Det norske Folks Historie/3/27

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 289-296).

Haakon Ivarssøns Naboskab i Halland maatte være Kong Harald saameget mere farligt, som den slette Forstaaelse, der lige siden hans første Optræden i Landet havde hersket mellem ham og Oplændingerne, især

de sydligere, nu truede at bryde ud i aabenbar Opstand. Som den første Aarsag dertil nævnes i enkelte Sagaer, at Harald ej vilde lade Oplændingerne nyde godt af de store Friheder med Hensyn til Skatter og Udredsler, som Olaf den hellige skulde have tilstaaet dem efter Sejren ved

Nesje, til Belønning fordi de havde hjulpet ham mod Svein Jarl, og hvorved de i mange Stykker fik meget forud for Norges øvrige Indbyggere, hvilket Harald ansaa for utilbørligt, da han vilde at Kongens Rettighed skulde være eens over det hele Land, og at een og samme Herkomst ogsaa over det hele Land skulde medføre samme personlige Rettigheder^[1]. Vi have seet, at Olaf, da han allerførst blev tagen til Konge af Oplændingerne, lovede at overholde Landets gamle Love og værge Landet mod udenlandske Høvdinger^[2]. Det er ikke usandsynligt, at de oplandske Love, eller Eidsævis Loven, paa den Tid hjemlede enhver Oplændinge større Rettigheder, og navnlig en forholdsviis større „Ret“, det vil sige Bod for personlige Fornærmelser, end hvilket som helst Medlem af en anden Thingforening, der ellers med Hensyn til Herkomst stod paa samme Trin, som han; og fornemmelig tør det hænde, at Oplændingerne havde megen Lettelse fremfor Kystboerne med Hensyn til Krigstjeneste, da de ej hørte til Skibrederne, og saaledes vel som oftest bleve fritagne for Opbud. Da Oplandenes Thingforening oprindelig ikke havde det mindste med de nordenfjeldske Thingforeninger at bestille, men kun ved et Magtsprog var bleven forbunden med dem, og da Landliv- og Nærings-Forholdene paa Oplandene i mangt og meget vare forskjellige fra de vestlige og nordlige Kyst-Egnes, er det ej alene muligt, men endog højst sandsynligt, at der i den oplandske Lovgivning og fornemmelig i Opstillingen af enhvers saakaldte „Ret^[3]“ gjorde sig andre, og for Bønderne maaskee i det hele taget fordeelagtigere Grundsætninger gjeldende, end i Gulathings- og Frostathings-Loven, uden at vi derfor behøve at antage, at St. Olaf har forbedret deres Kaar. Da den ældre Eidsivalov er tabt, paa Christenretten og et ubetydeligt Brudstykke af Landbo-Retten nær, kunne vi nu ikke med Bestemthed vide, om den virkelig gav denne Thingforenings Medlemmer saadanne Forrettigheder; ja det er neppe engang sandsynligt, at de, om de end paa St. Olafs Tid vare i Besiddelse af dem, havde beholdt dem paa den Tid da de ældre.Love bleve nedskrevne, nemlig i det 12te eller 13de Aarhundrede. Men saa meget erfare vi dog, at den gamle Sefs- eller Eidsiva-Lov hjemlede Bønderne selv en Deel af Sagefaldet, hvilket ikke var Tilfældet i Gulathings- eller Frostathings-Loven^[4]; og naar Oplændingerne endnu i det 12te eller 13de Aarhundrede havde kunnet vedligeholde denne Ret, er det heel sandsynligt, at de i Midten af det 11te kunne have besiddet endnu større Forrettigheder. Da imidlertid slige Forrettigheder for en enkelt Deel af Landet maatte medføre mange Forviklinger, virke skadeligt for Rigets Sammenhold, og i det hele taget siges at stride mod god borgerlig Orden, hvilken Harald havde gjort sig det til Opgave at gjennemføre, kunde han fra sit Standpunkt umuligt finde sig deri, og maatte lade det være sig magtpaaliggende, saavidt muligt at sætte Oplændingernes Rettigheder paa lige Fod med