Det norske Folks Historie/3/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det nys vundne Slag var nu, ſom man lettelig kan begribe, den fornemſte Samtale-Gjenſtand blandt Haralds Hirdmænd og de øvrige Krigere, der opholdt ſig i Oslo, og ej vare dragne hjem. Enhver, ſom havde været med, ſyntes at han havde noget at fortælle derom, og fornemmelig bleve de Mænds Bedrifter omtalte og ſammenlignede, der meeſt havde udmerket ſig. Dog var der ingen, der ſaaledes blev priiſt og ophøjet til Skyerne, ſom Haakon Ivarsſøn. Hans Navn var i alles Munde, og alle vare enige om, at man fornemmelig havde ham at takke for Sejren. Det var derfor ikke mere end ſaa; at Harald, der ſelv var ſtolt og forfængelig, kunde afholde ſig fra at længe ſin Skinſyge for Dagen. Engang, fortælles der, ſad en Deel Mænd i en Stue — ſandſynligviis i Kongsgaarden — og drak under megen Lyſtighed og højrøſtet Tale. Som ſædvanligt var Nisaa-Slaget paa Bane, og hver enkelt Mands Bedrifter bleve omtalte, men alle vare eenſtemmige i at berømme Haakon Ivarsſøn; der fandtes ikke, hed det, en ſaadan Mand ſom han; han var den vaabendjerveſte, og han var den kjekkeſte, og han var den af Lykken meeſt begunſtigede, og hvad han gjorde, det havde meeſt Klem, og han var det, hvem Sejren ſkyldtes. Imidlertid ſtod Harald ude paa Gaarden og talte med nogle Folk; ved at høre den højrøſtede Tale inde i Stuen, gik han hen til Døren, lyttede efter, og ſagde, idet han gik bort igjen: „her gad nok nogen hver hede Haakon“. Imidlertid gjorde han tilſyneladende meget af ham, tilbød ham paany Ragnhilds Haand, og overtalte ſelv Ragnhild til at egte ham, idet han paa det beſtemteſte lovede at ophøje ham til Jarl, hvorfor der nu ej længer var noget i Vejen, ſiden Orm Jarl imidlertid var død. Paa denne Betingelſe kom Giftermaalet virkelig iſtand, og Brylluppet ſtod om Julen hos Kongen ſelv. Alligevel gjorde Harald ikke nogen Mine til at opfylde ſit Løfte, og unddrog ſig, da Haakon mindede ham derom, under forſkjellige Paaſkud. Tilſidſt ſagde han ham reent ud, at det ikke kunde blive noget af; Harald frygtede vel nemlig, ſom rimeligt kunde være, for at han, naar han havde faaet Jarleværdigheden, med ſin ſtore Popularitet blandt Oplændingerne og den Magt, hvoraf han allerede var i Beſiddelſe, ſkulde gjøre ſig ganſke uafhængig. Da Haakon fra ſit ſidſte Beſøg hos Harald kom hjem til ſin Huſtru, der ikke tvivlede paa at han havde opnaaet den attraaede Værdighed, gik hun ham i Mode, og hilſede ham glad med de Ord: „Velkommen min Jarl!“ Haakon havde nu den Ærgrelſe at maatte oplyſe hende om hendes Vildfarelſe og Kongens Uordholdenhed, og da hans Stolthed forbød ham at benytte ſig af en Fordeel, der alene ſkyldtes Kongens falſke Løfter, tilbød han hende ſtrax Skilsmisſe, ſaaledes at hun desuagtet kunde beholde alt hvad han ejede. Men Ragnhild, der havde fattet megen Kjærlighed for Haakon, vilde intet høre om dette, og da Haakon længer ud paa Vaaren tilkjendegav hende ſin Beſlutning, at forlade Landet med ſex Langſkibe, han havde udruſtet, og aldrig at komme tilbage, erklærede hun at hun vilde følge med, og dele Ondt og Godt med ham. De forberedede ſig da i al Stilhed til Rejſen, og Haakon ſolgte underhaanden ſit Jordegods for at ſamle ſaa mange Penge ſom muligt. Dette kan ej have undgaaet Haralds Opmerkſomhed, da Haakons Hjem laa paa Raumarike[1], ikke ſynderlig langt fra