Det norske Folks Historie/2/91

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 845-853).

Om det end ikke var udtrykkeligt betinget, at Magnus ved sin Regjerings-Tiltrædelse skulde ophæve alle de haarde Lovbestemmelser og Paabud, som under Knytlingernes Herredømme vare blevne indførte, saa forstodes dette dog af sig selv, og det er højst sandsynligt, at han allerede gav et almindeligt Løfte derom, da han i Rusland tilsagde sin Faders forrige Fiender fuldkommen Amnesti: et Løfte, som man ogsaa visselig maa formede gjentaget paa Ørethinget, da han hyldedes til Konge. Men umiddelbart derefter drog han i Leding mod Danerne, og, da han, efter hvad der nys er viist, maaskee i mere end et Par Aar var beskjeftiget med denne Krig, blev der i al denne Tid neppe foretaget synderligt ved Sagen, især da Kalf Arnessøn, der i hans Fraværelse bestyrede Thrøndelagen, maatte finde sig bedst tjent ved at have saa meget at sige, som muligt, og Thrønderne, der fornemmelig havde lidt ved den danske Undertrykkelse, allerede maatte føle sig lettede ved at Danerne vare borte. Der tales ogsaa om, at Magnus i Ulvesund^[1] (ved Vaagsøen i Firdafylke) gav Bønderne Tilsagn om at .overholde de af hans Fader givne Love; og dette maa da efter al Rimelighed have fundet Sted, da han drog sydefter mod Sven, og da det saaledes var ham og hans Raadgivere magtpaaliggende at vinde saa treenige Tilhængere og faa saa megen Understøttelse som muligt. Men da han kom tilbage fra Krigen, og imidlertid havde naaet Ynglingsalderen, faa at han ej længer betragtedes som umyndig, og desuden,tidligt udviklede en for sin Alder usædvanlig baade legemlig og aandelig Modenhed, forandrede Omstændighederne sig. Under hans lange Ophold i det sydlige Norge havde alle hans Faders ivrige Venner og troe Tilhængere, som især hørte hjemme i hine Egne, haft Tid nok til at samle sig om ham, og det er ej at undres over, at han i dem søgte sit kjæreste Selskab, og især lyttede til deres Stemme. De havde altid meget at sige paa Thrønderne, og de øvrige Mænd, der havde fort Vaaben mod Kong Olaf. De lode Kongen endog høre, at han neppe kunde være bekjendt at have slige Mænd ved sit Bord, blandt sine Fortrolige, ja endog blandt sine Raadgivere i Regjeringssager, som f. Ex. Kalf Arnessøn, der havde været med at fælde hans Fader ved Stiklestad. Kongen laante til disse Taler et villigt Øre, som venteligt var, og blev derfor meget indtagen mod Thrønderne, og især mod Kalf, hvis store Magt og Myndighed allerede var ham en Torn i Øjnene^[2]. Et Beviis herpaa fik man ved et Gilde, hvilket Kalf, der under Krigen deels havde været hos Kongen, deels ogsaa bestyret Thrøndelagen, holdt for ham strax efter hans Tilbagekomst til Throndhjem. Det havde nys forhen tildraget sig, at en Islænding, ved Navn Thorgrim, der havde været Olafs Hirdmand, i Kalfs eget Huus havde vovet at dadle en anden Islænding, Bjarne, der i et Kvad om Kalf roste denne for hans Bedrifter ved Stiklestad. Bjarne svarede Thorgrim fornærmeligt: Thorgrim hevnede sig ved at dræbe Bjarne, og Kalf lod paa et i den Anledning afholdt Thing Thorgrim erklære fredløs, hvorpaa Bjarnes Broder strax traadte frem og fældte Thorgrim, men ogsaa umiddelbart derefter dræbtes af dennes Ven og Ledsager, den raske Kolgrim, hvilken nu Kalf lod grebe og sætte i Jærn. Da Magnus siden ved at gaa ind til Kalfs Gilde kom gjennem Husets Forstue, bad Kolgrim, som sad lænket der, ham ydmygt om at høre paa et Kvad, han havde digtet om hans Fader. Kongen, som allerede kjendte til Drabshistorien, og derfor var venligt stemt mod Kolgrim, samtykkede i hans Bøn, lod ham komme ind i Stuen, og hørte paa Kvadet. Men mod dets Slutning gav Kolgrim det en saadan Vending, at han fik sit Anliggende, og den hele Anledning til Thorgrims Drab og sin egen Nød, bragt paa Bane. Her forekom blandt andet disse Linjer:

Til Kongens Hjelp jeg trænger,
Kalf har nu Magten den halve.

