Det norske Folks Historie/3/34

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Uagtet Kong Olaf tidligt havde været med i Vaabenferd, og i den ſidſte Fejde, trods ſin Ungdom, viiſt en faſt, krigerſk Holdning lige over for Kong Sven, der afſkrækkede denne fra at drive de begyndte Fiendtligheder videre, ſtod hans Lyſt dog ingenlunde til Krig. Han var af et roligt og ſtille Sindelag, meget religiøs, ſatte ſin ſtørſte Glæde i at virke for Landets Opkomſt og Folkets Uddannelſe, og yndede i det hele taget meeſt et mageligt Liv, omgivet af den Overflod, ſom alene Freden og dens Syſler kunne give. Omſtændighederne vare ogſaa i denne Henſeende ſærdeles gunſtige for ham, da alle Nabolandene juſt paa den Tid vare ſaaledes optagne af indre eller ydre Fejder og Uroligheder, at det ikke kunde falde deres Høvdinger ind at beſkjeftige ſig med Norges Anliggender, og ſaa meget mindre under Olafs Regjering, ſom hans Popularitet udelukkede enhver Tanke om Muligheden af at bringe noget Oprør i Stand, eller opſtille nogen Kronprætendent imod ham. I Sverige var Kong Steenkil død kort efter Harald Haardraade, 1067[1], og der opſtod blodige Tronſtridigheder mellem tvende Konger eller Kronprætendenter, der begge hed Erik, og ſom rimeligviis maa have nedſtammet fra Sidelinjer af den ældre Konge-Æt. Det kom til et Slag imellem dem, hvori de begge faldt, og med dem, ſom der ſiges, alle Sviarnes mægtige Mænd: et Tegn paa at Krigen maa have været meget blodig og ødelæggende[2]. Der opſtod nu en formelig hedenſk Reaktion i Svithjod, hvor de fleſte endnu vare Hedninger, og hvor der længe havde herſket ſtor Misfornøjelſe med Steenkils Chriſtendoms-Iver. Denne Misfornøjelſe ſteg end mere, da det blev bekjendt, at to af Steenkil indkaldte Prælater, Adalward den yngre, ſom paa hans Anmodning var bleven indviet af Erkebiſkop Adalbert til Biſkop i Sigtun[3], hvor han vandt mange Proselyter[4], og Biſkop Egino af af Skaane, pønſede paa hverken mere eller mindre end at ramme Hedendommen, ſom de troede, lige i Hjertet ved at opbrænde Hovet i Uppſala. Steenkil havde vel faaet dem til at afſtaa fra dette Forehavende, idet han foreſtillede dem, at Folket, ſom allerede knurrede, upaatvivelig, hvis Planen iverkſattes, baade vilde dræbe dem og dertil ſtode ham ſelv, der havde bragt dem til Sverige, fra Tronen, hvorved der var Fare for, at endog de, ſom allerede vare chriſtnede, vilde falde tilbage til Hedendommen. Men hvad han havde forudſeet, indtraf dog paa det nærmeſte under Forvirringen efter hans Død. Hedningerne rejſte ſig imod de Chriſtne, ſom bleve heftigt forfulgte; Adalward og Egino ſlap vel derfra med Livet, men maatte flygte til Gautland, hvor de i ſtørre Sikkerhed kunde tilfredsſtille deres Chriſtendoms-Iver[5]. Steenkils Søn,Hallſteen, ſom nu — man maa antage af de Chriſtne — toges til Konge, blev efter kort Tids Forløb fordreven; efter ham hentede de Chriſtne en Konge fra Rusland ved Navn Anund, ogſaa rimeligviis en Ætling af den ældre Kongeſlægt, der havde taget Tjeneſte ſom Væringehøvding. Det lader til at ogſaa Hedningerne i Førſtningen anerkjendte ham; men da han ved et almindeligt Thing vægrede rig ved at blote til de hedenſke Guder, blev han afſat og forjagen[6]. Efter ham toge de Chriſtne en Veſtgaute, ved Navn Haakon den røde, til Konge; men han ſynes ikke engang at være kommen til Svithjod, hvor imidlertid Hedendommen maa have faaet Overhaand[7]. Erkebiſkop Adalbert ſynes derhos ſelv at have ſkadet Chriſtendommens Sag ved utidig Iver, idet han nemlig tilbagekaldte Adalward, fordi han uden hans Tilladelſe havde modtaget Veſtgauternes Indbydelſe til at overtage Skara Biſpeſtol efter Adalward den ældres Død[8]: da nu tillige de øvrige Biſkopper, ſom Adalbert indviede for Svithjod, under de forhaandenværende Omſtændigheder ikke vovede at drage derhen, ſaa det daarligt ud med Misſionsverket, og Chriſtendommen vilde neppe have været forkyndt, hvis ikke Biſkop Egino af Skaane ufortrøden havde taget ſig af Gautlands Kirker.[9]. Efter Haakon den røber« Død, eller maaſkee endog medens han endnu levede i Gautland — Efterretningerne ere højſt uſikre — blev Inge, en Søn af Steenkil, og Broder til Hallſteen, tagen til Konge af Sviarne. Han beſad mange udmerkede Egenſkaber, der vilde have tilvendt ham Folkets Kjærlighed, hvis ikke ogſaa han, ligeſom hans nærmeſte Forgængere, havde viiſt en under de daværende Omſtændigheder utidig Omvendelſes-Iver. Da han forbød Sviarne at blote, og fordrede at de ſkulde lade ſig døbe, forelagde de ham paa et Thing tvende Vilkaar, enten at holde ſig de gamle Love efterrettelige, eller at give Slip paa Kongeværdigheden. Da Inge ſvarede, at han ikke vilde forſage den rette Tro, joge Sviarne ham med vilde Raab og Steenkaſt fra Thinget. Men Sven, en Broder til Kongens Huſtru, og hidtil hans fornemſte Yndling, blev tilbage paa Thinget og tilbød ſig at blote i Folkets Navn, hvis de vilde give ham Kongenavn. Hertil vare alle villige: de toge ham til Konge, en Heſt blev blotet, fortæret ved et højtideligt Offergilde, og Blodet ſtrøget paa Træerne i den hellige Lund. Og ſaaledes faldt Sviarne ganſke tilbage til Hedenſkab. Reaktionen naaede dog ikke Gautland, hvor Chriſtendommen nu var fuldkommen befæſtet. Hidhen tyede Inge, tog ſit Ophold i Veſter-Gautland, der forblev ham tro, og herſkede her i Forening med ſin Broder Hallſteen i tre Aar, medens Sven, eller ſom han ſædvanligviis kaldtes, Blotſven, herſkede over Svithjod. Men efter disſe tre Aars Forløb gjorde Inge med ſin Hird og en liden Skare af paalidelige Krigere et driſtigt Tog gjennem Øſtergautland til Svithjod, kom tidligt en Morgen uforvarende over Blotſven, og ſatte Ild paa det Huus, hvor han ſov. Sven kom vel ud, men blev ſtrax dræbt; hans Mænd bleve indebrændte, og Inge ſatte ſig paany i Beſiddelſe af Kongemagten, ſom ingen ſenere vovede at gjøre ham ſtridig, uagtet han fremdeles og med Held ſøgte at undertrykke Hedenſkabet. Men det maa dog under disſe Omſtændigheder have varet meget længe, førend han følte ſig ganſke ſikker paa Tronen, og det maa have været ham altfor magtpaaliggende at have frie Hænder hjemme til at han kunde tænke paa at paaføre Nabolandene H. Krig. Fra denne Kant var Norge ſaaledes under Olafs hele Regjeringstid, ſikret mod ethvert uopfordret, fiendtligt Anfald[10].

Med Danmark var Freden livlig ſluttet, og Sven Ulfsſøn var aldeles optagen af de engelſke Anliggender. Forſigtighed og maaſkee Familie-Henſyn havde budt ham, ikke at blande ſig i Striden mellem Godwines Sønner, allermindſt naar fremmede Fyrſter, ſom Harald af Norge og Villjam af Nordmandie, deeltoge deri for at gjøre Erobringer. Men nu, da Godwines Sønner vare faldne, kunde Sven, deres nærmeſte Frænde, betragte ſig ſom deres Eftermaalsmand og den rette Arving til Haralds Trone[11]. I denne Egenſkab optraadte han endog kort Tid efter at Villjam havde ladet ſig krone til Englands Konge, idet han ſendte en af ſine Hirdmænd til Villjam med den Fordring, at da Kongedømmet i England nu med Rette tilhørte Kong Sven, ſkulde Villjam tage det til Len af ham og betale ham Skat; i modſat Fald vilde han indfinde ſig med en ſtor Vaabenmagt og fratage ham det[12]. Da Sven paa ſamme Tid, eller i alle Fald kun kort Tid efter ſtillede en lignende Fordring til Norges Konger, ja ſandſynligviis endog har blandet ſig i de ſvenſke Anliggender[13], maa man formode, at det nu virkelig har været hans Tanke optræde ſom en anden Knut den mægtige, og at han har ſvævet i den Tro, at begge Riger, ſaavel Norge ſom England, ved den ſidſte Krig vare ſaa ſvækkede at han blot behøvede at true, for at bringe dem til Underkaſtelſe. Vi have ſeet, hvorledes han forregnede ſig med Norge. Det gik ham ikke bedre i England, uagtet han dog der havde et betydeligt Parti. Villjam, for hvem en Krig med Danmark kunde have varet farlig, i det mindſte ubelejlig nok, ſaa længe endnu det nordlige, halvdanſke England ikke fuldſtændigt var undertvunget, ſendte ſtrax et Geſandtſkab til Danmark med Fredstilbud og Gaver, ej alene til Kongen, men ogſaa til Høvdingerne[14]; han ſendte ogſaa — man maa antage ved ſamme Lejlighed — Foræringer til Erkebiſkop Adalbert, og fik ham overtalt til at optræde ſom Fredsmegler[15]. Herved lod Sven ſig forlede til at forſømme den belejlige Tid, derpaa fulgte Fejden med Norge, og det var ikke førend i Aaret 1069, at han, ſikret fra denne Kant og ophidſet af de ved Nordmannernes Voldſomhed fordrevne Angler, paany, og for Alvor, kunde ſkride til Udruſtninger mod Villjam. Endda kunde et Angreb fra Danmark være blevet denne farligt nok, hvis det havde været ordentligt ledet, og Anførerne havde været paalidelige. Thi en ſtor Deel af England, fornemmelig den nordlige, var i ſtadig Oprørstilſtand, trods alle Villjams energiſke Forholdsregler og tilſyneladende Lykke i ſine krigerſke Foretagender. Medens han tilbragte Størſtedelen af Aaret 1067 i Nordmandie, gjorde den mægtige Stad Smør Opſtand, fornemmelig opegget dertil af Kong Haralds gamle Moder Gyda, ſom endnu var i Live og opholdt ſig der. Villjam maatte ved Vintertid i Haſt vende tilbage, for med en ſterk Hær at ile mod Exeter. Efter flere Dages Belejring tvang han Staden til Overgivelſe, og Gyda flygtede med mange Høvdinger, førſt til en Klippe-Ø i Briſtolfjorden, ſiden til St. Omer i Flandern, hvor han endte ſine Dage[16]. Imidlertid havde Jarlerne Morkere, Eadwine og de northumberlandſke Høvdinger forbundet