Det norske Folks Historie/2/91

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Om det end ikke var udtrykkeligt betinget, at Magnus ved ſin Regjerings-Tiltrædelſe ſkulde ophæve alle de haarde Lovbeſtemmelſer og Paabud, ſom under Knytlingernes Herredømme vare blevne indførte, ſaa forſtodes dette dog af ſig ſelv, og det er højſt ſandſynligt, at han allerede gav et almindeligt Løfte derom, da han i Rusland tilſagde ſin Faders forrige Fiender fuldkommen Amneſti: et Løfte, ſom man ogſaa visſelig maa formede gjentaget paa Ørethinget, da han hyldedes til Konge. Men umiddelbart derefter drog han i Leding mod Danerne, og, da han, efter hvad der nys er viiſt, maaſkee i mere end et Par Aar var beſkjeftiget med denne Krig, blev der i al denne Tid neppe foretaget ſynderligt ved Sagen, iſær da Kalf Arnesſøn, der i hans Fraværelſe beſtyrede Thrøndelagen, maatte finde ſig bedſt tjent ved at have ſaa meget at ſige, ſom muligt, og Thrønderne, der fornemmelig havde lidt ved den danſke Undertrykkelſe, allerede maatte føle ſig lettede ved at Danerne vare borte. Der tales ogſaa om, at Magnus i Ulveſund[1] (ved Vaagsøen i Firdafylke) gav Bønderne Tilſagn om at .overholde de af hans Fader givne Love; og dette maa da efter al Rimelighed have fundet Sted, da han drog ſydefter mod Sven, og da det ſaaledes var ham og hans Raadgivere magtpaaliggende at vinde ſaa treenige Tilhængere og faa ſaa megen Underſtøttelſe ſom muligt. Men da han kom tilbage fra Krigen, og imidlertid havde naaet Ynglingsalderen, faa at han ej længer betragtedes ſom umyndig, og desuden,tidligt udviklede en for ſin Alder uſædvanlig baade legemlig og aandelig Modenhed, forandrede Omſtændighederne ſig. Under hans lange Ophold i det ſydlige Norge havde alle hans Faders ivrige Venner og troe Tilhængere, ſom iſær hørte hjemme i hine Egne, haft Tid nok til at ſamle ſig om ham, og det er ej at undres over, at han i dem ſøgte ſit kjæreſte Selſkab, og iſær lyttede til deres Stemme. De havde altid meget at ſige paa Thrønderne, og de øvrige Mænd, der havde fort Vaaben mod Kong Olaf. De lode Kongen endog høre, at han neppe kunde være bekjendt at have ſlige Mænd ved ſit Bord, blandt ſine Fortrolige, ja endog blandt ſine Raadgivere i Regjeringsſager, ſom f. Ex. Kalf Arnesſøn, der havde været med at fælde hans Fader ved Stikleſtad. Kongen laante til disſe Taler et villigt Øre, ſom venteligt var, og blev derfor meget indtagen mod Thrønderne, og iſær mod Kalf, hvis ſtore Magt og Myndighed allerede var ham en Torn i Øjnene[2]. Et Beviis herpaa fik man ved et Gilde, hvilket Kalf, der under Krigen deels havde været hos Kongen, deels ogſaa beſtyret Thrøndelagen, holdt for ham ſtrax efter hans Tilbagekomſt til Throndhjem. Det havde nys forhen tildraget ſig, at en Islænding, ved Navn Thorgrim, der havde været Olafs Hirdmand, i Kalfs eget Huus havde vovet at dadle en anden Islænding, Bjarne, der i et Kvad om Kalf roſte denne for hans Bedrifter ved Stikleſtad. Bjarne ſvarede Thorgrim fornærmeligt: Thorgrim hevnede ſig ved at dræbe Bjarne, og Kalf lod paa et i den Anledning afholdt Thing Thorgrim erklære fredløs, hvorpaa Bjarnes Broder ſtrax traadte frem og fældte Thorgrim, men ogſaa umiddelbart derefter dræbtes af dennes Ven og Ledſager, den raſke Kolgrim, hvilken nu Kalf lod grebe og ſætte i Jærn. Da Magnus ſiden ved at gaa ind til Kalfs Gilde kom gjennem Huſets Forſtue, bad Kolgrim, ſom ſad lænket der, ham ydmygt om at høre paa et Kvad, han havde digtet om hans Fader. Kongen, ſom allerede kjendte til Drabshiſtorien, og derfor var venligt ſtemt mod Kolgrim, ſamtykkede i hans Bøn, lod ham komme ind i Stuen, og hørte paa Kvadet. Men mod dets Slutning gav Kolgrim det en ſaadan Vending, at han fik ſit Anliggende, og den hele Anledning til Thorgrims Drab og ſin egen Nød, bragt paa Bane. Her forekom blandt andet disſe Linjer:

