Det norske Folks Historie/3/32

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 366-376).

Uagtet Haralds bestandige Krige synes dog Folkets Kaar under hans Regjeringstid i det hele taget at have været gode, og den Misfornøjelse, som herskede, havde mere sin Grund i hans Strenghed og idelige Forsøg paa at udvide sine Rettigheder, end i noget økonomisk Tryk for øvrigt. Den Ulempe, Krigen bragte, bestod meest deri, at Folket ulejligedes med idelige Ledings-Opbud thi Landet selv herjedes ikke, naar maaskee undtages de aller sydligste Strøg i Nærheden af Halland; derimod gjorde de norske Krigere som oftest et godt Bytte i Danmark ved de aarlige Plyndringstog, og følgende den, ogsaa af senere Hærførere anvendte, mere kloge end humane Regel, at Krigen selv maa underholde Krigen, indskærpede Harald sine Mænd ikke een, men mange Gange, at de ved at erhverve saa meget Bytte som muligt maatte see til at holde sig skadesløse for den Bekostning og Ulejlighed, som Krigstjenesten paadrog dem: en Opmuntring, de heller ikke undlode at tage til Følge^[1]. Af det store nordeuropæiske Uaar 1056, der endog rammede Sverige og Island, synes Norge ikke synderlig at have været berørt: det omtales ikke for Norges Vedkommende i Sagaerne, medens vi derimod have seet at Kong Harald sendte Korn til Island; det tilføjes endog, at han for at skaffe Islændingerne end større Lettelse, tillod dem at sende deres Fattigfolk over til Norge: altsammen Tegn paa, at der her ikke herskede nogen Mangel^[2]. Handel og Skibsfart kan formedelst Krigen med Danmark ikke have været i saa god Gang, som i den dybeste Fred, men den var dog ikke ganske afbrudt, ikke engang med Danmark selv, idet mindste for neutrale Skibe, hvilket Audun Islændings og Sneglu-Halles Historie viser; med de øvrige nordeuropæiske Lande, nemlig med England, maa Handelsforbindelsen sikkert have været meget levende. Saaledes omtales hiin Thore Englandsfarer, der havde ligget i Sejlads til forskjellige Lande, og bragt Kongen Kostbarheder hjem^[3]; da Sneglu-Halle, efter at have opholdt sig en Stund i England, søgte at faa Plads ombord paa et af de Skibe, der skulde afstaa til Norge — og dette nævnes ej som en Undtagelse, men som noget sædvanligt — havde allerede saa mange Tydskere tinget sig ind med mange Varer, at Halle ikke nogensteds kunde komme an, og alene ved en List skaffede sig Optagelse. Den forhen nævnte Islænding Odd Ufeigssøns Ungdomshistorie viser, hvorledes de driftige Handelsmænd i hine Tider bare sig ad, for at arbejde sig op fra lidet til en stor Formue. Hvad der her fortælles om Islændingen, maa ogsaa i det hele taget passe paa Forholdene i Norge. Odds Fader Ufeig, en Datter-Dattersøn af en mægtig Mand, der ligeledes hed Useig, og var en af dem, der vovede og formaaede at modsætte sig Gudmund den mægtiges Anmasselser, gjorde kun lidet af sin Søn, som derfor blev ked af Opholdet hjemme, og i sit 13de Aar bad ham om Penge-Understøttelse til at søge sin Lykke blandt Fremmede. Men Faderen afslog ham hans Bøn, hvorefter Odd tog et Fiskebaad med Tilbehør og 12 Alen Vaadmaal, og begav sig bort. Han slog sig i Følge med nogle Vær-Mænd, der optoge ham i Fællig med sig, og deels laante, deels lejede, deels solgte ham paa Kredit, hvad han behøvede. Med dem laa han i tre Aar ude paa Fiskeværene, og var saa heldig, at han inden den Tid ej alene havde tilbagebetalt sin Gjeld, men ogsaa erhvervet et godt Overskud, for hvilket han kjøbte Part i en Færgeskude. Med denne