Det norske Folks Historie/3/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have allerede ovenfor omtalt Sven Ulfsſøn, og de Fordringer, han troede at have paa den danſke Kongetrone, efter at Knut den mægtiges lige nedſtigende mandlige Linje var uddøet. Sven var en Syſterſøn af Knut; hans Farfader Thorgils Sprakalegg var, ſom man har al Grund til at antage, en Datterſøn af Harald Gormsſøn, og ſandſynligviis beſtemt til hans Arving, da hans egen Søn Sven Tjugeſkegg ſværmede om ſom en landflygtig Viking. Derhos var Sprakalegg-Ætten ſelv en umiddelbar Green af Lodbroke-Ætten, da Styrbjørn, Thorgils’s Fader, var en ſvenſk Kongeſøn. Der var ſaaledes mange Grunde, ſom talte for, at Sven efter Hardeknuts Død optraadte ſom den gamle Knytlinge- og Lodbroke-Æts Repræſentant og Arving. Endog de, der ej vare hans umiddelbare Tilhængere, maatte finde det haardt, at han ſkulde være udelukket fra Arven, og at denne ſkulde gaa over til en Ætten aldeles uvedkommende Mand. Aarſagen, hvorfor Hardeknut i ſin Arvepagt med Magnus ikke tog mindſte Henſyn til ham, er ellers let at indſee. Lige fra Harald Gormsſøns Dage havde der-hvad man trods det Mørke, der hviler over denne Periode af Danmarks Hiſtorie, tydeligt kan ſkimte — herſket Skinſyge og kjendeligt Uvenſkab mellem den kongelige Hovedlinje og den Sprakaleggſke Æt. Dette Uvenſkab grundede ſig ej alene derpaa, at begge Linjer ønſkede Kongemagten, men ogſaa paa de politiſke Hovedpartiers gjenſidige Stilling i Danmark. Vi have allerede under Harald Gormsſøns Regjering paaviiſt Tilværelſen af disſe Partier, et nationalt-danſk, eller maaſkee rettere nationalt-gotiſk, der havde ſin kraftigſte Støtte i Ætter, hvis Medlemmer ſiden optraadte ſom Jomsvikingernes Høvdinger, og ſom efter al Sandſynlighed havde holdt ſig i Landet ſiden Leidrekongernes Tid, — fornemmelig i de mere afſidesliggende Dele, ſom Bornholm og Skaane —; og et andet, der dannedes af Efterkommerne og Tilhængerne af de nordiſke Høvdinger, der i ſin Tid med Sigurd Ring og hans Efterfølgere havde omſtyrtet Leidre-Riget og gjort ſig til Herrer i Danmark[1]. Vi have nævnt, hvad der taler for den Mening, at allerede før Gorm den gamles Død hans Søn Harald ſøgte at erhverve Magten ved at ſtøtte ſig til hiint nationale Parti, medens hans Broder Knut ſtøttede ſig til det andet[2]. Siden optraadte Haralds Søn Sven i Knuts Sted ſom Høvding for det nordiſke Parti, medens Harald fremdeles ſtøttede ſig til det andet Parti, idet han ogſaa, ſom vi have ſeet, ſluttede ſig til de vendiſke Fyrſter, og ſøgte at ſkaffe ſig Beſiddelſer i Vendland, udenfor det egentlige Danmark, for her at have et Tilflugtsſted mod ſine mægtige Fiender[3]. I den nøjeſte Forbindelſe hermed ſtod Oprettelſen af Jomsvikinge-Samfundet, der ſtiftedes, medens Styrbjørn, Thorgils Sprakaleggs Fader, havde Ivar i ſin Beſiddelſe[4]. At Thorgils af det nationale Parti betragtedes ſom den, der efter Harald ſkulde blive dets øverſte Høvding, og hvilken det endog ønſkede ſig til Konge, hvis det lykkedes det at faa Overhaand, maa anſees lige ſaa viſt, ſom at Jomsborg efter Haralds Plan ſkulde blive en arvelig Beſiddelſe i Sprakalegg-Ætten, og at Jomsvikinge-Samfundets vigtigſte Formaal var at værne om denne Æt og og fremme dens Interesſer[5]. Derfor finde vi Jomsvikingerne ogſaa i et meget ſpendt Forhold til Kong Sven, medens derimod Eilif, Thorgils Sprakaleggs Søn, optræder blandt Jomvikingernes fornemſte Høvdinger tilligemed Thorkell bøje og Heming[6]. Disſe Høvdinger traadte endog i Ædhelreds