Til Kongens Hjelp jeg trænger,
Kalf har nu Magten den halve.

Dertil ſagde Kongen: „Men nu heller ikke mere end ſaa, Skald“; og da Kvadet var endt, ſkjenkede han ſtrax Kolgrim ſom Kvædesløn hans Frihed; til Kalf ſagde han: „jeg maa dog ſande, at du ej vil være os Frænder huld og ſkjønt du lod Thorgrim dømme utlæg og fredløs, ſkal han dog nu bødes ſom om det ej var ſkeet;“ hans Søn ſkal tage de dræbte Brødres Gods, og Kolgrim ſkal være hans Formynder“. Kalf maatte, ſom det ſynes, finde ſig heri; der tales i alle Fald ej om at han vovede at tage til Gjenmæle[3]. Der er for øvrigt neppe nogen Tvivl om, at Einar Thambarſkelve ſelv gjorde alt hvad han kunde for at ſværte Kalf. Naar han kunde faa ham bort, vilde den Indflydelſe, han ellers maatte dele med ham, udeelt blive hans: da vilde han alene være Kongens ſaakaldte Foſterfader og Hovedraadgiver. At der mellem Einar og Kalf herſkede gjenſidig Skinſyge, ligger ej alene i Sagens Natur, men der anføres endog et udtrykkeligt Exempel derpaa. Det hændte ſig nemlig ved et Gjeſtebud, der ſkal have ſtaaet etſteds i Viken, ſtrax efter eller før Brennø-Forliget, og hvor baade Einar og Kalf vare hos Kongen, at Kalf ſatte ſig i Einars Sæde nærmeſt Kongen, medens Einar var beſkjeftiget med at anviſe de øvrige deres Plads. Men da Einar fandt ſit Sæde optaget af Kalf, ſatte han ſig paa dennes Axel, med de Ord: „det tilkommer den gamle Oxe at baaſes førend Kalven“. Og Kalf vovede ikke at gjøre nogen Modſtand, men maatte flytte ſig til Siden, ſaa at Einar kom ned mellem ham og Kongen[4].

Hvor aabenbart Olafs forrige Tilhængere nu vovede at bebrejde Kongen hans Eftergivenhed mod hans Faders Drabsmænd, derpaa gav den ovenfor omtalte Thorgeir Flekk paa Suul et Exempel. I en ſtor Forſamling, der rimeligviis holdtes paa Kongsgaarden Haug i Verdalen, hvorhen Kongen begav ſig til Gjeſtebud kort efter hiin Begivenhed med Kalf og Islændingen, havde blandt andre ogſaa Thorgeir en Sag at foredrage. Men Kongen gav ikke Agt paa hans Ord, og lyttede derimod til dem der ſad nærmere. Da raabte Thorgeir højt:

Tal du med mig,
Magnus Konning,
thi med din Fader
i Følge jeg var,
fik paa mit Hoved
Hug og Skrammer,

medens hine ham
hevngjerrigt dræbte.
Men du jo elſker
de onde Folk,
ſom ſin Drottin ſveg
til Djevelens Glæde.

Herover gjorde flere Ulyd og ſagde at Thorgeir ſkulde pakke ſig ud, men Kongen kaldte ham til ſig, afgjorde hans Sag til hans Tilfredshed, og lovede ham ſit Venſkab[5].

