Det norske Folks Historie/3/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi forlode i forrige Afſnit Magnus den gode ſom Konge ej alene i Norge, men ogſaa i Danmark, eller ſom den erkjendte og lovlige Arving ſaa vel af den gamle danſke Kongeæts Beſiddelſer ſom af dens Fordringer. Kunde det end anſees ſom en tilfældig Omſtændighed, der nærmeſt ſkyldtes Lykken, at Hardeknut døde førend Magnus, og at denne ſaaledes blev hiins, ikke hiin dennes, Arving, ſaa var det dog at tilſkrive St. Olafs utrættelige Virkſomhed, at Magnus ſaa vel af Hardeknut ſelv, ſom af Danernes Høvdinger kunde erkjendes ſom dennes Ligemand, der var berettiget til at ſlutte en Arvepagt med ham. Thi Olafs Beſtræbelſer for Norges politiſke Konſolidation havde gjort dette Rige lige ſaa mægtigt ſom Danmark ſelv, medens hans Helgenglands hævede Ynglinge-Ætten op paa Lodbroke-Ættens Side. Dette følte ej alene Magnus, men ogſaa hans Efterfølgere meget vel under deres Stridigheder, baade med udenlandſke Konger og med indenlandſke Tronprætendenter og Oprørsflokke. De værnede ſtedſe om Olafs Helligdom, og plejede om hans Minde ſom den Talisman, hvilken de ſkyldte deres Magt, og hvorved de bedſt kunde bekæmpe deres Modſtandere. Strengt taget kan man næſten ſige, at St. Olaf betragtedes ſom Norges egentlige Konge[1], og de ſelv kun ſom hans Statholdere. Denne Betragtningsmaade maatte vel paa den ene Side bidrage ſaare meget baade til at ophjelpe og bevare Chriſtendommen, ſaa vel ſom Olafs øvrige geiſtlige og verdslige Foranſtaltninger, og til at værne om Kongens egen Magt og Anſeelſe. Men paa den anden Side var den ogſaa meget ſkikket til at fremkalde et Hierarchi, naar Geiſtligheden i Norge havde faaet ſin rette Organiſation og lært ſine Kræfter at kjende. Thi det var da at befrygte, at dens Overhoved vilde anſee ſig nærmere berettiget til at repræſentere Landets Nationalhelgen, end Kongen ſelv, og de Stridigheder, ſom deraf nødvendigviis vilde opſtaa mellem Konge og Geiſtlighed, kunde have farlige Følger, ikke mindre for de religiøſe Forhold ſelv end for Landets Fremgang i indre Velvære og ydre Anſeelſe. Vi ville i det Følgende komme til at ſee, hvorledes ſaadanne Stridigheder ej alene udbrød, men ogſaa havde ſaadanne Følger. Men inden dette ſkede, hengik dog en rum Tid, i hvilken Norge under en i verdslig Henſeende maadeholden, kun i ſit rette aandelige Kald nidkjær Geiſtlighed, og under kraftige Konger, arbejdede ſig op til en, i Forhold til Tidsalderen og de ydre Omſtændigheder, ſjelden Højde af Velſtand og Magt.

