Det norske Folks Historie/3/30

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Harald Haardraade havde imidlertid tilendebragt ſine Udruſtninger og, ſom det heder, faaet ſaa udſøgt en Hær ſamlet, ſom aldrig enten for eller ſiden er udgaaen fra Norge[1], kun maaſkee med Undtagelſe af den, Kong Haakon Haakonsſøn henved to hundrede Aar ſenere førte til Skotland. Blandt de anſeede Mænd, ſom fulgte med, nævnes førſt og fremſt Kongens Svoger Eyſtein Orre af Giſke, hvilken han yndede meeſt af alle Lendermændene, og hvem han nu ogſaa havde lovet ſin Datter Maria til Egte. Fremdeles nævnes Stallaren Styrkaar, Merkesmanden Fredrik, og den tapre Islænding Brand Gunnſteinsſøn, der ligeſom Hall Utryggsſøn var bleven landflygtig formedelſt Eyjulf Gudmundsſøns Overmagt[2]. Om Thore paa Steig ſiges det derimod udtrykkeligt, at han, uagtet Kongen havde befalet ham at deeltage i Toget, dog udeblev, afſkrækket ved en ſlem Drøm. Man kan ellers være forvisſet om, at de fleſte Lendermænd i Norge vare med; thi da den hele Flaade var ſamlet ved Solund-Øerne, udgjorde den ikke færre end 240 Skibe, foruden Smaaſkuder og Transportſkibe[3]. Af dette Antal beløb Ledingsſkibenes ſig ſandſynligviis til 150, hvilket omtrent var, hvad den halve Almenning kunne tilvejebringe; de øvrige 60 Skibe tilhørte ſaaledes deels Kongen, deels Lendermændene[4]. Antallet af Krigere og Søfolk kan neppe have været under 20000, hvilket endog i vore Dage, end ſige paa hine Tider, maa i Forhold til Norges Folkemængde og Hjelpekilder betragtes ſom en overmaade betydelig Styrke til et Søtog[5]. Regjeringen i Norge under ſin Fraværelſe betroede han ſin ældſte Søn Magnus, og lod ham tage til Konge af Thrønderne. Den anden, Olaf, tog han med, ligeledes Dronning Elliſiv, hvilken han, ſom vi allerede tidligere have viiſt[6], i den ſenere Tid atter havde begyndt at nærme ſig, og ſom nys havde født ham Datteren Ingegerd, der nu, ſaavel ſom hendes voxne Syſter Maria, ledſagede Moderen. Dronning Thora derimod blev tilbage[7]. I Kongens Følge var ogſaa en Biſkop, uviſt hvilken[8]. Førend Harald ſelv forlod Nidaros, og netop ſom han var færdig til at lægge ud af Halmen, udførte han førſt en Ceremoni, ſom allerede Magnus den gode ſkal have begyndt med, nemlig at klippe St. Olafs Haar og Negle. Magnus, ſiges det, gjorde dette een Gang hvert Aar, og forvarede ſelv Regelen til Skrinet[9]. Der nævnes intet om, hvor vidt Harald hidtil paa ſamme Maade var vedbleven dermed Aar efter Aar, eller om han nu gjorde det eengang for alle. Dette ſkulde man dog antage for det ſandſynligſte, da det tilføjes, at han efter at have tillukket Kiſten igjen kaſtede Nøgelen i Vandet, efter Nogles Sigende i Nidelven, efter andres i Havet udenfor Agdenes[10]. Han tilkjendegav derved tydeligt nok ſit Ønſke, at Skrinet ikke oftere ſkulde aabnes eller Ceremonien gjentages — det ſkede heller ikke førend over 200 Aar ſenere[11] —; og Aarſagen maa have været den, at han ved at ſee Liget har overtydet ſig om den Fare, Troen paa Olafs Helligdom vilde være underkaſtet, hvis nogen efterdags fik Adgang til at betragte det. Han ſtyrede nu med de Skibe, der hørte til hans eget Følge, ſyd til Samlingsſtedet ved Solund-Øerne, hvor det varede nogen Tid inden den hele Flaade kom ſammen. Men ſaa mange og ypperlige Krigere Harald end havde, ſynes der dog ikke at have herſket nogen god Stemning i Hæren. Ikke at der viſte ſig nogen Uvilje mod Harald, men man nærede bange Anelſer om at Toget vilde løbe uheldigt af, og disſe Anelſer aabenbarede ſig nokſom i alle de ſlemme Drømme og andre ulykkeſpaaende Forvarſler, ſom man fortalte hinanden indbyrdes, og ſom ved at gaa fra Mund til Mund end mere maatte udbrede Misſtemning og Ængſtelſe. Et Par af disſe Drømme have Sagaerne opbevaret. Endog Kongen ſelv ſynes at have været ſmittet af den almindelige Forſtemthed, thi ogſaa han ſkal have haft en Drøm, der ikke var mindre foruroligende end de øvrige, og ſom han maa have fortalt til ſine Omgivelſer, da Sagaerne ellers ikke vilde kunne have meddeelt den fuldſtændigt. Dog, jo ængſteligere Stemningen var, deſto mere maa man beundre Kongens faſte Vilje, idet han desuagtet blev ſin Beſtemmelſe tro, og hans Krigeres Pligtfølelſe, der afholdt dem fra at unddrage ſig et Tog, paa hvilket maaſkee de fleſte troede at gaa den visſe Død imøde[12].

Harald kom neppe afſted fra Solunderne, førend i Begyndelſen af September[13]. Han ſejlede med gunſtig Vind over til Hjaltland, og efter et ganſke kort Ophold her til Orknøerne, hvor allerede en Deel af hans Flaade var ankommen før ham. Her maatte Jarlerne Paal og Erlend ſtille et betydeligt Antal Hjelpetropper, ej alene fra deres Jarldømme, men og, ſom det ſynes, og hvad der i ſig ſelv er rimeligt, fra de under dem lydende Syderøer, thi vi erfare af den manſke Krønike, at Gudrød med Tilnavn Crovan, der ſiden ſatte ſig i Beſiddelſe af Øen Man og Syderøerne, og hvis Fader, Harald ſvarte, ſynes at have været en Søn af den i Aaret 989 faldne ſyderøiſke Konge Gudrød Haraldsſøn, deeltog i Toget[14]. Paal og Erlend maatte ſelv følge med, — om det var med deres gode Vilje eller fordi Harald derved vilde ſikre ſig deres Troſkab, ſiges ikke[15]. Der tales ogſaa om at en irſk Konge ſkal have underſtøttet Toſtig[16] eller rettere Harald Haardraade: muligviis ſigtes der til en af de norſke Konger paa Irland, ſkjønt ingen af disſe i de irſke Aarbøger omtales ſom Deeltager i Krigen. Ved al denne Tilvæxt forøgedes Haralds Flaade indtil et Antal af 300 eller maaſkee 360 Skibe, og Hæren rimeligviis til omkring 30000 Mand[17]. Harald lod Dronning Elliſiv og hendes Døtre Maria og Ingegerd blive tilbage paa Orknø, og ſtyrede ſydefter langs Skotlands Øſtkyſt, til Northumberland, hvilket det førſt og fremſt var hans Henſigt at underkaſte litt. Ved Tyneflodens Udløb forenede Toſtig ſig med ham og hyldede ham ſom ſin Lensherre[18] (omkring 10 Septbr.)[19]. Derpaa gjorde de i Forening Landgang paa Kyſten af Cleveland — ſaa kaldtes Strøget ſøndenfor Tees — og tvang Indbyggerne, der ej vovede at gjøre ham Modſtand, til at betale Skat og ſtille Giſler. Siden angreb de Scarborough, hvis Borgere ſøgte at forſvare ſig; men Nordmændene beſtege en Klippe lige bag Byen, og ſlyngede derfra brændende Træſtykker ned paa Huſene, fem kom i Brand: da maatte Staden overgive ſig og Indbyggerne ſværge Troſkabseed. Paa ſamme Maade vedblev Harald at underkaſte ſig Kyſt-Egnene lige til Humberen. Ved Holderneſs havde endeel af Indbyggerne ſamlet ſig, og ſøgte at gjøre ham Modſtand, men bleve ſnart adſplittede, hvorefter Harald med hele Flaaden ſejlede opad Ouſe mod York[20], og lagde til ved Riccal[21], omtrent 8 engelſke eller noget over een norſk Miil ſøndenfor Byen. Herfra fortſatte han Vejen til Lands, langs Elven. Jarlerne Mortere og Eadwine, der laa med en betydelig Hær i York, ilede ham imøde, men traf ham allerede ved Fulford, neppe to engelſke Mile fra Staden[22]. Harald fylkede ſtrax ſin Hær ſaaledes at han med den venſtre og ſterkeſte, Fløj ſtøttede ſig til Elven, med den anden, der var ſvagere, til et Morads med et Dige fuldt af Vand. Jarlerne angreb førſt denne Fløj, der maatte vige. De troede ſig allerede visſe paa Sejren og forfulgte de flygtende Nordmænd, da Harald, ſom ſtod paa venſtre Fløj, lod blæſe til Angreb og med ſit Banner Landeyda i Spidſen gjorde et ſaa vældigt Anfald paa Jarlernes Hær, at denne ikke formaaede at holde Stand, men adſpredte ſig i vild Flugt, deels langs med Aaen, deels til Diget, hvor en Mængde druknede og ſkulle have ligget ſaa tykt over hinanden, at Nordmændene kunde gaa tørſkoede over Sumpen[23]. Blandt de faldne regnede Nordmændene Mortere ſelv, og Skalden Stein Herdiſeſøn taler udtrykkeligt i ſit Kvad om, at Dynger af Liig laa over den tinge Mortere. Sandſynligviis har han af de øvrige Flygtende været revet med ud i Sumpen, men er ſiden undkommen uden Nordmændenes Vidende[24]. (Onsdag d. 20 Sept.)