Strax efter hændte det ſig paa dette Gjeſtebud, at Kongen fik Lyſt til at beſee Valpladſen paa det nærliggende Stikleſtad. Han ſad juſt til Bords, med Kalf paa den ene og Einar paa den anden Side, og ſagde til denne: „I Dag ville vi ride hen til Stikleſtad, for at ſee Merkerne efter de Begivenheder, ſom der have fundet Sted.“ Einar ſvarede: „jeg kan ingen videre Beſked give dig derom, da jeg ikke var tilſtede derved, men lad Kalf ride med eder: han kan fortælle eder alt paa en Prik“. „Bliv du da med, Kalf“, ſagde Kongen, „for at forklare os alt ſaa nøjagtigt ſom muligt“. „Som I vil, Herre“, ſvarede Kalf, „men efter min Mening var det bedſt at lade det være, og ikke rippe op i ſlige Sager, og derved komme paa ſpendt Fod med dem, der nu ere eders fuldkomne og paalidelige Venner“. „Følge med ſkal du, Kalf“, ſagde Kongen temmelig barſkt, idet han ſtod op og gik ud. Kalf vovede ej at vægre ſig, men ſendte i al Stilhed ſin Skoſvend ind til ſin Gaard Egg: med den Befaling til hans Huuskarle, at gjøre hans Langſkib ſejlfærdigt, og have bragt alle hans Sager ombord, inden Solen var nede. Da Kongen og hans Følge nu kom til Stikleſtad, ſtege de af Heſtene, og gik hen til det Sted, Slaget havde ſtaaet. „Sig mig nu“, ſagde Kongen til Kalf, „hvor min Fader, Kong Olaf, faldt“. „Der laa han falden“, ſagde Kalf, idet han pegede med ſit Spydſkaft. „Hvor ſtod du da“, ſpurgte Kongen. „Her hvor jeg nu ſtaar“, ſvarede Kalf. „Da kunde din Oxe nok ramme ham“, ſagde Kongen, blodrød i Anſigtet. „Ikke rammede min Øxe ham“, ſvarede Kalf, gik ſtrax bort, ſteg til Heſt, og red ſaa hurtigt, han kunde, ind til Egg, hvor han kom om Aftenen, og fandt ſit Langſkib ſejlfærdigt, ſaaledes ſom han havde befalet, ladet med hans Løsøre, og bemandet med hans Huuskarle; han gik ſtrax ombord og ſtyrede om Natten ud efter Fjorden. Kongen var imidlertid vendt tilbage til Haug. Kalf ſejlede over til Orknøerne, hvor han fandt en venlig Modtagelſe hos Thorfinn Jarl, ſom nys var bleven gift med Finn Arnesſøns Datter Ingebjørg, og ſaaledes var kommen i Svogerſkab med Arnmødlinge-Ætten[6].

Allerede tidligere var Haarek af Thjottø falden. Under Kong Svens Regjering havde han ſiddet rolig hjemme paa ſine Gaarde, men da Magnus var bleven Konge, og ſandſynligviis førſt efter at han var kommen tilbage fra den danſke Krig, indfandt han ſig i Throndhjem for at gjøre Magnus ſin Opvartning. Hans Dødsfiende Aasmund Grankellsſøn var juſt hos Kongen, og ſaa fra en Loftſvale Haarek gaa i Land. Aasmund ſagde da: „nu vil jeg gjengjelde Haarek min Faders Drab“. Men han havde kun en liden og tynd Stemme i Haanden. Kongen, ſom juſt ſad og ſpillede Tavl, holdende en tyk og forſvarlig Oxe i Haanden, ſagde, ſom om det var henvendt til Modſpilleren angaaende en Brikke, han havde ſlaaet; „vil du have min?“ Men Aasmund forſtod Meningen, tog Kongens Øxe, gik ud, og mødte Haarek paa Bryggerne, hvor han ſtrax kløvede hans Hoved, ſaa at Haarek laa død paa Stedet. Derpaa gik Aasmund op i Gaarden igjen til Kongen. Eggen paa Øxen havde lagt ſig, og da Kongen ſaa det, ſagde han: „jeg vidſte nok at den gamle Karls Hovedbeen var ſaa haardt, at din lille tynde Øxe ej vilde have duet ſtort“. Han lagde ſaaledes ikke Dølgsmaal paa, at Haareks Drab var ſkeet efter hans. Ønſke, ja endog tildeels efter hans Tilſkyndelſe. Dette viſte han end mere ved at give Aasmund Len og Sysſel paa Haalogaland. Her forefaldt der mange, og vel tildeels blodige Stridigheder mellem Aasmund og Haareks Sønner, Einar Fluga, Finn og Sven[7]. Man kjender ikke til de nærmere Omſtændigheder ved dem, men man maa.dog antage, at Aasmund omſider er kommen til kort mod de mægtige Kongefrænder, thi omtrent ti til femten Aar ſenere finde vi Einar Fluga i Beſiddelſe af Finnefærden, altſaa af den fornemſte Sysſel paa Haalogaland.

