Det norske Folks Historie/3/36

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den dybe Fred, ſytti Norge nød under hans Regjering lige fra Fredsſlutningen med Danmark indtil hans Suk„ kan neppe ſiges at være afbrudt ved hans Deeltagelſe i Kong Knuts paatænkte Tog til England, hvoraf der, ſom vi have ſeet, intet blev, ligeſaa lidet ſom ved et Slags Vikingetog, hans Broderſøn Haakon mod Slutningen af hans Regjering gjorde til Bjarmeland, hvor han ſkal have ſejret i et ſtort Slag med Indbyggerne[1]. Denne Fredstid var, ſom man tydeligt kan ſee, lige ſaa meget efter Folkets, ſom efter Kongens Ønſke. I de følgende urolige Tider tænkte man tilbage paa Olafs rolige Regjering ſom en anden Guldalder, og Tilnavnet kyrri (d. e. den rolige), ſom Folket gav ham, var ſaavel i Samtidens ſom Eftertidens Øjne den bedſte Hæders-Titel, der kunde blive ham til Deel. Omtrent et Aarhundrede ſenere ytrede en Forfatter[2] ſig ſaaledes om ham: „han var yndet baade af Gud og af Menneſker; han lagde ſtedſe Vind paa Fred og Rolighed, lod Enhver beholde ſit, og kuede de Onde alene ved ſit Magtbud.“ Paa et andet Sted heder det: „Da var der ypperlige Aaringer og mangfoldig Herlighed, ſaa at Norge ikke tinder nogen Konge ſiden Harald Haarfagre var i ſaa lykkelig en Tilſtand, ſom i hans Dage. Alle elſkede ham inderligt, thi han ordnede mangt og meget til Lempe for Folket, ſom Harald med Haardhed havde paabudet og med Strenghed overholdt. Han var gavmild paa Guld og Sølv og gode Klenodier, men alene paaholdende paa Jordegods; Aarſagen hertil var hans Forſtand, da han ſaa at det tjente Kongedømmet til Bedſte. Han viſte ſine Mænd fuldkommen Yndeſt, lod hele Landets Folk nyde Fred og Ro, hvilket man kan ſkjønne af hans egne Ord, ſom han ytrede en Dag i Mykle-Gildet, hvor han ſad glad og i godt Lune med ſine Venner. Nogle ſagde nemlig til ham: „Herre, vi og mange Andre glæde os ſaa inderligt over at du er ſaa blid og venlig mod hele Folket.“ Han ſvarede hertil: „hvi ſkulde jeg ikke nu være glad, ſiden jeg ſidder med eder her i dette Lag, ſom er helliget min Frænde, Kong Olai, og ſeer baade Glæde og Frihed hos ſine Underſaatter; i min Faders Tid var dette Folk under megen Tvang og Skræk; da ſkjulte de fleſte ſit Guld og ſine Klenodier, men nu ſeer jeg paa enhver de Koſtbarheder ſkinne, ſom han ejer; eders Frihed og Fryd er min Glæde og Gammen“[3].

Af de ſparſomme Meddelelſer, der ere os levnede om Olafs Virkſomhed, ſee vi, at denne iſær var rettet paa Folkets Civiliſation og Ophjelpelſen af dets materielle Velvære ved Handelsforbindelſer med Udlandet og lignende fredelige Syſler, der ſtemmede overeens med den nu grundfæſtede Chriſtendoms Væſen og de forandrede politiſke Forhold. Den egentlige Vikingetid havde vel længe været forbi, men Lyſten og Trangen til, ved Vikinge-Tog at ſkaffe ſig Rigdomme og indlægge ſig Berømmelſe, kunde dog ikke derfor ſtrax ganſke udryddes, hvor lidet den end ſtemmede med den ſande Chriſtendoms Aand, ſaa længe der endnu levede mange, hvis Ungdomstid tilhørte Vikingetiden eller laa den nær. Vi have derfor ſeet, hvorledes enkelte Høvdinger, ſom Finn Arnesſøn, hans Broder Kalf, Guthorm paa Ringenes, Haakon Ivarsſøn, endnu under Harald Haardraades Regjering havde gjort Vikingetog til de britiſke Farvande. Om nu end disſe Tog vel ikke ſtrengt taget kunne ſiges at være ganſke af ſamme Slags ſom de ældre Vikingetog, hvor man herjede paa den førſte den bedſte Kyſt, eller angreb det førſte det bedſte Skib man traf, men ſnarere har beſtaaet deri, at man mod en vis Betaling og Deel af det forventede Bytte underſtøttede en eller anden Fyrſte i de Fejder, hvormed han var beſkjeftiget, f. Ex. Fyrſterne paa Irland, i Wales, i England, Skotland, eller paa Syderøerne: ſaa var der dog liden Forſkjel paa ſelve Maaden, hvorpaa der ſtredes og herjedes; og det var dog altid Hovedhenſigten at gjøre ſaa meget Bytte ſom muligt. Det ſamme lagdes der ogſaa meeſt Vind paa under Harald Haardraades langvarige Krig med Danmark, ſaa at man vel kan ſige, at Vikinge-Vanen endnu ikke ved Olaf Kyrres Tiltrædelſe til Regjeringen var aflagt, og at den Udſigt til Erhverv, ſom Vikingevæſenet frembød, endnu ikke da ganſke var ophørt at tages i Beregning af den mægtige Hauld eller Lendermand, der maaſkee behøvede mere end hvad hans Gaarde kunde indbringe for at underholde ſine talrige Huuskarle og øvrige Tyende. Men det laa i Sagens Natur, at jo mere det egte Chriſtenſind gjennemtrængte Gemytterne, deſto mere maatte dette Slags Erhverv betragtes ſom ſyndigt og utilladeligt; og fornemmelig maatte det være den fromme Olaf magtpaaliggende at faa det afſkaffet. Hertil kom ogſaa, at de ydre Forholde langt fra vare det ſaa gunſtige ſom forhen. Trællevæſenet beſtod ej længer i de nord-europæiſke Lande, og var endog i Norge ſelv paa god Vej til ganſke at ophøre, ſaa at følgelig den betydelige Indtægtskilde, ſom Salget af renere Menneſker gav den heldige Viking, nu ej længer var tilſtede. Og hertil kom, at de Lande og Kyſter, ſom den norſke Viking i tidligere Dage uſtraffet kunde hjemſøge, nu ſelv vare blevne for mægtige og for vel værgede til at det kunde være raadeligt for nogen Viking at angribe dem. Hvilken Nordmand ſkulde f. Ex., om han end ſtyrede et nok ſaa herligt udruſtet Langſkib, paa egen Haand vove at gjøre Landgang i Villjam Erobrerers Beſiddelſer, eller herje i Flandern, Frisland, eller endog i Danmark? Ikke engang Skotland var nu, efter det orknøiſke Herredømmes Ophør, ſaa let at angribe, ſom før, og det var alene dets veſtlige Øer og Fjorde, tilligemed Irland, hvor der endnu gaves Anledning for Vikinger til at kunne udrette noget. Men disſe Anledninger vare dog ſjeldnere, Udſigterne til Erhverv færre, og Farerne ved dette Slags Bedrift betydeligt ſtørre, end i den egentlige Vikinge-Tids Dage. I Auſterveg havde Vender, Kurer og Efter taget de forrige nordiſke Vikingers Plads, og ſkjønt Togene til Bjarmeland endnu, ſom vi have ſeet, ikke ganſke vare aflagte, ſynes man dog alene deraf, at Kongeſønnen Haakons Tog udtrykkeligt omtales ſom et merkeligt Foretagende, at kunne ſlutte til deres Sjeldenhed. Viſt er det, at ſaavel Kong Olafs egen Stræben, ſom den af ham ſaa ivrigt underſtøttede Chriſtendoms Aand, og de ydre politiſke Forhold vare Erhvervet ved Vikingefærd eller andre lignende Foretagender aldeles ugunſtige. De Indtægter, ſom man hidtil derved havde forſkaffet ſig, maatte ſaaledes tilvejebringes paa andre, lovligere Maader. Og ingen Erhvervsgreen var mere beſlægtet med den forrige, og mere overeensſtemmende med Folkets Tilbøjelighed, end Handelsfærder, ſaavel til fremmede Lande, ſom indenlands. Det ligger derfor i Sagens Natur, at Norges Handel under Olafs fredelige Regjering maatte faa et mægtigt Opſving, og at Kongens førſte og fornemſte Beſtræbelſer maatte gaa ud paa at bringe den i Vejret. Agerbrug og andre Næringsveje ſtode endnu paa et alt for lavt Trin, til at man kan have henvendt ſynderlig Opmerkſomhed paa dem, uagtet ogſaa de, ſom alle Fredens Syſler, dog altid maa have gjort nogen Fremſkridt, om end for det førſte temmelig ſmaa; og det kan alene betragtes ſom et overordentligt Held og en ſæregen Tilſkikkelſe, at der under Olafs Regjering indtraf ypperlige Aaringer, ſom frembragte Velſtand, ja Overflod, medens maaſkee endog kun ſædvanlige, og ellers upaaklagelige Middels-Aar vilde have gjort Savnet af hiint Erhverv mere føleligt, og fremkaldt Misfornøjelſe i Stedet for den almindelige Tilfredshed, ſom nu herſkede, og ſom i høj Grad maatte bidrage til at gjøre alle hans Foranſtaltninger populære.