Da Magnus den gode beſteg Danmarks Trone, var han endnu ganſke ung. Han havde nys forud, om Vaaren, fyldt ſit 18de Aar[2]. Men han havde den ſamme Modenhed forud for ſin Alder, der var egen for de fleſte Konger af hans Æt, af hvilke ſaa mange udførte ſtore Bedrifter, men forholdsviis kun faa naaede Oldingsalderen; og ved hans Side ſtod den erfarne og ham oprigtigt hengivne Einar Thambarſkelve, der, om han end maaſkee under Uenigheden med Venderne forſigtigt traadte noget tilbage, dog i det mindſte efter hine Stridigheders Bilæggelſe og efter at Magnus havde beſteget Danmarks Trone, var hans fornemſte Raadgiver. Af Norges øvrige Stormænd nævnes ingen under Magnus’s hele Regjering ſom fremtrædende eller ſpillende nogen Rolle. Arnmødlingeætten var aabenbart bleven ſvækket ved Kalfs Fordrivelſe; ogſaa Finn opholdt ſig maaſkee udenlands, og Thorberg og Arne ſynes at have ſiddet ſtille hjemme paa deres Gaarde. Thore Hund havde forladt Landet i Samvittighedsnag[3], og var paa denne Tid maaſkee død; hans Søn Sigurd omtales ikke ſynderligt, og kan derfor neppe have gjort ſig ſynderligt gjeldende. Haarek af Thjøttø var, ſom ovenfor berettet, dræbt af Aasmund Grankellsſøn. De Fejder, der ifølge Sagaens Beretning ſkulle have herſket mellem ham og Haareks Sønner, kunne neppe endnu paa denne Tid have været komne til Udbrud; og om de end vare udbrudte, maatte de alene tjene til at ſvække begge Parters Magt[4]. Erling Skjalgsſøns Sønner maa have fundet det raadeligſt at holde ſig ſtille og ydmyge ſig for Kongen, da deres fornemſte Støtte, Kong Knut, ej længer var i Live, da Einar Thambarſkjelve, Hovedrepræſentanten for Haakon Jarls Æt, med hvilken Aaslak Erlingsſøn ved ſit Giftermaal med Gunnhild Sveinsdatter var beſvogret, nu var Kongens bedſte Ven, og da Folkeopinionen nu, efter Olafs Død, havde faaet et fuldkomment Omſving med Henſyn til Danevældet og det nationale norſke Kongedømme. Paa Oplandene levede flere Ætlinger af Haakon Jarl, navnlig den mægtige Orm Eilifsſøn, ſom enten allerede ved denne Tid var Jarl, eller kort efter fik Jarletitlen[5], men Einar var ſelv gift med Haakon Jarls Datter, Bergljot, og da de ſaaledes vare i det nærmeſte Svogerſkab med ham, bidrog denne Omſtændighed ſnarere til at ſtyrke, end til at ſvække Kongens Magt. Oplandene var desuden Hovedſædet for Kong Magnus’s egne mægtige Frænder: der levede Ketil Kalf paa Ringenes, gift med hans Faders Halvſyſter Gunnhild; i Gudbrandsdalen levede den mægtige Thord paa Steig, gift med Dronning Aaſtas Syſter Isrid. I Viken og paa Agder levede Slægtninger af Kong Olaf Tryggvesſøn. I det mindſte var, ſom der fortælles, dennes Morbroder, Thorkell Dyrdill, endnu i Live[6]. Til de mægtigſte Ætter i Viken hørte iſær den vettalandſke, der alene ſkyldte Olaf ſin Forfremmelſe, og derfor ſelv havde den ſtørſte Interesſe af at være hans Søn tro. Brynjulf, der allerførſt forlenedes med Vettaland, var paa denne Tid maaſkee allerede død, men hans Søn Halldor var i ſin kraftigſte Alder, og bidrog viſt ikke lidet til at værne om Kongens Autoritet i den Deel af Landet. Der er ſaaledes al Anledning til at antage, at Magnus’s Herredømme over Norge var mere befeſtet og almindeligere anerkjendt, end nogen Konges ſiden Harald Haarfagres og Haakon den godes Dage, og at Einar næſt Rangen ſelv var den indflydelſesrigeſte Mand i Landet.

Ved Kongens Side ſtod ligeledes endnu hans Faders og hans egen prøvede Ven og redelige Raadgiver, Sighvat Skald. Om han overlevede Magnus, eller døde for ham, vides ikke, da hans Dødsaar ingenſteds nøjagtigt angives, men viſt er det dog, at han ikke døde førend i det mindſte nogle Aar efter at Magnus var bleven Danmarks Konge, og det ſandſynligſte er derfor, at han overlevede ham. Hvilken velgjørende Indflydelſe Sighvats frimodige Advarſel og viſe Raad havde paa Magnus, da han gav ſin Hevnlyſt alt for megen Luft og var paa gode Veje til at blive en Tyran, have vi allerede ſeet. Der er neppe nogen Tvivl om, ligeſom der heller ikke mangler Antydninger til, at denne Indflydelſe vedblev ſaa længe de begge levede.

