Det norske Folks Historie/3/32

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Uagtet Haralds beſtandige Krige ſynes dog Folkets Kaar under hans Regjeringstid i det hele taget at have været gode, og den Misfornøjelſe, ſom herſkede, havde mere ſin Grund i hans Strenghed og idelige Forſøg paa at udvide ſine Rettigheder, end i noget økonomiſk Tryk for øvrigt. Den Ulempe, Krigen bragte, beſtod meeſt deri, at Folket ulejligedes med idelige Ledings-Opbud thi Landet ſelv herjedes ikke, naar maaſkee undtages de aller ſydligſte Strøg i Nærheden af Halland; derimod gjorde de norſke Krigere ſom ofteſt et godt Bytte i Danmark ved de aarlige Plyndringstog, og følgende den, ogſaa af ſenere Hærførere anvendte, mere kloge end humane Regel, at Krigen ſelv maa underholde Krigen, indſkærpede Harald ſine Mænd ikke een, men mange Gange, at de ved at erhverve ſaa meget Bytte ſom muligt maatte ſee til at holde ſig ſkadesløſe for den Bekoſtning og Ulejlighed, ſom Krigstjeneſten paadrog dem: en Opmuntring, de heller ikke undlode at tage til Følge[1]. Af det ſtore nordeuropæiſke Uaar 1056, der endog rammede Sverige og Island, ſynes Norge ikke ſynderlig at have været berørt: det omtales ikke for Norges Vedkommende i Sagaerne, medens vi derimod have ſeet at Kong Harald ſendte Korn til Island; det tilføjes endog, at han for at ſkaffe Islændingerne end ſtørre Lettelſe, tillod dem at ſende deres Fattigfolk over til Norge: altſammen Tegn paa, at der her ikke herſkede nogen Mangel[2]. Handel og Skibsfart kan formedelſt Krigen med Danmark ikke have været i ſaa god Gang, ſom i den dybeſte Fred, men den var dog ikke ganſke afbrudt, ikke engang med Danmark ſelv, idet mindſte for neutrale Skibe, hvilket Audun Islændings og Sneglu-Halles Hiſtorie viſer; med de øvrige nordeuropæiſke Lande, nemlig med England, maa Handelsforbindelſen ſikkert have været meget levende. Saaledes omtales hiin Thore Englandsfarer, der havde ligget i Sejlads til forſkjellige Lande, og bragt Kongen Koſtbarheder hjem[3]; da Sneglu-Halle, efter at have opholdt ſig en Stund i England, ſøgte at faa Plads ombord paa et af de Skibe, der ſkulde afſtaa til Norge — og dette nævnes ej ſom en Undtagelſe, men ſom noget ſædvanligt — havde allerede ſaa mange Tydſkere tinget ſig ind med mange Varer, at Halle ikke nogenſteds kunde komme an, og alene ved en Liſt ſkaffede ſig Optagelſe. Den forhen nævnte Islænding Odd Ufeigsſøns Ungdomshiſtorie viſer, hvorledes de driftige Handelsmænd i hine Tider bare ſig ad, for at arbejde ſig op fra lidet til en ſtor Formue. Hvad der her fortælles om Islændingen, maa ogſaa i det hele taget pasſe paa Forholdene i Norge. Odds Fader Ufeig, en Datter-Datterſøn af en mægtig Mand, der ligeledes hed Uſeig, og var en af dem, der vovede og formaaede at modſætte ſig Gudmund den mægtiges Anmasſelſer, gjorde kun lidet af ſin Søn, ſom derfor blev ked af Opholdet hjemme, og i ſit 13de Aar bad ham om Penge-Underſtøttelſe til at ſøge ſin Lykke blandt Fremmede. Men Faderen afſlog ham hans Bøn, hvorefter Odd tog et Fiſkebaad med Tilbehør og 12 Alen Vaadmaal, og begav ſig bort. Han ſlog ſig i Følge med nogle Vær-Mænd, der optoge ham i Fællig med ſig, og deels laante, deels lejede, deels ſolgte ham paa Kredit, hvad han behøvede. Med dem laa han i tre Aar ude paa Fiſkeværene, og var ſaa heldig, at han inden den Tid ej alene havde tilbagebetalt ſin Gjeld, men ogſaa erhvervet et godt Overſkud, for hvilket han kjøbte Part i en Færgeſkude. Med denne laa