Det norske Folks Historie/3/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Imidlertid forberededes i Veſten de Begivenheder, der her ved en, om end nødtvungen, dog ikke desmindre fuldſtændig Sammenſmeltning af norſke Vikingers Efterkommere med den ældre angliſke Befolkning, ſkulde grunde et Verdensmonarchi, hvis Storhed, ſom ingen i hine Tider forudſaa, nu nokſom viſer ſig ſom en Virkning af angliſk Udholdenhed parret med nordiſk Kraft og Foretagelſesaand, og til hvis Oprettelſe Kong Harald, der mere end nogen anden norſk Konge ſynes at være beſtemt til at udbrede Fædrelandets Berømmelſe til fjerne Egne, i en ikke ringe Grad, og med Opofrelſe af ſit eget og mange Nordmænds Liv, ſkulde bidrage.

Vi have ſeet, hvorledes der var lykkets Godwine Jarl at erhverve en Magt i England, mod hvilken Kong Edwards egen havde lidet at betyde, og ſom efter hans Død ogſaa gik over til hans Sønner, fornemmelig Harald. Vi have ligeledes ſeet, hvorledes Kong Edward Confesſor, uagtet han bøjede ſig for Nødvendigheden og fandt ſig i dette Herredømme, dog i ſit Hjerte græmmede ſig derover, og deels af Forkjærlighed for ſin Moder Emmas Frænder og hendes Fædreland, hvor han havde tilbragt ſine Ungdoms-Aar, deels af religiøſe Henſyn, yndede Nordmannerne, og foretrak deres Selſkab, Sprog og Stikke for Anglernes, der i hans lange Udlændigheds-Tilſtand vare blevne ham fremmede[1]. Under disſe Omſtændigheder faldt det af ſig ſelv, at Harald Jarl, trods hans halvdanſke Herkomſt, dog af det angliſke Folk betragtedes, hvad han ſaa ſelv lagde an paa at ſynes — ſom Nationalitetens Forſvarer; og herpaa grundede ſig for en ſtor Deel hans Popularitet. Viſtnok var der ogſaa en anden mægtig Jarle-Æt, der maaſkee endog var af egtere angliſk Herkomſt end Godwines, nemlig Myrke-Jarlen Leofrics. Men i den langvarige Kappeſtrid mellem Harald og Leofrics Søn Ælfgar ſøgte denne Hjelp hos ſine Naboer Wælerne, Anglernes ſvorne og farlige Fiender, ſom gjorde ødelæggende Indfald i Riget, men bleve ſlagne, ydmygede og haardt ſtraffede af Harald: derved lykkedes det denne at faa en afgjort Overmagt over Ælfgar og dennes Søn og Efterfølger Endwine, i det han fremdeles ſtod ſom Fædrelandets Forſvarer og Nationalitetens Forfegter lige over for Udlændinger og Barbarer[2]. Det traf ſig ogſaa heldigt for Harald, at den mægtige Sigurd Jarl af Northumberland, Kong Edwards ivrige Tilhænger og Leofrics Ven, var død 1055 kort efter ſit Tog til Skotland mod Macbeth, efterladende en endnu umyndig Søn, Valthjof[3]. Thi da Northumberland trængte til en kraftig.Forſvarer mod Angreb fra Norden, kunde Harald ſaaledes med et Skin af Rimelighed lade Kongen overdrage dette til hans egen Broder Toſtig, ſaaledes ſom vi ovenfor have berettet. Northumbrerne vare juſt ikke ſynderlig fornøjede med at faa Toſtig til Jarl, men de maatte for det førſte finde ſig deri. Det ſynes ligeledes ſom om den ſkotſke Konge Mælkolm, der var Sigurd Jarls Frænde og tildeels ved hans Hjelp havde faaet ſit Rige tilbage, heller ikke med Glæde kunde hilſe Toſtigs Optræden ſom Sigurds Efterfølger; og der tydes ogſaa hen paa, at han virkelig gjorde Indfald i Northumberland[4], men han maatte dog, ledſaget af Toſtig, Erkebiſkoppen af York, og Biſkoppen af Durham, ſlutte Fred med Edward, i York (1059) og med Toſtig indgik han endogſaa Foſtbroderſkab[5]. Men at dette ikke var ærligt meent, ſaa man allerede faa Aar derefter (1061), da Toſtig gjorde en Pilegrimsrejſe til Rom. Thi i hans Fraværelſe gjorde Mælkolm et Indfald i Northumberland, ſom han herjede grumt, uden engang at ſkaane St. Cudhberhts Helligdom paa Lindisfarena-Øen[6].

Edward Confesſor havde i ſit kloſterlige og lidet kjærlige Samliv med Harald Jarls Syſter Eadgidha ingen Børn, og Spørgsmaalet var derfor, hvo der ſkulde være hans Tronfølger. Harald anſaa ſig ſelv og anſaaes af ſine Tilhængere ſom ſelvſkreven dertil, i Betragtning af hans ſtore Magt, hans Svogerſkab med Kongen og hans Popularitet. Men om det end ikke udtrykkeligt ſiges, at dette ſtred imod Edwards Ønſke, ſaa ligger det dog i Forholdenes Natur, at Tanken om at ſee Harald ſom ſin Tronfølger maatte være Edward mindre end behagelig, og vi erfare ogſaa, at han i det længſte værgede ſig derimod. Edward ønſkede helſt at ſee Tronfølgen vedligeholdt i ſin egen Æt, den ældgamle veſtſexiſke, og ſendte derfor Bud efter ſin ældre Broder Eadmund Jærnſides Søn Edward Ædheling, der for mange Aar tilbage, bortſendt af Kong Knut, havde opholdt ſig i Ungarn[7]. Edward kom, ledſaget af ſin Huſtru Agathe, beſlægtet med den i 1024 afdøde tydſke Kejſer Henrik den 2den, og ſine Børn, Sønnen Eadgar Ædheling, og Datteren Margarete. Men han døde pludſelig, ſtrax efter Ankomſten, og efter de nordmanniſke Skribenters Angivelſe ſkal Edward nu have beſtemt Tronen til ſin Fætter, den nordmanniſke Hertug Villjam, hvilket rigtignok ſynes noget underligt, da Eadgar Ædheling kunde træde i ſin Faders Sted, men ſom finder ſin Forklaring deri, at denne var et Barn, af indſkrænkede Evner, og i det Hele taget uſkikket til Regjeringen[8].