Det norſke Riges Grændſer vare paa denne Tid de ſamme, ſom de, hvortil Magnet Fader, Kong Olaf, havde udſtrakt det[7]. Mod Syd og Sydoſt dannede Gaut-Elven Grændſen, og ſom det ſydligſte Grændſepunkt opgives endog et Sted, kaldet Glaumſtein, der, hvis det ej er Navnet paa et Fjeld, enten paa Øen Hiſingen eller lige overfor, eller og paa et Skjer i den ſydlige Munding af Gaut-Elven, maa være Glomſteen i Nord-Halland; Spørgsmaalet, hvor vidt den nordenfor Glomſteen liggende Deel af Halland tilhørte Norge eller ej, var dog mindre vigtigt, efterat Magnus ogſaa var bleven Danmarks Konge[8]. Mod Øſt begrændſedes Norge af Eidſkogen, og derefter af Fjeldene, der adſkille Dalarne, Herjedalen og Jemteland fra Øſterdalen og Throndhjem. Nordenfor begyndte Finmarken,der betragtedes ſom Norges Skatland, og fem Yderpunkterne mod Nord nævnes deels Vegeſtav eller Ægeſtav paa den indre Nordſide af det hvide Hav, deels Forbjerget Naanes, der rimeligviis er at ſøge etſteds i Nærheden. I Veſterhavet havde Færøerne ganſke, og Orknøerne idetmindſte forſaavidt ſom de beherſkedes af Ragnvald Bruſesføn, erkjendt Magnus’s Højhed; den anden Jarl, Thorfinn, havde vel endnu ikke underkaſtet ſig, men hans Deel af Øerne var dog ligefuldt et norſkt Skatland, over hvilket Magnus med Rette betragtede ſig ſom den egentlige Overherre, og det ſamme kunde vel ogſaa ſiges om Sydrøerne, der nu beherſkedes af Thorfinn. Mod Veſten naaede ſaaledes Magnus’s Herredømme lige til det ſaakaldte Englandshav, om ej til Angelsø-Sund, der ſædvanligviis nævnes ſom Norges yderſte Grændſepunkt mod Veſten i de Tider. Da nu Magnus derhos, ſom Konge af Danmark, beherſkede alle de ſkjønne og frugtbare Lande lige fra Halland og Finveden til Ejderen, ej at tale om hans Fordringer paa de vendiſke Beſiddelſer, eller Diſtriktet Jom, der havde tilhørt de forrige Danekonger, er det tydeligt nok, at han ej alene var Nordens mægtigſte Konge, men ogſaa en af ſin Tids mægtigſte Konger i Europa, hvis Venſkab det maatte være Nabofyrſterne ligeſaa ønſkeligt at erhverve, ſom hans Fiendſkab maatte være at frygte. At hans forøgede Magt neppe kunde være Kong Anund i Sverige velkommen, hvor ſtort Venſkab der end havde været mellem denne og hans Fader ſynes næſten at ligge i Sagens Natur, og det bekræftes ogſaa derved at Anund, ſom det ſnart vil ſees, ſkjenkede Magnus’s Fiender et ſikkert Tilflugtsſted og Underſtøttelſe. Mellem Anund og Magnus var der heller ikke noget Svogerſkab eller Frændſkab, ſom det havde været mellem ham og Olaf. Magnus var kun en Stifſøn af Anunds Syſter Aaſtrid, og mellem hans rette Moder Alfhild og denne herſkede der endog, ſom vi have ſeet, et Fiendſkab, der nødte hiin til at fjerne ſig fra Hoffet, maaſkee endog fra Landet, hvor ærbødigt endog Magnus ſelv ſynes at have behandlet hende og hendes Datter, hans Halvſyſter Ulfhild. Derimod var Anund nær beſlægtet med Magnus’s Fiende, Sven Ulfsſøn, der næſten lige ſiden ſin Faders Drab havde opholdt ſig hos ham, og nu betragtede ſig ſom arveberettiget til Danmark. At Sven ikke undlod efter Evne at puſte til Anunds Skinſyge, og ſaa meget ſom muligt at ophidſe ham mod Magnus, kan man, at ſlutte fra hvad der ſiden ſandt Sted, anſee for afgjort.