han en Tid paa Fragtfart mellem Midfjorden og Strandene paa Nordlandet, og vandt ſaa meget at han førſt udløſte ſine Medejere, og ſiden, da han blev ked af dette Liv, kunde kjøbe ſig Part i et Kjøbmandsſkib. Med dette drog han nu paa Handelsrejſer til andre Lande, var fremdeles baade driftig og heldig, og havde om en føje Tid bragt det dertil, at han ejede en Knarr og Størſtedelen af dens Ladning. Han fortſatte ſine Handelsrejſer og forøgede ſtedſe ſin Formue; han blev nu ſaa rig og anſeet, at Fyrſter og Høvdinger indbøde ham til ſig og viſte ham megen Ære. Saaledes var han ogſaa Harald Haardraades Gjeſt, og vilde ſandſynligviis have vedblevet at ſtaa i et venſkabeligt Forhold til ham, hvis kun ikke den uheldige Begivenhed med Henſyn til Finnehandelen var indtruffen, der nær havde koſtet Odd baade Liv og Ejendom. Men han ſlap, ſom vi have ſeet, heldigt derfra, og fortſatte fremdeles ſine Handelsforetagender, ſom han drev i ſtørre og ſtørre Maaleſtok. Tilſidſt havde han to Knarrer i Fart, og anſaaes for den rigeſte og heldigſte af den Tids Kjøbmænd paa Island. Da føjede han endelig ſine Venner i at ſlaa ſig til Ro og kjøbe ſig en Gaard, nemlig Mel i Midfjorden paa Nordlandet. Her indrettede han ſig med megen Pragt, og levede paa en ſtor Fod, hans Rigdom anſlog man til lige ſaa meget ſom tre af dem, der ellers regnedes for de rigeſte, ejede tilſammen; ja det hed endog ſiden, at der aldrig havde været nogen Mand paa Øen, der i Rigdom kunde maale ſig med ham. For ret at regnes blandt Landets Stormænd maatte han ogſaa have et Godord: det kjøbte han[4], og blev nu den ypperſte Mand der nordpaa. Hans Rigdom og hurtige Opkomſt vakte ham viſtnok Misundere og mægtige Fiender, der paaførte ham en farlig Proces; men hans Fader Ufeig, der hidtil havde holdt ſig aldeles fra ham, ſom en ganſke fremmed, kom ham til Hjelp med ſin Klogſkab, og han vedblev at være en mægtig og anſeet Mand ſaa længe han levede[5].

Danmark, England, Irland, Skotland, Frankrige og Tydſkland vare, ſom man maa antage, fornemmelig de Lande, hvortil vore Forfædre paa Harald Haardraades Tid gjorde Handelsrejſer, ligeſom danſke, engelſke og ſaxiſke eller tydſke Skibe hyppigt ſaaes i norſke Havne, fornemmelig de vikſke. Auſterveg eller de øſterſøiſke, iſær rusſiſke, Havne, bleve ligeledes hyppigt beſøgte, deels for Pelsverkhandelens Skyld, deels for Indkjøb af de koſtbare aſiatiſke Varer, ſom paa de ſtore Floder bragtes til Ruslands Markedspladſe, fornemmelig Novgorod, der nu mere og mere tiltog i kommerciel Betydenhed, medens de haarde Knæk, Jumne eller Jom havde lidt i de ſidſte Krige, og overhoved den næſten uophørlige Krigstilſtand, hvori Venderne befandt ſig ſaavel med Tydſkere ſom Nordboer, nødvendigviis maatte ſætte denne forhen ſaa vigtige Handelsſtad betydeligt tilbage, og inden føje Tid bringe den ned i Rækken af de øvrige, lidet merkelige, vendiſke Smaaſtæder[6]. Venderne derimod ſøgte at hevne ſig paa de Chriſtne og holde ſig ſkadesløſe ved at udruſte Sørøverſkibe, der, ſaa vel ſom Kurernes og Eſternes, foruroligede Øſterſøens Farvande, og iſær hjemſøgte Kyſterne af de danſke Øer[7]. Ogſaa Bjarmeland, eller Handelsmarkedet ved Dvina-Floden, blev endnu Tid efter anden beſøgt af Nordmændene, ſtundom paa fredelig, ſtundom paa krigerſk Viis[8]. Norges Handelsforbindelſe med Grønland er ovenfor omtalt, og det er vel ikke ſaa uſandſynligt at enkelte norſke Skibe ogſaa, enten tilfældigviis, eller med Plan, beſøgte Vinland[9].