Tjeneſte imod Kong Sven[7]. Vel ſee vi ſiden Thorkell høje, under forandrede Forhold, ſlutte Forbund med Svens Søn Knut, paa ſamme Tid ſom Eilifs Broder Ulf egtede Knuts Syſter Æſtrid og udnævntes til Jarl, efter al Sandſynlighed i Jomsborg[8], ſom han enten allerede beſad, eller kort efter ved Knuts Hjelp erobrede. Men i 1021 blev Thorkell erklæret fredløs af Knut, og dræbt af de danſke Høvdinger[9]; og uagtet Knut endnu troede Ulf ſaa godt, at han endog indſatte ham til Statholder i Danmark[10] — upaatvivlelig det Maal, hvortil Ulf ved at hykle Venſkab for Knut længe havde ſigtet —, benyttede denne dog, ſom vi have ſeet. Knuts førſte længere Fraværelſe til et Forſøg paa at gjøre ſig uafhængig, og dette mislykkede Forſøg havde ej alene Ulfs Drab, men ogſaa hans Søn Svens Landflygtighed til Følge. Sven ſtod ſaaledes, da Hardeknut ſluttede hiint Forlig med Magnus, ſom en landflygtig, af Kongen og hans Tilhængere ſelv mistænkt Høvding for et politiſk Parti, hvis Henſigt det var at betage de herſkende Høvdingeſlægter deres Indflydelſe. Allerede hans Arvefordringer paa Jomsborg ſtred aabenbart imod Kongehuſets Interesſer, end ſige de Fordringer, han maatte formodes at have paa Kronen ſelv. Under disſe Omſtændigheder er det ej at undres over, at iſær de Høvdinger, der ledede Hardeknuts Skridt, ikke ønſkede Sven til hans Efterfølger og heller vilde udſætte ſin for den Mulighed, at Riget tilfaldt en norſk Konge, thi af denne var det dog altid at vænte, at han nærmeſt vilde varetage det nordiſke Partis Interesſer lige over for det national-danſke[11]. Derimod maatte Sven have mange Tilhængere hos det egentlige Folk. Alle de ældgamle Slægter fra Leidrekongernes Tid, der maaſkee allerede havde glædet ſig til Knytlingeſtammens nær føreſtaaende Uddøen ſom det Øjeblik, da de nordiſke Høvdingers Vælde ſkulde ophøre, maatte, iſær efter Arvepagtens Oprettelſe, ſætte Haabet til Sven ſom deres vordende Frelſer. Og iſær er det ſandſynligt, at for ſaa vidt endnu nogen var tilbage af Jomsvikingernes Skare, ſamlede de ſig om ham, og opfordrede ham til at gjøre ſine Rettigheder gjeldende. Hvis man kan tro den ovenfor efter Mag. Adam af Bremen meddeelte Beretning, ſkal endog Hardeknut ſelv, da Sven perſonligt begav ſig til ham, have antaget ſig hans Sag. Det er og heel rimeligt thi deels var Sven og Hardeknut jevnaldrende Frænder og gamle Barndomsbekjendte[12], deels var Brennø-Forliget, ſom det udtrykkeligt ſiges, mere de danſke og norſke Høvdingers, end Kongens eget Verk, ſaa at det ſlet ikke er afgjort, at Hardeknut juſt betragtede det med ſynderlig Glæde: at han under ſaadanne Forhold ved Synet af den haabefulde Frænde og Barndomsven kunde føle Anger over at have givet ſit Minde til en Foranſtaltning, der truede med at berøve denne Frænde det Rige, hvorpaa han havde ſaa grundede Fordringer, og at bringe det i Hænderne paa en fremmed Konge, er heel naturligt, og hvad man tillige oftere har ſeet Exempler paa[13], iſær da han vel, ſom man maa formode, havde en Anelſe om at Magnus vilde komme til at overleve ham. Men hvad enten nu, ſom Mag. Adam fortæller, Hardeknut virkelig ſatte Sven i Spidſen for en Flaade, hvormed han forgjeves bekrigede Magnus, eller han kun foreløbigt tilſagde ham ſin Beſkyttelſe, er det viſt, at Sven efter et kort Ophold i England og maaſkee i Danmark, atter maatte ty tilbage til Sverige, hvor han ſiden Faderens Don havde opholdt ſig[14]. Og hvis han væntede Hjelp af Hardeknut, kunde dennes Død ikke andet end hindre Udførelſen af hans Planer.

