Det norske Folks Historie/3/34

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 382-410).

Uagtet Kong Olaf tidligt havde været med i Vaabenferd, og i den sidste Fejde, trods sin Ungdom, viist en fast, krigersk Holdning lige over for Kong Sven, der afskrækkede denne fra at drive de begyndte Fiendtligheder videre, stod hans Lyst dog ingenlunde til Krig. Han var af et roligt og stille Sindelag, meget religiøs, satte sin største Glæde i at virke for Landets Opkomst og Folkets Uddannelse, og yndede i det hele taget meest et mageligt Liv, omgivet af den Overflod, som alene Freden og dens Sysler kunne give. Omstændighederne vare ogsaa i denne Henseende særdeles gunstige for ham, da alle Nabolandene just paa den Tid vare saaledes optagne af indre eller ydre Fejder og Uroligheder, at det ikke kunde falde deres Høvdinger ind at beskjeftige sig med Norges Anliggender, og saa meget mindre under Olafs Regjering, som hans Popularitet udelukkede enhver Tanke om Muligheden af at bringe noget Oprør i Stand, eller opstille nogen Kronprætendent imod ham. I Sverige var Kong Steenkil død kort efter Harald Haardraade, 1067^[1], og der opstod blodige Tronstridigheder mellem tvende Konger eller Kronprætendenter, der begge hed Erik, og som rimeligviis maa have nedstammet fra Sidelinjer af den ældre Konge-Æt. Det kom til et Slag imellem dem, hvori de begge faldt, og med dem, som der siges, alle Sviarnes mægtige Mænd: et Tegn paa at Krigen maa have været meget blodig og ødelæggende^[2]. Der opstod nu en formelig hedensk Reaktion i Svithjod, hvor de fleste endnu vare Hedninger, og hvor der længe havde hersket stor Misfornøjelse med Steenkils Christendoms-Iver. Denne Misfornøjelse steg end mere, da det blev bekjendt, at to af Steenkil indkaldte Prælater, Adalward den yngre, som paa hans Anmodning var bleven indviet af Erkebiskop Adalbert til Biskop i Sigtun^[3], hvor han vandt mange Proselyter^[4], og Biskop Egino af af Skaane, pønsede paa hverken mere eller mindre end at ramme Hedendommen, som de troede, lige i Hjertet ved at opbrænde Hovet i Uppsala. Steenkil havde vel faaet dem til at afstaa fra dette Forehavende, idet han forestillede dem, at Folket, som allerede knurrede, upaatvivelig, hvis Planen iverksattes, baade vilde dræbe dem og dertil stode ham selv, der havde bragt dem til Sverige, fra Tronen, hvorved der var Fare for, at endog de, som allerede vare christnede, vilde falde tilbage til Hedendommen. Men hvad han havde forudseet, indtraf dog paa det nærmeste under Forvirringen efter hans Død. Hedningerne rejste sig imod de Christne, som bleve heftigt forfulgte; Adalward og Egino slap vel derfra med Livet, men maatte flygte til Gautland, hvor de i større Sikkerhed kunde tilfredsstille deres Christendoms-Iver^[5]. Steenkils Søn,Hallsteen, som nu — man maa antage af de Christne — toges til Konge, blev efter kort Tids Forløb fordreven; efter ham hentede de Christne en Konge fra Rusland ved Navn Anund, ogsaa rimeligviis en Ætling af den ældre Kongeslægt, der havde taget Tjeneste som Væringehøvding. Det lader til at ogsaa Hedningerne i Førstningen anerkjendte ham; men da han ved et almindeligt Thing vægrede rig ved at blote til de hedenske Guder, blev han afsat og forjagen^[6]. Efter ham toge de Christne en Vestgaute, ved Navn Haakon den røde, til Konge; men han synes ikke engang at være kommen til Svithjod, hvor imidlertid Hedendommen maa have faaet Overhaand^[7]. Erkebiskop Adalbert synes derhos selv at have skadet Christendommens Sag ved utidig Iver, idet han nemlig tilbagekaldte Adalward, fordi han uden hans Tilladelse havde modtaget Vestgauternes Indbydelse til at overtage Skara Bispestol efter Adalward den ældres Død^[8]: da nu tillige de øvrige Biskopper, som Adalbert indviede for Svithjod, under de forhaandenværende Omstændigheder ikke vovede at drage derhen, saa det daarligt ud med Missionsverket, og Christendommen vilde neppe have været forkyndt, hvis ikke Biskop Egino af Skaane ufortrøden havde taget sig af Gautlands Kirker.^[9]. Efter Haakon den røber« Død, eller maaskee endog medens han endnu levede i Gautland — Efterretningerne ere højst usikre — blev Inge, en Søn af Steenkil, og Broder til Hallsteen, tagen til Konge af Sviarne. Han besad mange udmerkede Egenskaber, der vilde have tilvendt ham Folkets Kjærlighed, hvis ikke ogsaa han, ligesom hans nærmeste Forgængere, havde viist en under de daværende Omstændigheder utidig Omvendelses-Iver. Da han forbød Sviarne at blote, og fordrede at de skulde lade sig døbe, forelagde de ham paa et Thing tvende Vilkaar, enten at holde sig de gamle Love efterrettelige, eller at give Slip paa Kongeværdigheden. Da Inge svarede, at han ikke vilde forsage den rette Tro, joge Sviarne ham med vilde Raab og Steenkast fra Thinget. Men Sven, en Broder til Kongens Hustru, og hidtil hans fornemste Yndling, blev tilbage paa Thinget og tilbød sig at blote i Folkets Navn, hvis de vilde give ham Kongenavn. Hertil vare alle villige: de toge ham til Konge, en Hest blev blotet, fortæret ved et højtideligt Offergilde, og Blodet strøget paa Træerne i den hellige Lund. Og saaledes faldt Sviarne ganske tilbage til Hedenskab. Reaktionen naaede dog ikke Gautland, hvor Christendommen nu var fuldkommen befæstet. Hidhen tyede Inge, tog sit Ophold i Vester-Gautland, der forblev ham tro, og herskede her i Forening med sin Broder Hallsteen i tre Aar, medens Sven, eller som han sædvanligviis kaldtes, Blotsven, herskede over Svithjod. Men efter disse tre Aars Forløb gjorde Inge med sin Hird og en liden Skare af paalidelige Krigere et dristigt Tog gjennem Østergautland til Svithjod, kom tidligt en Morgen uforvarende over Blotsven, og satte Ild paa det Huus, hvor han sov. Sven kom vel ud, men blev strax dræbt; hans Mænd bleve indebrændte, og Inge satte sig paany i Besiddelse af Kongemagten, som ingen senere vovede at gjøre ham stridig, uagtet han fremdeles og med Held søgte at undertrykke Hedenskabet. Men det maa dog under disse Omstændigheder have varet meget længe, førend han følte sig ganske sikker paa Tronen, og det maa have været ham altfor magtpaaliggende at have frie Hænder hjemme til at han kunde tænke paa at paaføre Nabolandene H. Krig. Fra denne Kant var Norge saaledes under Olafs hele Regjeringstid, sikret mod ethvert uopfordret, fiendtligt Anfald^[10].

Med Danmark var Freden livlig sluttet, og Sven Ulfssøn var aldeles optagen af de engelske Anliggender. Forsigtighed og maaskee Familie-Hensyn havde budt ham, ikke at blande sig i Striden mellem Godwines Sønner, allermindst naar fremmede Fyrster, som Harald af Norge og Villjam af Nordmandie, deeltoge deri for at gjøre Erobringer. Men nu, da Godwines Sønner vare faldne, kunde Sven, deres nærmeste Frænde, betragte sig som deres Eftermaalsmand og den rette Arving til Haralds Trone^[11]. I denne Egenskab optraadte han endog kort Tid efter at Villjam havde ladet sig krone til Englands Konge, idet han sendte en af sine Hirdmænd til Villjam med den Fordring, at da Kongedømmet i England nu med Rette tilhørte Kong Sven, skulde Villjam tage det til Len af ham og betale ham Skat; i modsat Fald vilde han indfinde sig med en stor Vaabenmagt og fratage ham det^[12]. Da Sven paa samme Tid, eller i alle Fald kun kort Tid efter stillede en lignende Fordring til Norges Konger, ja sandsynligviis endog har blandet sig i de svenske Anliggender^[13], maa man formode, at det nu virkelig har været hans Tanke optræde som en anden Knut den mægtige, og at han har svævet i den Tro, at begge Riger, saavel Norge som England, ved den sidste Krig vare saa svækkede at han blot behøvede at true, for at bringe dem til Underkastelse. Vi have seet, hvorledes han forregnede sig med Norge. Det gik ham ikke bedre i England, uagtet han dog der havde et betydeligt Parti. Villjam, for hvem en Krig med Danmark kunde have varet farlig, i det mindste ubelejlig nok, saa længe endnu det nordlige, halvdanske England ikke fuldstændigt var undertvunget, sendte strax et Gesandtskab til Danmark med Fredstilbud og Gaver, ej alene til Kongen, men ogsaa til Høvdingerne^[14]; han sendte ogsaa — man maa antage ved samme Lejlighed — Foræringer til Erkebiskop Adalbert, og fik ham overtalt til at optræde som Fredsmegler^[15]. Herved lod Sven sig forlede til at forsømme den belejlige Tid, derpaa fulgte Fejden med Norge, og det var ikke førend i Aaret 1069, at han, sikret fra denne Kant og ophidset af de ved Nordmannernes Voldsomhed fordrevne Angler, paany, og for Alvor, kunde skride til Udrustninger mod Villjam. Endda kunde et Angreb fra Danmark være blevet denne farligt nok, hvis det havde været ordentligt ledet, og Anførerne havde været paalidelige. Thi en stor Deel af England, fornemmelig den nordlige, var i stadig Oprørstilstand, trods alle Villjams energiske Forholdsregler og tilsyneladende Lykke i sine krigerske Foretagender. Medens han tilbragte Størstedelen af Aaret 1067 i Nordmandie, gjorde den mægtige Stad Smør Opstand, fornemmelig opegget dertil af Kong Haralds gamle Moder Gyda, som endnu var i Live og opholdt sig der. Villjam maatte ved Vintertid i Hast vende tilbage, for med en sterk Hær at ile mod Exeter. Efter flere Dages Belejring tvang han Staden til Overgivelse, og Gyda flygtede med mange Høvdinger, først til en Klippe-Ø i Bristolfjorden, siden til St. Omer i Flandern, hvor han endte sine Dage^[16]. Imidlertid havde Jarlerne Morkere, Eadwine og de northumberlandske Høvdinger