[25]. Englænderne flygtede til York, forfulgte af Harald lige til Stadens Mure, udenfor hvilke ogſaa en Mængde Englændere maatte bide i Græsſet, ſaa at en ſamtidig Forfatter i Alt angiver deres Tab paa denne Dag til 1000 Lægmænd og 100 Gejſtlige[26]. Endnu 300 Aar efter paaviſte man Stedet, hvor denne Kamp havde ſtaaet[27]. Harald underkaſtede ſig nu de nærmeſte Hereder, og lejrede ſig ved Stanford Bro, der omtrent en norſk Miil eller 7 engelſke Mile øſtenfor York gaar over den til Ouſe løbende Aa Derwent. Her, ſynes det, var det allerede aftalt at Befuldmægtigede fra det hele Shire ſkulde møde frem med Giſler, da Sendebud fra Staden York paa deres Medborgeres Vegne tilbede Kapitulation. Harald berammede da et Møde for at underhandle derom til Søndagen den 24de, begav ſig til denne Tid med Hæren til York, og holdt, ſom det heder, Thing med Borgerne lige udenfor Staden. Paa dette Thing erkjendte Indbyggerne ham for deres Herre, forbandt ſig til at ſkaffe en Mængde Levnetsmidler for Hæren og til Pant paa deres Troſkab at ſtille 500 Giſler, opnævnte af Smug„ der ſom Landſkabets forhenværende Jarl vidſte go Beſked om, hvilke der var de fornemſte Mænd, ſom det meeſt kom an paa at ſikre ſig[28]. Toſtigs tidligere Løfte, at hans Venner og Tilhængere vilde forene ſig med Harald, gik nu, da de ikke længere havde Morkere og Eadwine at frygte for, i Opfyldelſe, og hans Hær ſkal derved have faaet en betydelig Tilvæxt, ligeſom det vel ogſaa fornemmelig ſkyldtes Toſtigs Parti, at York ſaa ſnart kapitulerede; dog ſynes ogſaa Liſt og Forſtillelſe at have været med i Spillet, efter hvad det ſiden viſte ſig. Harald og Toſtig toge nu Staden formelig i Beſiddelſe[29], og optraadte ganſke ſom Herrer over Northumberland. Der tilſagdes et Thing i Staden til den næſte Dags Morgen, paa hvilket Harald ſkulde udnævne nye Befalingsmænd, og uddele Len og Værdigheder. Der blev ligeledes forkyndt fuld Fred for alle Indbyggerne i Landſkabet, hvis de vilde gjøre fælles Sag med Harald og Toſtig, og ledſage dem paa deres Erobringstog ſydefter[30]. Harald overnattede ikke i York, men vendte, ſom ſædvanligt, om Aftenen tilbage til ſine Skibe, ſtolt og glad over den lette Sejr og ſine Vaabens heldige Fremgang. Det var hans Henſigt, næſte Morgen tidligt at bryde op med en Deel af Hæren og at lægge Vejen over Stanford Bro, for her efter Aftale at modtage Giſlerne fra Yorkſhire, uagtet dette var en Omvej af mindſt et Par norſke Mile[31]. For at Landſkabets Indbyggere paa deres Side ogſaa ſkulde have Tillid til hans Oprigtighed. efterlod han 150 af ſine Mænd ſom Giſler i York[32].

Men imidlertid havde Kong Harald Godwinesſøn erfaret den norſke Konges Ankomſt, og i Haſt udruſtet 7 Troppekorps, hvormed han ilede nordefter uden at Fienden erfarede det mindſte om hans Nærmelſe. Om Søndagen, medens Harald Haardraade og Toſtig endnu vare i York, kom han til Tada eller Tadcaſter, ſydveſtenfor York, omtrent halvvejs mellem denne Stad og Leeds[33]. Her fylkede han, ſom det heder, ſin Hær, og herfra har han ſandſynligviis holdt Øje med Nordmændenes Bevægelſer og plejet hemmelige Underhandlinger med ſine Venner i York, thi aldrig ſaaſnart vare Nordmændene borte, og det var blevet mørkt om Aftenen, førend han indfandt ſig udenfor Byen med hele ſin Hær, blev paa det beredvilligſte indladt af Borgerne trods det nys ſluttede Forlig, og beſatte ſtrax alle Porte og Veje, for at Nordmændene ikke ſkulde faa mindſte Nys herom[34]. Dette lykkedes ogſaa fuldkommen. Thi Mandag Morgen, efter tilendebragt Dagverd, lod Kong Harald Haardraade blæſe til Opbrud med en langt mindre Styrke, end han viſt ellers vilde have medbragt, derſom han havde haft mindſte Anelſe om at hans Fiende laa l York med en ſterk Hær, færdig til at overfalde ham. Han beſtemte nemlig, at i hver Svejt eller mindre Afdeling ſkulde af tre Mænd de to følge med, og den tredie blive tilbage, ſaaledes at i alt en Trediedeel af Hæren blev liggende for at pasſe paa Skibene, under Befaling af hans Søn Olaf, Orknø-Jarlerne, og Eyſtein Orre; og de, ſom droge op med ham, toge ikke engang deres Brynjer paa, men alene Skjold og Hjelm til Forſvarsvaaben[35], da det var godt Vejr og hedt Solſkin, og de ſelv desuden vare lyſtige og ſorgløſe, uden at have mindſte Anelſe om nogen Fare. De vare allerede komne over Stanford Bro, da de i det fjerne ſaa Støvſkyer hvirvle ſig i Veiret, og under dem blinkende Skjolde og hvide Brynjer. Kongen lod gjøre holdt, og ſpurgte Seng, hvad dette kunde være for en Hær. Toſtig ſvarede at det viſtnok ſaa ligeſt ud til at være Fiender, men at det dog maaſkee ogſaa kunde være endeel af hans Venner og Frænder, der kom for at tilbyde deres Tjeneſte, imod at Kongen tog dem i ſin Beſkyttelſe. Kongen ſagde at man ſkulde oppebie dem for at ſee, hvad de ſorte i ſit Skjold. Jo mere Hæren nærmede ſig, deſto talrigere viſte den ſig at være. Det var ſom en Iisſkorpe at ſee til, ſaaledes blinkede Vaaben ved Vaaben. Da ſagde Harald: „det er ikke at dølge for, at her er Ufred for Haanden, og at Kongen ſelv er kommen: nu gjelder det at finde paa et godt og fornuftigt Raad. Toſtig raadede at vende om igjen til Skibene ſaa hurtigt ſom muligt; her havde man da Valget, om man med den hele Styrke og fuldſtændig bevæbnet vilde binde an med Fjenden, eller om man heller vilde gaa ombord i Skibene, mod hvilket det engelſke Rytteri intet kunde udrette. Dette Raad var meget klogt, og vilde ſandſynligviis, om det var blevet fulgt, have givet Tingene en langt anden Vending, men af falſk Undſeelſe og Frygt for, at man kunde udlægge det ſom Tegn paa Modløshed, forkaſtede Harald det[36], og foretrak at ſende tre raſke Mend ned til Skibene paa de hurtigſte Heſte, der fandtes i Hæren, med den Befaling, at det efterladte Mandſkab ſtrax ſkulde bryde op og komme ham til Hjelp. Imidlertid haabede han at kunne beſkjeftige Englænderne, indtil Undſætningen kom. „Som I vil Herre“, ſagde Toſtig; „jeg har ikke ſtørre Lyſt til at flygte end enhver anden, men jeg maatte ſige hvad jeg fandt raadeligſt“.

Harald lod nu Fredrik Merkesmand rejſe hans Banner, Landeydan, og opſtillede ſine Mænd i en lang, men ikke tyk, Fylking. Derpaa lod han Fløjene høje ſig bagover, indtil de naaede ſammen, ſaa at Hæren kom til at danne en ſtor Ring, med Skjold ved Skjold, ſaa vel foran det yderſte Geled, ſom foran hvert af de indre. Paa denne Maade ſøgte Harald at dække ſig mod Angreb af Fiendens Rytteri, omtrent ſaaledes ſom naar Fodfolket i vore Dage former Karree. Han forordnede, at det yderſte Geled i Fylkingen ſkulde ſtøtte Spydſkaftene mod Jorden og rette Oddene mod Rytternes Bryſt; de, ſom ſtode i næſte Geled ſkulde derimod rette Spydoddene mod Heſtene. Man ſkulde ſtaa faſt og tæt ſluttet, pasſe paa at Ordenen ej blev brudt, holde Blikket ufravendt rettet mod Fienden og ikke flytte ſig et Skridt frem. Indenfor Kredſen ſtillede han Bueſkytterne; der forbeholdt han ogſaa ſig ſelv og Toſtig Plads med deres Følge, hver paa ſin Kant. Imidlertid rykkede den engelſke Konge nærmere med ſin Hær, der beſtod baade af Fodfolk og Ryttere, og ſkal have været dobbelt ſaa talrig ſom den norſke. Førend Kong Harald Sigurdsſøn indtog ſin Plads, udenfor Kredſen, red han omkring Fylkingen for at mønſtre ſine Krigeres Rækker og ſee til, at Alt var i Orden. Han ſad paa en ſort bleſet Heſt, iført en blaa Vaabenkjortel. Medens han ſaaledes red omkring, havde han det Uheld at Heſten ſtyrtede med ham, ſaa at han ſelv faldt forover, og ned til Jorden. For at berolige ſine Omgivelſer, der ellers kunde antage dette for et uheldigt Varſel, ſagde han efter et gammelt Ordſprog; „Fald betyder Lykke paa Farten“[37]. Harald Godwinesſøn, der havde gjort Holdt for at oppebie de bagerſte i ſin Hær, ſaa det ogſaa, og ſpurgte nogle Nordmænd, der befandt ſig i hans Hær, hvo den høje Mand i blaa Kjortel og med den fagre Hjelm var, ſom juſt faldt af Heſten. De ſagde at det var Kongen ſelv. „Han er en ſtor og drabelig Mand“, ſagde Harald, „men med hans Lykke lader det nu til at være forbi“.

