Det norske Folks Historie/3/28

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Freden var ſluttet, og Harald ſaaledes ikke længer havde noget Angreb at befrygte fra Danmark, vendte han tilbage til Viken, ſandſynligviis, ſom ellers, til Oslo[1], hvor han tilbragte Reſten af Sommeren, beſkjeftiget med Planer til at tugte Veſtgauterne og Oplændingerne. Imidlertid ſendte han paany Bud til Oplandene efter ſine Skatter, men fik det ſamme Svar ſom for, med det Tillæg, at Bønderne intet vilde gjøre derved, førend Haakon Jarl kom til dem. Paa ſin Side ſøgte Kong Steenkil, der, ſom det heder, elſkede Veſtgauterne fremfor alle andre Mænd i ſit Rige, at ſikre ſig Biſtand af Kong Sven. Denne undſlog ſig, fordi han ej vilde bryde den nys ſluttede Fred, men bad ham at holde ſig til Haakon. Ivarsſøn ſelv, og indſætte ham til Jarl i Veſtergautland, ſaa vilde han nok kunne forſvare dette Landſkab. Haakon, ſagde Sven, er ærgjerrig, og vil ſynes meget godt om at faa et Jarldømme til, og ſkulde han falde, ſaa taber du dog ikke ſtort derved, da han ej er din Underſaat. Steenkil, der i ſin Tid havde været en dygtig Kriger og ypperlig Bueſkytte, men ſom nu var gammel, feed og tungvindt, og vant ved Magelighed og Vellevnet[2], ſyntes godt om dette Forſlag, men Haakon ſelv vilde dog ikke indlade ſig derpaa, førend Kong Sven havde tilſagt ham ſit fuldkomne Venſkab ligeſom før. Hertil var Sven ſtrax villig, og uagtet han tilſyneladende overholdt Freden med Harald, var det dog nu lykkets ham at opſtille ham en farlig Modſtander i Haakon, der ſom Jarl over Halland, Veſtergautland og Vermeland, eller, ſom man i Tydſkland vilde have kaldt det, Markgreve ved den norſke Grændſe, var i Beſiddelſe af en Magt, ſom næſten kunde kaldes kongelig, ikke at tale om det Tilhæng, han havde blandt Haralds egne Underſaatter[3].“ Hvad der ogſaa, iſær efter de Tiders Anſkuelſer, bidrog til at forøge hans Indflydelſe paa disſe, var, at han ved ſit Giftermaal med Ragnhild var kommen i Beſiddelſe af hendes Fader Magnus’s Merke eller Banner, mod hvilket det maatte holde haardt at ſtride for mangen Veteran, hvem det i Venderſlaget paa Lyrſkovshede havde viiſt Vejen til Sejr og Hæder[4]. Men jo farligere Haakon var, deſto forſigtigere gik Harald ogſaa til Verks. Uden at aabenbare det mindſte om fine Planer, tilbragte han Sommeren med alſkens Fornøielſer; men da Vintren nærmede ſig, drog han til Kongehelle, tog der alle de lette Skive, han kunde faa fat paa, i alt 60, bemandede dem med udſøgte Folk, og ſtyrede opad Elven med dem, lod dem drage over Land forbi Fosſerne, og kom heldigt med dem op i Væneren[5], hvor han ſtrax ſatte over til Øſtſiden; thi her, vidſte han, laa Haakon Jarl med en Hær af Gauter. Kongen ſtyrede ind i Udløbet af en Elv, og gjorde Landgang. Det var koldt og ſneede; dette betragtede Kongen ſom et Held, deels fordi det i Snefoget vilde blive Gauterne ſaa meget vanſkeligere at bringe ſit Gods i Sikkerhed for Nordmændene, deels ogſaa fordi Gauterne ſædvanligviis plejede at være let klædte og derfor ikke ſaa godt kunde udholde Kulden, ſom Nordmændene, der vare vel forſynede vaade med Vaaben og Klæder. Harald lod det nødvendige Mandſkab blive tilbage for at pasſe paa Skibene; med de øvrige gik han Jarlen imøde. Han var ſelv til Heſt, ſaa vel ſom en Deel af hans Hær, men de fleſte gik til Fods. Han tog Vejen over en Skov og nogle Myrer, indtil han kom til et højtliggende Holt, hvorfra Nordmændene kunde ſee Jarlens Hær paa den anden Side af Dalføret, i hvis Bund der var en Myr. Harald lod ſine Mænd gjøre Holdt øverſt oppe paa Skrenten lige over Dalen, og bad dem at blive ſiddende her, beſkyttede af deres Skjolde mod Snefoget, og af deres gode Klæder mod Kulden, indtil enten Jarlens egen Hidſighed, eller den uudholdelige Froſt drev Gauterne til at begynde Angrebet, hvorved Nordmændene, der indtoge det højere Stade, vilde have afgjort Fordeel over dem[6]. Paa ſin Side indſkærpede ogſaa Haakon ſine Folk at de ſkulde oppebie Haralds Angreb. For øvrigt opmuntrede han dem paa det ivrigſte, lovede at gjøre ſin yderſte Flid, og