Efter Kalfs Flugt lagde Magnus ſin Harme mod Bønderne, iſær dem i Throndhjem, aabenbart for Dagen. „Han blev haard mod dem“, ſiges der, „fornemmelig mod Thrønderne“. Han inddrog ſom ſin Ejendom baade Viggen, der havde tilhørt Rut, Kviſtad, der havde tilhørt Thorgeir, og Kaffe Gaard Egg med alt hans efterladte Gods, ſaa vel ſom mange andre ſtore Ejendomme, der havde tilhørt de Bønder, der paa Stikleſtad vare faldne i Oprørshæren: et tydeligt Beviis paa, at de af Kong Sven eller ved Kong Knuts Foranſtaltning givne Love, hvorved Odelen ophævedes og Feudalforfatningen indførtes, endnu ikke vare blevne tilbagekaldte. Mange af Kong Olafs forrige Modſtandere bleve ogſaa haardt ſtraffede. Nogle bleve forjagede af Landet, andre maatte gjøre ſtore Udtællinger, for Nogle lod han Kvæget nedſlagte. Over alt dette begyndte der, ſom venteligt var, at opſtaa megen Knurren. Man undredes over, hvad Magnus tænkte paa, ſiden han brød de Love, Haakon den gode havde givet. Han burde dog, meente man, erindre, at Nordmændene ej vare vante til at taale Uret, og at Thrønderne ofte havde gjort Opſtand for mindre Aarſager end de nærværende. Faer han ſaaledes frem, vilde det neppe gaa ham bedre end hans Fader og andre Høvdinger, hvilke man havde dræbt, fordi man ej taalte deres Haardhed og ulovlige Færd. Det ſaa farligt nok ud, thi i Sogn havde Bønderne allerede ſamlet ſig i en Oprørshær, og Thrønderne, over hvem Haardheden iſær gik ſid, holdt et Møde, hvor de enedes om at de, der ellers dannede den fornemſte Deel af Norges Befolkning, nu ingenlunde vilde finde ſig i at have det værſt af alle, eller at blive ſaa godt ſom Trælle for Kongens Thegner. Ved dette Møde vare flere af Kongens Venner tilſtede. De bleve meget ængſtelige til Møde ved at bore Bøndernes Beſlutning, og bleve alle enige om, at man jo før jo heller burde advare Kongen og raade ham til at give efter, ſaa meget mere ſom han derved kun opfyldte et givet Løfte. Køln af dem traadte ſammen for at overlægge om, hvorledes dette bedſt kunde ſkee. Men da det var en mislig Sag at tale de advarende Ord til den unge heftige Konge, der allerede beredte ſig til at gjøre et Tog mod Bønderne i Sogn, vilde i Førſtningen ingen af dem paatage ſig dette Hverv. Endelig kaſtede de Lod om, hvo der ſkulde føre Ordet. Lodden traf Sighvat Skald, og heldigere kunde den ej have truffet, da Sighvat deels ſom Olafs gamle Ven ſtod i megen Anſeelſe hos Magnus, deels ſom Skald havde lettere for at fremføre Advarſlen paa en mindre haard og ſtødende Maade. Han digtede nu de ſaakaldte Berſøglis- (d. e. Fritalenheds-) Viſer[8], nemlig en heel Flokk eller et mindre Kvad, hvor han mindede Magnus om hans egne Løfter og om hans Forgængeres Agtelſe for Lovene, dadlede hans Haardhed, foreholdt ham hans Pligter, advarede ham for den truende Fare, og omtalte ſit eget Forhold til ham, der berettigede ham til at fore et ſaadant Sprog. Af dette merkelige Kvad, der gjør Digteren, der havde Mod til at fremſige det, og Kongen, der— optog det ſom han burde, lige megen Ære, og ſom kaſter et ſaare interesſant Lys paa den Tids Forhold, er endnu det meſte tilbage. Det begynder ſaaledes:

