Det norske Folks Historie/3/31

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Harald Haardraade faldt ved Stanford Bro, var han kun 51 Aar gammel, men havde dog naaet en Alder, ſom alene meget faa af Harald Haarfagres Efterkommere paa Norges Trone enten før eller ſiden bragte det til at opleve. Han var endnu ved ſin fulde Kraft og Rørighed, om end hans Haardførhed nu var mindre, end i tidligere Dage[1]. Om hans Udvortes have vi allerede ovenfor talt; han beſkrives i ſin modnere Alder fremdeles ſom ſmuk af Aaſyn og med en majeſtætiſk Holdning, hvortil vel hans uſædvanlige Højde for en ſtor Deel har bidraget. Han havde lyſt Haar og Skjeg, bar Hageſkjegget kort, men lange Knebelsbarter; paa ham, ligeſom paa Magnus den gode, ſkal det ene Øjenbryn have ſtaaet lidt højere end det andet; hans Hænder og Fødder vare ſtore, men vel proportionerede. Hans Tapperhed og Klogſkab nød fortjent Anerkjendelſe baade af Samtid og Eftertid. Han flyede aldrig, heder det i vore Sagaer, af noget Slag, men ofte ſøgte han ved Klogſkab at beſkytte ſig mod Overmagten, og alle de, ſom fulgte ham i Strid eller Hærferd, vare enige om, at naar han var ſtedt i ſtor Samme og i Haſt ſkulde frelſe ſig deraf, valgte altid han den Udvej, ſom ſiden viſte ſig at være den bedſte. Om hans Statsklogſkab og ſtore Regent-Dygtighed kan der kun have været een Stemme. Han arbejdede med Kraft og Indſigt i den Retning, hans Halvbroder St. Olaf allerede havde antydet, og trods Nederlaget i England efterlod han Norge ſom en ved indre Sammenhold og ydre Magt formaaende og anſeet Stat. Men hans Politik ſmagte dog altfor meget af den græſke Hof-Luft, hvori han havde tilbragt ſine bedſte Ungdoms-Aar; hans Strenghed udartede ofte til Haardhed og Uſkaanſomhed, og han lagde ikke ſjelden en ſmaalig Gridſkhed efter Gods og Eiendomme for Dagen: alt ſammen Fejl, der i høj Grad bidroge til at ſtille hans udmerkede Egenſkaber i Skyggen, og ſom iſær ſynes at have paadraget ham en haard Dom af Udlændinger, der kun kjendte ham gjennem Rygtet og ſaaledes, ſom han bedømtes af den ſtore Hob. Harald kunde, ſom vi af mange Beretninger ſee, være jevn i Omgang, elſkværdig, underholdende, ædelmodig og gavmild: hans Kjærlighed til Digterkunſten og egen ſtore Dygtighed deri viſer, at han ved Siden af den politiſke ogſaa havde en højere aandig Stræben, der, om han havde levet i vore Tider, vilde have ytret ſig om en levende Iver for Kunſt og Videnſkabelighed. Men han var tillige heftig og opfarende, lunefuld og foranderlig, og derfor ikke let at omgaaes; med andre Ord: han havde, ved Siden af ſine udmerkede Egenſkaber mange af hvad man plejer at kalde en Tyrans Særkjender. Sagaerne udhæve ſærſkilt hans Grumhed mod ſine Uvenner og den Haardhed, hvormed han refſede Enhver, der gjorde ham imod[2].

Det Ord, Harald havde paa ſig for Haardhed og Gruſomhed, har foraarſaget, at man i ſenere Tider ogſaa paa ham har tillempet hiint gamle Folkeſagn om en Konge, der paalagde en Mand, han hadede og forfulgte, flere farlige eller oprørende Syſler, f. Ex. at ſkyde et Æble eller en Nød af en Søns eller Broders Hoved, at foretage en halsbrækkende Skidløberfart m. m. Helten i det norſke Sagn heder Heming, ligeſom han i det danſke heder „Toke“, og hos Schweitzerne „der Tell“. Heming ſiges i den islandſke Fremſtilling af Sagnet at have været en Søn af en mægtig Bonde paa Torge i Helgeland, ved Navn Aaslak, der lod ham opdrage hemmeligt, hvilket vakte Kongens Brede, da det, ſom han ſagde, ſtred imod en af Kong Olaf given Lovbeſtemmelſe. Han tvang derfor, ſiges der, Aaslak til at ſkaffe Sønnen frem, og paalagde denne førſt at ſkyde en Nød af ſin Broders Hoved, ſiden at ſvømme omkap ſaa vel med en af hans Mænd ſom med ham ſelv; endelig at love paa Skid ned ad et højt Fjeld. Han ſlap heder det, godt fra alt ſammen, men vilde dog ikke være kommen med Livet fra Skidløberfarten, hvis ikke Islændingen Odd Ufeigsſøn hemmelig havde givet ham St. Stephans Belte, der frelſte dem, ſom bare det, fra Døden; da han ſvævede mellem Liv og Død, lovede han at dele ſit Gods i tre Dele, til St. Olaf, til St. Stephan og til veldædige Øjemed; hvorpaa St. Olaf i egen Perſon kom ham til Hjelp. Han rejſte derpaa til England, hvor han opholdt ſig ved Edward Confesſors Hof, og hvor han ogſaa fik den i Norge utlæg-lyſte Odd Ufeigsſøn til ſig. Siden, heder det, deeltog han i Stanfordſlaget, hvor han kunde have fældet Kong Harald, derſom han ej i ſin Nød havde lovet St. Olaf, aldrig ſelv at gjøre noget Forſøg mod Broderens Liv; men han betegnede ham ved et Pileſkud, ſaa at en anden ſiden kunde tage Sigte paa ham og ramme ham. Endnu kvædes der Viſer i Norge om „Kong Harald og Hemingen unge“, hvor der blandt andet tales om hans Fart ned ad „Snarafjeldet“ og hvorledes han ſkød en Valnød af ſin Broders Hoved; men der ſiges ingenſteds, at hiin Kong Harald var Harald Haardraade. Paa Færøerne derimod kvædes en Viſe om Hemingen, eller ſom han her kaldes, Gaute eller Geyte Aaslaksſøn, med Tilnavnet Heming, hvor Fortællingen i det hele taget ſtemmer mere med den islandſke Bearbejdelſe, og ligeſom denne betegner Harald Haardraade ſom den Kong Harald, der her optræder ſom Tyran[3].

Det Slægtſkabsforhold, hvori Harald ſtod til St. Olaf, og Eenheden af deres politiſke Stræben, fremkaldte mange Sammenligninger mellem dem, der, ſom det ſynes, og ſom rimeligt var, i det hele taget faldt ud til Haralds Misfordeel. Imidlertid have vore Sagaer opbevaret os et Udſagn af Halldor, Søn af St. Olafs gamle Ven Brynjulf Ulvalde paa Vetteland[4], og en formedelſt ſin Magt og Viisdom meget agtet Høvding, ifølge hvilket brunt Halvbroder ſkulle have haft mere tilfælles med hinanden i Charakteer og Væſen, end vi nu, efter hvad der fortælles om dem, ere tilbøjelige til at foreſtille os. Halldor, fortælles der, hørte engang hvorledes man talte om begge Konger, og fandt deres Sindelag heel forſkjelligt. Han ytrede ſig da ſaaledes: „jeg var med begge Brødrene i ſtor Kjærlighed, og kjendte godt begges Sindelag; men jeg har aldrig fundet to Mænd, der vare hinanden ſaa lige af Aand og Charakteer. Begge vare de forſtandigſte og vaabendjerveſte Mænd, begjærlige efter Gods og Herredømme, ſtorſindede og ikke meget nedladende, kraftige Herſkere og ſtrenge til at refſe. Kong Olaf tvang Folket til Chriſtendom og rette Sæder, og refſede grumt dem, der ej adløde; Landets Høvdinger taalte ikke af ham, at han dømte efter Retfærdighed liden Perſons Anſeelſe, rejſte en inat imod ham, og fældte ham i hans eget Rige, hvorfor han nu er hellig. Kong Harald derimod ſøgte ved Vaaben at ſkaffe ſig Berømmelſe og Magt, undertvang alle dem, han kunde, og faldt i en anden Konges Rige. Begge Brødre opførte ſig i det daglige Liv paa en ſædelig og værdig Maade. Begge vare de vidt berejſte og foretagelſeslyſtne, hvorfor de og bleve vidt berømte og navnkundige[5]. Man erfarer dog af denne Skildring, at Haralds Stræben nærmeſt gik ud paa verdslig Magt, medens Olafs fornemmelig ſigtede til Religionens Befeſtelſe. Men om end Olafs Strenghed og de haarde Midler, han anvendte, heri finde en Undſkyldning, der ej kan blive Haralds paa verdslige Formaal rettede Politik til Deel[6], ſaa faar man dog derved uvilkaarligt Foreſtillingen om en ſtørre Stivhed og Alvorlighed ved Olafs ſtilfærdige Hof, hvor Skaldene ſjeldnere kom til Orde, end i Haralds lyſtige Haller, der gjenløde af herlige Skaldekvad og ſelſkabelig Munterhed, og hvor-Kongen, naar han var i godt Lune, ſelv var den førſte til at oplive ſin Kreds ved underholdende Samtale og morſomme Indfald. Iſær fornøjede han ſig da ved et Slags Kappeſtrid i bidende Ord. Han henkaſtede ſlige Ytringer, ſnart til En ſnart til en Anden af ſine Omgivelſer, ofte i Vers, ſtundom i almindelig Tale. Fik han da et vittigt Svar, morede han ſig koſteligt derover, ligemeget om det var nærgaaende, ja endog ſtrengt taget upasſende. Men ſaa godt han fandt ſig i alle ſlige Svar, naar han var i godt Lune, ſaa ilde optog han dem igjen, naar han var i ſlet; og derfor var det altid forbundet med Fare at ſpøge med ham; thi undertiden var det vanſkeligt nok at blive klog paa, i hvad Stemning han befandt ſig. Og blev han førſt opbragt paa nogen, var han henſynsløs i ſin Hevn og vanſkelig at ſtille til Rette. Heldigviis ſynes dog de Tider, i hvilke han var i ſlet Lune og tilbøjelig til at optage ethvert Svar ilde, at have været forholdsviis ſjeldne, og Frygten, at de ſkulde indtræde, ej at have virket hemmende paa den almindelige Lyſtighed. Hvad Haralds nærmeſte Omgivelſer mere klagede over, var hans Smaalighed i de regelmæsſige Udgifter — f. Ex., ſom vi allerede have ſeet — ved Lønningerne, og i den daglige Bevertning. Man fandt at der ſtundom ved hans Bord herſkede en upasſende Knaphed, og man ankede iſær over at han, naar han var færdig med at ſpiſe, hvilket han altid blev tidligere end de øvrige Bordgjeſter, da han førſt blev opvartet, gav Tegn til at dække af ved at banke i Bordet med Skaftet af ſin Kniv. Dette anſaa man ſom Tegn paa Karrighed, en Lyde, der efter Sagnet ſkulde være arvelig i Harald Haarfagres Æt: ſnarere var det dog en Mangel paa Henſyn til andres Bekvemmelighed, hvortil Mænd i en overordnet Stilling og af en henſynsløs Charakteer, ſom hans, let kunne henfalde, og ſom ogſaa har været anket over hos andre Fyrſter af lignende Charakteer endog i nyere Tider. Thi ellers lagde Harald Vind paa at det ſkulde gaa overflødigt til, og at de gamle Skikke ved Drikkelag ej ſkulde aflægges. Vi have ſaaledes af Beretningen om Halldor Snorresſøn ſeet, hvor ivrigt han overholdt, at ingen ſkulkede fra at tømme det behørige Antal Bægere og Viteshorn under den almindelige Jule-Lyſtighed, og hvorledes han endog ſelv, og det med Strenghed, tvang Halldor til at gjøre Beſked.

