Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/3/30

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Kong Harald Haardraade havde imidlertid tilendebragt sine Udrustninger og, som det heder, faaet saa udsøgt en Hær samlet, som aldrig enten for eller siden er udgaaen fra Norge[1], kun maaskee med Undtagelse af den, Kong Haakon Haakonssøn henved to hundrede Aar senere førte til Skotland. Blandt de anseede Mænd, som fulgte med, nævnes først og fremst Kongens Svoger Eystein Orre af Giske, hvilken han yndede meest af alle Lendermændene, og hvem han nu ogsaa havde lovet sin Datter Maria til Egte. Fremdeles nævnes Stallaren Styrkaar, Merkesmanden Fredrik, og den tapre Islænding Brand Gunnsteinssøn, der ligesom Hall Utryggssøn var bleven landflygtig formedelst Eyjulf Gudmundssøns Overmagt[2]. Om Thore paa Steig siges det derimod udtrykkeligt, at han, uagtet Kongen havde befalet ham at deeltage i Toget, dog udeblev, afskrækket ved en slem Drøm. Man kan ellers være forvisset om, at de fleste Lendermænd i Norge vare med; thi da den hele Flaade var samlet ved Solund-Øerne, udgjorde den ikke færre end 240 Skibe, foruden Smaaskuder og Transportskibe[3]. Af dette Antal beløb Ledingsskibenes sig sandsynligviis til 150, hvilket omtrent var, hvad den halve Almenning kunne tilvejebringe; de øvrige 60 Skibe tilhørte saaledes deels Kongen, deels Lendermændene[4]. Antallet af Krigere og Søfolk kan neppe have været under 20000, hvilket endog i vore Dage, end sige paa hine Tider, maa i Forhold til Norges Folkemængde og Hjelpekilder betragtes som en overmaade betydelig Styrke til et Søtog[5]. Regjeringen i Norge under sin Fraværelse betroede han sin ældste Søn Magnus, og lod ham tage til Konge af Thrønderne. Den anden, Olaf, tog han med, ligeledes Dronning Ellisiv, hvilken han, som vi allerede tidligere have viist[6], i den senere Tid atter havde begyndt at nærme sig, og som nys havde født ham Datteren Ingegerd, der nu, saavel som hendes voxne Syster Maria, ledsagede Moderen. Dronning Thora derimod blev tilbage[7]. I Kongens Følge var ogsaa en Biskop, uvist hvilken[8]. Førend Harald selv forlod Nidaros, og netop som han var færdig til at lægge ud af Halmen, udførte han først en Ceremoni, som allerede Magnus den gode skal have begyndt med, nemlig at klippe St. Olafs Haar og Negle. Magnus, siges det, gjorde dette een Gang hvert Aar, og forvarede selv Regelen til Skrinet[9]. Der nævnes intet om, hvor vidt Harald hidtil paa samme Maade var vedbleven dermed Aar efter Aar, eller om han nu gjorde det eengang for alle. Dette skulde man dog antage for det sandsynligste, da det tilføjes, at han efter at have tillukket Kisten igjen kastede Nøgelen i Vandet, efter Nogles Sigende i Nidelven, efter andres i Havet udenfor Agdenes[10]. Han tilkjendegav derved tydeligt nok sit Ønske, at Skrinet ikke oftere skulde aabnes eller Ceremonien gjentages — det skede heller ikke førend over 200 Aar senere[11] —; og Aarsagen maa have været den, at han ved at see Liget har overtydet sig om den Fare, Troen paa Olafs Helligdom vilde være underkastet, hvis nogen efterdags fik Adgang til at betragte det. Han styrede nu med de Skibe, der hørte til hans eget Følge, syd til Samlingsstedet ved Solund-Øerne, hvor det varede nogen Tid inden den hele Flaade kom sammen. Men saa mange og ypperlige Krigere Harald end havde, synes der dog ikke at have hersket nogen god Stemning i Hæren. Ikke at der viste sig nogen Uvilje mod Harald, men man nærede bange Anelser om at Toget vilde løbe uheldigt af, og disse Anelser aabenbarede sig noksom i alle de slemme Drømme og andre ulykkespaaende Forvarsler, som man fortalte hinanden indbyrdes, og som ved at gaa fra Mund til Mund end mere maatte udbrede Misstemning og Ængstelse. Et Par af disse Drømme have Sagaerne opbevaret. Endog Kongen selv synes at have været smittet af den almindelige Forstemthed, thi ogsaa han skal have haft en Drøm, der ikke var mindre foruroligende end de øvrige, og som han maa have fortalt til sine Omgivelser, da Sagaerne ellers ikke vilde kunne have meddeelt den fuldstændigt. Dog, jo ængsteligere Stemningen var, desto mere maa man beundre Kongens faste Vilje, idet han desuagtet blev sin Bestemmelse tro, og hans Krigeres Pligtfølelse, der afholdt dem fra at unddrage sig et Tog, paa hvilket maaskee de fleste troede at gaa den visse Død imøde[12].

Harald kom neppe afsted fra Solunderne, førend i Begyndelsen af September[13]. Han sejlede med gunstig Vind over til Hjaltland, og efter et ganske kort Ophold her til Orknøerne, hvor allerede en Deel af hans Flaade var ankommen før ham. Her maatte Jarlerne Paal og Erlend stille et betydeligt Antal Hjelpetropper, ej alene fra deres Jarldømme, men og, som det synes, og hvad der i sig selv er rimeligt, fra de under dem lydende Syderøer, thi vi erfare af den manske Krønike, at Gudrød med Tilnavn Crovan, der siden satte sig i Besiddelse af Øen Man og Syderøerne, og hvis Fader, Harald svarte, synes at have været en Søn af den i Aaret 989 faldne syderøiske Konge Gudrød Haraldssøn, deeltog i Toget[14]. Paal og Erlend maatte selv følge med, — om det var med deres gode Vilje eller fordi Harald derved vilde sikre sig deres Troskab, siges ikke[15]. Der tales ogsaa om at en irsk Konge skal have understøttet Tostig[16] eller rettere Harald Haardraade: muligviis sigtes der til en af de norske Konger paa Irland, skjønt ingen af disse i de irske Aarbøger omtales som Deeltager i Krigen. Ved al denne Tilvæxt forøgedes Haralds Flaade indtil et Antal af 300 eller maaskee 360 Skibe, og Hæren rimeligviis til omkring 30000 Mand[17]. Harald lod Dronning Ellisiv og hendes Døtre Maria og Ingegerd blive tilbage paa Orknø, og styrede sydefter langs Skotlands Østkyst, til Northumberland, hvilket det først og fremst var hans Hensigt at underkaste litt. Ved Tyneflodens Udløb forenede Tostig sig med ham og hyldede ham som sin Lensherre[18] (omkring 10 Septbr.)[19]. Derpaa gjorde de i Forening Landgang paa Kysten af Cleveland — saa kaldtes Strøget søndenfor Tees — og tvang Indbyggerne, der ej vovede at gjøre ham Modstand, til at betale Skat og stille Gisler. Siden angreb de Scarborough, hvis Borgere søgte at forsvare sig; men Nordmændene bestege en Klippe lige bag Byen, og slyngede derfra brændende Træstykker ned paa Husene, fem kom i Brand: da maatte Staden overgive sig og Indbyggerne sværge Troskabseed. Paa samme Maade vedblev Harald at underkaste sig Kyst-Egnene lige til Humberen. Ved Holderness havde endeel af Indbyggerne samlet sig, og søgte at gjøre ham Modstand, men bleve snart adsplittede, hvorefter Harald med hele Flaaden sejlede opad Ouse mod York[20], og lagde til ved Riccal[21], omtrent 8 engelske eller noget over een norsk Miil søndenfor Byen. Herfra fortsatte han Vejen til Lands, langs Elven. Jarlerne Mortere og Eadwine, der laa med en betydelig Hær i York, ilede ham imøde, men traf ham allerede ved Fulford, neppe to engelske Mile fra Staden[22]. Harald fylkede strax sin Hær saaledes at han med den venstre og sterkeste, Fløj støttede sig til Elven, med den anden, der var svagere, til et Morads med et Dige fuldt af Vand. Jarlerne angreb først denne Fløj, der maatte vige. De troede sig allerede visse paa Sejren og forfulgte de flygtende Nordmænd, da Harald, som stod paa venstre Fløj, lod blæse til Angreb og med sit Banner Landeyda i Spidsen gjorde et saa vældigt Anfald paa Jarlernes Hær, at denne ikke formaaede at holde Stand, men adspredte sig i vild Flugt, deels langs med Aaen, deels til Diget, hvor en Mængde druknede og skulle have ligget saa tykt over hinanden, at Nordmændene kunde gaa tørskoede over Sumpen[23]. Blandt de faldne regnede Nordmændene Mortere selv, og Skalden Stein Herdisesøn taler udtrykkeligt i sit Kvad om, at Dynger af Liig laa over den tinge Mortere. Sandsynligviis har han af de øvrige Flygtende været revet med ud i Sumpen, men er siden undkommen uden Nordmændenes Vidende[24]. (Onsdag d. 20 Sept.)[25]. Englænderne flygtede til York, forfulgte af Harald lige til Stadens Mure, udenfor hvilke ogsaa en Mængde Englændere maatte bide i Græsset, saa at en samtidig Forfatter i Alt angiver deres Tab paa denne Dag til 1000 Lægmænd og 100 Gejstlige[26]. Endnu 300 Aar efter paaviste man Stedet, hvor denne Kamp havde staaet[27]. Harald underkastede sig nu de nærmeste Hereder, og lejrede sig ved Stanford Bro, der omtrent en norsk Miil eller 7 engelske Mile østenfor York gaar over den til Ouse løbende Aa Derwent. Her, synes det, var det allerede aftalt at Befuldmægtigede fra det hele Shire skulde møde frem med Gisler, da Sendebud fra Staden York paa deres Medborgeres Vegne tilbede Kapitulation. Harald berammede da et Møde for at underhandle derom til Søndagen den 24de, begav sig til denne Tid med Hæren til York, og holdt, som det heder, Thing med Borgerne lige udenfor Staden. Paa dette Thing erkjendte Indbyggerne ham for deres Herre, forbandt sig til at skaffe en Mængde Levnetsmidler for Hæren og til Pant paa deres Troskab at stille 500 Gisler, opnævnte af Smug„ der som Landskabets forhenværende Jarl vidste go Besked om, hvilke der var de fornemste Mænd, som det meest kom an paa at sikre sig[28]. Tostigs tidligere Løfte, at hans Venner og Tilhængere vilde forene sig med Harald, gik nu, da de ikke længere havde Morkere og Eadwine at frygte for, i Opfyldelse, og hans Hær skal derved have faaet en betydelig Tilvæxt, ligesom det vel ogsaa fornemmelig skyldtes Tostigs Parti, at York saa snart kapitulerede; dog synes ogsaa List og Forstillelse at have været med i Spillet, efter hvad det siden viste sig. Harald og Tostig toge nu Staden formelig i Besiddelse[29], og optraadte ganske som Herrer over Northumberland. Der tilsagdes et Thing i Staden til den næste Dags Morgen, paa hvilket Harald skulde udnævne nye Befalingsmænd, og uddele Len og Værdigheder. Der blev ligeledes forkyndt fuld Fred for alle Indbyggerne i Landskabet, hvis de vilde gjøre fælles Sag med Harald og Tostig, og ledsage dem paa deres Erobringstog sydefter[30]. Harald overnattede ikke i York, men vendte, som sædvanligt, om Aftenen tilbage til sine Skibe, stolt og glad over den lette Sejr og sine Vaabens heldige Fremgang. Det var hans Hensigt, næste Morgen tidligt at bryde op med en Deel af Hæren og at lægge Vejen over Stanford Bro, for her efter Aftale at modtage Gislerne fra Yorkshire, uagtet dette var en Omvej af mindst et Par norske Mile[31]. For at Landskabets Indbyggere paa deres Side ogsaa skulde have Tillid til hans Oprigtighed. efterlod han 150 af sine Mænd som Gisler i York[32].

