Det norske Folks Historie/3/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er ovenfor omtalt, at Haralds Søn Olaf efter Faderens Nederlag og Fald ſluttede Fred med Kong Harald Godwinesſøn, og med det ubetydelige Antal af 24 Skibe drog til Orknø, hvor han overvintrede, og hvor hans Halvſyſter Maria imidlertid var død. Han drog ikke derfra førend om Sommeren 1067, enten fordi han førſt vilde oppebie Tingenes Gang i England, eller fordi hans Krigeres Saar ikke før vare blevne fuldkommen helbredede. I Følge med ham var hans Stifmoder Elliſiv, hans Halvſyſter Ingegerd, og Toſtigs tvende Sønner, Skule og Ketil Krok. Olafs ældre Broder Magnus var allerede tagen til Konge før Faderens Afrejſe, og havde ene raadet for Riget den førſte Vinter og Vaar efter hans Fald. Men da Olaf nu ankom om Sommeren, blev ogſaa han ſtrax tagen til Konge, uden at det lader til at Magnus lagde ham nogen Hindring i Vejen. Det vilde have været af megen Interesſe, om Oldſkrifterne havde opbevaret os nærmere Efterretninger om de Underhandlinger, der upaatvivleligen maa have gaaet forud for Olafs Ophøjelſe paa Kongetronen. — Thi Overeenskomſten mellem Magnus den gode og Harald Haardraade blev ikke tagen til Mønſter; den gik nemlig ud paa en Fællesregjering for det hele Rige, medens derimod Riget nu blev deelt mellem Harald Haardraades Sønner, ſaaledes at enhver fik ſit beſtemte Part at herſke over, Magnus den nordre Deel, det vil ſige Oplandene, Gulathings- og Froſtathings-Lagen tilligemed Haalogaland, og Olaf den øſtre, eller Viken[1]. Denne Foranſtaltning var aabenbart en Afvigelſe og et Tilbageſkridt fra det Eenheds-Princip, ſom Kong Harald havde opſtillet, og det er ſaaledes ej uſandſynligt, at Lendermændene og de øvrige Stormænd kunne have haft ſin Haand med deri, for derved ſelv at vinde ſaa meget mere Magt og Indflydelſe. Men muligt ogſaa at Delingen alene grundede ſig paa den Odels-Ret, ſom begge Brødre i lige høj Grad anſaaes at have til Riget, og ſom ſenere bevirkede flere lignende Delinger.

Brødrene tiltraadte Regjeringen under lidet gunſtige Omſtændigheder. Kjernen af den norſke Hærſtyrke og Landets Ariſtokrati var falden ved Stanford; den ſtørſte Deel af Flaaden var tabt, og Landets Hjelpekilder maa for en ſtor Deel have været udtømte. Kong Sven i Danmark, der, ſom Saxo ſiger, førſt efter Haralds Død følte ſig ret faſt paa Tronen, troede nu at Tiden var kommen til at tage Hevn og Erſtatning for alt, hvad Danmark under den foregaaende langvarige Krig havde maatte døje af Nordmændene. Den i Aaret 1064 mellem Rigerne ſluttede Fred gjaldt, ſom det udtrykkeligt var betinget, ikke længer end medens begge Konger ſamtidigt vare i Live. Efter Haralds Død kunde Sven ſaaledes med fuld Ret, uden at gjøre ſig ſkyldig i noget Edsbrud, opſige Freden, og af denne Ret undlod han heller ikke at benytte ſig. Han erklærede Freden udløben og lød et almindeligt Opbud udgaa i ſit Rige for at bekrige Norge. Ogſaa i Norge maatte man derfor foretage betydelige Udruſtninger. Begge Konger opbøde fuld Almenning, hver i ſin Deel, og det var maaſkee under disſe Omſtændigheder et Held for Viken, der var meeſt udſat for Angreb fra Danmark, at det i Olaf havde ſin egen virkſomme og dygtige Befalingsmand. Det er endog ikke ſaa uſandſynligt, at denne Betragtning før en ſtor Deel har gjort ſig