Dertil sagde Kongen: „Men nu heller ikke mere end saa, Skald“; og da Kvadet var endt, skjenkede han strax Kolgrim som Kvædesløn hans Frihed; til Kalf sagde han: „jeg maa dog sande, at du ej vil være os Frænder huld og skjønt du lod Thorgrim dømme utlæg og fredløs, skal han dog nu bødes som om det ej var skeet;“ hans Søn skal tage de dræbte Brødres Gods, og Kolgrim skal være hans Formynder“. Kalf maatte, som det synes, finde sig heri; der tales i alle Fald ej om at han vovede at tage til Gjenmæle^[3]. Der er for øvrigt neppe nogen Tvivl om, at Einar Thambarskelve selv gjorde alt hvad han kunde for at sværte Kalf. Naar han kunde faa ham bort, vilde den Indflydelse, han ellers maatte dele med ham, udeelt blive hans: da vilde han alene være Kongens saakaldte Fosterfader og Hovedraadgiver. At der mellem Einar og Kalf herskede gjensidig Skinsyge, ligger ej alene i Sagens Natur, men der anføres endog et udtrykkeligt Exempel derpaa. Det hændte sig nemlig ved et Gjestebud, der skal have staaet etsteds i Viken, strax efter eller før Brennø-Forliget, og hvor baade Einar og Kalf vare hos Kongen, at Kalf satte sig i Einars Sæde nærmest Kongen, medens Einar var beskjeftiget med at anvise de øvrige deres Plads. Men da Einar fandt sit Sæde optaget af Kalf, satte han sig paa dennes Axel, med de Ord: „det tilkommer den gamle Oxe at baases førend Kalven“. Og Kalf vovede ikke at gjøre nogen Modstand, men maatte flytte sig til Siden, saa at Einar kom ned mellem ham og Kongen^[4].

Hvor aabenbart Olafs forrige Tilhængere nu vovede at bebrejde Kongen hans Eftergivenhed mod hans Faders Drabsmænd, derpaa gav den ovenfor omtalte Thorgeir Flekk paa Suul et Exempel. I en stor Forsamling, der rimeligviis holdtes paa Kongsgaarden Haug i Verdalen, hvorhen Kongen begav sig til Gjestebud kort efter hiin Begivenhed med Kalf og Islændingen, havde blandt andre ogsaa Thorgeir en Sag at foredrage. Men Kongen gav ikke Agt paa hans Ord, og lyttede derimod til dem der sad nærmere. Da raabte Thorgeir højt:

Tal du med mig,
Magnus Konning,
thi med din Fader
i Følge jeg var,
fik paa mit Hoved
Hug og Skrammer,

medens hine ham
hevngjerrigt dræbte.
Men du jo elsker
de onde Folk,
som sin Drottin sveg
til Djevelens Glæde.

Herover gjorde flere Ulyd og sagde at Thorgeir skulde pakke sig ud, men Kongen kaldte ham til sig, afgjorde hans Sag til hans Tilfredshed, og lovede ham sit Venskab^[5].

