Det norske Folks Historie/3/Fortale

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ved at udgive nærværende Bind af „det norſke Folks Hiſtorie“, hvilket, det tredie i Rækken, udgjør Verkets anden Deel, ſkylder jeg at underrette mine Læſere om, at Aarſagen, hvorfor det ſaa ſeent er blevet ſluttet, er en Sygdom, der i længere Tid hindrede mig fra at udarbejde de ſidſte Ark.

Denne Deel omfatter, ſom det i Overſkriften S. 1 er anført, Fortællingens femte Afſnit, eller Selvſtændighedstiden indtil Kirkeforfatningens Organiſation og Tronſtridighedernes Begyndelſe. Man indſeer lettelig, at dette „indtil“ ikke er at tage aldeles bogſtaveligt, thi i ſaa Fald vilde man vanſkelig kunde paaviſe nogen af de ældre Kongers Regjering, der var ganſke fri for Tronſtridigheder; og langvarige Fejder mellem de ſamtidige Konger ſelv havde allerede, ſom man veed, nu og da fundet Sted førend Kirkeforfatningen blev fuldſtændigt organiſeret ved Erkeſtolens og Domkapitlernes Oprettelſe. Men disſe Fejder grebe, ſom det nedenfor paa ſit Sted viſes, enten ſlet ikke eller kun ſaare lidet ind i Folkelivet, og havde ingen ſynderlig Indflydelſe paa Nationens Velvære i Almindelighed. De førtes kun mellem Kongerne ſelv og deres nærmeſte Omgivelſer, eller overhoved kun i Samfundslivets højeſte Kredſe, og havde intet at betyde imod de Krige, der opſtode efter Birkebeinernes og Sverres Fremtræden, da det hele Folk, lige til de laveſte Klasſer, ſplittedes i fiendtlige Partier, og Statsforfatningen ryſtedes til ſit inderſte. Det er disſe Krige, virkelige Borgerkrige, ſom jeg her kalder Tronſtridighederne i egentlig Forſtand, og ſom ville blive fremſtillede i næſte eller ſjette Afſnit.

Da Norrøna-Literaturens Begyndelſesperiode ligger indenfor nærværende Afſnits Grændſer, og jeg ſaaledes, ved at dvæle nærmere derved, har maattet omtale de Sagaſkrifter, der efter al Rimelighed maa anſees for de ældſte, behøver jeg her, ved at gjøre Regnſkab for de vor egen Oldliteratur tilhørende Kildeſkrifter, hvilke jeg ved Afſnittets Udarbejdelſe har benyttet, navnlig hvad Morkinſkinna angaar, i det Hele taget kun at henviſe til Fremſtillingen nedenfor S. 1040, 1041, i Forbindelſe med, hvad der allerede i Fortalen til foregaaende Bind, S. V—X. er anført. Andre Kongeſagaer, eller Udtog af Kongeſagaerne, end de her opregnede, har jeg heller ikke til dette Afſnit kunnet benytte. Blandt islandſke Sagaer er der efter Olaf den helliges Tid, hvilken kan ſættes ſom Ydergrændſen for de egentlige Familie- og Perſons-Sagaer, kun Tale øm den ſaakaldte Hungrvaka, der kortelig fremſtiller de fem førſte ſkaalholtſke Biſkoppers Levnetsløb, og er udarbejdet henved 1199 (ſ. Müllers Sagabibl. I. S. 187), og den ſtore ſaakaldte Sturlungaſaga, der vel nærmeſt dvæler ved Begivenhederne paa Island i det 13de Aarhundrede, hvori Sturlungerne, eller Hvamm-Sturlas Sønner og Ætmænd, grebe ſaa virkſomt ind, men tillige, ved at omhandle Hvamm-Sturlas egne Bedrifter, og, ſom ſædvanligt ved Sagaer, at forudſkikke endeel Slægtregiſtre og kortfattede Beretninger forat orientere Læſeren, giver gode, om end ikke fuldſtændige Oplysninger om Forholdene paa Øen i det 12te Aarhundrede. At give en nærmere Udſigt over denne ſaakaldte Sagas eller rettere Sagaſamlings Indhold, vedkommer ei dette Afſnit; jeg behøver desuden i ſaa Henſeende for det førſte kun at henviſe til Müllers Sagabibl. I. S. 243—249. Her er det tilſtrækkeligt at ytre, at ſaavel dens, ſom Hungrvakas Troværdighed og Paalidelighed i det Hele taget maa anſees hævet over enhver Tvivl; kun ere Tidsangivelſerne, efter Sagaernes Viis, fremdeles noget ſvævende, om end ej i ſig ſelv urigtige, og dette forvolder enkelte Vanſkeligheder. Ved alle ſaadanne Vanſkeligheder med Henſyn til Tidsregningen og Begivenhedernes Orden har jeg i nærværende Bind, ſom i de foregaaende, i Anmerkninger gjort nøie Regnſkab for den Maade, paa hvilken jeg har ſøgt at løſe Tvivlen og udfinde det Rette.