gjeldende ved den nys omtalte Deling af Riget, iſær da man næſten maa formode, at Magnus allerede nu havde begyndt at lide af den Sygelighed, der faa Aar efter lagde ham i Graven[2]. Saa vidt man af den ſamtidige Stein Herdiſesſøns Kvad kan ſee, var Olaf ſaa tidligt paafærde, at han med ſin Ledingsflaade allerede mødte Sven udenfor Hallands Kyſt, hvor det kom til en Fegtning[3]. Dens Udfald antydes af Skalden ſom fordeelagtigt for Olaf: han taler idetmindſte om at danſke Krigere ſank til Bunds og at deres Liig opſkylledes paa Kyſten; men rimeligere er det dog, at Sven, der viſtnok var Olaf alene overlegen, efter en hidſig, og maaſkee i det hele taget for Nordmændene hæderlig Fegtning, har tvunget Olaf til at trække ſig tilbage og undgaa videre Kamp, indtil han havde forenet ſig med den betydeligere Styrke, ſom hans Broder imidlertid bragte nordenfra. Skalden omtaler nemlig ſelv ſtrax efter, hvorledes Olaf ſtyrede øſtfra, medens hans Broder ſorte en ſtørre Flaade nordenfra forbi Stad[4]: dette antyder, at begge Flaader forenedes efter Kampen ved Halland. Og den ſamtidige Mag. Adam af Bremen ſiger, at Sven med ſtor Tapperhed kuede Olaf og Magnus[5]: en Efterretning, ſom Mag. Adam viſtnok kun modtog af Sven ſelv, og hvilken, ligeſom flere andre, Sven meddeelte ham, kan have, og ſikkert har indeholdt betydelige Overdrivelſer, men for hvilken dog, under de nys ſkildrede Omſtændigheder, nogen Sandhed ſynes at maatte ligge til Grund. Ifølge vore Sagaer var det ogſaa Olaf, der førſt tilbød Fred[6]. Dette Tilbud gjorde han dog nu, med den forenede norſke Flaade under ſin Anførſel, ikke, ſom om han frygtede Sven og Danerne, men ſom den, der i Bevidſtheden om ſin Kraft ſøgte Freden for Fredens Skyld alene. Han lod melde Sven, at ſaa vel Kongerne, ſom Nordmændene i Almindelighed, ønſkede Fred, dog kun paa ſamme Vilkaar, ſom den forrige Fredsſlutning i 1064; ellers, tilføjede han, vilde de lade det komme an paa Krigslykken: Danerne maatte ikke glemme, at hiin Fred var ſluttet efter deres Bøn, hvori Nordmændene indvilgede, og det torde nok hænde, at Nordmændene endnu kunde gjøre dem Afbræk nok, om end Kong Harald var død. Sven ſynes at have indſeet det grundede i disſe Foreſtillinger, iſær da han paa denne Tid beſkjeftigede ſig med Planer til at komme de overvundne Angler til Hjelp mod Erobreren Villjam, og derfor ſnareſt muligt maatte ønſke at faa en Krig tilendebragt, ſom truede med at blive langvarigere og farligere, end han maaſkee havde væntet, og ſom man alene kan undre ſig over at han under disſe Omſtændigheder begyndte, hvis han ikke ſvævede i den Tro at Norge efter Haralds Fald var let at underkue. Han modtog derfor ſtrax Fredstilbudet, og indfandt ſig til et af Olaf foreſlaaet Møde i Kongehelle[7]. Her blev nu Freden ſluttet (1068)[8] paa de ſamme Vilkaar ſom forhen, nemlig ſaaledes at ingen af Kongerne ſkulde have nogen Fordring paa den andens Rige[9]; Fredens Varighed ſynes denne Gang ikke at have været begrændſet, men at have været aftalt for alle kommende Slægter, for ſaa vidt ikke uforudſeelige Tilfælde maatte forſtyrre den[10]. Den Faſthed og det beſtemte Sprog. Olaf ſorte ved disſe Underhandlinger, maa have vakt ſtor Beundring, thi man kvad derom:

Baade ved Truſler og Freds-Ord
Olaf Riget værged’,

ſaa ingen Fyrſte derpaa
Fordring gjøre torde.