Villjam af Nordmandie, med hvem vi nu for førſte Gang gjøre Bekjendtſkab, den ypperſte og berømteſte af alle Gange-Rolfs Efterkommere, var en Søn af Nordmannernes ſtørſte Sagnhelt, den urolige og voldſomme Hertug Robert, med Tilnavnet Djævelen, hvilken igjen var en yngre Søn af den i 1026 afdøde Richard den 2den, Dronning Emmas Broder og Kong Olaf den helliges Ven og Beſkytter, om hvilken vi ovenfor have talt[9]. Efter Richard fulgte førſt Roberts ældre Broder, Richard 3die, men han døde to Aar ſenere (1028) af Gift, og Robert blev hans Efterfølger, ſkjønt mistænkt for at han ſelv havde ladet ſin Broder rydde afvejen[10]. Uagtet han derved paadrog ſig mange Fiender, vandt han dog heldigt dem alle, og befæſtede ligt i Herredømmet ved klogeligen at underſtøtte ſin Lensherre, den franſke Konge Henrik, mod dennes Broder og Medbejler. Robert ſkal, ſom ovenfor nævnt, have haft Kong Knut den mægtiges Syſter, Ulf Jarls Enke og Kong Svens Moder, Æſtrid til Egte og igjen have forſkudt hende, og det Uvenſkab mellem Kong Knut og ham, ſom derved enten opſtod, eller hvoraf Skilsmisſen var en Følge, fremkaldte hiint tilſigtede Angreb paa England, ſom vel hindredes ved Storm, men ſom dog ſatte Knut i alvorlig Ængſtelſe, og bragte ham til at gjøre ſtore Tilbud for at erholde Fred, da den uſtadige, og maaſkee af Samvittighedsnag plagede Robert pludſelig fik det Indfald, kun med et ubetydeligt Følge at gjøre en Pilegrimsrejſe til Jeruſalem, fra hvilken han ej kom tilbage, da han paa Hjemrejſen døde i Nicæa (22 Juli 1035). Han efterlod kun den ene Søn, Villjam, hvilken en Frille, Herleif, havde født ham i Falaiſe 1027[11], og ſom ved hans Afrejſe ſaaledes kun var ſov Aar gammel. Hans Ungdom hengik under mange Farer og Uroligheder, idet hans Frænder og Vaſaller ſtredes om Formynderſkabet for ham, og hans Liv egentlig kun ſparedes for at den, hvem det lukkedes at faa ham i ſin Magt, i hans Navn kunde udøve Herredømmet. Men ſaa ſnart han havde naaet Ynglingsalderen, viſte han, hvad han formaaede, ſejrede over den ene Modſtander efter den anden, endog over Kongen ſelv, erobrede Landſkabet Maine, og lagde overhoved en Tapperhed, en uimodſtaaelig Energi, og en intet Middel ſkyende Liſtighed og Statsklogſkab for Dagen, der trods hans Omgivelſers Had befæſtede hans Herredømme og fatte ham i Stand til at udkaſte og udføre en Plan, ſom ingen franſk Vaſal nogenſinde havde tænkt ſig mulig, og hvorom Tanken vel neppe heller kunde opſtaa hos andre end en Ætling af nordiſke Vikingefyrſter: Englands Erobring. Denne havde han viſtnok allerede for Øje, da han i Aaret 1051, ſtrax efter Edward Confesſors Brud med Godwine og hans Sønner, beſøgte England, og uſandſynligt er det ikke, at han allerede da har aflokket den ſvage Edward Løfter, fra hvilke denne ſenere har ſøgt at frigjøre ſig, men hvortil han efter ſin Frænde Edwards Død atter er vendt tilbage[12]. Han ſendte endog Harald Jarls Broder Wulfnodh og Broderſøn Haakon, (Svens Søn), hvilke Godwine havde ſtillet ſom Giſler for ſin egen og ſine Sønners Troſkab, over til Villjam, efter Sigende for at de der kunde være i ſaa meget ſikrere Forvaring, men, ſom Villjam ſelv paaſtod, for at han i dem kunde have et Pant paa, at Tronfølgen ſkulde vorde ham, ikke Harald til Deel. Omſtændighederne begunſtigede ogſaa Villjam paa en beſynderlig Maade. Harald Jarl foretog ſidſt i Aaret 1064 en Sørejſe fra ſin ſædvanlige Bolig Boſanham i Wesſex, enten, ſom det i vore Sagaer berettes[13], for at komme til Bretland, eller, ſom det andenſteds ſiges, for at drage til Flandern[14], eller, ſom det endelig ogſaa angives, for at beſøge Villjam ſelv, og udvirke hans Samtykke til Wulfnodhs og Haakons Frigivelſe, ja det tillægges endog af enkelte, ſaa uſandſynligt det end lyder, at Kong Edward ſelv ſkulde have ſendt ham for at overbringe Villjam det Budſkab, at han havde udnævnt ham til ſin Eftermand[15]. Men Storm drev Harald til Ponthieu, hvor Grev Guido af Abbeville benyttede ſig af ſin Strandret til at lade ham gribe og fængſle. Aldrig ſaa ſnart hørte Villjam dette, førend han ſtrax fik ham befriet og modtog ham med ſtore Æresbeviisninger ved ſit Hof, hvor Harald forblev den hele Vinter (1064—1065), og deeltog med Villjam i et Tog til Bretagne. Men desuagtet benyttede Villjam ſig af den Magt, han nu havde faaet over ham, til at afpresſe ham de haardeſte Løfter. Harald maatte forpligte ſig til at hjelpe ham til Erhvervelſen af Englands Trone, til at afſtaa ham Dover ſaa vel ſom flere andre Borge, til at love en af Villjams Vaſaller ſin Syſter til Egte, og til ſelv at ville egte Villjams Datter, med hvis Haand han derimod ſkulde faa Halvdelen af England i Len. Alle disſe Løfter maatte Harald oven i Kjøbet bekræfte ved den dyreſte Eed paa Helgen-Relikvier. Derpaa tillod Villjam ham at vende tilbage til England, tilſyneladende i den ſtørſte Venſkabelighed, idet han tildeelte Harald de ſtørſte Æresbeviisninger, ſkjenkede ham rige Gaver og ſamtykkede i at han medtog Broderſønnen Haakon[16]. Men Villjam havde nu givet ſine Fordringer aabenbart tilkjende. Det engelſke Folk vidſte, hvad det kunde vænte ſig af ham, og Kundſkaben om Haralds Ed har ſiden neppe undladt hos mange ængſteligere Gemytter at vække Betænkeligheder mod at underſtøtte ham.