Strax efter hændte det sig paa dette Gjestebud, at Kongen fik Lyst til at besee Valpladsen paa det nærliggende Stiklestad. Han sad just til Bords, med Kalf paa den ene og Einar paa den anden Side, og sagde til denne: „I Dag ville vi ride hen til Stiklestad, for at see Merkerne efter de Begivenheder, som der have fundet Sted.“ Einar svarede: „jeg kan ingen videre Besked give dig derom, da jeg ikke var tilstede derved, men lad Kalf ride med eder: han kan fortælle eder alt paa en Prik“. „Bliv du da med, Kalf“, sagde Kongen, „for at forklare os alt saa nøjagtigt som muligt“. „Som I vil, Herre“, svarede Kalf, „men efter min Mening var det bedst at lade det være, og ikke rippe op i slige Sager, og derved komme paa spendt Fod med dem, der nu ere eders fuldkomne og paalidelige Venner“. „Følge med skal du, Kalf“, sagde Kongen temmelig barskt, idet han stod op og gik ud. Kalf vovede ej at vægre sig, men sendte i al Stilhed sin Skosvend ind til sin Gaard Egg: med den Befaling til hans Huuskarle, at gjøre hans Langskib sejlfærdigt, og have bragt alle hans Sager ombord, inden Solen var nede. Da Kongen og hans Følge nu kom til Stiklestad, stege de af Hestene, og gik hen til det Sted, Slaget havde staaet. „Sig mig nu“, sagde Kongen til Kalf, „hvor min Fader, Kong Olaf, faldt“. „Der laa han falden“, sagde Kalf, idet han pegede med sit Spydskaft. „Hvor stod du da“, spurgte Kongen. „Her hvor jeg nu staar“, svarede Kalf. „Da kunde din Oxe nok ramme ham“, sagde Kongen, blodrød i Ansigtet. „Ikke rammede min Øxe ham“, svarede Kalf, gik strax bort, steg til Hest, og red saa hurtigt, han kunde, ind til Egg, hvor han kom om Aftenen, og fandt sit Langskib sejlfærdigt, saaledes som han havde befalet, ladet med hans Løsøre, og bemandet med hans Huuskarle; han gik strax ombord og styrede om Natten ud efter Fjorden. Kongen var imidlertid vendt tilbage til Haug. Kalf sejlede over til Orknøerne, hvor han fandt en venlig Modtagelse hos Thorfinn Jarl, som nys var bleven gift med Finn Arnessøns Datter Ingebjørg, og saaledes var kommen i Svogerskab med Arnmødlinge-Ætten^[6].

Allerede tidligere var Haarek af Thjottø falden. Under Kong Svens Regjering havde han siddet rolig hjemme paa sine Gaarde, men da Magnus var bleven Konge, og sandsynligviis først efter at han var kommen tilbage fra den danske Krig, indfandt han sig i Throndhjem for at gjøre Magnus sin Opvartning. Hans Dødsfiende Aasmund Grankellssøn var just hos Kongen, og saa fra en Loftsvale Haarek gaa i Land. Aasmund sagde da: „nu vil jeg gjengjelde Haarek min Faders Drab“. Men han havde kun en liden og tynd Stemme i Haanden. Kongen, som just sad og spillede Tavl, holdende en tyk og forsvarlig Oxe i Haanden, sagde, som om det var henvendt til Modspilleren angaaende en Brikke, han havde slaaet; „vil du have min?“ Men Aasmund forstod Meningen, tog Kongens Øxe, gik ud, og mødte Haarek paa Bryggerne, hvor han strax kløvede hans Hoved, saa at Haarek laa død paa Stedet. Derpaa gik Aasmund op i Gaarden igjen til Kongen. Eggen paa Øxen havde lagt sig, og da Kongen saa det, sagde han: „jeg vidste nok at den gamle Karls Hovedbeen var saa haardt, at din lille tynde Øxe ej vilde have duet stort“. Han lagde saaledes ikke Dølgsmaal paa, at Haareks Drab var skeet efter hans. Ønske, ja endog tildeels efter hans Tilskyndelse. Dette viste han end mere ved at give Aasmund Len og Syssel paa Haalogaland. Her forefaldt der mange, og vel tildeels blodige Stridigheder mellem Aasmund og Haareks Sønner, Einar Fluga, Finn og Sven^[7]. Man kjender ikke til de nærmere Omstændigheder ved dem, men man maa.dog antage, at Aasmund omsider er kommen til kort mod de mægtige Kongefrænder, thi omtrent ti til femten Aar senere finde vi Einar Fluga i Besiddelse af Finnefærden, altsaa af den fornemste Syssel paa Haalogaland.