Oslo. Hertil kom, at Kongen var kommen under Vejr med, hvad han ikke forhen vidſte, at Haakon havde været Kong Sven behjelpelig til at undkomme ved Nisaa. Det traf ſig nemlig atter i et Drikkelag, at der blev talt om Haakon, hans Tapperhed og hans Held; en af de Tilſtedeværende ſagde at hans ſtørſte Held dog beſtod deri at han frelſte Kong Sven, og da en anden opkaſtede Tvivl om, hvor vidt det forholdt ſig ſaa, ſvarede hiin at han havde hørt det af en af de to Mænd, der roede Sven i Land. Dette blev meldt for Kongen, ſom blev meget opbragt derover. Han beſluttede ſtrax et pludſeligt Overfald paa Haakon, for at lade ham føle ſin Vrede, og maaſkee iſær for at forekomme ham, inden han iverkſatte den forberedede Rejſe. Harald lod 240 bevæbnede Mænd ſætte ſig til Heſt, og reed i Spidſen for dem ved Nattetid op paa Raumarike; han rejſte den hele Nat og ud paa den følgende Dag. Men om Morgenen mødte de Bønder, ſom bragte Meel og Malt til Byen, og en af Kongens Mænd, der var en god Ven af Haakon, benyttede ſig heraf til hemmeligt at faa en af Bønderne til, imod Betaling, at ſkynde ſig ad alle de Gjenveje og hemmelige Stier, han kjendte, til Haakons Gaard og underrette ham om den overhængende Fare. Bonden udførte Ærendet, og kom netop ſaa betids til Haakon om Aftenen, at denne, der ſad ved Drikkebordet, fik Tid til i Haſt at undkomme til Skoven med ſin Huſtru, alle fine Mænd, og ſit Løsøre. Harald fandt derfor Gaarden ganſke tom, og vendte den næſte Morgen med uforrettet Sag tilbage til Oslo, efter at have erklæret alle de Ejendomme, Haakon havde tilbage, hjemfaldne til Kronen. Siden drog han til Throndhjem, hvor han tilbragte Sommeren. Imidlertid flygtede Haakon over den ſvenſke Grændſe, der ſiges endog til Kong Steenkil ſelv, efter førſt at have dræbt en af Haralds Aarmænd og plyndret hans Gaard; ſiden pasſede han paa, ſaa ſnart Harald havde forladt Øſtlandet, vendte tilbage til ſin Gaard, dræbte dem, ſom Harald havde ſat til at beſtyre den, ſatte Ild paa Huſene, og ſejlede derefter afſted med ſine Langſkibe. Ragnhild raadede ham at drage til Kong Sven, og bad ham at viſe denne ſom Jertejn en Ring, han havde faaet af ſin Fader, thi Sven, ſagde hun, ſøgte nu ved Velgjerninger mod Magnus’s Frænder og Venner at opveje den Troløshed, han i hans levende Live havde viiſt ham. Det ſynes dog, ſom om den Hjelp, Haakon ſelv havde givet Sven, da denne var i Livsfare ved Nisaa, maatte i og for ſig ſelv være tilſtrækkelig til at berede ham en god Modtagelſe, hvad der end tidligere kan have været imellem dem[2]. Han blev ogſaa modtaget med aabne Arme. Sven tilbød baade ham og Ragnhild at opholde ſig ved hans Hof, og viſte iſær Ragnhild, ſom Kong Magnus’s Datter, ſtor Udmerkelſe. Paa denne Tid gjorde Aasmund, Svens Broderſøn, megen Uſtyr i Danmark. Vi have ſeet, hvorledes Sven efter hans Fader Bjørns Drab havde taget ſig af ham og opfoſtret ham[3]. Men efterſom Aasmund voxede til, artede han ſig ſlet, øvede Vold og Drab, og viſte ſig ſaa uregjerlig, at Kongen ikke vilde have ham hos ſig, men gav vant et Len, hvoraf han godt kunde holde ſig og ſine Folk. Lenets Indtægter forſloge imidlertid ej for Aasmund, der omgav ſig med langt flere Folk end han egent.lig ſkulde, og naar han da kom tilkort, tog han andetſteds i Riget med Vold, hvad han behøvede. Da fratog Kongen ham Lenet, og ſagde at han ſkulde forblive ved Hirden uden