Det norske Folks Historie/3/35

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

En ſaa rolig og fredelig Regjering, ſom Olafs, maatte i og for ſig begunſtige Gejſtlighedens Virkſomhed, og virke betydeligt til at udvikle og befæſte Norges endnu ej paa langt nær ordnede Kirkeforfatning. Men hvad der end mere bidrog til at give det religiøſe Liv i Norge paa Olafs Tid et Opſving, var deels hans egen Fromhed og Religionsiver, om hvilken vi allerede ovenfor have talt, deels det venſkabelige Forhold, hvori Norge nu kom til de nærmeſte Naboſtater, deels den mægtige Indflydelſe, ſom Pave Gregorius den 7de, der var ſamtidig med Olaf[1], udøvede paa Kirkevæſenet over hele Okcidenten, og ſom ſporedes lige til de yderſte Grændſer af den romerſke Kirkes Omraade. Om Olafs Fromhed og den Interesſe, han viſte for Kirkens Anliggender, vidner iſær den engelſke Gejſtlige Simeon af Durham, hvor han fortæller om den gode Modtagelſe, hiin ovenfor omtalte engelſke Flygtning Thorgaut fandt hos Olaf, da han kom til Norge paa ſamme Skib, ſom Kong Villjams Geſandter. Olaf, ſiger Simeon, var meget religiøs, ſyslede gjerne med de hellige Bøger, og fandt under ſine Regjeringsforretninger dog Tid til at lære Bogſtaverne; ofte hjalp han endog Preſten ved Altertjeneſten, iførte ham Mesſeklæderne, gød Vand over hans Hænder, o. a. d. Derfor var det ham ogſaa en ſaa ſtor Glæde at erfare at en anſeet engelſk Gejſtlig var kommen til Landet, og han lod ham ſtrax komme til ſig, for af ham at lære Pſalmerne. Sandſynligviis har Simeon, der ſkrev omkring 1129, hørt denne Beretning af Thorgauts egen Mund, thi da denne havde tilbragt nogle Aar hos Olaf i ſtor Anſeelſe, og modtaget Gaver i Overflod, ſaavel af Kongen ſelv ſom af hans fornemſte Mand, vendte han med ſtore Rigdomme tilbage til England, men led Skibbrud paa den engelſke Kyſt, faa at han miſtede Alt, og med Nød og neppe reddede Livet; han blev venligt modtagen af Erkebiſkop Walcher af York (den ſamme, ſom ſiden efter myrdedes 1080), og paa hans Anbefaling optagen ſom Munk i St. Mariæ-Kloſter i Durham, hvor han ſiden blev Prioren Aldwines Efterfølger, og foreſtod Prioratet i 20 Aar (1086—1106), indtil han omſider udnævntes til Biſkop i St. Andrews i Skotland, hvorfra han dog ſenere vendte tilbage og døde i Durham 1115[2]. Simeon, der ſelv var Munk i Durham, og ſom i det mindſte ved een Lejlighed udtrykkeligt nævnes tilſammen med Thorgaut[3], kan ſaaledes neppe have erfaret dennes Fata af andre end ham ſelv; ja der gives endog dem, ſom antage, at Thorgaut er den egentlige Forfatter af et andet Verk, der tillægges Simeon, nemlig den durhamſke Kirkes Hiſtorie, og at Simeon kun har været hans Afſkriver[4].

At Olaf, med en faa oprigtig Religiøſitet og Interesſe for de kirkelige Anliggender, maatte betragte den Oppoſition, hvori hans Fader havde ſtillet ſig mod den af Paven ſelv til Overhoved for de nordiſke Kirker beſkikkede Erkebiſkop i Bremen, og derved middelbart mod Paven ſelv, ſom ſærdeles brødefuld, og at han har anſeet det ſom en Samvittighedsſag, ved deſto ivrigere Tilſlutning til Hovedkirken at gjøre godt igjen, hvad hans Fader havde forbrudt, kunde man antage for afgjort, om vi end ikke fandt tydelige Spor dertil. Allerede for den fromme Edward Confesfor, hvis Minde i Norge agtedes højt, var det en Hjerteſorg, at den engelſke Kirke ej vilde ſlutte ſig faa nøje til Hovedkirken, ſom han ønſkede det og troede det nødvendigt til ſno Underſaatters Salighed[5]. Forbindelſen med den engelſke Kirke holdt ogſaa den norſke Selvſtændighedsfølelſe oppe; men denne Støtte faldt ved Villjam Erobrerens og Landfranks Kirkereform, og den norſke Kirke, anviiſt alene til den Modſtandskraft, ſom den ſelv kunde udvikle, maatte rives med af den almindelige Strøm henimod det Maal, hvortil ogſaa Kongens Ønſker ſtundede. Det førſte Tegn til, at Olafs Anſkuelſer om de kirkelige Forhold vare forſkjellige fra hans Faders, aabenbarer ſig deri, at den forhen omtalte Biſkop Bernhard den Saxer, der havde ſvoret Erkebiſkop Adalbert Troſkabs-Ed, og, falden i Harald Haardraades Unaade, havde maattet tage ſin Tilflugt til Island, nu, kort efter at Olaf var bleven Enekonge, vendte tilbage igjen til Norge efter 20 Aars Fraværelſe, og blev godt modtagen af Kong Olaf, der førſt ſendte ham til Rom, for, ſom det heder, at frede for den Afdøde[6] — hvilket her neppe kan betyde andet, end at udvirke Pavens Abſolution for hans Fader Harald Haardraades Sjæl —, og derpaa, efter hans Tilbagekomſt, udnævnte ham til Biſkop paa Sellø, eller for Gulathingslagen, hvor han, ſom af Mag. Adams Ytringer kan ſees, paa den Tid, han ſkrev ſit Verk, endnu var i fuld Virkſomhed, og, ſom Mag. Adam udtrykker ſig, vandt mange Sjæle for Guds Ord. Det ſamme vidner han ogſaa om Aasgaut, Thjodolf og Sigurd, ſaa at den hellige Moderkirke, ſom han ſiger, da nød den herligſte Fremgang i alle Norges Landſkaber[7]. Men hvad der iſær røber et andet Forhold end forhen mellem Norge og Erkeſtolen i Bremen, er de ſtore Planer og Forhaabninger, hvortil Erkebiſkop Adalbert nu atter hengav ſig, og ſom neppe kunde have opſtaaet hos ham, hvis han ikke nu ogſaa troede ſig ſikker paa den norſke Kirkes Underdanighed. Han havde i den ſidſte Tid døjet megen Modgang. Den almindelige Misfornøjelſe over den Indflydelſe, han udøvede hos den unge Kong Henrik, og ſom han ſøgte at vedligeholde ved at føje ham i alle hans ſlette Tilbøjeligheder, ſteg endelig ſaa højt, at Rigets Fyrſter, i Særdeleshed Erkebiſkopperne af Mainz og Køln, paa et Rigsmøde i Tribut: ved Paaſketid 1066 tvang Henrik til at afſkedige ham ſom ſin fornemſte Raadgiver, og dreve ham med væbnet Haand fra Slottet. Hjemkommen til ſit Erkeſtift, ſom han havde forarmet ved de umaadelige Udgifter, hans Pragtſyge og Beſtræbelſen for at vedligeholde verdslig Indflydelſe udfordrede, bragtes han i den yderſte Nød af ſine Arvefiender, Hertug Ordulf af Saxland og Sønnen Magnus, der itu vilde benytte Lejligheden til at tilrive ſig hans Beſiddelſer. Den voldſomme Magnus belejrede ham endog i Bremen, faa at han en Nat i al Hemmelighed maatte flygte til Goslar, og han ſaa ſig endelig nødt til at ſlutte et Forlig med Magnus, hvorved denne viſtnok erkjendte Adalberts Lenshøjhed, og forpligtede ſig til at tilbagegive ham nogle ranede Diſtrikter, men til Gjengjeld