Af alle de Beretninger, Sagaerne have efterladt os om enkelte Islændingers Ophold hos Harald, er der ingen, der giver os et ſaa anſkueligt Billede af Livet ved hans Hof, og den frie og overgivne Tone, der herſkede, naar han var i godt Lune, men paa den anden Side ogſaa af hans Haardhed og tyranniſke Færd, naar han var opbragt, ſom Fortællingen om en Islænding, ved Navn Halle, almindeligviis kaldet Sneglu-Halle. Halle, der hørte hjemme paa Gaarden Fljote i Nordfjerdingen, rejſte over til Norge med Haralds Hirdmand Baard, — ſandſynligviis den ſamme ſom havde taget ſig ſaa ivrigt af Halldor Snorresſøn, — og ſom nu havde gjort en Rejſe til Island og tilbragt en Vinter der. Halle var en god Skald og meget ſkarp i ſine Ord; hans Udvortes var meget utækkeligt, thi han var høj, langhalſet, ſmalſkuldret, langarmet og grovlemmet. Efter en lang Overrejſe kom de over til Hiteren; derfra fortſatte de Vejen til Agdenes, hvor de laa for Anker om Natten; Morgenen efter ſejlede de med en ſvag Vind ind ad Fjorden. Da de vare komne indenfor Rein, mødte de tre Langſkibe, af hvilke et var en Drage. I det de ſejlede forbi denne, traadte en høj, prægtig klædt Mand frem af Løftingen og ſpurgte, hvo der ſtyrede Skibet, hvor de havde været om Vintren, hvorfra de havde afſejlet, hvor de førſt kom til Land, og hvor de havde ligget om Natten. Kjøbmændene ombord paa Baards Skib kunde ikke i Haſt beſinde ſig, hvad de ſkulde ſvare paa alle disſe Spørgsmaal, men Halle ſvarede ſtrax: „vi tilbragte Vintren paa Island, afſejlede fra Gaaſe (i Eyjafjorden), Styrmandens Navn er Baard; vi kom til Land ved Hiteren, og laa i Nat ved Agdenes“. Den bøje Mand, der ej var nogen anden end Kongen ſelv, ſpurgte ſpøgende, øm ikke Agde (Bjergtroldet i Agdenesfjeldet) havde gjort Løjer med dem. „Nej“, ſvarede Halle, der meget godt ſkjønnede, at det var Kongen, han talede med; „dertil oppebiede han en fornemmere Mand, og vænter eder i Kveld“. „Du er nok ſkarp i Ordene“, ſagde Kongen, og ſejlede videre. Den Rejſe, han foretog, var kun en Lyſtrejſe til en af Øerne; faa Dage efter kom han tilbage til Nidaros. Imidlertid var Baards Skib ogſaa ankommet, og Halle bad Baard foreſtille ham for Kongen, og udvirke ham Tilladelſe til at opholde ſig ved Hoffet om Vintren. Baard tilbød ham Vinterophold i eget ſit Huus, men Halle ſagde, idet han takkede ham for Tilbudet, at han dog helſt vilde være hos Kongen, om det lod ſig gjøre. Baard fulgte ham da til Kongen, der tog vel imod varit, og ſpurgte om han ikke var den ſamme, ſom havde ſvaret ham ude paa Fjorden. Da Halle bekræftede det, ſagde Kongen at han kunde nede frit Underhold paa en af hans Gaarde. Men Halle ſagde, at derſom han ej fik være med Hirden, vilde han helſt ſøge ſig Ophold hos andre. Kongen ytrede at Islændingerne plejede at være egenſindige og korte for Hovedet, men at man desuagtet, ſom ſædvanligt, vilde give ham Skylden, derſom der indtraf noget ubehageligt mellem ham og Halle: han vilde imidlertid ikke afſlaa ham hans Bøn, men det maatte være paa hans eget An- og Tilſvar, hvad der ſaa ſenere hændtes. Paa dette Vilkaar gik Halle ind, takkede Kongen, og blev hos Hirden. Han blev ſnart meget yndet af Hirdmændene, og iſær opſtod der et ſærdeles Venſkab mellem ham og hans Sidekammerat, en gammel gjæv Hirdmand ved Navn Sigurd.

Det traf ſig engang, da Kongen, ledſaget af ſit Følge, gik paa Gaden, at de kom forbi et Huus, hvor en Skomager og en Smed juſt vare komne i et heftigt Slagsmaal med hinanden. Kongen ſaa paa det en Stund, men vilde ikke blande ſig deri, og gik bort, idet han bad ſin Hofſkald Thjodolf, der ogſaa var med i Følget, at digte en Viſe derom. Den forfængelige Thjodolf undſlog ſig i Førſtningen, da det, ſom han ſagde, var under hans Værdighed ſom Kongens Hoved-Skald, at beſynge et ſaa ſimpelt Emne. „Det“ er ikke ſaa ſimpelt ſom du tror“, ſagde Kongen, thi du ſkal fremſtille dem ſom andre Mænd end de i Virkeligheden ere; lad den ene være Sigurd Favnesbane og den anden Lyngormen Favne, idet du dog lader Enhver beholde ſin Idræt“. Nu kvad Thjodolf et Vers, ſom Kongen roſte; efter hans Anmodning kvad han endnu et, hvor den ene fremtraadte ſom Thor, den anden ſom Jotnen Geirrød. „Du er en god Skald“, ſagde Kongen, og gav ham en Guldfingerring. Halle havde ej været med ved denne Lejlighed, men om Aftenen, da man ſad ved Drikkebordet, fortalte man ham alt ſammen, kvad Thjodolfs Vers for ham, og ſagde at han neppe kunde have digtet ſaadanne Vers, hvor dygtig Skald han end var. Halle ſagde at han heller ikke havde tænkt at maale ſig med Thjodolf, og aller mindſt naar han ej havde været tilſtede ved den Begivenhed, ſom ſkulde beſynges. Dette hans Svar blev ſtrax fortalt Kongen, men fordrejet ſaaledes ſom om han havde erklæret ſig for lige ſaa god Skald ſom Thjodolf. Dette, meente Kongen, var umuligt, men han vilde dog med det førſte ſætte ham paa Prøve. Denne Prøve udeblev heller ikke længe. Ved Kongens Hof var der en friſiſk Dverg, ved Navn Tuta. Han var ikke højere end et tre Aars Barn, men hans Hoved var ſtort og af et gammelt Udſeende, Kroppen bred og tyk. En Dag, da man ſad ved Bordet, havde Kongen for Løjers Skyld ladet ham tage en Hjelm paa Hovedet, og iføre ſig hans Brynje, Emma, hvilken han havde anſkaffet ſig i Conſtantinopel, og ſom var ſaa ſiid, at den naaede ham ſelv, en ſaa høj Mand, ned paa Læggen, naar han ſtod oprejſt. I dette Optog, og med Sverd ved Siden kom Tinn gaaende ind i Hallen, til Alles Forundring. Kongen lagde en Kniv og Belte paa Bordet, og udlevede dem ſom Belønning for den, der paa ſtaaende Fod kunde kvæde en god Viſe om Dvergen, men lagde til, at om nogen forſøgte derpaa, men ſkilte ſig daarligt derved, ſkulde han have hans Utak. Strax hørte man en Mand i et af de ydre Sæder paa Bænken iſtemme en Viſe: det var Halle. Han ſkilte ſig ſaa godt derved, at Kongen, trods Thjodolfs Knurren, gav ham den lovede Belønning, og tilføjede, at man ej uden at være uretfærdig kunde negte, at Viſen var god.

Siden bragte Halles Kaadhed ham i en alvorlig Knibe. En Dag, da Kongen efter Sædvane gav Tegn med Kniven til at tage af Bordet førend de øvrige vare mætte, ſnappede Halle et Stykke af Fadet og beholdt det hos ſig, idet han ſagde:

Jeg kærer mig ej om
at Kongen banker,

lader Munden tygge,
gaar mæt til Sængs.