ſig med Kong Haralds Sønner, der havde fundet et Tilflugtsſted hos Kong Diarmid af Leinſter paa Irland, og med Kongen af Nord-Wales, om at forjage Nordmannerne. De tvende førſtnævnte tabte vel Modet ved Villjams perſonlige Nærmelſe, og underkaſtede ſig; Haralds Sønner ſøgte forgjæves at komme i Beſiddelſe af Briſtol, og vendte tilbage til Irland efter alene at have herjet Devonſhire og Cornwall[17]; i Northumberland, hvorhen Eadgar Ædheling havde taget ſin Tilflugt, blev York erobret, og Stadens Lydighed, ſom Villjam troede, ſikret ved Opførelſen af to Kaſteller; Lincoln og flere andre Byer erobredes og ſikredes paa ſamme Maade og Eadgar flygtede med ſin Moder og ſine tvende Syſtre til Kong Mælkolm i Skotland, medens Landſkabets Høvdinger deels fulgte hans Exempel, deels ſøgte til fjernere Lande, navnlig Danmark, deels faldt til Fode. Men ikke deſto mindre opblusſede Opſtanden paany allerede i Begyndelſen af det følgende Aar (1069). Staden Durham blev ſtormet af en northumbriſk Befrielſeshær, og ſaa godt ſom hele den nordmanniſke Beſætning nedſablet (28 Januar), medens Eadgar Ædheling og flere northumbriſke Høvdinger kom med en Hær fra Skotland og ſatte ſig i Beſiddelſe af York, hvis Indbyggere aabnede ſine Porte for dem. Villjam maatte i Haſt ile derhen, og tvang vel Eadgar og hans Mænd til at trække ſig tilbage fra York, ſom haardt maatte bøde for ſit Frafald, men han kunde dog ikke fordrive dem fra Northumberland. Da han var borte, nærmede de ſig Staden paany, og ſkjønt de atter bleve ſlagne af Villjams Statholder, den krigserfarne Villjam Fit, Osbern, holdt de ſig dog fremdeles der i Egnen, oppebiende den danſke Flaade, ſom nu hver Dag kunde væntes[18]. Denne udeblev heller ikke, men den kom ikke ſaa tidligt, ſom man havde gjort Regning paa. Den beſtod af ikke færre end 240 Skibe, under Anførſel af Svens to ældſte Sønner, Harald og Knut, hans 20 Aar tidligere fra England forjagne Broder Aasbjørn, Thorkil Jarl, ſandſynligviis en Sønneſøn af Thorkil høje, og Biſkop Chriſtian af Aaros, Odinkar den yngres Søn. Sven ſkal ifølge den nordmanniſk-engelſke Forfatter Ordriks Vidnesbyrd have opbudt alle ſit Riges Kræfter til denne Udruſtning; han ſkal have faaet Hjelpetropper fra Polen, Frisland, Saxland og Sverige, ja endog fra Norge[19], dog neppe fra Kong Olaf ſelv, men ſnarere fra enkelte frivillige krigslyſtne Høvdinger. Denne ſtore Flaade landede dog ikke ſtrax i Northumberland, men ſøgte ned til Kent, ſandſynligviis for ſiden at ſtøde ſammen med Harald Godwinesſøns Sønner, der ligeledes forberedede et Angreb paa det ſydlige England. Men dette Angreb, der nærmeſt gjaldt Exeter, var allerede forſøgt og tilbageſlaaet, førend den danſke Flaade endnu rimeligviis havde forladt Danmark. Forgjæves ſøgte den at lande førſt ved Dover, ſiden ved Sandwich; den ſtyrede nu længer nordefter, og Danerne gjorde Landgang, ſaavel ved Ipswich, ſom ved Norwich, men paa begge Steder, iſær det ſidſte, bleve de med ſtort Tab drevne bort. Omſider, og viſtnok for ſildigt — det var allerede i September — ſejlede de ind i Humberen, hvor Eadgar og de northumbriſke Høvdinger, glade over at de endelig vare komne, ilede dem i Møde, og i Forening med dem rykkede mod York, hvis nordmanniſke Befalingsmand af Forſigtighed lod opbrænde de udenfor Kaſtellerne ſtaaende Huſe, men med ſaa liden Varſomhed, at hele Byen blev et Rov for Luerne. Dette hindrede dog ikke de forenede Daner og Angler fra at angribe og indtage begge Kaſteller, hvorved over 3000 Nordmanner faldt, og at ſætte ſig i Beſiddelſe af Staden, eller rettere den afbrændte Plads inden dens Mure. Villjam ſamlede i Haſt en Hær, og ilede mod York, idet han paa det gruſomſte herjede de omliggende Egne, for at hans Fiender ingen Levnetsmidler ſkulde finde til deres Ernæring. Danerne trak ſig deels tilbage til deres Skibe, ſom de lagde længer ud paa Humberen, ved Lindsey, deels holdt de ſig en Stund i York, ſom de dog forlode da Villjam efter megen Vanſkelighed var kommen over Ouſe, og gjorde Miner til at ville omringe Staden. Villjam, ſom kjendte, hvem han havde for ſig, lod nu Aasbjørn Jarl, Overbefalingsmanden over den danſke Flaade, underhaanden tilbyde en ſtor Pengeſum, hvis han vilde holde ſig ſtille og uvirkſom den hele Vinter over, uden at lade det komme til noget Slag, og om Vaaren føre Flaaden tilbage til Danmark, hvorimod det imidlertid ſkulde ſtaa ham frit for at ſkaffe ſig det nødvendige til Hærens Underholdning ved at plyndre Søkyſten. Den pengegridſke Aasbjørn gik ind paa dette Vilkaar, og blev liggende, ej alene den hele Vinter, men ogſaa hele den følgende Vaar og en ſtor Deel af Sommeren, paa Humberen, hvor hans Krigere, der i de allerede herjede Kyſt-Egne ikke paa langt nær kunde ſkaffe ſig, hvad de behøvede, lede den ſtørſte Nød, hvorfor mange af dem allerede tidligere droge hjem. Ikke førend i Juni Maaned 1070 vendte Aasbjørn tilbage til Danmark, efter at have plyndret Kloſtret Peterborough, men Flaaden adſpredtes ved Storm, ſaa at nogle Skibe landede i Norge, andre endog bleve fordrevne til Irland, og kun en Deel naaede Danmark, hvor Kong Sven i billig Harme over Aasbjørns Forræderi lod ham dømme fredløs og forjage af Landet[20]. Imidlertid havde Villjam, medens de Danſke endnu laa i Nærheden, taget ſit Jule-Ophold i York, i fuldt Kroningsſkrud bivaanet Juledagsmesſen i Domkirken, uddeelt nye Forleninger i Northumberland til ſine paalidelige Tilhængere, og ſikret ſig Indbyggerne ved Giſler. Ved denne Lejlighed maa det ogſaa have været at Villjam, hvis Beretningen for øvrigt er paalidelig, lod Hær Kongen Ivar Beenløſes Høj opgrave og hans Liig, der ſkal have været uforraadnet, opbrænde, ifølge et gammelt Sagn, at Ivar paa ſit Dødsleje havde givet Befaling til at højlægge ham der, hvor Northumberland var meeſt udſat for Angreb, for at han ſelv kunde vogte ſit Rige og hindre enhver fremmed Angriber fra at ſejre; der tilføjes ogſaa at Kong Harald Haardraade netop var landet der, hvor Ivar laa begraven, og at dette var Aarſag til hans Fald[21]. Ikke nok med de Ødelæggelſer, der allerede havde overgaaet Northumberland, blev det endnu herjet af Kong Mælkolm i Skotland, der foregav at underſtøtte Eadgar Ædheling, hvis Syſter Margrete han allerede havde fæſtet og kort efter egtede[22], efter at hans førſte Huſtru, Ingebjørg Jarlemoder fra Orknø, enten var død eller forſkudt. Mælkolm ſlæbte en Mængde Fanger med ſig til Skotland, hvor de fordeeltes ſom Trælle rundt om i Indbyggernes Huſe. Dog gjorde han ikke noget Forſøg paa at erobre nogen Deel af Landet[23], og Villjam bortforlenede Northumberland med flere andre Beſiddelſer til Jarlen Valthjof, Sigurds Søn, der havde underkaſtet ſig ham, og tillige fik hans Halvſyſters Datter Judith til Egte. Villjam vendte tilbage til Wincheſter, hvor han havde ſammenkaldt en ſtor Forſamling af Prælater, ſaavel fra England ſom Nordmandie, af nordmanniſke Baroner og angliſke Thegner, og lod ſig her krone paany af tvende Kardinalen der havde indfundet ſig ſom Geſandter fra Pave Alexander[24]. Allerede heri laa en Antydning af den gejſtlige Afhængighed, hvori England nu ikke mindre end Frankrige og Tydſkland traadte til Paveſtolen, og ſom allerede Edward Confesſor havde ſøgt at tilvejebringe, men ſom den angliſke fædrelandsſindede Gejſtlighed hidtil havde ſøgt at modarbejde. At lamme denne Gejſtligheds Indflydelſe fra Grunden af var Hovedøjemedet med den her omtalte Forſamling. Villjam, der meget godt indſaa, at en national eller uafhængig engelſk Kirke altid maatte give Anglernes Friheds-Aand og Nationalfølelſe Næring, og at han aldrig vilde være ſikker for Opſtandsforſøg, ſaa længe indfødte Prælater puſtede til Misfornøjelſen, tilvejebragte ved et eneſte kraftigt Slag en fuldſtændig kirkelig Revolution. Paa Forſamlingen i Wincheſter (April 1070) blev Englands fornemſte Prælat, Stigand, paa een Gang baade Erkebiſkop i Canterbury og Biſkop i Wincheſter, afſat fra begge ſine Embeder; ligeſaa hans Broder, der var Biſkop i Øſtangel, og flere andre Prælater: og alle de gejſtlige Embeder af Betydenhed, der enten paa denne Maade, eller ved Indehaverens Død, bleve ledige, beſattes alle med udenlandſke, meeſt nordmanniſke Gejſtlige, af hvilke enkelte endog vare ſaa uvidende, at de neppe kunde læſe, men ſom alle havde den Fortjeneſte at være Kongen ivrigt hengivne. Til Erkebiſkop i Canterbury udnævntes Abbeden ved St. Stephanskloſtret i Sum, Villjams hengivne Ven, klogeſte Raadgiver og bedſte Diplomat, Lombarden Landfrank, (15 Auguſt 1070) der, fuldkommen erkjendende ſin Stilling og det ham paahvilende Hverv, fuldførte det med Strenghed og Konſekvens. Nordmannen Thomas af Bayeux blev Erkebiſkop i York. Med de nordmanniſke Prælater fulgte ogſaa efterhaanden en Mængde ringere Gejſtlige, der fortrængte Landets Børn fra de mere underordnede Kirke-Embeder. Religionen blev herefter forkyndt i Erobrernes Sprog. Ved alt dette maatte Nationalaanden og Uafvængighedslyſten gradeviis ſvækkes og undergraves. Endog Sproget, hvorvel det aldrig kunde udryddes, og endnu danner Hovedbeſtanddelen af det engelſke Sprog, forfaldt og tabte ſin oprindelige Reenhed ved at optage en Mængde nordmanniſk-franſke Ordformer. Og ſaaledes begyndte allerede paa Villjams Tid den Sammenſmeltning af Angler og Nordmanner, af hvilken den yngre engelſke Nation ſaa kraftig fremſtod nogle Aarhundreder ſenere, da den voldſomme Gjæring endelig var overſtaaet[25].