Ved Forliget i Brennøerne var en fuldkommen Arvepagt bleven oprettet mellem Hardeknut og Magnus. Den længſt levende ſkulde efterfølge den anden i alle hans Beſiddelſer og Fordringer, og Magnus var ſaaledes ved Hardeknuts Død Arving ej alene til Danmark, men til det veie daværende Danevælde, det vil ſige ogſaa til England, ſom Hardeknut med fuld Ret beherſkede, da han døde. Englænderne havde imidlertid taget Hardeknuts ældre Halvbroder Edward, kaldet Confesſor, Ædhelreds og Emmas Søn, til deres Konge: han var en Ætling af deres forrige wesſexiſke Kongehuus, og de lagde derved tydeligt nok deres Henſigt for Dagen, at løsrive ſig fra Danevældet. Magnus lod dog ikke ſin Fordring paa Englands Trone gaa upaatalt hen, men ſendte — det ſiges ikke udtrykkeligt naar, men det maa efter al Sandſynlighed have været kort efter Regjeringstiltrædelſen i Danmark[9] — et Geſandtſkab til Edward med Brev, hvori han opfordrede denne til at vige for ham ſom Hardeknuts rette Arving, og afſtaa ham Riget, eller i modſat Fald forſøge Vaabenlykken. Edward lod ſvare tilbage, at Riget var hans med Rette, at han havde døjet Modgang nok, inden han var kommen i Beſiddelſe deraf, og at han ikke paa nogen Maade vilde ſkille ſig derved: Magnus kunde længe nok ſamle en Hær og bekrige ham; ſelv vilde han neppe ſætte ſig til Modværge, og dog vilde Magnus ikke faa Kongenavn i England eller nogen Hylding af Indbyggerne, ſaa længe han, Edward, var i Live. Magnus, heder det i vore Sagaer, blev ſaa rørt over den Beſkrivelſe, Edward havde givet over alle ſine Gjenvordigheder, og gjennemtrængtes af en ſaadan Ærbødighed for hans hellige Liv, at han ſtrax opgav al Tanke om at bekrige ham, men lod ham beholde Riget i Fred. Den ſande Grund var dog den, at Magnus og hans Raadgivere ſaa, at det neppe vilde lykkes ham med Magt at gjøre denne Fordring gjeldende. Thi de engelſke Annaler fortælle udtrykkeligt, at Magnus truede Edward med Krig, og at denne derfor nødſagedes til at holde en Flaade udruſtet i Sandwich, men at det alene var Krigen med Sven Ulfsſøn, der hindrede Magnus fra at foretage noget Angreb[10].

  1. Olaus, perpetuus rex Norvegiæ, kaldes han i Historia Norvegiæ p. 12.
  2. Han var fød Vaaren 1024, ſe ovf. I. 2. S. 666.
  3. Se ovf. I. 2. S. 827.
  4. Se ovf. I. 2. S. 848, 849.
  5. Han kaldes Jarl allerede kort efter Kong Haralds Tronbeſtigelſe, ſe nedf. Om hans Slægtſkabsforhold ſe ovf. I. 2. S. 662.
  6. Magn. d. g. S., Cap. 43 meddeler en Hiſtorie om Thorkell Dyrdill og Magnus, der rigtignok er noget mistænkelig, men af det ovenfor I. 2. S. 235 omtalte Kvad Rekſtefja ſees dog temmelig tydeligt at Thorſtein levede paa dets Forfatter Hallarſteins Tid, eller omtr. 1049—50.
  7. Dette ſiges udtrykkeligt i Fagrſkinna Cap. 125.
  8. Glaumſtein, Naanes, Eidaſkog og Angelsø-Sund nævnes i den legnd. Olafsſaga Cap. 10 ſom Grændſerne for Olafs Rige. Muligt er det dog, at Forf. her nærmeſt har Forholdene under Magnus Barfod for Sira Han herjede det nordlige Halland, og underkaſtede ſig Sydrøerne m. m., ſe nedenfor.
  9. Tiden, naar dette ſkede, er ſaa meget vanſkeligere at beſtemme, ſom Sagaerne ſelv omtale den ved forſkjellige Tidspunkter. Fagrſkinna, (Cap. 134—136) nævner den ſtrax efter Magnus’s Tronbeſtigelſe i Danmark. Magnus den godes Saga Cap. 42 omtaler den ſtrax efter Slaget ved Helganes, ligeſaa Snorre, Cap. 38, 39. Alle tre lade Edward i Brevet omtale ſin Kroning, der førſt fandt Sted Paaſkedag 1013; dette ſynes at viſe, at Forhandlingerne førſt ſenere foregik. Men i Chronologien af Magnus’s hele Regjering er der en ſtor Uorden og flere Modſigelſer; at en enkelt Begivenhed, ſom den her omhandlede, af nogle henføres til et, af andre til et andet Diar, er derfor ej at undres over, og til at beſtemme naar den fandt Sted, har man neppe anden Ledetraad at følge, end Erkjendelſen af, hvad der ſynes rimeligſt. Og det rimeligſte er, at Magnus ſøgte at gjøre ſine Fordringer gjeldende ſaa nær efter Arvetiltrædelſen ſom muligt. Det behøver dog ikke derfor at have fundet Sted ſtrax i 1042, da det vel altid tog nogen Tid, inden Magnus var bleven hyldet i Danmark og havde befatter ſit Herredømme der;Brevet er derfor neppe blevet afſendt førend i 1043. Dette beſtyrkes ogſaa af de engelſke Annalers Angivelſer, ret forklarede, ſe nedf. S. 8.