Foruden Handelsrejſer og de enkelte Vikingetog, der endnu, ſkjønt yderſt ſjelden, foretoges enten til de irſke Farvande eller Bjarmeland, og de Rejſer, ſom unge æventyrlyſtne Krigere gjorde til Conſtantinopel for at tage Tjeneſte i den græſke Hær eller blandt Væringerne, blev efter Chriſtendommens Befæſtelſe ogſaa en anden Art af Rejſer meget ſædvanlig hos Nordboerne, ligeſom den længe havde været almindelig hos de tidligere til Chriſtendommen omvendte Nationer, nemlig Pilegrims-Rejſer til hellige Steder. Disſe Rejſer gjaldt, ſom man lettelig kan begribe, iſær Rom. Dog gjeſtedes ogſaa ſtundom det hellige Land[10], iſær, ſom man maa formode, af de Nordboer, der allerede havde naaet Conſtantinopel. Et Sted, der ogſaa hyppigt beſøgtes af Nordboer, ſom overhoved af Pilegrime fra hele den okcidentalſke Chriſtenhed, bar Apoſtelen St. Jakobs Grav i Galicien i det nordveſtlige Spanien, eller, ſom Stedet efter ham er kaldet, Santjago de Compoſtella[11]. Vi have allerede i det foregaaende ſeet flere Exempler paa ſlige Pilegrimsrejſer, ſaa vel fra Norge, ſom fra Island, og det endog ſtrax efter Chriſtendommens Indførelſe, f. Ex. Floſes og Kaares, Einar Thambarſkelves, Sighvat Skalds. Naar allerede ſaa mange af de fornemſte Mænd i Norden nævnes blandt Pilegrimenes Tal, kan man være forvisſet om, at deres Antal blandt de lavere Klasſer maa have været meget ſtort. Dette viſer ſig ogſaa idet mindſte for Danernes Vedkommende deraf, at allerede Kong Knut paa ſin Rejſe, ſom vi have ſeet, traf Foranſtaltninger til Sikkerhed og Fred for alle de af hans Underſaatter, der droge gjennem Alpepasſene til Italien, og at han oprettede Hoſpitier for dem[12]. Nøde nu end Nordmændene, efter Opløsningen af Forbindelſen mellem Danmark og Norge, ikke i Almindelighed godt af disſe Foranſtaltninger[13], ſaa undlode de dog viſt ikke derfor, lige fuldt at foretage hyppige Pilegrimsrejſer, iſærdeleshed da ſaadanne meget ofte paalagdes ſom Pønitens for gejſtlige Forſeelſer, og kun de Rigere vare iſtand til at kjøbe ſig Aflad derfra, medens derimod Rejſen netop foretoges af de Fattigſte. Paa den hele Rejſe ſkulde man desuden undvære alle Bekvemmeligheder, og vandre frem barfodet, i en ſimpel, om Ydmyghed vidnende Dragt; det var heller ikke nogen Skam at betle, naar man rejſte i et ſaa rosværdigt Øjemed, og iſær kunde man fordre Fode og Pleje i de Kloſtre og øvrige gejſtlige Stiftelſer, man kom forbi; ja paa de meeſt befarede Pilegrimsveje havde Kloſtrene endog, for at deres Rolighed ej ſkulde forſtyrres ved altfor hyppige Beſøg, oprettet Herbergeſteder eller Hoſpitier til ſyge eller afkræftede Pilegrimes Optagelſe og Pleje. Blandt de Kloſtre, hvis Hoſpitier ſaaledes fornemmelig ſynes at have været beſøgte af nordiſke Pilegrime, var det rige Abbedi paa Øen Reichenau (Augia dives) i Bodenſøen; et dette Kloſter tilhørende Nekrologium, eller Fortegnelſe over de Perſoner, hvis Dødsdag eller, ſom vore Forfædre kaldte det, Aartid, det højtideligholdt ved ſærſkilte Sjælemesſer, er os opbevaret, og indeholder henved 400 nordiſke Navne, af hvilke enkelte øjenſynligt viſe ſig at være danſke, men andre igjen lige ſaa beſtemt ikke-danſke, og enkelte udtrykkeligt henføres til Island[14]. Den ſydlige Beliggenhed af de Steder, der beſøgtes, gav Anledning til, at vore Forfædre, naar de talte om Pilegrimsrejſer, ſædvanligviis brugte Udtrykket „at gaa ſyd“ (ganga suðr), og Rejſen ſelv kaldtes suðrganga[15]. Til Rom tog man ſædvanligviis Vejen enten over