Efter Kalfs Flugt lagde Magnus sin Harme mod Bønderne, især dem i Throndhjem, aabenbart for Dagen. „Han blev haard mod dem“, siges der, „fornemmelig mod Thrønderne“. Han inddrog som sin Ejendom baade Viggen, der havde tilhørt Rut, Kvistad, der havde tilhørt Thorgeir, og Kaffe Gaard Egg med alt hans efterladte Gods, saa vel som mange andre store Ejendomme, der havde tilhørt de Bønder, der paa Stiklestad vare faldne i Oprørshæren: et tydeligt Beviis paa, at de af Kong Sven eller ved Kong Knuts Foranstaltning givne Love, hvorved Odelen ophævedes og Feudalforfatningen indførtes, endnu ikke vare blevne tilbagekaldte. Mange af Kong Olafs forrige Modstandere bleve ogsaa haardt straffede. Nogle bleve forjagede af Landet, andre maatte gjøre store Udtællinger, for Nogle lod han Kvæget nedslagte. Over alt dette begyndte der, som venteligt var, at opstaa megen Knurren. Man undredes over, hvad Magnus tænkte paa, siden han brød de Love, Haakon den gode havde givet. Han burde dog, meente man, erindre, at Nordmændene ej vare vante til at taale Uret, og at Thrønderne ofte havde gjort Opstand for mindre Aarsager end de nærværende. Faer han saaledes frem, vilde det neppe gaa ham bedre end hans Fader og andre Høvdinger, hvilke man havde dræbt, fordi man ej taalte deres Haardhed og ulovlige Færd. Det saa farligt nok ud, thi i Sogn havde Bønderne allerede samlet sig i en Oprørshær, og Thrønderne, over hvem Haardheden især gik sid, holdt et Møde, hvor de enedes om at de, der ellers dannede den fornemste Deel af Norges Befolkning, nu ingenlunde vilde finde sig i at have det værst af alle, eller at blive saa godt som Trælle for Kongens Thegner. Ved dette Møde vare flere af Kongens Venner tilstede. De bleve meget ængstelige til Møde ved at bore Bøndernes Beslutning, og bleve alle enige om, at man jo før jo heller burde advare Kongen og raade ham til at give efter, saa meget mere som han derved kun opfyldte et givet Løfte. Køln af dem traadte sammen for at overlægge om, hvorledes dette bedst kunde skee. Men da det var en mislig Sag at tale de advarende Ord til den unge heftige Konge, der allerede beredte sig til at gjøre et Tog mod Bønderne i Sogn, vilde i Førstningen ingen af dem paatage sig dette Hverv. Endelig kastede de Lod om, hvo der skulde føre Ordet. Lodden traf Sighvat Skald, og heldigere kunde den ej have truffet, da Sighvat deels som Olafs gamle Ven stod i megen Anseelse hos Magnus, deels som Skald havde lettere for at fremføre Advarslen paa en mindre haard og stødende Maade. Han digtede nu de saakaldte Bersøglis- (d. e. Fritalenheds-) Viser^[8], nemlig en heel Flokk eller et mindre Kvad, hvor han mindede Magnus om hans egne Løfter og om hans Forgængeres Agtelse for Lovene, dadlede hans Haardhed, foreholdt ham hans Pligter, advarede ham for den truende Fare, og omtalte sit eget Forhold til ham, der berettigede ham til at fore et saadant Sprog. Af dette merkelige Kvad, der gjør Digteren, der havde Mod til at fremsige det, og Kongen, der– optog det som han burde, lige megen Ære, og som kaster et saare interessant Lys paa den Tids Forhold, er endnu det meste tilbage. Det begynder saaledes:

„Jeg erfarer, at der allerede hersker Uroligheder syd i Sogn^[9]. Sighvat fraraader Fyrsten at lade det komme til Kamp, skjønt vi ogsaa skulle være rede til at følge ham, om Strid ej kan undgaaes: da maa vi iføre os vore Vaaben og forsvare vor Konge“.

Efter saaledes at have fralagt sig al Tanke om at ville unddrage sig den Kamp, som han dog, medens det endnu var Tid, ønskede at forebygge, omtaler han sit Forhold til Kongens Fader:

„Jeg var hos den gavmilde Fyrste i hele hans Tid. Jeg saa Krigere falde for Sverdet. Jeg fulgte trolig din Fader, som satte megen Priis paa mit Følge, og skjenkede mig rige Gaver. Vel tyngedes jeg ej synderligt med Krigstjeneste, men smigrer mig dog med, at den Plads, jeg indtog i hans Skare, ikke var at ansee for tom. Naar der nogensinde var Fare at befrygte for din Fader af Fienders lumske Anslag, plejede jeg at sige ham, hvad jeg hørte. Jeg aabenbarede ham alt oprigtigt, om jeg end derved udsatte mig selv for Fare, thi jeg vilde ej svige min Herre. Derfor skulle heller ikke dine Raadgivere, Konge, vredes paa mig, fordi jeg taler frit ud, og siger ligefrem, at Bønderne erklære, at de nu have andre og værre Love, end du lovede dem i Ulvesund“.

