Det norske Folks Historie/2/90

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Der blev intet af Sven Alfiveſøns paatænkte Tog mod Norge. Endnu ſamme Høſt, ſom han var kommen tilbage til Danmark, døde Kong Knut i Shaftesbury i England[1] (12te November 1035), og faa Maaneder efter fulgte han ham ſelv i Graven (førſt i 1036)[2]. Hardeknut arvede ſaavel hans, ſom Faderens Fordringer paa Norge, og bød virkelig ſtrax om Vaaren Leding ud, for, ſom han ſagde, at ſtraffe Magnus fordi han havde fat ſig i Beſiddelſe af et af hans Arve-Riger. Men ogſaa Magnus udbød Leding, for, ſom det hed, at gjengjelde Danerne og Knytlingerne deres ſvigagtige Anſlag og fiendtlige Færd mod Kong Olaf; vel og for at forekomme Hardeknut ved at bekrige ham i hans eget Hjem. Det kom ogſaa i et Par Aars Tid til Fiendtligheder imellem dem. Om disſe Fiendtligheder fortælles der meget lidet. De maa have fundet Sted deels til Lands, endog i Viken, deels til Vands. Det berettes at engang, da Kongen, ledſaget af Einar og Kalf, befandt ſig paa et Strejftog i Viken, ſaa de en væbnet Skare nærme ſig, og Einar ſtillede, allerede i Forventning af en Kamp, Kongens Hær i Fylking, medens Kalf ſkjulte ſig i en Buſk, for, ſom han ſagde, uhindret at kunne binde Sverdet ved Haanden og ſiden kæmpe deſto drabeligere, — hvilket ogſaa Einar erklærede rimeligt —, da det viſte ſig at de, der nærmede ſig, vare fredelige Mænd, der kom for at tilbyde deres Tjeneſte. Man kan maaſkee ſlutte heraf, at Øſtre-Viken ikke ſtrax, men førſt efter nogen Kamp underkaſtede ſig Magnus[3]. For Reſten, heder det, gjorde Kongerne hinanden gjenſidigt megen Skade med Herjetog og Manddrab. Men derfor bleve ogſaa tilſidſt ſaavel Nordmændene ſom Danerne kede af Krigen, og Høvdingerne indbyrdes aabnede Underhandlinger med hverandre om at ſlutte Fred[4]. Dertil maatte Hardeknut være ſaa meget mere tilbøjelig, ſom Begivenhederne i England krævede hans ſtørſte Opmerkſomhed. Efter Beſtemmelſen og det Tilſagn, Knut havde givet Emma, da han egtede hende, ſkulde Hardeknut, hans eneſte egte fødde Søn, arve Englands Trone. Men ſtrax efter Knuts Død erklærede de fleſte Danehøvdinger i England ſaa vel ſom Thinglidsmændene i London ſig for hans Søn med Alfiva, Harald Harefod, der, ſom vi have ſeet, af Mange endog anſaaes for at være underſtukken; en Deel af den angliſke Befolkning erklærede ſig for Edvard, Ædhelreds Søn, og uagtet den ſydlige Deel af Landet paa et Witena-Møde tilkjendtes Hardeknut, for hvem ogſaa hans Moder kraftigt virkede, lykkedes det dog Harald at tilrive ſig Herredømmet over det hele Rige[5]. Under disſe Omſtændigheder maatte det være Hardeknut ſelv magtpaaliggende at faa ſluttet Fred med Magnus ſaa ſnart ſom muligt, for ſtrax at kunne drage til England og vinde Riget tilbage fra den forhadte, maaſkee endog foregivne, Halvbroder. Og ſaaledes fik de Underhandlinger, de danſke og norſke Høvdinger paa egen Haand havde aabnet, det forønſkede Udfald. Fordi begge Konger, heder det, vare unge og barnslige (Hardeknut var dog allerede henved 20 Aar gammel), førte de mæggtige Mænd, ſom dertil i hvert Land vare udvalgte, den egentlige Styrelſe for dem, og det kom dertil, at der aftaltes et Forligsmøde mellem Kongerne. Mødet kom ogſaa virkelig i Stand. Det holdtes paa Brennøerne i Gaut-Elvens Udløb (1038). Der ſluttedes her en Fred mellem begge Konger, der ſkulde vedvare ſaa længe de begge levede. Derhos indgik de edeligt Broderſkab og Arvepagt med hinanden, ſaaledes at hvis een af dem døde ſønneløs, ſkulde den overlevende arve hans Rige efter ham. Forliget blev beſvoret af 12 Mænd paa hver Side, de ypperſte i begge Riger; blandt dem altſaa efter al Sandſynlighed Einar og Kalf paa norſk, og maaſkee Harald Jarl paa danſk Side[6].