laa han en Tid paa Fragtfart mellem Midfjorden og Strandene paa Nordlandet, og vandt saa meget at han først udløste sine Medejere, og siden, da han blev ked af dette Liv, kunde kjøbe sig Part i et Kjøbmandsskib. Med dette drog han nu paa Handelsrejser til andre Lande, var fremdeles baade driftig og heldig, og havde om en føje Tid bragt det dertil, at han ejede en Knarr og Størstedelen af dens Ladning. Han fortsatte sine Handelsrejser og forøgede stedse sin Formue; han blev nu saa rig og anseet, at Fyrster og Høvdinger indbøde ham til sig og viste ham megen Ære. Saaledes var han ogsaa Harald Haardraades Gjest, og vilde sandsynligviis have vedblevet at staa i et venskabeligt Forhold til ham, hvis kun ikke den uheldige Begivenhed med Hensyn til Finnehandelen var indtruffen, der nær havde kostet Odd baade Liv og Ejendom. Men han slap, som vi have seet, heldigt derfra, og fortsatte fremdeles sine Handelsforetagender, som han drev i større og større Maalestok. Tilsidst havde han to Knarrer i Fart, og ansaaes for den rigeste og heldigste af den Tids Kjøbmænd paa Island. Da føjede han endelig sine Venner i at slaa sig til Ro og kjøbe sig en Gaard, nemlig Mel i Midfjorden paa Nordlandet. Her indrettede han sig med megen Pragt, og levede paa en stor Fod, hans Rigdom anslog man til lige saa meget som tre af dem, der ellers regnedes for de rigeste, ejede tilsammen; ja det hed endog siden, at der aldrig havde været nogen Mand paa Øen, der i Rigdom kunde maale sig med ham. For ret at regnes blandt Landets Stormænd maatte han ogsaa have et Godord: det kjøbte han^[4], og blev nu den ypperste Mand der nordpaa. Hans Rigdom og hurtige Opkomst vakte ham vistnok Misundere og mægtige Fiender, der paaførte ham en farlig Proces; men hans Fader Ufeig, der hidtil havde holdt sig aldeles fra ham, som en ganske fremmed, kom ham til Hjelp med sin Klogskab, og han vedblev at være en mægtig og anseet Mand saa længe han levede^[5].

Danmark, England, Irland, Skotland, Frankrige og Tydskland vare, som man maa antage, fornemmelig de Lande, hvortil vore Forfædre paa Harald Haardraades Tid gjorde Handelsrejser, ligesom danske, engelske og saxiske eller tydske Skibe hyppigt saaes i norske Havne, fornemmelig de vikske. Austerveg eller de østersøiske, især russiske, Havne, bleve ligeledes hyppigt besøgte, deels for Pelsverkhandelens Skyld, deels for Indkjøb af de kostbare asiatiske Varer, som paa de store Floder bragtes til Ruslands Markedspladse, fornemmelig Novgorod, der nu mere og mere tiltog i kommerciel Betydenhed, medens de haarde Knæk, Jumne eller Jom havde lidt i de sidste Krige, og overhoved den næsten uophørlige Krigstilstand, hvori Venderne befandt sig saavel med Tydskere som Nordboer, nødvendigviis maatte sætte denne forhen saa vigtige Handelsstad betydeligt tilbage, og inden føje Tid bringe den ned i Rækken af de øvrige, lidet merkelige, vendiske Smaastæder^[6]. Venderne derimod søgte at hevne sig paa de Christne og holde sig skadesløse ved at udruste Sørøverskibe, der, saa vel som Kurernes og Esternes, foruroligede Østersøens Farvande, og især hjemsøgte Kysterne af de danske Øer^[7]. Ogsaa Bjarmeland, eller Handelsmarkedet ved Dvina-Floden, blev endnu Tid efter anden besøgt af Nordmændene, stundom paa fredelig, stundom paa krigersk Viis^[8]. Norges Handelsforbindelse med Grønland er ovenfor omtalt, og det er vel ikke saa usandsynligt at enkelte norske Skibe ogsaa, enten tilfældigviis, eller med Plan, besøgte Vinland^[9].

