Det norske Folks Historie/3/28

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 296-307).

Da Freden var sluttet, og Harald saaledes ikke længer havde noget Angreb at befrygte fra Danmark, vendte han tilbage til Viken, sandsynligviis, som ellers, til Oslo^[1], hvor han tilbragte Resten af Sommeren, beskjeftiget med Planer til at tugte Vestgauterne og Oplændingerne. Imidlertid sendte han paany Bud til Oplandene efter sine Skatter, men fik det samme Svar som for, med det Tillæg, at Bønderne intet vilde gjøre derved, førend Haakon Jarl kom til dem. Paa sin Side søgte Kong Steenkil, der, som det heder, elskede Vestgauterne fremfor alle andre Mænd i sit Rige, at sikre sig Bistand af Kong Sven. Denne undslog sig, fordi han ej vilde bryde den nys sluttede Fred, men bad ham at holde sig til Haakon. Ivarssøn selv, og indsætte ham til Jarl i Vestergautland, saa vilde han nok kunne forsvare dette Landskab. Haakon, sagde Sven, er ærgjerrig, og vil synes meget godt om at faa et Jarldømme til, og skulde han falde, saa taber du dog ikke stort derved, da han ej er din Undersaat. Steenkil, der i sin Tid havde været en dygtig Kriger og ypperlig Bueskytte, men som nu var gammel, feed og tungvindt, og vant ved Magelighed og Vellevnet^[2], syntes godt om dette Forslag, men Haakon selv vilde dog ikke indlade sig derpaa, førend Kong Sven havde tilsagt ham sit fuldkomne Venskab ligesom før. Hertil var Sven strax villig, og uagtet han tilsyneladende overholdt Freden med Harald, var det dog nu lykkets ham at opstille ham en farlig Modstander i Haakon, der som Jarl over Halland, Vestergautland og Vermeland, eller, som man i Tydskland vilde have kaldt det, Markgreve ved den norske Grændse, var i Besiddelse af en Magt, som næsten kunde kaldes kongelig, ikke at tale om det Tilhæng, han havde blandt Haralds egne Undersaatter^[3].“ Hvad der ogsaa, især efter de Tiders Anskuelser, bidrog til at forøge hans Indflydelse paa disse, var, at han ved sit Giftermaal med Ragnhild var kommen i Besiddelse af hendes Fader Magnus’s Merke eller Banner, mod hvilket det maatte holde haardt at stride for mangen Veteran, hvem det i Venderslaget paa Lyrskovshede havde viist Vejen til Sejr og Hæder^[4]. Men jo farligere Haakon var, desto forsigtigere gik Harald ogsaa til Verks. Uden at aabenbare det mindste om fine Planer, tilbragte han Sommeren med alskens Fornøielser; men da Vintren nærmede sig, drog han til Kongehelle, tog der alle de lette Skive, han kunde faa fat paa, i alt 60, bemandede dem med udsøgte Folk, og styrede opad Elven med dem, lod dem drage over Land forbi Fosserne, og kom heldigt med dem op i Væneren^[5], hvor han strax satte over til Østsiden; thi her, vidste han, laa Haakon Jarl med en Hær af Gauter. Kongen styrede ind i Udløbet af en Elv, og gjorde Landgang. Det var koldt og sneede; dette betragtede Kongen som et Held, deels fordi det i Snefoget vilde blive Gauterne saa meget vanskeligere at bringe sit Gods i Sikkerhed for Nordmændene, deels ogsaa fordi Gauterne sædvanligviis plejede at være let klædte og derfor ikke saa godt kunde udholde Kulden, som Nordmændene, der vare vel forsynede vaade med Vaaben og Klæder. Harald lod det nødvendige Mandskab blive tilbage for at passe paa Skibene; med de øvrige gik han Jarlen imøde. Han var selv til Hest, saa vel som en Deel af hans Hær, men de fleste gik til Fods. Han tog Vejen over en Skov og nogle Myrer, indtil han kom til et højtliggende Holt, hvorfra Nordmændene kunde see Jarlens Hær paa den anden Side af Dalføret, i hvis Bund der var en Myr. Harald lod sine Mænd gjøre Holdt øverst oppe paa Skrenten lige over Dalen, og bad dem at blive siddende her, beskyttede af deres Skjolde mod Snefoget, og af deres gode Klæder mod Kulden, indtil enten Jarlens egen Hidsighed, eller den uudholdelige Frost drev Gauterne til at begynde Angrebet, hvorved Nordmændene, der indtoge det højere Stade, vilde have afgjort Fordeel over dem^[6]. Paa sin Side indskærpede ogsaa Haakon sine Folk at de skulde oppebie Haralds Angreb. For øvrigt opmuntrede han dem paa det ivrigste, lovede at gjøre sin yderste