Danmark, Saxland, Rhinegnene og de helvetiſke eller tyrolſke Alpepasſe, eller over Flandern, Frankrige, Burgund og Piemont; hiin kaldtes den øſtre, denne den veſtre Vej[16]. Den ſidſte fulgte man vel og tildeels, naar man ſkulde beſøge St. Jago i Galicien[17]. Uagtet nu Rejſer egentlig kun foretoges i et fromt Øjemed, ſlaar det dog ikke Fejl at mange, mere verdsligſindede Pilegrime benyttede Lejligheden til at knytte Handelsforbindelſer, og maaſkee underhaanden at indkjøbe Koſtbarheder fra Syden, ſom de ſiden bragte til Hjemmet, enten til eget Brug, eller til Salg. Under alle Omſtændigheder maa de have hjembragt en rig Skat af Erfaring og Erindringer om Sydens højere Kultur, der ikke kunde andet end bære Frugter i Norden. Paavirkningen af fremmede Landes Kultur tiltog, da St. Olafs Helligdom i Throndhjem blev berømt i Udlandet og hyppigt beſøgt af fremmede Pilegrime. Dette var allerede Tilfældet, da Mag. Adam ſkrev ſit Verk, kun faa Aar efter Haralds Død. „Ved St. Olafs Grav“ ſiger han, „udretter Herren lige til den Dag i Dag underbare Helbredelſer, ſaa at de der haabe at faa Hjelp af hans Fortjeneſter, ſtrømme derhen fra fjerne Egne. Man indretter Rejſen ſaaledes, at man enten fra Aalborg eller Betidſysſel i Danmark paa een Dag ſejler over til det norſke Landſkab Viken, og derfra ſtyrer til venſtre langs Norges Kyſter; faa kommer man paa den femte Dag til Throndhjem; eller man kan og tage en anden Vej til Lands fra Skaane af, men da den gaar langſomt gjennem Fjeldegne, og da den derhos er fuld af Farer, pleje de Rejſende ikke ſaa meget at vælge den“[18].

Virkningen af den tiltagende Forbindelſe med de ſydlige, mere forfinede, Nationer kunde dog endnu ikke i nogen betydelig Grad gjøre ſig gjeldende paa Haralds Tid; han overholdt desuden ſelv, uagtet han ſaa længe havde været udenlands, ſtrengt de gamle Skikke og Sædvaner. Det var førſt under hans Søn Olaf, at nogen merkelig og gjennemgribende Forandring indtraadte, ſom vi i det følgende ville ſee. Den ſamme gammeldags Simpelhed, ſom fandt Sted ved Hoffet, herſkede derfor viſtnok ogſaa rundt omkring i Landet hos de mægtige Godsbeſiddere; og de Træk, der ere os levnede af Livet paa deres. Gaarde, viſe os ſtedſe Billedet af Overflødighed og ſtorartet Gjeſtfrihed, men alt ſammen endnu paa Fædrenes ſimple Viis, uden nogen ſtørre Bekvemmeligheder eller Forfinelſe, enten i Skikke eller i de ydre Omgivelſer. Endnu havde man i Stuer og Haller den blotte Jord til Gulv, beſtrøet med Halm; endnu brandt Ildene langs Gulvet mellem begge Bænkerader, og Nogen ſøgte ſin Udvej gjennem de ſamme Aabninger, der vare beſtemte til at ſkaffe Lys, nemlig Ljoren øverſt i Toget og Gluggerne langs Brynaaſene. Pragt tilvejebragtes deels ved de Vaaben, hvormed Hallerne prydedes, deels ved de Udſkæringer, der vare anbragte paa Bjelkerne, deels ved de Tapeter, der ved feſtlige Lejligheder ophængtes ſaa vel ſom ved de Fade og Drikkekar, der anvendtes paa Bordene. Mjød og Øl var den ſædvanlige Drik, der fra det ſtørre Kar (Skapker eller Øſe-Karret) ved den ene Ende af Stuen, fyldtes i Drikkehorn og Bægere. Det eneſte, hvori man tidligt ſynes at have holdt Skridt med Udlandet, var Klædedragten, thi denne var blandt de højeſte Klasſer i Norge neppe forſkjellig fra den, der brugtes i England og Tydſkland. Paa ſmukke Klæder og Vaaben ſatte man ſærdeles Priis; men hvad man iſær ſøgte at indrette ſtadſeligt og hvor man ogſaa havde meeſt Anledning til at viſe Pragt, var Skibene med alt deres