Det norske Folks Historie/2/89

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det var under disſe Omſtændigheder naturligt, at de med Knytlingevældet og Landets Undertrykkelſe misfornøjede Høvdinger kaſtede deres Øjne paa den nu ſom en Helgen Midte-de Olafs Søn Magnus, der var bleven tilbage i Gardarike hos Kong Jaroſlav, ved hvis Hof han opdroges ſom om han var Kongens egen Søn. Magnus var nu omtrent ti Aar gammel, og ſkal allerede tidligt have lagt et kongeligt Sind og gode Evner for Dagen[1]. Som Olafs eneſte. Søn var han ej alene Arving til hans Ættefordring paa Riget, men ogſaa, hvad mere var„ til den Glands, der nu omſvævede hans Navn; og den Tanke maa have været mangen af de forrige, nu angergivne Oprørere kjær, ved opofrende Hengivenhed mod Sønnen at godtgjøre, hvad de havde forbrudt mod Faderen. Vel var han endnu et Barn, men deſto bedre Udſigt havde derfor og Høvdingerne til at regjere i hans Navn, om han blev Konge. Hvis man kan ſtole paa et gammelt, i enkelte Haandſkrifter opbevaret Sagn, ſkal ogſaa Jaroſlav fra ſin Side temmelig tidligt have ſøgt at indlede Underhandlinger med Høvdingerne i Norge om at tage Magnus til Konge, ja endog at anvende Knuts med ſaa meget Held forſøgte Middel: Beſtikkelſer. Der fortælles nemlig, at to Brødre fra Norge, Karl og Bjørn, af ringe Herkomſt, men driftige og formuende Handelsmænd, en Sommer (det maa have været Sommeren 1032) vovede ſig til en rusſiſk Havn, uagtet Jaroſlav efter Nordmændenes Opſtand mod Olaf havde opſagt Freden med Norge, og at Indbyggerne i den Stad, hvortil de kom, derfor nær havde,angrebet og dræbt dem, hvis Karl ikke havde faaet dem til at holde Fred indtil han ſelv havde været hos Jaroſlav og bedet ham om Lejde. Karl, fortælles der, begav ſig nu til Jaroſlav, der tiltalte ham med haarde Ord og lod ham kaſte i Fængſel, men da han ſiden ſpurgte den unge Magnus, hvad han ſkulde foretage med ham, ſkal denne have ſagt, at det nok vilde vare længe inden han vandt Norge, hvis alle de, der kom derfra, ſkulde dræbes eller mishandles. Ifølge dette kloge Raad ſkal Jaroſlav have ſkjenket Karl Livet, imod at han paatog ſig det farlige Hverv at rejſe til Norge, for hemmeligt at føle ſig for hos enkelte Lendermænd og give dem Penge, i den Henſigt at vinde dem for.Magnus. Karl, heder det, bad ſig i Førſtningen undſkyldt, men forgjeves, og begav ſig derfor den følgende Vaar over Danmark, ledſaget af ſin tro Broder, Bjørn, til Norge, førſt til Viken, og ſiden til Oplandene. De bragte ſnart i Erfaring, hvilke Høvdinger der vare at regne paa ſom Magnus’s Venner, og ſtyrkede dette Venſkab ved Pengegaver. Endelig kom de til Throndhjem, hvor de opſøgte Einar Thambarſkelve, og bragte ham Magnus’s Hilſen og Jærtejner, idet de derhos kom frem med Pengene. Einar ſkal med Foragt have afviiſt Pengetilbudet, ſom en ham forhadt Sag, der mindede ham om Kong Knuts hemmelige Beſtikkelſesforſøg; derimod ſkal han have erklæret ſig villig til at tjene Magnus, og givet ſit Ord paa, at han med det førſte ſkulde komme øſter til ham. Derfra ſkulle de have begivet ſig til Byen, hvor Kong Svens Mænd dog ſnart erfarede deres Ankomſt og Opholdsſted. Følgen deraf var den, at deres Huusvert, Grim den graa, paa et offentligt Møde opfordredes til at udlevere dem, og for ej at bringe denne brave Mand i Forlegenhed, ſkal den ædle Karl være bleven tilbage, rede til at lade ſig udlevere, naar det paafordredes, medens han i Haſt ſendte Bjørn afſted for at drage til Rusland