Strax efter kom tyve Ryttere, ſaa vel ſelv ſom deres Heſte iførte Brynjer, ridende frem fra den engelſke Hær mod Nordmændenes Fylking, og en af dem ſpurgte om Toſtig Jarl var tilſtede. „Det er ikke at dølge for, at I kunne finde ham her“, ſvarede han ſelv. „Vi bringe“, ſagde den engelſke Stridsmand, „den Hilſen fra din Broder Harald, at han tilbyder dig Grid og Northumberland, ja han er ikke engang uvillig til at indrømme dig Trediedelen af ſit Rige, naar han ej paa anden Betingelſe kan vinde dit Venſkab“. „Dette“, ſvarede Toſtig, „er rigtignok et andet Tilbud end den Forhaanelſe og Ufred, man bød mig ifjor Høſt; havde man da budet mig det ſamme, vilde mangen En være i Live, ſom nu er død, og med den engelſke Konges Vælde ſtod det da bedre til. Men ſæt nu at jeg modtager dette Tilbud, hvad byder da min Broder Norges Konge?“ „Han har“, ſvarede den anden „ladet ſig forlyde med, hvor ſtort Stykke af England han vilde unde Kong Harald Sigurdsſøn; det er 7 Fods Rum, og ſaa meget mere ſom han er højere end de fleſte andre“. „Hvis ſaa er“, ſagde Toſtig, „da rider kun tilbage og beder Kong Harald begynde Slaget. Nordmændene ſkal ikke kunne ſige, at Toſtig Jarl lod Norges Konge i Stikken og ſlog ſig til hans Fiender, da han ſkulde ſtride om Englands Krone; med hinanden ville vi enten dø med Ære eller vinde England med Sejr“. Da vendte Rytterne tilbage til den engelſke Hær. Kong Harald ſpurgte Toſtig, hvo hiin Ordfører var, hvis Tale hørtes ſaa grant. „Det var min Broder, Harald Godwinesſøn ſelv“, ſvarede Toſtig. „Det fik vi altfor ſeent at vide“, ſagde Kongen. „thi han var kommen vore Rækker ſaa nær, at han ej ſkulde have kunnet melde vore Mænds Fald“. „Viſtnok“, ſvarede Toſtig, „var det uforſigtigt af en Høvding ſom han, at vove ſig ſaa langt frem, og jeg ſkjønnede meget vel, at det kunde ſkee ſom I ſige, men jeg frygtede for at Sammenligningen mellem hans Færd og min da vilde falde alt for meget ud til min Skade, naar nemlig han kom for at byde mig Grid og ſtort Herredømme, men jeg blev hans Banemand ved at udpege ham. Dette undlod jeg derfor, og jeg vil heller lide Døden for min Broders Haand, end paa ſlig Maade volde hans Død“. Harald ſvarede intet, men bemerkede kun til ſine Mænd: „denne Mand var liden af Væxt, men ſtod kjekt i ſine Stigbøjler“[38]. Derpaa gik han ind i Skjoldborgen, idet han kvad:

Frem vil vi gange
i Fylkingen
brynjeløſe
under blaa Egge;

Hjelme blinke,
men Brynjen mangler;
vort Skrud nu ligger
i Skibene nede.

„Denne Viſe“, ſagde han ſtrax efter, „er ſlet digtet, og jeg ſkal kvæde en anden og bedre“: han kvad ogſaa virkelig paa ſtaaende Fod en anden i det ſædvanlige kunſtigere Verſemaal, hvori han i ſit og ſine Mænds Navn forſikrede, at de ej ſkulde krybe i Skjul bag Skjoldet for Vaabenbrag, og ſagde at han allerede forlængſt havde gjort det Løfte, at bære Hovedet højt i Sverdgnyet. Thjodolf Skald, der her, ſom ſædvanligt, var tilſtede, kvad et Vers, hvori han lovede ej at ville forlade Kongens haabefulde Sønner, om endog Kongen ſelv faldt. Den eneſte af Kongens nærmeſte Omgivelſer, ſytti ikke ganſke manglede Ruſtning, var Islændingen, Brand Gunnſteinsſøn: han havde en ſaakaldet Brynſtakk, og tilbød Kongen den, men han vilde ikke tage imod den. „Du er en brav Dreng“, ſagde han, „men behold kun ſelv din Brynſtakk“[39].

Slaget begyndte med et Angreb af Harald Godwinesſøns Ryttere[40], der dog intet kunde udrette mod Nordmændenes tæt ſluttede, ved Skjoldene og de fremſtrakte Spyd dækkede, Rækker. De rede rundt omkring Kredſen, og ſøgte paa alle Kanter at faa den brudt, men overalt mødte de Spydoddene og hilſedes med en Pileregn af de indenfor Kredſen opſtillede Bueſkytter. Tilſidſt opgave de Forſøget, og rede tilbage. Havde Nordmændene nu fremdeles holdt den ſamme Stilling ſom hidtil, vilde Angrebet neppe være blevet fornyet; Forſterkningen fra Skibene vilde have fundet Hæren uſvækket, og man kunde da have gaaet angrebsviis tilverks. Men i den overilede Tro, at Fienden allerede var ſlagen, opløſte Nordmændene — dog neppe med Haralds gode Vilje — deres Rækker for at forfølge de Flygtende. Ved Synet deraf fik Englænderne nyt Mod, ſamlede ſig igjen, ſatte allevegne fra ind paa de fremſtormende Nordmænd, og trængte ind gjennem deres aabnede Geleder. Derved opſtod et blodigt Haandgemæng, og Folkemonen gjorde ſig ſnart gjeldende, ſaa at Nordmændene begyndte at falde i Mængdeviis. Da Kong Harald ſaa dette, ilede han ſelv til, hvor Kampen raſede heftigſt, ſtyrtede ſig, greben af den vildeſte Stridslyſt, ſom Berſerkerne fordum, ind i Slagtumlen, huggende til begge Sider, ſaa at hverken Hjelm eller Brynje kunde holde Stand, og vadede, ſom Stuf Skald ſiger, gjennem Fiendens Rækker, ſom om han vadede gjennem Vind. Ingen Fiende vovede længer at blive ſtaaende hvor.han ſtevnede frem, og alt veg for ham. Allerede truede Flugten med at blive almindelig over den hele engelſke Hær, og Sejren ſyntes Nordmændene vis, da Harald blev truffen af en Piil i Struben, ſaa at Blodet ſtrømmede ud af Munden paa ham, og han ſtyrtede død til Jorden. De fleſte af den Skare, der havde fulgt ham, faldt omkring hans Liig, blandt dem den brave Brand; de øvrige trak ſig atter tilbage under Merkerne. Men endnu var Kampen ikke paa langt nær endt. Nordmændene fortſatte den med ſtørſte Heftighed, idet de opeggede hinanden indbyrdes. Da Toſtig blev var, at Kongen var falden, ilede han ſelv didhen, hvor han ſaa Landeydan knejſe, ſtillede ſig under Kongebanneret, og opmuntrede Krigerne til Kamp. Paa begge Sider var man dog ſaa udmattet, at der af ſig ſelv opſtod en Standsning i Kampen, ſom varede temmelig længe. Dette Puſterum benyttede Harald Godwinesſøn til at byde Toſtig Grid, ſaavel ſom alle de Nordmænd, der endnu vare i Live. Men uagtet de erkjendte deres fortvivlede Stilling — et Vers, ſom Thjodolf juſt da kvad, vidner nokſom herom — vilde de dog intet høre om Overgivelſe, og ſagde, at før ſkulde de falde den ene over den anden, end de ſkulde modtage Grid af engelſke Mænd. Derpaa iſtemte de Hærſkrig, og begyndte Kampen paany tinder Anførſel af Toſtig, der ſtred ſom en Mand, og fulgte Banneret fremad, men overmandedes og faldt med megen Berømmelſe. I dette Øjeblik, men for ſilde, ankom endelig den længe væntede Undſætning fra Skibene, anført af Eyſtein Orre, ſom ſtrax greb Landeydan og begyndte Kampen for tredie Gang, uagtet han og hans Mænd havde ſkyndt ſig fra Skibene i ſaadan en Fart, at de formedelſt Træthed næſten vare ukampdygtige, iſær da de ikke, ſom den førſte Afdeling af Hæren, vare uden Brynjer, men derimod havde marſcheret i fuld Ruſtning. Deres Hidſighed og Begjærlighed efter at hevne Kongens og ſaa mange brave Staldbrødres Fald, lod dem dog glemme al Mødighed: de ſatte ſaa voldſomt ind paa Englænderne, at en Mængde af disſe faldt, og de øvrige vare nær ved at tage Flugten. Denne ſidſte hidſige Kamp kaldte man ſiden efter Eyſtein Orre, ſom da anførte Nordmændene, Orre-Riden. Men i deres Iver glemte de endog at forſvare ſig med Skjoldene; deres Træthed af den lange og forhaſtede Marſch undlod ikke i Længden at blive følelig, ſaa at de ikke engang orkede at bære de tunge Ringbrynjer, men kaſtede dem af. Englændernes Sverd og Spyd anrettede derfor ſtor Ødelæggelſe iblandt dem, ja mange af dem ſkulle endog være omkomne af Mødighed, uden at være rammede af noget fiendtligt Vaaben. Da faldt omſider Eyſtein Orre med Størſtedelen af ſin Skare, og næſten alle de norſke Høvdinger. Kampen havde nu, med hine tvende Mellemrum, varet lige fra Formiddagen indtil ud paa Eftermiddagen[41]. De tilbageblevne Nordmænd flygtede, heftigt forfulgte af Englænderne, ſom nedlagde mange af dem paa Flugten, og dreve endeel ud i Derwent, hvor de druknede. Dog have de engelſke Annaler opbevaret Mindet om en tapper Nordmand — hans Navn angives ej — der, ſom det ſynes, endnu før den egentlige Orre-Rid begyndte, eller i alle Fald før Eyſteins Fald, ene forſvarede Broen mod den fremrykkende engelſke Hær, og ſaaledes en Stund holdt den op; de engelſke Pile og Kaſteſpyd formaaede intet mod hans gode Ringbrynje, og enhver, der vovede ſig nærmere, faldt for hans ſterke Arm; af Beundring for hans Tapperhed og Styrke tilbød man ham Grid, men han lo haanligt dertil, fortſatte ſit heltemodige Forſvar, ligetil Kl. 3 om Eftermiddagen, og fældte i Alt 40 Fiender, indtil det lykkedes en Englænder ubemerket at komme i en Baad, ro tinder Broen, og nedenfra at gjennembore ham under Ringbrynjen[42]. Efter Høvdingernes Fald var Løſenet for de overvundne Nordmænd alene at frelſe ſig ſom man bedſt kunde, og de adſpredte ſig til alle Kanter, idet hver for ſig, benyttende ſig af den: Der fortælles navnlig om Styrkaar Stallare, en flink og dygtig Mand, at han H havde faaet fat paa en Heſt, og red afſted til Skibene, med Sverd i Haand, men uden anden Beklædning end ſin Skjorte og Hjelm, da han indtrædende Skumring, ſnareſt muligt ſøgte at komme til Skibene under Kampens Hede havde afført ſig de øvrige Klædningsſtykker. I den kolde September-Aften, hvis Kjølighed end mere forøgedes ved en heftig Vind ſom begyndte at blæſe, følte han ſig gjennemiisnet, og da han tilfældigviis mødte en Kjore-Bonde, der var iført en ſiid og vel fodret Skind-Kofte, ſpurgte han ham om han vilde ſælge den. „Nej ikke til dig“, ſagde Bonden, „da jeg kjender dig paa dit Maal, at du er en Nordmand“. „mu ſaa er“, ſagde Styrkaar, „hvad vil du da?“ „Jeg vil dræbe dig“, ſvarede Bonden, „men uheldigviis har jeg intet Vaaben hos mig, ſom duer“. „Naar du altſaa ikke kan dræbe mig, Bonde“, ſagde Styrkaar, „ſkal jeg friſte paa om jeg kan dræbe dig“. Med disſe Ord hug han Hovedet af ham, tog Skindkoften, iførte ſig den, ſteeg ſit Heſt og fortſatte ſin Vej ned til Skibene[43].