Saaledes ſtode Sagerne, da Northumbrerne, ſom allerede længe havde været misfornøjede med Toſtig Godtwinesſøns haarde og voldſomme, men desuagtet lige over for udvortes Fiender lidet kraftige Herredømme, gjorde Opſtand imod ham (Oktober 1065) medens han var fraværende hos Kongen. De fordreve eller nedſablede hans Huuskarle, plyndrede hans Skatte i York, erklærede ham paa et almindeligt Thing utlæg med alle hans Tilhængere, og indbøde Morkere, Ælfgars Søn[17], til at komme og blive deres Jarl. Morkere modtog Tilbudet, og da han underſtøttedes ſaavel af ſin mægtige Broder Eadwine, ſom andre Tilhængere af Leofrics Æt, kunde Toſtig intet udrette imod ham, iſær da Harald ikke, ſom det ſynes, gjorde nogen alvorlig Foranſtaltning til at forſvare ſin Broder med Vaabenmagt, men begyndte Underhandlinger, hvis Udfald blev, at Harald ſelv paatog ſig at overbringe Kongen Northumbrernes Erklæring, at de ej vilde vide af Som, hvorfor ogſaa Kongen erkjendte Morkere ſom deres Jarl og fornyede de dem af Knut givne Love, medens derimod Toſtig med ſin Huſtru Judith og ſine Tilhængere flygtede over til hendes Fader, Grev Baldvin af Flandern, hvor de bleve godt modtagne[18]. Flere af de Annaliſter, der have beſkrevet disſe Tildragelſer, ſigte ligefrem Harald ſom den, der af Had til ſin Broder fremſkyndede hans Fald[19], og ſaavel den Rolle, han ſpillede ved denne Lejlighed, ſom hans Giftermaal med Eadwines og Morkeres Syſter Ealdgidha[20] og de følgende Begivenheder beſtyrke denne Mistanke. For Harald var det juſt nu, da Kong Edward ej havde ſaa lang Tid tilbage at leve i, magtpaaliggende at ſikre ſig det mægtige leofricſke Parti; og Broderſkabet, vidſte han, vilde neppe afholde Toſtig fra at optræde ſom hans Medbejler til at vinde Kronen, hvilket derimod ej ſynes at have været Ælfgars Sønners Henſigt. Toſtig maatte ſaaledes aabenbart være Harald langt mere ivejen end disſe, iſærdeleshed da Toſtig ved ſit Egteſkab med Judith af Flandern var beſvogret med Villjam af Normandie, der var gift med hendes Syſter Mathilde, et Svogerſkab, der efter de ſidſt forefaldne Begivenheder ej kunde andet end gjøre ham mistænkelig. Vi ſee ogſaa Toſtig, fra det Øjeblik, han forlod England, at optræde ſom Haralds ſvorne Fiende. Det er ikke uſandſynligt, at Toſtig, ſom kort efter ſin Ankomſt til Flandern begav ſig til St. Omer[21], allerede ſtrax gjorde et Beſøg hos Villjam, og aftalte Planer med ham mod Harald, hvis Giftermaal tilſtrækkeligt lagde for Dagen, at han ikke agtede at holde den Ed. han Aaret forud havde ſvoret[22]. Derpaa fik man end ſtørre Beſtyrkelſe, da Kong Edward døde i Weſtminſter den 5te Januar tomt, efter, ſom det hed, at have udnævnt Harald til ſin Efterfølger. Thi allerede Dagen efter, da Kongens Ligbegængelſe var tilendebragt, blev Harald tagen til Konge af de forſamlede Magnater, og kronet af Erkebiſkoppen af York, uden mindſte Henſyn til hiin Ed[23]. Han tiltraadte ogſaa ſtrax Regjeringen, og udviklede en Dygtighed, Kraft og Omhyggelighed for Landets Opkomſt, ſom endog de ham fiendtligt ſindede Hiſtorieſkrivere ej kunne andet end anerkjende, og ſom derfor i kort Tid gjorde ham almindelig æret og yndet.

Da Toſtig fik Broderens Ophøjelſe paa Kongetronen at vide, ſatte han lig ſtrax i Bevægelſe for at vække ham Fiender. For det førſte ſynes det kun at have været ham magtpaaliggende at faa Harald ſtyrtet, lige meget hvo der ſtrax blev Englands Konge; han haabede vel, naar han førſt ſelv var gjenindſat i ſine Værdigheder og Forleninger, med Tiden at kunne tilvende ſig Herredømmet. Og navnlig ſynes han at have gjort ſig til Agent og Underhandler for Villjam af Nordmandie. Da denne fik Efterretningen om Edwards Død og Haralds Tronbeſtigelſe, ſendte han ſtrax Geſandter til Harald Godwinesſøn, for at minde ham om at opfylde ſine Løfter; da Harald vægrede ſig derved, ſammenkaldte Villjam ſine Frænder og Baroner i Lillebonne, og tilkjendegav dem ſin Henſigt, at ville bekrige og erobre England[24]. Baronerne gjorde Indvendinger mod en Plan, der forekom dem æventyrlig og uudførlig paa Grund af Haralds Magt, Rigdomme og ſtore Flaade[25]. Men Seneſkallen eller Drotſeten Villjam Fitz-Osbern (Aasbjørnsſøn), der ſkulde overbringe denne Beſked, ſvarede tvertimod, at Baronerne havde beſluttet at ſtille det dobbelte Antal af de Krigere, de ellers vare pligtige at udruſte, og hvorvel de paa det kraftigſte proteſterede mod denne Fordrejelſe af deres Ord, lykkedes det dog Villjam, ved enkeltviis at underhandle med dem, at erhverve deres Samtykke til Toget, og faa beſtemt Antallet af de Skibe, der ſkulde udruſtes, i Alt henimod 700. Derpaa ſkred han ivrigt til Udruſtningen, lod Opfordringen udgaa til de omliggende Provindſers og Landes Krigere om at deeltage i Toget, og ſendte endog, ſom det af en enkelt Forfatter berettes, et Geſandtſkab til Kong Sven i Danmark, for at bede ham om Underſtøttelſe[26]. Hovedet for dette Geſandtſkab ſynes ikke at have været nogen anden end Toſtig ſelv, hvilken ogſaa var ſaa meget mere ſkikket dertil, ſom han var Svens Søſkendebarn og havde været nærværende ved det nys holdte Mode. Ved at ſammenholde de nordmanniſke Forfattere med vore egne Sagaer erfare vi nemlig, at Toſtig, ſaaſnart han havde erfaret Edwards Død og Haralds Tronbeſtigelſe, ilede til Villjam, beſvor ham paa det indſtændigſte, ikke at lade Harald beholde den Trone, han kun ved Mened havde erhvervet, lovede troligen at ſtaa ham bi, hvis han med en nordmanniſk Hær vilde ſætte over til England for at underkaſte ſig dette Rige, bragte det ved ſine Opmuntringer dertil, at Villjam ſammenkaldte hiint Mode, og foretog ſig endelig ſelv en