Anderledes, mener han, var det med de forrige Konger, Haakon, Olaf Tryggvessøn og Olaf Haraldssøn:

„Haakon, der faldt paa Fitje, elskedes af Folket, fordi han var mild, og værnede det mod fiendtlige Angreb. Siden hans Tid holdt Folket fast ved hans, den blide Adelsteensfostres, Love, og hans Minde lever endnu blandt Bønderne. Med Rette valgte Bønderne sig begge Olafer til Konger, thi de lode baade Jarlers og andre Landsmænds Ejendomme være i Fred. Saavel Tryggves, som Haralds Søn overholdt de ypperlige Love, Undersaatterne fik af dem“.

Siden kommer han nærmere ind paa Sagen:

Sag dig i Vare, Konge, idet du holder slige Straffedomme, for de Rygter, der nu høres blandt Haulderne. Jeg advarer dig som Ven. Lyt dog til Bøndernes.Ønsker. Hvo egger dig til at nedslagte Bøndernes Kvæg? Endog for en Konge er dette et altfor stort Tiltag indenlands. Ingen har forhen vovet at give sin Konge et saadant Raad. Dine Undersaatter ere kjede af Ran, og Mængden er forbitret. Det er betænkeligt, hvad jeg hører, at alle graahærdede Mænd agte at modsætte 179 Kongen; dette bor man dog i Tide søge at forebygge. Thingmændene stikke Hovederne sammen, og skjule Næsen i stue Kapper; overalt hersker ængstelig Taushed: dette er ej at spøge med. Alle klage eenstemmigt over, at min Herre erklærer Thegnernes Odel for sin Ejendom, de gjæve Bønder blive harmfulde. De tænkte paa at sætte Haardt mod Haardt. Jeg var med dig, unge Konge, den Høst, da du kom østenfra; da troede alle at have favnet Himlen selv, idet de saa dig i Live og du gjorde Fordring paa Riget. Men hvo egger dig nu til at bryde dine Ord, og med Strenghed at fordre Hevn? Ordholden burde altid en Konge være, og det sømmer sig ej for dig, sejrrige Fyrste, at bryde dine Løfter! Jeg ønsker inderligt, at du, Olafs ædle Søn, snart vil komme paa bedre Tanker; kun Nøleren udsætter, som Ordsproget lyder, alt til Aftenen. Alt er jo dog egentlig saa godt mellem os; vi regne det ej saa nøje, vi ville gjerne baade leve og du med dig, du, der med Sverdet værger Haralds Høge-Ø^[10]. Men hvis Magnus ej optager mine Ord godt, da har jeg i Sinde at drage til Hardeknut, som jeg allerede tidligere har besøgt, thi hos begges Fædre har jeg været“.