     Da vi her allerede ere komne ind paa at tale om Tidsregningen for Magnus’s Regjering, er det belejligt, med det ſamme at gjøre Rede for de Grunde, hvorpaa den af os i det følgende opſtillede Tidsregning er bygget.
     Den ſtørre Magnus den godes Saga i Hrokkinſkinna lader Magnus allerede være i Danmark ved Hardeknuts Død, hvilken den urigtigt lader foregaa i Danmark (Cap. 24), og lige faa urigtigt, i Magnus’s 6te, i Stedet for i hans 7de eller 8de Diar (Cap. 25). Den lader ham derpaa underkaſte ſig Danmark, og tilbringe Vintren der (da Hardeknut døde Sommeren 1042, bliver dette altſaa Vintren 104243) og drage nord i Norge Sommeren efter, altſaa tom. Paa denne Rejſe, altſaa 1043, lader den Magnus gjøre Sven til Jarl (Cap. 26, 27) og ud paa Sommeren være med ham til Danmark, hvorpaa Magnus vender tilbage til Norge, og lidt før Juul (1043) kommer til Throndhjem. (Cap. 27). Samme Vinter antager Sven Kongenavn og gjør Oprør: Vaaren efter (1044) drager Magnus til Danmark, herjer Jom, ſejrer paa Re og paa Lyrſkovshede, bortgifter Ulfhild (Cap. 28—36) og overvinder Sven ved Re ſamt lidt før Juul ved Aaros (Cap. 37—39); Vaaren derefter (1045) vender Magnus tilbage til Norge (Cap. 39) og opholder ſig der om Sommeren, men drager atter mod Sven, og overvinder ham ved Helgenes (Cap. 40), herjer derefter flere af de danſke Øer, og tilbringer den følgende Vinter (104546) igjen i Danmark (Cap. 41): her omtales Brevet til Kong Edward (Cap. 42). Men i Harald Haardr. S. Cap. 18 modſiges den Angivelſe, at Magnus ſkulde have tilbragt Vintren efter Helgenes-Slaget i Danmark. Det ſiges her, at han endnu ſamme Høſt vendte tilbage til Norge (Cap. 18); at Harald paa ſamme Tid kom til Sverige og ſluttede Forbund med den fra Helgenes flygtede Sven (Cap. 17), at Magnus derpaa idet ſiges ej om det var ſamme Høſt eller følgende Vaar), udruſtede ſig for at drage til Danmark, men imidlertid ſluttede Forbund med Harald (Cap. 19, 20); at begge Frænder meſte Vinter herſkede tilſammen i Norge, tilbragte Midvintren i Throndhjem (Cap. 1—24), og at de Vaaren efter (1047?) gjorde et nyt Tog til Danmark, hvor Magnus ſamme Høſt døde (Cap. 31—35).
     Magnus d. g. Saga i Flatøbogen og Morkinſkinna ſtemmer omtrent med den foregaaende, indtil hvor hiin Modſigelſe indløber; thi Modſigelſen findes ikke her; der ſiges ingenſteds, at Magnus ſtrax efter Helgenes-Slaget vendte tilbage til Norge, og heller ikke, at Harald traf Sven ſtrax efter Slaget; derimod heder det, at Harald førſt opſøgte Magnus i Danmark og førſt ſiden, da denne ej vilde afſtaa ham nogen Deel af Norge begav ſig til Sverige og forbandt ſig med Sven. Heraf ſkulde det da ſynes, ſom om dette Forbund, deres paafølgende Tog til Danmark, og endelig Haralds Forlig med Magnus førſt fandt Sted det paafølgende Diar, eller klaret efter Helgenes-Slaget; og klaret derefter døde Magnus.