„Jeg erfarer, at der allerede herſker Uroligheder ſyd i Sogn[9]. Sighvat fraraader Fyrſten at lade det komme til Kamp, ſkjønt vi ogſaa ſkulle være rede til at følge ham, om Strid ej kan undgaaes: da maa vi iføre os vore Vaaben og forſvare vor Konge“.

Efter ſaaledes at have fralagt ſig al Tanke om at ville unddrage ſig den Kamp, ſom han dog, medens det endnu var Tid, ønſkede at forebygge, omtaler han ſit Forhold til Kongens Fader:

„Jeg var hos den gavmilde Fyrſte i hele hans Tid. Jeg ſaa Krigere falde for Sverdet. Jeg fulgte trolig din Fader, ſom ſatte megen Priis paa mit Følge, og ſkjenkede mig rige Gaver. Vel tyngedes jeg ej ſynderligt med Krigstjeneſte, men ſmigrer mig dog med, at den Plads, jeg indtog i hans Skare, ikke var at anſee for tom. Naar der nogenſinde var Fare at befrygte for din Fader af Fienders lumſke Anſlag, plejede jeg at ſige ham, hvad jeg hørte. Jeg aabenbarede ham alt oprigtigt, om jeg end derved udſatte mig ſelv for Fare, thi jeg vilde ej ſvige min Herre. Derfor ſkulle heller ikke dine Raadgivere, Konge, vredes paa mig, fordi jeg taler frit ud, og ſiger ligefrem, at Bønderne erklære, at de nu have andre og værre Love, end du lovede dem i Ulveſund“.

Anderledes, mener han, var det med de forrige Konger, Haakon, Olaf Tryggvesſøn og Olaf Haraldsſøn:

„Haakon, der faldt paa Fitje, elſkedes af Folket, fordi han var mild, og værnede det mod fiendtlige Angreb. Siden hans Tid holdt Folket faſt ved hans, den blide Adelſteensfoſtres, Love, og hans Minde lever endnu blandt Bønderne. Med Rette valgte Bønderne ſig begge Olafer til Konger, thi de lode baade Jarlers og andre Landsmænds Ejendomme være i Fred. Saavel Tryggves, ſom Haralds Søn overholdt de ypperlige Love, Underſaatterne fik af dem“.

Siden kommer han nærmere ind paa Sagen:

Sag dig i Vare, Konge, idet du holder ſlige Straffedomme, for de Rygter, der nu høres blandt Haulderne. Jeg advarer dig ſom Ven. Lyt dog til Bøndernes.Ønſker. Hvo egger dig til at nedſlagte Bøndernes Kvæg? Endog for en Konge er dette et altfor ſtort Tiltag indenlands. Ingen har forhen vovet at give ſin Konge et ſaadant Raad. Dine Underſaatter ere kjede af Ran, og Mængden er forbitret. Det er betænkeligt, hvad jeg hører, at alle graahærdede Mænd agte at modſætte 179 Kongen; dette bor man dog i Tide ſøge at forebygge. Thingmændene ſtikke Hovederne ſammen, og ſkjule Næſen i ſtue Kapper; overalt herſker ængſtelig Taushed: dette er ej at ſpøge med. Alle klage eenſtemmigt over, at min Herre erklærer Thegnernes Odel for ſin Ejendom, de gjæve Bønder blive harmfulde. De tænkte paa at ſætte Haardt mod Haardt. Jeg var med dig, unge Konge, den Høſt, da du kom øſtenfra; da troede alle at have favnet Himlen ſelv, idet de ſaa dig i Live og du gjorde Fordring paa Riget. Men hvo egger dig nu til at bryde dine Ord, og med Strenghed at fordre Hevn? Ordholden burde altid en Konge være, og det ſømmer ſig ej for dig, ſejrrige Fyrſte, at bryde dine Løfter! Jeg ønſker inderligt, at du, Olafs ædle Søn, ſnart vil komme paa bedre Tanker; kun Nøleren udſætter, ſom Ordſproget lyder, alt til Aftenen. Alt er jo dog egentlig ſaa godt mellem os; vi regne det ej ſaa nøje, vi ville gjerne baade leve og du med dig, du, der med Sverdet værger Haralds Høge-Ø[10]. Men hvis Magnus ej optager mine Ord godt, da har jeg i Sinde at drage til Hardeknut, ſom jeg allerede tidligere har beſøgt, thi hos begges Fædre har jeg været“.