Ikke nok hermed, traadte han Morgenen efter frem for Kongen med Skjold og Sverd, og kvad en Viſe, hvori han ytrede, at Roden drev ham til at ſælge baade Sverd og Skjold for Brød og Suul, ſiden Kongen ſultede ſine Mænd ſaaledes at de gik ganſke tynde og udtærede. Kongen ſvarede intet, ſkjønt alle kunde ſee at han var vred, undtagen Halle ſelv, der kun blev endnu dumdriſtigere end for. Faa Dage efter, da han i Kongens Følge ledſagede ham ude paa Gaden, fandt han paa, med eet at løbe afſted i al Fart forbi Kongen. Denne ſpurgte, i Versform, hvad han havde fore. Halle ſvarede ligeledes i Vers, at han vilde kjøbe ſig Grød. Kongen, ſom antog det Hele for en Spøg, lagde ikke videre Merke til ham, førend han kom hen til en Gaard, hvor Halle ſad udenfor med en ſtor Grødkjedel og ſpiſte af alle Kræfter. Kongen ſpurgte meget vred, hvorfor han var kommen fra Island til Høvdinger alene i den Henſigt at haane dem. Halle undſkyldte ſig med at heller ikke Kongen ſlog Vrag paa gode Sendinger, og Thjodolf kvad et Spøgevers, da Halle efterat have ſpiiſt ſig mat, kaſtede Kjedlen fra ſig. Men Kongen tilgav ikke ſaa let Fornærmelſen, og ved Aftensbordet lod han et heelt Fad med Grød ſætte foran Halle, og befalede ham at ſpiſe. „Dertil behøver man ej at tvinge mig“, ſagde Halle nok ſaa roligt„,da jeg ſattes meget godt om Grød“, og gav ſig til at ſpiſe; men det var ham umuligt at tomme det hele Fad, og han holdt derfor op, da han ikke orkede mere. Kongen gik nu til ham med draget Sverd og bød ham at ſpiſe. „Nej“, ſagde Halle, „det gjør jeg ikke: dræb mig om I vil, men Grød ſkal ej blive min Bane“. Kongen ſtak Sverdet i Slidren og ſatte ſig ned, men ſendte ſiden Tuta med en ſtegt Grus fra ſit eget Bord til Halle, idet han paalagde Dvergen, naar han var kommen midt paa Gulvet, og ikke for, at hilſe Halle, at han ſkulde have digtet en Viſe, førend han modtog Griſen, eller ogſaa lide Døden. Tuta gjorde Indvendinger, men det hjalp ikke; han maatte fremføre Befalingen. Halle havde ſit Vers færdigt i rette Tid, og fremſagde det, idet han modtog Sendingen. Kongen fandt det meget godt i Betragtning af den korte Tid, der var ham levnet til at digte det, og ſkjenkede ham ſin fulde Tilgivelſe. Opmuntret herved digtede Halle et Kvad til Kongens Ære, og udbad ſig om Jule-Aften Tilladelſe til at fremſige det. Kongen ſpurgte om han forhen havde digtet noget fuldſtændigt Kvad, og da Halle benegtede det, ytrede han at mange viſtnok vilde finde det dumdriſtigt af Halle, førſte Gang at behandle et Emne ſom ſaa ſtore Skalde allerede havde beſunget. Han æſkede ogſaa Thjodolfs Mening derom: denne gav intet beſtemt Svar, men ytrede kun ondſkabsfuldt at Halle gjorde bedſt i, ikke at lyve for Kongen. Paa Kongens Spørgsmaal, om han da virkelig havde løjet, ſvarede Thjodolf ja, ſaaſom Halle virkelig allerede tidligere havde digtet et Kvad, nemlig de ſaakaldte Kolle-Viſer om, en Ko, han gætede ude paa Island. Halle erkjendte Sandheden heraf, men meente, at et ſaadant Kvad ikke var for noget at regne. Kongen forlangte dog at høre det, og Halle erklærede ſig villig til at kvæde det, naar Thjodolf ogſaa vilde kvæde et lignende, ſom han havde digtet hjemme paa Island, kaldet Søpletrugs-Viſerne. „Det er ellers vel“, lagde han til, „at Thjodolf vælter nu ind paa mig, thi ogſaa mine Bide- og Jexel-Tænder ere nu ſaa vidt fremme, at jeg godt kan give ham lige for lige“. Kongen, ſom havde de ſtørſte Løjer af at hidſe dem paa hinanden, forlangte nærmere Oplysninger om Thjodolfs Kvad, og om Aarſagen til dets beſynderlige Navn. Halle ſagde at da Thjodolf var hjemme, maatte han bære Aſken ud i et Søpletrug med ſine øvrige Syſkende, og anſaaes næſten altfor enfoldig endog til en ſaa ringe Sysſel, thi man maatte altid ſee efter, om der ikke var Ild i Aſken, der ſiden kunde gjøre Skade. Kongen ſpurgte Thjodolf om det var ſandt, og han kunde ej benegte det, men foregav, at han kun havde gjort det for at hjelpe ſine ſmaa Syſkende, og halv i Spøg. Kongen vilde nu høre begge disſe Kvad, og de maatte fremſige dem. Han fandt dem begge ubetydelige, dog iſær Thjodolfs. „Viſtnok“, ſagde Thjodolf, „men Halle, ſom er ſaa ordhvas, burde heller ſee til at hevne ſin Fader, end at mundhugges med mig her i Norge“. „Er det ſandt“, ſpurgte Kongen, „at du ikke har hevnet din Fader? hvorledes torde du i ſaa Fald underſtaa dig at komme til Høvdinger udenlands?“ „Min Fader“, ſagde Halle, „blev dræbt, da jeg var et Barn; mine Frænder afgjorde Sagen og ſluttede Forlig paa mine Vegne, og hjemme hos os anſees det for en Skjendſel at kaldes Grid-Niding“. „Du har handlet aldeles rigtigt“, ſagde Kongen; „Grid og Forlig ſkal man aldrig bryde“. „Det er ogſaa min Mening“, ſvarede Halle, „men Thjodolf kan rigtignok tale ſaa overmodigt herom, fordi ingen, ſaa vidt jeg veed, har hevnet ſin Fader mere tilgavns end han; thi han aad ſin Faders Bane“. Ved disſe Ord blev der et almindeligt Forundringsraab i hele Hallen; Kongen lo, og bad Halle forklare ſig nærmere. Halle ſagde at Thjodolfs Fader Arnor var ſaa fattig, at Heredets Bønder maatte underſtøtte ham; at han engang af en velvillig Bonde havde faaet en aarsgammel Kalv, ſom han drog hjem i et Top, hvis ene Ende han havde ſlynget om ſin Hals, men at han ved at ſtige over Jordvolden omkring ſit Tun ikke rigtigt havde beregnet dens Højde, ſaa at han blev hængende indenfor, medens Kalven ſprellede udenfor, indtil man fandt dem begge døde; hvilket imidlertid ikke afholdt de fattige Bern, hvoriblandt Thjodolf, fra at fortære Kalven. Kongen fandt det nok ſaa rimeligt. Thjodolf blev ſaa vred at han drog Sverdet og vilde dræbe Halle, men Folk lagde ſig imellem og Kongen ſagde at det ej ſkulde bekomme nogen af dem vel at gjøre den anden Skade; at Thjodolf havde begyndt Trætten, og maatte finde ſig i hvad der paafulgte. Derpaa fik Halle Tilladelſe til at kvæde ſin Draapa; den befandtes meget god, og Kongen lønnede ham godt for den.