forſikre-de, at om han end ikke var ſaa fornem ſom Kong Steenkil, ſkulde de dog være lige ſaa vel tjente med at have ham til Anfører, ſom denne. I Haakons Hær var Veſtgauternes Lagmand, ved Navn Thorvid eller Thyrvid[7]: ogſaa han ſøgte at ſætte Mod i Hæren. Siddende paa ſin Heſt, der var tøjret til en Pæl, begyndte han ſin Tale ſaaledes: „Vi have en ſtor og vakker Hær, og her ere mange kjekke Mænd, i Jarlen have vi en dygtig Anfører; lad nu ogſaa Kong Steenkil ſpørge, at vi underſtøtte denne gode Jarl ſom det ſømmer ſig. Angribe Nordmændene os, ſaa lad os viſe at vi kunne tage godt imod dem. Om end de unge blandt os tabe Modet og vige, ſaa ville vi dog ikke rende længer end til Bekken, i alle Fald ikke længer end hiſt til Højen“. Men juſt ſom han ſagde disſe Ord, rejſte Nordmændenes Hær ſig op, iſtemte Krigsraab og ſlog paa ſine Skjolde. Gauterne, der troede at Nordmændene nu vilde begynde Angrebet, gave ſig ogſaa til at raabe; derved blev den Heſt, paa hvilken Lagmanden ſad, ſky, og rykkede ſaa heftigt i Touget, at Pælen fløj op med en Fart og traf Lagmanden ved Øret; han troede ſtrax at det var en norſk Piil, glemte i et Øjeblik alle ſine tapre Ord, gav Heſten af Sporerne med de Ord: „gid du faa en Ulykke, du Nordmand, ſom du ſkyder“, og tog Flugten. Det havde dog ikke været Haralds Henſigt at angribe, men kun at ſætte Gauterne i Forvirring og Bevægelſe. Det lykkedes ham fuldkommen. Jarlen rykkede ſelv frem med ſit Merke, i den Tanke at Nordmændene nærmede ſig; men Harald holdt ſine Folk tilbage, indtil Gauterne vare komne over Myren, lige under Bakken; da ſtyrtede de i fuld Fart ned over dem, og tilføjede dem et fuldſtændigt Nederlag. Jarlen ſelv forſvarede ſig tappert med ſin udvalgte Skare af Krigere, der havde fulgt ham hjemmefra, men Gauterne flygtede til den nærliggende Skov, og tilſidſt maatte ogſaa han vende Ryggen. Blandt andet Bytte, ſom Nordmændene gjorde, var og hiint Banner, der havde tilhørt Magnus den gode, og ſom Harald nu lod bære i Triumf foran ſig ved Siden af ſit eget, idet han kaldte det Sejrens ſkjønneſte Priis. Han forfulgte de flygtende et Stykke ind i Skoven, men ikke langt, da Mørket allerede begyndte at falde paa. De fleſte antoge ogſaa, at Jarlen var falden. Men da Nordmændene paa Tilbagevejen gjennem Skoven kom til et Sted, hvor Vejen var ſaa ſmal, at blot een kunde gaa ad Gangen, vidſte man ikke Ordet af, førend en Mand kom løbende[8] tvers over Vejen, gjennemborede den, der bar Merket, med et Spyd, medens han med den anden Haand greb Merket ſelv, og ilede ind i Skoven paa den anden Side, altſammen ſaa hurtigt, at man ej kunde faa ham fat. Da man meldte Kongen dette, ſagde han: „Saa er Jarlen endnu i Live: ſkaf mig min Brynje!“ „Jeg kjender“, tilføjede han ogſaa, „min Frændkone Ragnhilds Sindelag for godt til ikke at kunne ſkjønne, at det ej vilde være Haakon let at komme over hendes Sængeſtok, hvis han havde miſtet Merket: men nu vil alt være godt og vel mellem dem“[9]. Mange ſagde da, at Jarlen ved denne driſtige Daad havde hevnet ſit Nederlag. Kongen vendte endnu ſamme Nat tilbage til ſine Skibe, og begav ſig ombord med en Deel af Hæren, medens de øvrige forblevet Land ved deres Vagtilde. Hos dem ſkal Haakon Jarl have indfundet m, forklædt ſom en gammel, pjaltet Betler, tilbudt ſig at viſe dem en Vej, ad hvilken de kunde faa fat paa Jarlen, og derved lokket mange af dem i et Baghold, hvorfra kun faa undkom[10]. Der tales ikke om at Harald gjorde noget Forſøg paa at hevne dette Uheld, der vel ikke havde ſtort at betyde i Sammenligning med den nys vundne Sejr. Det var viſt heller ikke Haralds Plan, at vove ſig videre ind i et fiendtligt Land, aller mindſt paa en ſaadan Aarstid, thi der indtraf en ſaa ſterk Froſt, at Skibene paa en eneſte Nat frøs inde, ſaa at man kunde gaa paa Iſen omkring dem; og kun med megen Anſtrengelſe og efter længere Tids Forløb lykkedes det Nordmændene at hugge en Vaag op, gjennem hvilken de kunde komme ud. I denne Tid nødtes de til at gjøre hyppige Strejftog i Land for at ſkaffe ſig Slagt, og hver Gang, heder det, miſtede de en fem til ti