Til yderligere Befæſtelſe af Freden forbandt ogſaa begge Fyrſter ſig ved Svogerſkab, idet Olaf fæſtede Svens Datter Ingerid, ſom han ſiden egtede[11]. Sven ſkal ligeledes, ifølge et ſaa godt ſom ſamtidigt, og, ſom man maa antage, paalideligt Vidnesbyrd[12] have egtet Olafs Moder: dog var dette neppe hans virkelige Moder Thora Thorbergsdatter, men hans Stifmoder, den rusſiſke Kongedatter Elliſiv. Dette beſtyrkes ſaavel derved, at vi ſiden ſee hans Søn Olaf egte Elliſivs Datter Ingegerd, der efter al Rimelighed har ledſaget hende til Danmark, ſom af den nærmere Forbindelſe, hvori vi ſee Sven træde til Rusland, ſaaſom det Giftermaal mellem Elliſivs Broderſøn Vladimir og Harald Godwinesſøns Datter Gyda, der havde taget ſin Tilflugt til Kong Sven — hvorom der nedenfor vil blive nærmere talt — ikke ret vel lader ſig forklare, uden ved en allerede forhen opkommen nøjere Tilſlutning mellem den danſke og den rusſiſke Fyrſte-Æt. Det er ogſaa langt rimeligere at Elliſiv efter Haralds og hendes ældſte Datters Død forlod. Norge, hvor hun ingen Frænder havde, og hvor hendes Medbejlerindes Søn herſkede, end at Thora, Olafs kjødelige Moder, og dertil beſlægtet med de mægtigſte Familier i Landet, nu netop, da hendes Søn var kommen paa Tronen, ſkulde drage bort og egte en i alt hvad der angik Giftermaal højſt uſtadig og upaalidelig Konge, ſom desuden bragte hende en Mængde allerede voxne, og mod hende ſelv neppe ſynderligt velvilligt ſtemte Stifbørn.

Da Olaf alene nævnes ved alle disſe Forhandlinger, maa man, ſom nys antydet, formode at Magnus allerede var angreben af ſin Helſot, der i Sagaerne kaldtes Ræv-Orm[13], maaſkee en ondartet Hudſygdom, der gjorde ham aldeles uſkikket til at befatte ſig med Hærfører- og Regjerings-Syſler. Han maatte i længere Tid holde Sængen, og døde i Nidaros den 28de April 1069[14]. I ſin korte Regjeringstid havde han været meget afholdt. Han efterlod en Søn Haakon, der fødtes enten ſtrax før, eller ſtrax efter hans Død, og førſt opfødtes hos den mægtige Lendermand Sveinke Steinarsſøn i Ranrike, hvor han ſynes at være kommen til Verden; ſiden kom han til Thore paa Steig i Gudbrandsdalen, der opfoſtrede ham indtil han blev voxen, hvorfor han ſædvanligviis kaldtes Haakon Thoresfoſtre[15]. Uagtet Haakon ſtrengt taget maatte være at betragte, og, ſom man af det følgende ſeer, virkelig betragtedes ſom Arving til Magnus’s Deel af Riget, kunde der dog, ſaalænge han var mindreaarig, ej være Tale om at tage ham til Konge, og Olaf blev ſaaledes Landets Eneherſker. Han vedblev endog at være det, efter at Haakon var bleven voxen, uden at denne eller hans Frænder, ſom det ſynes, gjorde det ringeſte Forſøg paa at faa nogen Deling tilvejebragt. Aarſagen var visſelig den, at man følte ſig ſaa vel under Olafs lange, fredelige og milde Regjering, at Alle havde vundet ham kjær, og at en Forandring i de beſtaaende Forhold alene kunne betragtes ſom en Ulykke for Landet.