Et iøjnefaldende Beviis paa det Opſving, Norges Handel fik under Olafs Styrelſe, var Kjøbſtædernes betydelige Tilvæxt. Vore Sagaer bevidne, at de alle tiltoge betydeligt under ham[4]. Men i Særdeleshed er han bleven navnkundig ved Oprettelſen af Kjøbſtaden Bergen (Björgvin eller Björgyn). Dette Sted havde viſtnok allerede, ikke mindre end Oslo, i lang Tid været en vigtig Havn og Handelsplads, ikke alene formedelſt ſin fordeelagtige Beliggenhed ved Bonden af en Vang, der i Ly af beſe Fjelde frembød en god Havn, beſkyttet mod Havets Storme og Bølger ved den foran liggende Række af ſtore Øer, gjennem hvis dybe Sunde dog Indſejlingen var let; men ogſaa, og det vel endog i en væſentlig Grad, fordi det var Landingsſtedet for den vigtige Kongsgaard Aalreksſtad[5], hvor Kongerne fra umindelige Tider ſaa ofte havde deres Sæde, og hvor derfor, i det mindſte til visſe Tider af Aaret, en Mængde Folk og Skibe fra forſkjellige Kanter af Landet maa have været ſamlede, og de mange Skipsnauſt ſaa vel ſom de til Folkenes Modtagelſe nødvendige Huſe allerede have haft Udſeendet af en By eller Flekke. Stedets Navn betegner, nøje overſat, „Bjerg-Græsgangen“ eller „den behagelige Egn mellem Bjergene“, men i den Betydning, ſlige Navnſammenſætninger ſædvanligt tages, ſynes man derved kun at have lagt Vegt paa Navnets førſte Deel, der antydede den bjergige Egn[6]. At dog de Marker, paa hvilke Byen ligger, virkelig brugtes ſom Græsgang, nævnes udtrykkeligt i et gammelt Sagn, der for tre hundrede Aar ſiden kjendtes i Egnen, og ſom bi her meddele, da det ej er uden Interesſe. Da Haakon den gode, heder det, havde ſit kongelige Sæde her (d. e. paa Aalreksſtad), og Fæet gik og græsſede hvor Byen ſenere havde ſine Gaarde og Havet, blev det fortalt Kongen at man hørte nede i Jorden en Lyd, ligeſom af mange Menneſkeſtemmer, der ſamtalede med hinanden: Kongen blev lidt underlig tilmode derved, ſom om det ſkulde varſle om en Ulykke, men en gammel Mand bad ham være ved godt Mod, da Lyden var et Tegn paa, at der med Tiden paa dette Sted bilde rejſe ſig en ſmuk og driftig Handelsſtad[7]. Bærer nu end dette Sagn tydelige Merket af at være opſtaaet efterat Staden blev til, er det dog viſt ganſke rigtigt, naar der her antydes at Egnen oprindelig benyttedes rum Græsgang for Kongsgaarden, thi hvis den ej havde været kongelig Ejendom, kunde Olaf ikke have haft Dispoſitionsret over den. Og den Omſtændighed, at Markerne benyttedes ſom Græsgang, udelukker ikke Muligheden af, at det nærmeſte Strøg ved Vaagen kan have været bebygget med flere Huſe, Nauſt og Boder. Den ſamme Forfatter, der meddeler hiint Sagn, ſiger ogſaa, at Byen tidligere hed Fagervik eller Haſlevik; naar han her ſynes at mene, at dette Navn en Stund vedligeholdt ſig ſom en Benævnelſe paa Byen efter at den var anlagt, tager han viſtnok Feil, da Navnet „Bjørgvin“ allerede forekommer i det 10de Aarhundrede[8]; men at Bugten eller Vaagen ſelv har ført et ſaadant Navn, er ikke i mindſte Maade uſandſynligt. Det er ovenfor nævnt[9], hvorledes Islændingen Hørd Grimkellsſøn, ſom i Aaret 962 beſøgte Norge, ifølge hans Saga tog ſig Herberge i Bergen, der ved denne Lejlighed allerede omtales ſom en Kjøbſtad; men det er ligeledes paa ſamme Sted paapeget, at „Bergen“ her ſandſynligviis er nævnt ved en Misforſtaaelſe i Stedet for Tunsberg eller Kongehelle. Thi om der end allerede fandtes Huſe og Herberger paa Stedet, maa det dog af vore Kongeſagaers udtrykkelige Udſagn anſees aldeles viſt, at Bergens Tilværelſe ſom virkelig Kjøbſtad med alle dertil hørende Indretninger aller førſt hidrører fra Olaf Kyrre. Man maa altſaa antage, at han nu af de til Kongsgaarden Aalreksſtad hørende Grunde bar afgivet det allerede med Huſe og Nauſt bebyggede Strøg ved Vaagen tilligemed hele den øvrige betydelige Strækning, der laa indenfor de ſaakaldte Takmark eller Bymarks-Grændſer, og ſom angives ſaaledes i Bergens Bylov af 1276: „Gunnhildsaa (lille Sandviks-Elv) mod Nord indtil Varden paa Fjeldet oppe i Vaapnadal (nu Skræderdalen), derpaa mod Syd nordenfor Bredemyren (en Indſænkning bagom Fløjfjeldet) ned i Aalreksſtad-Vandet (nu Svartediket); derpaa ned til Korsbro (Broen i Fløen) og over more Lunggaardsvand) i Strømmen (ved Nygaard), og hele Sydnes og Nordnes (d. e. den hele, af Lunggaardsvandene, Puddefjord og Byfjorden indſluttede Halvø), ſamt fra Nordnes atter lige over til Gunnhildsaaen“[10]. Man maa ligeledes antage, at han, ſom Olaf Tryggvesſøn ved Anlægget af Nidaros, eller St. Olaf ved Anlægget af Sarpsborg, var ladet afſtikke Byggetomter og uddeelt dem; ligeledes maa han have ladet opføre Brygger, og ſtrax paabegyndt Opbyggelſen af en Kirke, nemlig den nys omtalte „gamle Chriſtkirke“, der en Tidlang ogſaa gjorde Tjeneſte ſom biſkoppelig Kirke. Til Plads for denne Kirke ſaa vel ſom den Kathedralkirke, han grundlagde, udſaa han det Strøg, ſom da og længe ſidenefter kaldtes Holmen, nemlig det yderſte Parti mod Nordøſt ved Indløbet til Vaagen, hvilket paa den Tid, ſom man maa formode, virkelig var afſkaaret fra Faſtlandet ved en liden naturlig Kanal eller Indſænkning (den ſaakaldte veisan), hvilken dog temmelig ſnart maa være bleven opfyldt og tildeels udtørret. Her har Olaf ogſaa ſandſynligviis betegnet Pladſen for den vordende Kongsgaard, uden dog at lade nogen ſaadan opføre, thi det er, ſom vi allerede ovenfor have paaviiſt, charakteriſtiſkt for Olafs Virkſomhed ſom Kjøbſtads-Anlægger i Sammenligning med hans Forgængeres, at han ej, ligeſom de, begyndte med at opføre en Kongsgaard med tilhørende Kirke, men aller førſt tænkte paa Borgernes og Gejſtlighedens Tarv. I den nye Stad nedſatte ſig ſtrax mange rige Folk, og den blev tidlig Norges fornemſte og af udenlandſke Skibe meſt beſøgte Handelsſtad[11].