fik over tuſende, Erkeſtolen tilhørende Gaarde i Ben„ faa at Adalbert ſelv neppe havde en Trediedeel af ſit Stift tilbage i egen Beſiddelſe[8]. Det værſte Slag var dog en almindelig Opſtand af Hedningerne i Vendland og Vendernes fuldkomne Tilbagefald til Hedendommen, fremkaldt ved Kong Godſkalks maaſkee altfor ivrige Beſtræbelſer for at udbrede Chriſtendommen. Opſtanden begyndte med et Overfald paa Kong Godſkalk ſelv, der i Byen Lenzen blev myrdet den 7de Juni 1066 med en heel Deel andre baade Lægfolk og Gejſtlige; i Ratzeburg ſtenedes Munken Ansver og flere med ham til Døde; i Meklenburg blev Godſkalks Dronning Sigrid, Sven Ulfsſøns Datter, hudſtrøgen tilligemed hendes Kvinder, og jagen bort, blottet for Alt; den gamle Biſkop, Johannes fra Irland, der i ſin Tid havde været paa Island, blev ligeledes hudſtrøgen, ſlæbt til Haan om i Vendernes Stæder, og endelig myrdet i Hovedſtaden Rethra, hvor hans Hænder og Fødder bleve afhugne, og Hovedet, ſat paa en Stage, ofret til Afguden Radegaſt (10de November). Derpaa gjorde Hedningerne, under Anførſel af Godſkalks Svoger Blusſo, et ødelæggende Indfald i det Hamburgſke, hvor Indbyggerne enten bleve dræbte eller ſlæbte i Trældom, og Borgen i Hamburg ſelv i Bund og Grund nedreven. Ødelæggelſen ſtrakte ſig lige til Staden Slesvig, ſom ved et pludſeligt Overfald blev, om ikke fuldkommen omſtyrtet, ſom Mag. Adam ſiger, dog i det mindſte frygteligt mishandlet[9]. Dette var en haard og bedrøvelig Tid for Adalbert, der maatte ſidde ſtille, uvirkſom og hjelpeløs i Bremen, og hvis verdslige Sind ej kunde finde ſtor Trøſt i Udſigten til en Martyrkrone, ſom han nok frygtede kunde blive ham til Deel. Men efter at denne Trængſel havde varet i tre Aar, begyndte igjen lykkeligere Udſigter at aabne ſig for ham, da han i Aaret 1069 atter indtog ſin forrige Stilling hos Kejſeren. Og ſtrax vaagnede hans gamle Ærgjerrighed igjen; ved allehaande Midler ſøgte han paany at ophjelpe ſit Stift, og tænkte endog paa at forene Biſpedømmet Verden dermed: og det forſtaar ſig af ſig ſelv, at Planen til Oprettelſen af Patriarchatet igjen blev optagen[10]. Ikke nok hermed, havde han endog længe næret den Plan, ſelv at berejſe ſin vidtløftige Provins og optræde ſom Nordens fjerde Apoſtel efter Ansgar, Rembert og Unni. Men han vilde endnu gjøre det ſaa meget bedre end de, ſom han ej vilde lade det blive ved at beſøge Danmark og Sverige alene. Hans Plan var ogſaa at gaa til Norge, derfra at ſætte over til Orknøerne, og endelig at gjeſte det fjerne Island. Fra dette æventyrlige Forſæt afſtod han dog, da Kong Sven foreſtillede ham, at Omvendelſesverket hos de nordiſke Folk lettere befordredes ved Mænd, der talte deres Sprog og vare vante ved deres Levemaade, end ved Fremmede. Derimod beſluttede han at holde et almindeligt Kirkemøde for hele Norden i Slesvig, hvor der ſkulde forhandles deels om Indførelſe af Tiende, deels om allehaande Reformer i Gejſtlighedens og Folkets Levemaade, fornemmelig med Henſyn til de Gejſtliges Haveſyge og den almindelige Uſædelighed. Dette ſtore Kirkemøde, ſom han haabede at ſee forherliget ved alle de nordiſke Biſkoppers Nærværelſe, udſkrev hun ſaavel efter ſærſkilt Bemyndigelſe af Pave Alexander, ſom i Forvæntningen af Kong Svens Biſtand. Men han havde dog ikke den Glæde at ſee det komme iſtand. Biſkopperne fra Norden indfandt ſig ikke, uagtet i det mindſte de danſke opfordredes dertil ved en ſærſkilt Skrivelſe fra Paven. Sandſynligviis har Rejſen faldet dem for beſværlig, og Kong Svens Krigsforetagender mod England har hindret ham fra at tage ſig ſaa meget af Adalberts Anliggender, ſom han ellers havde kunnet eller villet. Og hvor de danſke Biſkopper udebleve, kunde man endnu mindre regne paa de norſke og ſvenſke. Men alene i den Omſtændighed, at Adalbert tænkte paa at beſøge Norge, og at han haabede at ſee de norſke Biſkopper ved Kirkemødet, ligger en Antydning af, at han nu var traadt i en venſkabeligere Forbindelſe med den norſke Kirke. Hertil kommer ogſaa, at Kong Sven, ſom det udtrykkeligt ſiges, ſendte flere af ſine Klerker ſaavel til Sverige, ſom til Norge og dets Øer, for at prædike[11]: en Sendelſe ſom Harald Haardraade neppe vilde have tilladt, og ſom vidner om, at hans Søn Olaf ſtod i et langt andet Venſkabs-Forhold til Sven og Danmarks Gejſtlighed. Man kunde næſten endog være friſtet til at tro, at der ved Fredsſlutningen 1068 fra danſk Side har været fremſat og fra norſk Side har været antaget en beſtemt og ſærſkilt Betingelſe angaaende Chriſtendommen og Erkjendelſen af den bremiſke Erkeſtols Overhøjhed[12].

Adalbert nød ſelv ikke længe godt af denne Tingenes forandrede Stilling, da han allerede i 1072 (16de Marts) endte ſit urolige Liv. Men dette kan ikke have gjort nogen Forandring i den Stilling, ſom den norſke Kirke nu engang under Olafs fromme Ledelſe havde indtaget, i Særdeleshed efter at hans Ven Knut den hellige havde beſteget Danmarks Trone, og udviklede en Iver for de kirkelige Anliggender, der langt overtraf den, hans Fader Sven havde lagt for Dagen. Knuts Anſeelſe og Indflydelſe ſtrakte ſig langt udenfor hans Fædreland, og til fjernere Egne end Norge. Det vilde imidlertid neppe have været til ſynderlig Baade for Norge og dets nationale Udvikling, om den engere kirkelige Forbindelſe, hvori det nu var traadt med Hovedkirken, havde bragt det i en blivende Afhængighed af den nederſaxiſke Erkeſtol. Men heldigviis ſkikkede Begivenhederne ſig ſaaledes, at Baandet med Bremen løsnedes paa ſamme Tid ſom det knyttedes faſtere til Paveſtolen ſelv, og at Norge ſaavel ſom Danmark nød godt af alle de Fordele, en mere umiddelbar Paavirkning fra Kirkens Middelpunkt kunde medføre, medens deres lange Afſtand fra Kurien hindrede en alt for ſmaalig, nøjeſeende og for Folkeaanden ſkadelig Indblanding i deres Kirkevæſen, ſom nu fik udvikle ſig med Frihed, og i en national Retning. Dette gjelder iſær Norge, der laa meeſt afſides, og hvis mangehaande Berørelſer med England meget ſnart knyttede en lige ſaa nøje Forbindelſe mellem den norſke Kirke og den nye anglo-nordmanniſke, ſom den, hvori den havde ſtaaet med den ældre angliſke, og hvilken, om den end ikke, ſom hiin, længer kunde lede til nogen Emancipation fra Kirkens Overhoved, i det mindſte dannede en virkſom og overvejende Modvegt mod al tydſk Indflydelſe.

