Det norske Folks Historie/2/93

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 859-863).

Paa Færøerne havde Thrond i Gøte, saaledes som det ovenfor er viist^[1], fort Herredømmet lige siden det Forlig, Leif og Gille nødtvungne havde indgaaet med ham i 1029, uagtet det strengt taget var betinget, at Herredømmet skulde være deelt mellem ham, Leif og Sigmunds Sønner. Men i Drengen Sigmund Leifssøn, der var hos ham, som det hed, til Opfostring, havde han en Gissel, der skrede ham saavel Forældrene Leifs og Thoras, som Morbrødrene, Sigmunds Sønners, Eftergivenhed Paa sin sædvanlige underfundige Maade lod han, som om han i Uvilje jog sine Frænder, Voldsmændene Sigurd, Thord og Gaut, fra sig, men skaffede dem derved Anledning til at sværme om paa Ørne, forstyrre Familiernes Fred, og bevirke Manddrab og andet Uvæsen, alt ustraffet. Omsider vovede Sigurd endog i sin Broder Thords Navn at begynde et Frieri til Sigmund Brestessøns anseede Enke, Thurid Thorkellsdatter, uagtet hun paa denne Tid var henimod 70 Aar gammel. Uagtet Thurid afskyede Thord, og vist ogsaa fandt et nyt Giftermaal i hendes Alder latterligt, gav hun Sigurd dog, efter sin kloge Datter Thoras Raad, godt Haab, og bestemte ham og hans Broder en Dag, de kunde komme for at hente Svar, thi saaledes, meente Thora, kunde disse Voldsmænd lettest lokkes i Fælden. Leif ytrede dog Betænkeligheder med Hensyn til sin Søn Sigmund, der nu var i Thronds Vold; men Thora beroligede ham og foreslog ham strax at rejse til Thrond med hende for at befri Sønnen. Det skede; ledsagede af fem Mænd droge de til Østerø, hvor Thrond, der neppe var belavet paa deres Ankomst, tog vel imod dem. Thora spurgte sin Søn Sigmund, der nu var 9 Aar gammel (1035), hvad Thrond havde lært ham. Han svarede: alslags Rettergang og Lovkyndighed. Derpaa spurgte hun, om han ikke ogsaa havde lært ham Christendomskundskab. Sigmund svarede at han havde lært Credo og Pater noster. Moderen forlangte at høre dem: han kunde Pater noster temmelig godt, men det Credo han havde lært af Thrond, lød saaledes:

Givne ere Engle gode,
Ej gaar jeg ene ude;
mine Fødder følge
fem Guds Engle;

Beder jeg for mig Bøn,
Bære de den for Christ;
Synger jeg Psalmerne syv,
Sørge Gud for min Sjæl!^[2].

Thora bebrejdede Thrond, at han ej havde lært Sønnen noget ordentligere Credo, men Thrond svarede, at ligesom hver af Christi Disciple havde sit eget Credo, saaledes havde han ogsaa sit, og de kunde alle være lige gode om de end vare forskjellige. Om Aftenen, da man skulde gaa til Sængs, forlangte Thrond, som sædvanligt, at have Sigmund hos sig, da han ellers, som han foregav, ej kunde sove; men Thora sagde at Sigmund skulde blive hos hende, for at fortælle hende om hvorledes han havde levet, og Thrond, der, som det synes, kun havde faa Folk hos sig paa Gaarden, vovede ej at modsætte sig det. Om Natten vakte Thora Leif, og bad ham i Hast gaa om paa Øen med sine Folk, og forhugge enhver Farkost, som fandtes der. Det skede; og da han var kommen tilbage, stod Thora op, tog Sigmund med sig, og gik ombord, medens Leif sagde Thrond Farvel, og meldte ham at Sigmund fulgte med. Thrond sagde vel at dette ej gik an, men forgjæves. Leif gik ombord og sejlede afsted, og da Thrond bød sine Folk at tage en Skude for at sætte efter ham, styrtede Søen ind saa at de maatte vende om. Leif og Thora kom i god Behold hjem med Sigmund. Kort efter indfandt Sigurd sig ledsaget af Thord, selv 12te, til bestemt Tid paa Skove. Thord advarede Broderen, men, ligesom forblindet, gik han op paa Gaarden, medens de øvrige bleve nede ved Baaden. Thurid ventede ham paa Trinet, og Sigurd begyndte en Samtale med hende; men under Samtalen brøde Hjere Sigmundssøn og flere Mænd ud fra et Baghold, og angrebe ham. Sigurd forsvarede sig tappert, og fældte mere, men blev omsider dødelig saaret af Leif. Dog kom han endnu levende ombord paa Skibet, og satte med sine Mænd over til Strømø. Men her opgav han Aanden, og endnu den samme Dags Aften kom Leif og Sigmunds Sønner Brand og Steingrim med henimod 30 Mænd til det Huus, hvor Thord, Gaut og de øvrige opholdt sig, omringede det, og satte Ild paa det. De angrebne forsvarede sig godt; Brand Sigmundssøn faldt for Thord, og Gaut gav Steingrim et Saar i Knæet, hvoraf han siden stedse haltede; men Enden blev dog, at Leif fik dræbt baade Gaut og Thord, og da Thrond fik Efterretning derom, døde han af Sorg. Med Thrond faldt den sidste Støtte for Hedendommens Levninger og den gamle Trodsigheds-Aand paa Færøerne (1035). Leif raadede nu ene for den hele Øgruppe, drog over til Norge, og tog Færøerne til Len af Magnus^[3].