Mand formedelſt Overfald af Haakon Jarl[11]. Det lader dog ikke til, at han eller Gauterne gjorde noget Forſøg paa at angribe ſelve Skibene; derimod ſkal der være kommet et Rygte om at Haakon ſkulde være dragen til Svithjod for at ſamle en ſtor Hær, med hvilken han og Kong Steenkil vilde anfalde Nordmændene, medens Kong Sven beſatte Elveløbet udentil; og dette Rygte ſkal have fremſkyndet Haralds Tilbagetog[12]. Forholdet det ſig ſaa, at Rygtet virkelig gik, var dog Rygtet ſelv ikke desmindre uſandt, thi Kong Sven tænkte i denne Tid aldeles ikke paa noget Tog mod Harald. Og at ſaa vel Steenkil og Gauterne, ſom maaſkee endog Haakon ſelv, havde faaet nok af denne Kamp med Harald til at forſøge paa nogen nu, viſer ſig aller bedſt deraf, at Harald ikke oftere foruroligedes af noget Angreb fra ſvenſk Side, at Oplændingerne bleve aldeles overladte til ſig ſelv, og at Haakons Navn endog forſvinder af Hiſtorien, uden at man veed andet om ham, end at han fremdeles nød ſtor Anſeelſe, og at hans Æt vedblev at blomſtre i Gautland og Danmark, hvor en af hans Ætlinger, Erik Lam, endog blev Konge. Harald havde ſaaledes visſelig udrettet, hvad han med dette, tilſyneladende dumdriſtige, Angreb havde tilſigtet[13].

Ved Ophugningen af Iſen indtraf en Begivenhed, ſom viſer, hvorledes Ættefejderne paa Island endnu ſtundom, ſom i gamle Dage, fortſattes udenfor Landet ſelv, og Hevnlyſten tilfredsſtilledes uden Henſyn til Tid, Sted og Omgivelſer. Blandt Beſætningen paa Kongens eget Skib var Islændingen Hall Utryggsſøn, almindelig kaldet Hall Kodraansbane, fordi han for mange Aar ſiden, i en Fegtning mellem Eyjulf Gudmundsſøn paa Madrevalle og de ſaakaldte Ljosvetninger eller Efterkommerne af Thorgeir Lovſigemand tilligemed deres Frænder, der uretfærdigt vare blevne ſagſøgte af Eyjulf, havde dræbt dennes Broder Kodraan faa Øjeblik efter at hans egen Fader Utrygg var falden for Eyjulfs Haand. Eyjulfs ſtore Magt og Indflydelſe havde bevirket, at Hall tilligemed tre andre af hans Parti maatte forlade Island. Hall havde fundet en venlig Modtagelſe hos Harald, der gjorde meget af ham, fordi han var en dygtig Mand og tapper Kriger. Men ombord hos Kong Haralds Søn Magnus, der ogſaa var med paa dette Tog, befandt ſig en Frænde af Kodraan, ved Navn Thormod. Thormods Moder Jorunn var en Syſterdatter af Gudmund den mægtige, Kodraans Fader, og ſaaledes Kodraans Syſkendebarn. Thormod var kun et Aar gammel, da Kodraan blev dræbt, og havde ſaaledes aldrig ſeet Hall, da denne kort efter rejſte udenlands; han vidſte ikke engang af, at han befandt ſig i Hæren. Men da Kodraans Drab havde gjort megen Opſigt, og Eyjulf ſaa vel ſom de øvrige Madrevallinger ikke fandt at de havde faaet Erſtatning nok, anſaa enhver af dem ſig forpligtet til at dræbe Hall, hvor de traf ham. Magnus’s Skib laa yderſt i Vaagen og nærmeſt til at ſejle ud, Kongens derimod inderſt. Da der kun var et lidet Stykke tilbage at hugge op, kom Hall løbende og gav ſig til at hugge med ſaa ſtor Ivrighed, at en af de Omſtaaende udbrød: „ingen er dog flinkere end Hall Kodraansbane!“ Da Thormod borte dette fra Magnus’s Skib, ſprang han ſtrax ned paa Iſen, løb hen til Hall, og hug ham Banehug. Strax ſtimlede ſaa mange til, at Iſen braſt under dem: i den Forvirring, ſom herved opſtod, da enhver havde nok at gjøre med at frelſe ſit Liv, kom Thormod op igjen i Skibet, og da nu ogſaa Vaagen var aaben, gav Magnus ſtrax Befaling til at lægge ud, ſejlede afſted ſaa haſtigt han kunde, og lod Thormod, da han lagde til Havn om Aftenen, gjemme ſig i en nærliggende Skov. Da Kongen fik Drabet at vide, blev han meget opbragt, men da hans Skib laa inderſt, kunde han ikke indhente Magnus, førend han allerede var kommen i Havn og Thormod bragt tilſide. Han fordrede at Magnus ſkulde udlevere ham, ja truede endog at angribe ſin egen Søn, da denne vægrede ſig og tilbød Bod for Thormod: dog fik deres fælles Venner omſider bilagt Trætten. Thormod ſlap derfra med Livet, og Magnus ſkaffede ham ud af Landet til Danmark, hvorfra han ſiden rejſte til Conſtantinopel og tog Tjeneſte blandt Væringerne[14].