at holde nogen Skare; men Aasmund kunde ikke længe finde ſig i denne Tvang, rømte bort til ſine forrige Stalbrødre, og øvede nu i Spidſen for dem endnu ſtørre Uvæſen end forhen. Det lykkedes vel Kongen endnu engang at faa ham i ſin Vold, og han lod ham lægge i Lænker, for ſaaledes at tæmme ham. Men Aasmund fandt Udvej til at befri ſig fra Lænkerne, flygtede bort, ſkaffede ſig Folk og Skibe, og gav ſig nu til at herje og dræbe Folk baade indenlands og udenlands. Hans Frækhed gik endog ſaa vidt, at han fordrede af Sven, at denne ſkulde udnævne ham til Jarl i Halland efter Finn Arnesſøn[4]. Saaledes ſtode Sagerne, da Haakon Ivarsſøn kom til Danmark. Sven klagede ſin Nød for ham, og tilbød ham ſelv Jarledømmet over Halland, hvis han kunde faa Aasmund i ſin Vold og bringe ham fangen til Hoffet. Haakon, hvis Hug ſtod til at faa Jarletitel, lovede det, og ſejlede afſted med ſine 6 Langſkibe for at opſøge Aasmund. Han vilde ikke engang modtage de Hjelpetropper, Sven tilbød ham, for at ikke Danerne ſiden ſkulde have det at praie af, at Sejren var vunden ved deres Biſtand. Efter nogen Tids Forløb fik han at vide, at Aasmund laa med ti Skibe ved Indløbet til Slien. Uden at ændſe Overmagten ſtevnede Haakon derhen, og lagde ſtrax til Angreb. Da Skibene mødtes, raabte Aasmund over til ham: „det er ikke at undres over at du lægger faa ivrigt i Vej, ſiden du har faaet Løfte om Jarldom, men Skam var det af Sven at tilbyde dig det, og ikke hugſede han da ſtort paa Nisaa-Slaget“. „Det er ſandt“, ſvarede Haakon, „at jeg ſtod Kong Harald bi ved Nisaa, og jeg havde ingen Skam af at hjelpe min Konge, medens du derimod ſtedſe ſøgte at ſvige din Frænde og Herre. Men i Dag ſkal du faa at føle, at jeg tør binde an med dig“. Der blev nu en overvættes heftig og blodig Kamp; men tilſidſt fik dog Haakon Overhaand. Han entrede Aasmunds eget Skib, og ſtormede kæmpende lige op til For-Rummet, hvor Aasmund blev tagen til Fange. Efter Aftalen ſkulde Haakon bringe ham levende til Sven, men ved at ſee ham, kunde han ikke modſtaa Lyſten til ſtrax at ſkille Verden ved dette ſlette Menneſke. „Aldrig“, ſagde han, „kunde jeg bringe Sven nogen daarligere Gave end dette onde Hoved!“ I det ſamme gik han hen til Aasmund og dræbte ham. Men da han nu, ſom han troede, med vel forrettet Sag kom tilbage til Sven, tog denne ham heel ilde op, at han havde gaaet videre end det var aftalt. Med en mørk Mine og uvenlig Tone bad han Haakon at tage Sæde, uden for Reſten at tale til ham. Haakon var imidlertid ikke den, ſom fandt ſig heri. Han foreſtillede Sven, at han havde gjort alt i bedſte Henſigt, da han forudſaa, at Aasmund aldrig vilde ophøre at efterſtræbe hans Liv; han havde, ſagde han, væntet en ganſke anden Modtagelſe, end den, der nu blev ham til Deel, og han fordrede i det mindſte den Belønning, ſom var ham lovet. Sven maatte erkjende Sandheden af hans Ord og Retmæsſigheden af hans Fordring, „dog“, ſagde han, „kan du ikke længer være min Hjertensven, lige ſaa lidet ſom jeg kan paatage mig at ſikre dig mod alle vore Frænder, der maaſkee kunde kræve Hevn; du gjør derfor bedſt i at drage vort til den Deel af mit Rige, ſom er meeſt udſat for fiendtlige Angreb, og nøje dig dermed. Han udnævnte vant nu til Jarl over Halland, hvor han ſaaledes fra førſte Haand kunde herje i Viken og tilføje Kong Harald Skade, naarſomhelſt han ſaa ſin Lejlighed dertil[5].