Foruden Handelsrejser og de enkelte Vikingetog, der endnu, skjønt yderst sjelden, foretoges enten til de irske Farvande eller Bjarmeland, og de Rejser, som unge æventyrlystne Krigere gjorde til Constantinopel for at tage Tjeneste i den græske Hær eller blandt Væringerne, blev efter Christendommens Befæstelse ogsaa en anden Art af Rejser meget sædvanlig hos Nordboerne, ligesom den længe havde været almindelig hos de tidligere til Christendommen omvendte Nationer, nemlig Pilegrims-Rejser til hellige Steder. Disse Rejser gjaldt, som man lettelig kan begribe, især Rom. Dog gjestedes ogsaa stundom det hellige Land^[10], især, som man maa formode, af de Nordboer, der allerede havde naaet Constantinopel. Et Sted, der ogsaa hyppigt besøgtes af Nordboer, som overhoved af Pilegrime fra hele den okcidentalske Christenhed, bar Apostelen St. Jakobs Grav i Galicien i det nordvestlige Spanien, eller, som Stedet efter ham er kaldet, Santjago de Compostella^[11]. Vi have allerede i det foregaaende seet flere Exempler paa slige Pilegrimsrejser, saa vel fra Norge, som fra Island, og det endog strax efter Christendommens Indførelse, f. Ex. Floses og Kaares, Einar Thambarskelves, Sighvat Skalds. Naar allerede saa mange af de fornemste Mænd i Norden nævnes blandt Pilegrimenes Tal, kan man være forvisset om, at deres Antal blandt de lavere Klasser maa have været meget stort. Dette viser sig ogsaa idet mindste for Danernes Vedkommende deraf, at allerede Kong Knut paa sin Rejse, som vi have seet, traf Foranstaltninger til Sikkerhed og Fred for alle de af hans Undersaatter, der droge gjennem Alpepassene til Italien, og at han oprettede Hospitier for dem^[12]. Nøde nu end Nordmændene, efter Opløsningen af Forbindelsen mellem Danmark og Norge, ikke i Almindelighed godt af disse Foranstaltninger^[13], saa undlode de dog vist ikke derfor, lige fuldt at foretage hyppige Pilegrimsrejser, isærdeleshed da saadanne meget ofte paalagdes som Pønitens for gejstlige Forseelser, og kun de Rigere vare istand til at kjøbe sig Aflad derfra, medens derimod Rejsen netop foretoges af de Fattigste. Paa den hele Rejse skulde man desuden undvære alle Bekvemmeligheder, og vandre frem barfodet, i en simpel, om Ydmyghed vidnende Dragt; det var heller ikke nogen Skam at betle, naar man rejste i et saa rosværdigt Øjemed, og især kunde man fordre Fode og Pleje i de Klostre og øvrige gejstlige Stiftelser, man kom forbi; ja paa de meest befarede Pilegrimsveje havde Klostrene endog, for at deres Rolighed ej skulde forstyrres ved altfor hyppige Besøg, oprettet Herbergesteder eller Hospitier til syge eller afkræftede Pilegrimes Optagelse og Pleje. Blandt de Klostre, hvis Hospitier saaledes fornemmelig synes at have været besøgte af nordiske Pilegrime, var det rige Abbedi paa Øen Reichenau (Augia dives) i Bodensøen; et dette Kloster tilhørende Nekrologium, eller Fortegnelse over de Personer, hvis Dødsdag eller, som vore Forfædre kaldte det, Aartid, det højtideligholdt ved særskilte Sjælemesser, er os opbevaret, og indeholder henved 400 nordiske Navne, af hvilke enkelte øjensynligt vise sig at være danske, men andre igjen lige saa bestemt ikke-danske, og enkelte udtrykkeligt henføres til Island^[14]. Den sydlige Beliggenhed af de Steder, der besøgtes, gav Anledning til, at vore Forfædre, naar de talte om Pilegrimsrejser, sædvanligviis brugte Udtrykket „at gaa syd“ (ganga suðr), og Rejsen selv kaldtes suðrganga^[15]. Til Rom tog man sædvanligviis Vejen enten