Det norske Folks Historie/2/94

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I Norge ſelv ſynes det efter Magnus’s Forlig med Thrønderne at have været ganſke fredeligt, og Roligheden ved Hoffet forſtyrredes kun, efter ſom det lader, nu og da ved Stridigheder mellem Enkedronningen Aaſtrid, hvilken Magnus viſte al Agt og Ære, og hans virkelige Moder, Alfhild, der ogſaa var kommen til Hirden, efter hvad man maa formode fra Oplandene med Biſkop Grimkell[1], og ſom nu i Egenſkab af Kongens Moder gjorde Fordring paa Rang og Sæde foran hende, medens Aaſtrid derimod fremdeles kaldte Alfhild ſin Tjeneſtepige, og følte ſig ſaa oprørt over hendes Uforſkammethed, at hun ikke engang vilde være i Huus ſammen med hende. Sighvat Skald lagde ſig imellem og ſøgte at bringe Alfhild til fornuftig Eftergivenhed, men, ſom det ſynes, forgjæves[2]. Dog fik man nu ſnart andet at tænke paa. Danekongernes Æt nærmede ſig ſin Ende. Hardeknut havde allerede begivet ſig med en Flaade til ſin Moder i Brügge, for herfra at bekrige ſin Broder Harald, naar Lejlighed gaves, da han tidligt om Vaaren fik den velkomne Efterretning, at Harald pludſelig var død i Oxford (17 Marts). Strax begav han ſig derfor til England, og blev eenſtemmigt tagen til Konge. Men hans Herredømme var langt fra at være et ſaadant, under hvilket Englænderne kunde fele ſig tilfreds. De vare under hans Herredømme næſten endnu værre farne end Nordmændene under Sven Alfiveſøns. Ligeſom Alfiva beherſkede Sven, ſaaledes beherſkede Emma Hardeknut, og fik ham til at tage en haard Straf over Haralds forrige Tilhængere. Jarlen i Northumberland, Eadulf, blev efter Kongens Befaling dræbt af den forhen omtalte Sigurd Bjørnsſøn, der belønnedes med Jarlsnavn og Northumberland[3]. Endog Haralds eget Lig blev taget op af Graven og kaſtet i Temſen. Til de danſke Krigere, Hardeknut havde medbragt, udpresſedes ſtore Pengeſummer, og Danernes Overmod og Voldſomhed i England kjendte ingen Grændſer; den overgik endog, ſom det ſynes, langt, hvad de havde tilladt ſig i Norge[4]. Englændernes Længſel efter en Konge af deres egen Nation maatte derfor blive ſaa meget mere levende, ſom Haabet derom nu laa ſaa meget nærmere, da nemlig den til Vellevnet og Drukkenſkab forfaldne Hardeknut ingen Børn havde, og hans Halvbroder Edward, Emma’s og Ædhelreds Søn, allerede opholdt ſig ved Hoffer, indkaldt af Hardeknut, eller rettere af Emma, hvem det maatte være ſærdeles om at gjøre, at have ham ved Haanden, hvis Hardeknut pludſelig ſkulde dø. Vel havde Hardeknut ved Brennø-Forliget erklæret Magnus den gode for ſin Arving i eet og alt, ſaaledes og til England. Men deels erkjendte ikke Edward ſig bunden ved dette Forlig, deels var det maaſkee endog Hardeknuts egen Henſigt at bryde det, da det lader til, at han tog ſig af Ulf Jarls Søn Sven, der ogſaa troede at beſidde Arveret til Danmark efter ſin Moder Æſtrid. Sven begav ſig nemlig efter et tolvaarigt Ophold i Sverige til England, hvor Hardeknut ſkal have taget godt imod ham, og, ſom han ſelv ſiden fortalte, udnævnt ham til Befalingsmand over en Flaade, for at drage mod Magnus, der allerede var kommen med en Flaade til Danmark; mellem Sven og Magnus ſkulde der have ſtaaet en Kamp, hvori Sven blev ſlagen og dreven paa Flugt[5]. Vore egne Sagaer vide intet herom at fortælle; kun enkelte have en beſynderlig Beretning om et Beſøg, ſom Magnus, ledſaget af en betydelig Flaade, ſkal have aflagt Hardeknut i Jylland, hvorved Alfiva, eller maaſkee ſnarere Emma ſelv, der ogſaa hed Ælfgifu eller Alfiva, rakte Magnus et fyldt Drikkehorn, hvilket han, under Paaſkud af at Hardeknut her ſkulde hædres meeſt, lod byde denne, der, efter at have drukket deraf, ſtrax døde under lydelige Smertesraab[6]. Fortællingen er øjenſynlig uſand, for ſaa vidt ſom Magnus intet ſaadant Beſøg aflagde hos Hardeknut, og denne desuden døde i England, ikke i Jylland. Men uſandſynligt er det dog ej, at Magnus kan have udruſtet en Flaade og med den have begivet ſig til Danmark, enten for at være paa rede Haand i Tilfælde af Hardeknuts pludſelige Død, hvilken hans overdaadige Levnet nok lod forudſee, eller maaſkee og netop for at hindre et befrygtet Forſøg af Hardeknut eller Sven paa at omſtyrte Forliget[7]. Og viſt er det, at Hardeknut-pludſelig døde, rørt af et Slag, med Drikkebægeret i Haanden, i et Gilde i Lambeth ved London 18 Juni 1042[8]. Hvad enten Sven beſtod nogen Kamp med Magnus, eller kun flygtede ved hans Nærmelſe — det ſidſte er det ſandſynligſte —, ſaa havde for det førſte hans Befaling over den danſke Flaade en Ende, thi ved hans Tilbagekomſt til London fandt han Hardeknut død, og Edward, hans Halvbroder, ophøjet paa Englands Trone. Han maatte derfor atter begive ſig tilbage til Sverige.