Men imidlertid havde Kong Harald Godwinessøn erfaret den norske Konges Ankomst, og i Hast udrustet 7 Troppekorps, hvormed han ilede nordefter uden at Fienden erfarede det mindste om hans Nærmelse. Om Søndagen, medens Harald Haardraade og Tostig endnu vare i York, kom han til Tada eller Tadcaster, sydvestenfor York, omtrent halvvejs mellem denne Stad og Leeds[33]. Her fylkede han, som det heder, sin Hær, og herfra har han sandsynligviis holdt Øje med Nordmændenes Bevægelser og plejet hemmelige Underhandlinger med sine Venner i York, thi aldrig saasnart vare Nordmændene borte, og det var blevet mørkt om Aftenen, førend han indfandt sig udenfor Byen med hele sin Hær, blev paa det beredvilligste indladt af Borgerne trods det nys sluttede Forlig, og besatte strax alle Porte og Veje, for at Nordmændene ikke skulde faa mindste Nys herom[34]. Dette lykkedes ogsaa fuldkommen. Thi Mandag Morgen, efter tilendebragt Dagverd, lod Kong Harald Haardraade blæse til Opbrud med en langt mindre Styrke, end han vist ellers vilde have medbragt, dersom han havde haft mindste Anelse om at hans Fiende laa l York med en sterk Hær, færdig til at overfalde ham. Han bestemte nemlig, at i hver Svejt eller mindre Afdeling skulde af tre Mænd de to følge med, og den tredie blive tilbage, saaledes at i alt en Trediedeel af Hæren blev liggende for at passe paa Skibene, under Befaling af hans Søn Olaf, Orknø-Jarlerne, og Eystein Orre; og de, som droge op med ham, toge ikke engang deres Brynjer paa, men alene Skjold og Hjelm til Forsvarsvaaben[35], da det var godt Vejr og hedt Solskin, og de selv desuden vare lystige og sorgløse, uden at have mindste Anelse om nogen Fare. De vare allerede komne over Stanford Bro, da de i det fjerne saa Støvskyer hvirvle sig i Veiret, og under dem blinkende Skjolde og hvide Brynjer. Kongen lod gjøre holdt, og spurgte Seng, hvad dette kunde være for en Hær. Tostig svarede at det vistnok saa ligest ud til at være Fiender, men at det dog maaskee ogsaa kunde være endeel af hans Venner og Frænder, der kom for at tilbyde deres Tjeneste, imod at Kongen tog dem i sin Beskyttelse. Kongen sagde at man skulde oppebie dem for at see, hvad de sorte i sit Skjold. Jo mere Hæren nærmede sig, desto talrigere viste den sig at være. Det var som en Iisskorpe at see til, saaledes blinkede Vaaben ved Vaaben. Da sagde Harald: „det er ikke at dølge for, at her er Ufred for Haanden, og at Kongen selv er kommen: nu gjelder det at finde paa et godt og fornuftigt Raad. Tostig raadede at vende om igjen til Skibene saa hurtigt som muligt; her havde man da Valget, om man med den hele Styrke og fuldstændig bevæbnet vilde binde an med Fjenden, eller om man heller vilde gaa ombord i Skibene, mod hvilket det engelske Rytteri intet kunde udrette. Dette Raad var meget klogt, og vilde sandsynligviis, om det var blevet fulgt, have givet Tingene en langt anden Vending, men af falsk Undseelse og Frygt for, at man kunde udlægge det som Tegn paa Modløshed, forkastede Harald det[36], og foretrak at sende tre raske Mend ned til Skibene paa de hurtigste Heste, der fandtes i Hæren, med den Befaling, at det efterladte Mandskab strax skulde bryde op og komme ham til Hjelp. Imidlertid haabede han at kunne beskjeftige Englænderne, indtil Undsætningen kom. „Som I vil Herre“, sagde Tostig; „jeg har ikke større Lyst til at flygte end enhver anden, men jeg maatte sige hvad jeg fandt raadeligst“.

Harald lod nu Fredrik Merkesmand rejse hans Banner, Landeydan, og opstillede sine Mænd i en lang, men ikke tyk, Fylking. Derpaa lod han Fløjene høje sig bagover, indtil de naaede sammen, saa at Hæren kom til at danne en stor Ring, med Skjold ved Skjold, saa vel foran det yderste Geled, som foran hvert af de indre. Paa denne Maade søgte Harald at dække sig mod Angreb af Fiendens Rytteri, omtrent saaledes som naar Fodfolket i vore Dage former Karree. Han forordnede, at det yderste Geled i Fylkingen skulde støtte Spydskaftene mod Jorden og rette Oddene mod Rytternes Bryst; de, som stode i næste Geled skulde derimod rette Spydoddene mod Hestene. Man skulde staa fast og tæt sluttet, passe paa at Ordenen ej blev brudt, holde Blikket ufravendt rettet mod Fienden og ikke flytte sig et Skridt frem. Indenfor Kredsen stillede han Bueskytterne; der forbeholdt han ogsaa sig selv og Tostig Plads med deres Følge, hver paa sin Kant. Imidlertid rykkede den engelske Konge nærmere med sin Hær, der bestod baade af Fodfolk og Ryttere, og skal have været dobbelt saa talrig som den norske. Førend Kong Harald Sigurdssøn indtog sin Plads, udenfor Kredsen, red han omkring Fylkingen for at mønstre sine Krigeres Rækker og see til, at Alt var i Orden. Han sad paa en sort bleset Hest, iført en blaa Vaabenkjortel. Medens han saaledes red omkring, havde han det Uheld at Hesten styrtede med ham, saa at han selv faldt forover, og ned til Jorden. For at berolige sine Omgivelser, der ellers kunde antage dette for et uheldigt Varsel, sagde han efter et gammelt Ordsprog; „Fald betyder Lykke paa Farten“[37]. Harald Godwinessøn, der havde gjort Holdt for at oppebie de bagerste i sin Hær, saa det ogsaa, og spurgte nogle Nordmænd, der befandt sig i hans Hær, hvo den høje Mand i blaa Kjortel og med den fagre Hjelm var, som just faldt af Hesten. De sagde at det var Kongen selv. „Han er en stor og drabelig Mand“, sagde Harald, „men med hans Lykke lader det nu til at være forbi“.

