Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/3/36

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Den dybe Fred, sytti Norge nød under hans Regjering lige fra Fredsslutningen med Danmark indtil hans Suk„ kan neppe siges at være afbrudt ved hans Deeltagelse i Kong Knuts paatænkte Tog til England, hvoraf der, som vi have seet, intet blev, ligesaa lidet som ved et Slags Vikingetog, hans Brodersøn Haakon mod Slutningen af hans Regjering gjorde til Bjarmeland, hvor han skal have sejret i et stort Slag med Indbyggerne[1]. Denne Fredstid var, som man tydeligt kan see, lige saa meget efter Folkets, som efter Kongens Ønske. I de følgende urolige Tider tænkte man tilbage paa Olafs rolige Regjering som en anden Guldalder, og Tilnavnet kyrri (d. e. den rolige), som Folket gav ham, var saavel i Samtidens som Eftertidens Øjne den bedste Hæders-Titel, der kunde blive ham til Deel. Omtrent et Aarhundrede senere ytrede en Forfatter[2] sig saaledes om ham: „han var yndet baade af Gud og af Mennesker; han lagde stedse Vind paa Fred og Rolighed, lod Enhver beholde sit, og kuede de Onde alene ved sit Magtbud.“ Paa et andet Sted heder det: „Da var der ypperlige Aaringer og mangfoldig Herlighed, saa at Norge ikke tinder nogen Konge siden Harald Haarfagre var i saa lykkelig en Tilstand, som i hans Dage. Alle elskede ham inderligt, thi han ordnede mangt og meget til Lempe for Folket, som Harald med Haardhed havde paabudet og med Strenghed overholdt. Han var gavmild paa Guld og Sølv og gode Klenodier, men alene paaholdende paa Jordegods; Aarsagen hertil var hans Forstand, da han saa at det tjente Kongedømmet til Bedste. Han viste sine Mænd fuldkommen Yndest, lod hele Landets Folk nyde Fred og Ro, hvilket man kan skjønne af hans egne Ord, som han ytrede en Dag i Mykle-Gildet, hvor han sad glad og i godt Lune med sine Venner. Nogle sagde nemlig til ham: „Herre, vi og mange Andre glæde os saa inderligt over at du er saa blid og venlig mod hele Folket.“ Han svarede hertil: „hvi skulde jeg ikke nu være glad, siden jeg sidder med eder her i dette Lag, som er helliget min Frænde, Kong Olai, og seer baade Glæde og Frihed hos sine Undersaatter; i min Faders Tid var dette Folk under megen Tvang og Skræk; da skjulte de fleste sit Guld og sine Klenodier, men nu seer jeg paa enhver de Kostbarheder skinne, som han ejer; eders Frihed og Fryd er min Glæde og Gammen“[3].

Af de sparsomme Meddelelser, der ere os levnede om Olafs Virksomhed, see vi, at denne især var rettet paa Folkets Civilisation og Ophjelpelsen af dets materielle Velvære ved Handelsforbindelser med Udlandet og lignende fredelige Sysler, der stemmede overeens med den nu grundfæstede Christendoms Væsen og de forandrede politiske Forhold. Den egentlige Vikingetid havde vel længe været forbi, men Lysten og Trangen til, ved Vikinge-Tog at skaffe sig Rigdomme og indlægge sig Berømmelse, kunde dog ikke derfor strax ganske udryddes, hvor lidet den end stemmede med den sande Christendoms Aand, saa længe der endnu levede mange, hvis Ungdomstid tilhørte Vikingetiden eller laa den nær. Vi have derfor seet, hvorledes enkelte Høvdinger, som Finn Arnessøn, hans Broder Kalf, Guthorm paa Ringenes, Haakon Ivarssøn, endnu under Harald Haardraades Regjering havde gjort Vikingetog til de britiske Farvande. Om nu end disse Tog vel ikke strengt taget kunne siges at være ganske af samme Slags som de ældre Vikingetog, hvor man herjede paa den første den bedste Kyst, eller angreb det første det bedste Skib man traf, men snarere har bestaaet deri, at man mod en vis Betaling og Deel af det forventede Bytte understøttede en eller anden Fyrste i de Fejder, hvormed han var beskjeftiget, f. Ex. Fyrsterne paa Irland, i Wales, i England, Skotland, eller paa Syderøerne: saa var der dog liden Forskjel paa selve Maaden, hvorpaa der stredes og herjedes; og det var dog altid Hovedhensigten at gjøre saa meget Bytte som muligt. Det samme lagdes der ogsaa meest Vind paa under Harald Haardraades langvarige Krig med Danmark, saa at man vel kan sige, at Vikinge-Vanen endnu ikke ved Olaf Kyrres Tiltrædelse til Regjeringen var aflagt, og at den Udsigt til Erhverv, som Vikingevæsenet frembød, endnu ikke da ganske var ophørt at tages i Beregning af den mægtige Hauld eller Lendermand, der maaskee behøvede mere end hvad hans Gaarde kunde indbringe for at underholde sine talrige Huuskarle og øvrige Tyende. Men det laa i Sagens Natur, at jo mere det egte Christensind gjennemtrængte Gemytterne, desto mere maatte dette Slags Erhverv betragtes som syndigt og utilladeligt; og fornemmelig maatte det være den fromme Olaf magtpaaliggende at faa det afskaffet. Hertil kom ogsaa, at de ydre Forholde langt fra vare det saa gunstige som forhen. Trællevæsenet bestod ej længer i de nord-europæiske Lande, og var endog i Norge selv paa god Vej til ganske at ophøre, saa at følgelig den betydelige Indtægtskilde, som Salget af renere Mennesker gav den heldige Viking, nu ej længer var tilstede. Og hertil kom, at de Lande og Kyster, som den norske Viking i tidligere Dage ustraffet kunde hjemsøge, nu selv vare blevne for mægtige og for vel værgede til at det kunde være raadeligt for nogen Viking at angribe dem. Hvilken Nordmand skulde f. Ex., om han end styrede et nok saa herligt udrustet Langskib, paa egen Haand vove at gjøre Landgang i Villjam Erobrerers Besiddelser, eller herje i Flandern, Frisland, eller endog i Danmark? Ikke engang Skotland var nu, efter det orknøiske Herredømmes Ophør, saa let at angribe, som før, og det var alene dets vestlige Øer og Fjorde, tilligemed Irland, hvor der endnu gaves Anledning for Vikinger til at kunne udrette noget. Men disse Anledninger vare dog sjeldnere, Udsigterne til Erhverv færre, og Farerne ved dette Slags Bedrift betydeligt større, end i den egentlige Vikinge-Tids Dage. I Austerveg havde Vender, Kurer og Efter taget de forrige nordiske Vikingers Plads, og skjønt Togene til Bjarmeland endnu, som vi have seet, ikke ganske vare aflagte, synes man dog alene deraf, at Kongesønnen Haakons Tog udtrykkeligt omtales som et merkeligt Foretagende, at kunne slutte til deres Sjeldenhed. Vist er det, at saavel Kong Olafs egen Stræben, som den af ham saa ivrigt understøttede Christendoms Aand, og de ydre politiske Forhold vare Erhvervet ved Vikingefærd eller andre lignende Foretagender aldeles ugunstige. De Indtægter, som man hidtil derved havde forskaffet sig, maatte saaledes tilvejebringes paa andre, lovligere Maader. Og ingen Erhvervsgreen var mere beslægtet med den forrige, og mere overeensstemmende med Folkets Tilbøjelighed, end Handelsfærder, saavel til fremmede Lande, som indenlands. Det ligger derfor i Sagens Natur, at Norges Handel under Olafs fredelige Regjering maatte faa et mægtigt Opsving, og at Kongens første og fornemste Bestræbelser maatte gaa ud paa at bringe den i Vejret. Agerbrug og andre Næringsveje stode endnu paa et alt for lavt Trin, til at man kan have henvendt synderlig Opmerksomhed paa dem, uagtet ogsaa de, som alle Fredens Sysler, dog altid maa have gjort nogen Fremskridt, om end for det første temmelig smaa; og det kan alene betragtes som et overordentligt Held og en særegen Tilskikkelse, at der under Olafs Regjering indtraf ypperlige Aaringer, som frembragte Velstand, ja Overflod, medens maaskee endog kun sædvanlige, og ellers upaaklagelige Middels-Aar vilde have gjort Savnet af hiint Erhverv mere føleligt, og fremkaldt Misfornøjelse i Stedet for den almindelige Tilfredshed, som nu herskede, og som i høj Grad maatte bidrage til at gjøre alle hans Foranstaltninger populære.