Flid, og forsikre-de, at om han end ikke var saa fornem som Kong Steenkil, skulde de dog være lige saa vel tjente med at have ham til Anfører, som denne. I Haakons Hær var Vestgauternes Lagmand, ved Navn Thorvid eller Thyrvid^[7]: ogsaa han søgte at sætte Mod i Hæren. Siddende paa sin Hest, der var tøjret til en Pæl, begyndte han sin Tale saaledes: „Vi have en stor og vakker Hær, og her ere mange kjekke Mænd, i Jarlen have vi en dygtig Anfører; lad nu ogsaa Kong Steenkil spørge, at vi understøtte denne gode Jarl som det sømmer sig. Angribe Nordmændene os, saa lad os vise at vi kunne tage godt imod dem. Om end de unge blandt os tabe Modet og vige, saa ville vi dog ikke rende længer end til Bekken, i alle Fald ikke længer end hist til Højen“. Men just som han sagde disse Ord, rejste Nordmændenes Hær sig op, istemte Krigsraab og slog paa sine Skjolde. Gauterne, der troede at Nordmændene nu vilde begynde Angrebet, gave sig ogsaa til at raabe; derved blev den Hest, paa hvilken Lagmanden sad, sky, og rykkede saa heftigt i Touget, at Pælen fløj op med en Fart og traf Lagmanden ved Øret; han troede strax at det var en norsk Piil, glemte i et Øjeblik alle sine tapre Ord, gav Hesten af Sporerne med de Ord: „gid du faa en Ulykke, du Nordmand, som du skyder“, og tog Flugten. Det havde dog ikke været Haralds Hensigt at angribe, men kun at sætte Gauterne i Forvirring og Bevægelse. Det lykkedes ham fuldkommen. Jarlen rykkede selv frem med sit Merke, i den Tanke at Nordmændene nærmede sig; men Harald holdt sine Folk tilbage, indtil Gauterne vare komne over Myren, lige under Bakken; da styrtede de i fuld Fart ned over dem, og tilføjede dem et fuldstændigt Nederlag. Jarlen selv forsvarede sig tappert med sin udvalgte Skare af Krigere, der havde fulgt ham hjemmefra, men Gauterne flygtede til den nærliggende Skov, og tilsidst maatte ogsaa han vende Ryggen. Blandt andet Bytte, som Nordmændene gjorde, var og hiint Banner, der havde tilhørt Magnus den gode, og som Harald nu lod bære i Triumf foran sig ved Siden af sit eget, idet han kaldte det Sejrens skjønneste Priis. Han forfulgte de flygtende et Stykke ind i Skoven, men ikke langt, da Mørket allerede begyndte at falde paa. De fleste antoge ogsaa, at Jarlen var falden. Men da Nordmændene paa Tilbagevejen gjennem Skoven kom til et Sted, hvor Vejen var saa smal, at blot een kunde gaa ad Gangen, vidste man ikke Ordet af, førend en Mand kom løbende^[8] tvers over Vejen, gjennemborede den, der bar Merket, med et Spyd, medens han med den anden Haand greb Merket selv, og ilede ind i Skoven paa den anden Side, altsammen saa hurtigt, at man ej kunde faa ham fat. Da man meldte Kongen dette, sagde han: „Saa er Jarlen endnu i Live: skaf mig min Brynje!“ „Jeg kjender“, tilføjede han ogsaa, „min Frændkone Ragnhilds Sindelag for godt til ikke at kunne skjønne, at det ej vilde være Haakon let at komme over hendes Sængestok, hvis han havde mistet Merket: men nu vil alt være godt og vel mellem dem“^[9]. Mange sagde da, at Jarlen ved denne dristige Daad havde hevnet sit Nederlag. Kongen vendte endnu samme Nat tilbage til sine Skibe, og begav sig ombord med en Deel af Hæren, medens de øvrige forblevet Land ved deres Vagtilde. Hos dem skal Haakon Jarl have indfundet m, forklædt som en gammel, pjaltet Betler, tilbudt sig at vise dem en Vej, ad hvilken de kunde faa fat paa Jarlen, og derved lokket mange af dem i et Baghold, hvorfra kun faa undkom^[10]. Der tales ikke om at Harald gjorde noget Forsøg paa at hevne dette Uheld, der vel ikke havde stort at betyde i Sammenligning med den nys vundne Sejr. Det var vist heller ikke Haralds Plan, at vove sig videre ind i et fiendtligt Land, aller mindst paa en saadan Aarstid, thi der indtraf en saa sterk Frost, at Skibene paa en eneste Nat frøs inde, saa at man kunde gaa paa Isen omkring dem; og kun med megen Anstrengelse og efter længere Tids Forløb lykkedes det Nordmændene at hugge en Vaag op, gjennem hvilken de kunde komme ud. I denne Tid nødtes de til at gjøre hyppige Strejftog i Land for at skaffe sig Slagt, og hver Gang, heder det, mistede de en fem