og at afgive Beſked om Rejſens i det hele taget heldige Udfald. Kort efter, heder det, kom Kong Sven til Byen, ſammenkaldte alle huusfaſte Mænd i Byen til Ørething, og opfordrede Grim under haarde Truſler til at udlevere Flygtningerne. Men da fremſtod Karl ſelv, og meldte ſig ſom den eneſte tilbageblevne af dem, Kongen fegte. Kongen lovede at ſkjenke ham Livet, hvis han vilde nævne ham, hvilke Mænd der havde taget mod de af ham medbragte Penge. Men da Karl beſtemt vægrede ſig herved, lod Kongen ham kaſte i Fængſel, for ſiden ved Piinſler at bringe ham til Bekjendelſe. Om Natten lykkedes det dog, ſom det fortælles, Karl at faa drukket ſine Vogtere fulde, og efter mange Vanſkeligheder og Farer at undfly af Fængſlet, hvorefter han faldt i Hænderne paa Kalf Arnesſøn, der tilſagde ham ſin Beſkyttelſe, beholdt ham en Stund hos ſig, og negtede at udlevere ham, da Kongen paa et Tog ſydefter — ſandſynligviis mod Tryggve, og ved at møde Kalf i Sveggeſund — fordrede det. O Siden efter ſkal Karl have været i Følge med Kalf, da han, ſom det nedenfor berettes, drog til Rusland. Uagtet flere Enkeltheder i denne Fortælling, ſaadan ſom den i Sagaerne er opbevaret, ere noget uſandſynlige, lader den dog til i det Væſentlige at være troværdig og overeensſtemmende med Forholdene, ſaadanne ſom vi andenſteds fra kjende dem[2]. Der fortælles ogſaa, ſom et Beviis paa Kalfs Sindelag mod Kong Knut, at da denne juſt nu havde ſendt et Bud til ham med den Anmodning, at han ſkulde ſkaffe ham tre Tylfter norſke Øxer af bedſte Sort, — maaſkee til Brug i den forventede Krig mod Nordmannerne — ſvarede Kalf: „Ingen Øxer ſender jeg Knut, derimod ſkal jeg ſkaffe hans Søn Sven ſaa mange, at han ingen Mangel ſkal lide[3].

I Løbet af Vintren, efter at Kong Sven var borte, havde Einar, Kalf og de øvrige Høvdinger i Throndhjem, mange Sammenkomſter i Byen, for videre at raadſlaa med hinanden. Lejligheden til at afkaſte Aaget var nu bekvemmere end nogenſinde, thi Knut laa ſyg i England, og ventede hvert Øjeblik at blive angreben af Hertug Robert, ſaa at han umuligt kunde ſkjenke de norſke Anliggender nogen Opmerkſomhed. Thrønderne beſluttede derfor at ſende et Geſandtſkab til Rusland, for at tilbyde Magnus Kongedømmet i Norge. Til dette udvalgtes de meeſt anſeede Høvdinger, førſt og fremſt Einar Thambarſkelve og Kalf Arnesſøn. Tillige nævnes en Høvding ved Navn Sven Bryggefot, og Ragnvald Bruſesſøn[4], hvilken ſidſte dog allerede var kommen til Rusland med Harald Sigurdsſøn, ſaa at det er urigtigt at betragte ham ſom Geſandt, om han end ved Geſandternes Ankomſt ſluttede ſig til dem. De toge Vejen over Jemteland og Helſingeland til Svithjod, og derfra til Søs til Aldegjeborg, hvor de ankom om Høſten og traf Ragnhild[5]. Derfra ſendte de Mænd op til Kong Jaroſlav, ſom maaſkee juſt da opholdt ſig i Novgorod, hvor han indſatte ſin Søn Vladimir til Statholder[6], med den Hilſen, at de tilbøde Magnus, Kong Olaf den helliges Søn, at følge dem til Norge, forat hjelpe ham til at erhverve dette hans Fædrenerige tilbage. Da Budſkabet kom, overlagde Jaroſlav derom med Dronning Ingegerd og ſine Høvdinger. Saavel han, ſom Dronningen, havde i Førſtningen mange Betænkeligheder ved at overgive den unge Kongeſøn til Mænd, der, hvor gode end deres Løfter nu vare, dog havde været hans Faders afſagte Fiender. De ønſkede helſt at tale nærmere derom med de norſke Høvdinger ſelv, og lode dem derfor anmode om at indfinde ſig ved Hoffet, hvortil fuldſtændig Grid eller