Den ſamme Juul ventedes Einar-Fluga, Sysſelmanden paa Haalogaland[7], til Hoffet. Sigurd, Halles Sidekammerat, fortalte ham meget om Einars Overmod og Uvorenhed; han tog ikke i Betænkning at dræbe enhver, ſom ej gjorde ham tilpas, men bødte ſelv aldrig for Drab eller Ran. Nu var han i ſtor Yndeſt hos Kongen, men ſtundom var Forſtaaelſen mellem dem ikke ſaa god. Sigurd raadede Halle til at være yderſt forſigtig i hvad han talte om eller til ham. Men Halle ſagde, at om end de øvrige vare ſaa rædde at de ikke vovede at kny imod ham, ſaa vilde dog han paatale enhver Fornærmelſe fra hans Side, og ſkulde maaſkee nok klemme Bøder af ham. Da Sigurd ytrede Tvivl herom, foreſlog Halle ham at vedde. Sigurd modtog Veddemaalet og ſatte en Guldring, Halle fik Hoved i Pant. Einar Fluga kom, og blev modtagen med megen Udmerkelſe; Kongen anviſte ham Plads ved ſin Side, og lod ham opvarte lige ſaa godt ſom ſig ſelv. En Dag opfordrede Kongen Einar til at fortælle om ſine Tog og Rejſer i Finmarken. Einar fortalte da, at han paa ſin Rejſe til Finmarken Sommeren forud havde mødt en Islandsfarer, der af Storme var fordreven derhen og havde maattet forblive der om Vintren. „Jeg beſkyldte“, ſagde han, „Beſætningen for at have drevet ulovlig Handel med Finnerne; de benegtede det: jeg fordrede at ranſage Skibet, men de vilde ikke tilſtede det. Da ſagde jeg at de fik tage hvad der paafulgte, og gav Befaling til at angribe dem. Jeg havde fem Langſkibe, og angreb deres Skib fra begge Sider; vi endte ikke, førend Skibet var aldeles ryddet. En af Islændingerne, ved Navn Einar, forſvarede ſig ſaa kjekt, at jeg aldrig har ſeet hans Mage, og havde alle hans Kammerater været ſom han, vilde vi neppe have taget Skibet“. Kongen fandt det ilde gjort af Einar, ſaaledes at dræbe ſagesløſe Folk. Men Einar undſkyldte ſig med det vanſkelige i ſin Stilling, og oplyſte derhos, at man virkelig fandt en Mængde Finnevarer i Skibet. Ved at høre denne Fortælling, kaſtede Halle Kniven paa Bordet, holdt op at ſpiſe, og ſagde til Sigurd, der ſpurgte hvad der ſejlede ham, at hiin tapre Islænding var hans Broder, og at han ſørgede over hans Død, men vilde ſee til at faa Boder af Einar Finger. Sigurd fraraadte ham det, men forgjæves; han gik ſtrax hen til Højſædet, og fremſtillede ſig for Einar ſom den faldne Islændings Broder. „Har du da ej hørt, at jeg aldrig bøder“, ſpurgte Einar. „Hørt det har jeg nok“, ſvarede Halle, „men jeg fandt mig ikke forpligtet til at tro alt det onde, man paaſagde dig“. „Du idet mindſte“, ſagde Einar, „ſeer mig ikke ud til at kunne aftvinge mig Boder mere end andre; jeg vil desuden ikke føje dig, og derved vænne andre til at fordre det ſamme“. Halle meente at det ikke var ſaa farligt for een Gangs Skyld, men Einar vedblev ſin Vægring, og bed Halle med Truſler at pakke ſig. Halle gik, og Sigurd bad ham at afſtaa fra ſin dumdriſtige Fordring, tilbydende ham at ophæve Veddemaalet; men Halle vilde intet høre herom. Dagen efter fremſatte han ſin Fordring paany, men med lige ſaa lidet Held. Ogſaa Kongen fraraadte ham at plage Einar oftere i den Anledning, da ſtørre Karle end han havde maattet taale Einars Overmod; dog bebrejdede han paa den anden Side Einar, fordi han ſvarede Halle ſaa haardt. Halle gav endnu ikke tabt. Den følgende Morgen kom han ind til Kongen, da han og Einar ſtode og vaſkede ſig. Kongen ſpurgte hvad han vilde. Halle ſagde at han kom for at udbede ſig Kongens Forklaring af en Drøm, han havde haft om Natten, nemlig at Einar Fluga var Haakon Jarl, og at han ſelv var Thorleif Jarlaſkald[8], der havde digtet en Nidviſe om ham, ſom han endnu om Morgenen, da han vaagnede, godt kunde erindre; han mumlede ogſaa, idet han gik tilbage, noget, der klang ſom et Vers, men ſom man ej tydeligt kunde høre. Da bad Harald Einar paa det indſtændigſte at opfylde Halles Begjæring. Han foreſtillede ham at Halle var en ſtor Skald og dertil hvas og uſkaanſom mod dem, han havde noget udeſtaaende med; det var, ſagde han, tydeligt at den hele Hiſtorie om Drømmen kun var opdigtet, og at Halle virkelig havde en Nidviſe over ham i Beredſkab; men den Skjendſel, Thorleifs Nidviſe havde bragt over Haakon Jarl, der dog var en langt mægtigere Mand end Einar, maatte være ham et afſkrækkende Exempel paa, hvad en Nidviſe kunde udrette, thi den vilde mindes, ſaalænge Norden var beboet: han handlede derfor klogt i at forebygge en lignende Skjendſel ved en ubetydelig Pengeudgiſt. Disſe Foreſtillinger virkede ſaa meget, at Einar erklærede ſig villig til at lade Halle faa 3 Mk. Sølv i Bøder, og henviſte ham desangaaende til ſin Fehirde (Skatmeſter), der ſkulde have en Pung, hvori netop den Sum fandtes. Halle gik til Fehirden, og meldte ſit Erende. Denne ſagde at der var 4 Mk. i Pungen. Halle lod ſig tilveje tre, gik tilbage til Einar, og meldte at han havde faaet Pengene udbetalte. „Du fik vel alt, hvad der var i-Pungen“, ſpurgte Einar. „Nej, jeg vogtede mig nok for at tage mere end jeg ſkulde, og derved ſkaffe dig Anledning til at anklage og dræbe mig ſom Tyv“, ſvarede Halle. Han vendte nu med vel forrettet Sag tilbage til ſin Plads, og viſte Sigurd de modtagne Penge. Denne vilde ſtrax ifølge Veddemaalet give ham Ringen. Men Halle vilde paa ingen Maade berøve ham den, og tilſtod ham til hans Forbauſelſe, at han aldeles ikke var beſlægtet med den Islænding, Einar havde ladet dræbe, og at han kun havde foregivet det for at faa et Paaſkud til at anſtille hiint Forſøg med Einar Smaa. Denne vendte kort efter tilbage til Haalogaland, og ſiden fik man ved Hoffet Sagens ſande Sammenhæng at vide. Man frygtede for at Einar vilde tage alvorlig Hevn over Halle. Denne gjorde om Vaaren en Rejſe til Danmark, og derfra til England; her digtede han i Haſt en Draape om Harald Godwinesſøn[9], og fik ved Liſt ſtørre Belønning for den, end den fortjente. Siden vendte han tilbage til Haralds Hof, hvor han en Stund ſynes at have ſpillet en Hofnars Rolle, og fornemmelig havde Morſkab af at drille den forfængelige Thjodolf. Kongen der gottede ſig over hans Indfald, gav ham altid Medhold. Dronning Thora derimod kunde ikke udſtaa ham og hans Vittigheden der for det meſte ſlog over i det uanſtændige, og ikke engang ſkaanede hende ſelv. Det traf ſig ſaaledes engang, da Kongen gik ud i Byen, og Halle var i hans Følge, at denne kaſtede længſelsfulde Øjne til en ſmuk guldbeſlagen Oxe med Sølvholk om Skaftet, ſom Kongen bar. Kongen ſaa det, og efter et Par Spørgsmaal, hvortil Halle ſom ſædvanligt gav pudſeerlige Svar, forærede han ham den. Om Aftenen maatte han høre mange Bebrejdelſer derfor af Dronningen, ſom meente at et ſaa herligt Vaaben var altfor ſtor Belønning for Halles uhøviſke Løjer. Kongen ſvarede at han ſelv vilde raade for ſine Gaver, og at Halles Ord desuden kunde tages i to Betydninger, og ikke behøvede at tages i den værſte. Som Beviis derpaa lod han Halle kalde til ſig, og bad ham ſtrax at digte noget tvetydigt om Dronningen, for at man kunde ſee, hvorledes hun fandt ſig deri. Halle kom ſtrax med et Halvvers, der vel paa en vis Maade kunde ſiges at indeholde Smiger for Dronningen, men ſom dog var ſaa rigeligt ſpekket med uanſtændige Udtryk, at det ej er at undres over, at Dronningen blev opbragt, og hed at man ſkulde dræbe ham. Men Kongen forbød at at krumme et Haar paa hans Hoved, og ſpøgte over Dronningens Eenfoldighed, at hun ej kunde forſtaa ſin egen Roos. Halle blev ſiden Kongens Hirdmand, og vendte tilbage til Island, hvor han levede længe, og fortærede alle de Penge, han havde ſamlet ſig udenlands, ſaa at han paa ſin gamle Alder maatte ernære ſig ved Fiſkeri. Det fortælles om ham, at han en Aften, hjemkommen fra en meget anſtrengende Fart, døde juſt ſom han ſad ved Grødfadet og ſpiſte ſin Yndlingsret. Og Kong Harald, der paa een Gang fik Efterretningen om hans og Bolle den prudes — ligeledes hans Hirdmands Død, ſkal have ſagt om denne: „for Spyd er den. Gjeve visſelig falden“; men om Halle: „af Grød er Slughalſen visſelig ſprukken“[10].