Kampen i Northumberland fra 1068 til 1070 var imidlertid ikke den ſidſte, Villjam havde at beſtaa med de efter Frihed ſukkende Anglo-Daner. Mange af de fredløſe og forfulgte Patrioter havde ſamlet ſig i de vanſkeligſt tilgængelige Sump- og Skov-Egne i Nærheden af Havbugten Waſh; den ypperſte af dem var den højbyrdige og ridderlige Hereward, Nordmannernes afſagte Fiende. Det var ham, ſom i 1070 havde bragt de Danſke, før de begyndte deres Tilbagetog, til Peterborough for at plyndre det[26]; i Spidſen før ſine driſtige Skarer gjorde han mange æventyrlige Strejftog i Omegnen, og flere anſeede Mænd ſloge ſig til ham, blandt dem Jarlerne Eadwine og Mortere, der i et Par Aar havde opholdt ſig ved Søm, tilſyneladende frie, men i Virkeligheden ſom Fanger. Villjam gjorde ſtore Anſtrengelſer for at omringe den forvovne Skare i dens Smuthul og tage den til Fange, men forgjæves; dog lykkedes det ham at bringe Morkere og flere andre fornemme Flygtninger til Overgivelſe ved allehaande lokkende Løfter, ſom han brød, ſaaſnart han havde faaet dem i ſin Magt, idet han lod nogle lemlæſte, andre, hvoriblandt Mortere, kaſte i haardt Fængſel. Eadwine blev dræbt ved ſine egne Mænds Forræderi, og Bernhard, der nu kun havde ſin egen nærmeſte Skare tilbage, fandt det, efter en Stund at have udholdt den ulige Kamp, bedſt at ſlutte en hæderlig Kapitulation, ſom Kongen tilbød ham, (1071)[27]. Villjam hevnede ſiden Kong Mælkolms Indfald i England ved at gjøre et Tog ind i dennes eget Rige. Her trængte han frem lige til Tap, hvor Mælkolm kom ham imøde og bad om Fred, hvilken han fik imod at gaa Villjam til Haande og ſtille ham Giſler, hvoriblandt en af ſine Sønner med Ingebjørg, til Pant paa ſin Troſkab[28]. Eadgar Ædheling kunde ſaaledes ikke mere vænte Underſtøttelſe af ham, og overgav ſig derfor efter hans Raad frivillig til Villjam, der beholdt ham ved ſit Hof, og tilſyneladende viſte ham megen Ære, men i Virkeligheden behandlede ham ſom Fange. Det ſidſte Haab om Gjenerhvervelſe af Uafhængighed opſtod for Anglerne, da to af Villjams fornemſte Lensherrer, Roger af Hereford og Radulf af Øſtangel, den førſte endog en Søn af den nys afdøde Villjam Fitz-Osbern, Kongens ypperſte, klogeſte og troeſte Krigskamerat, ſammenſvore ſig mod Kongen og fik Valthjof Jarl overtalt til at gjøre fælles Sag med dem. Men Valthjof fik Betænkeligheder, aabenbarede Sammenſværgelſen før Landfrank, og ydmygede ſig for Kongen; Roger af Hereford blev ſat i Baad og hindret fra at forene ſig med Radulf; og denne, der truedes af en overlegen Krigshær, flygtede til Danmark, hvor han overtalte Kong Sven til at vove endnu et Forſøg mod Nordmannerne i England. Sven ſendte en Flaade af ikke mindre end 200 Skibe, anførte af ſin Søn Knut, der allerede havde været med paa det forrige Tog, og af Jarlen Haakon, der ſædvanligviis antages for at have været en Søn af Sven Godwinesſøn, men maaſkee ſnarere har været Haakon Ivarsſøn, Jarlen i Halland, der paa denne Tid endnu maa have været en Mand i ſine bedſte Aar, og ſom desuden fra tidligere Søtog var godt kjendt i de britiſke Farvande[29]. Danerne udrettede imidlertid ikke mere denne Gang, end den foregaaende. De fandt Landet alt for vel bevogtet af Villjams Tropper, plyndrede kun Domkirken i York, og droge derpaa over til Flandern. Villjam af Malmsbury vil vide, at Haakon, ligeſom Aasbjørn forhen, modtog Stikpenge af Kongen og at han derfor ogſaa ved ſin Tilbagekomſt blev erklæret fredløs; begge kom dog, ſom man erfarer, efter Svens Død atter tilbage og i Beſiddelſe af deres forrige Værdighed[30]. Over de Sammenſvorne tog nu Villjam en haard Straf. Roger, indſtevnet for Kongens Huusthing, miſtede alle ſine Forleninger og ſattes i livsvarigt Fængſel. Af hans Medſkyldige bleve mange henrettede, andre lemlæſtede eller landsforviſte. Endog Valthjof, der dog havde aabenbaret Sammenſværgelſen og viiſt den oprigtigſte Anger, blev, til almindelig Forbitrelſe, henrettet udenfor Wincheſter[31]. Uvilligheden af denne Straf gjorde ham i Folkets Øjne til en Martyr og Helgen. Saaledes beſeglede Villjam ſit Herredømme med Blod. Kong Sven, ſom døde Aaret efter, gjorde intet yderligere Forſøg paa at komme ſine angliſke Frænder til Hjelp. Han havde imidlertid med Venlighed modtaget Harald Godwinesſøns Sønner, der efter deres ſidſte uheldige Tog til England tyede til ham med deres Syſter Gyda[32]. Hvor der videre blev af dem, nævnes ikke; maaſkee de ſenere ledſagede Gyda til Rusland, da hun egtede Vladimir, den rusſiſke Storfyrſt Iſjaſlavs Broderſøn og ſenere Efterfølger.

Hvilken Stilling Kong Olaf i Norge indtog lige overfor alle disſe Begivenheder, ſom Nordmændene under deres hyppige Forbindelſe med England viſtnok fulgte med den meeſt ſpendte Opmærkſomhed, ſiges ingenſteds. Men da vore egne Sagaer med Beſtemthed udhæve Olafs fredelige Politik, og da heller ikke mere end en eneſte af de engelſk-nordmanniſke Forfattere omtale Nordmænd ſom Deeltagere i Toget til England 1069, hvilken Ytring, ſom ovenfor nævnt, maaſkee alene grunder ſig paa en Fejltagelſe, eller ſigter til at enkelte norſke Frivillige have været med: bor man antage, at Olaf iagttog en ſtreng Neutralitet, og at han ikke har ladet ſig paavirke af de Opfordringer, hans Svigerfader Sven upaatvivleligt har ladet udgaa til ham om at tage Deel i Kampen. Vi erfare ogſaa, at Villjam lod ſig det være magtpaaliggende ved et eget Geſandtſkab at vinde Olafs Venſkab, eller idetmindſte at ſikre ſig hans Neutralitet. Disſe Geſandter afſendtes med et norſkt Handelsſkib, ſom afgik fra Grimsby ved Humberen, det ſiges ikke udtrykkeligt naar, men ſynes at have maattet være omkring 1069. Paa det ſamme Skib befandt ſig en af Giſlerne for Landſkabet Lindſey, der havde fundet Lejlighed til at flygte fra det ved Lincoln nys opførte Kaſtel, hvori han opbevaredes, og var bleven venligt modtagen af Skibsfolkene, der ſkjulte ham, indtil de vare afſejlede: han hed Thorgaut, og var en Gejſtlig af fornem Herkomſt. Da Geſandterne ſiden fik ham at ſee, paaſtode de at Skibet ſtrax ſkulde vende tilbage, og han overleveres til ſine Vogtere; men Mandſkabet bred ſig ikke herom, truede Geſandterne til Taushed, og førte Thorgaut lykkeligt over til Norge, hvor Kongen, ſelv oprigtigt og ivrigt religiøs, blev meget glad ved at erfare en anſeet engelſk Gejſtligs Ankomſt, tog ham til ſin Hird, og overvældede ham med Gaver og Æresbeviisninger[33]. Herover have vel Villjams Geſandter neppe været ſynderligt tilfreds, men det behøvede dog ikke at udlægges ſom Tegn paa fiendtligt Sindelag mod Villjam, og Øjemedet med deres Sendelſe, der ej kan have været andet end at ſtemme Olaf til Fred, maa de lige fuldt have opnaaet. Det er ikke uſandſynligt, at dette Geſandtſkab var ſtaaet i Forbindelſe med Udleveringen af Harald Haardraades Liig. Vore Sagaer fortælle derom, at Olaf ſendte Skule Toſtigsſøn over til England for at hente det, og at det ogſaa ſtrax blev ham udleveret. Denne Sendelſe henføre de enten udtrykkeligt til „Aaret efter Haralds Fald“[34], eller til „kort efter at Olaf var tagen til Konge“[35], eller endelig, kun løſeligt antydende Tiden, til „lidt efter Haralds Død“[36]. Men da Skule ved Olafs Hjemrejſe fra Orknøerne 1067 var ſaa ung at han ſidenefter endog fik Tilnavnet „Kongsfoſtre“, er det ikke ſandſynligt, at Olaf endnu ſamme Aar ſkulde have betroet ham denne vigtige Sendelſe, iſær da Kong Villjam paa den Tid var fraværende, og Gjæringen i Northumberland for ſtor til at det kunde være raadeligt for en Søn af Toſtig at viſe ſig der; hertil kommer og at Krigstilberedelſerne mod Danmark for det førſte maa have optaget Olafs hele Opmerkſomhed. Men derimod efter Fredsſlutningen med Danmark, da Magnus var død og Olaf tagen til Konge over hele Norge, og da Villjam, hvert Øjeblik væntende et Angreb fra Danmark, maatte formodes at være redebon til Alt, hvad der paa nogen Maade kunde bidrage til at gjøre ham Norges Konge forbunden, var netop det belejlige Øjeblik kommet for Olaf til at fremſætte ſin Fordring, og det er derfor højſt rimeligt, at Sagaſkriverne have forvexlet den Tid, Olaf blev Enekonge i Norge, med den Tid, da han aller førſt fik Kongenavn. Og ſaaledes bliver det ej uſandſynligt, at det Skib, hvorpaa Skule bragte Haralds Liig tilbage til Norge, var det ſelvſamme ſom det oven nævnte, paa hvilket Villjams Geſandter til Olaf og Flygtningen Thorgaut havde indſkibet ſig. Der tales ogſaa om en fjerde Søn af Harald Godwinesſøn, ved Navn Harald, der efter Faderens Fald ſkal have taget ſin Tilflugt enten til Olaf eller til hans Broder Magnus, have nydt en venſkabelig Behandling ved hans Hof, og ſiden ledſaget Olafs Sott Magnus Barfod paa hans førſte Veſterhavs-Tog[37]. Men viſt er det, at Olaf ſelv, idetmindſte ſaa længe Sven Ulfsſøn levede, og i flere Aar efter hans Død, ikke gjorde mindſte Mine til at forurolige Villjam i Beſiddelſen af England.

Olafs Neutralitet i de engelſke Anliggender gjorde for øvrigt ingen Forandring i det venſkabelige Forhold, der var opſtaaet mellem ham og Sven Ulfsſøn efter Fredsſlutningen 1068 og hans Giftermaal med Svens Datter. Det ſynes endog, efter hvad der i det følgende vil blive viiſt, ſom om Olaf i det mindſte i kirkelig Henſeende afveg fra ſin Faders Uafhængighedspolitik og ſluttede ſig til den, Sven fulgte; hertil har dog vel ogſaa Pave Gregor den 7des merkelige Perſonlighed, der ytrede ſin Indflydelſe endog til de fjerneſte Egne af den romerſke Kirkes Omraade, ikke lidet bidraget. Da Sven Ulfsſøn var død (28de April 1067)[38] efter at have udnævnt ſin Søn Knut til ſin Efterfølger, men dennes ældre Halvbroder Harald, underſtøttet af ſin Svigerfader, Aasbjørn Jarl, der altſaa var vendt tilbage fra ſin Landflygtighed, var tagen til Konge paa Iisøre-Thing, imod at indgaa en Art af Haandfæſtning, eller at love Folket endeel Forbedringer i den hidtil gjeldende Lovgivning[39], drog Knut, enten misfornøjet hermed, eller frygtende for Efterſtræbelſer, førſt i Leding mod vendiſke og kuriſke Vikinger, ſom han allerede i ſin Faders Levetid havde bekæmpet, ſiden drog han med flere af ſine Brødre til Norge, for at anmode Kong Olaf om Biſtand til at fratage Harald Riget. Han væntede ſig rimeligviis ſaa meget ſnarere Hjelp fra Norge, ſom han her havde mægtige Mødrenefrænder i Sogn, og Stang Olaf var gift med hans Heelſyſter[40]. Men Harald, der ſtod ſig godt med Paven, undlod, ſom det ſynes, ikke at underrette ham herom, og Gregor tilſkrev ſtrax Olaf et Brev, hvori han foruden at opmuntre ham til Ivrighed i Troen og Virkſomhed i dens Udbredelſe, paalagde ham indſtændigt, ikke at yde den danſke Konges Brødre nogen Hjelp. „Det er os berettet“, ſkrev han, „at Danekongens Brødre have begivet ſig til Eder, for ved Eders mægtige Hjelp og Krigsſtyrke at tvinge ham til at dele Riget med ligt men hvilken Skade derved truer Rigets hvilken Forſtyrrelſe blandt det chriſtne Folk, hvilken Ødelæggelſe det vil medføre for Kirkerne, hvilke de grumme Hedninger i de tilgrændſende Lande[41] lure paa at forſtyrre, det lærer os Sandheden, ſom er Chriſtus ſelv, i Euangeliet, naar han ſiger at hvert Huus, der er uenigt med ſig ſelv, ſkal ødelægges og ſtyrte, det ene over det andet. Vi formane Eder derfor til at vogte Eder paa det omhyggeligſte for at lade nogen overtale Eder til at yde Biſtand eller Hjelp i denne Sag, for at ikke denne Synd ſkal falde tilbage paa Eder ſelv, og den guddommelige Vrede opvækkes mod Eder og Eders Rige paa Grund af Tvedragten i hiint Rige. Derimod bede og raade vi Eder indſtændigt at formaa den danſke Konge til at modtage ſine Brødre med Kjærlighed i ſit Rige, og, hvis han kan, at tildele dem andre Beſiddelſer og Værdigheder, ſaaledes at de ikke paa nogen uværdig Maade lide Nød, eller Rigets Værdighed nogen Skade“[42]. Om det virkelig lykkedes Olaf at megle Fred mellem Harald og Knut, vides ikke med Vished, men ſaa meget er viſt, at Olaf, uagtet ſit inderlige Venſkab med Knut, dog ikke bekrigede Harald for hans Skyld. Spørgsmaalet er imidlertid, om han i Længden vilde have kunnet modſtaa Knuts Opfordringer, der, ſom vi ville ſee, ſiden formaaede ham til at gjøre en Undtagelſe fra ſin gamle Fredspolitik. Men kun lidet over et Aar efter at Olaf havde modtaget hiint Brev fra Paven, døde Harald (17de April 1080), og Knut blev nu uden Modſigelſe tagen til Konge, ſaa at han ikke længer trængte til Olafs Biſtand i dette Anliggende. Og nu herſkede det nøjeſte Venſkab mellem begge Riger, eller rettere deres Konger. Dette viſte ſig blandt andet, da den mægtige Jyde Egil Ragnarsſøn, hvilken Knut havde frataget hans bornholmſke Forleninger, enten nu for at hevne ſig herover, eller for at ſkaffe ſig Midler til at leve paa ligeſaa ſtor Fod ſom forhen, plyndrede et.rigt ladet norſkt Skib, der var kommet paa Grund ved nogle Smaaøer i Nærheden af Bornholm, og derpaa brænde det op med hele Mandſkabet. Knut begav ſig i den Anledning ſelv til Bornholm, lod Egil gribe, og, da han havde tilſtaaet Forbrydelſen, hænge i nærmeſte Skov: hans Mænd og Medſkyldige bleve ligeledes deels henrettede, deels lemlæſtede, deels landsforviſte, og det uagtet Knut derved paadrog ſig et uforſonligt og farligt Had af Egils mægtige Frænder i Jylland[43].