Man kjender ikke nøjagtigt Aaret, da Bergen blev anlagt eller indrettet til Kjøbſtad. Hvis man kunde antage, at den ſtore, i Olafs Tid ufuldførte Chriſtkirke blev grundlagt ſamtidigt med By-Anlægget, da vilde deraf opſtaa en Formodning for at dette førſt kom i Stand mod Slutningen af Olafs Regjering. Men da man ſnarere maa formode, at dette Kirke-Anlæg var et af Olafs ſidſte Bygningsforetagender, og desuden for ſaa vidt af mindre væſentlig Nødvendighed for den nye By, ſom det alene ſigtede til at ſkaffe det hele veſtlige Norge en Kathedralkirke, medens Stadens Trang til en Sognekirke allerede var afhjulpen ved Opførelſen af den mindre Chriſtkirke, er der intet ſom hindrer os fra at antage at denne, ſaa vel ſom Staden, allerede kan have rejſt ſig i den tidligere Deel af Olafs Regjeringstid. Hvis maa derhos kunde anſee det ſom viſt, at Biſkop Bernhards Flytning til Bergen fandt Sted, ſaaledes ſom det ovenfor gjetningsviis er antydet, paa Grund af en Foranſtaltning lig den, ſom ſkede i England ifølge det londonſke Kirkemøde 1075, og at den virkelig gik for ſig i dette Aar, vilde vi heri have et endnu nærmere Moment til at beſtemme Tiden, naar Byen maa være bleven anlagt; men det er jo ogſaa muligt, at Indſkærpelſen af hine gamle Beſtemmelſer om Biſkoppens Reſidens i Stæderne udkom, førend Bergen endnu var bleven Kjøbſtad, og at Bernhard ſaaledes har maattet udſætte Opfyldelſen af Budet indtil der fandtes en Stad, der kunde modtage ham. Følgelig lader ſig intet andet med Beſtemthed heraf udlede, end at Flytningen neppe kan have ſkeet før, men ſnarere har ſkeet efter 1075. Viſt er det imidlertid, at Anlægget heller ikke kan have fundet Sted umiddelbart efter Olafs Tronbeſtigelſe, thi deels antyde Sagaerne temmelig umiskjendeligt, at ingen af Olafs Bygningsforetagender paabegyndtes førend efter at han var bleven Enekonge (1069); deels er det ikke rimeligt, at han kunde befatte ſig med noget ſaadant, førend Freden var ſluttet med Danmark; og deels nævnes, ſom vi i det følgende ſkulle ſee,Bergen endnu ikke, hvor de Byer, i hvilke Kongen plejede at reſidere om Vintren, opregnes i Anledning af det ſtore Jordegods, ſom Kongen neppe før 1070, men ſnarere ſenere, ſkjenkede ſin Foſterſøn og Yndling Skule Toſtigsſøn[12]. Man kommer ſaaledes maaſkee Sandſynligheden nærmeſt ved at henføre Oprettelſen af Kjøbſtaden Bergen til Tiden mellem 1070 og 1075.

Den forligede Velſtand, og den uafbrudte Fred, der tillod Landets Indbyggere i højere Grad end hidtil at henvende Opmerkſomheden paa Livets Behageligheder, maatte ſnart aabne deres Øjne for de ſtore Mangler, ſom i denne Henſeende endnu herſkede, og lade dem føle hvor langt man heri ſtod tilbage for Udlandet, i Særdeleshed det nu nordmanniſerede England, med hvilket Norge underholdt den hyppigſte og vigtigfte Handelsforbindelſe. Harald Haardraade havde endnu holdt paa de gamle Sædvaner, og da Folket fulgte Kongens og Hoffets Exempel, ſkede der heller ikke, ſaa længe han levede, nogen gjennemgribende Forandring i den gamle, ſimple Leveſkik, der i Aarhundreder havde været den herſkende. Olaf, hans Søn, gav derimod ſelv Tonen an i at optage og tilegne ſig de Forbedringer, ſom Folkets Kulturtilſtand for øvrigt allerede fordrede, og hvis Fordele den nærmere Forbindelſe med Udlandet gjorde mere indlyſende. Der manglede ſaaledes hverken paa Lyſt, Evne eller Anledning til at optage flere fremmede Skikke, ſom ſigtede til Pragt i det ſelſkabelige, og Bekvemmelighed i det daglige Liv. Vore Sagaer tale derfor meget om den Stads i Klædedragt og den Forandring i de bedre Huſes Indretning, ſom paa Olafs Tid indførtes. „Da“, heder det, „begyndte man at klæde ſig overhaands ſtadſeligt, og efter udenlandſke Moder; man havde Pragthoſer, rynkede om Benet; nogle ſpendte Guldringe om Læggene; man brugte ogſaa ſide Kjortler, udſkaarne for Siderne og tilſnørede med Sløjfer; Ærmer, fem Alen lange og dog ſaa trange, at man maatte drage dem paa med et Haandſnore og rynke dem op om Axlerne; Halvſtøvler eller høje Sko, udſyede med Silke, nogle endog beſatte med Guld“[13]. Man gjenkjender den ſamme Dragt, ſom paa denne Tid var brugelig i England og Nordmandie, og ſom findes fremſtillet paa flere af de Billeder, hvormed Bøgerne i hine Dage prydedes[14]. Olaf, ſiges der ogſaa, var den førſte, der lod gjøre Stuer med Ovne og Steengulv ſaavel om Vintren ſom om Sommeren[15]. Hidtil havde man, ſom vi vide, nøjet ſig med det blotte Jordgulv i Hallen, paa hvilket Ilden brandt langs Gulvet; og hvor Ljore og Glugger ſamtidigt baade tjente til Oplysning og Udgang for Nogen. Det ligger i Sagens Natur, om det end ikke udtrykkeligt ſiges, at ſaaſnart Ilden, i Stedet for at brænde i ſtore Baal langs Gulvene, flyttedes til Ovne eller Kaminer med egne Røgfang og Varmen derfor bedre maatte itide-lukkes, kunde heller ikke Ljorerne eller Tag-Aabningerne længer bibeholdes, men Stuerne fik ſandſynligviis heelt Plankeloft, og Gluggerne, der hidtil vare anbragte langs Brynaaſene, maatte flyttes længere ned, ſaa at de bleve til virkelige Vinduer; rimeligviis forſynedes de ogſaa, i det mindſte i de kongelige og de rigeſte Mænds Huſe, med Glasruder. Ved denne Forandring maatte Stuerne vinde overordentligt meget i Hygge og Bekvemmelighed; den maatte ogſaa nødvendigviis medføre en langt anden Indretning i Huſene ſelv, ſaaledes at deels een og ſamme Bygning nu kom til at indeholde flere Værelſer, i Stedet for at forhen ſaa godt ſom hver Stue udgjorde et Huus for ſig, deels Plankeloftene benyttedes til Gulv for Værelſer i et øvre Stokverk (Loftſtuer) og Rummet tinder det nedre Gulv anvendtes til Kjeldere, fornemmelig efter at de for vort Klima mindre ſkikkede Steengulve begyndte at afløſes af de varmere, ſmukkere, billigere og bekvemmere Plankegulve: en Forbedring, der tilſagde ſig næſten af ſig ſelv, og ſom derfor meget ſnart maa være kommen til Anvendelſe. Virkelig hører man ogſaa fra denne Tid oftere om Loftſale og Kjeldere. Uagtet Olafs Saga kun omtaler disſe Forandringer ved de Bygninger, Olaf ſelv opførte, kan der dog ej være nogen Tvivl om, at ogſaa de fornemmere og rigere Mænd i Landet fulgte hans Exempel, alt efterſom deres Formuesomſtændigheder tillode dem og Forholdene paa hvert enkelt Sted gjorde det muligt. Kun hos de mindre bemidlede og i de mere afſides Egne paa Landet vedligeholdt de gammeldags Røgſtuer ſig, og mangeſteds findes de endog den Dag i Dag, om juſt ikke ganſke i hiin oprindelige Skikkelſe[16].