Hvad der fornemmelig bidrog til at emancipere Norden fra den bremiſke Erkeſtols Højhed, medens Forbindelſen med Kurien ſelv derimod knyttedes faſtere, bar Pave Gregorius den 7des Stilling og Virkſomhed lige over for Kong Henrik den 4de og de tydſke Anliggender. Det er her overflødigt nærmere at paaviſe Gregors mægtige Indgriben i Verdenshiſtorien ſom Kirkereformator og den egentlige Grundlægger af det pavelige Hierarchi, ligeſaa lidet ſom det er nødvendigt, vidtløftigt at gjennemgaa de Stridigheder, hvori hans raſtløſe Virkſomhed indviklede ham med Kong Henrik, og hans Indblanding i Tydſklands politiſke Bevægelſer. Gregor, der allerede under Leo den 9de var bleven Kardinal, havde under de tre ſidſte Paver, Stephan den 9de, Nikolaus den 2den og Alexander den 2den været Kirkens egentlige Beſtyrer, og i Særdeleshed kunde den ſvage og lidet agtede Alexander betragtes ſom et viljeløſt Redſkab i hans Haand. Ved Alexander den 2dens Død 1063 fandt Hildebrand — dette var, ſom bekjendt, Gregors egentlige Navn — Tiden at være kommen til ſelv at beſtige Pavetronen, og uagtet han egentlig kun valgtes ved Akklamation og med fuldkommen Tilſideſættelſe af de nys foreſkrevne Former, gav Kong Henrik dog efter en kort Vægring ſit Samtykke til hans Indvielſe. Henrik havde paa denne Tid allerede længe ligget i Strid med de ſaxiſke Fyrſter, nemlig Magnus, Ordulfs Søn og St. Olafs Datterſøn, der i Aaret 1071 havde efterfulgt ſin Fader ſom Hertug, Ordulfs Broder Grev Hermann, og Otto af Nordheim, ſom efter at være bleven ophøjet til Hertug af Bajern, ved ſin Herſkeſyge og ſin Oppoſition mod Adalberts Anmasſelſer havde gjort ſig denne, og følgelig Kejſeren, til ſvorne Fiender. Uagtet Kongen havde faaet Hertug Magnus i ſin Magt og holdt ham fængſlet, ſluttede dog de ſaxiſke Fyrſter og Biſkopper, med Hermann og Otto i Spidſen, et Forbund om at forſvare Saxlands Friheder til det yderſte, og begyndte aabenbar Krig, der dog for det førſte endte med Saxernes Nederlag og Ydmygelſe i det blodige Slag ved Unſtreet 1075. Imidlertid havde Pave Gregor allerede ſtrax efter ſin Ophøjelſe paa Paveſtolen ladet Henrik og Saxerne melde, at de paa begge Sider ſkulde afholde ſig fra Fiendtligheder, indtil pavelige Legater havde underſøgt Sagen og han ſelv derefter afſagt Dom imellem dem. Det var den førſte Gang, at man fra Paveſtolen havde hørt et ſaadant Sprog, og ſeet en ſaadan Fordring paa øverſte Dommermyndighed opſtillet. Man brød ſig heller ikke for det førſte ſynderligt derom, og Kampen fortſattes. Men deſto bedre Lejlighed fandt Gregor til at udvikle ſin Magt. Deels vandt han de allerede mægtige Nordmanner i Italien, hvorom mere nedenfor, deels ſluttede den mægtige Grevinde Mathilde af Toſkana ſig til ham, og lagde al ſin Indflydelſe i Vegtſkaalen til at underſtøtte hans Foretagender. Det var let at forudſee, at Gregor, hvor upartiſk han endog fra førſt af virkelig var, eller paaſtod at være, dog tilſidſt maatte komme til at holde med Kejſerens Modſtandere. Hans Hovedøjemed, hvorefter han rettede alle ſine Beſtræbelſer, var Kirkens fuldkomne Emancipation fra Staten, eller den verdslige Myndighed, hvis øverſte Repræſentant Kejſeren var. I denne Henſigt ſøgte han ej alene ved ſtreng Indſkærpelſe af de allerede tidligere givne Beſtemmelſer mod Gejſtliges Egteſkab at løsrive dem fra det almindelige borgerlige Liv; men ved konſekvent at gjennemføre Forbudet mod Simoni, eller Erhvervelſe af gejſtlige Embeder mod Betaling, Beſtikkelſe eller Midler, ſom dermed kunde ſættes i Klasſe, drev han det endog til ligefrem, tinder Bans Straf, at forbyde nogen ſom helſt Gejſtlig at modtage et Biſpedømme eller Abbedi af en Lægmand, eller nogen ſom helſt verdslig Fyrſte at beſætte et ſaadant Embede. Dette var Begyndelſen til den bekjendte, heftige Inveſtitur-Strid. Egentlig drejede den ſig nærmeſt om Forleningen med de Beſiddelſer, der fulgte med Embedet, og ſom unegtelig tilkom den verdslige Fyrſte, medens Kirken alene gav Indvielſen; men da begge Dele vanſkeligt lode ſig adſkille, gjorde Paven Fordring paa det Hele. Et Dekret mod Simoni og de Gejſtliges Egteſkab havde allerede Nikolaus II efter Hildebrands Raad udſtedt i Aaret 1059, dog uden at faſtſætte nogen beſtemt Straf for den førſte, eller fordre Coelibatet øjeblikkeligt indført. Mette ſkede derimod paa den førſte Kirkeforſamling, ſom Gregor holdt i Rom (Vaaren 1074), og de Legater, han ſendte til Tydſkland for at underſøge Sagen mellem Kongen og de ſaxiſke Fyrſter, fik tillige den Befaling at afholde et Kirkemøde, hvor disſe ſkærpede Forbud ſkulde ſættes i Kraft. Da Adalberts Efterfølger paa den bremiſke Erkeſtol, den kraftige Liemar, proteſterede mod at Legaterne tiltoge ſig den Ret at afholde et Møde, hvilket alene tilkom Erkebiſkoppen af Mainz, Rigets Primas, gav Gregor for ſaa vidt efter, ſom han overlod det til denne at ſammenkalde Mødet, der afholdtes i Erfurt, hvor de nye ſkærpede Forbud mødte den alvorligſte Modſtand hos de tydſke Biſkopper. Men Gregor var ikke den, ſom herved lod ſig afſkrække, thi paa et nyt Møde i Rom (Marts 1075) gav han hine nærmere og ſtrengere Beſtemmelſer angaaende Inveſtituren, og ſuspenderede flere af de gjenſtridige Biſkopper, hvoriblandt Liemar, der endog ſattes i Ban[13]. Fra nu af antoge Forhandlingerne mellem Henrik og Gregor mere og mere Præget af aabenbare Fiendtligheder. Henrik lod Gregor erklære afſat paa et Kirkemøde i Worms (1076). Gregor ſvarede med at ſuspendere og banſætte Henrik paa et Kirkemøde i Rom endnu ſamme Aar. Opſtanden, der igjen udbrød i Saxland, og ſamtlige tydſke Landsfyrſters Misfornøjelſe bragte, ſom bekjendt, Henrik til at foretage ſin æventyrlige og, ſom det viſte ſig, for ham ſelv mere ſkadelige end gavnlige Iilrejſe til Øvre-Italien, for at faa Banſættelſen hævet. Fyrſterne erklærede Kongen lige fuldt for afſat og valgte en Modkonge, og den gjenſidige Forbitrelſe mellem begge Partier i Landet ſtrakte ſig nu ſaaledes til alle Klasſer af Folket, at der udbrød en formelig Borgerkrig mellem de ſaakaldte Kongelige og Pavelige. Hvorledes Henrik, underſtøttet af ſine Tilhængere blandt Gejſtligheden atter lod Gregor afſætte, og en ny Pave, Erkebiſkop Vibert af Ravenna, udvælge under Navnet Klemens III; hvorledes det ſiden lykkedes ham at trænge ind i Rom, indſætte Klemens og modtage Kejſerkronen af hans Haand, og hvorledes alene Nordmannernes Fremtrængen nødte ham til at drage bort, medens Gregor dog ligefuldt maatte forlade Staden og døde i Landflygtighed (1085), alt dette er ſaa bekjendt af den almindelige Hiſtorie, at vi ej her behøve at opholde os nærmere derved, lige ſaa lidet ſom ved Henriks fortſatte ulykkelige Stridigheder med Gregors Efterfølgere. Men hvad der her er af Vigtighed at vide, er den forandrede Stilling, ſom de danſke Konger og den danſke Kirke nu indtoge lige over for den bremiſke Erkeſtol. Thi da Erkebiſkop Liemar hørte blandt de Prælater, der forbleve Kong Henrik troe, og derfor, ſom vi have ſeet, ſtraffedes med Suspenſion og Banſættelſe, medens derimod Kong Sven og hans Efterfølgere vare ivrige Tilhængere af Pave Gregor, og ſtode i venſkabelig Forbindelſe med ham[14], maatte dette nødvendigviis medføre en Adſkillelſe mellem den danſke og den bremiſke Kirke. Den nærmeſte Følge af denne Adſkillelſe var, at Kong Svens og Danernes Ønſke om at faa en egen Erkebiſpeſtol oprettet for Danmark maatte blive mere levende end nogenſinde[15]. Og en endnu kraftigere Støtte for dette National-Ønſke opnaaedes, da Kong Knut Svensſøn havde lidt Martyrdøden, og Danmark i ham erholdt en egen National-Helgen. Vi ville nedenfor ſee, hvorledes dette Ønſke ogſaa gik i Opfyldelſe, idet der oprettedes en egen Erkebiſkopsſtol i Lund. At denne Erkebiſkopsſtols Provinds ej kom til at omfatte Danmark alene, men ogſaa hele det øvrige Norden, ligger allerede i den Omſtændighed, at hele Norden hidtil var lagt under den bremiſke Erkeſtol, hvis Provinds nu kun blev deelt i tvende. Men det var ogſaa en ligefrem Følge af det Venſkabsforbund, ſom nu beſtod mellem Nordens Konger og Folk, og af den lidet udviklede Tilſtand, hvori endnu ſaavel den norſke, ſom iſær den ſvenſke Kirke befandt ſig, og ſom aldeles maatte udelukke endog Tanken om at oprette en ſæregen Erkeſtol for Norge eller Sverige. Hertil kom ogſaa den Forbindelſe, hvori Olaf ſtod med Gregor, og det Afhængighedsforhold, hvori den engelſke Kirke, til hvilken Norge, ſom ovenfor bemerket, hidtil havde ſtøttet ſig i ſin Frihedsſtræben, nu var traadt til den pavelige Kurie. Et Beviis paa, hvorledes Liemars Banſættelſe og Suspenſion allerede i og for ſig maatte opſtille en Skranke mellem de nordiſke Kirker og Erkeſædet, om man endog lader de politiſke Henſyn være ude af Betragtning, indeholdes i den Kjendsgjerning, ſom de islandſke Biſkopskrøniker berette, at da Biſkop Isleif var død (1080) og hans Søn Gisſur, udvalgt til hans Efterfølger, ſkulde indvies, kunde denne Handling ikke udføres af Erkebiſkop Liemar, fordi han var ſuspenderet, men Gisſur maatte begive ſig lige til Paven, og denne henviſte ham igjen til Erkebiſkop Hartvig i Magdeburg, der forrettede Akten (1082)[16]. Gisſur er viſt ikke den eneſte nordiſke Biſkop, der ſaaledes indviedes af en anden Erkebiſkop end Stefan. Siden finde vi endog den ellers ſaa fromme danſke Konge Erik Ejegod i aabenbart Fiendſkab med denne[17].