over Danmark, Saxland, Rhinegnene og de helvetiske eller tyrolske Alpepasse, eller over Flandern, Frankrige, Burgund og Piemont; hiin kaldtes den østre, denne den vestre Vej^[16]. Den sidste fulgte man vel og tildeels, naar man skulde besøge St. Jago i Galicien^[17]. Uagtet nu Rejser egentlig kun foretoges i et fromt Øjemed, slaar det dog ikke Fejl at mange, mere verdsligsindede Pilegrime benyttede Lejligheden til at knytte Handelsforbindelser, og maaskee underhaanden at indkjøbe Kostbarheder fra Syden, som de siden bragte til Hjemmet, enten til eget Brug, eller til Salg. Under alle Omstændigheder maa de have hjembragt en rig Skat af Erfaring og Erindringer om Sydens højere Kultur, der ikke kunde andet end bære Frugter i Norden. Paavirkningen af fremmede Landes Kultur tiltog, da St. Olafs Helligdom i Throndhjem blev berømt i Udlandet og hyppigt besøgt af fremmede Pilegrime. Dette var allerede Tilfældet, da Mag. Adam skrev sit Verk, kun faa Aar efter Haralds Død. „Ved St. Olafs Grav“ siger han, „udretter Herren lige til den Dag i Dag underbare Helbredelser, saa at de der haabe at faa Hjelp af hans Fortjenester, strømme derhen fra fjerne Egne. Man indretter Rejsen saaledes, at man enten fra Aalborg eller Betidsyssel i Danmark paa een Dag sejler over til det norske Landskab Viken, og derfra styrer til venstre langs Norges Kyster; faa kommer man paa den femte Dag til Throndhjem; eller man kan og tage en anden Vej til Lands fra Skaane af, men da den gaar langsomt gjennem Fjeldegne, og da den derhos er fuld af Farer, pleje de Rejsende ikke saa meget at vælge den“^[18].

Virkningen af den tiltagende Forbindelse med de sydlige, mere forfinede, Nationer kunde dog endnu ikke i nogen betydelig Grad gjøre sig gjeldende paa Haralds Tid; han overholdt desuden selv, uagtet han saa længe havde været udenlands, strengt de gamle Skikke og Sædvaner. Det var først under hans Søn Olaf, at nogen merkelig og gjennemgribende Forandring indtraadte, som vi i det følgende ville see. Den samme gammeldags Simpelhed, som fandt Sted ved Hoffet, herskede derfor vistnok ogsaa rundt omkring i Landet hos de mægtige Godsbesiddere; og de Træk, der ere os levnede af Livet paa deres. Gaarde, vise os stedse Billedet af Overflødighed og storartet Gjestfrihed, men alt sammen endnu paa Fædrenes simple Viis, uden nogen større Bekvemmeligheder eller Forfinelse, enten i Skikke eller i de ydre Omgivelser. Endnu havde man i Stuer og Haller den blotte Jord til Gulv, bestrøet med Halm; endnu brandt Ildene langs Gulvet mellem begge Bænkerader, og Nogen søgte sin Udvej gjennem de samme Aabninger, der vare bestemte til at skaffe Lys, nemlig Ljoren øverst i Toget og Gluggerne langs Brynaasene. Pragt tilvejebragtes deels ved de Vaaben, hvormed Hallerne prydedes, deels ved de Udskæringer, der vare anbragte paa Bjelkerne, deels ved de Tapeter, der ved festlige Lejligheder ophængtes saa vel som ved de Fade og Drikkekar, der anvendtes paa Bordene. Mjød og Øl var den sædvanlige Drik, der fra det større Kar (Skapker eller Øse-Karret) ved den ene Ende af Stuen, fyldtes i Drikkehorn og Bægere. Det eneste, hvori man tidligt synes at have holdt Skridt med Udlandet, var Klædedragten, thi denne var blandt de højeste Klasser i Norge neppe forskjellig fra den, der brugtes i England og Tydskland. Paa smukke Klæder og Vaaben satte man særdeles Priis; men hvad man især søgte at indrette stadseligt og hvor man ogsaa havde meest Anledning til at vise Pragt, var Skibene med