Knut, der var krigerſk og foretagelſeslyſten, og ſom ved ſine heldige Tog i Auſterveg, ved ſin kraftige Regjering og ſin Iver for Religionsvæſenet, havde erhvervet ſtor Anſeelſe, modtog imidlertid gjentagne Opfordringer fra de, om end ydmygede, dog endnu langtfra med Nordmannernes Herredømme forſonede Anglo-Daner om at komme dem til Hjelp[44]. Tiden dertil ſyntes ej at være ubelejlig. Villjam havde i de ſenere Aar været mindre heldig i ſine Foretagender end tidligere. Et Tog til Bretagne, han gjorde for at forfølge og ſtraffe Robert af Herefords Medſammenſvorne, Radulf af Øſtangel, mislykkedes, da Greven af Bretagne, underſtøttet af Villjams egen Lensherre, Kong Philip af Frankrige, kom Radulf til Hjelp[45]. Han laa i Uvenſkab med ſin egen Søn, den urolige Robert, der nu, efter at være bleven voxen, fordrede Nordmandie og Maine, og ſandt Underſtøttelſe, ſaavel hos Kongen af Frankrige ſom hos ſin Morbroder, Grev Robert af Flandern, der havde erhvervet dette Fyrſtendømme efter at have fældet ſin Broderſøn Arnulf, den retmæsſige Arving til Fyrſtendømmet, i et blodigt Slag. Endelig kom Villjam i Uenighed med ſin egen Broder, Biſkop Odd af Bayeux, ſom han havde udnævnt til Jarl i Kent og Statholder i England under ſin Fraværelſe i Nordmandie: da den ærgjerrige Odd endog ſtod færdig til at gjøre et Tog til Italien, for at ſikre ſig Paveværdigheden efter Gregor den 7de, lod Villjam ham kaſte i Fængſel i Rouen og bemægtigede ſig hans ſtore Skatte, uden at ændſe Pavens Foreſtillinger desangaaende[46]. Den ſkotſke Konge Mælkolm, gjorde, uanſeet ſin Lenseed, et nyt ødelæggende Indfald i Northumberland[47], og over dette ulykkelige Landſkab gik der, ſtrax efter, en ny Straffedom, da Biſkopen af Durham, Walther, der tillige efter Valthjofs Død havde været forlenet med Jarldømmet, var bleven dræbt af en raſende Folkehob, ſom beſkyldte ham for Deelagtighed i Mordet paa en af Valthjofs Frænder[48]. Thi Villjam lod det allerede ſaa haardt plagede Landſkab nu atter herje ved Ild og Sverd[49]. Under disſe Omſtændigheder var det naturligt, at de ulykkelige Northumbrer, ved at erfare at Knut, der allerede to Gange havde været paa Krigstog i England, nu havde beſteget Danmarks Trone og indlagt ſig ſtor Krigshæder, haabede i ham at ſee en Frelſer, og derfor iſær henvendte ſig til ham med Bøn om at komme dem til Hjelp, paa ſamme Tid, ſom Villjam paa alle Kanter var omringet af Fiender, og derfor, ſom man maatte formode, lettere at bekæmpe. Og den ærgjerrige Knut, hvis Hu ſtedſe ſtod til at opnaa ſin ſtore Navnes Magt og Berømmelſe, og ſom desuden brandt af Længſel efter at aftvætte den Skam, ſom de tvende ſidſte uheldige Tog til England, hvor han ſelv var med, havde bragt over de danſke Vaaben, laante villigt Øre til disſe Opfordringer[50]. Hertil kom ogſaa, at han var gift med en Datter af Villjams afſagte Fiende, Grev Robert af Flandern. Villjam ſynes allerede temmelig ſnart efter Knuts Tronbeſtigelſe og Urolighederne i Northumberland at have væntet et nyt Angreb fra Danmark; thi blandt de Beſkyldninger, han gjorde ſin Broder Odd, da han lod ham fængſle (1080), var ogſaa den, at han vilde fore Krigere ud af Landet paa en Tid, da de burde være tilſtede for at beſkytte det mod Daner, Irer og andre Fiender[51]. Alvorlige Udruſtninger gjorde dog Knut ikke førend i Aaret 1084. Da anmodede han ſin Svoger, Kong Olaf, om at møde ham ved Kongehelle, og da Olaf indfandt ſig til beſtemt Tid, aabenbarede han ham ſtrax ſin Henſigt, at gjøre et Tog til England for at gjenerhverve det Rige, hans Forfædre tidligere havde beſiddet. Han bad om Olafs Underſtøttelſe dertil, og ſkal endog have tilbudt ſig at overlade ham Hoved-Anførſelen, om han ønſkede det. Olaf erkjendte, at Knuts Fordringer vare vel begrundede, og at det ej var uſandſynligt at et ſaadant Foretagende kunde vorde kronet med Held, men han vægrede ſig paa det beſtemteſte for at deeltage perſonligt deri, end ſige at paatage ſig Overanførſelen. „Da min Fader Harald“, ſagde han, „tiltraadte ſit Tog, hed det overalt i Landet, at drabeligere Hær ingenſinde var udruſtet fra Norge, og ſaa ypperlige Krigere, ſom vi dengang havde, vil man nu neppe kunne tilvejebringe; end ſtørre Forſkjel er der mellem Anførerne, nemlig min Fader Kong Harald, og mig; desuagtet løb hiint Tog uheldigt af, og endnu mindre Udſigt er der altſaa til at jeg ſkulde kunne komme vel derfra. Jeg tilbyder mig derimod at ſtille en Hjelpeflaade af 60 ſtore Skibe, bemandede med de meeſt udſøgte Folk jeg kan ſkaffe, fornemmelig af mine Hird-Tropper, og i det hele taget udruſtede ligeſaa godt og omhyggeligt ſom om jeg ſelv var med“[52]. Dette Tilbud modtog Knut med Glæde, og ſagde at det var en ſtor Mand i Sandhed værdigt. Der aftaltes, at den norſke Flaade ſkulde indfinde ſig den næſte Vaar ved Limfjorden, ſom beſtemtes til Samlingsſted for hele Hæren, og begge Konger droge hver til ſit efter mange Venſkabsbeviſer og gjenſidige Foræringer. Villjam fik, ſom det lader, ſtrax Nys om Knuts Forehavende, da engelſke Forfattere berette, at han allerede i 1084, og ſandſynligviis iſær i Løbet af Vintren 1084—1085 traf de eftertrykkeligſte Foranſtaltninger til at modtage ham[53]. Da han under de nærværende Forhold ikke kunde ſtole ſynderligt paa Anglernes Troſkab, maatte han ſkaffe ſig det fornødne Antal Krigere fra Nordmandie. Den rigelige Sold, han tilbød, lokkede ogſaa mange Stridsmænd til ham fra det øvrige Frankrige, ja ſelv fra Tydſkland og Spanien. Blandt dem nævnes endog en af den franſke Konges Brødre. Grev Hugo. Alle disſe Krigerſkarer fordeeltes til Indkvartering og Underhold trindt om i Landet, Indbyggerne til ſtor Tyngſel; og derforuden paalagde Villjam ſom Krigsſtyr den gamle Danegeld-Skat, ſex Shilling af hver Hyd. Kaſteller og Byer befæſtedes, Havnene forſynedes med Beſætning, og for at Danerne ikke ſkulde kunne finde nogen Underholdning hvor de landede, bleve Søkyſterne aldeles ødelagte, hvorved det iſær gik ud over den nordlige Deel af Landet, fornemmelig Northumberland, der allerede forhen havde lidt ſaa meget[54]. Villjam ſkal endog have befalet Anglerne at aflægge deres Nationaldragt og Nationalruſtning, paa hvilken Danerne kunde kjende dem ſom Venner, og derimod at klæde og væbne ſig paa nordmanniſk Viis: en Befaling, ſom dog kun faa efterkom[55]. Endelig lod Villjam heller ikke denne Gang det Middel uforſøgt, ſom han tidligere med ſaa meget Held havde anvendt, nemlig Beſtikkelſe. Villjams Penge, heder det i en gammel Krønike, fik Overhaand i Knuts Raadgiveres Punge[56]. Imidlertid ruſtede ſaavel Knut ſom Olaf ſig paa det ivrigſte, og til beſtemt Tid den følgende Vaar ſamlede begge Flaader, baade den danſke og den norſke, ſig i Limfjorden. Skibenes Antal angives til over tuſende, og dette er neppe urigtigt, da Knut havde opbudt Leding over hele ſit Rige, hvilket efter de gjeldende Beſtemmelſer kunde ſtille 940 Skibe[57]; hertil kom nu ſaavel Kongens egne Skibe og Lensſkibene, ſom den norſke Hjelpeflaade. Samtidigt ſkal Grev Robert af Flandern have udruſtet en Flaade af 600 Skibe, for at forene ſig med ham. Men hvad enten nu Villjams Beſtikkelſer virkede, eller Knut havde erfaret de ſtore Forberedelſer, Villjam havde gjort til hans Modtagelſe, og derfor ikke vilde tiltræde Toget, førend han endnu mere havde forſtærket ſin Hær, eller han, ſom det og angives, førſt maatte ſikre ſig mod et befrygtet Angreb af Venderne[58]; eller endelig — hvad der er ſandſynligſt — at alle disſe Aarſager tilſammen have beſtemt ham: viſt er det, at han nølede i Heidaby, raadſlaaende med ſine Mænd, uden at begive ſig til Hæren, ſom ved at ligge i ſaa lang Tid paa eet Sted begyndte at lide Mangel paa Levnetsmidler, og gav ſin Misfornøjelſe herover Luft i lydelig Knurren. Denne Misfornøjelſe oppuſtedes, ſom man maa formode, og ſom i det mindſte Knut ſelv ſynes at have troet, af de Høvdinger, der havde modtaget Stikpenge af Villjam. Knut mistænkte iſær ſin egen Halvbroder, Olaf, paa hvilken han var ſaa opbragt, at han, da denne indfandt ſig hos ham, ſom han foregav paa de øvrige Høvdingers Vegne, for at bede ham gjøre Alvor af at begynde Toget, lod ham gribe og fore til ſin Svigerfader Grev Robert af Flandern, med Anmodning om, indtil videre at holde ham i haardt Fangenſkab; hvilket ogſaa ſkede. Tilſidſt beſluttede de danſke Krigere eenſtemmigt at drage hver til ſit, overladende det til Kongen at hjelpe ſig uden dem, ſom han bedſt kunde. Forgjæves ſøgte Nordmændene at tale dem til Rette. Danerne raabte at Nordmændene gjerne for dem maatte blive liggende i dette Sultehul, ſaa længe de havde Lyſt; ſelv vilde de drage hjem ſaa fort de kunde[59]. Da de ſom Ledingsfolk ſtrengt taget ikke vare forpligtede til at være hjemmefra længer end en beſtemt Tid af Aaret, og denne Tid enten allerede var udløben, eller i alle Fald vilde udløbe længe førend Toget var tilendebragt, medens Nordmændene derimod, ſom kongelige Hunstropper eller Lenstropper, vare forpligtede til at adlyde deres Konges Befaling uden nogen Tids-Indſkrænkning, og dertil viſt ogſaa vare langt bedre forſynede med Levnetsmidler: kan man ej undre ſig over at Danerne optoge deres Foreſtillinger med Harme. Da Knut endelig kom til