De her beſkrevne Forandringer medførte ogſaa en fuldkommen Forandring af de kongelige Hirdſtuers Indretning og Sædernes Fordeling. Hidtil fandtes der, ſom vi have ſeet, to Rader Bænke eller Sæder langsmed hver af Hallens Langvægge, paa begge Sider af Ildene, og med et Højſæde paa Midten af hver Langpall, det kongelige paa Nordſiden. Olaf derimod lod indrette en Duer-Pall eller Bænk tvers over Hallen i den ene Ende, med det kongelige Højſæde i Midten; denne Pall kaldtes nu Højpallen (hápallr) hvilket viſer, at den maa have været højere end de øvrige Sæder, og at Gulvet derfor i denne Ende af Salen har dannet en Forhøjning. Ved Kongens eget Bord, altſaa paa Forhøjningen eller Højpallen, ſad Dronningen, naar hiin var tilſtede, ſaa vel ſom alle fyrſtelige Perſoner, det vil ſige Jarler eller Biſkopper. Strax foran Forhøjningen ſtilledes under Maaltiderne det ſaakaldte Trapiza eller Skjenkebord; nærmeſt dette, paa den anden Side, var den ſaakaldte Stallare-Stol eller rettere Bænk, hvor Stallarerne og de fornemſte Høvdinger ſad, ſaaledes at de vendte Anſigtet mod Kongen. I den øvrige Deel af Salen var der, ſom man maa antage, Bænke for de andre Gjeſter af lavere Rang; om disſe Bænke vare ligeløbende med Stallareſtolen, det vil ſige ſtrakte ſig tvers over Gulvet, eller derimod dannede Rader langs ad Gulvet, nævnes ikke. Ved denne Forandring blev det Kongen meget lettere at overſee det hele Selſkab, ligeſom han ogſaa ſelv bedre kunde ſees af Gjeſterne. Ved Indførelſen af et nyt Hofceremoniell, tildeels efter udenlandſk Mønſter, og ved Forøgelſen af Hofperſonalet ſøgte Olaf ogſaa at udbrede ſtørre Glands over Hofholdningen. I Stedet for at man hidtil ſædvanligviis benyttede Drikkehorn, ſom ſendtes fra Plads til Plads over Ildene, indførtes nu Bordkar eller Bægere; man drak ikke længer med ſin Gjenbo, men med hvem man vilde; enkelte af Hirdmændene fik den Forretning, under Maaltiderne at ſtaa foran .Kongens eget Bord og her gjøre Opvartning; de kaldtes Skutelſvende og havde højere Rang end de øvrige Hirdmænd. Andre Hofbetjente ſattes til at holde brændende Kjerter foran Kongens Bord, lige ſaa mange, ſom der ved dette ſad fyrſtelige Perſoner; disſe kaldtes Kjerteſvende, og vare ſædvanligviis unge Menneſker af fornemme Familier, ſom ved denne Tjeneſte, en Art af Page-Tjeneſte, uddannede ſig for Hoflivet og lærte finere Sæder. Til at beſtride al denne forøgede Opvartning udkrævedes ſaa mange flere Folk end hidtil, at Olaf fordoblede Hirdmændenes Antal fra 60, der hidtil var det ſædvanlige, til 120, Gjeſternes fra 30 til 60, og Huuskarlernes ligeledes fra 30 til 60[17]. Bønderne, der paa hans aarlige Rejſer om i Landet ſkulde modtage ham og hans Følge, undlode ikke at ængſte ſig over dettes Fordobling, og ſpurgte ham endog, hvorfor han havde flere Folk med ſig end Loven egentlig tillod, eller de forrige Konger plejede at have, naar de rejſte om paa Vejtſler. Kongen ſvarede: „jeg faar ikke ſtyret mit Rige bedre end min Fader, eller ſat mig i ſtørre Reſpekt end han med dobbelt ſaa mange Folk, ſom han havde; men det er ikke derfor min Henſigt at betynge eder eller at falde eder til Ulempe“. Og man maa antage, at han virkelig ogſaa har holdt Ord, eller af ſine egne Midler tilvejebragt hvad mere der udfordredes til det fordoblede Hofperſonale, thi i modſat Fald vilde der ej have herſket ſaa megen Tilfredshed med hans Regjering, eller ſaa ſtore Lovtaler have været holdte over hans Liberalitet.