alt deres Tilbehør. Ogsaa i denne Henseende kunde man med Lethed rette sig efter Udlandets Skikke, dog synes Nordmændene selv her at have bragt det meget vidt; fornemmelig roses meget de stribede haalogalandske Sejl. Høvdingernes Gavmildhed var overordentlig, især mod deres bortdragende Gjester, og maa have gjort Gjestebudene langt bekosteligere, end vi nu godt kunne forestille os. Et merkeligt Exempel paa den Gavmildhed, anseede og højbyrdige Mænd fandt det passende at vise, endog i Almindelighed, eller mod andre end deres Gjester, indeholdes i en Beretning om den fornemme islandske Høvding Brand, Søn af Vermund Mjove og Brodersøn af Vigastyr, der var saa berømt for sin Rundhaandethed, at han endog havde faaet Tilnavnet den ørve eller gavmilde^[19]. Brand, der allerede nævnes blandt de Islændinger, som antoge Christendommen ved Olaf Tryggvessøns Hof tilligemed Kjartan Olafssøn, kom paa sin gamle Alder en Sommer til Nidaros, da Kongen just var i Byen. Denne, som havde hørt saa meget om hans Gavmildhed, fik Lyst til at sætte ham paa Prøve, og sendte Thjodolf Skald til ham med den Hilsen, at Kongen gjerne vilde have hans Kappe. Thjodolf traf Brand ifærd med at maale op et Stykke Lærred; han havde for Bekvemmelighedens Skyld hængt sin Skarlagenskappe ved Baandene over sit Hoved, og holdt en guldbeslagen Oxe under Armen. Da Thjodolf fremførte Kongens Hilsen, svarede Brand intet, og blev ved at maale, men lod alene ved et Oluf med Hovedet Kappen falde ned bag sig. Thjodolf tog den og bragte den til Kongen, som forundrede sig over hans Storsindethed, der ej engang havde tilladt ham at ytre et eneste Ord; men han havde Lyst til at prøve ham endmere, og sendte Thjodolf paa ny afsted for at bede om hans Oxe. Thjodolf syntes det var en Skam, og undslog sig, men det hjalp ikke: han maatte gaa. Ved Anmodningen om Oxen rakte Brand den taus fra sig, uden at mæle et Ord, og vedblev at maale. Kongen blev end mere forundret end for, men sendte dog Thjodolf, saa meget denne end bad for sig, tredie Gang afsted, for at forlange Kjortelen, Brand havde paa sig. Da Brand fik denne Anmodning, tog han strax Kjortelen af, og maatte saaledes afbryde sin Syssel; men han sagde fremdeles ikke et Ord; kun sprettede han det ene Erme af, førend han kastede Kjortelen til Thjodolf. Da Kongen fik den, og saa at det ene Erme manglede, beundrede han Brand fordi han var lige saa forstandig, som gavmild; det var tydeligt, sagde han, at Brand ned at sprette det ene Erme af vilde give at forstaa, at Kongen alene havde en Haand til at modtage, men ingen til at give. Derpaa lod han sende Bud efter ham, viste ham megen Hæder og gav ham store Foræringer^[20]. Den overordentlige, men dog forstandige Gavmildhed, som den islandske Høvding her viste, havde sikkert Sidestykker i mange gjeve norske Høvdingers Færd. Om en saadan gjev norsk Høvdings og Lendermands Gjestfrihed, Taknemlighed, Gavmildhed og Pragtlyst indeholdes der et merkeligt Vidnesbyrd i en anden liden Fortælling, der i Harald Haardraades Saga er opbevaret os^[21], og som ganske bærer Sandhedens Præg. En rig islandsk Handelsmand, Thorvard Kraakeneb, kom en Sommer med sit Skib til Nidaros, gik op til Kongen, og tilbød ham som Gave et Sejl, han havde ombord paa Skibet; men Kongen var i slet Lune, og vilde ikke engang see Sejlet, end sige modtage det, foregivende, at et, han tidligere havde faaet af en Islænding, var saa daarligt at det gik itu under Sejladsen, saa at han nær var kommen