til ti Mand formedelst Overfald af Haakon Jarl^[11]. Det lader dog ikke til, at han eller Gauterne gjorde noget Forsøg paa at angribe selve Skibene; derimod skal der være kommet et Rygte om at Haakon skulde være dragen til Svithjod for at samle en stor Hær, med hvilken han og Kong Steenkil vilde anfalde Nordmændene, medens Kong Sven besatte Elveløbet udentil; og dette Rygte skal have fremskyndet Haralds Tilbagetog^[12]. Forholdet det sig saa, at Rygtet virkelig gik, var dog Rygtet selv ikke desmindre usandt, thi Kong Sven tænkte i denne Tid aldeles ikke paa noget Tog mod Harald. Og at saa vel Steenkil og Gauterne, som maaskee endog Haakon selv, havde faaet nok af denne Kamp med Harald til at forsøge paa nogen nu, viser sig aller bedst deraf, at Harald ikke oftere foruroligedes af noget Angreb fra svensk Side, at Oplændingerne bleve aldeles overladte til sig selv, og at Haakons Navn endog forsvinder af Historien, uden at man veed andet om ham, end at han fremdeles nød stor Anseelse, og at hans Æt vedblev at blomstre i Gautland og Danmark, hvor en af hans Ætlinger, Erik Lam, endog blev Konge. Harald havde saaledes visselig udrettet, hvad han med dette, tilsyneladende dumdristige, Angreb havde tilsigtet^[13].

Ved Ophugningen af Isen indtraf en Begivenhed, som viser, hvorledes Ættefejderne paa Island endnu stundom, som i gamle Dage, fortsattes udenfor Landet selv, og Hevnlysten tilfredsstilledes uden Hensyn til Tid, Sted og Omgivelser. Blandt Besætningen paa Kongens eget Skib var Islændingen Hall Utryggssøn, almindelig kaldet Hall Kodraansbane, fordi han for mange Aar siden, i en Fegtning mellem Eyjulf Gudmundssøn paa Madrevalle og de saakaldte Ljosvetninger eller Efterkommerne af Thorgeir Lovsigemand tilligemed deres Frænder, der uretfærdigt vare blevne sagsøgte af Eyjulf, havde dræbt dennes Broder Kodraan faa Øjeblik efter at hans egen Fader Utrygg var falden for Eyjulfs Haand. Eyjulfs store Magt og Indflydelse havde bevirket, at Hall tilligemed tre andre af hans Parti maatte forlade Island. Hall havde fundet en venlig Modtagelse hos Harald, der gjorde meget af ham, fordi han var en dygtig Mand og tapper Kriger. Men ombord hos Kong Haralds Søn Magnus, der ogsaa var med paa dette Tog, befandt sig en Frænde af Kodraan, ved Navn Thormod. Thormods Moder Jorunn var en Systerdatter af Gudmund den mægtige, Kodraans Fader, og saaledes Kodraans Syskendebarn. Thormod var kun et Aar gammel, da Kodraan blev dræbt, og havde saaledes aldrig seet Hall, da denne kort efter rejste udenlands; han vidste ikke engang af, at han befandt sig i Hæren. Men da Kodraans Drab havde gjort megen Opsigt, og Eyjulf saa vel som de øvrige Madrevallinger ikke fandt at de havde faaet Erstatning nok, ansaa enhver af dem sig forpligtet til at dræbe Hall, hvor de traf ham. Magnus’s Skib laa yderst i Vaagen og nærmest til at sejle ud, Kongens derimod inderst. Da der kun var et lidet Stykke tilbage at hugge op, kom Hall løbende og gav sig til at hugge med saa stor Ivrighed, at en af de Omstaaende udbrød: „ingen er dog flinkere end Hall Kodraansbane!“ Da Thormod borte dette fra Magnus’s Skib, sprang han strax ned paa Isen, løb hen til Hall, og hug ham Banehug. Strax stimlede saa mange til, at Isen brast under dem: i den Forvirring, som herved opstod, da enhver havde nok at gjøre med at frelse sit Liv, kom Thormod op igjen i Skibet, og da nu ogsaa Vaagen var aaben, gav Magnus strax Befaling til at lægge ud, sejlede afsted saa hastigt han kunde, og lod Thormod, da han lagde til Havn om Aftenen, gjemme sig i en nærliggende Skov. Da Kongen fik Drabet at vide, blev han meget opbragt, men da hans Skib laa inderst, kunde han ikke indhente Magnus, førend han allerede var kommen i Havn og Thormod bragt tilside. Han fordrede at Magnus skulde udlevere ham, ja truede endog at angribe sin egen Søn, da denne vægrede sig og tilbød Bod for Thormod: dog fik deres fælles Venner omsider bilagt Trætten. Thormod slap derfra med Livet, og Magnus skaffede ham ud af Landet til Danmark, hvorfra han siden rejste til Constantinopel og tog Tjeneste blandt Væringerne^[14].