Den almindelige Følelſe af Velvære og Overflod paa Livets Goder gav ogſaa det ſelſkabelige Liv, iſær i Kjøbſtæderne, et betydeligt Opſving. I Olafs Dage, fortælle Sagaerne, holdtes der i Kjøbſtæderne langt hyppigere Drikkeſelſkaber og Sammenſkudslag end forhen[18]. Allerede tidligere havde man, ſom det ſynes, i Lighed med hvad der ogſaa andenſteds fandt Sted, oprettet et Slags Klubber eller faſte ſelſkabelige Foreninger, hvis Medlemmer efter Omgang (í hvirfing) ſkiftedes til, i deres eget Heltes at afgive Lokale for de i Lovene paabudte, egentlig fra Hedendommen nedarvede Sammenſkudslag (hvirfingsdrykkjur) og ſom derfor kaldtes Hvirvingsbrødre[19]. Om disſe Klubbers Betydenhed kan man danne ſig en Foreſtilling, naar man erfarer at Hvirvingsbrødrene i Nidaros endog lode opføre en egen Kirke af Steen, Margrete-Kirken, og at de havde en egen ſaakaldet Hvirvingsklokke, ved Navn Bøarbot. Af den Maade, paa hvilken Sagaerne omtaler Hvirvingsklubberne i Byerne, maa man formode, at de iſær vare opſtaaede paa Harald Haardraades Tid, og den Slutning ligger da nær — iſær naar man tager Henſyn til en af de væſentligſte Beſtemmelſer for Gilderne, der traadte i deres Sted, at de vare ſtiftede, ej alene for ſelſkabelige Glæders Skyld, men ogſaa for at Medlemmerne indbyrdes kunde ſtaa hinanden bi mod de Undertrykkelſer og Fornærmelſer, ſom den enkelte Mand ej ſjelden maatte lide tinder Harald Haardraades myndige og temmelig vilkaarlige Regjering. De vare paa den Maade tillige politiſke Asſociationer, og Klokken Bøarbot har i Nidaros neppe alene ringet for at kalde Brødrene til det feſtlige Lag, men ogſaa, om end ikke ſaa ofte, til Sammenkomſt med Vaaben i Haand for at ſtaa en Broder bi, der truedes af et Ikke-Medlem, eller for at tage Hevn over en Broders Drab. For, ſom det ſynes, at betage disſe Foreninger ſaa meget ſom muligt af den politiſke Farlighed, de nødvendigviis maatte medføre, ſaa længe de endnu paa en vis Maade vare at anſee ſom private, eller Sammenkomſterne i det mindſte holdtes i private Huſe og liden Kontrol, fik Olaf dem, det ſiges ikke hvorledes, efter Udlandets Exempel[20] forandrede til de ſaakaldte Gilder, hvis Sammenkomſter ikke længer holdtes i private Huſe, men derimod, under Gejſtlighedens Overtilſyn, i egne, dertil indrettede Huſe, der kaldtes Gildeſkaaler[21]. For øvrigt vedtoges, eller rettere bibeholdtes, ogſaa i Gilderne ſom en Hovedbeſtemmelſe den Forpligtelſe for Medlemmerne, (Gilderne eller Gildebrødrene) at de ſkulde ſtaa hinanden indbyrdes bi, og Foreningerne vedbleve derfor altid at have en vis politiſk Betydning. Men dette modvirkedes igjen nogenledes derved at der i een og ſamme By oprettedes flere Gilder, og at ſaavel Kongerne ſelv, ſom deres fornemſte Mænd lode ſig optage til Medlemmer i de meeſt anſeede. Vi erfare heller ikke, at noget Gilde i Norge, endog paa den Tid, da Tron- og Partiſtridighederne raſede paa det heftigſte, tog en ſaa virkſom og betænkelig Deel i de politiſke Begivenheder, ſom St. Knuts-Gildet i den danſke Stad Slesvig endnu kun i den anden Generation efter Olaf Kyrres og Knut Svensſøns Tid, da nemlig Medlemmerne, i hvis Tal ogſaa Hertug Knut Lavard havde ladet ſig indſkrive, hevnede hans Drab ved at tage Kongen ſelv, der havde tilladt det, Nikolaus Svensſøn, af Dage (1134). Og hvad Misligheder der kunde hefte ved det politiſke Præg, Gilderne antoge, opvejedes viſtnok igjen ved de Fordele, de for Resten medførte. Thi ej alene bidroge de til at forhindre Slagsmaal, Voldſomhed og Blodsudgydelſe — det var endog forbudet Gildebrødrene ved deres Sammenkomſter at medbringe Vaaben — men ved at ſtilles under Gejſtlighedens Opſigt, og ved de religiøſe Ceremonier, under hvilke Sammenkomſterne holdtes, bidroge de til at vække den religiøſe Sands, medens Nærværelſen af Kvinder, hvilke ogſaa optoges ſom Medlemmer, befordrede en mere ſleben Omgangstone. Hertil kom, at de i hine Tider, hvor det kommunale Væſen endnu var i ſin Barndom, ſaa at ſige traadte i Stedet, og man kan vel endog ſige vartede Vejen for alle de forſkjellige Slags Foreninger til gjenſidig Underſtøttelſe, ſom i vore Dage pleje at ſkiftes, f. Ex Brandforſikrings- og Livsforſikrings- Selſkaber, Liigkasſer, Penſionsfonds, og andre lignende Indretninger[22].

Om Olaf Kyrre fortælles der udtrykkeligt, at han foruden mange andre Gilder i Kjøbſtæderne ſtiftede det ſaakaldte Myklegilde i Nidaros, hvilket ſandſynligviis er det ſamme ſom det, der ſenere benævnes Kroſsgilde (hellig Korſes Gilde), ſkjønt det ogſaa ſiges, at det var indviet til St. Olaf[23]. I dette Myklegilde ſad han, ſom der ſiges, da han ytrede hine evig mindeværdige Ord om den Glæde, han følte ved at ſee ſine Underſaatter tilfreds og fornøjede omkring ſig. Hvert Gilde var ſærſkilt indviet til en eller anden Helgen, der ſaaledes betragtedes ſom dets Skytspatron, og for ſaa vidt det ej havde ſin egen Kirke, ſted det i Forbindelſe med en eller anden nær liggende Kirke eller Stiftelſe, hvis Beſtyrere da tillige vare Gildets gejſtlige Tilſynsmænd. Hvert Gilde havde ſit ſæregne Straa eller vedtagne Klublove. Det ligger for øvrigt i Sagens Natur, at disſe Skraaer maa have været indbyrdes overeensſtemmende i de fleſte Hovedpunkter, navnlig i Alt hvad der ſigtede til den aarlige Kontingent, den ſelſkabelige Orden og Ærbarhed, og Medlemmernes Forpligtelſe til at ſtaa hinanden bi[24]. Ogſaa paa Landet, i de mere befolkede Diſtrikter, ſtiftedes Gilder, der kun heri ſynes at have været forſkjellige fra By-Gilderne, at deres Sammenkomſter vare ſjeldnere, men derfor ogſaa deſto langvarigere[25]. I de Stæder hvor der oprettedes forſkjellige Gilder, faldt det af ſig ſelv, at Mænd med fælles Interesſer og af een Livsſtilling ogſaa helſt ſluttede ſig ſammen i eet Gilde; derved ſkede Overgangen til Haandverkernes Lag, idet Borgere, der dreve et og ſamme Haandverk, ſtiftede et Gilde til fælles Underſtøttelſe og ſelſkabelige Sammenkomſter, eller og maaſkee kom ſaaledes til at udgjøre Fleerheden i et allerede beſtaaende Gilde, at de fuldkommen raadede for, hvo der for Eftertiden ſkulde optages, og derfor ej optoge andre end Mænd af ſamme Profesſion[26].