Vi have allerede i det Foregaaende ſeet Exempler paa den Strenghed og Nøjeſeenhed, hvormed Harald inddrev ſine Indtægter: en Strenghed der maaſkee var den væſentligſte Aarſag til hans Upopularitet, og til det Tilnavn, hvormed han ſædvanligt betegnedes. Man vilde jo endog vide, at han ſtundom udſtrakte ſine Fordringer videre, end Lov og Ret tillod. At Opſigten hver Finnehandelen og Finneſkatten, en af Kronens væſentligſte Indtægter, under hans Regjeringstid var ſkarp, og at han ſøgte at bringe ſaa meget ud deraf ſom muligt, er ſaaledes let at forſtaa. Den Fremgangsmaade, ſom Einar Fluga anvendte mod hiin Islænding, ſtemmede derfor viſtnok ſaavel med de Pligter, der i Almindelighed paalaa hans Embede, ſom med de ſærſkilte Forholdsregler, Kongen havde givet ham, og denne bebrejdede ham heller ikke, hvad han havde gjort, ſaaſnart han havde erfaret at der virkelig fandtes Finnegods i det opbragte Skib. Et andet, endnu mere oplyſende og merkeligt, Exempel paa den Strenghed og ſummariſke Fremgangsmaade, ſom Kongen ſelv og hans Sysſelmand anvendte med Henſyn til Finne-Handelen, er os opbevaret i en Beretning om den driftige og rige islandſke Handelsmand, Odd Ufeigsſøn[11]. Paa en af ſine Handelsrejſer var han af ugunſtig Vind dreven til Finmarken, og ſaa ſig nødt til at overvintre der. Da han om Vaaren ſejlede bort og ſydefter, bad han ſine Skibsfæller paa det indſtændigſte ſige fra, om de havde handlet med Finnerne og kjøbt Varer af dem, thi i ſaa Fald maatte man anvende den yderſte Forſigtighed, da Einar Fluga, ſom nu var Sysſelmand, ikke kjendte Skaanſomhed. De benegtede at have drevet nogen ſaadan Handel, og der blev ikke mere talt om den Sag, førend de kom længer ſydover, og ſaa et Langſkib komme frem bagom en af Øerne[12], og ſtevne imod dem. Odd kjendte ſtrax Einar Flugas Skib, og bad.paany ſine Folk tage ſig i vare, hvis de havde Finnevarer hos ſig; her var ikke længer Tid eller Sted til at dølge Sandheden for ham: det gjaldt kun at faa Varerne gjemt bort ſaa godt ſom det i Haſt kunde lade ſig gjøre, førend Einar kom for at ranſage Skibet. De maatte nu gaa til Bekjendelſe, at de virkelig havde tilforhandlet ſig Finnegods; hver kom frem med ſit, og det blev alt ſammen gjemt paa eet Sted, hvor Odd fandt det raadeligſt. Juſt ſom de vare færdige hermed, kom Einar til, lagde Langſkibet ved Siden af Knarren, og gik ombord i denne. Han forlangte ſtrax at ranſage Skibet, og Odd gjorde ingen Indvendinger. Enhver af Beſætningen lukkede op ſit Kiſte, og Einar ranſagede den ene efter den anden, dog uden at finde noget. Den egentlige Balke eller Ladning, der allerede havde været ſammenſtuvet ved Udfarten fra Island, ſtod endnu tilbage, da Vinden, ſom hidtil havde været ſvag, begyndte at friſke op, og fjernede begge Skibe hurtigt fra Øen. Einar, ſom nødig vilde komme for langt bort, da han paa Tilbagevejen havde Vinden imod ſig, ſagde at det neppe behøvedes at bryde ſelve Bukken ſynderligt; Beſætningen, ſagde han, havde viiſt ſig mere ſamvittighedsfuld, end han havde tænkt, og man maatte ſee til ſnareſt muligt at vende tilbage. Da ſagde en Mand, der ſad paa Bulken, at han dog ogſaa førſt maatte efterſee hans Sæk. Einar kunde ikke undſlaa ſig derfor, Manden begyndte at løſe paa Baandet om Sækken, men Knuden var overmaade ſeen at faa op og Baandet langt; Einar ſkyndte paa, men da Sækken endelig var aabnet, fandt man deri kun en anden Sæk, med hvis Aabning det gik endnu langſommere. Einars Utaalmodighed ſteg til det højeſte, da der heller ikke i denne Sæk viſte ſig at være andet end en tredie Sæk, og da omſider ogſaa denne efter megen Tidsſpilde var aabnet, og der ikke fandtes andet i den end uſle og unyttige Pjalter, medens man imidlertid var kommen ſaa langt bort, at Sten neppe kunde øjnes i Horizonten, ſkyndte han ſig over til ſit eget Skib under Skjeldsord mod Manden, der ſaa længe havde holdt ham for Nar. Paa denne Maade var det lykkets Odd at undgaa nogen Ranſagning af ſelve Bolken. Men Einar, hvis Mistanke paany var bleven vakt, ſendte ſtrax Bud derom til Kongen, der ſynes at have været i Nærheden, og maaſkee juſt nu var ifærd med at foretage hiin ſtore Opdagelſesrejſe til Nordiishavet, hvorom der ovenfor er talt. Ogſaa Odd ſynes at have vidſt, at Kongen ikke var langt borte, thi han ſagde til ſine Mænd, at om de end vare ſlupne vel fra Einar Fluga, kom det dog meeſt an paa at undgaa Kong Harald ſelv. Da Odd var kommen til Melø, ſtandſede Vinden, ſaa at han maatte lægge ind; men der laa allerede Kong Harald med endeel Skibe. Da Harald ſaa det fremmede Skib, ſkjønnede han ſtrax at det maatte være Odds, og ſagde til ſine Mænd, at dette traf ſig yderſt belejligt, da han ſaaledes ſelv kunde ſnakke et Par Ord med Odd, ſom ſaa ſkammeligt havde overliſtet Einar. Han lod ſig ufortøvet ro hen til Odds Skib med mange Mænd, gik ombord, og bebrejdede Odd, at han, der forhen havde nydt ſaa megen Hædersbeviisning af ham, nu lønnede ham ſaa ſlet ved at handle med Finnerne uden hans Samtykke. Odd ſagde at han ej kunde gjøre for at Skibet var blevet fordrevet til Finmarken, og at han for ſin Part ingen ulovlig Handel havde drevet. Kongen ſvarede at om han end ej ſelv havde befattet ſig dermed, havde dog hans Mænd gjort det desmere, og at de lige fuldt alle tilhobe fortjente at hænges: han fordrede at ranſage Skibet. Odd gjorde ingen Indvendinger; Skibet blev ranſaget, men man fandt intet, og Kongen maatte vende tilbage med uforrettet Sag. I hans Følge var der en ung Mand ved Navn Thorſtein, beſlægtet med Thore Hunds Æt, og en god Ven af Odd. Han blev et Øjeblik tilbage paa Odds Skib, og ſpurgte ham, hvorledes Sagen egentlig forholdt ſig. Odd tilſtod oprigtigt det Hele, og ſagde at Varerne laa ſkjulte i en Sæk. Thorſtein ſagde at Kongen ſikkert vilde komme tilbage næſte Dag for at ranſage paany, og raadede Odd til at gjemme Sækken under Kongens eget Sæde. Det gik, ſom Thorſtein havde ſagt; Kongen kom, ſatte ſig i det for ham indrettede Højſæde, og lod ſine Mænd ranſage højt og lavt, men forgjæves. Da han gik, blev Thorſtein atter tilbage, forberedede Odd paa et nyt Beſøg af ham, og raadede ham til at gjemme Sækken i Sejlet oppe under Raaen. Kongen var imidlertid bleven opmerkſom paa at at Thorſtein begge Gange var bleven tilbage hos Odd, og ſpurgte ham om Aarſagen. Thorſtein foregav at han maatte rette noget paa ſin Hoſe. Kongen ſagde ikke ſtort hertil, og vendte kort efter tilbage til Odds Skib, hvor der paany blev ranſaget, men med lige ſaa lidet Held ſom forrige Gang. Thorſtein fandt fremdeles Lejlighed til at blive et Par Øjeblik tilbage og bad Odd at være forberedt paa endnu en tredie Ranſagning den paafølgende Morgen; imidlertid raadede han ham til om Natten at ſkjule Finnegodſet i Land bag et fremſpringende Nes, og ikke bringe det ombord igjen førend i det ſamme Øjeblik, han ſkulde ſejle bort, hvilket han maatte ſee til at gjøre ſaa ſnart ſom muligt. Odd takkede Thorſtein ſærdeles for hans Velvilje og gjorde, ſom han ſagde. Kongen kom ganſke rigtigt om Morgenen, og lod hver Krog paa Skibet gjennemrode. Da intet fandtes, ſagde Odd, at han dog vel nu maatte ophøre at mistænke dem. „Ingenlunde“, ſvarede Kongen, „og aldrig bar nogen forhen ſpottet mig ſaaledes ſom I; men det ſkal nok engang undgjeldes“. Han var nu ſaa vred, at det ej nyttede at tale til ham. Den følgende Aften blæſte en gunſtig Vind op, og Odd lod Finnegodſet i al Stilhed bringe ombord, lettede Anker, og ſejlede afſted. Kongen vaagnede tidligt om Morgenen, og ſagde til ſine Mænd, at han ganſke ſkjønnede Odds Kneb, hvilken denne forreſten ikke havde ſteget af ſit eget Bryſt; han vilde ranſage Skibet endnu engang, og var da vis paa at finde, hvad han ſøgte; hidtil havde han ej paa den blotte Mistanke villet give Odd og hans Mænd Dødsſag. Men da de kom ud af Teltene og ſaa ſig om, øjnede de Odds Skib langt ude ved Øerne, det nyttede altſaa ikke at ſætte efter det. „Denne Gang“, ſagde Kongen forbitret, „ſlap Odd fra os, og jeg maa erkjende, Thorſtein, at du godt forſtaar at hjelpe din Ven, ſom du agter langt højere end mig; men det er jo heller ikke ſaa underligt, om du ſlægter din Æt paa i Svigefuldhed“. Thorſtein meente at han havde gjort en god Gjerning, idet han hindrede Kongen fra at dræbe Odd, der havde været hans Ven, og mange andre brave Mænd for en Sag, der neppe engang var fuldkommen Dødsſag, om den end kunde beviſes. Odd kom i god Behold til Island. Nogen Tid efter kom Haarek, en Frænde af Thorſtein, til Island, netop under det ſtore Uaar (1056); Odd bad ham ſtrax til ſig for den hele Vinter, og da han Sommeren efter rejſte tilbage til Norge, medgav han ham nogle gode Heſte ſom en Foræring til Thorſtein, hvem, ſom han ſagde, baade han ſelv og alle hans Skibskammerater ſkyldte deres Liv. Da Haarek kom hjem til Norge, bragte han Thorſtein Heſtene. Men denne, ſom endnu opholdt ſig hos Kongen, blev ilde faren derved, da dette kunde udlægges ſom et tydeligt Beviis paa, at han havde hjulpet Odd. For at rede ſig af Forlegenheden foregav Thorſtein, idet han viſte Kongen Heſtene, at det var til ham, Odd havde ſendt dem ſom Gave. Men Kongen var for klog til at lade ſig dette indbilde. „Jeg fortjente ingen Gave fra Odd“, ſagde han, „og det er dig, ikke mig, han bar ſendt dem; du ſkal ogſaa have dem, og oven i Kjøbet Døden“. Han gav ſtrax Befaling til at dræbe ham. Men ingen af de omſtaaende gjorde Miner dertil, da de alle holdt meget af Thorſtein; de bad for ham, og udvirkede at han beholdt Liv og Landsviſt, men han maatte forlade Hirden, og var ſiden ſtedſe i Unaade hos Kongen[13].