Tilbehør. Ogſaa i denne Henſeende kunde man med Lethed rette ſig efter Udlandets Skikke, dog ſynes Nordmændene ſelv her at have bragt det meget vidt; fornemmelig roſes meget de ſtribede haalogalandſke Sejl. Høvdingernes Gavmildhed var overordentlig, iſær mod deres bortdragende Gjeſter, og maa have gjort Gjeſtebudene langt bekoſteligere, end vi nu godt kunne foreſtille os. Et merkeligt Exempel paa den Gavmildhed, anſeede og højbyrdige Mænd fandt det pasſende at viſe, endog i Almindelighed, eller mod andre end deres Gjeſter, indeholdes i en Beretning om den fornemme islandſke Høvding Brand, Søn af Vermund Mjove og Broderſøn af Vigaſtyr, der var ſaa berømt for ſin Rundhaandethed, at han endog havde faaet Tilnavnet den ørve eller gavmilde[19]. Brand, der allerede nævnes blandt de Islændinger, ſom antoge Chriſtendommen ved Olaf Tryggvesſøns Hof tilligemed Kjartan Olafsſøn, kom paa ſin gamle Alder en Sommer til Nidaros, da Kongen juſt var i Byen. Denne, ſom havde hørt ſaa meget om hans Gavmildhed, fik Lyſt til at ſætte ham paa Prøve, og ſendte Thjodolf Skald til ham med den Hilſen, at Kongen gjerne vilde have hans Kappe. Thjodolf traf Brand ifærd med at maale op et Stykke Lærred; han havde for Bekvemmelighedens Skyld hængt ſin Skarlagenskappe ved Baandene over ſit Hoved, og holdt en guldbeſlagen Oxe under Armen. Da Thjodolf fremførte Kongens Hilſen, ſvarede Brand intet, og blev ved at maale, men lod alene ved et Oluf med Hovedet Kappen falde ned bag ſig. Thjodolf tog den og bragte den til Kongen, ſom forundrede ſig over hans Storſindethed, der ej engang havde tilladt ham at ytre et eneſte Ord; men han havde Lyſt til at prøve ham endmere, og ſendte Thjodolf paa ny afſted for at bede om hans Oxe. Thjodolf ſyntes det var en Skam, og undſlog ſig, men det hjalp ikke: han maatte gaa. Ved Anmodningen om Oxen rakte Brand den taus fra ſig, uden at mæle et Ord, og vedblev at maale. Kongen blev end mere forundret end for, men ſendte dog Thjodolf, ſaa meget denne end bad for ſig, tredie Gang afſted, for at forlange Kjortelen, Brand havde paa ſig. Da Brand fik denne Anmodning, tog han ſtrax Kjortelen af, og maatte ſaaledes afbryde ſin Sysſel; men han ſagde fremdeles ikke et Ord; kun ſprettede han det ene Erme af, førend han kaſtede Kjortelen til Thjodolf. Da Kongen fik den, og ſaa at det ene Erme manglede, beundrede han Brand fordi han var lige ſaa forſtandig, ſom gavmild; det var tydeligt, ſagde han, at Brand ned at ſprette det ene Erme af vilde give at forſtaa, at Kongen alene havde en Haand til at modtage, men ingen til at give. Derpaa lod han ſende Bud efter ham, viſte ham megen Hæder og gav ham ſtore Foræringer[20]. Den overordentlige, men dog forſtandige Gavmildhed, ſom den islandſke Høvding her viſte, havde ſikkert Sideſtykker i mange gjeve norſke Høvdingers Færd. Om en ſaadan gjev norſk Høvdings og Lendermands Gjeſtfrihed, Taknemlighed, Gavmildhed og Pragtlyſt indeholdes der et merkeligt Vidnesbyrd i en anden liden Fortælling, der i Harald Haardraades Saga er opbevaret os[21], og ſom ganſke bærer Sandhedens Præg. En rig islandſk Handelsmand, Thorvard Kraakeneb, kom en Sommer med ſit Skib til Nidaros, gik op til Kongen, og tilbød ham ſom Gave et Sejl, han havde ombord paa Skibet; men Kongen var i ſlet Lune, og vilde ikke engang ſee Sejlet, end ſige modtage det, foregivende, at et, han tidligere havde faaet af en Islænding, var ſaa daarligt at det gik itu under Sejladſen, ſaa at han nær var kommen til Skade. Da