Det norske Folks Historie/2/92

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er forunderligt nok, at Einar Thambarſkelves Navn ikke en eneſte Gang omtales ved alle disſe merkelige Forhandlinger. Som Kongens Foſterfader og fornemſte Raadgiver maatte han dog have haft en afgjørende Stemme derved. Man maa derfor antage, at han enten paa den Tid har været borte paa en Rejſe, hvorom Sagaerne intet tale, eller, hvad der er det ſandſynligſte, at han, ligeſom han aabenbart havde en Finger med i Kalfs Forjagelſe, ogſaa har været den egentlige Ophavsmand til Kongens ſtrenge Færd i det Hele taget, for at han derved deſto mere uhindret kunde raade i hans Navn. Det var viſt ikke for intet, at han oftere pakkede paa, at han havde været udenfor den hele Kamp mod Kong Olaf, og man kan ej tilbageholde den Formodning, at han har været den fornemſte blandt de kongelige Raadgivere, hvilke Sighvat bad ikke at vredes over hans Fritalenhed. Under ſaadanne Omſtændigheder kan man nok forſtaa, hvorfor man under disſe Forhandlinger ej hører noget til ham. Før Urolighederne maatte det være ham magtpaaliggende at træde i Skyggen, ſaa at det ſaa ud ſom om Kongen handlede efter egen Tilſkyndelſe; ſiden, da man maatte give efter, gjaldt det at holde gode Miner til ſlet Spil, ſom om han var aldeles upartiſk, ja maaſkee endog ſtod paa Bøndernes Side. Heller ikke tales der noget om Finn Arnesſøn og hans Brødre. Da de nu vare forligte med Kalf, og, ſom man af det følgende kan ſee, i det mindſte Finn var ham oprigtigt hengiven, kan man neppe tro andet, end at de hørte til de Misfornøjedes Parti. Derfor er det vel og, at Arnmødlinge-Ætten, ſom man ſeer, ingen Rolle ſpillede under Kong Magnus den gode, og et Tegn herpaa var det ligeledes, at Finn Arnesſøn bortgiftede ſin Datter til den paa Løsrivelſe fra Norges Lenshøjhed ſtedſe tænkende Thorfinn Jarl i Orknøerne.

Her havde Thorfinn i lang Tid ſpillet Meſter. Der er allerede fortalt, hvorledes han i Aaret 1029 havde ſluttet et Forlig med den anden Jarl, Bruſe, om at overtage Øernes fuldſtændige Forſvar, imod at denne overlod ham en Trediedeel, ſaaledes at Thorfinn paa den Maade fik to Trediedele, medens Bruſe kun beholdt en Trediedeel tilbage[1]. Thorfinn viſte, at han godt forſtod at benytte ſig af denne forøgede Magt. Da hans Morfader Mælkolm i ſamme Aar døde[2], og en anden Konge, hvilken vore Sagaer kalde Karl Hundaſøn, og ſom, hvis han ej var en Søn af den ovenfor (S. 136) omtalte Jarl Hunde eller Cuilen, ikke ſynes at være nogen anden end den i ſkotſke og engelſke Annaler oftere nævnte Mælkolm Keneds Søn[3] — hvilket og er det ſandſynligſte —, blev Thorfinns Ret til Katanes gjort ham ſtridig, idet den nye Konge gjorde Fordring derpaa. Denne Sag var ſandſynligviis ogſaa en af dem, hvorom Haakon Jarl, da han i 1029 ſendtes bort, ſkulde underhandle. Knuts fornemſte Henſigt maa have været at bringe Thorfinn, ſom norſk Vaſall, til at underkaſte ſig hans Herredømme, men dernæſt maaſkee ogſaa ved Trusler om Krig at bringe ham til at give Kiler for Mælkolm, der i 1025 havde erkjendt Knut for ſin Lensherre. Men Thorfinn brød ſig neppe noget om en ſaadan Truſel; et Rygte ſynes endog at have tilſkrevet ham Haakons Død[4]. Katanes