Limfjorden, fandt han kun de norſke Skibe. De danſke vare alle ſammen borte. Han blev, ſom man let kan forſtaa, overmaade opbragt herover, og lovede, hvad han og til ſin egen Skade holdt, at lade Danerne bøde haardt derfor. Uagtet Nordmændene fremdeles tilbøde ſig at ville følge ham, hvor han førte dem hen, var der dog nu ikke længer Spørgsmaal om at tiltræde Toget, og han gav dem Tilladelſe til at drage hjem, med mange Takſigelſer og Lovtaler, fordi de faa hæderligen havde adlydt deres Herres og Konges Befaling. Han ſendte ogſaa ſtore Gaver med dem til Kong Olaf, og gav Nordmændene det Tilſagn, at deres Handelsſkibe uhindret ſkulde kunne ſejle gjennem hans Land og Strømme[60]. Saaledes ſlap Norge denne Gang med Udruſtningen alene, og undgik at komme i en Krig med England, der maaſkee kunde have haft farlige Følger. Hvorledes Knut ſiden tog en haard Straffedom over ſit f Folk, og hvorledes Jyderne, opbragte herover, gjorde Opſtand, flokkede ſig ſammen mod Knut, forfulgte ham over til Fyn og dræbte ham i St. Albani Kirke i Odenſe (10de Juli 1086), er nokſom bekjendt[61], ſaavel ſom hvorledes Knuts Død, ligeſom St. Olafs i Norge, om end ikke med ſaa fuld Ret, betragtedes ſom en Martyrdød, og gjorde ham til Danmarks førſte Nationalhelgen og Skytspatron[62]. Kong Olaf ſynes ikke at have blandet bo l disſe Anliggender. Han gjorde heller ikke, ſom det ſynes, nogen Indvending til Fordeel for Knuts unge Søn Karl, der ved Opſtandens Udbrud var bleven ſendt i Sikkerhed til Flandern med ſin Moder, da ikke han blev udvalgt til Konge, men derimod Farbroderen Olaf, ſom udløſtes af ſit Fængſel. Freden vedblev fremdeles mellem Norge og Danmark; ja den danſke Konge egtede endog Kong Olaf Haraldsſøns Syſter Ingegerd: en Forbindelſe, der dog juſt ikke behøver at udlægges ſom Tegn paa nøjere Venſkab mellem Kongerne ſelv, da Ingegerd, Elliſivs Datter, allerede, ſom ovenfor antydet, fra Barnsbeen af ſynes at have været opdragen ved det danſke Hof[63]. Den nye Konge i Danmark nærede ingen ſaadan højtſlyvende Plan, ſom at angribe England. En Hungersnød, efter hvilken han endog ſelv fik Øgenavn, plagede Landet og lammede dets Kræfter; den almindelige Elendighed og Misfornøjelſe gjorde ethvert Krigstog til fremmede Lande umuligt, om endog Tanken derom — hvad man dog neppe kan formode — var opſtaaet. England indtog heller ikke ſaa truende en Stilling, ſom før, thi den vældige Villjam omkom Aaret efter Knut Svensſøns Død ved et Ulykkestilfælde under en Fejde med Kong Philip af Frankrige (7de Septbr. 1087), og Nordmandie ſkiltes fra England ved at tilfalde hans ældſte Søn Robert, medens det ſidſte tilfaldt hans anden Søn Villjam. Og ikke nok hermed, kom ogſaa Brødrene ſelv i Fejde med hinanden, da den ærgjerrige Robert, ophidſet af ſine Vaſaller, ej vilde lade Villjam i rolig Beſiddelſe af England[64].

Skotland, hvor Mælkolm, Duncans Søn, kaldet Ceanmor (d. e. Storhoved.)[65], ved engelſk Hjelp var kommen i Beſiddelſe af Regjeringen, havde i denne Tid mere Aarſag til at frygte Angreb fra Norge, end Magt til at forurolige det. Ikke engang i Orknøernes Anliggender ſynes Mælkolm at have blandet ſig, uagtet han i nogle Aar var gift med Jarlernes Moder. Ved dette Giftermaal var det viſtnok, ſom ovenfor nævnt, Mælkolms Henſigt at tilvende ſig Indflydelſe over Jarlerne, og ſaaledes igjen over deres ſkotſke Frænder af den macbethſke eller ruairiſke Æt, der, ſom man ſeer, endnu en Tidlang gjorde ham Herredømmet over Nordſkotland ſtridigt, ja endog førte Kongenavn. Thi vi erfare, at Mælſnechtan, Lulachs Søn, kaldte ſig Konge af Moray, og at Mælkolm i Aaret 1077 overfaldt ham, fangede hans Moder, hans bedſte Mænd og alle hans Skatte, medens han ſelv med Nød og neppe undkom[66]. Ikke før end aatte Aar ſenere (1085) omtales Mælſnechtans, den ſaa kaldte Konge af Morays, Død[67]. Det lader ſaaledes til, at Mælkolms Regjeringstid var deelt mellem Fejder mod de nordſkotſke eller piktiſke Høvdinger og Krige med de engelſk-nordmanniſke Konger, hvilke iſær, ſom vi have ſeet, bleve hans Fiender efter at han havde egtet Margrete, Eadgar Ædhelings Syſter, og derved var dragen ind i det gamle wesſexiſke Kongehuſes Interesſer. Om Ingebjørg Jarlemoder da var død, eller han havde forſkudt hende, nævnes ingenſteds; det ſynes imidlertid, ſom om han fremdeles maa have haft fælles Interesſe med hendes Sønner. For øvrigt nævnes der ingenſteds om, at Olaf gjorde ſin Lensrettighed over Orknøerne gjeldende. Der ſiges kun, at han formedelſt ſit Slægtſkab med Jarlerne var deres ſynderlig gode Ven[68], men man kunde lettelig friſtes til at formode, at disſe benyttede ſig af den mislige Stilling, hvori Olaf efter Nederlaget ved Stanford befandt ſig, til at bringe ham til at erkjende deres Uafhængighed, eller i det mindſte til ikke med Strenghed at fordre nogen Lenshylding af dem; thi vi ville i det følgende erfare, hvorledes Olafs Søn Magnus ſenere behandlede dem ikke ſtort bedre end Oprørere eller Frafaldne[69]. De herſkede en lang Tid i Enighed, og, ſom det ſynes, i Fred, men uden nogen ſynderlig Kraft eller Anſeelſe. Det lader ſlet ikke til, at de i mindſte Maade deeltoge i de Uroligheder, ſom i denne Tid fandt Sted paa Man og Syder-Øerne, og ſom havde disſes Løsrivelſe fra Orknøerne til Følge. Hiin Gudrød, Søn af Harald Svarte, der, ſom ovenfor nævnt[70], ved Stanford kæmpede med i Harald Haardraades Rækker, og, lykkeligt undkommen fra dette Nederlag, havde fundet en venlig Modtagelſe hos den daværende Konge paa Man, Gudrød Sigtryggsſøn, tilrev ſig nemlig ej alene efter dennes Død Herredømmet over den ſidſt nævnte Ø, men ogſaa, ſom det ſynes, over alle Øerne, tilligemed en Deel af Irland, og optraadte ſom en vældig og frygtet Erobrer i disſe Egne. Beretningen derom, til hvilken man dog neppe i alle dens Enkeltheder kan ſætte Lid, da den ſynes at være meget blandet med ſvævende Folkeſagn, lyder i Korthed ſaaledes[71]: „Da Gudrød Sigtryggsſøn var død, blev hans Søn Fingal Konge efter ham[72], men Gudrød Crovan ſamlede en ſtor Flaade, kom til Man, og holdt et Slag med Indbyggerne, hvori han dog blev overvunden og dreven paa Flugten. Et nyt Angreb løb lige ſaa uheldigt af. Endelig forſøgte han ſin Lykke tredie Gang, famlede en talrig Flaade, landede ved Ramsaa Havn, og lagde 300 Mand i Baghold oppe i de ſkovbevoxne Lider af Skaka-Fjeld. Ved Solens Opgang fylkede Manboerne deres Hær, og angrebe ham med ſtor Heftighed, men bleve under Kampen anfaldne i Ryggen af hine trehundrede Mænd: derved maatte de vige og bleve drevne paa Flugt. Da de ingen Udſigt øjnede til at ſlippe vel derfra, efterſom Floden ſtod ind i Ramsaa, og Fienderne truede dem fra den anden Kant, bade de, med bedrøvelige Raab, Gudrød om Naade. Denne, der ynkedes over dem, iſær da han havde boet ſaa længe iblandt dem, gav ſin Hær Beſaling til at ophøre med Forfølgelſen. Dagen efter gav han ſine Krigere Valget, om de vilde dele Man imellem ſig og boſætte ſig der, eller heller plyndre alt Løsøre ſom fandtes der, og vende tilbage til deres Hjem. De valgte det ſidſte, dog bleve nogle[73] tilbage hos ham, mellem hvilke han uddeelte den ſydlige Deel af Øen; de tiloversblevne af Manboerne fik derimod beholde den nordlige, dog begge Dele ſaaledes at ingen ſkulde beſidde noget ſom helſt Stykke Land med Odelsret, hvorfor ogſaa den hele Ø ſideneſter har tilhørt Kongen alene, og alle Indtægter deraf ene tilfaldt ham[74]. Den ſamme Gudrød underkaſtede ſig ogſaa Dublin og en ſtor Deel af Leinſter. Og Skoterne tæmmede han ſaaledes, at ingen, der byggede et Skib eller en Baad, vovede at ſlaa tre Jernſøm deri. Han herſkede i ſexten Aar, og døde paa Øen Il, efterladende tre Sønner, Lagmand, Harald og Olaf.“ Her fremtræder Gudrød aabenbart ſom en Heros, til hvilken Folkeſagnet paa Øen henførte dens fornemſte hiſtoriſke Minder, og hvis Navn det rimeligviis ſatte i Forbindelſe med Begivenheder, ældre end denne Tidsalder, hvori han ſkulde være fremtraadt. Navnlig ſynes dette at maatte gjelde om Odelsrettens Inddragning, der nærmeſt hører hjemme i Erobrings- og Koloniſations-Tiden, eller det 9de Aarhundrede, og derfor viſtnok er at henføre, ikke til den Gudrød, der herſkede i det 11te Aarhundredes anden Halvdeel, men til en ældre Gudrød, af hvilket Navn vi i det mindſte have ſeet een tidligere Konge paa Man[75]. Maaſkee.ogſaa at det er en ældre Kong Gudrød, hvem Tilnavnet Crovan egentlig tilkommer. Hermed er det imidlertid ikke ſagt, at alt, hvad der ovenfor berettes om Gudrød, er fabelagtigt. De egentlige Hovedbegivenheder ſynes at være hiſtoriſke. At der ved den her angivne Tid virkelig herſkede en Konge paa Man ved Navn Gudrød, ſom efterlod en Søn ved Navn Lagmand, bekræftes i vore Sagaer[76]. Af de irſke Annaler erfare vi ligeledes, at efterat Diarmid Skat Mælmambo, Konge af Leinſter, i Aaret 1052 havde fordrevet den ovenfor omtalte dublinſke Konge Margad (Eachmargach) Ragnvaldsſøn, beherſkedes Nordmændene i Dublin en Tidlang ſaavel af ham, ſom af hans Søn Murchad, om hvem der fortælles, at han i Aaret 1060 gjorde et Tog til Man, overvandt Ragnvalds Søn (hans Navn nævnes ikke), og tvang Øen til at betale Skat[77]; men efterat Murchad var død før Faderen 1070, og denne ſelv var falden