Hvad de fremmede Forfattere angaar, ſom jeg til nærværende Afſnit har benyttet, da er blandt de danſke Saxo fremdeles den vigtigſte, ſaameget mere ſom hans Paalidelighed tiltager, jo mere han i Fortællingen nærmer ſig ſin Samtid, og han desuden paa enkelte Steder ei kan undgaa, temmelig udførligt at omtale norſke Begivenheder. Han udhæver dog ej Tidsregningen ſaa nøje, ſom man kunde ønſke, men denne Mangel bliver her mindre følelig, da vi af annaliſtiſke Skrifter, tildeels tydſke, have Midlerne til at indordne de fleſte af hans Beretninger under deres rette Aar. Et ſaadant, i Danmark ſelv forfattet Verk, og af ſtort Værd for det 12te Aarhundredes Hiſtorie, er det i 1ſte Bind af Langebeks Scriptores Rer. Dan. S. 373—387 aftrykte Anonymi Roskildensis Chronicon Danicum ad An. 826—1157, thi da Hovedmasſen deraf, ſom Langebek viſer, maa være forfattet paa Kong Erik Lambs Tid, og det øvrige efterhaanden ſenere tilføiet, indeholder det ſaaledes, hvad 12te Aarhundrede angaar, et Øjevidnes Beretninger, hvilke ogſaa ſtrax ved Gjennemlæsningen vække Indtrykket af Nøjagtighed og fuldkommen Troværdighed. Sven Aagesſøns korte Udtog af Danmarks Hiſtorie nævner intet om Begivenhederne i Norge, og oplyſer heller ikke Tidsregningen ſynderligt. Af langt ſtørre Nytte for den norſke Hiſtorie i begge Henſeender ere de engelſke Annaliſter, ſom jeg i Amnerkningerne hyppigt paaberaaber mig, og af hvilke jeg allerede i Fortalen til 1ſte og 2det Bind har omtalt de fleſte. Om Chron. Saxonicum er der udførligt handlet i Fortalen til forrige Bind S. XII—XV. Det er fremdeles indtil 1066 en af de vigtigſte Kilder i chronologiſk Henſeende, og danner derhos indtil da Grundlaget for de øvrige ſenere Annaliſters Text. Blandt disſe maa Simeon af Durham endnu engang ſærſkilt omtales, ikke ſaameget for ſin engelſke Krønikes Skyld, ſom fordi den ſaakaldte Historia Dunnelmensis ecclesiæ (trykt i Twysdens Samling), der bærer hans Navn, egentlig ſkal være forfattet af den nedenfor S. 395 omtalte Thorgaut, Prior i Durham og ſiden Biſkop i St. Andrews, der levede i Slutningen af det 11te Aarhundrede og en Tidlang havde været hos Olaf Kyrre i Norge. Da Simeon, der i ſine Annaler ellers gjengiver Florents’s Text, dog meddeler enkelte ſæregne Beretninger om northumberlandſke og ſkotſke Begivenheder, er der al Grund til at antage, at han enten har erfaret dem af Thorgaut ſelv, der var ſamtidigt Øjevidne, eller at han har benyttet,nogle hiſtoriſke Annaler om Begivenhederne i anden Halvdeel af 11te Aarhundrede, ſom Thorgaut ligeledes maa have forfattet, og ſom nu ere tabte. Flere Brudſtykker af dem anføres ogſaa hos den i Fortalen til forrige Bind S. XVI omtalte ſkotſke Forfatter Fordun. At Thorgaut fra ſit Ophold i Norge maatte kjende nøje til de norſke Forholde, og at alt, hvad der, hentet fra ham, findes enten hos Simeon eller Fordun angaaende Olaf Kyrre og Magnus Barfod, maa anſees troværdigt, er ej at betvivle. Det er ſaaledes iſær ham, vi ſkylde paalidelig Oplysning om Magnus Barfods førſte Tog til Skotland 1093, hvorom Sagaerne aldeles tie, thi ſom Biſkop i St. Andrews maatte han kjende nøje til, hvad der ſkete i Skotland, og ſom kjendt med Forholdene i Norge kunde han heller ikke tage Fejl, naar han nævnte dette Lands Konge (ſee nedenfor S. 474). Henrik af Huntingdon, hvis engelſke Hiſtorie, ſom tidligere nævnt, naar til 1154, indeholder i fine ſidſte Afſnit ikke ſtort til Oplysning af Norges Hiſtorie; deſto mere findes derimod hos Roger af Hoveden, Kong Henrik den 2dens Kapellan, theologiſk Lærer i Oxford, hvis engelſke Annaler naa til 1204. Han følger vel for en ſtor Deel Simeon af Durham og Henrik af Huntingdon, ſaa langt disſe naa, men indſkyder dog ogſaa mange ſelvftændige Beretninger og en heel Deel værdifulde Aktſtykker, ligeſom han og i ſidſte Deel af ſit Verk, hvor han ej benytter hine, meddeler hiſt og her ſærdeles gode og nøjagtige Oplysninger om Begivenheder og Forholde i Norge. Maaſkee han her har benyttet nogle af Abbed Benedict i Peterborough henimod det 12te Aarhundredes Slutning forfattede Annaler, der vel ere udgivne af Hearne i 1735, men ſom jeg ej har haft Adgang til at underſøge, da denne Samling er yderſt ſjelden og vanſkelig at overkomme. Dog hvad enten hine Oplysninger ſkyldes Roger eller Benedict, er det tydeligt, at de ſkrive ſig fra velunderrettede Mænd, og man friſtes endog til at antage, at de ere meddeelte af Erkebiſkop Eyſtein under dennes fleeraarige Landflygtighed i England, hvilken Hoveden (S. 599) udtrykkeligt omtaler. Denne for Norges Hiſtorie ſærdeles vigtige Forfatter er aftrykt i Saviles Samling, S. 401—829, men en bedre Udgave kunde højlig behøves. Villjam af Malmsbury († 1141), hvis Skrift de gestis regum Anglorum naar til 1126 ( han omtaler her Sigurd Jorſalafarer ſom ſamtidig), og Fortſættelſen deraf (historia novella) til 1143, er nedenfor ej ſjelden citeret, da han anfører flere ret interesſante Notitſer vedkommende Norges Hiſtorie, og med Henſyn til Begivenheder, han ſelv oplevede, maa anſees paalidelig; men hans Maade at fortælle paa ſaavelſom hans Chronologi er dog heel forvirret. Hans Verk er udgivet i Saviles Samling, men langt bedre af Hardy, London 1840, hvilken Udgave ogſaa er den, jeg her har benyttet. Et andet Verk af ham de gestis pontificum (engelſke Biſkoppers Hiſtorie) indeholder ogſaa enkelte Notitſer, der idetmindſte middelbart kaſte Lys paa Norges Hiſtorie. Dette Verk er udgivet hos Savile, paa 5te Bog nær, der findes i Gales Samling og i Whartons Anglia sacra.