til Skade. Da spurgte Thorvard Kongens Svoger Lendermanden Eystein Otte, om han vilde modtage Sejlet, og bad ham komme ombord og tage det i Øjesyn. Eystein fulgte med, erklærede at han aldrig havde seet bedre Sejl, takkede ham for Gaven, og bad ham besøge ham hjemme paa Giske til Vintren og see hvorledes han der havde det. Thorvald kom imidlertid ikke, hvad enten han nu undsaa sig, eller ej havde Tid; da Vaaren kom, gjorde han sit Skib rejsefærdigt, og sejlede sydefter, langs Kysten. Men da han kom til Solskel paa Nordmøre^[22], fik han ugunstig Vind, saa at han maatte lægge bi i flere Dage. En Dag kom en smuk fuldt bemandet Skude roende hen til dem; en Mand i rød Skarlagens Kjortel, der sad ved Roret, spurgte om Thorvard Kraakeneb var ombord; Manden var Eystein Orre, der nu selv var dragen afsted for at opsøge Thorvard, om hvis Afrejse han rimeligviis havde faaet Nys. Han bebrejdede Thorvard, at han ikke var kommen til ham om Vintren, og lod ham nu ikke slippe, førend han fulgte med i Skuden tilligemed saa mange af hans Folk, som han selv vilde. Da de kom til Giske, fandt de et prægtigt Gjestebud beredt i den store og herlige Gaard. Man sad længe om Aftenen og drak. Næste Morgen tidligt vilde Thorvard afsted, men Eystein sagde at det endnu ikke tegnede sig til Bør, og vilde ikke høre om nogen Bortrejse den Dag: man skulde kun overlade ham at passe paa Vejret. Thorvard maatte blive, og Dagen tilbragtes i Lystighed. Ud paa Dagen lod Eystein bringe frem en ny guldbesat Skarlagenskjortel og bad Thorvard modtage den, ikke som Belønning for Sejlet, men som Vennegave, fordi han paa Eysteins Bøn havde forladt sit Skib, skjønt han laa paa Rejsen. Den følgende Dag var der heller ingen Bør, og Thorvard maatte blive: Gjestebudet vedblev, og det gik endnu mægtigere til end før. Nei kom Eystein frem med en Gave, der, som han sagde, skulde være til Gjengjeld for Sejlet: det var en ypperlig Skarlagens Kappe med det kostbareste graa Pelsverk: denne Kappe, meente han, overgik lige saa meget alle andre Kapper, som Sejlet var bedre end alle andre Sejl. Morgenen efter kom Eystein selv og vækkede Thorvard, for at underrette ham om Vinden nu var god, og at han derfor ikke længer vilde opholde ham. Da man havde spiist og drukket, og Thorvard vilde tage Afsked, sagde Eystein, at da Thorvards herlige Gave ikke, som han fra først af havde bestemt, tilfaldt en Konge, men derimod kun en Mand uden fyrstelig Rang, vilde han, for nogenledes at holde ham skadesløs for dette fejlslagne Haab, skjenke ham endnu en Gave, det var en Armring, som Thorvard modtog med Tak for al hans Gavmildhed. Sidenefter om Sommeren, da Eystein sejlede ifølge med Kongen, blev denne opmerksom paa hans smukke Sejl, og spurgte ham, hvor han havde faaet det fra. Eystein sagde da at det var det Sejl, han havde afslaaet at modtage af Thorvard. „Der har jeg rigtignok slaaet Vrag paa et herligt Stykke“, sagde Kongen. Eystein tilbød ham strax at bytte Sejl med ham, hvilket Kongen ogsaa modtog, men det var dog neppe stort nok for Kongens svære Skib, naar det kom an paa at sejle hurtigt^[23]. Eystein Orre siges vistnok at have været den ypperste af alle Lendermænd i Norge paa den Tid, og det tør saaledes nok hænde, at han ogsaa i Gjestfrihed og Gavmildhed overgik sine Standsbrødre; imidlertid kunne vi dog af hans Ferd mod Thorvard danne os en tydelig Forestilling om den Udstrækning, hvori de norske Stormænd ansaa det passende at opfylde Gjestfrihedens og Taknemlighedens