Harald tog Vejen fra Væneren ud igjennem Gaut-Elven, og skal paa Farten gjennem denne have mistet nogle Folk, som rammedes af Skud fra Gauterne, der samlede sig paa den østre Bred^[15]. Fra Elven styrede han tilbage til Oslo, og drog derfra strax med en stor Hær op paa Raumarike, for at holde en streng Tugtelse over Indbyggerne, der ej alene havde negtet at betale ham Skat, men og, som han sagde, gjort Stempling med hans Fiender, og understøttet disse. Han foor haardt, ja endog grusomt frem. Bønderne søgte vel først at gjøre Modstand, og sagde at de ikke vilde taale Ulovlighed; men overladte til sig selv og uden Understøttelse fra Sverige bleve de aldeles tæmmede. „Det hele Folk“, siger Thjodolf i Omkvædet til et Digt, hvori han ogsaa forevigede denne Begivenhed, maatte bøje sig for Harald, og Bønderne have intet andet Valg end at finde sig i alt, hvad Kongen paabyder“. Harald lod nogle af Bønderne lemlæste, andre dræbe, atter andre fratog han al deres Ejendom; forresten herjede og brændte han i Herederne, „thi“, som Thjodolf siger, „Ilden lærte nok Bønderne Lydighed“. Fra Raumarike drog han til Hedemarken, hvis Indbyggere det ikke gik hedre. „De oprørske Thegners Ejendomme“, siger Thjodolf, „gik op i Lue, Ilden fæstede sig i deres Huse, og Fyrsten tog en haard Straf over Heinerne“. Derpaa hjemsøgtes Hadafylke, først Hadeland, siden Ringerike, paa samme Maade. „Ilden“, siger Thjodolf, „foreskrev Ringerne en tvungen Dom, førend de opnaaede Tilladelse til at slukke den, og de tiggede om Livet“. Hvor alvorlig og gjennemgribende denne Refselse var, som nu overgik de trende oplandske Fylker, skjønnes bedst deraf, at den medtog en Tid af ikke mindre end tre Halvaar^[16]. Det kan ikke have været Straffen alene, hvormed Harald i al denne Tid beskjeftigede M„ men han maa ogsaa, idet han rejste fra Hered til Hered, have faaet de Lovsforandringer vedtagne, der her vilde sætte Kongens og Undersaatternes gjensidige Rettigheder i det væsentlige paa samme Fod, som andensteds i Landet, hitte enkelte Punkter fraregnede, som vi ogsaa efter Haralds Tid finde særegne for Oplandenes og Vikens Lovgivning, men som maaskee og kunne høre blandt de Eftergivelser, Haralds Søn og Efterfølger Olaf Kyrre, eller hans Sønnesøn Haakon siden tilstod sine Undersaatter^[17]. Vist er det imidlertid at Oplændingerne sidenefter hørte til de roligere af Landets Indbyggere, og man maa derfor antage at Harald ved sin haarde Fremfærd dog udrettede saa meget, at han eftertrykkeligt kvalte Oprørsaanden iblandt dem^[18]. Der fortælles ogsaa, at Harald, efter at Oprøret var dæmpet og alt bragt i Orden paa Oplandene, rejste omkring paa Vejtsler i de oplandske Fylker, at samtlige Hereder nu havde faaet Fred, og at en mægtig Bonde, som han gjestede, bevidnede at alle glædede sig ved at see ham sidde i Ro og nyde sine Venners Yndest.