forbundet sig med Kong Haralds Sønner, der havde fundet et Tilflugtssted hos Kong Diarmid af Leinster paa Irland, og med Kongen af Nord-Wales, om at forjage Nordmannerne. De tvende førstnævnte tabte vel Modet ved Villjams personlige Nærmelse, og underkastede sig; Haralds Sønner søgte forgjæves at komme i Besiddelse af Bristol, og vendte tilbage til Irland efter alene at have herjet Devonshire og Cornwall^[17]; i Northumberland, hvorhen Eadgar Ædheling havde taget sin Tilflugt, blev York erobret, og Stadens Lydighed, som Villjam troede, sikret ved Opførelsen af to Kasteller; Lincoln og flere andre Byer erobredes og sikredes paa samme Maade og Eadgar flygtede med sin Moder og sine tvende Systre til Kong Mælkolm i Skotland, medens Landskabets Høvdinger deels fulgte hans Exempel, deels søgte til fjernere Lande, navnlig Danmark, deels faldt til Fode. Men ikke desto mindre opblussede Opstanden paany allerede i Begyndelsen af det følgende Aar (1069). Staden Durham blev stormet af en northumbrisk Befrielseshær, og saa godt som hele den nordmanniske Besætning nedsablet (28 Januar), medens Eadgar Ædheling og flere northumbriske Høvdinger kom med en Hær fra Skotland og satte sig i Besiddelse af York, hvis Indbyggere aabnede sine Porte for dem. Villjam maatte i Hast ile derhen, og tvang vel Eadgar og hans Mænd til at trække sig tilbage fra York, som haardt maatte bøde for sit Frafald, men han kunde dog ikke fordrive dem fra Northumberland. Da han var borte, nærmede de sig Staden paany, og skjønt de atter bleve slagne af Villjams Statholder, den krigserfarne Villjam Fit, Osbern, holdt de sig dog fremdeles der i Egnen, oppebiende den danske Flaade, som nu hver Dag kunde væntes^[18]. Denne udeblev heller ikke, men den kom ikke saa tidligt, som man havde gjort Regning paa. Den bestod af ikke færre end 240 Skibe, under Anførsel af Svens to ældste Sønner, Harald og Knut, hans 20 Aar tidligere fra England forjagne Broder Aasbjørn, Thorkil Jarl, sandsynligviis en Sønnesøn af Thorkil høje, og Biskop Christian af Aaros, Odinkar den yngres Søn. Sven skal ifølge den nordmannisk-engelske Forfatter Ordriks Vidnesbyrd have opbudt alle sit Riges Kræfter til denne Udrustning; han skal have faaet Hjelpetropper fra Polen, Frisland, Saxland og Sverige, ja endog fra Norge^[19], dog neppe fra Kong Olaf selv, men snarere fra enkelte frivillige krigslystne Høvdinger. Denne store Flaade landede dog ikke strax i Northumberland, men søgte ned til Kent, sandsynligviis for siden at støde sammen med Harald Godwinessøns Sønner, der ligeledes forberedede et Angreb paa det sydlige England. Men dette Angreb, der nærmest gjaldt Exeter, var allerede forsøgt og tilbageslaaet, førend den danske Flaade endnu rimeligviis havde forladt Danmark. Forgjæves søgte den at lande først ved Dover, siden ved Sandwich; den styrede nu længer nordefter, og Danerne gjorde Landgang, saavel ved Ipswich, som ved Norwich, men paa begge Steder, især det sidste, bleve de med stort Tab drevne bort. Omsider, og vistnok for sildigt — det var allerede i September — sejlede de ind i Humberen, hvor Eadgar og de northumbriske Høvdinger, glade over at de endelig vare komne, ilede dem i Møde, og i Forening med dem rykkede mod York, hvis nordmanniske Befalingsmand af Forsigtighed lod opbrænde de udenfor Kastellerne staaende Huse, men med saa liden Varsomhed, at hele Byen blev et Rov for Luerne. Dette hindrede dog ikke de forenede Daner og Angler fra at angribe og indtage begge Kasteller, hvorved over 3000 Nordmanner faldt, og at sætte sig i Besiddelse af Staden, eller rettere den afbrændte Plads inden dens Mure. Villjam samlede i Hast en Hær, og ilede mod York, idet han paa det grusomste herjede de omliggende Egne, for at hans Fiender ingen Levnetsmidler skulde finde til deres Ernæring. Danerne trak sig deels tilbage til deres Skibe, som de lagde længer ud paa Humberen, ved Lindsey, deels holdt de sig en Stund i York, som de dog forlode da Villjam efter megen Vanskelighed var kommen over Ouse, og gjorde Miner til at ville omringe Staden. Villjam, som kjendte, hvem han havde for sig, lod nu Aasbjørn Jarl, Overbefalingsmanden over den danske Flaade, underhaanden tilbyde en stor Pengesum, hvis han vilde holde sig stille og uvirksom den hele Vinter over, uden at lade det komme til noget Slag, og om Vaaren føre Flaaden tilbage til Danmark, hvorimod det imidlertid skulde staa ham frit for at skaffe sig det nødvendige til Hærens Underholdning ved at plyndre Søkysten. Den pengegridske Aasbjørn gik ind paa dette Vilkaar, og blev liggende, ej alene den hele Vinter, men ogsaa hele den følgende Vaar og en stor Deel af Sommeren, paa Humberen, hvor hans Krigere, der i de allerede herjede Kyst-Egne ikke paa langt nær kunde skaffe sig, hvad de behøvede, lede den største Nød, hvorfor mange af dem allerede tidligere droge hjem. Ikke førend i Juni Maaned 1070 vendte Aasbjørn tilbage til Danmark, efter at have plyndret Klostret Peterborough, men Flaaden adspredtes ved Storm, saa at nogle Skibe landede i Norge, andre endog bleve fordrevne til Irland, og kun en Deel naaede Danmark, hvor Kong Sven i billig Harme over Aasbjørns Forræderi lod ham dømme fredløs og forjage af Landet^[20]. Imidlertid havde Villjam, medens de Danske endnu laa i Nærheden, taget sit Jule-Ophold i York, i fuldt Kroningsskrud bivaanet Juledagsmessen i Domkirken, uddeelt nye Forleninger i Northumberland til sine paalidelige Tilhængere, og sikret sig Indbyggerne ved Gisler. Ved denne Lejlighed maa det ogsaa have været at Villjam, hvis Beretningen for øvrigt er paalidelig, lod Hær Kongen Ivar Beenløses Høj opgrave og hans Liig, der skal have været uforraadnet, opbrænde, ifølge et gammelt Sagn, at Ivar paa sit Dødsleje havde givet Befaling til at højlægge ham der, hvor Northumberland var meest udsat for Angreb, for at han selv kunde vogte sit Rige og hindre enhver fremmed Angriber fra at sejre; der tilføjes ogsaa at Kong Harald Haardraade netop var landet der, hvor Ivar laa begraven, og at dette var Aarsag til hans Fald^[21]. Ikke nok med de Ødelæggelser, der allerede havde overgaaet Northumberland, blev det endnu herjet af Kong Mælkolm i Skotland, der foregav at understøtte Eadgar Ædheling, hvis Syster Margrete han allerede havde fæstet og kort efter egtede^[22], efter at hans første Hustru, Ingebjørg Jarlemoder fra Orknø, enten var død eller forskudt. Mælkolm slæbte en Mængde Fanger med sig til Skotland, hvor de fordeeltes som Trælle rundt om i Indbyggernes Huse. Dog gjorde han ikke noget Forsøg paa at erobre nogen Deel af Landet^[23], og Villjam bortforlenede Northumberland med flere andre Besiddelser til Jarlen Valthjof, Sigurds Søn, der havde underkastet sig ham, og tillige fik hans Halvsysters Datter Judith til Egte. Villjam vendte tilbage til Winchester, hvor han havde sammenkaldt en stor Forsamling af Prælater, saavel fra England som Nordmandie, af nordmanniske Baroner og angliske Thegner, og lod sig her krone paany af tvende Kardinalen der havde indfundet sig som Gesandter fra Pave Alexander^[24]. Allerede heri laa en Antydning af den gejstlige Afhængighed, hvori England nu ikke mindre end Frankrige og Tydskland traadte til Pavestolen, og som allerede Edward Confessor havde søgt at tilvejebringe, men som den angliske fædrelandssindede Gejstlighed hidtil havde søgt at modarbejde. At lamme denne Gejstligheds Indflydelse fra Grunden af var Hovedøjemedet med den her omtalte Forsamling. Villjam, der meget godt indsaa, at en national eller uafhængig engelsk Kirke altid maatte give Anglernes Friheds-Aand og Nationalfølelse Næring, og at han aldrig vilde være sikker for Opstandsforsøg, saa længe indfødte Prælater pustede til Misfornøjelsen, tilvejebragte ved et eneste kraftigt Slag en fuldstændig kirkelig Revolution. Paa Forsamlingen i Winchester (April 1070) blev Englands fornemste Prælat, Stigand, paa een Gang baade Erkebiskop i Canterbury og Biskop i Winchester, afsat fra begge sine Embeder; ligesaa hans Broder, der var Biskop i Østangel, og flere andre Prælater: og alle de gejstlige Embeder af Betydenhed, der enten paa denne Maade, eller ved Indehaverens Død, bleve ledige, besattes alle med udenlandske, meest nordmanniske Gejstlige, af hvilke enkelte endog vare saa uvidende, at de neppe kunde læse, men som alle havde den Fortjeneste at være Kongen ivrigt hengivne. Til Erkebiskop i Canterbury udnævntes Abbeden ved St. Stephansklostret i Sum, Villjams hengivne Ven, klogeste Raadgiver og bedste Diplomat, Lombarden Landfrank, (15 August 1070) der, fuldkommen erkjendende sin Stilling og det ham paahvilende Hverv, fuldførte det med Strenghed og Konsekvens. Nordmannen Thomas af Bayeux blev Erkebiskop i York. Med de nordmanniske Prælater fulgte ogsaa efterhaanden en Mængde ringere Gejstlige, der fortrængte Landets Børn fra de mere underordnede Kirke-Embeder. Religionen blev herefter forkyndt i Erobrernes Sprog. Ved alt dette maatte Nationalaanden og Uafvængighedslysten gradeviis svækkes og undergraves. Endog Sproget, hvorvel det aldrig kunde udryddes, og endnu danner Hovedbestanddelen af det engelske Sprog, forfaldt og tabte sin oprindelige Reenhed ved at optage en Mængde nordmannisk-franske Ordformer. Og saaledes begyndte allerede paa Villjams Tid den Sammensmeltning af Angler og Nordmanner, af hvilken den yngre engelske Nation saa kraftig fremstod nogle Aarhundreder senere, da den voldsomme Gjæring endelig var overstaaet^[25].