betragtede han ſom ſin lovlige Mødrenearv, og negtede at betale Skat. Kongen udnævnte nu ſin Syſterſøn Moddan af Sutherland til Maormor derover. Men underſtøttet af Thorkell Foſter bragte Thorfinn en ſaa ſtor Hær paa Benene, at Moddan ej vovede at angribe ham, hvorimod han ſelv underkaſtede ſig Sutherland og Roſs, og herjede vidt og bredt i Nordſkotland. Moddan flygtede til Kongen, ſom da opholdt ſig i Berwick, og fortalte ham ſin Nød. Kongen ſamlede en Hær og Flaade, og ilede til Katanes, for at overrumple Thorfinn, ſom var bleven tilbage i Dungalsby. Thorfinn fik dog i Tide Nys om Faren, og ſkyndte ſig over Pettlandsfjorden til Øerne, hvor han lagde ſig ved Dyrnes og ſendte et Iilbud til det nærliggende Sandvik, at Thorkell ſkulde komme ham til Hjelp. Men imidlertid blev Thorfinn angreben af Skottekongen, der med en overlegen Styrke havde forfulgt ham; dog han forſvarede ſig ſaa tappert, at Kongen blev aldeles ſlagen paa Flugten, førend Thorkell endnu havde indfundet ſig med Hjelpetropper. Net kom Raden til Thorfinn at forfølge Kongen. Han ſejlede, ledſaget af Thorkell, over til Skotland; her deelte han Flaaden, ſaaledes at han ſelv med den ene Deel herjede langs Morayfjordens Kyſt, medens Thorkell drog til Thorsaa (Thurso), hvor Moddan opholdt ſig, fældte ham der, og vendte ſiden tilbage til Moral), hvor han atter forenede fine Vaaben med Thorfinns. Kongen havde imidlertid ſamlet en ny og vældig Hær, for at angribe Thorfinn Jarl. De mødtes paa Torfnes ſtrax ſøndenfor Ekkjal-Elven[5], og her ſtod et vældigt Slag, hvori Thorfinn, uagtet Skotternes Overmagt, aldeles ſejrede. Siden forfulgte han de Flygtende og foer med ſtormende Haand over det hele Land lige til Fife, idet han overalt tvang Indbyggerne til Underkaſtelſe. Skotterne ſøgte engang, da han havde ſendt nogle af Tropperne fra ſig, at ſvige ham, men forgjæves; og de maatte blodigt undgjelde Forſøget, idet han lod ſine Mænd brænde alle Huſe og nedſable alle de Mænd, ſom de ſtødte paa. Nogle troede, at den ſaakaldte Karl var falden i Slaget, og ſaa meget er viſt, at man ſiden ej hørte mere til ham. De ſkotſke Annaliſter lade Mælkolm blive dræbt af nogle ſammenſvorne Medlemmer af Conſtantins og Grims Slægt ved Glammis 1034; men da de fremſtille alle Foretagender af det piktiſke eller nordſkotſke, af Nordmændene og Orknø-Jarlerne underſtøttede, Parti mod den kenedſke Kongeſtamme ſom Forræderne, ere de her ej at ſtole paa, og vore egne, ſaa godt ſom paa Øjenvidners Udſagn, grundede Saga-Beretninger fortjene langt mere Tiltro. Mælkolm, for ſaa vidt han er den ſamme ſom „Karl“, er ſandſynligviis paa Flugten fra Torfnes-Slaget bleven dræbt ved Glammis af et Strejfparti Nordmænd eller fiendtlige Nordſkotter[6]. Hans Datterſøn Duncan, allerede forlenet med Cumberland, en Vaſall af Kong Knut og gift med en Frændkone af den danſke Høvding Sigurd Bjørnsſøn, af Sprakalegg-Ætten, fik nu Kongenavn af ſit Parti, men erhvervede neppe nogenſinde ſynderlig Magt i den nordlige Deel af Landet[7], ſaa meget mere ſom Thorfinns Magt nu forøgedes derved, at han ved ſin Broder Bruſes paa ſamme Tid indtrufne Død ogſaa tog hans Trediedeel af Øerne i Beſiddelſe, og derved kom til at herſke over dem alle[8].