Landets øvrige Indbyggere, medens det paa den anden Side ikke er at undres over, at Oplændingerne ansaa disse hans Bestræbelser som Brud paa Olaf den helliges Løfter, og højligen forbitredes derover, især da Harald vistnok her, som ellers, foor frem med alt for liden Lempe, og man desuden af ham, selv indfød Oplænding, havde væntet ganske anden Føjelighed. Hertil kom nu ogsaa, at Haakon Ivarssøn var særdeles afholdt af Oplændingerne, der toge Parti med ham mod Kongen, og vel ogsaa ophidsedes af ham til at gjøre Harald ivrig Modstand. Det lader til, at Haakon med en overordentlig Rastløshed har benyttet sit Ophold i Halland til at indlede Forbindelser med Vestgauterne, ja endog med Vermelændingerne, for at tilføje Harald saa megen Skade som muligt, ja maaskee endog at frarive ham Raumarike. Han opsøgte Kong Steenkil, vidste at vinde ham for sine Planer, og blev af ham forlenet med Vermeland, hvor vi finde ham endnu, samme Vinter, som han om Høsten var dragen i Landflygtighed, og hvorfra han i Spidsen for en heel Deel Gauter og Vermelændinger gjorde et Indfald paa Raumarike, og opkrævede Skatter og Landskyld, som om han virkelig var Oplandenes Jarl^[5]. Oplændingerne lagde ham heller ingen Vanskeligheder i Vejen, men synes i enhver Henseende at have begunstiget ham, og da Harald, der tilbragte Vintren i Oslo, sendte Mænd til Oplandene for at indkræve Skat og Landskyld, fik han det Svar fra Oplændingerne, at de allerede havde indbetalt hine Afgifter til Haakon Jarl, og at de vilde vedblive at gjøre det, saa længe han var i Live. Med andre Ord, Oplændingerne befandt sig saa godt som i Oprørs-Tilstand.

Under disse Omstændigheder maatte det være Harald magtpaaliggende at faa sluttet Fred med Kong Sven. Naar han ikke engang ved den store Sejr udenfor Nisaa havde kunnet stede Sven fra Tronen, var der endnu mindre Udsigt dertil, efter at Haakon Jarl var bleven hans Fiende, og et farligt Oprør var udbrudt eller var nær ved at udbryde indenlands. Det er endog et stort Spørgsmaal, om det nogensinde vilde kunne have lykkets ham at gjøre sig til Herre over Danmark, selv om Haakon var bleven ham tro og slet ikke havde forenet sig med Sven, thi naar han efter sexten Sommeres uafladelige Fejde og flere betydelige Sejrvindinger ikke var kommen Maalet et Skridt nærmere, synes det, som om han gjerne kunde have fortsat Fejden i sexten Sommere til, og endda være lige nær. Han vilde dog sikkert have fortsat de aarlige Tog, hvis ikke Haakon Ivarssøns Frafald og Urolighederne paa Raumarike havde tvunget ham til at gjøre en Ende derpaa, og for saa vidt kan man sige at disse Begivenheder indtraf heldigt, idet de fremskyndede Freden. Denne Vinter, staar der i enkelte Sagaer, foor der Bud og Ordsendinger mellem Norge og Danmark, tilkjendegivende at begge Parter, saa vel Nordmænd som Daner, vilde slutte Forlig indbyrdes, og bade deres Konger samtykke deri. Af disse Ord skulde man slutte, at Underhandlingerne allerførst ere blevne aabnede af begge Landes anseede Mænd paa egen Haand, i Lighed med hvad der tidligere havde fundet Sted, Kongerne uadspurgte^[6]. Imidlertid er dette saa usandsynligt, især naar man seer hen til Haralds stolte og myndige Sind, at man heller bor betragte hine Sagaers Ord som mindre nøjagtige, og antage, hvad der er det rimeligste, at Fredsforslaget er udgaaet fra en af Kongerne selv^[7]. Hvilken af disse det var, nævnes ikke, men da Harald den hele Tid var den egentlige Angriber og den som viste sig virksom, medens Sven mere forholdt sig passiv, skulde man og formode, at