Med Hardeknut var den gamle Danekongeæt uddød. Ifølge Forliget indtraadte Magnus i hans Rettigheder, og var ſaaledes den retmæsſige Tronfølger i Danmark. Ved Efterretningen derom ſtod Magnus, der juſt ſad ved Bordet med ſine Mænd, op fra ſit Sæde, og ſagde: „det vide Gud og den hellige Kong Olaf, at enten ſkal jeg underkaſte mig hele Danevældet eller dø“[9]. Den Beretning, der omtaler Beſøget hos Hardeknut, lader ham udbryde i disſe Ord allerede medens han endnu opholdt ſig i Danmark. Den anden Beretning lader ham derimod erfare Hardeknuts. Død hjemme i Norge, og ſtrax udruſte en Flaade paa 70 Skibe[10] for at tage Danmark i Beſiddelſe[11]. Vi have ovenfor erklæret det for ſandſynligt, at Magnus allerede havde viiſt ſig med en Flaade i de danſke Farvande, for at være paa ſin Poſt, og begge Beretninger lade ſig allerſimpleſt forlige ſaaledes at Magnus, efter at han havde udruſtet Flaaden, og med den var dragen Jylland og Halland forbi, tog ſin Poſt lige ved Rigsgrændſen i Gaut-Elven, ſandſynligviis ved Kongehelle[12], og at han der modtog Efterretningen. Han ſtyrede ſtrax lige over til Jylland, for at lade ſig tage til Konge. Flaaden ſkal have været prægtigt udruſtet; iſær roſes. Kongens eget Skib, nemlig Viſunden, der havde tilhørt hans Fader, og ſom nu ogſaa han ſtyrede. Det havde i Forſtavnen det Viſunde-Hoved, ſom Olaf ſelv havde udſkaaret, og ſom nu var prægtigt forgyldt; bagtil havde det en forgyldt Spord; ligeledes var Maſtfløjen forgyldt[13]. Da Magnus kom til Jylland, blev han godt modtagen, og holdt ſtrax et foreløbigt Thing, hvor han ifølge Forliget opfordrede Folket til at erkjende ham ſom Danmarks Konge. Ingen Stemme ſynes denne Gang at have rørt ſig imod ham. Høvdingerne vare forpligtede ved Ed til at overholde Forliget; og da Knuts Æt var aldeles uddød, medens derimod Olafs Helgenglands forherligede Magnus, var der ikke engang nogen Tronprætendent, der kunde maale ſig med ham, at opſtille, thi Sven Ulfsſøn, der ſaa længe havde været borte, og desuden hørte til den halvſvenſke Sprakalegg-Æt, ſynes endnu ikke at have haft mange Sympathier for ſig. Magnus lod da ſtevne almindeligt Thing i Viborg, hvilket Thing i Danmark ſvarede til Ørething i Norge, thi der udraabtes Kongerne for det hele Rige. Her blev Magnus da med al Formelighed tagen til Konge, og berejſte ſiden om Sommeren de øvrige Landſkaber. Overalt hyldede Folket ham med Glæde[14]. Han indſatte Sysſelmænd og uddeelte Forleninger. Og da han ſaaledes, ſom han troede, havde ſikret ſig dette Rige, vendte han om Høſten tilbage til Kongehelle[15].

