Det norske Folks Historie/2/93

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Paa Færøerne havde Thrond i Gøte, ſaaledes ſom det ovenfor er viiſt[1], fort Herredømmet lige ſiden det Forlig, Leif og Gille nødtvungne havde indgaaet med ham i 1029, uagtet det ſtrengt taget var betinget, at Herredømmet ſkulde være deelt mellem ham, Leif og Sigmunds Sønner. Men i Drengen Sigmund Leifsſøn, der var hos ham, ſom det hed, til Opfoſtring, havde han en Gisſel, der ſkrede ham ſaavel Forældrene Leifs og Thoras, ſom Morbrødrene, Sigmunds Sønners, Eftergivenhed Paa ſin ſædvanlige underfundige Maade lod han, ſom om han i Uvilje jog ſine Frænder, Voldsmændene Sigurd, Thord og Gaut, fra ſig, men ſkaffede dem derved Anledning til at ſværme om paa Ørne, forſtyrre Familiernes Fred, og bevirke Manddrab og andet Uvæſen, alt uſtraffet. Omſider vovede Sigurd endog i ſin Broder Thords Navn at begynde et Frieri til Sigmund Breſtesſøns anſeede Enke, Thurid Thorkellsdatter, uagtet hun paa denne Tid var henimod 70 Aar gammel. Uagtet Thurid afſkyede Thord, og viſt ogſaa fandt et nyt Giftermaal i hendes Alder latterligt, gav hun Sigurd dog, efter ſin kloge Datter Thoras Raad, godt Haab, og beſtemte ham og hans Broder en Dag, de kunde komme for at hente Svar, thi ſaaledes, meente Thora, kunde disſe Voldsmænd letteſt lokkes i Fælden. Leif ytrede dog Betænkeligheder med Henſyn til ſin Søn Sigmund, der nu var i Thronds Vold; men Thora beroligede ham og foreſlog ham ſtrax at rejſe til Thrond med hende for at befri Sønnen. Det ſkede; ledſagede af fem Mænd droge de til Øſterø, hvor Thrond, der neppe var belavet paa deres Ankomſt, tog vel imod dem. Thora ſpurgte ſin Søn Sigmund, der nu var 9 Aar gammel (1035), hvad Thrond havde lært ham. Han ſvarede: alſlags Rettergang og Lovkyndighed. Derpaa ſpurgte hun, om han ikke ogſaa havde lært ham Chriſtendomskundſkab. Sigmund ſvarede at han havde lært Credo og Pater noster. Moderen forlangte at høre dem: han kunde Pater noster temmelig godt, men det Credo han havde lært af Thrond, lød ſaaledes:

Givne ere Engle gode,
Ej gaar jeg ene ude;
mine Fødder følge
fem Guds Engle;

Beder jeg for mig Bøn,
Bære de den for Chriſt;
Synger jeg Pſalmerne ſyv,
Sørge Gud for min Sjæl![2].

Thora bebrejdede Thrond, at han ej havde lært Sønnen noget ordentligere Credo, men Thrond ſvarede, at ligeſom hver af Chriſti Diſciple havde ſit eget Credo, ſaaledes havde han ogſaa ſit, og de kunde alle være lige gode om de end vare forſkjellige. Om Aftenen, da man ſkulde gaa til Sængs, forlangte Thrond, ſom ſædvanligt, at have Sigmund hos ſig, da han ellers, ſom han foregav, ej kunde ſove; men Thora ſagde at Sigmund ſkulde blive hos hende, for at fortælle hende om hvorledes han havde levet, og Thrond, der, ſom det ſynes, kun havde faa Folk hos ſig paa Gaarden, vovede ej at modſætte ſig det. Om Natten vakte Thora Leif, og bad ham i Haſt gaa om paa Øen med ſine Folk, og forhugge enhver Farkoſt, ſom fandtes der. Det ſkede; og da han var kommen tilbage, ſtod Thora op, tog Sigmund med ſig, og gik ombord, medens Leif ſagde Thrond Farvel, og meldte ham at Sigmund fulgte med. Thrond ſagde vel at dette ej gik an, men forgjæves. Leif gik ombord og ſejlede afſted, og da Thrond bød ſine Folk at tage en Skude for at ſætte efter ham, ſtyrtede Søen ind ſaa at de maatte vende om. Leif og Thora kom i god Behold hjem med Sigmund. Kort efter indfandt Sigurd ſig ledſaget af Thord, ſelv 12te, til beſtemt Tid paa Skove. Thord advarede Broderen, men, ligeſom forblindet, gik han op paa Gaarden, medens de øvrige bleve nede ved Baaden. Thurid ventede ham paa Trinet, og Sigurd begyndte en Samtale med hende; men under Samtalen brøde Hjere Sigmundsſøn og flere Mænd ud fra et Baghold, og angrebe ham. Sigurd forſvarede ſig tappert, og fældte mere, men blev omſider dødelig ſaaret af Leif. Dog kom han endnu levende ombord paa Skibet, og ſatte med ſine Mænd over til Strømø. Men her opgav han Aanden, og endnu den ſamme Dags Aften kom Leif og Sigmunds Sønner Brand og Steingrim med henimod 30 Mænd til det Huus, hvor Thord, Gaut og de øvrige opholdt ſig, omringede det, og ſatte Ild paa det. De angrebne forſvarede ſig godt; Brand Sigmundsſøn faldt for Thord, og Gaut gav Steingrim et Saar i Knæet, hvoraf han ſiden ſtedſe haltede; men Enden blev dog, at Leif fik dræbt baade Gaut og Thord, og da Thrond fik Efterretning derom, døde han af Sorg. Med Thrond faldt den ſidſte Støtte for Hedendommens Levninger og den gamle Trodſigheds-Aand paa Færøerne (1035). Leif raadede nu ene for den hele Øgruppe, drog over til Norge, og tog Færøerne til Len af Magnus[3].