Blandt de engelſke Forfattere, ſom jeg hyppigſt kommer til at paaberaabe mig, er den fortrinlige Ordrik Vitalis, fød i England 1075, Munk i St. Ebrulfs Kloſter i Ouche i Nordmandie, hvis Historia ecclesiastica i 13 Bøger, ſkjønt den nærmeſt vedkommer Nordmandie og England, dog næſten kan ſiges at være det hele veſtlige Europas Hiſtorie for det 11te og Begyndelſen af det 12te Aarhundrede (til 1141). Hans Chronologi er noget ſvævende, men han meddeler en Mængde Special-Notitſer, der ej findes andenſteds, og ſom i det Hele taget bære Paalidelighedens Præg. Af det nedenfor (S. 714) anførte ſees det, at han ogſaa havde gode Efterretninger fra Norge. Hans Verk er fuldſtændig udgivet i Duchênes Scriptt. rer. Norm. S. 321—925); en ny og bedre Udgave af Le Prévôt, Paris 1852, nærmer ſig ſin Fuldendelſe.

Af ſkotſke Forfattere er Fordun allerede omtalt i Fortalen til forrige Bind. Den Melroſiſke Krønike, fra 735—1270, udgivet i Fells Samling 1684, men bedre af Bannatyne-Klubben 1835, følger meeſt de engelſke Annaliſter, hiſt og her indſtrøende enkelte, ikke uvigtige Notitſer om Begivenheder i Skotland, hvilke igjen kaſte Lys paa de dermed i Forbindelſe ſtaaende norſke Tildragelſer.

De irſke Annaler ere fremdeles, indtil det 13te Aarhundredes ſidſte Halvdeel, af overordentlig Vigtighed, fornemmelig i chronologiſk Henſeende, og til at oplyſe Mangt og Meget om Nordmændenes, iſær Magnus Barfods, Foretagender i Veſten. Blandt de irſke Chroniſter maa man ogſaa regne Irlænderen Marianus Scotus, der levede ſom Munk i Fulda til 1083, thi i ſine kortfattede Annaler indſtrør han mange Notitſer vedkommende Islands, Skotlands og Englands Hiſtorie. Hans Verk er bedſt udgivet i Pertz’s Monumenta historica Germaniæ.

Om de øvrige fremmede Forfatteres Skrifter, hvilke jeg hiſt og her har benyttet, findes der paa ſit Sted tilſtrækkelige Oplysninger. Nærværende Bind er, ligeſom det foregaaende, forſynet med Slægttavler; noget Kart fandtes her ikke nødvendigt, da Landets Inddeling kan ſees paa det Kart, der ledſagede forrige Bind, og de forekommende Stedsnavne ere ſaa nøje betegnede, at deres Plads kan findes paa ethvert ſtørre Kart over det nyere Norge.

Chriſtiania, i Mai 1855.
P. A. Munch.