Kampen i Northumberland fra 1068 til 1070 var imidlertid ikke den sidste, Villjam havde at bestaa med de efter Frihed sukkende Anglo-Daner. Mange af de fredløse og forfulgte Patrioter havde samlet sig i de vanskeligst tilgængelige Sump- og Skov-Egne i Nærheden af Havbugten Wash; den ypperste af dem var den højbyrdige og ridderlige Hereward, Nordmannernes afsagte Fiende. Det var ham, som i 1070 havde bragt de Danske, før de begyndte deres Tilbagetog, til Peterborough for at plyndre det^[26]; i Spidsen før sine dristige Skarer gjorde han mange æventyrlige Strejftog i Omegnen, og flere anseede Mænd sloge sig til ham, blandt dem Jarlerne Eadwine og Mortere, der i et Par Aar havde opholdt sig ved Søm, tilsyneladende frie, men i Virkeligheden som Fanger. Villjam gjorde store Anstrengelser for at omringe den forvovne Skare i dens Smuthul og tage den til Fange, men forgjæves; dog lykkedes det ham at bringe Morkere og flere andre fornemme Flygtninger til Overgivelse ved allehaande lokkende Løfter, som han brød, saasnart han havde faaet dem i sin Magt, idet han lod nogle lemlæste, andre, hvoriblandt Mortere, kaste i haardt Fængsel. Eadwine blev dræbt ved sine egne Mænds Forræderi, og Bernhard, der nu kun havde sin egen nærmeste Skare tilbage, fandt det, efter en Stund at have udholdt den ulige Kamp, bedst at slutte en hæderlig Kapitulation, som Kongen tilbød ham, (1071)^[27]. Villjam hevnede siden Kong Mælkolms Indfald i England ved at gjøre et Tog ind i dennes eget Rige. Her trængte han frem lige til Tap, hvor Mælkolm kom ham imøde og bad om Fred, hvilken han fik imod at gaa Villjam til Haande og stille ham Gisler, hvoriblandt en af sine Sønner med Ingebjørg, til Pant paa sin Troskab^[28]. Eadgar Ædheling kunde saaledes ikke mere vænte Understøttelse af ham, og overgav sig derfor efter hans Raad frivillig til Villjam, der beholdt ham ved sit Hof, og tilsyneladende viste ham megen Ære, men i Virkeligheden behandlede ham som Fange. Det sidste Haab om Gjenerhvervelse af Uafhængighed opstod for Anglerne, da to af Villjams fornemste Lensherrer, Roger af Hereford og Radulf af Østangel, den første endog en Søn af den nys afdøde Villjam Fitz-Osbern, Kongens ypperste, klogeste og troeste Krigskamerat, sammensvore sig mod Kongen og fik Valthjof Jarl overtalt til at gjøre fælles Sag med dem. Men Valthjof fik Betænkeligheder, aabenbarede Sammensværgelsen før Landfrank, og ydmygede sig for Kongen; Roger af Hereford blev sat i Baad og hindret fra at forene sig med Radulf; og denne, der truedes af en overlegen Krigshær, flygtede til Danmark, hvor han overtalte Kong Sven til at vove endnu et Forsøg mod Nordmannerne i England. Sven sendte en Flaade af ikke mindre end 200 Skibe, anførte af sin Søn Knut, der allerede havde været med paa det forrige Tog, og af Jarlen Haakon, der sædvanligviis antages for at have været en Søn af Sven Godwinessøn, men maaskee snarere har været Haakon Ivarssøn, Jarlen i Halland, der paa denne Tid endnu maa have været en Mand i sine bedste Aar, og som desuden fra tidligere Søtog var godt kjendt i de britiske Farvande^[29]. Danerne udrettede imidlertid ikke mere denne Gang, end den foregaaende. De fandt Landet alt for vel bevogtet af Villjams Tropper, plyndrede kun Domkirken i York, og droge derpaa over til Flandern. Villjam af Malmsbury vil vide, at Haakon, ligesom Aasbjørn forhen, modtog Stikpenge af Kongen og at han derfor ogsaa ved sin Tilbagekomst blev erklæret fredløs; begge kom dog, som man erfarer, efter Svens Død atter tilbage og i Besiddelse af deres forrige Værdighed^[30]. Over de Sammensvorne tog nu Villjam en haard Straf. Roger, indstevnet for Kongens Huusthing, mistede alle sine Forleninger og sattes i livsvarigt Fængsel. Af hans Medskyldige bleve mange henrettede, andre lemlæstede eller landsforviste. Endog Valthjof, der dog havde aabenbaret Sammensværgelsen og viist den oprigtigste Anger, blev, til almindelig Forbitrelse, henrettet udenfor Winchester^[31]. Uvilligheden af denne Straf gjorde ham i Folkets Øjne til en Martyr og Helgen. Saaledes beseglede Villjam sit Herredømme med Blod. Kong Sven, som døde Aaret efter, gjorde intet yderligere Forsøg paa at komme sine angliske Frænder til Hjelp. Han havde imidlertid med Venlighed modtaget Harald Godwinessøns Sønner, der efter deres sidste uheldige Tog til England tyede til ham med deres Syster Gyda^[32]. Hvor der videre blev af dem, nævnes ikke; maaskee de senere ledsagede Gyda til Rusland, da hun egtede Vladimir, den russiske Storfyrst Isjaslavs Brodersøn og senere Efterfølger.

Hvilken Stilling Kong Olaf i Norge indtog lige overfor alle disse Begivenheder, som Nordmændene under deres hyppige Forbindelse med England vistnok fulgte med den meest spendte Opmærksomhed, siges ingensteds. Men da vore egne Sagaer med Bestemthed udhæve Olafs fredelige Politik, og da heller ikke mere end en eneste af de engelsk-nordmanniske Forfattere omtale Nordmænd som Deeltagere i Toget til England 1069, hvilken Ytring, som ovenfor nævnt, maaskee alene grunder sig paa en Fejltagelse, eller sigter til at enkelte norske Frivillige have været med: bor man antage, at Olaf iagttog en streng Neutralitet, og at han ikke har ladet sig paavirke af de Opfordringer, hans Svigerfader Sven upaatvivleligt har ladet udgaa til ham om at tage Deel i Kampen. Vi erfare ogsaa, at Villjam lod sig det være magtpaaliggende ved et eget Gesandtskab at vinde Olafs Venskab, eller idetmindste at sikre sig hans Neutralitet. Disse Gesandter afsendtes med et norskt Handelsskib, som afgik fra Grimsby ved Humberen, det siges ikke udtrykkeligt naar, men synes at have maattet være omkring 1069. Paa det samme Skib befandt sig en af Gislerne for Landskabet Lindsey, der havde fundet Lejlighed til at flygte fra det ved Lincoln nys opførte Kastel, hvori han opbevaredes, og var bleven venligt modtagen af Skibsfolkene, der skjulte ham, indtil de vare afsejlede: han hed Thorgaut, og var en Gejstlig af fornem Herkomst. Da Gesandterne siden fik ham at see, paastode de at Skibet strax skulde vende tilbage, og han overleveres til sine Vogtere; men Mandskabet bred sig ikke herom, truede Gesandterne til Taushed, og førte Thorgaut lykkeligt over til Norge, hvor Kongen, selv oprigtigt og ivrigt religiøs, blev meget glad ved at erfare en anseet engelsk Gejstligs Ankomst, tog ham til sin Hird, og overvældede ham med Gaver og Æresbeviisninger^[33]. Herover have vel Villjams Gesandter neppe været synderligt tilfreds, men det behøvede dog ikke at udlægges som Tegn paa fiendtligt Sindelag mod Villjam, og Øjemedet med deres Sendelse, der ej kan have været andet end at stemme Olaf til Fred, maa de lige fuldt have opnaaet. Det er ikke usandsynligt, at dette Gesandtskab var staaet i Forbindelse med Udleveringen af Harald Haardraades Liig. Vore Sagaer fortælle derom, at Olaf sendte Skule Tostigssøn over til England for at hente det, og at det ogsaa strax blev ham udleveret. Denne Sendelse henføre de enten udtrykkeligt til „Aaret efter Haralds Fald“^[34], eller til „kort efter at Olaf var tagen til Konge“^[35], eller endelig, kun løseligt antydende Tiden, til „lidt efter Haralds Død“^[36]. Men da Skule ved Olafs Hjemrejse fra Orknøerne 1067 var saa ung at han sidenefter endog fik Tilnavnet „Kongsfostre“, er det ikke sandsynligt, at Olaf endnu samme Aar skulde have betroet ham denne vigtige Sendelse, især da Kong Villjam paa den Tid var fraværende, og Gjæringen i Northumberland for stor til at det kunde være raadeligt for en Søn af Tostig at vise sig der; hertil kommer og at Krigstilberedelserne mod Danmark for det første maa have optaget Olafs hele Opmerksomhed. Men derimod efter Fredsslutningen med Danmark, da Magnus var død og Olaf tagen til Konge over hele Norge, og da Villjam, hvert Øjeblik væntende et Angreb fra Danmark, maatte formodes at være redebon til Alt, hvad der paa nogen Maade kunde bidrage til at gjøre ham Norges Konge forbunden, var netop det belejlige Øjeblik kommet for Olaf til at fremsætte sin Fordring, og det er derfor højst rimeligt, at Sagaskriverne have forvexlet den Tid, Olaf blev Enekonge i Norge, med den Tid, da han aller først fik Kongenavn. Og saaledes bliver det ej usandsynligt, at det Skib, hvorpaa Skule bragte Haralds Liig tilbage til Norge, var det selvsamme som det oven nævnte, paa hvilket Villjams Gesandter til Olaf og Flygtningen Thorgaut havde indskibet sig. Der tales ogsaa om en fjerde Søn af Harald Godwinessøn, ved Navn Harald, der efter Faderens Fald skal have taget sin Tilflugt enten til Olaf eller til hans Broder Magnus, have nydt en venskabelig Behandling ved hans Hof, og siden ledsaget Olafs Sott Magnus Barfod paa hans første Vesterhavs-Tog^[37]. Men vist er det, at Olaf selv, idetmindste saa længe Sven Ulfssøn levede, og i flere Aar efter hans Død, ikke gjorde mindste Mine til at forurolige Villjam i Besiddelsen af England.

Olafs Neutralitet i de engelske Anliggender gjorde for øvrigt ingen Forandring i det venskabelige Forhold, der var opstaaet mellem ham og Sven Ulfssøn efter Fredsslutningen 1068 og hans Giftermaal med Svens Datter. Det synes endog, efter hvad der i det følgende vil blive viist, som om Olaf i det mindste i kirkelig Henseende afveg fra sin Faders Uafhængighedspolitik og sluttede sig til den, Sven fulgte; hertil har dog vel ogsaa Pave Gregor den 7des merkelige Personlighed, der ytrede sin Indflydelse endog til de fjerneste Egne af den romerske Kirkes Omraade, ikke lidet bidraget. Da Sven Ulfssøn var død (28de April 1067)^[38] efter at have udnævnt sin Søn Knut til sin Efterfølger, men dennes ældre Halvbroder Harald, understøttet af sin Svigerfader, Aasbjørn Jarl, der altsaa var vendt tilbage fra sin Landflygtighed, var tagen til Konge paa Iisøre-Thing, imod at indgaa en Art af Haandfæstning, eller at love Folket endeel Forbedringer i den hidtil gjeldende Lovgivning^[39], drog Knut, enten misfornøjet hermed, eller frygtende for Efterstræbelser, først i Leding mod vendiske og kuriske Vikinger, som han allerede i sin Faders Levetid havde bekæmpet, siden drog han med flere af sine Brødre til Norge, for at anmode Kong Olaf om Bistand til at fratage Harald Riget. Han væntede sig rimeligviis saa meget snarere Hjelp fra Norge, som han her havde mægtige Mødrenefrænder i Sogn, og Stang Olaf var gift med hans Heelsyster^[40]. Men Harald, der stod sig godt med Paven, undlod, som det synes, ikke at underrette ham herom, og Gregor tilskrev strax Olaf et Brev, hvori han foruden at opmuntre ham til Ivrighed i Troen og Virksomhed i dens Udbredelse, paalagde ham indstændigt, ikke at yde den danske Konges Brødre nogen Hjelp. „Det er os berettet“, skrev han, „at Danekongens Brødre have begivet sig til Eder, for ved Eders mægtige Hjelp og Krigsstyrke at tvinge ham til at dele Riget med ligt men hvilken Skade derved truer Rigets hvilken Forstyrrelse blandt det christne Folk, hvilken Ødelæggelse det vil medføre for Kirkerne, hvilke de grumme Hedninger i de tilgrændsende Lande^[41] lure paa at forstyrre, det lærer os Sandheden, som er Christus selv, i Euangeliet, naar han siger at hvert Huus, der er uenigt med sig selv, skal ødelægges og styrte, det ene over det andet. Vi formane Eder derfor til at vogte Eder paa det omhyggeligste for at lade nogen overtale Eder til at yde Bistand eller Hjelp i denne Sag, for at ikke denne Synd skal falde tilbage paa Eder selv, og den guddommelige Vrede opvækkes mod Eder og Eders Rige paa Grund af Tvedragten i hiint Rige. Derimod bede og raade vi Eder indstændigt at formaa den danske Konge til at modtage sine Brødre med Kjærlighed i sit Rige, og, hvis han kan, at tildele dem andre Besiddelser og Værdigheder, saaledes at de ikke paa nogen uværdig Maade lide Nød, eller Rigets Værdighed nogen Skade“^[42]. Om det virkelig lykkedes Olaf at megle Fred mellem Harald og Knut, vides ikke med Vished, men saa meget er vist, at Olaf, uagtet sit inderlige Venskab med Knut, dog ikke bekrigede Harald for hans Skyld. Spørgsmaalet er imidlertid, om han i Længden vilde have kunnet modstaa Knuts Opfordringer, der, som vi ville see, siden formaaede ham til at gjøre en Undtagelse fra sin gamle Fredspolitik. Men kun lidet over et Aar efter at Olaf havde modtaget hiint Brev fra Paven, døde Harald (17de April 1080), og Knut blev nu uden Modsigelse tagen til Konge, saa at han ikke længer trængte til Olafs Bistand i dette Anliggende. Og nu herskede det nøjeste Venskab mellem begge Riger, eller rettere deres Konger. Dette viste sig blandt andet, da den mægtige Jyde Egil Ragnarssøn, hvilken Knut havde frataget hans bornholmske Forleninger, enten nu for at hevne sig herover, eller for at skaffe sig Midler til at leve paa ligesaa stor Fod som forhen, plyndrede et.rigt ladet norskt Skib, der var kommet paa Grund ved nogle Smaaøer i Nærheden af Bornholm, og derpaa brænde det op med hele Mandskabet. Knut begav sig i den Anledning selv til Bornholm, lod Egil gribe, og, da han havde tilstaaet Forbrydelsen, hænge i nærmeste Skov: hans Mænd og Medskyldige bleve ligeledes deels henrettede, deels lemlæstede, deels landsforviste, og det uagtet Knut derved paadrog sig et uforsonligt og farligt Had af Egils mægtige Frænder i Jylland^[43].