Sverige var for Sven ſaa godt ſom et andet Fædreland. Hans Stamfader Styrbjørn var en ſvenſk Kongeſøn. Efter al Sandſynlighed havde hans Farfader Thorgils Sprakalegg opholdt ſig der i længere Tid. Der tales ikke om, med hvem denne var gift, og hvo der var Ulf Jarls Moder, men den Omſtændighed, at hans Sønner hed Ulf og Eilif, ligeſom den veſtergautſke Jarl Ragnvalds Svaner, medens tillige Ragnvalds Fader, Skagul-Toſtes Søn, hed Ulf, ſynes at antyde, at Thorgils’s Huſtru var ſvenſk og hørte til den ſamme C.’Et ſom Ragnvald og Sigrid Storraade[15]. Ulfs Huſtru Æſtrid var, ſom vi have ſeet, en Datter af Sigrid, og da vi ſenere erfare, at de danſke Konger, Sven Ulfsſøns Ætlinger, havde Privatbeſiddelſer i Gautland, af hvilke flere vare en Deel af den ſaakaldte Sigridlev, eller Sigrid Storraades efterladte Jordegods, ligger den Slutning nær, at disſe Beſiddelſer oprindelig have været hendes Datter Æſtrids Medgift, og Sønnen Svens Mødrenearv[16]. Man ſynes ſaaledes at maatte antage, at Sven vaade paa Fædrene- og Mødrene-Side har arvet ſtore Ejendomme i Sverige, og at derfor hans lange Ophold i dette Land neppe engang kunde kaldes en Landflygtighed, da han ſnarere kunde ſiges at opholde ſig i ſit rette Fædrenehjem. Den hele Tid har han vel tilbragt deels paa ſine Gaarde, deels hos ſin Frænde, Kong Anund, med hvem han, ſom han ſelv ſiden fortalte, deeltog i hans forſkjellige Krigstog[17]. Her har han ſandſynligviis været omgiven af en talrig Skare af ſin Faders danſke Tilhængere, der deels fra Danmark, deels fra Hoffet i England ſamlede ſig om ham, og fandt en gjeſtfri Modtagelſe og trygt Tilhold paa hans Godſer.