Strax efter kom tyve Ryttere, saa vel selv som deres Heste iførte Brynjer, ridende frem fra den engelske Hær mod Nordmændenes Fylking, og en af dem spurgte om Tostig Jarl var tilstede. „Det er ikke at dølge for, at I kunne finde ham her“, svarede han selv. „Vi bringe“, sagde den engelske Stridsmand, „den Hilsen fra din Broder Harald, at han tilbyder dig Grid og Northumberland, ja han er ikke engang uvillig til at indrømme dig Trediedelen af sit Rige, naar han ej paa anden Betingelse kan vinde dit Venskab“. „Dette“, svarede Tostig, „er rigtignok et andet Tilbud end den Forhaanelse og Ufred, man bød mig ifjor Høst; havde man da budet mig det samme, vilde mangen En være i Live, som nu er død, og med den engelske Konges Vælde stod det da bedre til. Men sæt nu at jeg modtager dette Tilbud, hvad byder da min Broder Norges Konge?“ „Han har“, svarede den anden „ladet sig forlyde med, hvor stort Stykke af England han vilde unde Kong Harald Sigurdssøn; det er 7 Fods Rum, og saa meget mere som han er højere end de fleste andre“. „Hvis saa er“, sagde Tostig, „da rider kun tilbage og beder Kong Harald begynde Slaget. Nordmændene skal ikke kunne sige, at Tostig Jarl lod Norges Konge i Stikken og slog sig til hans Fiender, da han skulde stride om Englands Krone; med hinanden ville vi enten dø med Ære eller vinde England med Sejr“. Da vendte Rytterne tilbage til den engelske Hær. Kong Harald spurgte Tostig, hvo hiin Ordfører var, hvis Tale hørtes saa grant. „Det var min Broder, Harald Godwinessøn selv“, svarede Tostig. „Det fik vi altfor seent at vide“, sagde Kongen. „thi han var kommen vore Rækker saa nær, at han ej skulde have kunnet melde vore Mænds Fald“. „Vistnok“, svarede Tostig, „var det uforsigtigt af en Høvding som han, at vove sig saa langt frem, og jeg skjønnede meget vel, at det kunde skee som I sige, men jeg frygtede for at Sammenligningen mellem hans Færd og min da vilde falde alt for meget ud til min Skade, naar nemlig han kom for at byde mig Grid og stort Herredømme, men jeg blev hans Banemand ved at udpege ham. Dette undlod jeg derfor, og jeg vil heller lide Døden for min Broders Haand, end paa slig Maade volde hans Død“. Harald svarede intet, men bemerkede kun til sine Mænd: „denne Mand var liden af Væxt, men stod kjekt i sine Stigbøjler“[38]. Derpaa gik han ind i Skjoldborgen, idet han kvad:

Frem vil vi gange
i Fylkingen
brynjeløse
under blaa Egge;

Hjelme blinke,
men Brynjen mangler;
vort Skrud nu ligger
i Skibene nede.

„Denne Vise“, sagde han strax efter, „er slet digtet, og jeg skal kvæde en anden og bedre“: han kvad ogsaa virkelig paa staaende Fod en anden i det sædvanlige kunstigere Versemaal, hvori han i sit og sine Mænds Navn forsikrede, at de ej skulde krybe i Skjul bag Skjoldet for Vaabenbrag, og sagde at han allerede forlængst havde gjort det Løfte, at bære Hovedet højt i Sverdgnyet. Thjodolf Skald, der her, som sædvanligt, var tilstede, kvad et Vers, hvori han lovede ej at ville forlade Kongens haabefulde Sønner, om endog Kongen selv faldt. Den eneste af Kongens nærmeste Omgivelser, sytti ikke ganske manglede Rustning, var Islændingen, Brand Gunnsteinssøn: han havde en saakaldet Brynstakk, og tilbød Kongen den, men han vilde ikke tage imod den. „Du er en brav Dreng“, sagde han, „men behold kun selv din Brynstakk“[39].

Slaget begyndte med et Angreb af Harald Godwinessøns Ryttere[40], der dog intet kunde udrette mod Nordmændenes tæt sluttede, ved Skjoldene og de fremstrakte Spyd dækkede, Rækker. De rede rundt omkring Kredsen, og søgte paa alle Kanter at faa den brudt, men overalt mødte de Spydoddene og hilsedes med en Pileregn af de indenfor Kredsen opstillede Bueskytter. Tilsidst opgave de Forsøget, og rede tilbage. Havde Nordmændene nu fremdeles holdt den samme Stilling som hidtil, vilde Angrebet neppe være blevet fornyet; Forsterkningen fra Skibene vilde have fundet Hæren usvækket, og man kunde da have gaaet angrebsviis tilverks. Men i den overilede Tro, at Fienden allerede var slagen, opløste Nordmændene — dog neppe med Haralds gode Vilje — deres Rækker for at forfølge de Flygtende. Ved Synet deraf fik Englænderne nyt Mod, samlede sig igjen, satte allevegne fra ind paa de fremstormende Nordmænd, og trængte ind gjennem deres aabnede Geleder. Derved opstod et blodigt Haandgemæng, og Folkemonen gjorde sig snart gjeldende, saa at Nordmændene begyndte at falde i Mængdeviis. Da Kong Harald saa dette, ilede han selv til, hvor Kampen rasede heftigst, styrtede sig, greben af den vildeste Stridslyst, som Berserkerne fordum, ind i Slagtumlen, huggende til begge Sider, saa at hverken Hjelm eller Brynje kunde holde Stand, og vadede, som Stuf Skald siger, gjennem Fiendens Rækker, som om han vadede gjennem Vind. Ingen Fiende vovede længer at blive staaende hvor.han stevnede frem, og alt veg for ham. Allerede truede Flugten med at blive almindelig over den hele engelske Hær, og Sejren syntes Nordmændene vis, da Harald blev truffen af en Piil i Struben, saa at Blodet strømmede ud af Munden paa ham, og han styrtede død til Jorden. De fleste af den Skare, der havde fulgt ham, faldt omkring hans Liig, blandt dem den brave Brand; de øvrige trak sig atter tilbage under Merkerne. Men endnu var Kampen ikke paa langt nær endt. Nordmændene fortsatte den med største Heftighed, idet de opeggede hinanden indbyrdes. Da Tostig blev var, at Kongen var falden, ilede han selv didhen, hvor han saa Landeydan knejse, stillede sig under Kongebanneret, og opmuntrede Krigerne til Kamp. Paa begge Sider var man dog saa udmattet, at der af sig selv opstod en Standsning i Kampen, som varede temmelig længe. Dette Pusterum benyttede Harald Godwinessøn til at byde Tostig Grid, saavel som alle de Nordmænd, der endnu vare i Live. Men uagtet de erkjendte deres fortvivlede Stilling — et Vers, som Thjodolf just da kvad, vidner noksom herom — vilde de dog intet høre om Overgivelse, og sagde, at før skulde de falde den ene over den anden, end de skulde modtage Grid af engelske Mænd. Derpaa istemte de Hærskrig, og begyndte Kampen paany tinder Anførsel af Tostig, der stred som en Mand, og fulgte Banneret fremad, men overmandedes og faldt med megen Berømmelse. I dette Øjeblik, men for silde, ankom endelig den længe væntede Undsætning fra Skibene, anført af Eystein Orre, som strax greb Landeydan og begyndte Kampen for tredie Gang, uagtet han og hans Mænd havde skyndt sig fra Skibene i saadan en Fart, at de formedelst Træthed næsten vare ukampdygtige, især da de ikke, som den første Afdeling af Hæren, vare uden Brynjer, men derimod havde marscheret i fuld Rustning. Deres Hidsighed og Begjærlighed efter at hevne Kongens og saa mange brave Staldbrødres Fald, lod dem dog glemme al Mødighed: de satte saa voldsomt ind paa Englænderne, at en Mængde af disse faldt, og de øvrige vare nær ved at tage Flugten. Denne sidste hidsige Kamp kaldte man siden efter Eystein Orre, som da anførte Nordmændene, Orre-Riden. Men i deres Iver glemte de endog at forsvare sig med Skjoldene; deres Træthed af den lange og forhastede Marsch undlod ikke i Længden at blive følelig, saa at de ikke engang orkede at bære de tunge Ringbrynjer, men kastede dem af. Englændernes Sverd og Spyd anrettede derfor stor Ødelæggelse iblandt dem, ja mange af dem skulle endog være omkomne af Mødighed, uden at være rammede af noget fiendtligt Vaaben. Da faldt omsider Eystein Orre med Størstedelen af sin Skare, og næsten alle de norske Høvdinger. Kampen havde nu, med hine tvende Mellemrum, varet lige fra Formiddagen indtil ud paa Eftermiddagen[41]. De tilbageblevne Nordmænd flygtede, heftigt forfulgte af Englænderne, som nedlagde mange af dem paa Flugten, og dreve endeel ud i Derwent, hvor de druknede. Dog have de engelske Annaler opbevaret Mindet om en tapper Nordmand — hans Navn angives ej — der, som det synes, endnu før den egentlige Orre-Rid begyndte, eller i alle Fald før Eysteins Fald, ene forsvarede Broen mod den fremrykkende engelske Hær, og saaledes en Stund holdt den op; de engelske Pile og Kastespyd formaaede intet mod hans gode Ringbrynje, og enhver, der vovede sig nærmere, faldt for hans sterke Arm; af Beundring for hans Tapperhed og Styrke tilbød man ham Grid, men han lo haanligt dertil, fortsatte sit heltemodige Forsvar, ligetil Kl. 3 om Eftermiddagen, og fældte i Alt 40 Fiender, indtil det lykkedes en Englænder ubemerket at komme i en Baad, ro tinder Broen, og nedenfra at gjennembore ham under Ringbrynjen[42]. Efter Høvdingernes Fald var Løsenet for de overvundne Nordmænd alene at frelse sig som man bedst kunde, og de adspredte sig til alle Kanter, idet hver for sig, benyttende sig af den: Der fortælles navnlig om Styrkaar Stallare, en flink og dygtig Mand, at han H havde faaet fat paa en Hest, og red afsted til Skibene, med Sverd i Haand, men uden anden Beklædning end sin Skjorte og Hjelm, da han indtrædende Skumring, snarest muligt søgte at komme til Skibene under Kampens Hede havde afført sig de øvrige Klædningsstykker. I den kolde September-Aften, hvis Kjølighed end mere forøgedes ved en heftig Vind som begyndte at blæse, følte han sig gjennemiisnet, og da han tilfældigviis mødte en Kjore-Bonde, der var iført en siid og vel fodret Skind-Kofte, spurgte han ham om han vilde sælge den. „Nej ikke til dig“, sagde Bonden, „da jeg kjender dig paa dit Maal, at du er en Nordmand“. „mu saa er“, sagde Styrkaar, „hvad vil du da?“ „Jeg vil dræbe dig“, svarede Bonden, „men uheldigviis har jeg intet Vaaben hos mig, som duer“. „Naar du altsaa ikke kan dræbe mig, Bonde“, sagde Styrkaar, „skal jeg friste paa om jeg kan dræbe dig“. Med disse Ord hug han Hovedet af ham, tog Skindkoften, iførte sig den, steeg sit Hest og fortsatte sin Vej ned til Skibene[43].