Rejſe, førſt til England, for der at ſamle ſine Tilhængere, og ſiden, da Haralds ypperlige Forſvars-Anſtalter hindrede ham fra at lande der, til Norden, hvor han førſt opſøgte Kong Sven i Danmark[27]. Det er ſaaledes ej at betvivle, at netop han var Overbringeren af Villjams Budſkab til Sven. Denne tog venligt imod ham, og ſkal have tilbudt ham Jarldømmet Danmark. Men Toſtig ſagde at hans Hu alene ſtod til at komme tilbage til ſit Fædreland og gjenvinde ſine forrige Beſiddelſer. Hertil bad han Sven forſyne ham med Tropper fra Danmark. Og for det Tilfælde at han ikke vilde indlade ſig derpaa, foreſlog han ham at drage over til England og erobre det i ſit eget Navn, ligeſom hans Morbroder Kong Knut i ſin Tid havde gjort, og tilbød ham dertil al den Underſtøttelſe, han kunde yde. For Toſtig gjaldt det kun, ſom man ſeer, at ſkaffe ſin Broder ſaa mange Fiender ſom retteligt. Ved at opfordre Sven til at gjøre et Erobringstog til England i egen Perſon, overſkred han viſtnok det Ærende ſom Villjam — forudſat at han fremſtillede ſig ſom dennes Geſandt — havde medgivet ham, thi dette kunde ej beſtaa i andet, end at overbringe den Bolt, han førſt fremſatte, om Hjelpetropper. Men han meente vel, at det ſiden maatte blive Erobrernes Sag at enes om Sejrsbyttet ſom de bedſt kunde, og haabede ſandſynligviis ogſaa ſelv tilſidſt at gaa af med den egentlige Fordeel, hvis Sejrherrerne kom op at ſtrides. Men Sven vilde ikke indlade ſig paa et ſaa voveligt Foretagende. „Jeg ſtaar“, ſagde han, „ſaa langt tilbage for gamle Knut i Magt og Anſeelſe, at det neppe er mere end ſaa at jeg kan beholde Danmarks Rige for Nordmændene, medens han derimod arvede Danmark, indtog England med Vaabenmagt, ſkjønt ikke uden ſtor Fare, og erhvervede Norge uden Sverdſlag. Jeg vil heller handle ſom min ſvage Stilling tilſiger mig, end efterligne Knuts Stordaad“. „Nu vel“, ſvarede Toſtig, „ſiden vore Frænder gjete ſig til vore Fiender, ſkulle ogſaa deres Fiender blive mig i Frænders Sted“[28]. Han forlod Sven i Vrede, og drog til Norge, hvor han opſøgte Kong Harald Haardraade, der endnu opholdt ſig i Viken, og ſatte nu den ſamme Anmodning til ham, ſom han allerførſt havde fremſat til Sven, nemlig om Hjelpetropper. Men da Harald indvendte, at Nordmændene ej havde nogen Lyſt til at drage paa Krigstog til England under nogen engelſk Høvding, retirerede Toſtig ham om Kong Magnus’s Arveret efter Hardeknut ifølge Brennø-Forliget, og om den Fordring, Magnus i ſin Tid paa Grund heraf havde gjort til Edward Confesſor om at afſtaa ham England, en Fordring, ſom ogſaa Harald ſelv, efter hvad vi have ſeet[29], allerede havde fremſat ſtrax efter ſin Tronbeſtigelſe, da han i eet og alt betragtede ſig ſom Magnus’s retmæsſige Arving, og hvis Fornyelſe nu ej længer hindredes ved det Forlig, han havde indgaaet med Edward Confesſor, medens han derhos allerede ved ſin politiſke Stilling, og end mere ved det Tog, han havde foranſtaltet i 1058, var kommen i et fiendtligt Forhold til Harald Godwinesſøn[30]. Hos Harald manglede det ikke paa Lyſt til atter at ſøge ſin Fordring ſat igjennem, og Toſtig ſparede ej paa gode Løfter og Opmuntringer for at faa ham til at gjøre Alvor deraf. Han tilbød ſig, ligeſom han havde tilbudt Hertug Villjam, at underſtøtte ham med al den Styrke, han ved ſin egen og ſine Venners Indflydelſe tiende bringe ſammen, og erklærede ſig fornøjet med at faa Halvdelen af England ſom Haralds Vaſall, medens denne derimod ſkulde være Landets egentlige Konge, hvis han fik det erobret — et Tilbud, ſom bekræfter de nordmanniſke Forfatteres Udſagn, at Toſtig begav ſig til Harald og ophidſede ham til Krig mod England uden dertil at være bemyndiget af Villjam, og imod den mellem dem fra førſt af trufne Aftale. Efter flere Dages Raadſlagninger, hvori ogſaa Guthorm af Ringenes ſynes at have deeltaget og forenet ſine Opmuntringer med Toſtigs, beſluttede Kongen endelig at efterkomme Opfordringen, og gav Toſtig ſit Tilſagn om at han til Sommeren ſkulde indfinde ſig i England og forſøge paa at erobre det[31]. Da dette var afgjort, vendte Toſtig — ſandſynligviis i Marts Maaned — tilbage til Flandern for at ſamle ſine Tilhængere om ſig og udruſte ſig efter bedſte Evne. Det var nu lykkets ham, at ſkaffe ſin Broder to Fiender, af hvilke allerede hver enkelt for ſig var mægtig nok til at kunne ryſte hans juſt ikke ſynderligt befæſtede Trone, og ſom tilſammen aldeles maatte kunne overvælde ham. Hvor vidt de derimod virkelig handlede efter fælles Overlæg, er et Spørgsmaal, der med de Oplysninger, der hidtil om denne Sag ere komne for Dagen, neppe nogenſinde med Sikkerhed vil kunne beſvares. Thi viſtnok havde Som, ſom det nys er viiſt, kun paa egen Haand indladt ſig med Harald, og gjort ham Løfter, der ikke kunde beſtaa med Hertug Villjams Fordringer og Henſigter; og det viſte ſig, ſom vi i det Følgende ville ſee, at han fremdeles ſluttede ſig til Harald, ſom om det kun var med ham, og ej med Villjam, at han havde indgaaet noget Forbund. Men paa den anden Side vare Forbindelſerne mellem Norge, England og Nordmandie i denne Tid ikke ſaa ſjeldne, at Harald og Villjam ſiden, efter at de havde begyndt deres Udruſtninger, kunde være i fuldkommen Uvidenhed om deres gjenſidige Planer og Skridt, og da nu derhos deres Ankomſt til England var næſten ſamtidig, ligger den Tanke nær, at de ere blevne enige om at operere i Fællesſkab, og efter Sejren at dele England mellem ſig, ſaa meget mere ſom der er flere Omſtændigheder, ſom tyde hen paa, at der mellem Harald og Villjam, ſom overhoved mellem Nordmændene og deres Ætlinger, Nordmannerne, endnu herſkede ſærdeles Venſkab[32].