i et Slag 1072, fremſtaar ſom Konge i Dublin en Gudrød, Sønneſøn af Ragnvald, og efter dennes Død 1075[78] en anden Gudrød, ſom her fører Tilnavnet Meranagh, og ſom herſkede indtil 1094, da han blev fordreven af Muirkertach, Kongen af Munſter, og døde Aaret efter af Peſt[79]. Da denne Gudrød Meranagh udtrykkelig kaldes „Herre over de Fremmede i Dublin og Øerne“, er der ingen Tvivl om, at han er den manſke Krønikes Gudrød Crovan; og hans Formand Gudrød, Ragnvalds Sønneſøn, kan neppe have været nogen anden end hiin Gudrød Sigtryggsſøn, Konge paa Man, hos hvem han fandt en gjeſtfri Modtagelſe, og hvis Søn Fingall han ſiden ſkal have ſtødt fra Tronen. Man maa ligeledes formode, at denne Gudrød Sigtryggsſøn har været en Broderſøn af den fordrevne Margad, og at han og hans Frænder en Tidlang have ført en uheldig Krig med Diarmid og Murchad, der endog gjorde ſig Man ſkatſkyldigt, indtil han endelig benyttede ſig af Diarmids Fald til ej alene at afkaſte Aaget, men ogſaa at gjenoprette Nordmændenes Uafhængighed i Dublin. Og Gudrød Crovan, eller Meranagb, der egentlig hørte hjemme paa Øen Il, maa efter hans Død have ſat ſig i Beſiddelſe, ſaavel af Man og i det mindſte den ſydligere Deel af Syderøernes ſtore Øgruppe, ſom ogſaa af Dublin. Naar der tales om den Lydigheds- og Afhængigheds-Tilſtand, hvori han bragte Skoterne, ſigtes der rimeligviis til de Erobringer ſom han, efter hvad man kan ſlutte af enkelte ſparſomme og dunkle Efterretninger, der ere os levnede, ſenere har gjort i de nordligere Egne af Øerne og paa Sydveſtkanten af det ſkotſke Faſtland. I Landſkabet Argyll herſkede nemlig i den anden Halvdeel af det 11te Aarhundrede en Høvding ved Navn Sumarlide, Gillebrigdes Søn[80], der i de irſke Annaler kaldes Konge over Øerne, d. e. Syder-Øerne, hvilket viſer, at han i Forvirringen efter Thorfinns Død, da de af ham erobrede Lande løsreve ſig, maa have ſat ſig i Beſiddelſe af de Øer, der laa Argyll nærmeſt, ſom Jura, Mull, o. fl; og han kan ſaaledes ej have undgaaet at komme i Fejde med Gudrød Meranagh, der, ſom vi have ſeet, egentlig havde hjemme paa det kun ved et ſmalt Sund fra Jura adſkilte Il. Navnet Sumarlide tyder hen paa, at han paa mødrene Side var af norſk Herkomſt; ſandſynligviis var han en Sønneſøn af den af os tidligere omtalte Gille Jarl paa Køln, der var gift med Orknøjarlen Sigurd den digres Syſter. Navnet blev ſiden meget hyppigt i den mægtige Dalverje- eller Argyll-Æt, hvis Stamfader han ſynes at have været. Sumarlide døde i 1083, og da vi nu finde at hans Søn Gille-Adomnan blev fordreven fra ſine Beſiddelſer i Skotland ved Nordmændene og maatte flygte til Irland, er det tydeligt nok, at den, der fordrev ham, var Gudrød, ſom altſaa ved hans mægtige Faders Død ſtrax har været paafærde, og ej alene erobret de Øer, han havde underlagt ſig, men ogſaa hans Fædrenebeſiddelſer paa Faſtlandet, hvilke ikke kom tilbage til Ætten, førend Gille-Adomnans Sønneſøn, der ligeledes hed Sumarlide Gillebrigdesiøn, tilbageerobrede dem, og en Tidlang blev den mægtigſte Mand i disſe Egne[81]. Men alle disſe Omvæltninger, ſom ſaaledes foregik i Syderøerne, og den Magt, Gudrød Haraldsſøn vidſte at tilvende ſig, lægge tydeligt for Dagen, at ikke engang Orknøernes Jarler, end ſige Norges Konge har formaaet eller endog forſøgt paa at hævde ſit Herredømme over dem. En Høvding, der ogſaa maa have haft Beſiddelſer i disſe Egne, og ſom visſelig har taget virkſom Deel i de Fejder, der her førtes, var den ovenfor omtalte Donald Bane, Kong Mælkolms Broder. Han var flygtet for Macbeths og Thorfinns Vælde til Syderøerne, og da det lader til at han ej vendte tilbage til Skotland førend efter ſin Broder Mælkolms Død, ligeſom det er viſt, at han da viſte lig lige ſaa fiendtlig mod engelſk Kultur og Leveſkik, ſom Mælkolm havde været en Ven deraf, maa man antage at der den hele Tid har været et ſpendt Forhold mellem begge Brødre, og at Donald, henviiſt til den ſnevre Tumleplads, Syderøerne kunde tilbyde ham, her etſteds har erhvervet ſig Beſiddelſer, og med den ſamme Vildhed, han finere lagde for Dagen, deeltaget i de beſtandige Fejder, i Særdeleshed da det gjaldt at løsrive rig fra det norſke Overherredømme[82].

Om Færøernes Forhold til Norge nævnes der under Olafs Regjering lige ſaa lidet ſom tinder hans Faders. Og man kan derfor være forvisſet om, at deres Indbyggere nu, ſom i de følgende Tider, roligt fandt ſig i den norſke Konges Overherredømme, og regelmæsſigt ydede ham Skat[83]. Fra Island hører man ogſaa lidet i denne Biſkopsvældets roligſte Tid, da den ædle Isleif, og efter hans Død (1080) hans ikke mindre udmerkede Søn og Efterfølger Gisſur vare at anſee ſom Øens egentlige Regenter[84].

  1. At Steenkil døde l()67, ſees deraf, at medens ſaa vel Mag. Adam (III. 52) ſom Harald Haardraades Saga Cap. 26 ſætte hans Død nær ved Harald Haardraades, lader Mag. Adam ham ſenere (IV. 29) i ſine Foreſtillinger for Biſkopperne Adalward og Egino paaberaabe ſig de Voldsſcener, der nys havde fundet Sted i-Vendland. Men disſe foregik iſær i November 1066 (Mag. Adam III. 50), og Efterretningen herom kan neppe være kommen til Svithjod før Udgangen af Aaret. Steenkil maa ſaaledes have oplevet Begyndelſen af 1067. Han ſkal ifølge Knytlinga Saga Cap. 22 have bekriget Sven Ulfsſøn, men dette torde dog grunde ſig paa en Misforſtaaelſe af Thorleik fagres ſammeſteds anførte Vers.
  2. Mag. Adam III. 52. Schol. 85.
  3. Mag. Adam III. 70 — Schol. 94 — IV. 28.
  4. Han ſkal ifølge Mag. Adam have omvendt alle dem, ſom boede i Sigtun og dens Omkreds, det vil vel ſige Heredet af dette Navn. Schol. 138 fortæller, ſom Exempel paa Sigtuningernes Chriſtendoms-Iver, at da Adalward førſte Gang ſkulde holde Mesſe der, fik han ſtrax et Offer af 70 Mark Sølv. Der tilføjes ogſaa at han ved denne Lejlighed gjorde en Afſtikker til Birk, „hvilken By“ ſom det heder, „nu er ſaaledes ødelagt, at der neppe ſees Spor deraf, ſaa at man ikke engang kunde finde Erkebiſkop Unnis Grav“. Det er ikke ret klart, om Scholiaſten i dette Tillæg meddeler den ſenere til Bremen hjemkomne Adalwards Beretning om hvorledes han fandt Tilſtanden ved ſin Ankomſt til Stedet, eller om han deri, enten efter den fordrevne Adalwards, eller andres Fortælling beſkriver, hvorledes Stedet ſaa ud et Par Aar ſenere. I ſidſte Tilfælde maatte man ſlutte, at Birk var blevet ødelagt netop i de oven omhandlede Uroligheder efter Steenkils Død. Imidlertid ſynes det dog, fornemmelig af hvad der ytres om Umuligheden af at finde Unnis Grav, ſom om den førſte Antagelſe er den rette, og at Adalward allerede ved ſin Ankomſt fandt Birk ødelagt. Det havde ſandſynligviis ogſaa tabt ſin Betydning ſiden Erik Sejrſæls Dage, da der ikke længer var egne Sigtunakonger, kun Uppſalakonger; heller ikke nævnes det i Olaf den helliges Saga. Mag. Adam omtaler det vel paa andre Steder ſom endnu exiſterende, og Erkebiſkop Adalbert ordinerede endog en Biſkop dertil, men hiin har, ſandſynligviis uvidende om de ſenere Forhold, ſkildret Birk ſom det var paa Ansgars og Unnis Tid, og Erkebiſkoppen kan enten have ſvævet i ſamme Vildfarelſe, eller kun have villet betegne. Stedet, hvor den unge Biſkop ſkulde reſidere.
  5. Mag. Adam, IV. 29, jvfr. Schol. 131 til IV. 23. Paa det førſte Sted fortælles der at Adalward og Egino rejſte om i alle gautſke Hereder, ſønderbrydende Afgudsbilleder, og vindende mange tuſinde Hedninger for Chriſtendommen. Paa det andet Sted nævnes der udtrykkeligt, at Adalward blev fordreven af Hedningerne ved Sigtun, og paa Indbydelſe begav ſig til Skara.
  6. Hallſteins og Anunds Udvælgelſe omtales i Schol. 85 til Mag. Adam IV. 52, (Anund kaldes her i en enkelt Kodex urigtigt Amunder), Anunds Fordrivelſe i Schol. 136 til IV. 27. Han kaldes her rex christianissimus, og der ſiges udtrykkeligt, at han med Glæde gik fra Thinget, paa hvilket han blev fordreven, ſom den der led Forhaanelſe for Chriſti Skyld. Det er ſandſynligviis denne Omſtændighed, der har bevæget flere nyere Hiſtorikere til at antage Amund for den ſamme ſom Inge, Hallſteens Broder, efterſom ogſaa han havde den Skjebne, at blive fordreven fra et Thing, fordi han ej vilde blote. (Hervarar-Saga, Slutning). Men denne Begivenhed, der fandt Sted kun tre Aar førend Inge kom i uforſtyrret Beſiddelſe af Riget, og altſaa efter at imidlertid Haakon røde, hvilken Scholiaſten ſelv nævner, havde ført Kongenavn, om juſt ikke i hele 13 Aar, ſom Kongerækken i Veſtgøtalagen angiver, kan umuligt være indtruffen ſaa tidligt, ſom under ovennævnte Forudſætning vilde have varet Tilfældet; og Begivenheden ſelv er ikke ſaa forunderlig eller blottet for Sideſtykker i Nordens Hiſtorie, at den ikke oftere ſkulde kunne have gjentaget ſig. Mellem Navnene Anund og Inge er ikke mindſte Lighed; ſom et Mellemled har man, neppe med god Hjemmel, opſtillet Formen „Ingemund“ (Excerpta Karoli ep. aros. i Benzelii Mon. eccl. S. 20), men herved er intet vundet. Det er heller ikke i mindſte Maade ſandſynligt, at nogen af Steenkils Sønner, hvis egentlige Støtte var hos Gauterne, ſkulde have begivet ſig til Rusland. Anund har ſnarere været en Deſcendent af Olaf Skotkonung, der havde tyet til Dronning Ingegerds Hof, eller af Jarlen Ragnvald Ulfsſøn.