Harald Godwinessøn havde vundet en fuldstændig Sejr. Størstedelen af Nordmændenes Hær, deres Konge og ypperste Mænd, hans egen Medbejler Tostig, vare faldne. Endnu et Par Generationer senere betegnedes Valpladsen ved Dynger af de Faldnes ubegravede Been[44]. Men Sejren var dyrekjøbt, thi ogsaa af Englænderne vare en Mængde faldne og deres Stridskræfter vare svækkede, netop i det Øjeblik da det gjaldt at kunde opbyde saa stor en Styrke som muligt for at modstaa den nordmanniske Hertugs længe væntede Angreb[45]. Heller ikke varede Sejrsglæden længe. Førend Harald endnu havde forladt York, og kun faa Dage efter Slaget ved Stanford Bro, kom et Iilbud fra Hastings, og meldte, at Hertug Villjam paa Michelsmessedagen (29 Septbr.) var landet der i Nærheden med 60000 vel udrustede og krigsvante Mænd. Harald maatte derfor øjeblikkelig ile sydefter med Thingmannalidet og de Tropper som ej nødvendigviis behøvedes til Northumberlands Forsvar. Han kunde ikke længer tænke paa at angribe Levningerne af den norske Hær ombord paa Skibene eller hindre den fra at komme bort. Tvertimod maatte det være ønskeligt for ham, at faa den afsted saa snart som muligt, for at den ikke siden skulde slutte sig til hans Fiender. Derfor gav han Olaf, Haralds Søn, der nu tilligemed Orknø-Jarlerne og Biskoppen førte Overbefalingen, Tilladelse til at drage uhindret bort, imod at de edeligen lovede ham, herefter at vilde holde Fred og Venskab med Anglerne. Men af alle de Skibe, Harald havde fort til England, var det kun 24, som Olaf førte hjem. De øvrige vare enten tilintetgjorte eller maatte blive tilbage af Mangel paa Mandskab, og have sandsynligviis kommet Harald Godwinessøn godt tilpas ved hans Sø-Udrustning[46]. Kong Harald Haardraades Skatte, hvilke han her efter Sædvane havde fort med sig, og som udgjorde en saa stor Masse Guld, at neppe 12 Mænd kunde bære den, skulle ogsaa være faldne i Haralds Hænder, men kun for, faa Uger senere, at smykke Villjam Erobrerens Skatkammer[47]. Ogsaa Kong Harald Haardraades Liig kom i Englændernes Besiddelse, saa at Olaf ej fik det med, sandsynligviis fordi det ved hans Bortrejse endnu ikke var fundet blandt den store Mængde af faldne[48]. Med Olaf fulgte Tostigs to unge Sønner, Skule og Ketil Krok, hvilke han tog sig af som sine egne Frænder; Tostigs Hustru Judith var bleven tilbage i Flandern, og egtede siden Hertug Welf af Baiern[49]. Olaf sejlede først nedad Ouse og Humberen til Ravensere paa Holderness, og derfra nord til Orknø, hvor han fik den Efterretning at hans Halvsyster Maria var pludselig død samme Dag og Time, som hendes Fader var falden. Vintren tilbragte Olaf paa Orknøerne[50].

Imidlertid afgjordes Englands Skjebne i Syden. Kun efter store Anstrængelser var det lykkets Hertug Villjam at samle den store Hær, og foranstalte den Landgang paa den engelske Kyst, hvorom der nys er talt. Ikke for end i August var den hele Udrustning færdig i St. Valery ved Mundingen af Somme, men Modvind hindrede i fire Uger Flaadens Afsejling; de forsamlede Krigere begyndte at blive utaalmodige og deres Underholdning blev vanskelig, da Vinden endelig om Aftenen sør den 27 September blev gunstig, og den hele Flaade lettede Anker den følgende Morgen. Uden noget Uheld landede den, to Dage efter, i Sussex, deels ved Hastings, deels ved det ikke fuldt en norsk Miil derfra liggende Pevensey: her var det, hvor Villjam selv steg i Land. Da han ligesom Olaf den hellige ved sin Landstigning i Norge snublede, hilsedes han af en af de omstaaende Krigere omtrent med samme opmuntrede Ord som dem hvormed Olaf hilsedes af Rane: „nu holder du just England fast“[51]. Harald Godwinessøn havde draget alle de Tropper, han i Hast kunde samle, mod Norden, for at møde Nordmændene; den sydlige Kyst var saaledes forsvarsløs, og Nordmannernes Landgang foregik uden mindste Hinder[52]. Villjam forskandsede sig ved Hastings, og holdt sig stille her i en fjorten Dages Tid, medens hans Krigere, herjede Omegnen, skjønt, som det heder, mod hans udtrykkelige Befaling. Imidlertid var Harald Godwinessøn kommen til London, og havde ladet udgaa almindeligt Opbud, ifølge hvilket en heel Deel Krigere samlede sig til hans Banner, skjønt ikke saa mange, som han havde gjort Regning paa, deels fordi Tiden var knap, deels ogsaa fordi den Eed, han havde svoret Villjam, hos Mange vakte Betænkeligheder om Retmæssigheden af hans Sag. Saaledes holdt hans Svogere Mortere og Eadwine sig tilbage; hans egen Syster, Enkedronningen Eadgidhe, misbilligede Kampen, og hans Broder Gyrdh, der for øvrigt tappert stod ham bi, røbede ligeledes sin Ængstelse. Villjam lod Harald foreslaa en fredelig Overeenskomst, der paa det nærmeste svarede til deres forrige Aftale, nemlig at Harald skulde afstaa ham Kongetitlen og Herredømmet over England imod at han selv som Villjams Vasall skulde faa Northumberland og Gyrdh Godwines forrige Besiddelser i Westsex og Sussex; men Harald bortviste med Vrede dette Forslag, saavelsom de øvrige, Villjam derefter gjorde ham, nemlig at lade en Tvekamp mellem dem begge afgjøre, hvo der skulde bære Englands Konge, eller at lade Pave Alexander dømme mellem dem, eller endelig at lade Sagen komme an paa begge Folks egen Kjendelse, efter engelsk eller nordmannisk Ret. Iilsomt rykkede Harald imod Nordmannerne, især fremskyndet ved Efterretningerne om de Ødelæggelser, de anstillede, idet han deels mistede at hindre disse, deels haabede at kunne komme uforvarende over Villjam, naar en stor Deel af dennes Hær havde adspredt sig paa Strejftog. Han sendte derhos en Flaade af 700 Skibe — de fleste have dog vistnok kun været meget smaa — til Havnene ved Kanalen, for at afskære Villjam Tilbagetoget. Da han om Aftenen den 13de Oktober ankom til Højderne ovenfor Hastings[53], var virkelig en betydelig Deel af Nordmannernes Hær ude paa et Plyndringstog. Men han kunde ikke begynde Slaget om Natten, og imidlertid fik Villjam Underretning om hans Ankomst, og vandt saaledes fuldkommen Tid til at berede sig paa den forestaaende Kamp. Harald Godwinessøn, hvis Hær, i Sammenligning med Villjams, stod lige saa langt tilbage for denne i Folkeantal og Rytteri, som Harald Haardraades ved Stanford Bro havde staaet tilbage for hans, især da Thingmannalidet erklærede at det ej torde eller vilde binde an mod Nordmannerne[54], indrettede nu ogsaa sit Forsvar omtrent paa samme Maade som hiin, idet han med tæt sammensluttet, kileformig Slagorden og omgiven af en Skjoldborg, paa en Højde oppebiede Nordmannernes Angreb. Hans Broder Gyrdh bad ham, i Betragtning af hans Ed, om ikke at deeltage i Striden, og tilbød sig at anseer Hæren i hans Sted; men Harald svarede at han ej plejede at stikke sig bort i Neset-, naar andre strede, og at Villjam ej skulde erfare at han ej torde see ham under Øjnene. Derpaa lod han sit Banner rejse. Villjam, som ved religiøse Ceremonier og opmuntrende Taler havde sat Mod i sin Hær, gav nu Tegn til Angreb. Hans Hovedbanner var en indviet Korsfane, som var sendt ham fra den med den engelske, frisindede Gejstlighed og med Kong Harald selv misfornøjede Pave Alexander[55]; til dette Banner, eller efter en anden Beretning, til sin egen Hals havde Villjam ladet de selvsamme Relikvier befæste[56], paa hvilke Harald havde aflagt den Ed, som han nu vilde bryde. Da Harald saa Nordmannernes store Skarer udvikle sig over Sletten, skal han have følt nogen Ængstelse, især da han, skuffet ved et