Sven beſad mange Egenſkaber, der gjorde ham ſkikket til at vinde ſine Omgivelſers Kjærlighed. Han var mild og nedladende, gavmild og gjeſtfri, tækkelig af Udvortes, klog og forſtandig. Men hans Hang til Vellyſt forførte ham til mange Fejltrin, og hans Klogſkab ſynes ikke at have været parret med Aabenhjertighed og Redelighed, i det mindſte hvor der handledes om politiſke Anliggender. Han ſynes at have haft Hang til Blødagtighed, manglet perſonligt Mod, ſaa at han foretrak Intriger for aaben Ferd, og ikke tog i Betænkning at anvende Hykleri og Falſkhed, naar det gjaldt at opnaa et vigtigt Maal, fornemmelig det vigtigſte af alle, Erhvervelſen af Knytlingernes Kongetrone[18]. Da Magnus nu havde alt for godt Fodfeſte i Danmark til at det kunde nytte Sven at bekrige ham med de Stridskræfter, der ſtode til hans Raadighed, beſluttede han at forſøge ſin Lykke ved Liſt og Forræderi. Han opſøgte derfor Magnus, da denne ved ſin Tilbagerejſe til Norge om Heſten, efter at han var bleven hyldet i Danmark, laa ved Kongehelle, for derfra ſiden at fortſætte Rejſen langs Kyſten nordefter, og opbød alle ſine Overtalelſeskunſter for at vinde hans Yndeſt og Tillid. Hvis det virkelig forholder ſig ſaaledes, ſom vi ovenfor have omtalt, og ſom han i det mindſte ſelv ſenere berettede Mag. Adam af Bremen, at han faa Maaneder i Forvejen havde forſøgt at hindre Magnus fra at komme i Beſiddelſe af Danmark, havde denne al Grund til at modtage ham med Uvilje og mistænke hans fagre Ord. Men deſto fuldkomnere maa hans Fiinhed og Forſtillelſe have været, thi det lukkedes ham ganſke at indſmigre ſig hos Magnus, og komme i Beſiddelſe af hans Tillid. Han ſøgte, heder det i en ak Kongeſagaerne, at erhverve Magnus’s Venſkab, og bad om at maatte faa et Len i hans Rige, tilbød ham ſin Troſkab og lovede at ville gaa ham til Haande; han talte om, hvor mægtige hans Frænder havde været, medens han derimod ingen Beſiddelſer havde, og forſikrede Kongen, at han i eet og alt ſkulde viſe ham ubrødelig Troſkab. Og Kongen, vedbliver Sagaen, troede hans fagre Ord, fordi han ſelv ikke kjendte til Svig, og gjengjeldte den Oprigtighed, han forudſatte hos ham. Efter flere og lange Samtaler, ſom han havde med ham i Eenrum, beſluttede han, ſom det ſynes, liden engang at have bort Einar eller andre Raadgivere, at modtage hans Hylding og Troſkabsed: det var maaſkee endog hans Princip, ikke at ville høre dem uden i de Anliggender, der vedkom Norge. Een Dag, da han og hans Mænd ſad om Drikkebordet, erklærede han derfor, at han vilde give Sven Jarlsnavn og et Len i Danmark, forærede ham en ny, prægtig Purpurkaade, og lod ham række et Bæger Mjød for at drikke en Mindeſkaal derom. Sven modtog Kaaben, men han kunde dog ſaa lidet dølge den Modbydelighed, han følte ved at erkjende ſig for Magnus’s Vaſal, at han, højt rødmende, ſtrax gav den til en af de tilſtedeværende, og ſelv kun tog en Graafeld paa. Det ſynes dog ſom om Kongen ikke ſaa det; i alle Fald enſede han det ej. Men Einar Thambarſkelve ſaa det, og udbrød ærgerlig: ofjarl, ofjarl, fóstri (for ſtor Jarl, for ſtor Jarl, Foſterſøn)! Kongen tog disſe Ord meget ilde op, og ſvarede vredt: tiltro mig nok ingen Skjønſomhed eller Menneſkekundſkab; jeg veed ikke hvad det ſkal betyde, at I anſee nogle for alt for ſtore Jarler, andre for ſlet intet“. Det blev ved Beſtemmelſen. Dagen efter, da Mesſen var ſungen, lod Kongen fremtage et Relikvieſkriin, og opfordrede Sven til at lægge ſine Hænder paa dette og ſværge ham Troſkabsed. Sven aflagde Eden ufortøvet efter den Formular, Magnus foreſtavede ham, nemlig „at han ſkulde være Kong Magnus tro, ſtedſe ſøge at forøge, og aldrig at formindſke hans Rige, og i alle Dele være ham underdanig, ſaa længe de begge vare i Live“. Kongen tog derpaa et Sverd og feſtede ved hans Side, hængte et Skjold om hans Hals, ſatte en Hjelm paa hans Hoved, og gav ham Jarlsnavn, tillige med de Forleninger i Danmark, hans Fader Ulf Jarl havde haft. Derhos bekjendt gjorde han, at han overdrog ham at forſvare Jylland, der laa fjerneſt fra Norge, og var meeſt udſat for Angreb af Saxer og Vender. Magnus ledſagede ſelv Sven tilbage til Jylland, og indſatte ham i hans nye Embede[19]. Han vilde dog vel neppe have gjort denne Omvej om Jylland, hvis ikke et andet vigtigt Anliggende havde kaldet ham. Dette var et paatænkt Giftermaal mellem hans Halvſyſter Ulfhild og Ordulf, den ældſte Søn af den mægtige ſaxiſke Hertug Bernhard. Efter et i vore Kongeſagaer meddeelt Sagn, ſom dog ikke i ſin Heelhed er ſynderlig paalideligt[20], ſkal Ordulf i egen Perſon have indfundet ſig allerede i Norge, for at bejle til Ulfhild, og der have faaet Løfte om hende. Men om det end forholder ſig ſaaledes, hvad der ej er uſandſynligt, maa dog Mag. Adam af Bremen anſees nøjagtigt underrettet og aldeles paalidelig, naar han fortæller at Magnus kom til Slesvig, og havde et Møde med Erkebiſkop Beſcelin af Bremen, Hertug Bernhard af Saxen, Biſkop Thietmar af Hildesheim og Biſkop Rodulf af Slesvig, og at Ulfhild paa dette Mode blev højtideligt feſtet til Bernhards Søn Ordulf[21]. Da hendes Giftermaal umiddelbart efter omtales, maa man antage, at hun ſtrax bar fulgt med Bernhard til Seiren, og at Brylluppet højtideligholdtes der. En Forbindelſe med Magnus maatte være Bernhard meget vigtig, og det var ikke mindre nyttigt for Magnus at kunne regne paa den mægtige Bernhards Hjelp mod deres fælles farlige Naboer Venderne. Fra dette Giftermaal nedſtammer i lige Linje den ſenere ſaxiſke og braunſchweigſke Fyrſteæt, hvis Medlemmer nu beklæde baade Englands, Hannovers og Braunſchweigs Troner. Magnus fortſatte derpaa ſin Rejſe nordefter, kom til Throndhjem lidt for Juul, og tilbragte Vintren i Nidaros. Den nye Jarl blev vel modtagen af Almuen i Danmark, tog ſig en Hird, og blev ſnart, ſom det heder, en ſtor Høvding[22].

  1. Se ovenfor I. 2. S. 66.
  2. Sammeſteds S. 71.
  3. Sammeſteds S. 76.
  4. Sammeſteds S. 99—103.
  5. Det ſtaar vel ingenſteds tydeligt udtalt, men fremgaar dog umiskjendeligt af alt, hvad man for Reſten med Sikkerhed veed om disſe Begivenheder.
