Det norske Folks Historie/3/Fortale
Ved at udgive nærværende Bind af „det norske Folks Historie“, hvilket, det tredie i Rækken, udgjør Verkets anden Deel, skylder jeg at underrette mine Læsere om, at Aarsagen, hvorfor det saa seent er blevet sluttet, er en Sygdom, der i længere Tid hindrede mig fra at udarbejde de sidste Ark.
Denne Deel omfatter, som det i Overskriften S. 1 er anført, Fortællingens femte Afsnit, eller Selvstændighedstiden indtil Kirkeforfatningens Organisation og Tronstridighedernes Begyndelse. Man indseer lettelig, at dette „indtil“ ikke er at tage aldeles bogstaveligt, thi i saa Fald vilde man vanskelig kunde paavise nogen af de ældre Kongers Regjering, der var ganske fri for Tronstridigheder; og langvarige Fejder mellem de samtidige Konger selv havde allerede, som man veed, nu og da fundet Sted førend Kirkeforfatningen blev fuldstændigt organiseret ved Erkestolens og Domkapitlernes Oprettelse. Men disse Fejder grebe, som det nedenfor paa sit Sted vises, enten slet ikke eller kun saare lidet ind i Folkelivet, og havde ingen synderlig Indflydelse paa Nationens Velvære i Almindelighed. De førtes kun mellem Kongerne selv og deres nærmeste Omgivelser, eller overhoved kun i Samfundslivets højeste Kredse, og havde intet at betyde imod de Krige, der opstode efter Birkebeinernes og Sverres Fremtræden, da det hele Folk, lige til de laveste Klasser, splittedes i fiendtlige Partier, og Statsforfatningen rystedes til sit inderste. Det er disse Krige, virkelige Borgerkrige, som jeg her kalder Tronstridighederne i egentlig Forstand, og som ville blive fremstillede i næste eller sjette Afsnit.
Da Norrøna-Literaturens Begyndelsesperiode ligger indenfor nærværende Afsnits Grændser, og jeg saaledes, ved at dvæle nærmere derved, har maattet omtale de Sagaskrifter, der efter al Rimelighed maa ansees for de ældste, behøver jeg her, ved at gjøre Regnskab for de vor egen Oldliteratur tilhørende Kildeskrifter, hvilke jeg ved Afsnittets Udarbejdelse har benyttet, navnlig hvad Morkinskinna angaar, i det Hele taget kun at henvise til Fremstillingen nedenfor S. 1040, 1041, i Forbindelse med, hvad der allerede i Fortalen til foregaaende Bind, S. V—X. er anført. Andre Kongesagaer, eller Udtog af Kongesagaerne, end de her opregnede, har jeg heller ikke til dette Afsnit kunnet benytte. Blandt islandske Sagaer er der efter Olaf den helliges Tid, hvilken kan sættes som Ydergrændsen for de egentlige Familie- og Persons-Sagaer, kun Tale øm den saakaldte Hungrvaka, der kortelig fremstiller de fem første skaalholtske Biskoppers Levnetsløb, og er udarbejdet henved 1199 (s. Müllers Sagabibl. I. S. 187), og den store saakaldte Sturlungasaga, der vel nærmest dvæler ved Begivenhederne paa Island i det 13de Aarhundrede, hvori Sturlungerne, eller Hvamm-Sturlas Sønner og Ætmænd, grebe saa virksomt ind, men tillige, ved at omhandle Hvamm-Sturlas egne Bedrifter, og, som sædvanligt ved Sagaer, at forudskikke endeel Slægtregistre og kortfattede Beretninger forat orientere Læseren, giver gode, om end ikke fuldstændige Oplysninger om Forholdene paa Øen i det 12te Aarhundrede. At give en nærmere Udsigt over denne saakaldte Sagas eller rettere Sagasamlings Indhold, vedkommer ei dette Afsnit; jeg behøver desuden i saa Henseende for det første kun at henvise til Müllers Sagabibl. I. S. 243—249. Her er det tilstrækkeligt at ytre, at saavel dens, som Hungrvakas Troværdighed og Paalidelighed i det Hele taget maa ansees hævet over enhver Tvivl; kun ere Tidsangivelserne, efter Sagaernes Viis, fremdeles noget svævende, om end ej i sig selv urigtige, og dette forvolder enkelte Vanskeligheder. Ved alle saadanne Vanskeligheder med Hensyn til Tidsregningen og Begivenhedernes Orden har jeg i nærværende Bind, som i de foregaaende, i Anmerkninger gjort nøie Regnskab for den Maade, paa hvilken jeg har søgt at løse Tvivlen og udfinde det Rette.