Knut, der var krigersk og foretagelseslysten, og som ved sine heldige Tog i Austerveg, ved sin kraftige Regjering og sin Iver for Religionsvæsenet, havde erhvervet stor Anseelse, modtog imidlertid gjentagne Opfordringer fra de, om end ydmygede, dog endnu langtfra med Nordmannernes Herredømme forsonede Anglo-Daner om at komme dem til Hjelp^[44]. Tiden dertil syntes ej at være ubelejlig. Villjam havde i de senere Aar været mindre heldig i sine Foretagender end tidligere. Et Tog til Bretagne, han gjorde for at forfølge og straffe Robert af Herefords Medsammensvorne, Radulf af Østangel, mislykkedes, da Greven af Bretagne, understøttet af Villjams egen Lensherre, Kong Philip af Frankrige, kom Radulf til Hjelp^[45]. Han laa i Uvenskab med sin egen Søn, den urolige Robert, der nu, efter at være bleven voxen, fordrede Nordmandie og Maine, og sandt Understøttelse, saavel hos Kongen af Frankrige som hos sin Morbroder, Grev Robert af Flandern, der havde erhvervet dette Fyrstendømme efter at have fældet sin Brodersøn Arnulf, den retmæssige Arving til Fyrstendømmet, i et blodigt Slag. Endelig kom Villjam i Uenighed med sin egen Broder, Biskop Odd af Bayeux, som han havde udnævnt til Jarl i Kent og Statholder i England under sin Fraværelse i Nordmandie: da den ærgjerrige Odd endog stod færdig til at gjøre et Tog til Italien, for at sikre sig Paveværdigheden efter Gregor den 7de, lod Villjam ham kaste i Fængsel i Rouen og bemægtigede sig hans store Skatte, uden at ændse Pavens Forestillinger desangaaende^[46]. Den skotske Konge Mælkolm, gjorde, uanseet sin Lenseed, et nyt ødelæggende Indfald i Northumberland^[47], og over dette ulykkelige Landskab gik der, strax efter, en ny Straffedom, da Biskopen af Durham, Walther, der tillige efter Valthjofs Død havde været forlenet med Jarldømmet, var bleven dræbt af en rasende Folkehob, som beskyldte ham for Deelagtighed i Mordet paa en af Valthjofs Frænder^[48]. Thi Villjam lod det allerede saa haardt plagede Landskab nu atter herje ved Ild og Sverd^[49]. Under disse Omstændigheder var det naturligt, at de ulykkelige Northumbrer, ved at erfare at Knut, der allerede to Gange havde været paa Krigstog i England, nu havde besteget Danmarks Trone og indlagt sig stor Krigshæder, haabede i ham at see en Frelser, og derfor især henvendte sig til ham med Bøn om at komme dem til Hjelp, paa samme Tid, som Villjam paa alle Kanter var omringet af Fiender, og derfor, som man maatte formode, lettere at bekæmpe. Og den ærgjerrige Knut, hvis Hu stedse stod til at opnaa sin store Navnes Magt og Berømmelse, og som desuden brandt af Længsel efter at aftvætte den Skam, som de tvende sidste uheldige Tog til England, hvor han selv var med, havde bragt over de danske Vaaben, laante villigt Øre til disse Opfordringer^[50]. Hertil kom ogsaa, at han var gift med en Datter af Villjams afsagte Fiende, Grev Robert af Flandern. Villjam synes allerede temmelig snart efter Knuts Tronbestigelse og Urolighederne i Northumberland at have væntet et nyt Angreb fra Danmark; thi blandt de Beskyldninger, han gjorde sin Broder Odd, da han lod ham fængsle (1080), var ogsaa den, at han vilde fore Krigere ud af Landet paa en Tid, da de burde være tilstede for at beskytte det mod Daner, Irer og andre Fiender^[51]. Alvorlige Udrustninger gjorde dog Knut ikke førend i Aaret 1084. Da anmodede han sin Svoger, Kong Olaf, om at møde ham ved Kongehelle, og da Olaf indfandt sig til bestemt Tid, aabenbarede han ham strax sin Hensigt, at gjøre et Tog til England for at gjenerhverve det Rige, hans Forfædre tidligere havde besiddet. Han bad om Olafs Understøttelse dertil, og skal endog have tilbudt sig at overlade ham Hoved-Anførselen, om han ønskede det. Olaf erkjendte, at Knuts Fordringer vare vel begrundede, og at det ej var usandsynligt at et saadant Foretagende kunde vorde kronet med Held, men han vægrede sig paa det bestemteste for at deeltage personligt deri, end sige at paatage sig Overanførselen. „Da min Fader Harald“, sagde han, „tiltraadte sit Tog, hed det overalt i Landet, at drabeligere Hær ingensinde var udrustet fra Norge, og saa ypperlige Krigere, som vi dengang havde, vil man nu neppe kunne tilvejebringe; end større Forskjel er der mellem Anførerne, nemlig min Fader Kong Harald, og mig; desuagtet løb hiint Tog uheldigt af, og endnu mindre Udsigt er der altsaa til at jeg skulde kunne komme vel derfra. Jeg tilbyder mig derimod at stille en Hjelpeflaade af 60 store Skibe, bemandede med de meest udsøgte Folk jeg kan skaffe, fornemmelig af mine Hird-Tropper, og i det hele taget udrustede ligesaa godt og omhyggeligt som om jeg selv var med“^[52]. Dette Tilbud modtog Knut med Glæde, og sagde at det var en stor Mand i Sandhed værdigt. Der aftaltes, at den norske Flaade skulde indfinde sig den næste Vaar ved Limfjorden, som bestemtes til Samlingssted for hele Hæren, og begge Konger droge hver til sit efter mange Venskabsbeviser og gjensidige Foræringer. Villjam fik, som det lader, strax Nys om Knuts Forehavende, da engelske Forfattere berette, at han allerede i 1084, og sandsynligviis især i Løbet af Vintren 1084—1085 traf de eftertrykkeligste Foranstaltninger til at modtage ham^[53]. Da han under de nærværende Forhold ikke kunde stole synderligt paa Anglernes Troskab, maatte han skaffe sig det fornødne Antal Krigere fra Nordmandie. Den rigelige Sold, han tilbød, lokkede ogsaa mange Stridsmænd til ham fra det øvrige Frankrige, ja selv fra Tydskland og Spanien. Blandt dem nævnes endog en af den franske Konges Brødre. Grev Hugo. Alle disse Krigerskarer fordeeltes til Indkvartering og Underhold trindt om i Landet, Indbyggerne til stor Tyngsel; og derforuden paalagde Villjam som Krigsstyr den gamle Danegeld-Skat, sex Shilling af hver Hyd. Kasteller og Byer befæstedes, Havnene forsynedes med Besætning, og for at Danerne ikke skulde kunne finde nogen Underholdning hvor de landede, bleve Søkysterne aldeles ødelagte, hvorved det især gik ud over den nordlige Deel af Landet, fornemmelig Northumberland, der allerede forhen havde lidt saa meget^[54]. Villjam skal endog have befalet Anglerne at aflægge deres Nationaldragt og Nationalrustning, paa hvilken Danerne kunde kjende dem som Venner, og derimod at klæde og væbne sig paa nordmannisk Viis: en Befaling, som dog kun faa efterkom^[55]. Endelig lod Villjam heller ikke denne Gang det Middel uforsøgt, som han tidligere med saa meget Held havde anvendt, nemlig Bestikkelse. Villjams Penge, heder det i en gammel Krønike, fik Overhaand i Knuts Raadgiveres Punge^[56]. Imidlertid rustede saavel Knut som Olaf sig paa det ivrigste, og til bestemt Tid den følgende Vaar samlede begge Flaader, baade den danske og den norske, sig i Limfjorden. Skibenes Antal angives til over tusende, og dette er neppe urigtigt, da Knut havde opbudt Leding over hele sit Rige, hvilket efter de gjeldende Bestemmelser kunde stille 940 Skibe^[57]; hertil kom nu saavel Kongens egne Skibe og Lensskibene, som den norske Hjelpeflaade. Samtidigt skal Grev Robert af Flandern have udrustet en Flaade af 600 Skibe, for at forene sig med ham. Men hvad enten nu Villjams Bestikkelser virkede, eller Knut havde erfaret de store Forberedelser, Villjam havde gjort til hans Modtagelse, og derfor ikke vilde tiltræde Toget, førend han endnu mere havde forstærket sin Hær, eller han, som det og angives, først maatte sikre sig mod et befrygtet Angreb af Venderne^[58]; eller endelig — hvad der er sandsynligst — at alle disse Aarsager tilsammen have bestemt ham: vist er det, at han nølede i Heidaby, raadslaaende med sine Mænd, uden at begive sig til Hæren, som ved at ligge i saa lang Tid paa eet Sted begyndte at lide Mangel paa Levnetsmidler, og gav sin Misfornøjelse herover Luft i lydelig Knurren. Denne Misfornøjelse oppustedes, som man maa formode, og som i det mindste Knut selv synes at have troet, af de Høvdinger, der havde modtaget Stikpenge af Villjam. Knut mistænkte især sin egen Halvbroder, Olaf, paa hvilken han var saa opbragt, at han, da denne indfandt sig hos ham, som han foregav paa de øvrige Høvdingers Vegne, for at bede ham gjøre Alvor af at begynde Toget, lod ham gribe og fore til sin Svigerfader Grev Robert af Flandern, med Anmodning om, indtil videre at holde ham i haardt Fangenskab; hvilket ogsaa skede. Tilsidst besluttede de danske Krigere eenstemmigt at drage hver til sit, overladende det til Kongen at hjelpe sig uden dem, som han bedst kunde. Forgjæves søgte Nordmændene at tale dem til Rette. Danerne raabte at Nordmændene gjerne for dem maatte blive liggende i dette Sultehul, saa længe de havde Lyst; selv vilde de drage hjem saa fort de kunde^[59]. Da de som Ledingsfolk strengt taget ikke vare forpligtede til at være hjemmefra længer end en bestemt Tid af Aaret, og denne Tid enten allerede var udløben, eller i alle Fald vilde udløbe længe førend Toget var tilendebragt, medens Nordmændene derimod, som kongelige Hunstropper eller Lenstropper, vare forpligtede til at adlyde deres Konges Befaling uden nogen Tids-Indskrænkning, og dertil vist ogsaa vare langt bedre forsynede med Levnetsmidler: kan man ej undre sig over at Danerne optoge deres Forestillinger med Harme. Da Knut endelig kom til