Et iøjnefaldende Beviis paa det Opsving, Norges Handel fik under Olafs Styrelse, var Kjøbstædernes betydelige Tilvæxt. Vore Sagaer bevidne, at de alle tiltoge betydeligt under ham[4]. Men i Særdeleshed er han bleven navnkundig ved Oprettelsen af Kjøbstaden Bergen (Björgvin eller Björgyn). Dette Sted havde vistnok allerede, ikke mindre end Oslo, i lang Tid været en vigtig Havn og Handelsplads, ikke alene formedelst sin fordeelagtige Beliggenhed ved Bonden af en Vang, der i Ly af bese Fjelde frembød en god Havn, beskyttet mod Havets Storme og Bølger ved den foran liggende Række af store Øer, gjennem hvis dybe Sunde dog Indsejlingen var let; men ogsaa, og det vel endog i en væsentlig Grad, fordi det var Landingsstedet for den vigtige Kongsgaard Aalreksstad[5], hvor Kongerne fra umindelige Tider saa ofte havde deres Sæde, og hvor derfor, i det mindste til visse Tider af Aaret, en Mængde Folk og Skibe fra forskjellige Kanter af Landet maa have været samlede, og de mange Skipsnaust saa vel som de til Folkenes Modtagelse nødvendige Huse allerede have haft Udseendet af en By eller Flekke. Stedets Navn betegner, nøje oversat, „Bjerg-Græsgangen“ eller „den behagelige Egn mellem Bjergene“, men i den Betydning, slige Navnsammensætninger sædvanligt tages, synes man derved kun at have lagt Vegt paa Navnets første Deel, der antydede den bjergige Egn[6]. At dog de Marker, paa hvilke Byen ligger, virkelig brugtes som Græsgang, nævnes udtrykkeligt i et gammelt Sagn, der for tre hundrede Aar siden kjendtes i Egnen, og som bi her meddele, da det ej er uden Interesse. Da Haakon den gode, heder det, havde sit kongelige Sæde her (d. e. paa Aalreksstad), og Fæet gik og græssede hvor Byen senere havde sine Gaarde og Havet, blev det fortalt Kongen at man hørte nede i Jorden en Lyd, ligesom af mange Menneskestemmer, der samtalede med hinanden: Kongen blev lidt underlig tilmode derved, som om det skulde varsle om en Ulykke, men en gammel Mand bad ham være ved godt Mod, da Lyden var et Tegn paa, at der med Tiden paa dette Sted bilde rejse sig en smuk og driftig Handelsstad[7]. Bærer nu end dette Sagn tydelige Merket af at være opstaaet efterat Staden blev til, er det dog vist ganske rigtigt, naar der her antydes at Egnen oprindelig benyttedes rum Græsgang for Kongsgaarden, thi hvis den ej havde været kongelig Ejendom, kunde Olaf ikke have haft Dispositionsret over den. Og den Omstændighed, at Markerne benyttedes som Græsgang, udelukker ikke Muligheden af, at det nærmeste Strøg ved Vaagen kan have været bebygget med flere Huse, Naust og Boder. Den samme Forfatter, der meddeler hiint Sagn, siger ogsaa, at Byen tidligere hed Fagervik eller Haslevik; naar han her synes at mene, at dette Navn en Stund vedligeholdt sig som en Benævnelse paa Byen efter at den var anlagt, tager han vistnok Feil, da Navnet „Bjørgvin“ allerede forekommer i det 10de Aarhundrede[8]; men at Bugten eller Vaagen selv har ført et saadant Navn, er ikke i mindste Maade usandsynligt. Det er ovenfor nævnt[9], hvorledes Islændingen Hørd Grimkellssøn, som i Aaret 962 besøgte Norge, ifølge hans Saga tog sig Herberge i Bergen, der ved denne Lejlighed allerede omtales som en Kjøbstad; men det er ligeledes paa samme Sted paapeget, at „Bergen“ her sandsynligviis er nævnt ved en Misforstaaelse i Stedet for Tunsberg eller Kongehelle. Thi om der end allerede fandtes Huse og Herberger paa Stedet, maa det dog af vore Kongesagaers udtrykkelige Udsagn ansees aldeles vist, at Bergens Tilværelse som virkelig Kjøbstad med alle dertil hørende Indretninger aller først hidrører fra Olaf Kyrre. Man maa altsaa antage, at han nu af de til Kongsgaarden Aalreksstad hørende Grunde bar afgivet det allerede med Huse og Naust bebyggede Strøg ved Vaagen tilligemed hele den øvrige betydelige Strækning, der laa indenfor de saakaldte Takmark eller Bymarks-Grændser, og som angives saaledes i Bergens Bylov af 1276: „Gunnhildsaa (lille Sandviks-Elv) mod Nord indtil Varden paa Fjeldet oppe i Vaapnadal (nu Skræderdalen), derpaa mod Syd nordenfor Bredemyren (en Indsænkning bagom Fløjfjeldet) ned i Aalreksstad-Vandet (nu Svartediket); derpaa ned til Korsbro (Broen i Fløen) og over more Lunggaardsvand) i Strømmen (ved Nygaard), og hele Sydnes og Nordnes (d. e. den hele, af Lunggaardsvandene, Puddefjord og Byfjorden indsluttede Halvø), samt fra Nordnes atter lige over til Gunnhildsaaen“[10]. Man maa ligeledes antage, at han, som Olaf Tryggvessøn ved Anlægget af Nidaros, eller St. Olaf ved Anlægget af Sarpsborg, var ladet afstikke Byggetomter og uddeelt dem; ligeledes maa han have ladet opføre Brygger, og strax paabegyndt Opbyggelsen af en Kirke, nemlig den nys omtalte „gamle Christkirke“, der en Tidlang ogsaa gjorde Tjeneste som biskoppelig Kirke. Til Plads for denne Kirke saa vel som den Kathedralkirke, han grundlagde, udsaa han det Strøg, som da og længe sidenefter kaldtes Holmen, nemlig det yderste Parti mod Nordøst ved Indløbet til Vaagen, hvilket paa den Tid, som man maa formode, virkelig var afskaaret fra Fastlandet ved en liden naturlig Kanal eller Indsænkning (den saakaldte veisan), hvilken dog temmelig snart maa være bleven opfyldt og tildeels udtørret. Her har Olaf ogsaa sandsynligviis betegnet Pladsen for den vordende Kongsgaard, uden dog at lade nogen saadan opføre, thi det er, som vi allerede ovenfor have paaviist, charakteristiskt for Olafs Virksomhed som Kjøbstads-Anlægger i Sammenligning med hans Forgængeres, at han ej, ligesom de, begyndte med at opføre en Kongsgaard med tilhørende Kirke, men aller først tænkte paa Borgernes og Gejstlighedens Tarv. I den nye Stad nedsatte sig strax mange rige Folk, og den blev tidlig Norges fornemste og af udenlandske Skibe mest besøgte Handelsstad[11].