Da Ragnvald Bruſesſøn i 1035 kom til Norge, erfoer han ſin Faders Død, og fik ſtrax, ſom venteligt var, Lyſt til at erhverve ſine Fædrenebeſiddelſer tilbage. Han bad derfor Magnus om at hjelpe ham dertil, og Magnus, for hvem det maatte være magtpaaliggende at bringe Orknøerne tilbage under norſk Lenshøjhed, gav ham Jarlsnavn, forlenede ham, foruden med den Deel, han egentlig ſkulde arve, ogſaa med den Trediedeel af Øerne, ſom Olaf havde givet hans Fader Bruſe, lod ham faa tre vel udruſtede Langſkibe, og tilſagde ham ſit Venſkab og ſin kraftige Hjelp, naar han maatte behøve den. Da Ragnvald kom til Øerne, ſendte han ſtrax Bud til Thorfinn for at melde ham ſin Ankomſt og lade ham ride, hvad Kongen havde beſtemt, og hvorledes han derfor nu havde at forholde ſig. Thorfinn, der juſt paa denne Tid var beſkjeftiget med de ſkotſke Anliggender, erklærede ſig villig til at afſtaa Ragnvald de to Trediedele, hvis —Ragnvald til Gjengjeld lovede at underſtøtte ham paa hans Krigstog. Dette levede Ragnvald, et Forlig paa disſe Vilkaar kom iſtand mellem dem, og Ragnvald fik virkelig de to Trediedele i ſin Beſiddelſe[9]. Ragnvald underſtøttede ogſaa Thorfinn paa hans Tog, der fornemmelig gjaldt de veſtlige Fjorde i Skotland, Sydrøerne, hvilke Thorfinn tildeels underlagde ſig, ja endog, ſom det fortælles, en Deel af Irland[10]. Thorfinn ſøgte dog, ſom man tydeligt kan ſee, iſær at ſikre ſig ſine Beſiddelſer i og ſin Magt over det nordlige og veſtlige Skotland; og i den Henſigt opholdt han ſig endog i nogen Tid i Galloway[11] i det ſydveſtlige Skotland, hvorfra han da vel og har underkaſtet ſig hiint Stykke af det nærliggende Irland. Han ſendte engang nogle Folk over til det lige over for beliggende Cumberland, Kong Duncans engelſke Len, for at røve en Mængde Kvæg. Foretagendet mislykkedes, og flere af hans Mænd bleve dræbte, men det paafølgende Aar hevnede Thorfinn det ved et ødelæggende Tog, ſom han i Forening med Ragnvald foretog til Cumberland[12]. Thorfinn ſpillede nu aldeles Meſter i Skotland, thi omtrent paa ſamme Tid (1040), var det og, at Duncan faldt i en Kamp med Macbeth, en Søn af den forhen omtalte Finnlaich, Maormor af Moray, og ſaaledes en Frænde af Thorfinn[13]. Macbeth antog Kongenavn, hvilket han førte i 17 Aar. Macbeths Navn er bekjendt nok af Shakſpeares herlige Tragødie, og det Sagn, der ligger til Grund ſaavel for denne, ſom for de ſkotſke Annaliſters Beretninger, fremſtiller atter en Kamp mellem to Dynaſtier, eller under de daværende Forhold mellem de forenede Nordmænd og Nordſkotter (Pikter) paa den ene, og de under danſk-engelſk Højhed ſlaaende Sydſkotter paa den anden Side, ſom et Forræderi af en enkelt Høvding. Men i Virkeligheden betegner Macbeths eller den mælbrigdſke Æts Kongedømme i Skotland neppe andet end Thorfinns og de orknøiſke Nordmænds Vælde, der nei vedvarede i henved tyve Aar[14]. Thorfinn, ſiger Orknøjarlernes Saga, beherſkede ikke færre end 9 Jarledømmer i Skotland[15], alle Sydrøerne, og et ſtort Rige i Irland. Og Skalden Arnor, der ſelv beſøgte ham, og digtede et Kvad til hans Ære, bevidner i dette, at hans Rige ſtrakte ſig lige fra Thurſaſker, der maa være at ſøge ved Skotlands nordøſtlige Kant[16], til Dublin. Hermed er det juſt ikke Meningen, at han erobrede Dublin, hvilket ingenſteds ſiges i de irſke Annaler, men kun, at hans Herredømme over Kyſten og Havet naaede lige til Dublins Nærhed[17].

Omtrent paa denne Tid, eller noget for, maa Thorfinn have egtet Finn Arnesſøns Datter Ingebjørg, maaſkee for derved at ſikre ſig den mægtige Arnunge-Æts Biſtand[18]. Om han ſelv indfandt ſig i Norge for at bejle til hende — hvad der er lidet ſandſynligt —; eller om han har ſendt Bud til Norge desangaaende, eller om endelig Finn har gjort noget Beſøg til Orknø eller Skotland, nævnes ingenſteds. Det var hans Giftermaal med Ingebjørg, der bragte Kalf Arnesſøn, da han var falden i Kongens Unaade, til at ty til ham. Thorfinn tog paa det venligſte imod Kalf. Men hvorledes der fra denne Tid af opſtod Uenighed mellem Thorfinn og Ragnvald, enten fordi nu Thorfinn, ved Macbeths eller det piktiſke Partis Sejr i Skotland, troede ſin Magt nok befæſtet til at han endelig kunde vove paa at ſkaffe ſig en forhadt Medbejler af Halſen, eller fordi Kalf ophidſede ham, vil førſt i det følgende Afſnit kunne omhandles.