Men uagtet vi unegtelig i Haralds Charakteer og hele Fremtræden finde mange Uelſkværdigheder, fattes dog heller ikke Træk af ſand Ridderlighed i hans Færd. Iſær er der os opbevaret en Beretning fra den Tid, da Krigen raſede mellem Norge og Danmark, der ej alene indeholder et merkeligt Exempel paa ſaadan Ridderlighed fra hans og paa kongelig Gavmildhed fra hans Modſtanders Side, men derhos vidner om en Fiinhed i Tænke- og Handlemaade, ſom de Fleſte neppe ſkulde finde paa at ſøge hos den Tids Nordboer, og ſom tillige midt under Krigen giver os et venligt Billede af gjenſidig Kappeſtrid i Ædelmodighed mellem begge de ſtridende Medbejlere. Islændingen Audun fra Veſtfjordene, en brav, men kun lidet bemidlet ung Mand, rejſte en Sommer med en Styremand fra Møre over til Norge, efter at have udſat Størſtedelen af hvad han ejede til tre Aars Underholdning for ſin gamle Moder, der blev tilbage. Om Vintren blev han i Norge hos den Styremand, med hvilken han var kommen, og rejſte den følgende Sommer med ham til Grønland, hvor han tilbragte den anden Vinter[14]. Her kjøbte han en tæmmet Iisbjørn, der anſaaes ſom en ſtor Koſtbarhed; men han maatte ogſaa give for den alle de Penge, han havde. Hans Henſigt var at bringe den til Danmark og forære den til Kong Sven, der, ſom han vidſte, vilde rigeligt belønne ham, da Kongerne i de Tider ſatte ſtor Priis paa at have ſjeldne Dyr ved deres Hof. Da Audun kom tilbage til Norge, tog han ſig Fragt ombord paa et Skib, der var beſtemt til Oslo. Ankommen her, gik han i Land med ſit Dyr, og ſøgte ſig Herberge. Han vilde derfra begive ſig over Land ned til Danmark, maaſkee af Frygt for at blive opbragt af Krigsſkibe, om han tog Søvejen, da Krigen paa denne Tid raſede paa det heftigſte. Kong Harald opholdt ſig juſt i Byen. Det rygtedes ſnart, at en islandſk Mand var kommen fra Grønland med en aldeles tam Bjørn, og Kongen, ſom havde ſtor Lyſt til at eje Dyret, ſendte ſtrax Bud efter Audun, og ſpurgte om han vilde ſælge det for Indkjøbspriis. Da Audun vægrede ſig derved, bød han ham dobbelt Indkjøbspriis, men ligeledes forgjæves: han ſpurgte da om han vilde forære ham Dyret; men Audun ſvarede fremdeles Nej. „Hvad vil du da gjøre med Dyret“, ſpurgte Kongen forundret. Audun ſvarede uforbeholdent, at hans Beſtemmelſe var at bringe det til Danmark og forære det til Kong Sven. Amen er du da ſaa uvittig“, ſpurgte Kongen, „at du ikke har hørt om den Ufred, ſom nu herſker mellem Landene, eller ſtoler du ſaaledes paa din Lykke, at du antager det muligt for dig at ſlippe frem med en ſaadan koſtbar Gave, hvor andre neppe engang kunne ſlippe heelſkindede frem i deres aller nødvendigſte Ærender?“ „Det kommer an paa Eder, Herre“, ſagde Audun, „men min Beſtemmelſe forandrer jeg ikke“. „Saa vil jeg da“, ſagde Kongen, „tillade dig at drage afſted ſom du har beſtemt, alene paa det Vilkaar, at du paa Tilbagevejen kommer til mig og fortæller mig, hvorledes Kong Sven lønner dig for Dyret: hvo veed,maaſkee har du Lykken med dig“. Audun lovede det, og tiltraadte nu den møjſommelige Vandring til Danmark gjennem hele Viken. Han kom heldigt til Danmark — det vil her ſige Halland, — men da var det ogſaa forbi med alle hans Rejſepenge, ſaa at han maatte tigge om Mad baade for ſig og Dyret. At viſe det frem for Penge ſynes ej at have faldt ham ind, eller denne Maade at erhverve Penge paa var maaſkee endnu ikke almindelig i de Tider. Han henvendte ſig derfor til en kongelig Aarmand, ved Navn Aake, da han .anſaa ham nærmeſt til at hjelpe ham videre med den til Kongen ſelv beſtemte Gave. Men den egennyttige Aake vilde intet give ham uden for Penge, og da Audun ingen Penge havde, gjorde Aake ham det Forſlag at overlade ham den halve Ejendomsret til Dyret, imod at han overtog begges Underhold indtil de naaede Rejſens Maal. „Du er endnu værre faren“, ſagde han, „om Dyret ſulter ihjel for dig, thi da har du jo ſlet intet“. Nøden drev Audun til at gaa ind paa dette haarde Vilkaar, dog ſaaledes at om Halvdelen af den Belønning, Kongen gav for Dyret, udgjorde mere end Aakes Udlæg, ſkulde Audun have det overſkydende. De fortſatte nu Rejſen i Fællesſkab til Svens Hof. Kongen modtog Aake venligt, og ſpurgte ham hvo hans Ledſager var. Audun tog ſelv Ordet, og fortalte Kongen ſaavel hvad hans Ærende var, ſom om den Nød, der havde ſkilt ham ved den halve Ejendomsret til Dyret. „Er det ſandt, hvad han ſiger-“, ſpurgte Kongen Aake. Denne kunde ikke negte det. „Men indſaa du da ikke“, ſagde Kongen, „det utilbørlige i at du, der ſkylder mig din hele Lykke, og hvis Pligt det er at paaſee mit Tarv, lægger en fremmed Mand Vanſkeligheder i Vejen naar han vil bringe mig en herlig matte? Du fortjente Døden, men jeg ſkal lade dig ſlippe med Landsforviisning og Tabet af din Ejendom; bort med dig, og kom aldrig oftere for mine Øjne. Men dig, Islænding, er jeg lige ſaa taknemmelig, ſom om du havde foræret mig hele Dyret, og bliv her hos mig“. Audun takkede og modtog Indbydelſen, medens Aake derimod med Stamme maatte pakke ſig. Audun havde dog ikke længe opholdt ſig hos Sven, førend han tilkjendegav denne ſin Beſlutning, at drage i Pilegrimsferd til Rom. „Havde du ikke haft ſaa god en Gjerning i Sinde“, ſagde Kongen, „da vilde jeg have taget det ilde op, at du ſaaſnart vilde forlade mig“. Han gav ham rigelige Reiſepenge, ſkaffede ham godt Følgeſkab med andre Pilegrime, og bad ham beſøge ham igjen, naar han kom tilbage. Audun kom lykkeligt til Rom, forrettede ſin Andagt der, og tiltraadte Tilbagerejſen. Men paa Vejen blev han heftigt ſyg, ſaa at han længe maatte holde Sængen, og da han endelig, udmattet og afkræftet, rejſte ſig fra Sygelejet, vare alle hans Rejſepenge fortærede. Den øvrige Deel af Vejen maatte han betle ſig frem. Endelig naaede han det Sted i Danmark, hvor Sven opholdt ſig, en Paaſke-Aften, men pjaltet, ſom han var, og med aftaget Haar, ſkammede han ſig ved at lade ſig ſee, og gjemte ſig i en Kirke-Udbygning, i den Henſigt at oppebie Kongen her og give ſig tilkjende for ham, naar han gik til Mesſe. Men da Kongen kom med ſine prægtigt klædte Hirdmænd, ſvigtede Modet ham, og han torde ikke lade lig ſee. Da Kongen ſatte ſig ved Drikkebordet, ſneg Audun ſig ogſaa til Kongsgaarden, men holdt ſig ude og ſpiſte der, efter Pilegrimernes Skik, ſaalænge de endnu ikke havde kaſtet Stav og Skreppe[15]. Da Kongen ſkulde gaa til Aftenſang, var det endnu værre for Audun at komme frem, da Hirdmændene nu vare drukne og deſto mere tilbøjelige til Løjer. Men da Kongen kom tilbage fra Kirken, og Hirden gik ind, fik han ſelv Øje paa Manden, der ængſteligt holdt ſig tilbage, og bad ham komme frem Audun kaſtede ſig for hans Fødder, og Kongen kunde neppe kjende ham igjen, ſaa forandret var han, men ſaaſnart han vidſte, hvo han var, bad han ham hjerteligt velkommen, og førte ham ved Haanden ind i Hallen. De overgivne Hirdmænd lo ad den pjaltede Gjeſt, men Kongen iretteſatte dem ſkarpt, og ſagde at Audun havde ſørget bedre for ſin Sjæl end de. Kongen lod ham nu bringe i Bad og iføre gode Klæder. Det varede ikke længe, førend han fik ſin Sundhed og Førlighed ganſke tilbage. Sven viſte ham altid den ſtørſte Venlighed, og han blev ligeledes yndet af alle ſine Omgivelſer. Saaledes led det hen til Sommerens Begyndelſe. Da tilbød Kongen ham den Udmerkelſe, at træde i hans Tjern-ſte ſom Skutelſvend. Audun takkede meget for det gode Tilbud, men ſagde at han dog heller vilde vende tilbage til Island. Da Kongen ytrede ſin Forundring over dette Valg, oplyſte Audun ham om Aarſagen, nemlig Omhu for hans Moder, hvis Forſørgelſespenge nu vare opbrugte; han kunde ikke bære over ſit Hjerte, at hun ſkulde gaa og betle paa Island, medens han ſelv levede i Hellighed ved Svens Hof. „Dette er vel talt, og ſom det ſømmer en Hædersmand“, ſagde Kongen, „det ſlaar ikke fejl, at du faar Lykken med dig; jeg agter og ærer fuldkommen den Grund, der kalder dig bort, men det er ogſaa den eneſte, du kunde angive uden at fornærme mig. Bliv nu her indtil Skibene ſkulle afgaa“. En Dag gik Kongen ned til Bryggerne med Audun; der laa flere Skibe, ſom ſkulde gaa til Auſterveg, til Saxland, til Sverige eller, merkeligt nok, til Norge. Krigen ophævede altſaa ikke ganſke Handelsforbindelſen mellem begge Lande. Kongen ſtandſede ved et af Skibene, ſom var meget ſmukt, og ſpurgte Audun, hvad han ſyntes om det. Han roſte det ſærdeles. „Dette Skib“, ſagde Kongen, „vil jeg give dig ſom Løn for Bjørnen“. Audun takkede for den rige Gave, og væntede ikke at faa endnu mere. Men da Skibet var ſejlklart og han ſkulde rejſe, ſagde Kongen til ham: „da du nu endelig vil bort, ſkal jeg ikke holde paa dig; men jeg har hørt, at det er ſlemt for Havne paa Eders Ø, ſaaledes at lange Strækninger af Kyſten ere øde, og yderſt farlige for Skibe: nu kan det hænde ſig, at du lider Skibbrud og miſter Ladningen; da ſeer man ikke ſtort til at du bar været hos Kong Sven og givet ham en koſtbar Gave. Derfor giver jeg dig denne Læderpoſe[16] fuld med Sølvpenge, thi om du da end lider Skibbrud, er du ikke ganſke pengeløs, naar du kun beholder den. „Dog“, vedblev Kongen, „kunde det treffe ſaa uheldigt, at du ogſaa tabte den, og da har du heller ikke noget for det Ophold hos mig og din Gave; men“ — her drog han en Guldring af Armen og gav Audun den — „du er endda ikke pengeløs, naar du kommer i Land med denne, ſaaledes ſom Mange have for Skik, at bære Guld paa ſig i Tilfælde af Skibbrud, og ſaa kan man i det mindſte paa Ringen ſee, at du har været hos mig. Men det beder jeg dig om“, tilføjede han, „at du ikke forærer den bort uden til en fornem Mand, hvem du tror at ſkylde ſaa meget godt, at han fortjener en ſaa herlig Gave, thi ſlige Gaver ere egentlig kun for fyrſtelige Mænd: len nu vel!“ — Audun ſejlede afſted, og kom heldigt til Norge; han lagde ſine Varer op, og begav ſig ifølge ſit tidligere Løfte til Kong Harald. Denne tog venligt imod ham, og bad ham ſidde ned og drikke med dem. Derpaa ſpurgte han, hvorledes Sven havde belønnet ham for Bjørnen. „Han belønnede mig“, ſagde Audun, „ved ikke at ſlaa Vrag paa min Gave“. „Saaledes havde ogſaa jeg belønnet dig“, ſagde Harald, „men hvad mere?“ Han gav mig Penge til min Pilegrimsrejſe“, ſvarede Audun. „Kong Sven“, ſagde Harald, „ſkjenker ſaa mange Folk Penge til Pilegrimsrejſer eller andet, om de end ikke bringe ham Gaver; hvad videre?“ „Han tilbød mig“, ſvarede Audun, „at blive hans Skutelſvend og mange andre Æresbeviisninger“. „Et vakkert Tilbud“, ſagde Harald, „men han lod det viſt ikke blive derved“. „Han gav mig en Knarr med den bedſte Farm, man har ſeet her i Norge“, ſvarede Audun. „Det var ſtormandsmæsſigt“, ſagde Harald, „men ogſaa jeg havde gjort det ſamme; gav han dig ikke mere?“ Audun nævnte den med Sølvpenge fyldte Poſe, og Henſigten, i hvilken Sven havde givet ham den. „Det var overordentligt“, ſagde Harald, „og jeg havde ikke gjort det, da jeg vilde have anſeet mig fri for al Forbindtlighed ved at give dig Skibet; fik du endnu mere?“ „Ja“, ſvarede Audun, „han gav mig denne Ring, ſom jeg her bærer paa Armen, da jeg, ſom han ſagde, ikke vilde være uden Midler, ſaalænge jeg havde den, om jeg end miſtede alt det øvrige; han paalagde mig derhos aldrig at afhænde den, med mindre jeg troede at ſkylde en fyrſtelig Mand ſaa meget godt, at jeg vilde forære ham den: og denne Mand har jeg nu fundet, thi det ſtod dig frit for at tage baade Dyret og mit Liv, men du lod mig fare i Fred did hen, hvor andre ej fik Tilladelſe at komme“. Med disſe Ord tog Audun Ringen og gav Kongen den. Kongen modtog taknemmeligt den med ſaa udſøgt Fiinhed overrakte Gave, og ſkjenkede Audun gode Foræringer, førend han drog bort. Det tilføjes, at Audun kom heldigt til Island den ſamme Sommer, og at det ſtedſe gik ham meget godt[17].

