Det norske Folks Historie/3/27

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Haakon Ivarsſøns Naboſkab i Halland maatte være Kong Harald ſaameget mere farligt, ſom den ſlette Forſtaaelſe, der lige ſiden hans førſte Optræden i Landet havde herſket mellem ham og Oplændingerne, iſær


de ſydligere, nu truede at bryde ud i aabenbar Opſtand. Som den førſte Aarſag dertil nævnes i enkelte Sagaer, at Harald ej vilde lade Oplændingerne nyde godt af de ſtore Friheder med Henſyn til Skatter og Udredſler, ſom Olaf den hellige ſkulde have tilſtaaet dem efter Sejren ved


Neſje, til Belønning fordi de havde hjulpet ham mod Svein Jarl, og hvorved de i mange Stykker fik meget forud for Norges øvrige Indbyggere, hvilket Harald anſaa for utilbørligt, da han vilde at Kongens Rettighed ſkulde være eens over det hele Land, og at een og ſamme Herkomſt ogſaa over det hele Land ſkulde medføre ſamme perſonlige Rettigheder[1]. Vi have ſeet, at Olaf, da han allerførſt blev tagen til Konge af Oplændingerne, lovede at overholde Landets gamle Love og værge Landet mod udenlandſke Høvdinger[2]. Det er ikke uſandſynligt, at de oplandſke Love, eller Eidſævis Loven, paa den Tid hjemlede enhver Oplændinge ſtørre Rettigheder, og navnlig en forholdsviis ſtørre „Ret“, det vil ſige Bod for perſonlige Fornærmelſer, end hvilket ſom helſt Medlem af en anden Thingforening, der ellers med Henſyn til Herkomſt ſtod paa ſamme Trin, ſom han; og fornemmelig tør det hænde, at Oplændingerne havde megen Lettelſe fremfor Kyſtboerne med Henſyn til Krigstjeneſte, da de ej hørte til Skibrederne, og ſaaledes vel ſom ofteſt bleve fritagne for Opbud. Da Oplandenes Thingforening oprindelig ikke havde det mindſte med de nordenfjeldſke Thingforeninger at beſtille, men kun ved et Magtſprog var bleven forbunden med dem, og da Landliv- og Nærings-Forholdene paa Oplandene i mangt og meget vare forſkjellige fra de veſtlige og nordlige Kyſt-Egnes, er det ej alene muligt, men endog højſt ſandſynligt, at der i den oplandſke Lovgivning og fornemmelig i Opſtillingen af enhvers ſaakaldte „Ret[3]“ gjorde ſig andre, og for Bønderne maaſkee i det hele taget fordeelagtigere Grundſætninger gjeldende, end i Gulathings- og Froſtathings-Loven, uden at vi derfor behøve at antage, at St. Olaf har forbedret deres Kaar. Da den ældre Eidſivalov er tabt, paa Chriſtenretten og et ubetydeligt Brudſtykke af Landbo-Retten nær, kunne vi nu ikke med Beſtemthed vide, om den virkelig gav denne Thingforenings Medlemmer ſaadanne Forrettigheder; ja det er neppe engang ſandſynligt, at de, om de end paa St. Olafs Tid vare i Beſiddelſe af dem, havde beholdt dem paa den Tid da de ældre.Love bleve nedſkrevne, nemlig i det 12te eller 13de Aarhundrede. Men ſaa meget erfare vi dog, at den gamle Sefs- eller Eidſiva-Lov hjemlede Bønderne ſelv en Deel af Sagefaldet, hvilket ikke var Tilfældet i Gulathings- eller Froſtathings-Loven[4]; og naar Oplændingerne endnu i det 12te eller 13de Aarhundrede havde kunnet vedligeholde denne Ret, er det heel ſandſynligt, at de i Midten af det 11te kunne have beſiddet endnu ſtørre Forrettigheder. Da imidlertid ſlige Forrettigheder for en enkelt Deel af Landet maatte medføre mange Forviklinger, virke ſkadeligt for Rigets Sammenhold, og i det hele taget ſiges at ſtride mod god borgerlig Orden, hvilken Harald havde gjort ſig det til Opgave at gjennemføre, kunde han fra ſit Standpunkt umuligt finde ſig deri, og maatte lade det være ſig magtpaaliggende, ſaavidt muligt at ſætte Oplændingernes Rettigheder paa lige Fod med Landets