Limfjorden, fandt han kun de norske Skibe. De danske vare alle sammen borte. Han blev, som man let kan forstaa, overmaade opbragt herover, og lovede, hvad han og til sin egen Skade holdt, at lade Danerne bøde haardt derfor. Uagtet Nordmændene fremdeles tilbøde sig at ville følge ham, hvor han førte dem hen, var der dog nu ikke længer Spørgsmaal om at tiltræde Toget, og han gav dem Tilladelse til at drage hjem, med mange Taksigelser og Lovtaler, fordi de faa hæderligen havde adlydt deres Herres og Konges Befaling. Han sendte ogsaa store Gaver med dem til Kong Olaf, og gav Nordmændene det Tilsagn, at deres Handelsskibe uhindret skulde kunne sejle gjennem hans Land og Strømme^[60]. Saaledes slap Norge denne Gang med Udrustningen alene, og undgik at komme i en Krig med England, der maaskee kunde have haft farlige Følger. Hvorledes Knut siden tog en haard Straffedom over sit f Folk, og hvorledes Jyderne, opbragte herover, gjorde Opstand, flokkede sig sammen mod Knut, forfulgte ham over til Fyn og dræbte ham i St. Albani Kirke i Odense (10de Juli 1086), er noksom bekjendt^[61], saavel som hvorledes Knuts Død, ligesom St. Olafs i Norge, om end ikke med saa fuld Ret, betragtedes som en Martyrdød, og gjorde ham til Danmarks første Nationalhelgen og Skytspatron^[62]. Kong Olaf synes ikke at have blandet bo l disse Anliggender. Han gjorde heller ikke, som det synes, nogen Indvending til Fordeel for Knuts unge Søn Karl, der ved Opstandens Udbrud var bleven sendt i Sikkerhed til Flandern med sin Moder, da ikke han blev udvalgt til Konge, men derimod Farbroderen Olaf, som udløstes af sit Fængsel. Freden vedblev fremdeles mellem Norge og Danmark; ja den danske Konge egtede endog Kong Olaf Haraldssøns Syster Ingegerd: en Forbindelse, der dog just ikke behøver at udlægges som Tegn paa nøjere Venskab mellem Kongerne selv, da Ingegerd, Ellisivs Datter, allerede, som ovenfor antydet, fra Barnsbeen af synes at have været opdragen ved det danske Hof^[63]. Den nye Konge i Danmark nærede ingen saadan højtslyvende Plan, som at angribe England. En Hungersnød, efter hvilken han endog selv fik Øgenavn, plagede Landet og lammede dets Kræfter; den almindelige Elendighed og Misfornøjelse gjorde ethvert Krigstog til fremmede Lande umuligt, om endog Tanken derom — hvad man dog neppe kan formode — var opstaaet. England indtog heller ikke saa truende en Stilling, som før, thi den vældige Villjam omkom Aaret efter Knut Svenssøns Død ved et Ulykkestilfælde under en Fejde med Kong Philip af Frankrige (7de Septbr. 1087), og Nordmandie skiltes fra England ved at tilfalde hans ældste Søn Robert, medens det sidste tilfaldt hans anden Søn Villjam. Og ikke nok hermed, kom ogsaa Brødrene selv i Fejde med hinanden, da den ærgjerrige Robert, ophidset af sine Vasaller, ej vilde lade Villjam i rolig Besiddelse af England^[64].

Skotland, hvor Mælkolm, Duncans Søn, kaldet Ceanmor (d. e. Storhoved.)^[65], ved engelsk Hjelp var kommen i Besiddelse af Regjeringen, havde i denne Tid mere Aarsag til at frygte Angreb fra Norge, end Magt til at forurolige det. Ikke engang i Orknøernes Anliggender synes Mælkolm at have blandet sig, uagtet han i nogle Aar var gift med Jarlernes Moder. Ved dette Giftermaal var det vistnok, som ovenfor nævnt, Mælkolms Hensigt at tilvende sig Indflydelse over Jarlerne, og saaledes igjen over deres skotske Frænder af den macbethske eller ruairiske Æt, der, som man seer, endnu en Tidlang gjorde ham Herredømmet over Nordskotland stridigt, ja endog førte Kongenavn. Thi vi erfare, at Mælsnechtan, Lulachs Søn, kaldte sig Konge af Moray, og at Mælkolm i Aaret 1077 overfaldt ham, fangede hans Moder, hans bedste Mænd og alle hans Skatte, medens han selv med Nød og neppe undkom^[66]. Ikke før end aatte Aar senere (1085) omtales Mælsnechtans, den saa kaldte Konge af Morays, Død^[67]. Det lader saaledes til, at Mælkolms Regjeringstid var deelt mellem Fejder mod de nordskotske eller piktiske Høvdinger og Krige med de engelsk-nordmanniske Konger, hvilke især, som vi have seet, bleve hans Fiender efter at han havde egtet Margrete, Eadgar Ædhelings Syster, og derved var dragen ind i det gamle wessexiske Kongehuses Interesser. Om Ingebjørg Jarlemoder da var død, eller han havde forskudt hende, nævnes ingensteds; det synes imidlertid, som om han fremdeles maa have haft fælles Interesse med hendes Sønner. For øvrigt nævnes der ingensteds om, at Olaf gjorde sin Lensrettighed over Orknøerne gjeldende. Der siges kun, at han formedelst sit Slægtskab med Jarlerne var deres synderlig gode Ven^[68], men man kunde lettelig fristes til at formode, at disse benyttede sig af den mislige Stilling, hvori Olaf efter Nederlaget ved Stanford befandt sig, til at bringe ham til at erkjende deres Uafhængighed, eller i det mindste til ikke med Strenghed at fordre nogen Lenshylding af dem; thi vi ville i det følgende erfare, hvorledes Olafs Søn Magnus senere behandlede dem ikke stort bedre end Oprørere eller Frafaldne^[69]. De herskede en lang Tid i Enighed, og, som det synes, i Fred, men uden nogen synderlig Kraft eller Anseelse. Det lader slet ikke til, at de i mindste Maade deeltoge i de Uroligheder, som i denne Tid fandt Sted paa Man og Syder-Øerne, og som havde disses Løsrivelse fra Orknøerne til Følge. Hiin Gudrød, Søn af Harald Svarte, der, som ovenfor nævnt^[70], ved Stanford kæmpede med i Harald Haardraades Rækker, og, lykkeligt undkommen fra dette Nederlag, havde fundet en venlig Modtagelse hos den daværende Konge paa Man, Gudrød Sigtryggssøn, tilrev sig nemlig ej alene efter dennes Død Herredømmet over den sidst nævnte Ø, men ogsaa, som det synes, over alle Øerne, tilligemed en Deel af Irland, og optraadte som en vældig og frygtet Erobrer i disse Egne. Beretningen derom, til hvilken man dog neppe i alle dens Enkeltheder kan sætte Lid, da den synes at være meget blandet med svævende Folkesagn, lyder i Korthed saaledes^[71]: „Da Gudrød Sigtryggssøn var død, blev hans Søn Fingal Konge efter ham^[72], men Gudrød Crovan samlede en stor Flaade, kom til Man, og holdt et Slag med Indbyggerne, hvori han dog blev overvunden og dreven paa Flugten. Et nyt Angreb løb lige saa uheldigt af. Endelig forsøgte han sin Lykke tredie Gang, famlede en talrig Flaade, landede ved Ramsaa Havn, og lagde 300 Mand i Baghold oppe i de skovbevoxne Lider af Skaka-Fjeld. Ved Solens Opgang fylkede Manboerne deres Hær, og angrebe ham med stor Heftighed, men bleve under Kampen anfaldne i Ryggen af hine trehundrede Mænd: derved maatte de vige og bleve drevne paa Flugt. Da de ingen Udsigt øjnede til at slippe vel derfra, eftersom Floden stod ind i Ramsaa, og Fienderne truede dem fra den anden Kant, bade de, med bedrøvelige Raab, Gudrød om Naade. Denne, der ynkedes over dem, især da han havde boet saa længe iblandt dem, gav sin Hær Besaling til at ophøre med Forfølgelsen. Dagen efter gav han sine Krigere Valget, om de vilde dele Man imellem sig og bosætte sig der, eller heller plyndre alt Løsøre som fandtes der, og vende tilbage til deres Hjem. De valgte det sidste, dog bleve nogle^[73] tilbage hos ham, mellem hvilke han uddeelte den sydlige Deel af Øen; de tiloversblevne af Manboerne fik derimod beholde den nordlige, dog begge Dele saaledes at ingen skulde besidde noget som helst Stykke Land med Odelsret, hvorfor ogsaa den hele Ø sidenester har tilhørt Kongen alene, og alle Indtægter deraf ene tilfaldt ham^[74]. Den samme Gudrød underkastede sig ogsaa Dublin og en stor Deel af Leinster. Og Skoterne tæmmede han saaledes, at ingen, der byggede et Skib eller en Baad, vovede at slaa tre Jernsøm deri. Han herskede i sexten Aar, og døde paa Øen Il, efterladende tre Sønner, Lagmand, Harald og Olaf.“ Her fremtræder Gudrød aabenbart som en Heros, til hvilken Folkesagnet paa Øen henførte dens fornemste historiske Minder, og hvis Navn det rimeligviis satte i Forbindelse med Begivenheder, ældre end denne Tidsalder, hvori han skulde være fremtraadt. Navnlig synes dette at maatte gjelde om Odelsrettens Inddragning, der nærmest hører hjemme i Erobrings- og Kolonisations-Tiden, eller det 9de Aarhundrede, og derfor vistnok er at henføre, ikke til den Gudrød, der herskede i det 11te Aarhundredes anden Halvdeel, men til en ældre Gudrød, af hvilket Navn vi i det mindste have seet een tidligere Konge paa Man^[75]. Maaskee.ogsaa at det er en ældre Kong Gudrød, hvem Tilnavnet Crovan egentlig tilkommer. Hermed er det imidlertid ikke sagt, at alt, hvad der ovenfor berettes om Gudrød, er fabelagtigt. De egentlige Hovedbegivenheder synes at være historiske. At der ved den her angivne Tid virkelig herskede en Konge paa Man ved Navn Gudrød, som efterlod en Søn ved Navn Lagmand, bekræftes i vore Sagaer^[76]. Af de irske Annaler erfare vi ligeledes, at efterat Diarmid Skat Mælmambo, Konge af Leinster, i Aaret 1052 havde fordrevet den ovenfor omtalte dublinske Konge Margad (Eachmargach) Ragnvaldssøn, beherskedes Nordmændene i Dublin en Tidlang saavel af ham, som af hans Søn Murchad, om hvem der fortælles, at han i Aaret 1060 gjorde et Tog til Man, overvandt Ragnvalds Søn (hans Navn nævnes ikke), og tvang Øen til at betale Skat^[77]; men efterat Murchad var død før Faderen 1070, og denne