  1. Se ovf. S. 658.
  2. Om Mælkolm Mælbrigdes Søn, hans Død 1029 og Forvexling i ſkotſke Skrifter med Mælkolm Kenedhs Søn, ſe ovf. S. 135, 641, 642.
  3. Det er Orkn. Saga, der udtrykkeligt nævner „Karl Hundaſøn“ ſom Mælkolms Efterfølger. Navnet „Karl“ forekommer ogſaa i Arnor Jarlaſkalds ſamtidige Vers, Orkn. Saga, S. 32. Men det er dog herved at bemerke at Navnet „Karl“, der i Verſene kun forekommer een Gang, maaſkee er brugt alene appellativiſk, i Betydningen af „Olding“, for at betegne Mælkolm ſom ſaadan, og at det af Sagaſkriveren kan være misforſtaaet,“ ſom om det var et virkeligt Navn; i ſaa Fald maatte da og „Hundaſøn“ være tilføjet ved en Gisning. At „Karl“ er den ſamme ſom Mælkolm, ſynes næſten utvivlſomt. Thi Sagaen lader ham endog (S. 30) opholde ſig i Berwick, nær ved den engelſke Grændſe, hvor Mælkolm juſt plejede at holde ſig, og hans Død, lidt før Bruſe Jarls, der igjen indtraf lidt før Magnus’s Ankomſt til Norge 1035, pasſer godt med de ſkotſk-irſke Annalers Angivelier, at Mælkolm døde 1034. Det er neppe muligt, at der kunde have fremſtaaet nogen fra Mælkolm ſelv ſorſkjellig ſkotſk Konge, der var Modkonge mod Mælkolm Mælbrigdes Søn, opholdt ſig en Stund i Berwick, og faldt omkring mat, uden at de ſkotſke og engelſke Annaler udtrykkeligt havde nævnt ham. Det eneſte kunde være, om Karl, ſom en Søn af den ovf. S. 134 nævnte Jarl Hunde (Cuilen), der igjen ſynes at være en Frænde af Kong Cuilen og hans Søn Conſtantin, var en af de „Frænder af Conſtantin og Grim“, der efter Forduns Udſagn dræbte Mælkolm ved Glammis: i dette Tilfælde maatte han da have antaget Kongenavn. Men ſandſynligt er det ej. Det er ellers vel at merke, at Tillægget „Hundaſøn“ ej forekommer hos Arnor.
  4. Se ovf. S. 766.
  5. Ekkjal (ſe ovf. 1. B. S, 506) er den nu ſaakaldte Oikel, Okel, der udſpringer i det indre af Sutherland, og falder ud mellem Dornoch og Tarbet. Arnor (Orkn. Saga, S. 38) ſiger udtrykkeligt at Slaget ſtod paa Torfnes ſøndenfor (hiinſides) Ekkjal, hvoraf man ſaaledes kan ſlutte, at Torfnes er det ſamme ſom Tarbet Neſs. Muligt at Ligheden mellem „Tarb“ og „Torf“ har bragt vore Forfædre til at give Stedet det norſktklingende Navn, og heraf er maaſkee igjen det Sagn opkommet, at det var her, hvor Torv-Einar førſt lod ſkære Torv (Flatøbogen, Skaalh. Udg. af Olaf Tryggv. Saga, Cap. 178), uagtet der er Torv nok paa Orknøerne ſelv og derimod ingen paa Kadet, der har ſit Navn deraf, at Baade kunne drages derover: i Gaeliſk betegnes nemlig alle ſlige Eid ved „Tarbet“.
  6. Fordun, IV. 46.. Naar Sagaene fortæller, at Thorfinn forfulgte de flygtende, og lagde Landet under ſig lige til 8de, da antydes herved netop en Retning forbi Glammis (i Forfar), hvor Mælkolm ſkal verre bleven dræbt. Var han nu altſaa her falden for nogle Forfølgeres Haand, kunde der nok hos de øvrige herſke Tvivl om, hvor vidt han var falden i Slaget eller ej. Dette er en Beſtyrkelſe mere for Identiteten af Sagaernes Karl og Annalernes Mælkolm. Det vil ſtrax i det følgende ſees, hvorledes Kampen mellem Macbeth og Duncan, der ligeledes er en Kamp mellem to Partier og Dynaſtier, af Fordun og de øvrige ſkotſke Hiſtorieſkrivere ſkildres ſom et lumſk Forræderi.