  1. Magnus Barfods Saga Cap. 2. Snorre Cap. 2. Fagrſkinna Cap. 222. Skade, at vi ſavne nærmere Underretning om dette Tog.
  2. Thjodrek Munk, Cap. 29.
  3. Olaf Kyrres Saga Cap. 3, jvfr. Ágrip Cap. 37.
  4. Det Sted i Olaf Kyrres Saga, hvor denne Materie overhoved, ſaa vel ſom Oprettelſen af Kjøbſtaden Bergen i Særdeleshed omtales, findes i de forſkjellige Bearbejdelſer ſaa forſkjelligt redigeret, at man neppe engang vilde kunne forklare ſig Afvigelſerne, naar man ej indbyrdes ſammenlignede Beretningerne og derved overbeviſte ſig om, at de dog øjenſynligt ere udſprungne af en eneſte oprindelig Beretning, der alene har undergaaet ſtørre eller mindre Forvanſkninger. Vi ere dog ſaa heldige at beſidde Beretningen i en, ſom det ſynes, endnu temmelig uforvanſket Tilſtand, i Morkinſkinna. Denne ville vi, da det er af Vigtighed at kjende den nøje, hidſætte ordlydende, men da det er af lige ſaa ſtor Vigtighed at paapege de Forvanſkninger, den i andre Bearbejdelſer har været underkaſtet, for at man ej af disſe ſkal lade ſig forlede til falſke Slutninger, tilføje vi ogſaa de tilſvarende Steder i de øvrige Sagaer. Morkinſkinna fol. 20. a. og b. udtrykker ſig ſaaledes: þá settisk sá kaupstaðr í Noregi er einn er vegsamlegastr þeirra er áðr er getrt, at fráteknum kaupstað í Niðarósi, ok er sá kaupbœr kallaðr i Björgyn; gerðisk þar brátt mikit setr auðigra manna: er þingat mest tilflutning or öðrum löndum. (da oprettedes den Kjøbſtad i Norge, ſom er herligere end alle de forhen omtalte, med Undtagelſe af Kjøbſtaden Nidaros: det er Kjøbſtaden Bergen. Der begyndte ſtrax mange rige Mænd at nedſætte ſig, og did ſkeer den meſte Tilførſel fra fremmede Lande). Nærmeſt Morkinſkinna kommer ſom ſædvanligt Fagrſkinna (Cap. 218), men allerede her ſpores ſterk Forvanſkning: þá settisk sá staðr í Noregi, er einn er vegsamlegastr, ok vér köllum Niðarós (eller er fyrr var getit, Niðarós); kaupstaðrinn í Björgvin gerðisk þar brátt mikill ok auðigra manna setr ok mikil tilflutning af ödrum löndum; í þann tíma mikluðusk allir kaupstaðir, en sumir settusk at upphafi. (da oprettedes den Stad i Norge, ſom er den aller herligſte, og ſom vi kalde Nidaros; Kjøbſtaden i Bergen blev der ſnart ſtor og Sædet for rige Mænd, og der ſkede ſtor Tilførſel fra fremmede Lande; i den Tid tiltoge alle Kjøbſteder, men nogle oprettedes fra førſt m. Her er, ſom man ſeer, det, ſom gjelder Bergen, ved ſkjødesløs Læsning og Interpunktion henført til Nidaros, og Reſten forvirret. Snorre (Olaf Kyrres Saga Cap. 2) har Stedet fornuftigere, men tillige noget mere afvigende: „Um daga Ólafs konungs höfusk mjök kaupstaðir í Noregi, en sumir settusk at upphafi. Ólafr konungr setti kaupstað í Björgvin, gerðisk þar brátt mikit setr auðigra manna ok tilsiglingar kaupmanna af öfrum löndum. (I Kong Olafs Dage fik Kjøbſtæderne i Norge betydelig Opkomſt, men nogle oprettedes fra førſt af. Kong Olaf oprettede Kjøbſtaden Bergen, hvor da ſtrax mange rige Mænd nedſatte ſig, og Kjøbmænd ſejlede til fra andre Lande.) Omtrent ordlydende gjengives Stedet i Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke (Magnus og Olafs Saga Cap. 3). Sammenligningen viſer os, at hvad der her ytres om Olafs Virkſomhed ved Oprettelſen af nye Kjøbſtæder, kun vedkommer Anlægget af Bergen, og at Fleertallet „nogle Kjøbſtæder“ ikke maa tages bogſtaveligt. Rigtignok har det været antaget, at Olaf ogſaa anlagde Staden Stavanger, men da dette ingenſteds omtales i Sagaerne, og da det tvertimod ſynes, ſom om denne Stad ingenſinde formelig har været anlagt eller oprettet paa den Maade, ſom Nidaros, Sarpsborg, Oslo og Bergen bleve til, men nærmeſt ſkylder Biſkopsſtolens Oprettelſe ſin Opkomſt (hvorom mere nedenfor) kan en ſaadan Formodning neppe være rigtig. Vi ſee ligeledes, at hvad Morkinſkinnas Redaktion ytrer om Konfluren til Bergen paa den Tid, da Sagaen nedſkreves, er i de øvrige Bearbejdelſer, dog maaſkee ej uden Føje, henført til Tiden ſtrax efter Byens Anlæg.
  5. Vi have ovenfor (I. 1. Side 295—297) ſeet, hvorledes Aalreksſtad omtales ſom Kongsgaard allerede i Sagn-Oldet. Naar man berettede, hvorledes den hørdalandſke Konge Herthjof, der havde taget Starkad til Fange og ſat ham til Opdragelſe paa Gaarden Aſk paa Fenring (Aſkøen), ſiden uforvarende blev overfaldt af ham og Vikar i ſin befæſtede Borg (I. 1. Side 297) mentes herved viſtnok Aalreksſtad. Siden finde vi Aalreksſtad hyppigt nævnt ſom en af Harald Haarfagres, Haakon den godes, og Eriksſønnernes ſædvanlige Reſidenſer. Det nævnes i Egil Skallagrimsſøns Hiſtorie (ſe I. Side 705); her var det ogſaa, hver Vosſe-Bønderne overfaldt og dræbte Sigurd Sleva, ſe ovenfor I. 2. Side 31.
  6. Navnet er ſammenſat af bjarg eller berg d. e. Berg, og det allerede i vort Oldſprog ſjelden og næſten kun til Stedsnavne anvendte Ord vin, d. e. Græsgang, behageligt Sted, gotiſk vinja, ſe ovenfor I. 2. Side 816. Det er Bogſtavet „v“ i Ordet „vin“, der fremvirker Omlyden af a i bjarg til ö, ſaa at Navnets ſædvanlige Form i Oldſkrifterne er Björgvin; dog findes ogſaa, ſkjønt ſjeldnere og iſær i ſildigere Skriftlevninger, Bergvin; hvorimod vin, ſom ſædvanligt i mange Sammenſætninger, ofte er bleven til -yn, ſaa at Navnet ogſaa lyder Björgyn. Da vi nu have Exempler paa flere Navne, ſammenſatte med vin, hvor denne Endelſe vexler med heimr, f. Ex. Skerfvin og Skerfheimr, Leirvin og Leirheimr, Leikvin og Leikheimr; ja endog aldeles bortfalder, f. Ex. Bamblyn (d. e. Bamblvin) og Bamblar; Þoptyn (Þoptvin), Þoptheimr og Þoptar, ſynes der ſom om den i det hele taget ved ſlig Lejlighed har været temmelig betydningsløs, hvilket ogſaa beſtyrkes deraf, at vi fra den tidligſte Tid, Staden Bergen nævnes paa Latin, finde den benævnt Bergæ, hvilket ſvarer til en Form ſom „Björg“, „Bjargar“, „Bergar“ og ſom derfor i daglig Tale har været den ſædvanlige. En merkelig Omſtændighed er det, at medens der ogſaa andenſteds i Hordaland og Hardanger findes Gaarde ved Navn „Björgvin“, udtales disſe dog nu aldrig „Bergen“, men „Berve“, „Børve“, „Bervin“, e. a. d. Naar ſaaledes Udtalen „Bergen“,der blandt Almuen tildeels endog udtales „Bæren“, er bleven undtagelſesviis ſæregen for Stadens Navn, kan dette neppe forklares anderledes end ved fremmed Indvirkning, deels af den latinſke Form „Bergæ“ og „Bergensis“, deels, og vel fornemmelig, af de tydſke Hanſeaters „Bergen“, der ogſaa for dem kun betegnede „Bjergene“.