Harald tog Vejen fra Væneren ud igjennem Gaut-Elven, og ſkal paa Farten gjennem denne have miſtet nogle Folk, ſom rammedes af Skud fra Gauterne, der ſamlede ſig paa den øſtre Bred[15]. Fra Elven ſtyrede han tilbage til Oslo, og drog derfra ſtrax med en ſtor Hær op paa Raumarike, for at holde en ſtreng Tugtelſe over Indbyggerne, der ej alene havde negtet at betale ham Skat, men og, ſom han ſagde, gjort Stempling med hans Fiender, og underſtøttet disſe. Han foor haardt, ja endog gruſomt frem. Bønderne ſøgte vel førſt at gjøre Modſtand, og ſagde at de ikke vilde taale Ulovlighed; men overladte til ſig ſelv og uden Underſtøttelſe fra Sverige bleve de aldeles tæmmede. „Det hele Folk“, ſiger Thjodolf i Omkvædet til et Digt, hvori han ogſaa forevigede denne Begivenhed, maatte bøje ſig for Harald, og Bønderne have intet andet Valg end at finde ſig i alt, hvad Kongen paabyder“. Harald lod nogle af Bønderne lemlæſte, andre dræbe, atter andre fratog han al deres Ejendom; forreſten herjede og brændte han i Herederne, „thi“, ſom Thjodolf ſiger, „Ilden lærte nok Bønderne Lydighed“. Fra Raumarike drog han til Hedemarken, hvis Indbyggere det ikke gik hedre. „De oprørſke Thegners Ejendomme“, ſiger Thjodolf, „gik op i Lue, Ilden fæſtede ſig i deres Huſe, og Fyrſten tog en haard Straf over Heinerne“. Derpaa hjemſøgtes Hadafylke, førſt Hadeland, ſiden Ringerike, paa ſamme Maade. „Ilden“, ſiger Thjodolf, „foreſkrev Ringerne en tvungen Dom, førend de opnaaede Tilladelſe til at ſlukke den, og de tiggede om Livet“. Hvor alvorlig og gjennemgribende denne Refſelſe var, ſom nu overgik de trende oplandſke Fylker, ſkjønnes bedſt deraf, at den medtog en Tid af ikke mindre end tre Halvaar[16]. Det kan ikke have været Straffen alene, hvormed Harald i al denne Tid beſkjeftigede M„ men han maa ogſaa, idet han rejſte fra Hered til Hered, have faaet de Lovsforandringer vedtagne, der her vilde ſætte Kongens og Underſaatternes gjenſidige Rettigheder i det væſentlige paa ſamme Fod, ſom andenſteds i Landet, hitte enkelte Punkter fraregnede, ſom vi ogſaa efter Haralds Tid finde ſæregne for Oplandenes og Vikens Lovgivning, men ſom maaſkee og kunne høre blandt de Eftergivelſer, Haralds Søn og Efterfølger Olaf Kyrre, eller hans Sønneſøn Haakon ſiden tilſtod ſine Underſaatter[17]. Viſt er det imidlertid at Oplændingerne ſidenefter hørte til de roligere af Landets Indbyggere, og man maa derfor antage at Harald ved ſin haarde Fremfærd dog udrettede ſaa meget, at han eftertrykkeligt kvalte Oprørsaanden iblandt dem[18]. Der fortælles ogſaa, at Harald, efter at Oprøret var dæmpet og alt bragt i Orden paa Oplandene, rejſte omkring paa Vejtſler i de oplandſke Fylker, at ſamtlige Hereder nu havde faaet Fred, og at en mægtig Bonde, ſom han gjeſtede, bevidnede at alle glædede ſig ved at ſee ham ſidde i Ro og nyde ſine Venners Yndeſt.