  7. Schol. 85 til Mag. Adam III. 524 Her nævnes ikke Tilnavnet „den røde“, ligeſaa lidt ſom i Langfedgatal (Langebek I. 13). Tilnavnet forekommer alene i Veſtgøtalagens Kongerække, der ſætter ham foran Steenkil, dog viſtnok aldeles urigtigt, deels fordi vi temmelig godt kjende Omſtændighederne ved Steenkils Tronbeſtigelſe, og vide at ingen Konge optraadte mellem Emund ſlemme og ham, deels fordi Mag. Adams Scholiaſt, der nævner ham efter Steenkil, Erikerne, Hallſteen og Anund, maa betragtes ſom en ſamtidig, paalidelig Autoritet, medens derimod de aabenbare Fejl, der findes i Veſtgøtalagens Biſperække, ogſaa ſvække Kongerækkens Paalidelighed. Derimod tør det nok forholde ſig rigtigt, hvad ſamme. Kongerække fortæller om Haakon, at han var fød i Livine i Viſtehered i Veſtergautland, og døde der: et Tegn paa at han neppe engang kom til Svithjod, uden maaſkee for en kort Stund, og ſnart deelte ſine Forgængeres Skjebne. Hans Regjeringstid ſættes ſammeſteds til 13 Aar, dog tør det vel hænde at denne Tid er for lang, eller at han ikke i alle de tretten Aar førte ene Kongenavn. Enkelte Kongerækker nævne ſaaledes ogſaa en Olaf Neskonung mellem Hallſteen og Blotſven, Inges Fordriver, og fatte Haakon ſelv mellem Blotſven og Inge. At derhos ogſaa den danſke Kong Sven, der endog ejede betydelige Beſiddelſer i Gautland, har gjort Forſøg paa at erhverve Herredømme i Landet, er højſt rimeligt; i det mindſte omtales i Knytlingaſaga en Krig mellem ham og Steenkil. Om det uſandſynlige i at antage Haakon den røde for den ſamme ſom Haakon Ivarsſøn, er forhen talt.
  8. Schol. 131 til Mag. Adam IV. 23. Adalward døde kort efter i Bremen, ſom Mag. Adam udtrykkeligt ſiger IV. 29; det er altſaa aldeles urigtigt, naar Veſtgøtalagens Biſperække lader ham ligge begraven i Skara Domkirke.
  9. Mag. Adam, IV. 29. Blandt de Biſkopper, der ej indfandt ſig, nævner i Mag. Adam udtrykkeligt Tadiko, der indviedes til Adalward den yngres, og Acilin, der indviedes til Adalward den ældres Eftermand. (IV. 29, 23).
  10. Se iſær Slutningen af Hervararſaga, jvfr. Orkneyinga Saga og Legenderne om St. Æſkil. At Inges Fordrivelſe til Veſtergautland falder omkring 1l)80, ſees deraf at man omtrent fra denne Tid har to Breve fra Pave Gregor den 7de, et til I. glorioso Sueonum Regi, et andet, ikke fuldt et Aar ſenere, til L. (læs I.) og A (Alsteno) Gothorum gloriosis Regibus, ſee Dipl. Svec. No. 24 og 25, hvor begge Breve henføres til 1080. Gregor roſer her deres Forgænger, hvorved han rimeligviis forſtaar Steenkil.
  11. Harald Godwinesſøns egne Sønner, Godwine, Eadmund og Magnus, der havde flygtet til Irland, vare vel hans nærmeſte Arvinger, men da de ikke kunde maale ſig med Sven i Magt, betragtede han ſig viſtnok ſom Familiens Hoved.
  12. Henr. Knyghton hos Twysden, S. 2343.
  13. Se ovenfor S. 385, nedenfor S. 389.
  14. Knyghton, l. c. Blandt Geſandterne var og Abbeden Mgelſine fra Canterbury, hvis Rejſe til og Ophold i Danmark er beſkreven i de Lektioner om den hellige Jomfrus Underverker, der ere ſamlede af Langebek i hans Scr. rer Dan. III. 252 flgg. under Titlen „Legatio Helsini abbatis in Daniam“. Her tales der udførligt om Svens Arvefordringer paa England, og, af Villjam foranſtaltede Gaveuddelinger.
  15. Mag. Adam, III. 53.
  16. Chron. Sax. ved 1067.
  17. Chron. Sax. Ordrik, hos Duchêne, S. 512, 513.
  18. Chron. Sax. Simeon af Durham, Florents af Worceſter, ved Aarene 1067, 1068. De nærmere Omſtændigheder ved alle disſe Fejder findes fuldſtændigſt og tydeligſt beſkrevne i Lappenbergs Geſch. Englands, II. S. 30—87.
  19. Ordriks Ord (Duchêne S. 513) ere her yderſt merkelige. Efter fejlagtigt at have udgivet Sven for en Søn af Hardeknut, ſiger han: „Denne (Sven) var ſaare mægtig; han ſammenſamlede alle ſit Riges Kræfter, hvorved han fra Nabo-Egnene og ſine Venner tilvejebragte betydelige Hjelpekorps. Han underſtøttedes af Polenia, Frisia og Saxonia. Ogſaa Leutecia ſendte Hjelpeſkarer for engelſke Penge. I det Land (Leutecia) var der en meget talrig Nation, ſom endnu i Hedendommens Vildfarelſe ikke kjendte den ſande Gud, men dyrkede Odin (Guodeuen), Thor (Thur) og Frey (Frea) tilligemed andre falſke Guder, eller rettere Djævle. Folket var kyndigt i Kamp baade til Lands og Vands; og Sven havde ofte overvundet det tilligemed dets Konge, og underkaſtet ſig det. Stolt af faa mange Sejrvindinger vilde Sven fremdeles ſkaffe ſig Magt og Mine„ og udruſtede derfor den ſtore Flaade mod Villjam. — At „Leutecia“ her ikke, ſom man ved førſte Øjeblik ſkulde antage, betegner de vendiſke Liutitfers eller Liutikers Land, ſynes allerede at følge deraf, at Sven ikke havde underkaſtet ſig Liutitſerne lige ſaa lidet ſom dette vendiſke Folk tilbad Odin, Thor og Frey. Det er derimod tydeligt, at Ordrik ved „Leutecia“ har tænkt paa Staden Ljodhuus, Ljudhuus (i tydſk Form Liut-hus) i Veſtergautland, og forvexlet Stadens Navn med Landſkabets, hvilket ſaa meget lettere kunde ſkee, ſom Ljodhuus var den eneſte Havn i Gautland der ſtod i Forbindelſe med Veſterhavet, og fra hvilken ſikkert alle de Skibe, der bragte Sven Hjelpetropper fra Sverige, ere udløbne. Der omtales viſtnok heller ikke ellers i Hiſtorien, at Sven har beherſket enten Sverige eller Gautland, men viſt er det dog, at han baade havde Beſiddelſer og mange Forbindelſer der, ſaa at han altid maatte have kunnet ſkaffe ſig, og viſt har ſkaffet ſig, Hjelpetropper derfra; navnlig maa man her erindre Haakon Ivarsſøn, der baade var danſk og gautſk Jarl, og, for faa vidt han endnu levede, hvad der (ſe nedenfor Side 394) er højſt ſandſynligt, rimeligviis deeltog i Toget, og da havde vaade ſvenſke og danſke Krigere med ſig. Derhos er det heel ſandſynligt, at Sven ikke har været ledig Tilſkuer ved Urolighederne i Sverige, men ogſaa er optraadt ſom Tronprætendent. Ordrik nævner ikke Nordmændene i hiin Opregnelſe af Svens fremmede Hjelpetropper, men omtaler dem kun lejlighedsviis længre nede (Northvigenæ); dette ſynes at viſe, ak Olaf ſelv ingen Tropper har ſendt, men at der alene fandtes flere norſke Frivillige i Svens Hær. Blandt dem maa man iſær gjette paa Medlemmerne af Sole-Ætten, eller Erling Skjalgsſøns Efterkommerne, af hvilke dennes Sønneſøn Sven var gift med Svens Datter; ligeledes Aurland-Ætten i Sogn, hvortil Rannveig, Knut Svensſøns Moder, hørte.
  20. Florents af Worceſter, ed. Thorpe II. S. 3. 4. Simeon af Durham, hos Twysden, S. 198. Ordrik, S. 513 flgg. Chron. Sax. ved 1069, 70; ſom dog her er meget forvirret, og navnlig aldeles urigtigt lader Kong Sven ſelv komme til England.
  21. Se ovenfor I. 1. S. 617. Ragnar Lodbroks Saga Cap. 19.
  22. Chron. Sax. lader hende allerede komme til Skotland og egte Mælkolm 1067; men Giftermaalet fandt ej Sted forud lidt efter 1070, ſe Chron. de Mailros og flere.
  23. Simeon af Durham, l. c.
  24. Vita S. Lanfranci Cap. 6. Ordrik, S. 516.
  25. De nærmere Omſtændigheder, ſe Lappenbergs Geſch. Englands II. S. 98—110.
  26. Chron. Sax. ved 1070.
  27. Chron. Sax. Florents af Worceſter, Simeon af Durham, ved 1071. Jvfr. Lappenberg, Geſch. Englands, S. 111—116.
  28. Ligeſaa Florents af Worceſter, ved 1072, Simeon af Durham. Chron. de Mailros. Tighernachs Annaler.
  29. Villjam af Malmsbury III. 261. Haakon Ivarsſøn (ſe ovenfor S. 176) kan neppe have været fød tidligere end omkring 1030, og var ſaaledes paa den her omſpurgte Tid kun nogle og 40 Aar. Her kommer det ogſaa i Betragtning, at Paal, Orknøernes Jarl, var gift med Haakon Ivarsſøns og Ragnhilds Datter; at dette Giftermaal maaſkee netop har været aftalt paa et Tog, ſom det omſpurgte, er ej uſandſynligt.
  30. Aasbjørn ſpillede ſiden en betydelig Rolle under Harald Hein og Knut den hellige; Haakon Jarl, viſtnok den ſamme ſom den før omtalte, forekommer blandt Vidnerne paa et af Knut udſtedt Brev, ſe Thorkelin Dipl. Arnam. I. S. 1.
  31. Florents af Worceſter o. fl. ved 1075. Vore Forfædre havde et noget forſkjelligt Sagn om ham, ſe iſær Fagrſkinna Cap. 212. En Nordmand eller Islænding, ved Navn Thord, Søn af Thord Stalle, var en af Valthjofs Krigere, og digtede et Kvad om hans ſørgelige Død, ſe Fagrſkinna l. c. Harald Haardraades Saga Cap. 121.
  32. Saxo, S. 556.
  33. Simeon af Durham, S. 306. Navnet Thorgaut (Turgot) viſer at han var af nordiſk Herkomſt og ſaaledes deſto nyttigere for Olaf. Da der fortælles at Thorgaut flygtede fra Kaſtellet i Lincoln, og Villjam førſt lod dette opføre i 1068, kan Thorgauts Flugt og Geſandtſkabet følgelig ikke have fundet Sted førend efter dette Aar.
  34. Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 104.
  35. Hrokkinſkinna, Harald Haardraades Saga Cap. 124.
  36. Morkinſkinna, fol. 20. a.
  37. Villjam af Malmsbury III. 260, hvor der dog herſker ſtor Forvirring. Efter Magnus den gode, ſiges der nemlig, fulgte ſom Konge i Norge en Uſurpator, „Sven Herdhand“, efter denne Magnus’s Farbroder Olaf, efter Sigende hellig; mer bar man altſaa fra Magnus den gode vendt tilbage til Sven Jarl og efter ham faaet Olaf den hellige, ſom forhen er omtalt, paany frem); efter Olaf ham: Broder Harald Harvagra (d. e. Haardraade), der faldt i England mod Harald Godwinesſøn; efter ham hans Sønner, Olaf og Magnus, der deelte Riget, men af hvilke Magnus kort efter døde, ſaaat Olaf blev Enekonge; efter denne Magnus, der nys faldt i Irland (Magnus Barfod). Med Undtagelſe af de Konger, der indſkydes mellem Magnus den gode og Harald Haardraade, og ſom maaſkee endog kun ere indkomne ved en ſenere Glosſe, er Rækken ſaaledes rigtig. .Men derpaa tilføjes at det var Magnus Haraldsſøn, ſom efter Faderens Fald fik Tilladelſe af Harald Godwinesſøn til at drage bort fra England; at det var ham, til hvem Harald, den engelſke Haralds Søn„ tog ſin Tilflugt, og endelig, at det var i Følge med ham, at denne Harald gjorde Toget til England paa Villjam den 2dens Tid. Saaledes har Forfatteren her ſammenblandet Magnus Haraldsſøn og Magnus Barfod, uagtet han ſtrax forud har rigtigt ſkjelnet mellem dem.
  38. Sven døde i Suddathorp, den ſamme Landsby, hvor Snorre, men, ſom ovenfor nævnt, urigtig, lader Magnus den gode dø, maaſkee forledet derved at ogſaa Sven kaldte ſig Magnus. Ælnodh henfører urigtigt Svens Død til 1074.