Paa Island var det nu, ſom vi ovenfor (S. 455) have antydet, forholdsviis ſtille. Chriſtendommens Virkninger ſporedes endelig i den opvoxende Slægt, medens de ældre Høvdinger, hvis Ungdom endnu tilhørte Hedendommens Tider, og hvis indbyrdes Stridigheder fornemmelig har givet Sagalitteraturen Stof, deels vare bortdøde, deels, ſom det næſten ſynes, følte ſig trætte efter de mange overſtaaede Storme, og længedes efter Hvile[4]. Saaledes var Gudmund den mægtige, ſom vi have ſeet, allerede død om Vinteren 1024—25. Hans Broder Einar kan ej have overlevet ham længe. Omtrent paa ſamme Tid døde den mægtige Gode Thorkell Kravla i Vatnsdalen[5]. Thorkell Eyjulfsſøn, Gudruns Mand, omkom, ſom det ſynes, i Aaret 1029, efter at være kommen tilbage fra en Rejſe til Norge for at hente Tømmer til en Kirke, han vilde lade hugge. Kong Olaf ſelv havde givet ham Tømmeret; men da Thorkell til Vejledning ved det vordende Bygningsarbejde tog Maal af Staverne til en Kirke, Olaf paa ſamme Tid ſelv lod bygge, ſagde Kongen at han gjerne kunde hugge to Alen af hvert Stortræ og endda op føre den ſtørſte Kirke paa Island. Derover blev Thorkell vred, og ſagde at Kongen ſelv kunde beholde ſit Tommer, naar han fandt Gaven for ſtor. Kongen ſvarede roligt, at han havde givet ham Tømmeret af et godt Hjerte, og at han ej misundte ham Kirken, der, hvor ſtor han end byggede den, alligevel ej vilde blive ſtor nok for hans Overmod; men at han anede, at ingen vilde have godt af dette Tømmer. Thorkell lod nu ſin Vrede fare og ſkiltes venſkabeligt fra Kongen; han kom heldigt til Island, men da han Vintren efter ſkulde bringe Tømmeret fra en Havn, hvor det var oplagt, til Helgafell, omkom han paa Søen. Hans Enke, den urolige Gudrun, ſlog ſig paa ſin gamle Alder fra Verden, og levede endog ſom Nonne[6]. Aaret efter Kong Olafs Fald døde hendes Ven og Beſkytter, den viſe Snorre Gode (1031), 66 Aar gammel, i fuld Beſiddelſe af ſin Magt, og omringet af en talrig Skare Sønner og Svigerſønner[7]. Aaret forud (1030) var Skafte Lovſigemand død, og efterfulgtes i Embedet af Stein Thorgeſtsſøn. Skaftes Svoger, den mægtige Thorgils Thordsſøn Arrebeinsſtjup, endte ſit urolige Liv to Aar ſenere[8]. At de Høvdinger, ſom herefter fremſtode, førte et roligere Liv end deres Fædre, derom indeholdes det bedſte Vidnesbyrd i den Omſtændighed, at der findes faa eller ingen Sagaer om deres Bedrifter.