Brev fra Balduin af Flandern, ikke havde gjort Regning paa et saa stort Antal Fiender. Imidlertid tabte han dog ikke Fatningen, lige saa lidt som hans Mænd; paakaldende Gud og det hellige Kors væntede de roligt paa de alt nærmere og nærmere fremrykkende Nordmanners Rækker. I Spidsen for disse red Menestrellen eller Skalden Taillefer, der, idet han legede med tre Spyd og Haandsverd paa den samme kunstige Maade, som forhen Olaf Tryggvessøn, sang med høj og klar Skemme Kvadet om Roland, til sine Staldbrødres Opmuntring, og endelig, da han var kommen den engelske Skjoldborg nær nok, slyngede først et Spyd, siden et Sverd, med saadan Kraft og Sikkerhed mod Fienden, at hvert af dem fældte sin Mand; derefter styrtede han sig paa sin ypperligt tilredne Hest ind i Englændernes tætteste Rækker, og kjøbte sig med sin Død den Ære at have slaaet det første Slag. Hermed var Striden begyndt[57]. Anglerne forsvarede sig med en saadan Tapperhed, at det i Førstningen saa meget farligt ud for Nordmannerne; under Villjam selv bleve tre Heste dræbte, og man troede ham allerede falden, da han, frelst at Grev Eustath af Boulogne, atter fremstod, samlede sine Skarer til nyt Angreb, og, da Anglernes Skjoldborg ikke ved Magt kunde brydes, gav Befaling til en forstilt Flugt, hvorved Anglerne lode sig lokke ud af sin faste Stilling, og nu fra alle Sider bleve anfaldne af de nordmanniske Ryttere. Villjam opsøgte Harald, for personligt at kæmpe med ham, men traf ham ej; derimod vare tyve Nordmanner, der havde forenet sig om at erobre det engelske Banner, heldigere; de naaede frem til Banneret, hvor Harald stod med sine Brødre Gyrdh og Leofwine. Her opstod nu en fortvivlet Kamp. Kongen, hans Brødre og deres Følge forsvarede sig med Heltemod, men omsider maatte de bukke under, og da det angliske Kongebanner faldt i Sejrherrernes Hænder, var ogsaa Englands Kongedømme blevet et Bytte for Ragnvald Mørejarls lykkelige Ætling[58]. Thi vel kronedes Eadgar Ædheling i i London til Konge, og Staden selv gjorde Miner til at forsvare sig, men da Villjam nærmede sig med sin sejrrige Hær, tabte dens Forsvarere Modet, de aabnede ham Stadens Porte og tilsvore ham Troskabsed, imod at han tilsikrede Folket dets gamle Love og Rettigheder; Eadgar maatte frasige sig Tronen, og første Juledag 1066 kronedes Villjam af Erkebiskop Ealdred fra York i Westminster Kirke som Englands Konge. Havde han end, spilt vi i det Følgende ville see, endnu mangen Kamp og Fare at bestaa, førend England fuldkommen blev undertvunget, saa havde dog nu hans Herredømme og nye Værdighed faaet en fast Grundvold at hvile paa, og det nordmanniske Vælde i England lod sig ej mere afryste. England udstykkedes i Forleninger til nordmanniske Krigere, de gamle Kolonisters Efterkommere, som her fandt et andet Hjem, og i hvis særegne Institutioner, Sæder og Skikke man gjennem alle senere Forandringer og Tillempninger dog finder tydelige Spor af den oprindelige norske Nationalitet[59]. Det maa derfor betragtes som en synderlig og betydningsfuld Tilskikkelse, at norske Krigere og en norsk Konge ved deres Tapperhed og med Opofrelse af deres eget Liv skulde bidrage til denne Omvæltning, der ved at forringe Englands Kraft og begrunde dets fremtidige Vælde, har udøvet en Indflydelse, ej alene paa Europas, men paa hele Jordens fremtidige Skjebne, som ingen lignende Begivenhed enten for eller siden har haft.

  1. ↑ Dette siges udtrykkeligt saavel i Morkinskinna som i Fagrskinna Cap. 201. Men da de begge ere skrevne førend Haakon Haakonssøn gjorde sit store Vesterhavstog i 1263, kan der fra Nedskriverens Side ikke vare Tale om nogen Sammenligning med dette, kun med Magnus Barfods tvende Tog, og Sigurd Jorsalafarers Tog til det hellige Land. I Knytlingasaga Cap. 41 lægges der ogsaa Olaf Kyrre, Haralds Søn, de Ord i Munden, „at da Kong Harald drog fra Landet, sagde Almuen, at aldrig havde en vældigere Hær udrustet sig fra Norge til et eneste Tog“.
  2. ↑ See Ljosvetningasaga Cap. 31.
  3. ↑ Næsten to Hundreder, foruden Proviantskibe og Smaaskuder, siger Harald Haardraades Saga Cap. 114, Snorre Cap. 83. Morkinskinna siger „to Hundreder“ uden at tilføie „næsten“.
  4. ↑ Da denne Krig var Angrebskrig, og Flaaden skulde føres udenfor Landet, kunde Kongen blot opbyde halv Almenning. Ved fuld Almenning stilledes i Alt, ifølge Gulathingsloven Cap. 315, 309 Skibe, det halve Antal bliver saaledes med et rundt Tal 150.
  5. ↑ Antages det at hvert af Kongens og Lendermændenes Skibe, der upaatvivleligt vare større end Ledingsskibene, i Gjennemsnit havde 120 Mand ombord, giver dette for 90 Skibe 10800; antages for hvert Ledingsskib 50 Mand, bliver deres Bemanding i Alt 7500, hvilket, lagt til hiint Tal, udgjør 18300; for Transportskibene kan man vel mindst regne henimod 2000.
  6. ↑ Se ovf. S. 181.
  7. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 114, Snorre Cap. 85, Fagrskinna Cap. 202. Morkinskinna nævner, aabenbart kun ved en Skjødesløshedsfejl, Thora istedetfor Ellisiv.
  8. ↑ Chron. Saxonicum.
  9. ↑ Snorre Harald Haardraades Saga Cap. 25.
  10. ↑ Harald Haadraades Saga Cap. 114, Snorre Cap. 83, Fagrskinna Cap. 201.
  11. ↑ Nemlig, som det i Hrokkinskinna udtrykkeligt siges, i Kong Magnus Haakonssøns og Erkebiskop Jons Dage.
  12. ↑ Drømmene fortælles saaledes i Hrokkinskinna (Harald Haardraades Saga Cap. 114) og hos Snorre (Cap. 83—85): Da de laa i Solunderne, drømte en Mand, ved Navn Gyrd, paa Kongens Skib, at han stod paa Skibet, og saa en stor Troldkone staa oppe paa Øen med et Hugjern i den ene og et Trug i den anden Haand, medens der sad Ravne paa alle Skibsstavne; han syntes at hun kvad et Vers, hvori hun udtrykte sin Glæde over at Kongen drog i Krigen, og spaaede at Ravnene her vilde faa Steg nok fra Kongens Stavne. En anden Mand ved Navn Thord, der befandt sig paa et Skib nær ved Kongens eget, drømte at han saa Haralds Flaade nærme sig Englands Kyst, men at der oppe i Landet nærmede sig en stor slagfærdig Hær, med mange Bannere, i Spidsen for hvilken der red en stor Troldkone paa en Ulv, som spiste paa en Menneskekrop, saa at Blodet randt den ned om Kjæverne, og, saasnart han havde fortæret den, fik en ny af Troldkonen, og saa fremdeles. Troldkonen, forekom det ham, kvad et Vers af dette Indhold: „den frygtelige Jøtunbrud, som forudseer Kongens Fald i det forestaaende Slag, lader det røde Skjold skinne; hun kaster Menneskekjød i Uhyrets Gab; den rasende Kvinde farvet Ulvens Mund med Blod“. Harald selv drømte at han var i Nidaros, og at hans Broder St. Olaf kom til ham og kvad denne Vise: „Jeg, den navnkundige digre Konge, vandt saa mangen Sejr, mig til Hæder, jeg fik en hellig Død, fordi jeg sad hjemme; men hvad Ende det sidste Tog end vil faa, er jeg bange for, det vil bringe Døden: da mættes Troldets Heste (Ulvene), og Gud volder ikke saadant“. I Morkinskinna fol. 18. b. (og Flatøbogen) siges der tillige at da Kong Harald steg i sin Baad for at ro ud til Skibet, blev han saa tung, at Baaden neppe kunde bære ham. Her anføres ogsaa de samme Vers, som Snorres og Hrokkinskinna lade Gyrd og Thord høre i Drømme, men Morkinskinna lader dem kvædes i hele Hærens Paahør af en Kone, der kom ned fra Landet da Flaaden laa i en Havn ved den engelske Kyst. Ogsaa Haralds egen Drøm og Verset, som St. Olaf skulde have kvædet, omtales først efter Ankomsten til England. Om Haralds Sammentref med den saakaldte Liig-Lodin, se nedenfor.