Lejde blev dem tilſagt. De kom, ledſagede af Ragnvald, og nu faſtſatte Dronning Ingegerd ſom den eneſte Betingelſe, under hvilken de kunde ſaa Magnus med ſig, at de tolv fornemſte Mænd iblandt dem, altſaa førſt og fremſt Einar og Kalf, ſvore Magnus Troſkabsed, og Einar og Kalf derhos udtrykkeligt forpligtede ſig til at ſtaa ved Magnus’s Side og værne om ham, ſom hans Raadgivere og Foſterfædre. Denne Ed blev aflagt, og de øvrige tilſtedeværende Nordmænd gik Magnus til Haande, hvorimod han ogſaa tilſagde dem Trygd og fuldkomment Forlig, og aflagde Ed derpaa. Efter at dette var afgjort, opholdt Høvdingerne ſig endnu en Stund hos Jaroſlav for nærmere at aftale det fornødne, men efter Julen tiltraadte de Rejſen, førſt, ſom det ſynes, til Aldegjeborg, og derfra om Vaaren (1035) over til Svithjod, hvor de ſtevnede op til Sigtuna. Der var Kong Olafs Enke, Dronning Aaſtrid, ſom ſiden Olafs Flugt havde opholdt ſig i Sverige. Uagtet hun kun var Magnus’s Stifmoder, tog hun dog kjærligt imod ham, og lod ſtrax ſammenkalde et talrigt Thing paa Hangre[7], for at opfordre Sviarne til at ſtaa ham bi. Paa dette Thing talte hun med Iver og Varme hans Sag, og erklærede at hun ſelv vilde følge med ham og ikke ſpare noget, hvad der ſtod i hendes Magt, for at ſkaffe hans Foretagende Fremgang;“ nu kom det kun an paa, at ogſaa Sviarne vilde ſtaa ham bi: de, der underſtøttede ham, ſkulde altid kunne regne paa hendes Taknemmelighed og Venſkab. I Førſtningen røbede Sviarne liden Lyſt til at indlade ſig paa Sagen, da det uheldige Udfald af det ſidſte Tog fra Sverige til Norge med Kong Olaf afſkrækkede dem, men ved ſine Overtalelſer bragte hiin det dog dertil, at en heel Deel tog Tjeneſte hos ham, og fulgte med. Han havde ſaaledes en ikke ubetydelig Hær. Blandt dem, der i Svithjod ſluttede ſig til Magnus, var ogſaa Sighvat Skald. Hiin havde, ſom oven berettet, Sommeren 1030 tiltraadt en Pilegrimsrejſe til Rein; paa Tilbagevejen om Hoften hørte han Olafs Fald, og græmmede ſig dybt. Med Fare for at blive kjendt og dræbt af Kong Knuts Mænd havde han rejſt gjennem Danmark; med et Fragtſkib tog han til Nidaros, hvor Kong Sven indved ham til ſig, men uden at Sighvat vilde modtage Indbydelſen, da han ej kunde bære over ſit Hjerte at holde Venſkab med ſin Herres Fiende. Han vendte tilbage til ſin Gaard og til ſine Børn, men fandt ſig dog heller ikke godt i at være hjemme, og havde ingen Ro paa ſig, førend han over Jemteland og Helſingeland var rejſt til Dronning Aaſtrid. Hos hende opholdt han ſig nu, idet han idelig hos Holmgardsfarerne ſpurgte ſig for, hvorledes Magnus levede. Hans Møde med denne var derfor heel glædeligt[8]. Toget gik nu over Helſingeland og Jemteland til Throndhjem Her, hvor Magnus’s Fader for fem Aar ſiden mødtes af en fiendtlig Hær fik han nu den bedſte Modtagelſe, og alle Kong Svens Mænd eller Tilhængere flygtede til alle Kanter og ſøgte Skjul, ſaa at Magnus aldeles ingen Modſtand fandt. Da han kom til Byen, blev der ſtrax ſtevnet Ørething, hvor Mænd fra alle Thrøndelagens Fylker indfandt ſig. Her blev Magnus højtideligt tagen til Konge over det hele Land, ſaa vidt og bredt ſom hans Fader havde beherſket det. Derpaa tog han ſig Hird, udnævnte Lendermænd, indſatte Aarmænd og Sysſelmænd, og opbød Leding over hele Throndhjem, for at jage Sven fra Landet. Glæden og Enthuſiasmen over hans Tiltrædelſe var endnu ny og levende; derfor ſtrømmede mange Krigere til ham, og med denne Hær drog han ſydefter langs Kyſten[9].