Man kjender ikke nøjagtigt Aaret, da Bergen blev anlagt eller indrettet til Kjøbstad. Hvis man kunde antage, at den store, i Olafs Tid ufuldførte Christkirke blev grundlagt samtidigt med By-Anlægget, da vilde deraf opstaa en Formodning for at dette først kom i Stand mod Slutningen af Olafs Regjering. Men da man snarere maa formode, at dette Kirke-Anlæg var et af Olafs sidste Bygningsforetagender, og desuden for saa vidt af mindre væsentlig Nødvendighed for den nye By, som det alene sigtede til at skaffe det hele vestlige Norge en Kathedralkirke, medens Stadens Trang til en Sognekirke allerede var afhjulpen ved Opførelsen af den mindre Christkirke, er der intet som hindrer os fra at antage at denne, saa vel som Staden, allerede kan have rejst sig i den tidligere Deel af Olafs Regjeringstid. Hvis maa derhos kunde ansee det som vist, at Biskop Bernhards Flytning til Bergen fandt Sted, saaledes som det ovenfor gjetningsviis er antydet, paa Grund af en Foranstaltning lig den, som skede i England ifølge det londonske Kirkemøde 1075, og at den virkelig gik for sig i dette Aar, vilde vi heri have et endnu nærmere Moment til at bestemme Tiden, naar Byen maa være bleven anlagt; men det er jo ogsaa muligt, at Indskærpelsen af hine gamle Bestemmelser om Biskoppens Residens i Stæderne udkom, førend Bergen endnu var bleven Kjøbstad, og at Bernhard saaledes har maattet udsætte Opfyldelsen af Budet indtil der fandtes en Stad, der kunde modtage ham. Følgelig lader sig intet andet med Bestemthed heraf udlede, end at Flytningen neppe kan have skeet før, men snarere har skeet efter 1075. Vist er det imidlertid, at Anlægget heller ikke kan have fundet Sted umiddelbart efter Olafs Tronbestigelse, thi deels antyde Sagaerne temmelig umiskjendeligt, at ingen af Olafs Bygningsforetagender paabegyndtes førend efter at han var bleven Enekonge (1069); deels er det ikke rimeligt, at han kunde befatte sig med noget saadant, førend Freden var sluttet med Danmark; og deels nævnes, som vi i det følgende skulle see,Bergen endnu ikke, hvor de Byer, i hvilke Kongen plejede at residere om Vintren, opregnes i Anledning af det store Jordegods, som Kongen neppe før 1070, men snarere senere, skjenkede sin Fostersøn og Yndling Skule Tostigssøn[12]. Man kommer saaledes maaskee Sandsynligheden nærmest ved at henføre Oprettelsen af Kjøbstaden Bergen til Tiden mellem 1070 og 1075.

Den forligede Velstand, og den uafbrudte Fred, der tillod Landets Indbyggere i højere Grad end hidtil at henvende Opmerksomheden paa Livets Behageligheder, maatte snart aabne deres Øjne for de store Mangler, som i denne Henseende endnu herskede, og lade dem føle hvor langt man heri stod tilbage for Udlandet, i Særdeleshed det nu nordmanniserede England, med hvilket Norge underholdt den hyppigste og vigtigfte Handelsforbindelse. Harald Haardraade havde endnu holdt paa de gamle Sædvaner, og da Folket fulgte Kongens og Hoffets Exempel, skede der heller ikke, saa længe han levede, nogen gjennemgribende Forandring i den gamle, simple Leveskik, der i Aarhundreder havde været den herskende. Olaf, hans Søn, gav derimod selv Tonen an i at optage og tilegne sig de Forbedringer, som Folkets Kulturtilstand for øvrigt allerede fordrede, og hvis Fordele den nærmere Forbindelse med Udlandet gjorde mere indlysende. Der manglede saaledes hverken paa Lyst, Evne eller Anledning til at optage flere fremmede Skikke, som sigtede til Pragt i det selskabelige, og Bekvemmelighed i det daglige Liv. Vore Sagaer tale derfor meget om den Stads i Klædedragt og den Forandring i de bedre Huses Indretning, som paa Olafs Tid indførtes. „Da“, heder det, „begyndte man at klæde sig overhaands stadseligt, og efter udenlandske Moder; man havde Pragthoser, rynkede om Benet; nogle spendte Guldringe om Læggene; man brugte ogsaa side Kjortler, udskaarne for Siderne og tilsnørede med Sløjfer; Ærmer, fem Alen lange og dog saa trange, at man maatte drage dem paa med et Haandsnore og rynke dem op om Axlerne; Halvstøvler eller høje Sko, udsyede med Silke, nogle endog besatte med Guld“[13]. Man gjenkjender den samme Dragt, som paa denne Tid var brugelig i England og Nordmandie, og som findes fremstillet paa flere af de Billeder, hvormed Bøgerne i hine Dage prydedes[14]. Olaf, siges der ogsaa, var den første, der lod gjøre Stuer med Ovne og Steengulv saavel om Vintren som om Sommeren[15]. Hidtil havde man, som vi vide, nøjet sig med det blotte Jordgulv i Hallen, paa hvilket Ilden brandt langs Gulvet; og hvor Ljore og Glugger samtidigt baade tjente til Oplysning og Udgang for Nogen. Det ligger i Sagens Natur, om det end ikke udtrykkeligt siges, at saasnart Ilden, i Stedet for at brænde i store Baal langs Gulvene, flyttedes til Ovne eller Kaminer med egne Røgfang og Varmen derfor bedre maatte itide-lukkes, kunde heller ikke Ljorerne eller Tag-Aabningerne længer bibeholdes, men Stuerne fik sandsynligviis heelt Plankeloft, og Gluggerne, der hidtil vare anbragte langs Brynaasene, maatte flyttes længere ned, saa at de bleve til virkelige Vinduer; rimeligviis forsynedes de ogsaa, i det mindste i de kongelige og de rigeste Mænds Huse, med Glasruder. Ved denne Forandring maatte Stuerne vinde overordentligt meget i Hygge og Bekvemmelighed; den maatte ogsaa nødvendigviis medføre en langt anden Indretning i Husene selv, saaledes at deels een og samme Bygning nu kom til at indeholde flere Værelser, i Stedet for at forhen saa godt som hver Stue udgjorde et Huus for sig, deels Plankeloftene benyttedes til Gulv for Værelser i et øvre Stokverk (Loftstuer) og Rummet tinder det nedre Gulv anvendtes til Kjeldere, fornemmelig efter at de for vort Klima mindre skikkede Steengulve begyndte at afløses af de varmere, smukkere, billigere og bekvemmere Plankegulve: en Forbedring, der tilsagde sig næsten af sig selv, og som derfor meget snart maa være kommen til Anvendelse. Virkelig hører man ogsaa fra denne Tid oftere om Loftsale og Kjeldere. Uagtet Olafs Saga kun omtaler disse Forandringer ved de Bygninger, Olaf selv opførte, kan der dog ej være nogen Tvivl om, at ogsaa de fornemmere og rigere Mænd i Landet fulgte hans Exempel, alt eftersom deres Formuesomstændigheder tillode dem og Forholdene paa hvert enkelt Sted gjorde det muligt. Kun hos de mindre bemidlede og i de mere afsides Egne paa Landet vedligeholdt de gammeldags Røgstuer sig, og mangesteds findes de endog den Dag i Dag, om just ikke ganske i hiin oprindelige Skikkelse[16].