  1. I Magnus og Olafs Saga Cap. 10l, Snorre Cap. 106, ſtaar der kun, hvor Delingen omtales, den nordre og den øſtre Deel. Men at ogſaa Oplandene hørte til Magnus-’s Deel, ſees af Magnus Barfods Saga Cap. i, hvor det udtrykkeligt heder, at medens Olafs Søn Magnus toges til Konge i Viken, blev Magnus’s Søn Haakon tagen til Konge i Oplandene og Throndhjem, og fik „den Deel af Landet, hans Fader havde haft“; det ſees ogſaa deraf, at Haakon opfoſtredes hos Steigar-Thore i Gudbrandsdalen.
  2. Morkinſkinna og efter den Fagrſkinna Cap. 216 nævner, merkeligt nok kun Olaf, ikke Magnus, hvor der handles om Udruſtningerne. I det Vers af Stein Herdiſesſøn, der citeres i alle Sagaer, og hvor der iſær handles om Udruſtningerne, er derlige-ledes kun Tale om Olaf (ſaaſom han kaldes „Englændernes Fiende“), uagtet det dog ſiden heder at begge Konger vare ude i Leding. Daa maa det vel merkes, at Stein digtede dette Kvad (Olafsdraapa) hvori Verſet forekommer, alene til Olaf, og ſandſynligviis paa en Tid da han var Enekonge, ſiden han i det ſamme Vers ogſaa kalder ham „Filernes (Fjale-Indbyggerne) Konge“. Der anføres ogſaa et andet Vers af Steins Olafs Draapa ſaalydende: „I Kaupangen (Nidaros) hvor den hellige Konge hviler, fredlyſer den krigsdjerve Fyrſte ſin Odel for Sven; han er mægtig; Kong Olaf (den hellige) elſker ſaare ſin Æt; det nytter ikke Ulfs Søn (Sven) at gjøre Fordring paa Norge“. Den „krigsdjerve Fyrſte“ ſom her omtales, ſynes dog nærmeſt at være St. Olaf ſelv, der ogſaa nedenfor i Verſet nævnes.
  3. At det virkelig kom til Fegtning, ſees tydeligt af tvende Vers af Steins Olafsdraapa, der begge findes i Morkinſkinna, men kun eet (det førſte) i Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke. De lyde ſaaledes: a. „De danſke Drenge gik udenbords til Bunds med Brynjer og Hjelme; man hørte Lyden af det vaade Malm. De ſaarede Kæmper ſøndenfra ſank til Havets Grund; de hvide Bølgetoppe ſkyllede deres Liig op paa Stranden. b. Jeg veed, hvor den raſke Olaf for førſte Gang var ude i Leding og farvede Klingen røde jeg mindes det grant. Den gode Konge farvede de blanke Sverd med Blod udenfor Halland, hvor Krigerne ſloges“. I Hrokkinſkinna ſtaar der og, i Anledning af Steins Vers: „Stein antyder at Kong Sven har mødt Kong Olafs Ledingshær og kæmpet med den“.
  4. Verſet lyder fuldſtændigt ſaaledes: „For at beſtaa Kampen belavede Fyrſten ſig paa en haard Dyſt; den tapre Konge bød at ſtyre øſtenfra med Hærſkjold. De lange Skibsborde bragte en noget ſtørre Styrke nordfra fordi Stad, og begge Konger betraadte Hvalens Tumleplads (Havet)“.
  5. Mag. Adam III. 53. Her ſtaar: „Ill0 tempore clarissimus inter barbaros fuit Svein rex Danorum, qui reges Nortmannorum Ollaf et Magnum constrinxit magnà virtute“. I dette ſamme Capitel omtaler Mag. Adam, hvorledes han ſelv, kort efter at han var kommen til Bremen (nemlig i 1068, ſe III. 4) begav ſig til Kong Sven, og fik mange Underretninger af ham. Hvad Mag. Adam fortæller fra disſe Aar, har ſaaledes i det mindſte Samtidighedens Fortrin.
  6. Egentlig ſiges det kun i Morkinſkinna og Fagrſkinna udtrykkeligt. De andre Sagaer ſige kun at der gik Mænd mellem Kongerne.