Harald Godwinesſøn havde vundet en fuldſtændig Sejr. Størſtedelen af Nordmændenes Hær, deres Konge og ypperſte Mænd, hans egen Medbejler Toſtig, vare faldne. Endnu et Par Generationer ſenere betegnedes Valpladſen ved Dynger af de Faldnes ubegravede Been[44]. Men Sejren var dyrekjøbt, thi ogſaa af Englænderne vare en Mængde faldne og deres Stridskræfter vare ſvækkede, netop i det Øjeblik da det gjaldt at kunde opbyde ſaa ſtor en Styrke ſom muligt for at modſtaa den nordmanniſke Hertugs længe væntede Angreb[45]. Heller ikke varede Sejrsglæden længe. Førend Harald endnu havde forladt York, og kun faa Dage efter Slaget ved Stanford Bro, kom et Iilbud fra Haſtings, og meldte, at Hertug Villjam paa Michelsmesſedagen (29 Septbr.) var landet der i Nærheden med 60000 vel udruſtede og krigsvante Mænd. Harald maatte derfor øjeblikkelig ile ſydefter med Thingmannalidet og de Tropper ſom ej nødvendigviis behøvedes til Northumberlands Forſvar. Han kunde ikke længer tænke paa at angribe Levningerne af den norſke Hær ombord paa Skibene eller hindre den fra at komme bort. Tvertimod maatte det være ønſkeligt for ham, at faa den afſted ſaa ſnart ſom muligt, for at den ikke ſiden ſkulde ſlutte ſig til hans Fiender. Derfor gav han Olaf, Haralds Søn, der nu tilligemed Orknø-Jarlerne og Biſkoppen førte Overbefalingen, Tilladelſe til at drage uhindret bort, imod at de edeligen lovede ham, herefter at vilde holde Fred og Venſkab med Anglerne. Men af alle de Skibe, Harald havde fort til England, var det kun 24, ſom Olaf førte hjem. De øvrige vare enten tilintetgjorte eller maatte blive tilbage af Mangel paa Mandſkab, og have ſandſynligviis kommet Harald Godwinesſøn godt tilpas ved hans Sø-Udruſtning[46]. Kong Harald Haardraades Skatte, hvilke han her efter Sædvane havde fort med ſig, og ſom udgjorde en ſaa ſtor Masſe Guld, at neppe 12 Mænd kunde bære den, ſkulle ogſaa være faldne i Haralds Hænder, men kun for, faa Uger ſenere, at ſmykke Villjam Erobrerens Skatkammer[47]. Ogſaa Kong Harald Haardraades Liig kom i Englændernes Beſiddelſe, ſaa at Olaf ej fik det med, ſandſynligviis fordi det ved hans Bortrejſe endnu ikke var fundet blandt den ſtore Mængde af faldne[48]. Med Olaf fulgte Toſtigs to unge Sønner, Skule og Ketil Krok, hvilke han tog ſig af ſom ſine egne Frænder; Toſtigs Huſtru Judith var bleven tilbage i Flandern, og egtede ſiden Hertug Welf af Baiern[49]. Olaf ſejlede førſt nedad Ouſe og Humberen til Ravensere paa Holderneſs, og derfra nord til Orknø, hvor han fik den Efterretning at hans Halvſyſter Maria var pludſelig død ſamme Dag og Time, ſom hendes Fader var falden. Vintren tilbragte Olaf paa Orknøerne[50].

Imidlertid afgjordes Englands Skjebne i Syden. Kun efter ſtore Anſtrængelſer var det lykkets Hertug Villjam at ſamle den ſtore Hær, og foranſtalte den Landgang paa den engelſke Kyſt, hvorom der nys er talt. Ikke for end i Auguſt var den hele Udruſtning færdig i St. Valery ved Mundingen af Somme, men Modvind hindrede i fire Uger Flaadens Afſejling; de forſamlede Krigere begyndte at blive utaalmodige og deres Underholdning blev vanſkelig, da Vinden endelig om Aftenen ſør den 27 September blev gunſtig, og den hele Flaade lettede Anker den følgende Morgen. Uden noget Uheld landede den, to Dage efter, i Susſex, deels ved Haſtings, deels ved det ikke fuldt en norſk Miil derfra liggende Pevensey: her var det, hvor Villjam ſelv ſteg i Land. Da han ligeſom Olaf den hellige ved ſin Landſtigning i Norge ſnublede, hilſedes han af en af de omſtaaende Krigere omtrent med ſamme opmuntrede Ord ſom dem hvormed Olaf hilſedes af Rane: „nu holder du juſt England faſt“[51]. Harald Godwinesſøn havde draget alle de Tropper, han i Haſt kunde ſamle, mod Norden, for at møde Nordmændene; den ſydlige Kyſt var ſaaledes forſvarsløs, og Nordmannernes Landgang foregik uden mindſte Hinder[52]. Villjam forſkandſede ſig ved Haſtings, og holdt ſig ſtille her i en fjorten Dages Tid, medens hans Krigere, herjede Omegnen, ſkjønt, ſom det heder, mod hans udtrykkelige Befaling. Imidlertid var Harald Godwinesſøn kommen til London, og havde ladet udgaa almindeligt Opbud, ifølge hvilket en heel Deel Krigere ſamlede ſig til hans Banner, ſkjønt ikke ſaa mange, ſom han havde gjort Regning paa, deels fordi Tiden var knap, deels ogſaa fordi den Eed, han havde ſvoret Villjam, hos Mange vakte Betænkeligheder om Retmæsſigheden af hans Sag. Saaledes holdt hans Svogere Mortere og Eadwine ſig tilbage; hans egen Syſter, Enkedronningen Eadgidhe, misbilligede Kampen, og hans Broder Gyrdh, der for øvrigt tappert ſtod ham bi, røbede ligeledes ſin Ængſtelſe. Villjam lod Harald foreſlaa en fredelig Overeenskomſt, der paa det nærmeſte ſvarede til deres forrige Aftale, nemlig at Harald ſkulde afſtaa ham Kongetitlen og Herredømmet over England imod at han ſelv ſom Villjams Vaſall ſkulde faa Northumberland og Gyrdh Godwines forrige Beſiddelſer i Weſtſex og Susſex; men Harald bortviſte med Vrede dette Forſlag, ſaavelſom de øvrige, Villjam derefter gjorde ham, nemlig at lade en Tvekamp mellem dem begge afgjøre, hvo der ſkulde bære Englands Konge, eller at lade Pave Alexander dømme mellem dem, eller endelig at lade Sagen komme an paa begge Folks egen Kjendelſe, efter engelſk eller nordmanniſk Ret. Iilſomt rykkede Harald imod Nordmannerne, iſær fremſkyndet ved Efterretningerne om de Ødelæggelſer, de anſtillede, idet han deels miſtede at hindre disſe, deels haabede at kunne komme uforvarende over Villjam, naar en ſtor Deel af dennes Hær havde adſpredt ſig paa Strejftog. Han ſendte derhos en Flaade af 700 Skibe — de fleſte have dog viſtnok kun været meget ſmaa — til Havnene ved Kanalen, for at afſkære Villjam Tilbagetoget. Da han om Aftenen den 13de Oktober ankom til Højderne ovenfor Haſtings[53], var virkelig en betydelig Deel af Nordmannernes Hær ude paa et Plyndringstog. Men han kunde ikke begynde Slaget om Natten, og imidlertid fik Villjam Underretning om hans Ankomſt, og vandt ſaaledes fuldkommen Tid til at berede ſig paa den foreſtaaende Kamp. Harald Godwinesſøn, hvis Hær, i Sammenligning med Villjams, ſtod lige ſaa langt tilbage for denne i Folkeantal og Rytteri, ſom Harald Haardraades ved Stanford Bro havde ſtaaet tilbage for hans, iſær da Thingmannalidet erklærede at det ej torde eller vilde binde an mod Nordmannerne[54], indrettede nu ogſaa ſit Forſvar omtrent paa ſamme Maade ſom hiin, idet han med tæt ſammenſluttet, kileformig Slagorden og omgiven af en Skjoldborg, paa en Højde oppebiede Nordmannernes Angreb. Hans Broder Gyrdh bad ham, i Betragtning af hans Ed, om ikke at deeltage i Striden, og tilbød ſig at anſeer Hæren i hans Sted; men Harald ſvarede at han ej plejede at ſtikke ſig bort i Neſet-, naar andre ſtrede, og at Villjam ej ſkulde erfare at han ej torde ſee ham under Øjnene. Derpaa lod han ſit Banner rejſe. Villjam, ſom ved religiøſe Ceremonier og opmuntrende Taler havde ſat Mod i ſin Hær, gav nu Tegn til Angreb. Hans Hovedbanner var en indviet Korsfane, ſom var ſendt ham fra den med den engelſke, friſindede Gejſtlighed og med Kong Harald ſelv misfornøjede Pave Alexander[55]; til dette Banner, eller efter en anden Beretning, til ſin egen Hals havde Villjam ladet de ſelvſamme Relikvier befæſte[56], paa hvilke Harald havde aflagt den Ed, ſom han nu vilde bryde. Da Harald ſaa Nordmannernes ſtore Skarer udvikle ſig over Sletten, ſkal han have følt nogen Ængſtelſe, iſær