Da det lakkede mod Vintrens Ende og Vaaren nærmede ſig, ſendte Harald Bud rundt om i hele Riget, udbød Almenning, ſaa vel af Folk, ſom af Skibe, og foreſkrev nøjagtigt, hvor meget ethvert Fylke ſkulde

udrede. Dette Foretagende blev nu, ſom rimeligt var, den ſædvanlige Gjenſtand for Samtale i hver Mands Huus, og i Særdeleshed i Kongens Hird. Man anſtillede alle Slags Gjetninger om, hvorledes Toget vilde løbe af. Nogle meente at Harald, der havde udført ſaa mange Bedrifter udenlands, vilde kunne overvinde enhver Hindring, Andre derimod, at England var mægtigt og folkerigt, og derfor vanſkeligt at vinde. Iſær frygtede man Thingmannalidet, hvilket altſaa paany maa være blevet oprettet af den halv danſke Harald Godwinesſøn. Det beſtod nu af udvalgte Krigere fra forſkjellige Lande, dog iſær af den ſaakaldte danſke Tunge, alleſammen ſaa haandfaſte og krigsvante, at det hed at een Thingmand kunde udrette mere end tvende Nordmænd[33]. Dette mishagede den tapre og Kongen hengivne Ulf Stallare meget at høre. „Hvis tvende af os ſkulle vige for een Thingmand“, ſagde han i et Vers, ſom han i den Anledning kvad, „behøve Kongens Stallarer ikke at indfinde ſig i hans Stavnrum, og ſaadant var jeg ikke vant til at høre i min Ungdom“. Det blev ham dog ikke forundt at deeltage i Toget, thi han døde endnu ſamme Vaar. Kongen følte dybt hans Savn, og udtalte det ved hans Grav i de ſimple, men hjertelige Ord: „Her ligger den, ſom var braveſt og ſin Konge huldeſt af alle“. Udruſtningerne vedbleve dog lige fuldt. Solund-Øerne udenfor Sogn beſtemtes til Samlingsſted for Flaaden, thi derfra var Overfarten til Hjaltland nærmeſt[34].

Imidlertid rygtedes de ſtore Forberedelſer til Krig, der nu bleve drevne paa ſaa mange Kanter, og det er ej at undres over, at de af bange Anelſer opfyldte Gemytter betragtede en Komet, der aller førſt viſte ſig den 24de April, ſom et Varſel om de frygtelige Begivenheder, der ſkulde finde Sted[35]. Strax efter begyndte Toſtig Fiendtlighederne, idet han med ſaa ſtor en Flaade, ſom han havde kunnet ſamle, hjemſøgte Øen Wight, og udpresſede baade Penge og Levnetsmidler af Indbyggerne. Fra Wight drog han herjende langs Kyſten til Sandwich. Imidlertid havde Harald Godwinesſøn, ved Efterretningen om det paatænkte Angreb fra Nordmandie, gjort Anſtalter til at ſamle en ſaa betydelig Styrke baade til Lands og Vands, ſom ingen engelſk Konge nogenſinde tilforn havde bragt paa Benene, og haſtede nu til Sandwich, for at drive Toſtig tilbage. Denne oppebiede ikke hans Ankomſt, men ſkyndte ſig bort, efter at have presſet ſaa mange af Busſe-Karlene eller Søfolkene der fra Egnen i ſin Tjeneſte, at han kunde bemande 60 Skibe. Med disſe tog han Vejen langs Øſtkyſten, ſejlede ind i Humberen, og herjede i Lindsey. Men her ilede Jarlerne Eadwine og Morkere til, og dreve ham bort. De Søfolk, der nødtvungne havde maattet tage Tjeneſte hos ham, benyttede ſig af den Knibe, hvori han befandt ſig, til at rømme fra ham, ſaa at han kun beholdt 12 Snekker tilbage[36], med hvilke han tog ſin Tilflugt til Kong Mælkolm i Skotland, der i ſin Tid havde ſvoret ſig i Foſtbroderſkab med ham, men, ſom vi have ſeet, ſenere hen, under hans Fraværelſe paa en Pilegrims-Reiſe, havde viiſt ſig ſom hans Fiende. Nu modtog han dog Toſtig venſkabeligt, gav ham Grid, og forſynede ham med Levnetsmidler. Aarſagen hertil er maaſkee for en Deel at ſøge deri, at Mælkolm ved ſit Giftermaal med Orknø-Jarlernes Moder nu, om end kun for en kort Tid, var dragen over i den nordiſke Interesſe, og tog det Parti, ſom vi ogſaa ſee hans Stifſønner, med eller mod deres Vilje, at ſlutte ſig til. Efter dette uheldige Tog gjorde Toſtig ikke paa egen Haand noget nyt Angreb paa England, men tilbragte Sommeren i Skotland, oppebiende Kong Harald Haardraades Ankomſt. Harald Godwinesſøn havde imidlertid i Sandwich væntet temmelig længe paa at hans Flaade kunde ſamles. Da dette omſider var ſkeet, drog han med den til Wight, hvor han blev liggende den hele Sommer, idet han derhos opſtillede Troppe-Afdelinger langs Kyſterne. Men i de tømte Dage af September Maaned[37] gik Forraadet paa Levnetsmidler op, ſaa at det var umuligt at holde Flaaden ſamlet. Kongen maatte derfor give Beſætningen Hjemlov, og drog over Land til London, hvorhen han ogſaa lod Skibene bringe, men en Deel af disſe forliſte undervejs[38].

  1. Se herom ovenfor S. 168—173.
  2. Om Haralds Tog mod Wales og Kong Griffiths Drab, ſe Chron. Sax. og de øvrige engelſke Annaliſter ved 1063 og 1064. Hvorledes ogſaa en norſk, af Kong Harald udſendt Flaade, blandede ſig i disſe Anliggender, ſe ovf. S. 268, 269.
  3. Se ovf. S. 266.
  4. Geoffr. Gaimar v. 5086, 5087.
  5. Simeon af Durham ved 1059, Gaimar v. 5089—5098, Mon. Hist. Br. I. S. 825.
  6. Simeon af Durham ved 1001. Det er her, hvor der tales om Foſtbroderſkabet mellem Mælkolm og Toſtig. „Rex Scotorum Malcolmus“, heder det, „sui conjurati fratris, scil. comitis Tostii, comitatum ferociter depopulatus est, violata pace Sancti Cuthberhti in Lindisfarnensi insula“, Twysden S. 190, Mon. Hist. Br. I. S. 609 Not., jvfr. Gaimar v. 5101—5104.