  39. Dette var fornemmelig den bekjendte, af Folket med ſaa megen Glæde modtagne Forandring i Beſtemmelſerne om Beviisbyrden, hvorom Saxo handler, S. 571, jvf. Ælnodh, hos Langebek, Scr. rer. Dan. III. S. 341.
  40. Se herom ovenfor, S. 179.
  41. Herved ſigtes maaſkee lige ſaa meget til Hedningerne i Sverige, ſom til Venderne.
  42. Dette merkelige Brev, det eneſte, hvor der udtrykkeligt nævnes om Knuts Ophold i Norge, meddeles i „Concilia Coleti“, XII. 436. 4377 og henføres til 17de December 1078. Vel navngives ikke Knut udtrykkeligt, men da han og ingen anden nu var nærmeſte Tronprætendent, kan det alene være ham, ſom menes. Han var ogſaa den nærmeſte af alle Svens Sønner til at fyge Hjelp i Norge, da han der havde ſaa mange mægtige Forbindelſer. Maaſkee dog ogſaa de af hans mange Brødre, der fulgte ham did, vare hans Heelbrødre.
  43. Knytlingaſaga, Cap. 33—40.
  44. Ælnodh, Knut den helliges Levnetsbeſkrivelſe, hos Langebek, Scr. r. D. III. S. 347.
  45. Florents af Worceſter ved 1075. Chron. Sax. ved 1076. Simeon af Durham, Twysden S. 209.
  46. Ordrik, hos Duchêne, S. 570. Chron. Sax. ved 1079.
  47. Florents af Worceſter, ved 1079.
  48. Florents af Worceſter, ved 1082.
  49. Florents af Worceſter, ved 1080. Villjam af Malmsbury III. 271. Simeon af Durham, hos Twysden, S. 210, 211.
  50. Knuts Anſeelſe og Forhold til England ſkildres ſaaledes hos Villjam af Malmsbury, III. 258: „Den eneſte, der kunde ſætte hans (Villjams) Overmod Skranker, var Danekongen Knut, der baade ved ſit Svogerſkab med Grev Robert og ved ſin egen Magt nød en umaadelig Anſeelſe; blandt Folkene gik det Rygte at han vilde angribe England, der tilforn ham ſom Arv efter Gamle-Knut“. Jvfr. Cap. 262.
  51. Ordrik, hos Duchêne, S. 647.
  52. Saaledes Knytlingaſaga Cap. 41. De norſke Kongeſagaer (Olaf Kyrres Saga Cap. 6, Snorre Cap. 8) lade Knut gjøre Olaf det højſt uſandſynlige Tilbud, enten ſelv at beſørge Hovedudruſtningen og optræde ſom Hovedanfører, modtagende 60 Skibe til Hjelp fra Danmark, eller omvendt at ſende Knut 60 Skibe til Hjelp.
  53. Florents af Worceſter henfører Danegelds-Paalægget til 1084; Villjam af Malmsbury III. Cap. 261 ſiger at Knut hindredes ved Modvind næſten i tvende Aar; de øvrige engelſke Chroniſter omtale Villjams Udruſtninger ved 1085.
  54. Villjam af Malmsbury, III. 262. Florents, ved 1085. Ingulf, hos Fell, I. S. 79. Denne beſkriver ſom Øjevidne, ſaavel hvorledes Northumberland ødelagdes, ſom hvorledes hans Kloſter (Croyland) betyngedes ved Indkvartering af 6 Ryttere og 28 Bueſkytter.
  55. Ælnodhs Vita Canuti, hos Langebek, III. S. 350.
  56. Peterborough-Annalerne.
  57. Skibenes Antal angives i Knytlingaſaga Cap. 32. De fleſte af disſe Skibe have dog vel, ſom Ledingsſkibe, kun været ſmaa.
  58. Dette angives udførligt i Knytlingaſaga Cap. 42.
  59. Knytlingaſaga, Cap. 43.
  60. Knytlingaſaga, Cap. 43. Snorre, Olaf Kyrres Saga, Cap. 8.
  61. Se Knytlingaſaga Cap. 44—62. Saxo, S. 582—592. Ælnodh, hos Langebek, III. 5. 355—373 Sven Aagesſøn, hos Langebek, I. S. 57, 58. Villjam af Malmsbury, III. 261.
  62. Her var dog den Forſkjel, at Knut blev formelig kanoniſeret (ſe Ælnodh, S. 382) medens Olaf derimod alene „dømtes hellig“ af Nordmændene, og ſidenefter ſtiltiende anerkjendtes ſom ſaadan.
  63. Fagrſkinna, Cap. 221, ſiger vel at Olaf giftede ſin Syſter Ingegerd med Kong Olaf Svensſøn i Danmark, men dette behøver ikke at tages i anden Betydning, end at han gav ſit Minde til Giftermaalet.
  64. Se herom Lappenbergs Geſch. Englands, II. S. 162—174.
  65. I Orkn. Saga kaldes han „Langhals“.
  66. Chron. Sax. ved 1077. Skade, at der her findes en Lakune, ellers vilde man af dette Sted kunne faa merkelige Oplysninger om disſe Begivenheder.
  67. Ulſter-Annalerne, ved 1085.
  68. Orkneyinga-Saga, S. 94.
  69. Se nedenfor, jvfr. Magnus Barfods Saga.
  70. Se ovenfor S. 325.
  71. Den manſke Krønike, i Langebeks Scr. rer. Dan. III. S. 213—215. Johnſtones Udgave S. 7—9.
  72. Dette henføres i den manſke Krønike til det ſamme Aar, under hvilken ogſaa en anden Notits er optagen, øjenſynligt fra, eller efter den ſamme Kilde ſom en Beretning i den melroſiſke Krønike for 1070, om hvorledes Mælkolm, Skotlands Konge, herjede Northumberland indtil Cleveland, og egtede Margrete. I den manſke Krønike angives Aaret til 1051; men det er vel at merke, at fra 1040 til 1098 angives i denne de fleſte Begivenheder til omtrent 19 eller 20 Aar for tidligt.
  73. Disſe kaldes i Chron. Manniæinsulani“ i Modſætning til Mannenses. „Insulani“ maa her enten betyde „Beboerne af Øerne“ (d. e. Syderøerne) i Almindelighed, eller og, hvad der maaſkee er rigtigſt, Beboerne af „Il“ eller “Isla“.
  74. I Originalen ſtaar der viſtnok ikke udtrykkeligt „Odelsret“, kun „jus hereditarium“, men at det er den, ſom menes, bliver dog aldeles tydeligt ved Sammenligning med hvad der berettes om Harald Haarfagre, Torv-Einar og Thorgiſl. Se ovenfor I. 1. S. 440, 467, 516.
  75. F. Ex. den oven omtalte, i Aaret 989 faldne Gudrød Haraldsſøn, ſe I. 2. S. 201.
  76. Magnus Barfods Saga Cap. 2.
  77. De 4 Meſtres Annaler.
  78. Tighernach, Ulſter-Annalerne.
  79. De 4 Meſtres Annaler. Ulſter-Annalerne. Der ſiges ikke, naar den ældre, i 1075 afdøde, Gudrød blev Konge i Dublin, men vi erfare af et Brev, han i Aaret 1074 ſkrev til Erkebiſkop Landfrank med den til Biſkop i Dublin efter Duncans Død udvalgte Gillepatrik, for at anbefale ham til at erholde Conſecration, ſaavelſom af Landfranks ſamme Aar med Gillepatrik efter Indvielſen tilbageſendte Svarſkrivelſe (Baronii Annales XI. S. 641), at Gudrød allerede da herſkede i Dublin. Det ſandſynlige er derfor, at han benyttede ſig af Forvirringen efter Diarmids Fald til at ſætte ſig i Beſiddelſe af denne Stad. Landfrank kalder ham ſlethen rex Hiberniæ. Gudrød Crovans, eller Meranaghs, Erhvervelſe af Herredømmet over Man maa, naar han, ſom den manſke Krønike angiver, herſkede i 16 Aar, falde omkring 1079 eller 1078, tre eller fire Aar efter Gudrød Sigtryggsſøns Død, og dette pasſer ſaa godt med, hvad Krøniken forøvrigt beretter om de tre Tog, ſom han, viſtnok i ligeſaa mange Sommere, gjorde til Man, førend han erobrede Øen, at man ej kan betvivle Rigtigheden deraf. Det vil ogſaa nedenfor viſe ſig, at de her nævnte Aarstal ganſke pasſe med den øvrige Tidsregning.
  80. Der ſtaar ikke udtrykkeligt, at Sumarlide var Herre til Argyll eller Gille-Adomnans Fader; thi paa det eneſte Sted, hvor han omtales, nemlig i de fire Meſtres Annaler, ved 1083, heder det kun, at Sumarlide, Søn af Gillebrigde, Konge over Inſi-Gall (ɔ: Syderøerne), døde. Men af et hidtil utrykt gaeliſk Haandſkrift fra 1450, hvoraf et Uddrag er givet i Skene’s the Highlanders in Scotland II. 40, flg., erfare vi at den mægtige Sumarlide af Argyll, der ogſaa omtales meget i den manſke Krønike mellem 1144 og 1164, var en Søn af Gillebrigde, der igjen var en Søn af Gille-Adonman, ſom blev fordreven fra Skotland ved Lochlannerne og Fingallerne (d. e. Nordmændene og de norſke Koloniſter) og tog ſin Tilflugt til Irland, hvorfra han gjorde et forgjeves Forſøg paa at erhverve ſine Fædrenebeſiddelſer tilbage; dette lykkedes førſt hans Sønneſøn Sumarlide. Den Omſtændighed, at den yngre Sumarlide og hans Fader bare ſamme Navn ſom den ældre Sumarlide og dennes Fader, tyder øjenſynligt paa Opkaldelſe og følgelig paa Deſcendent-Forhold; den ældre Sumarlides Herredømme over Øerne, af hvilken Il var en af de nærmeſte, maa have gjort ham til Gudrøds Fiende, og naar denne bekrigede og ydmygede Skoterne, maa det ſaaledes fornemmelig være Sumarlide eller hans Efterfølger, ſom herved menes. Det Angreb af Lochlanner og Fingaller, hvorved Gille-Adomnan blev fordreven, kan ſaaledes alene være foretaget af Gudrød. Altſaa bliver Gille-Adomnan aabenbart Sumarlide den ældres Søn. Tidsregningen pasſer ogſaa fuldkommen. En Sønneſøn af Sumarlide den ældre, død 1083, maa netop kunne have levet omkring 1150, da Sumarlide den yngre var paa det mægtigſte. Antage vi, at Sumarlide den ældre ved ſin Død 1083 var omtrent 60 Har gammel, maa han være fød ved 1020; han kunde ſaaledes være en Sønneſøn af hiin Gille Jarl paa Køln, der i klaret 989 egtede Sigurd Orknø-Jarls Syſter (ſe ovenfor I. 2. S. 197) og hvis Navn i vore Sagaer neppe er opbevaret fuldſtændigt, men er afkortet af en længere Sammenſætning, ſom Gillebrigde, Gille-Adomnan, e. a. d. (ſe Noten paa oven anførte Sted). Denne Nedſtammelſe bliver end ſandſynligere, naar vi erindre, at Sigurd Jarls ældſte Søn hed Sumarlide, thi dette norſke, i gaeliſke Ætter ej hjemmehørende, Navn, ſom vi gjenfinde hos den i 1083 afdøde Søn af Gillebrigde, tyder ſterkt hen paa at denne er opkaldt efter hiin, og Opkaldelſen forklares da letteſt ved at antage et ſaadant Slægtſkabsforhold, ſom maa have herſket imellem dem, derſom Gillebrigdes Fader var Sumarlide Jarls Syſkendebarn.
  81. Herom vidner ſaavel den manſke Krønike, ſom Orkneyinga Saga.
  82. Herom mere nedenfor. Donald Bane omtales kun i al Korthed i de ulſterſke Annaler; Hovedberetningen om ham findes i de temmelig forvirrede og juſt ikke paalidelige Sagn, ſom Fordun har meddeelt.
  83. Se ovenfor S. 219
  84. Se herom fornemmelig Hungrvaka Cap. 5, jvfr. ovenfor S. 222. Islands Hiſtorie paa Isleifs og Gisſurs Tid bliver næſten ganſke ekkleſiaſtiſk, og Øens vigtigſte Begivenheder i den Periode ville ſaaledes førſt nedenfor, hvor de kirkelige Forhold behandles, kunne omtales nærmere.