  13. ↑ Han ankom nemlig til England omkring 10de September, se nedenfor.
  14. ↑ Om Harald svarte og Gudrød Haraldssøn, se ovf. I. 2. Side 201. Den manske Krønike fortæller, at Gudrød Crovan, Søn af Harald svarte fra „Ysland“ efter Slaget ved Stanford Bro flygtede til Gudrød Sigtryggssøn, Kongen af Man, og fandt en venskabelig Modtagelse hos ham. Siden heder det, at Gudrød Crovan efter Gudrød Sigtryggssøns Død udrustede Flaade efter Flaade, angreb Man og til.sidst erobrede det; han maa altsaa have haft andre Besiddelser i Nærheden. Da det nu fortælles at han døde paa Øen „Yle“ d. e. Isla eller Il, en af de sydligste og største af Sydrøerne, skulde man nærmest slutte, at der ved „Ysland“ ovenfor netop forstaaes Øen Isla, hvor han saaledes har haft sit egentlige Hjem og Tilhold, og hvor han har hersket under Orknø-Jarlernes Lenshøjhed.
  15. ↑ Morkinskinna fol. 18. b. nævner kun Erlend og udtrykker sig, vistnok urigtigt, som om han allerede fra Norge havde fulgt Harald, og spaaede ilde om Toget. Fagrskinna Cap. 202 nævner derimod, ligesom de engelske Annaler, alene Paal.
  16. ↑ Mag. Adam, som er den, der meddeler denne Underretning, udtrykker sig saaledes: „Tostig — — medbragte til sin Understøttelse Nordmændenes Konge Harald og Skoternes Konge; han blev selv, tilligemed Irlands Konge og Harald, samt den hele Hær, dræbt af Anglernes Konge (III. 51)“. Da Mag. Adam, som vi tidligere have seet, kalder Irlands Indbyggere Skoter, er det tydeligt nok, at den „Irlands Konge“, som faldt, er den samme som den nys forud nævnte Skoternes Konge. Hvis man her skulde vove en Gisning, kunde det være den, at den faldne irske Konge var den samme Ivar Haraldssøn, som omkring 1016 blev forjagen fra Dublin af Margad eller Eachmargach (se ovf. S. 171), og at han maaskee har været en Broder af Gudrød Crovan.
  17. ↑ Skibenes Antal angives i Chron. Sax., der her maa ansees for paalideligst, og saa godt som samtidig, til 300 (360); men ellers yderst forskjelligt, lige fra henimod 1000, som Marianus Scotus o. fl. siger, og 500 (Simon af Durham) til 200 (Ingulf). At hans Flaade, der ved Udsejlingen fra Norge udgjorde 240 Skibe, ved Forsterkninger fra Orknø o. s. v. voxede til 360, er i sig selv saa rimeligt, at Troværdigheden af Chron. Sax.’s og vore Sagers Udsagn, indbyrdes sammenlignede, bliver utvivlsom. Men med Transportskibene har maaskee den hele Flaade udgjort henved 1000 Skib . Det bør her bemerkes, at allerede Chron. Sax., og efter det de fleste andre engelske og nordmanniske Skrifter, der handle om disse Begivenheder, giver Harald, Norges Konge, Tilnavnet hárfagra. Det er, som man seer, en Forvexling af hans Stamfaders Tilnavn med hans eget, harðráði; men man maa heraf kunne slutte, at Mindet om Harald Haarfagre paa den Tid endnu har levet i England.
  18. ↑ Saaledes Chron. Sax.
  19. ↑ Chron. Sax. siger udtrykkeligt, at Harald Godwinessøn gav sine Folk Hjemlov fra Sandwich d. 8 Sept.; at da Skibene vare komne hjem, altsaa et Par Dage efter, kom Harald, Norges Konge, til Tyne. Ogsaa Marianus Scotus henfører Haralds Ankomst til September.
  20. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 115, Snorre Cap. 87, Fagrskinna Cap. 202.
  21. ↑ Florents af Worcester, Mon. hist. Br. S. 614, Sim. af Durham S. 199.
  22. ↑ Simeon af Durham, l. c. Vore egne Sagaer nævne i Stedet for Eadwine altid Valthjof, der dog ej var Morkeres Broder, men derimod en Søn af Sigurd Jarl. Der anføres endog et Vers af et Kvad, kaldet Haraldsstikka, som synes at være samtidigt med Begivenhederne, hvori Valthjofs Krigere omtales som faldne i Slaget. Maaskee Valthjof har været med som en af de underordnede Befalingsmand. Men Nordmændene maa dog have forvexler ham med Eadwine, siden de udgive ham for Morkeres Broder. At de begge ligeledes udgives for Sønner af Godwine, er ovenfor nævnt.
  23. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 115, Snorre Cap. 88, Fagrskinna Cap. 202.
  24. ↑ Chron. Sax. og andre engelske Annalister fortælle ogsaa at mange druknede.
  25. ↑ Dagen angives eens saavel hos de engelske Annalister, som i vore Sagaer.
  26. ↑ Marianus Scotus, hos Pertz, VII. 559. Her siges i Korthed at Harald dræbte det angivne Antal Verdslige og Gejstlige i York; og dette er urigtigt forklaret som om han anstillede et Blodbad i Staden, medens Marianus dermed aabenbart kun sigter til Slaget ved Fulford og Forfølgelsen lige under Yorks Mure.
  27. ↑ Bromton, hos Twysden, S. 959.
  28. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 116, Snorre Cap. 89, Fagrskinna Cap. 203.
  29. ↑ Chron. Sax. siger udtrykkeligt, at Harald og Tostig selv vare inde i York. Vore Sagaer derimod udtrykke sig, som om de umiddelbart efter Thinget udenfor Byen vendte tilbage til Skibene. Men Chron. Sax., der her er at ansee som samtidigt, maa have Fortrinnet.
  30. ↑ Chron. Saxonicum.
  31. ↑ Sagaernes Beretning om Haralds Bevægelser og det paafølgende Slag synes tildeels at grunde sig paa en urigtig Forestilling om Stedforholdene, hvilket igjen har foraarsaget enkelte Afvigelser fra de her vistnok aldeles paalidelige engelske Beretninger, især den i Chron. Sax., der maa antages at være skrevet samtidigt med Begivenhederne selv. For at kunne forstaa, hvorledes Operationerne maa have gaaet for sig, er det nødvendigt at vide følgende med Hensyn til Topografien. Elven Ouse (Úsc), ved hvilken York ligger, løber her næsten lige mod Syd, men drejer omtrent halvtredie Miil søndenfor York, hvor den optager Aaen Derwent, mod Ost, og falder omtrent Hø, Miil endnu længer nede ud i Humberfjorden. Derwent lover ligeledes fra Nord mod Syd, og paa det sidste næsten parallel med Suk, henved en norsk Miil længer mod Øst, indtil den forener sig med den ved Hemingburg. Følger man Ouses Løb fra York sydefter, kommer man først til Fulford, omtrent ½ Miil længer nede, paa Østsiden; dernæst ½ Miil nedenfor Fulford, til Ketsleet, lige over for Mundingen af en Bielv, der kommer fra Vest, og gaar forbi Tadcaster; ¼ Miil nedenfor dette Sammenløb ligger Riccal (Richcall), hvor Harald lod Flaaden kaste Ætter, ligeledes paa Østsiden. Den egentlige Stanford Bro er næsten lige i Øst for York, dog noget nedenfor den Landsby eller Gaard, der paa Karterne kaldes Stanfordbridge, og ligger paa Østsiden af Derwent, lige over for Gate-Helmsley. Fra York og langs Ouse og fra Stanford Bro langs Derwent til Elvenes Sammenløb er der omtrent lige langt. Fra York gaar Landevejen lige i Øst til Broen; men naar man fra Riccal vil gaa til denne, uden at lægge Vejen om York, maa man, som det synes, først drage lige i Øst over Derwent til Bubwith, og derfra paa Østsiden af Derwent indtil Stanford. Langs Vestsiden synes ingen Vej at gaa. — I Sagaerne nævnes Stanfordbro kun, hvor det heder at Harald lejrede sig der, førend York kapitulerede. Derimod nævnes den ej hvor Slaget selv beskrives. Dette omtales som leveret etsteds mellem Skibene og Staden York, og naar ikke de engelske Annaler udtrykkeligt nævnte Stanford Bro som Stedet, hvor Slaget stod, skulde man snarest antage at Sagaerne henførte det til et Sted ved Ouse, mellem Riccal og York. Dog sige de heller ikke dette ligefrem, og saaledes er det altid muligt, at man ogsaa her kan have tænkt sig Stanford Bro som Slagstedet. Aarsagerne, hvorfor Harald lagde Vejen om Stanford Bro, angives i Chron. Sax., nemlig, at han skulde modtage Gisler der. Imidlertid oplyses det ej, hvorfor ikke disse Gisler lige saa vel kunde leveres og modtages ved York. Her kan man opstille to Formodninger. Enten har Harald ladet Flaaden rykke ned til det Sted, hvor Ouse og Derwent forenes, og hvor den maaskee laa tryggere for Overfald fra den højre Side af Ouse, der øjensynligt endnu har været i Morkeres og Eadwines Besiddelse; — og fra dette Sted var Vejen over Stanford Bro saavel den korteste, som den sikreste. Eller ogsaa har Harald, da han et Par Dage tidligere opslog sin Lejr ved Broen, opkastet Skandser ved Bro-Enden, og efterladt en Besætning der, for at have et fast Punkt i Nærheden, noget fjernet fra de angliske Jarlers farlige Naboskab, og har derfor bestemt dette Sted til at modtage Gislerne. Den Omstændighed, at Harald Godwinessøn kunde komme til Tadcaster, kun en Miils Vej sydvestenfor York, og derfra til Staden selv, uden at Nordmændene erfore det mindste derom, viser noksom at Landet vestenfor Ouse endnu var fiendtligt, medens derimod Stanford laa midt i den undertvungne Deel af Landskabet.