  7. Se ovf. I. 2. S. 482.
  8. Dette ſiges udtrykkeligt hos Ingulf hos Savile S. 899.
  9. Se ovf. I. 2. S. 832, 833, Noten, jvfr. Villjam af Jumièges VI. Cap. 12.
  10. Villjam af Malmsbury II. 178 (Hardys Udg. S. 294).
  11. Villjam af Jumièges VII. 3. Hans uegte Fødſel gav ham det bekjendte Tilnavn Baſtard. Men hans Fødſels ſaakaldte Uegthed beſtod maaſkee neppe i andet end at Forbindelſen mellem hans Forældre kun var ſluttet, ſom det paa et andet Sted kaldes, danico more.
  12. Ingulf, Villjams Skriver, S. 898, benegter viſtnok at Villjam allerede da ſkulde have næret Planer med Henſyn til Tronfølgen i England, men han kan neppe have haft Anledning til at vide, hvad der privat afhandledes mellem Edward og Villjam.
  13. Harald Haardraades Saga Cap. 111, Snorre Cap. 78. Her tales der kun om en paatænkt Rejſe til Bretland, hvor dog maaſkee ved dette Sted nærmeſt forſtaaes det ſaakaldte Kornbretaland eller Cornouailles i Bretagne. Villjam af Malmsbury (II. 228, III. 286) lader ham alene drage ud paa en Lyſtfart, og af Storm drives over Kanalen. Haralds Rejſe findes ogſaa fremſtillet paa det merkelige Teppe i Bayeux.
  14. Henr. Huntingdon ved 1064, eller rettere Kong Edward Confesiors 22de Aar.
  15. Viljam af Jumièges VII. 31, Viljam af Aquitanien v. 191, Ordrik Vitalis S. 490. I Carmen de bello Hastingensi ſiges endog at Harald overbragte Edwards Sverd og Ring til Jertejn.
  16. Om Haralds Rejſe tales der mangeſteds, og den henføres af de bedre Forfattere bede til 1064 deels til 1065. Aarſagen til de forſkjellige Angivelſer viſer ſig i vore Sagaers Beretning, at Harald opholdt ſig hos Villjam den hele Vinter 1064—1065. Vore Sagaer lade Harald ligefrem reiſe for at anholde om hans Datters Haand. Det er ogſaa muligt, at han og Villjam have givet Sagen dette tilſyneladende Udſeende. Om Enkelthederne ved denne merkelige Begivenhed, og Beretningernes Afvigelſer, ſe Lappenbergs Geſch. Englands I. S. 525—527.
  17. Vore Sagaer udgive ſaa vel Morkere, hvilken de kalde Morokaare eller Morakaare, ſom Valthjof Sigurdsſøn, urigtigt for Harald Godwinesſøns Brødre.
  18. Chron. Sax. ved 1065. Florents af Worceſter ſ. A.
  19. Ordric Vitalis (Duchêne S. 492) ſiger ligefrem, at Harald drev Toſtig i Landflygtighed, og Henrik af Huntingdon meddeler for 1065 en Hiſtorie om deres perſonlige Uvenſkab, hvilken egentlig tilhører deres Barndom, ſe Ailreds vita Edwardi hos Twysden S. 394.
  20. Hun var den i 1064 dræbte Kong Griffiths Enke. Da Harald vendte tilbage til England 1065, kunde han førſt i dette Aar egte hende.
  21. Dette ſiges udtrykkeligt hos Florents af Worceſter.
  22. Villjam af Malmsbury III. 276 ſiger at den af Hertug Villjams Døtre, ſom blev forlovet med Harald, og hvis Navn han erklærer at være glemt (Villjam af Jumièges kalder hende, viſtnok urigtigt, Adeliza), døde førend hun var bleven giftefærdig. Dette ſynes enkelte at have forſtaaet ſom om hun døde før Haralds Giftermaal med Ælfgars Datter, men det ligger ſlet ikke i Ordene. At hun var meget ung, bevidnes og i Harald Haardraades Saga Cap. 111, Snorre Cap. 78; der aftaltes, ſiges der, endog flere Aars Friſt til Brylluppets Afholdelſe: om hun ſaaledes end døde efter Haralds Fald, vilde hun lige fuldt have været mindreaarig, derhos ſiges det udtrykkeligt at Harald havde fragaaet Fæſtemaalet. Villjam af Jumièges VII. 31 omtaler ogſaa Haralds Giftermaal med Ealdgidha ſom Løftesbrud.
  23. Harald Haardraades Saga Cap. 112, Snorre Cap. 79, lade Harald ved Edwards Dødsſeng bøje ſig ned til ham, og derpaa lydeligt forkynde for de omſtaaende, at den døende Konge havde udnævnt ham til ſin Efterfølger. Det er højſt rimeligt, at et ſaadant Rygte har herſket.
  24. Angaaende de nærmere, højſt interesſante Enkeltheder ved alt dette, ſaaledes ſom de fortælles af Robert Wace, hvis Fader ſelv var Øjevidne dertil, ſe Lappenberg Geſch. Engl. I. S. 540—543.