ſpurgte Thorvard Kongens Svoger Lendermanden Eyſtein Otte, om han vilde modtage Sejlet, og bad ham komme ombord og tage det i Øjeſyn. Eyſtein fulgte med, erklærede at han aldrig havde ſeet bedre Sejl, takkede ham for Gaven, og bad ham beſøge ham hjemme paa Giſke til Vintren og ſee hvorledes han der havde det. Thorvald kom imidlertid ikke, hvad enten han nu undſaa ſig, eller ej havde Tid; da Vaaren kom, gjorde han ſit Skib rejſefærdigt, og ſejlede ſydefter, langs Kyſten. Men da han kom til Solſkel paa Nordmøre[22], fik han ugunſtig Vind, ſaa at han maatte lægge bi i flere Dage. En Dag kom en ſmuk fuldt bemandet Skude roende hen til dem; en Mand i rød Skarlagens Kjortel, der ſad ved Roret, ſpurgte om Thorvard Kraakeneb var ombord; Manden var Eyſtein Orre, der nu ſelv var dragen afſted for at opſøge Thorvard, om hvis Afrejſe han rimeligviis havde faaet Nys. Han bebrejdede Thorvard, at han ikke var kommen til ham om Vintren, og lod ham nu ikke ſlippe, førend han fulgte med i Skuden tilligemed ſaa mange af hans Folk, ſom han ſelv vilde. Da de kom til Giſke, fandt de et prægtigt Gjeſtebud beredt i den ſtore og herlige Gaard. Man ſad længe om Aftenen og drak. Næſte Morgen tidligt vilde Thorvard afſted, men Eyſtein ſagde at det endnu ikke tegnede ſig til Bør, og vilde ikke høre om nogen Bortrejſe den Dag: man ſkulde kun overlade ham at pasſe paa Vejret. Thorvard maatte blive, og Dagen tilbragtes i Lyſtighed. Ud paa Dagen lod Eyſtein bringe frem en ny guldbeſat Skarlagenskjortel og bad Thorvard modtage den, ikke ſom Belønning for Sejlet, men ſom Vennegave, fordi han paa Eyſteins Bøn havde forladt ſit Skib, ſkjønt han laa paa Rejſen. Den følgende Dag var der heller ingen Bør, og Thorvard maatte blive: Gjeſtebudet vedblev, og det gik endnu mægtigere til end før. Nei kom Eyſtein frem med en Gave, der, ſom han ſagde, ſkulde være til Gjengjeld for Sejlet: det var en ypperlig Skarlagens Kappe med det koſtbareſte graa Pelsverk: denne Kappe, meente han, overgik lige ſaa meget alle andre Kapper, ſom Sejlet var bedre end alle andre Sejl. Morgenen efter kom Eyſtein ſelv og vækkede Thorvard, for at underrette ham om Vinden nu var god, og at han derfor ikke længer vilde opholde ham. Da man havde ſpiiſt og drukket, og Thorvard vilde tage Afſked, ſagde Eyſtein, at da Thorvards herlige Gave ikke, ſom han fra førſt af havde beſtemt, tilfaldt en Konge, men derimod kun en Mand uden fyrſtelig Rang, vilde han, for nogenledes at holde ham ſkadesløs for dette fejlſlagne Haab, ſkjenke ham endnu en Gave, det var en Armring, ſom Thorvard modtog med Tak for al hans Gavmildhed. Sidenefter om Sommeren, da Eyſtein ſejlede ifølge med Kongen, blev denne opmerkſom paa hans ſmukke Sejl, og ſpurgte ham, hvor han havde faaet det fra. Eyſtein ſagde da at det var det Sejl, han havde afſlaaet at modtage af Thorvard. „Der har jeg rigtignok ſlaaet Vrag paa et herligt Stykke“, ſagde Kongen. Eyſtein tilbød ham ſtrax at bytte Sejl med ham, hvilket Kongen ogſaa modtog, men det var dog neppe ſtort nok for Kongens ſvære Skib, naar det kom an paa at ſejle hurtigt[23]. Eyſtein Orre ſiges viſtnok at have været den ypperſte af alle Lendermænd i Norge paa den Tid, og det tør ſaaledes nok hænde, at han ogſaa i Gjeſtfrihed og Gavmildhed overgik ſine Standsbrødre; imidlertid kunne vi dog af hans Ferd mod Thorvard danne os en tydelig Foreſtilling om den Udſtrækning, hvori de norſke Stormænd anſaa det pasſende at opfylde Gjeſtfrihedens og Taknemlighedens Pligter. Paa