det var Harald, som først aabnede Fredsunderhandlinger, saa meget mere som det nu især for ham var af Vigtighed at faa frie Hænder. Sven havde altid ønsket Fred^[8], og derfor var det naturligt, at Underhandlingerne, som Sagaerne sige, tegnede til at faa et ønskeligt Udfald. Der aftaltes et Mode mellem begge Konger paa Rigsgrændsen ved Gaut-Elven, altsaa maaskee paa Daneholmen eller som i 1038 paa Brennøerne, og til dette Mode udrustede man sig om Vaaren fra begge Sider paa det bedste, for at kunne optræde med tilbørlig Værdighed. Thjodolf Skald, der i sine Kvad forevigede alle Haralds Bedrifter, har ogsaa i en Flokk beskrevet dette Møde, ved hvilket han vist var tilstede. „Den Konge( siger han „der ivrigt vær-net om sit Land, lukkede Havet lige nord fra Øresund med Langskibe, og styrede stolt i Havn, de guldprydede Stavne kløvede Bølgerne, og Skibenes Planker skalv, medens Flaaden i hvast Vejr sejlede vestenfor Halland. Den edfaste Harald har Skibe ude, medens Sven, den berømmelige Danekonge, iler ham imøde, og paa sin Rejse søndenfra fylder enhver Havn med sine Stavne. Du, kjekke Harald, skyndte du dig sydefter til det Mode som alle Daner saa ivrigt ønskede, og som det ogsaa var paa Tide at holde; Sven paa sin Side ilede ikke mindre ivrigt nordefter, men havde Storm at kæmpe med udenfor Kysten“. Da Kongerne vare komne sammen, og Forhandlingerne begyndte, fremkom Danerne med saa mange Klagemaal over hvad de havde lidt af Nordmændene, at det en Tidlang ej saa ud til at noget Forlig kunde komme istand. „Bønderne“, siger Thjodolf, „blive meget højrøstede, og lade Ord falde, som sætte ondt Blod: Thegnerne trætte og ere ikke forligeligt stemte, Overmodet svulmer. Men de Mænd, der kunne mægle mellem de stridende Parter, veje alle Sager mod hinanden, og her gjelder det at sige Kongerne uforbeholdent alt hvad Folket ønsker; hvis Haulderne nu skilles ad i Vrede, saa er ene utidig Begjærlighed Skyld deri.“ Disse forstandige Mænds Mellemkomst og vise Tale, hvorom Skalden nævner, udrettede dog omsider saa meget, at der kom Forlig og Fred istand paa de Vilkaar, at enhver af Kongerne skulde beholde sit Rige indtil de Grændser, som fra gammel Tid havde været mellem Norge og Danmark; at ingen af dem skulde eftertragte den andens Rige; at der heller ikke paa nogen af Siderne skulde være Tale om Erstatning, men at hver skulde beholde den Fordeel eller den Skade, han havde havt. Freden sluttedes for begge Kongers Levetid, og bekræftedes ved Ed saa vel som ved Gisler, der stilledes af begge Parter. (1064). „Jeg har hørt“, siger Thjodolf, „at Harald og Sven glade gave hinanden Gisler: det var en god Handling; der sluttedes fuldstændigt Forlig med Vidner og fuld Fred, saa at der ej længer var nogen Strid: gid de nu maa vilde holde Forliget^[9]. Saaledes blev da omsider den langvarige Fejde mellem begge Riger tilendebragt. Den, som høstede mindst Fordeel deraf, var Harald, der Aar efter Aar havde gjort kostbare Udrustninger i den Hensigt at erhverve Danmarks Rige, og som nu dog maatte lade Haabet derom fare, uden derved at erhverve Ro, da en ny og farlig Fejde forestod ham med hans egne Undersaatter. Sven derimod kunde prise sig lykkelig ved, at han endelig befandt sig i rolig og uforstyrret Besiddelse af Riget. Han havde hidtil ikke attraaet at erhverve Norge, og for ham var Krigens Hensigt opnaaet, naar Harald havde opgivet sine Fordringer paa Danmark, ligesom det ogsaa maatte være en stor Lettelse for Danerne selv, at slippe de idelige Herjetog, hvormed Nordmændene hjemsøgte dem.