Den Anſeelſe, Thjodolf, Stuf, Halle og andre Skalde nøde ved Haralds Hof, viſer nokſom, hvormeget han yndede Skaldekunſten. Idet Foregaaende have vi ogſaa anført flere Exempler paa den Færdighed, hvormed han ſelv udøvede den. At han ſaavel af ſin Samtid ſom af Eftertiden betragtedes ſom en af de ypperſte Kjendere og paalideligſte Bedømmere af Skaldekunſtens Frembringelſer, fremlyſer ſaavel af flere Beretninger i hans Saga ſom af den Omſtændighed, at hans Vers i Snorre Sturlasſøns Skalda eller Anviisning til Digtekunſten hyppigt anføres blandt de ypperſte Skalders Arbejder ſom klasſiſke Mønſtere til Efterligning. Hvor ſtrengt han bedømte endog ſine egne Præſtationer, have vi ovenfor ſeet, da han ſtrax for Stanford-Slaget erklærede et Vers, han havde improviſeret, daarligt, kun fordi det indeholdt en Dunkelhed[18]. Og hvor ſkarpt hans Øre var, derom vidner en liden, i Sagaerne opbevaret Fortælling om en Art af poetiſk Veddekamp mellem Kongen, en Mand ved Navn. Thorgils, og Thjodolf Skald. Engang, berettes der, da Kongen ſejlede med ſin Flaade langs Kyſten, kom han forbi en Mand, der ſad i en Baad og fiſkede. Kongen var i godt Lune og ſpurgte om han kunde digte. Øjeblikkelig kom han med et Vers, hvis førſte Halvdeel handlede om hans Fiſkeri, hvorledes han fangede baade Hyſer og Langer; den anden derimod om hans tidligere Krigsbedrifter, hvorledes han bar et guldomvundet Sverd, og farvede Spydet i Blod. Hiint — ſaaledes ſluttede han den førſte Halvdeel — ſkede for kort Tid ſiden (var þat fyrir skömmu), dette — ſaa endte den anden Halvdeel — derimod for lang Tid ſiden (var har fyrir löngu). „Har du altſaa været hos Fyrſter eller i Slag“, ſpurgte Kongen „Visſelig“, ſvarede hiin, „men kvæd nu imod“. Da kvad Kongen et Vers, hvis Halvdele endte paa ſamme Maade; „det var for kort Tid Men„ kvad han, at hans tapre Hirdmænd hug løs paa Danerne, men derimod for lang Tid liden, at han langt fra Fædrelandet kæmpede i Serkland“. Derpaa bed han Thjodolf at kvæde. Denne kvad et Vers omtrent af ſamme Indhold, fremdeles med de ſamme Slutningsord for hver Halvdeel; men det Ord, der i Slutningslinjen af førſte Halvvers ſkulde rime ſig paa Stavelſen skömm, var Ordet gröm, med enkelt m. Dette ſaarede Kongens kræsne Øre, ſaa at han udbrød: „Nej hør den berømte Skald, ſom ikke kan ſkaffe ordentlige Riim; han ſiger gröm, skömm, medens derimod et Ord ſom hrömm vilde have været fuldt Riim; dette ſkilte du dig ikke ſaa godt fra ſom meget andet“. Thjodolf blev vred, og ſagde at han vilde ſee paa, hvem der kunde digte bedre. Kongen bad Fiſkeren at kvæde; denne gjorde Vanſkeligheder ved at kvæde efter at Kongen og Thjodolf havde givet Prøver paa deres Dygtighed. Men Kongen gav ham en Guldring, og vedblev ſin Bøn. Da kvad han et Vers, atter med de ſamme Slutningsord; den førſte Halvdeel om Gaven, ſom Kongen for et Øjeblik ſiden havde ſkjenket vant, den anden om Kongens tidligere Bedrifter mod Blaamændene. Men denne Gang var han ikke heldigere end Thjodolf i Valget af Riim. Kongen bemerkede dog intet derved, men bad Thjodolf digte imod. Denne vægrede ſig. „Vel digter du godt“, ſagde Kongen, „men du taaler heller ikke at høre mindſte Dadel over dine Frembringelſer“. Kongen kvad nu ſelv et Vers efter det forrige Mønſter, i hvis anden Halvdeel han, merkeligt nok, omtalte en Sejlads, han for lang Tid ſiden ſkulde have foretaget ſøndenfor England. Da han ingenſinde havde været med paa noget ſaadant Tog — det maatte da i alle Fald have været, førend han var femten Aar gammel, og forbigaaet af Sagaſkriverne —, ſkulde man friſtes til at tro, at „England“ her kun ved en Erindringsfejl af dem, der ſenere fremſagde Verſet, eller ved en Læſefejl, er kommet i Stedet for „Engelsnes“ d. e. Cap. St. Angelo eller Malea, det ſydøſtlige Forbjerg paa Peloponnes, ſøndenfor hvilket han oftere ſejlede; iſær da alle de øvrige Vers, der ved denne Lejlighed improviſeredes, paa det førſte nær, i anden Halvdeel handle om Kongens Bedrifter i Levanten. Baadmanden kvad til Gjengjeld et Vers, hvor han berømmede deels Kongens ſidſte Tog mod Venderne[19], deels hans tidligere Heltegjerninger i Serkland. „Dette“, ſagde Kongen, „har de bedſte Udgange af alle dine Vers; er du i Mangel eller mislige Omſtændigheder, ſaa kom til os; jeg ſkal da give dig hvad du behøver“. „Nej“, ſvarede Baadmanden, „med mig har det ingen Nød: jeg gjorde dette kun for Moro Skyld. Mit Navn er Thorgils; jeg var med din Broder, Kong Olaf, i Slaget paa Stikleſtad“. Med disſe Ord kaſtede han Fiſkerkoften af ſig, og viſte ſig da at være en Mand af ſærdeles krigerſk Udſeende. Han gik i Kongens Tjeneſte, og forblev ſiden hos ham[20].

Haralds ſtore Aands-Evner, udbredte Erfaring og, i det mindſte for den Tid, ſjeldne Kundſkaber fandt ogſaa almindelig Anerkjendelſe, og hvor forhadt han end paa enkelte Steder kunde være ſom Konge, var der dog kun een Stemme om hans aandelige Fortrin. Endog den bremiſke Magiſter Adam, der for øvrigt bedømmer ham ſaa haardt, og ſætter ham i Klasſe med de værſte Tyranner, taler dog med ſtor Agtelſe om hans tidligere Krigsbedrifter og betydelige Erfaring[21]. Hans Underſaatter ſpurgte ham endog, ſom det lader, til Raads i farlige Sygdomstilfælde. I det mindſte have Sagaerne opbevaret os een Beretning om en Helbredelſe, Kongen ſkal have tilvejebragt. Beretningen er viſtnok heel mistænkelig, men den torde dog kunne betragtes ſom et Vidnesbyrd om de ſtore Foreſtillinger, Samtiden og den nærmeſte Eftertid nærede om Haralds Indſigter[22]. Overhoved lære vi heraf, ſaavel ſom af alle andre Træk, der meddeles af Haralds Liv, at han maa have været en højſt begavet Mand, af en fremragende Aands-Overlegenhed og en ſkarpt udpræget Perſonlighed.