Da Sighvat havde sluttet sit Kvad, lagde Magnus hans Ord paa Hjerte, og overtænkte dem nøje. Ogsaa andre gjeve og veltænkende Mænd forenede nu deres Forestillinger med Sighvats, og mindede Kongen om, hvorledes han ved sin Tronbestigelse havde tilsagt alle Landets Mænd Fred, og lovet at holde sin Fader, Kong Olafs Love. Da Kongen havde god Forstand og gjerne lyttede til sine Venners Raad, optog han alle disse Forestillinger meget godt, og sammenkaldte et talrigt Thing, for her nærmere at handle om Sagen. Paa dette Thing, fortælles der, talte han forse noget haardt imod de Mænd, med hvem han tyktes at have noget udestaaende, og truede Bønderne endnu med strenge Straffe. Da rejste en Bonde sig, ved Navn Atle, og sagde: „min Sko trykker mig saaledes at jeg ikke kan røre mig af Stedet“; derpaa satte han sig, og sagde ikke mere. Kongen, der tilligemed sine Raadgivere merkede sig disse Ord, hævede strax Thinget den Dag, men bød, at alle atter skulde møde den næste Morgen. Og da Thinget var sat, siges der, viste Kongen sig blid mod alle. Han stod op og talte mildere end Dagen forud, og man fandt at Gud havde forandret hans Sind, saa at han nu i Stedet for sin forrige Haardhed viste Mildhed og Eftergivenhed. Han fornyede nu højtideligt sit Løfte om at lade alle nyde Fred, og forbedre Lovgivningen^[11]. Herom overlagde han med de forstandigste Mænd, og Resultatet deraf var, at de fleste eller i alle Fald de meest forhadte af Knytlingernes Love bleve tilbagekaldte. Denne højtidelige Tilbagekaldelse skede i Langø-Sund i Nærheden af Averøen paa Nordmøre^[12]. Man veed imidlertid ikke nøjagtigt, hvilke Love tilbagekaldtes af Magnus, og hvilke endnu bleve staaende indtil senere Konger afskaffede dem. Hvad man fornemmelig maa ansee for at være tilbagekaldt allerede af Magnus selv, er det af de danske Magthavere som Grundvold for Statsforfatningen indførte Feudalvæsen, saaledes at Bønderne visselig fik deres Odel tilbage. Men flere af Paalæggene vedbleve, og det, merkeligt nok, netop i Thrøndelagen, endnu i over 60 Aar. Medens alle Paalæggene for Gulathingets Vedkommende ophævedes, deels af Magnus, deels ogsaa senere af hans Frænde Haakon Thoresfostre^[13], vedbleve dog i Throndhjem de fleste af Svens Lovbestemmelser til Magnus Barfods Sønners Tid, da de bleve ophævede omkring 1106, saaledes som det sidenefter skal vises. Paa Haalogaland blev ikke engang da Landslods-Afgiften ophævet for dem, der deeltoge i Vaagens Fiske^[14]. Men efter hvad man af Bøndernes Klager og Sighvats Vers kan skjønne, var det især den forhadte, og af Magnus saa uskaansomt anvendte Ret til at inddrage Bøndernes Odels-Gaarde, som man ønskede ophævet, og hvis Ophævelse endog var en nødvendig Følge af at Odelsretten blev dem tilbagegiven. Og at en saadan Ophævelse virkelig fandt Sted, seer man deraf at den gamle Frostathingslov udtrykkeligt bestemmer, at den, der dræber anden Mand, har forbrudt alt hvad han ejer, undtagen sin Jord^[15]. Man regnede det vel heller ikke saa nøje med Enkelthederne, især under humane Konger, naar kun Grundlaget for Statsforfatningen var det, man ønskede. At de inddragne Gaarde bleve tilbagegivne de retmæssige Ejere eller Arvinger, for saa vidt de ej, som Kalf, havde forladt Landet, synes at kunne-sluttes deraf, at Sigurd, Rut Lodinssøns Søn, senere optræder som Ejer af Viggen^[16]. „Og nu“, siges der, „blev man gjensidigt enig om sine Love, og Magnus lod den Lovbog skrive, der endnu i Slutningen af det 12te Aarhundrede havdes i Throndhjem, og var bekjendt undre Navnet „Graagaas“. Det er første Gang, skreven Lov omtales i Norden. Denne Lovbog, der nu forlængst er tabt, maa altsaa, som man seer, have indeholdt Frostathingsloven, saadan som den var med de Modifikationer, hvorom Magnus og de forhen omtalte vise Mænd vare blevne enige. Og siden, tilføjes der, blev Magnus vennesæl og aastsæl for hele Landets Folk, saa at han for den Sags Skyld kaldtes Magnus den gode^[17].