Frigjørelſen fra det tydſke Kirke-Supremati kunde neppe andet end have en velgjørende Indvirkning paa Nationalitetens frie Udvikling i de nordiſke Lande. Men det nærmere Forhold, hvori Norge nu traadte til Danmark, kunde maaſkee være blevet farligt for dets politiſke Selvſtændighed, hvis ikke Viken ved Harald Haardraades viſe Beſtræbelſer var bleven knyttet ſaa faſt til Riget og Kongehuſet. Den Foreſtilling havde nu ganſke lettet ſig ind i Bevidſtheden, at Viken var en lige ſaa væſentlig og integrerende Deel af Riget ſom noget andet Landſkab. Heller ikke kan den Indflydelſe, ſom Danmark udøvede i kirkelig Henſeende paa Norge, i nogen Mon ſammenlignes med den, ſom det fra Skaane af udøvede i Sverige, eller ſom hidtil den bremiſke Kirke havde udøvet i Danmark. Vi finde faa eller ingen Spor af at danſke Mænd udnævntes til Biſkops-Embeder i Norge, medens derimod, merkeligt nok, en Nordmand, Svein, efterfulgte Villjam ſom Biſkop i Roeskilde[18]. Det er viſt, at den oftere omtalte Biſkop Bernhard, der efter ſin Tilbagekomſt fra Island blev Biſkop i Sellø og ſom ſynes at være død under Kong Olafs Regjeringstid[19], havde til Eftermand en Biſkop Magne, hvis Navn i det mindſte ikke har nogen fremmed Klang, og at han beklædte Embedet indtil langt ind i det følgende Aarhundrede[20]. Som Biſkop i Viken nævner Mag. Adam endnu paa den Tid, han ſkrev ſit Verk, den af Erkebiſkop Adalbert indviede Aasgaut; hans Efterfølger, Thorolf, var rimeligviis den ſamme, ſom Adalbert tidligere havde indviet til Biſkop paa Orknø, men ſom af Grunde, der nu ikke kjendes, har været hindret fra at tiltræde denne Biſkopsſtol[21]; den tredie i Rækken fra ham, Kol Thorkellsſøn, hvis Embedstid dog neppe falder førend efter Kong Olafs Død, og i det paafølgende Aarhundrede, var Islænding, en Frænde og Diſcipel af Biſkop Isleif[22]; mellem Thorolf og ham nævnes tvende, om hvilke man for øvrigt intet veed, Aaslak og Gerhard: den ſidſte ſynes at have været en Tydſker, og kun med Henſyn til Aaslak er det uviſt, om han var norſk eller danſk af Fødſel[23]. I Throndhjem nævnes, efter den forhen omtalte Sigurd Munk fra Glaſtonbury i England[24] — der ſandſynligviis ogſaa var Harald Haardraades og Olafs Hirdbiſkop[25], og ſom endnu levede da Mag. Adam ſkrev — en Biſkop ved Navn Adalbert, der efter Navnet at dømme var tydſk, og maaſkee endog var den ſamme ſom den, Erkebiſkop Adalbert tidligere havde indviet og afſendt til Norden[26]. Man maa derhos næſten formode, at Olaf har ſendt Mænd lige til Rom, for at oplæres til Preſter under Pavens egen Opſigt. I det mindſte opfordrer Gregor ham dertil i det tidligere omtalte Brev, ſom han i Aaret 1078 ſkrev til Olaf, og ſom tillige vidner om den gode Forſtaaelſe, der herſkede mellem dem. Her heder det: „Uagtet den almindelige Omſorg, ſom det hellige og apoſtoliſke Sæde, hvilket vi af Guds Barmhjertighed foreſtaa, medfører, gjør os til alle Chriſti Trosbekjenderes Skyldnere, befinde vi os dog i ſaa meget ſtørre Bekymring for og Forpligtelſe til eder, der ſaa at ſige bo ved Verdens Ende, ſom vi vide, at I ere mindre vel forſynede med Lærere i den chriſtelige Religion og de nødvendige Trøſtemidler. Derfor tilſkrive vi eder ved denne Lejlighed, der tilbyder ſig, for nogenledes at at ſtyrke eders Herlighed i Troen paa Chriſto Jeſu — — —. Vi ville underrette eder om, at vi ønſkede, om det nogenlunde kunde lade ſig gjøre, at ſende eder nogle af Brødrene, ſom vare troe og kyndige i at oplære eder i al Lærdom og Kundſkab om Chriſto Jeſu, paa det at I, ſømmeligen underviſte i.den evangeliſke og apoſtoliſke Tro, ikke ſkulde vakle i noget Stykke, men rod- og grundfæſtede paa den urokkelige Grundvold, ſom er Chriſtus Jeſus, kunde voxe overflødigere og fuldkomnere i Guds Kraft, og efter eders Gjerning bære i Troen en Frugt, der fortjente den evige Belønning. Men da dette er os ſaa ſærdeles vanſkeligt ſaa vel paa Grund af eders Lands lange Afſtand, ſom det ubekjendte Sprog, bede vi eder (ſaaledes ſom vi ogſaa have ladet Danekongen vide), at I ville ſende nogle af eders Lands yngre og fornemme Mænd til det apoſtoliſke Hof, for at de, omhyggeligen oplærte i de hellige og guddommelige Love, under Apoſtlerne Peters og Paals Vinger, ſkulle, ikke ſom ubekjendte, men ſom bekjendte, kunne meddele eder det apoſtoliſke Sædes Ærender, og ikke ligeſom raae eller ukyndige, men i Sprog, Kundſkab og Sæder forſtandige, kunne hos eder ej alene prædike paa en Gud værdig Maade, hvad den chriſtelige Religions Orden fordrer, men ogſaa, ved hans Biſtand, kraftigt bringe det til Udførelſe“[27]. En ſaa beſtemt Anmodning, ſom denne, har den fromme Olaf neppe undladt at efterkomme, om end vore Sagaer intet melde om, hvilke Mænd han afſendte; thi Pilegrimsrejſerne til Rom vare nu ſaa hyppige, at det hverken kan have været anſeet for noget vanſkeligt Foretagende at rejſe fra Norge til Rom, eller kan have vakt ſynderlig Opſigt, naar en ſaadan Rejſe blev foretagen. Merkeligt er det, at i det mindſte Gisſur Isleifsſøn, der ſiden blev Biſkop paa Island, og ſom lige fra Slutningen af Harald Haardraades Regjering i en lang Række af Aar ſynes at have haft ſit Hoved-Tilhold i Norge, hvorfra han gjorde forſkjellige Rejſer til andre Lande og Hoffer, tilſidſt foretog en Romer-Rejſe netop kort efter den Tid, da Gregorius’s Brev og Opfordring maa være kommet til Norge[28]. Der ſtaar udtrykkeligt, at Gisſur førſt kom tilbage til Island Sommeren efter hans Faders Død (1081) og derpaa, efter at være valgt til Biſkop, endnu ſamme Sommer tiltraadte ſin anden Udenlandsrejſe, denne Gang for at modtage Indvielſen. Hvis Gisſur, ſom man næſten maa antage, gjorde ſin førſte Rejſe ifølge hiin Opfordring fra Paven, er det i højeſte Maade ſandſynligt at ogſaa flere Nordmænd have fulgt hans Exempel.