  1. Dette ſiges udtrykkeligt i Harald Haardraades Saga Cap. 87, Snorre Cap. 72.
  2. Morkinſkinna, der intet veed om denne Tjeneſte, Haakon beviſte Sven, lader ham omtale Slaget ved Nisaa ſom en Grund for ham til at frygte denne.
  3. Se ovenfor S. 179, jvfr. S. 234, Anm.
  4. Denne Beſkrivelſe over Aasmunds gale Streger findes i Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke (Harald Haardraades Saga Cap. 61) ſamt hos Snorre Cap. 57. Morkinſkinna (fol. 14. a.) ſiger kun i Korthed at Aasmund blev tre Gange fangen og at Sven hver Gang ſkjenkede ham Livet, men beretter førſt, at Sven, faa ſnart Aasmund var bleven voxen, gav ham Folk og Skibe til at hevne ſin Faders Drab paa Harald Godwinesſøn, ſom dengang var Konge i England, og at Aasmund brugte denne Flaade til at herje i Danmark. Denne Beretning er højſt uſandſynlig, ikke ſaa meget fordi Harald Godwinesſøn paa denne Tid endnu ej var Konge, thi han havde dog næſten kongelig Magt, ſom fordi han var alt for mægtig til at det fornuftigviis kunde falde Aasmund eller nogen anden ind at angribe ham med tre Skibe, hvilket var det Antal, Sven ſiges at have givet ham til dette Tog. Derimod er det viſtnok ganſke rigtigt, naar Morkinſkinna fortæller at Aasmund lagde an paa at blive Jarl i Halland, og at Sven i dets Sted tilbød Haakon denne Værdighed. Det er ogſaa rigtigt at Morkinſkinna kalder Aasmund en Søn af Bjørn Ulfsſøn, og udtrykkeligt ſiger at denne blev dræbt af Sven Godwinesſøn i Thingmannalidet i England, medens den anden Bearbejdelſe derimod kalder ham Svens Syſterſøn. Ogſaa beſkrives Enkelthederne ved Slaget og Haakons paafølgende Møde med Sven noget forſkjelligt i den ſidſte. Haakon hugger Hovedet af Aasmund, og lægger det paa Bordet for Sven.