Paa Island var det nu, som vi ovenfor (S. 455) have antydet, forholdsviis stille. Christendommens Virkninger sporedes endelig i den opvoxende Slægt, medens de ældre Høvdinger, hvis Ungdom endnu tilhørte Hedendommens Tider, og hvis indbyrdes Stridigheder fornemmelig har givet Sagalitteraturen Stof, deels vare bortdøde, deels, som det næsten synes, følte sig trætte efter de mange overstaaede Storme, og længedes efter Hvile^[4]. Saaledes var Gudmund den mægtige, som vi have seet, allerede død om Vinteren 1024–25. Hans Broder Einar kan ej have overlevet ham længe. Omtrent paa samme Tid døde den mægtige Gode Thorkell Kravla i Vatnsdalen^[5]. Thorkell Eyjulfssøn, Gudruns Mand, omkom, som det synes, i Aaret 1029, efter at være kommen tilbage fra en Rejse til Norge for at hente Tømmer til en Kirke, han vilde lade hugge. Kong Olaf selv havde givet ham Tømmeret; men da Thorkell til Vejledning ved det vordende Bygningsarbejde tog Maal af Staverne til en Kirke, Olaf paa samme Tid selv lod bygge, sagde Kongen at han gjerne kunde hugge to Alen af hvert Stortræ og endda op føre den største Kirke paa Island. Derover blev Thorkell vred, og sagde at Kongen selv kunde beholde sit Tommer, naar han fandt Gaven for stor. Kongen svarede roligt, at han havde givet ham Tømmeret af et godt Hjerte, og at han ej misundte ham Kirken, der, hvor stor han end byggede den, alligevel ej vilde blive stor nok for hans Overmod; men at han anede, at ingen vilde have godt af dette Tømmer. Thorkell lod nu sin Vrede fare og skiltes venskabeligt fra Kongen; han kom heldigt til Island, men da han Vintren efter skulde bringe Tømmeret fra en Havn, hvor det var oplagt, til Helgafell, omkom han paa Søen. Hans Enke, den urolige Gudrun, slog sig paa sin gamle Alder fra Verden, og levede endog som Nonne^[6]. Aaret efter Kong Olafs Fald døde hendes Ven og Beskytter, den vise Snorre Gode (1031), 66 Aar gammel, i fuld Besiddelse af sin Magt, og omringet af en talrig Skare Sønner og Svigersønner^[7]. Aaret forud (1030) var Skafte Lovsigemand død, og efterfulgtes i Embedet af Stein Thorgestssøn. Skaftes Svoger, den mægtige Thorgils Thordssøn Arrebeinsstjup, endte sit urolige Liv to Aar senere^[8]. At de Høvdinger, som herefter fremstode, førte et roligere Liv end deres Fædre, derom indeholdes det bedste Vidnesbyrd i den Omstændighed, at der findes faa eller ingen Sagaer om deres Bedrifter.