da han, ſkuffet ved et Brev fra Balduin af Flandern, ikke havde gjort Regning paa et ſaa ſtort Antal Fiender. Imidlertid tabte han dog ikke Fatningen, lige ſaa lidt ſom hans Mænd; paakaldende Gud og det hellige Kors væntede de roligt paa de alt nærmere og nærmere fremrykkende Nordmanners Rækker. I Spidſen for disſe red Meneſtrellen eller Skalden Taillefer, der, idet han legede med tre Spyd og Haandſverd paa den ſamme kunſtige Maade, ſom forhen Olaf Tryggvesſøn, ſang med høj og klar Skemme Kvadet om Roland, til ſine Staldbrødres Opmuntring, og endelig, da han var kommen den engelſke Skjoldborg nær nok, ſlyngede førſt et Spyd, ſiden et Sverd, med ſaadan Kraft og Sikkerhed mod Fienden, at hvert af dem fældte ſin Mand; derefter ſtyrtede han ſig paa ſin ypperligt tilredne Heſt ind i Englændernes tætteſte Rækker, og kjøbte ſig med ſin Død den Ære at have ſlaaet det førſte Slag. Hermed var Striden begyndt[57]. Anglerne forſvarede ſig med en ſaadan Tapperhed, at det i Førſtningen ſaa meget farligt ud for Nordmannerne; under Villjam ſelv bleve tre Heſte dræbte, og man troede ham allerede falden, da han, frelſt at Grev Euſtath af Boulogne, atter fremſtod, ſamlede ſine Skarer til nyt Angreb, og, da Anglernes Skjoldborg ikke ved Magt kunde brydes, gav Befaling til en forſtilt Flugt, hvorved Anglerne lode ſig lokke ud af ſin faſte Stilling, og nu fra alle Sider bleve anfaldne af de nordmanniſke Ryttere. Villjam opſøgte Harald, for perſonligt at kæmpe med ham, men traf ham ej; derimod vare tyve Nordmanner, der havde forenet ſig om at erobre det engelſke Banner, heldigere; de naaede frem til Banneret, hvor Harald ſtod med ſine Brødre Gyrdh og Leofwine. Her opſtod nu en fortvivlet Kamp. Kongen, hans Brødre og deres Følge forſvarede ſig med Heltemod, men omſider maatte de bukke under, og da det angliſke Kongebanner faldt i Sejrherrernes Hænder, var ogſaa Englands Kongedømme blevet et Bytte for Ragnvald Mørejarls lykkelige Ætling[58]. Thi vel kronedes Eadgar Ædheling i i London til Konge, og Staden ſelv gjorde Miner til at forſvare ſig, men da Villjam nærmede ſig med ſin ſejrrige Hær, tabte dens Forſvarere Modet, de aabnede ham Stadens Porte og tilſvore ham Troſkabsed, imod at han tilſikrede Folket dets gamle Love og Rettigheder; Eadgar maatte fraſige ſig Tronen, og førſte Juledag 1066 kronedes Villjam af Erkebiſkop Ealdred fra York i Weſtminſter Kirke ſom Englands Konge. Havde han end, ſpilt vi i det Følgende ville ſee, endnu mangen Kamp og Fare at beſtaa, førend England fuldkommen blev undertvunget, ſaa havde dog nu hans Herredømme og nye Værdighed faaet en faſt Grundvold at hvile paa, og det nordmanniſke Vælde i England lod ſig ej mere afryſte. England udſtykkedes i Forleninger til nordmanniſke Krigere, de gamle Koloniſters Efterkommere, ſom her fandt et andet Hjem, og i hvis ſæregne Inſtitutioner, Sæder og Skikke man gjennem alle ſenere Forandringer og Tillempninger dog finder tydelige Spor af den oprindelige norſke Nationalitet[59]. Det maa derfor betragtes ſom en ſynderlig og betydningsfuld Tilſkikkelſe, at norſke Krigere og en norſk Konge ved deres Tapperhed og med Opofrelſe af deres eget Liv ſkulde bidrage til denne Omvæltning, der ved at forringe Englands Kraft og begrunde dets fremtidige Vælde, har udøvet en Indflydelſe, ej alene paa Europas, men paa hele Jordens fremtidige Skjebne, ſom ingen lignende Begivenhed enten for eller ſiden har haft.

  1. Dette ſiges udtrykkeligt ſaavel i Morkinſkinna ſom i Fagrſkinna Cap. 201. Men da de begge ere ſkrevne førend Haakon Haakonsſøn gjorde ſit ſtore Veſterhavstog i 1263, kan der fra Nedſkriverens Side ikke vare Tale om nogen Sammenligning med dette, kun med Magnus Barfods tvende Tog, og Sigurd Jorſalafarers Tog til det hellige Land. I Knytlingaſaga Cap. 41 lægges der ogſaa Olaf Kyrre, Haralds Søn, de Ord i Munden, „at da Kong Harald drog fra Landet, ſagde Almuen, at aldrig havde en vældigere Hær udruſtet ſig fra Norge til et eneſte Tog“.
  2. See Ljosvetningaſaga Cap. 31.
  3. Næſten to Hundreder, foruden Proviantſkibe og Smaaſkuder, ſiger Harald Haardraades Saga Cap. 114, Snorre Cap. 83. Morkinſkinna ſiger „to Hundreder“ uden at tilføie „næſten“.
  4. Da denne Krig var Angrebskrig, og Flaaden ſkulde føres udenfor Landet, kunde Kongen blot opbyde halv Almenning. Ved fuld Almenning ſtilledes i Alt, ifølge Gulathingsloven Cap. 315, 309 Skibe, det halve Antal bliver ſaaledes med et rundt Tal 150.
  5. Antages det at hvert af Kongens og Lendermændenes Skibe, der upaatvivleligt vare ſtørre end Ledingsſkibene, i Gjennemſnit havde 120 Mand ombord, giver dette for 90 Skibe 10800; antages for hvert Ledingsſkib 50 Mand, bliver deres Bemanding i Alt 7500, hvilket, lagt til hiint Tal, udgjør 18300; for Transportſkibene kan man vel mindſt regne henimod 2000.
  6. Se ovf. S. 181.
  7. Harald Haardraades Saga Cap. 114, Snorre Cap. 85, Fagrſkinna Cap. 202. Morkinſkinna nævner, aabenbart kun ved en Skjødesløshedsfejl, Thora iſtedetfor Elliſiv.
  8. Chron. Saxonicum.
  9. Snorre Harald Haardraades Saga Cap. 25.
  10. Harald Haadraades Saga Cap. 114, Snorre Cap. 83, Fagrſkinna Cap. 201.
  11. Nemlig, ſom det i Hrokkinſkinna udtrykkeligt ſiges, i Kong Magnus Haakonsſøns og Erkebiſkop Jons Dage.
  12. Drømmene fortælles ſaaledes i Hrokkinſkinna (Harald Haardraades Saga Cap. 114) og hos Snorre (Cap. 83—85): Da de laa i Solunderne, drømte en Mand, ved Navn Gyrd, paa Kongens Skib, at han ſtod paa Skibet, og ſaa en ſtor Troldkone ſtaa oppe paa Øen med et Hugjern i den ene og et Trug i den anden Haand, medens der ſad Ravne paa alle Skibsſtavne; han ſyntes at hun kvad et Vers, hvori hun udtrykte ſin Glæde over at Kongen drog i Krigen, og ſpaaede at Ravnene her vilde faa Steg nok fra Kongens Stavne. En anden Mand ved Navn Thord, der befandt ſig paa et Skib nær ved Kongens eget, drømte at han ſaa Haralds Flaade nærme ſig Englands Kyſt, men at der oppe i Landet nærmede ſig en ſtor ſlagfærdig Hær, med mange Bannere, i Spidſen for hvilken der red en ſtor Troldkone paa en Ulv, ſom ſpiſte paa en Menneſkekrop, ſaa at Blodet randt den ned om Kjæverne, og, ſaaſnart han havde fortæret den, fik en ny af Troldkonen, og ſaa fremdeles. Troldkonen, forekom det ham, kvad et Vers af dette Indhold: „den frygtelige Jøtunbrud, ſom forudſeer Kongens Fald i det foreſtaaende Slag, lader det røde Skjold ſkinne; hun kaſter Menneſkekjød i Uhyrets Gab; den raſende Kvinde farvet Ulvens Mund med Blod“. Harald ſelv drømte at han var i Nidaros, og at hans Broder St. Olaf kom til ham og kvad denne Viſe: „Jeg, den navnkundige digre Konge, vandt ſaa mangen Sejr, mig til Hæder, jeg fik en hellig Død, fordi jeg ſad hjemme; men hvad Ende det ſidſte Tog end vil faa, er jeg bange for, det vil bringe Døden: da mættes Troldets Heſte (Ulvene), og Gud volder ikke ſaadant“. I Morkinſkinna fol. 18. b. (og Flatøbogen) ſiges der tillige at da Kong Harald ſteg i ſin Baad for at ro ud til Skibet, blev han ſaa tung, at Baaden neppe kunde bære ham. Her anføres ogſaa de ſamme Vers, ſom Snorres og Hrokkinſkinna lade Gyrd og Thord høre i Drømme, men Morkinſkinna lader dem kvædes i hele Hærens Paahør af en Kone, der kom ned fra Landet da Flaaden laa i en Havn ved den engelſke Kyſt. Ogſaa Haralds egen Drøm og Verſet, ſom St. Olaf ſkulde have kvædet, omtales førſt efter Ankomſten til England. Om Haralds Sammentref med den ſaakaldte Liig-Lodin, ſe nedenfor.