     Snorre (Cap. 23—25) lader Magnus ſtrax om Høſten, efter at vare hyldet i Danmark, drage hjem til Norge, og imidlertid udnævne Sven til Jarl; ſamme Vinter gjør Sven Opſtand (Cap. 26); Vaaren efter (altſaa 1043) drager Magnus til Danmark, erobrer Jomsborg, bortgifter ſin Syſter, ſlaar Venderne paa Lyrſkovshede, og overvinder Sven ved Re og i Aaros (Cap. 25—31); herjer derpaa i Sjæland, Skaane og Fyen, og ſidder Reſten af Vintren i Fred i Danmark (Cap. 32, 33); om Vaaren (1044) vender han tilbage til Norge (Cap. 33); drager ſenere ud paa Aaret ned til Danmark, og overvinder Sven ved Helgenes (Cap. 34), herjer derefter paa forſkjellige Steder (Cap. 35), og tilbringer Vintren i Danmark (Cap. 36). Men i den paafølgende Haralds Saga, Cap. 20, forekommer og hos Snorre hiin ovenfor paapegede Modſigelſe, nemlig at Magnus ſiges at vare dragen tilbage til Norge endnu ſamme Høſt, ſom Helganes-Slaget havde ſtaaet. Thi Snorre følger her og langt hen i det Følgende næſten Ord til andet Hrokkinſkinnas Beretning Holder man ſig kun til Angivelſen i Cap. 20, bliver Haralds og Magnus’s Møde i 1045; deres næſte Tog til Danmark og Magnus’s Død 1046. Dog maa det hermed ogſaa ſammenholdes, at i Harald Haardraades Saga, Cap. 76 lader Snorre Harald herſke i 15 Vintre, 2 Vintre og 3 Halvaar efter Magnus’s Død og, ſom det ſynes, indtil Edward Confesſors Død, der middelbart foranledigede hans ſidſte Tog til England. Edward døde 5 Jan. 1066. Sytten Vintre og tre Halvaar, d. e. atten Vintre og en Sommer før denne Vinter, gjør Vintren 104748 til Haralds førſte, hvoraf følger, at Magnus’s Død her henføres til 1047. I den vidtløftige Haralds Saga, Cap. 91 findes egentlig den ſamme Angivelſe, men „15“ er her forvanſket til „12“, i det mindſte i den trykte Text i Fornm. Sögur, uden at nogen berigtigende Variant anføres; da det dog ej kan vare Meningen at Magnus døde 1049, er man vel berettiget til at betragte Tallet „12“ ſom om det ene grundede ſig paa Skriv- eller Læſe-Fejl.
     Fagrſkinna, Cap. 135 —37, lader Magnus overvintre i Danmark efter Tronbeſtigelſen og derpaa tilſkrive Kong Edward; denne Vinter bliver ſaaledes 11042/43. Derpaa heder det (Cap. 137) at Magnus drog hjem til Norge i det tredie Aar efter, og, medens han laa i Elven, forlenede Sven med Danmark. Dette ſkulde ſaaledes være ſkeet 1046. Men da det neppe kan have været Sagaſkriverens Mening, at ſkyde denne og de paafølgende Begivenheder faa langt ned i Tiden, maa man vel antage at en Fejl her er indløben, f. Ex. þriðja i Stedet for því, og betragte Stedet, ſom om Forfatteren meente at Magnus noget ſenere det ſamme Aar, efter at han havde ſkrevet Brevet til Edward, lod Sven tilſværge ſig Ed. Dette knade dog endnu vare i Løbet af den førſte Vinter, for ſaa vidt man ej vilde lægge Vegt paa den Omſtændighed, at Edward i Svarſkrivelſen omtaler ſin Kroning (Paaſke 1043), thi det er heel uviſt, hvor vidt Brevet virkelig lyder ſaaledes ſom han ſkrev det, eller hvor vidt den, der forfattede det, kjendte tilſtrækkeligt til den engelſke Tidsregning. Samme Sommer, heder det, (1043) drog Magnus tilbage til Danmark og indſatte Sven til ſin Jarl i Jylland, men tilbragte Vintren i Norge. Samme Vinter (1043—44) antog Sven Kongenavn (Cap. 140); Aaret derefter (1044) gjorde Magnus ſit førſte Felttog til Danmark, bekrigede Jom, m. m., ſejrede paa Lyrſkovshede, overvandt