Hvad de fremmede Forfattere angaar, som jeg til nærværende Afsnit har benyttet, da er blandt de danske Saxo fremdeles den vigtigste, saameget mere som hans Paalidelighed tiltager, jo mere han i Fortællingen nærmer sig sin Samtid, og han desuden paa enkelte Steder ei kan undgaa, temmelig udførligt at omtale norske Begivenheder. Han udhæver dog ej Tidsregningen saa nøje, som man kunde ønske, men denne Mangel bliver her mindre følelig, da vi af annalistiske Skrifter, tildeels tydske, have Midlerne til at indordne de fleste af hans Beretninger under deres rette Aar. Et saadant, i Danmark selv forfattet Verk, og af stort Værd for det 12te Aarhundredes Historie, er det i 1ste Bind af Langebeks Scriptores Rer. Dan. S. 373—387 aftrykte Anonymi Roskildensis Chronicon Danicum ad An. 826—1157, thi da Hovedmassen deraf, som Langebek viser, maa være forfattet paa Kong Erik Lambs Tid, og det øvrige efterhaanden senere tilføiet, indeholder det saaledes, hvad 12te Aarhundrede angaar, et Øjevidnes Beretninger, hvilke ogsaa strax ved Gjennemlæsningen vække Indtrykket af Nøjagtighed og fuldkommen Troværdighed. Sven Aagessøns korte Udtog af Danmarks Historie nævner intet om Begivenhederne i Norge, og oplyser heller ikke Tidsregningen synderligt. Af langt større Nytte for den norske Historie i begge Henseender ere de engelske Annalister, som jeg i Amnerkningerne hyppigt paaberaaber mig, og af hvilke jeg allerede i Fortalen til 1ste og 2det Bind har omtalt de fleste. Om Chron. Saxonicum er der udførligt handlet i Fortalen til forrige Bind S. XII—XV. Det er fremdeles indtil 1066 en af de vigtigste Kilder i chronologisk Henseende, og danner derhos indtil da Grundlaget for de øvrige senere Annalisters Text. Blandt disse maa Simeon af Durham endnu engang særskilt omtales, ikke saameget for sin engelske Krønikes Skyld, som fordi den saakaldte Historia Dunnelmensis ecclesiæ (trykt i Twysdens Samling), der bærer hans Navn, egentlig skal være forfattet af den nedenfor S. 395 omtalte Thorgaut, Prior i Durham og siden Biskop i St. Andrews, der levede i Slutningen af det 11te Aarhundrede og en Tidlang havde været hos Olaf Kyrre i Norge. Da Simeon, der i sine Annaler ellers gjengiver Florents’s Text, dog meddeler enkelte særegne Beretninger om northumberlandske og skotske Begivenheder, er der al Grund til at antage, at han enten har erfaret dem af Thorgaut selv, der var samtidigt Øjevidne, eller at han har benyttet,nogle historiske Annaler om Begivenhederne i anden Halvdeel af 11te Aarhundrede, som Thorgaut ligeledes maa have forfattet, og som nu ere tabte. Flere Brudstykker af dem anføres ogsaa hos den i Fortalen til forrige Bind S. XVI omtalte skotske Forfatter Fordun. At Thorgaut fra sit Ophold i Norge maatte kjende nøje til de norske Forholde, og at alt, hvad der, hentet fra ham, findes enten hos Simeon eller Fordun angaaende Olaf Kyrre og Magnus Barfod, maa ansees troværdigt, er ej at betvivle. Det er saaledes især ham, vi skylde paalidelig Oplysning om Magnus Barfods første Tog til Skotland 1093, hvorom Sagaerne aldeles tie, thi som Biskop i St. Andrews maatte han kjende nøje til, hvad der skete i Skotland, og som kjendt med Forholdene i Norge kunde han heller ikke tage Fejl, naar han nævnte dette Lands Konge (see nedenfor S. 474). Henrik af Huntingdon, hvis engelske Historie, som tidligere nævnt, naar til 1154, indeholder i fine sidste Afsnit ikke stort til Oplysning af Norges Historie; desto mere findes derimod hos Roger af Hoveden, Kong Henrik den 2dens Kapellan, theologisk Lærer i Oxford, hvis engelske Annaler naa til 1204. Han følger vel for en stor Deel Simeon af Durham og Henrik af Huntingdon, saa langt disse naa, men indskyder dog ogsaa mange selvftændige Beretninger og en heel Deel værdifulde Aktstykker, ligesom han og i sidste Deel af sit Verk, hvor han ej benytter hine, meddeler hist og