Fra denne Rejse, som Harald foretog gjennem Oplandene, er der dog opbevaret et Sagn, der viser, hvor lidet glædelig hans Rejse var for mange af Indbyggerne, og med hvor stor Strenghed han søgte af hævde sin virkelige eller foregivne Ret, uden Hensyn til de allerede i lang Tid bestaaende Forhold. Uagtet Sagnet kun meddeles i de vidtløftigere Kongesagaer, har det dog intet utroværdigt ved sig, og om det end maaskee i et eller andet kan indeholde nogen Overdrivelse, synes det dog i det Væsentlige at medføre Sandhed: i alle Fald er det neppe stort over hundrede Aar yngre end Haralds Tid^[19], og viser, hvilket Indtryk hans Rejse havde efterladt paa de nærmeste Generationer. Der var en Mand paa Oplandene, som hed Ulf den audge (rige), og som i Sandhed fortjente dette Tilnavn, da han ejede ikke færre end 14 eller 15 Gaarde. Hans Kone ønskede, at han skulde indbyde Harald til Gjestebud hos sig, som saa mange andre mægtige Mænd gjorde; og uagtet Ulf havde mange Betænkeligheder derved, saasom han kjendte Kongens Havesyge, der sikkert vilde vækkes ved Synet af alle hans Rigdomme, føjede han dog tilsidst sin Kone deri, og indbød Kongen til sig, medens han var hos den oven omtalte Bonde, saaledes at han fra denne skulde begive sig umiddelbart til ham. Kongen lovede det. Imidlertid gjorde Ulf store Forberedelser. Paa den bestemte Dag kom Kongen, og fandt alt indrettet paa det herligste, baade Hallen selv, Bordtøjet og Drikkekarrene, saa at intet manglede af hvad der behøvedes til et prægtigt Gjestebud. Kongen viste sig ogsaa særdeles oprømt, og tilbød sig endog selv at fortælle en morsom Historie til Selskabets Underholdning. Da alle med Glæde modtoge dette Tilbud, og kaldte det en stor Ære for Gildet, at en Mand som han, vilde bidrage til Morskaben, begyndte han at fortælle hvad han kaldte sin lille Stump, saaledes som følger. „Sigurd Rise hed en af Harald Haarfagres Sønner. Hans Søn hed Halfdan, og han havde en Jarl, der ligeledes hed Halfdan. Derforuden havde han en Træl ved Navn Almstein, hvis Æt ingen kjendte, en stor, sterk og dygtig Mand. Kong Sigurd, Halfdan Jarl og Almstein vare jevnaldrende og havde været Legekamerater i deres Barndom. Sigurd og Jarlen havde desuden indgaaet Fostbrødrelag med hinanden. Da Sigurd laa paa sit Yderste, kaldte han Halfdan Jarl til sig, og bad ham for det Venskabs og Fostbroderskabs Skyld, der var imellem dem, at hjelpe hans Søn med at styre og forsvare Riget. Halfdan lovede det, og holdt ogsaa ærligt sit Løfte, da Kongen var død. Almstein tilbød sig nu at inddrive og oppebære de kongelige Indtægter for tre Aar, og saa vel paa Grund af det fortrolige Forhold, hvori han havde staaet til den afdøde Konge, der aldrig havde behandlet ham som de øvrige Trælle, som formedelst hans bekjendte Duelighed, overdrog Halfdan Jarl ham dette Hverv. Men fra den Tid af fik Kong Halfdan kun lidet af sine Indtæegter, medens Almstein derimod brugte dem til sin egen Fordeel, sejlede til fremmede Lande, drev en indbringende Handel, og skaffede sig mange Tilhængere ved Pengegaver. Imidlertid døde Jarlen, og da Almstein erfoor dette, lagde han ikke længer Dølgsmaal paa sine Hensigter, men samlede sine Tilhængere, omringede Halfdans Gaard, og satte Ild paa den. Halfdan og en Søn af Jarlen, der opholdt sig hos ham og var hans fortrolige Ven, undkom dog til Skoven gjennem en underjordisk Gang, og flygtede til Svithjod, hvor de søgte Tilflugt hos en Jarl, ved Navn Haakon. Han modtog dem koldt, og det var kun saa vidt at de fik Tilladelse til at forblive der; nogen Udmerkelse eller venlig Behandling blev dem ej til Deel. Imidlertid opkastede Almstein sig til Herre over Halfdans Rige, antog Kongenavn, og fandt ingen Modstand, faa slemt det end var at leve tinder hans Herredømme, thi han var haard og dertil usædelig, saa at han lod tage anseede Mænds Koner og Døtre, beholdt dem hos sig