  6. Sammeſteds S. 470.
  7. Sammeſteds S. 472.
  8. Sammeſteds S. 478.
  9. Sammeſteds S. 672.
  10. Det er ovenfor (I. 2. S. 767) omtalt, hvorledes Knut den mægtige udnævnte ſin Søn Sven til Herre i Jomsborg, og at han ſiden overdrog Beſtyrelſen til Harald, Thorkell bøies Søn. Henſigten var ſaaledes at inddrage Jomsborg, eller at gjøre det til en Apanage ſør yngre Kongeſønner. Det maatte ogſaa anſees farligt, at lade dette vigtige Len komme i Hænderne paa andre end paalidelige Mænd, og iſær maatte det være betænkeligt, at ſee det i Hænderne paa noget Medlem af den med Kongehuſet rivaliſerende Sprakalegg-Æt. Harald, Thorkell højes Søn, ſynes ganſke at have ſluttet ſig til Kongehuſets Interesſer. Hans Jarletitel havde neppe noget med Jomsborg at beſtille, men betragtedes vel nærmeſt ſom tilkommende hans Æt. Paa ſamme Maade har vel og Sigvalde Jarl kun fort Jarletitel ſom Familie-Titel, medens han i Jomsborg alene var Thorgils Sprakaleggs eller Sønnernes Formynder, og Befalingsmand i Borgen.
  11. Jvfr. herom ovenfor, I. 2. S. 726.
  12. Da Knut allerførſt udnævnte Ulf Jarl til Statholder i Danmark, tog han Sven med til England ſom Gisſel, ſe ovf. I. 2. S. 726. Men ſidenefter maa Sven være kommen tilbage til ſin Fader og have levet ſammen med Ulf, thi der fortælles udtrykkeligt, at Ulf ved Knuts Ankomſt til Danmark 1027 ſendte Sven og Hardeknut til ham for at bede ham om Naade, ſe S. 730. At Sven og Hardeknut vare jevnaldrende, ſiges udtrykkeligt i Olaf d. helt. Saga Cap. 144.
  13. Ligeſom da Englands Dronning Anna, ſom bekjendt, efter at Georg af Hannover var bleven beſtemt til Englands Tronarving, dog ſøgte at omſtyrte denne ſaakaldte act ak settlement, og ſpille Tronfølgen over til ſin Broderſøn, Jakob Stuart.
  14. Ogſaa Ágrip Cap. 31 omtaler Svens Ophold i England.
  15. Opkaldelſerne ſpillede nemlig en ſtørre Rolle i Norden i ældre Dage, end ſenere; og da der, ſaa vidt bekjendt, ikke tidligere havde været nogen Ulf eller Eilif i den ſvenſke Kongefamilie, lige ſaa lidet ſom nogen af dette Navn fandtes i Ragnvald Jarls Huſtru Ingebjørg Tryggvesdatters Æt, maa man ſlutte, at ſaa vel rane ſom Thorgils’s Sønner ere opkaldte efter fælles Frænder af hans Æt, med hvilken Thorgils ſaaledes har været beſvogret. Uſandſynligt er det ej, at hans Fader Ulf igjen kan have været en Sønneſøn,og følgelig Sigrid Storraade en Sønnedatter af den Ulf Jarl, der i Styrbjørns Thaatt nævnes ſom dennes Morbroder og Foſterfader. Se Langebek Scr. Rer. Dan. III. S. 282.
  16. Om Sigrids Privatbeſiddelſer eller Sigridlev, ſe I. 2. S. 309.
  17. Dette ſtaar udtrykkeligt hos Mag. Adam af Bremen, II. 21. Adam anfører her Kong Sven ſom ſin Hjemmelsmand for at Norge ej kan gjennentrejfes i een Maaned, og Sverige neppe i to. „Dette“, ſagde han (Mag. Adam anfører Kongens udtrykkelige Ord), „prøvede jeg, da jeg nylig under Kong Jakob (d. e. Anund) i 12 Aar gjorde Krigstjeneſte i hine Egne, hvilke begge omringtes af høje Fjelde, iſær Norge, der med ſine Alper omgiver Sverige.“ Det ſynes heraf, ſom om Anund ſkulde have bekriget Norge, hvilket dog neppe kan have været Tilfældet.