Dette Forlig er i Norges, ja i hele Nordens Hiſtorie af overordentlig Vegt og Betydning. Den ſidſte legitime Ætling af det ældgamle og mægtige Danekonge-Huus erkjendte derved Ynglinge-Ættens Repræſentant i Norge for ſin Ligemand. Harald Haarfagres Æt erhvervede derved omſider fuldſtændig Legitimitet ved Siden af Ragnar-Lodbroks. Olaf den hellige var bleven anerkjendt af Sveriges, hans Søn Magnus blev nu anerkjendt af Danmarks Konge. Lodbroke-Ætlingerne havde ſaaledes ganſke afſtaaet deres gamle Fordringer paa Overherredømmet over Ynglingerne. Norge optraadte omſider ſom et ſelvſtændigt, heelt, med Danmark og Sverige ſideordnet Rige, og betragtedes ikke længer ſom en blot og bar Sammenflikning af enkelte, indbyrdes fremmede Landſkaber, af hvilke en ſtor Deel med Rette tilkom enten Sveriges eller Danmarks Konger. Og alt dette ſkyldtes nærmeſt Olaf den helliges Fortjeneſter. Det var ham, der ved ſine utrættelige Beſtræbelſer i religiøs og politiſk Henſeende havde grundfæſtet Rigets Eenhed. Det var hans Helgenglands, ſom forlenede Sønnen Magnus og den hele Stamme en Legitimitet, der endog i det danſke Ariſtokratis Øjne ej alene ſatte den ved Siden af Lodbroke-Ætten, men ogſaa gjorde den værdig til at indtræde i dennes Rettigheder over Danmark ſelv, eller rettere over det hele Danevælde, ſaa ſtort ſom Knut efterlod det. Thi ligeſom Hardeknut, hvis Magnus døde barnløs før ham, var fuldkommen Arving til Norge med dets Skatlande, eller hele Norges-Vældet, ſaaledes var Magnus i det modſatte Tilfælde fuldkommen Arving til Danmark med alle de øvrige, det af Knut underlagte Lande, eller det hele Danevælde[7].

Det ſynes ved førſte Øjekaſt underligt, at Magnus ved dette Forlig aldeles ikke tog Henſyn til ſine Frænder, Sigurd Syrs Sønner, der ligeledes nedſtammede fra Harald Haarfagre, ligeſom Hardeknut ikke tog Henſyn til ſin Broder Harald i England. Men hvad Sigurd Syrs Sønner angaar, da maa man antage at de to ældſte, Guthorm og Halfdan, paa denne Tid vare døde i den tredie, Harald, var, ſom vi allerede have nævnt, efter Stikleſtad-Slaget dragen til Rusland, og han befandt ſig for Øjeblikket i Conſtantinopel under et fremmed Navn; man har viſtnok derfor i Norge paa den Tid antaget ham for død. Hardeknuts Broder Harald var, ſom vi have ſeet, hans aabenbare Fiende, og betragtedes desuden af ham og mange andre ſom en Bedrager. Hertil kom, at det fornemmelig var Høvdingerne, der bragte Forliget i Stand, og for dem var det magtpaaliggende at bortrydde enhver fremtidig Anledning til Krig mellem Rigerne, der let knade opſtaa, — ſom det ogſaa ſiden viſte ſig — naar ikke alle Sidelinjers Arvefordringer paa Riget ganſke tilſideſattes. De norſke Høvdinger maatte derhos ønſke at forebygge Rigets Deling mellem flere Kronprætendenter, og de danſke Høvdinger af den herſkende nordiſke Stamme frygtede maaſkee, at naar Ljodbroke-Ætten uddøde, vilde det nationale Parti, eller den ſtørre danſk-gotiſke Deel af Befolkningen forſøge paa at gjøre ſig fri, hvilket letteſt kunde undgaaes ved at der i den ſidſte Lodbroke-Ætlings Sted optraadte en Fyrſte, der, ligeledes tilhørende den reen-nordiſke Nationalitet, havde fælles Interesſer med dem, og derhos, ſom Konge over et andet Rige, kunde bringe dem Underſtøttelſe.