  13. Han ankom nemlig til England omkring 10de September, ſe nedenfor.
  14. Om Harald ſvarte og Gudrød Haraldsſøn, ſe ovf. I. 2. Side 201. Den manſke Krønike fortæller, at Gudrød Crovan, Søn af Harald ſvarte fra „Ysland“ efter Slaget ved Stanford Bro flygtede til Gudrød Sigtryggsſøn, Kongen af Man, og fandt en venſkabelig Modtagelſe hos ham. Siden heder det, at Gudrød Crovan efter Gudrød Sigtryggsſøns Død udruſtede Flaade efter Flaade, angreb Man og til.ſidſt erobrede det; han maa altſaa have haft andre Beſiddelſer i Nærheden. Da det nu fortælles at han døde paa Øen „Yle“ d. e. Isla eller Il, en af de ſydligſte og ſtørſte af Sydrøerne, ſkulde man nærmeſt ſlutte, at der ved „Ysland“ ovenfor netop forſtaaes Øen Isla, hvor han ſaaledes har haft ſit egentlige Hjem og Tilhold, og hvor han har herſket under Orknø-Jarlernes Lenshøjhed.
  15. Morkinſkinna fol. 18. b. nævner kun Erlend og udtrykker ſig, viſtnok urigtigt, ſom om han allerede fra Norge havde fulgt Harald, og ſpaaede ilde om Toget. Fagrſkinna Cap. 202 nævner derimod, ligeſom de engelſke Annaler, alene Paal.
  16. Mag. Adam, ſom er den, der meddeler denne Underretning, udtrykker ſig ſaaledes: „Toſtig — — medbragte til ſin Underſtøttelſe Nordmændenes Konge Harald og Skoternes Konge; han blev ſelv, tilligemed Irlands Konge og Harald, ſamt den hele Hær, dræbt af Anglernes Konge (III. 51)“. Da Mag. Adam, ſom vi tidligere have ſeet, kalder Irlands Indbyggere Skoter, er det tydeligt nok, at den „Irlands Konge“, ſom faldt, er den ſamme ſom den nys forud nævnte Skoternes Konge. Hvis man her ſkulde vove en Gisning, kunde det være den, at den faldne irſke Konge var den ſamme Ivar Haraldsſøn, ſom omkring 1016 blev forjagen fra Dublin af Margad eller Eachmargach (ſe ovf. S. 171), og at han maaſkee har været en Broder af Gudrød Crovan.
  17. Skibenes Antal angives i Chron. Sax., der her maa anſees for paalideligſt, og ſaa godt ſom ſamtidig, til 300 (360); men ellers yderſt forſkjelligt, lige fra henimod 1000, ſom Marianus Scotus o. fl. ſiger, og 500 (Simon af Durham) til 200 (Ingulf). At hans Flaade, der ved Udſejlingen fra Norge udgjorde 240 Skibe, ved Forſterkninger fra Orknø o. ſ. v. voxede til 360, er i ſig ſelv ſaa rimeligt, at Troværdigheden af Chron. Sax.’s og vore Sagers Udſagn, indbyrdes ſammenlignede, bliver utvivlſom. Men med Transportſkibene har maaſkee den hele Flaade udgjort henved 1000 Skib . Det bør her bemerkes, at allerede Chron. Sax., og efter det de fleſte andre engelſke og nordmanniſke Skrifter, der handle om disſe Begivenheder, giver Harald, Norges Konge, Tilnavnet hárfagra. Det er, ſom man ſeer, en Forvexling af hans Stamfaders Tilnavn med hans eget, harðráði; men man maa heraf kunne ſlutte, at Mindet om Harald Haarfagre paa den Tid endnu har levet i England.
  18. Saaledes Chron. Sax.
  19. Chron. Sax. ſiger udtrykkeligt, at Harald Godwinesſøn gav ſine Folk Hjemlov fra Sandwich d. 8 Sept.; at da Skibene vare komne hjem, altſaa et Par Dage efter, kom Harald, Norges Konge, til Tyne. Ogſaa Marianus Scotus henfører Haralds Ankomſt til September.
  20. Harald Haardraades Saga Cap. 115, Snorre Cap. 87, Fagrſkinna Cap. 202.
  21. Florents af Worceſter, Mon. hist. Br. S. 614, Sim. af Durham S. 199.
  22. Simeon af Durham, l. c. Vore egne Sagaer nævne i Stedet for Eadwine altid Valthjof, der dog ej var Morkeres Broder, men derimod en Søn af Sigurd Jarl. Der anføres endog et Vers af et Kvad, kaldet Haraldsſtikka, ſom ſynes at være ſamtidigt med Begivenhederne, hvori Valthjofs Krigere omtales ſom faldne i Slaget. Maaſkee Valthjof har været med ſom en af de underordnede Befalingsmand. Men Nordmændene maa dog have forvexler ham med Eadwine, ſiden de udgive ham for Morkeres Broder. At de begge ligeledes udgives for Sønner af Godwine, er ovenfor nævnt.
  23. Harald Haardraades Saga Cap. 115, Snorre Cap. 88, Fagrſkinna Cap. 202.
  24. Chron. Sax. og andre engelſke Annaliſter fortælle ogſaa at mange druknede.
  25. Dagen angives eens ſaavel hos de engelſke Annaliſter, ſom i vore Sagaer.
  26. Marianus Scotus, hos Pertz, VII. 559. Her ſiges i Korthed at Harald dræbte det angivne Antal Verdslige og Gejſtlige i York; og dette er urigtigt forklaret ſom om han anſtillede et Blodbad i Staden, medens Marianus dermed aabenbart kun ſigter til Slaget ved Fulford og Forfølgelſen lige under Yorks Mure.
  27. Bromton, hos Twysden, S. 959.
  28. Harald Haardraades Saga Cap. 116, Snorre Cap. 89, Fagrſkinna Cap. 203.
  29. Chron. Sax. ſiger udtrykkeligt, at Harald og Toſtig ſelv vare inde i York. Vore Sagaer derimod udtrykke ſig, ſom om de umiddelbart efter Thinget udenfor Byen vendte tilbage til Skibene. Men Chron. Sax., der her er at anſee ſom ſamtidigt, maa have Fortrinnet.
  30. Chron. Saxonicum.
  31. Sagaernes Beretning om Haralds Bevægelſer og det paafølgende Slag ſynes tildeels at grunde ſig paa en urigtig Foreſtilling om Stedforholdene, hvilket igjen har foraarſaget enkelte Afvigelſer fra de her viſtnok aldeles paalidelige engelſke Beretninger, iſær den i Chron. Sax., der maa antages at være ſkrevet ſamtidigt med Begivenhederne ſelv. For at kunne forſtaa, hvorledes Operationerne maa have gaaet for ſig, er det nødvendigt at vide følgende med Henſyn til Topografien. Elven Ouſe (Úsc), ved hvilken York ligger, løber her næſten lige mod Syd, men drejer omtrent halvtredie Miil ſøndenfor York, hvor den optager Aaen Derwent, mod Oſt, og falder omtrent Hø, Miil endnu længer nede ud i Humberfjorden. Derwent lover ligeledes fra Nord mod Syd, og paa det ſidſte næſten parallel med Suk, henved en norſk Miil længer mod Øſt, indtil den forener ſig med den ved Hemingburg. Følger man Ouſes Løb fra York ſydefter, kommer man førſt til Fulford, omtrent ½ Miil længer nede, paa Øſtſiden; dernæſt ½ Miil nedenfor Fulford, til Ketſleet, lige over for Mundingen af en Bielv, der kommer fra Veſt, og gaar forbi Tadcaſter; ¼ Miil nedenfor dette Sammenløb ligger Riccal (Richcall), hvor Harald lod Flaaden kaſte Ætter, ligeledes paa Øſtſiden. Den egentlige Stanford Bro er næſten lige i Øſt for York, dog noget nedenfor den Landsby eller Gaard, der paa Karterne kaldes Stanfordbridge, og ligger paa Øſtſiden af Derwent, lige over for Gate-Helmsley. Fra York og langs Ouſe og fra Stanford Bro langs Derwent til Elvenes Sammenløb er der omtrent lige langt. Fra York gaar Landevejen lige i Øſt til Broen; men naar man fra Riccal vil gaa til denne, uden at lægge Vejen om York, maa man, ſom det ſynes, førſt drage lige i Øſt over Derwent til Bubwith, og derfra paa Øſtſiden af Derwent indtil Stanford. Langs Veſtſiden ſynes ingen Vej at gaa. — I Sagaerne nævnes Stanfordbro kun, hvor det heder at Harald lejrede ſig der, førend York kapitulerede. Derimod nævnes den ej hvor Slaget ſelv beſkrives. Dette omtales ſom leveret etſteds mellem Skibene og Staden York, og naar ikke de engelſke Annaler udtrykkeligt nævnte Stanford Bro ſom Stedet, hvor Slaget ſtod, ſkulde man ſnareſt antage at Sagaerne henførte det til et Sted ved Ouſe, mellem Riccal og York. Dog ſige de heller ikke dette ligefrem, og ſaaledes er det altid muligt, at man ogſaa her kan have tænkt ſig Stanford Bro ſom Slagſtedet. Aarſagerne, hvorfor Harald lagde Vejen om Stanford Bro, angives i Chron. Sax., nemlig, at han ſkulde modtage Giſler der. Imidlertid oplyſes det ej, hvorfor ikke disſe Giſler lige ſaa vel kunde leveres og modtages ved York. Her kan man opſtille to Formodninger. Enten har Harald ladet Flaaden rykke ned til det Sted, hvor Ouſe og Derwent forenes, og hvor den maaſkee laa tryggere for Overfald fra den højre Side af Ouſe, der øjenſynligt endnu har været i Morkeres og Eadwines Beſiddelſe; — og fra dette Sted var Vejen over Stanford Bro ſaavel den korteſte, ſom den ſikreſte. Eller ogſaa har Harald, da han et Par Dage tidligere opſlog ſin Lejr ved Broen, opkaſtet Skandſer ved Bro-Enden, og efterladt en Beſætning der, for at have et faſt Punkt i Nærheden, noget fjernet fra de angliſke Jarlers farlige Naboſkab, og har derfor beſtemt dette Sted til at modtage Giſlerne. Den Omſtændighed, at Harald Godwinesſøn kunde komme til Tadcaſter, kun en Miils Vej ſydveſtenfor York, og derfra til Staden ſelv, uden at Nordmændene erfore det mindſte derom, viſer nokſom at Landet veſtenfor Ouſe endnu var fiendtligt, medens derimod Stanford laa midt i den undertvungne Deel af Landſkabet.