Pligter. Paa deres Gaarde vrimlede der, som det synes, stedse af Folk, deels Gjester, som for en kort Tid vare i Besøg, deels Venner og Paarørende, som endnu ikke selv havde noget eget Tilhold, og endelig en stor Sværm af Tyende. De fleste af disse vare vel paa denne Tid endnu deels Trælle, deels Frigivne, men man maa dog antage, at Trællevæsenet nu var i hurtigt Aftagende, saa vel formedelst Christendommens Aand overhoved, som formedelst den i Christenretten udtrykkeligt givne Bestemmelse om den aarlige Frigivelse af et vist Antal Trælle^[24]. I Norge, som andensteds paa de Tider, udførtes ogsaa flere Tjenersysler af Herrens egne, eller hans Venners yngre Frænder, for at disse derved kunde oplæres i Høviskhed og finere Omgangstone; stundom vel ogsaa fordi de ellers ikke paa anden Maade kunde skaffe sig Livsophold. Saaledes see vi, at Einar Thambarskelves Skosvend eller Kammertjener var en ung Mand, der var noget beslægtet med ham^[25]. Den mægtige og af Kongen saa højt yndede Ulf Stallare havde i sit Huus to af sine Systersønner, Uspak og Usviver, ganske unge Drenge, der gjorde Tjeneste som hans „Hunde-Svende“, eller Vogtere af hans Jagthunde, hvilke han ej alene holdt hjemme paa sin Gaard, men ogsaa førte med paa sine Rejser, og med hvis Paapasning han var saa nøjeregnende, at engang, da de paa en Sørejse, han foretog med Kongen, vare slupne bort, maatte Drengene opsøge dem, og med stor Anstrengelse, ja endog med Livsfare paa en aaben Baad bringe dem tilbage til Skibet, som imidlertid med den øvrige Flaade var kommet et langt Stykke videre. Maaskee at disse Drenge ikkun havde, hvad man kalder Naadsensbrød hos deres mægtige Morbroder, men det er mere sandsynligt, at denne deres Stilling, som overhoved alle slige Ynglingers Opvartningstjeneste i fornemme Huse, betragtedes som det første Skridt til fremtidig Hæder og Anseelse^[26].

1. Se især Morkinskinna, fol. 9.
2. Se ovenfor S. 220, jvfr. Harald Haardraades S. C. 54, Snorre C. 36.
3. Se ovenfor S. 258.
4. At Godordene kunde kjøbes, er ovenfor viist.
5. Bandamanna-Saga. Den Beretning, som denne meddeler om den Odd Ufeigssøn paaførte Proces, er i højeste Maade underholdende, og bærer derhos ganske Sandhedens Præg. Sagaen har sit Navn deraf, at 8 Høvdinger havde forbundet sig om at ødelægge Odd ved denne Proces; de kaldtes derfor „Bandamenn“ eller Forbundne. De vare Hermund Illugessøn fra Gilsbakke (Søn af Illuge den svarte), Gelle Therkelssøn fra Breidefjorden, Egil fra Borg, Søn af Skule Thorsteinssøn, Jærnskegge fra Eyjafjorden, Søn af Einar fra Tveraa, Skegg-Brodde fra Østfjordene, Søn af Bjarne Brodd-Helgessøn, og tre andre, tilsammen Repræsentanter for de ypperste Ætter paa Island, og vistnok alle betragtende Odd med misundelige Øjne som en Parvenu.
6. Vel omtaler Mag. Adam endnu Jumne som meget anseet (II. 19, jvfr. ovenfor I, 2. S. 75,) men det er at formode, at han, som dog ikke selv havde været der, har skildret Forholdene som de vare noget tidligere. Thi man finder paa den Kant ingen arabiske Mynter yngre end 1050, og vist er det at Jumne heller ikke omtales som Handelsstad efter 1100. Helmold, der skrev ved 1180, udskrev igjen tildeels Mag. Adam.
7. Naar det i Ljosvetningasaga Cap. 29, fortælles om Hall Utryggssøn og Vikværingen Baard, at de paa en Rejse til Austerveg bleve overfaldne af Vikinger, hvis Angreb dog Skibsfolkene, opmuntrede af Hall, sloge tilbage, da er det enten vendiske, kuriske eller estiske Sørøvere, som her menes.