De her beskrevne Forandringer medførte ogsaa en fuldkommen Forandring af de kongelige Hirdstuers Indretning og Sædernes Fordeling. Hidtil fandtes der, som vi have seet, to Rader Bænke eller Sæder langsmed hver af Hallens Langvægge, paa begge Sider af Ildene, og med et Højsæde paa Midten af hver Langpall, det kongelige paa Nordsiden. Olaf derimod lod indrette en Duer-Pall eller Bænk tvers over Hallen i den ene Ende, med det kongelige Højsæde i Midten; denne Pall kaldtes nu Højpallen (hápallr) hvilket viser, at den maa have været højere end de øvrige Sæder, og at Gulvet derfor i denne Ende af Salen har dannet en Forhøjning. Ved Kongens eget Bord, altsaa paa Forhøjningen eller Højpallen, sad Dronningen, naar hiin var tilstede, saa vel som alle fyrstelige Personer, det vil sige Jarler eller Biskopper. Strax foran Forhøjningen stilledes under Maaltiderne det saakaldte Trapiza eller Skjenkebord; nærmest dette, paa den anden Side, var den saakaldte Stallare-Stol eller rettere Bænk, hvor Stallarerne og de fornemste Høvdinger sad, saaledes at de vendte Ansigtet mod Kongen. I den øvrige Deel af Salen var der, som man maa antage, Bænke for de andre Gjester af lavere Rang; om disse Bænke vare ligeløbende med Stallarestolen, det vil sige strakte sig tvers over Gulvet, eller derimod dannede Rader langs ad Gulvet, nævnes ikke. Ved denne Forandring blev det Kongen meget lettere at oversee det hele Selskab, ligesom han ogsaa selv bedre kunde sees af Gjesterne. Ved Indførelsen af et nyt Hofceremoniell, tildeels efter udenlandsk Mønster, og ved Forøgelsen af Hofpersonalet søgte Olaf ogsaa at udbrede større Glands over Hofholdningen. I Stedet for at man hidtil sædvanligviis benyttede Drikkehorn, som sendtes fra Plads til Plads over Ildene, indførtes nu Bordkar eller Bægere; man drak ikke længer med sin Gjenbo, men med hvem man vilde; enkelte af Hirdmændene fik den Forretning, under Maaltiderne at staa foran .Kongens eget Bord og her gjøre Opvartning; de kaldtes Skutelsvende og havde højere Rang end de øvrige Hirdmænd. Andre Hofbetjente sattes til at holde brændende Kjerter foran Kongens Bord, lige saa mange, som der ved dette sad fyrstelige Personer; disse kaldtes Kjertesvende, og vare sædvanligviis unge Mennesker af fornemme Familier, som ved denne Tjeneste, en Art af Page-Tjeneste, uddannede sig for Hoflivet og lærte finere Sæder. Til at bestride al denne forøgede Opvartning udkrævedes saa mange flere Folk end hidtil, at Olaf fordoblede Hirdmændenes Antal fra 60, der hidtil var det sædvanlige, til 120, Gjesternes fra 30 til 60, og Huuskarlernes ligeledes fra 30 til 60[17]. Bønderne, der paa hans aarlige Rejser om i Landet skulde modtage ham og hans Følge, undlode ikke at ængste sig over dettes Fordobling, og spurgte ham endog, hvorfor han havde flere Folk med sig end Loven egentlig tillod, eller de forrige Konger plejede at have, naar de rejste om paa Vejtsler. Kongen svarede: „jeg faar ikke styret mit Rige bedre end min Fader, eller sat mig i større Respekt end han med dobbelt saa mange Folk, som han havde; men det er ikke derfor min Hensigt at betynge eder eller at falde eder til Ulempe“. Og man maa antage, at han virkelig ogsaa har holdt Ord, eller af sine egne Midler tilvejebragt hvad mere der udfordredes til det fordoblede Hofpersonale, thi i modsat Fald vilde der ej have hersket saa megen Tilfredshed med hans Regjering, eller saa store Lovtaler have været holdte over hans Liberalitet.

