnus var fød 1156.
  32. ↑ Haakon Herdebreds Saga Cap. 14.
  33. ↑ Olaf Kyrres Saga Cap. 8, Snorre Cap. 10.
  34. ↑ Dagen angives i det gamle Nekrologium hos Finn Jenssøn (Isl. Kirkehistorie, 1ste Bind) og hos Langebek (II. S. 515) saavel som i et Par andre. Gaarden, paa hvilken han døde, kaldes Haukstaðir i Morkinskinna saavel som
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/37&oldid=84426»