Skatter, medens Harald residerer i Oslo, og forgjæves søger at faa Skat af Oplandene (Harald Haardraades Saga Cap. 77—87, Snorre Cap. 63—72). Derpaa tales om Fredsslutningen, Vaar eller Sommer 1064 (Harald Haardraades Saga Cap. 88, Snorre Cap. 73). Der tales ikke et Ord om, at Haakon nu kom tilbage til Danmark, lige saa lidet som at Sven gjorde ham til Jarl. Begge disse Fremstillinger ere saa forskjellige, at de umuligt kunne bestaa ved Siden af hinanden, og man skulde derfor efter Kritikens strenge Regler holde sig ubetinget til den ene, forkastende den anden. Dette lader sig dog her ikke gjøre, da det er øjensynligt, at den ene er rigtig i eet, den anden i et andet, saa at man altsaa nødvendigviis saa vidt muligt maa kombinere begge, saaledes som det her skal vises. At Morkinskinnas Fremstilling i Hovedsagen maa have Fortrinet, og lægges til Grund, synes utvivlsomt af følgende Aarsager: a) var Ragnhild for ung til at egte Haakon, eller satte ham noget bestemt Vilkaar, i Aarene 1050—1052, som ovenfor viist; b) var Aasmund, som det ligeledes er viist, for ung til at optræde som Kriger og Urostifter i 1050—52; c) viser Saxos Vidnesbyrd, at Haakon ej som Jarl ledsagede Harald til Nisaa, men at han virkelig mod Forvæntning der kom ham til Hjelp, saaledes som Morkinskinna siger; d) lader i det mindste Morkinskinna Aasmund selv før Slaget ved Slien tale om Nisaa-Slaget som forbiganget; e) lader — hvad der især er af Vegt — Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og Snorre selv Erling skakke senere udtrykkeligen sige til Kong Valdemar, at Sven Ulfssøn udnævnte baade Finn Arnessøn og Haakon Ivarssøn til Jarler i Halland (Magnus Erlingssøns Saga Cap. 21, Snorre Cap. 30), ved hvilket Udsagn disse Sagabearbejdelser modsige deres egen tidligere Fortælling, men bekræfte Morkinskinnas; f) viser ogsaa den Omstændighed, at Haakons Æt kom til stor Anseelse i Danmark (se nedenfor), at han maa have haft Tilhold der, ej mindre end i Sverige; g) er det højst sandsynligt, at Haakons danske Jarletitel har forledet andre Sagabearbejdere til at antage, at han var Jarl i Norge, især da de Sagaer, der omtale dette, intet nævne om hans Ophøjelse til dansk Jarl. Forresten kunde Spørgsmaalet om hans Ophøjelse til Jarl ikke opstaa, førend Orm var død. Derimod har Hrokkinskinnas, Hryggjarstykkes og Snorres Bearbejdelse øjensynligt Fortrinet i følgende Punkter; a) om Forliget mellem Kongen og Haakon efter Einars Død; b) om Finns Bortrejse efter Kalfs Fald, hvorom Morkinskinna intet har; c) om Uenigheden mellem Harald og Haakon i Tidsrummet før Nisaa-Slaget, paa Grund af den negtede Jarletitel; d) om den Hjelp, Haakon ydede Sven ved Nisaa, og om Karl Hallandsfar; e) om Haralds Vinterophold i Oslo efter Nisaa-Slaget, og Overfald paa Haakons Gaard; f) Haralds Forlening med Vermeland endnu om Vintren 1063—64, og Indfald i Raumarike; g) Fredsslutningen i 1064. De hermed forbundne Beretninger indeholde mange og saa charakteristiske Enkeltheder, at disse umuligt kunne ansees opdigtede. Men da Fristen mellem Nisaa-Slaget og Freden 1064 bliver et Aar kortere end Morkinskinna angiver, kan man ikke med denne lade Haakon kræve sin Jarletitel Julen efter den Vinter, han holdt Bryllup;

heller ikke er det nødvendigt, da det deels er tydeligt at Haralds Overfald staar i den nøjeste Forbindelse med Haakons Forberedelser til Bortrejse, og maaskee langt mere skyldes Haralds Ønske, at forpurre denne, end hans Lyst til at straffe Haakon fordi han havde ladet Sven undkomme, deels, som det nedenfor vil sees, er urigtigt at lade Haakon blive forlenet med Vermeland allerede før sin Afrejse til Danmark, saa at der altsaa intet er til Hinder for at lade ham drage did endnu i 1063. Med de her fremsatte Punkter for Øje har jeg kombineret begge Bearbejdelser efter bedste Skjøn, idet jeg dog stedse lagde Morkinskinna til Grund.