  18. Denne Charakteriſtik er neppe for ſtreng, naar vi nøje ſammenholde alt, hvad vi baade af norſke og danſke Kildeſkrifter erfare om Sven. Hans Vellyſtighed og mislige Levnet i denne Henſeende omtaler endog Saxe, og det temmeligt udførligt, S. 557. Her taler han vel forreſten om hans glimrende Egenſkaber, men tidligere (S. 547) erkjender han dog at Sven mere ved Held, end ved Kraftanſtrengelſe kom i Beſiddelſe af Riget, og lader beſynderlige Vink falde om at han endog til en Tid var forhadt af Danerne. At der blandt disſe gik Sagn om at han var frygtſom, ſees af de bekjendte Ord, ſom den hallandſke Bonde Karls Huſtru udſtødte efter Slaget i Nisaa; ſe Harald Haardraades Saga Cap. 79. Og at han agtede Sandheden lidet, derom har man idet mindſte haandgribelige Beviſer i de uſandfærdige Beretninger om ſit hele Forhold til Magnus, til Harald og den engelſke Konge, ſom han ſiden — aabenbart for at beſmykke ſin Ferd — meddeelte Mag. Adam, og hvilke denne har opbevaret. Thi om man endog, ſom enkelte ville, gaar ind paa hans Fremſtilling af Maaden, hvorpaa Magnus blev Konge i Danmark, ſaa er det dog viſt, at Sven aldrig efter Magnus’s Død var Konge i Norge, og tvang Kong Edward til at byde ham Tribut og udnævne ham til ſin Arving: alt dette er ligefrem Opſpind, ſom Sven bar faaet Mag. Adam til at tro. Snorre, Magnus den godes Saga Cap. 23, ſkildrer Sven ſom „ſmuk, høj og ſterk, en ſtor Idrætsmand, forſtandig og udruſtet med alt, hvad der pryder en god Kong.—“;han kalder ham ligeledes „den venneſæleſte Mand,“ og reflekterer ikke ſynderligt over hans Tvetungethed; men i de ældre, vidtløftigere Kongeſagaer (Magnus den godes Saga Cap. 26) ſtaar der udtrykkeligt at han „foor med fagre Taler, og ſkaffede ſig ſaaledes i Venſkab med Kong Magnus“, at denne „lyttede til hans Vennetale, fandt at han var forſtandig og ſmuk at ſee til, og troede at han var lige ſaa ordfaſt ſom fagertalende, lige ſaa paalidelig og tro, ſom han var ſkjøn at ſee til“. Dette røber nokſom, at Sagaens Forfatter eller Sagnberetteren har ſat hans Troſkab og Redelighed meget lavt. Dette Træk i Svens Charakteer maa man vel merke ſig og have for Øje, for ret at forſtaa de følgende Begivenheder.
  19. Det forholder ſig neppe ſaaledes, ſom et Par Sagaer fortælle, at Jarlsnavnet førſt blev overdraget til Sven under dette korte Ophold i Jylland. Jarlsnavnet har Sven viſtnok allerede faaet, da han hyldede Magnus, thi det betragtedes vel ſnareſt ſom en Hæderstitel, der tilkom den Sprakaleggſke Æt, og var neppe knyttet til hans Stilling i Jylland, ſom om dette indrettedes til et ſærſkilt Jarledømme for ham.