deres Gaarde vrimlede der, ſom det ſynes, ſtedſe af Folk, deels Gjeſter, ſom for en kort Tid vare i Beſøg, deels Venner og Paarørende, ſom endnu ikke ſelv havde noget eget Tilhold, og endelig en ſtor Sværm af Tyende. De fleſte af disſe vare vel paa denne Tid endnu deels Trælle, deels Frigivne, men man maa dog antage, at Trællevæſenet nu var i hurtigt Aftagende, ſaa vel formedelſt Chriſtendommens Aand overhoved, ſom formedelſt den i Chriſtenretten udtrykkeligt givne Beſtemmelſe om den aarlige Frigivelſe af et viſt Antal Trælle[24]. I Norge, ſom andenſteds paa de Tider, udførtes ogſaa flere Tjenerſysler af Herrens egne, eller hans Venners yngre Frænder, for at disſe derved kunde oplæres i Høviſkhed og finere Omgangstone; ſtundom vel ogſaa fordi de ellers ikke paa anden Maade kunde ſkaffe ſig Livsophold. Saaledes ſee vi, at Einar Thambarſkelves Skoſvend eller Kammertjener var en ung Mand, der var noget beſlægtet med ham[25]. Den mægtige og af Kongen ſaa højt yndede Ulf Stallare havde i ſit Huus to af ſine Syſterſønner, Uſpak og Uſviver, ganſke unge Drenge, der gjorde Tjeneſte ſom hans „Hunde-Svende“, eller Vogtere af hans Jagthunde, hvilke han ej alene holdt hjemme paa ſin Gaard, men ogſaa førte med paa ſine Rejſer, og med hvis Paapasning han var ſaa nøjeregnende, at engang, da de paa en Sørejſe, han foretog med Kongen, vare ſlupne bort, maatte Drengene opſøge dem, og med ſtor Anſtrengelſe, ja endog med Livsfare paa en aaben Baad bringe dem tilbage til Skibet, ſom imidlertid med den øvrige Flaade var kommet et langt Stykke videre. Maaſkee at disſe Drenge ikkun havde, hvad man kalder Naadſensbrød hos deres mægtige Morbroder, men det er mere ſandſynligt, at denne deres Stilling, ſom overhoved alle ſlige Ynglingers Opvartningstjeneſte i fornemme Huſe, betragtedes ſom det førſte Skridt til fremtidig Hæder og Anſeelſe[26].

  1. Se iſær Morkinſkinna, fol. 9.
  2. Se ovenfor S. 220, jvfr. Harald Haardraades S. C. 54, Snorre C. 36.
  3. Se ovenfor S. 258.
  4. At Godordene kunde kjøbes, er ovenfor viiſt.
  5. Bandamanna-Saga. Den Beretning, ſom denne meddeler om den Odd Ufeigsſøn paaførte Proces, er i højeſte Maade underholdende, og bærer derhos ganſke Sandhedens Præg. Sagaen har ſit Navn deraf, at 8 Høvdinger havde forbundet ſig om at ødelægge Odd ved denne Proces; de kaldtes derfor „Bandamenn“ eller Forbundne. De vare Hermund Illugesſøn fra Gilsbakke (Søn af Illuge den ſvarte), Gelle Therkelsſøn fra Breidefjorden, Egil fra Borg, Søn af Skule Thorſteinsſøn, Jærnſkegge fra Eyjafjorden, Søn af Einar fra Tveraa, Skegg-Brodde fra Øſtfjordene, Søn af Bjarne Brodd-Helgesſøn, og tre andre, tilſammen Repræſentanter for de ypperſte Ætter paa Island, og viſtnok alle betragtende Odd med misundelige Øjne ſom en Parvenu.
  6. Vel omtaler Mag. Adam endnu Jumne ſom meget anſeet (II. 19, jvfr. ovenfor I, 2. S. 75,) men det er at formode, at han, ſom dog ikke ſelv havde været der, har ſkildret Forholdene ſom de vare noget tidligere. Thi man finder paa den Kant ingen arabiſke Mynter yngre end 1050, og viſt er det at Jumne heller ikke omtales ſom Handelsſtad efter 1100. Helmold, der ſkrev ved 1180, udſkrev igjen tildeels Mag. Adam.
  7. Naar det i Ljosvetningaſaga Cap. 29, fortælles om Hall Utryggsſøn og Vikværingen Baard, at de paa en Rejſe til Auſterveg bleve overfaldne af Vikinger, hvis Angreb dog Skibsfolkene, opmuntrede af Hall, ſloge tilbage, da er det enten vendiſke, kuriſke eller eſtiſke Sørøvere, ſom her menes.