Da Efterretningen herom kom til Sven Alfiveſøn, opholdt han ſig paa Søndhordeland. Han lod ſtrax opſkære Hærør for at opbyde Folket; og de nærmeſt boende vovede heller ikke andet end at komme. Han lod holde Thing med dem, og ſagde, at da Thrønderne havde taget ſig en anden Konge, nemlig Magnus, var det hans Henſigt at drage denne imøde og kæmpe med ham, hvorfor han opfordrede Bønderne til at følge ham. Hans Tale var meget kort og vakte ikke ſynderligt Bifald. De danſke Høvdinger ſøgte at raade Bod derpaa ved at holde lange og ſmukke Taler til hans Bedſte. Men mange Bønder ſvarede reent ud, at de nødig vilde ſtride mod den hellige Olafs Søn, andre taug; kun faa erklærede ſig villige til at følge med Sven. Da ſagde Sven til ſine Mænd: „jeg er endnu ſaa godt ſom et Barn, og kan ikke videre med at tale; dog behøver jeg her ikke at ſpørge om deres Vilje, der ſige reent ud, ſaa jeg hører det, at de ej ville ſtride med Magnus; de ſom tie, ſamtykke med dem, og med ſlig Hær ſom denne, kan man ej fare til Kamp. Det er derfor ikke raadeligt at betro os til disſe Bønder; lad os heller drage did, hvor Folket er os hengivent og trofaſt, for der at ſkaffe os Hjelp til at undertvinge dette Land“. De danſke Høvdinger vare enige med ham, og ſagde at Nordmændene havde forraadt ham, ſaa at der nu ikke var andet for, end at vende tilbage til Danmark, og der ved hans Broder Hardeknuts eller hans Faders Hjelp at udruſte en Hær, for med den at tilbageerobre Norge. Da ogſaa Alfiva erklærede dette for det bedſte, ſatte Sven Sejl til, og drog med ſin Moder og alle de Daner, der havde været hos ham, lige over til Danmark. Hardeknut ſkal have taget venligt imod ſin Broder, og tilbudt ham et Rige, det vil vel ſige Len, hos ſig indtil videre. Magnus’s Ledingsfærd blev for det førſte kun et Hyldingstog. Han fortſatte nemlig Rejſen lige til Lands-Enden ved Gaut-Elven, og blev overalt tagen til Konge med den ſtørſte Jubel[10].

  1. Magnus den godes Saga, Cap. 1. Dog ſynes det her meddeelte Træk, Drabet af en Hirdmand, at være en Efterligning af Olaf Tryggvesſøns Drab paa Klerken.
  2. Fortællingen er den ſaakaldte Þáttr Karls vesæla, hvormed Magnus den godes Saga begynder i den ældgamle Morkinſkinna, i Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke og Flatøbogen. Dertil hører egentlig ogſaa Fortællingen om Magnus“s Opvæxt og Drabet paa Hirdmanden. Den begynder allerede med en aabenbar Fejl, idet den lader Jaroſlav efter Ingegerds Raad ſkyde Bud til Kong Olaf i Norge efter Magnus, for at opfoſtre ham. Den lader Karl opholde ſig en Vinter hos Jaroſlav (Cap. 4), derpaa om Vaaren før Palmeſøndag (Cap. 5) komme til Nidaros, og ſiden paa ſin Flugt blive optagen og frelſt af Kalf, da denne befandt ſig med Kong Sven paa et Tog ſydefter til Danmark, ved hvilken Anledning Kalf ogſaa ſkulde have ladet den Ytring om Øxerne falde, ſom de øvrige Samler henføre til en anden Lejlighed. Dette Tog er aabenbart Toget mod Tryggve, ej til Danmark, og Samtalen mellem Sven og Kalf, om den ellers fandt Sted, maa altſaa have ſkeet i Frekøſund eller Sveggeſund. Siden lader Fortællingen Kalk paa ſin egen Haand, i Følge med Karl, drage til Rusland. Vi have ovenfor udeladt, hvad der vedkommer os uſandſynligt i den.