øvrige Indbyggere, medens det paa den anden Side ikke er at undres over, at Oplændingerne anſaa disſe hans Beſtræbelſer ſom Brud paa Olaf den helliges Løfter, og højligen forbitredes derover, iſær da Harald viſtnok her, ſom ellers, foor frem med alt for liden Lempe, og man desuden af ham, ſelv indfød Oplænding, havde væntet ganſke anden Føjelighed. Hertil kom nu ogſaa, at Haakon Ivarsſøn var ſærdeles afholdt af Oplændingerne, der toge Parti med ham mod Kongen, og vel ogſaa ophidſedes af ham til at gjøre Harald ivrig Modſtand. Det lader til, at Haakon med en overordentlig Raſtløshed har benyttet ſit Ophold i Halland til at indlede Forbindelſer med Veſtgauterne, ja endog med Vermelændingerne, for at tilføje Harald ſaa megen Skade ſom muligt, ja maaſkee endog at frarive ham Raumarike. Han opſøgte Kong Steenkil, vidſte at vinde ham for ſine Planer, og blev af ham forlenet med Vermeland, hvor vi finde ham endnu, ſamme Vinter, ſom han om Høſten var dragen i Landflygtighed, og hvorfra han i Spidſen for en heel Deel Gauter og Vermelændinger gjorde et Indfald paa Raumarike, og opkrævede Skatter og Landſkyld, ſom om han virkelig var Oplandenes Jarl[5]. Oplændingerne lagde ham heller ingen Vanſkeligheder i Vejen, men ſynes i enhver Henſeende at have begunſtiget ham, og da Harald, der tilbragte Vintren i Oslo, ſendte Mænd til Oplandene for at indkræve Skat og Landſkyld, fik han det Svar fra Oplændingerne, at de allerede havde indbetalt hine Afgifter til Haakon Jarl, og at de vilde vedblive at gjøre det, ſaa længe han var i Live. Med andre Ord, Oplændingerne befandt ſig ſaa godt ſom i Oprørs-Tilſtand.

Under disſe Omſtændigheder maatte det være Harald magtpaaliggende at faa ſluttet Fred med Kong Sven. Naar han ikke engang ved den ſtore Sejr udenfor Nisaa havde kunnet ſtede Sven fra Tronen, var der endnu mindre Udſigt dertil, efter at Haakon Jarl var bleven hans Fiende, og et farligt Oprør var udbrudt eller var nær ved at udbryde indenlands. Det er endog et ſtort Spørgsmaal, om det nogenſinde vilde kunne have lykkets ham at gjøre ſig til Herre over Danmark, ſelv om Haakon var bleven ham tro og ſlet ikke havde forenet ſig med Sven, thi naar han efter ſexten Sommeres uafladelige Fejde og flere betydelige Sejrvindinger ikke var kommen Maalet et Skridt nærmere, ſynes det, ſom om han gjerne kunde have fortſat Fejden i ſexten Sommere til, og endda være lige nær. Han vilde dog ſikkert have fortſat de aarlige Tog, hvis ikke Haakon Ivarsſøns Frafald og Urolighederne paa Raumarike havde tvunget ham til at gjøre en Ende derpaa, og for ſaa vidt kan man ſige at disſe Begivenheder indtraf heldigt, idet de fremſkyndede Freden. Denne Vinter, ſtaar der i enkelte Sagaer, foor der Bud og Ordſendinger mellem Norge og Danmark, tilkjendegivende at begge Parter, ſaa vel Nordmænd ſom Daner, vilde ſlutte Forlig indbyrdes, og bade deres Konger ſamtykke deri. Af disſe Ord ſkulde man ſlutte, at Underhandlingerne allerførſt ere blevne aabnede af begge Landes anſeede Mænd paa egen Haand, i Lighed med hvad der tidligere havde fundet Sted, Kongerne uadſpurgte[6]. Imidlertid er dette ſaa uſandſynligt, iſær naar man ſeer hen til Haralds ſtolte og myndige Sind, at man heller bor betragte hine Sagaers Ord ſom mindre nøjagtige, og antage, hvad der er det rimeligſte, at Fredsforſlaget er udgaaet fra en af Kongerne ſelv[7]. Hvilken af disſe det var, nævnes ikke, men da Harald den hele Tid var den egentlige Angriber og den ſom viſte ſig virkſom, medens Sven mere forholdt ſig pasſiv, ſkulde man og formode, at