Sven ved Aaros og overvintrede i Jylland (Cap. 141—144); Sommeren efter (1045) ſtod Slaget ved Helgenes og de følgende ſmaa Herjetog (Cap. 145, 146); men derpaa heder det (Cap. 147) at medens Magnus laa ved Skaane, nemlig paa dette Herjetog, kom Harald til ham, den Sommer, da der var hengaaet 16 Vintre efter St. Olafs Fald, og da han ſelv havde varet Konge i 10 Vintre, hvoriblandt to (i Variant 5) baade over Danmark og Norge. Det førſte af disſe Tal giver for Haralds Ankomſt Sommeren 1046; det andet 1045; det tredie (vi ſee bort fra den aabenbart urigtige Variant, der maaſkee ſtaar i nogen Forbindelſe med det oven omtalte þridja ári) henfører hans Erhvervelſe af Danmark til 1043 eller 1044. Fremdeles Modſigelſer. Der følger nu ingen nærmere Angivelſe af hvor længe Magnus’s og Haralds Strid varede, men deres Forlig henføres til 122 Vintre efter Harald Haarfagres Død (Cap. 175); dette er aabenbart en Inkurie i Stedet for 112, der giver Aaret 1045; dernæſt omtales een Vinter, de regjerede i Fællesſkab, (Cap. 176, 177 jvfr. 114), og endelig (Cap. 178) deres ſeneſte Tog til Danmark „een Vinter efter Ragnvald Bruſesſøns Fald“; ſamt endelig, ſamme Aar, Magnus’s Død. Hertil maa føjes, at Nisaaſlaget henføres til Haralds 16de Aar (Cap. 195), Forliget med Sven til det 3die derefter, og Edward Confesſors Død ſamt Haralds Fald til hans 19de Aar (Cap. 197—207).
     Orkneyinga Saga omtaler Ragnvald Bruſesſøns førſte Ankomſt til Orknøerne ſom forefalden ſtrax efter Magnus’s Tronbeſtigelſe i Norge, altſaa rimeligviis 1035; derpaa nævnes den følgende Vaar (1036) og Vintren derefter (1036—37); dernæſt omtales endnu 8 Vintre (altſaa fra og med 1037—38 til og med 1044—1045), hvori Ragnvald beſad ⅔ af Jarldømmet; Lidt før den følgende Juul (1045—46) ſynes hans Drab at have fundet Sted, dog er det ikke ret tydeligt,.om de Stridigheder med Thorfinn, der bevirkede hans Død, varede kun i eet, eller i to Aar: det er ſaaledes heller ikke ret klart, om Ragnvalds Drab forefaldt i 1015 eller i 1046. Vaaren efter (altſaa 1046 eller 1047) kom Efterretningen om Drabet til Norge, og ſamme Vaar, ſynes det, tiltraadte Kongerne det Tog til Danmark, der blev Magnus’s ſidſte.
     Mag. Adam af Bremen angiver intet nøjagtigt om Magnus’s Regjeringsaar, men omtaler dog hans Død efter at have talt om Kejſer Henrik den 3dies Kroning den 25 December 1046. Chron. Sax. omtaler vel Magnus og Sven, men kun i den 3die Codex’s Optegnelſer fra det 12te Aarhundrede, hentede fra Florents af Worceſter, hvori de og findes. Denne ſiger at Magnus i 1045 truede med at bekrige Edward, men hindredes ved den ham af Sven paaførte Krig; at han i 1046 ſlog og fordrev Sven, at han i 1047 overvandt ham i et Hovedſlag og tvang Danerne til at betale Penge, herſkede derpaa en Stund, og døde kort efter. Dette er i den 3die Codex af Chron. Sax. henført til Aarene 1046, 1047, 1048. Men det er tydeligt nok, at de Felttog, her omtales, ere de førſte, ſom Magnus gjorde til Danmark, at det ſidſte Slag, ſom omtales, er Helgenes-Slaget, og at Florents, forvexlende Magnus’s ſidſte Tog til Danmark 1047, hvorved intet Slag med Sven forefaldt, med det i 1044 eller 1045, har flyttet ſamtlige Felttog to eller tre Aar for langt ned i Tiden. Man lærer ſaaledes kun heraf, at Magnus’s Fordring paa England virkelig fremførtes, førend han kom i Krig med Sven.