  7. Kongehelle nævnes ſom Underhandlingsſted kun i Morkinſkinna (fol. 20. e.) og Fagrſkinna.
  8. Sagaerne angive intet Aar; 1068 ſynes at være det rette, deels da Olaf kom hjem ſaa langt ud i 1067, at der ej ſynes at kunne have været nogen Tid til Udbud, Krig og Underhandlinger i den øvrige Deel af Sommeren, deels fordi Kong Magnus, der døde i April 1069 efter nogen Tids Sygeleje, maa være bleven ſyg under Krigen, og Olaf optræder ſom ene handlende. Jevnfør og hvad der nedenfor ytres om Haakon Magnusſøns Fødſel, ſe S. 381 Anm. 3.
  9. Det ſiges juſt ikke udtrykkeligt, men det forudſættes aabenbart, at Olafs Paaſtand blev tagen til Følge, og viſt er det, at de følgende danſke Konger ingen Fordring fremſatte paa Norge.
  10. Morkinſkinna og Fagrſkinna ſige udtrykkeligt: „denne Fred ſtod en lang Tid mellem Nordmændene og Danerne“. Der udbrød heller ingen Krig mellem dem førend i 1137.
  11. Magnus og Olafs Saga Cap. 5. Fagrſkinna Cap. 217. Knytlinga Saga Cap. 23.
  12. Dette Vidnesbyrd afgiver Scholiaſten til Mag. Adam III. 53, ſandſynligviis endog Mag. Adam ſelv, der udtrykker ſig ſaaledes, til nærmere Forklaring af den oven anførte Ytring om Sven Ulfsſøns Overhaand over de norſke Konger: „Han (Sven) fik den unge Olafs Moder til Egte (Schol. 85); men Nordmændenes Konge egtede den danſke Konges Datter, og der ſluttedes gjenſidigt Fred. „Hine (Olaf og Magnus) vare Haralds Sønner“ (Schol. 86). Da Elliſiv, ſom man maa antage, ved ſit Giftermaal med Harald i klaret 1045 neppe var over 20 Aar, var hiin ved Haralds Død kun omkring 40 Aar gammel, ſnarere yngre, og da Freden ſluttedes (1068), ikke over 43 klar. Hun kan ſaaledes endog have født Kong Sven Børn. Nei tillægger, merkeligt nok, Knytlingaſaga Cap. 23 Kong Sven en Søn Ny Navn Thorgils, der drog efter til Rusland, hvor han havde en fornem Mødrene-Æt, blev der tagen til Konge, og kom ikke ſiden tilbage til Danmark. Det er højſt ſandſynligt, at denne Thorgils, der forreſten ikke omtales i de rusſiſke Annaler, netop var Svens og Elliſivs Søn. Derhos kan det merkes, at ogſaa Svens Søn Nikolas, og Svens Sønneſøn Erik Emune, begge egtede norſke Enkedronninger, den ſidſte ligeledes af rusſiſk Herkomſt.
  13. Saaledes Magnus og Olafs Saga Cap. 1; Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 106;Morkinſkinna fol. 19 d; Fagrſkinna Cap. 206. Thormod Torvesſøn i ſin Historia Norvegiae III. 384, kalder Sygdommen „ignis sacri species quæ crysipelas Græcis appellatur“. Imidlertid kunde det vel ogſaa hænde, at der under hiint Navn forſtaaes et indvortes Ormetilfælde, ſom f. Ex. Bendel-Orm.