Da Sighvat havde ſluttet ſit Kvad, lagde Magnus hans Ord paa Hjerte, og overtænkte dem nøje. Ogſaa andre gjeve og veltænkende Mænd forenede nu deres Foreſtillinger med Sighvats, og mindede Kongen om, hvorledes han ved ſin Tronbeſtigelſe havde tilſagt alle Landets Mænd Fred, og lovet at holde ſin Fader, Kong Olafs Love. Da Kongen havde god Forſtand og gjerne lyttede til ſine Venners Raad, optog han alle disſe Foreſtillinger meget godt, og ſammenkaldte et talrigt Thing, for her nærmere at handle om Sagen. Paa dette Thing, fortælles der, talte han forſe noget haardt imod de Mænd, med hvem han tyktes at have noget udeſtaaende, og truede Bønderne endnu med ſtrenge Straffe. Da rejſte en Bonde ſig, ved Navn Atle, og ſagde: „min Sko trykker mig ſaaledes at jeg ikke kan røre mig af Stedet“; derpaa ſatte han ſig, og ſagde ikke mere. Kongen, der tilligemed ſine Raadgivere merkede ſig disſe Ord, hævede ſtrax Thinget den Dag, men bød, at alle atter ſkulde møde den næſte Morgen. Og da Thinget var ſat, ſiges der, viſte Kongen ſig blid mod alle. Han ſtod op og talte mildere end Dagen forud, og man fandt at Gud havde forandret hans Sind, ſaa at han nu i Stedet for ſin forrige Haardhed viſte Mildhed og Eftergivenhed. Han fornyede nu højtideligt ſit Løfte om at lade alle nyde Fred, og forbedre Lovgivningen[11]. Herom overlagde han med de forſtandigſte Mænd, og Reſultatet deraf var, at de fleſte eller i alle Fald de meeſt forhadte af Knytlingernes Love bleve tilbagekaldte. Denne højtidelige Tilbagekaldelſe ſkede i Langø-Sund i Nærheden af Averøen paa Nordmøre[12]. Man veed imidlertid ikke nøjagtigt, hvilke Love tilbagekaldtes af Magnus, og hvilke endnu bleve ſtaaende indtil ſenere Konger afſkaffede dem. Hvad man fornemmelig maa anſee for at være tilbagekaldt allerede af Magnus ſelv, er det af de danſke Magthavere ſom Grundvold for Statsforfatningen indførte Feudalvæſen, ſaaledes at Bønderne visſelig fik deres Odel tilbage. Men flere af Paalæggene vedbleve, og det, merkeligt nok, netop i Thrøndelagen, endnu i over 60 Aar. Medens alle Paalæggene for Gulathingets Vedkommende ophævedes, deels af Magnus, deels ogſaa ſenere af hans Frænde Haakon Thoresfoſtre[13], vedbleve dog i Throndhjem de fleſte af Svens Lovbeſtemmelſer til Magnus Barfods Sønners Tid, da de bleve ophævede omkring 1106, ſaaledes ſom det ſidenefter ſkal viſes. Paa Haalogaland blev ikke engang da Landslods-Afgiften ophævet for dem, der deeltoge i Vaagens Fiſke[14]. Men efter hvad man af Bøndernes Klager og Sighvats Vers kan ſkjønne, var det iſær den forhadte, og af Magnus ſaa uſkaanſomt anvendte Ret til at inddrage Bøndernes Odels-Gaarde, ſom man ønſkede ophævet, og hvis Ophævelſe endog var en nødvendig Følge af at Odelsretten blev dem tilbagegiven. Og at en ſaadan Ophævelſe virkelig fandt Sted, ſeer man deraf at den gamle Froſtathingslov udtrykkeligt beſtemmer, at den, der dræber anden Mand, har forbrudt alt hvad han ejer, undtagen ſin Jord[15]. Man regnede det vel heller ikke ſaa nøje med Enkelthederne, iſær under humane Konger, naar kun Grundlaget for Statsforfatningen var det, man ønſkede. At de inddragne Gaarde bleve tilbagegivne de retmæsſige Ejere eller Arvinger, for ſaa vidt de ej, ſom Kalf, havde forladt Landet, ſynes at kunne-ſluttes deraf, at Sigurd, Rut Lodinsſøns Søn, ſenere optræder ſom Ejer af Viggen[16]. „Og nu“, ſiges der, „blev man gjenſidigt enig om ſine Love, og Magnus lod den Lovbog ſkrive, der endnu i Slutningen af det 12te Aarhundrede havdes i Throndhjem, og var bekjendt undre Navnet „Graagaas“. Det er førſte Gang, ſkreven Lov omtales i Norden. Denne Lovbog, der nu forlængſt er tabt, maa altſaa, ſom man ſeer, have indeholdt Froſtathingsloven, ſaadan ſom den var med de Modifikationer, hvorom Magnus og de forhen omtalte viſe Mænd vare blevne enige. Og ſiden, tilføjes der, blev Magnus venneſæl og aaſtſæl for hele Landets Folk, ſaa at han for den Sags Skyld kaldtes Magnus den gode[17].