  7. Duncan ſiges hos Tighernach ved 1040 endog at verre bleven dræbt „immatura ætate“, og ſelv Fordun ſiger om ham, at der under hans Regjering intet merkeligt ſkede, og at han var meget mild og eftergivende. Han var en Søn af Mælkolms Datter Beathach og Høvdingen Crinan.
  8. Orkn. Saga, S. 30—44.
  9. Orkn. Saga, S. 48—52.
  10. Orkn. Saga, Cap. 52. Der tales om et ſtort Slag, Thorfinn og Ragnvald ſkulle have vundet i en Fjord, kaldet Vatnsfjord, hvilket Ravn ogſaa forekommer i et Vers af Arnor om dette Slag. Hvilken Fjord der herved menes, vides ikke: etſteds paa den veſtlige Kyſt af Skotland maa det have varet. I et andet Vers, anført i Orkn. Saga, Cap. 54, nævner Arnor irſke, bretſke og ſkotſke Folk ſom dem, Thorfinn paa ſine Tog fældte.
  11. I Orkn. Saga, S. 54, ſtaar: Thorfinn Jarl ſad nu og da lange paa Katanes, paa det Sted der kaldes Gaddgedlar, hvor Skotland og England mødes. Her er det tydeligt, at et „og“ er udeladt efter „Katanes“, da dette, den nordøſtligſte Pynt af Skotland, aldrig kunde ſiges at vare Grændſeland mod England. Salomon, der i vidtløftigſt Forſtand indbefattede hele den ſydveſtligfte Spids af Skotland, lige fra Annandale ved Solway til Carrick lige over for Cantire, var derimod i Ordets egentligſte Forſtand Grændſelandet mod England; det kaldtes tidligere „Galwydia“, „Galwayth“ o. a. d., hvilket nok kunde forvanſkes til„Gaddgedlar“. Galloway ligger netop lige over for Cumberland og Irland, altſaa i Centret for Thorfinns Bevægelſer.
  12. At det var til Cumberland eller de nærliggende Egne, ſees af Arnors Vers i Orkn. Saga, Cap. 58, der ſiger at Slaget holdtes „ſøndenfor Man“, altſaa paa den lige over for Man liggende Kyſt. Da man regnede Irland, følgelig Man at ligge nordenfor England, bliver denne Kyſt ſaaledes Cumberland.
  13. Om Finnlaich og hans Æt, ſe ovf. S. 642. Fordun (IV. 49) ſiger at Duncan blev dræbt ved en Skjændſelsdaad af Mænd af den ſamme Æt, der havde dræbt ſaavel hans Morfader (Mælkolm) ſom dennes Fader (Kened), da han nemlig af Macbeth Finnlaichs Søn (Machabeus filius Finele) blev forræderſk ſaaret ved Lochgoſnan (Bothgoufan), og døde ved Elgin. Naar man her erindrer, at Fordun tidligere har udgivet den ſamme „Finele“ for et Fruentimmer, alene fordi Navnet Finnlaich var forvanſket til en ſaadan kvindelig Form, ſeer man let, hvad Tro man kan ſætte til hans Fortællinger. Thi han maa her ligefrem have digtet den hele beſynderlige Hiſtorie om „Finele, Datter til Jarlen af Angus“. Tighernach (O’Connor II. 288) ſiger kun kort og godt: Donnchad mac Crinan, Konge af Alban, blev dræbt af hiin „immatura ætate“.
  14. Skene, the Highlanders in Scotland, I. 113—116. Wilſon, Archæologia, S. 492.
  15. Disſe vare vel: Katanes, Sutherland, Roſs, Moray, Buchan, Atholl, Lom, Argyll, Galloway.
  16. Orkn. Saga, S. 86. Olaf den hell. Saga hos Snorre, Cap. 109. Jvfr. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 265.
  17. Uſandſynligt er det viſtnok ej, at Thorfinn kan have herjet ved Dublin for at hevne ſin Faders Død, og at Skalden derfor virkelig har betragtet ham ſom Herre derover.
  18. Ingebjørg, der efter Thorfinns Død (c. 1061) egtede Kong Mælkolm i Skotland og fødde ham Sønnen Duncan, kan da vel neppe have varet mere end 40—45 Aar gammel. Hendes Fødſel falder ſaaledes omkring liigt, og hendes Giftermaal med Thorfinn følgelig 1038. Hendes Fader Finn nævnes omkring 1052 ſom gift med Thorbjørg, en Datter af Halfdan, Sigurd Snes Søn, men Ingebjørg maa verre fød i et tidligere Egteſkab, da Halfdan neppe kan have været gift førend omkring maa og hans Datter følgelig ikke engang ſelv var voxen 1038, end ſige kunde have nogen giftefærdig Datter.