Den førſte Virkning, vi ſpore af Olafs Religions-Iver, og det tydeligſte Tegn paa, at han ſtræbte, ſaa vidt muligt, at ordne Norges Kirke-Anliggender efter andre Landes Mønſter, er iſær det Skridt, han gjorde til Oprettelſen af faſte Biſkops-Stole i Norge. Hidtil havde de trende Biſkopper, i Throndhjem, Gulathingslagen og Viken, kun været Lydbiſkopper uden faſt Reſidens, der, ſom Mag. Adam udtrykker ſig, „udnævnte af Kongen eller Folket, uden beſtemte Grændſer for deres Biſpedømmer, opbyggede Kirken i Fællesſkab, idet de gjennemrejſte Landet, og uden gjenſidig Misundelſe ſtyrede de for Kirken vundne Sjæle“[29]. Enkelte af disſe Biſkopper, fornemmelig den throndhjemſke, eller overhoved de af Kongen udnævnte, vare vel ogſaa kongelige Hirdbiſkopper. I Nidaros, hvor den throndhjemſke Biſkop ſandſynligviis for det meſte havde ſit Tilhold, var der nu flere Kirker, nemlig Klemenskirken, Olafskirken, Gregoriuskirken og den ſtore, af Harald Haardraade opførte Marie- eller Vor Frue-Kirke i Nærheden af St. Olafs Brønd eller Gravſted[30], men ingen af disſe Kirker var ſærſkilt knyttet til Biſkops-Embedet og under Biſkoppens ſæregne, umiddelbare, Beſtyrelſe, eller, med andre Ord, hvad man ſædvanligviis kalder en Kathedral-Kirke. En ſaadan kunde heller ikke være til ſaa længe ikke Biſkops-Sædet (cathedra) var faſt. Men Olaf lod ſig det nu være magtpaaliggende at oprette en faſt Biſpeſtol i Nidaros, i det han førſt og fremſt lod opføre en virkelig Kathedralkirke. Dette Skridt, der egentlig fra hans Side var en ſtor Opofrelſe, for ſaa vidt ſom han derved emanciperede Biſkoppen og hævede ham fra at være den øverſte af Kongens Kapellaner til ſelvſtændig Myndighed, vidner om Olafs oprigtige og uegennyttige Iver for Religionsvæſenets Fremme, i Særdeleshed da der ingenſteds tales om at dette ſkede efter Andres Opfordring. Han havde imidlertid Exempler nok for ſig til Efterfølgelſe i de Foranſtaltninger med Henſyn til Kathedralkirkens Opførelſe og de faſte Biſpeſtoles Oprettelſe, ſom paa denne Tid fandt Sted rundt om i Norden. Saaledes havde Thorfinn Jarl, ſom vi ovenfor have ſeet, allerede ved Midten af Aarhundredet oprettet faſt Biſkops-Stol og bygget en Kathedralkirke i Birgsaa paa Orknø[31]. Endnu tidligere havde Øſtmændene i Dublin faaet en egen Biſkop, og paabegyndt Opførelſen af en Kathedralkirke i denne Stad, hvortil Kongen, Sigtrygg Silkeſkjeg, baade ſkjenkede Grunden og betydelige Jordeiendomme[32], I Danmark havde Biſkop Villjam begyndt at opføre Kathedralkirken i Roeskilde af Steen, og hans Efterfølger, Nordmanden Svein, fuldførte den[33]. Paa Island lod Biſkop Gisſur opføre en Kathedralkirke paa ſin Gaard Skaalholt, ſom han ſkjenkede til den, idet han forordnede, at der her for Fremtiden ſkulde være en faſt Biſkopsſtol[34]. Og Kong Knut i Danmark paabegyndte Kathedralkirken i Lund[35]. Er det nu end neppe ſandſynligt, at alle disſe Foretagender, iſær de ſidſt nævnte, ſkede førend Olaf begyndte Opførelſen af Kathedralkirken i Nidaros, ſaa vidne de dog om een og ſamme religiøſe Impuls, der paa denne Tid gjorde ſig gjeldende i de nordiſke Lande. Og af ſtor Betydning bliver det derfor, at Erkebiſkop Landfrank i Canterbury paa et Kirkemøde, ſom han 1075 afholdt i London, fik nogle ældgamle pavelige Dekretet og Synodal-Beſtemmelſer ſatte i Kraft, ifølge hvilke Biſkopper ikke ſkulde have Tilladelſe til at reſidere paa Landet, men alene i Stæderne; og hvorfor nu flere engelſke Biſpeſæder flyttedes[36]. Ligeſom Landfrank neppe har faaet denne Beſtemmelſe ſat i Kraft for England uden efter ſærſkilt Paamindelſe af Pave Gregorius, ſaaledes er det og heel ſandſynligt, at en lignende Paamindelſe tillige er udgaaen til de øvrige Biſkopper i Nord-Europa. I alle Fald maatte en Foranſtaltning, der vedtoges i England, og udvirkedes af en faa anſeet Prælat ſom Landfrank, ved Exemplets Magt udøve ſtor.Indflydelſe i Naborigerne, fornemlig det med England i ſaa mangehaande Forbindelſer ſtaaende Norge. Og at Olaf virkelig ogſaa har fulgt Exemplet og ſøgt at bringe Foranſtaltningen til Udøvelſe i ſit eget Rige, viſer ſig allerede deri, at da han, ſom det nedenfor nærmere ſkal omtales, havde oprettet en Kjøbſtad i Bergen flyttede Biſkop Bernhard derhen fra Sellø[37], hvor han hidtil havde haft ſit Tilhold, aabenbart fordi han nu, da hans Diſtrikt, Gulathingslagen, havde faaet en Stad, ikke længer anſaaes berettiget til at bo paa Landet. Vi have ogſaa en gammel Fortegnelſe over Norges Biſkopper, hvor Biſkopperne i det Throndhjemſke lige fra Sigurd og Grimkell af til og med Sigurd Munk (fra Glaſtonbury) kaldes „Biſkopper i Throndhjem“, men Sigurd Munks Efterfølger, Adalbert, udtrykkeligt kaldes „den førſte Biſkop i Nidaros“. Dette hentyder dog her ikke alene paa Flytningen til, eller den faſte Boſættelſe i Staden, men ogſaa, og maaſkee fornemmelig, paa den officielle Oprettelſe af en faſt Biſkopsſtol, der ikke kunde finde Sted, førend Kathedralkirken var indviet og tagen i Beſiddelſe. Thi i den ſamme Biſkopsfortegnelſe benævnes Bernhards Efterfølgere lige indtil Midten af det 12te Aarhundrede „Biſkopper i Sellø“, uagtet det er aldeles viſt, at de boede i Bergen og ſædvanligviis kaldtes „Biſkopper i Bergen“, aabenbart fordi Bergens Kathedralkirke, hvilken Kong Olaf, ſom vi ſtrax nedenfor ſkulle ſee, havde grundlagt, da førſt blev fuldført og indviet. Derimod meldes det udtrykkeligt, at Olaf ikke alene paabegyndte, men ogſaa tilendebragte Opførelſen af Kathedralkirken i Nidaros[38]. Af de her oven antydede Omſtændigheder kunne vi nogenledes, og tilnærmelſesviis, beſtemme, naar dette Verk blev udført. Mag. Adam taler endnu kun om Civitas Trondemnis, om Biſkop Sigurd, og om rejſende Lydbiſkopper uden faſt afgrændſede Diſtrikter. Paa ſamme Maade taler han heller ikke om den nys anlagte Stad Oslo, men alene om civitas Wig, hvorved han ſynes at have haft det hele Landſkab for Øje. Bergen nævnes ſlet ikke i hans Verk, ej engang i Scholierne, af hvilke dog et omtaler rimelige Scaldholtz paa Island, og derfor ſynes at være nedſkreven efter at Gisſur havde oprettet faſt Biſkopsſæde paa denne Gaard[39]. Kirkebygningen er ſaaledes neppe bleven paabegyndt i Mag. Adams Tid, og ſandſynligviis ikke førend hiint Kirkemøde i London havde været afholdt, det vil ſige efter 1075. Dette beſtyrkes ogſaa deraf, at den førſte Biſkop i Nidaros, Adalbert, havde til Eftermand en vis Simon, der ſynes at have levet endnu i 1039[40], hvoraf følger, at Adalberts Tiltrædelſe ſom Biſkop i Nidaros, hvilket er eenstydigt med Kirkens Indvielſe, maa nærmeſt henføres til den ſildigere Deel af Olafs Regjeringstid. Det er heller ikke rimeligt, at Kirken, hvis den paabegyndtes omkring 1075, blev færdig førend henimod 1080 eller 1085, da den var af Steen, og, ſom man af dens Levninger kan ſee, var temmelig ſtor og omhyggeligt udført.

Til Plads for denne Kirke valgtes det Sted, hvor St. Olaf havde været begraven af Thorgils Halmesſøn, og hvor der hidtil kun ſtod et lidet Kapell[41]. Højalteret lagdes lige over Graven, og Kirkens Skib ſtrakte ſig ſaaledes veſtover fra denne. Bygningen opførtes afhuggen Veegſteen, og i Langkirke- eller Baſilika-Formen, dog med Fløje mod Nord og Syd, ſaa at den kom til at danne et Kors[42], over hvilket et mægtigt Taarn hævede ſig. I dens Nærhed, paa Nordſiden af Choret, opførtes tillige en liden Bygning, ogſaa i Kirkeform, hvis egentlige Beſtemmelſe ſynes at have været den, at tjene ſom Skrudhuus (Vestiarium)[43]. Denne Bygning, ſaavel ſom den nordre og ſøndre Fløj, ere, uagtet alle de Forandringer og Udvidelſer, ſom Kirken ſenere modtog, dog endnu nogenledes til i deres oprindelige Skikkelſe, og vi kunne deraf danne os en Foreſtilling om hvorledes Olafs Kathedralkirke bar ſeet ud, og hvor megen Omhu der var anvendt paa dens Opførelſe. Kirken indviedes til den hellige Trefoldighed[44], ligeſom Kathedralkirkerne i Roeskilde, i Dublin, og andre Steder i Norden; men den kaldtes, ligeſom alle, eller de fleſte Kathedralkirke-r i Norge, ſædvanligviis Chriſtkirken[45]. Til denne blev nu St. Olafs Skriin højtideligen flyttet og ſat over Alteret; fra nu af ſtod altſaa denne Norges Nationalhelligdom ikke længer under Kongens, men under Biſkoppens Tilſyn: en Omſtændighed, der ej kunde andet end bidrage til at forøge Biſkoppens Indflydelſe, og ſom omſider maatte lede til hvad vi ovenfor have ytret[46], og hvad vi i det følgende virkelig ville ſee at gaa i Opfyldelſe, at Kongen kun betragtedes ſom St. Olafs Statholder. Fra denne Tid af, ſiges der i de gamle Legender om St. Olaf, ſkede der ogſaa her mange Mirakler ved hans Helligdom. Det havde i længere Tid været ſædvanligt, at hans Skriin paa hans Mesſedag (den 29de Juli) i højtidelig Procesſion blev baaret om i Staden, og en Stund ſat ned paa Kirkegaarden, for at de mange Pilegrime, der vare tilſtede, og hvoraf en ſtor Deel ſøgte Bod for legemlig Brøſt og Bræt, kunde komme til at berøre det og ofre deres Gaver. Allerede Aaret efter Helligdommens Flytning, fortæller Snorre, fik to Blinde og een Stum fuldkommen Helbredelſe ved St. Olafs Undergjerninger[47]. Den fromme og ubetingede Tro paa hans Hellighed og undervirkende Kraft lod neppe engang hos de meeſt Oplyſte nogen Skygge af Tvivl opſtaa om. Rigtigheden af alle disſe og lignende Fortællinger.