  1. Se ovenfor S. 236.
  2. Harald Haardraades Saga Cap. 121, Snorre Cap. 104.
  3. Hemingſagnet, ſaaledes ſom det fremſtilles i den islandſke Bearbejdelſe, er meddeelt i Udtog af P. E. Müller i hans Sagabibl. III. S. 356—366. Ligeledes findes det i Thormod Torvesſøns Hist. Norv. III. S. 365—372. De nu exiſterende norſke Hemingsviſer findes i Landſtads norſke Folkeviſer S. 177—185, og Uddrag af den færøiſke, ſammeſteds S. 862—864. Om Sagnet ſelv, ſe ovf. I. 2. S. 72, 73, Anm. Den Bearbejdelſe, jeg her har kaldet den islandſke, og hvilken man maaſkee kan tilſkrive den førſte Henførelſe af Sagnet til Harald Haardraade, maa være bleven til paa Island, da den deels indblander flere Islændinger, navnlig Odd Ufeigsſøn, Halldor Snorresſøn, Thorarin Nevjulfsſøn o. fl, deels hentyder til Lokalforholde paa Island, f. Ex. en af Odd bygget Kirke paa hans Gaard Mel, hvor hiint hellige Liinklæde, ſom Heming havde baaret, „endnu den Dag i Dag gjemmes“. Bearbejdelſen findes i Flatøbogen og (dog ikke fuldſtændigt) med Hr. Hauk Erlendsſøns egen Haand i Hauksbogen. Her findes den forbunden med en anden, viſtnok upaalidelig, Fortælling om en Grønlænding, kaldet Liig-Lodin, der kom til Harald, da han laa med ſin Flaade i Solunderne paa Rejſen til England og berettede ham allehaande forunderlige Ting ſom han havde ſeet i Grønlands-Farvandene, ſaa at Toſtig Jarl gav at forſtaa, at han anſaa det for Løgn. (Se Grønlands hiſtoriſke Mindesmerker II. S. 662—667). Men Toſtig var ikke med Harald paa dette Tog, da han allerede flere Maaneder forhen var kommen til England.
  4. Om Brynjulf ſe ovf. I. 2. S. 542, 543.
  5. Harald Haardraades Saga Cap. 124, Snorre Cap. 105.
  6. Paa de mindre ædle Midler hvoraf Harald ſtundom benyttede ſig til at faa ſine Fiender og politiſke Modſtandere ryddede af Vejen, have vi allerede ovenfor ſeet Exempler. Til disſe kan man maaſkee ogſaa henføre endnu en Fortælling, der alene findes i de vidtløftigere Kongeſagaer (Harald Haardraades Saga Cap. 109, Morkinſkinna, fol. 17 a). Det heder her, at Harald engang kom til det Sted, hvor Slaget mellem Tryggve Olafsſøn og Svein Alfivesſøn havde ſtaaet (ſe ovenfor I. 2. S. 830, 831); han traf der en Mand, der havde været med Tryggve og elſkede ham højt; denne Mand blev meget betagen ved at ſee Kongen, og angav ſom Grund, at Synet af fyrſtelige Perſoner altid gjorde et ſterkt Indtryk paa ham ſiden Tryggves Død, efterſom denne ſlet ikke var falden i Slaget, men derimod myrdet af den Bonde, ſom boede i Nærheden. Harald, ſiges der, lod nu Bonden ved Pinſler tvinge til at tilſtaa Forbrydelſen, og lod ham derpaa hænge. Men de Skaldekvad, der omtale Tryggve ſom falden i Slaget, ſynes at ſtøtte ſig til Øjenvidners Beretning; højſt urimeligt ſynes det, at hiin Ven af Tryggve i ſaa lang Tid ſkulde kunne have opholdt ſig uantaſtet nær ved hans foregivne Morder, og ligeſaa urimeligt er det, at hiin Bonde ſkulde have myrdet ham hemmeligt, hvor det tvertimod betragtedes ſom en Fortjeneſte at dræbe ham. Angivelſen maa derfor viſtnok have været uſand; og hvis det er ſandt, at Harald lod Bonden hænge, opſtaar der ſterk Mistanke om at Harald ſelv har opſtillet Angiveren for at faa Paaſkud til at rydde den ham af en eller anden Grund forhadte Bonde af Vejen. Men den hele Fortælling er noget apokryfiſk, og dens Udeladelſe hos Snorre vidner ſterkt mod dens Troværdighed.
  7. Om Einar Fluga, ſe ovenfor S. 177.
  8. Om Thorleif Jarlaſkald, ſe ovenfor I. 2. S. 250, Anm.
  9. Morkinſkinna nævner Edward, og overalt, hvor Begivenheden omtales, kalder; den engelſke Høvding, hvorom her er Spørgsmaal, Konge. Men da Edward Confesſor neppe har interesſeret ſig for at høre, eller vel endog forſtaaet, norſke Kvad, er det rimeligt, at den Høvding, Halle beſang, var Harald Godwinesſøn, hvis Magt i England var ſaa ſtor, at den næſten kunde kaldes kongelig. Vi have desuden ſeet, at Begivenheder, der foregik i England ſtrax før Haralds Tronbeſitgelſe, medens han endnu var Jarl, i Sagaen ſiges at have fundet Sted medens han var Konge.
  10. Harald Haardraades Saga Cap. 101—104. Morkinſkinna fol. 15. b. 16. Fuldſtændigt i Flatøbogen; kun denne meddeler Slutningen, der ſavnes i de øvrige Bearbejdelſer, endog i Morkinſkinna. Da det udtrykkeligt ſiges at Halle efter ſin Hjemkomſt til Island levede længe, og hans Død dog indtraf i Haralds Regjeringstid, er det tydeligt at hans Ophold hos denne maa have indtruffet i hans tidligere Aar, maaſke omkring 1053, i hvilket Aar Harald Godwinesſøn efterfulgte ſin Fader ſom Englands egentlige Regent.
  11. Om dennes tidligere Skjebne og merkelige Driftighed, ſe længere nede, 401, jvfr. Bandamanna-Saga.
  12. I Sagaerne nævnes Thjøttø; men dette maa være urigtigt, da det ſidenefter heder at Odd, ſom fremdeles ſejlede ſydefter, kom til Melø (Mjóla), hvilken dog ligger næſten en heel Bredegrad nordligere end Thjøtta. Da nu Einar Fluga, ſom Haareks Søn, ſandſynligviis boede paa Thjøttø, er det rimeligere at denne Ø ved en Fejltagelſe er nævnt ſom den, bag hvilken Einars Skib kom frem, end at Melø urigtigt ſkulde være nævnt ſom den Ø, hvor Odd forefandt Kongen. Det er ikke engang ſandſynligt, at Einar paa denne Tid, da Kongen ſelv befandt ſig i disſe Farvande, laa hjemme paa Thjøttø.
  13. Harald Haardraades Saga Cap. 106. Morkinſkinna fol. 17. b. 18.
  14. Det er allerede ovenfor (I. 2. S. 704) udhævet, hvorledes dette Sted, med flere andre, vidner om, at Grønland ſtod i nærmere Forbindelſe med Norge, end med Island.
  15. Disſe vare væſentlige Beſtanddele af Pilegrimernes Dragt.
  16. I Sagaerne ſtaar der „leðrhosa“ egentlig „Læder-Hoſe“.
  17. Harald Haardraades Saga Cap. 72—73. Morkinſkinna fol. 10 a. b. Blandt hans Efterkommere nævner Hrokkinſkinna en vis Thorſtein Gydasſøn, der maa have levet omkring 1300.
  18. Nemlig fordi Ordet „mína“ i Originalen, ſe Harald Haardraades Saga Cap. 118, ſnarere kan henhøre til „hjálmar“ end til det underforſtaaede „brynju“.
  19. Harald kaldes her „Vendernes Ødelægger“; dette Vers bekræfter ſaaledes det oven anførte Udſagn af Mag. Adam, at Harald herjede Vendland.
  20. Harald Haardraades Saga, Cap. 108. Morkinſkinna, fol. 17 a.
  21. Han kalder ham ſaaledes, hvor han taler om hans Nordiishavs-Expedition (IV. 38), experientissmus Nordmannorum princeps.
  22. Fortællingen ſtaar at læſe i Harald Haardraades Saga Cap. 97, 98, Morkinſkinna fol. 11, b. Den handler om en mægtig Thrønders, ved Navn Halldors, Datter Ingebjørg, der efter et Beſøg, Kongen havde aflagt der paa Gaarden, blev meget ſyg, idet hendes Bug ſvulmede op, og Tørſt og Hede plagede hende. Halldor, ſiges der, ſpurgte Kongen til Raads, og denne ſagde at hun maatte have ſlugt en Orme-Unge, der ſiden havde voxet inde i hende Han angav et Middel til at faa lokket den frem og dræbt den, hvilket ogſaa lykkedes, ſkjønt hun led meget derved, og hun ſiden efter ikke ret kom ſig, førend man, ſom Kongen bed, havde paakaldt Jomfru Maria for hendes Skyld, og lovet at Ingebjørg paa Marias Himmelfartsdag ſkulde ſynge „beati immaculati“ og 7 Pſalmer. Siden bejlede en Lendermand til hende, men efter Kongens Raad afſlog Halldor Tilbudet, og Ingebjørg blev ſiden ved Kongens Foranſtaltning og med Faderens Samtykke ſat i et Nonnekloſter. Da ſlige Ormehiſtorier, ſaa hyppigt de end fortælles, endog nu omſtunder, alle ere uſande; da Beretningen ikke lægger Dølgsmaal paa, at onde Tunger angav hendes vel fortrolige Omgang med Kongen ſom Aarſagen til hendes Ildebefindende, og da det ligeledes er underligt at Kongen ſiden ej tillod hende at gifte ſig, men ſatte hende i Kloſter: ſkulde man næſten formode at den Sammenhæng, ſom den almindelige Folkeſnak antydede, var den rette. Nonnekloſtret, hun ſendtes til, maa for øvrigt have været etſteds udenfor Norge, maaſkee i England, da der ej paa den Tid fandtes Nonnekloſtre i Norge.