  3. Olaf den helliges Saga, Cap. 236, Snorre, Cap. 264, Fagrſkinna, Cap. 120. I Karl Veſæles Thaatt er det Sven, der ved Knuts Mode med Kalf ſiger til ham: „ſeer du hiin guldbeſlagne Tre ved Skibsbordet, ſkaf mig en ſaadan fra England, hvortil Karl ſvarer: „jeg tænker at du ſnart ſkal faa Øxer nok, om de end ej alle ere af Guld“.
  4. Sven Bryggefot nævnes ogſaa ſom Geſandt i den ſtørre Magnus den godes Saga, Cap. 10, der fremdeles ſtaar i Sammenhæng med Karl Veſæles Hiſtorie; ſaavel han ſom Ragnvald nævnes i Ágrip, Cap. 287 og hos Thjodrek, Cap. 21. Det er vel ellers et Spørgsmaal, om Sven Bryggefot nævnes med Rette. Thi en Lendermand af dette Navn i Viken nævnes paa Magnus Barfods Sit, 60 Aar ſenere.
  5. Beretningen om disſe Forhandlinger ſtaar bedſt, og, ſom det ſynes, troværdigſt, i Olaf den hell. Saga, Cap. Snorre, Cap. 264, 265. Orkn. Saga, Cap. 46. Mindre nøjagtigt findes den i Magnus den godes Saga, Cap. 10. Hertil ſlutter ſig aabenbart Thjodrek, Cap. 21, og Ágrip, Cap. 28. Fagrſk., Cap. 121, ſynes ſelvſtændig, men ſtemmer dog nærmeſt med de ſidſt nævnte. I Fagrſk. nævnes baade Kalf og Einar ſom Magnus’s Foſterfædre, i Magnus den godes Saga kun Einar, i Olaf den helt. Saga kun Kalf. Det ſandſynligſte er, hvad Fagrſkinna ſiger, at de begge paatoge ſig Hvervet. I alle Fald kaldte Magnus og Einar hinanden gjenſidigt fóstri. Magnus den godes Saga, Cap. 9, eller rettere Karl Veſæles Thaatt lade Kalf ſværge at han ej ſaarede Olaf.
  6. Neſtors rusſ. Annaler ved 1034—36. Maaſkee var det ved denne Lejlighed at Vladimir helbrededes ved St. Olafs Haar, ſe ovf. S. 826.
  7. Stedet, der maa have været tæt ved Sigtuna, kjendes nu ikke.
  8. Den hele Fortælling om Magnus’s Rejſe ſaa vel ſom om Sighvats Sammenſtød med ham ſtaar ingenſteds bedre eller nøjagtigere end i Magnus den godes Saga hos Snorre, Cap. 1, 2, 9, 10, hvor tillige en heel Deel Vers af Sighvat, ſom Øjevidne, anføres. Hverken den ſtore Magnus’s Saga, Cap. 10, eller Olaf den hell. Saga, Cap. 286 fortæller det ſaa nøjagtigt. Den førſte modſiger endog ſig ſelv ved at lade Kalf møde Magnus i Throndhjem. Sighvats Rejſe fra Rom omtales nøjagtigſt hos Snorre (l. c.). Mange af de Vers, hvori han lagde ſin Sorg for Dagen, anføres her. Olaf den helt. Saga, Cap. 238, er ej paa langt nær ſaa nøjagtig. Om hans Fare i Danmark taler Flatøbogen. (Fornm. S. V. 209).
  9. Olaf den hell. Saga, Cap. 236. Magnus den godes Saga, Cap. 11, hos Snorre, Cap. 3. Fagrſk., Cap. 123.
  10. Magnus den godes Saga, Cap. 12, 13. Snorre, Cap. 4, 5. Fagrſk., Cap. 124, 125. Thjodrek, Cap. 21, 22.