  8. Harald Haardraades Sønneſøn Haakon hjemſøgte Bjarmerne og kæmpede med dem henved 1090, ſom det nedenfor ſkal omtales.
  9. Se ovf. I. 2. S. 462.
  10. Saaledes f. Ex. af Thore Hund, og tidligere af Thorvald Kodraansſøn.
  11. See herom iſær Werlauffs indholdsrige Afhandling „om de gamle Nordboers Bekjendtſkab ved den pyrenæiſke Halvø“, i Annaler for Nordiſk Oldkyndighed og Hiſtorie, 1836. S. 18—62. Galicien kaldtes af vore Forfædre efter St. Jago Jakobsland og Hyppigheden af Reiſerne derhen, idetmindſte fra Danmark, ſees deraf at de Muslingſkaller, hvoraf Pilegrimene betjente ſig til at drikke og ſom de havde befæſtede paa deres brede Kraver, i den danſke heraldiſke Terminologi kaldes „Ibſkaller“ d. e. Jakobs-Skaller. Om den danſke Høvding, der efter et Krigstog til Galicien (maaſkee i Følge med Robert den Friſer, ſenere Greve i Flandern) kaldtes Galize-Ulf, er forhen talt.
  12. Det vil vel her kun ſige, at han til de allerede beſtaaende Hoſpitier (ſe nedenfor) legerede Pengeſummer for at de ſærſkilt ſkulde ſørge for danſke Pilegrime.
  13. Der gjordes dog vel i Udlandet ikke ſynderlig Forſkjel mellem dem, der hørte til den ſaakaldte „danſke Tunge“. Audun Islænding var, ſom vi have ſeet, i Følge med Pilegrime fra Danmark, men han ſtod rigtignok under Kong Soens ſærſkilte Beſkyttelſe.
  14. Se Antiqvariſk Tidsſkrift for 1849, S. 69, flgg. Jvfr. Mones Anzeiger. IV. 97—99. Ifølge denne ſkulle Optegnelſerne ikke naa længer end til Begyndelſen af det 11te Aarhundrede, hvilket rigtignok for de norſke Navnes Vedkommende ſynes noget problematiſk, deels fordi det ej er rimeligt at allerede da ſaa mange chriſtne Nordboer, iſær fra Island, ſkulde have beſøgt Stedet, deels fordi den tydeligt iøjnefaldende Forſkjel mellem norſke og danſke Navnformer, ſom „ascethle“ (Ásketill) og „eskel“ (Áskell) vidner om et yngre Sprogſtadium.
  15. Benævnelſen „pálmarar“ ſynes udelukkende at være anvendte om dem, der beſøgte Palæſtina, ſe Fornm. Sögur III. 162. VII. 199. IX. 417.
  16. Se Njaals Saga Cap. 159, 160, jvfr. ovenfor I. 2. S 439. I Werlauffs Symbolæ beſkrives nøjagtigt den øſtlige Vej.
  17. En gammel Sø-Route fra Ribe ſaavel til Compoſtella, ſom videre gjennem „Narveſe“ (nearwesæ, Njørvaſnnd) til Palæſtina er meddeelt i Schol. 96 til Mag. Adam IV. 1.
  18. Mag. Adam IV. 32.
  19. Om Vermund og Brand, ſe ovenfor I. 2. S. 172. 337.
  20. Harald Haardraades Saga Cap. 96. Morkinſkinna, fol. 11. b.
  21. Harald Haardraades Saga Cap. 100.
  22. Saaledes Sagaen. Det ſkulde ellers ſynes, ſom om Solſkel paa Nordmøre, i 12 norſke Miles lige Afſtand fra Giſke, de Krumninger, Søvejen mellem Sundene gjør nødvendige, ikke medregnede, laa for langt borte til at Eyſtein ſkulde have opſøgt Thorvard der, og at Stedet derfor er urigtigt nævnt i Stedet for et andet nærmere.
  23. Harald Haardraades Saga Cap. 100. Morkinſkinna, fol. 12. a.
  24. Se ovenfor I. 2. S. 635.
  25. Fortællingen om Halldor Snorresſøn i Fornm. Sögur III. 152 flgg. Vel er Fortællingen (ſe ovenfor S. 264) mindre paalidelig, men dens Skildring af Forholdene kan dog lige fuldt være rigtig.
  26. Ljosvetningaſaga, Cap. 29. Det er ovenfor (I. 2. S. 450) viiſt, at Ulfs Fader Uſpak tilligemed hans Brødre vare forviſte fra Island paa Grund af Kjartan Olafsſøns Drab. Det er derfor nok muligt, at de øvrige Medlemmer af Familien, paa Ulf nær, befandt ſig i trange Kaar.