1. Sighvat taler i sine „Bersöglisvísur“, hvorom nedenfor, udtrykkeligt om et af Magnus i Ulvesund givet Løfte.
2. Magnus den godes Saga, Cap. 17. Fagrsk., Cap. 129. Snorre, Cap. 14.
3. Magnus den godes Saga, Cap. 18–20.
4. Magnus den godes Saga, Cap. 15.
5. Olaf den hell. Saga, Cap. 241. Snorre, Magnus den godes Saga, Cap. 14.
6. Magnus den godes Saga, Cap. 21, hos Snorre, Cap. 15. Olaf den helliges Saga, Cap. 242. Af Orkn. Saga, S. 58, sees det, at Kalfs Flugt indtraf flere klar efter Magnus’s Tronbestigelse; men dog ogsaa, som det synes, og som det af Sighvats Bersøglisviser tydeligt fremgaar, førend Magnus var bleven Konge i Danmark. Det maa altsaa have været omkring 1040.
7. Magnus den godes Saga, Cap. 16, Snorre, Cap. 13, Olaf den helliges Saga, Cap. 240. Strengt taget efter Ordene synes det, som om Haarek blev dræbt strax ved Magnus’s Ankomst til Throndhjem 1035. Men Begivenheden forudsætter dog at Kongen maa have varet ældre end 11 Aar, da den foregik, og saaledes vor vel ogsaa den nærmest henføres til hans Hjemkomst fra Danmark eller det sydlige Norge 1039 eller 1040. Begivenheden fortælles i Magnus den godes Saga lidt forskjelligt fra Snorres Beretning, men den større Kongesaga synes her troværdigst.
8. Nemlig af berr d. e. bar, ligefrem, og segja, at sige.
9. Dette viser, at Begivenheden foregik nordenfor Sogn, og saaledes i Thrøndelagen. Snorre, der lader Kongen opholde sig i Hørdeland, altsaa søndenfor Sogn, da dette skede, maa have misforstaaet Sighvats Ord.
10. Saaledes kaldte Harald Gormssøn Norge, paa Grund af de Jagt-Høge, Haakon Jarl maatte betale ham i Skat, se ovenfor S. 52. Naar det her anføres, at Odd Munk citerer et Par Verslinjer af Sigvalde Jarl derom, da grunder dette sig paa en Fejltagelse af Odd selv. De Linjer, han anfører, ere nemlig netop de oven meddeelte af Sighvats Vers, og han har saaledes forvexlet Sighvat med Sigvalde.
11. Magnus den godes Saga, Cap. 22, Snorre, Cap. 16, 17, Olaf den helliges Saga, Cap. 244, Fagrskinna, Cap. 132, Ágrip, Cap. 29.
12. Ældre Gulathings Lov, Cap. 148.
13. I den ældre Gulathingslov, Cap. 148, opregnes nemlig de Retterbøder eller Retsforbedringer, som deels Magnus den gode gav i Langesund, deels Haakon Thoresfostre, uden at der nævnes, hvilke der ere at tilskrive hiin eller denne. Her anføres: Ophævelse af Julegaver, Bestemmelse om at enhver ejer det Gods der findes i hans Jord, at enhver kan frit bruge sit Skib, at ingen Mand, der svarer Leding, har at betale Landøre, at enhver, som farer af Landet, kan frit komme tilbage, naar han ej har været blandt Kongens Fiender, at utlæg Mands Arv tilfalder næste Arving. Derimod seer man af Harald Sigurdssøns Saga, Cap. 58, at Bestemmelsen om jordgravet Gods ej i hans Tid var hævet for Throndhjems Vedkommende, og af Magnus Barfods Saga, Cap. 1, at Haakon Thoresfostre allerførst ophævede Landøre-Paalægget og Julegaverne i Throndhjem, samt siden paa Oplandene, ligesom han gav andre Retterbøder, hvis Indhold ej nævnes. Fremdeles siger den legend. Saga, Cap. 77, og Ágrip, Cap. 24, at Sven Alfivesøns trykkende Paabud vedbleve indtil Sigurd Jorsalafare eftergav de fleste; Ágrip, Cap. 45, at Sigurd og hans Brødre afskaffede de haarde og trykkende Paalæg, hvormed Folket tidligere havde været bebyrdet, og ligesaa Morkinskinna i Sigurds Saga, Cap. 1. Endelig opregner Frostathingsloven. XVI. 1–4, omstændeligt Sigurds og hans Brødres Retterbøder, blandt hvilke ej alene Skibslejer, utlæg Mands Arv, fri Flytningsret, jordgravet Gods og Ophævelse af Hoveriet nævnes, men ogsaa Julegaverne og Landørerne, der allerede vare ophævede af Haakon Thoresfostre. Her maa man altsaa antage, at Magnus Barfod, der var en Fiende af Haakon Thoresfostre, efter hans Død ophævede de af ham givne Retterbøder, med hvis Tilstaaelse det udtrykkeligt siges at han var saare misfornøjet, ligesom det og berettes, at han efter Steigar-Thores Opstand „straffede Thrønderne haardt“.
14. Se Frostathingsloven, XVI. 2. Af XVI. 3 sees det, at Fritagelsen for Julegaver af Sigurd og hans Brødre ogsaa udstraktes til Naumdølafylke.
15. Frostathingsloven, IV. 1. En anden Bestemmelse, som derimod blev staaende i Lovgivningen, indført paa sit Sted, var den om Udredselen af en Mand for hver 7de Næse.
16. Nemlig hvor han greb til Vaaben mod Steigar-Thore, se Magn. Barf. Saga, Cap. 4. Snorre, Cap. 5.
17. Magnus den godes Saga, Cap. 22. Snorre, Cap. 17. Olaf den hell. Saga, Cap. 244. Navnet „Graagaas“, der brugtes om flere slige Haandskrifter, sigter vel nærmest til Pennen, hvormed den var skreven, ligesom en anden Lovbog i Throndhjem kaldes „Guldfjederen“.