Men fordi Magnus Olafsſøn var anerkjendt ſom legitim eller ſideordnet med den ſidſte Lodbroke-Ætling., og ſom Arving til Danevældet, derfor kunde dog endnu ikke Danevældet i Norge ſtrengt taget ſiges at være forbi. Thi naar Magnus førſt havde arvet Danmark, og ſaaledes forenet det med Norge, var det meget tænkeligt, at han alt for nøje ſtillede ſig paa Lodbroke-Ætlingernes Plads, idet han gjorde Danmark til ſit Hovedrige. At dette ikke ſkede, da han, ſom vi ſnart i det Følgende ville ſee, virkelig arvede Danmark, og at Forliget til Brennøerne ſaaledes dog havde Danevældets fuldkomne Ophør i Norge til Følge, ſkyldes, foruden den Omſtændighed at Magnus’s Regjering var meget kort, og at ane politiſke Forviklinger derefter indtraadte, aabenbart St. Olafs Helligdom og det Baand, ſom derved knyttede Ættens helligſte Interesſer til Fædrelandet.

Allerede Magnus lagde Erkjendelſen heraf nokſom for Dagen, da han efter ſin Tilbagekomſt til Throndhjem, hvorhen han ſynes at have begivet ſig umiddelbart efter Fiendtlighedernes Bilæggelſe, lod ſin Faders Lig lægge i et prægtigt, med Guld, Sølv og Ædelſtene prydet Stein[8], der maaſkee nu, da de fremmede Herrer vare borte, atter blev bragt tilbage til Klemenskirken[9]. Denne Opſtilling betragtedes dog, efter hvad man maa formode, kun ſom midlertidig, da Sagaerne eenſtemmigt berette, at Magnus lod paabegynde den ſaakaldte Olafs-Kirke — der altſaa var hans Fader helliget — hvor det Skuur ſtod, i hvilket hans Faders Lig havde været indſat om Natten, da Thorgils Hjalmesſøn var nede i Byen og forgjæves ſøgte at faa nogle af Olafs Venner til at modtage det. Paa dette Sted, kaldet Saurlid, og dengang ovenfor Byen, lod Magnus ogſaa paabegynde en Kongsgaard, ligeſom Olaf Tryggvesſøn i ſin Tid havde opført en Kongsgaard i Forbindelſe med Klemenskirken[10]. Det var ſikkert Magnus’s Henſigt, at lade ſin Faders Skriin opbevare i.Olafskirken, hvorhen det virkelig og ſenere for en kort Tid flyttedes[11] men han oplevede ej at faa hine Bygningsarbejder tilendebragte, og ſiden blev Beſtemmelſen med dem tildeels forandret. Men derimod fik Magnus det højtideligt vedtaget ſom Lov, at Kong Olafs Fødſelsdag, den 29de Juni, nu ſkulde højtideligholdes over hele Norge ſom en af de fornemſte Helligdage, med Faſte og Nonhelligt. Ved ſamme Lejlighed blev ſandſynligviis ogſaa Ligets højtidelige Biſættelſesdag, den 3die Auguſt, eller den ſenere ſaakaldte „ovre Olafsmesſe“ vedtagen ſom Feſtdag, i Thrøndelagen med Nonhelligt, i den øvrige Deel af Landet ſom Feſtdagene af anden Rang[12].

  1. Knuts Død henføres i Chron. Sax. til II. id. Nov.; altſaa 12te November; i Magnus den godes Saga hos Snorre, Cap. 6, og Knytl. Saga, Cap. 18, til id. Nov.; altſaa den 13de; her menes, ſom man kan forſtaa, Natten mellem 12te og 13de. Saxo, S. 536, 537, har en højſt forvirret og aldeles urigtig Fortælling om Knuts Død paa et Tog til Nordmandie mod Hertugen, (der fremdeles urigtigt kaldes Richard), over hvilken han vilde tage Hevn, fordi han havde forſkudt hans Syſter. Han lader ham endog da ſenere end begge hans Sønner, Sven og Harald. I den ſamme Fejl gjør og Sven Aageſøn ſig ſkyldig. Det viſer hvor faa og uſikre de indenlandſke danſke Kilder maa have været, ſom Saxo og Sven benytte.
  2. Fagrſk., Cap. 126, lader Sven dø den paafølgende Sommer; Magnus den godes Saga, Cap. 13, nævner kun næſte Aar; Snorre (Cap. 6) derimod „den ſamme Vinter“. Dette er upaatvivlelig det rigtigſte, ſom det ſiden vil viſe ſig.