  14. Magnus’s Dødsaar fremgaar af Magnus og Olafs Saga Cap. 1. Snorre,Harald Haardraades Saga Cap. 106, hvor det heder at Magnus herſkede ene den førſte Vinter efter Faderens Fald, (altſaa Vintren 1066—67), og derpaa ſammen med Olaf i to Vintre (1067—68 og 1068—69). Morkinſkinna og Fagrſkinna angive ikke nøjagtigt Tiden, naar Magnus døde. De ſige kun at Olaf og Magnus en Stund herſkede tilſammen, indtil Magnus fik ſin Baneſot, og døde efter at han en Tidlang havde været ſyg. Ogſaa af den Omſtændighed, at Mag. Adam, hvis Skildring af de norſke Forhold nærmeſt ſynes at vedkomme Aaret 1068, ikke omtaler Magnus’s Død, ſynes man at maatte ſlutte, at han endnu levede da. Ogſaa de islandſke Annaler henføre hans Død til 1069. Dødsdagen, den 28de April, angives i det islandſke Nekrologium, ſom er aftrykt, førſt i Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie, 1ſte Deel, S. 595 flgg., og ſiden i Langebeks Scriptt. rer. Dan. II. S. 502, flgg. At det er Kong Magnus Haraldsſøn, ſom her menes, ſkjønnes deraf at Norges øvrige Konger af Navnet Magnus døde paa andre Dage.
  15. At Haakon, aller tidligſt, var fød i 1069 ſees deraf, at han ved ſin Død i Februar 1095 ſiges at have været vel 25 Aar gammel, altſaa i ſit 26de. I Hrokkinſkinna (Magnus Barfods Saga Cap. 9) og Snorre Cap. 8 ſiges det at Sveinke Steinarsſøn foſtrede Haakon indtil Thore tog ved ham. Morkinſkinna og Fagrſkinna nævne ikke noget om denne Opfoſtring hos Sveinke; men Beretningen er dog viſtnok aldeles rigtig: vi vide nemlig af det foregaaende, at Magnus i Anlednig af Krigen maa have opholdt ſig i Viken, medens Krigen og Underhandlingerne med Danmark ſtode paa; i den ſamme Tid maa hans Bekjendtſkab med Haakons Moder falde, hvis hun ſkulde kunne føde denne til Verden i den førſte Halvdeel af 1069; hun maa altſaa — det lader nemlig ej til at Magnus var gift, eller, om han var gift, havde taget ſin Dronning med — have hørt hjemme i Omegnen af Kongehelle, netop hvor Sveinke havde ſit Sæde. Og der er hun vel forbleven, og har født Haakon, hvilken Sveinke, den mægtigſte Mand i Nærheden, har taget ſig af indtil han kunde bringes til Steigar-Thore, hvem Magnus ſandſynligviis paa ſin Dødsſæng har overdraget Opfoſtringen, ſom hjemmehørende i hans, og derfor og paa en vis Maade i Haakons, Deel af Riget. Da ſaaledes Opfoſtringen hos Sveinke kun var midlertidig, kan man godt forſtaa, hvorfor Morkinſkinna ej nævner noget om den. I Udgaven af Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 106, er det urigtige Tillæg indkommet, hvor Steigar-Thore nævnes, at han var Kong Magnus den godes ſammødre Broder. Dette var en langt anden Thore, og han tilbragte ſine ſidſte Dage i Danmark, ſe ovenfor S. 166. Hvad Magnus Haraldsſøn angaar,maa det forreſten merkes, at han, maaſkee paa Grund af hans Regjerings Kortvarighed, ikke af ſine Efterfølgere af ſamme Navn regnedes med, eller fik noget Nummer ſom Magnus den 2den. Man finder nemlig, at Kong Magnus Haakonsſøn (1263—1280) i egentlige Aktſtykker baade kaldte ſig ſelv og blev kaldet Magnus den 4de. Da nu Magnus Erlingsſøn var Norges førſte kronede Konge, og derfor nødvendigviis maa have været regnet ſom Magnus den 3die, medens Magnus den gode upaatvivlelig har været opført ſom Magnus den 1ſte, bliver der med Henſyn til Magnus den 2dens Plads Spørgsmaal om disſe tre: Magnus Haraldsſøn, Magnus Barfod, og Magnus blinde; ſtrengt taget kunde man regne endnu en fjerde, Magnus, Harald Gilles Søn, der dog kun levede kort og var vanfør. Af disſe Magnusſer var Magnus Barfod ſaa meget berømtere end de øvrige, at Magnus den 2den ej kan være nogen anden end han. Magnus blinde er maaſkee udeladt, fordi de efterfølgende Konger af Harald Gilles Dynaſti ej vilde erkjende ham.