selv var falden i et Slag 1072, fremstaar som Konge i Dublin en Gudrød, Sønnesøn af Ragnvald, og efter dennes Død 1075^[78] en anden Gudrød, som her fører Tilnavnet Meranagh, og som herskede indtil 1094, da han blev fordreven af Muirkertach, Kongen af Munster, og døde Aaret efter af Pest^[79]. Da denne Gudrød Meranagh udtrykkelig kaldes „Herre over de Fremmede i Dublin og Øerne“, er der ingen Tvivl om, at han er den manske Krønikes Gudrød Crovan; og hans Formand Gudrød, Ragnvalds Sønnesøn, kan neppe have været nogen anden end hiin Gudrød Sigtryggssøn, Konge paa Man, hos hvem han fandt en gjestfri Modtagelse, og hvis Søn Fingall han siden skal have stødt fra Tronen. Man maa ligeledes formode, at denne Gudrød Sigtryggssøn har været en Brodersøn af den fordrevne Margad, og at han og hans Frænder en Tidlang have ført en uheldig Krig med Diarmid og Murchad, der endog gjorde sig Man skatskyldigt, indtil han endelig benyttede sig af Diarmids Fald til ej alene at afkaste Aaget, men ogsaa at gjenoprette Nordmændenes Uafhængighed i Dublin. Og Gudrød Crovan, eller Meranagb, der egentlig hørte hjemme paa Øen Il, maa efter hans Død have sat sig i Besiddelse, saavel af Man og i det mindste den sydligere Deel af Syderøernes store Øgruppe, som ogsaa af Dublin. Naar der tales om den Lydigheds- og Afhængigheds-Tilstand, hvori han bragte Skoterne, sigtes der rimeligviis til de Erobringer som han, efter hvad man kan slutte af enkelte sparsomme og dunkle Efterretninger, der ere os levnede, senere har gjort i de nordligere Egne af Øerne og paa Sydvestkanten af det skotske Fastland. I Landskabet Argyll herskede nemlig i den anden Halvdeel af det 11te Aarhundrede en Høvding ved Navn Sumarlide, Gillebrigdes Søn^[80], der i de irske Annaler kaldes Konge over Øerne, d. e. Syder-Øerne, hvilket viser, at han i Forvirringen efter Thorfinns Død, da de af ham erobrede Lande løsreve sig, maa have sat sig i Besiddelse af de Øer, der laa Argyll nærmest, som Jura, Mull, o. fl; og han kan saaledes ej have undgaaet at komme i Fejde med Gudrød Meranagh, der, som vi have seet, egentlig havde hjemme paa det kun ved et smalt Sund fra Jura adskilte Il. Navnet Sumarlide tyder hen paa, at han paa mødrene Side var af norsk Herkomst; sandsynligviis var han en Sønnesøn af den af os tidligere omtalte Gille Jarl paa Køln, der var gift med Orknøjarlen Sigurd den digres Syster. Navnet blev siden meget hyppigt i den mægtige Dalverje- eller Argyll-Æt, hvis Stamfader han synes at have været. Sumarlide døde i 1083, og da vi nu finde at hans Søn Gille-Adomnan blev fordreven fra sine Besiddelser i Skotland ved Nordmændene og maatte flygte til Irland, er det tydeligt nok, at den, der fordrev ham, var Gudrød, som altsaa ved hans mægtige Faders Død strax har været paafærde, og ej alene erobret de Øer, han havde underlagt sig, men ogsaa hans Fædrenebesiddelser paa Fastlandet, hvilke ikke kom tilbage til Ætten, førend Gille-Adomnans Sønnesøn, der ligeledes hed Sumarlide Gillebrigdesiøn, tilbageerobrede dem, og en Tidlang blev den mægtigste Mand i disse Egne^[81]. Men alle disse Omvæltninger, som saaledes foregik i Syderøerne, og den Magt, Gudrød Haraldssøn vidste at tilvende sig, lægge tydeligt for Dagen, at ikke engang Orknøernes Jarler, end sige Norges Konge har formaaet eller endog forsøgt paa at hævde sit Herredømme over dem. En Høvding, der ogsaa maa have haft Besiddelser i disse Egne, og som visselig har taget virksom Deel i de Fejder, der her førtes, var den ovenfor omtalte Donald Bane, Kong Mælkolms Broder. Han var flygtet for Macbeths og Thorfinns Vælde til Syderøerne, og da det lader til at han ej vendte tilbage til Skotland førend efter sin Broder Mælkolms Død, ligesom det er vist, at han da viste lig lige saa fiendtlig mod engelsk Kultur og Leveskik, som Mælkolm havde været en Ven deraf, maa man antage at der den hele Tid har været et spendt Forhold mellem begge Brødre, og at Donald, henviist til den snevre Tumleplads, Syderøerne kunde tilbyde ham, her etsteds har erhvervet sig Besiddelser, og med den samme Vildhed, han finere lagde for Dagen, deeltaget i de bestandige Fejder, i Særdeleshed da det gjaldt at løsrive rig fra det norske Overherredømme^[82].

Om Færøernes Forhold til Norge nævnes der under Olafs Regjering lige saa lidet som tinder hans Faders. Og man kan derfor være forvisset om, at deres Indbyggere nu, som i de følgende Tider, roligt fandt sig i den norske Konges Overherredømme, og regelmæssigt ydede ham Skat^[83]. Fra Island hører man ogsaa lidet i denne Biskopsvældets roligste Tid, da den ædle Isleif, og efter hans Død (1080) hans ikke mindre udmerkede Søn og Efterfølger Gissur vare at ansee som Øens egentlige Regenter^[84].

1. At Steenkil døde l()67, sees deraf, at medens saa vel Mag. Adam (III. 52) som Harald Haardraades Saga Cap. 26 sætte hans Død nær ved Harald Haardraades, lader Mag. Adam ham senere (IV. 29) i sine Forestillinger for Biskopperne Adalward og Egino paaberaabe sig de Voldsscener, der nys havde fundet Sted i-Vendland. Men disse foregik især i November 1066 (Mag. Adam III. 50), og Efterretningen herom kan neppe være kommen til Svithjod før Udgangen af Aaret. Steenkil maa saaledes have oplevet Begyndelsen af 1067. Han skal ifølge Knytlinga Saga Cap. 22 have bekriget Sven Ulfssøn, men dette torde dog grunde sig paa en Misforstaaelse af Thorleik fagres sammesteds anførte Vers.
2. Mag. Adam III. 52. Schol. 85.
3. Mag. Adam III. 70 — Schol. 94 — IV. 28.
4. Han skal ifølge Mag. Adam have omvendt alle dem, som boede i Sigtun og dens Omkreds, det vil vel sige Heredet af dette Navn. Schol. 138 fortæller, som Exempel paa Sigtuningernes Christendoms-Iver, at da Adalward første Gang skulde holde Messe der, fik han strax et Offer af 70 Mark Sølv. Der tilføjes ogsaa at han ved denne Lejlighed gjorde en Afstikker til Birk, „hvilken By“ som det heder, „nu er saaledes ødelagt, at der neppe sees Spor deraf, saa at man ikke engang kunde finde Erkebiskop Unnis Grav“. Det er ikke ret klart, om Scholiasten i dette Tillæg meddeler den senere til Bremen hjemkomne Adalwards Beretning om hvorledes han fandt Tilstanden ved sin Ankomst til Stedet, eller om han deri, enten efter den fordrevne Adalwards, eller andres Fortælling beskriver, hvorledes Stedet saa ud et Par Aar senere. I sidste Tilfælde maatte man slutte, at Birk var blevet ødelagt netop i de oven omhandlede Uroligheder efter Steenkils Død. Imidlertid synes det dog, fornemmelig af hvad der ytres om Umuligheden af at finde Unnis Grav, som om den første Antagelse er den rette, og at Adalward allerede ved sin Ankomst fandt Birk ødelagt. Det havde sandsynligviis ogsaa tabt sin Betydning siden Erik Sejrsæls Dage, da der ikke længer var egne Sigtunakonger, kun Uppsalakonger; heller ikke nævnes det i Olaf den helliges Saga. Mag. Adam omtaler det vel paa andre Steder som endnu existerende, og Erkebiskop Adalbert ordinerede endog en Biskop dertil, men hiin har, sandsynligviis uvidende om de senere Forhold, skildret Birk som det var paa Ansgars og Unnis Tid, og Erkebiskoppen kan enten have svævet i samme Vildfarelse, eller kun have villet betegne. Stedet, hvor den unge Biskop skulde residere.
5. Mag. Adam, IV. 29, jvfr. Schol. 131 til IV. 23. Paa det første Sted fortælles der at Adalward og Egino rejste om i alle gautske Hereder, sønderbrydende Afgudsbilleder, og vindende mange tusinde Hedninger for Christendommen. Paa det andet Sted nævnes der udtrykkeligt, at Adalward blev fordreven af Hedningerne ved Sigtun, og paa Indbydelse begav sig til Skara.
6. Hallsteins og Anunds Udvælgelse omtales i Schol. 85 til Mag. Adam IV. 52, (Anund kaldes her i en enkelt Kodex urigtigt Amunder), Anunds Fordrivelse i Schol. 136 til IV. 27. Han kaldes her rex christianissimus, og der siges udtrykkeligt, at han med Glæde gik fra Thinget, paa hvilket han blev fordreven, som den der led Forhaanelse for Christi Skyld. Det er sandsynligviis denne Omstændighed, der har bevæget flere nyere Historikere til at antage Amund for den samme som Inge, Hallsteens Broder, eftersom ogsaa han havde den Skjebne, at blive fordreven fra et Thing, fordi han ej vilde blote. (Hervarar-Saga, Slutning). Men denne Begivenhed, der fandt Sted kun tre Aar førend Inge kom i uforstyrret Besiddelse af Riget, og altsaa efter at imidlertid Haakon røde, hvilken Scholiasten selv nævner, havde ført Kongenavn, om just ikke i hele 13 Aar, som Kongerækken i Vestgøtalagen angiver, kan umuligt være indtruffen saa tidligt, som under ovennævnte Forudsætning vilde have varet Tilfældet; og Begivenheden selv er ikke saa forunderlig eller blottet for Sidestykker i Nordens Historie, at den ikke oftere skulde kunne have gjentaget sig. Mellem Navnene Anund og Inge er ikke mindste Lighed; som et Mellemled har man, neppe med god Hjemmel, opstillet Formen „Ingemund“ (Excerpta Karoli ep. aros. i Benzelii Mon. eccl. S. 20), men herved er intet vundet. Det er heller ikke i mindste Maade sandsynligt, at nogen af Steenkils Sønner, hvis egentlige Støtte var hos Gauterne, skulde have begivet sig til Rusland. Anund har snarere været en Descendent af Olaf Skotkonung, der havde tyet til Dronning Ingegerds Hof, eller af Jarlen Ragnvald Ulfssøn.