1. Se ovenfor S. 604.
2. Dette saakaldte Credo (Thrond, ukjendt med Latinen, kaldte det kredda), der anføres i Færeyingas., Cap. 56, kjendes endnu, i den ovfr. anførte fuldstændigere Form, paa Færøerne, se Fortalen til Rafns Udg. af Færeyinga Saga, S. IV.
3. Færeyingasaga, Cap. 49–58.
4. Se ovenfor S. 702. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte originalen nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
5. Se Vatnsdølasaga, sidste Capitel.
6. Laxdølasaga, Cap. 74–77, 78. Det siges her, at Thorkell døde 42 Aar før Olafs Fald, altsaa 1026, men da Tidsregningen her er yderst forvirret, og det af det ovenfor (S. 702 flg.) anførte, der slutter sig til Olaf den helliges Saga, kan sees at Thorkell endnu maa have levet i 1026 eller 1027, kan hans Død ej sættes tidligere end 1028. I Olaf den helliges Saga siges der, at Samtalen mellem ham og Olaf om Tømmeret forefaldt i Nidaros, hvor Olaf just var ifærd med at bygge en Kirke. Snarere var det dog i Sarpsborg, hvor Olaf tilbragte Høsten 1027 og Vintren 1027–28, og hvor Gelle, Thorkells Søn, som det i Olaf den hell. Saga, Cap. 156, Snorre, Cap. 169, siges, kom tilbage til ham efter det uheldige Udfald af Kongens Andragende paa Althinget Sommeren forud (S. 701). Da det nu i Laxd. Saga heder, at Gelle var i Følge med sin Fader paa dennes sidste Rejse til Norge, synes dette netop at have været i 1027; Thorkell er da forbleven der til Vaaren 1028, og er omkommen strax efter Juul 1029.
7. Indledningen til Olaf den helliges Saga og Snorre. Eyrbyggjasaga, Cap. 65.
8. Are frodes Islendingabok, Cap. 8. Floamannasaga, Cap. 34. Jvfr. ovfr. S. 42, 163, 363. Da denne merkelige Mand er at betragte som den sidste Repræsentant for de egte islandske Høvdinger fra Hedendommen, hvilken han overlevede længere end alle hans Ungdoms-Stalbrødre og Samtidige, bør vi her i Korthed nævne noget om hans vigtigste Hændelser, hvorvel de ikke egentlig gribe ind i Historien. Hans tidligere Liv var, som vi have seet, deelt mellem Vikingetog, Handelsrejser og Ophold paa Island. Han behagede sig i alslags Kamp, især i Holmgang, hvorved han dog som oftest søgte at staa fredelige og forsvarsløse Folk bi mod Voldsmænd. Saaledes bestod han engang, enten paa Oplandene eller i Sverige, for at redde en ung Pige fra en Berserks Efterstræbelser, et eget Slags Kamp med denne, kaldet Kargang, fordi de kæmpede i et tillukket Kar; her fældte han Berserken. Efter Erik Rødes Indbydelse drog han med sin Hustru og hele Familie i Aaret 997 til Grønland, for at nedsætte sig der, men Storme fordreve ham langt op paa Grønlands Østkyst, hvor han led Skibbrud, og maatte opholde sig i hele to Vintre og den mellemliggende Sommer, idet flere af hans Folk døde, og to onde Trælle engang i hans Fraværelse myrdede hans Hustru, som her havde født en Søn, Thorfinn. Da der ikke fandtes Melk til at opamme Drengen, lod Thorgils skære Hul i sit Bryst, og lod Drengen die Blodet, hvorved det virkelig lykkedes at holde Liv i ham. Endelig frelste han og hans Ulykkeskammerater sig fra disse Ørkener paa en Skindbaad, de havde bygget, og han kom efter flere Æventyr til Erik Røde (1001), men var slet ikke tilfreds med Modtagelsen, og forlod Grønland, for at rejse hjem igjen. Vinden drev ham til Island, hvor han tilbragte Vintrene derfor drog han til Haalogaland (1002), hvor han atter reddede en Pige for en Berserk ved at fælde denne i Holmgang, .Endelig vendte han herfra tilbage til Island, men undervejs blev hans Søn, den fireaarige Thorfinn, hvilken han, især da han selv paa en vis Maade havde opammet ham, elskede ubeskriveligt, af Bølgerne reven saa voldsomt ud af og atter kastet ind i Skibet, at han fik en Blodstyrtning og døde. Herover blev Thorgils saa utrøstelig, at han ved Ankomsten til Island hverken vilde gaa i Land eller give Slip paa Liget; man maatte narre ham i Land ved et forstilt Slagsmaal, hvori han ej kunde afholde sig fra at blande sig. Siden, efter at have overstaaet Sorgen og atter overtaget sin Gaard Tradarholt, egtede han Skafte Lovsigemands Syster, Helga, mod hendes eget salte, da han allerede var 55 Aar gammel (1003), men efter hendes Faders. Hun viste sig derfor en Tidlang ublid mod ham, indtil han engang, da de sad ude paa Gaarden, gjorde hende opmerksom paa, hvorledes Hanen tugtede Hanen; det kunde nok gaa andre ligesaa, sagde han, og fra den Tids af levede de godt sammen. Siden havde han en Tvist med Aasgrim Ellidagrimssøn, der bilagdes af Skafte. Endnu i sit 70de Aar fældte han i Vrede en Nordmand, der havde forhaanet ham, men gav 2 Aar efter hans Brødre fulde Boder, da disse, der vare komne for at tage Hevn, ej vilde kæmpe med en saa gammel Mand som han. Ved sin Død var han 85 Diar gammel, og blev begraven ved den Kirke, Skafte havde ladet opføre.