det var Harald, ſom førſt aabnede Fredsunderhandlinger, ſaa meget mere ſom det nu iſær for ham var af Vigtighed at faa frie Hænder. Sven havde altid ønſket Fred[8], og derfor var det naturligt, at Underhandlingerne, ſom Sagaerne ſige, tegnede til at faa et ønſkeligt Udfald. Der aftaltes et Mode mellem begge Konger paa Rigsgrændſen ved Gaut-Elven, altſaa maaſkee paa Daneholmen eller ſom i 1038 paa Brennøerne, og til dette Mode udruſtede man ſig om Vaaren fra begge Sider paa det bedſte, for at kunne optræde med tilbørlig Værdighed. Thjodolf Skald, der i ſine Kvad forevigede alle Haralds Bedrifter, har ogſaa i en Flokk beſkrevet dette Møde, ved hvilket han viſt var tilſtede. „Den Konge( ſiger han „der ivrigt vær-net om ſit Land, lukkede Havet lige nord fra Øreſund med Langſkibe, og ſtyrede ſtolt i Havn, de guldprydede Stavne kløvede Bølgerne, og Skibenes Planker ſkalv, medens Flaaden i hvaſt Vejr ſejlede veſtenfor Halland. Den edfaſte Harald har Skibe ude, medens Sven, den berømmelige Danekonge, iler ham imøde, og paa ſin Rejſe ſøndenfra fylder enhver Havn med ſine Stavne. Du, kjekke Harald, ſkyndte du dig ſydefter til det Mode ſom alle Daner ſaa ivrigt ønſkede, og ſom det ogſaa var paa Tide at holde; Sven paa ſin Side ilede ikke mindre ivrigt nordefter, men havde Storm at kæmpe med udenfor Kyſten“. Da Kongerne vare komne ſammen, og Forhandlingerne begyndte, fremkom Danerne med ſaa mange Klagemaal over hvad de havde lidt af Nordmændene, at det en Tidlang ej ſaa ud til at noget Forlig kunde komme iſtand. „Bønderne“, ſiger Thjodolf, „blive meget højrøſtede, og lade Ord falde, ſom ſætte ondt Blod: Thegnerne trætte og ere ikke forligeligt ſtemte, Overmodet ſvulmer. Men de Mænd, der kunne mægle mellem de ſtridende Parter, veje alle Sager mod hinanden, og her gjelder det at ſige Kongerne uforbeholdent alt hvad Folket ønſker; hvis Haulderne nu ſkilles ad i Vrede, ſaa er ene utidig Begjærlighed Skyld deri.“ Disſe forſtandige Mænds Mellemkomſt og viſe Tale, hvorom Skalden nævner, udrettede dog omſider ſaa meget, at der kom Forlig og Fred iſtand paa de Vilkaar, at enhver af Kongerne ſkulde beholde ſit Rige indtil de Grændſer, ſom fra gammel Tid havde været mellem Norge og Danmark; at ingen af dem ſkulde eftertragte den andens Rige; at der heller ikke paa nogen af Siderne ſkulde være Tale om Erſtatning, men at hver ſkulde beholde den Fordeel eller den Skade, han havde havt. Freden ſluttedes for begge Kongers Levetid, og bekræftedes ved Ed ſaa vel ſom ved Giſler, der ſtilledes af begge Parter. (1064). „Jeg har hørt“, ſiger Thjodolf, „at Harald og Sven glade gave hinanden Giſler: det var en god Handling; der ſluttedes fuldſtændigt Forlig med Vidner og fuld Fred, ſaa at der ej længer var nogen Strid: gid de nu maa vilde holde Forliget[9]. Saaledes blev da omſider den langvarige Fejde mellem begge Riger tilendebragt. Den, ſom høſtede mindſt Fordeel deraf, var Harald, der Aar efter Aar havde gjort koſtbare Udruſtninger i den Henſigt at erhverve Danmarks Rige, og ſom nu dog maatte lade Haabet derom fare, uden derved at erhverve Ro, da en ny og farlig Fejde foreſtod ham med hans egne Underſaatter. Sven derimod kunde priſe ſig lykkelig ved, at han endelig befandt ſig i rolig og uforſtyrret Beſiddelſe af Riget. Han havde hidtil ikke attraaet at erhverve Norge, og for ham var Krigens Henſigt opnaaet, naar Harald havde opgivet ſine Fordringer paa Danmark, ligeſom det ogſaa maatte være en ſtor Lettelſe for Danerne ſelv, at ſlippe de idelige Herjetog, hvormed Nordmændene hjemſøgte dem.