en Stund, og havde mange Børn med dem. Han troede fuldt og fast at Halfdan og Jarlens Søn vare indebrændte. Da disse havde opholdt sig hos Haakon Jarl i tre Aar, sagde de ham Farvel og takkede ham for Opholdet. „Dette er lidet at takke for“, sagde han, „da jeg ikke bar viist eder synderlig Agtelse: men dette skede med vel beraad Hu, da jeg lige fra først af kjendte eder og vidste at du var en Søn af min gamle Ven Kong Sigurd; jeg vilde ikke at Folk skulde faa mindste Nys om, at I levede. Nu kommer dette godt tilpas, thi jeg skal medgive eder tre Hundrede Mand, og om dette end er en temmelig liden Skare, saa kan det dog nok lykkes eder at komme uforvarende over Nidingen Almstein og gjenvinde eders Rige og Anseelse“. De droge afsted, og havde virkelig det Held at overrumple Almstein. De satte Ild paa hans Gaard; de Folk, han havde hos sig, fik strax Lov til at gaa ud, men da Almstein bad om Naade, sagde Halfdan: „den rette og passende Dom, som burde overgaa dig, var den, at du her led den samme Død, som du paa Nidingsviis tiltænkte os; men da vi ej ere Ligemænd, skal jeg skjenke dig Livet paa den Betingelse at du vender tilbage til din rette Stand, og baade er og heder Træl saa længe du lever; og det ikke alene du selv, men ogsaa alle dine Børn og Efterkommere“. Almstein foretrak dette for at dø, og med Trællenavnet gav Halfdan ham ogsaa en hvid, meget simpel Kjortel. Derpaa blev der holdt Thing, og Halfdan antog til alles Glæde Kongenavnet og Herredømmet over sit Fædrenerige. Men Almstein havde, som sagt, mange Børn, og fra ham nedstammer nok ogsaa du, min gode Ulf, thi du er Almsteins Sønnesøn, ligesom jeg er Kong Halfdans Sønnesøn. Du og dine Frænder have vidst at tilvende eder Kongens Gods, hvortil der her er Syn for Sagen i alle disse prægtige Drikkekar og Bordprydelser. Her har jeg den hvide Kjortel, min Farfader Halfdan gav din Farfader Almstein; tag den nu, og dermed dit Ættenavn, saa at du efterdags kaldes Træl; thi paa hiint Thing, hvor Halfdan fik Kongenavn, og din Farfader fik Kjortelen, kom ogsaa Mødrene til hans Børn, og blev det da dømt, at alle Børnene og deres Efterkommere skulde bære samme Slags Dragt. Idet samme lod Harald en hvid Kjortel lægge frem for Ulf, og sagde:

Kjender du denne Kjortel,
Kongen en Ko er du skyldig;
en fuldvoxen Oxe
er du ham ogsaa skyldig;
fedede Gjæs og Grise
er du ham ogsaa skyldig;
Børn og alt hvad du ejer
er du ham ogsaa skyldig.

Ja, tilføjede Kongen:

slette Streger nu spørges,
selv du dig Kongen skylder.

Tag altsaa nu Kjortelen, som dine Forfædre bare, og dermed saavel deres Navn som deres Ret“. Ulf blev forfærdet over den uvæntede Slutning paa Kongens Fortælling, og vidste ikke, om han skulde modtage Kjortlen eller ej. Men hans Kone og hendes Frænder bade Kongen at skjenke ham Naade, og fritage ham for den skrækkelige Ydmygelse at blive gjort til Træl. Og Kongen gav omsider efter, og tillod ham at være Frimand som før; han lod ham ogsaa beholde een Gaard af alle dem, han hidtil havde ejet. Men de øvrige Gaarde, hans Indbo og Kostbarheder tog Kongen i Besiddelse, saa at Ulfs ængstelige Anelser om at Kongens Besøg ej vilde bekomme ham vel, gik ganske i Opfyldelse^[20].

1. Dette bestyrkes deels deraf, at han synes at have været i Nærheden af Oplandene, til hvilke han sendte Skatkrævere, deels deraf at Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og Snorre lade ham siden drage „til Kongehelle“, hvoraf det sees, at i det mindste disse antog at han ej opholdt sig i den sydlige Deel af Viken.
2. „Steenkil var en feed Mand og tung af sig, og meget kjær i Drik“, siger Morkinskinna. Om hans Dygtighed som Bueskytte og Kjærlighed til Vestgauterne vidner Kongerækken i Vestgøtaloven, Schlyters udg. S. 299.
3. Om Underhandlingerne mellem Steenkil og Sven taler kun Morkinskinna, der her er noget vidtløftigere end den anden Sagabearbejdelse.