  32. ↑ At der gjensidigt blev stillet Gisler, siges allerførst af Florents, der udtrykker sig saaledes: „Norregani … obsidibus 150 de Eboraca sumtis, ad naves repedarunt, relictis in eâ de suis 150 obsidibus“. Simeon af Durham (Twysden S. 199) gjentager dette Ord til andet, kun at han paa første Sted nævner 500 (D), ikke 150 (CL) Gisler. Denne Afvigelse maa dog vel alene ansees som en Skriv- eller Læfe-Fejl. Lappenberg har i sin „Geschichte Englands“ I. 537 misforstaaet dette Sted som om Kongen ifølge Florents efterlod i York alle de ham stillede 150 Gisler, ifølge Simeon 150 af de 500. Men at der her kun er Tale om en gjensidig Udvexling af Gisler, ligger ej alene i Omstændighedernes Natur, men siges og udtrykkeligt af Bromton (Twysden S. 959): „obsidibus interim utrimque datis“. Vel er Bromton en meget yngre Annalist, som her kun har udskrevet og epitomeret de ældre, men hans Fortolkning af deres Ord bliver dog altid af megen Vegt.
  33. ↑ Chron. Sax.
  34. ↑ Chron. Sax. nævner kun at han om Mandagen drog gjennem York, men deraf følger ikke at han jo allerede Søndag Aften kan være bleven indladt.
  35. ↑ At Nordmændene ingen Brynjer medtoge, siges ej alene i Sagaerne, men ogsaa hos fremmede Annalister, som Marianus Scotus, og Saxo S. 555.
  36. ↑ Dette siges udtrykkeligt i Harald Haardraades Saga Cap. 118, og der anføres endog et Vers af Arnor, hvor Kongens altfor store Forfængelighed (ofrausn) gives Skylden for Nederlaget.
  37. ↑ Saaledes Harald Haardraades Saga, Hrokkinskinna, Hryggjarstykke, Morkinskinna og Snorre, saa vel som Fagrskinna. Thjodrek Munk lader derimod Harald udbryde ved Faldet: „sjelden varsler et saadant Tegn om Sejren“. Omtrent det samme Udsagn lægges ham og i Munden i Ágrip Cap. 36. Men da de øvrige, paalideligere Sagaer udtrykkeligt anføre hiin ovenfor meddeelte Ytring, og Harald derhos maa antages at have besiddet alt for megen Klogskab og Aandsnærværelse til at det er rimeligt, at han skulde have kunnet glemme sig i den Grad, at han tillod sig et uoverlagt Udraab, der kunde fylde hans Omgivelser med Ængstelse, maa man formode, at de ulykkespaaende Ord i den Saga, Thjodrek Munk og Ágrip’s Kompilator fulgte, have været lagte i Munden paa Harald Godwinessøn, der ogsaa i de øvrige Sagaer siger noget saadant, og at Ordene siden ved en let tænkelig Misforstaaelse ere henførte til Harald Haardraade.
  38. ↑ Denne Beretning findes kun i vore Sagaer, Harald Haardraades Saga Cap. 118, Snorre Cap. 94, Fagrskinna Cap. 206.
  39. ↑ Ljosvetningasaga Cap. 31. En Brynstakk maa have været en „Stakk“ eller et Slags Skjørt af Brynjevæv (d. e. smaa Jernringe, indbyrdes sammen føjede), som ej bedækkede Arme og Skuldre, men kun bandtes om Livet, og hang ned om Hofterne.
  40. ↑ Det er merkeligt nok, at alle vore Sagaer ere enige i at nævne Rytteriet som den fornemste Deel af Harald Godtwnessøns Hær, uagtet Bromton (Twysden S. 945) udtrykkeligt siger at det ej var Anglernes Skik at kæmpe til Hest. Men det er tydeligt nok, at Rytteriet netop udgjordes af de saakaldte, fornemmelig danske, Thingmænd eller Lejetropper, hvorom der forhen er talt.
  41. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 118, 119, Snorre Cap. 93—98, Fagrskinna Cap. 205—209, Morkinskinna fol. 19. a b. Ogsaa i Chron. Sax. staar der, at man kæmpede længe om Dagen og meget heftigt.
  42. ↑ Denne Begivenhed fortælles allerførst af Viljam af Malmsbury (II. 228), som dog ikke lader ham dræbes paa den oven angivne Maade, men ved et af en af Kongens Ledsagere heldigt kastet Spyd. Den næste Forfatter, der fortæller derom, er Henrik af Huntingdon (Mon. hist. Br. I. 762) saaledes som ovenfor. Han beskriver Kampen, neppe rigtigt, som om Kongen og Tostig først faldt efter at Nordmændene havde trukket sig tilbage over Derwent. Endelig er Beretningen optagen i den ellers gode Kodex C af Chron. Sax., men med en Haand og i et Sprog fra det 12te Aarhundrede, maaskee endog yngre.
  43. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 119, Snorre Cap. 98, Fagrskinna Cap. 208.
  44. ↑ Dette siges af Ordrik (S. 500), der skrev omkring 1130. Nu er der vel neppe Spor tilbage, der kunde betegne Valpladsen. Denne synes rettest at maatte være at søge paa Vestsiden af Derwent. Imidlertid ere Kilde-Efteretningernes Udsagn derom tvivlsomme. Hvad vore egne Sagaer angaar, da er det allerede viist, at disse ikke nævne Slaget selv i Forbindelse med Stanford Bro, men omtale det saaledes, at hvis man ej havde de engelske Beretninger, skulde man slutte at det holdtes etsteds mellem Riccal og York, altsaa omtrent paa det Sted, hvor det første Slag stod. Men da de engelske, tildeels samtidige Annaler, ere enige om at nævne Stanford Bro som Stedet, i hvis Nærhed Harald faldt, og man ej kan tvivle om Rigtigheden af denne Angivelse, maa man antage at vore Sagaskrivere, forudsættende Retningen af Haralds sidste Marsch fra Skibene bekjendt, have undladt nærmere at betegne den. Stanford Bro bliver altsaa det rette Sted, efter hvilket Slaget bærer Navn, og det er kun om Valpladsen selv, hvorom de engelske Annalisters Udtryk giver Anledning til Tvivl. Den Kodex af Chron. Sax., der fortæller nøjagtigst derom, nemlig Kodex C, udtrykker sig saaledes: „Harald, Anglernes Konge, kom om Søndagen med hele sin Hær til Tadcaster, og fylkede der sine Skarer; om Mandagen drog han ud gjennem York. Kong i Harald af Norge og Tostig Jarl og deres Hær vare dragne fra Skibene hiinsides (begeondan) York til Stanford, fordi det var lovet dem for vist, at man der vilde bringe dem Gisler af hele Shiret. Da kom Harald Englændernes Konge uforvarende imod dem hiinsides (begeondan) Broen; der kom de i Kamp med hinanden, og fegtede meget haardt længe om Dagen; og der blev Harald Norges Konge og Tostig dræbte og urimelig mange Folk med dem, saa vel af Nordmænd som Engelske, og de Nordmænd, der vare tilbage, flygtede for de Engelske, men de Engelske sloge dem, hidsigt forfølgende dem indtil de kom til deres Skibe; nogle druknede, nogle opbrændtes og kom paa forskjellige Maader af Dage saa at der blev faa tilbage, og Englænderne beholdt Valpladsen“. Herpaa følger Historien om den tapre Nordmand som forsvarede Broen. Da det her anvendte Udtryk „hiinsides“ (begeondan) paa første Sted øjensynligt betyder „østenfor“, skulde man ogsaa slutte, at det paa det andet Sted betyder det samme, at Kampen saaledes stod østenfor Broen, og at Englænderne forfulgte Nordmændene langs Derwent og over denne lige til Skibene, samt at de endog opbrændte flere af disse. Og den Bro, som den tapre Nordmand forsvarede, kunde saaledes ej være Stanford Bro, men maatte enten være en Bro længer nede over Derwent (ved Bubwith), eller maaskee endog Landgangsbroen fra Skibene. Men det er vel at merke, at Notitserne i denne Kodex efter 1056 ere tilskrevne med forskjellige Hænder, og at i det mindste Beretningen om den tapre Nordmand er skreven med en Haand og i et Sprog fra 12te eller 13de Aarhundrede: det er saaledes uvist, om den hele Beretning er samtidig. Kodex D derimod, hvis Notitser maa antages for samtidige, har kun: „Da kom Harald vor Konge uforvarende over Nordmændene, og traf dem hiinsides York ved Stanford Bro med en stor engelsk Hær, og der blev da paa den Dag saare haardeligen fegtet paa begge Sider; der blev Harald og Tostig dræbt, og de tiloversblevne Nordmænd flygtede“. Herpaa stemmer den med C; men udelader Beretningen om den tapre Nordmand. Sammenligner man begge Læsemaader, synes det næsten som om Nedskriveren af C har kjendt Texten i D, men har villet forøge den ved Tilsætninger, og derved er kommen til at forvirre Udtrykkene, navnlig hiint begeondan, som han urigtigt har anbragt tvende Gange. Og derfor behøver man vel heller ikke at lægge synderlig Vegt derpaa. Nu siger derimod Villjam af Malmsbury, at den Bro, hiin tapre Nordmand forsvarede, var Stanford Bro; da nu Harald Godwinessøn kom fra York, og Nordmændene mødte ham, maa Hovedkampen følgelig have staaet vestenfor Broen. Man kunde tænke sig Muligheden af at Harald Haardraade først havde forsagt at forsvare Broen, og at Hovedkampen først stod efter at Englænderne havde forceret denne: dette synes ogsaa Viljam af Malmsbury og Henrik Huntingdon at have antaget, men det maa dog forkastes, deels fordi det strider mod vore Sagaers omstændelige, og vistnok authentiske Beretning om Kongens Dispositioner for Slaget, deels fordi det nemmeste for Harald havde været at afkaste Broen, hvis det var hans Hensigt at forsvare sig bag Elven. Det er tydeligt, at han er kommet over denne, og har mødt Englænderne paa den aabne Landevej, hvor han i Hast maatte lade Hæren formere Karree for at værge sig mod Overmagten. Men derimod er det ikke usandsynligt, at den sidste Akt af Striden, eller den saakaldte Orra-Rid, har staaet østenfor Elven, efter at Broen var forceret. At Englænderne strax forfulgte Nordmændene til Skibene, er ikke rimeligt, og strider mod Sagaernes, om end ikke udtrykkelige Udsagn. Naar det heder at flere af Nordmændene bleve opbrændte, kan dette lige saa vel sigte til at enkelte indebrændtes i de Huse, hvortil de om Natten havde søgt Tilflugt. En Kamp ved og om Skibene vilde Sagaerne vist ikke have forbigaaet, og de Skalde, der forherligede Olaf Kyrres Bedrifter, vilde have besunget den.