  7. Se Abſalon Pedersſøns Norges Beſkrivelſe i Suhms Samlinger. II. 1. Side 82.
  8. Se ovenfor I. 1. Side 783 nederſt, jvfr. Laxdølaſaga Cap. 11.
  9. Se ovenfor I. 1. Side 43.
  10. Se Norges gamle Love, II. S. 265. Kjøbebolken, Cap. m. Der er ingen Grund til at antage at disſe Takmark ej ſkulde være de oprindelige. Om Forklaringen af de her nævnte Punkter, ſe Munthes Anm. til Aalls Overſættelſe af Snorre, II. S. 85 jvf. Norſk Tidsſkrift II. Side 9, 10, og „Norſke Samlinger“ I. Side 284—286.
  11. Se de ovenfor (Side 433, 434) af Sagaerne anførte Steder.
  12. Se herom nedenfor, hvor tillige de forſkjellige Angivelſer herom i Sagaerne ville blide drøftede.
  13. Olaf Kyrres Saga Cap. 3, Snorre Cap. 2. Stedet er for øvrigt temmelig dunkelt.
  14. Enkelte ſlige Billeder findes gjengivne i Pictorial History at England, 1ſte Bind.
  15. Se Olaf Kyrres Saga Cap. 2, Snorre Cap. 2. I Udgaven af Snorre er den ſtore Fejl indløben, at der ſtaar „strá gólf um vetr sem um sumar“ i Stedet for „steingólf“ o. ſ. v.
  16. Olaf Kyrres Saga Cap. 2. 3. Snorre Cap. 3. 4. Jvfr. ogſaa Keyſer: om Nordmændenes Boliger og daglige Syſler, i Norſk Tidsſkrift I.
  17. Om de tidligere Hofſkikke ſe ovenfor I. 2. S. 639 flgg.
  18. Saaledes Morkinſkinna fol. 20 b., þá hófusk mjök drykkjur ok skytningar í kaupstöðum miklu meir en fyrr hafði verit.
  19. Ordet hvirfing, beſlægtet med hverfa, vende, dreje ſig, bruges ofte eenstydigt med „Kreds“; f. Ex. sitja í hvirfing, ſidde i Kreds (om Harald, Einar og de øvrige Gjeſter, ſe Harald Haardraades Saga Cap. 62, jvfr. ovf. S. 250). Hvirfingsdrykkjur der allerede nævnes i Olaf den helliges Saga Cap. 102 Snorre Cap. 113 hvor der er Tale om Blotfeſterne paa Mæren (ſe ovenfor I. 2. 603) betyder altſaa ſimpelt hen „Omgangsdrikkelag“. Man kan neppe antage, at den, i hvis Huus Omgangslaget ſtod, ogſaa præſterede Bevertningen; Medlemmerne betalte viſtnok ſtedſe deres Kontingent eller ſkaffede det nødvendige Forraad in natura, ligeſom tidligere ved Blotvejtſlerne. Deſto lettere maatte Overgangen blive til de egentlige Gilder, da Forſkjellen nærmeſt kun beſtod i at der for disſe var et beſtemt offentligt Lokale, og at de ſtode mere under offentligt Tilſyn. At allerede Hvirvingsbrødrene havde indgaaet Forpligtelſer til gjenſidig Biſtand, ligger endog kun i Benævnelſen „Brødre“, hvoraf det ſees, at de havde indgaaet Brødrelag (fraternitas). Og at Hvirvingslagene exiſterede for Olaf Kyrres Tid, ligger, ſom det ſynes, tydeligt i Sagaens Udtryk: „Olaf lod oprette Myklegildet i Nidaros, og mange andre i Kjøbſtæderne, men forhen (altſaa for Olafs Tid) fandtes der Hvirvingsdrikkelag“. Og da ligger Slutningen temmelig nær, at de tildeels have været fremkaldte til Værn mod Harald Haardraades Vilkaarlighed.
  20. Gilderne ſynes at have været tidligere oprettede i Norge end i Danmark, hvor de ej ſtiftedes, førend ved 1100 (ſe Suhms Hiſt. af Danmark V. 77). Men andenſteds, f. Ex. i England exiſterede de længe før, ſaaledes har man en angliſk Gildeſkraa, øjenſynligt ældre end Knut den mægtiges Tid, ſe Hickes Diss. epist. 21. Deres Navn „Gilde“, Gilda, er kommet af det oldgermaniſke gildan, oldnorſk gjalda, betale; og ſigter til Medlemmernes fælles Ydelſer eller Kontingent. En Gildebroder kaldes hos os enten gildbróðir, eller ſlet og ret gildi, dog dette ſidſte mere i Forhold til ſine Kammerater. Ordet Gildisskáli er ſammenſat af gildi og skáli Stuebygning; man ſagde og „Gildehall“ hvoraf det bekjendte „Guildhall“ i London.
  21. Snorre, Olaf Kyrres Saga Cap. 2, har ogſaa, i det mindſte i den trykte Udgave, her et Tillæg om at der ej maatte drikkes uden i de ſaakaldte verndarstofur og laufshus. Dette ſidſte Ord er aabenbart kommet ind, ſom ſaa meget, iſær i 3die Bind af den ſtore Udgave, gjennem Peringſkjøld, der igjen har optaget flere af de Forklaringer, Peder Clausſøn i ſin Overſættelſe har tilføjet: laufshus er ſaaledes ikke andet end en uheldig Tilbage-Overſættelſe af „Lauffshuus“ d. e. Laugshuus. Den ſvenſke Overſættelſe har deraf igjen gjort „Løfſalar“ (!) Paa ſamme Maade ſynes verndarstofur at være „Vertſtuer“, og det hele Tillæg at være ſenere indſkudt.