Fra denne Rejſe, ſom Harald foretog gjennem Oplandene, er der dog opbevaret et Sagn, der viſer, hvor lidet glædelig hans Rejſe var for mange af Indbyggerne, og med hvor ſtor Strenghed han ſøgte af hævde ſin virkelige eller foregivne Ret, uden Henſyn til de allerede i lang Tid beſtaaende Forhold. Uagtet Sagnet kun meddeles i de vidtløftigere Kongeſagaer, har det dog intet utroværdigt ved ſig, og om det end maaſkee i et eller andet kan indeholde nogen Overdrivelſe, ſynes det dog i det Væſentlige at medføre Sandhed: i alle Fald er det neppe ſtort over hundrede Aar yngre end Haralds Tid[19], og viſer, hvilket Indtryk hans Rejſe havde efterladt paa de nærmeſte Generationer. Der var en Mand paa Oplandene, ſom hed Ulf den audge (rige), og ſom i Sandhed fortjente dette Tilnavn, da han ejede ikke færre end 14 eller 15 Gaarde. Hans Kone ønſkede, at han ſkulde indbyde Harald til Gjeſtebud hos ſig, ſom ſaa mange andre mægtige Mænd gjorde; og uagtet Ulf havde mange Betænkeligheder derved, ſaaſom han kjendte Kongens Haveſyge, der ſikkert vilde vækkes ved Synet af alle hans Rigdomme, føjede han dog tilſidſt ſin Kone deri, og indbød Kongen til ſig, medens han var hos den oven omtalte Bonde, ſaaledes at han fra denne ſkulde begive ſig umiddelbart til ham. Kongen lovede det. Imidlertid gjorde Ulf ſtore Forberedelſer. Paa den beſtemte Dag kom Kongen, og fandt alt indrettet paa det herligſte, baade Hallen ſelv, Bordtøjet og Drikkekarrene, ſaa at intet manglede af hvad der behøvedes til et prægtigt Gjeſtebud. Kongen viſte ſig ogſaa ſærdeles oprømt, og tilbød ſig endog ſelv at fortælle en morſom Hiſtorie til Selſkabets Underholdning. Da alle med Glæde modtoge dette Tilbud, og kaldte det en ſtor Ære for Gildet, at en Mand ſom han, vilde bidrage til Morſkaben, begyndte han at fortælle hvad han kaldte ſin lille Stump, ſaaledes ſom følger. „Sigurd Riſe hed en af Harald Haarfagres Sønner. Hans Søn hed Halfdan, og han havde en Jarl, der ligeledes hed Halfdan. Derforuden havde han en Træl ved Navn Almſtein, hvis Æt ingen kjendte, en ſtor, ſterk og dygtig Mand. Kong Sigurd, Halfdan Jarl og Almſtein vare jevnaldrende og havde været Legekamerater i deres Barndom. Sigurd og Jarlen havde desuden indgaaet Foſtbrødrelag med hinanden. Da Sigurd laa paa ſit Yderſte, kaldte han Halfdan Jarl til ſig, og bad ham for det Venſkabs og Foſtbroderſkabs Skyld, der var imellem dem, at hjelpe hans Søn med at ſtyre og forſvare Riget. Halfdan lovede det, og holdt ogſaa ærligt ſit Løfte, da Kongen var død. Almſtein tilbød ſig nu at inddrive og oppebære de kongelige Indtægter for tre Aar, og ſaa vel paa Grund af det fortrolige Forhold, hvori han havde ſtaaet til den afdøde Konge, der aldrig havde behandlet ham ſom de øvrige Trælle, ſom formedelſt hans bekjendte Duelighed, overdrog Halfdan Jarl ham dette Hverv. Men fra den Tid af fik Kong Halfdan kun lidet af ſine Indtæegter, medens Almſtein derimod brugte dem til ſin egen Fordeel, ſejlede til fremmede Lande, drev en indbringende Handel, og ſkaffede ſig mange Tilhængere ved Pengegaver. Imidlertid døde Jarlen, og da Almſtein erfoor dette, lagde han ikke længer Dølgsmaal paa ſine Henſigter, men ſamlede ſine Tilhængere, omringede Halfdans Gaard, og ſatte Ild paa den. Halfdan og en Søn af Jarlen, der opholdt ſig hos ham og var hans fortrolige Ven, undkom dog til Skoven gjennem en underjordiſk Gang, og flygtede til Svithjod, hvor de ſøgte Tilflugt hos en Jarl, ved Navn Haakon. Han modtog dem koldt, og det var kun ſaa vidt at de fik Tilladelſe til at forblive der; nogen Udmerkelſe eller venlig Behandling blev dem ej til Deel. Imidlertid opkaſtede Almſtein ſig til Herre over Halfdans Rige, antog Kongenavn, og fandt ingen Modſtand, faa ſlemt det end var at leve tinder hans Herredømme, thi han var haard og dertil uſædelig, ſaa at han lod tage anſeede Mænds Koner og Døtre, beholdt dem hos ſig en