  1. Sighvat taler i ſine „Bersöglisvísur“, hvorom nedenfor, udtrykkeligt om et af Magnus i Ulveſund givet Løfte.
  2. Magnus den godes Saga, Cap. 17. Fagrſk., Cap. 129. Snorre, Cap. 14.
  3. Magnus den godes Saga, Cap. 18—20.
  4. Magnus den godes Saga, Cap. 15.
  5. Olaf den hell. Saga, Cap. 241. Snorre, Magnus den godes Saga, Cap. 14.
  6. Magnus den godes Saga, Cap. 21, hos Snorre, Cap. 15. Olaf den helliges Saga, Cap. 242. Af Orkn. Saga, S. 58, ſees det, at Kalfs Flugt indtraf flere klar efter Magnus’s Tronbeſtigelſe; men dog ogſaa, ſom det ſynes, og ſom det af Sighvats Berſøglisviſer tydeligt fremgaar, førend Magnus var bleven Konge i Danmark. Det maa altſaa have været omkring 1040.
  7. Magnus den godes Saga, Cap. 16, Snorre, Cap. 13, Olaf den helliges Saga, Cap. 240. Strengt taget efter Ordene ſynes det, ſom om Haarek blev dræbt ſtrax ved Magnus’s Ankomſt til Throndhjem 1035. Men Begivenheden forudſætter dog at Kongen maa have varet ældre end 11 Aar, da den foregik, og ſaaledes vor vel ogſaa den nærmeſt henføres til hans Hjemkomſt fra Danmark eller det ſydlige Norge 1039 eller 1040. Begivenheden fortælles i Magnus den godes Saga lidt forſkjelligt fra Snorres Beretning, men den ſtørre Kongeſaga ſynes her troværdigſt.
  8. Nemlig af berr d. e. bar, ligefrem, og segja, at ſige.
  9. Dette viſer, at Begivenheden foregik nordenfor Sogn, og ſaaledes i Thrøndelagen. Snorre, der lader Kongen opholde ſig i Hørdeland, altſaa ſøndenfor Sogn, da dette ſkede, maa have misforſtaaet Sighvats Ord.
  10. Saaledes kaldte Harald Gormsſøn Norge, paa Grund af de Jagt-Høge, Haakon Jarl maatte betale ham i Skat, ſe ovenfor S. 52. Naar det her anføres, at Odd Munk citerer et Par Verslinjer af Sigvalde Jarl derom, da grunder dette ſig paa en Fejltagelſe af Odd ſelv. De Linjer, han anfører, ere nemlig netop de oven meddeelte af Sighvats Vers, og han har ſaaledes forvexlet Sighvat med Sigvalde.
  11. Magnus den godes Saga, Cap. 22, Snorre, Cap. 16, 17, Olaf den helliges Saga, Cap. 244, Fagrſkinna, Cap. 132, Ágrip, Cap. 29.
  12. Ældre Gulathings Lov, Cap. 148.