  3. Magnus den godes Saga, Cap. 15.
  4. Magnus den godes Saga, Cap. 14, hos Snorre, Cap. 7.
  5. Chron. Sax. ved 1035, jvfr. Villjam af Malmsbury II. 12, og de øvrige engelſke Chroniſter.
  6. Snorre, Magnus den godes Saga, Cap. 7. Fagrſk., Cap. 127, 128. Magnus den godes Saga i Flatøbogen m. m., Cap. 14. Ágrip, Cap. 30. Thjodrek, Cap. 32, 33. Saxo, 10de Bog, S. 538. Ágrip fortæller at Magnus begyndte Krig med Danmark førſt efter at han i nogle Aar havde været Konge i Norge og efter Uenigheden med Thrønderne, medens Snorre ganſke tydeligt, og de øvrige Sagaer ligeledes temmelig utvetydigt, henfører Krigen til Vaaren efter Svens Død, hvilket ogſaa er ſaa meget mere ſandſynligt, ſom Magnus juſt da befandt ſig i den ſydlige Deel af Landet. Ogſaa Saxo bevidner udtrykkeligt at Underhandlingerne, følgelig ogſaa Krigen, fandt Sted ſtrax efter Knuts Død, idet han ſiger: Knut (d. e. Hardeknut), ikke mindre forfærdet over Nordmændenes Frafald, end ved Rygtet om ſin Faders Død, frygtede, at derſom han krigede med Nabofolket, vilde England falde fra. Idet han ſaaledes foretrak at give Slip paa det mindre Rige fremfor at udſætte ſig for Tabet af det ſtørre, … ſluttede han med det frafaldne Riges Herre en edelig Pagt, at den længſtlevende af dem ſkulde beholde begge Riger, … og rejſte derfra over til England“. Men hvad der er vanſkeligere at udfinde, er Krigens Varighed. Snorre nævner at begge Konger havde Leding ude, og at de vilde ſtrides i Elven, men at Striden afværgedes ved Høvdingernes Underhandlinger; han erkjender altſaa ej nogen formelig Krig, og henfører ſaaledes Forliget til 1036. Det ſamme ſynes at være Tilfældet med Saxo. Thjodrek ſiger ligeledes, at Magnus, kort efter Knuts og Svens Død, ſtyrede til Danmark, for at hevne Danernes Fornærmelſer mod Norge, traf Hardeknut ved Brennøerne, og ſluttede Forliget, altſaa i 1036, uden Krig. Ágrip nævner heller ikke egentlig om nogen Krig. Derimod ſiger ſaavel Fagrſkinna, ſom Magnus den godes Saga, at begge Konger gjorde hinanden ſtor Skade med Hærfærd og Manddrab. Dette ſynes visſelig ej at kunne ſiges, med mindre en formelig Krig virkelig havde fundet Sted, og da der tillige maa have været nogen Grund, hvorfor Hardeknut, ſom de ſamtidige engelſke Kilder berette, ej forlod Danmark førend i 1039, bliver der den ſtørſte Sandſynlighed for at en Krig med Magnus har opholdt ham, og at Forliget ſaaledes ſluttedes ved 1038. Dette beſtyrkes af Orkn. Saga, der henfører Kalfs Forjagelſe fra Norge, der førſt fandt Sted efter Magnus’s Hjemkomſt til Throndhjem, til flere Aar efter 1036, medens Hardeknut „var Konge i England og Danmark“, men dog endnu opholdt ſig i Danmark; altſaa vel omtrent ved 1039. Ligeledes ſees det af Magnus den godes Saga, Cap. 18, at Kalf „havde meeſt at ſige i Throndhjem, medens Magnus var i Danmark“, hvilket og tyder paa en længere Fraværelſe, iſær da Kalf ogſaa ſtundom var hos Magnus. Paa den anden Side maa Forliget være ſkeet før 1039, da Hardeknut i dette Aar drog til Brügge, for derfra ſenere at drage til England; og han kom ſiden aldrig tilbage til Danmark. Mag. Adam fortæller alt ſammen langt anderledes (II. 74). „Kong Knuts anden Søn, Sven, døde. Da valgte Nordmændene ſtrax Magnus, St. Olafs Frilleſøn, til Konge, og denne angreb ſtrax Danmark, og erhvervede begge Riger, da Hardeknut, Danekongen, opholdt ſig med Hæren i England. Denne udnævnte ſin Frænde Sven (Ulfsſøn) til Anfører for ſin Flaade for at krige med Magnus (det er i Cap. 73 fortalt, hvorledes Sven efter 12 Aars Ophold i Sverige, altſaa