  32. At der gjenſidigt blev ſtillet Giſler, ſiges allerførſt af Florents, der udtrykker ſig ſaaledes: „Norregani … obsidibus 150 de Eboraca sumtis, ad naves repedarunt, relictis in eâ de suis 150 obsidibus“. Simeon af Durham (Twysden S. 199) gjentager dette Ord til andet, kun at han paa førſte Sted nævner 500 (D), ikke 150 (CL) Giſler. Denne Afvigelſe maa dog vel alene anſees ſom en Skriv- eller Læfe-Fejl. Lappenberg har i ſin „Geſchichte Englands“ I. 537 misforſtaaet dette Sted ſom om Kongen ifølge Florents efterlod i York alle de ham ſtillede 150 Giſler, ifølge Simeon 150 af de 500. Men at der her kun er Tale om en gjenſidig Udvexling af Giſler, ligger ej alene i Omſtændighedernes Natur, men ſiges og udtrykkeligt af Bromton (Twysden S. 959): „obsidibus interim utrimque datis“. Vel er Bromton en meget yngre Annaliſt, ſom her kun har udſkrevet og epitomeret de ældre, men hans Fortolkning af deres Ord bliver dog altid af megen Vegt.
  33. Chron. Sax.
  34. Chron. Sax. nævner kun at han om Mandagen drog gjennem York, men deraf følger ikke at han jo allerede Søndag Aften kan være bleven indladt.
  35. At Nordmændene ingen Brynjer medtoge, ſiges ej alene i Sagaerne, men ogſaa hos fremmede Annaliſter, ſom Marianus Scotus, og Saxo S. 555.
  36. Dette ſiges udtrykkeligt i Harald Haardraades Saga Cap. 118, og der anføres endog et Vers af Arnor, hvor Kongens altfor ſtore Forfængelighed (ofrausn) gives Skylden for Nederlaget.
  37. Saaledes Harald Haardraades Saga, Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke, Morkinſkinna og Snorre, ſaa vel ſom Fagrſkinna. Thjodrek Munk lader derimod Harald udbryde ved Faldet: „ſjelden varſler et ſaadant Tegn om Sejren“. Omtrent det ſamme Udſagn lægges ham og i Munden i Ágrip Cap. 36. Men da de øvrige, paalideligere Sagaer udtrykkeligt anføre hiin ovenfor meddeelte Ytring, og Harald derhos maa antages at have beſiddet alt for megen Klogſkab og Aandsnærværelſe til at det er rimeligt, at han ſkulde have kunnet glemme ſig i den Grad, at han tillod ſig et uoverlagt Udraab, der kunde fylde hans Omgivelſer med Ængſtelſe, maa man formode, at de ulykkeſpaaende Ord i den Saga, Thjodrek Munk og Ágrip’s Kompilator fulgte, have været lagte i Munden paa Harald Godwinesſøn, der ogſaa i de øvrige Sagaer ſiger noget ſaadant, og at Ordene ſiden ved en let tænkelig Misforſtaaelſe ere henførte til Harald Haardraade.
  38. Denne Beretning findes kun i vore Sagaer, Harald Haardraades Saga Cap. 118, Snorre Cap. 94, Fagrſkinna Cap. 206.
  39. Ljosvetningaſaga Cap. 31. En Brynſtakk maa have været en „Stakk“ eller et Slags Skjørt af Brynjevæv (d. e. ſmaa Jernringe, indbyrdes ſammen føjede), ſom ej bedækkede Arme og Skuldre, men kun bandtes om Livet, og hang ned om Hofterne.
  40. Det er merkeligt nok, at alle vore Sagaer ere enige i at nævne Rytteriet ſom den fornemſte Deel af Harald Godtwnesſøns Hær, uagtet Bromton (Twysden S. 945) udtrykkeligt ſiger at det ej var Anglernes Skik at kæmpe til Heſt. Men det er tydeligt nok, at Rytteriet netop udgjordes af de ſaakaldte, fornemmelig danſke, Thingmænd eller Lejetropper, hvorom der forhen er talt.
  41. Harald Haardraades Saga Cap. 118, 119, Snorre Cap. 93—98, Fagrſkinna Cap. 205—209, Morkinſkinna fol. 19. a b. Ogſaa i Chron. Sax. ſtaar der, at man kæmpede længe om Dagen og meget heftigt.
  42. Denne Begivenhed fortælles allerførſt af Viljam af Malmsbury (II. 228), ſom dog ikke lader ham dræbes paa den oven angivne Maade, men ved et af en af Kongens Ledſagere heldigt kaſtet Spyd. Den næſte Forfatter, der fortæller derom, er Henrik af Huntingdon (Mon. hist. Br. I. 762) ſaaledes ſom ovenfor. Han beſkriver Kampen, neppe rigtigt, ſom om Kongen og Toſtig førſt faldt efter at Nordmændene havde trukket ſig tilbage over Derwent. Endelig er Beretningen optagen i den ellers gode Kodex C af Chron. Sax., men med en Haand og i et Sprog fra det 12te Aarhundrede, maaſkee endog yngre.
  43. Harald Haardraades Saga Cap. 119, Snorre Cap. 98, Fagrſkinna Cap. 208.
  44. Dette ſiges af Ordrik (S. 500), der ſkrev omkring 1130. Nu er der vel neppe Spor tilbage, der kunde betegne Valpladſen. Denne ſynes retteſt at maatte være at ſøge paa Veſtſiden af Derwent. Imidlertid ere Kilde-Efteretningernes Udſagn derom tvivlſomme. Hvad vore egne Sagaer angaar, da er det allerede viiſt, at disſe ikke nævne Slaget ſelv i Forbindelſe med Stanford Bro, men omtale det ſaaledes, at hvis man ej havde de engelſke Beretninger, ſkulde man ſlutte at det holdtes etſteds mellem Riccal og York, altſaa omtrent paa det Sted, hvor det førſte Slag ſtod. Men da de engelſke, tildeels ſamtidige Annaler, ere enige om at nævne Stanford Bro ſom Stedet, i hvis Nærhed Harald faldt, og man ej kan tvivle om Rigtigheden af denne Angivelſe, maa man antage at vore Sagaſkrivere, forudſættende Retningen af Haralds ſidſte Marſch fra Skibene bekjendt, have undladt nærmere at betegne den. Stanford Bro bliver altſaa det rette Sted, efter hvilket Slaget bærer Navn, og det er kun om Valpladſen ſelv, hvorom de engelſke Annaliſters Udtryk giver Anledning til Tvivl. Den Kodex af Chron. Sax., der fortæller nøjagtigſt derom, nemlig Kodex C, udtrykker ſig ſaaledes: „Harald, Anglernes Konge, kom om Søndagen med hele ſin Hær til Tadcaſter, og fylkede der ſine Skarer; om Mandagen drog han ud gjennem York. Kong i Harald af Norge og Toſtig Jarl og deres Hær vare dragne fra Skibene hiinſides (begeondan) York til Stanford, fordi det var lovet dem for viſt, at man der vilde bringe dem Giſler af hele Shiret. Da kom Harald Englændernes Konge uforvarende imod dem hiinſides (begeondan) Broen; der kom de i Kamp med hinanden, og fegtede meget haardt længe om Dagen; og der blev Harald Norges Konge og Toſtig dræbte og urimelig mange Folk med dem, ſaa vel af Nordmænd ſom Engelſke, og de Nordmænd, der vare tilbage, flygtede for de Engelſke, men de Engelſke ſloge dem, hidſigt forfølgende dem indtil de kom til deres Skibe; nogle druknede, nogle opbrændtes og kom paa forſkjellige Maader af Dage ſaa at der blev faa tilbage, og Englænderne beholdt Valpladſen“. Herpaa følger Hiſtorien om den tapre Nordmand ſom forſvarede Broen. Da det her anvendte Udtryk „hiinſides“ (begeondan) paa førſte Sted øjenſynligt betyder „øſtenfor“, ſkulde man ogſaa ſlutte, at det paa det andet Sted betyder det ſamme, at Kampen ſaaledes ſtod øſtenfor Broen, og at Englænderne forfulgte Nordmændene langs Derwent og over denne lige til Skibene, ſamt at de endog opbrændte flere af disſe. Og den Bro, ſom den tapre Nordmand forſvarede, kunde ſaaledes ej være Stanford Bro, men maatte enten være en Bro længer nede over Derwent (ved Bubwith), eller maaſkee endog Landgangsbroen fra Skibene. Men det er vel at merke, at Notitſerne i denne Kodex efter 1056 ere tilſkrevne med forſkjellige Hænder, og at i det mindſte Beretningen om den tapre Nordmand er ſkreven med en Haand og i et Sprog fra 12te eller 13de Aarhundrede: det er ſaaledes uviſt, om den hele Beretning er ſamtidig. Kodex D derimod, hvis Notitſer maa antages for ſamtidige, har kun: „Da kom Harald vor Konge uforvarende over Nordmændene, og traf dem hiinſides York ved Stanford Bro med en ſtor engelſk Hær, og der blev da paa den Dag ſaare haardeligen fegtet paa begge Sider; der blev Harald og Toſtig dræbt, og de tiloversblevne Nordmænd flygtede“. Herpaa