    Skatter, medens Harald reſiderer i Oslo, og forgjæves ſøger at faa Skat af Oplandene (Harald Haardraades Saga Cap. 77—87, Snorre Cap. 63—72). Derpaa tales om Fredsſlutningen, Vaar eller Sommer 1064 (Harald Haardraades Saga Cap. 88, Snorre Cap. 73). Der tales ikke et Ord om, at Haakon nu kom tilbage til Danmark, lige ſaa lidet ſom at Sven gjorde ham til Jarl. Begge disſe Fremſtillinger ere ſaa forſkjellige, at de umuligt kunne beſtaa ved Siden af hinanden, og man ſkulde derfor efter Kritikens ſtrenge Regler holde ſig ubetinget til den ene, forkaſtende den anden. Dette lader ſig dog her ikke gjøre, da det er øjenſynligt, at den ene er rigtig i eet, den anden i et andet, ſaa at man altſaa nødvendigviis ſaa vidt muligt maa kombinere begge, ſaaledes ſom det her ſkal viſes. At Morkinſkinnas Fremſtilling i Hovedſagen maa have Fortrinet, og lægges til Grund, ſynes utvivlſomt af følgende Aarſager: a) var Ragnhild for ung til at egte Haakon, eller ſatte ham noget beſtemt Vilkaar, i Aarene 1050—1052, ſom ovenfor viiſt; b) var Aasmund, ſom det ligeledes er viiſt, for ung til at optræde ſom Kriger og Uroſtifter i 1050—52; c) viſer Saxos Vidnesbyrd, at Haakon ej ſom Jarl ledſagede Harald til Nisaa, men at han virkelig mod Forvæntning der kom ham til Hjelp, ſaaledes ſom Morkinſkinna ſiger; d) lader i det mindſte Morkinſkinna Aasmund ſelv før Slaget ved Slien tale om Nisaa-Slaget ſom forbiganget; e) lader — hvad der iſær er af Vegt — Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke og Snorre ſelv Erling ſkakke ſenere udtrykkeligen ſige til Kong Valdemar, at Sven Ulfsſøn udnævnte baade Finn Arnesſøn og Haakon Ivarsſøn til Jarler i Halland (Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 21, Snorre Cap. 30), ved hvilket Udſagn disſe Sagabearbejdelſer modſige deres egen tidligere Fortælling, men bekræfte Morkinſkinnas; f) viſer ogſaa den Omſtændighed, at Haakons Æt kom til ſtor Anſeelſe i Danmark (ſe nedenfor), at han maa have haft Tilhold der, ej mindre end i Sverige; g) er det højſt ſandſynligt, at Haakons danſke Jarletitel har forledet andre Sagabearbejdere til at antage, at han var Jarl i Norge, iſær da de Sagaer, der omtale dette, intet nævne om hans Ophøjelſe til danſk Jarl. Forreſten kunde Spørgsmaalet om hans Ophøjelſe til Jarl ikke opſtaa, førend Orm var død. Derimod har Hrokkinſkinnas, Hryggjarſtykkes og Snorres Bearbejdelſe øjenſynligt Fortrinet i følgende Punkter; a) om Forliget mellem Kongen og Haakon efter Einars Død; b) om Finns Bortrejſe efter Kalfs Fald, hvorom Morkinſkinna intet har; c) om Uenigheden mellem Harald og Haakon i Tidsrummet før Nisaa-Slaget, paa Grund af den negtede Jarletitel; d) om den Hjelp, Haakon ydede Sven ved Nisaa, og om Karl Hallandsfar; e) om Haralds Vinterophold i Oslo efter Nisaa-Slaget, og Overfald paa Haakons Gaard; f) Haralds Forlening med Vermeland endnu om Vintren 1063—64, og Indfald i Raumarike; g) Fredsſlutningen i 1064. De hermed forbundne Beretninger indeholde mange og ſaa charakteriſtiſke Enkeltheder, at disſe umuligt kunne anſees opdigtede. Men da Friſten mellem Nisaa-Slaget og Freden 1064 bliver et Aar kortere end Morkinſkinna angiver, kan man ikke med denne lade Haakon kræve ſin Jarletitel Julen efter den Vinter, han holdt Bryllup;

    heller ikke er det nødvendigt, da det deels er tydeligt at Haralds Overfald ſtaar i den nøjeſte Forbindelſe med Haakons Forberedelſer til Bortrejſe, og maaſkee langt mere ſkyldes Haralds Ønſke, at forpurre denne, end hans Lyſt til at ſtraffe Haakon fordi han havde ladet Sven undkomme, deels, ſom det nedenfor vil ſees, er urigtigt at lade Haakon blive forlenet med Vermeland allerede før ſin Afrejſe til Danmark, ſaa at der altſaa intet er til Hinder for at lade ham drage did endnu i 1063. Med de her fremſatte Punkter for Øje har jeg kombineret begge Bearbejdelſer efter bedſte Skjøn, idet jeg dog ſtedſe lagde Morkinſkinna til Grund.