Den almindelige Følelse af Velvære og Overflod paa Livets Goder gav ogsaa det selskabelige Liv, især i Kjøbstæderne, et betydeligt Opsving. I Olafs Dage, fortælle Sagaerne, holdtes der i Kjøbstæderne langt hyppigere Drikkeselskaber og Sammenskudslag end forhen[18]. Allerede tidligere havde man, som det synes, i Lighed med hvad der ogsaa andensteds fandt Sted, oprettet et Slags Klubber eller faste selskabelige Foreninger, hvis Medlemmer efter Omgang (í hvirfing) skiftedes til, i deres eget Heltes at afgive Lokale for de i Lovene paabudte, egentlig fra Hedendommen nedarvede Sammenskudslag (hvirfingsdrykkjur) og som derfor kaldtes Hvirvingsbrødre[19]. Om disse Klubbers Betydenhed kan man danne sig en Forestilling, naar man erfarer at Hvirvingsbrødrene i Nidaros endog lode opføre en egen Kirke af Steen, Margrete-Kirken, og at de havde en egen saakaldet Hvirvingsklokke, ved Navn Bøarbot. Af den Maade, paa hvilken Sagaerne omtaler Hvirvingsklubberne i Byerne, maa man formode, at de især vare opstaaede paa Harald Haardraades Tid, og den Slutning ligger da nær — især naar man tager Hensyn til en af de væsentligste Bestemmelser for Gilderne, der traadte i deres Sted, at de vare stiftede, ej alene for selskabelige Glæders Skyld, men ogsaa for at Medlemmerne indbyrdes kunde staa hinanden bi mod de Undertrykkelser og Fornærmelser, som den enkelte Mand ej sjelden maatte lide tinder Harald Haardraades myndige og temmelig vilkaarlige Regjering. De vare paa den Maade tillige politiske Associationer, og Klokken Bøarbot har i Nidaros neppe alene ringet for at kalde Brødrene til det festlige Lag, men ogsaa, om end ikke saa ofte, til Sammenkomst med Vaaben i Haand for at staa en Broder bi, der truedes af et Ikke-Medlem, eller for at tage Hevn over en Broders Drab. For, som det synes, at betage disse Foreninger saa meget som muligt af den politiske Farlighed, de nødvendigviis maatte medføre, saa længe de endnu paa en vis Maade vare at ansee som private, eller Sammenkomsterne i det mindste holdtes i private Huse og liden Kontrol, fik Olaf dem, det siges ikke hvorledes, efter Udlandets Exempel[20] forandrede til de saakaldte Gilder, hvis Sammenkomster ikke længer holdtes i private Huse, men derimod, under Gejstlighedens Overtilsyn, i egne, dertil indrettede Huse, der kaldtes Gildeskaaler[21]. For øvrigt vedtoges, eller rettere bibeholdtes, ogsaa i Gilderne som en Hovedbestemmelse den Forpligtelse for Medlemmerne, (Gilderne eller Gildebrødrene) at de skulde staa hinanden indbyrdes bi, og Foreningerne vedbleve derfor altid at have en vis politisk Betydning. Men dette modvirkedes igjen nogenledes derved at der i een og samme By oprettedes flere Gilder, og at saavel Kongerne selv, som deres fornemste Mænd lode sig optage til Medlemmer i de meest anseede. Vi erfare heller ikke, at noget Gilde i Norge, endog paa den Tid, da Tron- og Partistridighederne rasede paa det heftigste, tog en saa virksom og betænkelig Deel i de politiske Begivenheder, som St. Knuts-Gildet i den danske Stad Slesvig endnu kun i den anden Generation efter Olaf Kyrres og Knut Svenssøns Tid, da nemlig Medlemmerne, i hvis Tal ogsaa Hertug Knut Lavard havde ladet sig indskrive, hevnede hans Drab ved at tage Kongen selv, der havde tilladt det, Nikolaus Svenssøn, af Dage (1134). Og hvad Misligheder der kunde hefte ved det politiske Præg, Gilderne antoge, opvejedes vistnok igjen ved de Fordele, de for Resten medførte. Thi ej alene bidroge de til at forhindre Slagsmaal, Voldsomhed og Blodsudgydelse — det var endog forbudet Gildebrødrene ved deres Sammenkomster at medbringe Vaaben — men ved at stilles under Gejstlighedens Opsigt, og ved de religiøse Ceremonier, under hvilke Sammenkomsterne holdtes, bidroge de til at vække den religiøse Sands, medens Nærværelsen af Kvinder, hvilke ogsaa optoges som Medlemmer, befordrede en mere sleben Omgangstone. Hertil kom, at de i hine Tider, hvor det kommunale Væsen endnu var i sin Barndom, saa at sige traadte i Stedet, og man kan vel endog sige vartede Vejen for alle de forskjellige Slags Foreninger til gjensidig Understøttelse, som i vore Dage pleje at skiftes, f. Ex Brandforsikrings- og Livsforsikrings- Selskaber, Liigkasser, Pensionsfonds, og andre lignende Indretninger[22].

Om Olaf Kyrre fortælles der udtrykkeligt, at han foruden mange andre Gilder i Kjøbstæderne stiftede det saakaldte Myklegilde i Nidaros, hvilket sandsynligviis er det samme som det, der senere benævnes Krossgilde (hellig Korses Gilde), skjønt det ogsaa siges, at det var indviet til St. Olaf[23]. I dette Myklegilde sad han, som der siges, da han ytrede hine evig mindeværdige Ord om den Glæde, han følte ved at see sine Undersaatter tilfreds og fornøjede omkring sig. Hvert Gilde var særskilt indviet til en eller anden Helgen, der saaledes betragtedes som dets Skytspatron, og for saa vidt det ej havde sin egen Kirke, sted det i Forbindelse med en eller anden nær liggende Kirke eller Stiftelse, hvis Bestyrere da tillige vare Gildets gejstlige Tilsynsmænd. Hvert Gilde havde sit særegne Straa eller vedtagne Klublove. Det ligger for øvrigt i Sagens Natur, at disse Skraaer maa have været indbyrdes overeensstemmende i de fleste Hovedpunkter, navnlig i Alt hvad der sigtede til den aarlige Kontingent, den selskabelige Orden og Ærbarhed, og Medlemmernes Forpligtelse til at staa hinanden bi[24]. Ogsaa paa Landet, i de mere befolkede Distrikter, stiftedes Gilder, der kun heri synes at have været forskjellige fra By-Gilderne, at deres Sammenkomster vare sjeldnere, men derfor ogsaa desto langvarigere[25]. I de Stæder hvor der oprettedes forskjellige Gilder, faldt det af sig selv, at Mænd med fælles Interesser og af een Livsstilling ogsaa helst sluttede sig sammen i eet Gilde; derved skede Overgangen til Haandverkernes Lag, idet Borgere, der dreve et og samme Haandverk, stiftede et Gilde til fælles Understøttelse og selskabelige Sammenkomster, eller og maaskee kom saaledes til at udgjøre Fleerheden i et allerede bestaaende Gilde, at de fuldkommen raadede for, hvo der for Eftertiden skulde optages, og derfor ej optoge andre end Mænd af samme Profession[26].

  1. ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 2. Snorre Cap. 2. Fagrskinna Cap. 222. Skade, at vi savne nærmere Underretning om dette Tog.
  2. ↑ Thjodrek Munk, Cap. 29.
  3. ↑ Olaf Kyrres Saga Cap. 3, jvfr. Ágrip Cap. 37.