  5. I Fremſtillingen af Haralds Forhandlinger med Haakon Ivarsſøn og dennes Bedrifter have vi her i det væſentlige, og hvad Tidsregningen angaar, fulgt Morkinſkinna, ſom paa dette Sted, hvad vi og allerede ovenfor S. 234 have bemerket, har et afgjort Fortrin for den Fremſtilling, der gives i Morkinſkinna, Hryggjarſtykke og hos Snorre. For bedre Overſigts og Sammenlignings Skyld meddeles her et kort Uddrag af dem begge. Morkinſkinna omtaler ikke“Haakon, førend den, ſom ovenfor nævnt, lader ham ſkille ſig fra ſin Krigskamerat Finn Arnesſøn og ſlutte ſig til Kong Harald umiddelbart ſør Nisaa-Slaget. Den nævner intet om at han ſkulde have hjulpet Sven til at undkomme fra dette Slag, og omtaler heller ikke Karl Hallandsfar. Efter Haralds Tilbagekomſt til Norge lader den ham drage til Nidaros, efter førſt at have indbudt Haakon til ſig, ſom ogſaa ſiden kommer, og bliver modtagen med ſtore Æresbeviisninger. Den lader Kongen ſelv tilbyde ham Ragnhilds Haand, og, da hun gjør Vanſkeligheder ved at egte en „utigin“ Mand, overtale hende til at give ſit Samtykke ved at forpligte ſig til at give Haakon Jarlsnavn. Saaledes kommer da Giftermaalet iſtand efter Julen, og Haakon rejſer hjem med Ragnhild. Den følgende Juul (altſaa 1063—1064) rejſer han til Kongen for at forlange Jarlsnavnet, men møder Udflugter og Afſlag, og forbereder derfor ſin Afrejſe, ſom ovenfor beſkrevet; han dræber derpaa den kongelige Aarmand, og drager bort; Harald inddrager hans Ejendomme, men naar Kongen er borte, kommer han tilbage, dræber de Mænd, han har ſat til at beſtyre dem, brænder Gaardene op, og drager til Kong Sven, af hvem han udſendes mod Aasmund, kæmper med ham og dræber ham, ſaaledes ſom ovenfor beſkrevet, og bliver Jarl i Halland, hvorfra han, ſom det heder, herjede om Sommeren, naar Harald var nordenfjelds. Derpaa, ſiges der, ſluttede Kongen Fred i det tredie klar efter Nisaa-Slaget, altſaa 1065. Om Kongens forſøgte Overfald paa Haakon tales ikke et Ord. Den anden Bearbejdelſe lader, ſom oven omtalt, Haakon faa Løfte om Ragnhilds Haand af Finn Arnesſøn, ſom en Forſoning for Einars Drab (Harald Haardraades Saga Cap. 65, Snorre Cap. 47, 48), lader Haakon drage misfornøjet af Landet, fordi Giftermaalet ſtrandede paa Ragnhilds Vægring ved at egte en „utigin“ Mand, og Haralds Vægring ved at ophøje ham til Jarl, ſaa længe Orm Jarl levede (Harald Haardraades Saga Cap. 57, Snorre Cap. 49); den lader ham derpaa drage til Kong Sven, blive udnævnt til dennes Landværnsmand mod Vender og Kurer o. ſ. v., og dræbe Aasmund, hvilket bringer ham paa en uvenſkabelig Fod med Sven, ſaa at han atter vender tilbage til Norge, forliger ſig med Harald, og nu, ſiden Orm Jarl er død, baade udnævnes til Jarl paa Oplandene og faar Ragnhild til Egte (Harald Haardraades Saga Cap. 68, Snorre Cap. 50, 51, 52). Den lader Haakon nu ſom Haralds Jarl ledſage ham til Nisaa og deeltage i Slaget, hvorfra han hjelper den under Navnet Vandraad formummede Sven til at flygte. Den lader Harald tilbringe Vintren efter Slaget (1062—63) ej, ſom Morkinſkinna, i Nidaros, men i Oslo, hvor han ud paa Vaaren faar vide at Haakon har hjulpet Sven til at undkomme, og derfor ſtrax ſøger at overfalde ham, men forgjæves, hvorimod Haakon flygter til Kong Steenkil i Sverige, vender ſiden tilbage til Oplandene, medens Harald er nordenfjelds, begiver ſig atter til Steenkil, af hvem han forlenes med Vermeland, og gjør derfra et nyt Beſøg til Raumarike om Vintren (1063—64) for at hæve ſine