  22. Den bedſte Foreſtilling herom, ſaa vel ſom overhoved om hvorledes Gilderne vare indrettede, faar man ved at gjennemlæſe Statuterne for et eller flere af de gamle Gilder. Uagtet der i Norge fandtes ſaa mange, er der dog af disſe ikkun tvende, hvis Statuter endnu kjendes, og disſe ere dertil Gilder paa Landet (Mariæ og St. Olafs Gilde i Hardanger og St. Olafs Gilde paa Onarheim i Søndhordeland). Disſe Statuter ere trykte, det førſte i Thorkelins Diplomatarium II. S. 258, det ſidſte i Schnabels Beſkrivelſe over Hardanger, Tillæg, ſamt Suhms Hiſt. af Danmark XIV. 588. Af Beſtemmelſerne i det førſte, der er det ældſte, kunne her merkes følgende: Gildet ſkulde holdes hvert Aar om Sommeren til Chriſti, Jomfru Mariæ og St. Olafs Tak, til Helſe, til Aar og Fred og alſkens Miskun ſaavel i dette ſom i det kommende Liv. (Ordene ſtemme næſten med dem, der anvendes i den gamle Gulathings Chriſtenret Cap. 7 om Ølgerden, hvilket betegner i det mindſte dette Gilde ſom det „Jonsmesſe-Øl“ der omtales i Froſtathingslagen, ſ. o. I. 2. S. 638, og herved ledes man til, ſom ovenfor antydet, at betragte Gilderne ſom den ſidſte Faſe af de i Hedendommen brugelige Blotvejtſler). Hvert mandligt og kvindeligt Medlem ſkulde præſtere en vis Kvantitet godt Malt, en Øres Vegt Vor og et Troug, hvori to Skær; alt under en vis Mulkt. Børn ældre end tre Aar maatte ej medtages, uden mod et ſærſkilt Tilſkud; for et Barn ældre end 12 Aar ſkulde der betales fuld Kontingent, men Gilde-Eden maatte han ej aflægge, førend han var 15 Aar gammel. Alle Medlemmer ſkulde indfinde ſig undtagen i Nødstilfælde; dog gjaldt Forpligtelſen ej Kvinderne. 2Eldſte Søn arvede ſin Faders Medlemsret, eller ſom det hed „tog Huus efter ſin Fader“; ligeledes ældſte Datter efter ſin Moder. Den, der ellers vilde optages til Medlem, ſkulde lade ſig foreſlaa ved Spiſebordet eller i Gildeſtevne; Medlemmernes eenſtemmige Samtykke udfordredes. Den Indtrædende ſkulde betale „Huusværd“ (Intrædelſespenge) hvorved han blev Medejer i Bygningen. Derpaa ſkulde han gaa til Haandſlag og ſværge ſig i Brødrelaget. Ingen maatte yppe Emne i Gildet, ikke engang byde Veddemaal, og overhoved pasſe ſig vel for ſine Ord, thi „det er godt om Morgenen at mindes hvad man om Kvelden kvæder“. Ethvert Medlem var berettiget til at fordre Medlemmerne ſammenkaldte til Gildeſtevne. Intet Medlem maatte medbringe Vaaben. Ingen ſkulde negte Brugen af ſine medbragte Huusgeraad, alt under Mulkt af en Ertog. Spildte nogen ſaa meget Drikke at han ej kunde ſkjule det med Haanden, ſkulde han bøde 3 Penninger, lige faa hvis hans Høv eller Hund kom ind, efter at Bordene vare fremme; ſaa og hvis man ikke rejſte ſig, eller ikke var inde, naar Præſten velſignede Chriſti og Marias Skaal. De ſamme Bøder ſkulde den betale, der ej gik til Otteſang eller Højmesſe i Kirken med de øvrige Brødre og Gjeſter. Disſe ere de Beſtemmelſer, der ſigtede til Ordenen i Gildehuſet. Til den gjenſidige Biſtand, ſom Brødrene ſkulde yde hinanden, ſigter følgende: alle Brødrene ſkulde indeſtaa for den enkelte Broders Vaaningshuus og Fjøs; hvis det brandt op, ſkulde de indfinde ſig paa Stedet og bygge det op igjen ligeſaa godt ſom før: enhver ſkulde ſkaffe ſaadant Stykke Tømmer, ſom den Brandlidte fordrede, og dertil et Bundt Næver, alt under Mulkt af 7, Maanedsmad. Hvis en Mands Kornlade brandt op før Juul, ſkulde hver Broder give ham en Mæle Korn; ſkede det efter Juul, da kun halv faa meget. Brandt hans Hølade, ſkulde de fordele hans Kvæg imellem ſig og opføde det indtil næſte Sommer; miſtede han tre Stykker Kvæg eller derover ved Sygdom eller Fjeldſkred, ſkulde hver Broder give ham en Mæle Korn. Var en Gildebroder Kjøbmand, og miſtede ſit Gods eller Varer til en Værdi af 3 Mark eller derover, ved Skibbrud, ſkulde hver Broder i Erſtatning give ham en Mæle Korn; dog ikke hvis Tabet ſtede i et Land hvormed man havde Ufred; heller ikke hvis det indtraf mere end et Aar efter at Vedkommende havde forladt Landet. Blev en Gildebroder fangen i et fremmed Land, ſkulde Brødrene udløſe ham. Blev en Gildebroder dræbt af et Ikke-Medlem, ſkulde Brødrene følge Eftermaalsmanden og yde ham al den Hjelp de kunde. Dræbte derimod den ene Gildebroder den anden, ſkulde han betragtes ſom Niding eller Forræder mod alle Brødrene, og aldrig underſtaa ſig at komme der oftere Enhver Gildebroder kunde opkræve ſaa mange Brødre han vilde til at følge ſig hvor ſom helſt inden Fylket; han var alene forpligtet til at ſkaffe dem det nødvendige til Rejſen, men ingen, der opfordredes, kunde undſlaa ſig: Henſigten med et ſaadant Følge kan alene have været den at udføre et eller andet Foretagende, hvortil man behøvede at være mandſterk. Naar et Medlem døde, ſkulde alle Brødrene, efter Budſkab fra Arvingen, indfinde ſig for at følge Liget; derhos ſkulde alle Gildebrødre lade ſynge (altſaa bekoſte) Sjælemesſer for den afdøde. Misforſtaaelſer mellem Brødre indbyrdes ſkulde forliges af de øvrige o. ſ. v. Udtog af enkelte danſke Gildeſtatuter meddeles i Suhms Hiſt. af Danmark V. S. 77—88.
  23. Olaf Kyrres Saga Cap. 3. Snorre Cap. 2. Myklegildet ſynes at maatte have været det ſamme ſom Kroſsgildet, fordi dette deels var det ſtørſte Gilde, ſiden dets Gildeſkaale ifølge Nidaros Bylov brugtes til Bythingslokale, deels var det fornemſte, ſiden Hertug Skule ſynes at have været Medlem, (Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 232.) Man ſkjelnede mellem de ſaakaldte ſtore og ſmaa Gilder (Suhm V. 79); til de førſte hørte de talrigſte og de hvori de fornemſte Folk vare optagne. Myklegildet har altſaa været indviet til St. Olaf og det hellige Kors, og rimeligviis ſtaaet i Forbindelſe med Korskirken.
  24. Dette ſees f. Ex. ved at ſammenligne de ovenfor i Uddrag meddeelte Gildeſtatuter med de danſke, Suhm l. c. anfører.
  25. Af hiin Gildeſkraa for Hardanger ſees at Sammenkomſten her kun ſkede een Gang om Marer. I Gildeſkraaen for Onarheim tales der udtrykkeligt om „førſte“ og „ſeneſte“ Dag i Gildet. St. Knuts-Gildet i Malmø holdt fire almindelige Samlinger (synodi) om Aaret; men Benævnelſen „Kalands-Brødre“ paa Gildebrødre, efter Kalendere, eller den førſte Dag i hver Maaned, viſer at maaſkee de fleſte Gilder have haft maanedlige Sammenkomſter. Sandſynligviis kunde dog Medlemmerne ogſaa hver Aften gaa derhen, ſom i en Klub, udenfor de ſtore Gildesdage.
  26. Om Gilderne i Norge vides ellers ſaare lidet; det meſte findes anført i Langes norſke Kloſterhiſtorie S. 314, 409, 585, 587, 619, 620. Det førſte Skridt til denne Overgang fra Gilder til virkelige Haandverkslag beſtod i Oprettelſen af ſæregne Gilder for de egentlige, mere anſeede Borgere for ſig, og Haandverkerne, iſær Skomagerne, for ſig. Saaledes i Oslo, St. Annæ Gilde for Borgerne, og Skomagernes Gilde, ſe Lange l. c. S. 620. Det talrigſte Gilde i Bergen, der før Hanſeaternes Vældesperiode omfattede alle de egentlige Borgere, ſynes at have været Mariæ-Gildet, i hvis Gildeſkaale Bythinget holdtes. Et andet anſeet Gilde i Bergen var St. Eadmunds Gilde, der havde ſin Gildeſkaale ovenpaa Apoſtelkirken, og ſom derfor neppe var ſtiftet, førend efter at denne Kirke var bygget; da Apoſtelkirken var den fornemſte kongelige Kirke i Landet, og den egentlige Hofkirke i Bergen, har den Mening meget for ſig at Eadmunds-Gildet iſær var for Hirden og de fornemſte Mænd (Lange, l. c. S. 409). Af Gilder paa Landet kunne, foruden de oven anførte, ogſaa nævnes Mikaelsgildet paa Voſs; Gildet paa Herø i Søndmøre, og et Gilde paa Helgeland, hvorom Navnet „Gildeſkaal“ paa en Preſtegaard og Sognekirke endnu minder.