  4. ↑ Det Sted i Olaf Kyrres Saga, hvor denne Materie overhoved, saa vel som Oprettelsen af Kjøbstaden Bergen i Særdeleshed omtales, findes i de forskjellige Bearbejdelser saa forskjelligt redigeret, at man neppe engang vilde kunne forklare sig Afvigelserne, naar man ej indbyrdes sammenlignede Beretningerne og derved overbeviste sig om, at de dog øjensynligt ere udsprungne af en eneste oprindelig Beretning, der alene har undergaaet større eller mindre Forvanskninger. Vi ere dog saa heldige at besidde Beretningen i en, som det synes, endnu temmelig uforvansket Tilstand, i Morkinskinna. Denne ville vi, da det er af Vigtighed at kjende den nøje, hidsætte ordlydende, men da det er af lige saa stor Vigtighed at paapege de Forvanskninger, den i andre Bearbejdelser har været underkastet, for at man ej af disse skal lade sig forlede til falske Slutninger, tilføje vi ogsaa de tilsvarende Steder i de øvrige Sagaer. Morkinskinna fol. 20. a. og b. udtrykker sig saaledes: þá settisk sá kaupstaðr í Noregi er einn er vegsamlegastr þeirra er áðr er getrt, at fráteknum kaupstað í Niðarósi, ok er sá kaupbœr kallaðr i Björgyn; gerðisk þar brátt mikit setr auðigra manna: er þingat mest tilflutning or öðrum löndum. (da oprettedes den Kjøbstad i Norge, som er herligere end alle de forhen omtalte, med Undtagelse af Kjøbstaden Nidaros: det er Kjøbstaden Bergen. Der begyndte strax mange rige Mænd at nedsætte sig, og did skeer den meste Tilførsel fra fremmede Lande). Nærmest Morkinskinna kommer som sædvanligt Fagrskinna (Cap. 218), men allerede her spores sterk Forvanskning: þá settisk sá staðr í Noregi, er einn er vegsamlegastr, ok vér köllum Niðarós (eller er fyrr var getit, Niðarós); kaupstaðrinn í Björgvin gerðisk þar brátt mikill ok auðigra manna setr ok mikil tilflutning af ödrum löndum; í þann tíma mikluðusk allir kaupstaðir, en sumir settusk at upphafi. (da oprettedes den Stad i Norge, som er den aller herligste, og som vi kalde Nidaros; Kjøbstaden i Bergen blev der snart stor og Sædet for rige Mænd, og der skede stor Tilførsel fra fremmede Lande; i den Tid tiltoge alle Kjøbsteder, men nogle oprettedes fra først m. Her er, som man seer, det, som gjelder Bergen, ved skjødesløs Læsning og Interpunktion henført til Nidaros, og Resten forvirret. Snorre (Olaf Kyrres Saga Cap. 2) har Stedet fornuftigere, men tillige noget mere afvigende: „Um daga Ólafs konungs höfusk mjök kaupstaðir í Noregi, en sumir settusk at upphafi. Ólafr konungr setti kaupstað í Björgvin, gerðisk þar brátt mikit setr auðigra manna ok tilsiglingar kaupmanna af öfrum löndum. (I Kong Olafs Dage fik Kjøbstæderne i Norge betydelig Opkomst, men nogle oprettedes fra først af. Kong Olaf oprettede Kjøbstaden Bergen, hvor da strax mange rige Mænd nedsatte sig, og Kjøbmænd sejlede til fra andre Lande.) Omtrent ordlydende gjengives Stedet i Hrokkinskinna og Hryggjarstykke (Magnus og Olafs Saga Cap. 3). Sammenligningen viser os, at hvad der her ytres om Olafs Virksomhed ved Oprettelsen af nye Kjøbstæder, kun vedkommer Anlægget af Bergen, og at Fleertallet „nogle Kjøbstæder“ ikke maa tages bogstaveligt. Rigtignok har det været antaget, at Olaf ogsaa anlagde Staden Stavanger, men da dette ingensteds omtales i Sagaerne, og da det tvertimod synes, som om denne Stad ingensinde formelig har været anlagt eller oprettet paa den Maade, som Nidaros, Sarpsborg, Oslo og Bergen bleve til, men nærmest skylder Biskopsstolens Oprettelse sin Opkomst (hvorom mere nedenfor) kan en saadan Formodning neppe være rigtig. Vi see ligeledes, at hvad Morkinskinnas Redaktion ytrer om Konfluren til Bergen paa den Tid, da Sagaen nedskreves, er i de øvrige Bearbejdelser, dog maaskee ej uden Føje, henført til Tiden strax efter Byens Anlæg.
  5. ↑ Vi have ovenfor (I. 1. Side 295—297) seet, hvorledes Aalreksstad omtales som Kongsgaard allerede i Sagn-Oldet. Naar man berettede, hvorledes den hørdalandske Konge Herthjof, der havde taget Starkad til Fange og sat ham til Opdragelse paa Gaarden Ask paa Fenring (Askøen), siden uforvarende blev overfaldt af ham og Vikar i sin befæstede Borg (I. 1. Side 297) mentes herved vistnok Aalreksstad. Siden finde vi Aalreksstad hyppigt nævnt som en af Harald Haarfagres, Haakon den godes, og Erikssønnernes sædvanlige Residenser. Det nævnes i Egil Skallagrimssøns Historie (se I. Side 705); her var det ogsaa, hver Vosse-Bønderne overfaldt og dræbte Sigurd Sleva, se ovenfor I. 2. Side 31.
  6. ↑ Navnet er sammensat af bjarg eller berg d. e. Berg, og det allerede i vort Oldsprog sjelden og næsten kun til Stedsnavne anvendte Ord vin, d. e. Græsgang, behageligt Sted, gotisk vinja, se ovenfor I. 2. Side 816. Det er Bogstavet „v“ i Ordet „vin“, der fremvirker Omlyden af a i bjarg til ö, saa at Navnets sædvanlige Form i Oldskrifterne er Björgvin; dog findes ogsaa, skjønt sjeldnere og især i sildigere Skriftlevninger, Bergvin; hvorimod vin, som sædvanligt i mange Sammensætninger, ofte er bleven til -yn, saa at Navnet ogsaa lyder Björgyn. Da vi nu have Exempler paa flere Navne, sammensatte med vin, hvor denne Endelse vexler med heimr, f. Ex. Skerfvin og Skerfheimr, Leirvin og Leirheimr, Leikvin og Leikheimr; ja endog aldeles bortfalder, f. Ex. Bamblyn (d. e. Bamblvin) og Bamblar; Þoptyn (Þoptvin), Þoptheimr og Þoptar, synes der som om den i det hele taget ved slig Lejlighed har været temmelig betydningsløs, hvilket ogsaa bestyrkes deraf, at vi fra den tidligste Tid, Staden Bergen nævnes paa Latin, finde den benævnt Bergæ, hvilket svarer til en Form som „Björg“, „Bjargar“, „Bergar“ og som derfor i daglig Tale har været den sædvanlige. En merkelig Omstændighed er det, at medens der ogsaa andensteds i Hordaland og Hardanger findes Gaarde ved Navn „Björgvin“, udtales disse dog nu aldrig „Bergen“, men „Berve“, „Børve“, „Bervin“, e. a. d. Naar saaledes Udtalen „Bergen“,der blandt Almuen tildeels endog udtales „Bæren“, er bleven undtagelsesviis særegen for Stadens Navn, kan dette neppe forklares anderledes end ved fremmed Indvirkning, deels af den latinske Form „Bergæ“ og „Bergensis“, deels, og vel fornemmelig, af de tydske Hanseaters „Bergen“, der ogsaa for dem kun betegnede „Bjergene“.
  7. ↑ Se Absalon Pederssøns Norges Beskrivelse i Suhms Samlinger. II. 1. Side 82.
  8. ↑ Se ovenfor I. 1. Side 783 nederst, jvfr. Laxdølasaga Cap. 11.
  9. ↑ Se ovenfor I. 1. Side 43.