  1. Dette ſiges i Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke (Harald Haardraades Saga Cap. 91), Morkinſkinna fol. 10. b., Fagrſkinna Cap. 195. Det udelades i Snorre, dog neppe med Rette, da Udſagnet om de Forrettigheder, Olaf den hellige ſkulde have tilſtaaet Oplændingerne, meget godt kan lade ſig forklare ſaaledes ſom det ovenfor er ſkeet. Men Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke og Snorre omtale ikke Kongens Uenighed med Oplændingerne og paafølgende Straffetog til deres Bygder førend efter Fredsſlutningen med Danmark, eller om Vintren 1064—65, medens Morkinſkinna derimod omtaler det Hele før Nisaa-Slaget, og Fagrſkinna udtrykkeligt henfører det til „lidt før“ dette. Da det af den Rolle, Haakon Ivarsſøn ſpiller ved disſe Uroligheder, ſaa vel ſom af den Omſtændighed, at Harald øjenſynligt ved Fredsſlutningen ſøgte at faa frie Hænder mod ham og Oplændingerne, er klart nok, at Straffetoget ikke ſkede førend paa den Tid, Snorre o. ſ. v. angiver, faa fejle visſelig Morkinſkinna og Fagrſkinna ved at henføre det til Tiden før Nisaa-Slaget; men denne Fejl er ſikkert opſtaaet deraf, at Haralds Tviſt med Oplændingerne om deres Rettigheder er begyndt længe før, uden at han har kunnet træffe kraftige Foranſtaltninger til at ydmyge dem, førend han havde faaet den danſke Krig af Halſen. Uenighed mellem ham og Oplændingerne omtales desuden allerede ved hans førſte Ophold i de Egne ſammen med Magnus den gode, ſe ovf. S. 131.
  2. Se ovf. I. 2. S. 322.
  3. Om „Ret“ (hos Tydſkerne Wehrgeld) ſe ovf. I. 1. S. 143. Om nu f. Ex. en Hauld fra Oplandene, hvis han dræbte en Hauld fra Agder, ſkulde ſlippe med at bøde 3 Mk. Sølv, men derimod, om han blev dræbt af denne, ſkulde bødes med 4 Mk., maatte et ſaadant Forhold ganſke viſt vække Forvirring og ſætte ondt Blod. Slige Kolliſionstilfælde indtraf ikke ſaa hyppigt i Førſtningen, da Forbindelſen var ſvagere mellem de enkelte Landsdele, men paa Haralds Tid var der maaſkee dagligt Anledning dertil.