1. Dette siges i Hrokkinskinna og Hryggjarstykke (Harald Haardraades Saga Cap. 91), Morkinskinna fol. 10. b., Fagrskinna Cap. 195. Det udelades i Snorre, dog neppe med Rette, da Udsagnet om de Forrettigheder, Olaf den hellige skulde have tilstaaet Oplændingerne, meget godt kan lade sig forklare saaledes som det ovenfor er skeet. Men Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og Snorre omtale ikke Kongens Uenighed med Oplændingerne og paafølgende Straffetog til deres Bygder førend efter Fredsslutningen med Danmark, eller om Vintren 1064—65, medens Morkinskinna derimod omtaler det Hele før Nisaa-Slaget, og Fagrskinna udtrykkeligt henfører det til „lidt før“ dette. Da det af den Rolle, Haakon Ivarssøn spiller ved disse Uroligheder, saa vel som af den Omstændighed, at Harald øjensynligt ved Fredsslutningen søgte at faa frie Hænder mod ham og Oplændingerne, er klart nok, at Straffetoget ikke skede førend paa den Tid, Snorre o. s. v. angiver, faa fejle visselig Morkinskinna og Fagrskinna ved at henføre det til Tiden før Nisaa-Slaget; men denne Fejl er sikkert opstaaet deraf, at Haralds Tvist med Oplændingerne om deres Rettigheder er begyndt længe før, uden at han har kunnet træffe kraftige Foranstaltninger til at ydmyge dem, førend han havde faaet den danske Krig af Halsen. Uenighed mellem ham og Oplændingerne omtales desuden allerede ved hans første Ophold i de Egne sammen med Magnus den gode, se ovf. S. 131.
2. Se ovf. I. 2. S. 322.
3. Om „Ret“ (hos Tydskerne Wehrgeld) se ovf. I. 1. S. 143. Om nu f. Ex. en Hauld fra Oplandene, hvis han dræbte en Hauld fra Agder, skulde slippe med at bøde 3 Mk. Sølv, men derimod, om han blev dræbt af denne, skulde bødes med 4 Mk., maatte et saadant Forhold ganske vist vække Forvirring og sætte ondt Blod. Slige Kollisionstilfælde indtraf ikke saa hyppigt i Førstningen, da Forbindelsen var svagere mellem de enkelte Landsdele, men paa Haralds Tid var der maaskee dagligt Anledning dertil.