indtil 1040, da Hardeknut havde erhvervet England, begav ſig did, idet han dog paa Vejen havde herjet i Landſkabet Hadeln og var bleven tagen til Fange af Erkebiſkop Alebrands Krigere, men atter ſat paa fri Fod af denne); men Sven blev overvunden af Magnus, og fandt ved ſin Tilbagekomſt til England Hardeknut død (1042)“. Dette kunde ſynes ſaa meget paalideligere, ſom Mag. Adam hentede ſine Efterretninger herom af Svens egen .Mund. Og flere have deraf taget Anledning til at benegte Sagaernes Troværdighed og Forligets Tilværelſe. Men juſt fordi Sven ſelv fortalte Mag. Adam alt dette, er det upaalideligt. For Sven var det magtpaaliggende at beſmykke ſit ſenere Forhold til Magnus. Da Sven ſelv gjorde Arvefordring paa den danſke Trone, erkjendte han, ſom Saxo udtrykkeligt ſiger, ikke Forliget, og det er derfor heel naturligt, at han har kaldet Magnus’s Tiltrædelſe en Invaſion, uden engang for Mag. Adam at omtale noget Forlig. Han har da ogſaa faaet denne til at tro, at Magnus ſatte ſig i Beſiddelſe af Danmark før Hardeknuts Død, og at Hardeknut ſelv havde udnævnt ham (Sven) til ſin Hærfører: thi derved ſyntes hans Berettigelſe til at bekrige Magnus ſaa meget ſtørre. Mag. Adam underſøgte neppe, og havde vel ikke engang Lejlighed til at underſøge, om Svens Udſagn ganſke medførte Sandhed. Man erfarer og, at Mag. Adam af Sven lod ſig indbilde, at denne efter Magnus’s Søn erhvervede Norge, og ſiden forlenede Harald Sigurdsſøn dermed, men at Harald gjorde Opſtand og løsrev ſig. (III. 11, 12). Mag. Adam ſtaar ſaaledes i disſe Sager aldeles ikke til Troende.
  7. I Fagrſkinna, Cap. 128, ſaa vel ſom i Magnus den godes Saga, Cap. 14, ſtaar der at Forliget var indrettet paa ſamme Vilkaar, ſom det mellem Knut og Edmund Jærnſide (Fagrſk. har urigtigt Edvard). Vilkaaret om gjenſidig Arv omtales ogſaa virkelig i Knytl. Saga, Cap. 16, hvor den handler om det ſidſt nævnte Forlig; de engelſke Skribenter nævne dog kun om Landets Deling mellem dem, Fred, Venſkab og Broderſkab, uden dog udtrykkeligt at tale om Arv. Thjodrek, Cap. 23, ſammenligner Forliget med et mellem Karl den ſtore og hans Broder Karlmann.
  8. Dette Skriin beſkrives ſaaledes i Snorres Magnus den godes Saga, Cap. 11: „Det var prydet med Guld og Sølv, og beſat med Ædelſtene. Af Størrelſe og Form var det for øvrigt ſom en Ligkiſte, men nedenunder var der Svaler, oventil var Laaget dannet ſom et Gavltag, med udſtaaende Hoveder og Børſt eller Kam paa Mønet; paa Laaget vare Hængſler bagentil, og Heſper foran, læſte med en Nøgel“.
  9. Harald Sigurdsſøns Saga hos Snorre, Cap. 29, i Hrokkinſk. og Hryggjarſt., Cap. 41, ſiges at Magnus begravedes „ved Klemenskirken, hvor Olafs Lig da forvaredes“. Flatøbogen og Fagrſkinna nævne Chriſtkirken, men ſigte maaſkee til en ſenere Flytning.
  10. Harald Sigurdsſøns Saga hos Snorre, Cap. 39, i Konge-Sagaerne, Cap. 55.
  11. Paa de ſidſt nævnte Steder ſtaar der udtrykkeligt, at Olafs Lig forvaredes i Olafskirken, medens Mariekirken (under Harald Sigurdsſøn) var under Opførelſe.
  12. Ældre Gulathingslov, Cap. 17, 18. I det førſt nævnte Cap. omtales den tidligere Olafsmesſe ved en Anachronisme ſom om den allerede var paabuden af Olaf ſelv og Grimkell paa Moſtrarthing. Froſkathingsloven, II. 25, regner begge Olafsmesſer blandt de Dage, der have Nonhelligt, øjenſyenligt fordi Olaf var Throndhjems Stifts ſæregne Patron. Paa ſamme Maade nævner Vikens Chriſtenret, Cap. 14, og Eidſiva Chriſtenret, Cap. 9, Halvardsmesſen blandt de nonhellige Feſtdage, da Halvard var Vikens eller Oslo’s ſæregne Patron.