her særdeles gode og nøjagtige Oplysninger om Begivenheder og Forholde i Norge. Maaskee han her har benyttet nogle af Abbed Benedict i Peterborough henimod det 12te Aarhundredes Slutning forfattede Annaler, der vel ere udgivne af Hearne i 1735, men som jeg ej har haft Adgang til at undersøge, da denne Samling er yderst sjelden og vanskelig at overkomme. Dog hvad enten hine Oplysninger skyldes Roger eller Benedict, er det tydeligt, at de skrive sig fra velunderrettede Mænd, og man fristes endog til at antage, at de ere meddeelte af Erkebiskop Eystein under dennes fleeraarige Landflygtighed i England, hvilken Hoveden (S. 599) udtrykkeligt omtaler. Denne for Norges Historie særdeles vigtige Forfatter er aftrykt i Saviles Samling, S. 401—829, men en bedre Udgave kunde højlig behøves. Villjam af Malmsbury († 1141), hvis Skrift de gestis regum Anglorum naar til 1126 ( han omtaler her Sigurd Jorsalafarer som samtidig), og Fortsættelsen deraf (historia novella) til 1143, er nedenfor ej sjelden citeret, da han anfører flere ret interessante Notitser vedkommende Norges Historie, og med Hensyn til Begivenheder, han selv oplevede, maa ansees paalidelig; men hans Maade at fortælle paa saavelsom hans Chronologi er dog heel forvirret. Hans Verk er udgivet i Saviles Samling, men langt bedre af Hardy, London 1840, hvilken Udgave ogsaa er den, jeg her har benyttet. Et andet Verk af ham de gestis pontificum (engelske Biskoppers Historie) indeholder ogsaa enkelte Notitser, der idetmindste middelbart kaste Lys paa Norges Historie. Dette Verk er udgivet hos Savile, paa 5te Bog nær, der findes i Gales Samling og i Whartons Anglia sacra.
Blandt de engelske Forfattere, som jeg hyppigst kommer til at paaberaabe mig, er den fortrinlige Ordrik Vitalis, fød i England 1075, Munk i St. Ebrulfs Kloster i Ouche i Nordmandie, hvis Historia ecclesiastica i 13 Bøger, skjønt den nærmest vedkommer Nordmandie og England, dog næsten kan siges at være det hele vestlige Europas Historie for det 11te og Begyndelsen af det 12te Aarhundrede (til 1141). Hans Chronologi er noget svævende, men han meddeler en Mængde Special-Notitser, der ej findes andensteds, og som i det Hele taget bære Paalidelighedens Præg. Af det nedenfor (S. 714) anførte sees det, at han ogsaa havde gode Efterretninger fra Norge. Hans Verk er fuldstændig udgivet i Duchênes Scriptt. rer. Norm. S. 321—925); en ny og bedre Udgave af Le Prévôt, Paris 1852, nærmer sig sin Fuldendelse.
Af skotske Forfattere er Fordun allerede omtalt i Fortalen til forrige Bind. Den Melrosiske Krønike, fra 735—1270, udgivet i Fells Samling 1684, men bedre af Bannatyne-Klubben 1835, følger meest de engelske Annalister, hist og her indstrøende enkelte, ikke uvigtige Notitser om Begivenheder i Skotland, hvilke igjen kaste Lys paa de dermed i Forbindelse staaende norske Tildragelser.
De irske Annaler ere fremdeles, indtil det 13te Aarhundredes sidste Halvdeel, af overordentlig Vigtighed, fornemmelig i chronologisk Henseende, og til at oplyse Mangt og Meget om Nordmændenes, især Magnus Barfods, Foretagender i Vesten. Blandt de irske Chronister maa man ogsaa regne Irlænderen Marianus Scotus, der levede som Munk i Fulda til 1083, thi i sine kortfattede Annaler indstrør han mange Notitser vedkommende Islands, Skotlands og Englands Historie. Hans Verk er bedst udgivet i Pertz’s Monumenta historica Germaniæ.
Om de øvrige fremmede Forfatteres Skrifter, hvilke jeg hist og her har benyttet, findes der paa sit Sted tilstrækkelige Oplysninger. Nærværende Bind er, ligesom det foregaaende, forsynet med Slægttavler; noget Kart fandtes her ikke nødvendigt, da Landets Inddeling kan sees paa det Kart, der ledsagede forrige Bind, og de forekommende Stedsnavne ere saa nøje betegnede, at deres Plads kan findes paa ethvert større Kart over det nyere Norge.
- Christiania, i Mai 1855.
P. A. Munch.