  1. Se ovenfor S. 604.
  2. Dette ſaakaldte Credo (Thrond, ukjendt med Latinen, kaldte det kredda), der anføres i Færeyingaſ., Cap. 56, kjendes endnu, i den ovfr. anførte fuldſtændigere Form, paa Færøerne, ſe Fortalen til Rafns Udg. af Færeyinga Saga, S. IV.
  3. Færeyingaſaga, Cap. 49—58.
  4. Se ovenfor S. 702. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte originalen nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
  5. Se Vatnsdølaſaga, ſidſte Capitel.
  6. Laxdølaſaga, Cap. 74—77, 78. Det ſiges her, at Thorkell døde 42 Aar før Olafs Fald, altſaa 1026, men da Tidsregningen her er yderſt forvirret, og det af det ovenfor (S. 702 flg.) anførte, der ſlutter ſig til Olaf den helliges Saga, kan ſees at Thorkell endnu maa have levet i 1026 eller 1027, kan hans Død ej ſættes tidligere end 1028. I Olaf den helliges Saga ſiges der, at Samtalen mellem ham og Olaf om Tømmeret forefaldt i Nidaros, hvor Olaf juſt var ifærd med at bygge en Kirke. Snarere var det dog i Sarpsborg, hvor Olaf tilbragte Høſten 1027 og Vintren 1027—28, og hvor Gelle, Thorkells Søn, ſom det i Olaf den hell. Saga, Cap. 156, Snorre, Cap. 169, ſiges, kom tilbage til ham efter det uheldige Udfald af Kongens Andragende paa Althinget Sommeren forud (S. 701). Da det nu i Laxd. Saga heder, at Gelle var i Følge med ſin Fader paa dennes ſidſte Rejſe til Norge, ſynes dette netop at have været i 1027; Thorkell er da forbleven der til Vaaren 1028, og er omkommen ſtrax efter Juul 1029.
  7. Indledningen til Olaf den helliges Saga og Snorre. Eyrbyggjaſaga, Cap. 65.
  8. Are frodes Islendingabok, Cap. 8. Floamannaſaga, Cap. 34. Jvfr. ovfr. S. 42, 163, 363. Da denne merkelige Mand er at betragte ſom den ſidſte Repræſentant for de egte islandſke Høvdinger fra Hedendommen, hvilken han overlevede længere end alle hans Ungdoms-Stalbrødre og Samtidige, bør vi her i Korthed nævne noget om hans vigtigſte Hændelſer, hvorvel de ikke egentlig gribe ind i Hiſtorien. Hans tidligere Liv var, ſom vi have ſeet, deelt mellem Vikingetog, Handelsrejſer og Ophold paa Island. Han behagede ſig i alſlags Kamp, iſær i Holmgang, hvorved han dog ſom ofteſt ſøgte at ſtaa fredelige og forſvarsløſe Folk bi mod Voldsmænd. Saaledes beſtod han engang, enten paa Oplandene eller i Sverige, for at redde en ung Pige fra en Berſerks Efterſtræbelſer, et eget Slags Kamp med denne, kaldet Kargang, fordi de kæmpede i et tillukket Kar; her fældte han Berſerken. Efter Erik Rødes Indbydelſe drog han med ſin Huſtru og hele Familie i Aaret 997 til Grønland, for at nedſætte ſig der, men Storme fordreve ham langt op paa Grønlands Øſtkyſt, hvor han led Skibbrud, og maatte opholde ſig i hele to Vintre og den mellemliggende Sommer, idet flere af hans Folk døde, og to onde Trælle engang i hans Fraværelſe myrdede hans Huſtru, ſom her havde født en Søn, Thorfinn. Da der ikke fandtes Melk til at opamme Drengen, lod Thorgils ſkære Hul i ſit Bryſt, og lod Drengen die Blodet, hvorved det virkelig lykkedes at holde Liv i ham. Endelig frelſte han og hans Ulykkeskammerater ſig fra disſe Ørkener paa en Skindbaad, de havde bygget, og han kom efter flere Æventyr til Erik Røde (1001), men var ſlet ikke tilfreds med Modtagelſen, og forlod Grønland, for at rejſe hjem igjen. Vinden drev ham til Island, hvor han tilbragte Vintrene derfor drog han til Haalogaland (1002), hvor han atter reddede en Pige for en Berſerk ved at fælde denne i Holmgang, .Endelig vendte han herfra tilbage til Island, men undervejs blev hans Søn, den fireaarige Thorfinn, hvilken han, iſær da han ſelv paa en vis Maade havde opammet ham, elſkede ubeſkriveligt, af Bølgerne reven ſaa voldſomt ud af og atter kaſtet ind i Skibet, at han fik en Blodſtyrtning og døde. Herover blev Thorgils ſaa utrøſtelig, at han ved Ankomſten til Island hverken vilde gaa i Land eller give Slip paa Liget; man maatte narre ham i Land ved et forſtilt Slagsmaal, hvori han ej kunde afholde ſig fra at blande ſig. Siden, efter at have overſtaaet Sorgen og atter overtaget ſin Gaard Tradarholt, egtede han Skafte Lovſigemands Syſter, Helga, mod hendes eget salte, da han allerede var 55 Aar gammel (1003), men efter hendes Faders. Hun viſte ſig derfor en Tidlang ublid mod ham, indtil han engang, da de ſad ude paa Gaarden, gjorde hende opmerkſom paa, hvorledes Hanen tugtede Hanen; det kunde nok gaa andre ligeſaa, ſagde han, og fra den Tids af levede de godt ſammen. Siden havde han en Tviſt med Aasgrim Ellidagrimsſøn, der bilagdes af Skafte. Endnu i ſit 70de Aar fældte han i Vrede en Nordmand, der havde forhaanet ham, men gav 2 Aar efter hans Brødre fulde Boder, da disſe, der vare komne for at tage Hevn, ej vilde kæmpe med en ſaa gammel Mand ſom han. Ved ſin Død var han 85 Diar gammel, og blev begraven ved den Kirke, Skafte havde ladet opføre.