  45. ↑ At mange Englændere faldt, siges blandt andet udtrykkeligt af Ordrik, l. c.
  46. ↑ At Olaf medbragte 24 Skibe, siges i Kodex D af Chron. Sax. Florents af Worcester nævner 20 Skibe. Schol. 84 til Mag. Adam III. 51 siger at alle Haralds 300 Skibe bleve tilbage. Morkinskinna, saa vel som Fagrskinna Cap. 209, taler ikke om nogen Overeenskomst mellem Harald Godwinessøn og Olaf angaaende Bortrejsen; der siges kun at Olaf, der ej havde forladt Skibene, drog bort med de tiloversblevne Folk. Hiint nyere Tillæg i Chron. Sax. Kodex C kalder Olaf urigtigt „Hetmundus“; hvorledes den kommer dertil, kan nu ej paavises.
  47. ↑ Schol. 84 til Mag. Adam III. 51.
  48. ↑ Det vil nedenfor sees, at Skule Tostigssøn hentede det Aaret efter.
  49. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 123, Snorre Cap. 103, Fagrskinna Cap. 209. Arenpeck de Guelfis, Leibnitz Scr. rer. Brunsv. III. 661. Judith døde 4de Marts 1094, se Bernolds Chron. hos Pertz VII. 5. Hvor vidt Skule og Ketil Krok vare Judiths Sønner, er vanskeligt at sige. Tostig var allerede gift med hende i 1051, og maaskee før; og da Skule kaldes Kongefostre, er det tydeligt at han maa have været meget ung da han kom fra England. For Alderens Skyld kunde han saaledes godt være Judiths Søn. Og i saa Fald vare hans Efterkommere i Norge nær beslægtede med det welfiske Fyrstehuus i Tydskland.
  50. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 123, Snorre Cap. 103. I Sagaerne heder det,at det var et almindeligt Sagn, at Harald og Maria havde eet Liv.
  51. ↑ Om Enkelthederne ved Overfarten, se især Villjam af Poitiers og Roman de Rou, jvfr. Lappenbergs Geschichte Englands S. 514—546.
  52. ↑ Landstigningen maa, som det i Hearnes Udgave af Villjam af Malmsbury er viist i en Note til III. Cap. 249 (S. 412) have fundet Sted paa forskjellige Punkter af Kysten mellem Bexhill og Winchelsea. Hastings kaldes i Chron. Sax. Hästingas, Hästingaceaster, Hästingaport; dette sidste er i alle vore Sagaer fordrejet til Helsingjaport. — Saa vel Harald Haardraades Saga Cap. 120 som Snorre Cap. 99 har en Fortælling om, hvorledes Villjam, den Dag da han red ned til sine Skibe for at tiltræde Toget, mødte sin Hustru, der sagte at faa ham fra denne Bestemmelse, men at han i Vrede stødte til hende med sin Hæl, saa at Sporen gik ind i Brystet paa hende og dræbte hende. Dette er aabenbart det samme Sagn, som meddeles i Chronicon Turonense (Bouquet XI. S. 348), men paa en ikke faldt faa urimelig Maade og i en anden Forbindelse, nemlig at da Villjam friede til Mathilde af Flandern, Balduins Datter, og Balduin selv ivrigt talte hans Sag, svarede hun haardnakket, at hun ingen Bastard vilde have til Mand, indtil Villjam selv red imod hende, da hiin vendte tilbage fra Kirken, og mishandlede hende saaledes med Nerver, Hæle og Sporer, at hun maatte bringes til Sængs; men da sagde hun ogsaa, at hun ingen anden Mand vilde have, end Villjam.
  53. ↑ Ordrik nævner oftere „Senlac“ som det gamle Navn paa Stedet, hvor Slaget holdtes. Navnet er noget besynderligt, da det i sin Form mere stemmer med sydfranske, end med engelske Navne. Dog kunde man vel tænke sig det sammensat af „sin“ (vedholdende) og „lác“ (Leg). Den paa dette Sted bedste Kodex af Chron. Sax. siger kun „ät þære háran apuldran}}“ d. e. „ved den af Mine graanede (hoary) Abild“. Imidlertid findes der paa Grændsen af Sussex og Kent en Flekke, der kaldtes Apulder, senere Appledore, men hvor vidt den har sit Navn af hiin Abild, er uvist.
  54. ↑ Det er Villjam af Poitiers (Duchêne S. 201) som omtaler dette. Hans Ord ere: mane beslægtede Land — Danernes — havde sendt ham talrige Hjelpetropper, men da de ej vovede at vinde an med Villjam paa Sletten, da de frygtede ham mere end Nordmændenes Konge, toge de Stade paa et højere Sted, nær ved den Skov, hvorigjennem de vare komne; og da Rytterhjelpen saaledes udeblev, stillede Hæren, der nu ganske .bestod af Fodfolk, sig sammen i en tæt Klynge“. At disse saakaldte danske Hjelpetropper netop var hiint af Rytteri bestaaende Thingmannalid, som havde kæmpet mod Nordmændene ved Stanford Bro, er aabenbart af hine Ord; Lappenberg fejler vistnok, naar han i sin Geschichte Englands S. 549 antager dem for en Undsætning, sendt af Kong Sven Ulfssøn.
  55. ↑ Alexander, Erkebiskop Adalberts Ven, og den engelske Gejstligheds Uven, kunde ej andet end tage Villjams Parti, hvortil han og opmuntredes af den allerede da indflydelsesrige Hildebrand (siden Gregor VII); men egentlig kom han derved i et venskabeligt Forhold til Harald Haardraade, som kunde have ledet til besynderlige Forviklinger, hvis denne ej strax efter var falden.
  56. ↑ Det var St. Audomars (ɔ: St. Omers) eller, som Navnet i vore Sagaer skrives, Otmars, Relikvier. Sagaerne lade Villjam befæste det til Banneret, de nordmanniske Forfattere til sin egen Hals.
  57. ↑ Taillefer omtales af Henrik af Huntingdon, af Gaimar (v. 5273 flg.), i Roman de Rou (v. 13149 flg.) og i Carmen de bello hastingensi; i dette sidste kaldes han „Incisor ferri“ d. e. „“Taille-fer“; dog er det et Spørgsmaal, om denne Oversættelse er rigtig, og om ikke Navnet oprindelig er en Fordrejelse af Þolleifr, Þorleifr, der nu oftere udtales Talleiv, se Ann. for nordisk Oldkyndighed og Historie 1851, S. 120.
  58. ↑ Angaaende de nærmere Omstændigheder ved Slaget, se Lappenberg Geschichte Englands I. S, 549—556.
  59. ↑ Se ovf. I. S. 677—689, hvor der tales udførligt om Nordmannernes Institutioner.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/30&oldid=83441»