ſtemmer den med C; men udelader Beretningen om den tapre Nordmand. Sammenligner man begge Læſemaader, ſynes det næſten ſom om Nedſkriveren af C har kjendt Texten i D, men har villet forøge den ved Tilſætninger, og derved er kommen til at forvirre Udtrykkene, navnlig hiint begeondan, ſom han urigtigt har anbragt tvende Gange. Og derfor behøver man vel heller ikke at lægge ſynderlig Vegt derpaa. Nu ſiger derimod Villjam af Malmsbury, at den Bro, hiin tapre Nordmand forſvarede, var Stanford Bro; da nu Harald Godwinesſøn kom fra York, og Nordmændene mødte ham, maa Hovedkampen følgelig have ſtaaet veſtenfor Broen. Man kunde tænke ſig Muligheden af at Harald Haardraade førſt havde forſagt at forſvare Broen, og at Hovedkampen førſt ſtod efter at Englænderne havde forceret denne: dette ſynes ogſaa Viljam af Malmsbury og Henrik Huntingdon at have antaget, men det maa dog forkaſtes, deels fordi det ſtrider mod vore Sagaers omſtændelige, og viſtnok authentiſke Beretning om Kongens Dispoſitioner for Slaget, deels fordi det nemmeſte for Harald havde været at afkaſte Broen, hvis det var hans Henſigt at forſvare ſig bag Elven. Det er tydeligt, at han er kommet over denne, og har mødt Englænderne paa den aabne Landevej, hvor han i Haſt maatte lade Hæren formere Karree for at værge ſig mod Overmagten. Men derimod er det ikke uſandſynligt, at den ſidſte Akt af Striden, eller den ſaakaldte Orra-Rid, har ſtaaet øſtenfor Elven, efter at Broen var forceret. At Englænderne ſtrax forfulgte Nordmændene til Skibene, er ikke rimeligt, og ſtrider mod Sagaernes, om end ikke udtrykkelige Udſagn. Naar det heder at flere af Nordmændene bleve opbrændte, kan dette lige ſaa vel ſigte til at enkelte indebrændtes i de Huſe, hvortil de om Natten havde ſøgt Tilflugt. En Kamp ved og om Skibene vilde Sagaerne viſt ikke have forbigaaet, og de Skalde, der forherligede Olaf Kyrres Bedrifter, vilde have beſunget den.
  45. At mange Englændere faldt, ſiges blandt andet udtrykkeligt af Ordrik, l. c.
  46. At Olaf medbragte 24 Skibe, ſiges i Kodex D af Chron. Sax. Florents af Worceſter nævner 20 Skibe. Schol. 84 til Mag. Adam III. 51 ſiger at alle Haralds 300 Skibe bleve tilbage. Morkinſkinna, ſaa vel ſom Fagrſkinna Cap. 209, taler ikke om nogen Overeenskomſt mellem Harald Godwinesſøn og Olaf angaaende Bortrejſen; der ſiges kun at Olaf, der ej havde forladt Skibene, drog bort med de tiloversblevne Folk. Hiint nyere Tillæg i Chron. Sax. Kodex C kalder Olaf urigtigt „Hetmundus“; hvorledes den kommer dertil, kan nu ej paaviſes.
  47. Schol. 84 til Mag. Adam III. 51.
  48. Det vil nedenfor ſees, at Skule Toſtigsſøn hentede det Aaret efter.
  49. Harald Haardraades Saga Cap. 123, Snorre Cap. 103, Fagrſkinna Cap. 209. Arenpeck de Guelfis, Leibnitz Scr. rer. Brunsv. III. 661. Judith døde 4de Marts 1094, ſe Bernolds Chron. hos Pertz VII. 5. Hvor vidt Skule og Ketil Krok vare Judiths Sønner, er vanſkeligt at ſige. Toſtig var allerede gift med hende i 1051, og maaſkee før; og da Skule kaldes Kongefoſtre, er det tydeligt at han maa have været meget ung da han kom fra England. For Alderens Skyld kunde han ſaaledes godt være Judiths Søn. Og i ſaa Fald vare hans Efterkommere i Norge nær beſlægtede med det welfiſke Fyrſtehuus i Tydſkland.
  50. Harald Haardraades Saga Cap. 123, Snorre Cap. 103. I Sagaerne heder det,at det var et almindeligt Sagn, at Harald og Maria havde eet Liv.
  51. Om Enkelthederne ved Overfarten, ſe iſær Villjam af Poitiers og Roman de Rou, jvfr. Lappenbergs Geſchichte Englands S. 514—546.
  52. Landſtigningen maa, ſom det i Hearnes Udgave af Villjam af Malmsbury er viiſt i en Note til III. Cap. 249 (S. 412) have fundet Sted paa forſkjellige Punkter af Kyſten mellem Bexhill og Winchelſea. Haſtings kaldes i Chron. Sax. Hästingas, Hästingaceaster, Hästingaport; dette ſidſte er i alle vore Sagaer fordrejet til Helsingjaport. — Saa vel Harald Haardraades Saga Cap. 120 ſom Snorre Cap. 99 har en Fortælling om, hvorledes Villjam, den Dag da han red ned til ſine Skibe for at tiltræde Toget, mødte ſin Huſtru, der ſagte at faa ham fra denne Beſtemmelſe, men at han i Vrede ſtødte til hende med ſin Hæl, ſaa at Sporen gik ind i Bryſtet paa hende og dræbte hende. Dette er aabenbart det ſamme Sagn, ſom meddeles i Chronicon Turonense (Bouquet XI. S. 348), men paa en ikke faldt faa urimelig Maade og i en anden Forbindelſe, nemlig at da Villjam friede til Mathilde af Flandern, Balduins Datter, og Balduin ſelv ivrigt talte hans Sag, ſvarede hun haardnakket, at hun ingen Baſtard vilde have til Mand, indtil Villjam ſelv red imod hende, da hiin vendte tilbage fra Kirken, og mishandlede hende ſaaledes med Nerver, Hæle og Sporer, at hun maatte bringes til Sængs; men da ſagde hun ogſaa, at hun ingen anden Mand vilde have, end Villjam.
  53. Ordrik nævner oftere „Senlac“ ſom det gamle Navn paa Stedet, hvor Slaget holdtes. Navnet er noget beſynderligt, da det i ſin Form mere ſtemmer med ſydfranſke, end med engelſke Navne. Dog kunde man vel tænke ſig det ſammenſat af „sin“ (vedholdende) og „lác“ (Leg). Den paa dette Sted bedſte Kodex af Chron. Sax. ſiger kun „ät þære háran apuldran}}“ d. e. „ved den af Mine graanede (hoary) Abild“. Imidlertid findes der paa Grændſen af Susſex og Kent en Flekke, der kaldtes Apulder, ſenere Appledore, men hvor vidt den har ſit Navn af hiin Abild, er uviſt.
  54. Det er Villjam af Poitiers (Duchêne S. 201) ſom omtaler dette. Hans Ord ere: mane beſlægtede Land — Danernes — havde ſendt ham talrige Hjelpetropper, men da de ej vovede at vinde an med Villjam paa Sletten, da de frygtede ham mere end Nordmændenes Konge, toge de Stade paa et højere Sted, nær ved den Skov, hvorigjennem de vare komne; og da Rytterhjelpen ſaaledes udeblev, ſtillede Hæren, der nu ganſke .beſtod af Fodfolk, ſig ſammen i en tæt Klynge“. At disſe ſaakaldte danſke Hjelpetropper netop var hiint af Rytteri beſtaaende Thingmannalid, ſom havde kæmpet mod Nordmændene ved Stanford Bro, er aabenbart af hine Ord; Lappenberg fejler viſtnok, naar han i ſin Geſchichte Englands S. 549 antager dem for en Undſætning, ſendt af Kong Sven Ulfsſøn.
  55. Alexander, Erkebiſkop Adalberts Ven, og den engelſke Gejſtligheds Uven, kunde ej andet end tage Villjams Parti, hvortil han og opmuntredes af den allerede da indflydelſesrige Hildebrand (ſiden Gregor VII); men egentlig kom han derved i et venſkabeligt Forhold til Harald Haardraade, ſom kunde have ledet til beſynderlige Forviklinger, hvis denne ej ſtrax efter var falden.
  56. Det var St. Audomars (ɔ: St. Omers) eller, ſom Navnet i vore Sagaer ſkrives, Otmars, Relikvier. Sagaerne lade Villjam befæſte det til Banneret, de nordmanniſke Forfattere til ſin egen Hals.
  57. Taillefer omtales af Henrik af Huntingdon, af Gaimar (v. 5273 flg.), i Roman de Rou (v. 13149 flg.) og i Carmen de bello hastingensi; i dette ſidſte kaldes han „Incisor ferri“ d. e. „“Taille-fer“; dog er det et Spørgsmaal, om denne Overſættelſe er rigtig, og om ikke Navnet oprindelig er en Fordrejelſe af Þolleifr, Þorleifr, der nu oftere udtales Talleiv, ſe Ann. for nordiſk Oldkyndighed og Hiſtorie 1851, S. 120.
  58. Angaaende de nærmere Omſtændigheder ved Slaget, ſe Lappenberg Geſchichte Englands I. S, 549—556.
  59. Se ovf. I. S. 677—689, hvor der tales udførligt om Nordmannernes Inſtitutioner.