Stund, og havde mange Børn med dem. Han troede fuldt og faſt at Halfdan og Jarlens Søn vare indebrændte. Da disſe havde opholdt ſig hos Haakon Jarl i tre Aar, ſagde de ham Farvel og takkede ham for Opholdet. „Dette er lidet at takke for“, ſagde han, „da jeg ikke bar viiſt eder ſynderlig Agtelſe: men dette ſkede med vel beraad Hu, da jeg lige fra førſt af kjendte eder og vidſte at du var en Søn af min gamle Ven Kong Sigurd; jeg vilde ikke at Folk ſkulde faa mindſte Nys om, at I levede. Nu kommer dette godt tilpas, thi jeg ſkal medgive eder tre Hundrede Mand, og om dette end er en temmelig liden Skare, ſaa kan det dog nok lykkes eder at komme uforvarende over Nidingen Almſtein og gjenvinde eders Rige og Anſeelſe“. De droge afſted, og havde virkelig det Held at overrumple Almſtein. De ſatte Ild paa hans Gaard; de Folk, han havde hos ſig, fik ſtrax Lov til at gaa ud, men da Almſtein bad om Naade, ſagde Halfdan: „den rette og pasſende Dom, ſom burde overgaa dig, var den, at du her led den ſamme Død, ſom du paa Nidingsviis tiltænkte os; men da vi ej ere Ligemænd, ſkal jeg ſkjenke dig Livet paa den Betingelſe at du vender tilbage til din rette Stand, og baade er og heder Træl ſaa længe du lever; og det ikke alene du ſelv, men ogſaa alle dine Børn og Efterkommere“. Almſtein foretrak dette for at dø, og med Trællenavnet gav Halfdan ham ogſaa en hvid, meget ſimpel Kjortel. Derpaa blev der holdt Thing, og Halfdan antog til alles Glæde Kongenavnet og Herredømmet over ſit Fædrenerige. Men Almſtein havde, ſom ſagt, mange Børn, og fra ham nedſtammer nok ogſaa du, min gode Ulf, thi du er Almſteins Sønneſøn, ligeſom jeg er Kong Halfdans Sønneſøn. Du og dine Frænder have vidſt at tilvende eder Kongens Gods, hvortil der her er Syn for Sagen i alle disſe prægtige Drikkekar og Bordprydelſer. Her har jeg den hvide Kjortel, min Farfader Halfdan gav din Farfader Almſtein; tag den nu, og dermed dit Ættenavn, ſaa at du efterdags kaldes Træl; thi paa hiint Thing, hvor Halfdan fik Kongenavn, og din Farfader fik Kjortelen, kom ogſaa Mødrene til hans Børn, og blev det da dømt, at alle Børnene og deres Efterkommere ſkulde bære ſamme Slags Dragt. Idet ſamme lod Harald en hvid Kjortel lægge frem for Ulf, og ſagde:

Kjender du denne Kjortel,
Kongen en Ko er du ſkyldig;
en fuldvoxen Oxe
er du ham ogſaa ſkyldig;
fedede Gjæs og Griſe
er du ham ogſaa ſkyldig;
Børn og alt hvad du ejer
er du ham ogſaa ſkyldig.

Ja, tilføjede Kongen:

ſlette Streger nu ſpørges,
ſelv du dig Kongen ſkylder.

Tag altſaa nu Kjortelen, ſom dine Forfædre bare, og dermed ſaavel deres Navn ſom deres Ret“. Ulf blev forfærdet over den uvæntede Slutning paa Kongens Fortælling, og vidſte ikke, om han ſkulde modtage Kjortlen eller ej. Men hans Kone og hendes Frænder bade Kongen at ſkjenke ham Naade, og fritage ham for den ſkrækkelige Ydmygelſe at blive gjort til Træl. Og Kongen gav omſider efter, og tillod ham at være Frimand ſom før; han lod ham ogſaa beholde een Gaard af alle dem, han hidtil havde ejet. Men de øvrige Gaarde, hans Indbo og Koſtbarheder tog Kongen i Beſiddelſe, ſaa at Ulfs ængſtelige Anelſer om at Kongens Beſøg ej vilde bekomme ham vel, gik ganſke i Opfyldelſe[20].

  1. Dette beſtyrkes deels deraf, at han ſynes at have været i Nærheden af Oplandene, til hvilke han ſendte Skatkrævere, deels deraf at Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke og Snorre lade ham ſiden drage „til Kongehelle“, hvoraf det ſees, at i det mindſte disſe antog at han ej opholdt ſig i den ſydlige Deel af Viken.
  2. „Steenkil var en feed Mand og tung af ſig, og meget kjær i Drik“, ſiger Morkinſkinna. Om hans Dygtighed ſom Bueſkytte og Kjærlighed til Veſtgauterne vidner Kongerækken i Veſtgøtaloven, Schlyters udg. S. 299.
  3. Om Underhandlingerne mellem Steenkil og Sven taler kun Morkinſkinna, der her er noget vidtløftigere end den anden Sagabearbejdelſe.