Med Olafs Skriin fulgte vel ogſaa Sønnen Magnus den godes Lig, ſiden det i de paalideligſte Sagaer udtrykkeligt ſiges, at det laa begravet i Chriſtkirken[48]. Harald Haardraades Lig derimod forblev i Mariakirken, hvor det efter Tilbagekomſten fra England var blevet begravet.

Det ligger i Sagens Natur, at Olafs Beſtræbelſer for at indrette faſte Biſpeſtole førſt og fremſt maatte gjelde Norges Nationalhelligdom i Nidaros. Men at han ikke agtede at lade det blive derved, ſee vi deraf, at han ogſaa ved ſit nye Kjøbſtads-Anlæg i Bergen begyndte paa lignende Indretninger. Der fortælles nemlig, at han i Bergen lod lægge Grundvolden til den ſtore Chriſtkirke af Steen, og Bygningen ſelv paabegynde, men at der dog blev lidet gjort ved den, hvorimod han lod fuldſtændigt færdiggjøre den ſaakaldte gamle Chriſtkirke af Træ[49]. Da man nu finder, at ogſaa disſe to Kirker egentlig vare indviede til den hellige Trefoldighed[50], hvoraf følger at Benævnelſen „Chriſtkirker“ alene betegner deres Beſtemmelſe at tjene ſom biſkoppelige Kirker, og da vi erfare, at St. Sunnivas Levninger, der omtrent vare for Gulathingslagen, hvad St. Hallvards vare for Viken[51], og St. Olafs — bortſeet fra deres Betydning for hele Norge — vare for Thrøndelagen, flyttedes derhen kort efter den ſtore Steenkirkes Færdigbyggelſe, ſynes tydeligt nok Olafs Henſigt med Anlægget af denne Kirke at have været den, at indrette en ordentlig Kathedralkirke for Gulathingets Biſkop, ſom ſkulde flytte fra Sellø, og herefter tage ſit faſte Sæde i Bergen; og hvem tillige St. Sunnivas Helligdom ſkulde følge, ſaaſnart den nye Kirke var rede til at kunne modtage den. Men da Olaf af Grunde, ſom ej anføres, ikke har kunnet drive dette Bygningsarbejde med ſynderlig Kraft, og ſaaledes har forudſeet, at det ej i hans Tid vilde blive færdigt, har han, da den nys anlagte By lige ſaa lidt ſom Biſkoppen, der flyttede derhen, kunde være uden Kirke, førſt og fremſt ſkyndt ſig at lade opføre den oven omtalte Trækirke, der paa een Gang baade kunde tjene til Sognekirke for Staden, og til et Slags midlertidig Kathedralkirke for Biſkoppen[52]. Denne ſidſte Anvendelſe har ſandſynligviis givet den Navnet „Chriſtkirken“, medens den dog, ſom vi have ſeet, ikke var tilſtrækkelig til at give Biſkoppen den officielle Titel af Bergens Biſkop, eller med andre Ord at betegne Oprettelſen af en faſt Biſkopsſtol i Bergen, ſaa længe endnu den virkelige Kathedralkirke ikke var færdig, og St. Sunnivas Helligdom hvilede i Sellø. Vi ville i det følgende ſee, at Kirken ej fuldførtes, og at Helligdommens Flytning ej fandt Sted, førend efter at Norges Kirkeforfatning allerede var fuldſtændigt organiſeret, ſaaledes ſom den vedblev at være lige til Reformationen, og altſaa efter at en faſt Biſkopsſtol allerede gjennem en lang Aarrække faktiſk havde beſtaaet i Bergen, ligeſom man ogſaa i ſædvanlig Tale forlængſt havde ophørt at kalde Bernhards nærmeſte Efterfølgere Biſkopper i Sellø, men kun kaldte dem Biſkopper i Bergen: en Benævnelſe, ſom ogſaa vi for ſtørre Tydeligheds Skyld ville anvende.

Det er charakteriſtiſk nok for dette Kirke-Anlæg i Olafs Stad, ſammenlignet med hans Forgængeres Kirke-Anlæg i Oslo, Sarpsborg og Nidaros, at medens der ved disſe — i Nidaros og Sarpsborg vide vi i det mindſte med Vished at det var Tilfældet, og hvad Oslo angaar er det i høj Grad ſandſynligt — kun var Tale om en kongelig Kirke, der ſtod i Forbindelſe med Kongsgaarden[53], og medens Opførelſen af disſe ſynes at have været det førſte og vigtigſte Foretagende ved By-Anlægget, lader det derimod til, at Olaf, da han anlagde Bergen, førſt og fremſt har tænkt paa at ſkaffe Byen en Sogne-Kirke og Biſkopperne en Kathedralkirke, medens der ikke engang er Tale om nogen Kongsgaard og kongelig Kirke i Staden førend i hans Sønneſøns Tid[54]. Vel kan det være muligt, at alene Mangel paa Tid eller Midler har hindret ham fra ogſaa at lade Bygninger, ſom de ſidſt nævnte, opføre; men merkeligt er det dog ligefuldt, at han ikke, ſom hans Forgængere, aller førſt tænkte paa at faa dem iſtand. Dette kan man neppe forklare anderledes end af hans oprigtige Fromhed tog Religiøſitet, der bragte ham til at underordne ſine egne Interesſer for Kirkens.

Til Oslo ſynes Olafs Kirkebygnings-Virkſomhed ikke at have ſtrakt ſig. Uagtet man rigtignok ikke veed, naar Oslos Kathedralkirke, den bekjendte St. Hallvards-Kirke, blev grundlagt, ſynes det dog, ſom om Olaf ej har haft noget med den at beſtille, thi ellers vilde Sagaen lige ſaa vel have nævnt noget derom, ſom om hans Foretagender i Bergen. En anden Sag er, at han rimeligviis har haft i Sinde, hvis Tid og Evner tillode det, ogſaa at treffe de ſamme kirkelige Foranſtaltninger i Oslo, ſom i de to andre Stæder; men da han nu ikke engang i Bergen kunde række at faa Kathedralkirken iſtand, kan han endnu mindre have formaaet at paabegynde et lignende ſtorartet Foretagende i Oslo, men maa have overladt dette til ſine Efterfølgere. Derfor finde vi ogſaa Biſkoppen i Oslo endnu kaldet „Biſkop i Viken“ under hans Sønneſønners Regjering[55]. Nærheden af Fylkeskirken paa Aker gjorde maaſkee ogſaa Savnet af en egen Kirke for Oslo ved Siden af den kongelige Kirke mindre følelig. Ved de øvrige Buer i Viken, hvor Biſkoppen maaſkee ſkifteviis, indtil Kathedralkirkens Opførelſe, har reſideret, nemlig Kongehelle, Sarpsborg og Tunsberg, var der ligeledes Fylkeskirker lige i Nærheden, nemlig Ytterby, Tune og Sæms Kirker[56].