4. Merket beskrives i Morkinskinna som meget prægtigt og udsyet med Guld.
5. Dette er Hryggjarstykkes, Hrokkinskinnas og Snorres Fortælling, Harald Haardraades Saga Cap. 89, Snorre Cap. 74. Morkinskinna siger derimod: „Harald meldte intet om sin Rejse, lægger først Skibene op i Mjøsen, og derpaa op i Væneren efter Elven“. Da der i Sagaerne, og fornemmelig i den Klasse af dem, hvortil Morkinskinna hører, hersker stor Forvirring med Hensyn til de oplandske Indsøer — vi have saaledes seet „Mjøsen“ nævnt i Stedet for „Væneren“ (se I. 2. S. 778, Noten), ligesom der paa det Sted, hvor der handles om Olaf Tryggvessøns Fødsel, synes at have fundet en Forvexling Sted mellem Randsfjorden og Øjeren — maa man antage, at den Beretning, Morkinskinnas Bearbejder her har haft for Øje, handlede om en Flytning af Skibene lige fra Oslo til nærmeste Indsø, nemlig Øjeren, (ligesom den, Kong Haakon Haakonssøn senere foretog i 1227, se hans Saga Cap. 152, 153) derfra videre op ad Glommen til Vingersø, fra denne til Vrangselven, og derfra til Væneren. Paa denne Maade vilde han komme meest uvæntet over Gøterne; det eneste, der kunde synes at tale med denne Beretning, er den Omstændighed at Harald neppe vilde have taget Vejen gjennem Raumarike uden efter at have ydmyget dets Beboere.
6. Morkinskinna lader Harald overnatte paa Bakken, hvilket synes mindre rimeligt, i Betragtning af Kulden.
7. Morkinskinna kalder ham Thorfinn; hans rette Navn er Thorvid, Thorvi eller Thyrvid, (ligesom Thorgils i svenske Skrifter ofte skrives Thyrgils); han er upaatvivlelig den i Vestgøtalagen S. 396 under Navnet Þyrnir omtalte Lagmand, og man bør vist her læse Þyruir (Þyrviðr), ej Þyrnir.
8. I Hryggjarstykke, Hrokkinskinna og hos Snorre staar der at Manden hleypti d. er reed, tvert over Vejen. Men naar denne var saa trang, at kun een for een kunde gaa langs ad den, var det en fuldkommen Umulighed at ride i fuld Fart tvers over den.
9. Det første Udsagn meddeles i den nys nævnte Bearbejdelse, det andet i Morkinskinna.
10. Denne List af Haakon Ivarssøn omtales alene i Morkinskinna. Usandsynligt er det i sig selv ikke, men dette Slags Krigspuds hører saaledes til de staaende Forraad af Anekdoter derom, at Fortællingen alene af den Grund bliver noget mistænkelig, hvortil ogsaa kommer, at den udelades i den anden Bearbejdelse.
11. Ogsaa dette omtales alene i Morkinskinna.
12. Fremdeles efter Morkinskinna; den anden Sagabearbejdelse nævner intet Ord derom, ja fortæller ikke engang, hvorledes Harald kom ud af Væneren.
13. Harald Haardraades Saga Cap. 89, 90, Morkinskinna fol. 14. d. og 15. d. Ogsaa Fagrskinna nævner i Korthed om denne Begivenhed, Cap. 195, men kalder Stedet, hvor de kæmpede, urigtigt Jotland istedetfor Gautland. Den svenske Historieskriver Dalin og efter ham flere nyere have antaget, at den Elv, ved hvis Udløb denne Kamp forefaldt, var Lidaaen i Kinneviken, hvor nu Staden Lidkøping ligger. Der staar dog, at Harald sejlede „øster over Vandet“, og saaledes skulde man snarere antage, at det virkelig var etsteds paa Østkysten, ikke paa Sydkysten; især maa man tænke paa Heredet Vatsbo, hvor, som vi have seet, Dag Ringssøn sandsynligviis har haft sit Rige, og som grændsede til Nerike, i hvilket hiin Sigtrygg boede paa Olaf den helliges Tid, der var Stamfader til Jarlen Karl Sunessøn i Gautland, hvis Moder var en Sønnedatter af Orm Jarl og Sigrid Finnsdatter (Inge Haraldssøns Saga Cap. 3). Alt dette tyder paa en nærmere Forbindelse mellem flere norske Høvdingestammer, især den, hvortil Orm Eilifssøn og Haakon Ivarssøn hørte, og de svenske Ætter, der havde sit Hjem i Vatsbo og Nerike. Den Elv, der omtales, kunde saaledes maaskee være Tidaaen, ved hvilken Mariestad er beliggende. — Om Haakons Descendenter handler Knytlinga Saga Cap. 98, der udtrykkeligt siger, at Kong Erik Ejegods Datter Ragnhild