Saaledes ſtod Magnus nu ej alene ved det Maal, hvortil hans Forgængere, og iſær hans Fader, ſaa ivrigt havde ſtræbt, Norges Frigjørelſe fra Danevældet, og Ynglinge-Ættens. Legitimation; men heldige Omſtændigheder havde og bragt ham et Skridt videre: han var nu ogſaa Danevældets retmæsſige Herre, og for menneſkelige Øjne ſaa det nu ud, ſom om Ynglinge-Ætten herefter ſkulde komme til at herſke over begge Riger. Vel var det anderledes beſtemt; vel var Foreningen langt kortvarigere end Nogen fra førſt af ſkulde have anet. Men dens Virkninger kunde dog ikke udſlettes. Ved — om end kun for en ſaare kort Tid — at have givet en norſk Konge Herredømmet i Danmark, og efter de Tiders Anſkuelſe Nordmændene Forrangen for Danerne, hvilke hidtil havde betragtet ſig ſom hines Overmænd, havde den oprettet Ligevegten mellem begge Riger og begge Folk. Uagtet de ſiden bleve adſkilte, betragtede de hinanden dog herefter indbyrdes ſom ſideordnede. Det nye danſke Dynaſti blev nu ſelv det, ſom maatte tilkæmpe ſig Legitimitet og befæſte den ved ſit kraftigſte Medlems Martyrdom; i Sverige fremſtod, ligeledes kort efter, et nyt Dynaſti; og tre Kongeſlægter, af hvilke ingen havde Forrangen fremfor den anden, herſkede fra den Tid i Norden. Og paa ſamme Tid var Norge ſelv blevet konſolideret til en Enhed. Chriſtendommen var befæſtet, og med den en ordnet Lovgivning. Med Hedendommens fuldkomne Tilintetgjørelſe maatte og den Raahed, der i den havde ſin Rod og Støtte, efterhaanden ſvinde. Var end Chriſtendommen endnu for ung, og Hedendommens Erindringer endnu for friſke, til at man i idet hele taget ſkulde kunne ſpore nogen væſentlig Forſkjel i Leveviis, Skikke og Sæder, fra hvad der i Aarhundreder havde fundet Sted, ſaa var dog nu endelig Skillevæggen for ſtedſe dragen mellem dem begge; Det laa nu klart i. Folkebevidſtheden, at Hedenoldet var ſvundet og alene tilhørte Fortiden. Paa den opvoxende Generation virkede Chriſtendommen allerede fra den ſpædeſte Alder. Fylkes-Ariſtokratiets Tid var forbi. Den yngre Slægt voxede herefter op i fuld Bevidſthed om, at alle Nordmænd vare Borgere af een og ſamme Stat. Vikværingen erkjendte nu Haalogalændingen for ſin Landsmand. Oplændingen troede ikke længer, at han mere end Thrønderne havde med Danekongen at beſtille. Med Hedendommen og Fylkes-Ariſtokraternes Selvraadighed ſvandt ogſaa hurtigt Hedendommens Affødning, det med Chriſtendommens Aand ufordragelige Vikinge-Liv. Derved maatte Nationen ſelv blive mere henviiſt til fredelige Sysler. Trangen til indre Ro og uforſtyrret Nydelſe af en ordnet Statsforfatning maatte blive mere levende. Med Norges fuldſtændige Emancipation under Magnus den gode, og med Chriſtendommens fuldkomne Befæſtelſe ved hans Faders Martyrdød og Erkjendelſe ſom Helgen ſlutter altſaa det for Norge ſaa vigtige Tids-Afſnit, ſom vi meeſt betegnende have troet at kunne kalde Vikingetiden og Danevældet.

  1. Det er ovenfor (S. 665) hvorledes Grimkell efter al Sandſynlighed tog ſig af Alfhild efter Olafs Flugt.
  2. Snorre, Magnus den godes Saga, Cap. 8, 10.
  3. Sigurd var maaſkee en Sønneſøn af Thorgils Sprakalegg, Ulf Jarls Fader, ſe Langebeks Scr. rer. Dan. III. S. 287.
  4. Se herom iſær Bromton, hos Twysden S. 934. Chron. Sax.
  5. Se Mag. Adam, II. 74, jvfr. ovf. S. 842. Alt dette hørte Adam af Sven ſelv. Men hvor meget uſandt denne ellers indbildte ham, ſees deels af det ovenfor (S. 842) anførte, deels deraf, at han endog berettede ham om et Forlig, ſom Kong Edward i England ſkulde have indgaaet med ham, ſaaledes at han tilſikrede ham Sukcesſionen i England, ſelv om Edward efterlod Børn. Under disſe Omſtændigheder er det dog muligt, at Sven kan have fortalt Adam om et Slag, han ſkulde have leveret Magnus før Hardeknuts Død, men ſom ſlet ikke har fundet Sted.
  6. Magnus den godes Saga, Cap 24.
  7. Den ſidſt nævnte Saga anfører og et Vers af Arnor om Magnus’s Tog til Danmark for at beſøge Hardeknut, hvilket Vers hos Snorre henføres til det Tog, han foretog ſtrax efter Hardeknuts Død.
  8. Chron. Saxon.
  9. Fagrſkinna, Cap. 133, Magnus den godes Saga, Cap. 24. Arnors Vers ſammeſteds.
  10. De 70 Skibe nævnes udtrykkeligt i Thjodolfs Vers, Snorre, Cap. 20.
  11. Snorre, Cap. 14, 20. Jvfr. Thjodrek, Cap. 24 og Fagrſkinna, Cap. 133.
  12. Hvor han og paa Tilbagerejſen tog Sæde, ſe nedenfor.
  13. Se Arnors Vers, Snorre, Cap. 20, Magnus den godes Saga, Cap. 24, 25.
  14. Magnus den godes Saga, Cap. 25, Snorre, Cap. 21, 22, Fagrſk., Cap. 133.
  15. Magnus den godes Saga, Cap. 25„ 26, Snorre, Cap. 22, Fagrſkinna, Cap. Ifølge de to ſidſte tilbragte Magnus hele Vintren i Danmark, hvilket neppe er rigtigt.