Men uagtet denne oprigtige Interesſe ſom Olaf viſte før Kirken og dens Anliggender, og uagtet det umiskjendeligt var hans Henſigt, at bringe den norſke Kirke i ſaa inderlig Forbindelſe med den romerſke Moderkirke ſom muligt, gik han dog ikke ſaa vidt, ſom hans Ven og Svoger, Kong Knut i Danmark, der ved ſine Beſtræbelſer for at gjøre Gejſtligheden til den førſte Stand i Landet, og for at ordne Kirkeforfatningen i ſit Rige efter det ſtrengeſte Hierarchis Fordringer, ej alene gjorde ſig ſelv forhadt, trods fine mange ſtore Fortjeneſter af Landsſtyrelſen, men ogſaa ſvækkede Kongemagten ſelv mere end tilbørligt. Vore Sagaer berette viſtnok ſaa lidet om Olafs Regjeringsforetagender, at vi ej med fuldkommen Beſtemthed kunne paaſtaa, at han ikke gjorde lignende Forſøg. Men ſaa meget vide vi, at uagtet Tiende-Afgiften paa denne Tid indførtes i Danmark, ja endog, kun tre eller fire Aar efter Olafs Død, paa Island[57], blev den ikke indført i Norge førend under Olafs Sønneſønners Regjering[58]; at Gejſtligheden, langt fra at være den førſte Stand, endnu ikke engang kunde ſiges at danne nogen egentlig Stand i Landet; at Forbudet mod Preſternes Giftermaal hverken under Olafs eller de følgende Kongers Regjering nogenſinde blev gjennemført, og at der, da der ſaaledes ej hos os var Tale om nogen afſondret Stilling, ſom Gejſtligheden ſkulde indtage udenfor det almindelige Statsſamfund, heller ikke, i det mindſte paa lang Tid, kunde opſtaa ſaadanne Forviklinger, ſom de, der i det ſydligere Europa fremkaldte Inveſtiturſtriden med dens ſørgelige Følger. Gejſtlighedens Medlemmer vare i Norge endnu Kongens Underſaatter, ſom Lægfolkene, og Kongerne udnævnte ſelv Biſkopperne, lige ſaa vel ſom de udnævnte Jarler og Lendermænd[59]. Meget af dette var vel grundet i Folkeaanden, de offentlige Forholde og Norges afſondrede Beliggenhed. Meget maa dog vel ogſaa ſkyldes Olafs Statsklogſkab, fornuftige Maadehold i Religionsiver, og faderlige Omſorg for Landets Vel. Thi han vilde neppe have været ſaa yndet af ſine Underſaatter, ſom han, efter Sagaernes eenſtemmige Vidnesbyrd, virkelig var, og Landet vilde ikke have befundet ſig ſaa vel under hans Styrelſe, ſom det umiskjendeligt gjorde, hvis han ved Indførelſe af trykkende Afgifter, og ved ſtreng Haandhævelſe af nye, hidtil ukjendte Lovbeſtemmelſer havde forbitret Folket og ſaaret den almindelige Nationalfølelſe.

  1. Gregor den 7de var, ſom bekjendt, Pave fra 1073 til 1085.
  2. Simeon af Durham, hos Twysden, S. 206, 207. Thorgauts Udnævnelſe til Biſkop af St. Andrews nævnes i Chron. de Mailros ved 1106.
  3. Nemlig i 1104, da St. Cudhberhts Levninger bleve underſøgte, ſe Reginaldi monachi Dunelmensis libellus de admirandis St. Cudhberti virtutibus.
  4. Se Twysdens Fortale til hans Samling af engelſke Annaliſter.
  5. Se ovenfor S. 169.
  6. Hungrvaka, Cap. 3, jvfr. Landnámabók, Tillæg. Se ovenfor S. 212.
  7. Mag. Adam, IV. 33.
  8. Mag. Adam, III. 46—48.
  9. Mag. Adam, III. 49—50. Om Biſkop Johannes eller Jon irſke, ſe ovenfor S. 212.
  10. Mag. Adam, III. 58.
  11. Mag. Adam, III. 53.
  12. Tidsregningen for alle disſe Begivenheder kan ikke med Nøjagtighed beſtemmes efter Mag. Adams Verk, da han omtaler dem hiſt og her, og ikke i nogen nøjagtig Orden. Dette gjelder iſær om Adalberts Forſæt, ſelv at berejſe de nordiſke Lande, hvilket han viſt allerede har næret og omtalt langt tidligere, end hans Gjenerhvervelſe af Magten i 1069. Saa meget er imidlertid viſt, at hans Beſtræbelſer for at faa et almindeligt Provincialmøde iſtand tilhører hans ſidſte Livsperiode, ikke, ſom enkelte have troet, hans tidligere. Thi af et Brev fra Adalbert til Biſkop Villjam af.—Roeskilde, ſom Mag. Adam anfører III. 70, og hvor Adalbert melder at han har beſtemt at afholde en Synode i Slesvig, fortæller han ligeledes, at Biſkop Adalward, der var indviet til Biſkop i Sigtun, uden Tilladelſe havde trængt ſig ind i den ledige Biſkopsſtol i Skara. Dette ſkede, ſom vi ovenfor have ſeet, ikke førend Steenkil var død (1067); men det maa have været før Sommeren 1068, da Adalward ſamme Aars 11te Juni underſkrev et Brev i Bremen (Staphorſt I. S. 437). Heraf ſees, at Indbydelſen til Mødet vel maa have fundet Sted endnu i Adalberts Trængſelstid; men da det i det Brev, ſom ſammeſteds meddeles fra Pave Alexander til alle de danſke Biſkopper, heder at Biſkop Egilbert af Fyn allerede i tre klar havde været indkaldt, uden at indfinde ſig, ſeer man at denne pavelige Skrivelſe ikke kan være ældre end 1071, og at Adalbert førſt da har gjort alvorlige Anſtalter til at faa Mødet iſtandbragt. Han ſiger ogſaa udtrykkeligt i Brevet til Villjam, hvor han omtaler Mødet: „om dette en anden Gang“, ligeſom om det paa den Tid endnu kun var en løs og foreløbig Idee. Imidlertid kan dog allerede da Harald Haardraades Død have givet ham Haab om at Norges Biſkopper nu ej vilde gjøre Vanſkeligheder ved at indfinde ſig til Synoden. At der to Gange var Tale om Patriarchatet, ſees af Mag. Adam III. 32, ſammenholdt med 58. Og paa ſin Dødsſæng ytrede han udtrykkeligt ſit Ønſke, at kunne have endt ſine Dage i Vendland, Sverige eller Island (III. 69), hvilket vidner om at Rejſe-Ideerne da have været levende hos ham.
  13. Se Coleti Concilia, XII. S. 549—582. Lambert af Hersfeld, og Bernold, ved 1074, 1075, Pertz. VII. 206 flgg. 276 flgg.
  14. Allerede før ſin Ophøjelſe paa Paveſtolen ſtod Gregor i Brevvexling med Sven (ſe Brev af 25de Jan. 1075, hos Colet XII. S. 936). Et andet Brev af 17de April 1075 meddeles ſammeſteds, S. 356. Venſkabelige Breve fra Gregor til Harald, Svens Søn, meddeles ſammeſteds S. 459, 472.
  15. Om Oprettelſen af Erkeſædet handles der udtrykkeligt i Brevet af Januar 1075. Gregor ſiger der: „vi have ſendt Geſandter til dig, ſom kunne underhandle med dig om hvad du i Pave Alexanders Tid har forlangt af det apoſtoliſke Sæde, og hvad du og han indbyrdes have lovet hinanden, nemlig om alt hvad der hører til dit Riges Forherligelſe, ſaavel om Erkeſædet, ſom om andet; men disſe Geſandter vendte tilbage til os, da de merkede at det var farligt formedelſt Urolighederne i Tydſkland“. At det Parti, ſom Sven tog i Striden mellem Paven og Henrik, og ſom maatte bringe ham i en venſkabelig Forſtaaelſe med hans forrige Fiender, de ſaxiſke Fyrſter, var det populære i Danmark, ſees bedſt deraf, at da Sven i Aaret 1073 gjorde et Tog til Tydſkland for at ſtaa Henrik, med hvem han endnu var venſkabelig forbunden, bi mod Saxerne, vægrede hans egne Krigere ſig ved at angribe disſe, der, ſom de ſagde, vare Danmarks bedſte Formuur mod fremmede Fiender; han maatte derfor vende tilbage med uforrettet Sag. (Lambert, hos Pertz VII. 212). Siden ſee vi ogſaa den af Henriks Modparti opſtillede Konge Hermann af Luxemburg tilligemed Erkebiſkop Hartvig af Magdeburg og Burchard af Halberſtad i Aaret 1085 flygte for Henrik til Danmark: et tydeligt Beviis paa den gode Forſtaaelſe, hvori ogſaa Kong Knut ſtod med det pavelige Parti (Annalista Saxo, hos Pertz, VIII. S. 123.)
  16. Hungrvaka, Cap. 5, jvfr. de islandſke Annaler, ved 1053.
  17. Saxo, 12te Bog, S. 605, 606.
  18. Dette var den bekjendte Svein Nordbagge, Biſkop fra 1076—1088; om hvilken ſe Saxo S. 559. Han ſynes tidligere at have været Lendermand eller Sysſelmand, efterſom Saxo ſiger at han var ex præfectura ad sacerdotium translatus. Han døde paa en Valfart til Jeruſalem.
  19. Da Bernhard allerede maa have været en Mand i ſine modnere Aar ved ſin Ankomſt til Norge under Magnus den gode (ved 1042, ſe ovenfor S. 186), kan han neppe være fød ſenere end ved 1010, og hans Død maa derfor i det ſeneſte falde omkring 1090.
  20. Se Sigurd Jorſalafares Saga, hos Snorre, Cap. 39.
  21. Se ovenfor S. 217.
  22. Landnaama, V. 12; jvfr. Hungrvaka Cap. 2.
  23. Se Biſperækkerne, meddeelte i Norſk Tidsſkrift, V. S. 41—44.
  24. Se ovenfor S. 193, 194.
  25. Maaſkee Sigurd ſaaledes kan have været den Biſkop, der fulgte med Harald Haardraade paa hans Tog til England, ſe ovenfor S. 323. Som forhen værende Munk i Glaſtonbury og ſaaledes kjendt i England kunde han være Kongen til megen Nytte.