  25. Lignende Indvendinger mødte Harald Haardraade kort efter af Nordmændene, ſe nedenfor.
  26. Villjam af Aquitanien, hos Duchêne, S. 197, Bouquet XI. 92.
  27. Se Ordric Vitalis, hos Duchêne S. 492. Denne, der ligeſom vore Sagaer fejler deri, at han lader Toſtig forlade England efter Broderens Tronbeſtigelſe, og fordreven af denne — han forvexler nemlig den Magt, Harald allerede ſom Jarl udøvede, med Kongemagten — fortæller følgende: Toſtig, fordreven i Landflygtighed, begav ſig til Flandern, overantvordede Grev Balduin, ſin Svigerfader, ſin Huſtru Judith, ſkyndte ſig derpaa til Nordmandie, og bebrejdede Hertug Villjam heftigt, at han lod den, der havde brudt Eden til ham, regjere i Fred; han forſikrede ham derhos, at hvis han med en nordmanniſk Har vilde ſætte over til England, ſkulde han (Toſtig) hjelpe ham til Kongedømmet. De holdt nemlig allerede i lang Tid meget af hinanden, og Venſkabet ſtyrkedes end mere fordi de vare gifte med to Syſtre. Hertug Villjam modtog med Glæde den kommende Ven, takkede ham for hans venſkabelige Bebrejdelſe, og ſammenkaldte, bevæget ved hans Opfordringer, de nordmanniſke Stormand til et Møde, hvor der offentligt forhandledes om hvad der i denne Sag var at gjøre. (Her beſkrives nu i Korthed Mødet og Forhandlingerne. Imidlertid fik Toſtig Tilladelſe af Hertugen til at vende tilbage til England, og lovede ham Hjelp, ſaa vel ved ſig ſelv, ſom ved alle ſine Venner. Men det gik anderledes end han tænkte, thi han ſejlede vel ud fra Cotentin, men kunde ikke lande i England, da Harald havde omgivet Kyſterne med Skibe og beſat dem med Krigere for at ingen Fiende uhindret ſkulde komme til Landet. Toſtig var da i ſtor Forlegenhed, ſaaſom han hverken kunde binde an med den utallige Forſvarshær i England, eller komme tilbage til Nordmandie, hvori Modvind hindrede ham. Dreven af Veſt- og Søndenvind og andre Vinde led han megen Ængſtelſe, og kom under ſin Omvanken paa Havet i ſtore Farer, indtil han omſider efter mange Gjenvordigheder kom til Harald, Norges Konge, der tog venligt imod ham. — Ogſaa Villjam af Jumièges (VII. 32) ſiger i Korthed: Hertugen ſendte Toſtig Jarl til England, men Haralds Krigere, der forſvarede Kyſten, dreve ham bort ved Vaabenmagt, og da han hverken med Sikkerhed kunde betræde England, eller, paa Grund af Modvind, vende tilbage til Nordmandie, drog han til Kong Harald i Norge. Da nu vore egne Sagaer lade ham henvende ſig til Sven umiddelbart førend han drog til Norge, og da de derhos endog med Beſtemthed antyde, at Toſtig kun henvendte ſig til Harald, fordi han fik Afſlag hos Sven, ſynes det klart nok, at Toſtig efter ſit forgjeves Forſøg paa førſt at lande i England, ej tilfældigt men efter aftalt Plan er dragen til Sven, og derpaa til Harald, men at de nordmanniſke Forfattere alene have nævnt denne, fordi han virkelig lyttede til Toſtigs Foreſtillinger og gjorde et Krigstog til England, vel og fordi de ikke havde nogen klar Foreſtilling om Forſkjellen mellem Norge og Danmark. Og her bliver det da af Vigtighed, at den med Hertug Villjam ſamtidige Villjam af Aquit. udtrykkeligt omtaler Geſandtſkabet til Kong Sven. At han derimod ej omtaler Harald Haardraade, kommer deraf at han aldeles forbigaar denne og hans Tog til England. At det Beſøg, Toſtig førſte Gang forgjeves ſøgte at gjøre i England, ikke er det ſamme Tog, ſom vidtløftig beſkrives i Chron. Sax., men fandt Sted førend Toſtig drog til Danmark og Norge, ſees tydeligt nok af Chron. Sax.’s Udſagn, at Toſtig kom til England kort efter 24 April, ſammenholdt med Sagaernes udtrykkelige Ord, at han efter at have beſøgt Harald begav ſig om Vaaren tilbage til Flandern, for at ſætte ſig i Spidſen for ſin Flaade.
  28. Harald Haardraades Saga Cap. 112, Snorre Cap. 81, Fagrſkinna Cap. 198, Morkinſkinna fol. 18. a. Denne ſidſte er ovenfor iſær fulgt ved Fremſtillingen af Svens og Toſtigs Samtale. Villjam af Aquit. ſiger i Korthed, at Sven nok lovede Villjams Geſandter Troſkab (fidem), men at han dog tilſidſt viſte ſig ſom en Ven af hans Uvenner. Dette ſvarer temmelig nøje til Toſtigs Udraab: „vore Frænder gjøre ſig til vore Fiender“; kun med den Forſkjel, at Sven ifølge Villjam af Aquit. gav Geſandterne ſelv gode Ord, og kun ſiden i Gjerningen viſte ſig fiendtlig ſtemt mod Villjam. Men da Toſtig og Villjam neppe tiere ſaaes, kan man temmelig godt forklare ſig at Nordmannerne ikke fik nøjagtig Beretning om hans Ærendes Udfald. Og desuden viſte jo Sven ſig virkelig i Førſtningen venligt ſtemt mod Toſtig, idet han tilbød ham Jarldømme i Danmark. I hine Tider, hvor Skrivekunſten ej var almindelig udbredt, hvor Reiſerne vare langvarige, og hvor der hverken gaves Poſtforbindelſer eller Aviſer, kunde Beretninger om Geſandtſkaber og deres Udfald, ſaa vel ſom andre vigtige Statsbegivenheder, umuligt blive ſaa hurtige, fuldſtændige og indbyrdes overeensſtemmende, ſom vi nu omſtunder ere vante til. Fra det Øjeblik, Toſtig havde forladt Nordmandie, har Villjam ſikkert ikke hørt noget fra ham, førend han kom tilbage fra Norge og atter viſte ſig i de engelſke Farvande. Af ſamme Grund kan det ogſaa forklares, at vore Sagaer aldeles intet vide at fortælle om at Toſtig overbragte noget Ærende fra Villjam til Sven. Thi de Ord, ſom de lægge dem begge i Munden, er kun hvad Sagnfortælleren ſidenefter gjennem mange Mellemled havde erfaret, indſkrænke ſig kun til Toſtigs og Svens perſonlige Interesſer, og udgjøre naturligviis kun en uendelig liden Deel af de Samtaler, der maa have været vexlede mellem dem. Af ſamme Grund er det og, at Chron. Sax. ikke veed eller taler det mindſte om, hvad Toſtig foretog ſig lige fra ſin Afrejſe i Oktober 1065 indtil hans Tilbagekomſt ſidſt i April 1063. Hvad de nordmanniſke Forfattere berette om Storm og Modvind, ſom ſkulde have drevet Toſtig mod Norden, er mindre ſandſynligt. Han beſøgte viſt Sven efter forud aftalt Plan. Sandſynligviis har han vel endog anløbet Flandern, og fremført en lignende Bøn om Underſtøttelſe til Balduin, men ligeledes uden Held, thi det ſiges udtrykkeligt, at Balduin, opfordret af Villjam til at ſtaa ham bi, vægrede ſig derved.