7. Schol. 85 til Mag. Adam III. 524 Her nævnes ikke Tilnavnet „den røde“, ligesaa lidt som i Langfedgatal (Langebek I. 13). Tilnavnet forekommer alene i Vestgøtalagens Kongerække, der sætter ham foran Steenkil, dog vistnok aldeles urigtigt, deels fordi vi temmelig godt kjende Omstændighederne ved Steenkils Tronbestigelse, og vide at ingen Konge optraadte mellem Emund slemme og ham, deels fordi Mag. Adams Scholiast, der nævner ham efter Steenkil, Erikerne, Hallsteen og Anund, maa betragtes som en samtidig, paalidelig Autoritet, medens derimod de aabenbare Fejl, der findes i Vestgøtalagens Bisperække, ogsaa svække Kongerækkens Paalidelighed. Derimod tør det nok forholde sig rigtigt, hvad samme. Kongerække fortæller om Haakon, at han var fød i Livine i Vistehered i Vestergautland, og døde der: et Tegn paa at han neppe engang kom til Svithjod, uden maaskee for en kort Stund, og snart deelte sine Forgængeres Skjebne. Hans Regjeringstid sættes sammesteds til 13 Aar, dog tør det vel hænde at denne Tid er for lang, eller at han ikke i alle de tretten Aar førte ene Kongenavn. Enkelte Kongerækker nævne saaledes ogsaa en Olaf Neskonung mellem Hallsteen og Blotsven, Inges Fordriver, og fatte Haakon selv mellem Blotsven og Inge. At derhos ogsaa den danske Kong Sven, der endog ejede betydelige Besiddelser i Gautland, har gjort Forsøg paa at erhverve Herredømme i Landet, er højst rimeligt; i det mindste omtales i Knytlingasaga en Krig mellem ham og Steenkil. Om det usandsynlige i at antage Haakon den røde for den samme som Haakon Ivarssøn, er forhen talt.
8. Schol. 131 til Mag. Adam IV. 23. Adalward døde kort efter i Bremen, som Mag. Adam udtrykkeligt siger IV. 29; det er altsaa aldeles urigtigt, naar Vestgøtalagens Bisperække lader ham ligge begraven i Skara Domkirke.
9. Mag. Adam, IV. 29. Blandt de Biskopper, der ej indfandt sig, nævner i Mag. Adam udtrykkeligt Tadiko, der indviedes til Adalward den yngres, og Acilin, der indviedes til Adalward den ældres Eftermand. (IV. 29, 23).
10. Se især Slutningen af Hervararsaga, jvfr. Orkneyinga Saga og Legenderne om St. Æskil. At Inges Fordrivelse til Vestergautland falder omkring 1l)80, sees deraf at man omtrent fra denne Tid har to Breve fra Pave Gregor den 7de, et til I. glorioso Sueonum Regi, et andet, ikke fuldt et Aar senere, til L. (læs I.) og A (Alsteno) Gothorum gloriosis Regibus, see Dipl. Svec. No. 24 og 25, hvor begge Breve henføres til 1080. Gregor roser her deres Forgænger, hvorved han rimeligviis forstaar Steenkil.
11. Harald Godwinessøns egne Sønner, Godwine, Eadmund og Magnus, der havde flygtet til Irland, vare vel hans nærmeste Arvinger, men da de ikke kunde maale sig med Sven i Magt, betragtede han sig vistnok som Familiens Hoved.
12. Henr. Knyghton hos Twysden, S. 2343.
13. Se ovenfor S. 385, nedenfor S. 389.
14. Knyghton, l. c. Blandt Gesandterne var og Abbeden Mgelsine fra Canterbury, hvis Rejse til og Ophold i Danmark er beskreven i de Lektioner om den hellige Jomfrus Underverker, der ere samlede af Langebek i hans Scr. rer Dan. III. 252 flgg. under Titlen „Legatio Helsini abbatis in Daniam“. Her tales der udførligt om Svens Arvefordringer paa England, og, af Villjam foranstaltede Gaveuddelinger.
15. Mag. Adam, III. 53.
16. Chron. Sax. ved 1067.
17. Chron. Sax. Ordrik, hos Duchêne, S. 512, 513.
18. Chron. Sax. Simeon af Durham, Florents af Worcester, ved Aarene 1067, 1068. De nærmere Omstændigheder ved alle disse Fejder findes fuldstændigst og tydeligst beskrevne i Lappenbergs Gesch. Englands, II. S. 30—87.
19. Ordriks Ord (Duchêne S. 513) ere her yderst merkelige. Efter fejlagtigt at have udgivet Sven for en Søn af Hardeknut, siger han: „Denne (Sven) var saare mægtig; han sammensamlede alle sit Riges Kræfter, hvorved han fra Nabo-Egnene og sine Venner tilvejebragte betydelige Hjelpekorps. Han understøttedes af Polenia, Frisia og Saxonia. Ogsaa Leutecia sendte Hjelpeskarer for engelske Penge. I det Land (Leutecia) var der en meget talrig Nation, som endnu i Hedendommens Vildfarelse ikke kjendte den sande Gud, men dyrkede Odin (Guodeuen), Thor (Thur) og Frey (Frea) tilligemed andre falske Guder, eller rettere Djævle. Folket var kyndigt i Kamp baade til Lands og Vands; og Sven havde ofte overvundet det tilligemed dets Konge, og underkastet sig det. Stolt af faa mange Sejrvindinger vilde Sven fremdeles skaffe sig Magt og Mine„ og udrustede derfor den store Flaade mod Villjam. — At „Leutecia“ her ikke, som man ved første Øjeblik skulde antage, betegner de vendiske Liutitfers eller Liutikers Land, synes allerede at følge deraf, at Sven ikke havde underkastet sig Liutitserne lige saa lidet som dette vendiske Folk tilbad Odin, Thor og Frey. Det er derimod tydeligt, at Ordrik ved „Leutecia“ har tænkt paa Staden Ljodhuus, Ljudhuus (i tydsk Form Liut-hus) i Vestergautland, og forvexlet Stadens Navn med Landskabets, hvilket saa meget lettere kunde skee, som Ljodhuus var den eneste Havn i Gautland der stod i Forbindelse med Vesterhavet, og fra hvilken sikkert alle de Skibe, der bragte Sven Hjelpetropper fra Sverige, ere udløbne. Der omtales vistnok heller ikke ellers i Historien, at Sven har behersket enten Sverige eller Gautland, men vist er det dog, at han baade havde Besiddelser og mange Forbindelser der, saa at han altid maatte have kunnet skaffe sig, og vist har skaffet sig, Hjelpetropper derfra; navnlig maa man her erindre Haakon Ivarssøn, der baade var dansk og gautsk Jarl, og, for faa vidt han endnu levede, hvad der (se nedenfor Side 394) er højst sandsynligt, rimeligviis deeltog i Toget, og da havde vaade svenske og danske Krigere med sig. Derhos er det heel sandsynligt, at Sven ikke har været ledig Tilskuer ved Urolighederne i Sverige, men ogsaa er optraadt som Tronprætendent. Ordrik nævner ikke Nordmændene i hiin Opregnelse af Svens fremmede Hjelpetropper, men omtaler dem kun lejlighedsviis længre nede (Northvigenæ); dette synes at vise, ak Olaf selv ingen Tropper har sendt, men at der alene fandtes flere norske Frivillige i Svens Hær. Blandt dem maa man især gjette paa Medlemmerne af Sole-Ætten, eller Erling Skjalgssøns Efterkommerne, af hvilke dennes Sønnesøn Sven var gift med Svens Datter; ligeledes Aurland-Ætten i Sogn, hvortil Rannveig, Knut Svenssøns Moder, hørte.
20. Florents af Worcester, ed. Thorpe II. S. 3. 4. Simeon af Durham, hos Twysden, S. 198. Ordrik, S. 513 flgg. Chron. Sax. ved 1069, 70; som dog her er meget forvirret, og navnlig aldeles urigtigt lader Kong Sven selv komme til England.
21. Se ovenfor I. 1. S. 617. Ragnar Lodbroks Saga Cap. 19.
22. Chron. Sax. lader hende allerede komme til Skotland og egte Mælkolm 1067; men Giftermaalet fandt ej Sted forud lidt efter 1070, se Chron. de Mailros og flere.
23. Simeon af Durham, l. c.
24. Vita S. Lanfranci Cap. 6. Ordrik, S. 516.
25. De nærmere Omstændigheder, se Lappenbergs Gesch. Englands II. S. 98—110.
26. Chron. Sax. ved 1070.
27. Chron. Sax. Florents af Worcester, Simeon af Durham, ved 1071. Jvfr. Lappenberg, Gesch. Englands, S. 111—116.
28. Ligesaa Florents af Worcester, ved 1072, Simeon af Durham. Chron. de Mailros. Tighernachs Annaler.
29. Villjam af Malmsbury III. 261. Haakon Ivarssøn (se ovenfor S. 176) kan neppe have været fød tidligere end omkring 1030, og var saaledes paa den her omspurgte Tid kun nogle og 40 Aar. Her kommer det ogsaa i Betragtning, at Paal, Orknøernes Jarl, var gift med Haakon Ivarssøns og Ragnhilds Datter; at dette Giftermaal maaskee netop har været aftalt paa et Tog, som det omspurgte, er ej usandsynligt.
30. Aasbjørn spillede siden en betydelig Rolle under Harald Hein og Knut den hellige; Haakon Jarl, vistnok den samme som den før omtalte, forekommer blandt Vidnerne paa et af Knut udstedt Brev, se Thorkelin Dipl. Arnam. I. S. 1.
31. Florents af Worcester o. fl. ved 1075. Vore Forfædre havde et noget forskjelligt Sagn om ham, se især Fagrskinna Cap. 212. En Nordmand eller Islænding, ved Navn Thord, Søn af Thord Stalle, var en af Valthjofs Krigere, og digtede et Kvad om hans sørgelige Død, se Fagrskinna l. c. Harald Haardraades Saga Cap. 121.
32. Saxo, S. 556.
33. Simeon af Durham, S. 306. Navnet Thorgaut (Turgot) viser at han var af nordisk Herkomst og saaledes desto nyttigere for Olaf. Da der fortælles at Thorgaut flygtede fra Kastellet i Lincoln, og Villjam først lod dette opføre i 1068, kan Thorgauts Flugt og Gesandtskabet følgelig ikke have fundet Sted førend efter dette Aar.
34. Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 104.
35. Hrokkinskinna, Harald Haardraades Saga Cap. 124.
36. Morkinskinna, fol. 20. a.
37. Villjam af Malmsbury III. 260, hvor der dog hersker stor Forvirring. Efter Magnus den gode, siges der nemlig, fulgte som Konge i Norge en Usurpator, „Sven Herdhand“, efter denne Magnus’s Farbroder Olaf, efter Sigende hellig; mer bar man altsaa fra Magnus den gode vendt tilbage til Sven Jarl og efter ham faaet Olaf den hellige, som forhen er omtalt, paany frem); efter Olaf ham: Broder Harald Harvagra (d. e. Haardraade), der faldt i England mod Harald Godwinessøn; efter ham hans Sønner, Olaf og Magnus, der deelte Riget, men af hvilke Magnus kort efter døde, saaat Olaf blev Enekonge; efter denne Magnus, der nys faldt i Irland (Magnus Barfod). Med Undtagelse af de Konger, der indskydes mellem Magnus den gode og Harald Haardraade, og som maaskee endog kun ere indkomne ved en senere Glosse, er Rækken saaledes rigtig. .Men derpaa tilføjes at det var Magnus Haraldssøn, som efter Faderens Fald fik Tilladelse af Harald Godwinessøn til at drage bort fra England; at det var ham, til hvem Harald, den engelske Haralds Søn„ tog sin Tilflugt, og endelig, at det var i Følge med ham, at denne Harald gjorde Toget til England paa Villjam den 2dens Tid. Saaledes har Forfatteren her sammenblandet Magnus Haraldssøn og Magnus Barfod, uagtet han strax forud har rigtigt skjelnet mellem dem.
38. Sven døde i Suddathorp, den samme Landsby, hvor Snorre, men, som ovenfor nævnt, urigtig, lader Magnus den gode dø, maaskee forledet derved at ogsaa Sven kaldte sig Magnus. Ælnodh henfører urigtigt Svens Død til 1074.