  26. Se ovenfor S. 212.
  27. Reſten af Brevet indeholder foruden Formaninger den allerede ovenfor (S. 397) meddeelte Advarſel mod at ſtaa Harald Danekonges Brødre bi mod denne, forbunden med Anmodning om at megle Fred mellem dem.
  28. At denne Romerrejſe maa henføres til den aller ſidſte Tid af Gisſurs Ophold udenfor Fædrelandet, ſees af Hungrvakas Udtryk: „til Rom droge begge Egtefolk (Gisſur og hans Kone) førend de vendte tilbage til Island, og Gisſur var ikke i Landet da hans Fader døde, men ankom Sommeren efter i Rangaa-Oſen“.
  29. Mag. Adam IV. 33; ſe ovenfor S. 202. Da Sverige her tages med, maa man antage, at Mag. Adam, ved at tale om Sjæle vundne for Chriſtendommen, nærmeſt har omvendte ſvenſke Hedninger for Øje, thi i Norge var Hedendommen allerede udryddet. Men det er heller ikke umuligt, at han her, ſom oftere, har ſkildret ældre Forhold, der paa hans Tid ikke længer fandt Sted.
  30. Se ovenfor S. 205, 206. Hertil kommer ogſaa det Kapell, ſom var opført over St. Olafs Gravſted, og ſandſynligviis kun var af Træ.
  31. Se ovenfor S. 217.
  32. Se af „den ſorte Bog om Trinitatiskirken i Dublin,“ ſom Ware meddeler i ſine Antiqq hibb. S. 138: her gjør dog Ware urigtigt den Sigtrygg Olafsſøn, der ſkjenkede Grunde og Beſiddelſer til Kirken, forſkjellig fra Sigtrygg Silkeſkjeg, om hvilken ſe aller ſidſt ovenfor S. 171. Da Sigtrygg forlod ſit Rige allerede i 1035 for at gaa til Rom, har Udviisningen af Grunden vel paa den Tid fundet Sted; i det mindſte ſkal Kirken have været færdig i 1038, og Biſkop Duncan da have ſkjenket den flere Gaver, hvoriblandt „Stykker af St. Olafs Klæde“, ſe ovenfor S. 127.
  33. Se Saxo m. fl.
  34. Hungrvaka, Cap. 5.
  35. Se Suhms Hiſtorie af Danmark IV. 650.
  36. Coleti Concilia, III. S. 587. Her paaberaabes Dekreter af Paverne Damaſus og Leo, og af Concilierne i Sardika (347) og Laodicea (366). De Biſkopper, hvis Sæder umiddelbart beſtemtes flyttede paa dette Kirkemøde i London, var Biſkoppen af Seolesigg (Selfey), der flyttedes til Chicheſter, Biſkoppen af Skireburn (Sherborn) der flyttedes til Salisbury, og Biſkoppen af Liketfeld (Litchfield), der flyttedes til Cheſter. Allerede tidligere, under Edward Confesſor, havde den af ham inddragne Biſkop Leofrik flyttet ſit Sæde fra Cridiantun til Exeter, ſenere hen flyttede ligeledes Biſkopperne fra Dorcheſter til Lincoln, fra Helmaham til Thetford.
  37. Hungrvaka, Cap. 3.
  38. Det heder udtrykkeligt i den hiſtoriſke Olaf den helliges Saga Cap. 254, at Olaf lod bygge en Kirke i Kjøbſtaden (Nidaros) paa det Sted, hvor St. Olafs Liig førſt var jordet, og at dette „Munſter“ fuldſtændigt færdiggjordes. Ogſaa Morkinſkinna fol. 20. 6. ſiger at Olaf „byggede en Steenkirke. ved Biſkopsſtolen i Nidaros over St. Olafs Legeme og fuldførte den ganſke“.
  39. Mag. Adam bruger viſtnok Benævnelſen „civitas“ om danſke Byer, f. Ex. Odenſe og Roskilde (III. 4, 5.), og forſtaar ſaaledes derved her maaſkee nok „By“, men naar man, ved at tale om Norge, ſiger civitas Wig, er det derimod tydeligt nok, at hans Foreſtillinger om norſke Forhold have været aldeles uklare, og at han har forvexlet „Landſkab“ med „By“. Som ofteſt har han vel hørt tale om „Kaupangen i Viken“, hvorved man deels kan have tænkt paa Kongehelle (hertil ſigter han vel nærmeſt naar han ſiger at civitas Wig ligger en Dags Sejlads fra Aalborg), deels paa Tunsberg, deels paa Oslo. Ved civitas Trondemnis forſtaaes ligeledes deels „Kaupangen i Throndhjem“, deels Landſkabet Throndhjem. Og naar nu Scholiaſten endog kalder Gaarden Skaalholt en civitas, ſeer man tydeligt, at det iſær var den Omſtændighed, at en Biſkop reſiderede i Diſtriktet eller paa Gaarden, der i den bremiſke Gejſtligheds Øjne ſtemplede Stedet til civitas.
  40. Sigurd Inges og Eyſteins Saga, Cap. 11. Snorre, Cap. 7, jvfr. Norſk Tidsſkrift V, S. 30.
  41. Se herom ovenfor I. 2. S. 807.
  42. Det vil ſige forudſat at Olaf virkelig fik bygget det egentlige Hovedſkib eller den veſtlige Fløj; hvilket rigtignok maatte ſynes at ligge i Ordene, at han fuldgjorde Kirken; ſe ellers derom Norſk Tidsſkrift, 1853 S. 36. At Kirken havde Baſilikaformen, ſees ſaavel af dens Levninger, ſom af Thjodrek Munks Udſagn Cap. 29, jvfr. Norſk Tidsſkrift II. S. 72.
  43. Se herom Norſk Tidsſkrift, 1853 S. 32, 33. 34. Denne Bygning, der — maaſkee ſenere — har faaet Kirke-Indredning med Alter o. ſ. v., kaldes nu Kapitlet, og ſynes derfor at have været brugt ſom Kapitelhuus, da Domkapitlet var oprettet. Hvorledes man urigtigt har anſeet det for Klemenskirken, ſe iſær Norſk Tidsſkrift II. S. 52 flgg. jvfr. 1853 S. 26 flgg.
  44. Det ſiges udtrykkeligt af Thjodrek Munk l. c. og i Olaf Kyrres Saga Cap. 6.
  45. Se herom iſær Norſk Tidsſkrift V. 18, 19.
  46. Se ovenfor S. 1.
  47. Snorre, Olaf Kyrres Saga Cap. 6; jvfr. Den hiſtoriſke Olaf den helliges Saga Cap. 254.
  48. Nemlig Morkinſkinna og Flatøbogen. Naar deri hiin heder, at Liget lagdes udenfor Choret, og denne tilføjer: „nu ligger det indenfor Choret, foran Erkebiſkoppens Rum“, ſigtes der til Kirkens Udſtrækning før og efter den Udvidelſe, den fik ſidſt i det 12te Aarhundrede. Jvfr. ovenfor S. 165, 206.
  49. Olaf Kyrres Saga Cap. 3. Snorre Cap. 2.
  50. I et Brev af 27de Febr. 1271 kaldes den ſaa kaldte lille Chriſtkirke „den mindre Trinitatiskirke“, hvilket igjen viſer at den ſtore kaldtes i officiel Stiil „den iførte Trinitatiskirke“; men da man veed, at der ingenſinde gaves flere end to Chriſtkirker i Bergen, er Identiten derved ogſaa given.
  51. Se ovenfor S. 197—199.
  52. Den blev ogſaa ſenere Sognekirke, ſe Biſkop Audfinns Brev af 27de Marts 1320, og var det ſandſynligviis lige fra den Tid, den ſtore Kirke var færdig.
  53. Se ovenfor S. 202. Her er det med ſaa megen Vished, ſom Omſtændighederne tillade, ſøgt godtgjort, at Harald Haardraades førſte Anlæg i Oslo var Kongsgaarden med Mariekirken. I Borg lod St. Olaf ligeledes aller førſt hygge Kongsgaard med Mariekirke; de tidligere kongelige Bygningsforetagender i Nidaros vare ligeledes altid Kongsgaard med Kirkes førſt Olaf Tryggvesſøns og St. Olafs Kongsgaard med Klemenskirken, ſiden Magnus den godes (ufuldførte) Kongsgaard med Olafskirken, og endelig Harald Haardraades Kongsgaard med Mariekirken. Se ovenfor S. 205.
  54. Se nedenfor, jvfr. Magnus Barfods Sønners Saga, Cap. 16. Snorre Cap. 15.
  55. Nemlig den ovenfor nævnte Kot, Isleifs Diſcipel, der maa have levet 1110, og dog ſtedſe endnu kaldes Biſkop i Viken.
  56. Se ovenfor I. 2. S. 636, 637.
  57. Nemlig ved Biſkop Gisſurs Beſtræbelſer, 1097, ſe nedenfor.
  58. Herom ſe nedenfor.
  59. Dette findes iſær udviklet i det ſaakaldte Anekdoton, eller den Fremſtilling af Kirkens Forhold til Staten, der ſenere paa Sverres Tid og rimeligviis ved hans Foranſtaltning blev udgivet. Se Anhang til Kongeſpejlet, udgivet i Chriſtiania, S. 186.