var gift med en Mand, der kaldtes Haakon den norske (hinn norrœni), eller ogsaa Haakon Sunnivessøn, og havde med ham Sønnen Erik Lam, og at Haakon den norskes Moder Sunniva var en Datter af Haakon Ivarssøn Jarl og Ragnhild, Magnus den godes Datter. I Cap. 304 gjentages der, at Erik Lam var en Søn af Haakon Sunnivessøn den norske, og Erik Ejegods Datter. I Orknøingasaga S. 98 staar der og, at Haakon den norske, Erik Lams Fader, var en Dattersøn af Haakon Ivarssøn. Saxo (S. 666) kalder Erik Lam en Dattersøn af Erik Ejegod, og kalder hans Fader etsteds (S. 641) Søn af Sunniva; andensteds (S. 636) Haakon Jyde, tillæggende at han var gift med Knut Lavards Syster (altsaa Erik Ejegods Datter). Knytlingasagas Angivelse er derfor vistnok aldeles rigtig. Imidlertid staar der dog saa vel i Hryggjarstykke og Hrokkinskinna (Harald Haardraades Saga Cap. 90), som i Morkinskinna (fol. 15 b.) at Erik Lam var en Søn af Haakon Ivarssøns Søn Haakon med Sven Ulfssøns Datter. Dette kan alene betragtes som en Skriv- eller Læse-Fejl af de oprindelige Saga-Nedskrivere. Der staar nemlig i Hryggjarstykke: „Sunnifa hét dóttir hans en sunr hans hét Hákon er átti dóttur Sveins konungs Úlfssunar“; i Morkinskinna; „ok hét dóttir hans Sunnifa, en sunr hét Hákon er átti dóttur Sveins konungs Úlfssunar“; her synes den rette Læsemaade at have været: „en sunr hennar hét Hákon er átti sunardótttir Sveins“ o. s. v. I Fagrskinna kaldes Haakon Ivarssøns Hustru Ulfhild, ikke Ragnhild, vistnok kun ved Skjødesløshed. Jfr. Langebek Script. rer. I. 597 Not. (n).
14. Harald Haardraades Saga Cap. 90, Snorre Cap. 75, Ljosvetningasaga Cap. 22—30. Om Thormod fortælles der i de vidtløftigere Kongesagaer, at da han vilde tage Tjeneste hos Kejseren i Myklegaard, fandt denne ham at vare for liden af Væxt, men fik engang see, at han med et eneste Hug skilte Hovedet paa en Tyr fra Kroppen, og antog ham da strax, idet han sagde: „denne Mand kan nok gjøre andre store Hug, end paa Kvæg alene“.
15. Dette angives i Morkinskinna, som her nævner „Elven“, hvilket vel skal betegne „Gaut-Elven“. Usandsynligt var det imidlertid ej fra Morkinskinnas Bearbejders Standpunkt, at Harald ogsaa havde taget Tilbagevejen gjennem Vrangselven og Glommen, og paa denne Maade kom til Raumarike.
16. Se ovf. S. 235.
17. Se nedenfor, jvfr. Olaf Kyrres Saga Cap. 3, Snorre Cap. 2, Magnus Barfods Saga Cap. 1.
18. Fortællingen om Straffetoget meddeles i Harald Haardraades Saga Cap. 91, hos Snorre Cap. 76, i Morkinskinna fol. 10. a. og 11. b., og i Fagrskinna Cap. 195; men det er forhen nævnt, at disse to Sagaer henføre Begivenhederne til Tiden for Nisaa-Slaget.
19. Morkinskinna, hvori Fortællingen staar, er selv neppe meget yngre end 1220, og viser sig dog at være Afskrift af en ældre Kodex, der sandsynligviis allerede var nedskreven omkring 1170.
20. Harald Haardraades Saga Cap. 92—95. Morkinskinna fol. 10. a., 11. b. Hvad der i denne Fortælling ved første Øjekast viser sig som aabenbar urigtigt, er Sigurd Rises og Sønnen Halfdans Fremtræden som mægtige og uafhængige Konger. At de førte Kongenavn, er vist nok, siden Halfdans Søn Sigurd Syr ogsaa kaldtes Konge, men det foregivne Rige havde kun lidet at betyde, og man kan være forvisset om at de ej havde Jarler under M. Men jo mindre deres Magt antages at være, og jo mere deres Kongedom synker ned til en blot Titel, desto rimeligere bliver i sig selv Fortællingen om at det kunde lykkes Almstein at træde i Halfdans Sted og tilegne sig hans Kongenavn. Thi naar dette mestendeels gjaldt private Godser med deres paaboende Lejlændinger, bliver det tænkeligt; medens neppe engang et enkelt Fylkes fribaarne Indbyggere vilde have taalt det. Eet er dog, hvad Harald fortalte, og et andet, hvad der virkelig var Tilfældet. Der er intet usandsynligt i at Harald har givet en saadan Fortælling til bedste.