8. Harald Haardraades Sønnesøn Haakon hjemsøgte Bjarmerne og kæmpede med dem henved 1090, som det nedenfor skal omtales.
9. Se ovf. I. 2. S. 462.
10. Saaledes f. Ex. af Thore Hund, og tidligere af Thorvald Kodraanssøn.
11. See herom især Werlauffs indholdsrige Afhandling „om de gamle Nordboers Bekjendtskab ved den pyrenæiske Halvø“, i Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1836. S. 18—62. Galicien kaldtes af vore Forfædre efter St. Jago Jakobsland og Hyppigheden af Reiserne derhen, idetmindste fra Danmark, sees deraf at de Muslingskaller, hvoraf Pilegrimene betjente sig til at drikke og som de havde befæstede paa deres brede Kraver, i den danske heraldiske Terminologi kaldes „Ibskaller“ d. e. Jakobs-Skaller. Om den danske Høvding, der efter et Krigstog til Galicien (maaskee i Følge med Robert den Friser, senere Greve i Flandern) kaldtes Galize-Ulf, er forhen talt.
12. Det vil vel her kun sige, at han til de allerede bestaaende Hospitier (se nedenfor) legerede Pengesummer for at de særskilt skulde sørge for danske Pilegrime.
13. Der gjordes dog vel i Udlandet ikke synderlig Forskjel mellem dem, der hørte til den saakaldte „danske Tunge“. Audun Islænding var, som vi have seet, i Følge med Pilegrime fra Danmark, men han stod rigtignok under Kong Soens særskilte Beskyttelse.
14. Se Antiqvarisk Tidsskrift for 1849, S. 69, flgg. Jvfr. Mones Anzeiger. IV. 97—99. Ifølge denne skulle Optegnelserne ikke naa længer end til Begyndelsen af det 11te Aarhundrede, hvilket rigtignok for de norske Navnes Vedkommende synes noget problematisk, deels fordi det ej er rimeligt at allerede da saa mange christne Nordboer, især fra Island, skulde have besøgt Stedet, deels fordi den tydeligt iøjnefaldende Forskjel mellem norske og danske Navnformer, som „ascethle“ (Ásketill) og „eskel“ (Áskell) vidner om et yngre Sprogstadium.
15. Benævnelsen „pálmarar“ synes udelukkende at være anvendte om dem, der besøgte Palæstina, se Fornm. Sögur III. 162. VII. 199. IX. 417.
16. Se Njaals Saga Cap. 159, 160, jvfr. ovenfor I. 2. S 439. I Werlauffs Symbolæ beskrives nøjagtigt den østlige Vej.
17. En gammel Sø-Route fra Ribe saavel til Compostella, som videre gjennem „Narvese“ (nearwesæ, Njørvasnnd) til Palæstina er meddeelt i Schol. 96 til Mag. Adam IV. 1.
18. Mag. Adam IV. 32.
19. Om Vermund og Brand, se ovenfor I. 2. S. 172. 337.
20. Harald Haardraades Saga Cap. 96. Morkinskinna, fol. 11. b.
21. Harald Haardraades Saga Cap. 100.
22. Saaledes Sagaen. Det skulde ellers synes, som om Solskel paa Nordmøre, i 12 norske Miles lige Afstand fra Giske, de Krumninger, Søvejen mellem Sundene gjør nødvendige, ikke medregnede, laa for langt borte til at Eystein skulde have opsøgt Thorvard der, og at Stedet derfor er urigtigt nævnt i Stedet for et andet nærmere.
23. Harald Haardraades Saga Cap. 100. Morkinskinna, fol. 12. a.
24. Se ovenfor I. 2. S. 635.
25. Fortællingen om Halldor Snorressøn i Fornm. Sögur III. 152 flgg. Vel er Fortællingen (se ovenfor S. 264) mindre paalidelig, men dens Skildring af Forholdene kan dog lige fuldt være rigtig.
26. Ljosvetningasaga, Cap. 29. Det er ovenfor (I. 2. S. 450) viist, at Ulfs Fader Uspak tilligemed hans Brødre vare forviste fra Island paa Grund af Kjartan Olafssøns Drab. Det er derfor nok muligt, at de øvrige Medlemmer af Familien, paa Ulf nær, befandt sig i trange Kaar.