  4. I Norges gamle Love II. S. 523 er et nys opdaget Brudſtykke aftrykt, der tilhører enten den gamle Eidſivathings-Lev eller den gamle Borgarthings-Lov, hvilken ſidſte dog kun kan have været en ſæregen Bearbejdelſe af den oprindelig for hele Viken og Oplandene fælles Sefs- eller Eidſiva-Lov, og ſaaledes vel i det Væſentlige ſtemmer med denne. I dette Brudſtykke forekommer to Gange, hvor en Bod er nævnt, det Lovbud „þrideili á“ (d. e. „Boden ſkal deles i tre Dele“), ſaaledes at man maa formode, at om man havde den hele Lov, vilde man finde dette Bud gjentaget ved enhver Bod. Det findes ogſaa i et Stykke af den gamle vikſke Giftermaalslovgivning, optaget i den yngre Borgarthings Chriſtenret Cap. 26 (Norges gamle Love II. S. 305). Hvorledes dette Bud ſkal forſtaaes, derom giver iſær Eidſiva Chriſtenret Cap. 44 Oplysning. Der ſtaar: af Gods ſom er forbrudt (nemlig for Forbrydelſer mod Chriſtenretten) tager Sagſøgeren en Trediedeel; de to tilbageblevne Trediedele ſkulle ogſaa deles ligt mellem Kongen, Biſkoppen og „Lagmændene“ d. e. Thinglagets Medlemmer eller Bønderne. Da nu Biſkoppens Ret til at deeltage i Sagefaldet alene er grundet paa at Forbrydelſen er en gejſtlig Forbrydelſe, er det tydeligt nok, at Gods, forbrudt for verdslig Lovovertrædelſe, alene vilde blive deelt i tre Dele, mellem Sagſøgeren, Kongen og Bønderne. Dette beſtyrkes af Cap. 39, hvor der ſtaar at den Mulkt, der af Vedkommende betales for at have forſømt i rette Tid at opbygge nedfalden Kirke, deles ligt mellem Biſkoppen, Kongen og „Bønderne“. Her er nemlig Biſkoppen ſelv Sagſøger. I Cap. 25 heder det og: „af alt forbrudt Gods, hvorved Biſkoppen ſelv optræder ſom Sagſøger, tilkommer ham ⅓, Kongen ⅓ og Bønderne ⅓“. Denne Bøndernes Deeltagen i Sagefaldet forekommer ej i Gulathings- og Froſtathingsloven, hvor der ved verdslige Forbrydelſer kun er Tale om Kongen og Sagſøgeren, eller Kongen alene, og ved gejſtlige om Kongen og Biſkoppen, eller Biſkoppen alene. Paa ſamme Maade ſkiftes Sagefald, ifølge Veſtgøtaloven, i tre Dele mellem „málségandin“ (d. e. Sagſøgeren), Kongen og Heredet, ſe Tyvebolken (yngre Bearb.) Cap. 4, 9, 31 o. fl. Det er meget muligt, at Harald paa Oplandene tilegnede ſig Bøndernes Trediedeel, ligeſom han vel og har fordret at de ſkulde gjøre Krigstjeneſte til Søs, i det mindſte paa hans egne Skibe.
  5. Harald Haardraades Saga Cap. 37, Snorre Cap. 72. I Morkinſkinna tales der ikke om at Steenkil gav Haakon noget Landſkab at beſtyre førend efter Fredsſlutningen, da Harald havde paaført Steenkil Krig. Men da denne Krig netop havde ſin Aarſag deri, at Steenkil og Gauterne havde ydet Haakon Biſtand, er de oven anførte Sagabearbejdelſers Udſagn i dette Stykke viſtnok rigtigere, naar fraregnes, at de fremdeles betragte Haakon ſom virkelig Jarl paa Oplandene.
  6. Se ovf. I. 2. S. 540, jvfr. 353.
  7. I Morkinſkinna og Fagrſkinna (Cap. 196) ſtaar der kun, at „der ſattes Fred mellem Kongerne efter Nordmændenes og Danernes Raad“.
  8. Saxo (S. 554) ſiger at Sven, efter at have lidt tvende Nederlag, frygtede for at lade ſin Skjebne komme til Afgjørelſe ved Vaaben tredie Gang, da han allerede ved de to Slag ſaa Danmarks Velmagt knækket.
  9. Harald Haardraades Saga Cap. 88, Snorre Cap. 73. Det er ovenfor nævnt, at Morkinſkinna og Fagrſkinna henføre denne Fredsſlutning til det 3die klar efter Ni“saa-Slaget, eller 1065. Dertil ſeer man, at Sagaſkriveren nærmeſt har ladet ſig bevæge ved et Vers af Thjodolf, hvor der ſtaar at „Freden ſluttedes i det 3 die Aar“. Men hvorledes dette ſkal forſtaaes, viſer Snorre Cap. 76, hvor Verſet anføres ſom Vidnesbyrd for, at der hengik to Vintre mellem Nisaa-Slaget og Freden. Aaret 1062 regnes ſaaledes ſelv ſom det førſte, 1063 ſom det andet, og 1064 ſom det tredie.