  10. ↑ Se Norges gamle Love, II. S. 265. Kjøbebolken, Cap. m. Der er ingen Grund til at antage at disse Takmark ej skulde være de oprindelige. Om Forklaringen af de her nævnte Punkter, se Munthes Anm. til Aalls Oversættelse af Snorre, II. S. 85 jvf. Norsk Tidsskrift II. Side 9, 10, og „Norske Samlinger“ I. Side 284—286.
  11. ↑ Se de ovenfor (Side 433, 434) af Sagaerne anførte Steder.
  12. ↑ Se herom nedenfor, hvor tillige de forskjellige Angivelser herom i Sagaerne ville blide drøftede.
  13. ↑ Olaf Kyrres Saga Cap. 3, Snorre Cap. 2. Stedet er for øvrigt temmelig dunkelt.
  14. ↑ Enkelte slige Billeder findes gjengivne i Pictorial History at England, 1ste Bind.
  15. ↑ Se Olaf Kyrres Saga Cap. 2, Snorre Cap. 2. I Udgaven af Snorre er den store Fejl indløben, at der staar „strá gólf um vetr sem um sumar“ i Stedet for „steingólf“ o. s. v.
  16. ↑ Olaf Kyrres Saga Cap. 2. 3. Snorre Cap. 3. 4. Jvfr. ogsaa Keyser: om Nordmændenes Boliger og daglige Sysler, i Norsk Tidsskrift I.
  17. ↑ Om de tidligere Hofskikke se ovenfor I. 2. S. 639 flgg.
  18. ↑ Saaledes Morkinskinna fol. 20 b., þá hófusk mjök drykkjur ok skytningar í kaupstöðum miklu meir en fyrr hafði verit.
  19. ↑ Ordet hvirfing, beslægtet med hverfa, vende, dreje sig, bruges ofte eenstydigt med „Kreds“; f. Ex. sitja í hvirfing, sidde i Kreds (om Harald, Einar og de øvrige Gjester, se Harald Haardraades Saga Cap. 62, jvfr. ovf. S. 250). Hvirfingsdrykkjur der allerede nævnes i Olaf den helliges Saga Cap. 102 Snorre Cap. 113 hvor der er Tale om Blotfesterne paa Mæren (se ovenfor I. 2. 603) betyder altsaa simpelt hen „Omgangsdrikkelag“. Man kan neppe antage, at den, i hvis Huus Omgangslaget stod, ogsaa præsterede Bevertningen; Medlemmerne betalte vistnok stedse deres Kontingent eller skaffede det nødvendige Forraad in natura, ligesom tidligere ved Blotvejtslerne. Desto lettere maatte Overgangen blive til de egentlige Gilder, da Forskjellen nærmest kun bestod i at der for disse var et bestemt offentligt Lokale, og at de stode mere under offentligt Tilsyn. At allerede Hvirvingsbrødrene havde indgaaet Forpligtelser til gjensidig Bistand, ligger endog kun i Benævnelsen „Brødre“, hvoraf det sees, at de havde indgaaet Brødrelag (fraternitas). Og at Hvirvingslagene existerede for Olaf Kyrres Tid, ligger, som det synes, tydeligt i Sagaens Udtryk: „Olaf lod oprette Myklegildet i Nidaros, og mange andre i Kjøbstæderne, men forhen (altsaa for Olafs Tid) fandtes der Hvirvingsdrikkelag“. Og da ligger Slutningen temmelig nær, at de tildeels have været fremkaldte til Værn mod Harald Haardraades Vilkaarlighed.
  20. ↑ Gilderne synes at have været tidligere oprettede i Norge end i Danmark, hvor de ej stiftedes, førend ved 1100 (se Suhms Hist. af Danmark V. 77). Men andensteds, f. Ex. i England existerede de længe før, saaledes har man en anglisk Gildeskraa, øjensynligt ældre end Knut den mægtiges Tid, se Hickes Diss. epist. 21. Deres Navn „Gilde“, Gilda, er kommet af det oldgermaniske gildan, oldnorsk gjalda, betale; og sigter til Medlemmernes fælles Ydelser eller Kontingent. En Gildebroder kaldes hos os enten gildbróðir, eller slet og ret gildi, dog dette sidste mere i Forhold til sine Kammerater. Ordet Gildisskáli er sammensat af gildi og skáli Stuebygning; man sagde og „Gildehall“ hvoraf det bekjendte „Guildhall“ i London.
  21. ↑ Snorre, Olaf Kyrres Saga Cap. 2, har ogsaa, i det mindste i den trykte Udgave, her et Tillæg om at der ej maatte drikkes uden i de saakaldte verndarstofur og laufshus. Dette sidste Ord er aabenbart kommet ind, som saa meget, især i 3die Bind af den store Udgave, gjennem Peringskjøld, der igjen har optaget flere af de Forklaringer, Peder Claussøn i sin Oversættelse har tilføjet: laufshus er saaledes ikke andet end en uheldig Tilbage-Oversættelse af „Lauffshuus“ d. e. Laugshuus. Den svenske Oversættelse har deraf igjen gjort „Løfsalar“ (!) Paa samme Maade synes verndarstofur at være „Vertstuer“, og det hele Tillæg at være senere indskudt.