4. I Norges gamle Love II. S. 523 er et nys opdaget Brudstykke aftrykt, der tilhører enten den gamle Eidsivathings-Lev eller den gamle Borgarthings-Lov, hvilken sidste dog kun kan have været en særegen Bearbejdelse af den oprindelig for hele Viken og Oplandene fælles Sefs- eller Eidsiva-Lov, og saaledes vel i det Væsentlige stemmer med denne. I dette Brudstykke forekommer to Gange, hvor en Bod er nævnt, det Lovbud „þrideili á“ (d. e. „Boden skal deles i tre Dele“), saaledes at man maa formode, at om man havde den hele Lov, vilde man finde dette Bud gjentaget ved enhver Bod. Det findes ogsaa i et Stykke af den gamle vikske Giftermaalslovgivning, optaget i den yngre Borgarthings Christenret Cap. 26 (Norges gamle Love II. S. 305). Hvorledes dette Bud skal forstaaes, derom giver især Eidsiva Christenret Cap. 44 Oplysning. Der staar: af Gods som er forbrudt (nemlig for Forbrydelser mod Christenretten) tager Sagsøgeren en Trediedeel; de to tilbageblevne Trediedele skulle ogsaa deles ligt mellem Kongen, Biskoppen og „Lagmændene“ d. e. Thinglagets Medlemmer eller Bønderne. Da nu Biskoppens Ret til at deeltage i Sagefaldet alene er grundet paa at Forbrydelsen er en gejstlig Forbrydelse, er det tydeligt nok, at Gods, forbrudt for verdslig Lovovertrædelse, alene vilde blive deelt i tre Dele, mellem Sagsøgeren, Kongen og Bønderne. Dette bestyrkes af Cap. 39, hvor der staar at den Mulkt, der af Vedkommende betales for at have forsømt i rette Tid at opbygge nedfalden Kirke, deles ligt mellem Biskoppen, Kongen og „Bønderne“. Her er nemlig Biskoppen selv Sagsøger. I Cap. 25 heder det og: „af alt forbrudt Gods, hvorved Biskoppen selv optræder som Sagsøger, tilkommer ham ⅓, Kongen ⅓ og Bønderne ⅓“. Denne Bøndernes Deeltagen i Sagefaldet forekommer ej i Gulathings- og Frostathingsloven, hvor der ved verdslige Forbrydelser kun er Tale om Kongen og Sagsøgeren, eller Kongen alene, og ved gejstlige om Kongen og Biskoppen, eller Biskoppen alene. Paa samme Maade skiftes Sagefald, ifølge Vestgøtaloven, i tre Dele mellem „málségandin“ (d. e. Sagsøgeren), Kongen og Heredet, se Tyvebolken (yngre Bearb.) Cap. 4, 9, 31 o. fl. Det er meget muligt, at Harald paa Oplandene tilegnede sig Bøndernes Trediedeel, ligesom han vel og har fordret at de skulde gjøre Krigstjeneste til Søs, i det mindste paa hans egne Skibe.
5. Harald Haardraades Saga Cap. 37, Snorre Cap. 72. I Morkinskinna tales der ikke om at Steenkil gav Haakon noget Landskab at bestyre førend efter Fredsslutningen, da Harald havde paaført Steenkil Krig. Men da denne Krig netop havde sin Aarsag deri, at Steenkil og Gauterne havde ydet Haakon Bistand, er de oven anførte Sagabearbejdelsers Udsagn i dette Stykke vistnok rigtigere, naar fraregnes, at de fremdeles betragte Haakon som virkelig Jarl paa Oplandene.
6. Se ovf. I. 2. S. 540, jvfr. 353.
7. I Morkinskinna og Fagrskinna (Cap. 196) staar der kun, at „der sattes Fred mellem Kongerne efter Nordmændenes og Danernes Raad“.
8. Saxo (S. 554) siger at Sven, efter at have lidt tvende Nederlag, frygtede for at lade sin Skjebne komme til Afgjørelse ved Vaaben tredie Gang, da han allerede ved de to Slag saa Danmarks Velmagt knækket.
9. Harald Haardraades Saga Cap. 88, Snorre Cap. 73. Det er ovenfor nævnt, at Morkinskinna og Fagrskinna henføre denne Fredsslutning til det 3die klar efter Ni“saa-Slaget, eller 1065. Dertil seer man, at Sagaskriveren nærmest har ladet sig bevæge ved et Vers af Thjodolf, hvor der staar at „Freden sluttedes i det 3 die Aar“. Men hvorledes dette skal forstaaes, viser Snorre Cap. 76, hvor Verset anføres som Vidnesbyrd for, at der hengik to Vintre mellem Nisaa-Slaget og Freden. Aaret 1062 regnes saaledes selv som det første, 1063 som det andet, og 1064 som det tredie.