     Sagaerne meddele imidlertid et Vers af den ſamtidige Arnor Jarlaſkalds Kvad over Magnus, ſom her er af ſtor og afgjørende Vigtighed. Efter at have omtalt Slaget ved Helgenes, og de paafølgende Herjetog i Skaane og Falſter, overalt med Citater fra hiint Kvad, nævnes Angrebet paa Fyen; og i det her citerede Vers tales der i den førſte Halvdeel om dette Angreb, i den anden om at Magnus fyldte ſit tyvende Aar. (Magnus den godes Saga, Cap. øm, hos Snorre, Cap. 35, Fagrſkinna, Cap. 146). Saa vel den ſtørre Magnus den godes Saga, ſom Fagrſkinna tilføje her endvidere, at dette Kvad antyder, hvorledes Magnus fyldte ſit 20de Aar. Da han nu var fød Vaaren 1024, ſkulde Helgenes-Slaget efter dette have fundet Sted 1043. Men Meningen af Arnors Ord er her aabenbart misforſtaaet. Han taler ej om nogen „paafølgende Vaar“; men efter at have gjort Regnſkab for den næſten uafbrudte Følge af berømmelige Bedrifter, ſom Magnus udførte i mindre end et Aar, fra Indtagelſen af Jomsborg og Slaget paa Lyrſkovshede indtil Slaget ved Helgenes, og efter hvilken der nu indtraadte en kort Rolighedstid, udhæver han udtrykkeligt, at dette var Magnus’s 20de Aar. Dette fremgaar end tydeligere af et Vers, ſom anføres af et andet Kvad af Arnor, den ſaakaldte Hrynhenda, hvilken han kvad for Magnus ſelv; her ſtaar det udtrykkeligt, at Magnus i een Vinter (det vil her ſige i eet Aar) havde holdt fire Slag; han mener Slagene paa Lyrſkovshede, ved Re, Aaros og ved Helgenes; ligeledes anføres et Vers af den ſamtidige Thjodolf, hvor der tales om tre Slag, ſom om de havde fundet Sted kort efter hinanden, nemlig Slagene paa Lyrſkovshede, ved Aaros, og ved Helgenes. (Magnus den godes Saga, Cap. 41, Snorre, Cap. 37). Hvis de nu alle forefaldt i eller omkring Magnus’s 20de Aar, er det klart, at Helgenes-Slaget maa have fundet Sted noget ſenere, ikke tidligere, end han fyldte det, og følgelig maa det anſees ſom viſt, at det indtraf ud paa Sommeren 1044. Dette Punkt er ſaaledes at anſee for ſikkert. Af hvad der ovenfor er anført om Haralds Regjeringstid, maa det ligeledes anſees for ſikkert, at han drog til England i ſit 19de Regjeringsaar, eller med andre Ord, at Magnus døde 1047. Vi have ſaaledes tre visſe og ufravigelige Punkter, efter hvilke den hele øvrige Tidsregning for Magnus’s Regjeringstid maa lempes, nemlig Tronbeſtigelſen i Danmark 1042, Helgenes-Slaget Sommeren eller Begyndelſen af Høſten 1044, og hans Død 1047. Efter denne Tillempning faar man ſaaledes ud, at Snorres Tidsregning, hiin Modſigelſe fraregnet, bliver den bedſte. Magnus er endnu om Høſten 1042 vendt tilbage til Norge, udnævnte i Kongehelle Sven til Jarl, har maaſkee atter ledſaget ham til Jylland og indſat ham i Jarldømmet, og er derpaa Naalen til Throndhjem. Samme Vinter bar Sven gjort Oprør. I det følgende Aar (1043) har Magnus fordrevet Sven og ſejret ved Lyrſkovshede og Aaros. I 1044 leverede han Slaget ved Helgenes, og forblev Vintren derefter i Danmark. Han er da neppe endnu ſtrax kommen i Berørelſe med Harald, men har tilbragt, ſom det heder i Magnus den godes Saga, hele denne Vinter fredeligt. Sommeren efter (1045) har Harald meldt ſig hos ham, og er bleven afviiſt, derpaa er Magnus dragen til Norge, og har overvintret der; med andre Ord, denne Vinter er af Sagaſkriverne bleven forvexlet med den foregaaende. Vaaren efter (1046) have Harald og Sven i Fællesſkab angrebet Danmark; ſamme Høſt har Magnus og Harald ſluttet Forlig med hinanden, og Aaret efter (1047) er Magnus død. — Denne Tidsregning beſtyrkes ogſaa ved andre Omſtændigheder, ſom i det følgende ville blive omtalte.
  10. Codex 3 (D) af Chron. Sax. ved 1046; Florents ved 1045.