  29. Se ovf. S. 167.
  30. Se ovf. S. 267.
  31. I Fremſtillingen af Haralds Forhandlinger med Toſtig have vi nærmeſt fulgt Morkinſkinna fol. 18. a. b. og Fagrſkinna Cap. 199, Thjodrek Munk Cap. 28 og Ordrik Vitalis (Duchêne S. 493), hvilke ret godt ſtemme med hinanden indbyrdes. Samtalen fremſtilles anderledes i Hryggjarſtykke, Hrokkinſkinna (Harald Haardraades Saga Cap. 113) og hos Snorre (Cap. 82), hvor Harald viſer ſig ganſke uvidende om Magnus’s foregivne Arveret til England efter Hardeknut, og lader ſig af Toſtig belære derom. Da dette ſtrider imod, hvad vi ovenfor have ſeet om Haralds Fornyelſe af ſin Arvefordring paa England, hvorom Toſtig ſaaledes ej behøvede at belære ham, kan denne Fremſtilling af Samtalen umuligt anſees ſaa rigtig, ſom Morkinſkinnas, der langt mere nærmer ſig til hvad Ordrik meddeler. Men den er ikke deſto mindre af ſtor Interesſe, thi da den Sagabearbejdelſe, ſom meddeler den, tillige, tvertimod Sandheden, gjør Toſtig til Godwines ældſte Broder, og følgelig, ſom det heder, bedre berettiget til Tronen end Harald, kan man neppe betvivle, at den hele, for Toſtig gunſtigere Fremſtilling, er grundet paa Familietraditioner i hans Æt, og ſandſynligviis meddeelt Snorre eller en anden Sagabearbejder af hans Deſcendent i lige nedſtigende Linje og Led, Hertug Skule. Morkinſkinna derimod kalder Toſtig ganſke rigtigt Godwines anden Søn. Det er ogſaa Morkinſkinna, der nævner Guthorm af Ringenes, og det endog paa en ej ganſke tydelig Maade. Den ſiger nemlig: „det er enkelte Mænds Sagn at Toſtig Jarl ſendte Guthorm Gunnhildsſøn til Kong Harald, for at tilbyde ham Northumberland og egge ham til Veſter-Toget; Guthorm drog da til Norge, men Toſtig ſyd til Valland for at treffe ſine Svogre“. Dette kan enten forſtaaes ſom om Toſtig ſtrax efter Afrejſen fra Norge ſendte Guthorm til Harald, eller og, hvad der vel er det retteſte, ſom om et andet Sagn, end det førſt fortalte, benegtede Toſtigs Rejſe til Norge, og kun lod ham ſende Guthorm, der vel var en gammel Bekjendt fra dennes Veſterhavstog, til Harald. Men da ogſaa de nordmanniſke Skribenter omtale Toſtigs Beſøg hos Harald, kan dette ej betvivles, og Sagnet om Guthorm kan ſaaledes kun forklares ſom om han har været tilſtede ved Forhandlingerne og ivrigt talt Toſtigs Sag; med mindre det — hvad der og lader ſig høre — kunde antages, at Toſtig efter ſin Afrejſe har ſendt Guthorm til Harald for at bringe et foreløbigt Forlig iſtand om Englands Deling mellem ham og Villjam, ſaaledes at Harald ſkulde have den nordlige Deel eller Dane-Lagen, Villjam derimod den ſydlige, eller Weſtſex- og Myrke-Lagen, og Toſtig verre Haralds Vaſall. De Hovedpunkter i Aftalen mellem Harald og Toſtig, hvori Morkinſkinna og Ordrik ſtemme med hinanden, ere a) at Toſtig erkjendte Harald for ſin Overherre og ſvor ham Troſkabsed (sverr sik i vald Haralds konungs) b) at Harald lovede Toſtig et Len (heitir hánum ímótt ríki í Englandi, ok því meira yfirlæti sem meir eflisk undir hans vald ríkit i Englandi); hvilket hos Ordrik nærmere beſtemmes til Halvdelen af Riget. Thjodrek Munk ſiger ogſaa i Korthed, at Toſtig lovede Harald Halvdelen af England, hvis han kunde fordrive hans Broder. Den ſamme Betingelſe opſtilledes ogſaa af Villjam, da han havde faaet Harald Godwinesſøn i ſin Magt, og den udgjorde viſtnok ogſaa Grundlaget for hans Underhandlinger med saftig. Merkeligt nok, udgiver ogſaa Ordrik denne for den ældſte Broder.
  32. Det er allerede ovenfor nævnt, at Ordrik lader Toſtig alene komme tilfældigviis til Norge; han tilføjer endog, at Toſtig liſtigt greb den Udvej at ophidſe Harald til Toget, for derved at frelſe ſig fra at blive greben ſom Spejder; ligeſom han ogſaa udtrykkeligt ſiger at Hertug Villjam intet vidſte derom. Saxo (S. 555) omtaler ogſaa begge Fyrſters Udruſtninger og Tog ſom tilfældigviis ſamtidige. Heller ikke vide vore Sagaer noget om nogen fælles Aftale mellem Villjam og Harald at fortælle. Men ikke deſto mindre kan en ſaadan Aftale godt være ſluttet imellem dem, og hvad der ovenfor er antydet om Guthorm af Ringenes, beſtyrker det. Om Venſkabet mellem Hertugerne i Nordmandie og Nordmændene tales der udtrykkeligt i Olaf den helliges Saga Cap. 39, Snorre Cap. 20, hvor det heder at „Rudujarlerne længe regnede ſig i Frændſkab med Norges Høvdinger, ſatte megen Priis derpaa, og altid vare Nordmændenes ſtørſte Venner“, og at disſe Følelſer endnu beſjælede Villjam, viſer ſig af det merkelige Sted i Edward Confesſors Love (Thorpes Udg. Cap. 34) hvor det heder at Villjam, fordi hans og næſten alle de nordmanniſke Baroners Forfædre vare Nordmænd og udgangne fra Norge, ønſkede at udvide Danelagens Lovgivning, eller de Norſkes og Danſkes Love, til hele England.
  33. Det er ovenfor (S. 169) anført, at Edward Confesſor ophævede Thinglidet 1050; altſaa maa Harald have gjenoprettet det; men ſandſynligviis har det nu mere antaget Charakteren af en fra forſkjellige Nationer ſamlet Condottiere-Skare. At det iſær var ſamlet af den „danſke Tunge“ ſiges i Morkinſkinna og Fagrſkinna. Herved forſtaaes egentlig hele Norden; men paa dette Sted ſkulde man dog nærmeſt tænke paa den danſktalende Befolkning af England ſelv.
  34. Harald Haardraades Saga Cap. 113, 114, Snorre Cap. 82, 83. Fagrſkinna Cap. 199, 200.
  35. Chron. Sax. ved 1066. Kometen omtales ogſaa af Lambert af Hersfeld, med Hentydning til Begivenhederne i England (Pertz, Mon. Hist. Germ. VII. 173), af Bernold (ſammeſteds S. 428), af Marianus Scotus (ſammeſteds 559), hos Tighernach (O’Connor II. 306) og paa mange andre Steder. Tighernach omtaler den vidtløftigſt, viſtnok ſom Øjevidne. „En ſtor Stjerne med Hale viſte ſig forunderligt i Luften, Tirsdag i den lille Paaſke (25de April) dens Lys var paa ſit højeſte næſten ſom Maanens; ſaaledes vedblev den at lyſe i 4 Dage.
  36. Det ſynes heraf, ſom om Toſtig ej alene havde taget Søfolkene ſelv, men ogſaa de Skibe, paa hvilke de befandt ſig.
  37. Chron. Sax. nævner udtrykkeligt Mariæ Fødſel eller 8de September.
  38. Chron. Sax. ved 1066.