  22. ↑ Den bedste Forestilling herom, saa vel som overhoved om hvorledes Gilderne vare indrettede, faar man ved at gjennemlæse Statuterne for et eller flere af de gamle Gilder. Uagtet der i Norge fandtes saa mange, er der dog af disse ikkun tvende, hvis Statuter endnu kjendes, og disse ere dertil Gilder paa Landet (Mariæ og St. Olafs Gilde i Hardanger og St. Olafs Gilde paa Onarheim i Søndhordeland). Disse Statuter ere trykte, det første i Thorkelins Diplomatarium II. S. 258, det sidste i Schnabels Beskrivelse over Hardanger, Tillæg, samt Suhms Hist. af Danmark XIV. 588. Af Bestemmelserne i det første, der er det ældste, kunne her merkes følgende: Gildet skulde holdes hvert Aar om Sommeren til Christi, Jomfru Mariæ og St. Olafs Tak, til Helse, til Aar og Fred og alskens Miskun saavel i dette som i det kommende Liv. (Ordene stemme næsten med dem, der anvendes i den gamle Gulathings Christenret Cap. 7 om Ølgerden, hvilket betegner i det mindste dette Gilde som det „Jonsmesse-Øl“ der omtales i Frostathingslagen, s. o. I. 2. S. 638, og herved ledes man til, som ovenfor antydet, at betragte Gilderne som den sidste Fase af de i Hedendommen brugelige Blotvejtsler). Hvert mandligt og kvindeligt Medlem skulde præstere en vis Kvantitet godt Malt, en Øres Vegt Vor og et Troug, hvori to Skær; alt under en vis Mulkt. Børn ældre end tre Aar maatte ej medtages, uden mod et særskilt Tilskud; for et Barn ældre end 12 Aar skulde der betales fuld Kontingent, men Gilde-Eden maatte han ej aflægge, førend han var 15 Aar gammel. Alle Medlemmer skulde indfinde sig undtagen i Nødstilfælde; dog gjaldt Forpligtelsen ej Kvinderne. 2Eldste Søn arvede sin Faders Medlemsret, eller som det hed „tog Huus efter sin Fader“; ligeledes ældste Datter efter sin Moder. Den, der ellers vilde optages til Medlem, skulde lade sig foreslaa ved Spisebordet eller i Gildestevne; Medlemmernes eenstemmige Samtykke udfordredes. Den Indtrædende skulde betale „Huusværd“ (Intrædelsespenge) hvorved han blev Medejer i Bygningen. Derpaa skulde han gaa til Haandslag og sværge sig i Brødrelaget. Ingen maatte yppe Emne i Gildet, ikke engang byde Veddemaal, og overhoved passe sig vel for sine Ord, thi „det er godt om Morgenen at mindes hvad man om Kvelden kvæder“. Ethvert Medlem var berettiget til at fordre Medlemmerne sammenkaldte til Gildestevne. Intet Medlem maatte medbringe Vaaben. Ingen skulde negte Brugen af sine medbragte Huusgeraad, alt under Mulkt af en Ertog. Spildte nogen saa meget Drikke at han ej kunde skjule det med Haanden, skulde han bøde 3 Penninger, lige faa hvis hans Høv eller Hund kom ind, efter at Bordene vare fremme; saa og hvis man ikke rejste sig, eller ikke var inde, naar Præsten velsignede Christi og Marias Skaal. De samme Bøder skulde den betale, der ej gik til Ottesang eller Højmesse i Kirken med de øvrige Brødre og Gjester. Disse ere de Bestemmelser, der sigtede til Ordenen i Gildehuset. Til den gjensidige Bistand, som Brødrene skulde yde hinanden, sigter følgende: alle Brødrene skulde indestaa for den enkelte Broders Vaaningshuus og Fjøs; hvis det brandt op, skulde de indfinde sig paa Stedet og bygge det op igjen ligesaa godt som før: enhver skulde skaffe saadant Stykke Tømmer, som den Brandlidte fordrede, og dertil et Bundt Næver, alt under Mulkt af 7, Maanedsmad. Hvis en Mands Kornlade brandt op før Juul, skulde hver Broder give ham en Mæle Korn; skede det efter Juul, da kun halv faa meget. Brandt hans Hølade, skulde de fordele hans Kvæg imellem sig og opføde det indtil næste Sommer; mistede han tre Stykker Kvæg eller derover ved Sygdom eller Fjeldskred, skulde hver Broder give ham en Mæle Korn. Var en Gildebroder Kjøbmand, og mistede sit Gods eller Varer til en Værdi af 3 Mark eller derover, ved Skibbrud, skulde hver Broder i Erstatning give ham en Mæle Korn; dog ikke hvis Tabet stede i et Land hvormed man havde Ufred; heller ikke hvis det indtraf mere end et Aar efter at Vedkommende havde forladt Landet. Blev en Gildebroder fangen i et fremmed Land, skulde Brødrene udløse ham. Blev en Gildebroder dræbt af et Ikke-Medlem, skulde Brødrene følge Eftermaalsmanden og yde ham al den Hjelp de kunde. Dræbte derimod den ene Gildebroder den anden, skulde han betragtes som Niding eller Forræder mod alle Brødrene, og aldrig understaa sig at komme der oftere Enhver Gildebroder kunde opkræve saa mange Brødre han vilde til at følge sig hvor som helst inden Fylket; han var alene forpligtet til at skaffe dem det nødvendige til Rejsen, men ingen, der opfordredes, kunde undslaa sig: Hensigten med et saadant Følge kan alene have været den at udføre et eller andet Foretagende, hvortil man behøvede at være mandsterk. Naar et Medlem døde, skulde alle Brødrene, efter Budskab fra Arvingen, indfinde sig for at følge Liget; derhos skulde alle Gildebrødre lade synge (altsaa bekoste) Sjælemesser for den afdøde. Misforstaaelser mellem Brødre indbyrdes skulde forliges af de øvrige o. s. v. Udtog af enkelte danske Gildestatuter meddeles i Suhms Hist. af Danmark V. S. 77—88.
  23. ↑ Olaf Kyrres Saga Cap. 3. Snorre Cap. 2. Myklegildet synes at maatte have været det samme som Krossgildet, fordi dette deels var det største Gilde, siden dets Gildeskaale ifølge Nidaros Bylov brugtes til Bythingslokale, deels var det fornemste, siden Hertug Skule synes at have været Medlem, (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 232.) Man skjelnede mellem de saakaldte store og smaa Gilder (Suhm V. 79); til de første hørte de talrigste og de hvori de fornemste Folk vare optagne. Myklegildet har altsaa været indviet til St. Olaf og det hellige Kors, og rimeligviis staaet i Forbindelse med Korskirken.
  24. ↑ Dette sees f. Ex. ved at sammenligne de ovenfor i Uddrag meddeelte Gildestatuter med de danske, Suhm l. c. anfører.
  25. ↑ Af hiin Gildeskraa for Hardanger sees at Sammenkomsten her kun skede een Gang om Marer. I Gildeskraaen for Onarheim tales der udtrykkeligt om „første“ og „seneste“ Dag i Gildet. St. Knuts-Gildet i Malmø holdt fire almindelige Samlinger (synodi) om Aaret; men Benævnelsen „Kalands-Brødre“ paa Gildebrødre, efter Kalendere, eller den første Dag i hver Maaned, viser at maaskee de fleste Gilder have haft maanedlige Sammenkomster. Sandsynligviis kunde dog Medlemmerne ogsaa hver Aften gaa derhen, som i en Klub, udenfor de store Gildesdage.
  26. ↑ Om Gilderne i Norge vides ellers saare lidet; det meste findes anført i Langes norske Klosterhistorie S. 314, 409, 585, 587, 619, 620. Det første Skridt til denne Overgang fra Gilder til virkelige Haandverkslag bestod i Oprettelsen af særegne Gilder for de egentlige, mere anseede Borgere for sig, og Haandverkerne, især Skomagerne, for sig. Saaledes i Oslo, St. Annæ Gilde for Borgerne, og Skomagernes Gilde, se Lange l. c. S. 620. Det talrigste Gilde i Bergen, der før Hanseaternes Vældesperiode omfattede alle de egentlige Borgere, synes at have været Mariæ-Gildet, i hvis Gildeskaale Bythinget holdtes. Et andet anseet Gilde i Bergen var St. Eadmunds Gilde, der havde sin Gildeskaale ovenpaa Apostelkirken, og som derfor neppe var stiftet, førend efter at denne Kirke var bygget; da Apostelkirken var den fornemste kongelige Kirke i Landet, og den egentlige Hofkirke i Bergen, har den Mening meget for sig at Eadmunds-Gildet især var for Hirden og de fornemste Mænd (Lange, l. c. S. 409). Af Gilder paa Landet kunne, foruden de oven anførte, ogsaa nævnes Mikaelsgildet paa Voss; Gildet paa Herø i Søndmøre, og et Gilde paa Helgeland, hvorom Navnet „Gildeskaal“ paa en Prestegaard og Sognekirke endnu minder.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/36&oldid=84425»