  20. Dette Sagn meddeles i Magnus den godes Saga Cap. 30. Ordulf kaldes her, ſom eller i vore Sagaer, Otto, og ſiges allerede at verre Hertug. Det heder at Otto og Saxlands Kejſer (maaſkee herved menes Ordulfs Fader Bernhard), enedes om at Ulfhild var et ønſkeligt Parti for ham, og at Otto derfor begav ſig til Norge for at bejle til hende i Keiſerens Navn, at han kom til Viken, men ikke traf Magnus, kun hans Moder Alfhild, der udgav ſin egen hæslige Datter, Magnus’s Syſter, for Ulfhild; at Otto derfor ej vilde indlade ſig paa noget Frieri, men vendte tilbage med uforrettet Sag; at Kejſeren dog ſendte ham atter op for at henvende ſig til Magnus ſelv, og bejle til den foregivne Kongedatter i ſit eget Navn, ej i Kejſerens: at Otto nu traf Magnus fik den den virkelige Ulfhild at ſee, bejlede til hende i eget Navn, og fik hende, ſamt at Brylluppet ſtod i Norge. Siden ti Cap. 35) tales derom lidt-ledes Kejſeren fik Ulfhild at ſee efter Giftermaalet og ærgrede ſig over at han ej havde faaet hende. Her maa dog Mag. Adam meeſt ſtaa til Troende, da Saga-Beretningen i det Hele taget har et uſandſynligt Præg. Men det er dog nok muligt, at Ordulf foreløbigt har indfundet ſig i Norge, maaſkee i Kongehelle; han kan endog have været i Følge med Kongen og Ulfhild tilbage til Slesvig. Fulgte Ulfhild med Magnus til Slesvig, maa hun og have været med ham i Kongehelle.
  21. Mag. Adam, II. 75. At dette Mode maa have fundet Sted paa den her angivne Tid, ſees deraf, at Mag. Adam nævner det umiddelbar for Venderkrigen, og dog ſaaledes, at Magnus i Mellemtiden har været hjemme i Norge, (Magnus a Normannia redicus Heidibam appulit).
  22. Sammenhængen med Svens Udnævnelſe til Jarl og Befalingsmand i Jylland fortælles noget forſkjelligt i de gamle Sagaer. I Magnus den godes Saga Cap. 26, 27 heder det at Sven kom til ham i eller ved Kongehelle, vandt hans Venſkab ved ſine fagre Taler, og blev af Kongen førſt udnævnt til Jarl idet han fik hiin Kappe, og Einar udtalte de Ord, ſom ovenfor ere anførte. Dagen efter, heder det, lod Magnus ham ſværge Troſkabsed, beholdt ham hos ſig en Stund, og ledſagede ham mod Sommerens Ende (det er ovf. anført at denne Saga lader Magnus tilbringe den førſte Vinter i Danmark) til Jylland, hvor han gjorde ham til Befalingsmand. Fagrſkinna Cap. 138, 139, lader Sven førſt ſværge Troſkabsed ved Kongehelle, men ej blive udnævnt til Jarl, førend da Magnus, efter at være vendt tilbage til Danmark, ved Vintrens Begyndelſe forlod Jylland, gav Sven Jarlsnavn og ſatte ham til at forſvare Landet. Snorre derimod, Cap. 23, 21, nævner intet om Magnus’s Tilbagerejſe til Jylland, men lader Sven førſt hylde Kongen, derpaa udnævnes til Jarl og Befalingsmand i hele Danmark, og endelig ſværge ham Troſkabsed, alt ved Kongehelle. Den ovenfor givne Fremſtilling ſynes at være den, der ved Sammenhold af de tre afvigende Beretninger bliver den rimeligſte. At Hyldingen og Edsaflæggelſen ſkede øſter ved Elven, at Sven gav gode Løfter og aflagde Ed paa et Relikvieſkriin efter Magnus’s Foreſtaven, ſiges udtrykkeligt i et Vers af den ſamtidige Thjodolf Skald, der paa alle tre Steder anføres. Dette er af megen Vigtighed, thi det indeholder et paalideligt Vidnesbyrd om Hyldings-Akten, der hverken omtales af Saxo eller Mag. Adam: det kunde heller ikke pasſe med hele det øvrige Opſpind, ſom Sven forebragte denne, at erkjende“ at nogen Hylding havde fundet Sted. — Det er ellers viſtnok en Misforſtaaelſe af Snorre, naar han antager Sven at have været udnævnt til Befalingsmand over hele Danmark. Han havde vel maaſkee Forleninger der, men hans egentlige Embede var at forſvare Jylland; han var et Sags Markgreve, og hans Stilling ſvarede til de førſte jydſke Hertugers.