  13. I den ældre Gulathingslov, Cap. 148, opregnes nemlig de Retterbøder eller Retsforbedringer, ſom deels Magnus den gode gav i Langeſund, deels Haakon Thoresfoſtre, uden at der nævnes, hvilke der ere at tilſkrive hiin eller denne. Her anføres: Ophævelſe af Julegaver, Beſtemmelſe om at enhver ejer det Gods der findes i hans Jord, at enhver kan frit bruge ſit Skib, at ingen Mand, der ſvarer Leding, har at betale Landøre, at enhver, ſom farer af Landet, kan frit komme tilbage, naar han ej har været blandt Kongens Fiender, at utlæg Mands Arv tilfalder næſte Arving. Derimod ſeer man af Harald Sigurdsſøns Saga, Cap. 58, at Beſtemmelſen om jordgravet Gods ej i hans Tid var hævet for Throndhjems Vedkommende, og af Magnus Barfods Saga, Cap. 1, at Haakon Thoresfoſtre allerførſt ophævede Landøre-Paalægget og Julegaverne i Throndhjem, ſamt ſiden paa Oplandene, ligeſom han gav andre Retterbøder, hvis Indhold ej nævnes. Fremdeles ſiger den legend. Saga, Cap. 77, og Ágrip, Cap. 24, at Sven Alfiveſøns trykkende Paabud vedbleve indtil Sigurd Jorſalafare eftergav de fleſte; Ágrip, Cap. 45, at Sigurd og hans Brødre afſkaffede de haarde og trykkende Paalæg, hvormed Folket tidligere havde været bebyrdet, og ligeſaa Morkinſkinna i Sigurds Saga, Cap. 1. Endelig opregner Froſtathingsloven. XVI. 1—4, omſtændeligt Sigurds og hans Brødres Retterbøder, blandt hvilke ej alene Skibslejer, utlæg Mands Arv, fri Flytningsret, jordgravet Gods og Ophævelſe af Hoveriet nævnes, men ogſaa Julegaverne og Landørerne, der allerede vare ophævede af Haakon Thoresfoſtre. Her maa man altſaa antage, at Magnus Barfod, der var en Fiende af Haakon Thoresfoſtre, efter hans Død ophævede de af ham givne Retterbøder, med hvis Tilſtaaelſe det udtrykkeligt ſiges at han var ſaare misfornøjet, ligeſom det og berettes, at han efter Steigar-Thores Opſtand „ſtraffede Thrønderne haardt“.
  14. Se Froſtathingsloven, XVI. 2. Af XVI. 3 ſees det, at Fritagelſen for Julegaver af Sigurd og hans Brødre ogſaa udſtraktes til Naumdølafylke.
  15. Froſtathingsloven, IV. 1. En anden Beſtemmelſe, ſom derimod blev ſtaaende i Lovgivningen, indført paa ſit Sted, var den om Udredſelen af en Mand for hver 7de Næſe.
  16. Nemlig hvor han greb til Vaaben mod Steigar-Thore, ſe Magn. Barf. Saga, Cap. 4. Snorre, Cap. 5.
  17. Magnus den godes Saga, Cap. 22. Snorre, Cap. 17. Olaf den hell. Saga, Cap. 244. Navnet „Graagaas“, der brugtes om flere ſlige Haandſkrifter, ſigter vel nærmeſt til Pennen, hvormed den var ſkreven, ligeſom en anden Lovbog i Throndhjem kaldes „Guldfjederen“.