  4. Merket beſkrives i Morkinſkinna ſom meget prægtigt og udſyet med Guld.
  5. Dette er Hryggjarſtykkes, Hrokkinſkinnas og Snorres Fortælling, Harald Haardraades Saga Cap. 89, Snorre Cap. 74. Morkinſkinna ſiger derimod: „Harald meldte intet om ſin Rejſe, lægger førſt Skibene op i Mjøſen, og derpaa op i Væneren efter Elven“. Da der i Sagaerne, og fornemmelig i den Klasſe af dem, hvortil Morkinſkinna hører, herſker ſtor Forvirring med Henſyn til de oplandſke Indſøer — vi have ſaaledes ſeet „Mjøſen“ nævnt i Stedet for „Væneren“ (ſe I. 2. S. 778, Noten), ligeſom der paa det Sted, hvor der handles om Olaf Tryggvesſøns Fødſel, ſynes at have fundet en Forvexling Sted mellem Randsfjorden og Øjeren — maa man antage, at den Beretning, Morkinſkinnas Bearbejder her har haft for Øje, handlede om en Flytning af Skibene lige fra Oslo til nærmeſte Indſø, nemlig Øjeren, (ligeſom den, Kong Haakon Haakonsſøn ſenere foretog i 1227, ſe hans Saga Cap. 152, 153) derfra videre op ad Glommen til Vingerſø, fra denne til Vrangselven, og derfra til Væneren. Paa denne Maade vilde han komme meeſt uvæntet over Gøterne; det eneſte, der kunde ſynes at tale med denne Beretning, er den Omſtændighed at Harald neppe vilde have taget Vejen gjennem Raumarike uden efter at have ydmyget dets Beboere.
  6. Morkinſkinna lader Harald overnatte paa Bakken, hvilket ſynes mindre rimeligt, i Betragtning af Kulden.
  7. Morkinſkinna kalder ham Thorfinn; hans rette Navn er Thorvid, Thorvi eller Thyrvid, (ligeſom Thorgils i ſvenſke Skrifter ofte ſkrives Thyrgils); han er upaatvivlelig den i Veſtgøtalagen S. 396 under Navnet Þyrnir omtalte Lagmand, og man bør viſt her læſe Þyruir (Þyrviðr), ej Þyrnir.
  8. I Hryggjarſtykke, Hrokkinſkinna og hos Snorre ſtaar der at Manden hleypti d. er reed, tvert over Vejen. Men naar denne var ſaa trang, at kun een for een kunde gaa langs ad den, var det en fuldkommen Umulighed at ride i fuld Fart tvers over den.
  9. Det førſte Udſagn meddeles i den nys nævnte Bearbejdelſe, det andet i Morkinſkinna.
  10. Denne Liſt af Haakon Ivarsſøn omtales alene i Morkinſkinna. Uſandſynligt er det i ſig ſelv ikke, men dette Slags Krigspuds hører ſaaledes til de ſtaaende Forraad af Anekdoter derom, at Fortællingen alene af den Grund bliver noget mistænkelig, hvortil ogſaa kommer, at den udelades i den anden Bearbejdelſe.
  11. Ogſaa dette omtales alene i Morkinſkinna.
  12. Fremdeles efter Morkinſkinna; den anden Sagabearbejdelſe nævner intet Ord derom, ja fortæller ikke engang, hvorledes Harald kom ud af Væneren.
  13. Harald Haardraades Saga Cap. 89, 90, Morkinſkinna fol. 14. d. og 15. d. Ogſaa Fagrſkinna nævner i Korthed om denne Begivenhed, Cap. 195, men kalder Stedet, hvor de kæmpede, urigtigt Jotland iſtedetfor Gautland. Den ſvenſke Hiſtorieſkriver Dalin og efter ham flere nyere have antaget, at den Elv, ved hvis Udløb denne Kamp forefaldt, var Lidaaen i Kinneviken, hvor nu Staden Lidkøping ligger. Der ſtaar dog, at Harald ſejlede „øſter over Vandet“, og ſaaledes ſkulde man ſnarere antage, at det virkelig var etſteds paa Øſtkyſten, ikke paa Sydkyſten; iſær maa man tænke paa Heredet Vatsbo, hvor, ſom vi have ſeet, Dag Ringsſøn ſandſynligviis har haft ſit Rige, og ſom grændſede til Nerike, i hvilket hiin Sigtrygg boede paa Olaf den helliges Tid, der var Stamfader til Jarlen Karl Sunesſøn i Gautland, hvis Moder var en Sønnedatter af Orm Jarl og Sigrid Finnsdatter (Inge Haraldsſøns Saga Cap. 3). Alt dette tyder paa en nærmere Forbindelſe mellem flere norſke Høvdingeſtammer, iſær den, hvortil Orm Eilifsſøn og Haakon Ivarsſøn hørte, og de ſvenſke Ætter, der havde ſit Hjem i Vatsbo og Nerike. Den Elv, der omtales, kunde ſaaledes maaſkee være Tidaaen, ved hvilken Marieſtad er beliggende. — Om Haakons Deſcendenter handler Knytlinga Saga Cap. 98, der udtrykkeligt ſiger, at Kong Erik Ejegods Datter