39. Dette var fornemmelig den bekjendte, af Folket med saa megen Glæde modtagne Forandring i Bestemmelserne om Beviisbyrden, hvorom Saxo handler, S. 571, jvf. Ælnodh, hos Langebek, Scr. rer. Dan. III. S. 341.
40. Se herom ovenfor, S. 179.
41. Herved sigtes maaskee lige saa meget til Hedningerne i Sverige, som til Venderne.
42. Dette merkelige Brev, det eneste, hvor der udtrykkeligt nævnes om Knuts Ophold i Norge, meddeles i „Concilia Coleti“, XII. 436. 4377 og henføres til 17de December 1078. Vel navngives ikke Knut udtrykkeligt, men da han og ingen anden nu var nærmeste Tronprætendent, kan det alene være ham, som menes. Han var ogsaa den nærmeste af alle Svens Sønner til at fyge Hjelp i Norge, da han der havde saa mange mægtige Forbindelser. Maaskee dog ogsaa de af hans mange Brødre, der fulgte ham did, vare hans Heelbrødre.
43. Knytlingasaga, Cap. 33—40.
44. Ælnodh, Knut den helliges Levnetsbeskrivelse, hos Langebek, Scr. r. D. III. S. 347.
45. Florents af Worcester ved 1075. Chron. Sax. ved 1076. Simeon af Durham, Twysden S. 209.
46. Ordrik, hos Duchêne, S. 570. Chron. Sax. ved 1079.
47. Florents af Worcester, ved 1079.
48. Florents af Worcester, ved 1082.
49. Florents af Worcester, ved 1080. Villjam af Malmsbury III. 271. Simeon af Durham, hos Twysden, S. 210, 211.
50. Knuts Anseelse og Forhold til England skildres saaledes hos Villjam af Malmsbury, III. 258: „Den eneste, der kunde sætte hans (Villjams) Overmod Skranker, var Danekongen Knut, der baade ved sit Svogerskab med Grev Robert og ved sin egen Magt nød en umaadelig Anseelse; blandt Folkene gik det Rygte at han vilde angribe England, der tilforn ham som Arv efter Gamle-Knut“. Jvfr. Cap. 262.
51. Ordrik, hos Duchêne, S. 647.
52. Saaledes Knytlingasaga Cap. 41. De norske Kongesagaer (Olaf Kyrres Saga Cap. 6, Snorre Cap. 8) lade Knut gjøre Olaf det højst usandsynlige Tilbud, enten selv at besørge Hovedudrustningen og optræde som Hovedanfører, modtagende 60 Skibe til Hjelp fra Danmark, eller omvendt at sende Knut 60 Skibe til Hjelp.
53. Florents af Worcester henfører Danegelds-Paalægget til 1084; Villjam af Malmsbury III. Cap. 261 siger at Knut hindredes ved Modvind næsten i tvende Aar; de øvrige engelske Chronister omtale Villjams Udrustninger ved 1085.
54. Villjam af Malmsbury, III. 262. Florents, ved 1085. Ingulf, hos Fell, I. S. 79. Denne beskriver som Øjevidne, saavel hvorledes Northumberland ødelagdes, som hvorledes hans Kloster (Croyland) betyngedes ved Indkvartering af 6 Ryttere og 28 Bueskytter.
55. Ælnodhs Vita Canuti, hos Langebek, III. S. 350.
56. Peterborough-Annalerne.
57. Skibenes Antal angives i Knytlingasaga Cap. 32. De fleste af disse Skibe have dog vel, som Ledingsskibe, kun været smaa.
58. Dette angives udførligt i Knytlingasaga Cap. 42.
59. Knytlingasaga, Cap. 43.
60. Knytlingasaga, Cap. 43. Snorre, Olaf Kyrres Saga, Cap. 8.
61. Se Knytlingasaga Cap. 44—62. Saxo, S. 582—592. Ælnodh, hos Langebek, III. 5. 355—373 Sven Aagessøn, hos Langebek, I. S. 57, 58. Villjam af Malmsbury, III. 261.
62. Her var dog den Forskjel, at Knut blev formelig kanoniseret (se Ælnodh, S. 382) medens Olaf derimod alene „dømtes hellig“ af Nordmændene, og sidenefter stiltiende anerkjendtes som saadan.
63. Fagrskinna, Cap. 221, siger vel at Olaf giftede sin Syster Ingegerd med Kong Olaf Svenssøn i Danmark, men dette behøver ikke at tages i anden Betydning, end at han gav sit Minde til Giftermaalet.
64. Se herom Lappenbergs Gesch. Englands, II. S. 162—174.
65. I Orkn. Saga kaldes han „Langhals“.
66. Chron. Sax. ved 1077. Skade, at der her findes en Lakune, ellers vilde man af dette Sted kunne faa merkelige Oplysninger om disse Begivenheder.
67. Ulster-Annalerne, ved 1085.
68. Orkneyinga-Saga, S. 94.
69. Se nedenfor, jvfr. Magnus Barfods Saga.
70. Se ovenfor S. 325.
71. Den manske Krønike, i Langebeks Scr. rer. Dan. III. S. 213—215. Johnstones Udgave S. 7—9.
72. Dette henføres i den manske Krønike til det samme Aar, under hvilken ogsaa en anden Notits er optagen, øjensynligt fra, eller efter den samme Kilde som en Beretning i den melrosiske Krønike for 1070, om hvorledes Mælkolm, Skotlands Konge, herjede Northumberland indtil Cleveland, og egtede Margrete. I den manske Krønike angives Aaret til 1051; men det er vel at merke, at fra 1040 til 1098 angives i denne de fleste Begivenheder til omtrent 19 eller 20 Aar for tidligt.
73. Disse kaldes i Chron. Manniæ „insulani“ i Modsætning til Mannenses. „Insulani“ maa her enten betyde „Beboerne af Øerne“ (d. e. Syderøerne) i Almindelighed, eller og, hvad der maaskee er rigtigst, Beboerne af „Il“ eller “Isla“.
74. I Originalen staar der vistnok ikke udtrykkeligt „Odelsret“, kun „jus hereditarium“, men at det er den, som menes, bliver dog aldeles tydeligt ved Sammenligning med hvad der berettes om Harald Haarfagre, Torv-Einar og Thorgisl. Se ovenfor I. 1. S. 440, 467, 516.
75. F. Ex. den oven omtalte, i Aaret 989 faldne Gudrød Haraldssøn, se I. 2. S. 201.
76. Magnus Barfods Saga Cap. 2.
77. De 4 Mestres Annaler.
78. Tighernach, Ulster-Annalerne.
79. De 4 Mestres Annaler. Ulster-Annalerne. Der siges ikke, naar den ældre, i 1075 afdøde, Gudrød blev Konge i Dublin, men vi erfare af et Brev, han i Aaret 1074 skrev til Erkebiskop Landfrank med den til Biskop i Dublin efter Duncans Død udvalgte Gillepatrik, for at anbefale ham til at erholde Consecration, saavelsom af Landfranks samme Aar med Gillepatrik efter Indvielsen tilbagesendte Svarskrivelse (Baronii Annales XI. S. 641), at Gudrød allerede da herskede i Dublin. Det sandsynlige er derfor, at han benyttede sig af Forvirringen efter Diarmids Fald til at sætte sig i Besiddelse af denne Stad. Landfrank kalder ham slethen rex Hiberniæ. Gudrød Crovans, eller Meranaghs, Erhvervelse af Herredømmet over Man maa, naar han, som den manske Krønike angiver, herskede i 16 Aar, falde omkring 1079 eller 1078, tre eller fire Aar efter Gudrød Sigtryggssøns Død, og dette passer saa godt med, hvad Krøniken forøvrigt beretter om de tre Tog, som han, vistnok i ligesaa mange Sommere, gjorde til Man, førend han erobrede Øen, at man ej kan betvivle Rigtigheden deraf. Det vil ogsaa nedenfor vise sig, at de her nævnte Aarstal ganske passe med den øvrige Tidsregning.
80. Der staar ikke udtrykkeligt, at Sumarlide var Herre til Argyll eller Gille-Adomnans Fader; thi paa det eneste Sted, hvor han omtales, nemlig i de fire Mestres Annaler, ved 1083, heder det kun, at Sumarlide, Søn af Gillebrigde, Konge over Insi-Gall (ɔ: Syderøerne), døde. Men af et hidtil utrykt gaelisk Haandskrift fra 1450, hvoraf et Uddrag er givet i Skene’s the Highlanders in Scotland II. 40, flg., erfare vi at den mægtige Sumarlide af Argyll, der ogsaa omtales meget i den manske Krønike mellem 1144 og 1164, var en Søn af Gillebrigde, der igjen var en Søn af Gille-Adonman, som blev fordreven fra Skotland ved Lochlannerne og Fingallerne (d. e. Nordmændene og de norske Kolonister) og tog sin Tilflugt til Irland, hvorfra han gjorde et forgjeves Forsøg paa at erhverve sine Fædrenebesiddelser tilbage; dette lykkedes først hans Sønnesøn Sumarlide. Den Omstændighed, at den yngre Sumarlide og hans Fader bare samme Navn som den ældre Sumarlide og dennes Fader, tyder øjensynligt paa Opkaldelse og følgelig paa Descendent-Forhold; den ældre Sumarlides Herredømme over Øerne, af hvilken Il var en af de nærmeste, maa have gjort ham til Gudrøds Fiende, og naar denne bekrigede og ydmygede Skoterne, maa det saaledes fornemmelig være Sumarlide eller hans Efterfølger, som herved menes. Det Angreb af Lochlanner og Fingaller, hvorved Gille-Adomnan blev fordreven, kan saaledes alene være foretaget af Gudrød. Altsaa bliver Gille-Adomnan aabenbart Sumarlide den ældres Søn. Tidsregningen passer ogsaa fuldkommen. En Sønnesøn af Sumarlide den ældre, død 1083, maa netop kunne have levet omkring 1150, da Sumarlide den yngre var paa det mægtigste. Antage vi, at Sumarlide den ældre ved sin Død 1083 var omtrent 60 Har gammel, maa han være fød ved 1020; han kunde saaledes være en Sønnesøn af hiin Gille Jarl paa Køln, der i klaret 989 egtede Sigurd Orknø-Jarls Syster (se ovenfor I. 2. S. 197) og hvis Navn i vore Sagaer neppe er opbevaret fuldstændigt, men er afkortet af en længere Sammensætning, som Gillebrigde, Gille-Adomnan, e. a. d. (se Noten paa oven anførte Sted). Denne Nedstammelse bliver end sandsynligere, naar vi erindre, at Sigurd Jarls ældste Søn hed Sumarlide, thi dette norske, i gaeliske Ætter ej hjemmehørende, Navn, som vi gjenfinde hos den i 1083 afdøde Søn af Gillebrigde, tyder sterkt hen paa at denne er opkaldt efter hiin, og Opkaldelsen forklares da lettest ved at antage et saadant Slægtskabsforhold, som maa have hersket imellem dem, dersom Gillebrigdes Fader var Sumarlide Jarls Syskendebarn.
81. Herom vidner saavel den manske Krønike, som Orkneyinga Saga.
82. Herom mere nedenfor. Donald Bane omtales kun i al Korthed i de ulsterske Annaler; Hovedberetningen om ham findes i de temmelig forvirrede og just ikke paalidelige Sagn, som Fordun har meddeelt.
83. Se ovenfor S. 219
84. Se herom fornemmelig Hungrvaka Cap. 5, jvfr. ovenfor S. 222. Islands Historie paa Isleifs og Gissurs Tid bliver næsten ganske ekklesiastisk, og Øens vigtigste Begivenheder i den Periode ville saaledes først nedenfor, hvor de kirkelige Forhold behandles, kunne omtales nærmere.