Ragnhild var gift med en Mand, der kaldtes Haakon den norſke (hinn norrœni), eller ogſaa Haakon Sunnivesſøn, og havde med ham Sønnen Erik Lam, og at Haakon den norſkes Moder Sunniva var en Datter af Haakon Ivarsſøn Jarl og Ragnhild, Magnus den godes Datter. I Cap. 304 gjentages der, at Erik Lam var en Søn af Haakon Sunnivesſøn den norſke, og Erik Ejegods Datter. I Orknøingaſaga S. 98 ſtaar der og, at Haakon den norſke, Erik Lams Fader, var en Datterſøn af Haakon Ivarsſøn. Saxo (S. 666) kalder Erik Lam en Datterſøn af Erik Ejegod, og kalder hans Fader etſteds (S. 641) Søn af Sunniva; andenſteds (S. 636) Haakon Jyde, tillæggende at han var gift med Knut Lavards Syſter (altſaa Erik Ejegods Datter). Knytlingaſagas Angivelſe er derfor viſtnok aldeles rigtig. Imidlertid ſtaar der dog ſaa vel i Hryggjarſtykke og Hrokkinſkinna (Harald Haardraades Saga Cap. 90), ſom i Morkinſkinna (fol. 15 b.) at Erik Lam var en Søn af Haakon Ivarsſøns Søn Haakon med Sven Ulfsſøns Datter. Dette kan alene betragtes ſom en Skriv- eller Læſe-Fejl af de oprindelige Saga-Nedſkrivere. Der ſtaar nemlig i Hryggjarſtykke: „Sunnifa hét dóttir hans en sunr hans hét Hákon er átti dóttur Sveins konungs Úlfssunar“; i Morkinſkinna; „ok hét dóttir hans Sunnifa, en sunr hét Hákon er átti dóttur Sveins konungs Úlfssunar“; her ſynes den rette Læſemaade at have været: „en sunr hennar hét Hákon er átti sunardótttir Sveins“ o. ſ. v. I Fagrſkinna kaldes Haakon Ivarsſøns Huſtru Ulfhild, ikke Ragnhild, viſtnok kun ved Skjødesløshed. Jfr. Langebek Script. rer. I. 597 Not. (n).
  14. Harald Haardraades Saga Cap. 90, Snorre Cap. 75, Ljosvetningaſaga Cap. 22—30. Om Thormod fortælles der i de vidtløftigere Kongeſagaer, at da han vilde tage Tjeneſte hos Kejſeren i Myklegaard, fandt denne ham at vare for liden af Væxt, men fik engang ſee, at han med et eneſte Hug ſkilte Hovedet paa en Tyr fra Kroppen, og antog ham da ſtrax, idet han ſagde: „denne Mand kan nok gjøre andre ſtore Hug, end paa Kvæg alene“.
  15. Dette angives i Morkinſkinna, ſom her nævner „Elven“, hvilket vel ſkal betegne „Gaut-Elven“. Uſandſynligt var det imidlertid ej fra Morkinſkinnas Bearbejders Standpunkt, at Harald ogſaa havde taget Tilbagevejen gjennem Vrangselven og Glommen, og paa denne Maade kom til Raumarike.
  16. Se ovf. S. 235.
  17. Se nedenfor, jvfr. Olaf Kyrres Saga Cap. 3, Snorre Cap. 2, Magnus Barfods Saga Cap. 1.
  18. Fortællingen om Straffetoget meddeles i Harald Haardraades Saga Cap. 91, hos Snorre Cap. 76, i Morkinſkinna fol. 10. a. og 11. b., og i Fagrſkinna Cap. 195; men det er forhen nævnt, at disſe to Sagaer henføre Begivenhederne til Tiden for Nisaa-Slaget.
  19. Morkinſkinna, hvori Fortællingen ſtaar, er ſelv neppe meget yngre end 1220, og viſer ſig dog at være Afſkrift af en ældre Kodex, der ſandſynligviis allerede var nedſkreven omkring 1170.
  20. Harald Haardraades Saga Cap. 92—95. Morkinſkinna fol. 10. a., 11. b. Hvad der i denne Fortælling ved førſte Øjekaſt viſer ſig ſom aabenbar urigtigt, er Sigurd Riſes og Sønnen Halfdans Fremtræden ſom mægtige og uafhængige Konger. At de førte Kongenavn, er viſt nok, ſiden Halfdans Søn Sigurd Syr ogſaa kaldtes Konge, men det foregivne Rige havde kun lidet at betyde, og man kan være forvisſet om at de ej havde Jarler under M. Men jo mindre deres Magt antages at være, og jo mere deres Kongedom ſynker ned til en blot Titel, deſto rimeligere bliver i ſig ſelv Fortællingen om at det kunde lykkes Almſtein at træde i Halfdans Sted og tilegne ſig hans Kongenavn. Thi naar dette meſtendeels gjaldt private Godſer med deres paaboende Lejlændinger, bliver det tænkeligt; medens neppe engang et enkelt Fylkes fribaarne Indbyggere vilde have taalt det. Eet er dog, hvad Harald fortalte, og et andet, hvad der virkelig var Tilfældet. Der er intet uſandſynligt i at Harald har givet en ſaadan Fortælling til bedſte.